Else Ransy 1909-2003
AfAnders Chr. N. Christensen
Den 17.2.2003 døde Dansk Folkemindesamlings mangeårige medarbejder
ElseRansy,94 år gammel, på Sankt Joseph Plejehjem på Nørrebro i Køben¬
havn. I 37 årvar ElseRansy ansatved Dansk Folkemindesamling. Imere end en menneskealder vardet Else Ransy, dermodtog Folkemindesamlin¬
gens gæster, og hende, der besvarede en stor del af de skriftlige fore¬
spørgsler. ElseRansyvaroverassistent ved DanskFolkemindesamling,men
ingen enkelt stillingsbetegnelse dækkede hendes arbejdsområder: hun var påengang sekretær, arkivarogbibliotekar. Hun varualmindelig god til at tale medfolk, når de kom ellerringede, og gennemårene har hun hjulpet
mange: studerende, lokalhistorikere, forskere og mediefolk, da ingen på Folkemindesamlingenkendte arkivets samlinger bedre end fruRansy.
Else Margrethe Christine Ransy (f. Møldrup) var født den 4.1.1909 på
GI. Kongevej 11 i København. Ejendommen var en villa, hvor moderen
KarenLouiseMargreteMøldrup (f. Ditlevsen), dervarfra Lolland, drev en slagsplejehjem for ældre på første sal. I stueetagenboede forfatterenHer¬
man Bang. Faderen, skibskonstruktør JohanRasmus Edvard Møldrup, var fødtpå Grønland. Else Ransys farfar varkolonibestyrer på Grønland, og i generationer før havde familien i mandslinien været kolonibestyrere på
Grønland. Else Ransys tipoldemor var grønlænder, og hun mente selv, at hendes sorte hår og gnistrende øjne, som ellers virkede så sydeuropæisk,
måtte stamme fra de grønlandske aner. Else Ransys anden tipoldefar var digterpræsten Casper Johannes Boye (1791-1853), som bl.a. har skrevet
salmen»Dybt hælder Aaret«, og somdøde i 1853 under koleraepidemien i
København.C.J. Boyessvigermor Henriette Christine Bircknervargift med
Jonas Collin(1776-1861), ogC.J. Boyes hustru Maria Adolphine Birckner (1796-1880) varhalvsøster til Edvard Collin (1808-1886). Dennærefami¬
liekontakt til det Collinske hus, hvor H.C. Andersen var en hyppig gæst, gjorde, at farmoderenog familienmange gange har oplevetH.C.Andersen
læse op afegne værker. H.C. Andersen havde altid et spejl og to tændte stearinlysforan sig, når han læsteop.
ElseRansyvoksede oppå Vesterbro ogkom til atgå i Frk. Engelhardts Skole, enprivat skole, som senere blev til Rysensteens Gymnasium, hvor¬
fra Else Ransy også blev student. Else ville gerne have studeret medicin.
5
Detkunne desværre ikke lade sig gøre for faderens løn. I stedet studerede
Elseengelskogdansk ved Københavns Universitet,menfik aldrig embeds¬
eksamen. Else Ransy tog faglærereksamen fra Zahles Skole i engelsk og
dansk; efter endt uddannelsevardet imidlertidvanskeligtatfaetjob.
Efterathun havdegået arbejdsløs i enperiode,pressede moderen hende
til atsøge etjob. Nogle år forinden havde Elsesammenmed sine forældre
været på besøg hos moderens morbror, gårdejer Frederik Greisen (1852- 1940) i Sædinge ved Rødby på Lolland, og hanhavde vist Else forskellige optegnelserogDanskFolkemindesamlings optegnelsesarkogsagt, atetjob påDansk Folkemindesamling lige måtte værenogetfor hende. Damoderen
blev vedatpressepåog sige, athun varfor dyrathave gående derhjemme,
kom hunpludselig i tanker om, hvad onklen havde sagt om Folkeminde¬
samlingen. Hunanede ikke, hvor denvar, ogfandt adressen ientelefonbog:
»Det kongelige Bibliotek«. I slutningen afnovember 1940 tog hun ind på
Det kongelige Bibliotek, hvor hun kom til attale med arkivar Hans Elle¬
kilde; hanafslog dog straksogsagde,at de ingenpengehavde. Else tilbød,
athungodtkunne arbejde uden løn. Ellekilde villenugerne seElse Ransys håndskrift, hvorefter han tilbød hende 75 kr. indtiljanuar for at ordne be¬
svarelserne afBerlingske Tidendes Julekonkurrence fra den 17. november 1940,hvor bladet havdeopfordret tilat fortælle ombarndomshjemmetsjul
og dens skikke. De indkomne besvarelser skulle ordnes, og de bedste
besvarelser skulleudgives.Hunfik straks nogle optegnelsermed hjemsom hjemmearbejdeogskulle så mødenæste dag klokken ti. Forde bidrag, der
varegnettil udgivelse, skulle hun kontrollere, om stavning og tegnsætning
vari orden. ElseRansyarbejdede forHans Ellekilde til første januar. Efter jul sørgede H. Griiner-Nielsen for,at Else fikløn fra ministeriet.
I 1941 varEllekildeogGruner-Nielsen arkivarer på Dansk Folkeminde¬
samling, ogfrk. IngerMargrethe Bobergvar videnskabelig assistent. Else Ransysstillingsbetegnelsevar førstkontorassistent.
Forholdene på Dansk Folkemindesamling var anderledes dengang, idet
alle deansatteogbesøgende sad i étrum ogarbejdede. Hun skulle registrere
indkomne arkivalier ogbøgerogkom tilat skrive kartotekskort i tusindvis.
Disse kort var DFS' eneste specifikke søgesystem. Det er registre, som
bruges dagligt den dag i dag på Dansk Folkemindesamling. Blandt hendes betydeligste registreringsarbejdervar hendes »Kronologiskliste overmed¬
delere iEvaldTangKristensens Dagbøger« oghendes kortregistertil Evald Tang Kristensens meddelere, som blev udarbejdet mellem 1945 og 1947.
Heri har hun også udført et betydeligt arkivarbejde for at finde ud af,
hvornår Evald Tang Kristensens meddelere var født, deres stillingsbeteg¬
nelse, familieforhold,oghvornår de døde.
Kortefter, atElse Ransyblevansat,badHansEllekilde hendeom atren-
6
skrive nogle tekster, dervarskrevet med gotisk håndskrift. Dethavde Else
umiddelbartingen forudsætninger for,menElseRansysmorkunne læseog
skrive gotisk. Hun havde lært tysk, da de tyske stile skulle skrives medgo¬
tisk håndskrift. Else lærte af moderenatskrive oglæse gotisk håndskrift,og
efterhånden blev Else Ransy regnet foren specialist på området. Gennem
årene fikhuntalrigeopgaverforengeneration af arkivarerogforskere, der
varknyttet til Folkemindesamlingen. Det varbl.a. ElseRansy, der udførte
de store arkivundersøgelser for Bengt Holbek i forbindelse med doktor¬
afhandlingen »Interpretation of Fairy Tales« i 1987, hvor Else Ransys kon¬
klusion var, at ikke alle Evald Tang Kristensens eventyrfortællere havde
været så fattige, som man hidtil havde antaget. Til Iørn Piøs bog »Vise¬
mageren. 1800-tallets skillingsvisekonge Julius Strandberg«, var det også
ElseRansy, derhavde udført de grundige arkivundersøgelser.
DetvarogsåtakketværeElseRansysindsats,atdetblev muligtatudgive
detstore værk »Ole PedersenKollerød-Minhistorie«, hvor hun renskrev dobbeltmorderen Ole Pedersen Kollerødsfortællingomsit liv,somhan ned¬
skrev i fængslet. Hans Ellekilde havde i sin tid fundet manuskriptet, og i
midten af 1970erne begyndte Else at transskribere det store manuskript,
som var færdigt i 1978 og blev udgivet af Foreningen Danmarks Folke¬
minder.
Efterat Else Ransyblev pensioneret i 1979, blev hun ved med at gen¬
nemføre frivillige projekter for Dansk Folkemindesamling. I næsten20 år
kom hun en gang om ugen, hvor hun bl.a. afskrev alle dagbøger fra skil¬
lingsviseproducenterne Julius og Olaf Strandberg og udarbejdede registre
over alle personer og visetitler. Tillige fik hun en deltidsansættelse ved Slægtgårdsarkivet, somda havde adresse ved Landbrugsmuseet i Ringsted.
Sålænge arkivet lå der, pendlede Else til Ringsted en gang om ugen. Hun
fikbragt orden i arkivet, besvarede forespørgsler ogudførte selv folketæl- lingsundersøgelser. I20årvarElseRansy Slægtsgårdsforeningens trofaste medarbejder.
I 1945 blev Else gift med Jørgen Ransy (1873-1961). Slægtsnavnet var
belgisk. Familien var blevet hentet fra Belgien til Hellebæk nord for Hel¬
singørforatfremstilleskydevåben til den danske hær.Jørgen Ransysfarfar
var probérmester. Det vil sige, athan skulle alprøve skydevåbnene og var
ansvarlig for, at alle våbnene var i orden, før de blev taget i brug af den
danske hær. Jørgen Ransy var den sidste i slægten, der hedRansy, ogElse
blev den sidsteRansyi Danmark.
ElseRansyhavde overordentligstorindsigt i folkeminder. Hunvarmeget livlig oghavde en usædvanlig evne til atlade sig begejstre. Else var også
selvden, der elskede atfortælle en god historie. Og det gjorde hun på et dansk, som næsten ikke høres mere, hvor alle ord og endelser hørtes ty-
8
deligt. Else Ransyvar et sprogmenneske; hun var bevidst om det danske
sprog, somhun beherskede med ynde ogpræcisioni både taleogpå skrift.
Else Ransy har skrevet tusindvis af breve for Dansk Folkemindesamling.
Derimod erdeterganske fa artikler, ElseRansyfik publiceret;men i Fest¬
skrift til IørnPiø: »Traditioner ermange ting« fortæller hunom sit møde
med H.Gruner-Nielsens meddeler Selma Nielsen (1887-1954) fra Kalund¬
borg. I denne beskedne artikel får læserne indtryk af Elses levende fortæl¬
lemådeoghendesstorerespekt for meddeleren. Else Ransy havde bl.a. haft lejlighed tilattale alene med Selma Nielsenomhendes meningerunderen
frokost, hvor hun fortalte, athunvarkommunist. Else Ransyskriver: »Det gjorde hun påenstille alvorlig måde,ogjeg forstod,atdetvar endybover¬
bevisning, hun havde«
ElseRansydrømte somsagti sin ungdomom atblive læge,meni stedet
toghun nogle samaritterkurser. Sin videnog omsorgfor sinemedmennesker brugte hun imangeår ved byensteatre,hvor hunvar fastvagtefterendtar¬
bejdsdag. Her kunne hun følge med i ballettens, musikkens,ogteatretsver¬
den,somhun nød.
Else måtte sande, at det ikke eromkostningsfrit at fa lov til atblive så gammel. Dahunvar93, måtte hun forlade lejligheden i Udbygade på Nør¬
rebro. Dette hjem havde siden ægteskabet start i 1945 med Jørgen Ransy dannetramme omhendes liv medstuernemed de smukkemøbler, degamle ting, der hver havde sin egenhistorie, og flyglet, somhun langtopi årene
øvede sig flittigt på, så hun kunne møde forberedt til timer hos sin spillelærer. Else var musikalsk - hun elskede musik og spillede gerne
Mozart, Beethoven eller Schubert for sine gæster. Men til sidst blev dagligdagen for vanskelig, oghun måtte flytte overtil Sankt JosephPleje¬
centeriGriffenfeldsgade.
Else Ransyfølte sig tilknyttet Simeonsogn, og det varhendes ønske, at hendesbegravelse skulle foregånetopfra denne kirke,ogatKingos smukke
salme »Far verden farvel«, der handler om forfængelighed og forgænge¬
lighed, skulle synges, -en salme, der haret intellektuelt format over sig, ganskesomdervarformatoverElse Ransy. Efter hendesønske holdtprovst
Gert Blak Mogensenbegravelsestalen, en personlig, fyndig og smuk tale.
Efterhøjtideligheden blev hendes kiste ført til VestreKirkegård, hvor hun i
klar februarsolblev stedt til hvile ved siden af sin mand.
9
Mistænkelige og pasløse folk
- om
fire jyske omvandrende i
ogomkring året 1819
AfIda Lund-Andersen
Om aftenen torsdag den 7. december 1819 brændte det på godset Højriis
ved Ikast. Branden medførte, atherredsfoged Casper Møllers »...samtlige Ladegaards-Bygninger med en DeelKreaturer og al anden Udbesætning
etc. iganske faaMinutterganske fortæredes.« (1). Man mistænkte en om¬
vandrende person vednavnJohannesAxelsen for athavepåsat branden og ville derformegetgernehave fat på ham.Det kom tilatbetyde,atallesog¬
nefogeder i herredet fik ordre om at »...paagribe allesig der opholdende mistænkeligeogpasløse Folk, forommuligt ved saadan Afhøringatkomme
paaSporefter hiin nederdrægtige Skurk...«. Ihvert faldtosognefogederan¬
holdtnogle pasløsepersoner ogoverleverede dem til herredsfogeden.IØrre
sognanholdteset ungtomvandrendepar,HansChristianNielsen Rosenlund på 23 år ogMette Katrine Jensdatter på 26 år, og i Sunds sogn anholdtes
et andet omvandrende par,nemlig engammel kone Benneth Kirsten Chri- stophersdatter på62år, hendesyngstesønChristopherJensenpå 17år,samt hendes datterdatterpå 5-6 år. Foralle disse fem personer gjaldt det, at de
havde vandretomkring hele deres liv,ogatogså deres familie vandrede. In¬
gen af dem havde pas eller skudsmål, konfirmation havde de heller ikke
fået. ForRosenlundogMetteKatrine gjaldt,atdeikkevarlovformeligt gift
og altså levede i synd. De ernærede sig for mændenes vedkommende ved glarmester-ogblikkenslagerfagetogfor kvindernes vedkommende ved tig¬
geri.
Denævnte personer var blot nogle få blandt mange omvandrende folk.
Mankan læseomdem underbetegnelsersomfattigfolk, betlere,tatere,kæl¬
tringer,natmandsfolk, skøjereo.s.v.(2).Manfårnemt etbillede afnogle ek¬
sotisketyper,som varudstødt af samfundet.Menhvemvarde egentlig, disse
omvandrende folk? Ofte færdedes de udenathaveetpas, hvilketvar ulov¬
ligt. Et pas var påkrævet, hvis man f.eks. ville gå omkring og tilbyde et håndværk, eller hvismanville sælge noget. Detvarikke kun forbudt atgå omkring udenpas, det var også forbudt at tigge. Formange omvandrende
personergjaldt det desuden, atde ikkevar konfirmeret (3). Den konstante vandring gjorde, atde ikke opholdt sig længe nok i et bestemt sogn til at
