Den daglige fare

Den daglige fare

Sundhed _og

sygdom, alvor

underholdning, almue

overklasse iJ. C. Todes

sundhedsoplysende tidsskrifter

AfSigne Mellemgaard

»Mennesket lever og svæver imellem de største Sundhedsfiender, ja

endeel af disse har det i sitegetLegemeogi sitegetSind. Ei alleneSpii-

seogDrikke, LuftogVeirligt, KlæderogPrydelser, Forretninger^ogFor¬

lystelser, Bevægelser^ogHvile, Søvn^ogVaagen, LegemetsStilningérog

Leie,menogsaadetsUdkasteiser, Forstoppelserogforskiellige Forandrin¬

ger,ja Sindets ArbeideogBevægelser, sættevorHelbred dagligen i Fare«.

SådanskriverlægenJohannClemensTode isitblad Sundhedstidende,ons¬

dag den20.jan. 1779. Determed konstant fare for livogførlighed,atmen¬

nesket lever sitdaglige liv, omgivet somdeteraf allehånde trusler. Liveter

en stadigbalancegang mellem de mangeforskellige sundhedsfjender; hver dag har sine farerogfristelser. Deteri denne labyrintaf faldgruberog sna¬

rer for sundheden, hvor selv små fejltrin far store konsekvenser, at Tode

med sin sundhedsoplysning vil vise sine læsere vej. Fornuft og oplysning

skalafværge alle disse tings skadelige effekter^-og»føre deres gode Egen¬

skaberrettilNytte«.Med alle disse voldsomme farer, disse lurende fjender,

han kunne seoveralt i mennesketsomgivelser,erdet ikke underligt,atTode valgte atvie enstordel af sit livog ettusindtal af sider til bekæmpelsen af sundhedsij enderne ^oguvidenhedenom dem.

Netop i de sidste treårtier af det 18. århundrede såEuropa enbølge af sundhedsoplysende litteratur,og i DanmarkregnesTode ofte for den første egentlige sundhedsoplyser (1). Han var født i Tyskland i 1736, men kom

somganskeungi barberkirurglære i Danmark. Senere blev han den danske konges rejsekirurg og tog i 1769 den medicinske embedseksamen. I 1771

blevhanhofmedikus_ogsnartderefter professor ved universitetet. De første

mange år af sit professoratvarhan dog ulønnetog ernærede sigsom prak¬

tiserende læge og som skribent, både af medicinsk faglige, af populærme¬

dicinske _ogaf skønlitterære værker (2).

Todes populærmedicinske skrifter ermeget omfattende. Dels oversatte

han ^enrækkepopulære bøger, som blev forsynet med hans udførlige kom¬

mentarer, delsvarhan selv forfatter tilenrække tidsskrifter,sombestandigt

dukkede opundernye navne.Herdrejer det sig først^ogfremmest^omTodes

Sundhedstidende fra årene 1778-1781 og dens arvtagere: Nye Sundheds-

tidende 1782-83, Sundhedsblade 1785-86 og Sundhedsbog 1789-90 (3).

Todevaruhyreproduktiv,oghans skrifter bærer inogengradprægaf,athan

varmere optagetaf^atmeddele sig, end afatskabe stringens ogkohærens i produktionen.

Næsten alle Todes publikationer sigter mod en dannet læserskare; selv lagde han ikke skjul på, athan foretrakatskrive foretelitært publikum (4).

Blade som Sundhedstidende er også tydeligvis rettet mod et veluddannet publikum med kendskab til fremmedsprog og med en velsitueret livsstil,

somogså det følgende vil antyde. Deneneste undtagelse udgør hans over¬

sættelse af B.C. Fausts Sundheds-Catechismus »heel igiennem omarbeidet

ogmangfoldigt forøget«, ^somrettersig specifikt mod landalmuen.

Det, som erdetegentlig interessante ved Tode, er, atdette sundhedsop- lysende projekt, somhans virkevardel af, i så høj grad harværetmed tilat forme den moderne forståelse afmennesket ^- samtidig med, at den er et tegnpåsamme.Tidligere^varopmærksomheden mod kroppen langt mindre,

og kroppen betragtedes tilmed ofte som Q ende, tilbøjelig som den var til

dovenskab ogsvir(5). Det vari Todes levetid, atbegyndelsen blev gjort til

det moderne samfund med dets forståelse af individet ogdets sundhed og

ydedygtighed. Selvom Todes skrifter, nårman læser dem, på^mangemåder

virker arkaiske, så er hans rationalitet alligevel modernitetens med dens opprioritering af liv ogsundhedogmed dens på éngangkropsdyrkende og

kropsdisciplinerende tendenser. Todes billede af liv ogsundhederi hoved¬

sagenden, somstadig gælder.

I oplysningstiden begyndte sygdom ogsundhed atblive opfattet i min¬

dre grad sombestemt af skæbnen eller Gud ^-og i stigende grad som til¬

gængelig for menneskelig handling (6). Det var i Todes tid, at de første

skridt blevtagettil samfundets medikalisering, dvs. det, atproblemer i sti¬

gende grad er blevet tolket som medicinske, og at løsningerne i stigende graderblevetsøgti den lægelige ekspertise. Tode kan selv ses somén, der

kom til atbidrage til medikaliseringen, menhan var samtidig, somjeg vil vise, klaroverden medicinskevidensmonopoliserings problem.

Artiklen her vil handle omsundhedsoplysningen sometsamfundsmæs¬

sigt, normtilskrivende fænomen. Jeg vilsepå, hvordan denne tidlige danske sundhedsoplysning forstår sundhedogpå, hvordan sundhed bliver til måle¬

stok for altmulig andet. Artiklen skal belyse de idealer, derligger implicit

i Todes sundhedsoplysning, på de billeder af menneskets rolle isamfundet

ogde billeder af det gode liv, der kommertiludtryk i den.

9?ö. _45.

*- 1

©un&p e&øit&en&C/

inbe$otb<ofc

fattelige Oplosninger

nyttige Gftemtningst

om Sivé og .gctøitlte Scu'ec og SfctmtttgéittfMer.

CtcOie 2tørgang. Onétagen Den 2. SJJaji 1781.

*1 - *■

jDttl SrifciMICt. bet e#re et tøttfiflf Jfjaantmf, at vare

if fXtmmefmfetr; ttøi 6« fltfle fcleee bog nof

f a(fe be gfoDniiiiifr, fem fsttrffpaa gicrteaf J5:(lrfsDcr.

f>rtw, utflaacr ingen faa fcaarbe, fen« ®<n(a6o5iftt&Ummt $„„„ wBi(}e

«n «fevant ®Wf. fiflf. — SJlange03 fest«^ttt &e fraset

„Cm Sotfabelf«, at jeg fal&er $em fomen J£>efl ^maae inijnnemgaae, all<r|j<l{l i ?ale: <r enSKatx, faaCan fom djriftne cn jjjUj-arj#^ gøreiiD faabant et SD?t golf («r i Äiebtn&avn &aee fcelfl, ogfaa er wt ep[ICt _og vanttit ffljanøurente,

tn©fatning." »aiifer t«rmangrtien fuut$wlfeeg man«

3a»iffctigmer<Äioftnfcavnernes ©la. _{flt„ jJrttö}

»er ©fatning«, ligcfaavef fom islantffe

OiunCciimocr. ®etfom *«< ®!aw iffe , «

«ft *

**

vare fPahe of ©ub5 fetfom Ce vare e„

'm!8 »f«*«

^

£onfiVM, fom man fm.fe fiete for

®««» «« J, *7Z

1"

9>mc: faa lot>e vio«i iffentie

J»',£ ? «"« »,n f< *I»««'««

Ltem,

^

*«"f«

i(tl *a*[fn

»i* it.øre p«« og rummeligere, af gofe

*«

«' ,uu"< °« tca,,t e««?

foriV-rlige ©laterlafier, ofl forføiiebe meb IDiffe ^noeOpflnfelfertreQanfft 00tf teqvtmntt 3nCretninger, f.Sf. at fumie fTobige; fegamle fumle giere bettungtnof.

fFpfe-3 tiDfemen(Seng, faaatman flinte ®«u affefuurtjie$bger, fomi langSEiitt

firefi>iet©i-tflcfub rettilDiijtte, farevirret6tuge(iitc o,i

frserwD

®avtrgiotte fcver efter|ni faa silCe fcefienDte SKet,

gtifaD<U«r.

Mådelighed

ordentlighed

det sunde livs vigtigste forudsætn inger

Det er ikkeførend i det sene 18. århundrede, at sundheden isig selv bliver

et diskursivt objekt; først nu kan sundheden ^og dens betingelser for alvor analyseres - og bliver det i mangfoldige værker. Sundhedsforskrifiter er

nemlig ikke længere kun aktuelle, når man er syg, men er til stadighed

noget, man må tænke på, foratmankan bevare sig sund. Denne insisteren

på denkonstante bekymringeretfælles træk for denne tidlige sundhedsop¬

lysning. Det sene 1700-tals populærmedicin har rødder i de antikke forfat¬

tere og middelalderens diætetik (7), men nyt er sundhedens kraftigt for¬

stærkede aktualitet,sundhedsoplysningens optagethed afsundhedens beva¬

relse_ogden nøje vurdering af alle menneskelivets detaljer.

Sommennesket^nu »lever og svæver imellem de største Sundhedsfien- der«, så må det, for at bevare sit helbred, udvise en agtpågivenhed i alle

livetsaspekter: i kostogpåklædning, fornøjelserogudsvævelser, bevægel¬

seog omgangmed andre. Alt harenrelation til sundheden, ogaltmå ratio¬

neltreguleres.Hvordan skal mennesket da leve for^atvedligeholde sin kost¬

bare sundhed? Hos Tode, ligesom så ^mange af tidens udenlandske sund- hedsoplysere,ernøgleordene ordentlighedogmådelighed (dvs. mådehold).

Dét skal dervære både i indtagelser, i påklædning, hvile og kroppens og sindetsbevægelserogarbejde.Formadogdrikke gælder det først ogfrem¬

mestom ikke at sætte forstoremængder til livs-enuhyre almindelig for¬

brydelse mod sundheden, skal man tro Tode,og tillige én, ^som indebærer

storefarer for sundheden: »Derfor[vedatoverfylde sinmave]harsaa man¬

gen eenbetaltet gotMaaltid med Livet« (8). Men ikke alene må føden ikke indtages i for store mængder, den må heller ikke være for sammensat, for

blandet ogslet ikke for krydret^-for detvil medføre irritationogallehånde

deraffølgende sygelige forandringer (St: 426). Densunde kost eraltså den simple, jævne, usammensatte kost, ogden må, for at have sin sunde virk¬

ning på kroppen, indtages tilrettid; ikke for ofte, ikke forsent-mennet¬

op: tilrettid.

Mådehold måogså gælde forsøvnen.Noker søvnen enforudsætningfor arbejdetomdagen, men manbør ikke soveformeget, endelig kun omnat¬

ten, somjonetop erbestemt til atsove i,ogfarligt for sundheden erdetat liggeog drive i sengen om morgenen(fx. St: 578).

Sindsbevægelser har ogsåstorbetydning for sundheden. Et glad sind^er forudsætning for at vedligeholde sin sundhed; heftige lidenskaber af for¬

skelligart, derimod,erundergravende for den. Manmå derforvogte på sit humør;muntermåman være, menikkeoverspændt. Legemlig bevægelseog

kropsligt arbejde virker styrkende for alle kroppens processer, fordøjelsen

ikke mindst. Mende kropslige udfoldelser må ikke være for heftige, fordi

de dasnarere ertil fare for sundheden. Afalle legemsbevægelsererspad-

seren derfor den »naturligste, den tienligste, og den hvortil det menneske¬

lige Legememeesterindrettetogbestemt« (9).Enpassende kølighed i boli¬

gen og ikke for varme klæder hærder og styrker legemet, særligt fordi de

hindrerdeopstigelser af blod til hovedet, der^erså farlige.

Når regelmæssighed i levevisen er så vigtig, og når der bestandig må

udvisesagtpågivenhed overfor madvarernes karakterog deres tilberedning,

så bliver en ordentlighusholdning en afgørende forudsætning foret sundt

liv. Ægteskabet ^og familien bliver derfor afstørstebetydning ^somramme forhverdagslivet. Kvindernebliver hergaranterfor denretteplejeaf de små

børn ogforvaltereaf husholdningen: »O IpriisværdigeMandinder... Under

Eders skarpe Øine ere Gryderne reene og Madenubeblandet. Ivaage over Eders Tienestetyendes Fingre og Eders Mænds Helbred« (St: 183). Uor¬

dentlighed i de huslige forhold kan derimod fa slemme følger; ermaden

ikke klar tiltiden, førerdet let til bådedårlig appetit og fylden, og dermed

til fordærvede væsker imavenogsygdom (St: 406).

Todes ideelle menneskeerdetarbejdende,velordnede,gennemregulere¬

de. Deteretportrætaf det borgerligemenneske, hantegner; etliv med vir¬

kelyst og borgerlig enkelhed, en - med et Webersk ord - zweckrationel livsordning.

»De

farer,

ideligen

Liv

Sundhed«

den

stadige bekymringfor helbredet

Deterkarakteristiskforsundhedsoplysningen i dissesidste årtier afdet 18.

århundrede,atsundhederblevet tilnoget,der vedrøreralt. Der findes^næp¬

peting, der ikke lader sigvurdere udfra etsundhedsperspektiv. Enny ver¬

den har åbnet sig for det lægelige, vurderendeøje. Ingenting kan længere

være udenbetydning for sundheden, alt må nu vurderes og falde ententil

den ene eller den anden side: være enten sundhedsfremmende eller sund¬

hedsskadeligt. Intetemne erhos Todefor lille til atblive grundigtbehand¬

let i en vurdering af betydningen for sundheden. Således den stadige bekymring fordenretteaftensmad:ikke bare måmængdenværerigtig (dvs.

ikke forstor),mendenmå også have denrette sammensætningog serveres til rette tid, hvis ikke det skal gå ud ^over fordøjelse og nattesøvn (fx St:

329f). De enkelte retter kan også blive genstand for behandling, som når

Tode beskriverdeplager,der følgeraf gåsesteg,^menogså harenartikelom, hvadmanskal_gøre,hvismanalligevel ikke harkunnetmodstå fristelsentil

atspise sådant (10). Enunaturligreter.frikadeller,»eenaf desuurestePla¬

ger, somi lang Tiid have væretbrugelige oghvorvedmangen enMave er gaaentil Grunde« (St: 755). Enlængere artikel iSundhedstidendebehand¬

ler nathuer, hvis skadelighed beror på, at blodet strømmer til hjernen, og såledesdisponerertil »Apoplexie,ForstandssvaghederogFeil i Sandserne«

(s. 569). Lidtejendommelig erivore øjne Todes bekymringfor springvan¬

det i Rosenborg Have; her findes et springvand uden rækværk og tilmed

medenblød bund afler, somudgør^endruknerisiko forKøbenhavns (over¬

klassebørn, særlig når deres ammer ogbarnepiger eroptagetafat sladre

medhinanden-sådansomdejo har forvane (11). Dette sidste ^eri denne

forbindelse ikke bare et moralskproblem, men repræsentereraltså også en umiddelbarlegemlig fare.

I slutningen af det 18. århundrede, det servi hos Tode, ersundhed ikke længere noget, som enten er der eller ikke er der, den er ikke længere et resultat afen uforanderlig skæbne, men noget, som mennesket i høj grad

kan påvirke, og som kræver konstant bekymring. Sundheden er blevet et problem (12), sommå forvaltes rigtigt, oghvis forvaltning kræverbåde en udbredelse af viden og en interventioni samfundsindretningen af dem, der

besidderekspertisen. Lægerne skal nuikke længere som tidligere i histori¬

en blot tage sig af de ^syge; de skal også ^tage sig afvidensformidling ^og

sundhedensrette forvaltning. Inteti folks levevis^-eller for den sags skyld

ibyens udformning, i administrationen af offentlig hjælp, skolerog fæng¬

slerel.lign^-bør længere undgå den årvågne læges kritiske blik.

»At gavne og

fornøje«

sundhed

underholdning

Nokersundhedsoplysning dødelig alvor,mendensunderholdningsværdier

alligevel ikke ringe. Eller måske er den netop derfor ikke ringe. I Sund-

hedstidende erdet Todes udtalte ønske både atoplyseog underholde. Stof¬

fet skal være underholdende, artiklerne korte og letlæste, og indimellem

skal dervære strøetanekdoter. Sundhedstidendeerblandtandretingetrari¬

tetskabinetaf kuriøsehændelser, mennesker, der haropnået særlig høj alder,

rekorder igrovæderi osv., osv. Små anekdoter har ikke kun denfunktion at fylde pladsen i bladeneop, men erogså altid led i Todes argumentation. De

omhandler tildragelser i lægegerninger, særlige snarrådige og dygtige læger, menmeget ofte drejer det sigom fortællinger om fuskere og kvak¬

salvere, som groft udnytter et godtroende publikum. Sundhedstidende vil

gernebibringe publikumen evne tilat skelne mellem de falske kvaksalve¬

re og de rigtige læger, hvis kvaliteter er så mangfoldige. Tode fortæller eksempelvis historienom kvaksalveren, der reklamerede med, athan kure¬

redestammende, men som selv stammede. Han blev af sinpatient spurgt:

»Dededede vil kukukukurere andre ogde kakakakan ikke kukukukurere sig

selv« »Jejejejeg kukukukunde gierne kukukukurere mig selv, det forstaa-

staastaastaaersig; menhvevevemskuskuskuskulde betatatatale migfor min Umage?« (St: 320). Ogsåledes åbenbares i anekdoterne kvaksalvernessan¬

de,pengegridske væsen.

Også Sundhedstidendesbrevkasse bliver udnyttet til underholdende nok

såmegetsomtil oplysende formål. Undervejs i detreårs Sundhedstidende

1778-81 opfinder Tode ethelt persongalleri afspørgere, som kan stille de spørgsmål, han ønsker at give svar på. Det består f.eks. af den lidt tung-

nemmeJacob Næmmeløs (s. 204), somikkefatterTodeseufemistiskehen¬

tydningertil kønslivet og derfor kræver en forklaring; den lidt mistroiske

Povel Misocriticus(s. 204),somtvivlerpå ægteskabets sundhedsværdi; den

ukunstlede Caroline Sandfærd, somklagerover den herskende, unaturlige

mode(s. 702); den bekymrede Knud Jernhue (s. 770), som gerne vil have

rede på æblegrødens betydning for sundheden ^og den »halvfortrydelige

Læserinde« Øllegaard Humlekiær (s. 496), sombesværer sig overkøben¬

havnernes stigende forbrug af vin ^- formodentlig fordi det skaderhendes

egenforretning. Underfundigheden understreger Tode, når han undskylden¬

de daterer et par af brevene senere end de numre af Sundhedstidende, de optræder i.

Nogle af brevene har Todebrugt til atillustrere den træghed, sundheds¬

oplysningener oppeimod: den udbredte uvidenhedogovertro-ikke mindst

i samfundets lavere lag ogblandt kvinderne ^-somnår Tode opfinder den naive, simple, forfængeligeognoget sludrevorne »JomfruO.P.O«, somi sit temmelig ubehjælpsomme sprog og med sin noget uortodokse stavning

spørger(s. 152):

»HøyÆdle OgHøylærteHErProfessor!

Jeg Beder de Tager min dristighed Ilde op at Jeg Udbeder mig den godhedatde vil skrifveIderes Suneds TiendeetparOr Omderes Oprig¬

tige mening Om det er Sandt folk Sierman faar aldrig Sin faarige fare Igiennaar en erBlefven Inokileret (13) Jeg kan ikkenegteJeg kiender

en vis person Som har ganske mistet Sin kulør efter Inokilasionen

Omenskønt Somme Sierathun harvaarenUde paa amalienBorg Sien

det skulleGiøre mig megetUndt Om Jeg skulle miste min fare Ti vær

man Sierden ermangfoldig til min Avindtase Og Om Jeg Sæl skal Sie

det den har Ofte Opvakt stor skalesi hos visse personer være det ville

overmaade Sang Siblet for mig Om disse Bleifiser skulle faa^røvangse

overmig Ivorvel detI Sig Sæl kanvære det Sammeti deterikke vær atdylle vad heleByenveedatTaleOmatJegskal have BryllopnaarJeg

harstaattil Konfermasion minKæristeersaaparteret for mit ansigtsaa deterforskrækkeligen Og vil akselut jeg skal lade mig inokilere vilket Jegdog ikkeTørvoveførin de Sier migenSlags akseranseatjeg behol¬

der min fare hver saaGodOg fabricer mig medetSvar i deres Suneds

Tiende daJegbestandig forblifver

deresberedvillige

Tienerinde O.P.O.«

Den underholdningseffekt ved sundhed og sygdom, som ugebladene af idag lever af, udnyttede Todeallerede. Men idag^sersundhed ud tilatvære blevetetforalvorligtemne til, atmankan skæmte med det, ogsundheds¬

oplysning og underholdning kan ikke blandes altfor demonstrativt sam¬

men.

»...og

disse Udsigter

deres

Arbeide«

sundhed

selvansvarlighed

Selvom sundhed bestemt harunderholdningsværdi, såersundhed hos Tode

ikke(bare) til atspøge med; deterogsåenafmenneskelivetsmestcentrale

værdier. Todes-oghele den tidligesundhedsoplysnings^-ærinde^erat ska¬

be en generel opvurdering afsundheden i publikums forestillingsverden;

folk skallære at værdsætte denikke-misrøgtede menneskekropog at sætte prispå sundheden. Flere steder iTodes skrifter optrædersundhedsomnoget med en værdi højere end alt andet; helbredet ^er»det dyrebareste paa Jor¬

den«(14). Mensundhederikkeetmål i sig selv,^menderimodetmiddel til nogetvidere: sundhed skal til, forat mankan opfylde sine borgerligeplig¬

ter, atman kan gøre gavn i samfundet, være til nytte for dets øvrige med¬

lemmer. Derforerdermere fornuft i også at nyttiggøre intellektet fremfor udsigtsløstatdyrke den kropslige styrke: »Overhovede, ungeFolkes første

og største Pligteratlære noget. Lad dem heller blive oplyste ogskrantne,

endfireskaarne_ogdosmere. Hvaderathletisk Styrke, hvaderpatriarchalsk

Alder imod Kundskab, imod en oplystForstand?« (St: 258). I ^en kritik af

den tyske sundhedsoplyser Ch. W. Hufelands Makrobiotik (15) hævder Tode, atmanmå foretrækkeen Bonaparte-den aktive, udfarende^-frem¬

forenCornaro-renæssancensmådeholdsfilosof,somhos Tode bliversym¬

bolpå Hufelands ekstensive livskunst. For Todeerdet ikkenogetmålatfor¬

længe livet, hvismanikke bruger det aktivttilgavnfor samfundet. Hos ham

bliverarbejdet sundhedens begrundelse;deteraf hensyn tilarbejdet,atman skal være sund, og samtidig er det det nøjsomme arbejdsliv, der skaber

sundhed. Menneskets kræftermå, ligesom samfundets rigdomme, ikke lig¬

gepassivt hen,men stadig cirkulereog investeres:

»Mennesketer født til Arbeide somFuglen til at flyve og Fisken til at

svømme.Atvirke,atværeAndrenyttig, deterSalighedpaaJorden. Ere-

miterne erkiendes nu for det de virkeligen ere, hellige Dagdrivere.

Ethvert Menneske, der ikke arbeider, ikke bestiller noget, kan ansees,

som endødKapital i Skabningen. Magelighed, Ørkesløshed, Dovenskab

ere ogsaa af de Synder, somuudebliveligen føre deres egen Strafmed sig« (16).

Hvordet for depietistiske forløbere for Tode i midten af det 18. århundre¬

de^varafhensyn til Gud, mennesket måtteværesund (17); foratprise Hans værk, såersundhedsoplysningen i slutningen af århundredet på vej til seku¬

lariseret at forklare sundhedens nødvendighed med fædrelandets interesser (18). Todesøgermiddelvejen. Hanføjer Gudogstaten sammen til begrun¬

delse for sin sundhedsoplysning. At være andre nyttig og gavne statenpå jordisk vis erdel afenoverordnet guddommelig plan i Skabningen-sund¬

hederetverdsligt kald. Mennesket harenpligt overfor Gudog mennesker

tilatholdesig sund. Kroppenbliver-ligesom kirkenerdet-bådeetdisci- plineringsfeltog endyrkelsesplads.

Der ^er ingen tvivl om, at sundhed i Todes sundhedsoplysning i første

rækkeeretindividueltproblem.Det^erden individuelle, private levevis, der

er forudsætningen for sundheden, og kun yderst sjældent omtaler han de samfundsbestemte, ydre levevilkår. Todetager for givet, athans publikum

harendispositionsfrihed^-atden enkelte har mulighed foratorganisere sit

liv efteregetønske og egenvilje -ogatpublikummet ermaterielt sikret- at ethvert individ har de materielle ressourcer til at udfolde sin livskunst (19). De tiltalte hererdevelbjærgede af borger- ogadelstand. Kun enkelte

stederberørerTode de samfundsmæssige hindringer for sundheden, f.eks.

de syge fattige; etproblem, somhan opfordrer sine læsere til atløse gen¬

nemprivatvelgørenhed. Ganske vist^roses Franks System einer vollständi-

gen medicinischen Policey som en ypperlig bog, men i Todes eget sund- hedsoplysende virke har den offentlige forvaltning af sundheden ingen plads. Når f.eks. »Kiøbenhavn fremturer i sit diætetiske Onde« (St: 257)

med slemme sygdomme til følge, såer det byens enkeltpersoner, der ikke

ret overholdernaturens ogsundhedens regler.

»Gigtogandre Sygdomme, kummerlige Alderdoms Svagheder i debed¬

steAar, Ufrugtbarhed eller usle sygeligeBørn;ere nu vore unge Folkes glade Udsigter: ogdisse UdsigtererederesegetArbeide« (20).

HosTodeersygdomog sundhed folksegetansvar og erførstog fremmest

bestemt af deres _egenindsats.

»Af

Spartanere

vi blevne Sybariter«

landalmuen

på det sunde liv

Sundheden er altså etindividueltproblem; Todes skrifterhandler ikke om det kollektive^ansvarforfolkesundheden,men omselvansvarligheden. Men selvansvarligheden har hos Tode ingen asocial slagside, for der ernemlig

det veddet,atgoderne trods alterligeligt fordelt i samfundet. Gud har for-

delt alle gaver lige: »Har een vel meget got i een Henseende, har han des

mindre ienanden!«. Derigeer mere syge,de fattigemereraske. »Summen

eri det hele ligestorhos alle« (21). Alt andet ligeerlandalmuen altsåmere sund. Bondens levevis er enkel og hærdende; han indånder den friske og sunde landluft, hans arbejde styrker krop og sjæl, kosten er mådelig og enkel af den simple grund, atbonden ikke har rådtil andet, og almuelivet

uden byborgerskabets og adlens mange bekvemmeligheder gør hærdetog sund. Ivirkeligheden behøver bonden såmegetmindre end byens unaturli¬

gelivsformerat tage hensyn til diætetikkens regler. Når »den ringe Mand«

endelig bliversyg, erdet af heftige sygdomme;en rasende,menbegrænset

smerte, mens »den store Verden« lider afskrantenhed, langsommere for¬

løbende sygdomme, en gnavende, martrende smerte. Hertil regner Tode podegra, sten(dvs. nyre-,galde- osv.), den galantesyge (dvs. kønssygdom¬

me),fedmeoggylden åre (hæmorroider). Altsammenerdet forårsaget afen

uordentlig levemåde, afenaltforstoroverflod (22).

HosTode såvel somhos så mangeandre af tidenssundhedsoplysere har

almuenden vigtige rolle atvære overflødighedens, ødselhedens ^og usund¬

hedens modbillede. Det drejer sig isærom almuen pålandet, for de lavere

klasser ibyen haren mereproblematiskstatus. Det^erlandalmuen med dens oprindelighedognaturlighed, samfundet må bygge på, når alt andet fordær¬

ves af dekadence. Men almuens vigtighed udspringer også af, at det på fysiokratisk vis erfra landbruget, de egentlige værdier tilflyder staten: det

er»den arbeidendeAlmue... [som kan] sankei Statens Lader«. Kvinderne i

deøverstesamfundslagernok smukkere,mendeer»i henseendetil Fædre¬

nelandets _{Tarv og} Gavn af langt mindre Vigtighed end den arbeidende

Almues Døttre«(St: 91). Således forsyner almuen Fædrelandet både med de virkelige rigdommeogmedetstærkere afkom (23).

Men derer etproblem: bønderne erikke såmeget bønder, som de har

været, og som de burde være. De er alt for ivrige for at abe efter de for¬

nemmes levned:

»Bondestanden _er, blant alle, de sommindst havde atfrygte for Sund¬

heds _{Tab og}Livsfarer,omden vilde blive sin Ældgamle Simplicitættro, efterligne Fædrene i raske Legemsøvelser, giøre alle sine Ting i den ret¬

te Tid og Orden, og ikke være Borgerstandens Abe. Det lader ligesom

Naturenhævner sigoveralle dem, der forlade detFag,hunmestnyder«

(24).

Denne udvikling, hvor almuen efteraber borgerne, har betydet, ^at bønder¬

konerne, som manellers før havde kunnetregne somde bedsteammer for borgernes børn, ogsåerdraget ind underbyernes varecirkulationogdårlige indflydelse:

»Enbondekone fra Landet giver^mangierne Fortrin, fordi denfrie Luft

Bøndernenyde, ogden gode ordenlige simple Levemaadede føre, sva¬

re til,atallehaande moralsk Onde ogphysisk Fordærvelse ikke nær saa megetfindes hos dem,som hos Kiøbstædsfolk, hvorforsaadanenKone

da gierne har et renere Legeme, etsundere Blod, en stærkere Constitu-

tion og enbedre moralsk Karakter. MenErfarenhed lærer, atBondestan¬

den, allermest i Nærheden afstore Stæder, nu omstunder ogsaa mang-

foldigen viger fra sine Fædres Levemaade og Sæder, og alt for meget deeltager i Kiøbstædernes Laster og Svagheder; saa atfor nærværende

Tid en Bondeamme, i Almindelighed attale, ikke mere har det Værd i Lægernes Øine, somforen Snees Aarsiden«(25).

Bondestanden kan altså ikkepåsammemådenu,somfør,væregaranterfor

sundheden. De lægelige forfattere i ind- og udlanderi denne periodegan¬

skeenigeom, atden almene sundhedstilstanderi færd medatforringes, at spædbørnsdødeligheden tiltager, atbefolkningen afkræftesogformindskes.

Men der er overalt byerne, der er centrum for befolkningsnedgangen og usundheden-også den moralske (26). »Stæderneere saa fulde afKunst«,

skriverTode, »atNaturenikke sætter enfod inden forPorten« (27). Deter ibyen,atdestoresundhedsfarer eksisterer i form af overdådighed i madog

drikke, krydrede og sammenblandede retter, sene nattesæder, mangel på legemligt arbejde, vellystogoverdreven 'dyrkelse af Venus'. Deterunatur¬

ligheden ved dette overklassens ødsle liv, der skaber byens usundhed:

»Sædernestiltagende Fordærvelse har forvandletNaturens Eenfoldighed i broget Konst, Frihed i Tvang, Aabenhiertighed i Hyklerie« (St: 330). Den uheldige udvikling af civilisationen har frembragt ørkesløse individer, som afoverdådighed og mangel på bevægelse, ved at overskride dag og nats grænser ogvedatpirre sig med stimulansersomteogkaffeerofre forover¬

dreven sværmeri _og følsomhed og disponeret for alle civilisationens syg¬

domme.

De fornemme i Københavnkopierer Sydeuropas overklasse. Men det ^er efterabningensnatur, atdet erdet slette, der først^-ogmåske udelukkende

- kopieres,ogresultatetses damesttydeligt i densundhedsskadelige mode (somerfor kold,forvarm, forsnæver,etc.) ogden farlige brug af parfume (28).

Selvom deterunaturen,der hersker ibyen, så påkalderfolk dér alligevel

naturensomundskyldning for deres usunde levned; deres brug af stimulan¬

ser, deres drift til selvbesmittelseog andre frygtelige, sundhedsnedbryden-

de vanertilskriver denaturen (St: 525). Men»at man længesefterenTing

ogatmanfinderenVellyst i den, børei altid udlæggessomNaturens Røst«

(St: 132). Deter ikkenaturen, der fejler,^menmennesket selv. Man målære

at skelne mellem vane og naturens egen stemme, og ikke lade en ubillig henvisning tilnaturen forhindre den fornuftige livsordning(29).

»Almuen bliver

evindeligen almue«

hos

almuen

Menselvom almuen altså hos Tode,somhos såmange af tidens udenland¬

ske sundhedsoplysere, kan blive til modbillede på usundhed ^og sædernes fordærv, så kan det ikke ske helt uden mislyde. Fornok er almuen^-i sin oprindelige form-sundt naturlig, men mereend det; den hængerogså fast

iallemulige gamle vrangforestillingeromovernaturlige fænomener. Over¬

tro og selvrådighed i »medicinske Ting« præger almuen, og dens holden

fast ved gamle skikke bliver til hinder for, at den ret forstår sundhedens betydning og betingelser, og at den fornuftigt forvalter den ^- selvom det også erden selvsamme traditionalisme, der betinger dens sunde »simplici-

tæt«. Fornuften når kunvanskeligt ned i almuens dyb:

»Vindenkansetteheele Havet iBevægelse,mendetsomliggerpaaBun¬

den bliverliggende. Tiden harrensetMiddelstanden saavelsom de høie-

re fra Overtroe; menAlmue bliverevindeligen Almue. I denne oplyste

Tidsalder... erden _gemeene Mand altstille en Træl af de blindeste For¬

domme«(St: 60).

Trods sin iboende sundhed må almuen altså opdrages til agtpågivenhed

overforkroppens ytringer,ogdertil erlægen selvskreven somekspert.

»...de

Hænder, udaf hvilke Lægerne have

den«

sundhedsoplysning

medikalisering

»Mennesket lever og svæver imellem de største sundhedsfiender«, siger

Tode. Hele tiden måhans læsere _passepå kulden, så på heden, såaftenluf¬

ten, som i sensommerenkommer overraskende, så på, at sindeter så for¬

nøjet, somnødvendigterforatvedligeholde sundheden. Altiderdernoget

at bekymre sigom. Og Tode bekymrer sig ikke uden grund; livetervitter¬

ligt farligt, og man bliver mindet om det, når f.eks. Sundhedstidende kan

beretteometdødsfaldsomfølge af indtagelsen af fåremælkogæblegrød (s.

342). Farerne lurer, så deterintetunder, at alle disse trusler, somomgiver

folk i deres daglige liv, må kræve lægelig viden for at imødegås. Det er

klart, at sundhedsfjenderne, uanset om de er betinget afnatur (vejret, fx)

eller kultur(levevis) ikke klares udenenekspertgruppe.Derertil stadighed

nyetyper af farer, somdukkerop, og som kræverderes særlige regulering

af det daglige liv, som f.eks. forårets komme, sombehandles under over¬

skriften »Advarslerfor alle dem, somtroe vi nu een Ganghave faaet For-

aar« (St: 494), eller:

»DenstærkeHeede, som nu erindfaldenog som maaehave des farlige¬

re Virkninger, da den pludseligen følger paa et koldt Veirligt, burde

udbrede Skræk ogRedsel iblant alle dem der hidtil i største Sikkerhed

have syndet imod Lægekonstens Forskrifter« (St: 257).

Det, som gør den vidende læges rolle så central, er de forskellige farers

samvirken og denkompleksitet, derflyder deraf. Hvor farlige tinger, vari¬

erernemlig efter hvert individs særlige erhverv,alder, køn, levemåde, føde¬

sted, temperament,kropslige konstitutionogdisposition for denne eller hin sygdom i etkomplekst samspil, hvordet ville være irrationelt at tvivle på nødvendigheden afenkvalificeretrådgivning.

Menselvomsundhedsoplysningenernødvendig, fordi fornuften ernød¬

vendig, så har den alligevelisigetindbygget problem.Forerstatterden ikke

dennaturlige drift mod detsundeogden ligeså naturlige afsky for detusun¬

de medenunaturlig bekymring? Forvirrer den ikkedennaturlige ubekym-

rethed og det glade sind, der er så vigtige forudsætninger for sundheden?

Destruererden i virkeligheden ikke det, den selv vil skabe? (30). »Giøre

ikke Sundhedsregler som fremsættes til almindelig Underretning, større Skade end Gavn, for saavidt de indskyde Frygt foreet og andet, somden

Sunde dog gierne kan taale og ikke bør altidvogte sig for? Levermanikke langt lyksaligerenaar manslet ikke bryder sig omDiæten?« (31).

Todes svarpå sit eget spørgsmål eret kompromis. Han svarer, at det i sundhedsoplysningen,somoveralt,ermisbrugenogikke brugen, dererfar¬

lig. Som i alle andre ting eroverdrivelse af det onde. »At holde Sundhed vedlige, at forekomme Svaghed og en brad Død, dertil udfordres at man vogtersig for det ^somententilig eller sildig kan blive ^enAarsagdertil. Og

hvor lærer man sligt? Ingensteds uden i gode diætetiske Skrifter« (32).

Sundhedsoplysning eraltså nødvendig. Men visse grupperharmere behov

forsundhedsrådene^-_ogfor den sundeeralting sundt.

Detandetproblem indbygget i selve sundhedsoplysningener,atden,ved

atformidlelægernes viden,truermedatgørederes arbejde overflødigt (33).

Hvis folk kan læse sig til alt, behøver de så lægerne? Ja, for her kommer sygdomsårsagernes og -dispositionernes kompleksitet lægerne til hjælp.

Sygdommen ^er nemlig ikke bare, hvad den giver sig ud for; diagnosen afhænger af patientens erhverv, konstitution, forrige levemåde, fordøjelsens godhedogurinens karakter. Deterderfor ikke hvemsomhelst, der kan læse symptomerne;dertil kræves enkyndig læge. Og hvad behandlingen angår,

såafhænger den ikke bare af sygdommen ogde ^symptomer, den skal råde

bod på, men ligesom diagnosen også af patientens kropslige konstitution

osv., det som Göckenjan kalder 'Kontekstkenntnisse' (34). Lægemidler brugt forkert forplumrer sygdomsbilledet og forvirrer helbredelsens natur¬

lige^gang til fare forpatienten (35). »Medikamentererealt for ofte Hielpe- troupper lige: de forstyrre ^og ødelægge de Kræfter som de skulle under¬

støtte«(St: 416). Deterdiagnosensogterapienskompleksitet, dergørselv- medikamenteringen farlig, for ulærde folk vil aldrig kunne overskue, hvad

de_gør. Ogderfor^erdetså problematisk, når almuentrorsig i stand tilatyde sig selv hjælp. Tode kan kun advare mod »Almuens Selvraadighed i medi¬

cinskeTing« (St: 66).

Sundhedsoplysningens mål ^er at lære folk at være opmærksomme på

dereskrop, formålsrettetatordne deres liv eftersundhedsforskrifiterne,^men også,i tilfældeafsygdom, straksatopsøge enrigtiglæge. Netop fordi læge¬

ligt arbejde erså ^svært-meget sværere end det serud til ^-såerdetet af sundhedsoplysningens vigtigste formålatlære folkatskelne mellem de fal¬

ske kvaksalvere ogde sande læger; noget, som i særlig høj grad understre¬

ges i skrifterne til almuen,mere end i dem til dannede folk. Menskvaksal¬

verne, ogsåhos Tode, ^erbeskrevet som udspekulerede folk, drevet afpen-

gegridskhed^og ude på^{at narre} det godtroende publikum, sårepræsenterer lægerneden sande videnskabogmenneskekærlighed. Enaf de ^store fjender

er kvaksalvernes universalmidler; _{noget, som} tilsyneladende var lige så populært blandt folk flest som umuligt i lægernes øjne. Universalmidler

modsygdomme findes ikke, fordi menneskekroppenereagererså uendeligt komplekst på midler,atde må tilpasses hver enkelt patients særlige,aktuel¬

leomstændigheder.

Sine steder ivrerTodeogså mod de emsige kvinders indblanding i plejen

ogbehandlingen af de syge. Mangeunødvendigedødsfald sker på grund af

enheltuforstandig pleje af desyge. »TanterogCousiner... martreogdræbe

dem[de syge] under Dydens,under denømmestePaapasseligheds Maske«,

ved at holde patienterne i alt for indeklemte værelser, alt for varme senge og ved at nægte dem noget at drikke. Alt sammen af misforstået godhed.

Sagen er, atden læge, der behandler de syge ikke tørvise kvinderne bort,

for hanerafhængig af den hele familie for sit udkomme(St: 53lff). Lægen

erfanget i etmarkedsproblem,somhængersammenmed lægekunstens vil¬

kår i denne periode. Lægepraksis var på Todes tid altid besøgspraksis, og

omkring lægen ^og patienten samlede sig derfor ^{gerne en} iagttagende ^og

kontrollerendeoffentlighed af familie ognaboer. Lægenvar afhængig af^at optræde på retvis overfor denne, bl.a. altså vedatindrømme demretten til pleje og omsorgpå deres vis (36).

Kampen foratfå vristet sygebehandlingen ud af kvindernes hændervar

overalt en del afforsøget på at skabe et lægeligt vidensmonopol. Af alle

konkurrenter til en medikaliseret omverdensfortolkning ^var kvinderne vel

devigtigste. Menlægerne stod her overforetproblem; for kvinderne kunne ikke helt udelukkes. Selvom han besværer sig overkvindernes egenrådig¬

hed, så tilskriver Tode dem nemlig samtidig naturlige forudsætninger for

omsorg ogpleje^oggår tilmed imod lægelig indblandingivisseting. »Kan

enMandsperson bedre lære etQvindfolk qvindeligt Arbeide [amning],end

etFruentimmer, somselv har havtoghandletBørn?« (St: 677). Dekvinde¬

lige erfaringer^og dyder kan langt fra altid erstattes af lægens bedreviden.

Enrække opgaverligger stadig bedst i hænderne på dem,somnaturligt har

enplejende funktion^-fx. burde detvære mødrene selv, som stod for ind¬

podningen af kopper: »EnModer kan ogbør forrette dette lige saa got,ja

bedre end en Læge: Erfarenhed saavelsom Fornuften lærer det«. Indpod¬

ningen vil førstrigtigt blive almindelig, når »den kommerigien i de Hæn¬

der, udaf hvilke Lægerne haverevenden« (St: 94). Tode eraltså nok atse

somagent for medikaliseringen,menhan advarerogså imod den.

Det er dette aspekt af medikaliseringen^-den lægelige monopolisering

af viden ogmagt-manmesthar fokuseret på, siden begrebet dukkedeop med kritikken af den moderne medicin fra omkring 1970: medicinen som

enform for social kontrol. Menmedikaliseringen er enlangtmerekompli¬

ceretogflertydigproces. Medikaliseringen,somsundhedsoplysningen kan sigesatvære endel af, skal ikke kun^sesi sine negative former: ^somunder¬

trykkende disciplinering og magtudøvelse, men også fra sinpositive side:

som aktivt producerende. Medikaliseringen er ikke kun at fratage ikke- læger kontrollenover egenkrop, atberøve dementidligereogmere oprin¬

delig(og, somdet ofte formodes,mere sund kropsforståelse), deterogsået forsøg påatgiveetsprogtil formidling af kropserfaringen,ogførstogfrem¬

mesterdetopdyrkelsen afenfølsomhed overfor kroppenogdensytringer.

Denne opdyrkelseer Todeentydelig eksponent for.

Sammenfatning

J.C. Todes populærmedicinske tidsskrifter har her været behandlet ^som et eksempel på den tidlige danske sundhedsoplysende litteratur. Det erher, i

det sene 18. århundrede, at sundheden i sig selv bliver til genstand for betragtningeroganalyser; bliveretdiskursivt objekt. Hos Tode ersundhed

målestok foren lang række af livets forhold; alt errelevant for sundheden.

Sundhedsreglerne hos Tode, såvelsomhos andreaf tidens sundhedsoplyse-

re, foreskriver den rette adfærd i alle livetsaspekter: i påklædningen, spise

ogdrikke, fornøjelser^og arbejde, sindsstemningerosv. De centrale værdier

er mådehold, orden og regelmæssighed. Men sundhedsoplysning er ikke