Fra Vester Nebel Kirke
AfH. K.Kristensen
Stårman ved den smukke lilleVesterNebel kirke, rindersal¬
melinien »Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig« en let i hu.
Træder viindenfor, mindes vi - som i alle kirker- om, at her
»gårklang af dåbens vandog gravensnøgler«, atGudoghans hus omsluttermenneskelivet fra vugge til grav. Vi glæder os overdet smukke velproportionerede kirkerum, hvortil nudet sengotiske, krydshvælvede tårnrumerføjet på såre smuk måde
og erblevet forsynet med faste, murede bænke langsvæggene.
Og vi serpådet inventar, som gennem tiderne er bragt ind i kirken for atsmykke husetog for at væremed til atforkynde Guds storhed og barmhjertighed - og ofte tillige røbe noget såre menneskeligt omgiverne. Det er, som om de gamle bil¬
leder får øget dragningskraft, hvis man prøver at finde de forestillinger, som bevægede tidligere tiders kirkefolk til at fremstilleogbetragte værkerne.
Vi vilforsøge at se lidt nærmere på nogle at genstandene,
men vil dog først høre, hvad der i ældre tid er nævnt som hørende til herinde. Der er nemlig sket forandringer, og de skerstadig. Smagen (kunsten) ogfromhedslivetforandrersig, såvelsomde økonomiskemuligheder.
1766fortællersognepræsten,hamborgeren AlbertKristoffer Klagenberg,at»under Øllegaards[Øllufgårds]stolstaaritaar-
netsal. admiralKaas' første frue udentvivl iendobbeltkiste.
Overkoretshvælvingstaarmangfoldige adelsvaaben, menhvis deervides ej. I denne liden kirke findes aleneenmalet tavle,
som forestiller, hvorledes Jesus aabenbares for Marie Magda¬
lena. Øverst staar: »Haver du baaret min Herre bort, da siig mig,hvor du haver lagt ham«. Jesus siger til hende: »Qvinde,
hvigræder du«. -Neden under: »Herren lod migforsøge me¬
gen og stor angest, og gjorde mig levende igen. Ps. 51«. Der¬
næst: »A°- 1650havererligoggudfrygtigpige Karen Simons- datter givetog ladet opsætte denne tavle i Nebel kirke til et
taknemmelighedstegnfor den gode Guds naadige udfrielseaf
de haarde aandelige anfægtninger, hun paa 10aars tid haver
været med besværet. Altertavlen er opsat af fru Christence Krag 1616. Nebel kirke ligger midt i sognetforsig selv. Præ¬
dikestolensigesat væregjortafenmand i Libstrup«.1
Ikke alt, hvadpræsten nævner, kan vi i dag findei kirken.
Detgælder således takketavlen fra den forangst befriede pige.
Måske kan man ud fra de gengivne ord af Marie Magdalena slutte, at hun har lidt under en følelse af, at Frelseren var blevet borte for hende. Den 51. salmeerda velvalgt, og hen¬
desslutningsorderhentetfravers20.
Som allerede antydet, er der heller ikke mere nogen åben begravelse i tårnrummet. I ældgammel tid havde kirkefolket den opfattelse, at det var bedst at blive begravet så nær det indviede Guds hus som muligt, præster og fornemme kunne blivebegravetinde i kirken. Det undrer derfor ikke,atherska¬
betpå sognets herregård, Øllufgård, lod indretteen åben be¬
gravelse i tårnrummet. Fine folk nøjedes nemlig ikke mere med en gravunder kirkegulvet, menvillesættesigetsynligt, vedvarende minde. Admiral UlrichKaas havde 1719 fået Øl¬
lufgård og gods tilskødet af sin far, amtmand Jørgen Grubbe Kaas. 1720 købte han Brøndum og Vester Nebel kirker af kongen. 1724 døde en lille datter og hans første hustru Sofie Rubring. Kaas har da indrettet tårnrummet til den åbne be¬
gravelse for dem. Og sådan stod den til omkring 1850, da
rummetophørteatværegravkammer.
1720 havde Kaas lånt 6.000 rdl. af sin kollega Torden¬
skjold. Samme år faldt Tordenskjold for Staels skarpe klinge i en duel. Kaas' gæld gik daover til Tordenskjolds arvinger,
og i løbetaf 20årvoksedepostentil 10.537 rdl., ogdesuden havde pengemanden, justitsråd, senere etatsråd Gerhard H.
Lichtenberg 1.000rdl. til gode på 1. pant. Dette kunne Kaas ikke klare, og 1741 stilledes gård og gods til tvangsauktion.
Hovedgården købtes af Søren C. Rygaard, Hesselmed, som
overdrog den til dens tidligereforpagterJensVindfeld.2 Derfor
FRA VESTER NEBEL KIRKE 501
kom admiralen ikke til at hvile ved sin første hustrus side i V.Nebel kirke.
Det kan tilføjes, at der under koret findes et forlængsttil¬
muretgravkammer, også indrettet til afdøde fraØllufgård.
Øllufgård blev først en herregård, efter at adelsmanden Niels Pedersen Glambek 1583 ved et mageskifte med kongen
havdefået bl.a. 3 gårde i Øluf by og af dem oprettet Ølluf¬
gård. I dette gravkammer blev Niels Glambek begravet 1593, desudenvar en jomfruMetteGlambekbegravet der. O. Niel¬
sen mener, at Glambek ikke var gift, men det er næpperig¬
tigt, daNiels Brahes skrivekalender for 21. juli 1600 melder:
»Fru Maren, Niels Glambeks begraffuels«. Endvidere blev GlambeksefterfølgerpåØllufgård, Fasti Staverskov, begravet derogformodentligogsåhans enke Christence Krag.5
Præstens oplysning 1766 om, at »overkorets hvælving står mangfoldigeadelsvåben« skyldes nokén misforståelse. Hvæl¬
vingen er efter præstenstid blevet overkalket, hvilket kalklag
atter blev fjernet for nogle år siden, og da afdækkedes ikke våbenskjolde, men en bladdekoration fra den sildige gotiske tid. Dennes medtagne rester er det vel,præsten har opfattet
som adelsskjolde. Desuden findes på korbuenen langt spink¬
lereornamentikafdækket.
Dererandet i kirken, somminderomde adelige på Ølluf¬
gård, også fra tiden, før de blev kirkeejere. De har åbenbart
væretgavmilde mod deres sognekirkeoghar velhaft kirketien¬
deniforpagtning. Deopnåede ogsånogetved deresgaver. De fiknemlig lov tilatindrette gravkammeret under korgulvetog blive begravetder. Sligt skulle dergerne betalesforpåeneller anden måde.
Altertavlen er en renaissancetavle med nyere malerier af
Kristi lidelseshistorie. DeermaletafJørgen Hansen, Esbjerg, kaldet »den lille maler«. På et skilt bag på tavlen læserman:
»I. Hansen, Esbjerg 1819«. Mærkværdigt nok er nogle cifre forbyttet.Derskulle havestået 1918.
Hr. Klagenbergoplyser, atfru Christence Krag, Øllufgård,
lodtavlenopsætte 1616, hvilket stårfuldtud til troende,men dererunægtelig noget mærkeligtderved. O. Nielsen beretter 1862: »Altertavlen erny, sortmalet med forgyldte bibelsprog
og figurer. Den ældre, af hvilken nogle smaaApostle ere til¬
bage, havde foruden Bryskernes og Stjerne-JuelernesVaaben
en Indskrift, der angav, at Fru Kristence Krag 23de August 1616lod den indsætte i KirkenpaasinBekostning«.4
Den sortmalede tavle måvære fjernet 1918, da den gamle tavleatterkom tilæreogværdighed.
Det formodedeBryskeske våben synes at være en fremmed fugl påvore kanter, og for at løse dets gåder bliver det nød¬
vendigtførst atlave etlille sidespring tilegnensadelshistorie.
DaNiels Glambeksikke havde børn, deroverlevede dem, fik hans brodersønFastiStaverskovfraHennegård overdraget 01- lufgård, hvilket skete 1593. Nu vil nogle læsere nok sige: »Ja¬
men, hvordan kunne en broders søn have navnet Staverskov?
- Havde adelen ikke faste slægtsnavne, siden Frederik I 1526 påbød, at adelen skulle føre faste slægtsnavne? Rettedeman
sig ikke efter dette?« - Jo, i reglen, men navnene var nuikke
merefaste, endatder kunnefinde forskydninger steden gang
imellem, og det er tilfældet her, og det afen bestemt grund.
Den afdøde Niels Glambek var søn af Peder Christensen Glambek til Stubberup i Højen sogn, Vejle amt, og hustru GunderellerMarine Staverskov. Hunvar eneste barnaf Oluf Staverskov tilRibe-bispensbefæstede gård Brinke, tætsydfor Mølby i Ballum sogn. Da denne Oluf Staverskov var sidste mand af sin slægt, ville navnet altså dø ud med ham, og for
atdette ikke skulle ske, havdeOluf (Fastis far) tagetsinmors navn. Første gang, vi møder ham, 1536, kaldte han sig kun Oluf Pedersen. Dette år tjente han Ribebispen og blev for øvrigt arresteret sammen med ham, men blev snart fri. Året
efter købtehan den tidligere bispegård Donneruplund i Give
sogn, somkronen havdeovertagetvedreformationen, oghvor Olufs tilkommende svigerfar Palle Bangsynes at have været lensmand i 1512. Palle Bang blev senere lensmand på den
FRA VESTER NEBEL KIRKE 503
Fig. 1.Adetsviben (Bryskes) piV.Nebel kirkes altertavle.
FotoKnudJensen.
biskoppelige Hennegård og var det også efter sækulariserin-
gen.
Hansdatter AnneBang blev gift med OlufStaverskov, og deblev såejereaf Hennegård. Olufs brødrebeholdtallenav¬
net Glambek, og Oluf såvel som hans tre sønner beholdt Glambekkernesvåben medtrehvide søbladeom en rødrose.5 Dette våbenservi i V. Nebelkirkepåden øverstestolegavl på mandssiden, og nedenunder læses: »Niels Persen Glambek
1585«.Foratlette overblikket hidsættesenlilleslægtstavle:
PederGlambek,Stubberupt1554*MGunder (Marine) Staverskovf1554
I
Christiern Glam- OlufStaverskov, Claus Glambek, NielsGlambek, MetteGlambek, bek.Stubberup, Hennegård t 1586- begr.iHokirke. 01lufgård,f 1593, f1543,begr.i begr i Ho kirke.
^Anne^Bang. begr. V. Nebel. V. Nebel kirke.
Hartvig Staverskov, Splid Staverskov, FastiStaverskov, Hennegårdog Donrieruplund. 01lufgård f 1607.^
Donslund. ChristenteKrag.
f1605.^ Birgitte Vind.
sJ *
Fig. 2.Segl, benyttet13.juli1580.
Påskrift:HSG= HartvigStaver¬
skovGlambek,Hennegård.
Derer5fjer eller faner på hjelmen,
mens tovesselhorn ellerserdet almindeligefor denne slægt.
EfterA. Thiset.
BlandtFastiStaverskovsnærmesteslægtfindervi ingen Bry¬
ske. Ingenaf denne slægt harnogen sindehaft tilknytning til Øllufgård, ogdererheller intet, dertyderpå, atder harværet nogentilknytning tilkirken.
Hvisetgiver-ægteparsattederes våben eller bomærke påen
renæssancealtertavle, finder man sædvanligvis mandens mærke på tavlens højre vinge (til venstre for beskueren) og fruenspå den anden vinge. Men sådaner forholdet ikkeher.
Det erkun ægteparretsmødrene våben, man ser her på hver sinvinge. På spindesiden har våbeneten 6-oddet stjerneover 3 bølgelinjer. Det er Stjerne-Juelernes våben, og det er fru
Christence Krags mødrene våben, idet hun var datterafMo¬
gens Krag og Sophie Nielsdatter Juel til Agerkrog i Tistrup
sogn, Glomstrup på Mors og Sønderris i Guldagersogn.6Når fru Christence satte sit mødrene våben på altertavlens ene vinge (ogdet på spindesidens), er der absolut ingen tvivlom, at hun mente, det var sin afdøde ægtefælles mødrene, hun anbragte på tavlens sværdside. Defædrenevåben, Staverskovs
ogKrags, måværemalet andetsteds på tavlen, menforlængst forsvundet.
FRA VESTER NEBEL KIRKE 505
Ladosse lidt nærmere på det »fatale«Bryske-våben (sefig.
3). Deterhvidt, lodret deltogviseren halvsort ørn medgult næb og kløerog i den anden delenhalv rød lilje, pi hjelmen
en sort ørn og omkring skjoldet en grøn drage. Våbnet på altertavlen erogsålodret delt ogviserligeledes enhalvørn og en halvlilje samten ørnpåhjelmen.7 Farverneervist opmålet
for tittil, atmankan slutte nogetfra dem. Alterganske vist spejlvendt, mendet sesikke så sjældent, så det børman nok ikke lægge for megen vægt på. Dragen er udeladt, men det skerundertiden,atsmådetaljer udelades.
Som nævnt opgives ikke en Bryske, men Anne Bang som Fasti Staverskovsmor. Hun tilhørtedenjyske slægt Bang, som
Grundtvigs mor og digteren Herman Bang ogsåmenes at til¬
høre, og som førte en flakt ørn (med to hoveder) i våbenet.
Palle Bangs segl findes endnu. Han benyttede det den 14.
oktober 1533, da hanvarmedudstederafetvidneom etforlig mellem Thomas Stygge til Frøstrup og Peder Christensen Glambek til Stubberup. Seglet er nogetutydeligt og ikke let
atgengive, hvorfor her i stedet forgengivesH. Storchs tegning af Bangslægtens våben8 (se fig. 4). På hjelmen havde Bang'erne i reglentovesselhorn, ikkenogenørn.
Fru Christence har gentagetvåbenet i hele forældrerækken påprædikestolens himmel. Hun har nemlig mange årsenere skænket prædikestol og himmel til kirken. Himlen har 5 op¬
satser, de 4 gengiverforældrenesvåben. Idenførste opsatsfra
venstre ses de 3 søblade om rosen samt bogstaverne F S F, dvs. Fasti Staverskovs fædrene, altså Glambek'ernes (fig. 5).
Fig. 5. Partiafprædikestolenshimmelmed Bryske-våbenetogmed F S M, dvs. Fasti Staverskovsmødrene.Foto KnudJensen.
FRA VESTER NEBEL KIRKE 507
Fig. 6. Felt pi prædikestolens himmelmed ChristenceKrags fædrenevåbenogCKF.
Foto MortenHarborg.
Det næste felt har et våben, der fuldstændig svarer til det
»fatale« på altertavlen, og her finder vi bogstaverne F S M, dvs. Fasti Staverskovs mødrene (altsåAnne BangsellerenBry¬
skes).
Midteropsatsen vil vi gemme lidt. Vi serpå det 4. stykke, der haretvåben med 3 sortekrager ihvidt feltog påhjelmen
en sortkrage (Fig. 6). DeterChristence Kragsfædreneog har da også bogstaverne C K F. På den sidste opsats står så bog¬
staverne C K Mofe Stjerne-Juelernes våben. - Således har fru Christenceforsynetbegge sineto store gavertil kirken med sin afdødemandsogsineegnefædreneogmødrenevåben.
Hvem var så Fasti Staverskovs mor? Er våbnet, der angives
som hendes, etBryske- elleretforkert husket ellermisforstået Bang-våben? Man kunne også spørge: Har Oluf Staverskov
været gift 2 gange, først med Anne Bang og senere med en
Bryske? Det er mærkeligt, hvis fru Christence ikke har vidst
rigtig besked. Hun tilhørteen begavet, adelsstolt oghistorisk interesseret slægt.9 Det gjaldt broderen Niels Krag til Ager¬
krog og Trudsholm og dennes søn, Christences nevø, rigsråd
Otte Krag, adelens bekendte fører underforhandlingerneom enevældens indførelse, da han hovmodigt spurgte, om der
ikkeburdeværeforskelpienherremandog enbonde.
Fru Christence selv arvede på sine børns vegne både Hen¬
negård ogDonneruplund efterHartvig Staverskovog Birgitte Vind. Meddygtighedog envispågåenhed,sombl.a.vistesig,
da hun imod Ribe kapitels vilje gennemtrumfede et større
mageskifte, hvorved hun fik 4 gårde i Hygum, 1 gård i Tjæ¬
reborg, 1 gård i Gesing og et bol i Bryndum for nogetaf sit
ogbørnenesarvegodsi detfjerntliggende Hammerumherred.
Derved blev det lettere for hendeatføretilsyn med godset, og det gav først ogfremmest mulighed for at få bønderne til at
yde hoveri til hovedgården, såhun blev istand tilatforbedre
ogudvide sin herregårds drift. Hun døde vistførst i året 1657, for dette år betalte datteren Anna, gift med Kristoffer Hvas, Hennegård, 33rdl. 3mark1 sk. til borgmesterStefan Nielsen, Varde, for hans udlæg ved hendes begravelse.10Således blev hun forskånet for at opleve Carl Gustav krigenes og pestens
ødelæggelser og rædsler, som forvandlede hendes rigdom til dyb armod.
Trods al interesse, Kragslægten måttenæreforsinstand, er der dog étforhold, der kan tyde på, atFasti Staverskovs mor erAnneBang. Navnet Fasti eregentliget stamnavn, og Anne Bangs mor, Anne Fasti Thomasdatter, tilhørte denne slægt.
Det er da mest sandsynligt, at Anne Bang har opkaldt sin dreng efter sin far og altså givet ham slægtsnavnet som for¬
navn. Deter langt mindre sandsynligt, at eneventuel Bryske
som Palle Bangs 2. hustru opkalder sin søn efter den forrige
kones far. Detervistutænkeligt?
Anne FastisfarvarThomasFasti, der 1479 og 1513 nævnes tilVennergård i Velling. Hanssønnesøn,der ogsåhedThomas
Fasti og også ejede Vennergård, vargift med Christence Bry-
FRA VESTER NEBEL KIRKE 509
Fig.7.Midtertopstykket: Sjælekampeni Getsemane have. FotoKnud Jensen.
ske, der døde som enke 1611. Sandsynligvis har Christence Krag forvekslet de toThomas'er og deres hustruerog derved
kommetpåvildspor. Derformenerjeg, Bryske-våbneterkom¬
met på tavlen og prædikestolens himmel ved en fejltagelse.
Detskulle haveværetBangsflakteørn.
Midtertopstykket på prædikestolens himmelfra 1654 viser
et træ og enknælende mand, derbederforanen træstubmed
et bæger på (fig. 7). Måske skal der nogen fantasi til at fore¬
stille sig, at det gælder sjælekampen i Getsemane have. At dette er motivetfremgår tydeligt veden sammenligning med
etarbejde i Set. Olufs gamle, rigeogstorevalfartskirke i Albo herred i Skåne. Det store kirkehus er fyldt til overflod med pragtfuldt kirkeinventar, blandt detaljerne på højalterets
mange passionsbilleder fra gotisk tid findes et arbejde, hvor
manserKristusknæle bedendeforan kalken ienhave, discip¬
lene sovendeog bag havehegnet skimtes skaren, der vil fange Jesus (Fig. 8). Deter tydeligt nokscenenfraGetsemanehave,
og det er lige så tydeligt, at arbejdet i Nebel er en stærkt
BBQnnQPQniQP^inDPca
Fig. 8. Sjælekampen i Getsemane have. Til højre:Judaskysset. I Set. Olofs kirke i Skåne. Efter NilsBostrøm.
forenklet fremstilling af det samme. Vor billedsnider har
næppe hentet ideen i Set. Olufs i Skåne. Yderligere er der foran midtstykketanbragtfritstående figurermed marterred¬
skaberne: Pæl, stige, hammer ellerkølleog »detresøm«(eller naglerfra korset).
Selveprædikestolen erovermåde rigt udskåret. Stolen har 5 felter med dydehermer, dvs. piller, der øverst er formet som
en menneskelig overkrop og symboliserer dyder. I hvert felt
findes underen bue enudskåret billedfremstillingmed malet
tekst under. Første felt fra venstre harsåledes »Lucas I.« Det hentyder til indledningen af hans evangelium. Her hedder det, athan nedskrev det, »fordig iorden, mægtigste Theofi-
lus«. Man ser Lucasved nedskrivningen ogTheofilus stående.
I de andre felterfølger hyrdernefra marken, omskærelsen, de helligetrekongerogSimeonogAnnamedbarnet.
Også »underbaldakinen« ved stolens nedrerand ersærdeles rigt udskåretogviserbl.a. pelikanen,derhakkerhul i sit bryst forat næresine ungermed sitegetblod, etbilledepåmoder-
FRA VESTER NEBEL KIRKE 511
Fig.9.Smertenskrucifix i Nebelkirke.
Desorteplettererhuller, hvortræet erormeædt ellerbortrådnet.
FotoKnud Jensen.
kærligheden. Detsammemotivfindes påunderbaldakinen på prædikestolen i Oddum kirke, der ligeledes er overvældende rigt udskåret," ogligner V. Nebel kirkes såmeget, atden må
være fra samme mesters hånd. Billedskæreren har muligvis ogsåhjulpet med udførelsen af prædikestolen i Haderslev. Om hanen tidharboet iLibstrup lader signæppeafgøre, især da viikke kender hansnavn, mendeterikkeusandsynligt.
Enkirkestol bærer som nævntNiels Glambeksnavnog års¬
tallet 1585. De andre stole med renaissancens bladværk og
sengotisk foldeornament er nok fraomtrent samme tidsrum.
Tidligere endte stolegavlenes stolper ien ægformig afslutning,
men de blev ved sidstekirkerestaurering erstattet med kopier af de forkrøbledegotiske spir, somersåalmindelige i sydvest¬
jyske kirker. »Knappen« kaldtesensådan i gamle dage.
På korvseggen hang et gammelt krucifix, der efterhånden
varblevettemmeligmedtaget. Omkring 1930 blevdet derfor lagt op på loftet, hvor det blev yderligere medtaget. Selve korstræetgik til, ogdetvarsin undergang nær(fig. 9). I 1952 blev det taget frem for at blive restaureret samtidig med, at andet kirkeinventar blev istandsat. Konservatormedhjælper Abildgaard Jensen arbejdede med dette i et lokale på loftet
hosdaværende førstelærerMorten Harborg i dengamleskole.
Konservatorenfandtenplade bag påfigurens hoved, fjernede denogfandt iethulrumen lille pakke. Denindeholdt relik¬
vier(helgenlevninger),indsvøbtienlinnedklud.12
På Nationalmuseet blev det hele nærmere undersøgt, og dets folk har nokspilet øjneneop,dadet blev klart, hvad det
var. Detvarivirkelighedeneteneståendefund, etafdeældste vidnesbyrd om en nyteologiog en ny fromhedsretning, båret fremafennykunstretning, nøjagtigt dateret.
Nationalmuseet har ved museumsinspektør Fritze Lindahl,
været så venlig at sende mig et fotografi af fundet og en beskrivelseaf det(fig. 10).
Dervar etpar småknoglestumper i en linnedklud, en lidt
størrelinnedklud, 4 stumper træ og encirkulær, irret kobber¬
plade,ca. 5cmi diameter, medenkobbernitte. Der harværet endnu 3 andre, alle ved randen af pladen, så den har været
fastgjorttileteller andet. Desudenvarderenpergamentstrim¬
mel,ca. 13,5cmlangmed følgendelatinskeindskrift:
»Hoc os de coste s(an)c(t)a(rum) XI milium v(ir)ginu(m) positu(m) hic p(er) mag(ist)r(u)m thucone(m) cantore(m) ri- pen(sem) anno d(omi)ni m(ilesimo) ccc (trecentesimo) XVIII (octave decimo) in octava ascenc(i)o(n)is d(omi)ni -ad hono- re(m) s(an)c(te)crucis«.
Lektor Bue Kaae, Esbjerg, harværet så venlig at oversætte latinen. Oversættelsenlyder: »Dette ribbenfrade 11.000jom¬
fruer er anbragt her af magister Thyge, kantor i Ribe, i det
Herrens år 1318 8. dagen efterHerrenshimmelfart tilærefor dethellige kors«.
FRA VESTER NEBEL KIRKE 513
Fig. 10. Relikvie, fundet i hovedet af krucifikset. Øverst fra højre to små benstumper, enklud af fint linned, hvori knogledelene li, tosmå træstum¬
per, ognedenundertolidtstørre,dernæstenkobberplademed5cmdiameter
ogmedenkobbernittesamthuller efter3andre. Nedenunderen ca. 13,5cm
langpergamentstrimmelmedenlatinskindskrift. Nederstetlidtstørrelin- nedstykke.2/3størr.Foto:Nationalmuseet.
Kantor Tygefik 1321 sit kantorembede udvidet medprov¬
stiembederne i Frøs og Kalvslund herredersamt Mandø. Der
menes, deterham,dersenerebleværkedegn. Han døde 1338.
Kristihimmelfartsdag faldt dette årpå den 1. juni. Ottende¬
dagener8.juni,entorsdag.
Legendenom de11.000jomfruer eller Ursulasynesathave udviklet sig fraenlatinsk indskrift ca. 350-450om, at basili¬
kaen i Kölnvar bygget påetsted, hvornoglekristne jomfruer havde lidtmartyrdøden. Det blev efterhånden til, at enskøn, kristen, engelsk kongedatter Ursula ikke villeægteenhedensk fyrste, som hendes far ikke ville give afslag, dog fik datteren 3 årsfrist. Hun forlangteogfik 10fornemme kristnekvinder, der hver fik 1000 andre ærbarejomfruer, med hendes egne i alt 11.000. De drogover Köln til Rom. På tilbagevejen blev de i Köln fanget af Hunnerne, dernetophavde ødelagt byen (ca. 450). Den 21. oktober dræbte Hunnernejomfruerne, ef¬
ter atdereskongeforgæves havdesøgt atvinde Ursula. -Nogle forskere mener, at de 11 ved en fejllæsning er blevet til
11.000. Det hele turde være et eksempel på, hvordan en le¬
gende fraen lille kerne af sandhed kritikløst kan udvikle sig til det fantastiske. 922 byggedes Set. Ursulas kvindekloster i Köln. Fraetgammeltgravfeltved klosterkirkenleverede man relikvier til forskelligeegne af kristenheden. Vi kan tilføje, at
Ribe i middelalderen havde forbindelse med Köln handels¬
mæssigt - ogaltså også kirkeligt og kunstnerisk. I Ribe dom¬
kirkesstoretårnfandtesetkapel, viet tilde 11.000jomfruer.13
Den nøjagtige bestemmelse og datering gjorde sit til, at Nationalmuseetfandt, at krucifixet varaf såstor historisk og kunsthistoriskinteresse, atdet fremsatte ønskeom, atdetblev overladt museet, og det tilbød, at det ville ladefremstille en
kopiog overlade den til V. Nebel kirke eller etkrucifix af en moderne kunstner, om menighedsrådet ønskede det. Man ville imidlertidnødigt giveafkaldpådetkrucifix, dersålænge
havde tilhørt kirken. Efter langvarige drøftelser, hvorunder
museets repræsentanterhavde væreti V. Nebel og sognepræ-
FRA VESTER NEBEL KIRKE 515
Fig.11.
Ansigtetpikrucifixet.
Foto MortenHirborg.
sten iKøbenhavn, endtedet med, atkrucifixet efter en nød¬
tørftig konservering blev sendt tilbage til kirken og ophængt i dentilstand,hvori detfandtes.
Krucifixets ælde gør det særlig interessant. Selvfølgelig havdemanogså tidligere haft krucifixer i kirkerne. Oftestvar de små, af kobber, bronze eller andet metal og anbragt på alteret eller som dele i de gyldne altre, hvoraf der nok har
væretflere, endmantidligere harregnetmed (se KnudKrogs afhandling om det gyldne alter i Malt kirke i Fra Ribe Amt 1971). PådissekrucifixerstårKristusgerne pået lillefodbræt
med vandret udstrakte arme, åbne øjne og ofte med konge¬
kronepåhovedet. Deter en sejrende Kristus, dersejredegen¬
nemdøden. V. Nebelkrucifixetogsenere krucifixererander¬
ledes. DetiV. Nebel eret smertenskrucifix-crucifixus dolo-
rosus. Figuren er godt 1 m lang, legemet hænger i skråt ud¬
strakte arme og vrider sig i svag S-form, hovedet hældermod
højre skulder, bærer tornekrone, øjnene lukkede, munden
svagt åben, lændeklædet ret langt, højre fod lagt oven over venstreog gennemboret med én nagle. Dette krucifix er ikke grundet på studium af pinte og henrettedes legemer ellerpå anatomi i det hele taget, men udsprunget af en åndelig for¬
dybelsei Kristilidelse. Dervederdet kommetfremtildet fine ansigt, mærket af lidelse til døden(fig. 11).
Middelalderligeteologergrubledeover, hvordanGud åben¬
barer sig formennesker. Man mente, dervar envæsensenhed mellem Gud ogmennesketog naturen. Ved atvende blikket indad modsig selv kunnemanerkende Gud, dog kunnemen¬
nesket ikke af sig selv fatte den uendelige Gud. Gud måtte kommemennesket i møde. Dasøgtetyske mystikere atdrage den lidende Kristus i forgrunden og gennemdyb grublen at nå frem til et møde. Allerede Franz af Assisi var blevet stig¬
matiseret. Netop i Köln virkede mester Eckehart som mysti¬
kernesførstemand (f 1327). Mystikerne lærte, som Otto Norn refererer det, »hvorledesman kun ved at kendeog elske Kri¬
stus ihans lidende menneskeskikkelse kan komme til atskue ham i hansguddommelighed«. Også den hellige Birgitta fra
Vadstenaskildrer, hvorledes hun under inderlig betragtningaf krucifixetmedoplevedepassionen.
Og kunsten blev tjener for denne filosofiog extatiske reli¬
giøsitet. Den havdeetbudskabat bringe. Deteriforbindelse hermed, at vi må se krucifixet i V. Nebel. Man kan næsten ikke undgå attænke sig, at kantor Tygeer blevet påvirket af mystikerne i Köln. Hanhar nemlig ikke blot skænket et kru¬
cifix til V. Nebelkirke, mendet eruden tvivl ham, der tillige skænkedeet gansketilsvarende til Ribe domkirke, somsenere fandtes i Set. Catharinas klosterkirke i Ribe. Også det var et smertenskrucifix med hovedet som relikviegemme og ligele¬
des med en pergamentseddel, som oplyste, at det var nogle benstumper af de 11.000 jomfruer, nedlagt 1318, samme år
som i V. Nebel. ProfessorNorn skrev: »Der er stilistisk setså
storlighedmellemkrucifiksfiguren fraVesterNebelogdenfra
FRA VESTER NEBEL KIRKE 517
Fig. 12.Detaljeaf Madonna medbarnetfraDammkirke.Jesusbarnetshoved
setbagfra med ibning til relikviegemmet, der oprindelig harvxretlukket.
Tegningafj. Bruhn.-Ved siden Madonnamed barnet.
Ribe, at man ikke vil tage i betænkning at henføre begge snitværker tilsammeværksted, antagelig i Köln«.
Det skønne Ribe-krucifix blev imidlertid tyvstjålet i 1960,
og den gamle kulturby blev berøvet en kunsthistorisk skat.
Manerdataknemligfor,atV.Nebelkrucifixeterbevaret.
- Smertens krucifix fremstilles i hele det følgende århund¬
rede, og typen er velkendt i hele Vesteuropa.14
Undertiden dannede man relikviegemmer i form som den indesluttede legemsdel. Herafslutter Yrjö Him, ataf sådanne opstod hermer eller buster, som i sit
indre
gemte en relikvie,oghannævner, atde kuriøse buster i Set. Ursulas kirke iKöln alle har et stykke kranium under issen. - Sligt henfaldt vor kantor Tyge ikke til. Her tjente det udskårne Kristushovede altsåsomrelikviegemme. Deterikkeenestående. Herfraam¬
tetkan vinævneden smukke Madonna med barnetfra Darum kirke, nui Varde Museum. GennemJesusbarnets isseogvidere
gennem hovedet ned i kroppen erder boret et 2,1 cm bredt
og 28 cm dybtrørformet hul som gemme for en relikvie. Da
Varde Museum købtedet, medfulgte en linnedklud, som var fundetdernede,menselve relikvienvargåettabt(fig. 12).
Derfindesogsåpragtfuldtudstyrede kistersomrelikviegem¬
mer, berømterKnudden Helligeshelgenskrin iOdense.Mere almindeligevar de mindre skrin til smårelikvier, således den emaljeprydede kobberbeklædning af Frøslev-skrinet fra 1100-tallet, fundet i Frøslevmose iSønderjylland, som nuer blevetsåbekendtderved,atsidste årssydslesvigske julemærke
gengav tre af dens helgenbilleder. Disse kostbarheder stod
gerne på højalteret eller i detsnærhed. Enkelte relikvier bares i kostbare amulettersom det underskønne emaljerede byzan¬
tinske korsfradronning DagmarsgraviRingsted.1'
Det mest almindelige relikviegemme var dog en uanselig blykapsel, dannet afenellerflereblyplader, dervarombukket således, at de omsluttede helgenlevningen, dervarindsvøbt i
et silke- eller linnedstykke. Det var ikke beregnet til at be¬
skues, men til at begraves i hovedalteret. Inden kristendom¬
mennåedehertil,vardet blevet således,atkirkenshovedalter, højalteret, var forsynet med en lille sepulchrum, en martyr- grav, hvor blykapslen med levninger af en helgen blev ned¬
lagt. Nogleafdeførste kristne kirkervarbyggetovermartyrers grave. Vargravenensarkofag, brugtes densom bordved nad¬
veren. Allerede under en romersk biskop indesluttede man i år 270helgenlevninger i alterbordet, når ikke kirken stodover
en helgengrav, der var henflyttet til kirken. Sædvanligvis var kirken viettil den helgen, hvis relikvierden bevarede. Denne blev så kirkens værnehelgen. Det førte til, at kirkemødet i Nicæa 325 forordnede, at hvert alter skulle indeholde reli¬
kvier. Hovedalteretblev ikke blotbordetfordet, katolicismen lærte om det store messeoffer,16 men det var, som Yrjö Hirn skriver, »ett omhöljaför ettheligt innehåll«. Foruden atfølge denneudvikling fandtman støtteiskriften, nemlig i Johannes Åbenbaring 6,1: »Og da det åbnede det 5. segl, såjegunder
alteret deressjæle, somvarmyrdedeforGudsords skyldogfor
detvidnesbyrds skyld,somde havde«.
FRA VESTER NEBEL KIRKE 519
Lige tilvore dageharderi bordpladeni Ovcrup kirkeværet
en helgengrav. Pastor Vassard fortæller 1809, at der »var et firkantet hul pået par tommersstørrelse, hvori derfandtesen liden kiste af bly i form af triangel (tresidet pyramide) på et par tommers længde, hvorudi fandtes et lidet stykke ben af størrelse som en negl, indsvøbt i linned, som varnæstenhen- smuldret«. - Hervar intet dokument medoplysning om, hvis hellige ben det var. Da kirken ifølge indberetning til Ole
Worm 1639 skulle være indviet til Set. Bartolomæus, skulle
man regnemed, at knoglestykket måstammefra denne apo¬
stel. Imidlertid nævnes »Vor Frue alter«i kirken i en stolesta¬
destrid 1617, så man kunne fristes til at tro, det er en Frue kirke. Det kan det dog ikke være, da der ikke gaves andre kropslige levninger end hår af jomfru Maria, og her varreli¬
kvienbeviselig ben.17
Disse høj alterbords helgengrave var indrettet næsten ens.
Jacob Helms har i sin »Tufstenskirker« fortalt om forholdene
iAlslev, der haren tufstenskirke(fig. 13). Alterbordeterogså tuf, undtagen pladen, der er samlet af flere stykker hugne kampesten. Over helgengraven ligger en lille rektangulær dæksten. Det lille gravkammer har trappeformede vægge, så pladen hviler påtrappen. Blyæskenfandt Helmsuskadt, men uden helgenlevning. Ifølge sognedegn A. Christiansens for¬
tællingskulle relikvien være »enstornegl afen helgen«, mest sandsynligt har det dogværet etknoglestykke.
Ifølgesognedegnen N. Chr. Bergsmeddelelser tilJ. Helms fandt man 1835 i Farup kirkes alterbord, der er bygget af
mursten, en lille blyæske med et ben i - »som af en finger«.
Dervar ikke noget skrift. Begge dele blev igen nedlagt i fin¬
destedet.18
1839 blev den gamle gotiske altertavle i Ansager kirke er¬
stattetafet maleri. Ved den lejlighedfandt manrelikviegem¬
met med indhold. Kirkeejerinden,frk. Rosenørn til Nørholm, bad sognepræsten V. J. A. Ramsing om at afleverefundet til det senere Nationalmuseum, hvilket han fik historikeren, bibliotekar P. G. Thorsen, til at gøre. Ramsing oplyste: »Den
erfundetinde i detopmurede alterbord, uden at derovenpå
var noget mærke eller tegn til, at relikvierderi vare nedlagte.
Efterat det øverste lagafsten var borttaget, fandtes den lille æske indmuret i kalk og bemærkedes først iblandt gruset«. -
Efter dette blev æskenjo ikke fundet i alteret, menpå sekun¬
dært leje blandt grus, der var faldet ned, mensmanfjernede
»detøverstelag«, ogdet må velvære idette, bordpladen, den
FRA VESTER NEBEL KIRKE 521
Fig. 14. Relikviegemme af bly fra alteret iAnsagerkirke. Omtrent 1/1str.
FotoNationalmuseet.
harligget. »Indmuret i kalk« måvel sige, at der sad kalkfast på æsken, så den harnæppe ligget i etsepulcrum, men kan havegjortdet tidligere, da alteret åbenbartvarblevetrepareret itidlig tid, for inderst har det en kerneaf kampesten, men er
omgivet af munkesten og al, og afgørende er, at selve den oprindelige bordplade endnu findes, nemlig anbragt i kirke¬
muren, ogden har den sædvanlige helgengrav. Gemmeter en firkantetprimitiv æske, enlille blyplade, der kun er sammen¬
lagt (fig. 14). Udvendig på dens bund står»+V+I+B+V«, antagelig begyndelsesbogstaverne til en latinsk sætning eller
hilsen. På den ene kantfindesutydeligespor afto linier, der
synes ligeledesat være enkelte bogstaver med kors imellem. I æskenfandtessmåbenstumper, indsvøbt ifintlinned.
Fig. 13. Udsnit på1meterslængdeafBillum kirkes alterbordsplade,somer dannet aftilhuggede granitstykker, helgengraven sesnstrmidten.
Om forholdet i V. Vedsted har sognets historiker C. An¬
dreasen skrevetfølgende: »Alterbordeter opført af tufstenog ommuretiåret 1708. Ien fordybningi alteret gemtes en lille blyæske, hvori lå et parsmå stykker ben, indsvøbt ien silke¬
klud. Disse benstumper sagdes at være levninger af kirkens skytshelgen, St. Andreas.Benenegik tabtunder kirkebranden (1845), hvorimod æsken henlåpåenhylde bag påalterstativet til henimodslutningen afforrigeårhundrede«.
I Brøndum er alterbordet flyttet, men sepulchrum erbeva¬
ret i bordpladen, desværre tomt. Dækstenen, en fint poleret porfyr, ligger på sin plads. Museumsinspektør Knud Krogh fandt ved sine undersøgelser i Mult kirke, atdet oprindelige alterbords forreste trediedelvarbrudtned, menathelgengra-
FRA VESTER NEBEL KIRKE 523
ven havdeværetder, idet han i jordfyldenfandtetbrudstykke afen fint slebet 1,3 cm tyk dæksten fragraven. Flere steder, ja vistde fleste, erogså dækstenenborte, f.eks. i Billum (fig.
15)ogLunde, skønt selvegravenfindes.
Flere altre blevflyttet eller fornyet. Sketedeti luthersktid,
må manregne med, at helgengravenforsvandt, i alt fald re¬
likvien ilangt de fleste tilfælde. Set. Jacobi kirke iVarde blev fleregangeramtafildebrande, derhærgedebyen,f.eks. 1590, da østpartiet brændte, og 1812-28 var alteret rykket frem i kordørenogprædikestolen anbragtoven overden. Graven må
være forsvundet veden af disse lejligheder. I Kalvslund, Nr.
Nebel, Fåborgog andre stedereraltrene ikke de
oprindelige
ogharintet sepulchrum.'f
I Vejen gamle nedbrudte kirke havde sålbænken i korgav¬
lens vindue på skråningen en forhøjning som en afkortet kegle, og idennes overfladevarderhuggetet rundt hul, som F. Uldall mente var et eksempel på »at relikvier har været nedlagt udvendig i kirkens mure«. - Det kan dog ikke have
erstattetbegravelsen aflevningerafkirkens værnehelgeni ho¬
vedalteret. Nu er man da også tilbøjelig til at mene, at det drejer sigom en søjlebasis, og ikke nogengrav. Sålbænkener anvendt iden nuværende kirke.20
Den katolske dyrkelse af helgenlevninger kunne efterhån¬
denknytte sig til visse helgenbilleder.
Ved reformationen blevhelgendyrkelsen forbudtsom afgu- derisk. Kunhøjalteret skulle bevares, »de andre altere« (side¬
altrene) skulle fjernes, men»tavlerne eller billeder kunne kir¬
keværgerne sla påvæggen, at de kunne være gode enfoldiges spejl«, dog skulle billeder, der dyrkedes, borttages og bræn¬
des. Om selve relikviernesigesder intet. Defik stiltiende lov
tilat værepåderesgamle plads.
Helgendyrkelsen var en vildfarelse. Bønner til og påberå¬
belse af døde menneskervar ikke kristendom, man skal ikke have en mellemmand forat bede til Gud. Mangfoldige relik¬
vier var falske, og »eventyr i kirken lød«, når der fortaltes
legender. Alligevel skal vi ikke glemme, at dyrkelsen i sin oprindelige kerne rummede en ærbødighed over for gravens storedøde, somvargået gennempinslerogdød for derestros
skyld. Også dette gjorde sig vel stadig gældende, nårtusinder af kirkesøgende gennem århundreder bøjede sig iærefrygt og
hengivenhed for helgenlevningen, der i senere tider ofte i glemselens og ligegyldighedens mørke blev ryddet bort. Nu bøjermansigfor andre helte.
Efter dette lidt videre blik omkring i vor katolske middel¬
alder, slutter vi ved granitdøbefonten i V. Nebel kirke. Selv
om den hører til den almindelige vestjyske type, der er ud¬
bredtfraKongeåentil Thy, har den dog også sinespecialiteter.
Foroven på kummen ses nogle små kors indhugget, muligvis fra kirkens indvielseellerengenindvielse. Påfoden har denen
udhugget lilje, og i nøjagtig samme udformning ses den ud¬
hugget på en vinduesoverligger på skibet, det beviser, at
samme mand harhugget fonten ogarbejdet påkirkens opfø¬
relse, altså at font og kirke er samtidige. På kummen har fontenen frise af hinandenkrydsende, nedadvendte, indhug¬
gede rundbuer ligesom ved fonterne i Billum og Lydum, der
ertufstenskirker. Tillige har Billum detsamme mønsteri den vestlige, større del af skibets sydmur, dog med buernevendt opad.
Der er slægtskab og samtidighed mellem mur og font og mellem de to kirker.21 De nævnte krydsende buer viser, at arbejdet ersenere endofte antaget. Ved Historisk Samfunds
møde i Billum 1979udtalte arkitekt, redaktør Elna Møller, at detteornament tilhører tiden med teglstenskirkerne, og aten
adeligskjoldefrise med tilhørende navne påBillum kirkes tri¬
umfvægkunne gælde kirkens fundatorer. Daskjoldefrisen er dateret til begyndelsen af 1300-tallet,22 må man have lov
til atslutte, atbortsetfratårneog våbenhuse, der ersengoti¬
ske, har byggerietfor størsteparten af detokirkeroverskredet
tærsklen fra romansk til gotisk tid. Disse dele må være fra tidenmellem 1250og 1300.
FRA VESTER NEBEL KIRKE 525
Mange forskellige tanker og lærdomme, vekslende opfat¬
telse af skriften ogvekslende kunstretninger, undertiden par¬
ret medmereeller mindrepersonlig ærgerrighed har bevæget folk til at bringe inventaret herind. Dog har de hver på sin måde haft som det egentlige mål at væremed til »rosenkrans
omkorsatvinde«.
NOTER OG HENVISNINGER:
1. Indberetn. tilbiskop Bloch 1766. C 4-774.
2. O. Nielsen: SkadstHd.,s.248f.
3. O. Nielsen:anf.skr.s.241ff.A.Heise i JySml. I,s.227.
4. O. Nielsen:anf.skr.,s.251.
5. Sst.,s.244noten.Dan.Adelsårb., 1894. O. Nielsen i Da. Sml. I,s. 325 ff.
6. H. K.Kristensen:Øster HorneHd.,s.274f.
7. Sst.,s.107.
8. O. Nielsen: GI.jy. Tingsv.,s. 47.A.Thiset: Da., adeligeSigiler DXX9, FLVII56.
9. Fra Ribe Amt1940,s.45. H. K.Kristensen:anf.skr.,s.276.
10. O. Nielsen:SkadstHd.,s.245.
11. H. K. Kristensen: Nørre HorneHd.,s. 513ff.
12. Meddelelse fra fruRigmorLave, MortenHarborgogfrue, V. Nebel,samt seminarielektorVernerBruhn, Esbjerg.
13. KulturhistoriskLeks. Kinch: RibeBysHistorie I,s.564.
14. Otto Norn i kronik i Flensborg Avis 21.10.1966 og i Vestkysten 23.8.1960.
15. Kulturhistorisk Leks. Fritze Lindahl i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978,s.5-16.
16. Messenvarog erden katolske kirkes gudstjeneste, i reglen uden prædiken påmodersmålet. Den gennemførtes i flere tildels symbolske afdelinger vedalteretogsamlede sigomnadveren, nærmest som enublodiggenta¬
gelseaf offeret pä Golgata.Densstorehøjdepunkt indtrådte, nårpræsten
opløftede den indviede hostie(brødet, hvori Kristusvar tilstede), mens den lillesanctusklokkeringede,ogmenighedenknælede,forda skete den underfuldeforvandling til Kristi legemogblod, samtidig medatFrelse¬
renpånyhengav sigsometförsoningsoffer. Derved fik de tilstedeværende
ogandre, hvis navne præsten nævnede, ogsåafdødes sjæle i skærsilden, syndernes forladelse, dog ikke for dødssynder. Klokken havdenavnefter detførste ordsanctus(hellig) i lovsangen ved dennehøjtideligste delaf
messen, seFraRibeAmt 1971,s. 534ff. Reformatorerne gik skarpt imod læren om messeofret. Den lutherske kirke hævder, at Kristi offer på Golgataerdeteneste oghenviser til Hebræerbrevet9.12, ogendvidere til, at»i, medogunder brødetogvinen«,som manlegemligtmodtager, mødermanKristusogfår del i nadverens nådegave.
17. H. K. Kristensen:Ovtrup Sogn, s. 22. Braun: DerchristlicheAltar1,s.
610.
18. J.Helms:Tufstenskirkerl,s.150, 180.
19. Meddelelsefra M. Harborg. H. K. Kristensen: 0. HorneHd., s. 381.
Oplysning fra Varde Museum og Nationalmuseet. C. Andreasen i Fra RibeAmtVI,s. 343. Provstemer. Kai Schmidt, Esbjerg.Knud Krogh i FraRibeAmt1971,s.513-47.
20. P.Uldall iÅrb.Oldk.Hist. 1894,s.276ff. Trap: Danmark IX,2.s.998.
21. M.Mackeprang: Danmarksmiddelalderligedøbefonte.
22. A.Fabritius i Fra Ribe Amt1956,s.95ff.
Forfotografier,forskellige oplysningeroganden hjarlp takker jegpolitiassi¬
stentKnudJensen,Padborg,pens.skoleinspektør Morten Harborgogfrueog fruLave, V.Nebel, Nationalmuseet, lektorerne Bue KaaeogVernerBruhn, Esbjerg,provst emer.Kai Schmidt, Esbjerg, Varde Museum, museumsinspek¬
tørerne Søren Manøe Hansen, Ølgod, og Ole Faber, Varde, frk. Gunhild Jeppesen, Janderup,samtJørgenBruhn, Sig,for tegningen fig.12.
