Natur og unatur

Natur _og unatur

Oplysning

opdragelse i C.G. Salzmanns

Carlsberg

AfSigne Mellemgaard

I disse årer deren omfattende debat om børns læring, navnlig om skole¬

undervisningens niveau. Debatten har isærværet præget afetønske om at

strammeoppåkravene til både småogstoreskolebørns kunnen.Etcentralt punkt idebattenhar været,hvordan børnene kan forberedes til en fremtid,

som nok er ukendt, men forventes at være i stadig forandring. Det ^sene

1700-talstod i eni mangehenseender lignende situation. Manmente atstå på tærsklen til en ny tid, somville være i hastig forandring. Det nye sam¬

fund måtte derfor ihøjeregrad end det kendte^værebaseretpåenstadig til¬

egnelse afnyviden.

Når opdragelsen af den nyegeneration sås som forudsætning foret nyt samfund,erdet ikkeunderligt,atpædagogikken kom til atstå centralt i den

sene oplysningstids Danmark. Skulle manvæk fra gamle traditionsbundne tilstande,menteman,atden rådendeopdragelsesform måtteerstattesaf for¬

nuftige, rationelle undervisningsmåder, sombåde skulle give børnene nyt¬

tig videnog enretindstilling til deres livoggerning. Oplysningens tænkere

mente, athvis menneskene kunne lære attænkerigtigtoganvendederes vi¬

denrigtigt, kunne de blive gode ognyttige borgere og lykkeligeremenne¬

sker. Samtidig åbnede tilliden til menneskelivets formbarhed for samfunds¬

kritikken. Den rådendeelendighed i samfundet måtte nemligvære menne¬

sketsegetværksomeffekt blandt andet afen forkert opdragelse.

Detvari denne situation, atden tyske pædagog C.G. Salzmannsroman Carl von Carlsberg i 1797 udkom på dansk. Carl er en ung friherre, som forelsker sig i den sunde og ukunstlede borgerpige Henriette, og bogen

handler^omderesproblemer medat blive forenedeogom Carlsmøde med

de _mange elendigheder, der er effekter afen uhensigtsmæssig samfunds¬

indretning.

Netop 1790'ernes Danmark var præget afen blomstrende pædagogisk debat, som både drejede sig om almue- ogborgerbørnenes opdragelse og

skoler, og somhavdeenbred offentligheds interesse^-hvad bl.a. sesaf de¬

batterne iettidsskriftsomMinerva. Allerede Den lilleLandbokommission,

nedsat i 1784, havde peget på nødvendigheden afen reform af almuesko¬

lerne, for udenen forbedret uddannelse ogdannelse af befolkningen, hæv¬

dedes det, ville de andre ønskede reformer ske omsonst. Skulle landbo¬

reformerne lykkes, måtte landbefolkningen værei besiddelse af tilstrække¬

lig viden, motivationogomstillingsparathed. I 1789varden kommission til nyordning af almueskolerne i Danmark blevet nedsat, hvis forslag blevtil

skoleloven af 1814, om end i en langt mindre vidtgående skikkelse, end

1790'ernes debat havde ladetane (1).

Såtidligt somi 1780'ernevarderpåbegyndt forsøg i almueskoler rundt

om på flere af landets godser^-mest berømte erde to brødre Reventlows forsøg på henholdsvis Brahe-Trolleborg ogChristiansæde (2). Også til bor¬

gerbørnene opstodnye skoler: opdragelsesinstitutter stiftet af private eller

selskaber(f.eks. Christianis InstitutogBorgerdydsselskabets skole-begge

i hovedstaden). De skulle kunne give borgernes sønner en ny slags under¬

visning med realfag icentrum.Måletvar,ienmenneskekærlig ånd,atdanne nyttige samfundsborgere. Som led i reformerne af både landets og byens

skoler etableredes også seminarier til uddannelsen af den nye tids lærere (f.eks. Blaagaards Seminarium).

Helt dominerendesominspirationskilder til alt dette^varden tyske, filan¬

tropistiske pædagogik (3), somhavde sommål, atopdragelsen skulle ske i

et menneskekærligt forhold mellem elevog lærerog i takt med dennatur¬

lige udvikling afevnerne hos børnene. Læringen skulle foregå vedat op¬

vække ogbruge børnenes interesseognysgerrighed efter ting omkring dem.

Viden skulle ikke længere næsten bogstaveligt bankes ind i børnenes kroppe; der skulle herskeenmild disciplin, somgjorde læringennæsten til

enleg. Dekorporlige straffe skulleerstattesaf opmuntring af elevernes flid

og interesse og af skamstraffe (skammekrog, skamhuer mm.). Den gamle

udenadslære skulle erstattes afanskuelsesundervisning, som tog udgangs¬

punkt i ting, børnene allerede kendte til. Endelig skulle nyttige realfag ind¬

tageenvæsentlig plads, ligesom legemsøvelserogpraktiske fag skullesikre

børnene den gunstige legemlige udvikling, ^som ansås for forudsætningen

forden intellektuelle _ogmoralske dannelse. Centralt i filantropismen stod

håbet om ved hjælp af pædagogikken atgøre børnene til gode, fornuftige, oplysteoglykkelige mennesker, tilgavnfor både samfundetogden enkelte.

En af de mest fremtrædende repræsentanter for denne pædagogik var den tyske teolog Christian Gotthilf Salzmann (1744-1811), som havde virket

som sognepræst, inden han 1781-84 blev ansat som lærer ved den tyske pædagogJ. B.Basedows kostskole Philantropinetog senereigen leder af sit egetinstitutpå godset Schnepfenthal i Thuringen.Icentrumfor Salzmanns pædagogik stod somhos andre filantropister nødvendigheden afat oprette

etkærligt tillidsforholdmellem lærerogelev og i betoningen af, at opdra-

gelsen består i at udvikle børnenes legemlige, forstandsmæssige, moralske

og religiøse kræfterog evneri taktmed, at denaturligtviser sig. Opdrage¬

ren er en slagsgartner, som passer og dyrkerbarnets anlæg. Iopdragelsen

må man tage hensyn til børnenes forskellige evner, og man må tage ud¬

gangspunkt i de ting, børnene haren særlig interesse for (helst ting frana¬

turenogallerhelst dyr). Dannelsen af børnenesintellektuelleevnersker ved

- gennemsamtaler med demomdisse ting^-førstathjælpe dem tilatiagt¬

tageting i deres omgivelser, dernæstathuske demogkunne reflektereover dem. På den måde måpædagogikken gå fra detnære oghverdagslige til det fjerneog merefremmedeogfra det synligeogumiddelbare til detusynlige

og mere abstrakte. Undervisningskalallerhelst gåforsigsom(en) leg (4).

Udgangspunktet for Salzmannvar enopfattelse af mennesketsomafna¬

turengodt. Hvis derer en 'arvesynd', såerdetén, dererpåført af opdra¬

gernei opdragelsen (5). Mangeaf de fejl, somopdragerneserhos børnene,

erderfor i virkeligheden at finde hos dem selv som repræsentanterfor en

uhensigtsmæssig opdragelse. At opdrage andre er derfor til stadighed at forædle sig selv (6).

I 1790'erne blev Salzmannspædagogik genstand foren særlig opmærk¬

somhed hos det danske pædagogisk interesserede publikum. Det havde

væretoversættelser af hans ogBasedows værker, deri 1780'erne overhove¬

dethavde åbnetfordenpædagogiske debat. Indtil da havde der dårligt nok

væretenpædagogisk litteratur i Danmark (7). I perioden 1780 til 1810 blev

en snes af Salzmanns værker oversat til dansk, deraf halvdelen alene i

1790'erne. Hans bøger består både af læsebøger og ABC'er til børn, af præsentationer af sin pædagogik for etvoksent publikum og af^en række pædagogiskeromaner,hvori han forsøger^atforene det underholdende med

detgavnlige. I 1790'erne blev Salzmann da ogsåenvæsentlig inspirations¬

kilde for de danskeskoleforsøg, eksempelvisvarbrødrene Reventlow i dette

årti særligt påvirkede af ham (8). Salzmann blev øjensynligt læst i brede

kredse afdet danske dannelsesborgerskab (således^erhans bøger ikke sjæl¬

dentatfinde ibogfortegnelser efter f.eks. afdøde embedsmænd i perioden),

oghans opdragelsesinstitut blev rejsemål for pædagogisk interesserede,som herpå kortere eller længere opholdsøgte at få indblik i detssærlige pæda¬

gogik (9). Således havde eksempelvis den skoleinteresserede augusten¬

borgske hertug Frederik Christian omkring 1790 planer om sammen med

sin mentor at besøge stedet, hvis ikke andre forretninger var kommet i vejen,oghans ledsager måtte rejse dertil alene. På det tidspunkt havde Fre¬

derik Christian allerede læst Salzmannstrykte efterretninger fra Schnepfen-

thal_ogogså-med tilfredshed-(den tyske udgave af) Carl ^von Carlsberg (10). At andre kunne læse den med lidt andre øjne, vidner^en bemærkning

omi Sofie Thalbitzers erindringer (11): »selv Carlvon Carlsberg erindrer

jeg sattemit Blod i heftige Bevægelser«,men hunvar nu også^-eftereget udsagn-afenbevægeligogheftig karakter.

Moralsk litteratur og

brevromaner

1700-tallets litteratur havde andre former ogandremål end dem, vi har lært

atkende. 1700-tallets skønlitteratur handler mindre om spænding ogdybe psykologiske skildringer og mere om det borgerlige hverdagsliv. Den er, hvad Anne-Marie Mai i enintroduktion til tidens moralske fortællinger har

kaldt »håndfaste anvisninger på et fornuftigt borgerliv« (12). Oplysnings¬

tidenudgik fra,atlitteraturens betydning lå i dens opdragende^ogdebatteren¬

de funktion, hvad netop fik mening i kraft af den grundholdning, at laster

ogdyderertilgængelig for opdragelse, refleksionogdialog med andre (13).

Romanens centraleplacering i 1700-tallets litteratur bliver ofte set som

betinget afogbåret frem afetvoksende borgerskab. Ikke sjældent drejerro¬

manerogfortællinger sig således^{om en}konflikt mellemen(dydig) borger¬

lig kultur^{og en}(letsindig) adelig^-ikke mindst synlig i de engelskeromaner i århundredets midte (14). Men også i Danmark kan romanens egentlige gennembrudsår omkring 1780 ^{ses som} udtryk for en særlig borgerlig digtning, sådan ^som det sker i Dansk litteraturhistorie (15). Litteraturen drejer sig i ikke ringe grad om dyd og naturlig ægthed overfor repræ¬

sentativitet og kunstlet overflade. Dyden må tilegnes som en indre tilbøje¬

lighed til det gode. Det er da også det, Salzmann ville, når han i sinpæ¬

dagogik udgik fraetønskeom, atbørnene skulle ville det gode, ikke fordi

andre bad dem om det, men af overbevisning. Anne-Marie Mai har ^ar¬

gumenteret for, at skildringen af det borgerlige hverdagsliv i familien særligt egnede sig til atblive portrætteret i brevromanen, fordi denne til¬

stræbte en levende, spontanog direkte form. Brevet hører til i hverdagen selv; det er 'hverdagens egen skrift' (16). Det ^erda utvivlsomt også den,

Salzmann søgeratgengive i Carlvon Carlsberg, hvor dialogen endog ofte

bliverdobbelt, idet brevene udover isig selvatvære en dialog også gengi¬

versamtalermellemtoeller flere. Brevromanerne må ses som etforsøg på

atgøre romanen mere sandsynligogforlene den medetumiddelbart udtryk

for den menneskelige subjektivitet^-ethjertets sprog. Mensamtidig åbner

brevromanen for muligheden afat behandle andet end det fiktive hand¬

lingsforløb. Derbliver også plads tilmeredirekte oplysendeogopdragende

elementer. Brevromanen bliver derfor, med litteraturhistorikeren Ole

Birklund Andersens ord»Påeenganghjertets sprog ogsamtalepartner i Op¬

lysningens kritiske kommunikation« (17). Deterpræcist tilfældet i Carl^von Carlsberg, hvor brevene både omhandler de involverede personers (især

Carl ogHenriettes) følelsesmæssige forhold ogforklareroggiveranvisnin-

Kagstrygningaf

kvinde. Illustrationfra

Salzmann 's roman.

gerpå nyttige fremskridt. I kraft af Salzmanns reformivertruerdenneba¬

lance mellem hjertets ^{sprog og} fornuftens kritiske kommunikationganske

vist til tider medattippeovermod det sidste.

Carl^von

Carlsberg

pædagogisk

filantropistisk reformprogram

RomanenCarl vonCarlsberg indledes medatCarl, som erud afen fornem slægtmedmangeaner, endag for»ietParTimers TidatværeNaturennær-

mere« drager ud til^enaf byens lysthaver.Herserhan denfortryllende Hen¬

riette-hendes gang erlet, naturlig,utvungen;hunerklædtsom en amazone med det sorte hår flettet uden kunst (for Salzmann må hendes naturlige fremtoningnæsten væregarantfor hendes legemlige ogsædelige tilstand).

Hunlyser af sundhedoguskyld,ogCarl forelsker sig straks i hende.Hanfar dog kun hendes fornavnatvide, da hendestoledsagendetanterstraks hiver hende videre. Defølgende dage søgerCarl allevegneat få oplysningerom

hende, og da det ikke lykkes, kommer han i ^en slags desperation i dårligt

selskab _ogpådrager sig spillegæld. Henriette bliver på sin side vogtet nøje på af sin jaloux tante Frederike, der ikke under hende kontakt med Carl.

Hunharnemlig aldrig selv fåetden,hun elskede (for Salzmann liggerpro¬

blemet ikke i kvindernes iboendekarakter, meni denkærlighedsløshed og

undertrykkelse af deres naturdrift, de harværet offer for).Den andentante

- Louise-erisamme situation,menvil ikke lade detgå udoverHenriette.

DaCarlendelig møder Henriette igen,erdet vedettilfælde.Detviser sig,

athanshusvært, hofråd Grimlein, skalgiftes med Henriette^-i al fald efter

hendes fader ogtanteFrederikes planer, for Grimlein kan skaffe faderen den amtmandspost, somkan sikre hans alderdom. For at glemme sinegen nød

træfferCarl denbeslutningathjælpe andre nødstedteogstarterlige uden for

sine egnevinduer. Nogle kvinder,somhar fået uægtebørn, erved atblive kagstrøget påtorvet. Enaf dem har sit lille spædbarn med sig. Carl forarges dybt: mændene, derhar drevetpigerne ud i dette, tænker ingen påatstraffe (i Salzmannsøjnegørsamfundet generelt intet foratændre på de egentlige, bagvedliggende problemer). Det lykkes Carlatløskøbe kvinden med spæd¬

barnet,ogi denne^ogandresenerevelgerninger finder han salighed.

Efter mangeforviklinger lykkes det^-under eftersøgningen af den sned¬

kersvend, dererfar til spædbarnet^-tilfældigt Carl at træffe Henriette, og han erfarer _nu, atHenriette virkeligt elsker ham. Det bliver derfor begyn¬

delsen til nye rækker af besværligheder, da Henriette erspaltet mellem sin hengivenhed til faderen og sin kærlighed til Carl, og Carl på sin side må

have sin moders samtykke til atgifte sig borgerligt. Foratfa det, opsøger hanhende; hunerimidlertidpå rejse, og Carl rejser efter hende, hvad der

gørdet muligt forSalzmannatlade Carl træffe den menneskelige elendig¬

hed^-af mangeslagsogmedmangeofre,menaltid forårsaget af mangel på fornuftig ognaturlig væremåde. Overalt serhan umådeholden vold, barba¬

riskestraffeformer,unødvendig sygdomoghypokondri, kærlighedsløseæg¬

teskaber, utroskab, løsagtighed og fejlagtig børneopdragelse. Han træffer

imidlertidogså mennesker med denretteindstilling til tilværelsen, somkan rådgive ogvirke til atløsemange af problemerne.

Romanensnæsten200 breveerførst_ogfremmestfra Carl, ensympatisk

ung mand, somnok er fornuftig, men trænger til vejledning; morbroderen

oberst vonBrav, somtil fulde leveroptil sitnavn; Henriette, som der kun

ergodtatsigeom; ogdeto tanter,sompå hver deres mådereagererpå den urimelige ogfølelseskoldemåde, de harværet behandlet på. Menromanen

igennem opstårethelt galleri af^personer, hver især med deres egenskaber

og interesser. Alle deltager de aktivt i den omfattende brevveksling, hvad

der gørdet muligtfor Salzmann atfa knytteten næsten uendelig række af

mindre historier og emnertil den bærendehandling. Devæsentligste øvrige

personer erCarls moder^-somholder stiftpå adelsstand^oganer ogikke vil

høre som sundhed _ogynde; diakonus Rollow, ^{som sammen}med Carls tid¬

ligere huslærer,Wenzel, hører til devirkelige helte,dahaneribesiddelse af

ensundmenneskeforstand_ogdømmekraftogfostrer ædle,oplysteoguegen¬

nyttige tanker; Carls godevenZellnik, somdet lidt efterlidt viser sig kur¬

tiserer Henriettes tante Louise (det er nok derfor, hun ^er venligere stemt

overfor det elskende par), men deres forhold går fløjten, da hun ikke kan indvillige i ataflægge sig sinkunstfærdige frisuremed paryk, somZellnik

ellers kræver.

Detbliverhurtigt tydeligt, athandlingen kun eret skalkeskjul for Salz¬

manntilatgiveetbillede af denuhensigtsmæssigesamfundsindretningog

angive retningen for det nødvendige reformarbejde. Elendigheden grund¬

lægges tidligt afenfejlagtig opdragelseogindretningaf skolerne. Børnene

lærer katekismus _og udenadslære, men ingenting omdet, derumiddelbart omgiver dem, og ingenting om naturen (naturhistorien ventede filantropi-

sterneogda navnlig Salzmannsig ellersmegetaf). Delæreringen legems¬

øvelser,og somfølge deraferdevoksne borgerne i dennemidttyske bysva¬

gelige ogslaviske i tænkemåden.

At det står så dårligt til, ermåske ikke så underligt, nårman betragter

skolelærerne^-ognavnlig nårmanser,hvor dårligt det gårde bedsteaf dem.

Endag, daCarl vil besøge denædle Rollow, erfarerhan, atRollowsbrorer død. Hanvarlærerpå enskole, hvor børnene lærte alle muligenyttige fag:

skrivning,regning, naturhistorie, økonomi,moral, geografi og legemsøvel¬

ser(altså helt enskole efter Salzmannshoved). Hanhavde måttetunderka¬

ste sig eksamenhosengejstlig, der^{var arg}modstanderaf denneskoleform,

oghan blev somfølge derafså hårdt eksamineret i hebræisk^ogkirkehisto¬

rie ogandre^-efter diakonusRollows (ogdermed også Salzmanns)mening

retunyttige-fag, athan den følgendedag blev syg ogdøde af ærgrelse.

Indlæringen afdårlige vaner og slette karakteregenskaber fortsætterpå

akademier_oguniversiteter, hvorstudenterne ikke far videnom verden, in¬

tetpraktisk lærer, ikke læreratlæggemærke tilforholdene omkring sig el¬

ler glædes over skønne ting, ^men kun lærer sig kedsomhed ved livet og råhed over for andre. Tilmed lurer her selvbesmittelsens fare: da oberst Bravselskede _søn,Ferdinand, kommerhjem fraetophold påakademiet,er

han bleg, initiativløs, ligeglad ^og legemligt svækket (Salzmann udgav

næsten samtidig en bog om onaniens fare, som synes at have faet mange læsere^-også i Danmark). DetbedrøverBrav, især da han mener, onanien

fornedrermennesketunderdyret,gørdet dumtogudueligt til ægtestanden.

Det hører med til historien, atFerdinand ^senere bliver helbredt ved at op¬

holde sig hos den forelskede Carl for dérat fa smagforægteskabet (Salz¬

mann regnede nemlig ligesom andre i samtiden uorden i kønslivet for så vigtigenfejl, atden kun kunne helbredes med kønslivet selv (18)).

OveraltserCarl oghans ligesindede: Rollow, Brav, Wenzel ^og(i mindre omfang) Henriette elendighedogunatur-alting, somnaturenhar skabt, vil

man lave om på: den bleghed, der kommer af korsetterog mangel påmo¬

tion, skjulerman under sminken,man skærer halen afheste, sætter natter¬

galene i burogformertræertil kuglerogpyramider (det lyder heltsom en

efterklang af Rousseau, som da også var væsentlig inspirationskilde for filantropisterne). Carl (eller Salzmann) fæstner sig ved den udbredte af¬

hængighed af diverse bekvemmeligheder: tobak, aviser, kaffe^mv. Disse for¬

syndelser mod fornuften ogdet aktive, udadvendte liverdog små i forhold

til denunatur det _er, ikke at villepasse og amme sit egetbarn. Et justits- direktørparerbarnløst: for selvomnaturennok har givet dem børn, så har

modentaget dem fra dem igen: den har nemlig sammensnøret fruens le¬

geme såmeget, atbørnene ikke kunne leve, når de blev født. Med profes-

sorinde Ribonius står det mindst ligeså skidt til: Carl opdager ved et tilfælde, athun har efterladt sit lille barnhjemme for selv at gå til bal, ^og

Carl finder til sinstoreskræk barnetbegravet i sine urenligheder.

Intetunder, at følgen af al denne ^unatur ersygdom og svagelighed, og overalt erden et resultat afmenneskets ufornuft. Sygdom kommer på den

ene side afalt for hårdtarbejde og for store byrder (tjenestefolk oglære¬

drenge), på den anden side af formegen stillesidden (debedrestillede bor¬

gere). Manglen på legemsøvelserogfrisk luft træffer Carl allevegne;da han

erinabobyen foratlede efter den løskøbte kvindes kæreste, træffer hansog¬

nepræsten i gang med at give hele familien en forebyggende omgang af¬

førendemedicin. Familiens børnerdaogså svagelige,^mendet^erkunetre¬

sultat af, at den hypokondriske far har forbudt dem at gøre kraftige be¬

vægelser ude i al slags vejr (naturligvis ganske i modstrid med Salzmanns overbevisning om legemsøvelsers og frisk lufts hærdende virkning). En gæstgiver, der optræder^senerei bogen, klager^over,athan ikke har råd tilat leje en hest, og Carl finder ham derfor ^- for dog at fa lidt motion ^- in¬

dendørs, ridendepå engyngehest.

Men Carl møder også en tahitianer, som repræsenterer den naturlige

sundhed. Han erkommet til Europamed kaptajn Cook forat lære lidt kul¬

tur. Carl spørger ham udom hans hjemland og læreren række tahitianske

ord. Det visersig,atdettesprogikke har ord forenrække sygdomme;hver¬

ken tandpine, kræft ogvattersot.Tahitianerne kender nemlig ikke til disse sygdomme.

Elendighedenerdogstørstblandt de fattige, somtvinges ud i handlinger,

derenten erstrafbare ellerpå længere sigtgørdem endnu dårligere stillet.

Underetheftigt tordenvejrsøgeroberstBravtilflugt ienfattigbrændehug¬

gershytte ogmøder hertretiggere. Den ene eruægte grevesøn,født afen

tjenestepige, som siden har måttet ernære sig som prostitueret; den anden

blevtidligt forført afstudenter, måtte prostituere sig, fik syfilis, er nuhel¬

bredt,menmanglernæsen;ogden sidsteer enstudent,somhar duelleretog dræbt sinmodstander, af dengrund relegeret fra universitetetoghvervet til soldat,menmistede undertjenesten sin højrearm ogbetlernu.

Natur,

oplysning, fornuft

følsomhed

Derhersker ingen tvivl^om,atal den elendighed, ^somCarl træffer,^{er men¬}

neskeskabt og derfor i princippet tilgængelig for fornuftige og oplyste ^re¬

former.Elendigheden kommer overalt af,atsamfunds-ogmenneskelivet^er

indrettet imodstrid mednaturenogfornuften^-somnemlig stemmerover¬

ens.Hvad ernaturen da? Det erdet enkle: De naturlige frisurerogklæde¬

dragten, det eruforfængelighed, munterhed, ligefremhed og uforstillethed,

fraværet afkølig beregning.Determoderskabet, kærligheden mellemmand

ogkvinde-også påtværs af stand ogpraktiske, økonomiske hensyn (men

ikke uden fornødenhensyn til moral ^oglegemligsundhed). Et afromanens

gennemgåendetemaererdekærlighedsløse ægteskaber, ^{som er}opstået^som praktiske foranstaltninger.Etsådanterjo det planlagte mellemGrimlein^og Henriette, som skal sikre Henriettes far i hans alderdom og enkemanden

Grimlein bedrestyrpå sin uordentlige husholdningogsine uopdragnebørn.

Etandet fordrer fru Carlsberg af Carl, når hun vil, han skal gifte sig efter slægtog aner. Mentilstanden herskernæstenoverdethele. Professor Ribo-

nius hargiftet sig til professoratet,men det ukærlige ægteskab har imidler¬

tid blotgjortkonen utro ogfaet manden til atholde sig skadesløs med pi¬

gebekendtskaber (han fårsenere enkønssygdomog begår selvmord). Her

som i 1700-tallets litteratur i øvrigt bliver konflikten mellem fornufts- og

kærlighedsægteskabetetyndettema(meddet sidste^somidealet),^ogtilsva¬

rende sættes den aristokratiske letsindige ægteskabsopfattelse og de dertil

hørendeudenomsægteskabelige erotiske forbindelseroverforenborgerlig, kærlig, følelsesfuldog dydsorienteret ægteskabsopfattelse, somi 1700-tal-

let blev det måskemest centrale litterære temaoverhovedet (19). Et ynde¬

fuldt modbillede til den portrætterede elendighed findes derfor i Rollow- hjemmet, hvor de tre kære småpasses af moderen, hvad der blot farman-

den tilatelske hende endnumere.Rollow kan daogså i enafromanenssid¬

ste breve nå til den konklusion, atfamilieglæderne erde sødeste og beha¬

geligste på jorden.

Forudsætningen foretbedre samfund eroplysning, ^og ietbrev til Carl

forklarerWenzel,Carls tidligere huslærerogmåske derfor^romanens egent¬

lige helt, ^at oplysning er indsigternes forbedring, især med hensyn til de ting, som ernært forbundet med os. Oplysning erimidlertid^{- som} al ud¬

vikling ^- kædet sammen med smerter: den sandt oplyste kan aldrig helt

blive tilfreds, kan aldrig helt opfylde sine pligter, aldrig helt nå sine mål.

Imidlertid^ermangel på oplysning dogværre: den fører til fattigdom, ufri¬

hed_ogintolerance. Den uoplyste vil ganske vist føle^mereved de kropslige glæder,men den oplystevil have følelser for langt flere glæder: han vilføle

merevedatsedenstjernefyldtehimmel,etsmukt maleri,^væreved siden af

enelskværdig pige, betragte liljerne på markeneller læse i Biblen (20). Op¬

lysningen vedrøreraltså også følelser.

Carlvon Carlsberger somvist i høj gradbyggetop som en modstilling

mellem detkunstlede, forstillede ogdet naturlige, gode^-i en bestemt ud¬

formning,som sætterfokus på den indreoverbevisning ogdyd. Selvom der også i (dannelses)borgerskabeterbrodne kar-tænk f. eks. på hr. ogfru Ri-

bonius ^-ogder også blandt de adelige erBrave (!) mennesker, så er stan¬

denskarakterdogikke tilat tagefejl af: denægtetilbøjelighed, sundhedog detuspolerede har oftest hjemme i det borgerlige, mensadelen ofterefrem¬

stiller denudartede natur, det forstillede.ICarlvonCarlsberg drejer det sig

somi andre af tidens romaner om at være i besiddelse af- eller komme i besiddelse af-entilbøjelighed for det gode: dyden. Dyden kommer til, når

mennesket formår at holde en sjælelig balance mellem fornuft og passio¬

ner(21).

Hverken for Wenzel ellerSalzmanngælder detomat erstattefølelser med

fornuft. Ganske vist kanfornuftsaspektetsynesmegetfremtrædendemange steder i _romanen, idet forfatteren ikke forbigår nogen lejlighed til at be¬

skrive de henholdsvis fornuftigeogufornuftige indretninger.Allertydeligst

ses detafromanensregister, somgørdet muligt viaopslagsordsom»Aan- der, omgang med« eller »Abstrakte Begreber, blive paa en meget forkert

Maade...«atgå til de sider, der behandler disseemner.Alligevel^erfølelsen

romanens drivijeder, idet handlingen først ogfremmest bæres afCarls fø¬

lelse for Henriette (og omvendt). Men følelserne er mere end blot det, der

skal drivehandlingenvideresom enydrerammefor fornuftsargumenterne;

det ufornuftige opstår netop, når handlingens personer ikke følger deres

følelser. Carl føler velvære og salighed ved sine velgerninger, han oghans ligesindede iagttager stedse forbedringer, hvad enten det er i land- eller skovbruget, i skolerne eller blandt de fattige ^-med rørelse.

I historisktilbageblik er fornuft og følelse ofte blevet placeret i to for¬

skellige tidsrum og somdefinerende hver deres perioder: oplysningstid og

(præ)romantik. Man forstårimidlertidnæppeoplysningsprojektet uden den betydningstillæggelse, der sker via rørelsen, lidenskaberneogfølelserne (22).

Fornuft uden følelse giver i 1700-tallets anskuelse lige sålidt mening som følelse uden fornuft. Som i Carlvon Carlsbergerlidenskaben i perioden nødvendig for overhovedetatbringe bevægelse i tingene (23)-men samti¬

dig står detogså fast, atlidenskaben må afbalanceres af fornuften^og blive

tilfølsomhedog en evnetil atbeherske ogkultivere følelserne ^{og en evne}

til atføle med andre. Følelsen skal derfor formes rigtigt og brugesrigtigt,

hvadjo også fornuften skal.

Udvikling, dannelse

opdragelse

Undervejs iromanen prøvesCarl^-somda hanopdager sig afhængig af be¬

kvemmelighederog sættersig foratgøre sig fri af dem. Også i sin kærlig¬

hed til Henriette bliver hanprøvet, fordi deres forbindelse hele tiden bliver forplumret afsladderogforskellige uheldige omstændigheder. Men prøvel¬

serneforbliver altidetbitema; eraltid'ydre'i forhold demsom personer og har mest karakter afhændelser, der skal holde handlingen i gang. Carl

prøvesallermest, da han under sinsøgenefter moderen,somhanhåber skal give sit samtykketil ægteskabet med Henriette, en senaftenfarer vild i en skov ogmøderenundsluppennonne.Carl sættersig forathjælpe hende^og

vil føre hende tilet huspå en stor, åben plads i nærheden. Detviser sig at

være enjødisk kirkegård. Da de krydser denne, falder de begge i en åben

grav. Menneskelegemet i bunden afgravenvågner dervedop, hvorpånon¬

nenbesvimer af forskrækkelse _ogfalder tilbage igraven.Carl hjælper deto

forkomne kvinderind i huset: denbesvimedenonneogden døde^-ellerret¬

tere skindøde (derafses det fordærvelige ijødernes skik med begravelser hurtigt efter dødsfaldet) ^-jødinde. Medto yndige, unge kvinder i sengen bliver detenlangnat for Carl atkomme igennem, menhan bestårprøven.

Også her har prøvelserne først^ogfremmest rollen ^somdet, deratfår hand¬

lingen drevet videre, ikke somnoget af betydning forCarls udvikling. Han

udvikles ganske vist ienvis forstand, fordihan lærer glæden vedathjælpe

andre og far en øget viden om elendigheden omkring sig og midlerne til

dens afhjælpning og samtidig en række (hjerte)venner. Han bliver utvivl¬

somt klogere på verden og øverogså sin dyd, menhan eri bund og grund

den samme Carl før_ogefter. Mankan derfor sige,atdet i Carl^von Carls¬

bergsomi såmangeandre af tidens litterære frembringelser drejer sig^om

atprøvedyden,menatdetikkesomi dannelsesromaneneretspørgsmålom individets dannelsesompersonlighed; dererikke taleomidentitetsdannelse

som psykologisk proces. Dette kan også illustreres med rejsen, som ikke

somi dannelsesromanen kommer til foratdanne personen ogudvikle hans individualitet,menforatmuliggøre,atSalzmann kan tematisere elendighe¬

den i alle densafskygninger.

Standssamfundets opdragelse

RomanenCarlvon Carlsberg^erspændt op overgrundtemaet adelog aner overfor borgerlig enkelhed og naturlighed. I andre af Salzmanns bøger er

publikumogfokusetandet. BogenPederJensen, eller Anviisning tilenfor¬

nuftig Børne-Opdragelse (da. 1796), der systematisk giver retningslinjerne

forengod opdragelse, handleromdrengen Peder,somvokseropietbonde¬

hjem somsønafenfornuftig bondeoghans noknogetenfoldige,^mengode

ogmed gode arveanlæg begavede moder, og omhansfornuftige opdragelse,

som gennemføres på trods af den traditionelle overtro, som behersker

mangeaf de øvrige landsbyfolk.De sygelige, skurvede, skrigende, ulydige børn, som eralt foralmindelige, ^erde ufornuftige forældresegetværk. Pe¬

ders fader får gode råd til opdragelsen afen landfysikus, en fornuftig jor¬

demoder, en præstog enseminarieuddannet skolelærer^-altså afpersoner uden forlandsbyens traditionsbundnerum. Gennem denne opdragelse bli¬

verPedersund, opøversin iagttagelsesevne, fårensundforstand, bliver ly¬

dig, tænksom, ærlig, lærerat tæmme sine begærligheder ogbliver arbejd¬

somogsparsommelig.

Bogen KristenFaursted, elleren udførlig, megetlysteligog lærerigHi¬

storieom enfattig Bondekarl, der blev tilenFriherre (da. 1806) foregår iet lignende miljø, og grundtemaet er her nødvendigheden (for bonden) i at styresine begærligheder. Kristen Faursted har givet sig på vej foratsøgefri¬

heden i revolutionensFrankrig,^men efterathave mødt de indsigtsfuldeop¬

lystepersonerpastorMøller^ogherredsfoged Bek lærer han,atfrihed finder

manførst vedatbeherske_{og regere}sine tilbøjeligheder: sintrangtil madog

drikke, til hvile, spilmm. Kristen lærer, at frihed ikke erden politiske fri¬

hed, men evnentilatbeherskesig selv, ogat»Mennesket kanværefri ien¬

hverStand, naarhan kun vil« (24).

Jesper Hansen handler om en betlerdreng som ved en ædel godsejers

mellemkomst lærer atbruge tiden vel, atholde afatarbejde ogtilegne sig

ny viden. Jesper Hansens driftighed gørham efterhånden til en både vel¬

ansetogvelhavende bonde i landsbyen.

Ialle dissetrebøgerer rammen stadig standssamfundet. Denødvendige forandringer ^og den fornuftigere indretning af børneopdragelse, landbrug

mm.rykker ikke ved den politiske orden; tværtimod lærer Kristen Faursted netop, atfrihed ikke ligger ienpolitisk frihed, en frihed fra afgifterogsol-

daterudskrivning, men i atvære herre over sig selv. Det står noget i mod¬

sætning til Carl ^von Carlsberg, hvor vi ikke lades i tvivl om, at adelens dårskab, usundhedogtraditionsbaserede levevis eruheldigog mindrenyt¬

tigogduelig end det sunde, borgerlige potentiale-biologiskogkulturelt.

Ialle detrebøgerrettetmodogmed fokus på almuen står det klart, hvem

der har autoriteten. PederJensen, Kristen Faursted ogJesper Hansen lærer fornuftige ting af øvrighedspersonerog personeruden rod i bondesamfun¬

det: præsten og herredsfogeden, den seminarieuddannede (!) lærer, lægen

og den oplyste godsejer. Ændringerne må tilsyneladende komme udefra^-

bondesamfundetkan ikke selv genere ændringer. Dertil^erdet alt for tradi¬

tionsbundet ogufornuftigt. I CarlvonCarlsbergerændringer derimod ikke betinget af påvirkninger udefra; herertaleompersonerisamfundet med^en særlig sund indstilling. Selvfølgelig behøver også Carl en fornuftigogret¬

skaffen vejledning på sin vej. Den får han først og fremmest af Wenzel,

oberst Brav og diakonus Rollow, ligesom Henriette fortrinsvis får denfra

sin tante Louise. Den eneste kvinde, der i indsigt og fornuft kan måle sig

medmændene,synesdogatværeCarolineMenzer,somsymptomatisk nok

har fået det fra sinafdødekæreste(den ihjeleksaminerede kandidat).

Også spørgsmåletomdriftighedogarbejdsomhed harenanden placering

ibøgerne til almuen end i Carlvon Carlsberg. Påen helt andet måde end

Carl skal PederJensen, Kristen Faurstedog især Jesper Hansen lære drif¬

tighed^-for den sidste erarbejdsomheden selve bogenstema. Jesper lærer

atudnytte ethvert ledigt øjeblik til atplante frugttræerog samleukrudt el¬

ler_{foder og} anvende søndagene til nyttig læsning (især om agerdyrkning).

Arbejdsomheden når sit toppunkt, da Peder suspenderer kaffepausen for i

stedet at bruge tiden på at opsamle møddingsvandet. Arbejdsomheden er

det, der transformerer betleren tilenvelholden bonde. I CarlvonCarlsberg

er arbejdsomheden ikke et tema; det springende punkt består i stedet i at

evneatvælgeret i de enkelte situationer, iathave detrette sindelagogiat kunnegennemskue den unaturlige samfundsindretning.

Iallebøgerneernaturen rettesnorfor denrettelevevis. I Peder Jensen og

Jesper Hansen glæder titelpersonerne sig stedse over naturen (som Salz-

mann opfordrede til i alle bøgerne), men til denne glæde ^erder koblet et nytteaspekt: deto unge mænd skal under deres søndagsspadsereture i den velsignedenatursamtidig lære nytom driftsformer, afgrøderm.m., og na¬

turenerher ilangt højere grad end i Carl^vonCarlsbergnoget,der både skal nydesogændres,bearbejdes^og omformes.

Men også de naturlige tilbøjeligheder får en forskellig betydning i bøgerne. Ganske vist må Carl somnævnt lære ikke atvære en slave af sin hang til bekvemmeligheder,mendeterlangt fra ettema,der kan bærebo¬

gen.Detkan detimidlertid iKristenFaursted, somnetophandlerom Kri-

stens kamp mod sine begærligheder, som han vinder over og derigennem

kan blivemerefri, end densamfundsmæssige orden (hoverietinkl.)gørham

ufri. Mens lidenskabernehos Carlskalbrugesret,så skalde hos Peder, Kri¬

sten ogJesper slet ogret tæmmes. I ^en driftig bondes liv synes følelserne

ikke atkunne faenfornuftig plads: de er snarereborgernes sag.

De fire bøger repræsenterer tilsammen opdragelsen til en ny tid - en ukendtfremtid, der måske på mange måder svarer til den fremtid, vi om¬

kring år 2000 vil forberede vore børn til. Dengang som nu drejer det sig nemlig om en fremtid, hvor^-som det ofte lyder^-detmest bestandige er

forandringen. Alligevel står det dog i Salzmanns bøger helt klart, hvilke

normerder bør herske i dette 'post-traditionelle' samfund ^- ligesom det i øvrigtgør i voresnutidige samfund. Carl, Peder, Kristen ogJesper repræ¬

senterer hver især den _ny tid ^over for traditionen, fornuften overfor over¬

troen, dyden fremfor lasterne, tænksomheden overfor søvnagtigheden,

kløver og esparsette frem for byg og brak, gode veje, frugttræer og refor¬

merede skoler frem for traditionens bånd. Mensamtidig viser det sig også,

at udlægningen af driftighed, standsbevidsthed, beherskelsen af tilbøjelig¬

hederne ogfølsomhedenbefindersig inden foret standssamfunds^rammer.

Om hvordan Carl _og

Henriette får hinanden

historien

en

god

naturlig afslutning

Endnuskylder jeg læseren^atgive enden på historien. Til den hører,atHen¬

riettes far i mellemtidenerblevet amtmandved Caroline Menzersmellem¬

komst(hunerblevet hofdame hos enprinsesse, hvilket har givet Salzmann mulighed for at levere en førstehåndsskildring af det kunstlede ^og uægte hofliv).Derved kan HenrietteogCarl gifte sig. Zellnik har i bedrøvelseover Louises giftermål med Grimlein forført enpige, der viser sig atvære iden¬

tisk med den flygtende nonne, som han nu, som den i grunden hæderlige mand, han er, agter at indgå ægteskab med. Wenzel ^erblevet udnævnt til superintendent, hvilketgør det muligt for ham dels at udbrede sine grund¬

sætninger, delsatgifte sig. Med dette forøjeopsøgerhan CarolineMenzer,

som i ham finder denudtrykte sundhed: et åbent blik, kinderne rødmende

afsundhed,enrank vækstog enutvungenopførsel. OberstBrav, som nu er helt overbevistom Carl og Henriettes dybe følelser for hinandenog Henri¬

ettes sundhed _ogsindelag, husker moderen på, atCarl er undfanget under

faderens fravær. Da Bravtruermedatoffentliggøre dette, giver moderennu sin tilladelse til ægteskabet. Den megen snak om aner klinger unægtelig pludseligt lidt hult.

DetbliverBrav,derarrangererbrylluppet, somskalværelille, simpeltog

naturligt. Om ^morgenen for brylluppet fører Brav brudeparret ^og de ind-

budte (få!) gæsteroppå ethøjt bjerg med udsigt over enbehageligeng og

en skovklædtbjergskråning. Ien løvhytte får de morgenmad, ogføres der¬

efter omkring i skoven, hvor Brav viser dem alle forbedringerne i skov¬

væsnet. Endelig føres de til en lille dal omringet af skov med en lille bæk

og etalter afgræstørvunderetgammeltegetræ. Hervier Rollowbrudepar¬

ret, hvorefter Carl og Henriette hverplanterto træersom etmindesmærke

over dagen. Derefter spadserer følget igen i skoven og fører her lærerige,

underholdende og opmuntrende samtaler. De føres udtil ^{en ø}i^{en sø,} hvor

de møder_{Wenzel og}Caroline Menzer, somogså har haft bryllup. Efteret simpelt måltidogsamtale går de i land igen^ogkommer til ^enløvhytte. Her

viser detsig,atZellnikoghans koneerblevet gift.Deterogså den løskøbte

kvinde oghendes kæreste, og det viser sig, at der ved Carl og Henriettes simple bryllup ersparet såmange penge, atder bliver råd til ethus til dem.

Påen sådandag viserdetsig, hvormegetder kan komme ud af dennatur¬

lige forening mellem fornuftogfølelse.

1 Jfr. Larsen(1984), s. 124. 2 Markussen (1987), Peitersen (1971). 3 Navnet fik filantro¬

pismen efter den tyske pædagog J.B. Basedows opdragelsesinstitut Filantropinet,oprettet1774. Se til dennepædagogik f.eks. Grue-Sørensen (1960), Larsen (1984), Markussen (1995). Et eksempel¬

studiefindes iMellemgaardogVenborg Pedersen (2000). 4 BosseogMeyer(1886), Salzmann (1807). 5 Salzmann (1796)s.96, BosseogMeyer (1886) Bd. 1 s.78. 6 I Salzmann (1783) giver han måske klarest sine opdragelsestanker udtryk. Jfr. Grue-Sørensen (1960) s. 178-181.

7 Larsen(1984)s. 141. 8 Markussen (1995)s.126-127. 9jfr. BosseogMeyer(1886)s. I:

55. 10 Schulz(1910) side 75-den tyske udgave kom 1788. 11 Thalbitzer (1922) s. 21.

12 Mai(1994). 13 jfr. Dines Johansen (1999). 14 jfr. blandt andet Dines Johansen (1999).

15 Fjord Jensen (1983), jfr. også flere af bidragene i: Jensen og Nicolaisen (1982).

16 Mai(1994). 17 Birklund Andersen (1999). 18 Mellemgaard (1998)s. 129ff. 19 Di¬

nesJohansen(1999). 20 Del III, s.71-73. 21 jfr. Mai (1994). 22 jfr. bl.a. Dines Johansen (1999),Nielsen (1993)s.49ff. 23 jfr. Ehrard (1970s.224. 24 Salzmann (1806)s. 119.

BirklundAndersen, Ole.»1700-tallets brevkulturog romanen.«1700-tallets litterære kultur ed.

FritsAndersen, Ole Birklund AndersenogPer Dahl. Aarhus: AarhusUniversitetsforlag, 1999.

Bosse,Richard,ogJohannes Meyer. Christ. Gotth. SalzmannsPädagogische Schriften. Wienog Leipzig: 1886.

DinesJohansen, Jørgen. »Fornuftogfølelse-vellystogdyd. Etessay omtræk af litteraturensbor- gerliggørelse i 1700-tallet.« 1700-tallets litterære kultur ed. Frits Andersen, Ole Birklund An¬

dersen ogPer Dahl. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 1999.

Ehrard, Jean: L'idée de lanatureenFrance ål'aubedeslumiéres.Paris: Flammarion, 1970.

Fjord Jensen, Johan, etal.Dansk litteratur historie 4. Patriotismens tid 1746-1807. København:

Gyldendal, 1983.

Grue-Sørensen,K.Opdragelsens historie. Bind 2. Kbh.: Gyldendals pædagogiske Bibliotek, 1960.

Jensen, Thomasog Carsten Nicolaisen (red.): Udviklingsromanen: en genreshistorie. Odense Universitetsforlag 1982.

Larsen,Joakim.Bidrag til Den danske skoles historie. Bind 2. Kbh.: Unge Pædagoger, 1984(orig.

1893).

Noter:

Litteratur: