Runestenen i Horne
og spørgsmålet om stenens oprindelige placering
Af Michael Lerche Nielsen
Midt på kirkegården ved HorneKirke ståren lidt anonym stenopsats. Øverstfinder man en kløvet sten afgranit med et en bugtet række
runer, der løber hen over stenens flade side.
Mankantydeligtse,atteksten i begge ender af
skriftbåndet har fortsat på en del afstenen,
sommangler i dag. Indskriftenpådetbevarede fragment lyder, medrunerneomsattil latinske bogstaver: [manglende tekst] fnukatufi ka|oi hauk |o-~ [hereftermanglerteksten].
Omsat til olddansk kan teksten gengives:
[Ra]fhunga-Tofi gæ[r]0 i høg... Det sidste ord,
hvoraf kun denførste rune erheltsikker, kan
entenlæses |oann [ si] »denne«,så indskriften
kan oversættes »Ravnunge-Tue gjorde denne høj...«. Alternativt kan det sidste ord udlæses
sompersonnavnett>or[ veaR],så indskrifteni
stedetskallæses »Ravnunge-Tuegjorde Thyras høj...«. Udsagnsordet »gjorde« skal i denne sammenhæng forstås således, at detvar Rav- nunge-Tue, som bekostede opførelsen af høj¬
en.
Runestenen fra Horneertrodssinnuværen¬
de, ret sørgelige tilstand yderst interessant af
fleregrunde: For det førsteerdet bestemt ikke almindeligtatfinderunestenfra vikingetiden i
detsydvestjyskeområde.Fordet andet harnet¬
op denne sten direkte tekstmæssig sammen¬
hæng medtoandrerunesten,somfindesmere end 50 kmøstpåiBækkeogLæborg i denøst¬
lige ende af Ribe Amt. To af de tre sten, den i
Bække og vores sten i Horne, omtaler opfø-
Jon Skonvigs tegning afHornestenenfra omkring1629og det tilsvarende metalsnit i Ole Worms runeværkfra1643,
som erlavetpå baggrund aftegningen(efter Moltke 1956,
s. 83).
Homestenen,somden togsig ud i Nørholms havefra1872,indtil den i 1953atterblevflyttet tilbage til Home(efterteg¬
ning afMagnusPetersen i Ludv. EA. Wimmers De danske runemindesmærker, bind 2 1899-1901,s.55).
reisen afenhøj forenvis dronning Thyra,som med megenuenighedogdiskussion blandt for¬
skerne erblevetsat i forbindelse medJelling¬
kongen Gorm den Gamles dronning afsamme
navn. For det tredje er der spørgsmålet om, hvorstenen oprindelig harstået, før den hav¬
nedepåkirkegården i Horne. Dettespørgsmål
optogbl.a. H. K Kristensen,somi anledning af
fundet afetstenfragmentmedrunerpå i 1954
skrev en lille artikel herom i Fra Ribe Amt1.
Denne artikel vilkiggenærmere på det tredje
afspørgsmålene,mensde førstetoergenstand
foretmindreforskningsprojekt,somjegerini¬
tiativtager til i samarbejde med Varde Museum, EgnsmuseetpåSønderskov, Aarhus Universitet
ogNationalmuseet. Ideen tilat tage emnetop kom efter etbesøgsammen med min kollega
Peder Gammeltoft hos familien Østergaard i
Hornelund, hvor vi fikspændende nye oplys¬
ninger om det senere fundne runestensfrag-
ment, samtenmængde andre interessanteop¬
lysningeromstedets historie, marknavneo.s.v.
Deter vores håb senere at kunnepræsentere
mere om resultaterne af vores arbejde med
Homelunds historie fra vikingetiden til nuti¬
den.
Runestenensplaceringogfundhistorie
Hornestenenharværetkendt siden1600-tallet, hvorsognepræsten til Torstrup ogHorneSog¬
ne, MatthiasJohannis-eller med den danske
form afnavnet-Mads HansenTrane2, i 1638 i sinindberetning afområdetsoldtidsminderog
mærkværdigheder til oldtidsgranskeren Ole
Worm, omtalte stenen: »Herforuden findes i Hornekirkegårdsmurenstenmed noglerune¬
bogstaverpå, hvilke næsten er ukendelige, så
de ikke kan skrives«3. Præstenvartilsyneladen¬
de ikkeenøvetrunelæser, for det har sidenvæ¬
retmuligtatlæse de bevarede runer og rune¬
sporpåstenenmedstorsikkerhed. Forklaring¬
en ergivetvis den, atOle Worm i sin grundige
instruktion tilpræsternei 1622 udtrykkeligtud-
badsig aftegningeraf eventuelle runeindskrif¬
ter, ogat præstenafeneller anden grund ikke
harsyntes, athan kunne efterkomme ordren.
Mads Hansen Tranetiltrådte først embedet i 1633, hvilket bekræfter, at indberetningerne
fraRibe Stift blevmegetforsinkede. I mellem¬
tiden havde Worm mistet tålmodigheden og havde i 1629, eller eventuelt nogle få år fo¬
rinden, sendt sin assistentJon Skonvig på en
rejse til Jylland forat optegne runemonumen¬
teribl.a. RibeStift. HvorfraOleWorm havde kendskabtilrunesteneneiområdet, ved vi des¬
værreikke,mendetergivet,atJon Skonvig har
væreti Home i 1620'erne forataftegnerune¬
stenen.Resultateter enretpræcis gengivelse af
stenen og indskriften i Skonvigs notesbøger,
somidag befinder sig i denArnamagnæanske
Kommissions håndskriftsamling på Køben¬
havns Universitet. Under tegningen noterer Skonvig: »Dennestenfindes i Ribe Stift iØster
Herred ved Horne kirke i detøstlige kirkegær¬
de ved stetten, og er en hård grå kampstenen alenlangogtrekvart bred.«4.
Hornestenen blev siden medtaget og afbil¬
det i Ole Worms Danicorum Monumentorum libri sex [Seksbøger omDanernes oldtidsmo- numenter] fra 1643. Skonvigs skitseog metal¬
snittet i Worms bog er gengivet i fig. 1. I de efterfølgende ca. 150 år sænkede glemslens
skær sig tilsyneladende gradvis over runeste¬
nen uden forrunologernesogoldgranskemes
snævrekreds. I forbindelsemed de præsteind¬
beretninger, der blev sendt til brug for P. Re¬
sens aldrig publicerede Atlas Daniæ, skriver
sognepræsten Chresten Friis i 1687: »I kirke¬
gårds muren påden sønder side allernæsttil
den østerste stette sidder en stor grå kampe¬
sten, som på ydersiden ganske er udhugget
medrunebogstaver, hvilke ikke jegellernogen iegnenkan læse«5. Vedenrundskrivelse i1807
fra Oldsagskommissionen til landets præster, havde sognepræsten for Torstrup og Horne ingenoldtidsfundatindberette6.
Ilyset afenvågnende interesse for oldtiden,
ogtidens romantiskeognationale sværmeri for oldtidsmindesmærker, blev en lang række ru¬
nesten i 1800-talletflyttet tilherregårdsparker.
Hornestenenvaringen undtagelse, idet denpå foranledning af frøken Ingeborg Rosenørn
blevudtaget afkirkegårdsdiget i1872ogførttil
Nørholms have»hvor denerhenlagtpåenlille höj i haven,såledesatden,somafbildningen vi¬
ser,hvilerretmaleriskpådenødelagtevenstre side.« (fig. 2). Først i1953 blevrunestenenflyt¬
tet tilbage til Horne Kirke og anbragt således
som man serdet idag7.
Runestensfragmentet
I sin artikel i Fra Ribe Amt 1954 kunne H.K.
Kristensen, som ikke behøver nærmere præ¬
sentationher,og somjegi det følgende blot vil
omtalesomH.K.,meddele denpåen gangglæ¬
deligeogsørgeligenyhed,at etfragment afen
runestenvarblevet fundet iHornelund,menat det desværre siden varblevetdestrueret. Han skriver:»For 5år siden blevvejengennemHor¬
nelund ogned over Lindingå moderniseret.
Gårdejer Hans C. Østergård, Hornelund, lod
daendyngesten,samletpå gårdensmark,slåi skærver,sådyngen kunnebruges til vejmateria¬
le. Herved fandt man et brudstykke, hvorpå
dervarruner.StenslagerenogØstergårddrøf¬
tedeatlæggestenentilside;mendamankun¬
nese,atdet kunvaretbrudstykke,ogder ikke
stod ret mange runer, troede man ikke, det
havdenogenbetydning,ogstenenblev daslået
i skærver. EfteratHorne-stenen,somsad i Hor¬
ne kirkegårdsdige, men 1872 blev flyttet til
Nørholms have, nu atter er flyttet tilbage til
Horne kirke, så gårdejerØstergårddenne ru¬
nesten, og han opdagede da til sin overras¬
kelse,atrunefragmentet fra Hornelunds mark
måtte være et brudstykke af denne sten. Ste¬
nensfarve og beskaffenhed og runernes stør¬
relsesyntes atpasse«.
HansC.Østergaardsskitse fravoresbesøg påØstergårdi
Hornelund15. oktober 2000af runestensfragmentet, han fandt vedkirkediget omkring 1933. Stregerneideneneen¬
deangiverdetenestested påstenen, hvor han bemærkede sporafruner.
H.K.santagelse af,atfragmentet oprindelig
harhørtsammen med det andetfragmentpå
HorneKirkegård,kan naturligvisikke bevises,
men det virker dog rimeligt sandsynligt, når
mantageri betragtning,hvorsjældnerunesten fra vikingetiden er, i særdeleshed fra det syd- vestjyske område.Jegvil derfor i det følgende gåud fra,atdetofragmenterhar hørt tilen og
sammesten.
H.K.hævder videre i artiklen,at fundet be¬
kræfter hanstidligere hypoteseom,at runeste¬
nenoprindelig harstået vedenvikingetidsstor- gård i Hornelund, måske endda i nærheden af
en offerlund,jævnførordet lund i stednavnet
Hornelund. Fundet i slutningenaf 1800-tallet
afto prægtige guldspænderog en armring af guld fra vikingetidenpå marken lige over for gårdene i Hornelund syntes at understøtte
dennehypotese8. Eftersom der først inyeretid
er opstået en bebyggelse omkring Horne Kir¬
ke, som harfåetsitnavn efter Hornelund, er
antagelsen bestemt ikke urimelig.Måskeskulle
Hornestenenderforsnarerekaldes forHorne- lundstenen,somH.K.foreslår.
Som nævntindledningsvis besøgte min kol¬
lega og jeg familien Østergaard i efteråret
2000. Måletvarprimærtat søge atfå uddybet,
om mankunneudpegenærmere,hvorpåmar¬
kerne omkring Hornelund runestensfragmen¬
tetisintidvarfundet,og omderevt.eksistere¬
detegninger fra dengang.Vi havde tilligemed¬
bragtenrækkespørgsmålomennedlagt vand¬
mølle, et vadested og en lang liste over marknavne iområdet. Tilvoresglædeligeover¬
raskelse viste detsig,atHans C. Østergaardle¬
verendnu,oghanmåttejoværedenrettetilat uddybe denartikel, H.K. havde skrevet fornæs¬
ten ethalvt århundrede siden.
Samtalen med familienØstergaardtoghur¬
tigtenforosuventetogoverraskende drejning.
Hans C. Østergaard fortalte, athan var kom-
met i tanke om, at han og en karl, vistnok i 1933,varblevet sendtopforatrydde ogpløje
etlille stykkejord, der hørte til gården oppe vedkirkegårdsdiget, omtrentder hvor Andels-
kassen i HorneBy ligger idag. Arbejdettog et pardage, »fordi dervaretsyndigt rod, særlig
opad kirkegårdsdiget«, ogØstergaardhusker tydeligt,atdervar ensten,somde måttevære
tomandforatkunne løfte oppåvognen.Den
lå helthenne, hvorstenenestårikirkegårdsdi¬
get,oghanmente atdenvejede omkring hund¬
rede kilo. Stenogandetaffaldfra rydningen af
arealet blevkørthjem tilgården,hvorstenene indgik i den stenbunke, som senereblevslået
til skærver, da vejdæmningen over Linding
Å
blev lavetslutningen i1940'erne.
H.Khavde i sin tid ikkeforanledigetatder
blev lavet skitser afrunestensfragmentet, men
påvoresopfordring tegnede Østergaarduden
tøvenefter hukommelsen omridset afstenen, samt hvor runerne havde stået ( fig. 3), han
kunne ikke ud fraetfoto afrunestenenfra Na¬
tionalmuseets billedarkivudpege,om det styk¬
ke han havdesetpassede til de steder, hvor der
må være kløvet stykker fra på det bevarede fragment afstenen, men mente dog, at den
stenhanhavde fundethavdesammefarve,som den oppe på kirkegården, fuldstændig som
han i sin tid berettede til H.K Påvortspørgs¬
mål om,hvorfor han ikke havdenævntepiso¬
denvedkirkegårdsdigetoverfor H.K, svarede han, athan ikke havde skænket deten tanke dengang.
Østergaard understregede endnu engang,
atder kun havdeværetnoglefårunestregerpå
detfragment, de havde fundet. Det kunne for¬
ståssåledes,atoverfladen afrunestenenhavde tagetskade i forbindelse med kløvningen. En
anden mulighed er, at det stykke, Østergaard
fandt, rummede de førsterunerafindskriften, idet vi -ud fravortkendskab til indskrifterne
på andre runesten - ikke skulle vente nogen
yderligere indskrift foran Ravnunge-Tuesnavn.
Desværre kan ingen af disse spekulationer af¬
klaresendeligt, idet detmå medgives,atskitsen
af det tabte fragment dårligt lader sig passe
sammen med den facon, som det bevarede fragment har. Detertydeligt,atdet nederste af
stenens forside med det nederste af runeind¬
skriftenerbortkløvet,menvedlejlighed bør de
bevarede kløvningsspor på Hornestenen un¬
dersøgesnærmereforatfastslå, hvorledes kløv¬
ningenerblevet udført.
Hvorhar Hornestenenoprindeligt stået?
Som nævntsad det bevarede stykke af Horne¬
stenen ikirkegårdsdigetfrem til 1872. Kun de
toovenfornævnte1600-tals kilder beskriverste¬
detnærmere.Skonvig skriver omkring 1629,at
runestenen sidder »i den østlige del af kirke¬
gårdsdiget ved stenten«. Præsten Christen
Mortensen Friis beskriver i1687stedetsom væ¬
rende »i den sydlige del afkirkegårdsmuren
helt ind til den østligste stente«. Eftersom kir¬
kediget rundtomHorneKirke ikkeeroriente¬
ret regelmæssigt i forhold til verdenshjørner¬
ne, kan beskrivelserne synes indbyrdes mod¬
stridende. Der kandognæppe væretvivlom,at
runestenen harsiddet nærved en stente, der harværet i den del afkirkegårdsdiget, derer orienteret mod øst-sydøst. På et udskiftnings-
kort fraca. 1784,dererbevaret i Landsarkivet i Viborg (fig. 4),sermanHornekirke medom¬
givende kirkegårdsdiger. En vej sydfra fra Kir¬
kevadfører udenomkirken og optil den end¬
nueksisterendevejøstpåned tilgårdenei Hor¬
nelund.En andenvej fører nordfrafra Trans-
bøl og Gunderup ned til kirken. Med en en¬
kelt,stiplet linjeserman ensti, der franordøst,
fra annekspræstegården Moesgård, går hen¬
over markerneog ned til kirken. Stien ender
vedenstentei detøvrehjørne af diget,ogdet
Udsnitaf udskiftningskortca. 1784overHornelund,somopbevares i Landsarkivet i Viborg. Bemærk vindfløjenoverkir¬
ketårnet, den Theilmansketrane,somfraca. 1760harprydet de kirker, der hørte underNørholm.IfølgeDanmarks Kirker
harmanindtilnukunhaft sikre oplysningerom,atdervarentranepåkirkensåsentsomi 1862. Runestenen har siddet
ivedstentenidet,sompåtegningenlignerdetnordøstligehjørneafdiget. Bemærk ogsåmarknavneneKlokke Dyb ("Klok¬
kedøj ")ogKirkebiergTægl.
erutvivlsomt her den bevarede del afruneste¬
nenharværetplaceret.
Detrunestensfragment, somHans C. Øster¬
gaard fandt i begyndelsen af 1930'erne, må ud¬
fra hansbeskrivelse have liggetpåjorden me¬
getnærved det sted ikirkegårdsdiget,hvor det
andetfragment blev udtaget i 1872. Eftersom Østergaardikke kendte til det sted i diget, hvor
detbevaredestykke afrunestensad,erhans be¬
skrivelse efter min opfattelse et vigtigt argu¬
ment for, at de to runestensfragmenter har
hørt tilsammesten.Hverken han selv ellergår¬
dens karl har tilsyneladende vidst noget om
den runesten,derca.60årforindenvarblevet bragt til Nørholm, ogdeterderforforståeligt,
atingentognotitsaf fragmentet dengang.
Med de nyeoplysningerervi forså vidt kom¬
metlige vidt. Runestenen i Horne har,sålænge
den harværetkendt-medengæstevisit i Nør¬
holms have-,været nærtknyttet til Horne Kir¬
ke. Men hvor harrunestenenoprindeligtværet rejst, og hvornår er runestenen blevet kløvet?
Forattagedet sidste førstsåkender vi tilenhel
del runesten,dererblevet kløvet, ogentener
brugt til opførelsen afvoreslandsbykirker ipe¬
riodenomkringår1200, ellererblevet brugt i
kirkegårdsdigerne, som vanskeligere ladersig
datere. Der erderfor ingen tvivl om atrune¬
stenistorttal,sammenmed andrestenfraop¬
landet, er blevet fragtet til kirkebyggerierne.
Hvorstortdetteopland harværet,berornatur¬
ligvispå,hvormangeegnedesten,der findes i
området. Her kan Horneegnenogi særdeles¬
hedHornelund,bydepåmangeflerestenend
man ervanttil i detsydvestjyske.
Somen interessantparallel til Hornestenen
kan detnævnes,at runestenen iLæborgindtil
1821lå ved siden afenkæmpestennord for kir¬
ken,påetsted kaldetDronningehullet9.11888 længe efter, at runestenen var kommet til kir¬
kegårdeni Læborg,opdagedemanetlille frag¬
mentaf den ikirkegårdsdiget. Fragmentetmåt¬
te værekløvet fra selve stenen indenman for¬
gæves- tilvoresstoreheld-forsøgte atkløve
endnuetstykke af denstore runesten.Detlille stykke er rimeligvis havnet i kirkegårdsdiget
vedLæborg kirkeen gangimiddelalderen, da diget blevsat, og under alle omstændigheder længe før »storebroderen« i 1821 blev fragtet
til kirkegården. At man kløvede runesten på
denne måde i middelalderen har vi et meget håndfast bevis på i forbindelse med en rune¬
sten, der blev fundet i 1996 i Bjerring Kirke
nær Bjerringbro. Herer en meget storrunes¬
tenmedstortbesvær blevetkløvetogtildannet,
så den harpassetunder kirkens imponerende søjleportal10.
Menhvor har Hornestenen dastået?Defle¬
ste af de runesten,vi kender den oprindelige placering af, harståetnæralfarvej, ogdet har
væretmeningen, atde forbipasserende skulle
læse indskrifterne. Davejene førhenbestod af hjulspor, somhurtigt blev kørt op, varvejene
ofte enserieafparallelle hjulspor,såledessom vi fx kender det fra Hærvejen. Vejforløbene
snævredes ind der, hvor de skulle passere åer
ellerfugtigeområder,ogdeternetopher vi of-
tefinderrunestenene.Etprominenteksempel
erden fine ogenestående runesten fra Malt,
der blev fundetpå den nordlige brink af Kon¬
geåen i 1987, ogsomi dagkan besespåEgns¬
museetpå Sønderskov. Et godt bud på Horne¬
stenensoprindelige placeringerderforetsted langs vejene tiletaf de gamlevadestederinær¬
heden af kirken. En mulighed er Kirkevad
umiddelbartsyd for Horne Kirke, men en an¬
denogmåskemerenærliggende mulighed er,
atstenenharværetrejst iHornelund, hvor der også er lokaliseret et gammelt vadested, som forhåbendigvil blive undersøgtnærmereinær
fremtid.Vejenøstpå fra Horne fører mod Rot-
bølogSnorup, hvorenvigtigforhistorisk jern¬
udvinding harfundet sted.Måskeerdet denne
kilde tilrigdom, der har givet sig udslag i det
fornemme guldfund, derergjortpå markeni
Hornelund. Det er naturligvis gætværk, men deter givet, at den Ravnunge-Tue, som også
nævnes på runestenene i Bække og Læborg,
må have tilhørtenanseelig stormandsslægt.En stormandsgårdi Hornelund, somharværetså rig,atbeboerneetparmenneskealdre, efterat
runestenenblevrejst,harkunnetgemme enså
fornem guldskat i jorden, kunnevære et pas¬
sende bud. Hornestenenkan derfor fremdeles
- efter minopfattelseogmedenpassende grad
afforsigtighed-knyttes til Hornelund. Vi må håbe,atfremtidige fundogkommende under¬
søgelser yderligere vilkunne afklare detspørgs¬
mål.
Afslutningsvis viljeggernetakke Hans C.Øs¬
tergaard og familien Østergaard, Hornelund,
for deres store hjælp og gæstfrihed, Lene B.
Frandsen, Varde Museum, ogPeder Gammel¬
toft, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet, for deres assistance.
Hornestenensomdentagersigtididagpå kirkegården ved
Horne Kirke. Foto: TorbenMeyer.
Noter
1.Kristensen,H.K.: »RunesteneniHorneenHornelund-
sten«i Fra Ribe Amt1955s.337-339.
2. S. V.Wiberg. Personalhistoriske, statistiskeoggenalo¬
giske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie
bd.III: I-IV. Odense1870-73. (Fotografisk optryk 1959- 60)
3. FrankJørgensen. Præsteindberetningertil Ole Worm.
bd. I.Indberetninger fraÅlborgogRibe Stifter 1625- 1642. København1970.
4. Erik Moltke.Jon Skonvigogdeandrerunetegnere.Et bidrag til runologiens historie i DanmarkogNorge. I-
II. BibliothecaAmamagnæanaSupplementum 1-2. Kø¬
benhavn 1956 &1958.
5. Oluf Nielsen:»Indberetninger til P. Resen1687«iartik¬
len»Smaastykker« i Samlinger tilJysk HistorieogTopo¬
grafi, bd 10,s.1-18,Ålborg1884-85.
6. Christian Adamsen ogVivi Jensen. Danske præsters indberetninger til Oldsagskommissionen af1807.Vest- ogSydjylland. Wormianum 1995.
7.H. K Kristensennævnerikkeårstali sinartikel,men detpræcise årstaler oplyst undergennemgangen af
HorneKirkeiDanmarksKirker, Ribe Amt, 3. bd. 1988- 91,s.1445.
8. Lene B. Frandsen:»Hornelund-guldogslagger« i Fra
Ribe Amt1994,s.214-220.
9. LisJacobsenogErik Moltke. Danmarks Runeindskrif¬
ter.København 1941-1942.
10.Stoklund, Marie: »Runestenen iBjerring Kirke« i Na¬
tionalmuseetsArbejdsmark1997s.5M4.
Michael LercheNielsen,født1964. Københavns Universitet Ama¬
ger,Institutfor Navneforskning, Njalsgade80, 2300 København
S.Adjunkt, ph.d. Har publiceretenrcekke artikler indenforrune- ognavneforskning.
