Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Kompleks almindelighed

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

magasinet Humaniora

4 2 0 06

n u m m e r 4 d e c e m b e r 2 0 0 6

Juletiden er som bekendt fuld af forventninger. Det gælder også i Forsknings- rådet for Kultur og Kommunikation. Men i år er forventningerne nok ekstra høje.

Inden jul bliver EU’s 7. rammeprogram endelig vedtaget, og man kan kon- statere, at der i forhold til de tidligere rammeprogrammer åbner sig flere døre for humanistiske forskere. Først og fremmest har humanisterne de samme muligheder som alle andre under det såkaldte Ideas-program, som Det Eu- ropæiske Forskningsråd er en del af. Men også et program som People-pro- grammet og det generelle samarbejdsprogram bør tiltrække humanistiske forskere.

Herhjemme er der indgået forlig om udmøntningen af Globaliseringspuljen, der sikrer en markant stigning i forskningsbevillingerne i de kommende år.

Selvom vi ikke vil stikke os selv blår i øjnene, så mener vi, at vi har en begrundet forventning om, at en del af de mange penge også vil komme det humanistiske forskningsområde til gode.

Vi står altså i en sjælden situation, hvor vi kan se frem til større bevillinger.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi udnytter denne situation bedst muligt? I forhold til de mange støtteværdige projektforslag vi modtager, har vi i mange år haft alt for få penge til vores rådighed. Udover at det selvfølgelig har betydet, at vi har måttet give mange flere afslag, end vi har brudt os om, så har det også betydet, at der er givet beskårne og for kortvarige bevillinger til den bedste forskning. Det har ikke kunnet undgå at vænne forskerne til at tænke i mindre projekter og kortere tidsrammer, end de måske i virkeligheden har lyst til.

I FKK vil vi derfor gerne vænne det humanistiske forskersamfund til igen at tænke stort, når der skal formuleres nye forskningsprojekter. Som det fremgår af omtalen af vores uddeling i november på s. 38-39 i dette nummer af Maga-

sinet Humaniora, valgte vi at bevilge 7 mio. kr. til et enkelt center. Selvom det i mange andre sammenhænge ikke vil fremstå som et tårnhøjt beløb, så er det immervæk en ret stor procentdel af vores samlede budget, der er gået til en enkelt bevilling. Og det er den vej, vi vil gå videre ad i fremtiden: Ansøgere skal kunne få finansieret deres projekter fuldt ud i højere grad, end det hidtil har været tilfældet, og vi vil fortsætte med at udvikle vore støttemuligheder og udbyde flere større og længerevarende projekter i takt med, at bevillingerne forhåbentlig øges. Heldigvis kunne vi ved uddelingen se, at der var en høj kvalitet og flot sammenhæng i de kollektive projekter, og at mange miljøer allerede er klædt på til fremtiden.

Vi er klar over, at man på flere områder faktisk kan komme ret langt med relativt små beløb. Det gælder fx området forskningskommunikation. At vi vil tilskynde til at tænke større, betyder ikke, at der ikke længere skal kommu- nikeres. Tværtimod skal man se forskningskommunikationen som en naturlig del af det projekt, den udspringer af - og dermed også med sin egen post i det samlede budget. Men samtidig vil vi også gerne opfordre forskningsin- stitutionerne til at tænke over, om de i virkeligheden ikke er de bedst egnede til at varetage uddelingen af disse mindre beløb til deres egne forskere?

Hvad så med den enkelte forsker? Er det nu kun ’miljøer’, der kan komme i betragtning til forskningsrådsbevillinger? Skal alle projekter nu være så store, at forskningstiden først og fremmest går til ledelse og koordinering? Nej!

Det hele starter stadig med den enkelte forsker og den gode idé, og det vil det også gøre i fremtiden. Men hvis man har held med at samle en række af sine bedste fagfæller om den gode idé, så bliver det altså ikke FKK, der slår bremserne i.

FORVENTNINGENS TID

Af Kirsten Drotner

Postbefordret blad (0900 KHC)

Smag og samfundsmæssigt fællesskab Danske værdier Dissektion af en superstjerne

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Hum.oms.4-2006.indd 1

Hum.oms.4-2006.indd 1 18/12/06 13:53:2218/12/06 13:53:22

(3)

i n d h o l d

A R T I K L E R

4 Dissektion af en superstjerne Af Ernst Jonas Bencard

Bertel Thorvaldsens breve er den vigtigste kilde til den kanoniserede billedhuggers liv og værk. Et nyoprettet forskningscenter på Thor- valdsens Museum udgiver brevene i en internetbaseret database.

8 Skal vi adskille religion og demokrati?

Af Johannes Adamsen

Religion har sin plads i demokratiet, men det kræver, at religionen indgår i et dannelsesprojekt, hvor religion bidrager til menneskets selvforståelse og ikke tankeløst og postulerende ophæver forståel- sen. Med andre ord: at religion medvirker til menneskelivets kultivering.

12 Danske værdier Af Sune Lægaard

Hvis formålet med at tale om ‘danske værdier’ er at sikre inklusion og sammenhængskraft i samfundet i lyset af indvandring, er det afgø- rende, at disse værdier ikke påkaldes på måder, der utilsigtet bidrager til eksklusion og splittelse.

16 Tolerancens ru jord Af Anne Marie Pahuus

Den tysk-amerikanske fi losof Hannah Arendt og K.E. Løgstrup har en gennemgående tanke til fælles og denne tanke er mere politisk aktuel end nogensinde. Den handler nemlig om tolerance i en noget dybere forstand end den, der blot handler om at tåle de mennesker, man er tvunget til at dele verden med.

22 Menneskeracernes metafysik Af Kim Su Rasmussen

“De sorte er særdeles ædle, men på negervis, og så snakkesalige, at de må jages fra hinanden ved hjælp af prygl.” Om racetænkningen hos oplysningsfi losoffen Immanuel Kant.

nummer 4 december 2006 21. årgang

S I D E 4

28 Smag og samfundsmæssigt fællesskab Af Henrik Kaare Nielsen

Det er ikke længere eliten, der bestemmer, hvad der er den hersken- de smag. Det er selvfølgelig frigørende, men det er også en udfor- dring til det samfundsmæssige fællesskab: Pluralisme må ikke ende i privatistisk selvtilstrækkelighed.

34 Kompleks almindelighed Af Kjeld Vindum

Dansk arkitektur klarer sig fi nt internationalt, men holder det i læng- den? Et forskningsprojekt lægger op til faglig selvrefl eksion.

38 FKKs årlige uddeling

F A S T S T O F

40 Nye bevillinger 48 Publikationsoversigt 50 Kort nyt

51 Rådsmedlemmer 52 Leder

S I D E 1 6 S I D E 3 4

Humaniora 4-2006.indd 2

Humaniora 4-2006.indd 2 18/12/06 13:50:2918/12/06 13:50:29

(4)

magasinet Humaniora

Magasinet Humaniora udgives af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikati- on. Rådet støtter ny forskning og rådgiver offentlige myndigheder om huma- nistisk forskning i Danmark. FKK er et af de fem statslige forskningsråd under Det Frie Forskningsråd, der sekretariatsbetjenes af Forsknings- og Innovati- onsstyrelsen.

Magasinet Humaniora udkommer fi re gange om året.

Næste nummer i februar 2007.

Redaktionens adresse Magasinet Humaniora

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation Forsknings- og Innovationsstyrelsen Bredgade 40

1260 København K

Ansvarshavende redaktør Steen Bruun Jensen Telefon: 35 44 63 64 E-mail: sbj@fi st.dk

Abonnement

Henvendelse til redaktøren

Pris: 150,- kr. for private og 200,- kr. for institutioner.

FKK’s informationsudvalg Professor, dr.phil. Kirsten Drotner Professor, ph.d. Anne Marie Bülow-Møller Docent, D.Phil. Hans Fink

Lektor, dr.phil. Anne Løkke

Grafi sk design: Marianne Dunker Jensen Tryk: Clichéfa Tryk AS

Forsidefoto: Getty Images

Trykt på svanemærket papir

Oplag: 1200 ISSN: 0903-2401

Dette og tidligere numre kan læses på www.forsk.dk/fkk/humaniora

“SET FRA ET UNIVERSITÆRT synspunkt er hårdkogt posi-

tivisme umoderne i vore dages humanvidenskaber, og set fra museernes eventorienterede formidlingssynspunkt er projektet helt og aldeles usexet.”

Sådan skriver Ernst Jonas Bencard i den første artikel i dette nummer af Magasinet Humaniora i forbindelse med det Bertel Thorvaldsen-brevprojekt, han arbejder på. Thorvaldsens breve er den vigtigste kilde til den berømte billedhuggers liv og værk, men det er desværre få kunstnere, der udsættes for den type kil- dekortlægning. Selv navne som Weie, Eckersberg, Hammershøi og Willumsen mangler oversigtsværker.

“Det største problem ved denne empirimangel er, at visse tolkninger vinder hævd, og at forskningen let forfalder til ukritisk at gentage de betragtninger og domme, der tidligere har bund- fældet sig”, skriver Bencard.

Udover artikler om emner som tolerance, danske værdi er og samfundsmæssigt fællesskab indeholder dette nummer af Magasinet Humaniora også beskrivelser af samtlige projekter, der blev støttet ved Forskningsrådet for Kultur og Kommunikati- ons store årlige uddeling.

Humaniora 4-2006.indd 3 18/12/06 13:50:3318/12/06 13:50:33

(5)

Rudolph Suhrlandt: Portræt af Thorvaldsen, 1810, olie på lærred, 62 x 49 cm.

Humaniora 4-2006.indd 4 18/12/06 13:50:3518/12/06 13:50:35

(6)

5

magasinet Humaniora december 2006

Dissektion af en superstjerne

Bertel Thorvaldsens breve er den vigtigste kilde til den kanoniserede billedhuggers liv og værk. Et nyoprettet forsknings- center på Thorvaldsens Museum udgiver brevene i en internetbaseret database. Af Ernst Jonas Bencard

To dage efter at 1800-tallets største danske kunstner, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, døde 24. marts 1844 i Det Kongelige Teater, blev hans lig obduceret i hans hjem på Char- lottenborg i København. Tre uger senere kunne man læse obduktionsrapporten i Ugeskrift for Læger affattet i en køligt, beskrivende prosa: “Hjerteposen var tom, Hjertet stort, bedækket med et temmelig tykt Lag Fedt…

Leveren var stor, mørkebrun, noget skjør, ikke særdeles blodrig. Galdeblæren indeholdt en ringe Mængde mørk Galde. Milten lille og blød. Nyrerne, Nyrebækkerne og Urinblæren fuldkommen naturlige… Tyndtarmens Sliim- hinde var paa sine Steder meget blodrig…

Tyktarmen var bleeg.”

Med disse tørt konstaterende ord slutter rapporten abrupt ikke uden anstrøg af absurd poesi. Dødsårsagen blev besynderligt nok ikke anført direkte, men obduktionslægerne var dog ikke i tvivl. Allerede samme dag med- delte de pressen, at Thorvaldsen døde af “en organisk Sygdom i Hjertet”, det vil slet og ret sige en blodprop i hjertet forårsaget af almindelig ælde.

Det er imidlertid ikke kun obduktionsrapporten, der giver mulighed for at granske Thorvaldsen i hjerte og nyre. På hans museum fi ndes nemlig et meget stort arkiv med ca. 4.300 dokumenter, som ud over den skrevne obduktionsrapport især rummer bil- ledhuggerens korrespondance. Brevene stammer fra familie og venner og fra det enorme netværk af europæiske kunstnere, kunstinteresserede og kunder, som Thor-

valdsen havde forbindelse med gennem hele sit liv. Der fi ndes også talrige brevudkast og kladder af Thorvaldsen selv og af de folk, der hjalp den vistnok ordblinde billedhugger med at skrive breve.

Efter kunstnerens død blev størsteparten af brevene fundet i en mørk kælder under Thorvaldsens lejlighed i Rom af hans første biograf Just Mathias Thiele. Brevene var stop- pet ned i nogle store tønder, som Thor- valdsen havde fyldt op med “Muursteen, Glas, Leerklumper og andet Sligt”. Han var kendt for ikke at smide papir ud og genbrug- te det ofte til skitser, notater eller kladder til nye breve. Når bunken havde hobet sig for meget op, røg det hele øjensynlig ned i kæl- deren.

Brevene udgør primærkilden til vores viden om Thorvaldsens værker og hans arbejds- og privatliv. De bidrager også væsentligt til forståelse af bl.a. den europæi- ske nyklassicisme, de dansk-europæiske kul- turforbindelser i perioden, datidens skulptur- praksis, dansk sproghistorie m.m. og rummer i det hele taget stof til adskillige artikler og bøger. Brevene er kun få gange blevet gen- nemgået, og selvom de i dag foreligger tyde- de og indtastede som Word-fi ler, savner de en systematisk bearbejdning og den forkla- rende ramme, der ville kunne gøre de tusind- vis af oplysninger tilgængelige, søg- og brug- bare.

I løbet af de næste fem år skal dette væsentlige kildemateriale endevendes; ind- holdet af hvert brev skal identifi ceres og sæt-

tes ind i sin rette sammenhæng. Resultaterne publiceres løbende på Thorvaldsens Muse- ums hjemmeside i en brugervenlig database, der bliver et veritabelt Thorvaldsen-leksikon med billeder, person- og emneregistre, kro- nologiske oversigter, avancerede søgemulig- heder, referenceartikler foruden et hav af kommentarer til de ikke umiddelbart forståe- lige steder i brevene. Brevbasen lægges på nettet frit tilgængeligt som open source for alle, der interesserer sig for Thorvaldsen – læg som lærd.

Til at forestå udgivelsen og dissekere og kommentere den enorme informations- mængde, brevene rummer, har Thorvaldsens Museum oprettet et forskningscenter ved hjælp af en storstilet, generøs bevilling fra Velux Fonden på 4,2 mio. kr. Centret beman- des med tre kunsthistorikere på fuld tid samt en studentermedarbejder.

Et utrendy projekt? Den enorme opgave åbner nogle grundlæggende forskningsmæs- sige perspektiver: En kildepublikation som nærværende er en ret så eksotisk fugl i det kunsthistoriske reservat – og, så vidt vides, også i andre humanistiske fag. Dét at publi- cere kilder til en kunstners værk har ikke engang lavstatus i dagens kunsthistorie – det kommer end ikke ind på skalaen for relevant forskningsaktivitet. Når dét at udgive breve ikke betragtes som cutting edge, skyldes det ikke egentlig ringeagt for denne disciplin,

Humaniora 4-2006.indd 5 18/12/06 13:50:3918/12/06 13:50:39

(7)

6 magasinet Humaniora december 2006

men snarere dét, at den er gået i glemmebo- gen. Med de sidste par årtiers teoribevidste ny kunsthistorie, poststrukturalisme, social- konstruktivisme og hva’ har vi, så er empiritung forskning i høj grad gået bag af dansen.

For meget empiri er utrendy.

Men skal man gennemforske en brevsam- ling som fx Thorvaldsens, er udgangspunktet i højere grad empirien end teorien. Her arbejdes der ikke med nogen på forhånd fastlagt tese. Her bestemmer materialet i høj grad, hvilken vej man går, og hvad man skal beskæftige sig med. Man arbejder med en jævntsvævende opmærksomhed, som Freud siger om psykoanalytikerens arbejdsmetode:

Man ved ikke præcis, hvad der vil vise sig, men holder sin viden på stand by, hvis en sammenhæng pludselig skulle materialisere sig.

At fremlægge en kommenteret udgave af Thorvaldsens breve er med andre ord en meget bunden opgave, og herved står den i modsætning til vores almindelige opfattelse af et forskningsprojekt, hvor forskeren frit vælger sit emne, sin synsvinkel og sin meto- de. Man taler i faget let nedladende om museumsforskning som en art underudviklet lillebror til den egentlige universitære forskning og tænker derved netop på fx fremlæg- gelse af dagbøger, skrifter eller andet kildemateriale, der af tilfældige årsager er havnet på museum, eller på udgivelse af bestands- kataloger over museers samlinger o.a.

Set fra et nutidigt forskningsperspektiv hæm- mes den såkaldte museumsforskning altså af sit empiriske udgangspunkt. Men det selv- samme udgangspunkt kunne ligesåvel betragtes som en fordel. Styrken ved et projekt som udgivelsen af Thorvaldsens breve ligger netop i den besindelse på fakta, som projektet indebærer. Brevene kortlægger i detaljer, hvad der skete hvornår og i hvilken anledning; hvem der var involveret og hvilke betingelser, der i det hele taget gjorde sig gældende for Thorvaldsens produktion af værker.

En kommenteret udgivelse af primærkilder som fx breve skal dermed først og fremmest gøre det muligt at skelne mellem, hvad der rent faktisk er belæg for at hævde, og hvad der må betegnes som viderefortolkninger af disse kendsgerninger. I den henseende kan Thorvaldsens obduktionsrapport siges at være et manifest for empirisk funderede forskningsprojekter. I sin kliniske positivistiske rus bestræber rapporten sig kun på at frem- lægge fakta i den tro, at man herved kommer sandheden nærmere. Brevudgivelsen benytter sig for så vidt af samme fremgangs- måde, idet der her fremlægges den ene kilde efter den anden som dokumentation for det grundlag, hvorudfra vi kan udtale os om Thorvaldsen. Brevene publiceres dog ikke uden forskersubjektets muligvis farvede kommentarer, og der er løbende mulighed for at fremstille temaer i brevstoffet i mere

tolkende og mindre positivistiske referenceartikler. Det tilstræbes dog at fremlægge brevene så sobert som muligt for at stille materialet til rådighed for videre bearbejdning.

Udgivelsen af Thorvaldsens breve bliver for- håbentlig en standardreference for den videre forskning i hans kunst.

Empirimangel Selv om brevprojektet kan udstyres med den lidet fl atterende betegnel- se “museumsforskning”, er der paradoksalt nok kun et fåtal af danske kunstmuseer, der har mandskab, tid eller penge til at kaste sig ud i lignende projekter. Forskningsaktiviteten på museerne er i det hele taget med få undtagelser nærmest ikke eksisterende trods den forskningsforpligtelse, som museumslo- ven pålægger museerne. Aktivitet er der dog masser af, men det er primært i formidlin- gens (og administrationens) navn – der pro- duceres udstillinger som aldrig før, men de er kun sjældent forskningsbaserede; udstillin- gers formål er at indgå i den besøgstalsfun- derede eventkultur, ikke at producere ny viden. Formidlingen af den eksisterende viden er mere end tilstrækkelig, og der er hverken tid eller kræfter til at undersøge sagerne på ny. Formidling og forskning lever stort set hvert sit adskilte liv i nutidens domi- nerende museumskultur, og fokus samler sig i dén grad om formidlingen, at den kan siges at udgøre en trussel mod et museums forsk- ningsprofi l.

Det er ganske betegnende for denne forskningsmæssige krisetilstand på museerne, at brevprojektet er fi nansieret med ude- frakommende midler. Selvom brevudgivelsen har stået øverst på museets ønskeliste i fl ere årtier, har det ikke været muligt for det fast- ansatte personale at afse tid til den enorme ERNST JONAS BENCARD er mag.art. i kunsthistorie og videnskabelig medarbejder ved

Thorvaldsens Museum. Brevprojektet blev igangsat pr. 1.10.2004 på en 1½-årig bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og fortsættes nu med Velux Fonden som sponsor.

Han har tidligere bl.a. arrangeret udstillingerne Afmagt på Thorvaldsens Museum i 2002 og Blomsten som billede på Louisiana i 2004.

Humaniora 4-2006.indd 6 18/12/06 13:50:4018/12/06 13:50:40

(8)

7

opgave. Ja, faktisk har man fl ere gange påbe- gyndt projektet siden 1930’ernes slutning, men uden tilnærmelsesvis at kunne fuldføre det. Dette er ikke nogen enestående situation for Thorvaldsens Museum; intet dansk museum ville kunne forsvare at trække så mange årsværk ud af budgettet for at realise- re lignende projekter, uanset hvor fagligt nødvendigt behovet ellers måtte være.

Og behovet eksisterer skam. Store over- sigtsværker over selv de største danske kunstnere som fx Weie, Eckersberg, Ham- mershøi, Willumsen o.a. er en mangelvare.

Det er kun et fåtal, der har været udsat for den type kildekortlægning, som Thorvaldsen nu underkastes. Det største problem ved denne empirimangel er, at visse tolkninger vinder hævd, og at forskningen let forfalder til ukritisk at gentage de betragtninger og domme, der tidligere har bundfældet sig.

Naturligvis kender man for størsteparten af danske kunstneres vedkommende de værker og kilder, der antages at være de vigtigste, men dette kendskab hviler meget ofte på et ufuldstændigt grundlag, der hindrer, at tinge- ne kan tages op til revision.

Et grundlag for videre forskning Brevpro- jektet placerer sig i et forskningsmæssigt ingenmandsland: Set fra et universitært synspunkt er hårdkogt positivisme umoderne i vore dages humanvidenskaber, og set fra museernes eventorienterede formidlingssynspunkt er projektet helt og aldeles usexet.

Så hvad skal vi med det? Projektet holder enkle, klassiske dyder i hævd, nemlig at god forskning hviler på et solidt empirisk grundlag; og at det faktisk er muligt at fastlægge et sådant grundlag. Det kan umiddelbart virke overfl ødigt at påpege sådanne selvfølgelig-

heder, men i lyset af nutidens store empiri- underskud og empiribehov i dansk kunsthi- storieforskning forekommer en skærpet bevidsthed om empiriens status yderst til- trængt. Det skal dog påpeges, at trods brev- projektets positivistiske beskaffenhed, næres der ingen naive illusioner om, at en endegyl- dig sand fremstilling af Thorvaldsens virke kan opnås. Projektet sigter ikke mod at frem- lægge et kildegrundlag, så Thorvaldsen- opfattelsen fremover kan stivne i én bestemt form. Ud over at øge vores viden om billed- huggerens virke, så er målet med brevudgivelsen snarere at give lejlighed til at gå de gængse domme over Thorvaldsens værker efter i sømmene, revidere den eksisterende viden, korrigere fejlagtige antagelser og gene- rere ny forskning. At lægge kilder blot åbner til stadighed mulighed for at se på historien med friske øjne.

Hvorfor obducerede man egentlig Thor- valdsen? Og hvorfor offentliggjorde man resultatet? Det melder historien ikke umiddelbart noget om. Bladrer man rundt i Uge- skrift for Læger i 1840’erne, synes det kun at have været i ekstraordinære tilfælde, at en obduktion kom til offentlighedens kendskab.

Der er intet i rapportens benhårde saglighed, der tyder på, at man hemmeligt nærede et romantisk håb om at fi nde en abnormitet, der kunne forklare Thorvaldsens geni.

Bevæggrunden for obduktionsrapportens offentliggørelse synes snarere at have været, at megastjernens død påkaldte sig så stor interesse, at alle kendsgerninger skulle læg- ges frem. Det er samme ønske om demokratisk åbenhed, der motiverer offentliggørelse af Thorvaldsens breve. De danner et meget væsentligt grundlag for forståelsen af hans værk, og jo fastere grund, man har under fødderne, jo større skridt kan man tage.

■ Brevudkast af 22.7. 1809 fra Bertel Thorvaldsen til

Herman Schubart med udkast til relieffet Amor klager til Venus over stikket af en bi, 1809.

Med de sidste par årtiers teoribevidste ny kunsthistorie, poststrukturalisme, socialkonstruk- tivisme og hva’ har vi, så er empiritung forskning i høj grad gået bag af dansen.

For meget empiri er utrendy.

Humaniora 4-2006.indd 7 18/12/06 13:50:4018/12/06 13:50:40

(9)

Man kan fremsætte den påstand, at den moderne verden bliver til, idet det arbejden- de og handlende liv, altså det aktive og fl ygti- ge liv, ikke længere er underordnet et tæn- kende, bedende og kontemplativt liv.

Europa, det vil sige den latinske, katolske, kristenhed, var netop blevet til i kraft af kir- kens organiserende kraft. Væsentlige i denne gigantiske orden var klostrene. Steder, hvor man beder. Syv gange i døgnet, fra midt om natten til efter solnedgang, året rundt, århundred efter århundred. At holde bønnen i gang var vigtigere end noget andet (ideelt set). Små og store donationer blev givet, for at et kloster skulle læse/bede for bestandigt over afdøde sjæle. At gå i kloster og vie sit liv til bønnen var fortjenstfuldt, og på trods af misbrug, intern magt og muligvis ekstern dit- to var det en væsentlig faktor – indtil Luther.

Luther, som viede sig til augustinereremit- klostret i Erfurt (1505), kom frem til, at det faktisk var en teologisk, kristelig misforståel- se. Klosterlivet var ikke vigtigere og mere kri- steligt end skomagerens af samme grund så berømte læst, hvorved han skulle blive – og netop blive, fordi det var et kristent kald at tjene på den måde, simpelthen fordi det var nyttigt. Dog mente selv samme Luther da så sandelig også, at skomageren skulle bede og

gå i kirke for at høre Guds ord, evangeliet.

Religionsfrit område I de seneste år – og intensivt siden september 2001 – har diskus- sionerne bølget om forholdet mellem religion og politik i almindelighed. Forholdet er meget enkelt – ifølge en udbredt holdning i store dele af især den vestlige verden. Og ganske særligt i Danmark står det lysende klart:

Adskil religion og politik. Det siges som man- tra (et religiøst begreb!) tidligt og sent. Og det med så stor fasthed i stemmen og almindelig overbevisning, at man skulle være et skarn, om man ikke forstod det.

Hører man godt efter, kan man fi nde især to typiske begrundelser, begge stort set betragtet som uantastelige. Den ene lyder, at demokratiet skyldes Luthers skelnen mellem verdsligt og åndeligt, og nogle tilføjer endda, at har man ikke den baggrund, kan man ikke forstå demokratiet, i hvert fald ikke det danske. Den anden begrundelse lyder, at vi i Europa har gennemgået en oplysningstid, hvor vi har lært at adskille religion og politik.

Hvor nogle så tilføjer, at uden oplysningstid intet demokrati.

Når man nu som jeg i længere tid har

beskæftiget sig med knap så kendte sider af det 18. århundrede, er det næsten overvæl- dende, hvor aktuelle mine nuværende studi- er er. Dvs. jeg kan i aviser dagligt læse og i fjernsyn og radio dagligt høre om ”religion og demokratiets legitimation”, som jeg har kaldt mit projekt. Og jeg kan sådan set også dagligt få bekræftet, at meget trænger til at blive genoptaget og uddybet.

Lad mig give et eksempel. Der er ganske bred enighed om, at religion og politik skal adskilles, og at det betyder – hvis man spør- ger nærmere til det – at religion ikke hører til i det offentlige rum. Politik (demokrati) er med andre ord principielt religionsfrit områ- de. Det lette modargument, jævnligt frem- ført, hedder, at Folketingets åbning i oktober dog begynder med en gudstjeneste. Selv om indvendingen står umodsagt, er den stadig relevant: Hvorfor begynder tingets årlige samling med en gudstjeneste? Det skulle vel ikke hænge sammen med, at lige som den upolitiske folkekirke i alle kirker til højmesse beder for øvrigheden, sådan søger ”øvrighe- den” forbøn og velsignelse for sit virke?

En anden indvending er mere afgørende.

Når man selvsikkert hævder, at man skal adskille religion og politik, kan man spørge til defi nitionen. Hvad er nærmere bestemt reli-

Religion har sin plads i demokratiet, men det kræver, at religionen indgår i et dannelsesprojekt, hvor religion bidrager til menneskets selvfor- ståelse og ikke tankeløst og postulerende ophæver forståelsen. Med andre ord: at religion medvirker til menneskelivets kultivering. Af Johannes Adamsen

Skal vi adskille religion og demokrati?

Humaniora 4-2006.indd 8 18/12/06 13:50:4218/12/06 13:50:42

(10)

Den grundlovsgivende forsamlings første møde den 23. oktober 1848 i Rigsdagssalen på Christiansborg Slot. Constantin Hansen. Foto: Frederiksborgmuseet/Lennart Larsen

magasinet Humaniora december 2006 9

Humaniora 4-2006.indd 9 18/12/06 13:50:4318/12/06 13:50:43

(11)

gion, og hvad er politik? Spørger man respek- tive fagfolk, bliver man end ikke forvirret på et højere niveau, for der er overhovedet ikke tilnærmelsesvis konsensus om defi nitioner- ne. I vores sammenhæng, dvs. angående adskillelsen, er sagen vist, at ’religion’ og

’politik’ defi nerer hinanden. Ikke sådan at vi får at vide, hvad religion hhv. politik er, men sådan at det, som ikke er religion, er politik, og omvendt. Det er præcis derfor, at sager, som i et samfund (politisk kultur) betragtes som uden politisk interesse i et andet samfund bliver genstand for intens diskussion, der resulterer i lovgivning. Fx tørklædesagen i Frankrig. De tørklæder, som, skønt naturligvis religiøst betinget, i Frankrig betragtes som en politisk manifestation, bliver (endnu) i Stor- britannien anskuet som tilhørende privatsfæ- ren, altså som kun religion. Andre eksempler kunne være hellige aber og køer, eller uhelli- ge (urene) svin og hunde.

Offentlig vs. privat Som antydet, ligger der bag det noget selvsikre skel mellem religion og politik et andet skel, det mellem offentligt og privat. Politik er jo selvklart offentligt, og til det naturlige i distinktionen hører så, at religion er en privat sag. Her skulle om ikke alarm- så dog kirkeklokker ringe: Kaldet fra kirkeklok-

kerne er klart offentligt. Religion trænger sig på. Ganske vist hører vi ikke muezzinens bønskald herhjemme, men vi ser masser af offentlige ytringer om religion. Også her er problemet det selvfølgeliges lidt for store selvfølgelighed. Er distinktionen mellem offentlig og privat nu så klar. Stammer den ikke reelt, også sprogligt, fra en romersk sam- menhæng, hvor privat betød uden for retslig regulering? Fra dengang det var husherrens ret at slå slaven, ja at slå ham ihjel? Griber moderne lovgivning med andre ord ikke dybt ind i det private (selv revselsesretten er afskaffet)? Og trænger ikke reklamer ind i selv samme private sfære? Og omvendt, hjælper ikke massemedier, især fjernsynet (og nu webcam) til at privat eksponeres offentligt i betydeligt omfang?

Eller omvendt: Er det private erhvervsliv ikke et offentligt anliggende (men ikke-stats- ligt)? Og byder det private ikke ind på offentlige opgaver, i stat og kommune? Eller fungerer den offentlige debat overhovedet uden at trække på eller direkte bruge argumenter af anden oprindelse? Spørgsmålet kan skærpes:

Vil demokratiet i det hele taget kunne funge- re uden religion? Spørgsmålet kommer bl.a.

fra den historiske iagttagelse, at demokratiet er skrøbeligt, og at længerevarende stabile demokratier, med få undtagelser, er yderst sjældne før 1945. Nogen mener derfor, at

demokrati ikke kan undvære religion for at bevare dets stabilitet (hvor religion så ses som garant for etikken).

Skellet religion-demokrati hænger således sammen med skellet offentligt/privat. Men et tredje skel lurer bag, et skel som sjældent artikuleres: Skellet mellem følelser og fornuft.

Ofte antages det, at religion kun kan forstås som forbundet med følelser og derfor må ses som irrationel, eller slutningen går mod- sat; religion er irrationel og er derfor henvist til følelsernes tilfældige og argumentresisten- te gebet. At dette skel oftest er ubevidst hænger dels sammen med noget selvfølge- ligt, som kommer fra religionskritikkens sejrs- march (bl.a. via psykoanalysens dominans, i raffi neret eller trivialiseret aftapning), dels med at en bevidstgørelse i sig selv er temmelig truende: Som om politik i almindelighed forstås som tilhørende det rationelles åbne dimension. (En politiker skrev for nogle år siden en bog med titlen ”Så gik der politik i det”; altså, siger politikeren, Birthe Rønn Hornbech, at når sagen bliver politisk, bliver den usaglig, emotionel!)

På egne præmisser Hvor sidstnævnte skel er en udbredt modernistisk misforståelse (fornuft er ikke en modsætning til følelser, men JOHANNES ADAMSEN er forskningslektor, ph.d., ved Afdeling for

Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet. Har udgivet ‘Skorpionens gift. Vilh. Grønbechs kritik af kristendom og kultur i lyset af Herders og Nietzsches tænkning’ (Hovedland 2002), samt artikler om bl.a.

Johann Gottfried Herder, oplysningstiden, dannelse, religion og offentlighed. Han er netop ved at færdiggøre forskningsprojektet ‘Religion og demokratiets legitimation’, der er støttet af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

Humaniora 4-2006.indd 10 18/12/06 13:50:4418/12/06 13:50:44

(12)

til ufornuft), så er distinktionen privat/offentlig i sig selv god nok, men trænger til præcise- ring, og ikke mindst må det genundersøges og –overvejes, om det belyser noget væsent- ligt angående religion og demokrati. Og i bekræftende fald hvad der belyses?

Til det formål er det vigtigt at være opmærksom på ovenfor antydede tendens til at lade politik og religion afgrænse hinanden gensidigt. Så det bliver et væsentligt tema at analysere politik og ikke mindst demokrati så at sige på egne præmisser. Det har to grunde.

For det første den elementære, at religionens position ikke er selvfølgelig i relation til demokratiet, hvad der ikke mindst hænger sammen med forestillingen om demokrati som et produkt af den oplysningstid, som anses for at være en reaktion på religions indfl ydelse og især på religionskrige og –stridigheder. For det andet, selv om man antager eller når frem til, at religion er afgørende for demokrati, så er det stadig vigtigt både at kunne sige noget holdbart om de forskellige religioners forhold til den demokratiske styreform, og til- svarende at kunne undgå en fælles front mod ikke-religiøse af enhver afskygning.

Det må derfor være på sin plads at overveje, hvordan demokrati faktisk kan legitime- res. Hvilke grunde gives der til demokratiets forsvar, og hvorfra kom de – det er jo principielt muligt, at det er en overstået epoke! –

eller kommer de? I den sammenhæng må man spørge til den udbredte og i og for sig korrekte antagelse, at demokrati er forbundet med folkesuverænitet, folkets selvbestem- melse. Problemer med den antagelse er der mange af: Både spørgsmålet om, hvad et folk er (og dermed spørgsmålet om nationalismen er en bestandig konsekvens af demokratiet), og om opfattelsen af folkesuveræni- tet hænger sammen med forestillingen om repræsentativt demokrati, indirekte demokrati. Demokratiets modstandere har jo blandt andet kunnet løbe demokratiet over ende ved at give fl ertallet diktatoriske rettigheder eller ved at udnævne en enehersker (jf. allerede Napoleon d. 3). Og nogle modsætter sig demokratiet ved at hævde, at folkesuve- rænitet er ugudelig.

Mit eget bud på demokratiets legitimation er temmelig enfoldigt – og alligevel kræven- de. Demokrati er forbundet med repræsenta- tion (og dermed mindretalsbeskyttelse), ‘rule by law’, magtdeling og magtkritik (og dermed offentlighed). Det krævende består i, at demokrati selvfølgelig ikke kan reduceres til en “electoralism” (afstemnings-isme) – som om Irak nu er et demokrati! Demokrati er krævende, fordi det er afhængigt af demokratiske borgere.

Derimod kan demokrati ikke forbindes entydigt med et modernistisk kulturprojekt,

som mere eller mindre eksplicit vil forstå til- værelsen videnskabeligt. Det vil sige, at for- søg på, især siden ‘det modernes gennem- brud’ her og i udlandet, at underordne kulturen generelt under et videnskabeligt ide- al både truer kulturen og demokratiet (og ødelægger videnskabsforståelsen!).

Det som nemlig kommer i klemme, er den forståe(n)de omgang med demokratiet, dvs. dets historiske betingelser og forudsæt- ninger. Og det er klart, at en væsentlig pointe i et sådant (falsk) videnskabsideal netop er, at religion er uvidenskabelig (hvilket er rigtig nok) og derfor meningsløs (hvilket nok er meningsløst).

Religion har altså sin plads i demokratiet, men det kræver selvfølgelig, at religionen i sin konkrete form indgår i et dannelsesprojekt, at religion altså bidrager til menneskets selvfor- ståelse og ikke tankeløst og postulerende ophæver forståelsen. Det kræver at religion med andre ord medvirker til menneskelivets kultivering. Og forskningen i religion skal netop ikke gøre kulturen religiøs, men kultivere samtalen om religion. I al offentlighed.

Hvad netop demokrati muliggør, fordi magten ikke kan misbruges til at gennem- tvinge meninger om menneskers selvforstå- else som sande.

■

magasinet Humaniora december 2006 11

Humaniora 4-2006.indd 11 18/12/06 13:50:4418/12/06 13:50:44

(13)

Siden indvandring for alvor kom på den politiske dagsorden i slutning af 90’erne og især i forbindelse med Dansk Folkepartis (DF) stadig stærkere position, har det været en udbredt opfattelse, at nationalisme spiller en vigtig rolle i dansk politik. Dette billede svarer endvidere godt til situationen i mange andre europæiske lande, hvor indvandring er blevet et centralt politisk emne sideløbende med fremkomsten af fremmedfjendske partier på højrefl øjen. Her er det ligeledes normalt at betragte partier som det østrigske Friheds- parti og den franske Front National som nationalistiske partier. Denne karakteristik er dog oftest først og fremmest en måde for modstandere at tage afstand fra partierne på, og tit ligger der ikke noget mere præcist eller teoretisk velbegrundet begreb om nationalis-

me til grund herfor.

Nationalismespørgsmålet bliver endnu mere interessant, hvis man overvejer, om ikke bare tydeligt fremmedfjendske partier på højrefl øjen er nationalistiske, men om der er tale om en bredere form for nationalisme i aktuel politik og det generelle forhold til indvandrere. Er VK-regeringens restriktive udlændingepolitik, som også socialdemokra- tiet støtter, fx et udtryk for nationalisme? Og hvad med de seneste års stramninger mht.

adgang til opholdstilladelse og statsborgerskab i Danmark?

For at forstå den aktuelle politiske situation og de konfl ikter mellem indvandrerminorite- ter og majoritetssamfund, som politikken både tager udgangspunkt i og afstedkommer, er det derfor interessant at overveje, om dis-

se udviklinger er udtryk for eller involverer nationalisme i en teoretisk interessant forstand.

Begreber om nationer og nationalisme Den traditionelle nationalismeforskning leve- rer ikke noget direkte svar på dette spørgs- mål, da der er stor uenighed både om, hvad nationer er, hvad forholdet mellem nationer og nationalisme er, og hvornår nationer og nationalisme opstår. Såkaldte modernister har traditionelt hævdet, at nationer er relativt moderne fænomener, og har endvidere ofte tilsluttet sig en eller anden form for konstruk- tivistisk synspunkt, ifølge hvilket nationer faktisk er produkter af nationalisme, enten i

Hvis formålet med at tale om ’danske værdier’ er at sikre inklusion og sammenhængskraft i samfundet i lyset af indvandring, er det afgørende, at disse værdier ikke påkaldes på måder, der utilsigtet bidrager til eksklusion og splittelse. Af Sune Lægaard

Danske værdier

Humaniora 4-2006.indd 12 18/12/06 13:50:4418/12/06 13:50:44

(14)

13

form af bevidste forsøg fra intellektuelle eliter på ‘nation-building’ eller som systemimpera- tiver forbundne til moderne industrisamfund og centraliserede stater. Begge disse synspunkter er blevet modsagt. Såkaldte perenni- alister hævder fx, at nationer eksisterede, før nationalismen opstod som politisk fænomen.

Andre teoretiske synspunkter, fx den såkaldte etno-symbolisme, accepterer en form for konstruktivisme, idet nationer og nationalisme ses som en slags fortløbende symbolske aktiviteter, men hævder at fi nde eksempler herpå i før-moderne tid.¹

Delvist uafhængigt af disse teoretiske uenigheder er der dog en vis enighed om nogle generelle træk ved nationer og nationalisme, som er interessante i forhold til spørgsmålet, om nationalisme spiller en rolle

i aktuel politik og i forhold til indvandring generelt. En nation er et i hvert fald delvist forestillet fællesskab², der, selv hvis det fx er et produkt af politiske processer, ikke kan reduceres til politisk medlemskab, dvs. det at have opholdstilladelse eller borgerskab i en stat. Nationalisme som politisk synspunkt hævder netop, at stat og nation bør være sammenfaldende,³ og herunder at politisk medlemskab skal være betinget af nationalt medlemskab, hvilket indebærer, at der må være en teoretisk forskel mellem de to typer medlemskab.

Desuden er det udbredt at operere med fl ere typer af nationer, afhængigt af hvori nationalt medlemskab hævdes at bestå. Nati- onalt medlemskab kan således i nogle tilfæl- de fx bestå i en forestilling om fælles etnici-

tet, hvorimod nationen i andre tilfælde primært er defi neret ved en forestilling om kulturelle eller religiøse fællestræk. Man kan derfor skelne mellem det indhold, som nationen i et givent tilfælde, eller en klasse af til- fælde, antages at have, og så den sociale funktion, dette indhold har. Den nationalitet eller nationale identitet, som binder personer sammen som medlemmer af et nationalt fællesskab, kan være karakteriseret på forskellige måder. Fx kan der være forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være

‘dansk’ (hvori ‘danskhed’ består), der dels er forskellige fra, hvori medlemskab af andre nationer antages at bestå, og fra andre opfattelser af danskhed. Det afgørende for, om der er tale om en opfattelse af nationalt medlemskab, og dermed en forestilling om Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Folketingets formand Christian Mejdahl med den jurastuderende Yonas Kiros, der vandt førstepræmien i en konkurrence udskrevet af integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) om demokrati og integration. Foto: Polfoto

Humaniora 4-2006.indd 13 18/12/06 13:50:4518/12/06 13:50:45

(15)

en nation, er derfor ikke den præcise karakteristik af fællesskabet, men hvilken måde denne fungerer på som et middel til at skelne mellem medlemmer og ‘fremmede’.

På denne baggrund er det muligt at disku- tere, om aktuelle fænomener er udtryk for en slags nationalisme, uden at man på for- hånd må forpligtige sig på en færdig teoretisk helhedsopfattelse af, hvad nationer er, hvor- når de opstår, og hvad årsagerne hertil er.

Spørgsmålet bliver nu blot, om den aktuelle type politik i forhold til indvandring, eller det aktuelle forhold mellem indvandrere og majoritetssamfund mere generelt, involverer forestillinger om, hvad der karakteriserer henholdsvis ‘os’ og ‘dem’, fungerer på samme måde som opfattelser af nationer hævdes at gøre.

Danske værdier og indvandring Hvor det formentlig er rimeligt klart, at DFs specifi kke politikker og generelle ideologi er nationali- stisk, så er det mindre klart, om den bredere udlændinge- og integrationspolitik er det.

Godt nok er denne politik gennemført med støtte fra og stærkt påvirket af DF, men det er vigtigt at bemærke, at lovgivningen alligevel ikke umiddelbart lader til at være formu- leret ved hjælp af begreber om nationen, eller ‘danskhed’, og da slet ikke den slags traditionelle romantiske forestillinger herom som bl.a. fl orerer i DF. Ligegyldigt hvad man i øvrigt måtte mene om VK-regeringens udlændinge- og integrationspolitik, så må man indrømme, at den faktisk nærmere er begrundet i liberale værdier i bred forstand, dvs. idealer som ligestilling, individuel frihed, tolerance og ytringsfrihed, samt krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og påta-

ge sig de pligter, der følger medlemskab af et demokratisk velfærdssamfund. Man kan netop ikke anklage regeringen for at propagan- dere for en traditionel etnisk eller kulturel opfattelse af danskhed eller at gøre ophold i Danmark betinget af accept heraf – jf. Bertel Haarders bemærkning om, at han som integrationsminister ikke var minister for frikadel- ler og leverpostej.

Ikke desto mindre er det på baggrund af det ovenfor skitserede teoretiske begreb om nationalisme interessant at overveje, om der ikke alligevel kunne tænkes at være elemen- ter i politikken, der kunne være en form for nationalisme. Som sagt er det mest interessante spørgsmål nemlig ikke, om der er en traditionel etnisk eller kulturel opfattelse af nationen på spil, men om der markeres et skel mellem et fællesskab og grupper eller personer, der anses som ikke hørende til.

Hvis der fi nder en sådan konstruktion af sociale forskelle sted, er spørgsmålet endvidere om tildelingen af politisk medlemskab eller de goder, dette normalt berettiger til, gøres betinget af, om man anses som tilhø- rende dette fællesskab. I givet fald er der grund til at tale om en form for nationalisme, også selv om retorikken måske er anderledes end den traditionelt nationalistiske, og det forestillede fællesskab ikke karakteriseres, som nationen traditionelt er blevet det.

Et interessant tilfælde at overveje i denne forbindelse er påkaldelsen af ‘danske værdi- er’. Henvisninger hertil forekommer ofte i den almindelige samfundsdebat, men fi ndes også i mange af VK-regeringens handlingspla- ner og lovforslag, særligt i forbindelse med spørgsmål om indvandring og integration.

Således tales der i regeringens integrations- plan ‘En ny chance til alle’ om “det danske samfunds grundværdier”, hvorved der tæn-

kes på demokrati, respekt for det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, kønnenes ligestilling og tros- og ytringsfrihe- den, og grupper af indvandrere og efterkommere siges ikke at acceptere disse værdier, eller ligefrem at arbejde for ekstremisme.

Integrationsloven er på denne baggrund blevet ændret til at omfatte et krav om, at alle udlændinge som led i den såkaldte integrati- onskontrakt skal underskrive en erklæring om, at de vil respektere “samfundets grund- læggende værdier”. Accepten af disse ‘danske værdier’ er nu en yderligere betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse.

Ifølge den store velfærdsaftale skal familie- sammenføring endvidere, ud over de hidtidi- ge krav, gøres betinget af en bestået test i dansk og kendskab til danske samfundsfor- hold, der sikrer en grundlæggende viden om det danske samfund, herunder danske “nor- mer og værdier”. Et lignende krav om dokumentation af kendskab til danske samfunds- forhold, dansk kultur og historie ved en

‘indfødsretsprøve’ er nu også gældende som betingelse for at opnå statsborgerskab (ind- fødsret).

En social mekanisme Ikke alene er der alt- så en bred retorik om ‘danske værdier’, men denne påvirker også direkte lovgivningen i forhold til indvandring og de krav, der stilles til indvandrere og deres efterkommere. Til- slutning til disse værdier fremstår som en afgørende betingelse for at blive accepteret som medlem af det samfundsmæssige fæl- lesskab, i formel forstand (tilladelse til fami- liesammenføring, tildeling af permanent opholdstilladelse, tildeling af statsborgerskab), men sandelig også i en mere uformel

Humaniora 4-2006.indd 14 18/12/06 13:50:5018/12/06 13:50:50

(16)

15

SUNE LÆGAARD er ekstern lektor ved Afdeling for fi losofi , Institut for medier, erkendelse og formidling, Københavns Universitet. I november 2006 forsvarede han sin ph.d.-afhandling ’Liberal Nationalism, Pluralism and Stability’ om nationalisme og multikulturalisme i relation til immi- gration. Seneste publikationer: ’Feasibility and Stability in Normative Political Philosophy: The Case of Liberal Nationalism’, Ethical Theory and Moral Practice 9(4), 2006; ’Diskrimination og forbud mod muslimske tørklæder’ i Kasper Lippert-Rasmussen & Jesper Ryberg (red.): Født og forbliver lige og frie? Om diskrimination og etik; ’On the Prospects for a Liberal Theory of Recognition’, Res Publica: A Journal of Legal and Social Philosophy 11(4), 2005.

social forstand. Dette kommer direkte til udtryk i udpegningen af grupper af indvandrere som værende uden for værdifællesska- bet. Mere generelt er det dog betegnende, at der ikke er nogen tillid til, at indvandrere accepterer disse, i øvrigt meget overordnede og ikke i nogen meningsfuld forstand specifi kt danske, værdier. Denne manglende tillid kommer til udtryk i kravene om, at indvandrere skal udfylde formelle erklæringer og bestå eksaminer. Mest generelt er det dog bemærkelsesværdigt, at disse værdier kun påkaldes i forhold til indvandrere; ingen taler om danske værdier i forhold til grupper af accepterede danskere, der fx kunne tænkes ikke i praksis at acceptere kønnenes ligestilling (indremissionske menigheder, rockere), eller som er uenige i regeringens lempelige opfattelse af, hvor grænserne for ytringsfrihe- den går (kritikere af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger).

Påkaldelsen af ‘danske værdier’ kan derfor med rimelighed anskues som en social mekanisme, der først og fremmest markerer en forskel mellem ‘os’ (medlemmerne af det forestillede danske værdifællesskab) og

‘dem’ (indvandrerne). Først efter at denne forskel er slået fast, kan den danne grundlag for retslige barrierer for adgang til det formelle politiske fællesskab. Fordi påkaldelsen af

‘danske værdier’ dels har en social fælles- skabskonstruerende rolle og dels tildeles politisk betydning, har denne måde at tale på fl ere centrale træk til fælles med nationalisme i den ovenfor skitserede teoretiske forstand. Dette er en interessant konklusion, både i forhold til politisk stillingtagen til politikken og mht. at forstå indvandreres reaktio- ner på den.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at det ikke er en indvending imod denne påstand,

at underskrivning af en erklæring er et rent symbolsk krav, og at de tiltænkte eksaminer ikke stiller særligt strenge krav. Pointen er nemlig, at der netop er tale om en symbolsk markering. Som sådan er påkaldelsen af ‘danske værdier’ i forbindelse med den nævnte lovgivning heller ikke den resulterende sociale forskels vigtigste udtryk, og forskellen kan forblive socialt betydningsfuld, selv efter at indvandrere har opnået fuldt politisk medlemskab. Et udtryk herfor er, at danske medier ofte ser sig nødsagede til at bruge beteg- nelsen ‘dansk statsborger’ på en måde, der i praksis signalerer, at de personer, der er tale om (fx feriegæster i Libanon), godt nok er fuldgyldige medlemmer af det danske samfund i formel forstand, men ikke desto mindre ikke er rigtige ‘danskere’. At denne slags sprogbrug fi nder sted og bliver forstået er udtryk for, at der fi ndes en social forskel mellem ‘danskere’ og ‘danske statsborgere’, der ikke desto mindre ikke er ‘rigtige danskere’.

Historisk set er denne forskel uden tvivl et produkt af mere traditionelle, etniske eller ligefrem ‘racemæssige’ forestillinger om nationen, som mange liberale og demokratisk sindede danskere nu om stunder vil fi nde problematiske. Det interessante er dog, at

den slags påkaldelse af ‘danske værdier’, som regeringen står for, til trods for at værdierne er liberale og demokratiske, kan bidrage til at opretholde netop dette skel. Dette skyldes det nævnte forhold, at det ikke er karakteri- stikken af nationen, der er afgørende, men den sociale funktion, som forskellige karakte- ristikker udfylder. Hvis formålet med at tale om ‘danske værdier’ er at sikre inklusion og sammenhængskraft i samfundet i lyset af indvandring, er det derfor afgørende, at disse værdier ikke påkaldes på måder, der utilsigtet bidrager til eksklusion og splittelse.

1 Se fx kapitel 3 i Anthony D. Smith: Nationalisme: Teori,

ideologi og historie. København: Hans Reitzels Forlag 2003.

2 Benedict Anderson: Forestillede Fællesskaber: refl eksio-

ner over nationalismens oprindelse og udbredelse. Roskil- de Universitetsforlag 2001.

3 Ernest Gellner: Nations and Nationalism. Oxford: Black- well 1983.

■

Humaniora 4-2006.indd 15 18/12/06 13:50:5018/12/06 13:50:50

(17)

K.E. Løgstrup Foto: Polfoto

Humaniora 4-2006.indd 16 18/12/06 13:50:5118/12/06 13:50:51

(18)

17

Den tysk-amerikanske fi losof Hannah Arendt og K.E. Løgstrup har en gennemgående tanke til fælles og denne tanke er mere politisk aktuel end nogensinde. Den handler nemlig om toleran- ce i en noget dybere forstand end den, der blot handler om at tåle de mennesker, man er tvunget til at dele verden med.

Af Anne Marie Pahuus

I år er et interessant jubilæumsår for fi losoffer med hang til både fænomenologi og politisk teori. Den 14. oktober 2006 var det nøj- agtig 100 år siden, at den største kvindelige politiske tænker i det 20. århundrede, den tysk-amerikanske fi losof Hannah Arendt blev født i Tyskland. Hun døde i New York i 1975.

Den 27. november i år var det 50 år siden, at K.E. Løgstrups bog Den etiske fordring udkom. Dette jubilæum vil blive fejret med forelæsninger og udgivelser. Hvilket 100-året for Arendt også er blevet det både her i lan- det og i udlandet.

Hannah Arendts fi losofi ske hovedværk,

‘The Human Condition’ (Menneskets vilkår), kan fejre 50 års jubilæum om to år. Men hvorfor sammenligne Arendts bog ‘Menne- skets vilkår’ med Løgstrups ‘Den etiske fordring’? De to bøger udkom med to års mel- lemrum, skrevet af to fi losoffer, der begge havde læst hos Martin Heidegger, og som til- hørte den samme generation. Men vigtigst af

alt har de en bestemt gennemgående tanke til fælles, og denne tanke er mere politisk aktuel end nogensinde. Den handler nemlig om tolerance i en noget dybere forstand end den, der blot handler om at tåle de mennesker, man er tvunget til at dele verden med.

Fødslen som billedet på det nye Udlæg- ningen af politisk tolerance har været en del af det politiske landskab siden den engelske fi losof John Lockes berømte ‘A Letter Con- cerning Toleration’ (1689), men nogen moralpsykologisk begrundelse for tolerancen har fi losofi en aldrig kunnet byde ind med.

Arendt og Løgstrup har med deres fænome- nologiske analyser af dømmekraft og tillid givet en sådan begrundelse. Ideen er, at politik (Arendt) og etik (Løgstrup) handler om at skabe rum for andres frie udfoldelse og at skabe rummelighed i vores måde at tænke

Tolerancens ru jord

Humaniora 4-2006.indd 17 18/12/06 13:51:0818/12/06 13:51:08

(19)

om verden på. Jo større og jo mindre bornert vi er i stand til at handle, jo mere perspektiv og forestillingskraft vi kan mobilisere i fantasi, tænkeevne og skøn, og jo mere vi i tilliden forstår at være lige så ny som den andens nye handlinger, jo mere lever vi i overens- stemmelse med det, som Arendt kaldte natalitet, og som Løgstrup kaldte livet selv i dets stadige fornyelse. Fornyelse er det, i kraft af hvilket mennesker agerer i verden som personer, der besidder en unikhed.

Handlinger (Arendt) eller livsytringer (Løg- strup) er bekræftelser af natalitetens eller fornyelsens mulighed, og uden disse stadige bekræftelser af det nye som nyt forsvinder både etik og politik. “Vort liv ville visne og forkrøble”, som Løgstrup formulerer det.

Evnen til at være lige så ny som den andens nye handlinger er deres fi losofi ske bud på, hvorfra storheden i tænkning, tale og handling kommer, nemlig fra det uforudsige- lige og ubestemmelige, som fi ndes hos et menneske. Det uventede er netop uforudsi- geligt, for så vidt som det ikke sker som en direkte følge af det, der går forud. Fødslen er et billede på det nye, idet den markerer begyndelsen på et nyt liv og har karakter af et nybrud, som ingen kan forudsige forløbet af. Det er livsfornægtende eller udtryk for en manglende sans for nyt liv, hvis vi vil forudsige og bestemme al nutid og fremtid for dette nye liv. På denne måde formulerede Arendt og Løgstrup begge et opgør med eksistensfi - losofi ens betoning af endeligheden som menneskets altoverskyggende vilkår. Løg- strup mente, at rummet og den konkrete sansbarhed og anskuelighed, som det har for den person, der kan sanse, er en livgivende foræring til et menneske, der i øvrigt altid er underlagt tidens opløsende tand. Arendt mente det samme, verdens synlighed og

dens evne til at danne rammen om menneskets gerninger og ord var menneskets chance for at opleve udødeligheden.

En verden, der skal rumme en offentlig sfære, kan ikke rejses af én generation alene og kan ikke kun være beregnet for de levende: Den må nødvendigvis transcendere de levende menneskers levetid. Uden denne transcendens mod en potentielt jordisk udø- delighed ville der strengt taget hverken eksi- stere nogen politik, nogen fælles verden eller nogen offentlig sfære (Menneskets vilkår, 77).

Metaforen gør verden synlig Arendt kendte ikke Løgstrup, men Løgstrup vidste godt om Arendts værk. De er født næsten samtidigt, Løgstrup i september 1905 og Arendt i oktober 1906. Løgstrup nævner hende dog kun én gang i sit værk, nemlig i

‘Norm og spontanitet’ fra 1972. Han kalder hende kulturskribent. Det var hun, men hun var også fi losof.

Begge havde de erfaringer med nazismen.

De havde begge kontakt til modstandsgrup- per i henholdsvis Tyskland og Danmark. Og begge måtte de skjule sig for tysk politi.

Arendt var ikke så heldig som Løgstrup, for politiet fandt hende og arresterede hende.

Løgstrup blev ikke arresteret, men levede under jorden i slutningen af krigen. Arrestati- onen af Arendt fandt dog sted allerede i 1933, dvs. før man sendte jøder i koncentra- tionslejre, så hun kunne efter otte dages for- hør forlade Berlin og tage til Paris. Efter 8 år i Paris blev hun igen taget til fange i en lejr i Sydfrankrig, men også denne gang lykkedes det hende at komme ud derfra og tage ski- bet til USA.

Arendt og Løgstrup fandt begge, hvad Wittgenstein i ‘Filosofi ske Undersøgelser’ (§

107) kalder en jord at gå på, et underlag, man ikke glider på, men som sikrer gnidningsmodstand. “Back to the rough ground”, udbryder Wittgenstein håndfast. Arendt og Løgstrup søger ligesom Wittgenstein opstan- den eller modstanden i samtalen eller ordet som konkret udveksling. Men vel at mærke ordene for så vidt, som de fungerer som metaforer. For det er i metaforen, at verden i dens rummelighed og i dens anskuelighed giver anskuelseskraft til sproget og dermed gør verden synlig for den, der tales til. Denne billedskabende evne, som sproget besidder gennem metaforen, er en hjælp til at forstå det nye som en opstand mod tiden.

Politik og etik er imidlertid en temmelig skrøbelig sikring af menneskets udødelighed.

Ifølge Arendt kan det politiske rum slet ikke sikre mennesket én gang for alle. Der fi ndes desværre ikke sådan noget som menneske- rettigheder nedskrevet i menneskets natur.

Nej, den ru jord, som vi står på, er de konkrete tiltag, vi inden for statens rammer forstår at holde liv i, når vi f.eks. tilbyder statsløse personer asyl. Så sikrer vi personer uden grund under fødderne et ophold inden for nogle politiske rammer, hvor man ikke stuves væk i usynlighed, men kan tælle med som personer, der mener noget og siger og gør noget, som andre kan regne med. Det er i hvert fald Arendts ønske, at den politiske gæstfrihed lever op til kravet om at sikre mennesker politisk synlighed og gøre deres liv rummeligt. At have mistet denne synlighed er værre end døden, siger hun.

Magt er muligheder Den politiske orden

Humaniora 4-2006.indd 18 18/12/06 13:51:1118/12/06 13:51:11

(20)

Hannah Arendt Foto: Polfoto

Humaniora 4-2006.indd 19 18/12/06 13:51:1218/12/06 13:51:12

(21)

er både ru og skrøbelig, den forærer de handlende personer rummets modstand mod tiden, endeligheden og dødens mørke.

Den er skrøbelig, fordi den kan forvaltes så dårligt, at den ikke længere er spor rummelig. Så glider virkeligheden atter borgerne af hænde – som politiske væsener kommer vi på glatis og har svært ved at orientere os. Et politisk snæversyn overtager den kritiske og selvstændige overvejelse, hvori man inddra- ger andre borgeres forventninger til det fæl- les gode. Skrøbelig eller ej, sikringen af synlighed gennem etisk og politisk rum er den eneste farbare vej for Løgstrup og Arendt.

Det gør dem til anti-fundamentalistiske tæn- kere, men det gør dem ikke til relativister.

Løgstrup nævner i ‘Den etiske fordring’ en underforstået præmis i relativismens idé om, at en orden, der ikke altid har været, må være en meget vaklende orden. Den under- forståede præmis lyder, at “historisk viden giver os en sådan magt over os selv og hinanden, at vi bliver i stand til at udskifte det indhold, som vore indbyrdes, egenartede relationer og institutioner har, med et helt andet indhold. Vi tror at historisk viden gør os suveræne over for vort liv og vor tradition.”

(Den etiske fordring, side 117) Relativerin- gen, der kommer af den historiske indsigt i vores ethos’ foranderlighed, er slet ikke den fare, som man bilder sig ind, at den er, kon- kluderer han.

Arendt og Løgstrup er således enige om, at sproget forærer os en orden, og at denne orden er etisk og politisk akkurat så stabil, som vi gør den til gennem en rummelig mentalitet. De er også enige om, at en etisk- politisk orden er udtryk for magt i positiv forstand. Bortset fra den helt sene Foucault og Habermas er der ingen andre, der som Løg- strup og Arendt har understreget, at magt

kun sekundært er undertrykkelse. Fra første færd er magt muligheder. Skabes disse muligheder ikke politisk eller etisk, bliver mennesket rodløst og afmægtigt, og så ligger menneskefrygten lige om hjørnet.

Beskrivelsen af denne menneskefrygt er Løgstrups moralpsykologiske forklaring på, hvorfor intolerance og magtbrynde kan stå i vejen for tolerance. Han havde gennemskuet agitationen allerede i løbet af 1930’erne, hvor han fulgte nazismens udvikling i Tysk- land på første hånd.

Et menneske, der er usikkert og frygter, vil spejle sig i de andres meninger om det. Det forsøger, mener Løgstrup, at skaffe sig erstat- ning for sin afmagt ved at forsøge at opnå magt over andre menneskers holdning og sind. Den enkelte overdøver sin egen usik- kerhed ved at hæfte sig ved den indfl ydelse, vedkommendes ord og gerninger får – det er ikke fysisk magt, men den magtvilje, der fi n- des i at ville defi nere grænserne for modpar- tens forståelse. Menneskefrygt kan ytre sig med stor patos og ordgyderi, fordi den usikre vil gøre sig til herre over sine ords virkning og dermed er mere optaget af sit budskabs suc- ces end af budskabet eller sagen selv. At fremsætte sine meninger er ikke agitation, men at gøre det for at påvirke og vinde tilhø- rere uden at forlade sig på overtalelsen er politisk agitation. Som tilhører bliver man gjort til en modstandsløs slave af agitatorens vilje og rapkæftethed. Det skal overrumple tilhøreren og måske også agitatorens egen tvivl. Agitatoren aner måske ikke selv, at det er derfor, han larmer eller snakker uopholde- ligt løs. Medhold er agitatorens eneste sand- hedskriterium. Men at være genstand for agitation er at blive berøvet sin frihed ved at blive gjort til en del af massen, siger Løgstrup i 1939.

Den sunde fornuft Allerede i 1936 citerede Løgstrup fi losoffen Karl Jaspers (som var Arendts lærer) for at sige: “Det er vor tids ver- denshistoriske politiske grundspørgsmål, om menneskemasserne kan demokratiseres, om Menneskets gennemsnitsnatur overhovedet er i stand til i deres liv at påtage sig et medansvar som statsborger i en medviden om og i en medafgørelse af grundlinierne”. I et demokrati må folket være i stand til at anvende dets magt – i medansvarligheden for de afgørende beslutninger. Massens demokratisering betyder således, at folket er i stand til at anvende dets magt og føle medansvar for afgørende politiske beslutninger, bl.a. om oprustning til krig.

Nazismens førerprincip, skrev Løgstrup i 1936, var opgivelsen af kampen for massens demokratisering. I nazismen var bevarelsen af massen som masse blevet en statslig opgave udført gennem propaganda. Men massens demokratisering som en aldrig hvilende opgave er det modsatte af at ville lægge fremtiden i faste rammer. Den politiske sam- tale skal være åben for nye meninger og ikke reducere ordet til gammelt, før det er talt.

Arendts moralpsykologiske begrundelse af tolerancen gik gennem Kants dømmekrafts- begreb og den moralpsykologi, som fi ndes i

‘Kritik af dømmekraften’ §40. Kant anså døm- mekraften for at være en evne, ud fra hvilken mennesket kan fjerne sig fra sin egen hang til at gøre ondt mod andre. Denne hang forkla- rede Kant i lighed med Løgstrup ud fra menneskefrygten. Kant mente, at dømmekraften arbejdede som en særlig form for smag, der fungerede som sensus communis, dvs. som sund fornuft. For at kunne bruge sin sunde fornuft måtte man ifølge Kant ikke kun være i stand til at tænke kritisk eller at kunne tænke selv, men også være i stand til at tænke sig i

Humaniora 4-2006.indd 20 18/12/06 13:51:3218/12/06 13:51:32

(22)

21

ANNE MARIE PAHUUS er post doc. ved Afdeling for Filosofi ved Aarhus Universitet på en bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kom- munikation med et projekt om den fi losofi ske idé om fødsel. Har arrangeret konference og været medarrangør af udstillinger i forbindelse med 100 året for Hannah Arendts fødsel. Hun har også udgivet bogen ‘Hannah Arendt’, som er den første introduktion til Hannah Arendt skrevet på dansk.

Den udkom i oktober 2006. Hun har desuden bidraget til antologien

‘Løgstrups mange ansigter’, som udkom i forbindelse med 100 året for Løgstrups fødsel sidste år.

andres sted og at tænke sammenhængende.

Kant opremser i alt tre anvisninger for brugen af vores sunde fornuft i den nævnte paragraf. Det er for det første overvindelsen af en hang til passivt at leve sine fordomme ud. Denne overvindelse sker gennem oplysning, som lærer mennesket at tænke selv (Selbstdenken). For det andet er det nødven- digt at befri sig fra de forstyrrende private interesser, som indsnævrer det mentale felt, hvori vi kan medtænke andres perspektiver.

Befrielsen fra det bornerte og private sker ikke så meget gennem selvstændighed og oplysning, men gennem en udvidelse af ens horisont og en evne til at tænke sig i andres sted (An der Stelle jedes andern denken). I dag ville vi vist tale om empati, men Kant kalder det sindsvidde (erweiterer Denkungsart).

Først ved at have trænet sig selv i disse to betingelser for brugen af sensus communis, selvstændighed og medtænkning af andres perspektiv, kunne man ifølge Kant opnå den tredje brug af fornuften, som består i at kunne tænke konsekvent og sammenhængende i selvoverensstemmelse (Jederzeit mit sich selbst einstemmig denken).

Den moralpsykologiske vej til begrundel- sen af tolerancen går en anden vej, end megen politisk fi losofi har gået. Den går ikke gennem en beskrivelse af de politiske institutioner, men gennem en analyse af de rationelle følelsesmæssige sindsholdninger, der får personen til at drage etiske og politiske hensyn allerede i overvejelsen over sine handlingers betydning. Tillid og dømmekraft er eksempler på sådanne rationelle følelses- mæssige sindsholdninger.

Filosoffer som Arendt og Løgstrup vil derfor heller ikke skabe gnidningsmodstand gennem håndfaste politiske ideer, der kan omsættes til politik for fremtiden. Det er ikke

ideerne, der skal være standhaftige og holde stand. Det er ikke Sandheden, der er magt.

Det er derimod de holdninger, der skal opøves hos den enkelte, som vi må forlade os på samfundsmæssigt. Det er tilliden og dømmekraften, der skal sikre den enkelte aktørs forbindelse til den synlige verden inklusiv de mennesker, den rummer. Det etisk-politiske rum skal være den ru jord, vi ikke glider på, når vi søger at fi nde et sted at stoppe op og medtænke andre menneskers betydning for os. Arendt kaldte denne tæn- keevne med grund i den synlige verdens vii- de horisont for dømmekraft, Løgstrup kaldte det tillid.

■

Humaniora 4-2006.indd 21 18/12/06 13:51:3318/12/06 13:51:33