Den danske bondeungdoms mobilitet i 1730’erne

Den danske bondeungdoms mobilitet i 1730’erne

Jens H olm gaard (f)

Fortid og N utid, marts 2003, s. 26-48

Nedlæggelsen af Frederik 4.s landmilits i 1730 blev indledningen til en be­

tydelig mobilitet blandt danske bønderkarle og -drenge. Regeringen søgte at begrænse den med forskellige bestemmelser, der kulminerede med stavnsbåndsforordningen i 1733. Denne forordning var imidlertid uklar mht. tidspunktet for stavnsbindingens indtræden, hvilket gav anledning til uenighed blandt godsejerne. Men i 1735 præciseredes den til 14-årsal- deren. Turbulensen fortsatte imidlertid og som indledning til et forsøg på at begrænse den, indhentede regeringen i 1737 indberetninger om proble­

met fra amtmændene. Det materiale, som herved fremkom - dels fra amt- mændene selv og dels fra mange godsejere - er af stor værdi for belysnin­

gen af problemet og blev formentlig udgangspunktet for den udvidelse af stavnsbindingen til at gælde fra det 9. til det 40. år, som skete i 1742.

Jens Holmgaard, 1920-2002, tidligere landsarkivar, dr. phil. Har bl.a.

skrevet en lang række artikler om dansk landbohistorie i 1700-tallet, hvor­

af de vigtigste er samlet i A lt på sin rette plads. Afhandlinger om konjunk­

turer, statsfinanser og reformer i Danmark i 1700-tallet (1990). Har des­

uden udgivet Fæstebonde i Nørre Tulstrup. Christen Andersens Dagbog 1786-1797 (1969) og ... uden at landet besværes. Studier over Frederik 4.s landm ilits med særligt henblik på spørgsmålet om stavnsbånd og bønder­

karlenes vilkår i øvrigt (disputats, 1999).

1730’erne v ar form entlig en af de m est turbulente perioder i den danske m and­

lige bondeungdoms tilværelse. O phæ­

velsen af Frederik 4.’s landm ilits den 30. oktober 1730 udløste um iddelbart en karleflugt, form entlig isæ r blandt de udskrevne karle, som med ét slag v ar blevet løst fra deres lovbestemte stavnsbinding. Det er om stridt, hvor­

dan de ikke-udskrevne karles re tsstil­

ling var, da lovgivningen v ar uk lar.1 Hvor om fattende dette opbrud af bønderkarlene faktisk var, savner vi enhver talm æ ssig viden om. Det kan have v æ ret m indre, end de reaktioner, det frem kaldte, giver indtryk af. U n­

der den herskende karlem angel kunne selv flugt af et m arginalt an tal godt tæ nkes a t frem kalde betænkeligheder.

Hvor karlene flygtede hen, ved vi hel­

ler ikke m eget om - til udlandet (inkl.

hertugdøm m erne), til købstæderne, til andre godser eller — og m åske ikke m indst - til de gevorbne regim enter, h eru n d er isæ r rytterregim enterne.

Men altså, godsejerne blev for­

skræ kkede og slog alarm , og regerin­

gen tog sagen alvorligt og gennem førte gradvis foranstaltninger, der sigtede til a t hæm m e flugten. Kun halvanden m åned efter ophævelsen udkom for­

ordningen af 15. december 1730,2 der indskærpede, a t bønderkarlene ikke m åtte antages ved de gevorbne regi­

m enter, før de lovligt havde opsagt tje­

nesten hos deres husbonder og derpå afventet førstkom m ende fardag. Tre uger senere, den 5. ja n u a r 1731, fulgte et p atent, der lovede generalpardon til dem, der var undveget »af vore riger og lande«, hvis de igen indfandt sig, lige­

som de efter deres tilbagevenden frit

Fig. 1. Forsiden til Forordning anlangende at holde det unge M andskab ved Jorde=Goedset i Danmark a f 5. Marts 1731.

kunne vælge mellem a t nedsæ tte sig enten på lan d et eller i købstæderne.

Det var dog næppe mange, der herefter vendte hjem, m en deres an tal kendes a f gode grunde ikke. Am tm and C hristi­

an Teilmann i Lundenæ s og Bøvling A m ter b eretter således i 1737 om 199 karle, der er undveget fra hans amter, og hvoraf ingen trods den udstedte ge­

neralpardon v ar vendt tilbage.

Og to m åneder efter generalpardo­

nen udkom så forordningen a f 5. m arts 1731 »anlangende at holde det unge m andskab ved jordegodset i D an­

mark«. H eri afm ales m eget d rastisk den situation, som m an mener, a t la n ­ det - naturligvis u tilsig tet - er kom­

m et i ved landm ilitsens nedlæggelse.

K arlene tro r fejlagtigt, a t de er »sat i sådan frihed, at de kan opsige deres tjeneste og flytte fra et gods til et andet, når de vil, sætte sig i købstæderne, ja vel også rejse aldeles a f landet, uden at nogen dem sligt kunne formene, hvoro­

ver en anseelig del a f bøndergodset (...) skal være øde (...) såvel os [kongenl på vores eget jordegods til besynderlig a f­

gang i vores kontributioner og revenu- er, som og de andre jordegodsejere til (...) ruin og fordærvelse«.3

Løftet fra den 5. ja n u a r om frit valg a f opholdssted gæ lder åbenbart ikke længere. Denne forordning truede dem, der røm te til udlandet, med fred- og arveløshed og indskæ rpede pasfor­

ordningen a f 19. februar 1701. Uden direkte a t nævne det, indebar den (gen)indførelse af det stavnsbånd, som to å r senere blev udtrykkeligt form ule­

re t i § 18 i forordningen af 4. februar 1733 »om en ny la n d m ilits’indrettelse i D anm ark«.

R egeringen betragtede flugt ud af land et som alvorligst, derpå peger for­

ordningen a f 12. ja n u a r 1733, som fo­

reskriver al øvrighed — m en i sæ rde­

leshed færgem ænd, m ag istratern e i købstæ derne og toldbetjentene, isæ r de steder, »hvorfra der er skibsfart«, og overalt, »hvorfra m andskabet kan

kom me ud a f landet« — nøje a t eksam i­

nere alle »bønderkarle og andre ube­

kendte eller suspekte personer« og ikke lade dem passere uden gyldigt pas.

Hvis nogen bønderkarle begiver sig

»ud a f landet eller til vore tyske provin­

ser« uden pas, skal det væ re officerer­

ne tillad t a t pågribe dem og sæ tte dem til krigstjeneste.

Med den næ vnte § 18 i forordningen a f 4. februar 1733 blev så et stav n s­

bånd på bønderkarlene lovformeligt indført. Om dets aldersgræ nse opadtil på 36 å r efterlod forordningen ingen tvivl. Derimod v ar der uklarhed om den nedre aldersgræ nse, som efter ordlyden af paragraffens indledning vel um iddelbart m åtte opfattes som fødslen: »Ingen bondekarl m å give sig fra det gods, hvor han er født, sålænge hans husbond kan skaffe ham tjeneste, med m indre han er over de til indrulle­

ringen ansatte år [36], eller (...) sin tid ved landm ilitsen rigtig har udtjent«.

Det er muligvis vornedskabets binding til godset fra fødslen, der uagtsom t h a r sm ittet a f på form uleringen. Skulle be­

stem m elsen allerede fra begyndelsen tolkes, som den blev det i 1735, som stavnsbånd fra det fyldte 14. år, m åtte dette eventuelt bygges på udtry k k et

»bondekarl«, hvad m an jo først er som voksen eller halvvoksen, og på den endnu gældende pasforordning fra 1701.

Men un d er alle om stæ ndigheder gav

§18 anledning til uenighed blandt godsejerne om den rette tolkning.

U enigheden afklaredes først ved art. 1 i forordningen a f 9. december 1735

»anlangende hvad ydermere ved la n d ­ m ilitsen (...) skal iagttages«: »S ka l pro­

prietærernes ret til det unge m andskab have sin begyndelse fra den tid, at de­

slige fylder deres 14de år«.

En anden uklarhed, eller rettere svigtende logik, i § 18, som ikke blev afklaret i 1735 eller, så vidt mig be­

kendt, på noget senere tidspunkt, v ar spørgsm ålet om stavnsbindingsperio-

den for de karle, der blev k asseret ved sessionen. For de udskrevne karle op­

hørte stavnsbåndet, n å r de havde ud ­ stået deres tjenestetid, som v ar otte år, hvis de blev udskrevet før deres 30. år, og seks år, hvis de blev udskrevet efter deres 30. år. Eftersom karlene kunne udskrives fra 18-årsalderen, kunne de altså i gunstigste tilfælde være fri af stavnsbåndet allerede som 26-årige.

Og da stavnsbindingen v ar m otiveret med landm ilitstjenesten, var det ikke særlig logisk, a t også de kasserede skulle være bundet, og endda for alles vedkommende til 36-årsalderen.

Men altså, otte eller seks års tjene­

stetid og stavnsbinding fra det fyldte 14. år til det fyldte 36. å r v ar den p rin ­ cipielle regel efter 1733- og 1735-for- ordningerne.

Disse tjenestetider og aldersgræ nser skulle dog ikke få lang levetid. Allere­

de ved forordningen a f 30. ju n i 1741 øgedes tjenestetiderne, og ved plak at af 12. oktober 17424 blev stavnsbåndet forlænget til a t gælde fra 9 til 40 år. Si­

den, i 1764, blev den nedre grænse yderligere sæ nket til fire år. Og i øvrigt blev læ gdsstørrelserne gradvist nedsat. Hvor de i 1733 var på 60 td.

htk., blev de ved forordningen af 30.

m arts 1742 reduceret til 40 td. htk. og sidenhen yderligere, til de i 1774 endte med kun a t være på 22 td. htk. - altså næ sten som i 1701, da de v ar på 20 td.

htk. Således kom et stadig større an tal a f bønderkarlene til a t tjene i landm i­

litsen.

1741-forordningen m inder meget om den forordning af 19. februar 1707, der annullerede løftet i F rederik 4.s land- m ilitsforordning a f 22. februar 1701 om frigivelse efter seks års tjeneste.

Den årlige frigivelse fra hv ert kom pag­

ni begræ nsedes i 1741 til 12 mand, hvilket m edførte en større eller m indre forlængelse af tjenestetiden for de øvri­

ge. D esuden blev for de nyudskrevne karle tjenestetiden øget fra de hidtidi­

ge 6-8 år, til 12 å r for udskrevne mel­

lem 18- og 24-årsalderen, ti å r for ud ­ skrevne mellem 24 og 31 år og otte år for udskrevne mellem 31 og 36. Des­

uden gentog 1741-forordningen en be­

stem m else fra forordningen a f 5. m arts 1731 om, a t godsejeren m åtte afgive en karl, som efter u d stået landm ilitstje- neste ikke ville antage en gård i fæste, til 6 å 8 års fortsat soldatertjeneste i et a f de gevorbne regim enter.

P lak aten fra 1742 henviser til en disput mellem godsejerne, hvoraf nog­

le med henvisning til 1735-forordnin- gen påstår, a t stavnsbindingen først begynder ved det fyldte 14. år, og at k arlen først da skal indføres i reser­

verullen, mens andre med henvisning til en kgl. resolution af 25. august 1741 vil gøre gældende, a t deres re t til karlene begynder ved det fyldte 9. år og varer til det fyldte 40. år, og a t k a r­

lene skal væ re indskrevet i reserverul­

len i denne periode.

Med denne kgl. resolution forholder det sig lidt m ystisk. Den næ vnte dato var der udgået et resk rip t til de sessi- onsdeputerede for Det Søndre Jyske Regim ent om til oplysning om de m uli­

ge reserver for landm ilitsen a t forfatte en liste, der for hvert gods skulle oply­

se an tallet a f karle mellem henholds­

vis 9 og 12, 12 og 15, 15 og 18, 18 og 30 og mellem 30 og 40 år. R eskriptet fin­

des ikke indført i Kancelliets Brevbø­

ger. Det er try k t i Rothes Rescriptsam- ling, I, s. 54f., og er h erfra gengivet i Fridericias A ktstykker til Oplysning om Stavnsbaadets Historie, s. 135.5 Det er hos Rothe kun om talt som gæl­

dende for det næ vnte regim ent, men Fridericia forudsæ tter - form entlig med re tte - a t et tilsvarende resk rip t også m å være sendt til de sessionsde- puterede for de øvrige regim enter.

K rigskom m issær J. K aalund forudså, at det ville give anledning til uenighed blandt godsejerne, og anbefalede der­

for i en skrivelse a f 3. septem ber 1742 til generalløjtnant og overkrigssekre- tæ r Michael Num sen, a t en kgl. ordre

Fig. 2. Menig musketer a f Riberhusiske nationale Regi­

ment 1728 (Tegning gengivet efter E. C. Worgewitz: Infan- terie du Roy de Dannemarc, utrykt og håndkolereret værk, Tøjhusmuseet).

skulle afklare sagen. N um sen videre- sendte skrivelsen til oversekretæ ren i D anske Kancelli, J.L. Holstein. H an m å have forelagt den for L andetatens G eneralkom m issariat, der im idlertid den 25. septem ber erklæ rede sig »alde­

les ubekendt« med resk rip tet a f 25. a u ­

gust 1741. D erpå indstillede Kancelli­

et til kongen, a t det burde fastslås, a t stavnsbindingen skulle udvides til al­

deren 9 til 40 år, og a t udskrivning til landm ilitsen kunne finde sted mellem 18 og 40 år. Og dette skete derpå ved p lakaten af 12. oktober 1742.

I tilfælde af udskrivning hen mod term inens slutning kunne stavnsbin­

dingen altså herefter vare, til den p å­

gældende v ar 48 år. Og ved forordnin­

gen af 1. juli 1746 »angående ad skilli­

ge poster landvæsenet fornem m elig vedkommende«, der udstedtes i anled­

ning a f kvægsygen, blev stavnsbåndet reelt gjort livslangt, idet karlene efter aftjent væ rnepligt forpligtedes til at nedsæ tte sig og fæste gård på det gods, hvorfra de var udskrevet. Bestem m el­

sen var formelt tæ n k t a t skulle være m idlertidig, m en blev ikke siden op­

hævet. Det er uk lart, om eller hvordan den påvirkede tid sp u n k tet for stav n s­

bindingens ophør for de ikke-udskrev- ne.

R eskriptet af 29. m a rts 1737

Baggrunden for udvidelsen a f stavns- bindingsperioden i 1742 v ar n atu rlig ­ vis et udbredt godsejerønske herom.

Det h a r åbenbart væ ret gjort gælden­

de, a t mange bønder sørgede for at sende deres drengebørn hjem m efra, inden de fyldte 14. Og regeringen h a r tag et spørgsm ålet alvorligt. Allerede i 1737 indhentede den via stiftam t- m ænd og am tm æ nd fra lokalsam fun­

det betæ nkninger, der skulle tjene til a t belyse dets relevans. Og det m å nok formodes, a t dette i realiteten er s ta r t­

skuddet til i hvert fald sæ nkningen af aldersgræ nsen for stavnsbåndet til de 9 år, som blev lovbestem t i 1742.

Indkaldelsen fandt sted med følgen­

de kgl. resk rip t af 29. m arts 1737 til sam tlige stiftam t- og am tm æ nd u n d ta ­ gen på Bornholm, Island og Færøerne.

Disse tre er m edtaget på listen over adressater, m en er igen slettet:

Vi Christian 6. (..JV.s.g.t. Eftersom os (...) er bleven foredraget, hvorledes a f det unge m andskab på landet, som er under 14 år gammel, skal en stor del underhånden bringes ud a f landet for

at undgå at vorde udi reserverullerne antegnet, når de er blevet 14 år g a m ­ mel, og hvorover på sligt ungt m a n d ­ skab i tiden kan ventes at blive mangel i landet; Thi er vores (...) vilje og befa­

ling, at du udi det dig (...) anfortroede am t straks og ufortøvet, såvel hos pro­

prietærerne som andre vedkommende med al flid erkyndiger dig, om det sig således forholder, at alm uen a f deres børn og ungt mandskab, som ikke har opnået sit 14. år, nogen a f landet har ladet udkomme, hvorledes og ved hvad lejlighed det da kan være sket, og fra hvad steder, sam t hvorhen de er blevet sendt, og hvad antallet a f sligt ungt m andskab da vel er, som således a f landet kan være udbragt, med hvad vi­

dere du derom kan bringe i erfaring, og os så straks derom din (...) relation at tilsende. Dermed sker (...) Frederiks­

berg den 29. m arts anno 1737.

Christian R / J. L v. Holstein Også dette resk rip t vidner om, at m an i regeringen tillagde flugten til ud lan ­ det den største vægt - n atu rlig t nok, for så vidt som disse v ar ta b t for la n ­ det, m ens de der blot forlod deres føde­

gods dog som regel på den ene eller an ­ den måde bidrog til sam fundshushold­

ningen. D esuden kunne det tyde på, a t m an i 1735 h a r anset 14-årsgrænsen for tilstræ kkelig til a t sikre drengebør­

nenes forbliven på fødegodset og ikke h a r forudset den mulighed, a t hensig­

ten kunne blive omgået ved bortsen­

delsen af dem, inden de fyldte 14.

R eskriptet gav anledning til et tem ­ melig fyldigt, om end meget u e n sa rte t m ateriale, bestående dels a f mere el­

ler m indre detaljerede sam m enfatnin­

ger fra stiftam t- og am tm æ ndene af de svar, de havde m odtaget, og dels af de indhentede udtalelser fra godsejere og andre, som nogle af am tm æ ndene m edsendte i original som bilag til de­

res egne besvarelser.6 U en sartet er

også tilstan d en i lan d et m ht. m and­

skabets flugt fra fødegodserne, hvis m an skal tage alle am tm æ ndene på ordet, hvad m an m åske nok heller ikke altid skal. Men under alle om­

stæ ndigheder k an der uddrages m an­

ge in teressan te oplysninger om forhol­

dene i landbosam fundet i de næ rm e­

ste å r efter stavnsbåndets (g e n in d ­ førelse.

R eskriptet er ganske k lart, hvad a n ­ g år det spørgsmål, der ønskes besva­

ret. Det er alene bortbringelsen til u d ­ lan d et a f bondedrenge un d er 14 år, de næ rm ere om stæ ndigheder herved, op­

lysning om hvorhen de er b rag t og de­

res antal. Im idlertid går indberetnin­

gerne og deres bilag ofte videre, tildels lan g t videre. Mange beskriver des­

uden de indenlandske flytninger for drenge under 14 år, og en del benytter lejligheden til også a t beskæftige sig med røm ninger af karle over 14 år, ja, enkelte endog med fæstebønders røm ­ ning.

Denne udvidede fortolkning af re ­ sk rip tets hensigt skal m an dog ingen­

lunde beklage. Tværtimod! Den giver nemlig et - lan g tfra udtøm m ende, m en særdeles væ rdifuldt - indblik i problem erne i al alm indelighed om­

kring den m andlige bondeungdoms m obilitet i 1730’erne.

Indberetningerne generelt

Der foreligger i alt 25 am tm andsind- beretninger bevaret. To - Hørsholm og Kalø - mangler. 19 a f indberetninger­

ne b e stå r alene af am tm andens egen m ere eller m indre sum m ariske ra p ­ port, m ens 6 er bilagt de svar i origi­

nal, som de h a r m odtaget fra godsejer­

ne eller andre adspurgte.

M est sum m ariske er som helhed de sjællandske. Rekorden i så henseende h a r am tm and T. Lillienskiold, Ring­

sted Amt, som på en enkelt side, for­

uden den formelle indledning og af­

slutning, kan oplyse, a t ingen under 14 år vides »af landet at være bortkom ­ m en«, m en a t nogle »begiver sig til købstæderne at lære et håndværk, og ellers går fra et gods til et andet«. Fyl- digst og altså i nogle tilfælde bilagt de indkom ne svar er de jyske. Ret beset er det m åske n atu rlig t nok. F ra Jy l­

land v ar m ulighederne for flugt ud af lan d et pga. den landvæ rts forbindelse til udlandet via hertugdøm m erne langt større end på Øerne, ligesom også betingelserne for søværts flugt til H olland v ar bedre.

At sam tlige 25 indberetninger sva­

re r på resk rip tets spørgsm ål om ud- bringelse til udlandet af drenge under 14, er en selvfølge. M indre selvfølge­

ligt er det, a t de 21 også beskæ ftiger sig med den indenlandske m obilitet i denne aldersgruppe, og a t 13 desuden beskæ ftiger sig - ofte m eget indgående - med de ældre bønderkarles rømning, som givetvis af alle betragtes som ho­

vedproblemet. Ja, a t enkelte endog om taler fæ stebønders rømninger.

De seks am tm æ nd, hvorfra de ind­

komne besvarelser i original er ved­

lagt, er følgende: 1) Stiftam tm and C hristian Sehested, Odense og R ugård Amter, refererer re t k o rtfattet svarene fra flere godser, og som en a rt illu stra ­ tion vedlægger h an svaret fra F. v. Hol- stein til Søby Søgård. 2) Stiftam tm and P eter Neve, Ålholm, H alsted Kloster og Maribo Amter, oplyser, a t resk rip tet h a r cirkuleret efter læ sning på Chri- stiansholm s (nu Ålholms) birketing (svarende til M usse Herred), m en ale­

ne fået intetsigende påtegninger fra godserne om modtagelse og videresen- delse. Kun fra Højby gård meldes der om, a t 7 personer under 14 å r er »bort­

løben«, m en hvorhen »vides ikke«. Des­

uden h a r am tm anden ladet am tsfor­

valter F.C. R ennem ann rundsende re ­ sk rip tet til godserne i hhv. H alsted K loster Amts Sønder og Nørre herred, hvor det h a r fået betydeligt fyldigere påtegninger, der rum m er reelle, v æ r­

difulde oplysninger. 3) Stiftam tm and C.C. Gabel, Riberhus Amt, h a r m ed­

sendt talrige fyldige originale svar, som vidner om, a t am tets græ nse til Slesvig giver gode m uligheder for k a r­

lene for a t rømme til hertugdøm m er­

ne, hvor de er sikret mod a t blive ind­

fanget af deres husbonder, ligesom flugtm ulighederne til søs, isæ r fra Ves- terhavsøerne, er betydelige.7 4) A m t­

m and E.C. v. Linstow, Koldinghus Amt, fører an, hvad selve omfanget af hans indberetning med bilag angår.

F ra private godsejere foreligger dog kun to besvarelser. Til gengæld er bila­

gene vedrørende problem erne på ry t­

te rd istrik te t særdeles om fattende og detaljerede. De beskæ ftiger sig hoved­

sagelig med det problem, a t karlene, frem for a t møde op til landm ilitssessi- onerne i sto rt tal m ere eller m indre proforma deserterer og lader sig hver­

ve til forskellige rytterregim enter.

Dette betegnes som m isbrug a f forord­

ningen af 12. ja n u a r 1733. 5) S tiftam t­

m and C. Guldencrone, H ald Amt, h a r dels selv p ræ steret en om fattende in d ­ beretning med m eget fyldige referater af de enkelte godsers svar, og desuden vedlagt disse i original. Da også de gennemgående er meget indholdsrige, får m an et godt og detaljeret indblik i forholdene i H ald Amt. 6) Hvad besva­

relserne angår gæ lder det samm e for Skivehus Amt, hvor am tsfuldm æ gtig H ans Lund på den fravæ rende a m t­

m and Selio M ullers vegne h a r rund- sendt resk rip tet og indkaldt reaktio­

n er herpå. H an h a r dog i sin følgeskri­

velse på egen hånd givet det en udvi­

det fortolkning og direkte opfordret godsejerne til også a t give oplysning om røm ninger af karle over 14 år.

Om indberetningen fra am tm and C.C. Schinkel, Dueholm, Ørum og Vestervig Amter, gælder, a t den kun er et sent tillæ g til en tidligere indsendt beretning, som ikke er bevaret. Hvor fyldig den h a r væ ret, og om den h a r h aft bilag, k an derfor ikke vides.

Bondedrenges udbringelse af landet

Som helhed dem enterer svarene k la rt den opfattelse, som lå til grund for re ­ sk rip tet a f 27. m arts 1737, nemlig at der fandt en om fattende flugt sted ud a f landet af bondesønner under stavns- båndsgræ nsen på 14 år. E t eksakt tal på dem k an ganske vist ikke udledes a f m aterialet, men der er sandsynlig­

vis tale om langt under 100 personer i alt. A ltså om et m eget lille problem.

F ra 14 a f de 25 am ter er m eldingen k lar og uden forbehold: Ingen under 14 å r er udbragt af landet (lig med riget).

F ra fire am ter er m eldingen ikke helt så klar, men m å form entlig tolkes som:

Ingen. F ra to am ter meldes om én fra h vert am t, i det ene tilfælde udtrykke­

ligt angivet: Til Norge. Til Norge er eventuelt også et p ar stykker kommet fra Alborghus Amt.

Tilbage bliver herefter fire amter, hvorfra der skal være bortkom m et til udlandet henholdsvis et ukendt an tal {»enkelte«) fra Tryggevælde Amt, 5 fra Assens og H indsgavl Amter, 11 (en del a f disse dog usikre) fra Lundenæ s og Bøvling A m ter og 30 fra Riberhus Amt.

Til dette tal fra Riberhus Amt k n y tter der sig dog nogen usikkerhed. Stift­

am tm and Gabel oplyser ganske vist udtrykkeligt, a t der fra am tet skal være »udbragt a f landet« i alt 30 dren­

ge under 14 år. Men de originale svar fra de pågældende godser, som er m ed­

fulgt, u dtrykker sig faktisk ikke så én- tydigt om alderen på disse rømte p er­

soner, m en siger kun, a t der er bort­

gået så og så mange a f d e t»ovenmeldte unge mandskab«. Og n å r det tages i betragtning, hvor m ange både a m t­

m æ nd og godsejere, der fortæ ller om alle røm ninger af karle u an set alder, kan m an nok næ re tvivl om, hvorvidt ju s t godsejerne i Riberhus Amt i den henseende skulle være en undtagelse.

Det er i h vert fald påfaldende, a t ikke m indre end 28 af de om talte rømmede

er fra godserne i M alt H erred, som k u n om taler disse og ikke næ vner k a r­

le over 14 år.

To am tm æ nd, Nicolaus Gersdorff i K øbenhavns Amt og T rappaud i Dron­

ningborg, Silkeborg og M ariager Klo­

sters A m ter og fem godser (Henne- gård, Søvig, Hesselm ed og F røstrup i R iberhus Amt sam t R estrup i H ald Amt) prøver a t begrunde, hvorfor in ­ gen under 14-årige er b rag t ud af la n ­ det. Forklaringerne er sto rt set ens:

Drenge i den alder k a n ikke ernæ re sig selv ved deres arbejde, og ingen i det fremmede er derfor in teresseret i a t m odtage og forsørge dem, og deres for­

ældre hjem m e er for fattige til det. En enkelt, forvalter C. Sørensen på Re­

strup, føjer hertil, »at da de (tilmed) ej forstod sproget, skulde de vel komme slet a f sted«. Den sidste grund, som um iddelbart k an lyde plausibel, k an dog næppe have v æ ret afgørende, da den åb enb art ikke tæ ller, n å r karlene er over 14 å r og vel heller ikke da med ét slag v ar blevet kyndige i frem m ed­

sprog. Og godsejer P. Nielsen Endorph på H ennegård føjer dog til sin begrun­

delse for, a t drenge i så ung en alder ikke blev b rag t ud af landet: »men så snart de på frem m ede steder kan er­

nære sig, tager de fleste flugten til H ol­

land og Holsten i regarde at blive fri for at indskrives i reserverullerne«.

B ondedrengenes indenlandske m obilitet

G anske anderledes betydningsfuld var åb en b art bondedrengenes indenland­

ske mobilitet. Den synes a t have h aft et m eget sto rt omfang og v ar da også ifølge 1735-forordningen h elt legal.

Men den betragtedes ikke desto m in­

dre a f nogle godsejere som ulovlig og i h v ert fald af de fleste som m eget be­

klagelig.

Af de 25 am tm andsindberetninger beskæ ftiger de 21 sig med de under

14-åriges indenlandske m obilitet - til andre godser, til købstæ derne, til la ­ tinskoler m.v. Synet på betydningen a f disse flytninger bort fra fødegodset er m eget forskelligt, h eru n d er også fryg­

ten for, a t de skal resultere i forøgelse a f karlem anglen.

Stiftam tm and N. Gersdorff, Køben­

havns Amt, om taler de indenlandske flytninger og frem hæ ver - foruden søgningen til købstæ derne for a t læ re et håndvæ rk - flytning fra godser med hoveri til de hoverifri. En godsejer i h an s am t h a r foreslået, at godsejerne skulle have re t til a t tilbagekalde disse under 14 å r gamle bortflyttede. Men det synes, siger Gersdorff, »dog ikke li­

det at stride imod den allernådigste forordning om vornedfrihed«.

Også am tm and F. v. Oertz, Roskilde Amt, u nderstreger vandringen fra de hoveriplagede godser til »frigodserne«.

De godsejere, som pga. h å rd t hoveri m ister deres folk, er selv årsag hertil, siger han. De godser, »hvor ikku n tåle­

ligt hoveri er, [er] alletider med m a n d ­ skab opfyldt«. Og de drenge, som h en sæ ttes til købstæderne, »forbliver dog i landet«, og selv om enkelte af dem siden rejser udenlands, vender de fleste tilbage. Så h an frygter ikke mangel på m andskab, og det så m eget m indre, som m ange bønder h a r fra fire til otte sønner.

A m tm and F. v. Gram, Frederiksborg og Kronborg Amter, k an berette om, a t en del vandringer fra am t til am t fore­

går. For a t få dette forhold bekræ ftet h a r h an fra p ræ stern e in d h en tet udtog af kirkebøgerne over alle de drenge­

børn, som er født mellem 1719 og for­

ordningen af 4. februar 1733, og som nu i 1737 ikke opholder sig i h ans to am ter. Disse udtog er vedlagt h ans kor­

te beretning og om fatter for F rederiks­

borg Amt 54 og for Kronborg Amt 35, i alt 89 drenge født i disse 14 år, som i 1739 ikke opholdt sig på deres føde­

gods, m en i tilstødende am ter, i Køben­

havn eller andre nordsjæ llandske køb­

Fig. 3. Fra de to nordsjællandske sog­

ne Herlev og Freer- slev ved Hillerød var der i årene før 1737 flygtet 11 drenge fra de godser, hvortil de var stavnsbundne.

De fleste var dog ikke draget særlig langt væk. Oversigt i a m t­

m and F. von Grams indberetning fra Fre­

deriksborg Amt.

stæ der (Helsingør, Hillerød, Roskilde og Slangerup). Kun for sy vs vedkom­

mende v ar deres nuvæ rende opholds­

sted u kendte (»borte m ed forældrene og vides ej, hvor er«). Til a t sæ tte disse tal i relief havde det væ ret ny ttig t a t få op­

lyst det sam lede ta l på drengene a f dis­

se årgange i de to amter.

Hvor am tm æ ndene i Københavns og Roskilde A m ter an ser udsigten til

stren g t hoveri som en væ sentlig grund til den indenlandske m obilitet blandt de unge bondesønner, angives i de syd- og vestjyske am ter »disse skarpe hede­

egnes ufrugtbarhed« med d eraf følgen­

de fattigdom, ringe løn og forpligtelse til a t fæste ringe gårde. M ange godser i Riberhus Amt m elder om disse pro­

blemer. F ra et enkelt gods lyder der dog m ere optim istiske toner, der lige­

som am tm and Oertz i Roskilde Amt antyder dårlig behandling af karlene som motiv for deres flugt fra visse god­

ser. Fuldm ægtig H ans K ragh på am ts­

forvalter Jørgen B ruuns gods Krogs­

gård i Skast H erred k an oplyse, a t til­

stand en m ht. røm ninger h er fra godset tidligere h a r væ ret det sam m e som på de øvrige godser. »Men hr. kancelliråd B ruuns m ilde forhold med hans bøn­

der og m andskab [kontribuerer] meget til, at de ikke er nær så inclineret til at desertere fra godset som h id til«.

Også am tm and Teilmann, Lunde­

næ s og Bøvling Amter, frem hæver, for­

uden frygten for indrullering i landm i­

litsen, a t de »sandige« og ufrugtbare egne i h an s am ter forstæ rker til­

træ k n ing en fra »Fyn, Sjælland, H ol­

sten og deslige frugtbare egninger, som bedre kan føde mandskabet«. Herom vidner noksom »den mængde jyder, som bor udi Fyn, Sjæ lland, Holsten og andre lande, hvor de tilbyder højere løn«. Det skal understreges, a t Teil­

m ann med disse bem æ rkninger taler om karle både under og over 14 år.

Teilmanns indberetning får en sæ r­

lig væ rdi ved a t væ re bilagt en m eget d etaljeret specifikation, som gods for gods oplyser, hvor m ange k arle der er røm m et, og hvorhen de er røm m et, for så vidt dette er bekendt. D esuden op­

lyses det, om karlenes alder er kendt (over eller under 14 år), hvilket dog er undtagelsen. Af i alt 199 personer på listen meldes udtrykkeligt 13 a t være under og 49 a t være over 14 år, mens alderen på de øvrige 137 siges ikke at være oplyst. Teilm ann an ser også de indenlandske flytninger af drenge u n ­ der 14 å r som et m isbrug, der bør dæmmes op for.

S tiftam tm and C. Giildencrone, H ald Amt, vil søge en væ sentlig del af for­

klaringen på de unge bondedrenges in ­ denlandske m obilitet i det forhold, at forældrene er for fattige til a t kunne underholde dem. De k an »formedelst uform uenhed ikke forsyne dem med

fornødne klæder og føde«, hvorfor de

»til dessen erlangelse søger ind p å a n ­ den proprietærgods og der tager tjene­

ste for at vogte fæm on og anden deslige gerning«. En tilsvarende forklaring gi­

ver fuldm ægtig C. Sørensen på Re- stru p i Rinds Herred. Drengene går til andre godser for a t vogte kvæg, fordi

»forældrene for fattigdom s skyld ej kan holde [dem] hjemme«. I m odsætning til m ange andre godsrepræ sentanter an ­ ser h an dog ikke dette problem for stort, th i »om nogle går ud a f et gods, går andre derind igen«. Så det går stort set lige op. Det samm e m ener fuldm ægtig D. Iversen på Sødal i Nørlyng H erred. Men med de voksne karle, som røm m er til »Holsten, S jæ l­

land og andre steder«, er det alvorlige­

re, for af dem h a r ingen indfundet sig igen. Med andre ord: de indenlandske flytninger afbalancerer sto rt set h in ­ anden. Men røm ninger til udlandet af de over 14 år gamle er et alvorligt pro­

blem, da de definitivt tap p er landet for karle til landm ilitstjenesten og g ård­

fæste.

E t m indre positivt syn på den inden­

landske m obilitet h a r Mogens Rosen- k ran tz på Spøttrup, der efter a t have langet h å rd t ud efter den »dovne og nachlæssige bonde«, som, »efter at have ruineret og forødet sin gård og gårds besætning, a f husbonden med stor ska ­ de og fornærmelse må sættes fra den«, for a t hæ vne sig på sin husbond »til m isbrug betjener sig a f [forordningen af 9. december 1735], den 1. post og la­

der sine børn på frem m ed gods eller andetsteds hengå for at skille husbon­

den derved«.

Og lige så b itte r er Mads Jen sen Brøndum på N ørgård i G rinder slev Sogn, Salling Nørre H erred. H an k la ­ ger også stæ rk t over bønderne, som

»efter at de dog i mange år er under­

støttede og behjulpne med tære- og sæ­

dekorn, med plovbæster og fornødne redskaber, med kongelige skatters for­

lag og andet mere til deres gårdes assi­

stance, forøder og ganske ruinerer de­

res gårdes bygninger og sælger besæt­

ningen og derefter søger lejlighed og går deres vej«. De ved nemlig, »at en fa ttig husbond har skade nok, at han ikke desforuden skulde gøre mere be­

kostning på at eftersøge sådan en skælm s bonde til strafs lidelse«. Og så lader også de deres unge sønner forla­

de godset. H an oplyser bl.a., a t »en dreng ved navn Niels Bertelsen, som er Bertel Stoergaards søn i Ry bjerg by, i sin 13. år nu nylig for et halvt år siden a f forældrene [er] bortsat til Aalborg i vente, at han der skal fylde sine 14 år og siden være fri for godset. H an har og en søn til, som forældrene ligeledes, ef­

ter beviselig beretning, vil sætte bort, så straks han lakker hen på 13 år«.8

Også fuldm ægtig Jørgen E iskiæ r på K ærgårdsholm føler bitterhed mod de vrangvillige bønder: »Og således søger bondestanden al den lejlighed, som de kan opfinde til at forebygge proprie­

tærerne, at de ikke skal få godt eller gavn a f mandskabet, dels i henseende for at undgå H ans kongel. Mai:ts tjene­

ste, og dels for at blive fra bondestan­

den libereret«.

At disse drenges flytning til andre godser kunne give anledning til m is­

stem ning mellem de pågældende godsejere, frem går af nogle af svarene fra Skivehus Amt. B landt andre h a r ri­

defogden på Kås, C hristen Sørensen beklaget sig over, a t en dreng fra god­

set v ar kom m et til Skivehus. P å en an ­ modning om a t levere ham tilbage havde Skivehus’ ejer, gehejm eråd Claus Reventlow, reageret ved a t lade

»tiden overdrive indtil drengen var 14 år og 2 å 3 uger gammel, altså tilegne­

de H ans Højexcellence hr. gehejmeråd Reventlow og fuldm æ gtige drengen i anledning a f (...) forordningens 1. post de dato 9. december 1735. Og for at undgå vidtløftighed mod så høj og from en herre, har velbyrdig hr. ju s tits ­ råd Bartholin beordret drengen at leve­

re, som og er sket«. M eningen med det­

te noget dunkle udtry k m å vel være, at Kås h a r opgivet kravet og ladet dren­

gen blive under Skivehus. Også fuld­

m ægtig Søren H annis på S austrup næ vner eksem pler på, a t Skivehus uretm æ ssigt h a r tilegnet sig andre godsers karle. Fuldm ægtig Ramel på Skivehus afviser im idlertid indigneret den »urigtige«, »unødvendige« og »vran- gelige« beretning fra Kås, som »ej er svarværdig«. »Det er langt fra, at m it høje herskab eller deres fuldm ægtige søger at tilvende sig nogen a f K ås’ eller andre godsers unge mandskab, men a l­

ene er for at beholde det mandskab, som til deres godser med rette hen­

hører«.

Synet på bondedrengenes indenlandske m obilitet

Adskillige a f 1737-indberetningerne vidner om, a t der blandt godsejerne og enkelte am tm æ nd herskede en u d talt uvilje mod, a t forordningen a f 9. de­

cember 1735 indirekte indrømmede drenge under 14 re t til at forlade deres fødestavn. Ja, endog om, a t der blandt godsejerne tilm ed bestod ukendskab til den gældende retstilstan d .

Således skriver am tm and C. Berre- gaard, Antvorskov og Korsør Amter:

»Denne besværing høres fa st a f dem alle, at en del (...) drenge under 14 år løber fra et gods til et andet og ej er at holde i nogen bestandig tjeneste hos bonden på det gods, de er født, nogle sætter forældrene i latinske skoler og dels til håndværker og anden tjeneste i købstæderne, at de, når tiden kommer, at de i deres 14. år skulde enten i reser­

verullerne opføres eller gøre bonden no­

gen virkelig tjeneste, savnes a f jorde- godsernes ejere, og følgelig bliver ham til en stor skade og ulejlighed, når han derover i tiden både fattes dygtig m andskab (...) til Eders kongl. Maj:ts tjeneste, så og tjenestefolk for hans bønder (...) og endelig de, hvormed le­

Fig. 4. En kendt flugthistorie er den senere storkøbmand og godsejer Niels Rybergs (Niels Bertelsen).

Han forlod i 1736 fødegodset Nørgaard i Salling, og efter nogle år i Aalborg kom han til København, hvor han endte som en a f landets rigeste købmænd. Uddrag a f godsejer Brøndums indberetning, der ligger som bilag ved am tm and Mullers indberetning fra Skivehus Amt.

dige gårde skal besættes«. Men, føjer am tm anden til, da »de ikke som i forri­

ge tid er vornede, så kan ingen proprie­

tær have sig derover at besvære«. Den­

ne m anglende re t finder h a n im idler­

tid beklagelig, og foreslår, a t det skal påhvile den bonde, der vil sæ tte sin søn til h åndvæ rk eller i latinskole, a t søge husbonden om forlov, og siden ved

»attest fra skolemesteren, lauget eller anden vedkommende« dokum entere, a t drengene h a r gennem ført den p å­

gældende uddannelse og ellers være forpligtet til »at komme tilbage til god­

set«.

A m tm and E. v. Biilow, Tryggevælde Amt, er inde på lignende ta n k e r og fremhæver, a t der derfor »tildels er

mangel for sådan m andskab, og be- frygtelig vil blive mere, til landgodsets største skade, med m indre Deres kongl.

M ajestæt vil (...) befale, at de skal for­

blive på det gods, hvorpå de er født, såvel når de er under deres 14. år, som når de er derover«.

F ra godsejerne i Odense og Rugård A m ter lyder flere klager og ønsker om stram ning. Bl.a. skriver F. v. Holstein til Søbysøgård: »Så giver og den frihed, det unge m andskab til deres 14. år er forundt, anledning til m andskabets formindskelse, og at proprietærerne (...) i frem tiden vil blive emb[a]rasse- ret, såvel for m andskab til H ans M ay.ts tjeneste, som bondens, men havde det forblevet ved forordningen a f 4. februar

1733, efter hvilken det unge m andkøn ved godset [var] forpligtede [til a t for­

blive] fra barns ben op indtil de havde opfyldt deres 36 år eller deres visse tid udtjent ved landm ilitsen, så kunde en­

hver proprietarius lettelig have obser­

veret sine folk«. A ltså ud try k for den tolkning a f 1733-forordningen, at den medførte stavnsbånd fra fødslen!

Stiftam tm and P eter Neve, Maribo Amt, finder det »fornøden, at der blev lagt noget hold på deslige unge drenge, at og de til den ende, når de var 5 å 6 år gam le straks blev anførte i reserve­

rullerne og (...) forbundne at blive ved godset, indtil de havde udtjent deres tid ved landmilitsen«. Og fra N ielstrup i Maribo Amt oplyser ejeren, Jacob Flindt, a t 3-4 drenge under 14 år, er

»indgået til købstæderne, hvor de første gang antages til Guds bord a f præster­

ne, i særdeleshed a f provsten, mag.

Rothe i Maribo, som formener det ufor­

nøden at æske pas a f deslige umyndige drenge (...) og vil foregive, det ham ikke til dato har været forbudt«. H er er ty ­ deligvis tale om en godsejer, der ikke er k la r over, a t drenge under 14 å r ikke er stavnsbundne. Men i øvrigt rej­

ser det spørgsm ålet, om flytning til en købstad før det fyldte 14. å r eo ipso medførte definitiv retlig frigørelse fra stavnsbånd. Flytning til et andet gods gjorde det jo ikke, m en medførte blot stavnsbinding til det gods, hvor dren ­ gen fyldte 14.

F ra Visselbjerg i Ribe Amt beklager fuldm ægtig Jacob Langlyth sig over, at to bondesønner »er bragt bort fra god­

set afE m m erlev og B allum sogn, før de har opnået deres 14 år, uden ringeste tilladelse a f herskabet«, som h an altså h a r an set dem for pligtige a t indhente.

A m tm and C hristian Teilmann i Lundenæ s og Bøvling A m ter anser som flere andre de indenlandske flyt­

ninger, også fra det ene gods til det an ­ det, for et »m isbrug« og anbefaler som p u n k t 16 i sit lange forslag til bekæ m ­ pelsen heraf, a t de un d er 14-årige

»måtte vorde befalet at tilhøre det gods, som de er født på, m edm indre de med lovlig pas fra bemeldte gods kan være entledigede«.

Stiftam tm and E. Holck b eretter fra H avreballegård og Stjernholm Am ter om, hvordan »forældre som har slægt eller bekendtskab i de andre provinser (...) og udi købstæderne (...) tragter (...) ved alle optænkelige lejligheder at få deres børn, inden de bliver 14 år, der­

hen, dels for at undgå at blive indrulle­

ret (...) dels for at tjene større løn«. Og godsejerne beklager, »ej at have noget, hvorefter de kunde tvinge disse under 14 år til stavns«.

S tiftam tm and C. Giildencrone, Hald Amt, b eretter fra H ersum og Korsø Godser, hvordan ejeren C hristopher Rosenørn klager over, a t bondedrenge

»går fra et gods til et andet, sam t at det er bekendt, at hestekøbere fører dem med sig til Sjælland«. Og så tilføjer h an en bem æ rkning, som i lidt varie­

rende form ulering forekommer i ta lri­

ge svar, nem lig a t bønderne »formener«

deres sønner under 14 år a t være fri.

A ltså indirekte et udtryk for, a t bøn­

derne åbenbart er m ere bevidste om retstilstan d en end godsejerne. Endnu tydeligere ses det a f svaret fra fuld­

m ægtigen på Stårupgård, der siger,

»at en del bønder er a f den tanke, at de kan hensætte deres børn, hvor de vil, forinden de opfylder deres 14. år«. J a ­ nus Friedenreich til P alstru p bestrider denne re t med henvisning til forord­

ningen af 8. februar 1724, der »udtryk­

kelig befaler, at de skal have pas, i hvor unge de end er«. E t blandt mange vid­

nesbyrd om, hvor u k lar lovgivningen på den tid var. Fuldm ægtigen på Ler- chenfeld og Hessel, Jørgen Pors, er k la r over, a t der ikke er noget a t gøre ved drengenes bevægelsesfrihed under den gældende retstilstan d . H an fore­

slår derfor ganske konkret pastvang og stavnsbinding fra det 8. år, altså tæ t på den nedre græ nse, som blev fastsat i 1742.

F ra Skivehus Amt beklager fuld­

m æ gtig Jørgen E iskjæ r på K ærgårds- holm, a t nogle un d er 14 år »er undvigt, helst deslige derudinden nøje har været iagttaget ved tilhold at blive på godset, hvor m an stedse hver fardag dem tjeneste har forskaffet«. Og fra Skivehus Gods klager fuldm ægtig Ramel over, a t en bondesøn i sit 11. år er sendt med en skipper fra A rhus til København, »om skønt faderen noksom er blevet tilholdt at tilbageskaffe sa m ­ me sin søn, som han højlig selv havde fornøden at bruge hjemme«.

B ondekarlenes røm ninger

Det sidste og utvivlsom t største pro­

blem, som indberetningerne bidrager til a t belyse, er røm ningerne a f bonde­

sønner over 14 år, altså a f de lovforme­

ligt og indiskutabelt stavnsbundne k a r­

le. Som næ vnt om tales dette problem i 13 a f de 25 am tm andsindberetninger med deres bilag. Ikke ganske uventet dom inerer de jyske am ter, hvorfra røm- ningsm ulighederne både til lands og til vands ud af riget er størst. H er berettes derom fra otte am ter. D erpå følger Lol- land-F alster og Møn med tre, mens Sjæ lland og Fyn ku n er rep ræ sen teret med hver et enkelt am t.

Af de illegale røm ninger gik som n æ vnt de fleste til udlandet, hvor risi­

koen for a t blive fanget ind igen var m inim al, for ikke a t sige ikke-eksiste- rende, og ernæ ringsm ulighederne for­

m odentlig bedre end i D anm ark. En del røm ninger var dog indenlandske, isæ r til købstæderne; og til de gevorb­

ne regim enter, vistnok fortrinsvis til ry tterreg im en tern e.

F ra Kalundborg. Sæbygård, D rags­

holm og Holbæk A m ter m elder am t­

m and F. Adeler, a t de fleste søger til København, Am ager eller H ollæ nder­

byen, altså indenlandske lokaliteter.

A m tm and C.S. v. Galkowsky, Møns Amt, om taler med navns nævnelse en

del røm ninger i 1736, hvor den lovbe­

falede efterlysning fra præ dikestolene og efterfølgende ved h erred stin g et er foretaget uden resu ltat. Flugtm ulighe­

derne fra et land »omgivet a f søen« er gode, m en m an ved ikke, hvilke skip­

pere der h a r m edtaget karlene, og hvor de er blevet af.

F ra Maribo Amt meldes fra flere godser om rømninger. Fuldm ægtig Ju n g h an s på R udbjerggård b eretter om to karle, der menes »enten gået til Flensborg, Ærø eller Als«, altså til Sles­

vig, hvorfra de ikke k an bringes tilb a­

ge. Lysning efter dem er naturligvis uden virkning, og »de sejlende« er trods forbud »så dum dristige at tør un­

derstå sig i (...) at bortføre folk uden rigtig pas og skudsmål«. H an h a r m is­

tan k e om, a t »ærøboerne og alsingerne, som ved michaeli tider kom m er her på den vestre kant at fange sild, skal bort­

føre og forføre mange a f det unge mandskab«. Fuldm ægtig Sersling på Søllestedgård oplyser, a t ingen er røm t ud af lan d et siden oprettelsen af den nye landm ilits, m en 3-4 karle over 14 å r er røm t uden pas. De formodes dog a t opholde sig i am tet, og m an håber a t finde dem og bringe dem tilbage. F uld­

m ægtig Detleff Reher på G rim sted be­

retter, a t nogle (tal nævnes ikke) k a r­

le, som før h an kom i tjenesten, h a r

»begivet sig til søfart«. Og siden 1734 er en k arl blevet indrulleret som sol­

dat, efter sigende i Flensborg, hvortil også flere »unge drenge« er kommet,

»og på sådan måde er godset nu ganske øde for unge karle«.

A m tm and H ans Landorph, Ny­

købing Amt, melder, a t 18 karle over 24 (?) å r er bortgået i de 14 år, h a n h a r væ ret am tm and, h e ra f ikke m indre end de 12 fra ét sogn, Astrup, »der lig­

ger langs med Grønsund«. 8 af de 18 m enes a t fare til søs med hjem sted i København, fire skal være i Holland og tre i Flensborg. Om de sidste tre ved m an intet. De fleste er forsvundet i tiden mellem nedlæggelsen a f den

Fig. 5. Musketer og officer ved Fyenske nationale Regiment 1761. Tegningen findes i Carl Bertram: Vor- stellung der såmtlichen konigl. Dånischen Armee, worinnen zur eigentlichen Kenntniss der Uniform vonjeden Regimente ein Officier und Gemeiner in volliger Mondirung abgebildet sind..., Kbh. 1761, (Trykt, håndkoloreret værk, Tøjhusmuseet).

gamle og oprettelsen a f den nye land­

milits.

F ra Assens og Hindsgavl A m ter be­

re tte r am tm and H ans Simonsen, at

»adskillige (...) er echapperede og a f landet udgangne«. I de fleste tilfælde er der tale om karle, som er blevet overtalt til a t tage tjeneste ved ry tte r­

regim enter. Men desuden vides nogle a t væ re kom m et til H olsten og til Als.

Om de problemer, stiftam tm and C.C. Gabel m elder om fra Riberhus Amt, er der tidligere talt. Det er indly­

sende a t problem erne h er og i Kolding- hus Am t er særlig store, fordi de to am ter græ nser op til Slesvig, som er karlenes næ rm este »helle«, hvor de en­

ten k an blive, eller hvorfra de let kan søge videre bort, isæ r til Holland og England. N år p ræ sten i Brande, H.C.

Clausson, i 1761 k an skrive: »Skulle sømagterne give alle de danske karle afsked, som tjener på deres flåder, ville de anseeligt forringes«, så er der nok grund til a t formode, a t hovedparten af dem stam m er fra disse am ter og fra i hv ert fald de sydlige dele af Lunde­

næ s og Bøvling Am ter.9 Peder Nielsen Endorph til H ennegård hævder, m å­

ske nok en kende for dram atisk, a t karlene »så snart de på frem m ede ste­

der kan ernære sig, tager de flugten til H olland og Holsten i regarde at blive fri for at indskrives i reserverullerne så også at fæste gårde«. Og n æ sten ordret det samm e siger R asm us B undesen til Søvig og Søren C hristensen Rygaard til Hesselmed. Den sidste føjer dog til H olsten og H olland »og andre steder«.

Poul Borreby ioVarde, der ejer gods i Børsmose og Ål Sogne, klager også over, a t karlene fra h ans gårde undvi­

ger til Holland, »og m ulig agter ej at tilbagekomme, så p å 10 steder i [Børs­

mose by], i alt 21 td. htk. er ikku n én enste ung karl«. Peder D am gaard til Frøstrup hævder, a t karlene, »når som helst de kan bestille noget og er over 14 år, så går d era f undertiden nogen bort, og kom m er de først sønden Ribe, så er

de fast intet mere igen at få ind til stavns«. Fuldm ægtig W oydemann på Sneum gård påstår, a t h erfra »hen imod 30 personer a f ældre åringer« er gået m ed skib til Holland, »siden sidste landm ilitses indsættelse«. At det »til slutning [vil] geråde udi stor mangel for m andskab såvel til Deres Mai:ts tje­

neste som godsets konservation«, lyder m eget sandsynligt. Og tilsvarende to­

n er lyder fra endnu flere a f godserne i R iberhus Amt.

Isæ r indberetningen fra am tm and v.

Linstow i Koldinghus Amt med dens m ange bilag vidner om, a t rømmede karle søgte til rytterregim enterne. Den optager ikke megen plads hos Frideri- cia, der dog k o rtfattet om taler de m an ­ ge røm ninger fra kongens eget gods til ry tteriet og den m isbrug, der i denne forbindelse siges at findes sted af for­

ordningen a f 12. ja n u a r 1733 om office­

rernes re t til a t sæ tte de karle, der uden pas røm te til Slesvig, til krigstjeneste i de gevorbne regim enter. Denne trafik fortjener en lidt fyldigere omtale.

Denne m isbrug beskrives m eget de­

taljeret i redegørelser fra regim ent­

skriver Søren H achsen og am tsforval­

te r C hristian Roed med diverse u n d er­

bilag. G runden til, a t karlene, som tilfæ ldet er, ligefrem »proform a« røm- m er med det direkte formål a t blive

»indfanget« af ry tte r officererne, skulle ifølge am tm anden være denne: »at undgå landsoldateriet, og at når de blev ryttere, så kunde de nyde deres halve sold [af Søren H achsen angivet til 12. rd. årlig, form entlig i sig selv lige så m eget som et års karleløn på denne egn] og dog tjene bønder, som i det holstenske giver mere løn end her«.

Det v ar altså ikke uforståeligt, a t det fandtes m ere a ttra k tiv t end at tjene kongerigske bønder og tåle trak asseri­

erne i landm ilitstjenesten. Søren H ach­

sen beskriver, hvordan tidligere hver­

vede ry ttere ak tivt bruges som lokke­

duer, fx deres egne brødre, pårørende eller kam m erater; og hvordan rytterof-

ficererne undertiden ligefrem bemæg- tiger sig karlene på godserne nord for græ nsen og fører dem med til Slesvig, hvortil de derpå hævdes selv a t være rømmet.

Foruden til ry tteriet siges nogle af de røm te karle a t være søgt til hest- garden i København, hvilket også h a r væ ret anset for m ere a ttra k tiv t end a t være bondekarl og tjene som landsol­

dat.

U m iddelbart kan det synes ejen­

dommeligt, a t m yndighederne kunne have så meget imod denne hvervning til rytterregim enterne eller til hest- garden, som jo også var dele af den danske hær. Med hensyn til ry tteriet kunne en mulig forklaring m åske være, a t disse danske karle trå d te i stedet for udenlands hvervede ryttere, der ikke blev unddraget det danske sam fund som tjenestekarle og gård ­ fæstere.

Af den detaljerede liste over undve­

get m andskab, 199 m and foruden et ukendt an tal fra enkelte godser, som am tm and C hristian Teilm ann h a r ved­

lagt sin indberetning, ses det, a t den altovervejende del er røm m et til, hvad Teilmann betegner som Holsten. H an oplyser udtrykkeligt, a t størstedelen a f dem, der herefter begiver sig videre derfra til Holland, »går på skibsfar­

ten«. D et er åbenbart, og næppe over­

raskende, a t hollæ nderne til bem an­

ding a f deres store handelsflåde h a r brug for alle de karle, som de kan træ kke til sig.

F ra H avreballegård Amt synes iføl­

ge stiftam tm and E. Holck ingen hver­

ken under eller over 14 års alderen a t være rømm et. F ra Stjernholm Amt h a r flere godser derimod m eldt om røm ­ ninger a f begge kategorier. Men hvor m ange det drejer sig om, og hvorhen de er flyttet eller røm m et, h ersk er der åbenbart stor uvidenhed om.

A m tm and F.L. v. Woyda, S kander­

borg og Akæ r Amter, k an oplyse, a t in ­ gen under 14 å r er brag t ud af landet,

m en både en del af dem og nogle ældre

»har begivet sig til købstæderne her i landet« eller til andre godser, »dog ej anderledes, end vedkommende ejere jo er forsikret om at få dem tilbage, når de sligt ej længere vil tillade«.

Tilsvarende lyder m eldingen fra am tm and D. Trappaud, Dronningborg, Silkeborg og M ariager Klosters Amter, for så vidt angår Silkeborg Amt.

F ra H ald Amt, hvorfra stiftam t­

m and C. Guldencrones egen beretning er et m eget fyldigt referat af godsejer­

nes svar, som desuden er vedlagt i ori­

ginal, meldes om talrige røm ninger af karle over 14 år. Bl.a. b eretter Jan u s Friedenreich til Vindum Overgård, at en del a f disse »tid efter anden hem m e­

lig (har) bortsneget sig til Sjælland, København og de andre provinser sam t og til Holsten med hestekøbere og øxen- købm ænd og andre«. Fuldm ægtig Pe­

der Høeg m elder fra »de Rohders og sal. Jens Lassens arvingers strøgods«

(bl.a. Lee Søgård), a t en del karle i ti­

den mellem nedlæggelsen af den gam ­ le og oprettelsen af den nye landm ilits

»er dels a f landet undvigt og dels enga­

geret sig ved de gevorbne regimenter«, så m an derfor »med stor bekostning har m åttet tilkøbe sig 3 karle til Eders Maj:ts tjenestes befordring«. Også fra andre godser er der sket rømninger, h eru n d er også af fæstebønder. Bl.a. er der fra H ald Gods ulovligt i de sidste 5-6 å r undveget 17 å 18 karle, »som dels til Holsten, dels til de andre pro­

vinser skal være escaperede og efter al m ulig anvendt flid ingen kundskab om deres tilholdssted [er] erlanget, uden alene en, som skal have fæstet gård i Haderslev Amt«. A m tm anden konklu­

derer, a t m an deraf k an se, a t gods­

ejerne i H ald Amt h a r h aft grund til at besvære sig over m eget m andskab »af landet at være udpraktiseret, hvilket mesten derpå udløber, at det enten er fæstebønder, tjenstdygtige karle eller a f de udi reserverullen indskrevne, som således er undvigede«.

Fig. 6. Fra godserne i det sydvestjyske Øster Home Herred kunne m an i 1737 optælle, at over 80 stavns­

bundne mænd var forsvundet. De synes alle at være taget til Holsten. Bilag til am tm and Teilmanns be­

retning fra Bøvling-Lundenæs amter (uddrag).

Endelig m elder fuldm ægtig H ans Lund fra Skivehus Amt på am tm and Selio M ullers vegne om talrige røm ­ ninger af karle. Som tidligere næ vnt h a r h an ved henvendelsen til godsejer­

ne som den eneste ved en udvidet for­

tolkning a f 1737-reskriptet direkte op­

fordret godsejerne til a t give oplysning om dem, der er ældre end 14 år. Mo­

gens R osenkrantz til Spøttrup benyt­

te r som tidligere næ vnt opfordringen til isæ r a t b erette om de »dovne og na- chlæssige« fæstebønder, der enten m å sæ ttes fra gårdene efter a t have »ru i­

neret og forødet« dem, eller selv røm- m er fra dem. Ole v. Lasson til B ustrup oplyser, a t en del a f h an s unge karle er bortrøm m et til H olsten sam m en med øksen- og hestekøbm æ nd. Men a t desuden »en del ryttere ligger her i landet og opholder sig ikke for andet end at praktisere og bortføre både m æ nd og unge karle a f godserne«. Og er de først komm et til Holsten, får m an dem ikke tilbage igen, men de

»går ad H olland og H am borg«. Fuld­

mægtig Ramel på Skivehus b eretter om bortrøm mede fæstebønder. »Men ved hvad lejlighed de er bortkommen, vides ikke heller, uden at m an troligst må slutte, at de a f andre sådanne, som forhen fra godset er bortrømte til Hol­

sten, Tønder og andre steder bliver til­

skyndet at bortløbe«. Det synes lidt uforståeligt, a t endog fæstebønder kan rømme, uden a t godset i det m indste ved »ved hvad lejlighed« det er sket.

In teressan t er også den oplysning, at

»slige for længst undvigte personer (un­

dertiden) om nattetide kom m er hjem til deres pårørende og igen stjæler sig bort«.

Mange andre godser m elder om rømninger, og et gennem gående træ k er, a t de røm te er forsvundet sam m en med øksen- eller hestekøbm ænd. I en­

kelte tilfælde oplyses det dog, a t forsøg på røm ning bliver opdaget og de pågældende tilbageholdt. Herom for­

tæ ller bl.a. fuldm ægtig Anders K nud­

sen på G rinderslev Kloster: »Samme år var der også en person a f reserve­

m andskabet (...) 19 år gammel, på fæ r­

de at ville bortrømt, men som jeg fik kundskab derom, har jeg ladet ham hente her til Grinderslev Closter og der ladet ham under daglig vagt og tilsyn forblive«, indtil h an havde aflagt ed på ikke m ere a t ville bortrømme. F ra Ø stergård i H arre H erred m elder fuld­

m ægtig Poul Møller om undvigelse

»såvel a f gifte m æ nd som ungt m a n d ­ skab«. Bl.a. røm te i foråret 1735 mølle­

ren Niels N ielsen fra Nissum Mølle med kone og børn. »Konen med børne­

ne fandtes i Viborg, men m anden har m an ej siden kunnet få nogen vis k u n d ­ skab om«. Nogen m ener dog, »at han skal tjene i København«. En anden fæ ster i N issum meldes også rømmet, men i dette tilfælde efterladende kone og børn. Og skønt konen in tet kan op­

lyse herom, m enes det dog, a t h an »er gået sønder på ad Holsten til«. Og pga.

de m ange røm ninger af »både unge og gamle« er der nu »mangel på ungt m andskab både til H ans May.ts tjene­

ste og gårdes fæste«. Også på H arre- gårds Gods h a r der væ ret ry ttere på færde med a t hverve karle. Ejeren H.

R aun h a r klaget herover til G eneral­

kom m issariatet, »men bekom intet svar derpå«. En a f hans karle, der var bortrøm m et i ju n i 1736, v ar blevet a n ­ holdt af k ap tajn Jasp e r v. Brochtorph under det sønderjyske regim ent. Hvis ejeren ville have ham tilbage, skulle det koste ham 29 rd., »men som jeg syntes, at fordringen var noget ubillig, lod jeg karlen blive uafhentet«.

D ette er kun eksem pler på bonde­

karlenes rømning. En oprem sning af alle tilfælde ville være til dels ensly­

dende gentagelser. Men der er mange.

Og sam m enlagt vidner de givetvis om et m eget sto rt problem, i hvert fald i visse egne af landet. Det der frem kald­

te røm ningerne v ar vel en kom binati­

on a f frygten for udskrivning til land­

m ilitsen og a f 1730’ernes vanskelige