Når Danske Bank bliver tysk...

M m

Nr. 39 6. november 2000 11

E

LEDER

Når Danske Bank bliver tysk...

ngang betroede en ældre kone sin præst, at hun havde testamenteret sine værdier til kirken. Præsten lovede hende, at hun herefter var sikker på at kom- me i himlen. Da hun var død og bankede på himmerigets port, blev hun forfærdet, da hun til sin store overraskelse så, at det var djævelen, der lukkede op. Hun protesterede voldsomt og spurgte, om ikke der forelå en misforstå- else, da hun jo var lovet en plads i himlen.

“Bare rolig,” sagde djævelen, “vi har fusioneret!”

Anekdoten er indsendt til dagbladet Information af en ældre kvindelig læser som et apropos til den forestående fusion mellem Danske Bank og BG Bank/Real- Danmark. Uden på nogen måde at antyde, at der også er en gud og djævel i den sag, illustrerer historien den skepsis og afmagtsfølelse, som mange danskere har over for fusionerne blandt de banker, der passer på deres pengesager.

Den kritiske holdning bakkes op af Forbrugerrådet, forbrugerombudsmanden, Arbejdernes Erhvervsråd, Håndværksrådet, Dansk Aktionærforening og en række andre organisationer. De frygter, at Danske Bank bliver for stor til lille Danmark med en markedsandel på ind- og udlån tæt på de 50 pct.

Den bekymring deler vi ikke. Tværtimod hilser vi fusionen velkommen. Den er forbundet med betydeligt mere tungtvejende fordele end ulemper. Og der er tale om en helt naturlig udvikling, som vanskeligt lader sig stoppe.

Og selvom Danske Bank næppe kan blive ret meget større, hverken i Danmark eller i Norden, slutter fusionsfesten ikke her. Tværtimod. Først nu er Danske Bank og de øvrige fire nordiske storbanker blevet så store, at de er til at få øje på for de langt større tyske, engelske og amerikanske banker. Så meget taler for, at vi en dag vågner op til nyheden om, at f.eks. Deutsche Bank har overtaget Danske Bank - på samme måde som Peter Straarup & Co. selv har ædt så mange små og mellemstore fisk i tidens løb.

Det vil være en helt logisk og naturlig udvikling i betragtning af den globale konsolidering, der raser i den finansielle sektor. Men vi gætter på, at en sådan nyhed ville ramme danske politikere, erhvervsledere og almindelige samfundsborgere som en bombe. Ikke bare fordi Danske Bank i den grad er kendt for at være sin egen. Også fordi konsekvenserne for det danske samfund af en global gigantfusion som denne vil være langt større for dem, der i øjeblikket bekymres så meget af Danske Banks fusion med RealDanmark.

Derfor: Lad os få den aktuelle diskussion overstået og i stedet tage fat på debat- ten om, hvad der sker og skal ske, hvis Danske Bank pludselig bliver tysk eller ameri- kansk. Det kan absolut ikke afvises, at det vil ske inden for en overskuelig fremtid.

Med hensyn til Danske Banks overtagelse af RealDanmark må kritikerne nok indse, at løbet er kørt. I sidste uge fik Danske Bank grønt lys fra aktionærerne, da 94,5 pct. af aktiekapitalen sagde ja til planerne. Herefter mangler Peter Straarup kun et tilsagn fra Konkurrencestyrelsen. Det kommer formentlig på onsdag med visse krav om, at storbanken skal reducere sin indflydelse i Københavns Fondsbørs, hvor den ejer 25 pct.

Tilsvarende kan man forestille sig, at ejerandelen i Værdipapircentralen og PBS-samar- bejdet, der bl.a. styrer Dankort-systemet, skal nedbringes.

Det lyder meget fornuftigt, at konkurrencemyndighederne forsøger at sikre, at Danske Bank ikke sætter sig helt på værdipapirhandelen. Men fra tidligere storfusioner i slagteri- og mejerisektoren ved vi, at der kun kan blive tale om mindre, nærmest sym- bolske lapperier på en udvikling, som vanskeligt lader sig standse.

Det bliver også stort set umuligt at gribe ind over for den dominerende position, Danske Bank får på ud- og indlånsmarkedet med en markedsandel på næsten 50 pct.

Det er det, kritikerne har harceleret mest over. Men det er der faktisk ingen grund til.

Danske bankkunder har masser af muligheder for at skifte bank, hvis de føler sig dårligt behandlet. Det er der tusindvis, der gør netop nu, meddeler foreningen Lokale Pengein- stitutter.

M m

2 Nr. 39 6. november 2000

Når trafikken fra dyre og dårlige til gode og billige pengeinstitutter generelt ikke er endnu større, er det ikke bankerne, men kunderne selv, der skal bebrejdes. De kunne flytte, hvis de ville. Dagbladene bringer den ene oversigt efter den anden, som viser meget betydelige renteforskelle mellem de forskellige danske banker.

Når hovedparten af kunderne alligevel er trofaste, skyldes det, at de ikke kan gennemskue de stærkt sammenblandede bank-, forsikrings- og realkreditprodukter, siger kritikerne. Men det løb er jo kørt for flere år siden, da de største banker blev finansielle supermarkeder. Danske Banks produkttilbud bliver ikke mere uigennemsku- elige af, at banken bliver større. Endelig kan utilfredse kunder til enhver tid opsige kontrakten og f.eks. få bankLån & Spar, en forsikring hos Codan og et realkreditlån hos Totalkredit eller en af de andre ganske mange tilbageværende konkurrenter.

Erfaringen viser, at fusioner ikke automatisk fører til billigere produkter. Men større enheder med større kapitalgrundlag og lavere omkostninger kan skabe grundlag for en større produktudvikling til stor gavn for kunderne. Bagsiden af fusionsmedaljen er, at mange hundrede medarbejdere bliver overflødige. Det rammer specielt hårdt i banksektoren, fordi mange har følt sig hævet over at være medlem af en A-kasse.

Under alle omstændigheder er der ingen vej uden om en løbende effektivisering, som ikke kan undgå at reducere medarbejderstaben.

Men tidens helt ultimative argument for fusionerne er, at det skaber større share- holder value til aktionærerne. Det er i stor udstrækning sket, allerede inden fusionen mel- lem Danske Bank og RealDanmark er blevet formelt godkendt. Kurserne er steget betydeligt, især fordi aktionærerne forventer, at gigantkoncernen bliver bedre til at tjene penge, når de betydelige synergier og omkostningsbesparelser høstes.

Ud fra samme logik vil Peter Straarup og Danske Banks øvrige ledelse have svært ved at argumentere imod, hvis det på et tidspunkt viser sig, at aktionærerne får mest ud af, at banken lader sig opkøbe af f.eks. Deutsche Bank, hollandske ABN Amro Bank eller britiske Lloyds. Samme indstilling vil der formentlig være hos storaktionæren A.P. Møller Gruppen, som menes af kontrollere mindst 30 pct. af aktiekapitalen.

Der er stærke rationelle argumenter for, at det vil gå den vej. Den betydelige konsolidering på de nordiske finansielle markeder har foreløbig resulteret i skabelsen af en superliga med fem gigantspillere, nemlig Nordea (Unibank), Danske Bank, SEB, Svenska Handelsbanken og FöreningsSparbanken. Men det karakteristiske er, at ingen af dem har ejermæssig forbindelse med det øvrige Europa eller den øvrige verden. Den tilstand varer naturligvis ikke ved. På et tidspunkt beslutter en af de langt større europæi- ske eller amerikanske banker sig for at lægge det velhavende og velfungerende nordiske marked ind under vingerne ved at købe en af de fem store op.

De nordiske storbanker har også selv betydelig interesse i at indgå i en større konstellation. Ganske vist er stordriftsfordelene på de almindelige udlånsforretninger mere usikre på tværs af grænserne. Men et større kapitalgrundlag giver bedre mulighe- der for at produktudvikle, f.eks. på internettet, som det er særdeles kapitalkrævende at have med at gøre. På erhvervsområdet stiller de store multinationale virksomheder også stigende krav om, at deres bankforbindelser kan være med hele kloden rundt. Og sidst, men ikke mindst, viser en række aktuelle amerikanske bankfusioner, at der er betydelige stordriftsfordele i det særdeles lukrative område for investment banking. Jo flere insti- tutionelle investorer en investeringsbank har kontakt til globalt, des større chance har de for at stå for de børsemissioner, som er en af branchens bedste indtjeningskilder.

Drivkræfterne som kan føre til, at f.eks. Deutsche Bank opkøber Danske Bank, er altså til at få øje på. Men hvad med konsekvenserne?

Hvad vil de danske politikere og bankkunder sige til, at ansvaret for forvaltnin- gen af for milliarder af pensionsopsparingskroner flyttes væk fra Danmark? Til Frank- furt, hvor forvaltningen indgår som en beskeden del af en langt større formuepleje?

Eller til Italien, Spanien eller Grækenland, hvis Deutsche Bank pludselig beslutter sig for at sælge den del af bankens aktiviteter fra for at koncentrere sig om noget mere lukra- tivt?

Er det danske Finanstilsyn og andre myndigheder parat til at tage udfordringen op, i en situation hvor halvdelen af det danske udlånsmarked kontrolleres af finansfolk i Frankfurt, som absolut ikke har tænkt sig at tage specielle hensyn til danske interesser?

Det er blot nogle af de mange spørgsmål, udviklingen rejser. Vi sidder ikke inde

M m

Nr. 39 6. november 2000 33

med svaret på dem. Men de er så væsentlige for hele det danske samfund, at de fortje- ner at indgå i debatten - inden det er for sent.

Mandag Morgen