Arkitektonisk kulturarv i Taastrupgaard
Martens Gudmand-Høyer, Sidse; Bendsen, Jannie Rosenberg; Ostenfeld Pedersen, Simon;
Nielsen, Tom; Morgen, Mogens Andreassen
Publication date:
2019
Document Version:
Også kaldet Forlagets PDF
Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Martens Gudmand-Høyer, S., Bendsen, J. R., Ostenfeld Pedersen, S., Nielsen, T., & Morgen, M. A. (2019).
Arkitektonisk kulturarv i Taastrupgaard: Værdisætning af socialt udsatte almene boligområder. Arkitektskolen Aarhus.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal ?
Take down policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Download date: 03. Aug. 2022
VÆRDISÆTNING AF
SOCIALT UDSATTE ALMENE BOLIGOMRÅDER
ARKITEKTONISK KULTURARV I TAASTRUPGAARD
HØJE-TAASTRUP KOMMUNE
Projektet udføres af Med støtte fra
Grafik: WALK
VÆRDISÆTNING AF
SOCIALT UDSATTE ALMENE BOLIGOMRÅDER
© Arkitektskolen Aarhus Udført med støtte af Realdania
PROJEKTTEAM:
Jannie Rosenberg Bendsen Ida Munksdal Elland Mogens A. Morgen Tom Nielsen
Simon Ostenfeld Pedersen
Sidse Martens Gudmand-Høyer, projektleder.
EKSTERNE KONSULENTER:
Anna Mette Exner
Medarbejdere: Siri Ax Berlin & Rikke Søndergaard
FORORD
Arkitektskolen Aarhus sætter med projek- tet Værdisætning af socialt udsatte almene boligområder (VAB) fokus på de arkitekto- niske kulturarvsværdier i 15 store almene boligområder.
De almene boliger er hjem for omtrent 1/6 af danskerne og udgør en stor del af det byggede miljø i Danmark. Derudover har den almene boligbevægelse været en driv- kraft i udviklingen af boligarkitekturen og industrialiseringen af byggeriet i Danmark.
Mange af de store, almene boligområder står i dag overfor en række udfordringer af fysisk og boligsocial karakter, som skal løses for at sikre attraktive lejeboliger i fremtiden. Det gælder både de murede byggerier opført før 1960 og særligt monta- gebyggerierne fra 1960’erne og 1970’erne, hvoraf de fleste allerede er blevet renoveret en eller flere gange.
De almene boligbebyggelser er del af vores nationale arkitektoniske kulturarv, som der bør værnes om ved at bruge den aktivt i ud- viklingen af boligområderne.
I store almene boligbebyggelser med bo- ligsociale udfordringer bliver bygnings- renoveringer og sociale helhedsplaner ofte kombineret med fysiske, strukturelle foran- dringer. Hermed ændrer man også bebyg- gelsernes arkitektur forstået bredt fra land- skab til bygning. Ændringerne kan bestå af infrastrukturelle ændringer i bebyggelsen, nedrivninger af bygninger eller nybyggeri.
Derudover bliver der arbejdet med skale- ring, opdeling og ændring af udearealer.
Disse forandringer kan ændre bygning- ernes arkitektoniske udtryk radikalt og kan være en måde at ændre en bebyggel- ses image på.
Som udgangspunkt bør der tages bevidst stilling til den enkelte bebyggelses arkitek- toniske kulturarvsværdier forud for større fysiske forandringer. Denne stillingtagen er særlig vigtig i de store, almene boligbebyg- gelser fra 1960’erne og 1970’erne, som i dag vurderes som socialt udsatte. Det skyldes, at de fysiske træk, som ofte er vigtige i et ar- kitektonisk kulturarvsperspektiv, kan synes at være direkte i modstrid med de ønsker, man har til disse boligområder i dag.
1960’ernes montagebyggerier er ofte an- lagt ud fra en idealistisk grundtanke om den funktionsopdelte by, hvor store næ- sten monofunktionelle boligområder var visuelt og fysisk skærmet fra deres omgi- velser samt orienteret indad, mod egne op- holdsarealer. I dag ønsker man omvendt at få integreret boligområderne med de om- kringliggende kvarterer i langt højere grad.
Resultatet kan derfor være, at man søger at gennemføre ændringer i bebyggelserne, som til dels kan synes i modstrid med de arkitektoniske kulturarvsværdier. Det bety- der ikke nødvendigvis, at vi skal bevare og restaurere i traditionel forstand. Derimod kan opmærksomheden på de særegne ar- kitektoniske kulturarvsværdier understøtte en bevidst stillingtagen til, hvordan der kan værnes om den enkelte bebyggelses bæ- rende fortælling med henblik på at udvikle dens iboende kvaliteter og potentialer.
Målet er at sikre den bærende fortælling i forening med kommende forandringer af områderne, så kulturarven bliver et under- støttende aktiv i udviklingen, og at bolig- områderne kommer til at fremstå med en styrket arkitektonisk kvalitet.
Mogens A. Morgen Professor, Arkitekt MAA
INTRODUKTION
Arkitektskolen Aarhus har vurderet de ar- kitektoniske kulturarvsværdier i de 15 hår- deste ghettoer, som fremgår af regeringens Liste over hårde ghettoområder pr. 1. de- cember 2018.
FORMÅL
I nærværende rapport bliver vurderingen af Taastrupgaards arkitektoniske kulturarvs- værdier præsenteret, ligesom det bliver un- dersøgt, hvordan bebyggelsen lever op til de aktuelle idealer og ønsker, som man typisk italesætter i forbindelse med omdannelsen af store almene boligområder i dag. Formå- let med vurderingen er at skabe opmærk- somhed på, hvordan bebyggelsens bærende fortælling fremadrettet kan anvendes i kom- mende fysiske forandringer af området.
Bebyggelsens arkitektoniske kulturarvs- værdier er en kvalitet, der bør arbejdes videre med i den kommende udvikling, så Taastrupgaards særegne fortælling og vær- dier forenes med de nutidige behov for æn- dringer. Målet er for det første, at nærvæ- rende vurdering bliver anvendt strategisk i den fremtidige dialog mellem boligfor- ening, kommune, Landsbyggefonden og rådgivere for derved at bidrage til en fæl- les forståelse af Taastrupgaards bærende fortælling. For det andet, at de beskrevne værdier kan blive rettesnor for, hvilke for- andringer der foretages, og hvordan. Ved at tage udgangspunkt i de eksisterende arki- tektoniske kulturarvsværdier kan man med en renovering sikre en bebyggelse, hvor det er dens egenart, historiske ophav samt oplevelsen af genkendelighed og identitet, der er med til at definere fremtiden.
METODE
Arkitektskolen Aarhus har udviklet en ny metode, der kombinerer vurderingen af boligbebyggelsernes arkitektoniske kul- turarvsværdier med, hvordan de synes at leve op til nutidige idealer for denne type boligområder.
Bebyggelsens arkitektoniske kulturarvs- værdier bliver vurdereret i tre kategorier, kulturhistorisk, miljømæssig og arkitekto-
nisk værdi, der tager afsæt i de to officielt anerkendte værdisætningsmetoder inden- for kulturarv i Danmark, SAVE1 (Survey of Architectural Values in the Environment) og VAF2 (Vurdering af Fredningsværdier). Sam- tidig trækkes der på metoden til screening af kulturmiljøer SAK3 (Screening af Kultur- miljøer), der kombinerer kulturarvsværdier med kulturmiljøernes udviklingspotentialer.
I rapporten bliver vurderingen af kulturarvs- værdier holdt op mod nutidige fokuspunk- ter i arbejdet med omdannelse af socialt udsatte store almene boligområder. Disse fokuspunkter er formuleret med afsæt i en række evalueringer og udgivelser4 samt ny- ligt gennemførte almene boligrenoveringer i Landsbyggefondens regi. I nærværende rapport bliver bebyggelserne vurderet i henhold til tre nutidige fokuspunkter: det første angår boligområdets tilpasning og sammenhæng med omgivelserne, det an- det omhandler graden af funktionsblan- ding og det tredje vedrører variation i ska- la, formgivning og graden af overgange fra private til offentlige rum.
Med udgangspunkt i vurderingen af kultur- arvsværdier og de nutidige fokuspunkter bliver rapporten afsluttet med en række an- befalinger, som peger på, hvad der særligt er væsentligt at have for øje i det fremtidige arbejde med udviklingen af boligområdet.
ET GRUNDLÆGGENDE SKISMA
Det har vist sig, at de idealer, som lå bag mange af de 15 bebyggelser, da de blev opført, er i modstrid med de nutidige ide- aler, som er knyttet til store, almene bo- ligområder. Det er særligt de fysiske træk, som er af stor kulturhistorisk værdi, der vi- ser sig at stå i kontrast til, hvad man i dag værdsætter arkitektonisk og miljømæssigt.
Der ligger derfor en fremtidig opgave i at tænke de arkitektoniske kulturarvsværdier sammen med nutidige ønsker, og det på en måde, hvor umiddelbart modstridende dagsordner understøtter hinanden bedst muligt. I denne proces er det vigtigt at un- dersøge, hvilke værdier, der er vigtige at be- vare i et længere fremtidigt tidsperspektiv.
Beskrivelserne er udtryk for en arkitekt- faglig vurdering, der med fordel kan ind- gå i det videre dialog- og udviklingsforløb.
Vurderingerne er baseret på eksisterende beskrivelser og udvendige besigtigelser af bebyggelserne. Vurderingerne er ikke ud- tryk for et facit, men skal ses som en anbe- faling til, hvordan bebyggelsernes iboende egenskaber, kvaliteter og arkitektoniske kulturarvsværdier kan blive styrket frem- adrettet. Vurderingerne bør indgå i den efterfølgende proces med boligforeninger, boligorganisationer, kommuner og rådgi- vere i udviklingen af områderne.
INDHOLD
Rapporten består af en kortlægning, en vur- dering og en konklusion med anbefalinger.
BÆRENDE FORTÆLLING
Her opsummeres den samlede vurdering af bebyggelsens bærende fortælling sammen med en kort oplistning af de fysiske træk, som er vigtigst for, at denne fortælling kan aflæses i bebyggelsen.
KORTLÆGNING
Kortlægningen er en beskrivelse af boligbe- byggelsen, som den ser ud i dag. Beskri- velsen er baseret på besigtigelser af bebyg- gelsernes ydre, og de fysiske træk som er væsentlige for vurderingen:
By og landskab
Her beskrives bebyggelsens placering i landskabet og bystrukturer samt overgan- gen fra bebyggelsen til de nærliggende omgivelser.
Bebyggelsesplan – bygninger og udearealer
Her beskrives bebyggelsesplanen, den landskabelige karakter, formgivningen af bygninger og udearealer samt den interne infrastruktur.
Originalitet
Her beskrives bebyggelsens renoverings- historie samt hvilke træk, der stammer fra da bebyggelsen blev opført, og hvilke der er senere ændringer.
REFERENCER:
1 Kulturarvsstyrelsen. SAVE- Kortlægning og regi- strering af bymiljøers og bygningers bevarings- værdi. Kulturarvsstyrelsen, 2011.
2 Kulturarvsstyrelsen. “VEJLEDNING. Vurdering af Fredningsværdier.” Kulturarvsstyrelsen, 2012.
3 Morgen, M. A. & Pedersen, S. O (red.). Screening af kulturmiljøer: Metodevejledning. Arkitektskolen Aarhus, 2018.
4 Bech-Danielsen, C. & Mechlenborg, M. Renovering af almene boligområder: Evaluering af fysiske indsatser i perioden 2014-2016. SBi 2017:11. Statens Byggeforskningsinstitut, 2017.
- Bech-Danielsen, C & Stender, M. Fra ghetto til blan- det by : danske og internationale erfaringer med omdannelse af udsatte boligområder. Gad, 2017.
- Bjørn, N. (red.). Arkitektur der forandrer: fra ghetto til velfungerende byområde. Gad, 2008.
VURDERING
Værdisætningen er baseret på eksisterende fysiske forhold og er vurderet i tre værdika- tegorier. Vurderingen i hver enkelt kategori rangeres fra 1 til 5, hvor 1 er den laveste værdi og 5 den højeste. Der er ikke foreta- get indvendige besigtigelser, og vurderin- gen af bebyggelserne forholder sig kun til det udvendige.
Kulturhistorisk værdi
Tilskrives fysiske forhold, som viser noget om tidligere funktion, brug, idealer, byg- geskikke og opførelsestidspunktet, men værdien tilskrives også ændringer over tid, som viser en udviklingshistorie.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige vurdering har fokus på forholdet mellem bebyggelsen og den om- givende by, mellem bygninger og udeare- aler, bebyggelsesplanens rumlige organi- sering og den landskabelige bearbejdning samt variationer i skala og brug i uderum.
Der arbejdes med overordnede vurderin- ger, og der bliver ikke gået i detaljer om- kring typer af beplantning, belægninger og lignende.
Arkitektonisk værdi
Tilskrives rumlige kvaliteter ved bebyggel- sen som helhed, og ved de enkelte bygning-
ernes udformning og materialitet som f.eks.
karakteristisk formgivning, proportionering, konstruktioner, skala, kompositioner, ma- terialer, håndværk, lysforhold, atmosfære, funktionelle sammenhænge, detaljer samt sammenhænge og hierarkier.
NUTIDIGE FOKUSPUNKTER
Her beskrives, hvordan bebyggelsens ar- kitektoniske kulturarvsværdier og den bæ- rende fortælling står i forhold til tre nutidi- ge fokuspunkter, der samlet repræsenterer en række ønsker, som typisk fremføres nu om dage i forbindelse med strukturelle for- andringer af store socialt udsatte almene boligområder. Registreringen i hvert enkelt fokuspunkt er rangeret fra 1 til 5, alt efter i hvor høj grad bebyggelsen synes at kunne leve op til fokuspunktet, hvor 1 er den lave- ste værdi og 5 den højeste.
Bymæssig integration
I hvor høj grad hænger bebyggelsen sam- men med de omgivende områder visuelt, fysisk og funktionelt. Findes der tilbud, som kan tiltrække udefrakommende, eller infra- struktur som naturligt leder udefrakom- mende gennem eller ind i bebyggelsen.
Funktionsblanding
Er der en variation af tilbud i bebyggelsen udover boliger f.eks. skoler, erhverv, detail-
handel, café og lignende? Er der en varia- tion i boligtyper i forhold til ejerformer og i forhold til de forskellige almene boligtyper:
ældre-, ungdoms- og familieboliger?
Arkitektonisk variation
Adskiller bebyggelsen sig væsentligt fra sine omgivelser arkitektonisk og skala- mæssigt? Er der en variation i bebyggel- sesplan, bygningsformer, formgivning og materialitet internt i bebyggelsen? Er der en variation i udearealernes opdeling i private, semi-private, halv-offentlige og of- fentlige områder?
ANBEFALINGER
Her anbefales, hvilke fysiske træk man bør være særlig opmærksom på ved kommen- de fysiske og strukturelle forandringer i bebyggelsen. Anbefalingerne er formuleret med afsæt i hvilke træk, der er væsentlige at fastholde for, at bebyggelsens bærende fortælling kan komme med ind i fremtiden, samt ud fra en forventning om, at man i bebyggelsen ønsker at øge graden af by- mæssig integration, funktionsblanding og arkitektonisk variation.
EKSEMPEL PÅ VURDERINGS- DIAGRAM
Kulturhistorisk værdiMiljømæssig værdiArkitektonisk værdi
Høj
Middel
Lav Bymæssig integrationArkitektonisk variation Funktionsblanding
NUTIDIGE FOKUSPUNKTER VÆRDISÆTNING
Kommune:
Boligselskab:
Arkitekt:
Landskabsarkitekt:
Entreprenør:
Opført:
Renoveret:
Antal boliger og boligtyper:
Øvrige funktioner:
Antal beboere:
Høje-Taastrup Kommune AKB (v. KAB)
Tage Nielsens Tegnestue Ole Nørgaard
Finn Wissenberg Aps 1973
Løbende siden 1980’erne. Senest i 2007-14 blev der renoveret badeværelser.
917 familieboliger fra 1 til 6 værelser Fælleshus med café, skole, institutioner, genbrugsplads, garager og fritidstilbud 2698
Kilde: De 16 ”hårdeste” ghettoområder. Dokumentation af de konkrete virkninger af parallel- samfundstpakken. BL Danmarks Almene Boliger, 2018.
TAASTRUPGAARD
HØJE-TAASTRUP KOMMUNE
Taastrupgaard er et godt eksempel de velfærdsvisioner, tanker og idealer, der lå bag de store almene montageboligbebyg- gelser, som var resultatet af industrialiseringen af byggeriet i 1960’erne. Bebyggelsen blev opført som led i udbygningen af Københavns forstæder ud fra idealet om en funktionsopdelt by, hvor bolig, erhvervsbyggeri og rekreation lå i adskilte områder.
Taastrupgaard afspejler tidens ambitioner om rolige boligom- råder skærmet ved hjælp af terrænbearbejdning og beplant- ning samt idealet om gode, funktionelle lejligheder til alle uan-
set indkomst. Derudover skulle alle have adgang til grønne områder, luft og lys tæt på offentlig transport og institutioner. I Taastrupgaard kan man også se samtidens ideal om at adskille gående og kørende trafikanter i form af det fors- ænkede parkeringsareal langs vejen i nord, mens der kun er stier til bløde trafi- kanter mellem boligblokkene. Arkitektonisk er bebyggelsen ligeledes tidstypisk med beton som det primære byggemateriale og en stram bebyggelsesplan, hvor blokkene er orienteret mod egne rekreative opholdsrum.
SÆRLIG VIGTIGT FOR DEN BÆRENDE FORTÆLLING:
• Bebyggelsesplanen med nærliggende institutioner samt den stringente disponering med variationer i blokstørrelser.
• Terrænbearbejdningen mod de store veje samt det omgivende grønne bælte i form af den beplantede jordvold, som via græs- plæner flyder ind mellem blokkene. Terrænbearbejdningen i bebyggelsen anviser også et hierarki i brugen af udearealer til leg, kørende og gående trafik, samtidig med at terrænet flader ud mod de grønne områder mod øst.
• Bebyggelsens ensartede, industrialiserede udtryk, der ses i betonfacadernes modulære komposition samt i altan- og vin- duesbånd, der afspejler idealerne om funktionalitet, rationalitet og lighedsprincippet bag bebyggelsen, hvor der indenfor det givne system er plads til variation, uden at helheden går tabt.
DEN BÆRENDE FORTÆLLING
” ARKITEKTONISK ER BEBYGGELSEN LIGELEDES TIDSTYPISK MED BETON SOM DET PRIMÆRE BYGGEMATERIALE OG EN STRAM BEBYGGELSESPLAN, HVOR BLOKKENE ER ORIENTERET MOD EGNE REKREATIVE OPHOLDSRUM”
Kulturhistorisk værdiMiljømæssig værdiArkitektonisk værdi
Høj
Middel
Lav Bymæssig integrationArkitektonisk variation Funktionsblanding
NUTIDIGE FOKUSPUNKTER VÆRDISÆTNING
0 150 m 300 m
0 60 m 120 m
0 1,5 km 3 km
0 150 m 300 m
0 60 m 120 m
0 1,5 km 3 km
Motorvej Jernbane
0 Km 4 Km
Taastrupgaard ligger umiddelbart vest for Taastrup. Området er præget af klart adskilte områder med forskellige typer boligbebyggelser i form af enfamilie- huse, etagebebyggelser og større almene boligbebyggelser samt områder med erhverv og industri. Detailhandelen er primært placeret langs Taastrup Hovedgade eller i butikscentre, f.eks. City 2. Taastrupgaards nærområde gen- nemskæres af hovedveje. Bebyggelsen ligger mellem to S-togstationer på linje B og umiddelbart mod nord ligger Roskildevej, den gamle kongevej, som er en vigtig indfaldsvej til København samt Holbækmotorvejen.
KORTLÆGNING
BY OG LANDSKAB
STYLES
Taastrupgaard ligger som en udvidelse af Taastrup i en selvstændig enklave. Bebyggelsen ligger tæt på jernbanen mod syd og mod nord tæt på et erhvervsområde.
Bymidte Taastrupgaard
Offentlig sti Tilkørsel Område omkring fælleslokale
0 m 500 m
Taastrupgaards langstrakte bebyggelse er udlagt i et tydeligt bearbejdet ter- ræn. Mod nord afgrænses bebyggelsen af en sammenhængende, nedsænket parkeringsplads mod Taastrupgårdsvej. En langstrakt bygningskrop med ind- gang i første sals niveau afskærmer de bagvedliggende blokke fra vejen. På den modsatte side af vejen ligger et erhvervsområde. Bebyggelsen støder mod syd op til et DSB-depotområde og togskinner adskilt af et hegn og grønt områ- de. Mellem DSB’s arealer og bebyggelsen ligger en offentlig sti.
Mod vest er bebyggelsen skærmet mod trafikken på Hveens Boulevard af en beplantet jordvold, og herfra falder terrænet ned mod øst, hvor der ligger en genbrugsplads, skolebygninger og et grønt område omkring Selsmosen.
Den forsænkede parkeringsplads. Taastrupgårdsvej mod nord ligger bag beplantningen til venstre i billedet.
Taastrupgaard har indkørsel til det nedsænkede parkeringsareal fra Tåstrupgårdsvej i nord. Flere trapper leder også fra vejen ned til parkerings- arealet og til fælleshuset, der ligger i forbindelse med en større passage under den langstrakte byg- ningskrop ud mod parkeringspladsen. En offenlig sti løber mellem bebyggelsen og jernbane terræn- et i syd. Bebyggelsens terræn flader ud mod Sel- mosens grønne arealer mod sydøst.
I Taastrupgaard er der et klart hierarki i den interne infrastruktur. Der er fire øst-vestgående primære veje/stier. Langs med Taastrupgaardsvej er der bilvej med parkeringspladser. Herefter er der indenfor den lange blok en asfalteret vej, hvor bilkørsel er mulig.
Imellem de korte blokke er en befæstet sti med trap- peforløb. Og langs sydsiden af de korte blokke er en ubefæstet sti. De fire langsgående stier forbindes med de korte blokke via grønne arealer eller korte befæstede stier/veje.
Fælleshus Institutioner Tidl. skole Genbrugsplads
Boligområde Parkering 2
3 4
2
1
1 3
4
BEBYGGELSESPLAN
– BYGNINGER OG UDEAREALER
0 m 200 m
Bebyggelsen består dels af otte forskudte og sammenbyggede blokke på fire etager over en etage i terræn, hvor der tidligere var parkeringskælder, dels 30 korte stokke i tre etager, der ligger på tværs og er organiseret langs to hovedsti- er i en øst-vestlig retning.
Taastrupgaard er udover parkeringsarealet udlagt med et klart hierarkisk stisy- stem med fire stier på langs af bebyggelsen samt med mindre stier på tværs.
Mellem blokkene er mindre befæstede arealer og grønne opholdsområder i forskellige niveauer, forskellige typer legepladser samt borde og bænke til op- hold, nogle steder er der private haver. Bebyggelsen har et fælleshus med cafe og et lille torv foran, som ligger tæt på åbningen i stueetagen i den lange stok, der fungerer som en hovedindgang til området. Mod nordøst ligger en varme- central og genbrugsplads.
Alle bygninger er opført af betonelementer, der trods senere bemaling, er tyde- lige. Bygningerne har lave, helvalmede tage, og er på havesiden karakteriseret ved lange, gennemgående vinduesbånd med åbne altaner.
Umiddelbart overfor fælleshuset med café er underetagen i den lange blok samt i de bagvedliggende blokke åbnet og indrettet til erhverv/kontor.
Boligerne i de korte stokke placeret længst mod nord er placeret i på en parterreetage lig den langstrakte blok mod parkeringsarealet.
Grønt areal mellem de lave blokke.
Bebyggelsesplanen er i store træk velbevaret, mens de grønne områder mel- lem blokkene er blevet renoveret og har fået nyt inventar.
Der er dog sket flere ændringer af bebyggelsen gennem tiden. Den tidligere overdækning af parkeringen er fjernet, og basen ud mod parkeringspladsen samt i blokkene umiddelbart midt i bebyggelsen er blevet beklædt med tegl.
Alle boligblokkenes betonelementer på facaderne er siden opførelsen blevet overmalet flere gange, og blokkene har fået nye tagformer. Der er nogle steder sket mindre ændringer i forbindelse med markering af indgange og små tilbyg- ninger. Etagehøjder og bygningskroppene er i øvrigt bevaret.
ORIGINALITET
Taastrupgaard inden renovering.
© Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune.
Den kulturhistoriske værdi ved Taastrupgaard er relateret til be- liggenheden i Taastrup, som blev udbygget efter rammerne, var beskrevet i Fingerplanen i 1947. De grundlæggende principper i Fingerplanen var, at byggeri skulle placeres omkring fem infra- strukturelle hovedårer til København, de fem fingre. Områder- ne mellem de bebyggede fingre blev udlagt til grønne områder, agerbrug og mindre bystrukturer.
Bebyggelsens store størrelse afspejler desuden, at det her ikke var individet, men derimod fællesskabet, som var bygherre.
Der er også kulturhistorisk knyttet til, at bebyggelsen indgår i et at de mest tydelige eksempler på den funktionsopdelte by i Danmark, præget af at bolig-, erhvervsbyggeri og rekreation ligger i særskilte områder adskilt af store hovedveje eller grøn- ne kiler. Målet var, at de nye forstæder skulle fungere som selv- stændige byer, hvor man kunne leve et helt liv ved at bevæge sig mellem arbejde og rekreation tilbagetrukket i store bolig- områder. Placeringen af Taastrupgaard er netop karakteriseret ved, at bebyggelsen er placeret mellem store veje og erhvervs- områder med kun få fysiske og visuelle forbindelser til andre bolig- og byområder.
Der er også kulturhistorisk værdi knyttet til den stringente og stramme bebyggelsesplan, der vidner om 1960’erne og 1970’ernes almene montagebyggeri opført efter vedtagelsen af montagecirkulæret i 1960, som blev vedtaget af regeringens økonomiudvalg. Cirkulæret fik afgørende indflydelse på dansk boligbyggeri, og omhandlede en effektivisering af byggepro- cessen uden sidestykke i historien. Seriefremstilling, præfa- brikation og rationaliserede arbejdsgange var midlerne til at skabe et stort antal boliger på kort tid og samtidig etablere et velfungerende produktionsapparat.
Som resultat af cirkulæret blev det i første omgang besluttet at opføre fire store planer: Ballerupplanen, Sydjyllandsplanen, Gladsaxeplanen og så Albertslundplanen, som var det eneste lave byggeri. Efterfølgende blev der i løbet af 1960’erne og 1970’erne opført mange tusind lejligheder i bebyggelser af in- dustrialiserede betonelementer. Bebyggelserne har i eftertiden fået tilnavnet kransporsbebyggelser, og disse var således ikke kun resultatet af en arkitektfagligbearbejdning, men snarere af udviklingen inden for det nye industrialiserede byggeri – og af et politisk ønske om at afhjælpe boligmanglen, som havde væ- ret et problem siden efterkrigsårene.
VURDERING
KULTURHISTORISK VÆRDI
Der er sat skærmteglsbeklædning på parterre-etagen og de oprindelige betonelementer er blevet malede. I forbindelse med hovedindgangen og fælleshuset ved parkeringsarealet er der etableret kontorer i parterreetagen.
Indgangsside i en af de korte blokke.
De korte blokke har altaner enten mod øst eller vest. Her har stuelejlighederne egne haver.
By og landskab
Bebyggelses- plan
Kransporsplanerne bestod af stokke i forskellig længde udlagt i en oftest retvinklet komposition, anlagt efter hensyn til pro- duktion, opførelse og montering af elementer snarere end til terræn- og omgivelsestilpassede. I Taastrupgaard kan kranspo- ret ses i bebyggelsesplanen, hvor alle blokkene er lagt i en fast struktur med en regelmæssig afstand, der muliggjorde en rati- onel, industrialiseret og hurtig opførelse af boligblokkene ved hjælp af kraner.
Tidens og Taastrupgaards bebyggelsesplaner bærer også præg af den stigende bilisme og deraf ønsket om mere plads til par- keringspladser. Heraf kom ligeledes ønsket om at adskille den gående og kørende trafik, hvilket også kan ses i Taastrupgaard, hvor der er en tydelig adskillelse af kørende og gående trafik.
De tidligere parkeringspladser i stueetagen i den lange blok er blevet nedlagt og omdannet til et parterre med blandt andet garager og kontorlokaler. Ombygningen er tydeligt markeret med skærmtegl på facaden, og fortæller dermed ikke kun om de oprindelige idealer, men også om nyere tiders forestillinger om et godt boligområde.
Derudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til det tidstypi- ske arkitektoniske formsprog, som i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne ligeledes blev underordnet den industrielle pro- duktion og nye konstruktionsmåder. Karakteristisk for tidens bygningskroppe er de enkle og klare former uden dekorationer, hvilket også kan ses i Taastrupgaards boligblokke. Formspro- get er rationelt betinget og afspejler den industrielle fremstil- lingsform. Facaderne er komponeret af rette linjer, ensartet vinduessætning og lige rækker af ensartede altaner. Facaderne er relativt lukkede på indgangssiden, mens havesiden er åbnet op af altaner. At blokkene er et elementbyggeri, kommer til ud- tryk i både konstruktioner og materialer i kraftige dimensioner og retvinklet geometri, som er gentaget i forskellige skalaer.
De ensartede og detaljeløse betonelementer er anvendt i hele bebyggelsen.
Senere tiders arkitektoniske idealer og forståelse af, hvad der definerer en god bolig, kommer til udtryk i de malede facader, de valmede tage og moderniseringen af udeområderne samt fælleshuset.
Samlet vurderes Taastrupgaards kulturhistoriske værdi at være middel til høj.
VÆRD AT BEVARE:
• Den stringente bebyggelsesplan med institutioner, fælles- hus, garager og med boligblokke i forskellige længder pla- ceret takfast omkring en hierarkisk infrastruktur.
• Placeringen af parkeringsarealer og kørende trafik mod nord.
• Terrænbearbejdningen, der dels skærmer bebyggelsen mod de store veje, dels flader ud mod det grønne område mod øst samt understøtter hierarkien i infrastrukturen.
• Bebyggelsens industrialiserede og sammenhængende ud- tryk med facademoduler i beton samt altan- og vindues- bånd.
Den mindste af de to indre primære stier. Stien har flere trappeløb.
Den største af de to indre primære stier er asfalteret og bil- kørsel er muligt. Terrænet stiger brat op til private haver langs stueetagen i den lange blok.
Den miljømæssige værdi ved Taastrupgaard er knyttet til af- skærmningen af bebyggelsen mod de store omgivende veje, særligt mod vest. Der er også miljømæssig værdi knyttet til det store terrænfald i bebyggelsen, der giver mulighed for variati- oner i højden i landskabet. Beplantningsbæltet langs vest og syd samler bebyggelsens mange blokke til en helhed og skaber sammenhæng mellem disse og de grønne rum i bebyggelsen.
Derudover er der miljømæssig værdi knyttet til variationen i skalaen i de grønne rum mellem boligblokkene med forskelligt udformede legepladser, opholdsrum med bænke og borde samt de individuelle haver i tilknytning til lejlighederne i stueetagen.
Der er også miljømæssig værdi i hierarkiet i bebyggelsens uderum, der understreges af den vekslende skala, og giver en variation af rumlige oplevelser inden for den stramme og rationelle bebyggelsesplan. Herudover er der ligeledes miljø- mæssig værdi relateret til stisystemet med de to centrale og langsgående stier, der leder til vekslende visuelle kig på tværs af blokkene og til lange perspektiviske kig på langs. Hertil kom- mer variationen mellem private haver, semi-private udearealer mellem blokkene og de mere offentlige arealer i kanten af be- byggelsen, der flyder ud i det grønne træk i forbindelse med Selsmosen. Der er også miljømæssig værdi knyttet til de ældre træer i bebyggelsen.
Samlet set vurderes den miljømæssig værdi at være lav til middel.
VÆRD AT BEVARE:
• Terrænforskellene i selve bebyggelsen, herunder at udea- realerne flader ud og åbner sig mod Selsmosen i øst
• Variationen i uderummenes skala og grad af privat, se- mi-privat, halv-offentlig og offentlige karakter.
• Afskærmningen fra de store veje, særligt i vest samt be- plantningen mod øst og syd.
• De ældre træer i bebyggelsen.
MILJØMÆSSIG VÆRDI
Sti langs støjvold mod Hveens Boulevard.
Terrænet stiger fra nord mod syd.
By og landskab
Bebyggelses- plan
Den arkitektoniske værdi er overordnet knyttet til bebyggel- sen som helhed, der fremstår som et samlet hele med en klar opdeling og organisering både i forhold til omgivelserne og internt i bebyggelsen.
Bebyggelsen er præget af en konsekvent formgivning, der ska- ber velproportionerede rum mellem blokkene. Homogeniteten og enkelheden i formsproget giver beboerne mulighed for at sætte deres eget præg på deres bolig. Variationen understreges tillige af det store terrænfald internt i bebyggelsen, der nedbry- der den store skala og giver mulighed for en anderledes ud- formning af landskabet afhængigt af, hvor de enkelte rum er placeret i bebyggelsen.
Strukturen er på den ene side præget af et gentagende og ano- nymt system af genkendelige bygningselementer, og på den anden side af beboernes personlige valg af indretning af ha- verum og altaner. Strukturen får således et menneskeligt præg gennem beboernes indtagelse af uderummene. Dette under- streges af de grønne områders variation i form af forskellige legepladser og udformning af gård- og haverum.
Den enkelte boligblok fremstår med en klar formgivning, hvor de sammenhængende vindues- og altanbånd understreger bygningens horisontalitet og det helvalmede tag på klassisk vis afslutter bygningskroppen. Den enkelte lejlighed markeres ved hjælp af vertikale, hvidmalede fremspring. Det ensartede udtryk på indgangssiderne brydes af variationen i lejligheder- nes vinduesformater og forskellige brystningshøjder, der tillige skaber rytme på facaden. De store vinduespartier på havesider- ne giver lys i lejlighederne, og sammen med de store altaner er der tæt forbindelse mellem ude og inde. Der er fra størstedelen af lejlighederne udsigt til grønne områder enten med kig mel- lem blokkene eller mod voldene.
Samlet vurderes den arkitektoniske værdi at være lav til middel.
VÆRD AT BEVARE:
• Den stringente helhedsplan, hvor placeringen af blokke i forskellig længde sammen med terrænforskelle, angiver et hierarki i uderum og infrastruktur, der veksler mellem offenlige arealer til semi-private og private arealer.
• Den konsekvente orientering af blokkene med indgangsfa- cader mod nord og øst samt altaner mod syd og vest.
• Det homogene arkitektoniske udtryk med facader i beton- elementer og med altan- og vinduesbånd.
• Facadernes modulære fremtræden, der medvirker til at op- bryde de lange facader.
ARKITEKTONISK VÆRDI
De ubrudte tagflader fremstår markante og som samlende element.
Terrænet er bearbejdet op mod sydsiden af den lange nordlige blok. Stuelejlighederne har egne haver.
By og landskab
Bebyggelses- plan
Taastrupgaard er et velbevaret eksempel på de sto- re almene montagebebyggelser fra begyndelsen af 1970’erne, som siden er blevet renoveret og ændret, da disse bebyggelser var udtryk for andre idealer og øn- sker, end dem som i dag typisk beskrives i forbindelse med de store almene montageboligbebyggelser.
I dag er der ofte ønske om en højere grad af bymæssig integration, funktionsblanding og arkitektonisk vari- ation i de store almene bebyggelser. Dette skal gerne ske gennem fysiske og visuelle forbindelse til de om- kringliggende områder. Derudover er der større op- mærksomhed på at etablere forskellige typer boliger i områderne f.eks. almene ældre- og ungdomsboliger samt andre ejerformer. Der efterspørges i dag ligeledes andre funktioner udover boliger f.eks. butikker, erhverv eller kulturinstitutioner, som kan trække andre ind i
FYSISKE TRÆK AF VIGTIGHED FOR NUTIDIGE FOKUSPUNKTER:
NUTIDIGE FOKUSPUNKTER
BYMÆSSIG INTEGRATION
• Taastrupgaard er i ringe grad integreret med de omkringlig- gende kvarterer særligt mod syd, vest og nord.
• Mod øst åbner bebyggelsen sig, og her er placeret teater, institutioner og skole. Skolen er dog lukket.
• Beboerhuset, hovedgennem- gangen i basen samt åbningen af basen mod nord vender ud mod Taastrupgårdsvej, der dog er hævet i forhold til be- byggelsen og dermed er svært tilgængelig.
Graden af bymæssig integration vurderes samlet at være lav.
FUNKTIONSBLANDING
• Der er kun almene familiebo- liger i bebyggelsen. Det er en kvalitet, at disse spænder fra 1 til 6 værelser.
• Der er kun få tilbud til ude- frakommende i bebyggelsen som café og nærliggende in- stitutioner.
Graden af funktionsblanding vur- deres samlet at være lav i Taastrup- gaard.
ARKITEKTONISK VARIATION
• Taastrupgaard fremstår som et selvstændigt og meget stort boligområde i forhold til de nære omgivelser.
• Taastrupgaards arkitektoniske udtryk er ensartet, og der er få variationer i skala.
• Terrænforskellene i bebyggel- sen giver variation i bebyg- gelsen.
• Taastrupgaard har mange ude- opholdsrum, men funktionerne i disse er forholdsvis ensartet.
Graden af arkitektonisk variation vurderes at være lav.
boligbebyggelsen. Ligeledes efterspørges der ofte en større variation af tilbud i udearealerne, nedbrydning af skala og større bearbejdning af privat, semi-privat, semi-offentlig og offentlige områder.
Taastrupgaard er relativt velbevaret med den samme bebyggelsesplan og det samme arkitektoniske udtryk som ved opførelsen.
Tanken bag nedenstående anbefalinger er at sikre Taastrupgaards bærende for- tælling i forening med kommende forandringer, så den arkitektoniske kulturarv kan blive et aktiv i udviklingen. Anbefalingerne er formuleret med udgangs- punkt i, at man typisk ønsker at højne de store almene boligområders evne til at leve op til de tre nutidige fokuspunkter: bymæssig integration, funktionsblan- ding og arkitektonisk variation gennem fysiske og strukturelle forandringer af den eksisterende bebyggelse. Anbefalingerne peger på hvilke fysiske træk, der med fordel både kan arbejdes videre med og værnes om i forbindelse med, at man skaber forandringer ud fra målsætninger og idealer, som kan synes i direkte modsætning til de tanker, som lå bag de store almene betonelementbe- byggelser fra 1960’erne og 1970’erne som Taastrupgaard. Anbefalingerne bør fungere som et afsæt i den videre dialog om udviklingen af bebyggelsen mel- lem boligselskab, afdelingsbestyrelse, beboere, rådgivere og kommune.
Den bærende fortælling og de fysiske kendetegn, som afspejler de oprindelige tanker og idealer bag bebyggelsen, er overvejende velbevaret i Taastrupgaard.
Det anbefales, at man er opmærksom på:
ANBEFALINGER
• At bebyggelsesplanens stringens og arkitektoniske udtryk angi- ver et klart hierarki i infrastruktur, bevægelsesformer og brugen af udearealer og fremtræder som et system indenfor, hvilket der er mange variationer. Det anbefales, at det klare hierarki i infra- struktur og uderum forsat kan aflæses i strukturen, hvis man laver strukturelle forandringer som nedrivning af blokke eller tilføjelse af nye bygninger.
• At terrænbearbejdningen, herunder særligt terrænfaldet fra vest til øst og åbningen mod øst forsat kan opleves. At volden i vest skærmer bebyggelsen mod trafikken, samt at terrænforskellene medvirker til perspektiviske og rumligt varierede oplevelser ved bevægelse rundt i bebyggelsen.
• At der fortsat kan opleves et hierarki i opholdsrum i udearealerne, der spænder fra private haver, leg, mindre ophold og større grøn- ne områder med træer og beplantning, selvom disse programme- res og bearbejdes yderligere.
• At bebyggelsens fremtræden som en helhed i kraft af det modulæ- re, industrialiserede udtryk i kraft af altan- og vinduesbånd samt betonfacaderne er karakteristisk i bebyggelsen, som et system in- denfor hvilket, der kan arbejdes med tilføjelser og variationer.
