ET
ORGANISATIONSKULTURELT PERSPEKTIV PÅ EKSTERNT
REGNSKABSVÆSEN
DEL I: METODEUDVIKLING
af Grethe Heldbjerg
Center for Småvirksomhedsforskning – CESFO Syddansk Universitet
CESFO Working Paper
Nr. 2004/2
2 Cand.rer.soc. Grethe Heldbjerg, Ph.D., er lektor i organisationssociologi ved Sektion for Organisation og Entrepre- neurship, Institut for Organisation og Ledelse, Syddansk Universitet.
Yderligere information
Center for Småvirksomhedsforskning Det samfundsvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet Engstien 1 DK-6000 Kolding
Tel.: +45 6550 1356 Fax.: +45 6550 1357 E-mail: cesfo@sam.sdu.dk
Web: www.CESFO.dk ISBN: 87-91070-11-2
ISSN: 1399-7203
Indholdsfortegnelse
Abstract ... 4
Indledning ... 4
1. Præsentation af videnskabsteoretiske og metodiske perspektiver ... 6
1.1 Det selvorganiserende systemperspektiv ... 7
1.2 Det værdiladede systemperspektiv ... 9
1.3 Det sociale sproghandlingsperspektiv ... 10
2. Fastlæggelse af videnskabsteoretisk og metodisk perspektiv ... 12
3. Vurderingskriterier... 15
4. Konklusive bemærkninger og perspektivering ... 20
Referencer ... 21
BILAG A ... 22
BILAG B ... 24
4 ET ORGANISATIONSKULTURELT PERSPEKTIV PÅ EKSTERNT REGNSKABSVÆSEN, DEL I: METODEUDVIKLING
Abstract
Sigtet med dette arbejdspapir er at udvikle og præsentere det videnskabsteoreti- ske og metodiske grundlag for et studium, hvis endemål er udvikling af vurde- ringskriterier til brug for evaluering af eksterne regnskaber – nærmere betegnet nonfinansielle regnskaber. I fastlæggelsen af det videnskabsteoretiske og metodi- ske perspektivs overordnede teoretiske tilgang anlægges der i forlængelse heraf et organisationskulturelt kombinationsperspektiv på regnskabsvæsen som fæno- men. Det valgte kombinationsperspektiv dækker over, at der både ses på dét, der er fælles for en organisationskultur; dét, der er forskelligt, og dét, der er fler- eller mangetydigt. I forlængelse heraf præsenteres kontrasten mellem positivi- stisk og humanistisk forskningsfilosofi med særligt henblik på, hvordan disse ud- mønter sig i forskellige sæt af vurderingskriterier. De vurderingskriterier, som arbejdspapiret her afrundes med en fremstilling af, er at betragte som en ramme for en senere inddragelse og diskussion af andre sæt af vurderingskriterier. Hen- sigten hermed er få nuanceret billedet af hvilke potentielle kriterier, der enten kan udvælges eller konstrueres, og dermed kan betragtes som relevante og brug- bare vurderingskriterier i evalueringer af nonfinansielle regnskaber.
Indledning
Et organisationskulturelt perspektiv på eksternt regnskabsvæsen, Del I:
Metodeudvikling er foranlediget af et igangværende tværfagligt forskningssamar- bejde inden for disciplinerne organisation og regnskabsvæsen med særligt fokus på nonfinansielle regnskaber. Hensigten hermed er blandt andet at udarbejde et fælles teorigrundlag og perspektiv, så disse regnskabstyper kan anskues og for- tolkes ud fra en fælles organisationsteoretisk synsvinkel på fænomenet. Da sam- arbejdspartnerne på dette projekt ikke bekender sig til et enkelt fælles og entydigt videnskabsteoretisk og metodisk ståsted, er hensigten med dette arbejdspapir et forsøg på at udarbejde et grundlag, som kan danne afsæt for det videre fælles arbejde – i første omgang rettet mod det teoriudviklende arbejde ud fra et organi- sationskulturelt perspektiv. Den anvendte ”vi”-form her i indeværende arbejds- papir refererer således til inspirationen fra dette samarbejde, selv om de øvrige samarbejdspartnere ikke har været direkte involveret i tilblivelsen af indholdet i dette arbejdspapir. Det er derfor indeværende forfatter alene, der indtil videre hæfter for den ordlyd og de synspunkter og argumenter, som fremgår af den føl-
gende fremstilling1. Det publiceringsmæssige endemål for dette tværfaglige pro- jektsamarbejde er en udgivelse i bogform.
Der er to hensigter med projektet, som skal ses successivt: For det første at ind- tænke eksternt regnskabsvæsen i en overordnet organisationsteoretisk og meto- disk referenceramme, for dernæst i forlængelse heraf at diskutere og udarbejde relevante kvalitative vurderingskriterier til brug for evaluering af nonfinansielle regnskaber.
Målgruppen kan være allehånde professionelle inden for revision, regnskabsvæ- sen og rådgivning over en bred kam. Set under disse professionssynsvinkler kan et organisationskulturelt perspektiv på regnskabsvæsen eksempelvis lede frem til en rådgivning om valg af regnskabstyper, der bygger på den opfattelse, at en for- ståelse af den givne organisationskultur er en væsentlig forudsætning for at kun- ne rådgive hensigtsmæssigt. For nærværende tænker vi på rådgivning om – og efter eventuel indførsel senere revision af – hvilke nonfinansielle regnskabstyper, en organisation med fordel kan indføre, og hvilke organisationen helt eller delvist skal holde fingrene fra, indtil der reelt er foretaget en vurdering af, om en given indførsel vil medføre noget på positivsiden.
At vi i denne indledende projektfase har valgt at publicere i CESFO-regi, skal ses i lyset af, at små virksomheder kan blive mellemstore eller endog store organisa- tioner. Via kendskab til, viden om og indsigt i den lille virksomhed har de givne rådgivere mulighed for at opnå en kulturel forståelse af denne. Såfremt virksom- heden vokser – planlagt eller uplanlagt – har rådgiverne således muligheden for at vurdere og rådgive om, hvilke eventuelle regnskabstyper og kombinationer, der kommunikerer dét, som virksomhedskulturen både internt og eksternt er – eller må blive – i stand til at leve op til, og hvilke ikke.
Vores metodiske tilgang og paradigmatiske perspektiv fastlægges her som en tankegang, der kan betegnes som overvejende kombinatorisk på det epistemolo- giske og det metodologiske niveau. For nærværende problemstilling kan der ud fra vores individuelle ontologiske ståsteder være tale om både det selvorganise- rende systemperspektiv, det værdiladede systemperspektiv og det sociale sprog- handlingsperspektiv, hvor førstnævnte isoleret betragtet falder ind under neoposi- tivismen, næstnævnte under kritisk teori og sidstnævnte under socialkonstrukti- vismen. For en nærmere præsentation af hele det paradigmatiske spektrum med reference til I. Arbnor & B. Bjerke (1994) henvises til Bilag A. I det følgende
1 Deltagerne i projektsamarbejdet er: Revisorassistent, cand.merc.aud. Rikke Bonde; Lektor,
cand.rer.soc. Grethe Heldbjerg, Ph.D.; Revisorassistent, cand.merc.aud. Trine Hauge Johansen; Statsauto- riseret Revisor, cand.merc.aud. Flemming Tost, og Lektor, cand.merc.aud. Bent Warming-Rasmussen, Ph.D.
6 inddrages alene de perspektiver, som ovennævnte forfattergruppe udtrykker sig som eksponenter for. Efter en kort introduktion af hvert enkelt af disse tre per- spektiver uddybes disse, og relateres herefter til eksternt regnskabsvæsen som genstandsfelt via inddragelse af S. Hartmanns (1999) videnskabsteoretiske og metodiske refleksioner over temaet2. Disse refleksioner er forankret i G. Burrell
& G. Morgans (1994) organisationssociologiske paradigmer, som er præsenteret i Bilag B. I forlængelse heraf inddrages Martin & Meyersons kombinatoriske per- spektiv på kultur (Martin 2002) som inspirationsgrundlag i fastlæggelsen af det videnskabsteoretiske og metodiske perspektiv, der udgør de grundlæggende an- tagelser for det videre teoriudviklingsarbejde i Et organisationskulturelt perspek- tiv på eksternt regnskabsvæsen, Del II: Teoriudvikling, der ligeledes i første om- gang forventes publiceret som arbejdspapir i CESFO-regi. Endelig runder vi for indeværende af med en overordnet præsentation af positivistiske og humanistiske vurderingskriterier med primær reference til E.C. Hirschman (1986). Disse vur- deringskriterier er i idealtypisk forstand at betragte som yderpunkter på et konti- nuum, og udgør rammen for de forskellige sæt af vurderingskriterier, som vi i en senere fase af vores arbejde vil inddrage i vores diskussion og argumentation med henblik på at fremstille kvalitative vurderingskriterier til evaluering af non- finansielle regnskaber3.
1. Præsentation af videnskabsteoretiske og metodiske perspektiver Repræsentanter for det selvorganiserende systemperspektiv vil ontologisk set betragte virksomhedsorganisationen som en agerende enhed, der handler og til- passer sig i en verden, der er objektiv og determinerende; men som vi kun kan erkende i en modificeret objektiv form, og dermed heller ikke kan undersøge til fuldstændighed rent metodologisk, da vores viden og kundskaber er begrænset og bestemt af den teoretiske og praktiske systemverden, vi agerer i og er den del af.
2 Her finder vi det på sin plads at nævne, at for os bekendt er det Jan Mouritsen (1990, pp. 147-167), der som den første i dansk forskerregi beskæftiger sig med en videnskabsteoretisk belysning af det eksterne regnskabsvæsen. Givet tidspunktet er fokus overordnet set på finansielle regnskabsteoretiske skoler, der videnskabsteoretisk set er karakteriseret ved: 1) Den dataorienterede metateori, som sætter fokus på må- linger af en virksomhedsorganisations økonomi; 2) Den beslutningstagerorienterede metateori med fokus på individers anvendelse af information; 3) Den beslutningsmodelorienterede metateori med fokus på ideelle beslutningsmodeller, og 4) Den virksomhedsorienterede metateori med fokus på virksomhedsor- ganisationernes strategiske positionering. Selv om vores tilgang og skæring er en anden, finder vi det værd at nævne, at især sidstnævnte skole præsenterer en initial forståelse af fænomenet nonfinansielle regnskaber – specifikt i relation til Corporate Image og branding via forskellige typer af nonfinansielle regnskaber.
3 I og med at vi senere i projektsamarbejdet vil tage afsæt i at diskutere flere forskellige sæt af vurde- ringskriterier, finder vi det således relevant rent videnskabsteoretisk og metodisk også at referere og tage afsæt i flere forskellige paradigmeopfattelser og paradigmeinddelinger. Dvs., at der længere fremme i projektsamarbejdet inddrages flere end de, der er medtaget her.
Repræsentanter for det værdiladede systemperspektiv hylder ligeledes et objekti- vistisk ståsted, hvad det ontologiske niveau angår; mens de på det epistemolo- giske niveau taler om eksistensen af flere forskellige erkendemåder, og dermed kombinerer en deterministisk og voluntaristisk opfattelse af, at virksomhedsorga- nisationens medlemmer er aktører med forskellige værdier, hvorfor konstruktio- ner af organisationer og undersøgelse af disse på det metodologiske niveau kan falde forskelligt ud afhængig af den givne kontekst.
Endelig tegner repræsentanter for det sociale sproghandlingsperspektiv sig for den opfattelse, at sproget anvendes subjektivt og konstituerer vores ontologi, som derved udgøres af en kontekstafhængig relativitet og voluntaristiske konstruktio- ner, der dermed også gør sig gældende på det epistemologiske niveau med hen- syn til anerkendelsen af forskellige måder at erkende på, og i forlængelse heraf konstituerer en metodologisk konstruktions- og undersøgelsesopfattelse, hvor en virksomhedsorganisation alene skabes og genskabes via medlemmernes handlin- ger. Her præsenteres de tre perspektiver som baggrund for at nå frem til et fælles argumenteret metodologisk perspektiv for forfattergruppen som helhed.
1.1 Det selvorganiserende systemperspektiv
Under det selvorganiserende systemperspektiv ses tilpasning og strukturforan- dring som værende af overordentlig stor betydning. Derfor rettes fokus mod strukturudviklende mekanismer; og på grund af systemets åbenhed over for om- givelserne bliver der også sat fokus på positiv feedback og indlæring. Det selvor- ganiserende systemperspektiv opererer således både med negativ og positiv feed- back, hvor negativ feedback er en nødvendighed i beskyttelsen af systemet mod variationer og forstyrrelser; og positiv feedback er nødvendig i håndteringen af de mere alvorlige afvigelser, der optræder i det omgivende systemmiljø. I den forbindelse drejer det sig blandt andet om at indføre nye forestillinger, som er bedre til at forklare end de hidtidige, og derved sætte systemet i stand til at orga- nisere en ny struktur, når der optræder en helt ny situation, hvor det måske ikke længere er muligt at fortsætte med den hidtidige struktur på grund af begræns- ninger i dens formåen. Det betyder, at systemet her i sig selv opfattes som et læ- rende system, der har mulighed for at overskride sine oprindelige grænser og egenskaber, samt former for adfærd (I. Arbnor & B. Bjerke 1994, pp. 139-141).
Ses verden under det selvorganiserende systemperspektiv, opfattes virkeligheden som en verden af symbolsk diskurs eller samtale; og en leder af en organisation eller virksomhed er en person, der ser fremskridt og forandring som en domine- rende del af sin symbolverden. Nye organisationer og nye tiltag i eksisterende organisationer skabes via en kultur, der opfatter og betragter organisatoriske an- liggender som symboler på spændende udvikling, hvor organisationens udvik-
8 lingsprocesser forbedres ved at påvirke udviklingskulturen gennem tilpassede (forretnings-) image- og identitetsskabende symboler (I. Arbnor & B. Bjerke 1994, pp. 58-59).
Essensen af det selvorganiserende systemperspektiv er, at det system, der er bedst til at lære både at samarbejde med - og forsvare sig mod – omgivelserne, er det system, der når de mest tilfredsstillende resultater, hvad enten det drejer sig om vækst eller overlevelse. Systemet kan under ét ses som et væsen, der er målo- rienteret, hvor mennesker indgår i et organisatorisk system som i et fællesskab;
og hvor de relationer, der knytter menneskers forskellige færdigheder sammen til en helhed, udtrykker, at der etableres en positiv eller negativ synergieffekt i læ- ringen via systemet – en læring, der går ud over, hvad de enkelte medlemmer kan bidrage med, hvis man blot betragter læring som noget, der i analytisk positivi- stisk forstand kan adderes eller lægges sammen for at opnå en virkning. Systemet opfattes her som lederstyret, men lederstyret ud fra den betragtning, at omgivel- serne er determinerende for den lederstyrede adfærd.
Hvis lederen her skal kunne agere i forhold til organisationen som lærende sy- stem, må det blandt andet betyde etablering og implementering af systemer, der gør det muligt at håndtere den (forretningsmæssige) image- og identitetsskabende symbolverden ved at betragte organisationen som en slags selvstændigt væsen i forhold til supersystemet i form af det omgivende systemmiljø. Læring må såle- des kunne siges at udtrykke organisationens væsen og evne til at reagere og væl- ge i kraft af lederens og andres evne til at indgå i systemet og agere funktionelt som interagerende elementer.
Rettes blikket mod regnskabsvæsenet som sådan, men stadig med overordnet fokus og sigte på eksterne regnskaber, har Stig Hartmann (1999) et bud på den indsigt fra regnskabsforskningen og dens anvendelse, som forskellige paradigma- tiske perspektiver kan levere. Hvad vi her karakteriserer som det selvorganise- rende systemperspektiv, falder hos Hartmann ind under det funktionalistiske be- grebsparadigme og en overvejende konsensusopfattelse i form af et regulerings- perspektiv (Hartmann 1999, p. 78). Under dette perspektiv er der tale om, at den indsigt, vi kan erhverve fra regnskabsforskningen, er indsigten i økonomiske lo- ve, som forklarer organisationen og dens måde at fungere på, samt viden om pro- cedurer for registrering og de dertil knyttede registreringsteknikker. I forlængelse heraf ligger den antagelse, at der kan fremstilles et retvisende billede af organisa- tionen; og der kan gives bud på hvilke behov, der er for informationer i helt spe- cifikke eller konkrete situationer, samt opnås indsigt i menneskers adfærd og de bevæggrunde, der motiverer dem. Det vil sige, at en given leder har mulighed for at anvende regnskabsforskningen til at beskrive organisationens aktiviteter, blandt andet med henblik på at effektivisere organisationens aktiviteter såvel in-
ternt som eksternt i forhold til omgivelserne. Desuden kan denne indsigt og viden anvendes til at etablere hensigtsmæssige informationssystemer og fastlægge for- målstjenlige budgetter og målsætninger, samt til at vurdere i hvilken grad og hvilket omfang medarbejderne skal inddrages ved etablering af nye regnskabssy- stemer og rapporteringsformer (S. Hartmann 1999, p. 91).
1.2 Det værdiladede systemperspektiv
Under det værdiladede systemperspektiv gør de samme grundlæggende antagel- ser sig gældende som under det selvorganiserende systemperspektiv. Dertil kommer en udvidet antagelse om tilstedeværelsen af værdier, der udmønter sig i form af en kultur. Kultur vil her sige de grundlæggende vurderinger i organisati- onen, som udvikles til at ”… fungere som et filter, hvor igennem de forskellige forestillinger og ambitioner sorteres. Man fandt blandt andet ud af, at hvis det reelle [i betydningen virkelige] systems kultur ikke var modtagelig for forslag til nye systemkonstruktioner, var det praktisk taget umuligt at gennemføre sådanne forslag.” (I. Arbnor & B. Bjerke 1994, p. 140).
Her betragtes systemer ikke længere kun som åbne, lærende og strukturforan- drende helheder, men også som helheder, der rummer eller består af færdigheder og interesser hos de individer, der som en del af systemet går ind og deltager i læringsprocesser og strukturforandringer (I. Arbnor & B. Bjerke 1994, pp. 141 &
140). Subjektive og individuelle værdier - og dermed en åbning mod antagelsen om betydningen af det subjektive og voluntaristiske elements indflydelse i epistemologisk henseende – vinder her indpas i det overordnet set objektive og deterministiske neopositivistiske paradigme. Det betyder, at fortolkningen af det givne system er konstitueret med reference til antagelsen om eksistensen af både en objektivt givet virkelighed og en subjektiv udlægning og konstruktion heraf, som udmønter sig i form af provisoriske sandheder.
I sin essens er systemet ikke længere kun et væsen, der som helhed agerer i for- hold til omgivelserne, men får nu sit eget interne liv via de deltagende individer, der også får indflydelse på forholdene i kraft af de værdier, disse individer både har med sig fra omgivelserne og udvikler i samspil med andre, når de optræder som medlemmer af – og som differentierede subsystemer og subkulturer i - det givne organisatoriske system og dets omgivelser. Ikke kun lederen, men også de øvrige individuelle medlemmer tilskrives muligheden for at udvikle unikke moti- ver og interesser. Det medfører, at de muligheder, der læses og tolkes ud af om- givelserne, bringes i anvendelse på forskellig vis i den måde, som organisationer skabes, opfattes og symboludvikles på.
10 Retter vi her blikket mod regnskabsvæsenet, vil det, vi her karakteriserer som det værdiladede systemperspektiv, for Hartmann falde under henholdsvis det radikal- strukturalistiske begrebsparadigme og til dels det begrebsparadigme, der karakte- riseres som det radikalhumanistiske og postmodernistiske, hvor begge her er ud- tryk for en overvejende konfliktopfattelse i form af det radikale forandringsper- spektiv (S. Hartmann 1999, p. 78)4.
Ses det værdiladede systemperspektiv gennem radikalstrukturalistiske briller, formidler indsigten fra regnskabsforskningen det budskab, at den samfundsmæs- sige arbejdsdeling på den ene side betyder, at effektiviteten øges, og på den an- den side øges opkomsten af kontrol, undertrykkelse og fremmedgørelse. Det be- tyder, at ledere kan anvende regnskaber til at kontrollere medarbejderne, og i for- længelse heraf kan regnskaber anvendes til at vedligeholde status quo i form af den eksisterende sociale orden i organisationen. Regnskaber anskues her ikke som neutrale, men ses som værdiladede modeller, procedurer og teknikker; da regnskaber kan anvendes til at skjule de sagsforhold, som det ikke er i ejernes interesse at få frem, og vise versa (S. Hartmann 1999, p. 91).
Ses det værdiladede systemperspektiv gennem radikalhumanistiske og postmo- dernistiske briller, formidler indsigten fra regnskabsforskningen det budskab, at regnskaber er en del af en samfundsmæssig overordnet og almen effektivitetsdi- skurs, som ledere er bundet af, såfremt de vedblivende vil være ledere. Som vi skal se nærmere på i det kommende arbejdspapir, Del II: Teoriudvikling, kan regnskaber også tilknyttes og indgå i andre samfundsmæssige diskurser end den økonomisk finansielle – diskurser om eksempelvis branding, etik, miljø og viden.
Det betyder, at ledere kan benytte regnskaber til at formidle en identitet om sig selv og deres organisation, så de fremtræder som rationelle og effektive. Endvi- dere kan regnskaber betragtes som værende en del af underholdningsindustrien:
”Regnskabsvæsen er én blandt mange måder at fortælle en underholdende histo- rie på.” (S. Hartmann 1999, p. 91).
1.3 Det sociale sproghandlingsperspektiv
Under det sociale sproghandlingsperspektiv er det de kollektive eller sociale handlinger, der fokuseres på som menings- og betydningsbærende forståelses- grundlag. Disse handlinger konstitueres og rekonstitueres via deltagernes subjek- tive og voluntaristiske fortolkninger og intersubjektive dialoger.
4 Som vi vil se senere, kan det postmoderne eller det postindustrielle ikke kun ses i et radikalt foran- dringsperspektiv byggende på en konfliktopfattelse, men også, som vi vælger at gøre det, ses under et socialkonstruktivistisk perspektiv med reference til eksistensen af fragmentation og tvetydighed i fortolk- ningen af eksempelvis regnskabsmæssige handlinger.
Ses verden i et socialt sproghandlingsperspektiv, opfattes virkeligheden som en social konstruktion, det vil sige, at den er kollektivt skabt via sproglig interaktion og handling. F.eks. er en leder af en organisation eller virksomhed en person, der ser det at skabe noget som en dominerende del af sin hverdagsvirkelighed. Nye organisationer og organisationstiltag skabes gennem dét, at organisationsudvik- ling udgør et naturligt aspekt af konstruktionen af den sociale virkelighed; og hvor det at forbedre udviklingsprocessen for organisationen sker ved at aktivere og forny sprogspillet om – og handlingerne i – organisationens (forretnings- )tiltag og anliggender (I. Arbnor & B. Bjerke 1994, pp. 58-59).
Essentielt set er der tale om en kollektivt skabt selvrealisering, hvor det at konsti- tuere sig som f.eks. entrepreneur eller innovatør inden for et område er én mulig- hed blandt mange andre i hverdagslivet, alt afhængig af, hvem man er - og vil være eller blive - i forhold til de øvrige aktører, man spiller sammen med gennem sociale sproghandlinger i det dagligdags liv. Mennesker og deres udspillede rol- ler kan ses som konstitueret af forskellige fællesskaber med hver deres identitet, og af forbund af fællesskaber, som i indbyrdes samspil konstituerer motiver og interesser for den enkelte til at skabe nye organisationstiltag. Organisationer er ud fra en sproglig og dialektisk betragtning således også socialt konstruerede fæl- lesskaber, der indgår i - og dermed konstruerer og rekonstruerer - netværksfor- bindelser med hverandre.
Retter vi igen blikket mod regnskabsvæsenet, vil det, vi her karakteriserer som det sociale sproghandlingsperspektiv, hos Hartmann (1999, p. 91) falde under det fortolkningsvidenskabelige begrebsparadigme og en overvejende konsensusop- fattelse i form af et reguleringsperspektiv (Ibid. p. 78)5. Under dette perspektiv er der tale om, at den indsigt, vi kan erhverve fra regnskabsforskningen, er en for- ståelse af de måder, som mennesker konstruerer virkelighedsbilleder af organisa- tionen og dens omgivelser på gennem social interaktion og forhandling med an- dre mennesker. Det betyder, at ledere gennem valg og/eller konstruktion af regn- skabsmodeller kan beslutte, hvad det er for nogle billeder af organisationen og dens omgivelser, der skal formidles såvel internt som eksternt. Viden om og for- ståelsen af inskriptioner og disses betydning sætter ledere i stand til bevidst at sætte bestemte sager på dagsordenen, og nedtone eller direkte skjule andre sager og forhold. Her får regnskabssprogets betydning således flere nuancer i den hen- seende, at det skal skabe mening og legitimere de handlinger, der finder – eller har fundet – sted. Det sker blandt andet via regionalisering af virkeligheden i den betydning, ”at lederne gennem valg af regnskabsmodeller kan mobilisere bestem- te dele af organisationen [og/eller omgivelserne] på bekostning af andre dele.”
(S. Hartmann 1999, p. 85).
5 En uddybning heraf fremgår af Bilag B: G. Burrell & G. Morgans fire organisationssociologiske para- digmer.
12 Det er i forlængelse af denne præsentation, at vi nu skal tage stilling til, hvordan vi i dette projektsamarbejde på en både loyal og hensigtsmæssig måde kan forene vores forskellige ståsteder eller perspektiver, så der dannes rum for etableringen af et teoretisk perspektiv, som forfattergruppen som helhed sender som et fælles signal samtidig med, at hvert enkelt medlem levnes plads til sin måde at forstå og fortolke problemstillingens tema på. Her står vi således over for lidt af en gordisk knude. Som vi ved, valgte Alexander den Store (356-323 f.v.t.) at hugge den over. Det bliver vi måske nok også nødt til. Spørgsmålet er så blot, hvordan snit- tet skal lægges. Det vil der blive set nærmere på i det følgende afsnit.
2. Fastlæggelse af videnskabsteoretisk og metodisk perspektiv
Med henblik på vores annoncering af et overordnet kulturteoretisk perspektiv på vores problemstilling vil vi i den forbindelse inddrage et citat af Jesper Piihl, som runder af med at stille et spørgsmål:
„Hårde tilgange har naturligvis blik for kultur og processer – men ofte på en so- cialt forarmet måde: Kultur er en variabel, der kan skrues på sammen med de andre dele i systemet! Modsat har bløde tilgange blik for strukturer og systemer – men ofte på en sådan måde, så systemer og strukturer ses som manifestationer af kulturen mere end som noget med selvstændig konsekvens! Men kan disse for- skellige tilgange ikke ses som alternativer, der står til rådighed for ledelse, mere end som trosretninger?” (J. Piihl 2003, p. 1).
Vi kunne i forlængelse heraf vælge at anlægge det værdiladede systemperspektiv, da det tager højde for eksistensen af såvel det determinerende og objektive stå- sted i ontologisk henseende som det voluntaristiske og subjektive ståsted i epistemologisk og metodologisk henseende, og på den måde kombinere de „hår- de“ og de „bløde“ tilgange. Hvad vinder vi af indsigt ved at gøre dette?
Træffer vi det valg, kan vi på den ene side skele til det selvorganiserende sy- stemperspektiv, og dermed vinde indsigt i både dét, som er så fælles og integre- rende i en forestillingsverden, at vi kan tale om, at virksomheden eller organisa- tionen agerer som en strukturel enhed eller helhed i eksempelvis forholdet til markedet, og indsigt i dét, som er så forskelligt og differentierende i denne fore- stillingsverden, at vi kan tale om eksistensen af subsystemer eller subkulturer, hvor virksomheden eller organisationen består af konglomerater af aktører, der bidrager med deres værdier til vedligeholdelsen og/eller forandringen af de møn- stre, som udgør disse subsystemer og deres forskellige måder at forholde sig på i forhold til såvel de interne som eksterne omgivelser.
På den anden side kan vi skele til det sociale sproghandlingsperspektiv i form af en socialkonstruktivistisk erkendemåde og metodologi, hvor vi betoner det for- hold, at værdierne bæres og konstitueres af sproget, og foranlediger det hand- lingspotentiale, sprogliggørelsen rummer eller giver anledning til og mulighed for, hvorved vi flytter vægten fra virksomhedsorganisationen som aktør over mod individerne som aktører med den konsekvens, at strukturer og processer ses som manifestationer af medlemmernes handlinger samtidig med, at det overordnede ontologiske ståsted stadig er, at virkeligheden er objektivt givet.
Et synspunkt kunne også være, at vi forsøger at skele til begge sider, men det kan ikke lade sig gøre – hverken i teori eller praksis – prøv selv, fokus forsvinder, og vi kan ingenting se! Vi står nemlig stadig tilbage med dét, vi også i vores tilfælde må kalde det ontologiske dilemma: Er virkeligheden en objektiv realitet, eller er den en social konstruktion?
I forsøget på at løse vores gordiske knude vil vi nu se på, om vi rent erkendel- sesmæssigt kan stille os i en position, hvor den synsvinkel, vi anlægger, rummer mulighed for både at fokusere på det fælles, det forskellige og det mangetydige i kulturen. Ved at se verden ud fra den position, som et socialkonstruktivistisk for- tolkningsperspektiv repræsenterer, kan vi anlægge den ontologiske opfattelse, at såvel det selvorganiserende systemperspektiv, det værdiladede systemperspektiv som det sociale sproghandlingsperspektiv er udtryk for, at der fokuseres på orga- nisationskultur ved at se på alle tre perspektiver ud fra den opfattelse, at der er tale om sociale konstruktioner, der objektiviseres på vidt forskellig vis i tid og rum. Ved at betragte de tre perspektiver under den synsvinkel, at de er sociale konstruktioner, tilskrives de lige gyldighed og samtidighed i eksistens. Det bety- der, at de tre perspektiver anerkendes som lige værdige erkendemåder med hver deres forståelses- og forklaringskraft, og at de ved at blive anvendt i en kombina- torisk helhedsbetragtning belyser det givne genstandsfelt ud fra en varieret og dermed bredere optik, og på den måde bidrager til at opnå en mere nuanceret ind- sigt end dén, anlæggelsen af et enkelt perspektiv isoleret betragtet kunne give. Til det formål vil vi inddrage Martin & Meyersons kombinatoriske tilgang som en referenceramme, hvor de tre perspektiver med hver sit grundlæggende sigte sam- les under en hat. Her argumenteres for, at studier af organisationskulturer giver øget indsigt, hvis man samtidig benytter sig af både et integrativt, et differentieret og et fragmenteret syn på kultur (Martin 2002, p. 120).
14 Skema 2.1: Begrebsmæssig karakteristik af tre perspektiver på organisati- onskultur
Integration Differentiation Fragmentation Konsensusorientering Organisations-
omfattende konsensus
Subkulturel kon- sensus
Mangel på/fravær af konsensus Relation mellem mani-
festationer
Konsistens Inkonsistens Ingen klar kon- sistens eller inkonsistens Tvetydighedsorientering Udelukker den Kanaliserer/placerer
den uden for sub- kulturerne
Anerkender den
Kilde: J. Martin, 2002 p. 95; tilvirket p.b.a. figur 3 i Meyerson & Martin, 1987;
tabel 1 i Martin & Meyerson, 1988; tabel 1.1 i Frost, Moore, Louis, Lundberg &
Martin, 1991, og Martin 1992a.
Analogt til det selvorganiserende systemperspektiv, hvor lederen styrer ved på bedst mulig vis at tilpasse sin organisation til omgivelserne, og organisationen ses som en handlende enhed, vil de særlige kendetegn for integrationsperspekti- vet være, at flertallet af medlemmerne tilslutter sig nogle bestemte aspekter af kulturen. Via denne fælles tilslutning produceres der konsistente og entydige for- tolkninger af, hvad der end måtte vise sig i den organisatoriske verden. Nøgleor- dene her er således: Konsistens på tværs af manifestationer; vidt udbredt konsen- sus; entydighed og gennemsigtighed (clarity), og dermed fravær af subkulturer, samt eksistens af blindhed over for tvetydigheder.
Analogt til det værdiladede systemperspektiv, hvor ideel ledelse må bedrives med skyldig hensyntagen til medlemmernes heterogene værdier og grupperinger i for- hold til organisationens ageren, vil de særlige kendetegn for differentiationsper- spektivet være, at der udover det fælles vil være andre aspekter af kulturen, som de forskellige medlemmer og grupper fortolker forskelligt. Det betyder, at der skabes overlappende og iboende subkulturer. Disse subkulturer og deres indbyr- des relationer kan være harmoniske, konfliktprægede eller ikke eksisterende.
Nøgleordene er her: Inkonsistens på tværs af manifestationer; konsensus, enty- dighed og gennemsigtighed eksisterer alene internt i subkulturerne; oftest tabes blikket for det fælles i kulturen som helhed, og tvetydigheder ledes væk eller holdes ude.
Analogt til det sociale sproghandlingsperspektiv, hvor (muligheden for) organi- satorisk styring og ledelse kan ses som et produkt eller en manifestation af kultu- ren, vil de særlige kendetegn for fragmentationsperspektivet bestå i, at nogle aspekter ved kulturen vil blive gjort til genstand for tvetydige fortolkninger – karakteriseret ved eksempelvis ironiseren, forekomsten af paradokser og uforene- lige spændingsforhold. Nøgleordene her er: Tvetydigheden er i fokus, og dermed opstår der blinde vinkler i forhold til den entydighed og gennemsigtighed, der både er til stede i integrationsperspektivets konsistensbegreb og differentiations- perspektivets inkonsistensbegreb: ”I stedet for at lede efter konsensus inden for de kulturelle eller subkulturelle grænser, finder fragmentationsperspektivet alene forbigående, temaspecifikke ligheder.” (J. Martin 2002, p. 120).
Ved at anlægge alle tre perspektiver under en fælles kombinatorisk synsvinkel på eksternt regnskabsvæsen som organisationskulturelt fænomen skulle der således kunne tages højde for eksistensen af flere forskellige paradigmatiske ståsteder og tilgange hos de individuelle medlemmer i dette forskningssamarbejde. Det frem- tidige samarbejde vil vise, i hvilken grad og hvilket omfang denne hensigt vil vise sig realiserbar. Foreløbig følges metodeudviklingen her i dette arbejdspapir op i form af et arbejdspapir med titlen: Et organisationskulturelt perspektiv på eksternt regnskabsvæsen, Del II: Teoriudvikling, hvor der gås i dybden med tak- sonomien og den mere specifikke teoriudvikling.
3. Vurderingskriterier
Som anført i indledningen til dette arbejdspapir rundes der her af med en præsen- tation af E.C. Hirschmans positivistiske og humanistiske vurderingskriterier, der her ses som de grænsebegreber, og samtidig også udgør den ramme, vi senere vil anvende som reference for vores diskussion af og argumentation for valg og ud- vikling af vurderingskriterier til brug for evaluering af nonfinansielle regnskaber.
Inden da ser vi lige først på de grundlæggende filosofiske antagelser, der udgør de bagvedliggende opfattelser af henholdsvis positivistisk og humanistisk viden- skab i ontologisk forstand.
16 Skema 3.1 Kontrasten mellem positivistisk og humanistisk filosofi
Den positivistiske metafysik Den humanistiske metafysik Der er én enkelt virkelighed, sammen-
sat af discrete elementer
Mennesker konstruerer mangfoldige virkeligheder
Forskeren og fænomenet et uafhængige af hinanden – ’jeg – det’ opfattelse
Forskere og fænomen er gensidigt in- teragerende – ’jeg – du’ opfattelse
Det er muligt og ønskværdigt at udvik- le sande udsagn, som er generaliserbare over tid og rum – ahistorisk opfattelse
Forskning er rettet mod udviklingen af ideografisk viden – historisk opfattelse
Virkelighedens elementer kan opdeles i årsager og virkninger – kausalsammen- hænge
Fænomenale aspekter kan ikke opdeles i ’årsager og virkninger’
Det er muligt og ønskværdigt at opda- ge/afdække værdifri, objektiv viden
Forskning har en iboende værdiladet- hed
Kilde: G. Heldbjerg; egen tilvirkning p.b.a. E.C. Hirschman 1986, p. 239.
E.C. Hirschman selv trækker her grænserne hårdt op mellem positivisme og hu- manisme, i og med at hun indtager det standpunkt, at da de to filosofiske opfat- telser af virkeligheden er baseret på essentielt set to fundamentalt forskellige trosforestillinger, kan de positivistiske og humanistiske undersøgelsesformer lige så lidt fusioneres eller integreres, ”som buddhisme og muhamedanisme kan.”
(E.C. Hirschman 1986, p. 239), hvilket vi tilslutter os, når det drejer sig om det ontologiske niveau isoleret betragtet. Dog vil vi her i forlængelse af ovenstående redegørelse for J. Martins kulturteoretiske kombinationsperspektiv indtage det standpunkt, at betragter vi disse positioner som yderpunkter på et kontinuum, vil der eksistere mellemliggende positioner eller paradigmer, også i det øjeblik vi indtænker det epistemologiske og det metodologiske niveau i vores forsknings- design6. Disse yderpunkter udgør således også den bagvedliggende opfattelse for
6 Joanne Martin (2002, p. 31) skriver, at nogle forskere - eksempelvis Robert Chia (1996) – ser ontologi og epistemologi (og metodevalg og skrivestrategier) som tæt koblede (det gælder også undertegnede, G.H.). Men i en forfattergruppe af forskellig ontologisk observans ville vi aldrig få skrevet noget sammen
de kriterier, som vi vælger at lade være rammen og afsættet i vores regi, hvor sigtet er senere i vores projektsamarbejde at videreudvikle relevante vurderings- kriterier til evaluering af nonfinansielle regnskaber.
Skema 3.2: Positivistiske og humanistiske vurderingskriterier ifølge E.C.
Hirschman
Positivisme Humanisme
Intern validitet Credibilitet
Ekstern validitet Transferabilitet
Reliabilitet Dependabilitet
Objektivitet Confirmabilitet
Kilde: G. Heldbjerg; egen tilvirkning p.b.a. E.C: Hirschman 1986, pp. 244-247, og G. Heldbjerg 1997, pp. 20-23.
I den følgende gennemgang af skema 3.2 vender vi først blikket mod de positivi- stiske vurderingskriterier – som oftest inden for samfundsvidenskaberne karakte- riseret ved betegnelsen kvantitative vurderingskriterier:
Intern validitet vil sige indvendig gyldighed (af latin valid; kraftig, gyldig); dvs., hvor sikker er den måling eller undersøgelse, vi foretager. Intern validitet angår således den population eller stikprøve, vi rent faktisk har undersøgt: Er sikkerhe- den så stor, at resultaterne er gyldige.
Ekstern validitet vil sige udvendig gyldighed; dvs., gælder vore resultater også, hvis vi overfører dem på den del af populationen, som vi ikke har undersøgt.
Med andre ord: Var vores stikprøve så repræsentativ, at vi kan tillade os at gene- ralisere i form af at slutte fra nogle få til alle.
på den konto; så vi vender os mod, og indoptager, J. Martins synspunkt: ”Andre (inklusiv mig selv) be- tragter metoder (methods) og epistemologi som noget, der er langt mere løst koblet. Nogle indtager den position, at problemet for kulturforskning ikke så meget ligger i det eksisterende eller værende (being- realism), men i de repræsentationelle epistemologier. Ud fra det synspunkt kan man acceptere det væren- des synsvinkel på virkeligheden, men gøre det ved at tilslutte sig de epistemologier, der undgår repræsen- tativitetsopfattelsen.” (J. Martin 2002, p. 33).
18 Reliabilitet vil sige pålidelighed (af relego; gennemvandrer igen; og af engelsk reliability; pålidelighed, driftssikkerhed); dvs., hvor sikre er vore måleinstrumen- ter. Hvor validitet drejer sig om dét, vi måler, drejer reliabilitet sig om dét, vi måler med. De to begreber er således to sider af samme sag. Med reliabilitetskri- teriet ønsker vi at vurdere, om undersøgelsen er designet på en sådan måde, at såfremt den blev gennemført på ny, men af nogle andre forskere, ville de komme til det samme resultat.
Objektivitet vil sige uafhængighed af den tænkendes og handlendes egen opfat- telse (af latin objectus; dét, at noget ligger i vejen, spærring, genstand); dvs., at der i undersøgelsen lægges noget ind mellem undersøgeren og det undersøgte – jævnfør reliabilitetsbegrebet, samt de metodologiske regler for anvendelse af teknikker, metodiske procedurer og værktøjer, som gør sig gældende inden for kvantitative undersøgelsesforløb.
Dernæst ser vi nærmere på de humanistiske vurderingskriterier – som oftest in- den for samfundsvidenskaberne karakteriseret ved betegnelsen kvalitative vurde- ringskriterier:
Credibilitet vil sige troværdighed (af latin credo; jeg tror, samt engelsk credibili- ty; troværdighed – bemærk at begrebet kredit også kommer af credo); dvs., at da virkeligheden er konstrueret af deltageraktørernes subjektive meninger og be- vidstheder, er det kun de, der har bidraget med empiriske data i undersøgelsen, der kan vurdere, om beskrivelserne af de givne data er troværdige. Det kan her diskuteres, om det kun er resultater i form af beskrivelser, eller om det også er resultater i form af forskeraktørernes fortolkninger, der efterlods skal underkastes deltageraktørernes troværdighedsvurdering. Credibilitet modsvarer intern validi- tet som grænsebegreb.
Transferabilitet vil sige overførbarhed (af latin transfero; bringer over (fra et sted til et andet), overfører); og er spørgsmålet om, hvorvidt eksistensen eller manife- stationen i én kontekst kan overføres til en anden kontekst – eksempelvis fra en organisation til en anden. Vurderingen af, om en given fortolkning kan overføres, sker ved at komparere den givne fortolkning med fortolkninger, der er foretaget af lignende fænomener inden for andre kontekster. Vi kan ikke vide, om der er muligt at transferere, før den komparative fortolkning er foretaget: Transferabili- tet kan ikke vurderes på forhånd. Transferabilitet modsvarer ekstern validitet som grænsebegreb.
Dependabilitet vil sige afhængighed (af latin dependeo; er afhængig, samt en- gelsk dependability; pålidelighed, driftssikkerhed). Her er det forskeraktøren
selv, der udgør ”instrumentet” i oparbejdningen, bearbejdningen og fortolknin- gen af undersøgelsesdata. I og med at fortolkninger er resultater af interaktion mellem unikke forskeraktører og de fænomener, de undersøger – samt det for- hold at såvel forskeraktører som deltageraktører er mennesker af mange forskel- lige observanser – kan komparation ikke være en udtømmende metode. Det, vi kan finde ud af ved at komparere, er, hvilke begrebselementer, der er konsistente på tværs af de foreliggende fortolkninger, og derfor er de mest pålidelige. Da vi inden for en kvalitativ metodetilgang også er interesserede i at afdække de under- søgte fænomeners mangfoldighed, drejer dependabilitet sig også om, hvorvidt der kan opnås forståelsesmæssig konsensus7. Det gælder både med hensyn til, hvordan undersøgelsen er foregået, og ligeledes med hensyn til hvordan fortolk- ningsresultaterne er fremkommet. Dependabilitet modsvarer i store træk reliabi- litet som grænsebegreb.
Confirmabilitet vil sige bekræftelse (af latin confirmo; styrker, bekræfter, fast- slår). Formålet her er ikke at eliminere eller udelukke værdidomme, men at und- gå bias. Derfor er det vigtigt at redegøre for sine værdier, da de både vil indgå som grundlæggende forhåndsantagelser og i måden, vi fortolker på – også selv om vi konstruerer og fortolker med afsæt i allerede eksisterende teoretiske kon- struktioner. Det betyder, at vore værdier spiller med i konstruktionen af vores metodologi, hvorfor det drejer sig om at få metodologien formuleret eksplicit, så bias ikke sætter sig igennem bag ryggen af os. Vurderingen af credibiliteten skal derfor lægges i hænderne på kolleger – dvs. andre forskeraktører, som i E.C.
Hirschmans terminologi bliver kaldt revisorer – der arbejder inden for samme metodiske tradition, og har kundskaber inden for det studerede fænomen. Disse kolleger optræder her som review’ere, og gennemgår dokumentation, arbejdspa- pirer, metodiske fremgangsmåder og andre materialer med henblik på at kunne bekræfte – eller afkræfte – at de konklusioner, der er draget, følger logisk af det oparbejdede data- og kildemateriale. Desuden vil en høj grad af tværfaglighed forskeraktørerne imellem medvirke til at sikre værdien af bekræftelsen. Confir- mabilitet modsvarer objektivitet og neutralitet som grænsebegreb.
Som afrunding på dette afsnit om vurderingskriterier, som vi især sigter på at udvikle yderligere på den kvalitative side senere i vores projektforløb, vil vi slut- te med et citat om anvendelsen af revisorer fra E.C. Hirschmans hånd:
”Anvendelsen af revisorer kan selvfølgelig ikke beskytte den videnskabelige be- drift mod urigtige fremstillinger, der er foretaget med vilje, eller falsk dokumen- tation fra den humanistiske undersøgers side. Uærlighed af den slags vil imidler-
7 ”Det betyder ikke, at samtlige aktører skal være 100 % enige om alt; men at vi skal nå frem til en forstå- elsesmæssig konsensus om det, der foregår – at forstå er ikke det samme som at være enig.” (G. Heldbjerg 1997, p. 85).
20 tid blive afsløret, når andre undersøgere gør sig erfaringer, der er modsat de, som den svigagtige undersøger har afrapporteret. Som ved overlagt forfalskning af undersøgelsesdata og eksperimentelle resultater inden for den positivistske vi- denskab vil den slags uærlighed i sidste instans blive opdaget, og den svigagtige forsker vil blive hængt ud.” (E.C. Hirschman 1986, p. 247).
4. Konklusive bemærkninger og perspektivering
Den erkendelsesmæssige afklaring og perspektivering, vi her har foretaget via inddragelsen af Martin og Meyersons kombinationsperspektiv i forlængelse af vores videnskabsteoretiske redegørelse, udgør den overordnede tilgang til at an- skue såvel finansielle som nonfinansielle regnskaber ud fra en kulturteoretisk synsvinkel. Den mere specifikke teoriudvikling følger senere i et arbejdspapir med titlen: Et organisationskulturelt perspektiv på eksternt regnskabsvæsen, Del II: Teoriudvikling, hvor vi inddrager forfattere, som enten selv opererer med ovenstående kombinationsperspektiv, eller er mulige at indtolke i dette perspek- tiv, da de repræsenterer mindst et af de tre delperspektiver.
Perspektivet for arbejdspapiret om teoriudvikling er, at vi i forlængelse af de alle- rede inddragne forfatteres værker konstruerer vores teoretiske og organisations- kulturelle perspektiv for den gennemgående røde tråd ved, at vi primært med re- ference til nærværende tekst tager afsæt i Joanne Martins (2002) brede kulturtil- gang og kulturforståelse, som initieret ovenfor. Dernæst inddrages aspekter af Stefan Hermanns (2003) perspektivering af regnskabstyper, som er relateret til distinktionen mellem de samfundsmæssige sfærer, der er karakteriseret ved: Stat, marked, civilsamfund og personskab på såvel mikro-, meso- som makroniveau. I forlængelse heraf præsenteres Majken Schultz’ (1997) bidrag til at forstå organi- sationskulturer som åbne systemer, samt dette bidrags indholdsmæssige samspil med Dominique Bouchets (2000) tanker om ’corporate identity’, ’corporate ima- ge’ og ’corporate culture’. Med reference til blandt andet disse værker konstrue- res den teoretiske referenceramme, som danner afsæt og forståelsesmæssigt per- spektiv i udforskningen af de fortolkningsmuligheder, der er i at kunne anvende - og også for at kunne anlægge vurderinger på – nonfinansielle regnskabstyper, når de ses i et organisationskulturelt lys.
Referencer
Arbnor, Ingeman & Björn Bjerke; Företagsekonomisk metodlära, Studentlittera- tur, Lund 1994.
Bouchet, Dominique; ”Hvad er ’corporate image’ og ’corporate identity’ – og hvorfor hører man så meget om det?”, JobDanmark 2000, ISBN: 87-987380-1-1.
Burrell, Gibson & Gareth Morgan; Sociological Paradigms and Organisational Analysis: Elements of the Sociology of Corporate Life, Arena/Ashgate Publish- ing Company, Aldershot 1994.
Hartmann, Stig; “Hvad kan ledere anvende regnskaber til, hvilken indsigt kan de erhverve og hvor er regnskabsvæsenet på vej hen?”, Ledelse & Erhvervsøkono- mi, Nr. 2, 1999, pp. 77-96.
Heldbjerg, Grethe; Grøftegravning i metodisk perspektiv – et videnskabsteoretisk og metodologisk overblik, Samfundslitteratur, Frederiksberg 1997.
Hermann, Stefan; Et diagnostisk landkort over kompetenceudvikling og læring – pejlinger og skitser, Learning Lab Denmark, København 2003.
Hirschman, Elizabeth C.; ”Humanistic Inquiry in Marketing Research: Philoso- phy, Method and Criteria,” Journal of Marketing Research, Vol. XXIII, August 1986, pp. 237-247.
Martin, Joanne; Organizational Culture. Mapping the Terrain, Sage Publications, London 2002.
Mouritsen, Jan; “Det eksterne regnskabsvæsen i videnskabsteoretisk belysning”, Heine Andersen (red.); Videnskabsteori og metodelære Bind II – Erhvervsøko- nomi, Samfundslitteratur, Frederiksberg 1990, pp. 147-167.
Piihl, Jesper; ”Det grundlæggende distanceproblem i ledelse”, Alumne Bladet, Nr. 2, 2003, pp. 1-3.
Schultz, Majken; ”Værdier som konkurrenceparameter: Samspil imellem virk- somhedens kultur, identitet og image”, Erik Johnsen & Steen Hildebrandt (red.);
Ledelse 97, Børsen Forlag, København 1997.
22 BILAG A: I. Arbnor & B. Bjerkes seks paradigmatiske perspektiver
Ingeman Arbnor & Björn Bjerke (1994) opererer med en paradigmatisk opdeling, der resulterer i seks perspektiver, selv om der egentlig er tale om syv, når man ser dem nærmere efter i sømmene, hvilket fremgår af felt fire i det følgende skema A1:
Skema A1: Arbnor & Bjerkes seks paradigmatiske perspektiver
Perspektiv Beskrivende fremstilling af virkeligheds- og vidensopfat- telser
Det målrationelle perspektiv
Virkeligheden anskues og betragtes som en objektiv, konkret og lovbunden struktur, der er uafhængig af mennesker, og opfattes i forlængelse heraf som bestående af kausale relati- oner. Det betyder, at der tages afsæt i konkrete fakta samt mål- og kontrollerbare definitioner ved udforskningen af et givet problem. Ifølge denne opfattelse er der tale om instru- mentelle og rationelle handlinger uden reference til omgivel- serne som historisk kontekst (ahistorisk, lukket).
Det mekaniske systemperspektiv
Virkeligheden anskues og betragtes som en objektiv, konkret og determinerende proces. Systemet er lukket og statisk; og det er alene de interne relationer, der betragtes som relevan- te. Systemet har ingen evne til hverken indlæring eller struk- turelle forandringer (ahistorisk, lukket).
Det biologiske systemperspektiv
Virkeligheden anskues og betragtes som et gensidigt afhæn- gigt felt af informationer, hvor virkeligheden består af aktivi- teter og former, der ændres over tid gennem interpersonel informationsudveksling. Der er tale om indikator-effekt sammenhænge, og en tilpasning til omgivelserne via tanke- gangen om negativ feedback (historisk, åben, modificeret objektivitet, dynamisk ligevægtstankegang, funktionalitet).
Det selvorganise- rende systemper- spektiv
&
Det værdiladede systemperspektiv
Virkeligheden anskues og betragtes som en verden af sym- bolsk diskurs, hvor systemers (selvorganiserende) og menne- skers (værdiladede) indbyrdes handlinger og interaktioner skaber de symbolske relationer og manifestationer, som ud- gør den modificeret objektive virkelighed, der ændres som følge af systemers og menneskers interaktion/forhandling og tanken om både positiv og negativ feedback (historisk, åben + værdier, modificeret objektiv, funktionalitet, kultur og sub- jektive erkendemåder).
Det sociale sproghandlings-
perspektiv
Virkeligheden anskues og betragtes som en social konstruk- tion, hvor virkeligheden er kollektivt skabt, og opfattes subjektivt og relativistisk. Kollektive eller sociale handlinger, der konstitueres via deltagernes subjektive og voluntaristiske fortolkninger og intersubjektive dialoger og italesættelser, udgør her forståelsesgrundlaget (intersubjektivitet, sprogspil, historisk).
Det intentionelt- intuitive perspek- tiv
Virkeligheden anskues og betragtes som en manifestation af menneskelig intentionalitet, hvor enkeltindivider manifeste- rer deres egne subjektive hensigter, og hvor ny viden skabes via evnen til at danne hukommelsesbilleder og anvende disse kreativt og innovativt gennem blandt andet intuitive handlin- ger (subjektivitet, intentionalitet, intuition, historisk).
Kilde: G. Heldbjerg; egen tilvirkning p.b.a. I. Arbnor & B. Bjerke 1994, pp. 58- 59 & 138-141.
24 BILAG B: G. Burrell & G. Morgans fire organisationssociologiske paradigmer Stig Hartmann (1999) bygger i sin fremstilling på Burrell & Morgans (1994) pa- radigmatiske perspektivering, som her introduceres via en skematisk fremstilling og en kort redegørelse.
Skema B1: Burrell & Morgans fire organisationssociologiske paradigmer RADIKAL HUMANISME
RADIAKT
FORANDRINGSPERSPEKTIV
• Konflikt
• Subjektivisme
• Nominalisme (ontologi)
• Anti-positivisme (epistemologi)
• Voluntarisme (menneskesyn)
• Ideografisk (metode)
RADIKAL STRUKTURALISME RADIKALT
FORANDRINGSPERSPEKTIV
• Konflikt
• Objektivisme
• Realisme (ontologi)
• Positivisme (epistemologi)
• Determinisme (menneskesyn)
• Nomotetisk (metode) FORTOLKENDE SOCIOLOGI
REGULERINGSPERSPEKTIV
• Konsensus
• Subjektivisme
• Nominalisme (ontologi)
• Anti-positivisme (epistemologi)
• Voluntarisme (menneskesyn)
• Ideografisk (metode)
FUNKTIONALISME
REGULERINGSPERSPEKTIV
• Konsensus
• Objektivisme
• Realisme (ontologi)
• Positivisme (epistemologi)
• Determinisme (menneskesyn)
• Nomotetisk (metode)
Kilde: G. Heldbjerg; egen tilvirkning p.b.a. G. Burrell & G. Morgan 1994, p. 22, og S. Hartmann 1999, pp. 78 & 96.
Organisationssociologisk betragtet fokuserer reguleringsperspektivet på: Status quo, social orden, konsensus, social integration og forstærkelse af samhørighed, solidaritet, behovstilfredsstillelse, samt det aktuelt eksisterende; mens det radika- le forandringsperspektiv fokuserer på: Radikal forandring, strukturel konflikt, dominansformer, modsætningsforhold, frigørelse/emancipation, frihedsberøvelse, samt potentielle muligheder (G. Burrell & G. Morgan 1994, pp. 16-19).
Det funktionalistiske paradigme som mønstergyldigt forbillede er dybt forankret i reguleringsperspektivet, og anlægger en objektivistisk synsvinkel på verden ud fra grundlæggende antagelser om realisme, positivisme, determinisme og eksi- stensen af alment gyldige love. I forlængelse heraf forsøger man at frembringe essentielt set rationelle forklaringer på al social foretagsomhed (G. Burrell & G.
Morgan 1994, pp. 25-26).
Det fortolkende paradigme er ligeledes forankret i reguleringsperspektivet, men anlægger en subjektivistisk synsvinkel på den sociale verden ud fra grundlæg- gende antagelser om nominalisme8, anti-positivisme, voluntarisme og videnskab som ideografisk9. I denne sammenhæng er ambitionen at erhverve indsigt og for- ståelse af verden ud fra subjektive erfaringer og indsigter. Fortolkninger og for- klaringer finder sted inden for den referenceramme, som udgøres af de deltagen- de individers bevidstheder, da virkeligheden ses som en social proces, der løben- de er i frembrud, i og med at den skabes af de individer, der er – eller har været – en del af den (G. Burrell & G. Morgan 1994, p. 28).
Det radikalhumanistiske paradigme som mønstergyldigt forbillede relaterer sig til det radikale forandringsperspektiv, og anlægger en subjektivistisk synsvinkel på den sociale verden ud fra de samme grundlæggende antagelser som det fortol- kende paradigme. De to paradigmer har således meget til fælles, men adskiller sig ved, at den radikalhumanistiske referenceramme er forbundet med en sam- fundsopfattelse, der lægger vægt på at kuldkaste eller overskride den eksisterende sociale ordens begrænsninger. Sigtet er her emancipatorisk: At frigøre mennesket fra de ideologiske superstrukturer, der dominerer dets frie vilje, så det får mulig- hed for at udvikle sine potentialer (G. Burrell & G. Morgan 1994, p. 32).
Det radikalstrukturalistiske paradigme er ligeledes forankret i det radikale foran- dringsperspektiv, men anlægger en objektivistisk synsvinkel på verden, og læg- ger i langt højere grad end radikalhumanismen vægt på strukturelle konflikter, dominansformer, modsætningsforhold og frihedsberøvelse. Den objektivistiske synsvinkel indebærer som tendens en antagelse om realisme, positivisme, deter- minisme og eksistensen af alment gyldige love. Hvor radikalhumanismen fokuse- rer på bevidstheden som det basale i kritikken af samfundets orden, fokuserer radikalstrukturalismen på strukturelle forhold i en reelt eksisterende verden. Ra- dikale strukturalister ser radikal forandring som noget, der er et naturlovsbestemt træk ved nutidige samfund; og deres ambition er at fremstille forklaringer på de fundamentale konflikter, som skaber radikale forandringer gennem politiske og økonomiske kriser (G. Burrell & G, Morgan 1994, pp. 33-34).
I forlængelse af ovenstående gøres opmærksom på, at hvad forskeraktører define- rer som objektivisme og subjektivisme ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de konkrete deltageraktørers erfaring og opfattelse i den verden, de agerer i.
Det samme gør sig gældende i relation til begreberne konflikt og konsensus.
8 Nominalisme: Almenbegreber eksisterer kun som navne.
9 Ideografisk: Beskrivelse af det særegne og enkeltstående – det unikke – beskrivelse af historiske fæno- mener eller begivenheder i deres egenart.
