Et voldsomt uvejr

Et voldsomt uvejr

afNielsBennedsen Hansen

Nedenstående blevfortalt ien radioudsendelse

engangi 50'emeaf Niels BennedsenHansen,

der^varopvoksetpåenejendom iBolhede,Øse Sogn. Det blev fortalt på vestjysk, men erher

omsat til rigsdansk afJohannes Madsen efter manuskriptet.

Underden titel finderjeganledning tilatfor¬

tælleometuvej'r, jegoplevede den 1.august 1906. Detvarfintvejr framorgenstunden af,

menhenpåformiddagen trak der mørke sky¬

er op overhimlen. Da vi havde spistunden (middagsmad), sagdemin fartilmig: »Du^og Kjeldmåhelleregåudikæretogforkenogle

sivsammen,såvikan fåetlæs kørthjem tilat læggepå hø-hæsset, forjegtror, vi fårregn ogtordenvejr«.

MinbrorKjeld^var11 år,^ogjeg^var16. Det

varlummervarmt,såvihavde kunskjorteog bukserpå. Ved totiden, davi havdefået sat nogle stakke, trak et voldsomt torden- og

regnvejropfra nordøst Da det nærmede sig,

kunnevihøre_{regnensuse, og}det så udsom

enuigennemtrængeligmur.Jegsagde til min

broder: »Lad os héllere rende overtil Hans

Oldagers«. Detvarden ejendom, der lånær¬

mestved._{Men regnen}kom over os,inden vi

nåede derover. Vi løb ind istalden,ogder traf vi_{Hans og}hans kone Karen. Dehavde dre¬

vetbåde køer_ogheste ud. Demville de helst

have ude i sådanetuvejr.Vandet strømmede

ned frataget, som om detvarhældt udmed spande.

Tordenvejretvarligeover.Lynetogskral¬

det komligeefterhinanden. Detlød ligesom

etlæskampesten, der raslede nedfraenkas¬

sevogn.Vivarallefireskrækslagneogrystet

overdetfrygtelige tordenvejr, som vi aldrig

nogen sinde tilnærmelsesvis havde kendt

magentil. Hanssagde tilos:»Ladossætteos ind i stuen«. Da vi kom derind, var det så mørkt,atvien overgangsnartikke kunnese hinanden.Lynogtorden komsåhurtigefter hinanden,atdetenetordenskrald ikke havde rumletaf, førdetnæstehavdebegyndt,så^en

overgangdrønede det uafbrudt

Hans Oldagers ejendom lå i østersiden af Bolhede,ogda tordenen drevind^overbyen, gikviudi stalden, derfra kunne vi sebyen.

Hansgikforan, og da hanvarkommet frem

tilvinduet sagde han: »Der^{er en} ejendom,

der brænder.« »Deterhjemme«, sagde jeg,

»Jegskal hjem, men du kommertil atblive her, Kjeld, for du kan ikke følge med mig«.

Jeg kunnetydeligse,atrøgenstegopfrastu¬

ehusetstag. Jeg^sprangud ad stalddøren ^og

løblige udefter mithjem,somjegkunne ^se.

Dervar enafstandpåtrekilometer.

Tordenvejret rasede medsammevoldsom¬

hed,og regnenstrømmedened,^menjegæn¬

sede det ikkemere.Jeghavde kunentanke,

ogdetvarhurtigst muligtatkomme hjem.På

37

Et voldsomtuvejr

Dennygård der blev opført efter branden i august 1906. (Foto:Øse Sognearkiv)

vejenhjem rendtejeg over en høj, flad eng.

Overden stod vandet alleredesom ensø,og det nåedemigetgodt stykke opad benene.

Jegblev forbavset, detvarikkeoverti minut¬

ter siden, at regnen var begyndt Længere

fremme skullejeg over en lavtliggendeeng¬

strækning, hvor der løbenbæk igennem.

Dajeg nærmede mig også, at engen var oversvømmetfra bred tilbred,standsedejeg

op og tænkte ved mig selv, om jeg kunne

komme levendeoverden. Menhjem ville jeg

forenhverpris,^ogderfor vadede jegud ivan¬

det,somblevdybereogdybere, jonærmere

jegkom bækken. Det nåede migoptil bagde¬

len, dajegkom til bækkanten,ogdervar en

38

stærk strøm. Jeg prøvede at springe over,

menhavnede midt i bækken, ogvandetluk¬

kedesigovermig. Jegslog hænderne i brin¬

ken_ogfikmighaletop.Da jeghavdefået vej¬

retigen, vadede jeg i land. Jeg kom lige forbi

stuehuset til en gård, der lå ovenfor, ^ogjeg kom tilattænkepå,atde nok ikke havdeset,

atdet brændte derhjemme, så jeg løb indog fortalte dem det. LarsPeder,enknægtpå min

egenalder løb forbi mig, oghansfar, Peder Vilhelm, løbbagefter.

Madsen Hermansens gård lå lidt længere fremme, oghan stod udenfor ved vejen. Da hanså,atvikom løbende, løb han bagefter. I

detsammekom deretvældigt tordenskrald,

så voldsomt, atjeg sank i knæ på grund af lufttrykket, ^men Madsen Hermansen gik

helt ned_ogbesvimede. Vejgrøftenvarfuld af vand, så han kunne nær væredruknet Han kom dog hurtigttil sig selv igen, og Peder Vilhelm fikhamhjem.

Dajeg kom hjem, så jeg, at min far gik udenfor, ogjeg spurgte til min mor og min

søsterLaura,dervarotteår. Devargåetover tilnaboen. Laura havde fåetetstød aflynet,

dervargåetned iskorstenenogudgennem kakkelovnen_oghavderamthende.Hunråb¬

te, at hun ville ud. Min mor havde i farten snuppetnogle værdipapirerogetpardyner.

Detvardet eneste,vi fik reddet, inden_taget skred nedoverhuset

Jegblev gladogberoliget, da jeg erfarede,

atmineforældre_ogmin søstervarilive.Jeg spurgteså,omde havde fåetdyrene ud. Min

far svarede, atkalveneogsvinene havde de ikke fåetud, da de ikke kunne komme indi stalden for ilden.Jegtænkte på de sølle dyr,

der skulle brænde inde. Jeg gik langs med

staldenogind i ovnhuset,som varbygget til

stalden. Der^varilden ikke gåetgennemlof¬

tetJegkom tilattænke på,athvis jeg kunne

brække skillevæggenned, kunne jeg måske

få svinene ud.Jegvidste,atder låenstor sten udenfor, somjegmåske kunne slå hul imu¬

ren med. Jeg hentede stenen og slyngede

dentregangeindi^muren.Nukunne jegrive

murstenene ud med hænderne, for de var muretiler. Da hulletvarstortnok, slæbtejeg

svineneud. Devarbedøvet af_{røgen, men}da

de kom ud i regnvejret,kom de snarttil sig

selvigenogbegyndteatrende omkring.

Min farfortaltemigsiden,athanvarnedei marken med køerne, da uvejret trak ^op fra sydvest, og da det begyndte at regne, krøb

Et voldsomtuvejr hanilyunderenvogn.Dakom deretvældigt lynogslogenko ihjel ligeinærheden,oghan

løb hjem. På vejen hjem så han, at skor¬

stenspiben på vort hus faldt ned fra taget Han løbhjemad, alt hvad han kunne,^menda

han kom hjem, var ilden allerede brændt igennemtaget,og mor ogLauravarlige kom¬

metud.

Der samlede sig efterhånden en hel del folk ved brandstedet. Defortalte,atendel af vejen ogbroenoverbækkenvar skyllet helt

væk.Tordenvejret blev vedetpartimer. Vi så,

atlynet slog nedienhavremark i nærheden.

Nårmanså_opiskyerne, kørte de rundtDet

varikkesåmærkeligt for tordenen^varkom¬

metopfrato sider^oghavde samlet sig over

byen.

Dethavdegivetsåmegetregn,atilden kun

havde brændt sig igennemloftet ^{over sove¬}

kammeretogder brændte det hele. Det kom af, at der lå ^en gammel »wøwildo« påloftet

ovenover.Derhavde ilden fåetrigtig fat. De

andrerumkunnevi godtkommeind i, da vi havde fåettaget ragetvæk fra yderdøren. Vi

fik reddeten del indbo ud.Tøjetblev hevet

ud af skabeneogsmidti^endynge, ^mendet

blev helt ødelagt. Havde vi endda ladet det

bliveinde, såvardet ikke gået sågalt

Da uvejrettog af, kunne vi tælle syvilde¬

brande _{i omegnen.} Mithjem lå i Bolhede i

Øsesognved Varde. Ældre folk på den ^egn

kan nokbekræfte,atdetvaretuvejr, vialdrig glemmer.

Tordenvejretvarsærlig ondartet det efter¬

årderpåegnen. Fjorten dage efter kom det

opigen. Dethavdeværetfint vejr den dag,og vihavde høstet_{rug og}gikog skokkede det

ved aftenstid. Det havde rumlet i sydvest,

selvomhimlen ellersvarklar.Pludselig trak

39

Et voldsomtuvejr

enlille mørkskyop, ogder kometlynoget hårdt tordenskrald. Det slog ned i Mads

Thomsensstorefirlængede gårdiOved.Den brændte hurtig ned til grunden. Senere på

nattenkom tordenen_opigen,ogdetvartem¬

melig hårdt Min far^var rystetoverdetme¬

gentordenvejr. Hanvarikke rask, da han ved

branden havde fået et chok. Det kunne måske_gørenoget, athan havde forsikret for lavt Han fik900kr. for løsøreog2.700kr. for bygninger. Detvarjo en meget lille sum at kommetilatbyggeen nygårdopfor. Hanvar heltmodfalden, da det hele så såumuligt ud.

Vi havdeto mil tilVarde, og der skulle vi

hente de flestebyggematerialer, ^ogvi havde

kun _{et par}plage atkøre med. Værstvardet medteglstenene, dem skulle vi bruge 60.000 af,ogdem havde vi også langtatkøre med,

ogvejenevarringe. Dethjalp godt,atnaboer

og vennerudoversognetsom en ren venne¬

tjenestekørtemangestenforos,ellers havde

vinok ikke kunnet klare det

Dervar enmængde slæb ved det byggeri.

Brandtomten skulleryddes,ogvi skulle selv

levere muresand. Jeg foreslog, at vi fik ^en daglejer tilathjælpe,mendet sagde far nej til.

Detkunne der ikke blive rådtil, for detogen kroneomdageniarbejdsløn,ogsådan kunne

det ikkegåanatruttemedpengene.

På den tidvarder armod til huse i_mange

hjem, ^men folk hjalp hinanden over den

værstenød, det bedste de kunne.

Der blev fortalt ^{om en} daglejer, der blev

kaldt Re'leBertel, athan omvinterengik ud

ogtærskede med plejl for 25øre omdagen.

Han havde kone_{og en}flok børnatforsørge,

når folkspurgteRe'le Bertel, ^om han kunne

få den lilledagløn tilatslå til, svarede hanger¬

ne, atder da ikkevarnoget at ruttemed, og det kunne folkgodt forstå.

Niels Bennedsen Hansen f. 1890varlandmand_ogejer af Klostergården, Nollund.

40