Blide, stormfulde, behagelige og
pirrende —følsomhed i slutningen af 1700-tallet
AfAnne-Mette M. Andersen
Følelserer somregel noget,mantagerfor givet, ogdetanses somnaturligt,
at manhar bestemte følelser i bestemte situationer ellerpå bestemte tids¬
punkter. Ofte knyttes følelserne til kroppenogbliver blandt andet derforop¬
fattet somprivate, og især 'negative' følelsereri dagforbundet med tabu.
Både følelserne og opfattelsen herafer imidlertid foranderlige størrelser,
der ændres medtiden, hvilket kommer tiludtryk, når følelserne ses iethi¬
storisk perspektiv. Nogle tider opfatter følelser som strengt private, mens andre tider har en opfattelse af, at visse følelser godt kan udstilles i et of¬
fentligtrum.
Islutningen af 1700-tallet påvirkede en nymode dele af det europæiske
adels- oghøjborgerskab. Manskullevære følsomogudvise, detmanmente
varenkorrektfølsomopførsel. For eksempelvar det i tråd med samtidens omgangsform at knibe en tåre over rørende historier, at falde på knæ af sindsbevægelseogatdyrke sinegeneller andres melankoli. Glædenog me¬
lankolienvarønskværdigeogblev anset sompositive følelser.
Detfølsomme udtryk blev anvendt af mænd såvel som af kvinder, men kvinder og mænds følsomhed blev opfattet som meget forskellige, idet
mændsfølsomhed blev anset som mere dybføltog ægte end kvinders. Det
var en adskillelse, der hang sammen med det generelle syn på mænd og kvinder. Mænd blev anset som højerestående væsner, der var klogere og bedre mennesker end kvinder. Dermed kunne manden føle mere end kvin¬
den ogsåledes også opnå højere fryd i sin følelse. Manden blev i perioden
blandt andetbetegnet som »det førstekøn«. Mandens følsomhed blev op¬
fattet somophøjet, ogde voldsomste følelser blev sammenlignet med nær-
dødsoplevelserogblev qua opfattelsen af følelsens intensitetanset somde
finesteaf alle følelser(1). Kvindervar franaturens side ikke indrettettil at kapere så store følelser.
Følsomhedenvarikkeprivatmenskulle vises for omverdenenog varder-
medknyttet til en fremstilling afpersonen.Dervar således tale om en be¬
stemtform for følsomhed og enbestemtmåde atanvende følsomheden på.
Dennefølsomhederprimært beskrevet i historiskoglitterærforskning med franske, engelskeogtyskeeksempler(2). Menfølsomheden kan også ses i
danskeeksempler. Deterdisse danske eksempler påfølsomhedens aktører,
deresudtryk, anvendelseog grænsermedfokus påmænd, somjeg vil præ¬
senterei denne artikel.
De danske
følsomme mænd (og kvinder)
Detvarenbegrænsetgruppe afpersoner, dertog del ifølsomhedskulturen.
Den følsomme periode i Danmark erbegrænset til perioden fra midten af
1760'erne til ca. 1810, og det drejede sig især om mænd ogkvinder, der
havde entilknytning til det litterære miljø. Konkretvardertale om forfat¬
tere, salonværtinderogde personer, der kom i salonerne, herundermæce¬
ner,derogså selvafholdt saloner (3).
JensBaggesenvar en af de følsomme danske skribenter,ogi de miljøer,
hvor Baggesen færdedes, sås en del af de danske følsomme mænd. Det drejer sig eksempelvisomkredsen omkring digteren RnudLyneRahbekog kredsen omkring en afBaggesens mæcener, Grev Ernst Schimmelmann.
KnudLyneRahbekvari sin ungdom selvenaf demegetfølende. Hanskrev
en del om følsomheden og forsøgte sig selv med ulykkelig tilbedelse (4).
Rahbek skrevenlang række tilbedende breve til sinvenskone, hvor han be¬
skrev sintilbedelse,(kærlighed)ogikke mindst sin jalousi. Brevenevar me¬
get følsommeog rummermangeligheder medGoethes opbygning af histo¬
rienom»Den ungeWerthers lidelser«.Denudkårne, Madam Rossing,rea¬
gerede sparsomt,menlod umiddelbart til atnyde interessen. Efteretparår ophørte korrespondancen.
Grev Ernst Schimmelmann, der nokermestkendt foratværefinansmi¬
nister under statsbankerotten i 1813,knyttede i sin ungdometvenskab med
embedsmand og etatsråd August Hennings. Venskabet blev skabt gennem
kærlighed til litteratur, da Schimmelmann læste en litteraturkommentar,
somHennings havde skrevet til deres fælles ven og lærer. Schimmelmann
bad derefteromatblive introduceret til Hennings, ogved gentagnemøder
blev et livslangt venskab skabt. Gennem breve kan venskabet og ikke
mindst følsomheden studeres.
Venskabetvar et vigtigt element i følsomhedskultturen, dels fordi ven¬
skabet isig selv kunne være baggrunden for følelserne, og dels fordi ven¬
skabet rummedemuligheden for både privateog mereoffentligehandlinger
ogytringer. Gennemvenskabet kunnenoget særligt kommunikeres til om¬
verdenen.
August Henningsvar
en aktivforfatterog samfundsdebattør.Her
sesforsiden tiletafde
merekendteafhans
værker: »Poémesurle sentiment«fra1780.
DetmesteafHen¬
nings'forfattervirk¬
somhedvardebat¬
skabende, ogdetvar
eksempelvisHennings,
derefter sigende førstegangdefinerede
begrebet »oplysning«i værket»Philosophi-
sche Versuche«fra
1780. Derudoverer
udgivetendelrejse¬
beskrivelserafHen¬
nings, oghan varlige¬
ledesproduktiv inden¬
for den følsomme litte¬
ratur.
AtHenningssam¬
lede brevene mellem Schimmelmannog ham selv med henblik
på udgivelseermeget
typiskfor perioden.
Det, vi idag opfattersomprivateskrifterentenfor én selv eller mellem to personer, blev opfattet ganske anderledes i1700tallet. Brevevarikke kun for modtagerensøjnemen tilethelt publikum, nemlig hele modtagerens
omgangskredsogmuligvis flere. Somen del afomgangsformen læsteman
hinandensbreve, ogbrevene skal derforforståssom en mådeatudstille sigselv på.
Derfindes også mangeeksempler på rejsebreve ogdagbøger, derer blevetudgivet, hvilketeksempelvis ersket medflere afHennings'dagbø¬
ger.Dagbøgerogbreve skal såledesislutningen af 1700talletforståssom
andet endintimeskrifter; deer en genrei sigselvogskalses isammen¬
hæng med den personlige udstillelse ogpositionering iforhold til andre.
POEME
sur
LE SENTIMENT,
par
AVG VST E HENNINGS.
i copenhague, chés clavde Phiubext,
i 7 8
Brevene mellem Hennings og Schimmelmann blev samlet af Hennings
inden dennes død og påsat titlen »Lettres de deux amis enDannemare de- puis 1768 jusqu'å 1771...«, (»Breve mellem to danske vennerfra 1768 til 1771...«, min oversættelse) derer endirektehenvisning til undertitlen iRos-
seaus roman»LaNouvelle Hélo'fse: Lettres de deusamants,habitants d'une petite ville aupieddesAlpes« (»Breve mellemtoelskende, der borienlille by vedfoden afAlperne«, min oversættelse). Dekan i dag læses i tidsskrif¬
tetMuseum fra 1800-tallets slutning, hvor de ertransskriberede, ogbreve¬
neslitterære henvisningererkommenterede (5).
Ikilderne erdertegnpå, at dele af det (primært) københavnske borger-
ogadelskab harværet prægetaf den følsomme tale og opførsel. Dereksi¬
stererdog flere kilder, der udtrykker, atdet bestemt ikke varalle, der billi¬
gede den følsomme opførsel. Den følsomme opførsel begrænsede sig, og skal forståsmere somelitærkulturpåtværsaf landegrænser, endsometge¬
nerelt udtryk for opførsleni 1700-tallets slutning.
Med
på moden
Følsomheden i 1700-tallets slutning skal forstås somsammensat afmange
forskellige elementer. Følsomheden skal ses i sammenhæng medenrække
forskrifter fra tidens holdninger ogideer, som tilsammen udgjorde funda¬
mentetfor forståelsen oganvendelsen af følsomhed i det sociale liv. Detvar idet socialeliv, atfølsomhedskulturen havde sinberettigelse. Følsomheden
varsammensataf elementer fra denstrengestevidenskab til fiktionensver¬
den,som enfin mosaik medmange dele der tilsammen udgjorde helheden.
Eksempelvis gik medicinske betragtninger omkring menneskets og detsfø¬
lelser og empati hånd i hånd med overvejelser om fysiognomi (læren om personers karakter ud fra ansigtstrækkene) og børneopdragelse, kunstfor¬
ståelse ogfiktion. De klare skel somvi i dag kender mellem videnskaberne
fandtes ikke.
Følsomhedens mosaik havde med sine mange forskrifter også klare
grænserfor, hvad der vartilladelig ogikke tilladelig følsom opførsel. Det
handlede i høj gradomdannelsesidealer i entid, hvor denrettedannelseog
gode opførselvaraf afgørende betydning i det sociale liv. Hvis ikkeman op¬
førtesig på den korrekte måde ietgivent selskab, blevmanopfattetsomlat¬
terlig og var ilde set. Succes i det sociale liv var afhængig af dannelse. At
kende til etikettenvarvigtigt, ogientid hvor følsomhed hørte til etiketten,
varfølsomhedens spilleregler vigtigeatkende.
Sammenhængende med dennyemåde atdefinere sig selv på udkom der
i 1700-talletsslutning enlang række bøger, omhvordanman skulle opføre sig foratpasse ind i det bedre selskab. I disse forekomregler for, hvordan
manskulle stå oggå, hvordanmanskulle bukke, hvad dervargodtoneved
samtaler medandre,regler for hvordan manspiste forskellige måltider, reg¬
ler forklædedragt, dans ogmegetmere. Det var ikke småting, man skulle
havestyrpå ifølge anvisningerne i bøgerne:
»En afde anstændigste Maaderfor Mandfolkatholde deres Hænder, er
bestandig den, at puttebegge Hænder indenfor Vesten,paa en liden Af¬
standfra hinanden. Det giverBrystbilledet en Slags Ramme; kun maa
manpasse ikke at putteHænderne ind for højtoppe, ellers taber Skul¬
drenesogHalsens Dannelse derved; thiidette Tilfælde knuges Skuldrene
ivejretogHalsen forkortes.« (6)
I en begrænset periode i slutningen af 1700-tallet var også det at te sig
følsomtenmåde, hvorpåman kunne udvise god opførsel. Vedatkende til
kodeksen for følsomheden kunnemanfremståsomværende medpå moden,
hvilket varønskværdigt formange.
Det
lyksagelige tungsind
I følsomheden låenvis dobbelthed.Afstanden mellembehagelige ogræd¬
selsvækkendefølelservarikkestor,ogbegge delevarønskværdige. Dogvar
der, iogmedatdemestsmertende følelser blev sammenlignet med det gud¬
dommelige, et stortfokus på det melankolske. Eksempelvis skriver Schim-
melmann i 1768:
»Jegvil dasigeDem, atjeg iløbet afetKvartérertungsindig, munterog
fortvivlet, atjegaldrig har havt selv detsvagesteBegreb omFilosofi, og
atjeger saa lidetvis, atjegsnartikke længertrorpaa Visdommen. Sig mig minKjæreste, hvordan forholder detsigmed disse Følelser, dersaa
hurtigtfølgepaahinanden, dertrængeogbekæmpe hinanden hvert Øie-
blik? [...] Har De troetDem selv vexelvisatværeElendig, en Engel, en Gud, en Orm ellernogetendnuringere?« (7)
Ienbog omvenskab beskrives følsomhedensomtremodsætningspar (8):
Blide-stormfulde
Behagelige-pirrende
Veldædige-forstyrrende (veldædige=godgørende)
Ud over at være hinandens modsætninger, rummer ordene også ambiva¬
lensen ifølsomheden;atfølsomhedenpå énogsammetid skulleværevold¬
somogmådeholdende. Endnueteksempel på vekselvirkningen i følelserer dette brev, skrevet afHennings:
AugustAdolph
Friedrich Hennings, embedsmandog
forfatter, 1746-1826.
Herafbildeti 1784.
Henningshavde for¬
skellige embederog
varblandt andetamt¬
mandiHolsten. Han
varoplysnings- og
menneskeretsforkæm-
per.August Hennings
vartysk dannetmen havde dansk helstats-
sindelag.
jtrf.xu JPinneierq .
'
f//y s/, r/1 ~tr///s/y,r
c -/f/*'/.<c/fømm r/'Åt?'/' //?/(/ { //r;'x Yr/z/Aw
w>t/r //re/M/'/"r/;
»Deres breveretSjælemaleri, dererstrømmetoveri min Barm. Jo vi¬
derejeglæste, destomerestegminVarmegrad.MitTungsindvegforstær¬
kereFølelser, ogmithjerte slogiTakt med Deres. [...] Lidt efter lidt stil¬
ledes min Feber. Mine Drømmerier blev blidere, jegfølte mer end én Gang, atTaarervædedemitØie.« (9)
Sermanpå Schimmelmanns ogHennings' brevveksling, beskrives følsom¬
heden ved ordsomtårer, skælven, melankoli, lidelse,lyksalighed, tungsind, munterhed, fortvivlelse, elendighed, feber, angst,hjertebankenogdød. Det
erprimært ord, vi i dag forbinder mednoget negativt. Men i følsomheds-
kulturen blev detdepressive,det melankolske, ensbetydende med sande fø¬
lelser og, måske mest vigtigt, med en maskulin følsomhed. Følsomheden
blandt mænd varknyttet til de maskuline dyder og til mandens dannelse.
Melankolien blev anset for maskulin, og melankolien i følsomheden skal
dermed ikkeses somnogetnegativt. Tværtimod.
Eteksempel påfølsom handling, der indebarsorg og melankoli,var op¬
førelsen og anvendelsenaf Emiliekildemonumentet. Schimmelmann ejede
landstedet Sølyst nordfor København. Dahans første kone (Emilie) døde, opførte hanet monumenti parken ved Sølyst. Dettemonumenthavde ind¬
hugget et øje, hvorfra en kilde sprang. Det skulle være symbolet på den evige sorg og de evige tårer. Schimmelmanns anden hustru, Charlotte, var med til atdyrke sorgen overtabet af Emilie. Derblev holdt forskellige se¬
ancer ved monumentet, blandt andet koncerter og oplæsninger af digte.
Emiliekildenstegnpåsorg ogdybe følelser kunne således anvendesi andre henseender, udover i sorgen over den afdøde, til at udtrykke god og følel¬
sesfuld smag.
Fiktionen som
medspiller
-Det præ-romantiske
teaterFølsomhedensomfænomenfandtnogle af sine forskrifter i fiktionensver¬
den. I skønlitteraturen kunne følsomhandling studeres ogmodelleres. Det
vari samme periode,atdannelsesromanerne kom frem. Disse romanervi¬
stemed deresskildring af borgernes hverdagsliv idealerne forgod opførsel,
herunderfølsomhed(10). Beskrivelserne i romanerne varoftetættebeskri¬
velser afblikke, bevægelserogomgivelser. Helte og heltinders handlinger
kunne dermed studeresnøje. Romanernesfigurer kastede sig smertende på
senge,hulkede liggendeindoverbordeogfaldtomi hinandensarme.Skøn¬
hed, dyd, lidelse og død var gennemgåendetemaer. For 1700-årenes læser
beskrevbøgerne etkendt (borgerligt) miljø, og den læsende blev pirret af
den dramatiske handling (11). Det er, litteraturhistorisk set perioden, der læggeroptil romantikken.
En afde mest kendte historier, der har præget følsomhedskulturen, er Goethes fortællingom »DenungeWerthers lidelser«, somder også herre¬
fereres tilgentagne gange. Kort fortalt handler historien om en ungmand,
der forelskersig i enpige vednavnLotte. Pigen følger sin pligt, gifter sig
med denmand, dererhende tiltænktog erloyal overfor denne ægtemand.
Den unge Werther lider i sin uforløste kærlighed, og læseren følger/føler
hans smerte. Kærligheden tilLotte gjorde Werther sindssyg, og somresul¬
tatherafskød han sig selv (12).
»Werther« medførte enbølge af selvmord i Europa. Werthers selvmord
blev kopieret i mindste detalje, herunder detatiføre sigvestog gule hoser.
Bogenvar afsammegrund forbudt i Danmark i enperiode.
Eteksempel på »Wertherinspirationen« kansesi erindringsbogen »Grand¬
mamasBekiendelser«, hvor denungeSofie kurtiseres afenfølelsesfuldung
franskmand, hvem hun har måttet afvise. Reaktionenpå afvisningen beskri¬
vesbl.a.. således:
»Han blev længe borte, ogda han endelig kom igien, sagde han, atGa-
ronnehavde væretisaadan en Tilstand, at han ikke turdeforladeham, førend hans Tienerkom hiem. Hvad der isærforskrækkede min Broder,
var, athan havde sendtTieneren bort, ogathansladte Pistoler laapaa Bordet. [...] Mit Brevogdet Løvte,atminFader vilde komme til ham Da¬
gen efter, havde pludseliggivetham Taarer. Han havde grædt længe og
heftigt, men var endelig bleven mere roelig. Min Broder bragte migen seddelfra ham, hvorpaa kun stoed disse Ord, næsten udslættede afhans
Taarer:AdieuSophie —! Sophie Adieu!« (13).
Detersvært atfinde dedirektevidnesbyrd på følsom opførsel, altså kilder på det faktiske levede liv: hvordan opførte de sig egentligt? Nåroghvis de pågældende kilder findes,erdetsvært attolke, hvad dererfølsomt,oghvad
der ikkeer. Hvaderudtryk for god opførsel, oghvad erikke? Et eksempel
er, atder findes kilder, der beskriver, hvordandigtere (mænd) besøger gifte
damer i deres sovekammer for med hovedet i damens skødatlæse højtfor
dem. Der kannemtkomme enpikant tolkning ud af dette,mendeter ikke oplagt,atder skal tolkes 'pikanterier' ind i sådanne handlinger. Islutningen
af 1700-talletvardetikkeunormalt, atfeteredepersoner, somfor eksempel digtere, kunne gøre sligt. Detkan opfattes som enydelse og en genydelse
uden seksualmotiv. Dedamer, der blev læst for, varoftepersoner, somdig¬
ternevarøkonomiskafhængige af,ogfor damerne kunne detathaveenfe¬
teretperson tætpå livet bringe glans og succes i social henseende. For at forstået fænomensomforeksempel følsomheden, somden iengiven peri¬
odekommer tiludtryk i handlingogtale, måmanderforprøveatsebagom
ord oghandlinger foratafdækkemeningen.
Selvomvisse følsommehandlinger således blev praktisereti virkelighe¬
den, lader det til, at følsomheden i større grad er blevet udtrykt i tale og
skrift end i faktiske handlinger. Fiktionen spillede en vigtig rolle i de
følsommeudtryk, dafiktionen ofte blev anvendtsomanvisning på, hvorle¬
des bestemte følelser skulle udtrykkes, ogde reelle udtryk kunnemodelle¬
respå denne baggrund.
I brevvekslingen mellem Hennings og Schimmelmann anvendtes både
direkteog indirekte henvisninger til litteraturen, ogsætningerogudtryk fra
litteraturens verden blev brugt til at beskrive sindstilstande. Eksempelvis
blev Rosseaus idealer tydeligt beskrevet og tilbedt i brevene, og figurer,
heltesomantihelte fragræske tragedier, anvendtessombillederpå sindstil¬
stande.
»Himmel, hvilket rørende Maleri! Hvorjeg var ude afmigselv under Læsningen! DetharnæstenhelbredetmigforminMisanthropi. [....] Jeg fandt den vise Mentor lige saa lykkeligsom sin Elev. Beskuelsen afen
saadan Elskov kan lyksaliggjøre. Blotatlæse Skildringen deraf harnæ¬
sten tilfredsstilletmitHjerte« (14)
Eksemplet herer enkommentar skrevet afSchimmelmann efter genlæsnin¬
genafRosseaus »Emile«.
Naturen som
billedsprog
Ogsånaturenblev anvendt tilatbeskrivefølsomheden med. Inaturenkunne
manhente billederpå stemninger, ogdisse kunne anvendestil at sætteord
ogbilleder på følelser. Eksempelvis anvendte digteren Steffens naturen,da
han læste Goethes »Den unge Werthers lidelser«. Ved hjælp afnaturen kunneetbillede af Steffens følelser fremmales.Ienrejsedagbog skriver han:
»Farvelmørke, dunkleKlipper, mellem hvilkejegsad, læste Werthers Lei¬
den,føltemine ognød hine salige kummerfuldeTimer, hvor minelænge
tørreØineløboverafTaarer,somlettedemig....Naturenvardetsan¬
deste Billede paa minTilstand« (15).
Det vari samme periode, atden romantiske have havde sin glansperiode.
Et kendetegn ved den romantiske have var, at den skulle vise forskellige tableauer, så den vandrende derigennem kunne opleve stemningerogfølel¬
ser. Der var slyngede stier, der skjulte de overraskelser, der ventede rundt
omhjørnet. Tableauernevarmangfoldigeogkunneværehøjegrantræer,der
skulleilludereskov og ro,eller hytter (gernekopier fra udlandet), der skulle
illudere tænksomhed eller en eksotisk- anderledes - levevis og primiti¬
visme. Det kunne være vandfald, høje, kilder, mindesmærker, gynger og megetmere.Denromantiske havevar enkilde til oplevelser,ognaturenblev
i oguden for haven anvendt tilatbeskrive følelesestilstande med.
Noget af det, der karakteriserede både mændenes følsomhed og den
følsommehave, varmelankoli. Melankolienvar som nævntenbetydnings¬
fuld del af den maskulinefølsomhed.Detvarmænd, derdesignede haverne,
ogmed de toidealer (melankoli ogfølsomhed) kan det melankolske islæt
læses i de romantiske haver. I den klassiske fremstilling »Den romantiske
have« fra 1942udtrykker Christian Elling det således:
»De melankolske eller vildt-patetiske Havepartier var særligt yndede.
Naaletræsplantninger (ogsaa udenfor »norske Partier«)forfejlede her al¬
drig deres Virkning. Blot nogle faaFyrrer eller Grupper af Graner fik
straxVandringsmandensBrysttilatværkeoverLivetsVéoghans Øjnetil
atdugges isød Fortvivlelse-, hvisBrystetikke netopsvulmede af Stolt¬
hed ellerafevigeLøfter. Ihvertfald, Sjælen fyldtes af skrækkelig Ideali¬
tet.«(16).
Naturenblevsåledes anvendt tilatbilledliggøre bestemte følelser. Deter en mådeatudtrykke sigpå,som manogså kender i dag, måske tydeligst fra fil¬
mensverden.
Naturenstiltrækningoganvendelse i følsomhedensudtryk kan ogsåsesi brevvekslingen mellem Henningsog Schimmelmann. Hennings skriver ek¬
sempelvis:
»Jeggik ofte til Strandbredden, atsøgeNavnene, vihavde ridsetiSan¬
det, naarvibeundrede Naturen, snarti densmajestætiskeRo, snartun¬
der Stormen ogHavets Oprør, der udslettedevoreHændersVærk, opslu¬
gende deneppetegnedeNavne i sitBølgesvælg. —Jeghartilbragt hele
Timer paa vorGræsbænk, hvor deniHavetneddalende Solsaaoftefandt
ossamlede. En dyb Stilhed herskede iden tilgrændsende Skov, hvormit
hvileløse Blik tabtesig iSkyggerneogsyntes atforfølge ham, jeg islige
Øieblikkesavnede...<r(17).
Naturen kunne anvendes som spejl på følelserne, ogpå samme måde blev også forskellige vejrtyper anvendt som billeder på sindstilstande. Storm
blev på den ene side set somnoget rædselsvækkende, men på samme tid ogsåsomnogetpositivt. Stormensvildskabvaratsammenligne med deop¬
højedeog vilde følelser, som manselv kunne rumme. Det rædsomme var bådeskrækkeligtogdejligt, for det kunne understrege detægteogdybden i
følelserne. Detvar de voldsomme, ukontrollerbare og livstruende følelser,
dervar idealet. Hvor stormenvar det voldsomme, var sneen det blide, og den blevanset somjomfrueligog ren.
Følelsernebølgede fremogtilbage mellem det vildeogdet blide, og det
varimodsætningen mellem disse, det ønskværdige fandtes,menaldrig med
enovervægtaf detene eller det andet følelsesekstrem.
Netopdette ervigtigtat holde sig in mente. I 1700-årenes følsomheds-
kultur skulle grænsen kendes, ogdetvarvigtigt ikke blive revet formeget med af følsomheden. Trodsudskejelserneogdeømme ordvar detnødven¬
digtatkende reglerne.
Alderens indvirken
på følelser
Følsomheden kom tiludtryk i forskellige sammenhænge. Deterdog karak¬
teristisk,atdenprimærtblev formuleret i relation til venskab, kærlighed (til
det andetkøn)ogtil enselv. De følsomme udtrykvar enmåde, hvorpå den
enkelte kunne forholde sig til sig selvog egenerobring af den socialeom¬
verden. Følsomme forretningssamtaler lader ikke til atforekomme bortset
framellemmegetnære venner. Iden henseende kanman ansefølsomheds-
kulturensomet »ungdomsfænomen«, derpåvirkede enrækkepersonerien
Heinrich Ernst Schimmel- mann,greve, 1747-1831.
Schimmelmannsespå litografiaftrykket fra 1831.
ErnstSchimmelmann havde mangeembeder,
blandt andetsomfinans-
oghandelsminister. Schim¬
melmann var mæcenfor adskillige kunstnere ogvi¬
denskabsfolk, eksempelvis
JensBaggesen, Fr. Schiller
ogH. C. Ørsted. Det Schimmelmannskehjem og familiens omgangskreds
varpå flere mådertone¬
angivendeiKøbenhavn.
Schimmelmann var enstor elskeraffilosofi, æstetik
oglitteratur.
given periode. De fleste fralagde sig tendensen med alderen, men kunne
have træk af den medsig i (etmere alvorligt) voksenliv. Schimmelmann så tilbage på destormfulde følelser således:
»Dervar en Tid, da voreHjerterudgjøde sig ivoreBreve; deafmalede
med TroskabvoreTanker; detvarligesaamangePortræterafvorehem¬
melige Følelser, som videngang skjulte for profane Øine. Atskrive hin¬
anden tilvardengangen blidTrang, en Lindring forvoreLidelser. Vore Hjerter tilbad Heltemodet, Dyden, Venskabet; disse skjønne Billeder ud¬
gjordevoreDages Tillokkelser.Ak! Alt deterforsvundet«(18).
I brevvekslingen mellem Hennings ogSchimmelmann aftog følsomheden, jo ældre de blev. Venskabet blev grundlagt, da debeggevar i begyndelsen
aftyverne, ogjomere ansvarde med tiden blev pålagt, jo mindre udtrykt
følsomme blev de. Således aftog følsomheden efter Hennings' faders død
hvorHennings gradvistovertogfaderens rolleog ansvar.
Denskiftende følsomhed i relationen til alderbeskrivesi enbogom ven¬
skab således:
»I Hine styrte ofte de Lidenskaber frem afHiertets Dyd, som rivende
Skovstrømme afFieldkløfterne, som i disse enten igien hentørres, eller
blivertilstilleBække, dergiennemfrugtbare Dale slyngesighen mellem blomstrige Bredder.« (19).
Billedsproget erikke til at tagefejl af. Derudover bliver det udtrykt, atdet
atindeholdeen følsomhed, derkunne komme frem somdenrivende skov¬
strøm, fordrer, at naturenhargivetenmuligheden. Følsomheden blevaltså
ansetsom en medfødtevne,der imidlertid kunne kontrolleresogudtrykkes
i varierendegrad.
Grænser
for følsomheden
Følsomopførsel krævede indsigt ogFingerspitzengefuhl. Detkrævedes af
denenkelte,atvedkommende kunnegennemskue hvilke følelser, dervartil¬
ladelige iengiven situation.Dette indebaratkunne udnyttekendskabetom følelser til egen fordel, at kende udtryksformer og sproget bag den
følsommeopførselogikke mindstatkendegrænsernefor, hvad dervartil¬
ladeligt. Forstanden skulle være med bag den følende facade. Forstanden
var, somHennings udtrykte det, »den kolde Tilskuer« til følelsernes skue¬
spil. Til idealersom en dyrketfølelseogetdannet hjertelå også idealetom etøvetogforstandigt hoved (20).
Melankolivar somnævnt et følelsesudtryk, der knyttedes til maskulini¬
teten.Medicinsk blev melankolienforbundetmedhypokondriog somyder¬
ste konsekvens med selvmordet (21), men trods Werthers gloromspundne
selvmord i fiktionens verden blev selvmord bestemt ikke anset som ære¬
fuldt.
Melankolien måtte gerne udstilles somudtryk for mandens følsomhed,
men melankolien måtte ikke tage overhånd. Fornuften skulle stadig være den bærende faktor i manden.
Deterpå dette grundlag, at endnu et eksempel fra brevvekslingen mel¬
lem Hennings ogSchimmelmann må fremhæves. Hennings blev i enperi¬
ode meget melankolsk, og med baggrund i dette endte Hennings med at skrive selvmordstanker til Schimmelmann. Reaktionen fra Schimmelmann kom prompte: Hennings måtte være momentant sindssyg og måtte straks tagesig sammen.
»Desiger, atDeikke véd, omjegvirkeligtror, atDeviltageLivetafDem.
Hvilken Galskab attænke, atjegalvorlig har kunnet faa detteIndfald.
Hvadjegsagde, sagdejeg iSpøg, og saa megenSjælshøihed harjegal¬
tid tiltroetDem, atjegkunne ikke drømmeom, atdette Raserinogensinde
kundebetageDem.«(22).
Schimmelmann gavHenningsenmulighed for oprejsning ved atkalde bre¬
vet et udtryk for et feberanfald, og Schimmelmann selv brændte brevene,
hvis indhold han anså forfarligt.
Hennings var embedsmand ogkunne ikke tillade sig at true med sådant dårekisteri; grænsenfor følsomhedenoggod dannelsevaroverskredet.
Fornuft, følelse
ogmodernitet
Følsomheden i 1700-tallets slutningvar enkompleks størrelse. På den ene sidevardet moderneatudstille sig selv følelsesfuldt,ogpå den anden side
vardenneudstilling begrænset afenrække regler for, hvad god opførselog maskulin (eller feminin) dannelse indebar. Følelserne var således yderst
kontrollerede ogskalses ogforstås i denne sammenhæng. Forskrifter på fø¬
lelserne kunne blandt andet findes ifiktionen,og de beskrevne følelser blev
modelleret af den enkelte tilatpasseind i den kontekst,somvedkommende indgik i.
Den danske gruppe af følsomme begrænsede sig til en lille, elitær (og meget litterær) gruppe, der primært var følsomme i deres ungdom. I ek¬
semplet med brevvekslingen mellemErnst SchimmelmannogAugust Hen¬
nings ses temaer som skønlitteratur ognaturen anvendt i en følsom kom¬
munikation mellemtoungemænd. Ligeledeserdet maskuline idealom me¬
lankoli, som enpositiv følelseog enmådeatfremvise sine følelser, tydelig
i brevvekslingen. Trods forkærligheden for det melankolske var deret sta¬
digt krav om atholde følelserne inden forvisse rammer. Forstanden skulle
være enusynlig tilskuer til følelsernes spil ogskulle kunne bidrage tilmo¬
delleringen af følelsesudtrykkene, så devarpassendeogikke overskrednor¬
merogetik.
Umiddelbartvardeudstillede følelserihøj grad udtryk foreniscenesæt¬
telse af personeni dengruppe, sombrugte følsomhedensomudtryk formo¬
dernitet.
Slutningen af 1700-tallet er enperiode, der afmange erblevet betegnet
som detmodernes fødsel. Deter en periode, hvor mennesket som individ
træder ikarakter, oghvormennesket (eliten) skulle læreatdefineresig selv
iforhold til andre.Tidligere havde slægtenværetaltafgørende i det sociale liv, men det ændredes i slutningen af 1700-tallet. Enpersons egne meriter
blevaltafgørende for, hvordan vedkommende blev modtagetogacceptereti
det sociale liv. Følelserne kan ligeledes forstås i denne sammenhæng, idet
følelserneindgik i konstruktionen af selvet, ikke mindsti mødet med andre.
Noter
1 Andersen, Elin & Povlsen, K.K. (red): Tableau -det sublime øjeblik. Klim. Aarhus. 2001.
2 Eksempelvis: Barker-Bensfield, G.J.: The Culture ofSensibility. Sex and Society in Eighteenth- Century Britain. Chicago University Press. Chicago. 1992; Carter, Phillip: Men and the Emer-
genceofPolite Society, Britain 1660-1800. Person Education Ltd. Essex. 2001; Johnson, Claudia
L:Equivocal Beings. University of Chicago Press. 1995; Todd, Janet: Sensibilityanintroduction.
Methuen &co.Ltd. London. 1986. De fleste af dissetagerderes udgangspunkt i kvinders følel¬
ser,dog ikke Carter. 3 Spændende læsningomsalonkulturen findes i: Scott-Sørensen, Anne (red.): Nordisk Salonkultur. Odense Universitetsforlag. 1998. 4 Clausen, Julius: Fra Werther- Tiden. 1895 &Rahbek, K.L.:Ungdomskærlighed. Fra de skønnefølelsers tid. MemoirerogBreve, København. 1911. 5 Bloch,J: EnBrevvexlingfra Struense-Tiden. I: Bruun, Hovgaard & Rist:
Museum-Tidsskriftfor HistorieogGeografi. København. 1891 & Bloch, J: Brevvexling fra Au¬
gustHennings' Rejseri Jylland i Efteraaret 1779. I: Bruun, Hovgaard & Rist (red.): Museum-
Tidsskrift for HistorieogGeografi. København. 1894. 6 Wenzel: Manden af Verden. Køben¬
havn. 1818. 7 Bloch,J: EnBrevvexlingfraStruense-Tiden. I: Bruun, Hovgaard & Rist: Mu¬
seum-Tidsskriftfor HistorieogGeografi. København. 1891 s. 133. 8 Rahbek, K.L.: Om Ven¬
skab. København. 1800. 9 Bloch, J: EnBrevvexling fra Struense-Tiden. I: Bruun, Hovgaard &
Rist: Museum- Tidsskrift for HistorieogGeografi. København. 1891 s. 145. 10 Mai, Anne- Marie: Efterskrift. I:Mai, Anne-MarieogEsther Kielberg (red.): Moralske Fortællinger, Køben¬
havn, Borgen. 1994 . 11 Korte, Barbara: Theatralität der Emotionen. Zur Körpersprache im englishen Roman des 18. Jahrhunderts. I: Bentheim, Claudia; Flieg, A & Kasten (red.), I: Emo- tionalitätzurGeschichte derGejuhle. Böhlau. Köln. 2000. 12 Goethe,Johann Wolfgangvon:
Den Unge Werthers Lidelser. På dansk ved Frank Jæger. Gyldendal, København. 1982.
13 Thalbitzer, Sofie Dorothea: Grandmamas Bekiendelser. Memoirer og Breve. København.
1922. 14 Bloch, J: EnBrevvexling fra Struense-Tiden. I: Bruun, Hovgaard & Rist: Museum-
Tidsskriftfor HistorieogGeografi. København. 1891s. 148. 15 Daae,Ludvig: Af Henrik Stef¬
fens'sDagbogi Aaret 1794.1: Bruun, Hovgaard & Rist (red.): Museum-Tidsskriftfor Historieog
Geografi. København. 1894 bd. 2s336. 16 Elling, Christian: Den Romantiske Have-Danske Studier. København. 1942. 17 Bloch,J: En Brevvexling fra Struense-Tiden. I: Bruun, Hov¬
gaard&Rist:Museum-TidsskriftforHistorieogGeografi.København. 1891s.251. 18 Bloch,
J: EnBrevvexling fra Struense-Tiden. I: Bruun, Hovgaard & Rist: Museum-Tidsskriftfor Histo¬
rie ogGeografi. København. 1891 s.352. 19 Rahbek, K.L.: Om Venskab. København. 1800.
20 Rahbek,K.L: Kunstenatleve med MændefterGoethe,Lafontaine, WielandogJJ Rosseau.
Nytårsgave, København. 1801. 21 Muller, J. V: Selvmord efter dets medicinskeogmoralske Aarsagerbetragtet, Med hosføiede LevereglerogReceptertil Bedste for Hypochondriskeog me- lancholske Personerfor LægerogTænkende Læsere. København. 1796. 22 Bloch, J: En Brev¬
vexling fra Struense-Tiden.I: Bruun,Hovgaard& Rist: Museum-TidsskriftforHistorieogGeo¬
grafi.København. 1891 s.281.
Summary
Tender, stormy,
pleasant and exciting
-sensibility in
the late 1700s.
In the late 17hundreds sensible conductwaspartof the understandingofgoodmannersinasmall
elitist groupof peopleamong the Danish nobility and bourgeoisie. Theuseof sensibilitywas mainlyseenin socialgroupsthat had close tiesto literature, suchasthose known for hosting salonsor werepatrons to poets.
Inthis article, examples of the Danish sensibilityareshown primarily througha number of
letters writtenby Count Ernst Schimmelmann and his friend the civilservantAugustHennings.
Thesensibility displayedwasmainly connectedtowordsmorethanactions. The sensibility had
manyprecepts, reaching from strict sciencetothe world of fiction, gardening andnature.The
masculine and feminine sentimentswereconsideredtobeverydifferent, accordingtothe confines ofacceptable behaviour of thesexesduring this period.
Males oftenexpressed melancholy. Thiswasregardedaspositive,aslong itwastreated andcon- trolled within thecommonunderstanding of goodmanners.The ideals of sensibility hadabroad Spectrumcoveringconceptsfrom gentletohorrifying sentiments. Words liketears,fever, pain, and deathareused sideby side with words suchashappiness, joy, and delight in the letters expressing thesensibility.
The culture ofsensibilitycanbe understood intermsof theemergenceof modern society. In the modeling of the self, sensibility couldaetas atool in the construction of individuality. The culture ofsensibility must be understoodthrough the interaction between people and as a complex culturalphenomenon withmanyrules.
