Et voldsomt uvejr
afNielsBennedsen Hansen
Nedenstående blevfortalt ien radioudsendelse
engangi 50'emeaf Niels BennedsenHansen,
dervaropvoksetpåenejendom iBolhede,Øse Sogn. Det blev fortalt på vestjysk, men erher
omsat til rigsdansk afJohannes Madsen efter manuskriptet.
Underden titel finderjeganledning tilatfor¬
tælleometuvej'r, jegoplevede den 1.august 1906. Detvarfintvejr framorgenstunden af,
menhenpåformiddagen trak der mørke sky¬
er op overhimlen. Da vi havde spistunden (middagsmad), sagdemin fartilmig: »Duog Kjeldmåhelleregåudikæretogforkenogle
sivsammen,såvikan fåetlæs kørthjem tilat læggepå hø-hæsset, forjegtror, vi fårregn ogtordenvejr«.
MinbrorKjeldvar11 år,ogjegvar16. Det
varlummervarmt,såvihavde kunskjorteog bukserpå. Ved totiden, davi havdefået sat nogle stakke, trak et voldsomt torden- og
regnvejropfra nordøst Da det nærmede sig,
kunnevihøreregnensuse, ogdet så udsom
enuigennemtrængeligmur.Jegsagde til min
broder: »Lad os héllere rende overtil Hans
Oldagers«. Detvarden ejendom, der lånær¬
mestved.Men regnenkom over os,inden vi
nåede derover. Vi løb ind istalden,ogder traf viHans oghans kone Karen. Dehavde dre¬
vetbåde køerogheste ud. Demville de helst
have ude i sådanetuvejr.Vandet strømmede
ned frataget, som om detvarhældt udmed spande.
Tordenvejretvarligeover.Lynetogskral¬
det komligeefterhinanden. Detlød ligesom
etlæskampesten, der raslede nedfraenkas¬
sevogn.Vivarallefireskrækslagneogrystet
overdetfrygtelige tordenvejr, som vi aldrig
nogen sinde tilnærmelsesvis havde kendt
magentil. Hanssagde tilos:»Ladossætteos ind i stuen«. Da vi kom derind, var det så mørkt,atvien overgangsnartikke kunnese hinanden.Lynogtorden komsåhurtigefter hinanden,atdetenetordenskrald ikke havde rumletaf, førdetnæstehavdebegyndt,såen
overgangdrønede det uafbrudt
Hans Oldagers ejendom lå i østersiden af Bolhede,ogda tordenen drevindoverbyen, gikviudi stalden, derfra kunne vi sebyen.
Hansgikforan, og da hanvarkommet frem
tilvinduet sagde han: »Derer en ejendom,
der brænder.« »Deterhjemme«, sagde jeg,
»Jegskal hjem, men du kommertil atblive her, Kjeld, for du kan ikke følge med mig«.
Jeg kunnetydeligse,atrøgenstegopfrastu¬
ehusetstag. Jegsprangud ad stalddøren og
løblige udefter mithjem,somjegkunne se.
Dervar enafstandpåtrekilometer.
Tordenvejret rasede medsammevoldsom¬
hed,og regnenstrømmedened,menjegæn¬
sede det ikkemere.Jeghavde kunentanke,
ogdetvarhurtigst muligtatkomme hjem.På
37
Et voldsomtuvejr
Dennygård der blev opført efter branden i august 1906. (Foto:Øse Sognearkiv)
vejenhjem rendtejeg over en høj, flad eng.
Overden stod vandet alleredesom ensø,og det nåedemigetgodt stykke opad benene.
Jegblev forbavset, detvarikkeoverti minut¬
ter siden, at regnen var begyndt Længere
fremme skullejeg over en lavtliggendeeng¬
strækning, hvor der løbenbæk igennem.
Dajeg nærmede mig også, at engen var oversvømmetfra bred tilbred,standsedejeg
op og tænkte ved mig selv, om jeg kunne
komme levendeoverden. Menhjem ville jeg
forenhverpris,ogderfor vadede jegud ivan¬
det,somblevdybereogdybere, jonærmere
jegkom bækken. Det nåede migoptil bagde¬
len, dajegkom til bækkanten,ogdervar en
38
stærk strøm. Jeg prøvede at springe over,
menhavnede midt i bækken, ogvandetluk¬
kedesigovermig. Jegslog hænderne i brin¬
kenogfikmighaletop.Da jeghavdefået vej¬
retigen, vadede jeg i land. Jeg kom lige forbi
stuehuset til en gård, der lå ovenfor, ogjeg kom tilattænkepå,atde nok ikke havdeset,
atdet brændte derhjemme, så jeg løb indog fortalte dem det. LarsPeder,enknægtpå min
egenalder løb forbi mig, oghansfar, Peder Vilhelm, løbbagefter.
Madsen Hermansens gård lå lidt længere fremme, oghan stod udenfor ved vejen. Da hanså,atvikom løbende, løb han bagefter. I
detsammekom deretvældigt tordenskrald,
så voldsomt, atjeg sank i knæ på grund af lufttrykket, men Madsen Hermansen gik
helt nedogbesvimede. Vejgrøftenvarfuld af vand, så han kunne nær væredruknet Han kom dog hurtigttil sig selv igen, og Peder Vilhelm fikhamhjem.
Dajeg kom hjem, så jeg, at min far gik udenfor, ogjeg spurgte til min mor og min
søsterLaura,dervarotteår. Devargåetover tilnaboen. Laura havde fåetetstød aflynet,
dervargåetned iskorstenenogudgennem kakkelovnenoghavderamthende.Hunråb¬
te, at hun ville ud. Min mor havde i farten snuppetnogle værdipapirerogetpardyner.
Detvardet eneste,vi fik reddet, indentaget skred nedoverhuset
Jegblev gladogberoliget, da jeg erfarede,
atmineforældreogmin søstervarilive.Jeg spurgteså,omde havde fåetdyrene ud. Min
far svarede, atkalveneogsvinene havde de ikke fåetud, da de ikke kunne komme indi stalden for ilden.Jegtænkte på de sølle dyr,
der skulle brænde inde. Jeg gik langs med
staldenogind i ovnhuset,som varbygget til
stalden. Dervarilden ikke gåetgennemlof¬
tetJegkom tilattænke på,athvis jeg kunne
brække skillevæggenned, kunne jeg måske
få svinene ud.Jegvidste,atder låenstor sten udenfor, somjegmåske kunne slå hul imu¬
ren med. Jeg hentede stenen og slyngede
dentregangeindimuren.Nukunne jegrive
murstenene ud med hænderne, for de var muretiler. Da hulletvarstortnok, slæbtejeg
svineneud. Devarbedøvet afrøgen, menda
de kom ud i regnvejret,kom de snarttil sig
selvigenogbegyndteatrende omkring.
Min farfortaltemigsiden,athanvarnedei marken med køerne, da uvejret trak op fra sydvest, og da det begyndte at regne, krøb
Et voldsomtuvejr hanilyunderenvogn.Dakom deretvældigt lynogslogenko ihjel ligeinærheden,oghan
løb hjem. På vejen hjem så han, at skor¬
stenspiben på vort hus faldt ned fra taget Han løbhjemad, alt hvad han kunne,menda
han kom hjem, var ilden allerede brændt igennemtaget,og mor ogLauravarlige kom¬
metud.
Der samlede sig efterhånden en hel del folk ved brandstedet. Defortalte,atendel af vejen ogbroenoverbækkenvar skyllet helt
væk.Tordenvejret blev vedetpartimer. Vi så,
atlynet slog nedienhavremark i nærheden.
Nårmansåopiskyerne, kørte de rundtDet
varikkesåmærkeligt for tordenenvarkom¬
metopfrato sideroghavde samlet sig over
byen.
Dethavdegivetsåmegetregn,atilden kun
havde brændt sig igennemloftet over sove¬
kammeretogder brændte det hele. Det kom af, at der lå en gammel »wøwildo« påloftet
ovenover.Derhavde ilden fåetrigtig fat. De
andrerumkunnevi godtkommeind i, da vi havde fåettaget ragetvæk fra yderdøren. Vi
fik reddeten del indbo ud.Tøjetblev hevet
ud af skabeneogsmidtiendynge, mendet
blev helt ødelagt. Havde vi endda ladet det
bliveinde, såvardet ikke gået sågalt
Da uvejrettog af, kunne vi tælle syvilde¬
brande i omegnen. Mithjem lå i Bolhede i
Øsesognved Varde. Ældre folk på den egn
kan nokbekræfte,atdetvaretuvejr, vialdrig glemmer.
Tordenvejretvarsærlig ondartet det efter¬
årderpåegnen. Fjorten dage efter kom det
opigen. Dethavdeværetfint vejr den dag,og vihavde høstetrug oggikog skokkede det
ved aftenstid. Det havde rumlet i sydvest,
selvomhimlen ellersvarklar.Pludselig trak
39
Et voldsomtuvejr
enlille mørkskyop, ogder kometlynoget hårdt tordenskrald. Det slog ned i Mads
Thomsensstorefirlængede gårdiOved.Den brændte hurtig ned til grunden. Senere på
nattenkom tordenenopigen,ogdetvartem¬
melig hårdt Min farvar rystetoverdetme¬
gentordenvejr. Hanvarikke rask, da han ved
branden havde fået et chok. Det kunne måskegørenoget, athan havde forsikret for lavt Han fik900kr. for løsøreog2.700kr. for bygninger. Detvarjo en meget lille sum at kommetilatbyggeen nygårdopfor. Hanvar heltmodfalden, da det hele så såumuligt ud.
Vi havdeto mil tilVarde, og der skulle vi
hente de flestebyggematerialer, ogvi havde
kun et parplage atkøre med. Værstvardet medteglstenene, dem skulle vi bruge 60.000 af,ogdem havde vi også langtatkøre med,
ogvejenevarringe. Dethjalp godt,atnaboer
og vennerudoversognetsom en ren venne¬
tjenestekørtemangestenforos,ellers havde
vinok ikke kunnet klare det
Dervar enmængde slæb ved det byggeri.
Brandtomten skulleryddes,ogvi skulle selv
levere muresand. Jeg foreslog, at vi fik en daglejer tilathjælpe,mendet sagde far nej til.
Detkunne der ikke blive rådtil, for detogen kroneomdageniarbejdsløn,ogsådan kunne
det ikkegåanatruttemedpengene.
På den tidvarder armod til huse imange
hjem, men folk hjalp hinanden over den
værstenød, det bedste de kunne.
Der blev fortalt om en daglejer, der blev
kaldt Re'leBertel, athan omvinterengik ud
ogtærskede med plejl for 25øre omdagen.
Han havde koneog enflok børnatforsørge,
når folkspurgteRe'le Bertel, om han kunne
få den lilledagløn tilatslå til, svarede hanger¬
ne, atder da ikkevarnoget at ruttemed, og det kunne folkgodt forstå.
Niels Bennedsen Hansen f. 1890varlandmandogejer af Klostergården, Nollund.
40