• Ingen resultater fundet

HVORDAN KAN MAN OVERKOMME AT BLIVE ET ”GEMENT BORGERDYR”?

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "HVORDAN KAN MAN OVERKOMME AT BLIVE ET ”GEMENT BORGERDYR”? "

Copied!
48
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

UDEN FOR

NUMMER

41

TIDSSKRIFT FOR FORSKNING

OG PRAKSIS I SOCIALT ARBEJDE

HVORDAN KAN MAN OVERKOMME AT BLIVE ET ”GEMENT BORGERDYR”?

BEKYMRING OG DELTAGELSE –

KOMMENDE FORÆLDRES INDDRAGELSE I TVÆRFAGLIGE NETVÆRKSMØDER OM GRAVIDITET OG FORÆLDRESKAB

SUPPORTED EMPLOYMENT – EN NY BESKÆFTIGELSES INDSATS I EN DANSK KONTEKST

NÅR PROFESSIONELLE VÆRDIER OG POLITISKE MÅL ER I KONFLIKT

– ET CASESTUDIE OM 225-TIMERSREGLEN

TEMA OM UDSATTE

VOKSNE

(2)

UDEN FOR NUMMER

nr. 41, 20. årgang, 2020 Løssalg: 60 kr.

Dansk Socialrådgiverforening Toldbodgade 19B 1253 København K Tel: 70 10 10 99 Mail:

ds@socialraadgiverne.dk Redaktion:

Frank Cloyd Ebsen, freb@phmetropol.dk Anette Nicolaisen, anic@ucsyd.dk Matilde Høybye Mortensen, mahm@via.dk Nicolai Paulsen, np@socialraadgiverne.dk Christine Sarka, christinesarka@mail.dk Lene Mosegaard Søbjerg, lmso@ucsyd.dk Lars Uggerhøj, lug@socsci.aau.dk Redaktionssekretær:

Mette Mørk, mettemork21@gmail.com Layout:

Signe Ida Christiansen Produktionsstyring:

Kommunikationsafdelingen, Dansk Socialrådgiverforening Copyright:

Forfatterne ISSN nr.:

1600-888X

Layout: Signe Ida Christiansen Tryk: Stibo Tryk

Oplag: 19.100

HVORDAN KAN MAN OVERKOMME AT BLIVE ET ”GEMENT BORGERDYR”?

AF CHARLOTTE ROSENBERG, LEKTOR

4

BEKYMRING OG DELTAGELSE – KOMMENDE FORÆLDRES INDDRAGELSE I TVÆRFAGLIGE NET- VÆRKSMØDER OM GRAVIDITET OG FORÆLDRESKAB AF CHARLOTTE VANGE LØVSTAD, LEKTOR

BIDRAGSYDERE TIL FORSKNINGSDELEN:

BENTE MØLLER, LEKTOR,

OG MARGRETHE BIRKEKÆR CHRISTENSEN, ADJUNKT

14

SUPPORTED EMPLOYMENT – EN NY

BESKÆFTIGELSES INDSATS I EN DANSK KONTEKST AF INGE STORGAARD BONFILS, DOCENT,

STELLA MIA SIELING-MONAS, ADJUNKT, HAMIYET KAYA, LEKTOR

OG ANNE JØRGENSEN, ADJUNKT

24

NÅR PROFESSIONELLE VÆRDIER OG POLITISKE MÅL ER I KONFLIKT – ET CASESTUDIE OM 225-TIMERSREGLEN AF ANDERS BØGGILD CHRISTENSEN, LEKTOR, ELSE MARIE DALGAARD FRANDSEN, LEKTOR OG SISSE SCHALDEMOSE, LEKTOR

34

(3)

Nr 41

Tema om

UDSATTE

VOKSNE

(4)

4 UDENFOR NUMMER 41 2020

AF CHARLOTTE ROSENBERG, LEKTOR

HVORDAN KAN MAN OVERKOMME AT

BLIVE ET ”GEMENT BORGERDYR”?

PEER

REVIEWED

(5)

Artiklen adresserer resocialisering inden for

kriminalitetsområdet.

Mit ærinde er at give blik for, at der kan være andre knaster og barrierer for de dømte end dem, der i første

omgang kan være åbenlyse.

(6)

A

rtiklen her bygger på praksisnær forskning om resocialiserende indsatser, hvor fokus er at af- dække, hvordan man kan forebygge tilbagefald til krimina- litet og sikre tidligere dømte en mere stabil tilværelse efter afsoning. Med inddragelse af teoretiske begreber om ’rhizo- met’ som tankefigur for forståelse af forandring og ’liminali- tet’ til forståelse af overgange forsøger jeg at give et bud på andre måder at tænke det sociale arbejde på. I forskning på kriminalitetsområdet fokuseres der i langt de fleste tilfælde på specifikke og åbenbare overgange. Dog er der internatio- nal forskning, der fokuserer på ’andre overgange’ og barrierer så som symbolske elementer i forståelsen af, hvorfor nogle af- holder sig fra at begå kriminalitet (’desistance’-feltet). Den- ne forskning belyser ligeledes, at afholdelsen fra kriminali- tet ofte foregår i zig zag frem for en lineær fremadskridende proces, og at der skal ske et samspil mellem de sociale fakto- rer og de kognitive forhold (fx Healy, 2010). Der er ligeledes forskning, som adresserer det svære i resocialiseringen ved at efterlyse deciderede reintegrerende ritualer. Maruna viser vigtigheden af ritualer, og hvilke betydninger det får, når de undlades. Pointen med disse undersøgelser er at vise, at tyde- lige ritualer får gjort de implicitte overgange eksplicitte, og derved styrkes resocialiseringen (Maruna, 2011).

Jeg vil i denne artikel hverken fokusere på indsættelsen eller løsladelsen, men i stedet på nogle af de overgange, der kan være for de indsatte, mens de er i fængslet og efter løsla- delsen. Jeg ønsker med disse analyser at skabe forståelse for, hvorfor det kan være svært at overkomme nogle af de barrie- rer for de dømte, da det kan være svært at skabe mening i et nyt liv uden kriminalitet, som skal opbygges og etableres un- der og efter en afsoning.

I artiklen har jeg to empiriske nedslag, der begge tager af- sæt i, hvordan der skabes forandringer i den dømtes liv, men hvor der ikke eksplicit er fx en juridisk ændring, som der er mellem fx afsoning og løsladelse. Informanterne er enten midt i en afsoning eller løsladt og i arbejde flere år efter løs- ladelsen. Jeg viser med analyserne, at de dømte befinder sig

i en række af implicitte og svære overgange. Det ene empiri- ske eksempel tager afsæt i et ’asfaltkursus’ holdt i et åbent fængsel i Danmark. I løbet af dette kursus er de indsatte både positioneret som indsatte og som kommende asfaltar- bejdere, da der er en chance for, at de kan få et rigtigt arbej- de ved løsladelsen eller i slutningen af deres afsoning. Analy- serne reflekterer over, hvilke transformationer deltagelsen i asfaltkurset får for deres måde at være indsat og kommende løsladt på. Det andet empiriske eksempel stammer fra inter- view med en tidligere afsoner og nu uddannet socialrådgiver, der arbejder med udsatte unge i en kommune. I denne del re- flekterer jeg over, hvordan den interviewede har svært ved at passe ind i det etablerede samfund. Han forsøger på samme tid både at være den ’han var’ og den ’han bliver’ og at være en del af det etablerede samfund på sine egne præmisser.

OVERSETE RUM FOR FORANDRINGER

Mine bevæggrunde for at få de implicitte overgange frem i ly- set er, at jeg tror, at vi som aktører inden for det sociale ar- bejde overser en mulighed for at skabe rum for forandringer.

Derfor ser jeg disse analyser som en måde at inspirere det socialfaglige arbejde på, så fx socialrådgiverne får øje på an- dre muligheder for at skabe forandringer for og med de ind- satte og løsladte.

Artiklen bygger på et kvalitativt forskningsprojekt, hvor vi eksplorativt undersøgte, hvordan dømte unges genindtræ- den i samfundet kunne gøres mere hensigtsmæssig med hen- blik på at reducere antallet af unge, der recidiverede. Vi gen- nemførte 16 kvalitative interviews med kommuner, relevante aktører, der arbejder med beskæftigelsesfremmende aktivi- teter i fængsler, Direktoratet for Kriminalforsorgen, tidlige- re dømte, der nu arbejder som socialrådgivere, medarbejdere i Kriminalforsorgen i Frihed og indsatte. Derudover obser- verede vi et beskæftigelsesfremmende kursus (asfaltkur- sus) holdt i et åbent fængsel. I denne artikel inddrages em- piri fra tre interviews; det ene med en tidligere indsat og nu uddannet socialrådgiver, det andet er et fokusgruppeinter- view med deltagerne på asfaltkurset, og det tredje interview var med de asfaltarbejdere, der deltog i kurset samt observa- tioner fra asfaltkurset. Projektets formål er at kvalificere det sociale resocialiserende arbejde, der bliver lavet i kommu- ner og i fængsler, så socialrådgiverne får en bedre forståel- se for de løsladtes potentialer og muligheder. Derudover skal resultaterne fra undersøgelserne bidrage til at kvalificere un- dervisningen på socialrådgiveruddannelsen. Projektet har frembragt viden om, hvordan hensigtsmæssige beskæftigel- sesfremmende tiltag kan bidrage til at forbedre resocialise-

6 UDENFOR NUMMER 41 2020

(7)

rende indsatser, og herværende artikel er ligeledes et bidrag til både at kvalificere praksis i og uden for fængslerne og un- dervisningen af studerende på socialrådgiveruddannelsen.

TEORETISKE INSPIRATIONER OM OVERGANGE Artiklens overordnede forandrings- og tilblivelsesbegreber henter jeg fra Deleuze og Guattari(Deleuze & Guattari 2005), og teorier om overgange er inspireret af Victor Turners for- ståelser af ’liminalitet’ (Turner 1967).

Deleuze og Guattari søger gennem deres arbejde at appel- lere til kritisk forskning, der har fokus på kritik med henblik på at kunne skabe forandringer gennem forskningen. Den- ne forskningstype fordrer, at man gør op med de ’sandheder’, der findes inden for et felt, og i stedet eksperimenterer med at skabe nye ’sandheder’, altså nye forståelser for, hvordan fx resocialisering kan se ud (Deleuze & Guattari 2005; Krejsler 2019; Rosenberg 2014). Det er det, jeg vil forsøge i denne ar- tikel.

Rhizomet

Deleuze og Guattaris botanisk inspirerede tankefigur om 'rhizomet' gør det muligt at anskue mennesket på en anden måde. Som det kan ses på billedet af rhizomet, er det svært at sige, hvor rodnettet starter og slutter, da alt er forbundet og filtret ind i hinanden. Det betyder, at man ikke kan ud- pege en bestemt del af rhizomet som den primære del. Der er ikke noget hierarki, og ingen dele af rhizomet har højere prioritet end andre. Rhizomet vokser horisontalt, og der er ikke nogen fast struktur på det. Det er heterogent - mangfol- digt og uensartet. Et rhizom kan beskæres og genstartes, så der vokser nye skud frem, og stedet, hvor man vælger at på- begynde forandringen, er tilfældig. Da ingen dele af rhizo- met har forrang over andre, er der ikke et 'rigtigt' sted at be- gynde. Konkrete eksempler på rhizomer fra den botaniske verden er fx græs og svampebeplantning. Træet står i mod- sætning til rhizomet, da det har én rod og én krone, der ind- går i et hierarkisk forhold, hvor den ene del anskues som fun- damentet for det andet (Deleuze & Guattari 2005; Krejsler 2019).

Men hvad har det med mennesker, og i dette tilfælde døm- te, at gøre?

Med rhizomet som tankefigur forsøger Deleuze og Guat- tari at underminere den dominerende idé om, at menneskets tankegang og krop er afhængig af én rod, og at alle grene- ne kan spores tilbage til vores træstamme, rødder og vores oprindelse. Det vil sige, at vi med rhizomet tilbydes en fun- damental anden måde at tænke det sociale arbejde på, idet

CHARLOTTE ROSENBERG

er lektor og ph.d. i sociale forandringspro- cesser. Hun underviser socialrådgiverstu- derende i samfundsvidenskab på Professi- onshøjskolen Absalon. Hun forsker inden for området udsatte voksne og er projektleder ved følgeforskningen i projekterne: ’Højsko- le uden Mure’ og ’Et godt ungdomsliv med epilepsi’. Fokus er, hvordan fællesskaber og socialt arbejde fungerer inden for det offent- lige og det civile samfund

chro@pha.dk.

(8)

menneskets oprindelse – roden – ikke har altafgørende be- tydning for de valg, der træffes, og mulighedsbetingelser, der eksisterer. I stedet kan vi se mennesket som havende et utal af muligheder, som hele tiden kan udvikle sig. Rhizomet gør det muligt for os at forstå, hvordan de dømte er i konstan- te forandringer, også selv om de er i samme ’tilstand’ og alt- så ikke har overskredet en eksplicit grænse som fx løsladel- sen. Selv efter løsladelsen, når man ikke længere er i fængsel, er man stadig den, der har været i fængsel, samtidig med at man også er den, der er løsladt. Rhizomet er derved en fun- damental kritik af en lineær og deterministisk tankegang;

man er ikke enten i fængsel eller løsladt, der ses som to helt adskilte tilstande.

Liminalitet

I forsøget på at skabe forståelser for implicitte overgange har jeg ladet mig inspirere af Victor Turners (1967) liminali- tetsbegreb. Hans forståelse giver os blik for det, der umærke- ligt kan ske, hvor der ikke er formelle strukturer og modsæt- ninger. Han skriver:

“Liminale figurer er hverken eller; de befinder sig “bet- wixt and between” de positioner, der er bestemt og ord- net af love, skikke, konventioner og ceremonier” (Turner 1967, egen oversættelse).

Samtidig giver Turners begreb os blik for det, der ikke er en- tydigt, det, der ikke passer ind og det, der er både og.

“Sammenfaldet af modsatrettede processer og forestil- linger i en enkelt enhed karakteriserer liminalitetens særegne helhed: det, der hverken er det ene eller det an- det, men på samme tid er begge dele” (Turner, 1967, egen oversættelse)

I denne forståelse er ’liminalitet’ en overgang eller mellem- periode, som ikke er klart defineret. Det er en ikke nødven- digvis klart defineret periode, hvor man eksplicit bevæger sig fra ét sted til et andet. Det kan fx være en statusændring, hvor man tidligere var en ting, og nu er på tærsklen til at bli- ve noget andet. Denne mellemperiode er ikke klart define- ret, hverken for den person, der er ’i’ perioden, eller dem, der står ’uden for’. Overgangen kan umærkeligt være præget af usikkerhed, ambivalens og anspændthed, og man kan føle sig i en tilstand, hvor man har en oplevelse af at være ’fanget’, da man ikke hører til det, man har forladt, men heller ikke hø- rer til der, hvor man er på vej hen, og man ikke har en ’vej

ud’. Der er endnu ikke noget, der er blevet til ’almindelighe- der’, og der er endnu ikke noget, ’vi plejer’. Liminale perio- der har ikke karakter af et observerbart objekt, men i ste- det af hændelser eller begivenheder. Perioden kan i nogen grad fremstå som permanent, og man kan opleve sig fastlåst og derved være i en tilstand, som er svær at se sig ud af. Tur- ner beskriver tilstanden som en tærskel, men en lang tær- skel, der kan sammenlignes med en tunnel, hvor det liminale ikke bare bliver en ’forandringsovergang’, men faktisk bliver en måde at leve på (Turner, 1977)

Jeg bruger begrebet ’liminalitet’ i denne artikel til at for- stå de forskellige tilstande og hændelser, som kan opstå i for- bindelse med en fængselsafsoning og tiden efter. Jeg foku- serer på to specifikke perioder, som i denne forståelse kan karakteriseres som liminale overgange. Den ene foregår un- der fængslingen, hvor dagligdagen ændres af et asfaltkursus, mens den anden er tiden efter afsoning, der ligeledes er en li- minal overgang, hvor en af informanterne arbejder som so- cialrådgiver. Jeg ser de konkrete hændelser som overgange, men overgangene kan fremstå svævende, da det ikke er tyde- ligt, hvad det er en overgang fra og til. Men i begge tilfælde oplever de sig fremmedgjort, fanget og i en tilstand af usik- kerhed– med Turners forståelse ”betwixt and between” (Tur- ner, 1967).

FRA FANGE TIL MÅSKE KOMMENDE ASFALTARBEJDER Jeg har fulgt et asfaltkursus holdt i et åbent fængsel. Asfalt- virksomheden gik ind i samarbejdet, fordi de manglede ar- bejdskraft og derudover gerne ville give dømte en ny chan- ce (interview asfaltarbejdere 2017). Fængslet har tidligere haft succes med erhvervsrettede forløb med virksomheder og anså dette som en oplagt mulighed for, at de indsatte efter løsladelse kunne få varig beskæftigelse og derved mindske ri- sikoen for recidivering. De indsatte fortalte, at de forud for

(“Kevin Murray,” n.d.)

8 UDENFOR NUMMER 41 2020

(9)

asfaltkurset ”på en måde var lovet arbejde” (fokusgruppe in- terview indsatte 2017).

Asfaltkurset bestod af både sikkerhedskursus, skilte- og færdselskursus, PUTAU-Personlig udvikling til arbejde og uddannelse (“AMU.dk,” n.d.) og ikke mindst en praktisk del, hvor de skulle anlægge forskellige former for asfaltveje inde på fængselsområdet. På den sidste praktiske del underviste praktiserende asfaltarbejdere. Asfaltarbejderne havde, ud- over at anlægge veje, også den rolle, at de hyrede og fyrede mandskab til deres sjak. Det var altså dem, der underviste, der kunne bestemme, om de indsatte kunne blive ansat i de- res sjak efterfølgende.

En tidlig, mørk og kold januarmorgen kører en enorm lastvogn ind på fængselsområdet. Hele holdet – 6 mand, en fængselsbetjent og jeg – står og venter. Stefan, som er last- bilchaufføren, kører ind på pladsen. Han standser sin enor- me lastvogn og går langsomt ud. Da han står der og påfører sig det styresystem, der kan styre lastbilens tippelad og den påmonterede kran, går der et suk igennem forsamlingen. Det virker som om, at alle er næsegrus af beundring, og selv tæn- ker jeg: ”DET må være fedt”. Han hilser med et kort nik og går i gang. Forud for anlæggelsen af vejen havde de indsat- te, på opfordring af kursets undervisere, ud af gruppens mid- te valgt en formand og en sjakbajs, og det var dem, der skul- le styre slagets gang. De havde på forhånd aftalt, hvordan de hver især skulle udfylde deres roller. De to asfaltarbejdere står og ser afventende på, hvordan de indsatte håndterer si- tuationen, og så går de indsatte i gang med at lave den rigtige vej. Formanden (en indsat) dirigerer folk rundt, og alle adly- der. Hvis formanden kan se, at en ’hænger i bremsen’ (fokus- gruppeinterview med indsatte 2017), så skiftes vedkommen- de ud, og en anden overtager. Alle er dybt koncentrerede og meget arbejdsomme.

Asfaltarbejderne fortæller senere i et interview, at de først havde været bange for at skulle undervise på kurset og hav- de betinget sig, at de skulle være to mand på pladsen, selv om de arbejdsmæssigt kun behøvede at være én. Men i løbet af den uge, hvor de anlagde vejen, blev de overraskede. De indsatte klarede det faktisk bedre, end når de holdt kursus for folk, der ikke var i fængsel. De indsatte kunne samarbej- de, de agerede som ”et sjak”, de gik på med ildhu og det var

”rigtig pænt arbejde, de lavede” (interview med asfaltarbej- dere 2017).

I et efterfølgende fokusgruppeinterview med de indsatte fortalte de, at et planlagt virksomhedsbesøg på asfaltfabrik- ken var blevet aflyst. Alle de indsatte havde glædet sig til at se den fabrik, der producerede den asfalt, som de selv havde

“Jeg vil i

denne artikel hverken

fokusere på indsættelsen eller

løsladelsen,

men i stedet

på nogle af de

overgange, der

kan være for

de indsatte”

(10)

arbejdet med, og ikke mindst bare til at se noget andet end fængslet.

Da de mødte for at deltage i virksomhedsbesøget, fik de besked på, at to af de fremmødte ikke kunne komme med, da de ikke havde tilstrækkeligt fremmøde til at kunne be- stå kurset. Alle vidste godt, at alle ikke havde bestået kurset, men de havde ikke fået nogen information om, at de så ikke kunne deltage i virksomhedsbesøget.

Fængselspersonalet fortalte efterfølgende, at de ikke tro- ede, at der ville blive nogle problemer med de indsatte i for- hold til dem, der ikke kunne deltage i virksomhedsbesøget.

Da det om morgenen gik op for de indsatte, at ikke alle kun- ne deltage, ville de gerne holde et akutmøde mellem de ind- satte, som var mødt op i håb om at skulle med på virksom- hedsbesøget. På mødet stemte de om deres deltagelse, når nu forudsætningerne var, at alle ikke kunne komme med. Ud- faldet af afstemningen blev, at ingen ville deltage i virksom- hedsbesøget. De fortalte ved interviewet, at alle var kede af det, da de havde glædet sig. De indsatte, som ikke havde be- stået kurset, gav udtryk for, at de syntes, at de andre skulle tage af sted, da de ikke ville ødelægge det for resten. De, der havde bestået kurset, ombestemte sig, da de, der ikke havde bestået, gav udtryk for, at de syntes, at de skulle deltage. De gik til betjentene og fortalte om deres ændrede opfattelse, men da var turen blevet aflyst af fængselspersonalet.

Da jeg efterfølgende interviewede de indsatte om hændel- sen, fortalte de, at de syntes, at de havde handlet i overens- stemmelse med det, de havde fået fortalt af asfaltarbejder- ne – de havde handlet som et ”sjak”, de havde stået sammen, som er nødvendigt ude på ”vejene,” og de havde handlet som en ”familie”, som asfaltarbejderne lagde vægt på som en po- sitiv ting ved deres arbejde. I interviewet gav de indsatte ud- tryk for, at det virkede som om, at de ansatte forsøgte at straffe dem.

De indsatte var bange for, at asfaltarbejderne skulle tro, at de ikke gad, og det var vigtigt for dem, at de forstod, at de

’bare’ havde gjort, som de havde lært af dem: ”At stå sam- men”. Samtidig fortalte de også, at de jo ikke bare kunne tage med på virksomhedsbesøget, hvis der ikke var enighed om, at de kunne deltage uden dem, der ikke havde bestået kurset, da de jo boede i fængslet og om aftenen skulle møde dem, som kunne opfatte det som om, at de havde været illo- yale mod dem. Jesper siger ”man skal jo også lige huske på, at vi ER jo i fængsel, og det ville ikke gå” (fokusgruppeinter- view indsatte 2017).

Den præmis om at de indsatte, der var velegnede som as- faltarbejdere, kunne få job enten i slutningen af deres fængs-

ling eller ved løsladelsen, har betydet, at nogle af de indsatte har fået et perspektiv på deres løsladelse. Jesper beskriver, at da han tidligere var indsat, havde han har haft så korte domme, at han nærmest bare ”fik sovet den ud”. Men denne gang har han en anden følelse af betydningen af hans afso- ning. Asfaltkurset har betydet, at han kan se sig selv som en del af arbejdsmarkedet, noget han aldrig har følt før. Men han undrer sig dog over, at ingen rigtig forsøger at hjæl- pe ham, så han fx kan få et kørekort, så han rent faktisk er i stand til at kunne påtage sig et arbejde som asfaltarbejder, hvor det er påkrævet at have et kørekort (Fokusgruppeinter- view indsatte 2017).

ASFALTFAMILIE, DER ER INDSAT

I forsøget på at forstå, hvad der er på spil, kan begrebet ’li- minalitet’ åbne op for en forståelse af, at de indsatte i net- op denne situation befinder sig i en fase, hvor de er ’både/

og’. De er både indsatte, men samtidig også på vej til at bli- ve asfaltarbejdere. I situationen, hvor de anlagde vejen, var de hverken/eller eller både/og. De er indsatte og tilhører på den måde fængselsverdenen, men samtidig er de på vej til at blive asfaltarbejdere. De indsatte er i en mellemperiode – et transitionsrum, hvor en begivenhed, en ’liminal tilstand’, be- virker, at de bliver usikre. De kan ikke bare agere fanger, de skal også tilpasse sig en potentiel kommende arbejdsgiver.

De havde på samme tid den gamle verden, som de skulle leve i om aftenen, og den potentielt nye verden, som livet som as- faltarbejder kunne blive. De møder den formand for sjakket, som ansætter nye asfaltarbejdere samtidig med, at de har en formodning om, at fængselsbetjentene og socialrådgiver- ne har en finger med i spillet i forhold til fx at kunne påbe- gynde jobbet som asfaltarbejder, før deres afsoning er afslut- tet eller at få bevillinger til fx erhvervelse af kørekort under afsoningen, hvilket er et krav for at kunne blive asfaltarbej- der. Den liminale tilstand, som indsatte befinder sig i under afsoningen, kan opfattes markant for den indsatte, men sam- tidig være svær at få øje for de ansatte, da de indsatte følger andre normer, som kan være svære at få indblik og forståel- se for som ansat.

Deleuze og Guattaris forandringsforståelse, hvor man ikke bare ’er’ som menneske, men befinder sig i konstante foran- dringsprocesser, giver os blik for, at de indsatte ikke blot er indsatte, men også kommende asfaltarbejdere, de er det i en samtidighed. Når de bliver løsladt og måske bliver asfalt- arbejdere, vil de stadig være tidligere indsatte. De ’er’ ikke, men er i et konstant ’bliver’, hvor de som mennesker konstru- eres, konstituereres og er medskabere af den sociale interak-

10 UDENFOR NUMMER 41 2020

(11)

tion, de tager del i (Davies & Gannon 2009; Rosenberg 2014).

De indsattes fortid eller for at trække på træmetaforen: De indsattes rod, som deres kriminelle fortid kan anskues som, er ikke nødvendigvis fundamentet for deres fremtid. De ind- sattes tilblivelser kan ses som rhizomet, at deres liv tager en anden retning, som er mulig, idet de ikke har et fundament, der fastholder dem (Deleuze & Guattari 2005; Krejsler 2019).

HALFDAN: FRA KRIMINEL TIL GEMENT BORGERDYR Halfdan er blevet løsladt for flere år siden. Efter løsladelsen har han færdiggjort sin uddannelse som socialrådgiver. Han har haft en selvstændig mentorvirksomhed og er nu – mod- villigt, på grund af en lovændring om mentorer - blevet fast- ansat i den kommune, hvor hovedparten af de unge, han var mentor for, var bosat. Han giver udtryk for, at han i virkelig- heden laver noget, som han selv finder meningsfuldt, nemlig at hjælpe udsatte unge med at komme videre i deres liv. Han er, ifølge ham selv, god til sit job. Han forstår de unge, og de unge respekterer og har tillid til ham. På trods af oplevelsen af at have et meningsfuldt job er han ambivalent. Han fortæl- ler, at han hver morgen har det som om, han vågner op i iso- lationscellen. Han giver med væmmelse udtryk for, at han er

”røget på krogen,” og han opfatter sig selv som et ”gement borgerdyr”. Hver dag har han den evige diskussion med sig selv om, hvordan han ”kan rumme, at jeg nu bare skal være et borgerdyr” (Interview med Halfdan 2017).

”Jeg er jo i gang med nu at udleve min værste frygt, at blive et gement borgerdyr, der står op hver morgen, mø- der på arbejde fra otte til fire og er ved at brække nak- ken på det. Jeg er ved at blive deprimeret hver evig ene- ste dag, og det er som at blive ramt i hovedet af en hammer hver morgen, når jeg vågner.” (Interview med Halfdan 2016)

På trods af at det set udefra går ham godt, og at han er i fremdrift, har han store og svære overvejelser om sit liv. På

trods af hans ’succesfulde’ deltagelse i samfundet, føler han sig ikke veltilpas i det liv, han lever. Videre beskriver han det som om, at han befinder sig i en situation, hvor han ikke hø- rer til i samfundet.

”Jeg føler mig ikke som en del af samfundet, sådan det etablerede sammenhold. Jeg føler, som jeg også har sagt, at de bare har en på krogen, og man bare gør, som de gerne vil have. Og man er blevet afrettet, som deres sla- ve, og man nu bare makker ret, fordi man, nu er blevet intimideret i tilstrækkelig grad. Ja. Det er ærgerligt ik?”

(Interview med Halfdan 2016)

Han oplever sig fanget på en ”krog,” og at han ikke har noget råderum i sit arbejds- og hverdagsliv. Samtidig med, at han ikke føler sig som en del af samfundet, har han også svært ved at være sig selv. Han beskriver det som, han er nødsa- get til at lyve, og det cementerer den følelse, han har af ikke høre til.

”Og det er jo så også igen, det her med identitet. Jeg kan jo aldrig være mig selv over for mine kollegaer. Jeg bli- ver nødt til at stikke dem en plade, altså jeg bliver nødt til at lyve og hver evig eneste dag, lade som om, at jeg er et menneske, jeg ikke er. Og det er jo, det er jo ærgerligt.

Og hvis jeg fortalte dem om det, så ville jeg jo blive fyret på stedet.” (Interview med Halfdan 2016)

Halfdans oplevelse af, at han må lyve, gør, at han lever i en tilstand af frygt for, at andre opdager, at han har været i fængsel. Samtidig følte han heller ikke, at han hørte til i fængslet.

”Når jeg så sidder i fængsel. Så siger jeg "ah, jeg hører slet ikke til her. Ah, jamen jeg går i skole, jeg er sådan, altså jeg er sådan en normal borger ik, siger jeg til dem, ja. Så jeg er sådan lidt fanget midt imellem, på en eller

“De indsatte klarede det faktisk

bedre, end når de holdt kursus

for folk, der ikke var i fængsel”

(12)

anden måde ik. (…) det er jo lidt paradoksalt i virke- ligheden ik. Fordi hvor fa'en hører man så til. Ja.” (In- terview med Halfdan 2016)

På spørgsmålet om, hvordan man kan overkomme sådan en tilstand, forklarer han, at han prøver at gøre nogle af de ting, som han havde stor nydelse ved, da han levede som kriminel, og én af tingene var at køre i nogle flotte biler.

”Så er jeg taget til Tyskland og købt en bil uden afgift og kommer hjem, så har jeg en kammerat, man har jo mange gode kontakter ik, så har jeg en ven, der hjalp mig med afgiften og få den toldsynet. Så nu har jeg det helt store flute holdende dernede. Så det er bare sådan, de...de kan ikke rigtig forstå det heller oppe på kommu- nen. Og jeg hørte, skulle også høre for det, sådan den anden dag, hvor jeg, ja nummer to dag, jeg mødte på ar- bejde, så skulle jeg høre for det, ude i kaffestuen, "jaja, altså...", det er jo, de er jo sådan nogle socialdemokra- ter og sådan rigtig borgerdyr, folk der arbejder derop- pe, så...” (Interview med Halfdan 2016)

På denne måde forsøger han på en måde at kompensere og få de to forskellige ’liv’ til at hænge sammen. Med anskaffelsen af ”det store flute” inddrager han noget af det, der gav me- ning i hans kriminelle periode, og får det ind i hans liv nu, og på den måde forsøger han at skabe mening som ”borgerdyr”

på en anden måde.

EN ’LIMINAL TILSTAND’ UDEN SLUTNING

Halfdan fortæller, hvor svært det er for ham at leve et ’helt normalt liv’ med et fast arbejde. Han befinder sig på det- te tidspunkt i et både/og, han ’tilhører’ både livet som krimi-

nel, forstået som at han savner det liv, han havde, og samti- dig ’tilhører’ han livet som socialrådgiver. I sit arbejde som ungerådgiver inddrager han de erfaringer, han selv har fra li- vet som kriminel og fra fængslet, samtidig med at han bru- ger den viden, han har fået qua sin socialrådgiveruddannel- se. Men samtidig befinder han sig i et hverken/eller, eller man kan sige, at han befinder sig i en tilstand af permanent limi- nalitet. Liminalitet bliver en ny norm, det fremstår ikke som en ’forandringsovergang’, men som en ny måde at leve på – et status quo. Han tilhører ingen af verdenerne, hverken fæng- selslivet, isolationscellen, som han ser tilbage på med gru, el- ler det arbejdsliv, som udfolder sig i jobcenteret. I ingen af verdenerne er ’den anden verden’ legitim. I frokostpauserne i jobcenteret giver det ingen anerkendelse at tale om dengang, han sad i fængsel, og det, som han syntes var fedt, da han le- vede som kriminel. Han tror faktisk, at han vil blive fyret, hvis de vidste, han var straffet. Og det giver heller ikke aner- kendelse at fortælle om sit arbejde til sine gamle venner, da de ikke forstår hans liv nu. Han er ikke bare en, der er kom- met ud af kriminalitet og nu lever et ikke-kriminelt liv. Han vil altid være den, der også har levet som kriminel og som stadig tiltrækkes af det liv. I dette tilfælde bliver den limina- le tilstand yderligere forstærket ved, at en fængselsstraf, og derved en plet på straffeattesten, trækker spor ind i tiden ef- ter afsoningen. Dette kan måske give os forståelser for, hvor- for den liminale tilstand er uden slutning, at man altid vil være både/og.

Deleuze og Guattaris tankefigur om rhizomet giver os et forståelse for, at mennesket og de forandringer, som gennem- leves gennem et liv, ikke har én rod og derved ét oprindel- sessted. Mennesket har mange forskellige forandringspoten- tialer og forandringer, der ikke skal ses lineært, men i stedet som potentialer, der kan have mange forskellige udspring.

“I frokostpauserne i jobcenteret giver det ingen anerkendelse

at tale om dengang, han sad i fængsel”

12 UDENFOR NUMMER 41 2020

(13)

REFERENCER

AMU.dk. (n.d.). Retrieved November 29, 2019, from https://www.amu- kurs.dk/

Davies, B., & Gannon, S. (2009). Pedagogical encounters. Peter Lang.

Deleuze, G., & Guattari, F. (2005). Tusind plateauer : kapitalisme og skizofreni. Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Healy, D. (2010). Betwixt and Between: The Role of Psychosocial Fac- tors in the Early Stages of Desistance. JOURNAL OF RESEARCH IN CRIME AND DELINQUENCY, Vol. 47, pp. 419–438.

Murray, K. (n.d.). Retrieved December 3, 2019, from http://kjemurray.

com/

Krejsler, J. (2019). At analysere med Gilles Deleuze : en rejse i no- madebegreber, tilblivelser og kontrolsamfund. Frederiksberg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Maruna, S. (2011). Reentry as a rite of passage. PUNISHMENT AND SOCIETY, Vol. 13, pp. 3–28.

Rosenberg, C. (2014). SydhavnsCompagniet. Tilblivelser, relationer og muligheder i stribede og glatte rum. Roskilde: Forskerskolen for Livslang Læring, Roskilde Universitet.

Stagoll, C. (2010). The Deleuze Dictionary Revised Edition (A. Parr, Ed.). Edinburgh University Press.

Turner, V. (1967). The forest of symbols : aspects of Ndembu ritual. It- haca, N.Y.: Cornell University Press.

Turner, V. (1977). Variations of a Theme of Liminality. In S. F. Moore

& B. Myerhoff (Eds.), Secular Ritual (pp. 36–52). Assen/Amsterdam:

Van Gorcum,.

Forandringer ses i denne optik ikke som statiske, fra ét sted til et andet. Forandringerne kan i stedet ses som et vilkår ved det at være menneske (Rosenberg 2014; Stagoll 2010).

BETYDNING FOR DET SOCIALE ARBEJDE

Med disse to forskelligartede empiriske eksempler på li- vet i fængslet og efter løsladelsen ser vi, hvordan de indsatte ikke bare er i fængsel, men også på vej ud, og at det foregår i en samtidighed. Vi ser, hvordan Halfdan ikke bare er løs- ladt, men også længes efter livet som kriminel. Jeg ser gen- nem disse analyser, at disse forandringsforståelser tilbyder os en følsomhed overfor, at forandringer kan foregå implicit og mens man er indsat eller efter løsladelse, når det tilsyne- ladende går godt med hensyn til job og uddannelse. Mit ærin- de med denne artikel er, at socialrådgivere får øje for, at der findes andre overgange end de mest tydelige, og måske over-

vejer den tilgang, man kan have inden for det sociale arbej- de over for borgere. Liminale perioder er ikke særegene in- den for kriminalitetsområdet, men de viser sig tydeligt inden for dette felt, da det at begå en kriminel handling eksplicit falder uden for ’normalitet,’ og man skal så at sige ’tilbage’ til

’normalitet’. Ydermere får en fængselsstraf betydning for li- vet efter afsoningen, og dette kan måske give os forståelser for, at den liminale tilstand er uden slutning. Kan det sociale arbejde bruge dette på en konstruktiv måde? Kan man bruge begrebet liminalitet til at forstå hvilke tilstande og begiven- heder, man befinder sig i som et menneske, der har været i fængsel, men som nu er løsladt? Og kan man bruge rhizomet som tankefigur til at få blik for, at mennesket er i konstant forandring, og selv om man har overskredet en grænse og fx er blevet løsladt, så er man stadig den, der også har afsonet - og at det har betydning for, hvem man er. På godt og ondt.

EMPIRI

Interview asfaltarbejdere 2017 Fokusgruppe interview indsatte 2017 Interview med Halfdan 2016

(14)

14 UDENFOR NUMMER 41 2020

Bekymring og

deltagelse – kommende forældres inddragelse

i tværfaglige netværksmøder om graviditet og

forældreskab

AF CHARLOTTE VANGE LØVSTAD, LEKTOR

BIDRAGSYDERE TIL FORSKNINGSDELEN: BENTE MØLLER, LEKTOR, OG MARGRETHE BIRKEKÆR CHRISTENSEN,

ADJUNKT PEER

REVIEWED

(15)

Når mennesker i udsatte positioner skal være forældre, indebærer det ofte en høj bekymring

hos de involverede professionelle.

Et pilotprojekt har afprøvet en ny konstellation af netværksmøder, hvor forældrene i højere grad søges inddraget

i samarbejdet med de professionelle.

Undersøgelsen viser, at særligt

sammenhængen mellem hjælp og kontrol er afgørende for de kommende forældres mulighed for at deltage og blive inddraget

i netværksmøderne.

(16)

ommende forældre i udsatte po- sitioner har ofte mange og komplekse problemer, som også betegnes som vilde problemer (Rittel og Weber 1973). Vilde problemer er netop karakteriseret ved en høj kompleksitet, hvor der er behov for indsatser fra flere forskellige sektorer og på tværs af socialfaglige og sundhedsfaglige instanser. Der er ofte ikke én løsning på problematikkerne, men de kræ- ver flere samtidige indsatser, hvorfor også en høj grad af ko- ordinering imellem de professionelle er afgørende. De profes- sionelles forståelser af de kommende forældre som udsatte er ofte koblet sammen med en høj grad af bekymring for det kommende barns trivsel. Hvorvidt de kommende forældre er i stand til at sikre omsorgen og barnets trivsel, også efter fødslen, er omdrejningspunktet i de tværfaglige netværksmø- der. Artiklen giver indblik i, hvordan de professionelles be- kymring kan reducere eller helt lukke ned for de kommende forældres muligheder for at blive inddraget i netværksmø- derne gennem handlinger og kommunikation. Der præsen- teres analyser af konkrete eksempler, hvor de professionelle har en høj bekymring, og hvor de kommende forældre ønsker at påvirke de professionelles handlen i møder, nuancere pro- blemforståelser og at få tydeliggjort krav til dem som foræl- dre. Endelig præsenteres også et eksempel på, hvad der sker, når de professionelles bekymring er lav. Et vigtigt parameter i disse sager er, at tidsperspektivet er kort. Det presser både de professionelle og de kommende forældre, da fødselstids- punktet kan betragtes som en deadline for at træffe afgøren- de beslutninger og sætte tiltag i værk.

Forskningsprojektet har undersøgt de kommende forældres muligheder for at være deltagende i møderne, også benævnt deltagelsesmuligheder. Deltagelse eller deltagelsesmulighe- der opstår, når de kommende forældre høres på møderne, og deres bidrag tillægges gyldighed og værdi i drøftelserne på mødet. Deltagelse betyder ikke, at beslutningsretten skal de- les med de kommende forældre. Når de kommende forældre betragtes som deltagere eller har deltagelsesmuligheder, ind- går de i ligeværdige dialoger med de professionelle om pro- blemforståelse og de indsatser, der skal til for at afhjælpe be- kymringerne i forhold til at blive forældre. Når deres bidrag bliver tillagt værdi og gyldighed, og de oplever det således, så indgår de også som deltagere (fx Larsen 2020).

Empirien i forskningsprojektet er indhentet i pilotprojekt på foranledning af ansvarlige myndighed med medfinansie- ring fra blandt andet Helsefonden. I pilotprojektet afprøves, som nævnt, en ny konstellation af tværfaglige netværksmø- der (benævnes i efterfølgende som ’møder’), hvor gravidi- tet, de kommende forældres livssituation og det kommen- de barns trivsel er omdrejningspunktet. En central værdi er inddragelse af de kommende forældre både i afklaringen og på de enkelte møder. Netop for at understøtte de kommende forældres deltagelsesmuligheder er forældrene med til at ud- pege de professionelle aktører, som skal deltage på møder- ne. Repræsentanter fra Myndighed, Familieambulatorium og Mødrehjælpen deltager altid på møderne. Eksempler på an- dre professionelle kan være psykiatri, rusmiddelcenter, trau- mebehandlere eller andre. Møderne afvikles efter Signs of Safety-metoden (SoS), som arbejder med at styrke det tvær- faglige samarbejde mellem familier og professionelle i arbej- det med konkrete risikovurderinger af barnets trivsel (Tur- nell, Vesterhauge-Petersen & Vesterhauge-Petersen, 2013).

Artiklen har særligt nedslag i, hvordan de kommende for- ældres muligheder for at deltage opstår, og hvordan deltagel- sesmulighederne hænger sammen med de professionelles be- kymring.

METODISKE OG ETISKE OVERVEJELSER

Indledningsvis er det vigtigt at nævne, at empirien er ano- nymiseret, hvorfor hverken konkrete aktører eller antallet af cases nævnes. Dette er særligt af hensyn til de deltagende kommende forældre begrundet i forskningsetiske overvejel- ser. Disse behandles afslutningsvis i afsnittet.

Empirien består af cases med kommende forældre, hvor der i alt indgår 12 videooptagelser af møder og samlet 14 in- dividuelle samtaler med de kommende forældre. De individu- elle samtaler er ikke optaget og transskriberet, da de kom-

K

16 UDENFOR NUMMER 41 2020

(17)

CHARLOTTE VANGE LØVSTAD

er lektor i socialt arbejde. Hun har arbejdet 15 år i socialt ar- bejde med mennesker i udsatte positioner (stofmisbrug, hjemløshed, prostitution, socialpsykiatri, illegale indvande- rer og menneskehandel) og laver nu efter- og videreuddan- nelse og forsker i mennesker i udsatte / marginaliserede po- sitioner og deres muligheder for at bruge deres stemme.

chvl@via.dk mende forældre ikke har ønsket at få samtalerne optaget.

Feltnoter er nedskrevet umiddelbart efter samtalernes gen- nemførelse, og de har været et vigtigt redskab i at fastholde samtalernes indhold.

Videooptagelserne er lavet undervejs i pilotprojektet og efterfølgende stillet til rådighed for forskningsprojektet. I forskningsprojektet er videooptagelserne blevet gennemset to gange i fuld længde, hvor første gang har været gennem- syn og notering af forskernes umiddelbare indtryk. På bag- grund af første gennemsyn havde forskerne fokus på delta- gelse i andet gennemsyn af optagelserne. Ved behov er der gennemset sekvenser af de enkelte optagelser en tredje gang, særligt hvor deltagelse har været på spil. Feltnoterne er ind- draget til at supplere den primære analyse af videooptagel- serne, når udsagn eller overvejelser fra samtalerne har uddy- bet eller nuanceret analytiske fund fra videooptagelserne.

Undersøgelsen har også rejst en række forskningsetiske spørgsmål, som både handler om at sikre anonymisering, men også handler om, hvornår det er muligt at bringe kom- mende forældres stemmer i spil. Artiklen er dermed også et udtryk for den gordiske etik-knude, som opstår, når forsk- ningsprojektet bidrager til ny viden på et vigtigt område, men samtidigt også kan have konsekvenser for de involvere- de i forskningen. Denne dobbelthed eller etiske dilemma er en vigtig diskussion i det at bedrive forskning med grupper, som befinder sig i udsatte eller sårbare positioner. (Jacob- sen og Kristiansen, 2001). Som forskere formidler og fortol- ker vi denne ”de andres verden” (ibid.), både de kommende forældre og de professionelles, og det kan være på en måde, som de deltagende ikke havde forventet eller ønsket. Den- ne forskermagt, hvor vi definerer andres virkelighed, er også en privilegeret position i forhold til det udforskede og kræ- ver en etisk ansvarlighed (ibid.). Og det, at artiklen beskri- ver samhandlingen i netværksmøderne på en anden måde end måske ønsket, kan også utilsigtet få nogle konsekven- ser for de kommende forældre, som fortsat har aktive sager i forvaltningen. Der er en risiko for, at den viden, som præ- senteres i nærværende artikel, anvendes til andre formål end tiltænkt (bevidst eller ubevidst), således at analysen og kri- tikken af de professionelle får konsekvenser for de kommen- de forældre. Der lurer således en fare for undersøgelsessub- jekterne, hvilket gør feltarbejde farligt, præcis som Jacobsen og Kristiansen (2001) også adresserer. Vores forsknings- mæssige og formidlingsetiske vurderinger har dog været, at forskningsprojektets fund kan bidrage til en mere kvalifi- ceret praksis for de kommende forældres deltagelsesmulig- heder. Og vi har vurderet, at de forbehold, vi har taget i for-

(18)

“Artiklen giver indblik i, hvordan de professionelles bekymring kan reducere eller helt lukke ned for de kommende forældres muligheder for at blive

inddraget i netværksmøderne”

midlingen af resultaterne, vil imødegå eventuelle risici for utilsigtede konsekvenser for deltagerne. Forskningsprojek- tets fund udgør viden, som er virkelig vigtig for udvikling af praksis i forhold til involvering af kommende forældre i ud- satte positioner.

TEORETISKE PERSPEKTIVER

I forskningsprojektets analyser trækkes på Karl Weicks (1936-) teoretiske perspektiver på meningsskabelse til at un- dersøge, hvordan deltagerne skaber mening i handlinger og rutiner i møderne (Murphy 2015), og hvordan deltagerne hen- holdsvis understøtter eller reducerer de kommende foræl- dres deltagelsesmuligheder. For Weick er mening organisa- torisk skabt (Hammer og Høpner 2014), og skabes derved også i og på baggrund af de allerede kendte roller, regler og rutiner - indlejret i kendte handletypologier, det vi ”plejer”

at gøre. Samtidigt skabes mening også i kommunikationen, er flydende og sker kontinuerligt mellem aktørerne i et gi- vet rum. I en meningsskabelsesproces går handling forud for tanke, og deltagerne medskaber eller enacter (ibid.) også me- ningsskabelsen. De handler den så at sige ”til live” (Murphy 2015). Weick bidrager særligt med et blik på, hvordan delta- gernes handlinger og interaktioner medskaber de kommende forældres muligheder for at være deltagere på møderne. Der- udover anvendes Mikhail Bakhtins teoretiske begreber om dialogiske og monologiske samtaler (Bakhtin 1984; 1986), for ad den vej at komme tættere de kommunikative aspekter af meningsskabelsen blandt deltagerne. Når en samtale er dia- logisk, er den flerstemmig, alle stemmer er ligeværdige, og ingen har det afgørende ord (Bakhtin 1984; Svendsen et al.

2018). I nærværende projekts empiri vil dialoger understøt-

te de kommende forældres muligheder for at være deltagen- de i forhandlinger om, hvad der i den givne situation er mest meningsfuldt at gøre. Når samtaler er monologiske, er kun én stemme repræsenteret, og der lukkes sjældent andre stem- mer ind. Der er ikke plads til andre perspektiver og ofte vil monologiske samtaler finde sted i samtaler med autoritets- personer og personer i magtfulde positioner (Bakhtin 1986;

Svendsen et al. 2018). Dialog og monolog anvendes i analysen til at undersøge, hvornår handlingen i dialogen eller mono- logen henholdsvis bidrager til eller reducerer de kommende forældres muligheder for at være deltagende på møderne.

Når vi i analysen anvender begreberne objekt og subjekt, trækker vi på Järvinen og Mik-Meyers (2009) overvejelser over begrebet ”klient”, og det, at et menneske med dets indi- viduelle problemer oversættes til systemets kategorier og ka- rakteristika, hvorved det passer ind i systemets standarder.

Når vi anvender begrebet objektgørelse i de konkrete møder, sker der her en standardisering af de kommende forældres problematikker, eksempelvis når de professionelle omta- ler de kommende forældre i 3. person med ”han”, ”hun” el- ler ”den”. Dette på trods af at de sidder med ved bordet. De professionelle taler om de kommende forældre, som om de ikke var fysisk tilstedeværende. Det er også her, at de kom- mende forældre i højere grad bliver det, mødet handler om, end aktive deltagere i mødet. Omvendt set er subjekt, når de kommende forældre får lov til at være sig selv med hver de- res individuelle karakteristika og livssituation, og når de bli- ver til subjekter, vinder de så at sige retten til at være sig selv (Järvinen & Mik-Meyer 2009).

De teoretiske perspektiver både influerer på og kvalifice- rer de iagttagelser og analyser, vi som forskere kommer frem

18 UDENFOR NUMMER 41 2020

(19)

til i forskningsprojektet og fremstiller i denne artikel. De analytiske greb muliggør indblik i deltagernes handlinger og kommunikation, både til møderne og i interviews. Ligeledes inddrager vi eksisterende viden på området, og muliggør der- med en vis generaliserbarhed af undersøgelsens fund.

NÅR BEKYMRINGEN ER HØJ

”Det er ikke mig, det er ikke mit liv, jeg kan ikke sættes ind i sådan en der” (Udtalelse fra kommende forældre på et møde)

Udtalelsen kommer på et møde præget af en høj grad af usikkerhed hos forældrene i forhold til risikoen for, at de- res barn anbringes efter fødslen. I et forsøg på at reduce- re denne usikkerhed, bringer myndighedssagsbehandlerne et skaleringsværktøj i spil til at synliggøre, hvor bekym- rede de er for barnets trivsel. Skaleringsværktøjet bruges i SoS til at lave risikovurderinger af barnets trivsel på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder anbringelse og 10 er fuld tiltro til forældreevnen. Normalt anvendes skaleringsværk- tøjet ved afslutningen af et møde, men bringes her i anven- delse cirka 20 minutter inde i et møde. Der er to myndig- hedssagsbehandlere til stede på mødet, som går i dialog med hinanden, og den ene siger: ”Jeg tænker lige, vi ple- jer faktisk at have sådan en skala, den plejer vi egentligt at lave til sidst, men jeg tænker den faktisk egentligt kunne være relevant at lave nu”. Undervejs protesterer de kom- mende forældre flere gange og siger blandt andet, at skale- ringsværktøjet skræmmer dem, og at de ikke ønsker, at det bliver brugt. De kommende forældre er tydeligt berørte og græder stille. Uagtet protesterne og den tydelige berørthed fortsætter de to myndighedssagsbehandlere drøftelserne om at bruge skaleringsværktøjet. Den ene myndighedssags- behandler ender med at sige: ”Når tavlen er fyldt med ord, så er det dét tal, de (forældrene) kan huske og sammen- ligner med, når vi så kommer til næste møde og skalerer igen.” Derfor beslutter myndighedssagsbehandler at bringe skaleringsværktøjet i anvendelse og skalerer bekymrings- graden for de kommende forældre på et 4-tal. Det indikerer en høj bekymring for barnets trivsel, og således bekræftes de kommende forældres bange anelser og modstand mod skaleringsøvelsen som en unuanceret vurdering af dem. Og her falder udtalelsen ”Det er ikke mig, det er ikke mit liv, jeg kan ikke sættes ind i sådan en der.”

Ved at bruge skaleringsværktøjet i netværksmødet forsø- ger myndighedssagsbehandlerne at reducere de kommende forældres usikkerhed i forhold til, om barnet skal anbringes eller ej. Set fra et meningsskabelsesperspektiv (Weick) går de to myndighedssagsbehandlere i gang med at forhandle me-

ning i en usikker situation, hvor de er i tvivl om, hvorvidt for- ældrenes perspektiv vil være gyldigt bidrag til beslutnings- tagningen. I denne proces inddrager de skaleringsværktøjet, som de kender til og har anvendt tidligere. Når den ene myn- dighedssagsbehandler siger, at det er dét tal, de kan huske, så trækker hun på sin erfaringer med det, der plejer at vir- ke. Plejer består i et meningsskabelsesperspektiv (Weick) af kendte regler og rutiner og sammenfattes i handletypologier (Murphy 2015). Ved at trække på erfaringer og derved kend- te handletypologier agerer myndighedssagsbehandleren, som hun plejer. Samtidigt bekræfter de øvrige professionelle også de kendte handletypologier ved at forholde sig tavse. Tavs- heden fra de øvrige professionelle kan forstås som en hand- ling, der lader den eksisterende organisering stå i status quo.

De enacter en fastholdelse af det eksisterende magtforhold frem, heri også forældrenes ikke-deltagelse, via deres stilti- ende samtykke. På den måde fremstår de professionelle som en kollektiv enhed, en organisering med en fælles forståel- se af, hvad der er det bedste og meningsfulde at gøre i den givne situation. Mening forhandles og skabes i organiserin- ger (Hammer og Høpner 2015), og ved at fastholde kendte or- ganiseringer og ”det, vi plejer” kommer de professionelle til – gennem organiseringer – at reducere de kommende foræl- dres deltagelsesmuligheder, uanset at mødet har til formål netop at styrke deltagelsesmulighederne. Rutiner, plejer og kendte rolle- og ansvarsfordelinger bliver i det konkrete ek- sempel en barriere for, at de kommende forældre kan indgå i den nye organisering, hvor dialogen muliggøres og forældre- nes perspektiver inddrages.

I denne meningsskabende proces bliver det samtidigt ty- deligt, at de to myndighedssagsbehandlere går ind i en mo- nologisk samtale med hinanden, hvor de ikke lukker andre perspektiver ind. De kommende forældres modstand tillæg- ges ikke vægt, og de øvrige professionelle forholder sig tav- se under samtalen og inviteres ikke ind. Når samtaler er monologiske, jf. Bakhtin, så finder de ofte sted blandt per- soner i magtfulde positioner eller autoriteter, og ofte er der kun plads til én stemme. Myndighedssagsbehandlerne er i en magtfuld position i rummet, fordi de har den formelle be- slutningskompetence i sagerne. Den magtfulde position ty- deliggøres også ved gennemførelsen af skaleringen på trods af de kommende forældres modstand. Bakhtins overvejelser om monologen medvirker til at nuancere de Weickske per- spektiver, hvormed vi analyserer handling og kommunikati- on, og viser i dette eksempel, at kommunikation som mono- log medvirker til at lukke ned for de kommende forældres deltagelsesmuligheder. Når de øvrige professionelle ikke in-

(20)

volveres eller melder sig ind i drøftelserne om, hvorvidt ska- leringsværktøjet skal bruges eller ej, kommer de øvrige pro- fessionelle til at understøtte myndighedssagsbehandlernes organisering af mening og derved bevægelsen, hvor der sker en reduktion af de kommende forældres deltagelsesmulighe- der.

BEKYMRING FASTHOLDER PROBLEMFORSTÅELSER

”Jeg er ikke min sygdom” (udtalelse fra kommende forældre på et møde)

Et andet eksempel på, at når bekymringen er høj, så redu- ceres de kommende forældres deltagelsesmuligheder, er en uenighed om, hvilke problemer de kommende forældre har brug for hjælp til. Myndighedssagsbehandler har en høj be- kymring på grund af en psykiatrisk diagnose. De kommende forældre er enige i behovet for hjælp, når barnet kommer til verden – men ikke på grund af den psykiatriske diagnose. De peger på egne omsorgssvigt i opvæksten som årsager til, at de har brug for hjælp med forældrerollen De siger blandt an- det på et møde ”Jeg har forsøgt at sige, at jeg har en sygdom, men den er ikke mig. Jeg er mest bekymret for min opvækst”

og fortsætter lidt senere i mødet ”Jeg burde have været fjer- net som barn. Selvfølgeligt skal I tage mit barn, hvis jeg ikke kan passe XXX, men ikke på grund af min diagnose, men for- di jeg selv er blevet omsorgssvigtet”. Alligevel fortsætter myndighedssagsbehandlerne med at referere til den psykia- triske diagnose som den store bekymring i forhold til at sikre barnets trivsel, ikke kun på det konkrete møde, men også på de efterfølgende møder.

De kommende forældre er tydelige i deres forsøg på at indgå i forhandling med de professionelle omkring, hvordan bekymringer og hjælpebehov kan forstås. Når de bringer om- sorgssvigt på banen, forsøger de at deltage i den kollekti- ve meningsskabelsesproces, som ifølge Weick pågår konti- nuerligt, men de accepteres ikke som ligeværdige deltagere.

Når myndighedssagsbehandlere fortsætter med at fasthol- de den psykiatriske diagnose som den primære bekymring over tid, skubbes de kommende forældre ud af meningsska- belsesprocessen (Weick), og mening skabes individuelt og monologisk. Når dialogen bliver fraværende og de kommen- de forældres bidrag ikke tillægges værdi, træder Järvinen og Mik-Meyers skelnen mellem objekt og subjekt frem. De kom- mende forældre forsøger at forhandle sig til at være subjek- ter med deres særlige historie og karakteristika, men træder i stedet frem som et objekt, når myndighedssagsbehandler- ne fastholder den psykiatriske diagnose som den primære bekymring. Her sker der, med Järvinen og Mik-Meyers teo-

“Artiklen er dermed også et udtryk for den

gordiske etik-knude, som opstår, når

forskningsprojektet bidrager til ny

viden på et vigtigt område, men

samtidigt også kan have konsekvenser for de involverede i forskningen”

20 UDENFOR NUMMER 41 2020

(21)

ri, en standardisering og kategorisering af de kommende for- ældre. Ludvigsen og Heick (2012) ser samme tendenser i de- res undersøgelse af gravide stofmisbrugere, at netop en mere generaliserende stillingtagen til kvindernes situation gør, at kvinderne føler sig klemt og underkendt. Når de kommen- de forældre her ikke inviteres ind i dialogen, og de ikke får lov til at medvirke til at nuancere problemforståelsen, føler de sig underkendt og deres deltagelsesmuligheder reduceres.

Intentionen i den nye konstellation af møderne er at sikre de kommende forældres inddragelse og deltagelse. Når kendte organiseringer fastholdes, meningsskabelsen sker kollektiv blandt de professionelle, de kommende forældres kommuni- kation og forsøg på at indgå i de kollektive meningsskabel- sesprocesser afvises, så reduceres deres deltagelsesmulighe- der betragteligt.

HØJ BEKYMRING – USAGTE KRAV?

”Jeg føler virkelig, jeg skal sættes i rammer, og så skal det bare være perfekt det hele fordi … hvad må jeg? Hvad må jeg ikke?” (udtalelse på møde fra kommende forælder)

Empirien viser også, at når de professionelles bekymring er høj, og det er usikkert, hvorvidt barnet skal anbringes el- ler ej, bliver de professionelles vurderinger midlertidige. Der er et ”for nu” indlejret i vurderingerne, netop fordi en høj bekymring understreger tvivlen om, hvorvidt de kommen- de forældre kan varetage barnets trivsel. Paradokset mellem hjælp og kontrol viser sig her. De professionelle skal både tage ansvaret for at sikre barnets trivsel og træffe beslut- ning om anbringelse eller ej. Og de skal yde hjælp og støt- te, så de kommende forældre netop bliver i stand til at sikre barnets trivsel. I de professionelles balanceakt mellem hjælp og kontrol indgår en række krav, som de kommende foræl- dre skal honorere – de skal så at sige bevise, at de kan vare- tage omsorgen for barnet. Hvis de ikke kan det, så kan kon- sekvensen blive, at barnet anbringes. Undersøgelsen viser, at de kommende forældre gerne vil lykkes, men de ved ikke al- tid hvordan. På et møde forsøger forældrene at søge dialogen og skabe mening i de professionelles krav, som de oplever er utydelige ”… Jeg har fået en manual, jeg skal følge, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre” og fortsætter ”Jeg ved ikke, hvor mange fejl jeg må lave? Hvordan må jeg træde ved siden af?”. De professionelle svarer, at der ikke er et svar. At det kommer an på, hvordan barnet udvikler sig. At det går som det skal for nu. Gennem spørgsmålene søger forældrene at finde mening i manualen og kravene, så de rent faktisk ople- ver at kunne honorere dem. Spørgsmålene er en vej til at for- søge at åbne en dialog, at kunne deltage i den kollektive me-

ningsskabelsesproces og set ud fra Bakhtin at blive betragtet som ligeværdige deltagere. Når myndighedssagsbehandle- ren svarer, at der ikke er et svar og det går ”godt nok for nu” trækker, de på kendte handletypologier og indgår med Weicks perspektiver i en kollektiv meningsskabelse baseret på en monolog blandt de professionelle.

Også andre undersøgelser peger på, at mennesker i udsat- te positioner oplever at være under pres, når de skal være forældre. I en undersøgelse af metodeudviklingsprojekt om tværfagligt samarbejde med gravide stofmisbrugere (Ludvig- sen og Heick 2012) fortæller en af de medvirkende kvinder- ne om et sammenligneligt pres ”De dér briller, der er på én…

For mig handlede det meget om, at jeg bare skulle fremstå så perfekt som muligt, så de [de professionelle] ikke havde no- gen fingre at sætte. Og det gjorde jo, at jeg stod skide alene.”

Kvinderne, som indgår i denne undersøgelse, oplever et stort følelsesmæssigt pres i de professionelles krav, fordi de SKAL honorere dem – de ønsker for alt i verden ikke at det ender med en anbringelse – og fordi kravene også kan være usagte eller utydelige.

Ud over midlertidigheden er der også en manual invol- veret i eksemplet. Forældrene får udleveret en manual som hjælp til at løfte forældrerollen. En manual er en vejledning i at gøre noget rigtigt, en standard for en fremgangsmåde.

Der sker en standardisering af måden at varetage forældre- rollen på. Manualen er også en indsats i det sociale arbejde, som skal hjælpe de professionelle i risikovurderingerne af barnets trivsel. For de professionelle er hver case så at sige unik, hvor de skal vurdere hver enkelt individuelt for netop at finde ud af præcis, hvor der er behov for konkret hjælp og støtte. I det individuelle blik på casene trækkes også på en forståelse af vilde problemer (Rittel og Weber 1973), hvor der ikke er én løsning, men hvor problemkomplekset må vurde- res løbende, og sociale indsatser derfor også justeres løben- de. Intentionen er, at hvert menneske med deres individuel- le karakteristika er et subjekt og må behandles således. Men de enkelte forståelser kommer til at støde sammen – vilde problemers blik på det enkelte menneske og den standardi- serede handling, hvor der sker en kategorisering af forældre- ne. En af Järvinen og Mik-Meyers (2009) pointer er netop, at der må ske en kategorisering af problematikker, for at syste- met kan finde svar. Systemet kan ikke rumme det hele men- neske, og netop manualen bliver et udtryk for denne standar- disering af menneskelige problemer. Og i standardiseringen kommer de professionelle også til at enacte mistillid til for- ældrene, netop fordi forældrene ikke inviteres ind i menings- skabelsesprocessen (Weick).

(22)

Standardiseringen og de monologiske samtaler skaber util- sigtet et pres hos forældrene. Et pres som øges ved beslutnin- gernes ”for nu” karakter. I en undersøgelse af gravide stof- misbrugeres oplevelse af systemets tilbud både før, under og efter graviditeten (Dahl og Hecksher 2007) er en af konklu- sionerne, at en trussel om at få sit barn anbragt kan være en barriere i forhold til at tage imod hjælp. Undersøgelsen vi- ser, at truslen om anbringelsen og en manglende inddragel- se af kvinderne gør, at de har vanskeligt ved at profitere af de iværksatte indsatser. Når forældrene i denne undersøgelse oplever en midlertidighed i de professionelles beslutninger, er truslen om anbringelse aktuel og nærværende. Eller som en af forældrene udtrykker på et møde ”Hvad skal der til, for at I kan tage mit barn”. Og når kravene er usagte eller utyde- lige, og mening skabes i de professionelles monologiske sam- taler, kan det for forældrene blive en barriere for, at de pro- fiterer af de sociale indsatser, der er sat i værk for netop at hjælpe dem i at blive bedre forældre.

NÅR BEKYMRINGEN ER LAV

”Jeg har også været rigtigt positivt overraskede over jer – I er meget venlige og imødekommende og motiverede for at skabe forandring i jeres familie, og det er rart, og det er rart at være rådgiver for en familie så” (myndighedssagsbehandler til kommende forældre på et møde)

Anderledes bliver deltagelsesmulighederne, når bekym- ringen for barnets trivsel er lav, og anbringelse ikke er på tale. I en sådan situation øges de kommende forældres delta- gelsesmuligheder, og de inddrages oftere i dialoger, hvor nu- ancering af problemer og hjælpeindsatser og deres perspek- tiver i høj grad tillægges vægt. Med Weick kan det forstås, at de kommende forældrene inviteres ind i forhandlinger om meningsskabelse, deltager i kollektive meningsforståel- ser og ”plejer” er mindre dominerende. I en af casene ind- går en meget tydelig professionel, som de kommende foræl- dre har en høj grad af tillid til og oplever sig hjulpet, mødt og forstået af. Den professionelle tager sin autoritet på sig og er med til – gennem sine faglige vurderinger – at reducere usik- kerhed i rummet og skabe fælles mening i møderne med ud- gangspunkt i den fælles problemdefinition. Denne tydelighed i de faglige vurderinger gør, at hun bliver dagsordensættende i forhold til den fælles meningsskabelsesproces (Weick). De øvrige professionelle lytter og accepterer den professionel- les udlægning af problematikker og indsatser. Man kan sige,

at hun indgår i monologiske samtaler med de øvrige professi- onelle og med Bakhtin også som en professionel med autori- tet, og de øvrige professionelle bakker op. Eftersom de kom- mende forældre har tillid til hende og føler sig trygge, har de inden mødets afholdelse været i dialog med hende. På mø- det referer den professionelle til de dialoger, hun har været i med de kommende forældre, og tillægger dem gyldighed i sin fremlægning. Det kan forstås som Bakhtin definerer dialog, altså samtaler, hvor alle er ligeværdige, og alle bidrag er lige gyldige.

Det er også et eksempel på, at når tilliden er etableret mellem de kommende forældre og den professionelle, så gør de monologiske samtaler en forskel, hvis den professionel- le efterfølgende er i stand til at advokere for de kommende forældrenes status, oplevelser og behov. Det, som måske kan være vanskeligt for de kommende forældre at komme igen- nem med på møderne, tager den professionelle på sig, og ta- ler her for de kommende forældre med deres accept. Derved understøtter den professionelle samtaler, som umiddelbart kan fremstå som monologiske blandt de professionelle, men som bygger på dialoger med de kommende forældre, og der- ved understøtter - om end indirekte - de kommende foræl- dres deltagelsesmuligheder på mødet. En fælles forståelse mellem professionel og kommende forældre om deres situati- on og behov er forudsætningen for, at de kommende forældre oplever monologen en hjælp.

I meningsskabelsesprocessen organiserer de professio- nelle sig, som de plejer. Med Weicks perspektiv trækker de på kendte organiseringer, handletypologier og regler og ruti- ner. Når de professionelle indgår i monologiske samtaler med hinanden omkring de kommende forældre, og de kommen- de forældre ikke som sådan indgår som ligeværdige deltage- re i mødet, så afholdes møderne, som de plejer. Den nye kon- stellation af møder har som et af de primære formål at sikre forældrenes inddragelse og perspektiv. Paradoksalt nok så sikres forældrene faktisk en stemme på mødet gennem den professionelle, men det tager ikke udgangspunkt i forældre- nes egen deltagelse. Bakhtins pointe vil være, at forældre- ne ikke anses for at være ligeværdige deltagere i mødet, idet de professionelle har monologiske samtaler med hinanden.

Samtaler som altså understøtter den kollektive meningsska- belsesproces, som Weick peger på netop sker i handlingen, når de professionelle udveksler og kommunikerer med hin- anden. Weick hjælper os her til at få øje på, at de professio-

“De kommende forældre er tydelige i deres forsøg på at indgå i forhandling med de professionelle omkring, hvordan bekymringer og hjælpebehov kan forstås”

22 UDENFOR NUMMER 41 2020

(23)

LITTERATUR

Bakhtin, M.M. (1984): Problems of Dostoeysky’s poetics. University of Minnesota. Minneapolis.

Bakhtin, M.M. (1986): Speech genres and other late essays. University of Texas press. Austin.

Dahl, H.V. & Hecksher, D. (2007): Graviditet og misbrug – belyst ud fra kvindernes perspektiv. Analyse af 26 livs- og behandlingshistorie- interview. Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet Hammer, S. & Høpner, J. 2015: Meningsskabelse, organisering og le- delse. En introduktion til Weicks univers. Frederiksberg: Samfunds- litteratur.

Jacobsen, M.H. & Kristiansen, S. (2001): Farligt feltarbejde – etik og etnografi i sociologien. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

Järvinen, M. & Mik-Meyer, N. (2004): At skabe en klient. Institutionel- le problemidentiteter. København: Hans Reitzels Forlag

Larsen, A.K. (2020): Samskabelse i daginstitutioner. Ph.d.-afhandling.

Roskilde Universitet 2020

Ludvigsen, A.K. & Heick, M (2012): Vejen til barnet går gennem mor – og det gode tværfaglige samarbejde. STOF 20

Løvstad, C. (2018): Mennesker, inddragelse og problemer. Tidsskrift for Socialpædagogik, 2018 nr. 1.

Murphy, T. 2015: Sensemaking. En introduktion til Karl Weick. Kø- benhavn: Hans Reitzels Forlag

Rittel, Horst W.J. & Webber, Melvin M. (1973): Dilemmas in General Theory of Planning. Policy Sciences vol 4, p.155-169

Svendsen, C.B, Løvstad, C.V. & Ramsbøl, H. (2018): På sporet af ud- satte stemmer. Tidsskrift for Socialpædagogik, 2018 nr. 1

Turnell, A., Vesterhauge-Petersen, M. og Vesterhauge-Petersen, H.

(2013): SIGNS OF SAFETY. Hans Reitzels Forlag nelle udtrykker tillid til de kommende forældrene, men gen-

nem deres monologiske samtaler med hinanden, kommer de til utilsigtet at enacte mistillid til forældrene, fordi de skal repræsenteres af en professionel for at blive hørt. Denne dobbelthed både understøtter de kommende forældres del- tagelsesmuligheder indirekte og reducerer de kommende for- ældres deltagelsesmuligheder.

JO HØJERE BEKYMRING, DES MINDRE DELTAGELSE Som der er redegjort for, har de professionelles bekymring indflydelse på de kommende forældres muligheder for at være deltagende i møderne. Jo højere bekymring, des mere lukker det for deltagelsesmulighederne. Weicks perspekti- ver på forhandlinger og meningsskabelsesprocesser har hjul- pet med at tydeliggøre, at de kollektive meningsskabelser ofte foregår blandt de professionelle, når bekymringen er høj. Samtidigt sker det, gennem det Bakhtin kalder mono- logiske samtaler, at de professionelle har svært ved at luk- ke andre stemmer ind. Undersøgelsen giver også eksempler på, at uanset at de kommende forældre blandt andet gennem spørgsmål forsøger at forhandle sig til en dialog med de pro- fessionelle, fastholdes de monologiske samtaler ofte. Ved at inddrage Järvinen og Mik-Meyers teoretiske overvejelser om objekt og subjekt træder det frem, at når de professionelle tyer til standardiseringer og kategoriseringer af de kommen-

de forældre, så oplever forældrene sig underkendt og betrag- tet som et objekt i stedet for et subjekt. Her træder det også frem, at de kommende forældre i højere grad bliver genstan- den for mødet end egentlige deltagere. Dette på trods af in- tentionerne om at styrke de kommende forældres perspekti- ver i den nye konstellation i møderne.

Men er det overhovedet muligt at gøre de kommende for- ældre til deltagere, når ansvaret for barnets trivsel primært hviler på de professionelle og særligt myndighedssagsbe- handlerne, som har den formelle beslutningskompetence i spørgsmålet om anbringelse? Når bekymringen er høj, er det på baggrund af faglige risikovurderinger, som begrunder den alvorlige bekymring for barnets trivsel. De kommende for- ældre ønsker jo, såvel som de professionelle gør, at forældre bliver i stand til at varetage forældrerollen på forsvarlig vis – dette er dog ikke altid muligt. Netop derfor er de professi- onelles opgave i høj grad at kontrollere de kommende foræl- dres udvikling i forældrerollen.

Omvendt set er forældrene med på, at de har brug for hjælp. Og de vil gerne. De forsøger at få konkretiseret krav, så det i højere grad er muligt at honorere dem og blive bedre forældre. Hvis de kommende forældre i højere grad blev til- lagt gyldighed og lyttet til af de professionelle, ville det sand- synligvis understøtte en oplevelse af at være deltagende og derigennem føle sig set på som værdige deltagere.

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Dette peger igen på, at sammenhængen for henvisninger til Luther/luthersk er en overordnet konfl ikt omkring de værdier, der skal ligge til grund for det danske samfund og at

At hævde, at identitet hverken er fast, uforanderlig eller oprinde- lig, at det snarere end at være ‘naturligt’ på en eller anden måde udspringer fra noget yderst socialt, og at

Ikke for at motivere det sunde eller rigtige valg hos individet, men for at styrke arbejdet hos de, der arbejder med mad som professionelle – i sundheds- væsenet, i forskningen,

14 Sagen om blandt andet de jurastuderendes udklædninger medfører dog, at der i 2019 bliver udarbejdet et opdateret praksiskodeks og skærpede retningslinjer

Når de nu har brugt hele deres liv til at skrabe sammen, så vil det jo være synd, hvis det hele blot går i opløsning, fordi næste generation – hvis der er en sådan – ikke

Når "Time out" så holder fotografiet af væren frem, og vi ser, at det forestiller ikke-væren, er det ikke ensbetydende med at teksten har blotlagt litteraturens

Der er god grund til at modificere alt for forenklede forestillinger om den kunstige karakter af de arabiske grænser og stater og synspunktet om, at de mange proble- mer i

Hvis ikke regningen for coronakrisen skal betales af landets ufaglærte, er der brug for mere opkvalificering, højere dagpenge og