Dannelse og vikarierende erfaringer

Medlemsblad for Dansklærerforeningens folkeskolesektion

DANSK

Tema:

Dannelse

1 #2

DANSK 2 – 2021

Dannelse

og vikarierende erfaringer

så at de uden at kunne røre sig fra stedet kun kan se lige frem” (Platon, 1999, s. 279).

23

Passagen er fra Platons hulelignelse, som med god ret kan kaldes en af de første tekster, der er skrevet om dannelse.

Lignelsen handler som bekendt om nogle fanger, der siden deres barndom har siddet fastspændt i en hule, mens de har betragtet skyggebilleder på hulens bagvæg. På et tidspunkt bliver en af fangerne frigivet, og han begiver sig ud af hulen, ud i lyset. Ude af hulen ser han nu den re!e sammenhæng:

at det, han troede var det virkelige liv, blot var skyggebilleder.

Det er dannelse forstået som en proces, som en bevægelse el- ler en rejse – fra en mørk underjordisk hule og op til dagslyset.

Denne artikel handler om dannelse, når det kny!es til skønli!eratur. Den er samtidig en ultrakort introduktion til den canadisk-amerikanske psykolog Albert Bandura og hans begreb om vikarierende erfaringer, som jeg tror kan bibringe et fint supplement til de mange fortrinlige forståelser af for- holdet mellem dannelse og li!eratur, som allerede eksisterer.

Jeg ved ikke helt, hvor godt danskfagets dannelsesfores- tillinger passer med en social-kognitiv psykolog som Bandura.

Men nu forsøger jeg det. Artiklen gør altså ikke krav på at være andet end det: Et forsøg, hvor jeg ser, om Banduras fore- stillinger om vikarierende erfaringer kan være med til at vise, hvorfor skønli!eratur er vigtigt i børns dannelsesprocesser.

Dannelse som selvoverskridelse

Dannelse udtrykker som udgangspunkt processualitet: Dan- net er ikke noget, man uden videre er – det er noget, man kan blive. Det er en mulighed. Man kan endda fremhæve, at det netop er dannelse, der adskiller os fra dyrene. Det gjorde dan- nelsestænkere som Immanuel Kant (”Dannelse behøver, så vidt vides, intet dyr”) og Georg W.F. Hegel (”Dyr behøver ingen dannelse, da de fra naturen er, hvad de er”). I Karen Blixens

s. 183). Ræven går ikke rundt og tænker på, om den i morgen skal være lidt mere ulveagtig eller lidt mindre misseka!eagtig.

Den er ræv. Sådan forholder det sig ikke med mennesket.

Mennesket kan forholde sig til det menneske, det er. Det kan så at sige se sig selv udefra og på den måde vælge at være en anden; det kan objektivere sig selv og reflektere over sig selv.

Med den bevidsthed følger så også evnen til at overskride sig selv og dermed evnen til at sæ!e sig i en andens sted. Det er en evne til at kunne perspektivere sig selv, og det er netop det, dannelse handler om: Dannelse er at åbne sig mod noget andet, der ikke er én selv. Dannelse er på den måde evnen til selvoverskridelse.

Dannelse som selvoverskridelse er skåret over samme læst som den hjemme-ude-hjem-figur, vi som dansklærere kender fra fx dannelsesromanens og eventyrets struktur. Men dagligsproget røber faktisk en tilsvarende komposition: Her omtaler vi o"e ”hjemme” som det sted, man er vokset op. ”Jeg var hjemme hos min mor og far den anden dag”. Mens ”hjem”

er det, man har skabt for sig selv – det sted, man bor, er ens hjem. Det vil så samtidig sige, at det er ude-delen, der skaber muligheden for at få etableret et ”hjem”. Vi kan også sammen- ligne det med det, der kaldes dannelsesrejser, og som typisk går til #erne egne, der er forskellige fra den type samfund, man er født og opvokset i, og hvor man derfor gør sig nogle erfaringer, man e"erfølgende ser tilbage på som noget, der ændrede én. Man får så at sige et nyt blik på verden, som man ikke havde før rejsen.

Albert Bandura og vikarierende erfaringer

Dannelsesperspektivet drejer sig således ikke om at kunne fremvise et bestemt kulturelt eller nationalt tilhørsforhold, og AF MARTIN BLOK JOHANSEN,

LÆRERUDDANNELSEN I AARHUS, VIA UNIVERSITY COLLEGE

DANSK 2 – 2021

gennemgribende anderledes end det univers, man bevæger sig i til daglig, og hvor man kan blive præsenteret for andre men- nesker med andre liv i andre verdener.

Sådan fungerer det også udenfor fiktionen. Ude i det, man o"e omtaler som ”virkeligheden”. Den canadisk-amerikanske psykolog Albert Bandura har fra sine undersøgelser frem- hævet, at mennesket typisk danner sin personlighed gennem mødet med andre mennesker. Den måde, vi forholder os til os selv og vores omverden, og den måde, vi agerer på, er ifølge Bandura stærkt kny!et til vores observation af andre men- neskers ageren og måder at forholde sig på. Bandura kalder det ”model-indlæring”, altså at vi bruger andre mennesker som modeller – eller mere præcist i nærværende forbindelse:

”vikarierende erfaringer” (Bandura, 1977). Eleverne i skolen observerer, hvordan deres klassekammerater agerer i klas- serummet, i skolegården, blandt de øvrige klassekammerater, og på baggrund af de hensigtsmæssigheder og konsekvenser, som denne ageren har, lærer de, hvordan de selv skal agere i lignende situationer. Det er altså ikke deres egne erfaringer, de her danner sig ud fra, men erfaringer, andre har gjort sig – det er vikarierende erfaringer. Pointen er, at man indgår i et dynamisk samspil med andre, hvis ageren og konsekvenser af denne ageren samtidig kommer til at fungere som indikator for, hvad man kan forvente, hvis man selv agerer på samme måde. Det er selvoverskridelse gennem andres erfaringer. Når man ser en klassekammerat lykkes med noget, forsøger man måske at gøre noget tilsvarende – ligesom man vil forsøge at undgå det, som klassekammeraten mislykkes med, og hvor man ad den vej lærer, hvad man ikke skal gøre.

Børn gør sig vikarierende erfaringer gennem andre børn.

Men de kan også gøre sig vikarierende erfaringer gennem læsning af skønli!eratur – og her vil det endda være i en så distanceret form, at de kan læse, lægge bogen væk og vende

tilbage, uden at det får (uopre!elige) konsekvenser i deres eget liv.

Det handler altså om at få erfaringer ”ude”-fra, så man ikke havner i et repeterende ekkokammer, hvor man blot får bekræ"et de forståelser, man allerede har, og som derfor ikke modsiges eller udfordres, men tværtimod forstærkes.

Li!eratur som vikarierende erfaring

Skolens li!eraturundervisning kan give eleverne mulighed for at få erfaringer med andres liv, men i en fiktiv og langt mere distanceret form – det er en slags vikarierende erfaringer for vikarierende erfaringer. Når børn læser li!eratur, kan de erfare noget med egen krop, uden at erfare det på egen krop.

At læse li!eratur er nemlig både distance og involvering.

Li!eratur kan udstille og vække store følelser som lidelse og lykke, glæde og grusomhed. Men den gør det i en stiliseret og distanceret form, der betyder, at de følelser, der umiddelbart vækkes, er i en art afstand fra barnet selv. Omvendt tilhører disse følelser ikke en anden tid og foregår ikke et andet sted.

De er her lige nu – lyslevende og nærværende. Li!eratur giver netop eleverne mulighed for at opleve uden at gennemleve.

Den giver dem mulighed for at låne nogle erfaringer fra andre, som de så kan bruge til at danne deres egen personlighed, sådan som det er fremhævet af Bandura.

Her kan man måske gøre den pointe gældende, at disse erfaringer skal være anderledes end de erfaringer, eleven gør sig i sit hverdagsliv. Det er ellers netop Banduras pointe, at det vil være mest udby!erigt, hvis det menneske, som eleven observerer, er en, som eleven kan identificere sig med. Men Banduras teorier blev til i 1970’erne, hvor dannelse blev set som noget altmodisch og fisefornemt, og hvor det i udpræget grad handlede om at tage afsæt i børnenes egne erfaringer.

I dag er meget centreret om netop egne erfaringer. Ikke blot

Når børn læser li!eratur, kan de erfare noget med egen krop, uden at erfare det på egen krop. At læse li!eratur er nemlig både distance og involvering.

Li!eratur kan udstille og vække store følelser som

lidelse og lykke, glæde og grusomhed.

25

hos børn, men generelt. Det er i hvert fald pointen i den førnævnte metafor om ekkokammeret – at man kun meningsudveksler med ligesindede og dermed sjældent præsenteres for holdninger, der adskiller sig fra dem, man allerede har. Vi ophæves ikke til al- menhed, som var Hegels dictum for dannelse, i stedet ophæves almenheden. Vi grupperer os blandt folk, vi deler holdning med, og vi lader os præsentere for alt det, de vi forvejen kender.

Det betyder, at vi for så vidt bliver ”hjemme”. Vi møder ikke det ”ude”, der er forudsætningen for dannelse. Det er derfor, at li!eraturens vikarierende erfaringer skal være forskellige fra de erfaringer, eleven kan gøre sig i sit dagligliv. Klaus P. Mortensen, hvis fortrinlige tekster om li!eratur og dannelse, jeg bliver ved med at vende tilbage til, har et princip om den eksemplariske tekst, der handler om at vælge tekster, der tager ”afsæt i elevernes faktiske, kogni- tive forudsætninger” (Mortensen, 1998, s. 27). Det er et godt princip. Men måske kunne man også en gang imellem gøre brug af et princip om den ueksempla- riske tekst. Den tekst, der tilbyder eleverne nogle helt andre erfaringer, end dem eleven selv kan gøre.

Den tekst, der kan give eleven en form for udehed, som kan medvirke til, at de kommer ud af hulen og overskrider sig selv.

Et andet perspektiv på sig selv

Søren Ulrik Thomsen har i en artikel i Weekend- avisen fortalt en fortræffelig anekdote om, hvordan han som ung fik oparbejdet en vane med at stoppe med at læse bøger e"er ca. 20 sider, hvis de ikke lige var ham. ”Netop”, siger en ven så til ham, ”du sidder jo bare og leder e"er dig selv”. Det får så Thomsen til at anlægge en ny strategi, hvor han tvinger sig selv til at læse li!eratur, der ikke er ”lige mig”:

”På denne måde er jeg blevet tvunget til at bevæge mig gennem universer, jeg aldrig ville have opsøgt eller tilfældigt være stødt på, hvis de fra første side skulle være ’lige mig’ […]. At læse for at opleve nogle andre mennesker, der levede fremmede steder i verden, på andre betingelser, i andre tidsaldre og tankeverdener end min egen, har i allerhøjeste grad beriget mig” (Thomsen, 2019, s. 2).

Pointen er, at læsning kan give læseren et blik på

Referencer

Bandura A. (1977). Social Learning Theory. Englewood Cliffs, N.J.:

Prentice Hall.

Blixen, K. (1972). Vinter-Eventyr.

København: Gyldendal.

Mortensen, K.P. (1998). Li!eratur er pædagogik. Dansk, 4: 15-30.

Thomsen, S.U. (2019). Disciplineret pjæk. Weekendavisen, 12. april 2019.

BLACK LIVES MATTER

Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Og mange flere, fx:

Køn og seksualitet

Demokrati og samfundsformer Forfattere på film

Race og

diskrimination i amerikansk litteratur

Litterære temaer

forståelser, der allerede er i ens liv. Man danner sig ud fra andres holdninger og opfa!elser og måder at fremtræde på. Det er li!eraturens vikarierende erfaringer. Man lærer noget om sig selv og livet ved at læse om andre mennesker og deres liv. Det er li!eraturens dannelsespotentiale.