Af Sven E. Tygesen, tegninger KristianSchmidt
Detvarikkefordi, hunvarrigpå godsogguld.
Hunejede kunenelendig lille knaldhytte langt
ude på Vorbasse Sønderhede og en mager hedelod, hvor der skulle lokkes for hvertene¬
ste kornstrå for at få det til at give et bare nogenlunde anstændigt aks. Hendes husdyr¬
hold bestod af nogle få høns og en kat. Den
smulemøbler, hun havde,varsågamle ogslid¬
te, at sogneforstanderskabet ikke engang gad registrere dem. Kun hendes væv, som havde givet hende hendes tilnavn, kunne det betale sigat tage med i registreringen, jaogsånatur¬
ligvis hyttenogjorden.
Hun hed Ane Marie Nielsdatter, men hun blev næsten aldrig kaldt andet end Mari"
Væverseller bare Marie.
Mari" Vævers havde fået fattighjælp, og da
hun ikke kunne betale den tilbage, lagde for¬
standerskabet sin klamme hånd påden smule,
hun ejede. Hun beholdt ganske vist brugsret¬
ten til herlighederne, så længe hun levede,
men deblevregistreret,ogde skullesælgespå
auktion, såsnarthun døde.
Marie havde imidlertid intet hastværk med
at lægge sig til at dø. Hun blev en gammel kone,ogbortset fra de sidsteparmåneder hun levede, havde hun en ganske god tilværelse.
Sogneforstanderskabet måtte derfor vente
længe, inden det kunnefåihvert faldendelaf
de udgifter dækket, som kommunen havde
haftpå hende.
Mari" Væversvarsejlivet, men selv den seje¬
stekommerendagtil vejsende, ogdet gjorde
hunogså. Hundøde d. 9. maj 1876.I kirkebo¬
gen under rubrikken med døde af kvindekøn
harsognepræsten skrevet: Ane Marie Nielsdat¬
ter,enke, fattiglem, 87 år.
Testamentet
Detvarikke normalt,at fattigfolklavede testa¬
mente, men det havde Mari" Væversgjort, for
Marievarikkesomfolkvarflest. Hendes testa¬
mentevardaogså lidtudoverdetalmindelige.
Det blev ikke skrevet af en sagfører og langt
mindre tinglyst. Nej, Marie pålagde en af sine
naboer atsørge for, at hendes sidste vilje blev
ført ud i livet. Foratsikresig, athan villegøre,
somhan havdefået beskedpå, lovede hun ham
al landsens ulykker, hvis han snød hende. Til gengældvar der ingen endepå, hvor godt det
ville gå ham, hvis han fulgte hendes anvisnin¬
ger til punkt og prikke. Hverken for naboen
eller andre mennesker på egnen var der tvivl
om, at Mari" Vævers kunne skaffe både lykke
og ulykke. Hun kunne nemlig mere end sit
fadervor. Hun kunne tage varsler, og hun
kunnese ind i fremtiden.
I sit testamente bestemte Mari" Vævers, at hendes høns skulle slagtes, og så skulle der kogessuppe på dem,ogden skulle serverestil følget ved hendes begravelse. Hendes få møb¬
ler, og hvad hun ellers havde - bortset fra
væven — skulle stables op i et bål, som skulle
brændes af straks efter hendes død. Det skulle
så at sige være en meddelelse til omverdenen
om, at nu havde Mari" Vævers forladt denne jord.
Den grusomste del af hendes testamente handlede om katten. Den skulle hænges.
Hvorfor det arme kræ skulle lide en sådan skæbne, erder ingen der ved, men sådan lød
dommen.
Naboen,som ikke villerisikere, atMarie fra sin himmel, eller hvor hunnu endvarhavnet, skulle nedkalde ulykker over ham, gik straks i
gang med atudføre hendes ordrer. Båletblev
lavet og brændt af, og hønsene blev fanget, halshuggetoglavet til suppe.
Men kattenvarforsvundet. Den havde tilsy¬
neladende opdaget, hvad der ventede den.
Den havde gemt sig, og da naboen langt om
længe fandt den, både kradsede og bed den.
Men derhjalp ingen kære mor. Hænges skulle den, og hængt blev den. Detvar synd for det
stakkelsdyr, men heldigvisharen kat jo ni liv,
så hvemved,måske har den klaretsig alligevel.
Mari" Vævers døde, men historierne om hende levedelænge,ogdeterde sandsynligvis
ikke blevetringereaf. Endnu for30-40år siden
kunne ældre mennesker i sognetfortælle om hende. Der erdogogså skriftligt materiale om hende.
Detvar sjældent, at fattigfolk kom i avisen,
mendetgjorde Marie, ganskevist først efter sin død. Da skrev lokalhistorikeren og præsten John Mølleretlille stykkeom hende i Kolding
Avis.
Kunstneren
John Møller havde som dreng og ung kendt
Mari" Vævers, og han har fundet hende så spændende,athan harsyntes,hunvarværdat skriveom.
I sin lille artikel fortæller han om, at Mari"
Vævers var ud afkunstnerslægt. Hendes bror,
Christen Nielsen, somJohn Møllerogså havde kendt, varen dygtig spillemand. Om ham skri¬
verJohn Møller: »Han spillede tvende instru¬
menter, som varafensåkunstigogsammensat konstruktion, atjeg ikke skal forsøge nogen beskrivelse.Jeg vil kunbemærke,atdetene var
et horn, som kaldtes »luj«, og det andet en
slags lire, som ingenlunde må forveksles med
den antikke lyre eller de nu brugelige lirekas¬
ser. Han trakterede begge instrumenter med
sand virtuositet og forstod at fremlokke de
mestskærendetoner,ogdetuagtethan,såvidt jeg ved, aldrig havde haft nogen læremester
ellergjortkunstrejser i udlandet«.
Det instrument, som hverken var en lyre
eller en lirekasse har sandsynligvis været en
drejelire, et instrument, der har været kendt
helttilbage tilmiddelalderen.
John Møller fortæller, atMarie havdeværet kunstnerinde.Hunhavdedyrket skuespillet,og havde enddaværetdirektør for sitegetomrej¬
sende teaterselskab. »Hun skal endda have for¬
stået under almindeligt bifald at have opført
størrestykker, hvori deroptrådte bådekejsere, konger og generaler, som næsten skulle synes
utroligt, hvis man ikke vidste, at hendes age¬
rendevardukker«.
Detvar altså etdukketeater,som hun rejste
rundt med, og selskabet bestod kun af hende
selv oghendessøn.I følge John Møller høstede
de stort bifald, hvor de kom frem, og Mari'
Vævers havdeenganske god fortjeneste.
Påettidspunkt blev Marie trætaf rejselivet.
Hunsolgte sit teaterogslog sig nedpåsinlod påVorbasse Sønderhede. Som dreng har John Møller muligvis set Mari" Vævers optræde på
Vorbasse marked med sit teater, men han har under alleomstændigheder hørtomdet.
John Møller lader skinne igennem, atMarie
havdeværet retvelhavende, menathun havde mistet alle sine penge. Han ved ikke, om det
skete ved etfor flot levned ellerved uheldige spekulationer. Derimod ved han,at hun deref¬
ter tjente til livets ophold vedatvæve, førstog fremmeststrømpebånd,ogvedatspå.
Spåkonen
Marie travede megetrundt i sognet. Hun tig¬
gede ikkeåbenlyst, i hvert fald ikke med mun¬
den, menmåske nok med øjnene. Hvisvenlige
mennesker villegive hendeetstykke flæsk, en
pølse, eller andet godt,var hun for alle tilfæl¬
des skyld forberedt på det. Hun havde et særligt klæde,som varbundetop overskuldre¬
nemedtoremme.I det kunne huntransporte¬
re uanede mængder af gode gaver. Ligeledes
havde hun altid sin mælkekande med på sine
ture. Den bar hun i en snor om halsen. Den var, som navnet siger, beregnet til mælk, men fik hun lidt smør eller nogle tællelys, kom de
ned i mælken.
Folk isognet togsomregel godt imod Mari"
Vævers, for hun bragte altid nyhedermed sig.
Hun kom vidt omkring og kunne derfor for¬
tælle nytom stortog småtfrasognet. Hunvar sognetsomvandrende avis.
Hvor Mari" Vævers kom frem, tilbød hun at
spå de mennesker, hun traf. Hunskulle natur¬
ligvis have sin gode betaling for det. Til gengældvarMarieikke karrig med gode løfter.
Til bofaste bønderfolk, som blev spået af
Marie, låder bådepenge, ære og berømmelse
ogventede i fremtiden. Nårhun skulleforudsi-
ge, hvilken skæbneungemennesker villefå, så
var det især kærligheden, det drejede sig om.
De stod næsten altid lige foran at møde den
heltstore kærlighed og lykke. Så burde alt jo
være godt, men sagen varslet ikke så ligetil. I
sitkaffegrums eller sine kort kunne Marienem¬
lig altidse bådeen lys og enmørk person, og så gjaldt det jo om at vælge den rette. Men
Mariespåede dog,atdenperson, somspådom¬
men drejede sig om, efter adskillige hårde trængsler ville blive forenet med den rigtige,
denenesteene.
Jo, MarPVævers var ikke fedtet med atlove
en gylden fremtid til alle, der var gode ved hende,menvejen til herlighedenvar somregel besværlig. En fast vending i hendesspådomme
var: »Genvordighederder ve" et!«
Selvomdetmåske nok kunne knibe medat få indfriet løfterne om gods og guld, så kom
hendes spådomme ofte til at slå til på andre punkter. Marie kom vidt omkring, oghun for¬
stod atbruge både sin øjne og ører. Desuden
var hun klog på mennesker. Alt dette tilsam¬
men satte hende i stand til ofteatramme plet
medendel af sinespådomme.
Hvernytårsnattilbragte Mari" Vævers uden
for sin hytte. Der sad hun og studerede stjer¬
nerne og himmelhvælvingen. Det var en kold fornøjelse,mendetvarnødvendigt,fornetopi
den nat kunne hun tage varsler om, hvilke
voldsommebegivenheder, der ville finde sted i
det kommende år, om der ville udbryde krig,
komme pest eller andre ulykker. Dem kunne
Mari" Vævers nemlig også forudse, men hun gik aldrigmere end étår ud i fremtiden.
Hun vidste imidlertid godt, hvad bønderne på Vorbasse-egnenvar mestinteresseret i atfå
atvide,nemligomdet ville bliveetgodtårmed gode og rigelige afgrøder, eller om der ville
komme misvækst. Somregel kunne hun beroli¬
gedem med, atdet ville »bliwengued bogeto¬
er« (etgodtboghvedeår)! Når boghveden ville lykkes, ville de andreafgrøder vel også.
Som betaling for sine spådomme fik Marie et parskilling. Demspyttede hunpåogstak i lom¬
men. Derefter beregnede hun på stedet, hvor
meget kaffe eller snustobak hun nu kunne købe. Disse stimulanser-ogbrændevin i form
afkaffepunche-holdt hunmegetaf.
Husoghjem
Hun holdtogså megetaf sithjem, selvomdet
var småt. Hytten havde kun et rum, som var
noglefå kvadratmeterstort.
John Møller besøgte hende engang. I
samme øjeblik han åbnede døren, blev han
mødt afetvoldsomt spektakelogaf forvildede
høns, der baskede om ørerne på ham. Marie
ville have både sin kat og sine høns inde hos sig. Sidstpå eftermiddagensatte hun en stang med tværpinde op imod døren. Når dagslyset begyndte at svinde, gik hønsene til ro påpin¬
dene ogtilbragte natten der. Kom derengæst ogåbnede døren, væltedestangen,oghønsene
blev bratrevetud af deressødesøvn ogbaske¬
de ud irummetunderstoralarm.På den måde
varMari"Væverssikkerpå, atder ikke trængte ubudne gæster ind til hende, uden at hun opdagede det.
I en periode nogle få år før Mari" Vævers døde, kneb det for hende at klare sig selv, og
fattigvæsenetmåttederforsørgefor,athun fik
de fornødenheder, som var nødvendige forat hun kunneopretholde livet: mad, tøj, brændsel
o.s.v. I længden blev det for besværligt og for dyrtat givehende den form for hjælp. Detvar
billigere for kommunen at flytte hende nær¬
meretil byen ogtinge hende ind hosen fami¬
lie,somsåfiktil opgaveat tagesigaf hende.
DenordningvarMariestærkt utilfreds med,
oghun gik derforop tilpræsten ogbadomat måtte bliveflyttet hjem igen. Dapræsten imid-
lertidmente, atdetvarbedst,athun blev, hvor hunvar,blev Mariegal i hovedet,ogsagde: »Så flytterasjel!«
Somsagtsågjort. Hun bandt den ene ende
af etlagen om livet. I den anden ende bandt
hun sin stol og slæbte den hjem til hytten.
Senere kom resten af hendes habengut hjem påsammemåde. Kattenkunnevelgåselv,men hønsene puttede hun i sit opkiltede forklæde
ogbar dem hjem.
Efter den kraftpræstation lod sognerådet
hende blive i hytten. Det var Mari" Vævers meget glad for, og efter den tid fremhævede
hunaltid, at»æsown ersågue ve mæ.«
Det meste af det foregående er skrevet på baggrund af mundtlige overleveringerogJohn Møllers lille avisomtale af Mari" Vævers.
John Møller
John Møller blev født på Vejgård lidt øst for
Vorbasse i 1847. Hans far, Wulff Christoffer MullerJohnsen, var en af de kendte bønder i
sognet.Hanvarmedlem afsognerådetimange år, og han høstede storhæder ved sine hand¬
linger som sognefoged i krigsåret 1864. John
Møllers oldefar havde været præst i Vorbasse
fra 1795 til 1802. Han er i øvrigt den eneste præstførvor egentid,derharefterkommere i sognet.
John Møllervar enflittiglokalhistoriker,der
har skrevet en lang række artikler med emner fraVorbasse-egnen eller Sydfyn, hvor han kom
til at virke som præst. Hans største værk er Historiske Efterretninger fra Slaugs Herred,
som han udgav i 1914,og som gennem mange år har været en kær bog for alle, der vil vide
nogetomSlaugs herreds historie.
John Møller vidste særdeles godt, at man skal studere alle de kilder, man kan opdrive,
indenmansætterpennentilpapiret,ogatman skal vurdere sine kilder kritisk. Detplejede han
da også at gøre, men når det drejer sig om artiklenom Mari"Vævers, erden undtagelsen,
der bekræfterreglen.
Den artikel harJohn Møller skrevet udeluk¬
kende på grundlag af, hvad han har hørt og hvad han har kunnet huske.
Havde han undersøgt sagen til bunds ville
han have fundet udaf, atMarieoghendes bror
aldeles ikke var ud af kunstnerslægt, og at Mariealdrig havde væretblot nogenlunde vel¬
havende. Hun havde hverken bortødslet en
formue vedenforflot levemåde eller veduhel¬
dige spekulationer. Hun havde nemlig aldrig
haftenformue.
Familien
Maries historie erpå sin visbåde trist og såre
banal. Hun blev født i 1790 i Slaug iVorbasse
sogn. Hendes far hed NielsJensen, og i folke¬
tællingen fra 1787 står han opført som hus¬
mand og væver. Endvidere står der om ham:
»Lever i beklagelig tilstand.« Der har ikke
værettaleomvelstand i dethjem. Niels Jensen
hardog klaret siggennem tilværelsen uden at kommepåfattigvæsenet. Handøde i 1826.
Marie,hendes bror,spillemanden,ogyderli¬
gere en søster voksede op i et hjem, der var præget af smalhans, og detvar som om fattig¬
dommen klæbede til dem, i hvertfald tilMarie og spillemanden. Folketællingerne afslører, at de begge bliver fattiglemmerrettidligt i deres
voksenliv.
I 1814 blev Marie gift med ungkarl Jens
Hansen fra Glibstrup i Andst sogn. De fik et lille husmandssted på Vorbasse Sønderhede. I
hvert fald stårJens Hansen Glibstrup opført
som husmandi kirkebogen, da hans førstefød¬
te, Mette,blev født i 1816.
Allerede da detnæstebarn, Niels, blev født i 1817, stårfaderen anførtsomforhenhusmand, og i folketællingen fra 1834 står han opført
som almisselem. Han er sandsynligvis blevet
syg,harmåttet gåfrahusmandsstedet,menhar
tagetenstumpjord fra, hvor han ogMariehar byggetsigdet lille hus,somskulle blive Maries hjemgennem mange årderefter.
Jens Hansen Glibstrup har ikke kunnet for¬
sørgesinfamilieoghar derforværetnødt tilat
gå den tunge gang til sogneforstanderskabet
for at bede om fattighjælp. Jens Hansen Glibstrup døde i 1836, 58 år gammel.
De to børn, der er nævnt, døde som små,
mens nummer tre, Hans, der blev født i 1822,
var mere livskraftig.
Marie blev således ikke sparet for sorg og
ulykker. Hun mistedetobørn, blev enke allere¬
de som 46-årig, og da hun og manden havde modtaget fattighjælp, var hun som fattiglem dumpetned pådet laveste trin på den sociale rangstige og havde måttetafgive både sin per¬
sonlige frihedogandre rettigheder,somandre
mennesker havde. Men ulykkerne kuede
hende ikke. Hun bevarede sin værdighedsom menneske, oghun forstodatudnytte sin gode
forstand ogden kreativitet,somnaturen havde udstyret hende med. Detvarden, der kom til
udtryk i hendes virksomhedbådesomteaterdi¬
rektørog somspåkone.
At Marie var godt begavet og ikke lod sig kue, kan man læse ud af de skærmydsler, som hun havde med sogneforstanderskabet og
seneresognerådet,og som erbeskrevet i deres protokol. Hunsatte sig op imod både præsten ogsognerådet, da hunvarblevet flyttet fra sin hytte,oghun ville ikke finde sig i,at sognefor¬
standerskabettog hendessøn frahende for at
anbringe ham hos fremmede.
Forstanderskabet villenaturligvisgernefore- bygge,atHansskulle komme tilatliggesognet til byrde ligesom forældrene. Detbedste værn imod detvaratsørge for,athan fiken uddan¬
nelse, og det lavede derfor aftale med en skrædderomattage drengen i lære.
Selvomtankenvarfornuftig nok, kom Hans dog aldrig i skrædderlære, for Marie ville ikke
afmed ham. Hun kunne heller ikke undvære ham, for han skulle hjælpe hende i teatervirk¬
somheden.
I 1842måtte MarT Vævers slås for sindreng igen. Hvadsagen præcistdrejede sigom,vides
desværre ikke. I sogneforstanderskabetsproto-
kol står derbare,at Mari" Vævers har sendten
klage til amtmanden vedrørende sin søn. Det
har muligvis drejet sig om, at Hans er blevet alvorligt syg, og at forstanderskabet ikke har bevilget ham den behandling, som Marie
mente,han kunne tilkomme.
I hvert fald har sognerådet fået armen vre¬
detom og sendt Hans påsygehuset. Det frem¬
gåraf følgende brev af 14. februar 1842 frasog- neforstanderskabet til amtmanden.
»I anledning af Deres højvelbårenheds højgunstige af 12 november forrige år til den
daværende fattigkommission for Vorbasse og
Hejnsvig sogne angående drengen Hans Jensen Glibstrups indlæggelsepå Koldingsyge¬
hus i 2måneder under kur afdistriktslægenpå
bemeldte fattigvæsens bekostning skulle jeg
herved efter forstanderskabets andre medlem¬
mers anmodning underdanigst gøre til Deres højvelbårenhed melding om, at der ikke til
dato er tilsendt forstanderskabet nogen med¬
delelse om, hvorvidt forannævnte syge kan
ansesforathave vundetnogetved kuren isyge¬
huset, elleromhvad de hidtilpåløbneomkost¬
ninger måtte være stegne til, ej hellerom der
måtte være noget rimeligt håb om et godt udbytte af kuren.
Derfor skulle jeg underdanigst anmode
Dereshøjvelbårenhed om højgunstigstat tilstå
kommunens fattigkasse, der har yderst ringe
ressourcer, men store og byrdefulde udgifter,
en understøttelse affattigkassen til at udrede bekostningerne med den omtalte patients kur,
hvilke upåtvivligen skulle langt overstige her¬
værende kommunesevner.«
Brevet er skrevet af H. N. Langballe, der
både var sognepræst og medlem af sognefor- standerskabet, og man må indrømme ham, at han mestrer kancellistilen. Hans sætningskon¬
struktion ersåsnørklet,atdetersvært atfinde hoved oghale på teksten.
Kuren på sygehuset i Kolding må have hjul¬
pet, for Hans kom sigogkunnesåledesfortsat hjælpe sin mormed teaterselskabet.
Detforekommermegeturetfærdigt,atMari"
Vævers blev behandlet som fattiglem i største¬
delen af sit liv, for bortsetfra den hjælp, hun
havde fåetfør sin mands død, havde hun ikke ligget sognet til byrde. Men den hjælp, som hun havdefåetforårtilbage,kom tilatbelaste
hende de følgende mange år, hvor hun ingen hjælp Fik. Efter mandens død har Marie tilsy¬
neladende selv skaffet føden til sigog Hans, i
hvert fald indtil hendes allersidsteår. Iforstan¬
derskabets og senere sognerådets protokol er deromhyggeligtnoteretop, hvem der har fået fattighjælpog hvormeget, men man lederfor¬
gævesefter Mariesnavn.
Selv da hunvarhøjtoppeiårene,ogdetvar
begyndtat knibe for hende, klarede hun selv
ærterne.Forstanderskabets protokol oplyser,at i »1863 fremstod Søren Nielsen ogAne Marie
Nielsdatter med begæring om at få godkendt
en akkord,somde havde indgået.«Dengikud på, at Søren Nielsen, som var én af hendes naboer, skulle overtage Maries jordlod som fæste mod til gengæld at forsyne hende med
rug,smørogandre fornødenheder.Aftalenvar stillet op næsten som en aftægtskontrakt.
Forstanderskabet har sikkertgnedet sig i hæn¬
derneoverdenaftale, for denvarjonæstenen
garanti for,atMari" Vævers ikke ville komme til
at belaste kommunekassen, så længe aftalen
løb. For en ordens skyld noterede sogneråds¬
formanden dog i protokollen: »Huset er sog¬
nets ejendom efter hendes død.« På det tids¬
punktvarMari" Vævers 73 år.
Først nogle årsenere, da Mari" Vævers for¬
stand itiltagende grad blev formørket af alder¬
domssvækkelse, måtte sognet træde til med hjælp.
Da Marievardød,gjordekommunen sinret
til huset ogden tilhørendejordgældende.Det
blevsolgtpåauktion,ogdet indbragte sigerog skriver 10 kr. til kommunekassen, og det har
sikkert heller ikkeværetmereværd.
Indtil forca. 30år siden kunne man endnu
se nogle forkrøblede træer, som var rester af
Mari" Vævers have. Man kunne ligeledes se
resterneaf detlerstampede gulv i hendesstue.
Idag erdet for længst dækket afploven.
Mari" Vævers må haveværet en usædvanlig
kone. Ellers ville historierneom hende velhel¬
ler ikke have levetnæsten 100år efter hendes død. Selvomhun ikkevarafkunstnerslægt,har
hunalligevelværet nogetafen kunstner. Hun
harganske givetværetendygtig skuespiller,og hun har medstorttalent forståetatiscenesætte
sig selv og føre sig frem på en måde, der har
skabt et skær af mystik, eventyr og romantik omkring hende. Det er det, der har gjort ind¬
tryk på John Møller, og det er den side af hende, som han har husket og beskæftiget sig
med i sinartikel,ogsåladethåntomandet kil¬
demateriale.
I øvrigterJohn Møller ikke den eneste, der
har syntes, at Mari" Væversvar en enestående
oglidt eksotiskperson.Alle de historier, derer blevet fortalt om hende, handler ikke omfat¬
tiglemmet Ane Marie Nielsdatter,men omden
fine skuespillerinde og den dygtige spåkone,
der havde trukket sig tilbage fra verdens larm
ogstrid til denensomme hytte udepå heden.
Marie blev en myte, der levede længe. At
hun har magtet selvat skabe den og samtidig
ståkampen igennem for det dagligebrød, gør kun hendes fortjenestestørre.Vi kan med fuld
retsige: »Godt klaret, Marie!«
SvenErnebjerg Tygesen. Født 1932. Stadionvej 4a,
6623 Vorbasse. Fhv. skoledirektør. Hartidligere skre¬
vetartikleriFra Ribe Amt
