Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
PTUs jobkonsulent : faktorer, der har betydning for succes og fiasko ved formidling af job til personer med
usynligt handicap
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
PTUs jobkonsulent
- faktorer, der har betydning for succes og fiasko ved formidling af job til personer med usynligt handicap
April 2003
Katrine Ardal og Henning Hansen
Center for Alternativ Samfundsanalyse Linnésgade 25 • 1361 København K.
Centre for Alternative Social Analysis
Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark
CASA
PTUs jobkonsulent
- faktorer, der har betydning for succes og fiasko ved formidling af job til personer med usynligt handicap
April 2003
Katrine Ardal og Henning Hansen
PTUs jobkonsulent
- faktorer, der har betydning for succes og fiasko ved formidling af job til personer med usynligt handicap
©CASA, April 2003 ISBN 87-91285-55-0
Elektronisk udgave: ISBN 87-91285-56-9
Forord
1. juli 1999 startede et projekt i PTU: “Det rummelige arbejdsmarked – en han- dicaporganisations indsats”. Projektet blev støttet økonomisk af Socialministe- riets “Virksomhedspulje”. Formålet er formuleret således i ansøgningen til
“Virksomhedspuljen”:
Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, PTU ønsker at deltage i processen med at gøre arbejdsmarkedet rummeligt, forstået på den måde, at den handicappede får et reelt tilbud om uddannelse/-beskæftigelse ud fra den enkeltes potentielle lyst og evner... Hovedsigtet er beskæftigelse på lige fod med andre til overenskomstmæssig løn på ordinære vilkår på det almindelige arbejdsmarked med brug af de støt- teordninger, der findes...”
Ansøgning til Virksomhedspuljen
Som led i projektet har PTU ansat en jobkonsulent i perioden fra 1. januar 2000 til 1. april 2003. Jobkonsulenten skal arbejde for at hjælpe medlemmer til job eller uddannelse.
PTU har bedt CASA undersøge konsulentordningen. Ifølge et internt PTU-no- tat om evalueringen ønskes en undersøgelse med titlen: “Hvilke faktorer har betydning for succes hhv. fiasko ved formidling af job til personer med usynligt handicap”. Det blev en “case-story”-undersøgelse, hvor vi gik i dybden med 6 “cases”, som vi mente, andre kunne lære noget af. Det er resultatet af disse 6 “cases”, som er præsenteret i denne rapport.
I forbindelse med undersøgelsen har en række personer ladet sig interviewe, bl.a. arbejdspladsledere, kolleger, kommunale sagbehandlere og ikke mindst jobsøgerne. Dem vil vi gerne sige en stor tak, for uden deres medvirken kunne undersøgelsen ikke være gennemført.
Vi vil også sige tak til følgegruppen for undersøgelsen, som har drøftet under- søgelsen i starten og slutningen: Finn Andersen, Lotte Persson, Hans Henrik Jensen, Steen Bengtson og Mads Roesdahl. Desuden tak for godt samarbejde med PTUs jobkonsulent Dorthe Randahl Nielsen.
Katrine Ardal og Henning Hansen har skrevet rapporten, og Nina Gondolf har
“finpudset” manuskriptet og læst korrektur.
CASA, april 2003
Indholdsfortegnelse
1 Indledning . . . 6
2 Før jobstart . . . 8
2.1 Opmærksom på PTUs jobkonsulent . . . 8
2.2 Kontakt til PTUs jobkonsulent . . . 8
2.3 Forventninger til PTUs jobkonsulent . . . 9
2.4 De første samtaler . . . 10
2.5 Jobsøgning . . . 19
2.6 Jobsamtale med virksomheden . . . 21
3 Det offentlige system . . . 26
4 Efter jobstart . . . 34
4.1 Opfølgning . . . 34
4.2 Arbejdspladsen . . . 41
5 Information m.v. . . 47
5.1 Reklame . . . 47
5.2 Informationslinie . . . 48
5.3 Branchekendskab . . . 49
5.4 Selvhjælpsgrupper . . . 50
5.5 Pengenes betydning . . . 50
5.6 Kontortid . . . 51
6 Konklusion . . . 53
6.1 Hvad er gået godt? . . . 53
6.2 Hvad kan gøres bedre? . . . 57
Bilag . . . 60 Bilag 1 - Metode, case-beskrivelser og spørgeguider
Bilag 2 - Manualen
1 Indledning
På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse finder PTU i 1999 ud af, at deres medlemmer ønsker hjælp til at finde et job. PTU opretter derfor i forbindelse med projektet “PTU og det rummelige arbejdsmarked” en job- og uddannelses- rådgivning. Rådgivningen fungerer som et projekt, der er bevilliget midler til fra Socialministeriets virksomhedspulje. Dorthe Randahl Nielsen ansættes som jobkonsulent i begyndelsen af 2000, og ved udgangen af året har Dorthe Ran- dahl Nielsen haft omkring 100 henvendelser, hvoraf 68 var i gang med at lave en aftale om et job, havde fået job eller var begyndt på et andet forløb.
Ideen bag det rummelige arbejdsmarked er at skabe større fleksibilitet på ar- bejdsmarkedet i forhold til marginaliserede grupper. Det gælder både med hen- syn til at integrere personer, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarke- det, at fastholde personer, der er ved at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet og at forebygge, at personer kommer i en situation, hvor de udstødes fra ar- bejdsmarkedet.
PTUs job- og uddannelsesrådgivning er en del af PTUs indsats for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked for sine medlemmer, og målet er primært at
“skabe job på ordinære – eller særlige vilkår til PTU-medlemmer”.
Jobkonsulentordningen udløber 1. april 2003, og PTU har bedt CASA evaluere projektet. Evalueringen foretages på baggrund af 6 udvalgte cases, der belyses gennem kvalitative interview, dels med jobsøgeren, dels med jobsøgerens sags- behandler eller kommunale jobkonsulent, dels med jobsøgerens arbejdsplads og ikke mindst med PTUs jobkonsulent selv.
Vi har således udført omkring 22 interview med jobsøger og berørte parter. In- terviewene er udvalgt på baggrund af en større population. I udvælgelsen er der taget højde for alder, køn, om vedkommende er ansat i privat eller offentlig re- gi, etnisk baggrund og type af handicap. Desuden er casene valgt ud fra at få en viden om de aspekter, der indgår i jobkonsulentens arbejde, således at vi har udvalgt cases, der er så forskellige som muligt for at få så mange aspekter be- lyst gennem de 6 cases.
Indhold
Rapporten indeholder fem kapitler. Første kapitel handler om den indsats, der foregår, før jobsøger starter i job. Her er en beskrivelse af den første kontakt til jobkonsulenten, hvordan de første samtaler forløber, jobsøgningen og sam- talen med virksomheden. Andet kapitel handler om den kontakt, der er mellem jobkonsulenten og de offentlige instanser, sagsbehandler og kommunal jobkon- sulent. Tredje kapitel handler om forløbet, efter jobsøger er startet på virksom- heden. Det handler primært om de problematikker, der opstår i forholdet mel- lem jobsøger og kolleger. Fjerde kapitel handler om informationsproblematik-
ker over for arbejdsgiver og kolleger. I femte kapitel kommer vi med en kon- klusion, der giver svar på “hvilke faktorer der har betydning for hhv. succes og fiasko ved formidling af job til personer med usynligt handicap”.
2 Før jobstart
PTUs jobkonsulent er, som nævnt i kapitel 1, startet i 2000 med en bevilling fra Socialministeriets Virksomhedspulje. Det var en midlertidig ordning, som skulle løbe i 3 år.
Der er blevet reklameret for jobkonsulentordningen i PTU på forskellig måde.
Dels er PTUs medarbejdere blevet informeret om ordningen, dels har der været bragt nogle artikler i PTUs medlemsblad.
Jobkonsulentordningen er forbeholdt PTUs medlemmer og er derfor kun blevet markedsført inden for PTUs egne rækker.
2.1 Opmærksom på PTUs jobkonsulent
Denne evaluering omfatter kun 6 cases og er dermed ikke nogen kvantitativ un- dersøgelse. Vi kan derfor ikke sige noget eksakt om markedsføringen af PTUs jobkonsulentordning. Alligevel vil vi nævne, hvordan vore 6 cases med job- søgerne er blevet opmærksom på jobkonsulentordningen.
Der er tale om lidt forskellige opmærksomhedsmåder. To af jobsøgerne har læst om det i PTU-Nyt, mens to andre er blevet henvist fra andre medarbejdere i PTU, og de sidste to har hørt om ordningen fra andre personer, de kender.
“Jeg hørte fra en veninde, at PTU har en jobkonsulentfunk- tion, der har hjulpet mange andre i arbejde.”
Jobsøger
“Jeg læste i PTU-Nyt, at der var kommet en jobkonsulentord- ning.”
Jobsøger
2.2 Kontakt til PTUs jobkonsulent
Efter at medlemmerne er blevet opmærksom på jobkonsulentordningen, er det næste spørgsmål, hvordan og hvorfor den første kontakt til PTUs jobkonsulent er kommet i stand. Hvem har taget initiativet?
I to af tilfældene er der nærmest tale om henvisninger. Det er de samme to ca- ses, som vi netop har omtalt, der blev gjort opmærksom på ordningen af andre PTU-medarbejdere (en socialrådgiver og en medarbejder på PTUs klinik).
Medarbejderne mener, at jobkonsulenten kan hjælpe medlemmerne med deres problemer med at få eller søge job og praktikplads.
Der er en jobsøger, som vælger at kontakte jobkonsulenten en dag, hvor hun alligevel er på PTU til genoptræning. Hun har læst om ordningen i PTU-Nyt, og en dag tager hun sig sammen til at banke på jobkonsulentens dør. Hun er på forhånd positiv over for jobkonsulenten, fordi hun ikke er fra kommunen, men derimod fra PTU, som er “hendes” forening.
En anden jobsøger kontakter jobkonsulenten, fordi han føler sig uretfærdigt be- handlet på et revacenter og af sin kommune. Han tror, jobkonsulenten kan hjælpe ham bedre end hans kommune.
En tredje opsøger jobkonsulenten, fordi hun har nogle spørgsmål om, hvordan hun kan bevare sit nuværende fleksjob.
2.3 Forventninger til PTUs jobkonsulent
Når jobsøgerne henvender sig til jobkonsulenten, har de som regel nogle for- ventninger om, hvad jobkonsulenten kan gøre for dem. Disse forventninger er skabt, inden de møder jobkonsulenten, og ofte er de ikke særligt bevidste. Det er imidlertid vigtigt at kende lidt til jobsøgernes forventninger, fordi det ofte er forkerte forventninger, der fører til skuffelser.
De 6 jobsøgere vi har undersøgt, havde næsten alle små og uklare forventnin- ger til, hvad PTUs jobkonsulent kunne gøre for dem. De var på forhånd ret desillusionerede i forhold til at få et job.
Den ene jobsøger havde meget små forventninger, fordi hun ikke troede job- konsulenten kunne finde noget job til hende. Hun havde i det hele taget ikke mange forestillinger om, hvad en jobkonsulent kunne.
En anden jobsøger var også meget skeptisk overfor, hvad jobkonsulenten kun- ne udrette. Hun troede ikke, hun kunne klare sig på arbejdsmarkedet og heller ikke i et fleksjob. Men hun ville helst ikke på førtidspension. En tredje jobsø- ger havde en meget uklar forventning.
Der var en enkelt jobsøger, som havde udpræget positive forventninger. Hun regnede bestemt med, at en ansat i PTU måtte vide noget om, hvordan det er at have piskesmæld. Hun forventede at få hjælp til at få arbejdspladsen ordent- ligt indrettet med de nødvendige hjælpemidler, så hun kunne blive ved med at arbejde.
Jobsøgernes indgang til jobkonsulenten er altså præget af små og uklare for- ventninger. De regner i virkeligheden ikke med, at de kan få hverken et ordi- nært job eller et fleksjob. De tror ikke på en fremtid på arbejdsmarkedet.
2.4 De første samtaler
Den eller de første samtaler betragtes af jobkonsulenten, som noget af det vig- tigste i jobkonsulentens indsats. Som vi netop har set, er der jobsøgere, som har meget små forventninger til, at de kan få job. Der er derfor et stort arbejde med at få overbevist jobsøgerne om, at de overhovedet har en chance og en mulighed for at få job.
Ifølge PTUs “Manual” for jobkonsulenten, kan/skal den indledende samtale mellem jobkonsulenten og jobsøgeren handle om flere forskellige ting, bl.a.:
• Opstille et realistisk billede af jobsøgerens profil, ønsker, forventninger, res- sourcer, funktionsnedsættelse m.m.
• Tale om værdier, som var vigtige tidligere i livet eller, som er vigtige nu.
Kan nogen af disse værdier bruges nu?
• Tale om tidligere arbejdsforhold – godt og dårligt
• Skabe læring gennem selvindsigt. Støtte medlemmets “egen handlen”
• Opdage at verden består af “flere virkeligheder”
• Beslutte at samarbejde om det fælles projekt, fx at finde et job. Afstemme de fælles forventninger.
I det følgende skal vi kort se på, om disse ting er indeholdt i den indledende samtale (evt. flere), og hvordan de indledende samtaler i det hele taget er fore- gået.
Irene
Da Irene kontaktede jobkonsulenten, troede hun ikke på fleksjob, eftersom hun allerede havde lidt et nederlag med et fleksjob. Hun bankede bare på jobkonsu- lentens dør for at snakke lidt. Langsomt fik jobkonsulenten “hevet” Irene op og gav hende tro på, at hun kunne komme i job. Jobkonsulenten gjorde det uden, at Irene følte sig presset, og det skete helt i Irenes tempo.
De havde mange samtaler om det at have et handicap og samtidig alligevel ha- ve mulighed for at gøre brug af sin uddannelse. De skulle finde ud af alle de ting, hun godt kunne og de ting, hun kunne lide at arbejde med. Jobkonsulen- ten måtte overbevise hende om, at hun godt kunne komme til at bruge sin ud- dannelse og sine erfaringer. Hun troede ikke rigtigt på, at hun kunne få det, hun gerne ville, men jobkonsulenten overtalte Irene til at komme med et bud på, hvad der ville være det ideelle for hende.
Hun sagde, at hun gerne ville noget med mennesker – fx rådgiver for indvan- drerkvinder. De fik også specificeret, hvor mange timer og hvor mange dage hun ønskede at arbejde.
Jobkonsulenten fik Irene til at føle sig enormt forkælet. “Pludselig fik hun mig til at fortælle, hvad jeg gerne ville”.
I forhold til målsætningerne for samtalerne mellem jobkonsulent og jobsøger, er flere af punkterne opfyldt. Irene var meget desillusioneret ved mødet med jobkonsulenten, og hun fremhæver, at jobkonsulenten fik hende til at tro på, at hun kunne bruge sin uddannelse og sine tidligere rådgivningserfaringer i et fleksjob. Hun fik hende også til at fornemme, hvor meget hun kunne arbejde.
Og ikke mindst fik hun hende til at ønske et job.
“Hun spurgte mig, hvorfor drømmer du ikke? Hvad er dit drømmejob?... Hun fik mig til at komme med et bud på, hvad der ville være det ideelle for mig – noget med menne- sker, fx rådgiver for indvandrerkvinder. ... Hun fik mig til at føle mig enormt forkælet... .”
Irene
I samtalen er også indgået tidligere erfaringer med arbejdsforhold, som har væ- ret med til at skabe en selvindsigt hos Irene, om at hun skal sige fra og til i for- hold til hendes arbejde, ellers vil hun blive nedkørt, og det kan gå ud over hele hendes livssituation.
På mange måder er Irene et vellykket eksempel, når det handler om de første samtaler, som indeholder næsten alle de krav, som man kan stille. Det har også ført til et positivt forløb i et fleksjob.
Irene fremhæver, at jobkonsulenten er meget “lige ud ad landevejen”, og at hun føler sig meget tryg i PTU, hvor de er på hendes side, og hvor hun kan tale frit.
Gunhild
Gunhild har været ude for en ulykke og er nødt til at skifte erhverv – men til hvad? For jobkonsulenten har formålet først og fremmest været at finde ud af, hvad det er Gunhild vil. Hun har meget svært ved at sige, hvilken branche hun gerne vil arbejde inden for.
Jobkonsulenten fornemmer, at hun skal passe på med at presse Gunhild alt for meget. Eksempelvis har hun oplevet, at hun kom til at gå for tæt på, da hun for- talte Gunhild, at hun må finde nogen til at passe hendes barn, før hun kan kom- me i job. Jobkonsulenten trak sig lidt tilbage og blev lidt mere påpasselig med, hvad hun kunne kræve af Gunhild.
Jobkonsulenten synes, at Gunhild skal ind i en eller anden form for uddannel- sesforløb for at kunne skifte erhverv, men det viser Gunhild ikke megen inte- resse for. Dernæst er det meget vigtigt at få Gunhild i genoptræning igen. Den genoptræning, hun har fået, er utilstrækkelig, og hun har efterfølgende fået fle- re skavanker, der skal genoptrænes. Hun skal også have undervisning i, hvor- dan hun skal bruge sin krop for ikke at belaste den yderligere.
Jobkonsulenten forsøger at overbevise Gunhild om, at det er vigtigt, at hun ta- ger en form for uddannelse. De prøver med en receptionistuddannelse, men i første omgang bliver den ikke oprettet, og i anden omgang kan Gunhild ikke se sig ud af at tage den pågældende uddannelse, da hun skal kunne en masse sprog. Det er ikke det, hun ønsker, og det er heller ikke det, hun skal bruge i et fremtidigt job.
Jobkonsulenten oplever, at det er meget svært at finde en passende uddannelse for Gunhild. Generelt er Gunhild ikke indstillet på at tage en uddannelse. Job- konsulenten mener, at det er pga. den kultur, hun kommer fra, hvor det ikke er almindeligt at tage en uddannelse.
Jobkonsulenten foretager en test på Gunhild for at finde ud af, hvad for en type person hun er. Testen viser, at Gunhild tidligere arbejdede i et fag (anlægsgart- ner), hvor hun brugte den kropslige og visuelle del af sin personlighed. Det er samtidig her, hun er meget stærk, og det forklarer til en vis grad, hvorfor det er så svært for Gunhild at skifte spor.
Gunhild vil meget gerne arbejde inden for et udendørs og meget aktivt erhverv.
Jobkonsulenten kan se, at det ikke er muligt for Gunhild at klare sig i et så fy- sisk betonet job. For at gøre det forståeligt for Gunhild, hvorfor hun skal skifte spor, finder jobkonsulenten en arbejdsprøvning til hende i det job, Gunhild gerne vil have. Arbejdsprøvningen bliver et stort nederlag for Gunhild, fordi hun oplever, at hun ikke kan klare sig i det fysisk betonede job.
Gunhild oplever, at jobkonsulenten er meget hjælpsom over for Gunhilds øn- sker om job. Når Gunhild siger, at der er noget, hun gerne vil afprøve, så er jobkonsulenten lydhør og finder steder, de kan kontakte. I visse situationer er jobkonsulenten med til at forklare Gunhild, at den form for arbejde, hun har i tankerne, kræver funktioner, Gunhild ikke vil kunne klare.
Gunhild oplever, at kommunen stiller sig i vejen for de ideer, Gunhild gerne vil afprøve, men jobkonsulenten er dog i stand til at overtale kommunen til at lade Gunhild afprøve nogle af de ting, hun gerne vil. Om ikke for andet så for at lære, at det er for hårdt fysisk til, at Gunhild kan fortsætte med den slags ar- bejde.
Gunhild oplever, at jobkonsulenten er mere realistisk, end hun selv er, med hensyn til de jobfunktioner, Gunhild kan klare, og hun lærer gennem de sam- taler, hun har med jobkonsulenten, at hun skal kigge på de helt konkrete ar- bejdsfunktioner, hun skal kunne gennemføre ved et evt. job.
Samtalerne med Gunhild er tilsyneladende svære. Gunhild har svært ved at indse egne muligheder og begrænsninger. Hun har også svært ved at finde ud af, hvad hun gerne vil. Jobkonsulenten har efterhånden fundet ud af, hvad Gunhild skal foretage sig. Det har jobkonsulenten fundet ud af gennem sine
samtaler med Gunhild og test af hendes stærke og svage sider. Den store udfor- dring ligger i at få Gunhild til at indse tingene og få et realistisk billede af sig selv. Jobkonsulenten har tilsyneladende brugt megen energi på overtalelse af Gunhild.
Jobkonsulenten har også brugt megen tid og energi på at finde arbejdsprøv- ningssteder med henblik på at få Gunhild til at prøve nogle ting, så hun i prak- sis kan få en fornemmelse af, hvad hun kan og vil. Hun forsøger at skabe læ- ring gennem selvindsigt og blive opmærksom på nye muligheder og “virkelig- heder”. Desuden har jobkonsulenten haft mange samtaler med Gunhild, hvor de også har talt om Gunhilds tidligere job og hendes arbejdslivshistorie.
Man kan derfor sige, at jobkonsulenten stort set har brugt alle elementerne i samtalen, sådan som det fremgår af “Manualen”. Det er imidlertid en længere proces, og vi ved endnu ikke om det lykkes at finde det rigtige job eller uddan- nelse til Gunhild.
Jobkonsulenten siger selv, at hun bl.a. har lært af Gunhilds eksempel, at man skal passe på med at presse jobsøgeren for meget, når hun ikke ved, hvad hun vil. Man risikerer at ødelægge processen.
Kurt
Kurt har været ude for en ulykke og har indset, at han ikke kan arbejde i sit gamle erhverv. Der skal derfor findes et nyt job, og muligvis skal han gennem en uddannelse.
Kurt kontakter jobkonsulenten telefonisk. De har en lang samtale, hvor de bl.a.
taler om, hvad Kurt skal i fremtiden. Jobkonsulenten foreslår, at han skal lave en mind-map, som skal give en idé om, hvad det er, han gerne vil nu og i frem- tiden.
Efter denne samtale hører jobkonsulenten ikke fra Kurt i længere tid. Hun kon- takter ham senere og hører, at han er på revalideringsinstitution. Jobkonsulen- ten tænker, at han så er i gode hænder, og at hun ikke behøver at gøre mere. Da Kurt er færdig på revacentret kontakter han jobkonsulenten igen og siger, at han gerne vil på et IT-kursus.
Kurt synes, der er for langt at køre, tre gange om ugen. Derfor må fjernunder- visning være sagen. Det vil kommunen dog ikke være med til. Nu er han heller ikke berettiget til fleksjob, da alle revalideringsmuligheder ikke er udtømte, og nu ryger tingene på gulvet. Det bliver en problematisk sag.
Jobkonsulenten snakker stadig med Kurt og støtter ham, men hun har tænkt over, om han overhovedet skal i job – om det overhovedet er det, han har brug for. Hun synes ikke, han skal lades alene. Hun vil helst sørge for, at han kom- mer videre på en god måde. Evt. til en sagsbehandler, der kan bevilge ham
pension. Selvom han går på pension, er det muligt, at han kan få et job med indhold eller et fritidsliv, han kan være glad for. Så kan han evt. tage den fjern- undervisning, han gerne vil, for så er der jo ikke nogen, der bestemmer over ham mere.
Jobkonsulenten har haft svært ved at finde ud af, hvad Kurt vil eller ikke vil.
Det er svært at finde ud af, hvad det er for nogle tanker, han gør sig, og hvad han vil bruge dem til. Han siger, at han føler sig misbrugt, når jobkonsulenten kommer for tæt på ham. Han er meget på vagt overfor, om jobkonsulenten nu opfører sig ligeså mistænksom, som de kommunale sagsbehandlere efter hans mening gør.
I dette tilfælde har jobkonsulenten ikke kunnet bruge samtalen til at bringe klarhed og motivation hos jobsøgeren. Kurt har tilsyneladende kørt sit eget løb og kun kontaktet jobkonsulenten, når han havde lyst, og når han mente at kun- ne bruge hende til noget. Det er vanskeligt at sige, om jobkonsulenten kunne have brugt samtalen bedre, og hvordan det skulle være gjort.
Kurt synes selv, han har haft meget ud af den støtte, han har fået fra jobkonsu- lenten. Han siger, at hun har fungeret som en god samtalepartner og en, han har kunnet “læsse af” til. Han synes, hun er god til at spørge ind til, hvad der er galt.
Tove
Tove var i et fleksjob på et plejehjem, da hun kom i kontakt med jobkonsulen- ten i PTU. Hun var på et plejehjem, hvor hun gik i kælderen. Hun var meget isoleret fra det øvrige fællesskab. Det var hun ked af.
Jobkonsulenten talte med Tove om, hvad det var, der skete på denne arbejds- plads. De talte også om, hvorfor hun ikke var sammen med de andre, og hvad hun var ked af og glad for os. Tove vil gerne have et job og siger, at hun bare vil have noget at lave, og det skal helst være noget med mennesker.
Tove har holdt mange møder med jobkonsulenten, hvor der blev talt meget.
Tove synes, det trak i langdrag og kunne ikke forstå, hvad der foregik. Hun synes, jobkonsulenten stillede mange unødvendige spørgsmål, og det var “lidt irriterende” – i løbet af interviewet kom hun dog i tanke om, hvorfor jobkonsu- lenten måske stillede så mange spørgsmål – for at finde ud af, hvilket job hun skal finde til Tove.
I dette tilfælde har de indledende samtaler med jobsøgeren dels været brugt til at finde ud af, hvilken slags job der ville være bedst, dels har hun brugt samta- len om tidligere job til at finde ud af, hvad der er galt med Tove. Hun har bl.a.
fundet ud af, at Tove er stærkt socialt handicappet og har svært ved at fungere sammen med andre på en arbejdsplads.
Adele
Adele, som har en udenlandsk baggrund, har haft polio som barn og er fysisk handicappet. Hun har haft svært ved at finde en elevplads i forbindelse med sin kontoruddannelse. Derfor har hun kontaktet PTUs jobkonsulent for at se, om hun kan hjælpe hende.
Jobkonsulenten prøver at finder ud af, hvilke styrker der kendetegner Adele, og hvad har hun at byde en arbejdsplads. De sætter sig sammen for at lave en liste over, hvilke kvaliteter Adele har at byde på. De finder ud af, at hun har erfaring med at ekspedere, har sprogkundskaber i somalisk, engelsk og dansk.
Men det viser sig også, at hun er meget dårlig til skriftlig dansk.
Adele laver en “brainstorm” over, hvor hun godt kunne tænke sig at få en elev- plads. Det skal være steder, der har noget med sprog at gøre eller steder med udenlandske kontakter eller kulturer som fx Røde Kors. Jobkonsulenten og Adele laver sammen en profil over, hvad Adele kan.
I dette tilfælde har de indledende samtaler især været brugt til at få et realistisk billede af Adeles muligheder. De har også talt om hendes tidligere job og de nuværende bijob.
Karen
Karen, der har “piskesmæld”, har allerede et fleksjob, men det fungerer ikke helt efter hensigten. Karen vil derfor gerne have jobkonsulenten til at hjælpe med at få arbejdspladsen ordentligt tilrettelagt, så Karen kan blive ved med at arbejde. Desuden skal jobkonsulenten hjælpe med at finde ud af, hvilke hjæl- pemidler Karen har brug for. Karen føler hele tiden, at hun skal bevise over for de folk, der skal hjælpe hende, at hun er berettiget til hjælpemidler, og at de har svært ved at tro hende. Herudover har Karen også brug for personlig støtte.
I de indledende samtaler forsøger jobkonsulenten at afklare, hvad det er, der er Karens egentlige problem. Hun får Karen til at føre dagbog for at få klarhed over, hvad det er for situationer, der gør problemerne uhåndterbare for Karen.
De snakker om, hvorfor det går skævt, og hvori problematikkerne ligger, og hvad Karen selv kan gøre for at løse problemerne.
Jobkonsulenten prøver at klargøre for Karen, at hun selv kan være med til at løse problemerne ved at tage problemerne op til drøftelse, specielt med kolle- ger.
Karen har brug for personlig støtte. Hun føler ikke, hun får tilstrækkelig hjælp af sin sagsbehandler til de problemer, der opstår på jobbet. Det er svært for hendes kolleger at forstå, at Karen nogle gange kan klare meget og andre gange ikke kan klare så meget. Karen har selv svært ved at finde ud af, hvad det er, der sker med hende. Den hjælp, hun får af sin egen læge, er utilstrækkelig. Ka-
ren er i kontakt med mange forskellige personer, men ingen af dem er i stand til at nå ind til den centrale kerne i Karens problemer.
Karen har samtaler med jobkonsulenten, som forsøger at afklare, hvad der er Karens egentlige problem. Hun får Karen til at føre dagbog for at få en klarhed over, hvilke situationer der gør problemerne uhåndterbare. De snakker om, hvorfor det går skævt, hvori problematikkerne ligger, og hvad Karen selv kan gøre for at løse problemerne. Langt hen ad vejen er jobkonsulenten med til at klargøre for Karen, at hun selv kan være med til at løse problemerne ved at ta- ge problemerne op til drøftelse, specielt med kolleger.
Elementerne i samtalen
Som nævnt i indledningen til dette afsnit om samtaler, indgår der, ifølge “Ma- nualen” nogle delelementer. Disse delelementer vil vi se nærmere på.
Opnå et realistisk billede af jobsøgerens profil, ønsker, forventninger, ressour- cer, funktionsnedsættelse m.m.
I næsten alle 6 cases har jobkonsulenten brugt samtalen til at bibringe jobsøge- ren et realistisk billede af vedkommendes situation. Men i nogle tilfælde er det dog ikke lykkedes helt.
Der er flere metoder til at finde ud af, hvad jobsøgeren kan og vil samt ikke mindst, hvad jobsøgeren ikke kan og ikke vil. En af metoderne er at lade jobsø- geren tegne en mind-map over, hvad han/hun kan og ikke kan.
“Hun bad mig udfylde et skema om, hvad jeg kan og ikke kan.
Bagefter skulle jeg sætte det i forbindelse med arbejdsfunktio- ner, som jeg godt kunne tænke mig at beskæftige mig med.
Herfra ku’ man se, hvilke ting der vil være relevante, og ude- lukke de ting, som jeg ikke er i stand til.”
Kurt
Vi har også set eksempler på andre metoder, som jobkonsulenten har benyttet sig af for at finde ud af, hvad der er galt, og hvad der evt. skal gøres for at for- bedre jobmulighederne. Et af eksemplerne er en dagbogsmetode, hvor et med- lem i fleksjob skal føre dagbog i kortere eller længere perioder. Hun skal no- tere, hvad der er sket i løbet af en dag, og hvordan hun har haft det. På denne måde kan hun finde ud af, hvad der gør hendes job svært, og hvornår hun bli- ver træt.
En yderligere metode, som jobkonsulenten har brugt, er en test ud fra de 7 in- telligenser for at finde ud af, hvilken slags person jobsøgeren var. Her fandt jobkonsulenten bl.a. ud af, at vedkommende havde en svag selvforståelse, som det var vigtigt at tage hensyn til.
I et andet tilfælde har jobkonsulenten lavet en liste over jobsøgerens kvaliteter for derigennem at finde frem til jobsøgerens muligheder.
Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at jobkonsulenten lykkes med at bibringe jobsøgeren et realistisk billede af, hvad han/hun kan. I nogle tilfælde må job- konsulenten bruge stærke overtalelsesforsøg til at formå jobsøgeren til at gøre noget, som jobkonsulenten mener er fornuftigt.
Eksempelvis har jobkonsulenten brugt mange kræfter på at få en af jobsøgerne til at finde ud af, hvad hun kan klare og gerne vil. Hun har prøvet at overtale hende til uddannelse. Desuden har hun prøvet at give hende en fornemmelse af, hvad hun kan,via en arbejdsprøvning, som ikke er gået så godt.
“Det har taget lang tid med Gunhild, der har været meget frem og tilbage... Jeg har måske presset Gunhild lidt for meget... Jeg har fortalt hende, at hun ikke kan fortsætte uden uddannelse, og det har været en stor omstillingsproces for Gunhild at skulle indse. Der er ikke mange uddannelses- tilbud, der passer til hende.”
Jobkonsulenten
I et andet tilfælde har jobkonsulenten forsøgt at finde ud af, hvilke muligheder jobsøgeren har. Men det har været svært, fordi jobsøgeren er en meget jeg-svag person, som “bare ønsker et arbejde”.
I de 6 cases, der indgår i denne evaluering, er det tydeligt, at jobkonsulenten har gjort meget ud af at bibringe jobsøgerne et realistisk billede af deres situa- tion. Det har ikke altid været let, og det er tydeligvis heller ikke lykkedes i alle tilfældene, selvom jobkonsulenten også har prøvet flere andre metoder end samtale, fx mind-map og dagbog.
At tale om tidligere arbejdsforhold og værdier, som var vigtige tidligere i livet, eller som er vigtige nu
Jobkonsulenten har i flere tilfælde brugt tidligere oplevelser og erfaringer i sine samtaler med jobsøgerne.
Et af de tydeligste eksempler er en jobsøger, som var ret deprimeret over sin situation. Hun havde lige opgivet et fleksjob og forudså, at hun var nødt til at søge førtidspension, men jobkonsulenten fik indgivet hende håb om alligevel at kunne få et job eller et fleksjob ved bl.a. at tale om nogle af de rutiner, jobsøgeren havde foretaget sig tidligere, og ikke mindst hendes pædagogud- dannelse og de erfaringer, hun havde med rådgivning.
Samtale om tidligere joberfaringer er vigtig i næsten alle de 6 cases, vi har undersøgt. Her har de mulighed for at finde ud af, hvad jobsøgeren kan, og hvad vedkommende evt. havde “succes” eller “fiasko” med.
“Vi satte os sammen for at lave liste over, hvilke kvaliteter Adele havde at byde på og kan gøre brug af... Hun har erfa- ring med at ekspedere mennesker, har sprogkundskaber, so- malisk, engelsk og dansk. Det viser sig dog, at hun er meget dårlig til skriftlig dansk, men hun er god til at tale med folk.”
Jobkonsulenten
En anden jobsøger har haft det meget svært, fordi hun har fungeret meget dår- ligt i sine tidligere job. Her er der blevet snakket meget om fortiden og ikke mindst, hvad der er gået galt i hendes job, i et forsøg på at undgå de tidligere fejltagelser.
Vores cases viser, at det har været med til at skabe indsigt hos jobsøger at dra- ge nytte af de tidligere arbejdserfaringer. Jobkonsulenten har gjort brug af det i flere tilfælde.
Skabe læring gennem selvindsigt. Støtte medlemmets “egen handlen”
Læring gennem selvindsigt er indgået i flere cases. Det sker stort set i alle ca- ses, hvor samtalen stræber efter at give jobsøgeren et mere realistisk billede af sig selv og sin situation. Desuden kan man nævne, at Karen gennem samtaler og dagbog finder ud af, hvad der er problemet, og hvordan hun skal handle.
Støtte til “egen handlen” forekommer også i udpræget grad i næsten alle cases.
Jobkonsulenten er tilsyneladende meget støttende, når jobsøgerne skal finde ud af, hvad de gerne vil. Men i nogle tilfælde er de ikke helt enige om, hvad jobsøgeren skal eller kan. I disse tilfælde prøver jobkonsulenten nærmest at overtale jobsøgerne til noget mere fornuftigt. Det kan enten ske ved, at de taler om det eller ved, at de får lov at prøve noget, som de finder ud af, de ikke kan klare.
Gunhild er et eksempel på, at hun vil lave noget, som hun ikke fysisk kan kla- re. Det ved jobkonsulenten godt, men hun kan ikke tale hende fra det, så hun støtter hende i arbejdsprøvningen, som viser sig at blive uheldig, fordi Gunhild ikke kan klare det rent fysisk.
Opdage at verden består af “flere virkeligheder”
Metoden med at opdage, at der er flere slags virkeligheder. Den kan være an- vendelig, når jobsøgeren er kørt fast. Det er Irene et eksempel på. Hun havde dårlig erfaring med et fleksjob, som hun ikke kunne klare, men jobkonsulenten fik hende overbevist om, at hun kunne komme i gang med noget andet. Hun lod hende ønske/drømme om noget andet.
Man kan også tale om, at jobkonsulenten har brugt metoden med at opdage an- dre virkeligheder i tilfældene Adele og Gunhild, som skulle finde ud af, hvad de skulle beskæftige sig med.
Beslutte at samarbejde om det fælles projekt, fx at finde et job. Afstemme de fælles forventninger
Når man taler om at samarbejde om et fællesprojekt, så er det tilfældet i næsten alle cases. De ønsker alle at finde et job, en uddannelse eller at fastholde et job, som i Karens tilfælde.
I eksemplet med Kurt, er det imidlertid ikke lykkedes at skabe tilstrækkeligt samarbejde om et fælles projekt. Kurt bruger jobkonsulenten efter sin egen plan, og han kobler hende til og fra, når han har lyst. Jobkonsulenten har svært ved at finde ud af, hvad det er, Kurt vil. Ønsker han en uddannelse, et job eller en førtidspension?
Opsamling om de første samtaler
De første samtaler med jobsøgerne er uden tvivl meget vigtige for hele proces- sen. Det er her, der skal skabes et tillidsfuldt forhold mellem jobsøger og job- konsulent. Det er sket i de fleste af de 6 cases, vi har set nærmere på. Kun i et enkelt tilfælde har der ikke været et vellykket forhold.
I “Manualen” er der en række delmetoder for samtalen, som jobkonsulenten har brugt i varierende omfang. Det afhænger meget af den enkelte jobsøger og dennes problemer. Det afgørende er, at der bliver sat en proces i gang, som på kortere eller længere sigt kan føre til uddannelse eller job.
I flere cases har det handlet om at bibringe jobsøgeren et realistisk billede af hans/hendes muligheder for job eller uddannelse. Det har i nogle tilfælde været en længere proces. Men jobkonsulenten har gjort brug af forskellige metoder, fx mind-map og dagbog.
Jobskonsulenten har i flere tilfælde brugt meget lang tid på de indledende sam- taler, og i en enkelt case synes jobsøgeren næsten, det var for meget. Hun kun- ne ikke umiddelbart se, hvad det skulle bruges til.
De første samtaler har til opgave at sætte en jobsøgningsproces i gang.
2.5 Jobsøgning
Det næste led i processen med at finde et job er selve jobsøgningsprocessen.
I denne fase udvælger jobkonsulenten og jobsøgeren i fællesskab en eller flere virksomheder, som det er realistisk at søge job hos. Der findes ikke en virk- somhedsdatabase med mulige virksomheder, som jobkonsulenten kan benytte.
I stedet skal jobkonsulenten hver gang finde nye virksomheder, som passer til jobsøgeren.
Når virksomhederne er udvalgt, fx via søgning på internettet, starter jobkonsu- lenten med at tale med virksomheden telefonisk for at sikre sig, at virksomhe-
den har en eller anden form for interesse i, at jobsøger henvender sig. De virk- somheder, der viser interesse for ideen, får tilsendt et uopfordret brev, som job- søger og jobkonsulent har forfattet i fællesskab. Ifølge metodebeskrivelsen bør virksomhedsbrevet give en beskrivelse af:
• Begrundelse for at søge erhvervsområdet og specifikke arbejdsområder
• Hvilke opgaver kan personen løse for virksomheden
• Faglige og personlige kvalifikationer i forhold til specifikt jobområde. Jo bedre profil, des bedre gennemslagskraft
• Funktionsnedsættelse og kompenserende ordning
“Manualen”.
Virksomhedsbrevet bliver altid fulgt op af en opringning til virksomheden ca.
en uge efter. I den periode har virksomheden haft mulighed for at tænke over henvendelsen, og de har fundet ud af, om der er grundlag for en jobsamtale og evt. arbejdsprøvning. Jobkonsulenten sørger altid for, at der i brevet er en dato for, hvornår jobkonsulenten vil følge op på henvendelsen.
Irene er et eksempel på jobsøgning for en kvinde, som ønsker et fleksjob. De gik sammen på nettet, hvor Irene skulle pege på den virksomhed, der lød mest interessant. De kiggede nærmere på hjemmesiden og printede siden ud. Nu fik Irene siden med hjem for at tænke nærmere over det. Efter at have valgt virk- somhed(er) satte de sig i fællesskab og forfattede et brev til virksomheden. I brevet spurgte de, om virksomheden havde lyst til at møde Irene. Det var altså ikke en decideret jobansøgning, men et spørgsmål om et møde så Irene kunne vise, hvem hun var.
I eksemplet med Adele lavede hun sammen med jobkonsulenten en profil over, hvad Adele kan. Derefter lavede de en ansøgning sammen og sendte den til ste- der, hvor Adele godt kunne tænke sig at blive ansat. Det skulle være noget med kultur og sprog, og de var heldige at finde et job.
I Toves tilfælde var det afgørende, at jobkonsulenten tog kontakt til virksomhe- derne. Tove ville nok ikke selv have ringet rundt til virksomhederne. Hun føler, hun er meget dårlig til at sælge sig selv. Men hun har selv lavet sit CV og været med til at udvælge, hvilke virksomheder jobkonsulenten skulle kontakte.
Som man kan se af de nævnte eksempler, kan jobsøgningen være meget indivi- duel og tilpasset den enkelte jobsøger. Således var det med Gunhild. I første omgang var målet ikke at finde et job til Gunhild, men derimod at finde frem til den branche, som Gunhild kunne tænke sig at arbejde i. Hun var nemlig nødt til at skifte arbejdsområde pga. sine funktionsnedsættelser.
Jobkonsulentens metode var i dette tilfælde at afprøve en masse ting, som Gun- hild syntes virkede spændende. Gunhild er ofte urealistisk i sine forventninger til, hvad hun kan præstere, og derfor har jobkonsulenten i flere tilfælde ladet
Gunhild prøve sine ideer af i stedet for at afvise dem. Der blev ringet rundt til en masse steder, der kunne tænkes at have den funktion, som de lige ledte efter til Gunhild.
Blandt de 6 cases er der også et eksempel på, at jobkonsulenten slet ikke er med i selve jobsøgningen. Kurt har fx selv søgt sine job. Det skyldes først og fremmest, at Kurt selv har taget hånd om jobsøgningen, og han har haft nogle kontakter, som han har gjort brug af. Jobkonsulenten har ikke trængt sig på, når jobsøgeren ikke ønsker det.
2.6 Jobsamtale med virksomheden
Når der er etableret kontakt til en virksomhed, så handler det om at aftale en jobsamtale mellem jobsøgeren og virksomheden, så de to parter kan se hinan- den an. Det er nøjagtig samme metode, som benyttes af mange andre jobsøgere til såkaldte almindelige job.
I “Manualen” beskrives jobsamtalen således:
“Skal være uforpligtende, men skal betragtes med samme al- vor, som var det et ordinært job, der skal besættes. I samtalen er det jobsøgeren, der er i centrum, og denne har også et an- svar for at få mest mulig viden om virksomheden.”
“I samtalen berøres emner som fx, hvordan er virksomhedens kultur? Hvilke personlige kvalifikationer lægger de vægt på?
Hvilken forventning har de til den enkelte medarbejder? In- troduktion af medarbejder på særlige vilkår – hvorledes? Mu- lighed for ansættelse efter endt prøveperiode? Kan der eta- bleres en fast kontaktperson til den nye medarbejder?”
Irene
Den første samtale Irene kom til var ikke en egentlig ansættelsessamtale om et fleksjob, men snarere en samtale for at se hinanden an og høre, om de kunne tale videre sammen. Til dette første møde deltog Irene, jobkonsulenten og to personer fra virksomheden. Mødet forløb tilfredsstillende, og de aftalte at mø- des igen.
På det andet møde talte de, efter jobsøgernes mening, sammen på en helt anden måde. Nu blev det meget konkret, og virksomheden sagde lige ud, at de gerne ville have Irene i fleksjob. Så nu skulle de til at aftale de nærmere omstændig- heder for fleksjobbet, bl.a. antal arbejdstimer og evt. “skånehensyn”. Det var vigtigt i dette tilfælde, fordi Irene havde opgivet et tidligere fleksjob pga., at hun ikke kunne klare de arbejdsmæssige krav.
“Jeg tænkte, at enten får jeg det præcis, som jeg vil have det, eller også skal det ikke være. Jeg tillod mig at være en rigtig
“forkælet møgunge”. Jeg ville ikke have et job med smerter.
Så hellere intet job... Jeg gjorde det klart, at jeg kun kunne klare 15 timer om ugen. Jeg ville beskytte mig selv mod at komme til at arbejde for mange timer, sådan som det skete i det forrige fleksjob.”
Irene
Irene var til 2-3 samtaler med virksomheden, før alle aftaler var på plads, og jobkonsulenten var med til alle samtalerne. Der blev lavet en kontrakt, hvor der klart står antallet af arbejdstimer, og hvilke hensyn der skal tages til Irene.
Arbejdsgiveren siger, at hun husker, at hun fik en uopfordret ansøgning fra PTUs jobkonsulent. Hun gætter på, at ansøgningen er lavet i et samarbejde mellem Irene og jobkonsulenten. Det var en meget fejlfri ansøgning, som lød spændende. Normalt reagerer hun ikke nødvendigvis på uopfordrede ansøgnin- ger. Men arbejdsgiveren ringede til jobkonsulenten, og de aftalte et møde.
Irene kom til et bestyrelsesmøde, så bestyrelsen kunne se hende an. Det funge- rede som en form for ansættelsessamtale for at se, om Irene var én, de kunne bruge. Både om hendes kvalifikationer passede til de arbejdsfunktioner, som de skulle have udført, men også for at se, om det kunne blive et godt samarbej- de, hvor de kunne hjælpe Irene i arbejde.
I forhold til målsætningerne for ansættelsessamtalen er denne eller disse samta- ler i god overensstemmelse med disse. Irene oplever, at hun har været i cen- trum, og at det er hendes behov, der har været styrende for aftalerne. Der har også været en balance mellem alvor og uforpligtethed. I starten handlede det blot om at møde hinanden og aftale, at man gerne vil mødes igen. Men Irene oplevede hurtigt, at det er ved at blive alvor, og at hun må beslutte sig til at stille de krav, som hun synes er nødvendige for at kunne fungere i et fleksjob.
Vi har ikke kendskab til alle detaljerne i ansættelsessamtalerne, men det virker som om både arbejdsgiveren og jobsøgeren har fået talt om de relevante ansæt- telsesforhold, fx virksomhedens kultur og forventninger til medarbejderen.
Man skal også bemærke, at arbejdsgiveren har bidt mærke i ansøgningen. Hun siger, at hun ikke altid læser uopfordrede ansøgninger, men det gjorde hun alt- så i dette tilfælde. Den var fejlfri og lød spændende.
Jobkonsulenten har altså i dette tilfælde formået at skabe opmærksomhed om ansøgningen hos arbejdsgiveren, og der er blevet etableret ansættelsessamtaler, som tilsyneladende er foregået meget på jobsøgerens præmisser.
Gunhild
I tilfældet med Gunhild, som skulle i arbejdsprøvning, så havde jobkonsulenten på forhånd skrevet en redegørelse om, hvad Gunhild kan og ikke kan. Jobkon- sulenten er med ude og tale med arbejdsstedet. Gunhild mener, det har været en stor fordel at have jobkonsulenten med til samtale, fordi Gunhild er tilbøje- lig til at sige (og selv forvente), at hun kan mere, end hun i virkeligheden kan overkomme i længden. Jobkonsulenten har et mere realistisk billede af, hvad Gunhild i virkeligheden kan. Gunhild oplevede også, at jobkonsulenten fik spurgt om en masse relevante ting, som Gunhild selv ville have glemt at spørge om.
I første omgang aftaler jobkonsulenten, at de skal komme til en samtale på virksomheden. På virksomhedsbesøget taler de om de ting, der skal tages hen- syn til ved en ansættelse af Gunhild, fx hvilke funktioner Gunhild kan arbejde med, og hvilke hun ikke kan arbejde med. Da aftalerne er på plads, ringer job- konsulenten og arbejdsgiveren sammen om de papirer, der skal udfyldes, og aftaler over telefonen, hvornår Gunhild kan starte.
Arbejdsgiveren siger, at han fik at vide, at Gunhild havde været ude for en ulykke, og at der derfor skulle tages hensyn til Gunhild. Gunhild kan ikke løfte for meget ad gangen og kan ikke gå langt. Han har også fået at vide, at Gunhild har været ude i andre jobprøvninger, som ikke er lykkedes. Arbejdsgiveren har haft mange andre i jobtræning og ved, hvad det vil sige at have en person med nedsat arbejdsevne i virksomheden.
I denne case har jobkonsulenten været en stor støtte for jobsøgeren, idet hun som en slags bisidder har sikret, at jobsøgerens interesser er blevet varetaget, fx at hun ikke har tegnet et urealistisk billede af sig selv. Desuden sørgede job- konsulenten også for, at jobsøgeren fik spurgt om en række relevante ting.
Det forekommer vigtigt, at jobkonsulenten har forsøgt at give et realistisk bille- de af jobsøgeren, så begge parter kan få afstemt deres forventninger, så der ik- ke bliver skjult noget. Hun har også fortalt arbejdsgiveren, at Gunhild har haft nogle mislykkede arbejdsprøvninger.
Adele
Adele og jobkonsulenten tager ud til virksomheden sammen. De taler om de forventninger, der er fra virksomhedens side og fra Adeles side, og om hvad Adele kan tilbyde. Virksomheden vil gerne ansætte Adele.
De aftalte, at der skal tages hensyn til Adele. Adele kan ikke gå så meget, skal have en pude at sidde på, når hun skal sidde i længere tid, og skal have hvile- pauser. De hensyn, der skal tages, er der gjort opmærksom på i ansøgningen.
Jobkonsulenten er med til at finde ud af, hvilke hensyn der er relevante for Adele, men Adele er selv med til at sige i samtalen, hvad det er for hensyn.
Adele føler en tryghed ved at have jobkonsulenten med. PTU er et stort navn, der er mere vægt bag ordene, når jobkonsulenten er til stede. Adele føler, at jobkonsulenten taler hendes sag og er med til at give arbejdsgiveren indtryk af, at det er rigtigt, hvad der bliver sagt.
De aftalte, at Adele skal have all-round-kontorfunktioner som brevskrivning, fax og regnskab. Regnskabsdamen i virksomheden vil ikke have en elev under sig, så Adele kommer tilbage i skolepraktik for at få de regnskabsmæssige funktioner. Resten skal hun have i virksomheden.
Jobkonsulenten har tilsyneladende spillet en vigtig rolle i jobsamtalen, hvor hun især har fungeret som en “tryghedsskaber” for jobsøgeren. Hun har funge- ret som bisidder og “advokat” for Adele. Ud over tryghed har jobkonsulenten været med til at skabe realistiske forventninger til ansættelsen af Adele, idet hun allerede i ansøgningen har gjort opmærksom på de hensyn, der skal tages til Adele i et job.
Tove
Tove er i en vanskelig situation, fordi hun har haft nogle dårlige oplevelser med arbejdsprøvninger. Både PTUs jobkonsulent og den kommunale jobkon- sulent har kontaktet mange virksomheder, før de har fundet en arbejdsplads til Tove.
Nu er hun i et fleksjob i en kantine på en skole. Vi ved ikke så meget om an- sættelsessamtalen, da vi ikke har interviewet den leder, som ansatte Tove. Men tilsyneladende er ansættelsen i fleksjobbet sket relativt hurtigt, fordi man skulle skynde sig, mens der stadig var 100% statstilskud til fleksjob.
Tilsyneladende har Tove ikke været ret meget med i ansættelsessamtalen. Hun er ikke den type, som stiller krav til arbejdsgiveren. Hun vil bare gerne have et job og tænker ikke på ret meget andet. Hun laver alt muligt og tænker ikke på, om det er aftalt nærmere. Jobkonsulenten har en vigtig rolle at spille over for sådan en jobsøger, som ikke er i stand til at varetage sine egne interesser.
Kurt
Der har været en samtale mellem Kurt, arbejdsgiveren og jobkonsulenten om arbejdsprøvningen. Den kommunale sagsbehandler var ikke med til denne sam- tale. (Hun siger, at det er hun normalt ikke – det ordner hun via telefonen og pr. brev).
Kurt afbryder arbejdsprøvningen efter 10 minutter, fordi der er for meget støj og stress. Det meddeler han direktøren. Kurt mener, at han/de burde have un- dersøgt tingene lidt bedre, inden Kurt startede, men han var ivrig efter at kom- me i gang. De var til samtale på virksomheden en dag uden at gå rundt. Kurt siger, at han har været glad for at have jobkonsulenten med til ansættelsessam- tale, fordi hun har styr på, hvad man skal aftale med arbejdsgiveren.
Når man ser på resultatet, er det åbenbart ikke lykkedes at få lavet en ansættel- sessamtale, der kan fungere i virkeligheden. Jobkonsulenten har måske ikke haft tilstrækkelig god fornemmelse for, hvordan Kurt ville fungere på arbejds- pladsen. Kurt siger selv, at det ikke er jobkonsulentens skyld, men at det er hans egen skyld. Han burde have gået rundt på arbejdspladsen og fornemmet arbejdssituationen, inden de lavede ansættelsesaftalen.
Opsummering
Det fremgår af “Manualen”, at jobsamtalen skal være uforpligtende, men be- tragtes med samme alvor, som hvis det var et ordinært job. Jobsøgeren skal væ- re i centrum for samtalen.
Dette har været tilfældet med flere af de cases, vi har set på. Irene har i høj grad været i centrum, og hun har fået lov til at sætte sine behov i centrum.
Både Gunhild og Adele har også været i centrum, og de synes begge, det var en stor tryghed at have jobkonsulenten ved deres side, så de havde en sikker- hed for, at deres interesser blev varetaget.
I tilfældet med Tove har det været nærmest afgørende, at jobkonsulenten og den kommunale sagsbehandler har deltaget i jobsamtalerne, fordi Tove selv har svært ved at varetage sine interesser. Hun kender slet ikke sine begrænsninger.
I Kurts tilfælde har jobkonsuleneten ganske vist været med til samtalen, og job- søgeren synes også, det har været godt at have hende med, men resultatet endte ikke med at være godt, eftersom Kurt afbrød arbejdsprøvningen efter 10 mi- nutter, fordi han mente, der var for meget støj.
3 Det offentlige system
Da stort set alle jobsøgere skal i fleksjob eller skånejob eller andre former for støttet beskæftigelse, skal det offentlige system tages med i processen. Det er kommunen, der skal bevilge støttede job, så derfor bliver den kommunale sags- behandler eller jobkonsulent altid inddraget i sagerne. PTUs jobkonsulent har ingen bevillingsmyndighed.
Ifølge PTUs “Manual” for jobkonsulenten, er der opstillet mål i forbindelse med kontakten til den offentlige forvaltning. Målene er:
• at opnå et samarbejde og fælles aftale omkring det at hjælpe en person til at opnå job, opkvalificering til job eller måske uddannelse
• at sørge for, at rammerne for jobbet, som skal aftales med socialforvaltnin- gen eller AF er i orden/afklaret inden kontakten til virksomheder
• at rekvirere de blanketter, der skal bruges i de situationer, hvor der gives of- fentlig støtte til jobbet eller at etablere aftale med den myndighed, som skal udfylde blanketter i den konkrete situation
• at belyse en sag – situation – (funktionsnedsættelse/handicap) at opklare sammenhænge over, hvad der indtil nu er foretaget i sagen. Hvad er sagsbe- handlerens plan? Hvilke nye vinkler kan der skabes?
I det følgende vil vi se nærmere på processen med de kommunale myndigheder og sagbehandlere.
Adele
Sagsbehandleren er gennem en proces fra at mene, at Adele ikke skal have fleksjob til at mene, at det netop er for personer som Adele, reglerne om fleks- job er lavet. Gennem jobkonsulentens viden og overtalelse får jobkonsulenten sagsbehandleren til at indse, at der er en mening med at hjælpe Adele til at få et fleksjob. Sagsbehandleren får en bredere forståelse af poliopatienter og de problemer, de har. Der skabes således gennem dialog en fælles forståelse af, hvad der er en god løsning for Adele, nemlig at finde et fleksjob til hende.
Jobkonsulenten påtager sig et stort arbejde med at udfylde den ressourceprofil, der skal til, når der skal bevilliges fleksjob. Det er et arbejde, sagsbehandleren burde varetage og ikke jobkonsulenten. Et af målene er at “etablere aftale med den myndighed, som skal udfylde blanketter i den konkrete situation”. Om målet også er, at jobkonsulenten skal påtage sig sagsbehandlerens arbejde, siges der ikke noget om, men man må formode, at det, at jobkonsulenten påta- ger sig opgaven, er med til at fremskynde processen væsentligt for Adele. Det kan evt. også være med til at mildne sagsbehandlerens samarbejdsvillighed ge- nerelt i sagen.
Sagsbehandleren har den holdning, at jobkonsulenten ikke står på linie med sagsbehandleren selv. Tavshedspligten afholder hende fra at arbejde alt for tæt sammen med jobkonsulenten. Jobkonsulenten har heller ikke fortalt sagsbe- handleren alt, hvad hun ved, siden sagsbehandleren ikke er klar over, at Adele har bijob ved siden af sin elevplads. Selvom de ender med at få en form for samarbejde, og de begge ender med at virke tilfredse med det samarbejde, de har, er baggrunden for at belyse/opklare hele sagen ikke til stede. Det virker ikke, som om nogen af dem lægger alle kort på bordet over for den anden. Det ender dog alligevel med, at de får samme “plan”.
Enigheden munder ud i, at sagsbehandleren føler, at hun har fået en god spar- ringspartner. Jobkonsulenten har åbnet sagsbehandlerens øjne på en måde, som hendes egne kolleger ikke har formået. Det lader til, at der er kommet “nye vinkler” på sagen.
Gunhild
Der er stor forskel på jobsøgerens og sagsbehandlerens forestillinger om, hvad Gunhild magter i en jobsituation. Gunhild og jobkonsulenten mener, at hun skal på nedsat tid og har lægeerklæring på det, og sagsbehandleren mener, at Gunhild sagtens kan arbejde ordinært. Her fungerer jobkonsulenten som Gun- hilds advokat og forsøger at overtale sagsbehandleren til at indse situationen og argumenterer på Gunhilds vegne.
Sagsbehandleren oplever, at hun har haft en god kommunikation med jobkon- sulenten. Der er dog stadig ikke enighed om, hvor mange timer Gunhild kan arbejde. Sagsbehandleren mener, at Gunhild kan arbejde flere timer, end job- konsulenten mener hun kan. Jobkonsulenten ender derfor med at overlade sa- gen til sagsbehandleren. Gunhild har dog fået en bevilling til at komme på revacenter for at blive afprøvet i, hvor mange timer hun kan arbejde. Det må betyde, at sagsbehandleren har fået flyttet sin holdning til, at Gunhild skal ar- bejde ordinært til nu at se, at det ikke er sikkert hun kan arbejde 37 timer.
Det, der gør sagsbehandleren tilfreds med jobkonsulentens indsats, er, at job- konsulenten gør meget af sagsbehandlerens arbejde. Den service, sagsbehand- leren ikke kan yde, kan jobkonsulenten tilbyde. Sagsbehandleren får tilbage- meldinger fra jobkonsulenten om de ting, jobkonsulenten og Gunhild finder ud af i fællesskab, og hun får informationer om, hvad der sker til de møder, job- konsulenten og Gunhild har med praktikpladsen. Der har således været en god kommunikation om informationer frem og tilbage. Det er en oplevelse fra sags- behandlerens side, at de i fællesskab er nået længere med Gunhild end sags- behandleren ville have nået alene.
Sagsbehandleren har svært ved at placere jobkonsulentens rolle. Dels får hun en opfattelse af, at jobkonsulenten er ekspert, da hun kommer fra PTU, dels må hun opfattes som jobkonsulent, da det er hendes stillingsbetegnelse. Sagsbe- handleren oplever dog, at jobkonsulenten udfører mange andre funktioner end,
hvad der ligger inden for en jobkonsulents område. Med tiden bliver sagsbe- handlerens opfattelse af jobkonsulenten revurderet. Er hun ekspert? Er hun jobkonsulent?
En af konsekvenserne ved, at sagsbehandleren ikke kan fastlægge jobkonsulen- tens rolle, er, at hun oplever, at de ikke er helt enige om, hvad der er målet med de møder, som de begge deltager i.
Det ville være en hjælp for sagsbehandleren at få afklaret rollefordelingen og få en afklaring af, hvad der ligger i PTUs jobkonsulentfunktion. Det vil også være med til at lette sagsbehandlerens forståelse af, hvad de hver især kan bi- drage med til et møde. Det ville også være en hjælp, at de i fællesskab laver en form for beskrivelse af, hvad der er formålet med et givent møde.
Sagsbehandleren ser jobkonsulenten som en sparringspartner for Gunhild og har svært ved at se, hvad hun skal bruge jobkonsulenten til.
I forhold til målene i forbindelse med kontakten til den offentlige forvaltning er der i denne sag opnået en form for samarbejde, der skal hjælpe jobsøger vi- dere i hendes jobsøgning. Forholdene er imidlertid ikke afklaret til sagsbehand- lerens tilfredshed. En afklaring af rollefordelingen og en afklaring af, hvad sagsbehandleren kan bruge jobkonsulenten til, ville være med til at afklare for- holdene bedre. Sagsbehandleren oplever ikke, at hun i alle tilfælde har styr på, hvad der er jobkonsulentens plan, og har derfor svært ved at holde fælles fod- slag i samarbejdet.
Det lader til, at der er lavet aftaler med sagsbehandleren, inden virksomheder kontaktes. Der er i hvert fald en løbende kommunikation og opfølgning over de ting, jobkonsulenten foretager sig sammen med Gunhild.
Irene
I denne sag er der stort set ingen af målene i forbindelse med kontakten til den offentlige forvaltning, der er opfyldt. Til gengæld er alle parter tilfredse i den- ne sag og har nået det, de gerne ville.
Der har ikke været noget samarbejde mellem jobkonsulenten og den offentlige myndighed. Jobkonsulenten kontakter først den kommunale jobkonsulent, da de har fundet et sted til Irene og har fundet ud af, at Irene kan starte i fleksjob på den virksomhed, de har snakket med. Der har heller ikke været gjort noget forsøg på at klarlægge, hvad der er sagsbehandlers/kommunal jobkonsulents planer eller finde nye vinkler gennem et samarbejde med den offentlige myn- dighed.
Den kommunale jobkonsulents opfattelse er, at PTUs jobkonsulent arbejder mere “hele vejen rundt om personen” i modsætning til hende selv, der udeluk- kende søger job til jobsøger. Det har en bedre effekt i forhold til at fastholde
folk i job, men ikke nødvendigvis at finde et job. (I dette tilfælde har der dog kun været tale om at finde et job).
Denne sag må være et tegn på, at et samarbejde med den offentlige myndighed ikke er en forudsætning for et godt forløb med jobsøger.
Karen
Jobkonsulenten kommer ind midt i sagsforløbet. Det kommer bag på den kom- munale jobkonsulent, at PTUs jobkonsulent pludselig er på banen. Der har væ- ret mange mennesker inde i forløbet, og det virker mere forvirrende, end det gavner den kommunale jobkonsulent, at der kommer endnu en. Han har ikke fået nogen advarsel og har stort set ikke talt med PTUs jobkonsulent, før de mødes til et opfølgningsmøde for første gang. Den kommunale jobkonsulent har som de andre ingen fornemmelse af, hvad det er for en funktion, han kan forvente af PTUs jobkonsulent; han er slet ikke klar over, at hun er jobkonsu- lent. Han tror, hun er en form for ekspert fra PTU.
Den kommunale jobkonsulent ville gerne have, at PTUs jobkonsulent havde været inde i forløbet fra starten, så de kunne have haft et sideløbende samar- bejde. Som det er nu, føler han, at han mangler oplysninger om det forløb, Karen gennemgår med PTUs jobkonsulent. Han får ingen eller få informatio- ner og får ikke at vide, hvad de laver af aftaler.
Samarbejdet mellem jobkonsulenten og den kommunale jobkonsulent er spar- somt, og det lader til, at der ikke er nogle fælles aftaler om, hvilken hjælp Ka- ren har brug for.
Det lader til gengæld til, at Karen får den hjælp hos PTUs jobkonsulent, som hun ikke har kunnet hente hverken hos sin sagsbehandler eller hos den kommu- nale jobkonsulent.
Kurt
Der er ikke tale om et decideret samarbejde mellem jobkonsulenten og Kurts sagsbehandler. De taler sammen to gange over telefonen. Jobkonsulenten giver sagsbehandleren oplysninger om de gener, der er ved at have piskesmæld, men de får ikke en dialog eller et løbende samarbejde. Jobkonsulenten ved ikke, hvad sagsbehandleren bruger de oplysninger til, hun får af jobkonsulenten.
Der er heller ikke en fælles forståelse af, hvad der skal gøres for at hjælpe Kurt. Jobkonsulenten mener, det ville være en fordel at lytte til det, Kurt gerne vil og lade ham foretage nogle af de valg, han selv mener, kan hjælpe ham.
Sagsbehandleren mener, at Kurt måske opfatter sig selv dårligere, end han er, og ifølge Kurt vil hun gerne have, at han arbejder ordinært.
Der sker nogle uventede ting omkring, hvad Kurt er berettiget til, og det lader ikke til, at sagsbehandleren er enig med hverken Kurt eller jobkonsulenten om, hvad der er rimeligt.
Den manglende fælles forståelse kan være med til, at det er svært at oprette et egentligt samarbejde mellem jobkonsulenten og sagsbehandleren.
Det lyder, som om det har været afklaret med sagsbehandleren, at Kurt skal i arbejdsprøvning, før jobkonsulenten og Kurt tager kontakt til revisorfirmaet.
Tove
I denne sag har der været mere samarbejde mellem jobkonsulenten og den kommunale instans (kommunal jobkonsulent), end der har været i de andre sa- ger. Der har også været en sjælden enighed om formålet med hjælpen til jobsø- ger. De arbejder målrettet mod samme mål om at finde et job til Tove. De er fælles om at lede efter virksomheder, fælles om at opsøge dem og deles om at deltage i jobsamtaler. Samarbejdet fungerer løbende ved, at de hele tiden hol- der hinanden underrettet via telefon eller mail, når de foretager sig noget i for- hold til sagen. De holder også et møde, hvor de i fællesskab forsøger at finde ud af, hvorfor det bliver ved med at gå galt, når Tove er ude i job. Her arbejder de målrettet mod en fælles forståelse af, hvordan situationen skal tackles.
I samarbejdet oplever de begge, at de lærer noget af at have dette samarbejde med den anden. Ud over at de arbejder sammen om at finde job til Tove, har de også et samarbejde om en konference om handicappede i job.
I denne sag er målene i forbindelse med kontakten til den offentlige forvaltning opfyldt på alle punkter. Ifølge jobkonsulenten fordi de har haft samme mål.
Opsamling
Der er tre sager, hvor det er sagsbehandleren, der er inde i sagen og tre sager, hvor det er den kommunale jobkonsulent. Hver gang der er en sagsbehandler inde i billedet ser det ud til, at der er mere eller mindre divergens mellem job- konsulenten/jobsøgerens ønsker og sagsbehandlerens ønsker.
I sagerne med jobkonsulenter er der stor forskel på, hvor meget de bliver ind- draget i sagen fra PTU-jobkonsulentens side. I Toves sag har de et tæt samar- bejde. I Irenes sag er hun kun inde i billedet for at skrive under på papirer. I Karens sag er han delvist inddraget, men er utilfreds med samarbejdet som det er.
De fire delmål
Målet om at opnå samarbejde og fælles aftale om det at hjælpe en personer ikke opnået i alle sager. I en af sagerne har det ikke været nødvendigt for at få jobsøgeren i job og få en succeshistorie ud af det. I et andet tilfælde har jobsø- geren selv været en del af forklaringen til den manglende kontakt. Han kobler
jobkonsulenten af og på efter forgodtbefindende, og det kan være svært for jobkonsulenten at have en konstant kontakt til en sagsbehandler, når der ikke er konstant kontakt til jobsøgeren. I det tredje tilfælde har jobsøgeren oplevet ikke at blive forstået af sin kommunale jobkonsulent, og PTUs jobkonsulent vælger ikke at tage kontakt til den kommunale jobkonsulent.
I de tre tilfælde, hvor der er en form for samarbejde i gang, kan det for to af til- fældene siges, at jobkonsulenten har formået at få sagsbehandlerne til at ændre syn på, hvad jobsøgeren er/bør være berettiget til. Sagsbehandlerne opnår ind- sigt i jobsøgerens verden gennem PTUs jobkonsulent, som de ikke havde i forvejen. De kan nu se, at det er en fordel for jobsøgeren at få hhv. fleksjob og en prøvning i tid (med et evt. fleksjob som mål). I det tredje tilfælde, hvor der er tale om et omfattende samarbejde, har det fra både PTU-jobkonsulentens side og den kommunale jobkonsulents side været et fælles mål at finde et fleks- job til jobsøgeren. Til trods for at jobsøgeren ikke er helt klar over, hvad der er bedst for hende, og hvad hun gerne vil, er det dog afklaret så meget, at hun er berettiget til fleksjob.
Målet om at sørge for, at rammerne for jobbet er afklaret inden kontakt til virksomheden, er opfyldt i tre af sagerne. I den ene sag virker det mest af alt som et tilfælde, at rammerne er afklaret. Jobkonsulenten bliver kontaktet på et tidspunkt i sagen, hvor sagsbehandleren har bedt jobsøgeren om selv at gå ud og finde en virksomhed, hvor han kan komme i arbejdsprøvning. Han kontakter jobkonsulenten, fordi han har svært ved at overskue situationen selv og føler ikke, han får hjælp af hverken sagsbehandleren eller den kommunale jobkon- sulent til opgaven. Jobkonsulenten bliver sat på sagen, men er ikke den dri- vende kraft i at opfylde målet om at sørge for, at rammerne for jobbet er afkla- ret.
I det andet tilfælde, hvor rammerne for jobbet er afklaret, inden jobkonsulenten finder en virksomhed til jobsøgeren er i Toves tilfælde. Her er afklaringen af Tove også til stede allerede på det tidspunkt, hvor Tove opsøger jobkonsulen- ten. Hun er godkendt til fleksjob. Ydermere har jobkonsulenten et så tæt sam- arbejde med den kommunale jobkonsulent, at hun ikke decideret behøver opsø- ge ham, før hun finder en virksomhed, som kunne være modtager af Tove. Den kommunale instans er en del af forløbet hele vejen igennem.
I det tredje tilfælde sørger jobkonsulenten for accept af praktikkerne, inden hun opsøger virksomheder. Der er ikke enighed om, hvorvidt sagen er afklaret. Der er forskel på jobkonsulentens og sagsbehandlerens opfattelse af, hvor mange timer Gundhild skal arbejde. Sagsbehandleren mener, at Gundhilds sag er af- klaret (hun skal arbejde ordinært), mens jobkonsulenten mener, at hendes sag er uafklaret. Gundhild mangler genoptræning, det er ikke klart, hvilket erhverv Gundhild gerne vil arbejde med, og det er ikke afklaret, hvor mange timer hun kan arbejde. Jobkonsulenten prøver at finde frem til, hvilket erhverv Gundhild skal skifte til ved at finde steder, Gundhild kan komme i praktik. Sagsbehand-
leren er ikke enig med jobkonsulenten i, at det er en god idé at sende Gundhild på Veterinær- og Landbohøjskolen. Sagsbehandleren siger dog, at hun synes, det er en god idé at prøve Gundhild i forskellige erhverv, for at hun skal blive mere afklaret med, hvad hun gerne vil lave i fremtiden. Jobkonsulenten sikrer sig enighed med sagsbehandleren, hver gang Gundhild bliver sendt i praktik.
I de øvrige fire tilfælde, hvor der ikke er tale om, at rammerne for jobbet er afklaret, inden der sker en kontakt til en virksomhed, er der forskellige grunde til, at det ikke er sket. I Adeles tilfælde har jobsøger kontakt til den virksom- hed, hun får en aftale med i forvejen. Her er det et spørgsmål sammen med virksomheden at finde en løsning til, hvordan Adele kan starte i job hos dem.
Adele er i kontakt med dem allerede, inden hun reelt er ude for at søge job. I en samtale finder de sammen ud af, at virksomheden kan bruge Adele i fleks- job.
I de to sidste tilfælde har der ikke været behov for at skabe afklaring med den offentlige instans. I Irenes tilfælde finder jobkonsulenten og Irene en arbejds- plads, før de kontakter sagsbehandleren for at få en underskrift. Men Irene er afklaret så langt, at hun har fået bevilliget fleksjob, og tidligere har været i fleksjob. I Karens tilfælde er der tale om en fastholdelse, og der er derfor ikke behov for at afklare, før der skabes kontakt til virksomheden. Ifølge sagsbe- handleren kunne han godt have brug for en afklaring af, hvad jobkonsulenten og Karen aftaler indbyrdes.
Delmål tre i kontakten til den offentlige forvaltning at rekvirere blanketter til situationer, hvor der gives offentlig støtte til jobbet, bliver overholdt i alle til- fælde på nær Karens, hvor der ikke er behov for det, da hun allerede er i job.
Den høje grad af opfyldelse hænger formentlig sammen med, at det kræver en bevilling for at sætte et job, en praktik eller en arbejdsprøvning i stand, og at denne bevilling kræver, at delmål tre opfyldes. Rekvirering af de nødvendige blanketter bliver derfor en naturlig del af forløbet.
Mål fire at belyse en sag, at opklare sammenhænge – hvad der indtil nu er fo- retaget i sagen, hvad er sagsbehandlers plan, hvilke nye vinkler kan der ska- beser til dels opfyldt i to tilfælde. I Gundhilds sag har jobkonsulenten forsøgt at finde ud af, hvad Gundhild gerne vil, og sagsbehandleren syntes, det er en god idé, at de finder ud af, hvad Gundhild gerne vil. Jobkonsulenten har også fundet ud af, hvad der er sagsbehandlerens holdning og forsøgt at overbevise sagsbehandleren om noget andet uden, at det er lykkedes. Jobkonsulenten har således forsøgt at finde nye vinkler og finde ud af, hvad der er sket i sagen tid- ligere, dog uden at hun er kommet til en enighed med sagsbehandleren. Punkt fire må dog siges at være opfyldt i Gundhilds sag. Også i Toves sag er der tale om, at sagen er forsøgt belyst, og PTUs jobkonsulent og den kommunale job- konsulent arbejder tæt sammen i denne sag, de har en fælles plan, og de har i fællesskab fundet nye vinkler i sagen.
