Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske

Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

personalhistorie.

Støt

Slægtsforskernes

Bibliotek

-Bliv

sponsor

Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for

husstanden er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes Bibliotek: https://bibliotek.dis-danmark.dk

Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk

For Maj, Juni, Juli, August 1907.

PERSONALHISTORISK TIDSSKRIFT

FEMTE RÆKKE.

UDGIVET AF

SAMFUNDET FOR

DANSK-NORSK

GENEALOGI

OG

PERSONALHISTORIE.

VED

G. L. GROVE.

4. BINDS 2DET HEFTE.

(28DE AARGANG).

I KOMMISSION HOS

H. HAGERUP,

og

MARIUS LUND,

KJØBENHAVN. CHRISTIANIA.

1907.

Tre Hefter

udgjøre et Bind.

Personalhistorie.

Medlemsbidraget er 6 Kr. aarlig.

Samfundet har udgivet:

PersonaIhistorisk Tidsskrift.

1. Række, Bind I — III (1880 —82) ved Fr.

Krarup,

1. — , - IV — VI (1883—85) ved G.

L,

Wad, 2. — , — I—IV (1886— 89) ved Samme, 2. — , - V—VI (1890— 91) ved H.

W.

Harbou, 3. — , — I—III (1892—94) ved Samme, 3. — , — IV —VI (1895 — 97) ved G.

L.

Grove, 4. — , — I — II (1898 —99) ved C.

E.Ä. Schøller,

4. — , — III- VI (1900 — 03) ved

G.

L. Grove.

5. — , — I— III (1904 —06) ved Samme.

Prisen for Aargangene 1881—1903 (1880 er udsolgt) er bleven nedsat til 3 Kr. for det enkelte Bind, hvorhos Prisen for hver af de nu afsluttede Rækker yderligere er nedsat til

10 Kr. ; for 1881— 91 .samlede til 15 Kr.

Bogladeprisen

for det enkelte Bind er

9 Kr. Enkelte Hefter sælges ikke særskilt.

Danmark-Norges Len og Lensmænd 1596—1660,

ved

Kr. Erslev.

For Medlemmer 1 Kr. — Bogladepris 1 Kr. 50 Øre.

89

Birgitte Christine Hielm

(1739—1820).

En norsk Præstekones Levnetsløb.

Af Hartvig Munthes efterladte Papirer.

Allerede længe har jeg næret megen Sympathi og Respekt for denne min Stammoder af Slægten Hielm, ikke alene fordi hun var min Faders Bedste­

moder og min Moders Oldemoder, og jeg saaledes blandt hendes Efterkommere maa søge alle dem, som jeg ved Fødselen er i Slægtskab med, men ogsaa og navnlig fordi Birgitte Christine Hielm, alt eftersom jeg har faaet mere Indblik i Slægtens Historie, mere og mere er kommen til at staa for mig som en ikke ganske almindelig Kvinde, hvis Betydning for hendes Børn og Efter­

kommere maa vurderes meget høit.

For hendes talrige Efterslægt bør derfor en Skildring af hendes Levnets­

løb altid være kjærkommen, og for en større Almenhed turde den maaske heller ikke savne en vis Interesse i kulturhistorisk Henseende.

Fra genealogisk Synspunkt seet er Birgitte Christine Hielm mærkelig haade paa Grund af sin Afstamning og sin Efterslægt.

Hun var i ganske udpræget Grad af geistlig Slægt saavel paa fædrene som mødrene Side. Af hendes Forfædre paa Fædrenesiden var: hendes Fader og Farfader, hendes Faders Morfader og Farmoders Farfader, Farmoders Farfaders Fader og Farmoders Farfaders Farfader alle Præster; — hendes Farmoders Farmoders Fader var den berømmelige Biskop i Stavanger Mag.

Jørgen Erikssøn (1535—1604), og hendes Farmoder Farmoders Morfader var den anden lutherske Biskop i Bergen Dr. Jens Pederssøn Skjelderup (1499—

1582). Af Birgitte Christine Hielms Forfædre paa Mødrenesiden hendes Morfader, Mormoders Fader og Mormoders Morfader Præster, og hendes Mor­

moders Mormoders Fader var Biskop i Trondhjem Mag. Peder Skjelderup (1571—1646), Søn af ovennævnte Biskop Jens Skjelderup i Bergen.

Af de efterfølgende Optegnelser vil man se, at Birgitte Christine Hielms begge Ægtefæller var Præster, og at det samme var Tilfældet med 2 af hendes Sønner og 2 af hendes Svigersønner.

Hvad hendes Efterslægt angaar, da er denne saa talrig, at det vistnok maa være et Særsyn. Allerede 80 Aar efter hendes Død (ved Udgangen af det 19de Aarhundrede) udgjorde Tallet af hendes Efterkommere henved syv Hundrede, hvoraf 11 Børn, 45 Børnebørn, 143 Børnebørns Børn, ca. 330 Børnebørns Børnebørn og Resten: Børnebørns Børnebørns Børn samt Børne­

børns Børnebørns Børnebørn. En Descendents saa talrig og dertil spredt over al Jordens Kreds og i de forskjelligste Livsstillinger vil vel ikke uddø, saalænge der findes Mennesker paa vor Klode.

Birgitte Christine Hielm

fødtes i Aaret 1739 paa Rennesø Præstegaard i Ryfylke, hvor hendes Fader Søren Hielm (f. 1697) dengang var Sognepræst.

Hendes Moder

Gidsken Christine Storch

(f. 1694) var en Præste­

datter fra Undal1 ). Birgitte Christine var den yngste af 7 Sød- skende, af hvilke dog de fleste døde som Børn. Da hun var 9 Aar gammel, blev hendes Fader forflyttet fra Rennesø til det nærliggende Hjelmeland, hvor hans Slægt helt siden Reforma­

tionen havde været Præster, og hvor senest hans Svoger

Jacob Pave

ls var død som Sognepræst i November 1748, efterladende Enke og 7 uforsørgede Børn * 2 ).

Her paa Hjelmelands Præstegaard tilbragte altsaa Birgitte Christine Hjelm sin Ungdomstid, og da hun var 20 Aar gammel, blev hun selv Husmoder paa Præstegaarden, idet hun 17de Fe ­ bruar 1760 i Hjelmelands Kirke blev viet til sin Fætter Hr.

Peder

Pavels, som dengang var 35 Aar gammel, og som for lidt over et Aar siden (i Oktober 1758) var bleven befordret fra residerende Kapellan i Aas i Akershus Stift til Sognepræst i Hjelmeland, hvilket Kald hans Morbroder (og vordende Sviger­

fader) Søren Hielm havde frasagt sig til Fordel for ham, idet Hr. Søren med 200 Rd. aarlig Pension (af Kaldet) trak sig til ­ bage til sin Eiendomsgaard Sande i samme Præstegjæld.

I 17 Aar levede nu Birgitte Christine Hielm som Præste ­ kone i Hjelmeland og fødte i denne Tid sin Mand 9 Børn: 7 Sønner og 2 Døttre, af hvilke dog de 4 af Sønnerne døde som smaa3). I denne Tid døde ogsaa hendes Fader, den gamle

Søren

Hielm paa ovennævnte Sande Gaard (20de November 1767), og baade hendes Moder og hendes Svigermoder (Hr.

Jacob Pavels’ s Efterleverske, født Hielm) var saaledes nu Præste- enker i Hjelmeland og fik Tilhold paa Præstegaarden og sit

Se B. Hielm: „Genealogiske Optegnelser om Slægten Hielm“, S. 9 og Personalhist. Tidsskr. III R. 2 B. S. 316, samt IV R. 6 B. S. 254. (Om Slægten Storch).

2) Disse Børn var Sønnerne: Peder (f 1777 som Provst og Sognepr. i Hjelmeland), Claus (f 1769 som resid. Gap. i Vanse, Biskop Pavels’s Fader), Christopher (f 1811 i Trondhjem som Oberst) og Jacob (+ 1804 i Drøbak, Etatsraad og forhv. Magistratspræsident i Chr.sand), samt 3 Døttre (g. m. resp. Kolling, Dams og Tostrup). Se H. Munthe: „Aabel, Leigh og Pavels“, S. 91 ff.

3) Disse 4 Sønner var: Thomas Wegner Pavels, f. 19/12 1765, død spæd; — Thomas Wegner Pavels, f. 28/12 1766, død i 5 Aars Alder (begr. i Hjelme­

land 22/1 1772); — Peder Pavels, død spæd (begr. i Hjelmeland 11/10 1768;

— Thomas Michael Pavels, (den yngste af alle de 9 Sødskende), f. 8/11 1775. død spæd (begr. i Hjelmeland 27/1 1776).

91

væsentlige Underhold der. Naar hertil kommer, at Præstefolkene havde mange smaa Børn, og at den ældste af disse, Sønnen Søren

Pave

l

s,

var døvstum og derhos fuldkommen aandssvag, saa indsees det, at Præstekonen havde nok at staa i og stræve med. Saalænge hun og hendes brave og snille Mand fik trække Læsset sammen, gik det endda an; men da saa Provst Pave l s (han var bleven Provst i Aaret 1771) pludselig blev syg og døde i April 1777, i en Alder af kun 52 Aar, var hans Enkes Stilling i Sandhed sørgelig i mere end én Henseende.

„Birgitte Christine sal,

Peder

Pave

l

s

’s

“

skriver selv herom i en underdanigst Ansøgning til Kongen, dateret Hjelmelands Præ- stegaard 26de April 1777 (Ugesdagen efter Mandens Død)1 ):

„I de 18 Aar, min salig Mand Hr. Peder Pavel s var Sogne ­ præst til Hjelmelands Kald i Christiansands Stift, har han i de første 9 Aar udgivet 1800 Rd. i Pension til sin Formand Hr.

Søren Hielm og i de sidste 9 Aar underholdt hans efterladte fattige Enke, min kjødelige Moder, som endnu lever, Intet eier og ingen Pension har. Desuden (har han) i al den Tid havt sin egen Moder, afgangne Hr. Jacob Paveis’ s Enke, i sit Hus, hvis Pension af Kaldet — 30 Rd. (aarlig) — ikke har kunnet tilstrække til fornøden Underholdning og Klæder. Mine Forældres Vilkaar tillod ikke at give min salig Mand nogen Erstatning for Præstegaardens nedraadnede Huse, hvilke min salig Mand ved sin Antrædelse til Kaldet af nye Materialier paa egen Bekostning maatte opføre. Vore Vilkaar har formede ls disse trykkende Byrder ikke villet tillade min salig Mand at interessere i nogen (Enke-) Kasse, hvoraf jeg nu kunde faa Noget til Subsistence for mig og 5 spæde Børn, den ældste, skrøbeligere end et umæ ­ lende Greatur, kan hverken tale, høre eller skjønne2). De 2 Enker, som til Dato har været hos os, er i deres Alderdom til ­ lige saa skrøbelige, at de behøver Tilsyn foruden det daglige Underhold. Just da min salig Mand var i Begreb med at søge Assistance til Indskud i den almindelige Enke-Pensions-Kasse,

1) Cancelli-Indlæg 6/8 1777 i Norske Rigsarchiv.

2) Denne stakkels Dreng, Søren Paveis, var født paa Hjelmelands Præste- gaard 8/n 1762; han døde ung, som vi senere skal se.

som formedelst vores Alder udfordrede en saa anseelig Summa, han ikke selv kunde udrede, — blev han af en hidsig Feber angreben og pludselig fra mig bortkaldet.

Allernaadigste Konge! Den beklagelige Tilstand, jeg med et vanvittigt og 4 andre spæde Børn sam 2 andre (Præste-) Enker af Kaldet ved dette smertelige Tab er sat udi, tror jeg bevæger Deres Kongelige Majestæt til at unde mig en saadan Pension af Kaldet, at jeg deraf kan klæde og føde mine uforsørgede Børn, de 2 gamle Enker og mig selv, saalænge Gud behager“ --- ---

Denne Ansøgning blev paa det varmeste anbefalet baade af Provsten (Heiberg) og Biskopen (Tidemand), samt Fogden (Dahl) og Sorenskriveren (Barth). Den ledsagedes ogsaa af en under- danigst „Supplique “ fra Hjelmelands Almue (forfattet af Soren ­ skriveren, Gancelliraad Barth, „efter Bøndernes Begjær“ ), hvori fremholdes „den opbyggelige Erindring, de havde af sin tro Hyrde og Sjælesørger, salig Hr. Peder Pavel s, og de smertelige Følelser, de fandt ved Tanken paa den Tilstand, hans efterladte Enke befandt sig udi med 2 andre Kaldets (Præste-) Enker, som til Dato havde havt Pleie og Ophold hos den Afdøde, og 5 smaa Børn 1 ) — —

Resultatet af disse Ansøgninger blev, at den nye Sognepræst i Hjelmesland, Hr. Jens

Munthe,

da han fik Kaldet, paalagdes at udrede til Pavel s ’ s Enke en extraordinær Pension paa 40 Rd.

om Aaret.

I det Aar efter Mandens Død („Naadensaaret“), under hvilket

„Birgitte Christine sal. Hr. Peder Pave ls ’ “ med sine Børn for­

blev boende paa Hjelmelands Præstegaard, døde hendes Moder (Hr. Søren Hjelms Enke, født Storch), 83 Aar gammel, i No­

vember 1777. Den følgende Vaar, da Naadensaaret udløb, holdt Provstinde Pavels ved Paasketid Auktion over forskjellige Eien- dele, Besætning, Løsøre etc. paa Præstegaarden.

Ved denne Auktion mødte bl. A. ogsaa den Aaret forud til Nabokaldet Nærstrand nykomne Sognepræst, Hr.

Niels Friis,

en

1) Disse 5 Børn var: Søren Pavels, 14 Aar gammel (som før nævnt aands-

svag og døvstum), Jacob Pavels, 13 Aar, Peder Pavels, 7 Aar, Christine Margrete Pavels, 5 Aar, og Bolette Christine Pavels, 23/4 Aar gml.

93

født Fyenbo, dengang 36 1/ 2 Aar gammel og endnu Ungkarl1 ).

Friis siger selv i sine samtidige Optegnelser om denne sin Auk­

tionsreise til Hjelmeland, at han „syntes ganske vel om Enken“, saa han umiddelbart efter sin Hjemkomst fra Auktionen „sendte hende en Skrivelse dat. 18de April og tikjendegav hende sine Tanker til Egteskabs-Forening“2).

Da den samme Præst Friis efter Alt, hvad vi kjender til ham, — og det er ikke saa lidet endda —, visselig var en meget klog og forstandig Mand og dengang maatte regnes for et godt Parti, der nok turde tillade sig at vælge og vrage blandt Egnens giftefærdige Kvinder, — saa kan vi af den Omstændighed, at han med engang friede til den alt andet end velhavende Enke, som var 2 Aar ældre end ham og havde 5 uforsørgede Børn, trøstig drage den Slutning, at Provstinde Pavel s var anseet som en dygtig Kone, og at hun var kjæk og staut, trods sine 39 Aar og Alt, hvad hun allerede havde gjennemgaaet paa den Tid.

Hun var imidlertid ikke strax færdig til at gifte sig paany, og Præsten Friis fik, — om end hans Frieri ikke absolut blev afvist,

— dog øve sig i Taalmodighed og vente baade Aar og Dag, inden han fik hendes Jaord. Friis skriver selv herom i sine Op ­ tegnelser ved Udgangen af Aaret 1778:

„Jeg har nu faaet Provstinde Pave ls’s mindste Søn ved Navn Peder til mig, som jeg skal læse for; det er et godt Tegn til, at hans Moder vil nok komme siden, “

og ved Udgangen af Aaret 1779:

„Jeg staar i god Forstaaelse med Provstinde Pave ls, som dog endnu ikke er kommet til nogen Virkelighed førend Skiftets Slutning. “

Det lader saaledes til, at Provstinden igrunden havde bedst Lyst til at forblive Enke og stræve alene med at faa sine Børn frem i Verden, saasandt der blot kunde blive saameget tilovers

1) Om Niels Friis se I. F. Lampe: Bergens Stifts Biskoper og Præster II. S. 25.

2) Disse (egenhændige) Optegnelser af Provst N. Friis, som i nærværende Biografi saa ofte vil blive citeret, havde Meddeleren tillaans for nogle Aar siden. Manuskriptet eiedes da af Provst Friis’s Sønnesøn den senere afdøde Professor Jens Friis.

efter hendes Mand (og hendes i 1777 afdøde Moder), at hun saa sig istand til at klare sig og give sine Børn en passende Opdragelse. Formentlig gav Skifterettens Arbeide et utilfreds­

stillende Resultat, eller ogsaa har Nærstrands-Præstens ihærdige Beilen sluttelig beseiret Enkeprovstindens Modstand; sikkert er det, at Friis det følgende Aar fik sin Vilje frem, idet han 9de Mai 1780 blev viet til hende, der saaledes nu — 3 Aar efter sin første Mands Død — flyttede med sine Børn ind som Hus­

moder paa Hinderaa Præstegaard i Nærstrand.

Her blev det Birgitte Christine Hjelms Lod at tilbringe de næste 12 Aar af sit Liv, og — som vi skal se — har hun og hendes Ægtefælle Præsten Friis just ikke altid fristet de blideste Kaar i dette lille og fattige Kald. I December 1783 skriver Friis til sin Kommissionær i Kjøbenhavn, Cancellisekretær Kjerulf, hvem han beder om et godt Raad i Anledning af de Ansøgninger, han allerede i nogen Tid ved forefaldne Vacancer havde indsendt om Forflyttelse til et bedre Embede:

- — „Jeg er ellers bleven gift med en Enke efter for ­ rige Provst og Sognepræst til Hjelmeland sal. Hr. Peder Pave ls, som efterlod sig 5 smaa og uopdragne Børn, hvoraf den ældste siden er død. — — Efter en og anden Omstændighed er jeg overbevist om, at Forsynet har sendt mig hid og beskikket mig for disse faderløse Børn (at være deres Forsørger). Men i dette ringe Kald formaar jeg ikke at hjælpe dem frem til Noget efter deres Stand. Jeg har nu selv i 5 Aar læst for den yngste Søn og skulde have ham i en Skole, hvortil udfordres Bekostning.

Naar jeg dertil anvendte det lidet, han har efter sin sal. Fader, — om det endog kunde blive mig tilladt, — saa havde han Intet ved Academiet1). Den ældste Søn var hos sin Farbroder i Christianssand, Hr. Etatsraad og Præsident

Paveis, og

gik i den latinske Skole, hvor han (nu) skulde have været i Mesterlectien;

men hvorledes det er gaaet til, véd jeg ikke: Vi fik ham hjem

9 Præst Friis’s yngste Stedsøn Peder Paveis (f 1855 som Provst og fhv.

Sognepræst i Sandherred) var dengang (i 1783) 14 Aar gammel. Han blev — som vi senere skal se — i Mai 1786 indsat i Bergens Latin skole og herfra to Aar senere Student med bedste Charakter.

95

som vanvittig og nu uskikket til nogen Forretning, saa den ene Modgang skal møde den anden.“ 9--- „Jeg har ikke været opdraget eller min Kone vant til saa ringe en Levemaade, som vi nu ofte maa finde os i. Det Lidet, hun havde, er kommet mig til Hjælp, men som jeg nu i disse tiltagende dyre Aar har sat til. Gud maa raade for det øvrige; thi i dette Kald og nærværende Forfatning er her ikke til Føden endmindre til Klæder --- .“

I sit Svar paa dette Brev raader Gancellisekretæren til, at Friis selv bør indfinde sig i Kjøbenhavn for at tale sin Sag hos høie Vedkommende. „Men,“ siger Friis i sine Optegnelser for 1784, „dette er mig ikke muligt, baade for mit Embede og dag­

lige Skolearbeide2 ). Saa har da min Kone fattet i det Sted den Beslutning at reise til Kjøbenhavn, og drog hun herfra til Sta ­ vanger den 10de Mai; men jeg har spurgt, at hun først den 21de er gaaet tilsøs med Skipper

Cornelius

Widding. Herren ledsage hende og give hende Held!“ , tilføier Friis, idet han der­

hos anmærker, at hans Kone tillige havde isinde „at gjøre nogen Anstalt om at faa sin Søn Peder til et andet Aar i en latinsk Skole (i Danmark). “

Da Præstekonen i Nærstrand Vaaren 1784 „fattede den Be­

slutning“ at forlade Hus og Hjem, Mand og Børn og reise til Residentsstaden for at tale sin Mands Sag hos de høie Herrer

*) Om Grunden til, at Jacob Paveis (som i 1783 var 20 Aar gammel) maatte tages ud af den latinske Skole i Ghristianssand, fortalte hans Halvsøster, Fru Elisabeth Marie Daae f. Friis, Følgende: Latinskolens Disciple maatte dengang synge i Domkirken ved Gudstjenesten, og Jacob Paveis havde en vakker Stemme, hvad hans Farbroder Etatsraaden sat meget Pris paa og var meget stolt af; men til Gjengjæld forlangte han af Gutten, at han skulde synge saa høit, at hans vakre Stemme kunde høres over alle de andres. Naar Etatsraad Paveis (hvis mentale Tilstand just dengang var temmelig reduceret paa Grund af Drik og nervøs Svækkelse) ikke fandt sin ovennævnte Fordring tilfredsstillet, tik hans Brodersøn Prygl, og disse Prygl blev ham tildelt paa saadan Maade og i saadan Mængde, at Gutten blev næsten „tosset“ deraf og maatte tages ud af Skolen.

-) For at hjælpe paa de smaa Indtægter havde Friis, — der allerede fra sine Studenteraar var en øvet Lærer og alle sine Dage nød stor Anseelse som saadan, — i alle de Aar, han var i Nærstrand, Godtfolks Børn i sit Hus til Privatundervisning og som Kostgjængere. (Flere af disse vil blive nævnt længere frem).

dernede, var hun 45 Aar gammel og havde foruden sine 4 Børn af 1ste Ægteskab, — af hvilke den yngste, Datteren Bolette, den ­ gang var 10 Aar gammel, — ogsaa en liden Søn af 2det Ægte ­ skab, den 2 72 Aar gamle Søren, som hun maatte lade efter sig hjemme. Naar det derhos erindres, hvilke slette Befordringsmidler, man dengang havde, og hvad man maatte være forberedt paa af Savn og Besværligheder under en saadan Reise, skal det indrømmes, at det var kjækt gjort af den Landsens Præstekone, ukjendt og uvant som hun var baade med Reiselivet og Hovedstaden. At hendes Mand, — der sandelig ikke var nogen Sinke, — overlod til hende at føre Ordet for ham paa saadant Sted og i saa vigtig en Sag, viser ogsaa, at han nærede megen Tillid til sin Hustru, og at hun maa have været en ikke ganske almindelig Kone saavel i Henseende til Mod som Evner.

Reisen gik godt og varede ikke fuldt 3 Maaneder. Friis skriver i sine Optegnelser for dette Aar (1784) efter sin Hustrues Hjemkomst:

„Den 4de August om Aftenen sent havde jeg den Lykke og Glæde at modtage min kjære Kone med Helbred og Sundhed fra sin Kjøbenhavnske Reise. Hun har logeret hos min Søster, Enke efter salig Wordinghous1

),

og var det noget over 6 Uger hun var i Kjøbenhavn. Hun har levet vel, men fandt liden Fornøiese at være i den store By, allerhelst Alle var som frem ­ mede og ubekjendte for hende. Hun har i den Tid gjort An ­ søgning om tvende Kald i Trondhjems Stift, nemlig Stangvigen og Skogn; dog tror jeg ikke at faa nogen af dem. Min Kommis­

sionær, Hr. Sekretær Kjerulf har forhen (paa mine Vegne) søgt tvende (andre Præstekald), nemlig Høland og Lom. Imidlertid har hun gjort Sit og faaet gode Løfter; det øvrige vil Tiden lære/---

Ja, Tiden lærte dem, at de Stores Løfter ikke altid er at stole paa. Friis vedblev at søge det ene Kald efter det andet, men stadig med samme daarlige Resultat. I Januar 1786 (altsaa

9 Denne Præst Friis’s Søster (eller Halvsøster) Anne Marie blev samme Aar (3/9 1784) gift paany med en Bergenser Christen Flor. (Se Joh.

Nordabl-Olsen: En norsk Præstesiægt Friis, S. 5, Noten).

97

halvandet Aar efteråt hans Hustru havde faaet de gode Løfter i Kjøbenhavn) skriver han i sine Optegnelser:

b Med mine Ansøgninger gaar det kun slet. De, som har Magten, gjør, hvad de vil; om de altid gjør, hvad de bør, maa deres Samvittighed og den Alvidende dømme om. “

Imidlertid var Familien paa Hinderaa Præstegaard i No­

vember det foregaaende Aar (1785) bleven yderligere forøget med en Datter, den lille

Elisabeth Marie,

som fik Navn efter sin Faders Moder og Søster.

I Mai 1786 fulgte Friis sin Stedsøn og fleraarige kjære Discipel, den brave og flittige Peder

Paveis,

dengang IG 1 ^ Aar gammel, til Bergen og satte ham i den latinske Skole dér, me­

dens hans 5 Aar ældre Broder Jacob

Paveis, —

hvis uheldige Forberedelse for den studerende Bane ved Latinskolen i Ghri- stianssand foran er omtalt, — var bleven sat i Snedkerlære i nævnte By. Hjemme paa Præstegaarden var saaledes nu kun Præstekonens 2 Døttre af 1ste Ægteskab: Christine Margrete, 14 Aar, og Bolette Christine, 12 Aar, samt de 2 Smaabørn af hendes 2det Ægteskab: Søren 5 og Elisabeth Marie Aar gammel.

Af Friis’s Optegnelser sees, at han saavelsom hans Hustru og Børn i denne Tid alle nød god Helbred, naar undtages, at de 2 mindste Børn i Aaret 1790 fik „Smaakopperne“ der navnlig angreb den lille niaarige

Søren

meget haardt, saa der var Fare for hans Liv. Han kom sig dog heldigvis til Forældrenes store Glæde. Friis ’ s Privatinformationer og den Indtægt, som han og hans Hustru havde af hans Elever, de unge Mennesker, der stadig var i Præstegaarden i Kost og Logis, hjalp ogsaa paa Husets Økonomi og „befriede“ Præstefolkene (som Friis selv siger) fra „trykkende Fattigdom", uagtet Præstekaldet som oven­

for nævnt var ringe. Præstekonen var ogsaa meget flittig og flink. Trods sit store Hushold og sin Børneflok lagde hun meget Vind paa Husfliden, hvori hun var fremragende dygtig og en ypperlig Lærerinde for sine Døttre, der allerede fra deres tid­

ligste Aar blev vænnet til og godt oplært i al kvindelig Husgjerning,

saa at de (ligesom senere deres Døttre) hver inden sin Kreds

stadig udmærkede sig ved Flid og Dygtighed, navnlig i alslags

Spinding og Vævning. Det var egsaa denne Gren af Husfliden, som deres Moder (og Bedstemoder) Birgitte Christine Hielm særlig havde drevet vidt frem, og som i Aaret 1785 indbragte hende den store Udmærkelse: „Første Sølvmedaille for Husflid i Henseende til Tøiers Forfærdigelse1 ).“

Hele 7 Aar hengik, efterat Friis’s Hustru havde været i Kjøbenhavn for at „sollicitere“, forinden det endelig lykkedes ham at opnaa et bedre Embede, idet han den 18de November 1791 allernaadigst blev forflyttet fra Nærstrand i Ryfylke til Hafslo i Sogn. Friis siger selv, at han er „kjed og undselig “ ved at nævne alle de Ansøgninger, som han i Aarenes Løb havde indsendt uden Resultat, og han tror, at han, „uagtet alle sine Attester kunde have været lige nær, “ naar ikke hans Sted ­ søn Peder

Pavels,

— der siden Sommeren 1788 laa i Kjøben ­ havn og studerede, — havde havt „Adresse til Geheimeraad

Brandt11

, Idet han afslutter sine Optegnelser for 1791, — det sidste Aar han skulde være i Nærstrand, — siger Friis videre:

„Her har jeg nu været paa 15de Aar og har levet vel med Helbred og uden stor Fortrædelighed eller trykkende Fattigdom, som mit Skolearbeide har befriet mig fra2 ). Her er ellers et lidet Kald og ikke just godt Levested; tillige en besværlig Fjord med Søreiser til Annexen, saa det ikke er Kald for en fattig eller aldrende Mand. Hvor jeg kommer (o: i Hafslo) tror jeg dog at have saameget tilovers, at (jeg) kunde holde en Capellan, som kan lette noget ved tiltagende Aar. Dér skal ellers ikke 9 * *

9 Denne store Sølvmedaille (som paa Aversen har en allegorisk Figur med Om­

skrift: „Det kongelige Danske Landhuslioldningsselskab“ og paa Reversen Indskriften: „Fliids og Vindskibeligheds Belønning til Fædrelandets bedre Flor“), er endnu bevaret i Slægten og eies nu af Birgitte Christine Hielms Datter-Datters Datter, Enkefru Bispinde Dina Bugge f. Daae i Christiania.

~) Foruden sine egne Børn og Stedbørn sees Friis i disse Aar at have havt til Undervisning i sit Hus: „Foged Dahls ældste Søn Mathias“ (i 4l/2 Aar, 1781—1786), — Fogdens anden Søn: Claus Frimann Dahl (1786—

1791), — Wilhelm Frimann Koren (1786—1789), — Erik Dreyer, Præste­

søn fra Torvestad (1786—1789), — Jens og Jan Schanche, Præstesønner fra Avaldsnæs (1789- 1791), — Jens Peder Hveding, Søn af Lagmand H.

i Stavanger og Bendix Nyrop Rosenkilde, en Kjøbmandssøn fra samme By (1789—1792), samt endelig Rasmus Rosing Bull, Søn af Cancelliraad B., (1791 — 1792).

99

gives nogen Gonversation (!), hvoraf her er overflødig, og som er fornøielig, naar man har Formue dertil. Foruden Hr.

Foged

Dahl bor her ogsaa andre Familier i Sognet, som jeg alle har levet vel og fornøiet med. Og da jeg nu ender det sidste Aar i Nærstrand, saa bøier jeg mit Hjertes Knæ med Lov og Tak­

sigelse . . . Soli Deo Gloria.“

Udpaa Sommeren det følgende Aar (en af de første Dage i August 1792) gik Provst Friis; — han var, kort før han be ­ fordredes til Hafslo, beskikket som Provst i Ryfylke, — med sin Familie og sit Flyttegods ombord i en Jagt, han havde leiet, og tiltraadte Reisen over Stavanger og Bergen til sit nye Hjem i Sogn1 ). Rejseselskabet bestod af Provsten, — dengang 51 Aar gammel, — og hans Frue, som var 2 Aar ældre, samt deres 2 Børn: Søren, 11 Aar og Elisabeth

Marie,

7 Aar. Fremdeles:

Provstindens Datter af 1ste Ægteskab, den 18aarige Bolette Chri­

stine Paveis

og dennes ældre Broder, den 23aarige Peder

Paveis,

som netop denne Sommer efter vel tilendebragt theologisk Ex ­ amen var hjemkommen fra Kjøbenhavn for at besøge sine For­

ældre og nu var med paa deres Flytningsreise. Provstens ældste Steddatter,

Christine

Margrete

Pavels,

dengang 20 Aar gammel, var ved denne Tid (i de 3 Aar fra 1791 til 1794) i Huset hos sin endnu ugifte Farbroder, Major (senere Oberst) Christopher

Paveis paa

Tillergaard ved Trondhjem, og hun var saaledes ikke med paa Flytningen fra Ryfylke til Sogn 2).

9 Af Friis’s Optegnelser sees, at han allerede 29de Mai „havde holdt Auktion paa Kreaturer og hvad Boskab, han ikke kunde føre med sig.“

Den 29de Juli (8de Søndag eft. Trin.) „holdt jeg,“ — siger Friis, —

„min Afskedsprædiken baade for Hinneraa og Stjernerø Menigheder, da Hr. Laugmand Hveding og Hr. Foged Dahl var i Kirke. Det var mig tungt at sige en Menighed Farvel, som jeg havde været hos i 15 Aar.“

Den her gjentagne Gange omtalte „Foged Dahl“, — der med sin Familie udgjorde Friis’s nærmeste Omgang i Nærstrand, — hed Christian Lerche Dahl, f. 1741, f 1836 i Bergen som Justitsraad og endtlediget Stiftamt- skriver. Hans Hustru Wenke f. Garmann, f. 1751, f 1812, var Datter af Foged i Ryfylke, Justitsraad Christopher Garmann (f 1779).

-) Efter hvad hendes Halvsøster Fru Elisabeth Marie Daae, f. Friis har fortalt, var Christine Margrete Pavels (senere gift med Præst Aabel) i 1791 bleven saa omtrent nødt til at forlade sin strenge Stedfaders Hus, da hun havde paadraget sig hans Vrede paa følgende Maade: Friis var —

Selskabet ombord paa Jagten var dog, som vi ser, mere end talrigt nok i Forhold til Rummet og Bekvemmelighederne, og Reisen varede i henved 4 Uger, afbrudt ved Ophold i Bergen paa 6 Dage, der medgik til Besøg hos „adskillige Venner og Bekjendte“, samt Indkjøb af „et og andet nødvendigt til Huset “.

Ellers aflagdes ogsaa underveis kortere Besøg hos Provst Sver­

drup1) paa Avaldsnæs (hvor der communiseredes) og paa Riis- øen hos Cancelliraad Bull2

),

samt i Lekanger hos Præsten Hr.

Anders Daae3), hvor man,

— da det var Søndag, — bivaanede Gudstjenesten i Kirken, medens der Søndagen forud, — efter hvad Friis fortæller, — var „holdt Tjeneste paa Jagten“. Efter et Uheld med Fartøiet inde i Sognefjorden, — hvilket nødvendig ­ gjorde et Ophold paa Grund af fornøden Reparation, — naaede de endelig den 31te August om Aftenen (26 Dage efter Afreisen fra Nærstrand) til Solvorn i Hafslo, hvor de tog ind til Gjæst- giveren Henrik

Nitter.

Efterat Provst Friis den følgende Dag havde været oppe at bese sig i Præstegaarden, flyttede hele Familien et Par Dage senere derop, da imidlertid ogsaa Største­

delen af deres Flyttegods var fragtet did fra Solvorn ad den steile og daarlige Vei.

som vi ogsaa længere frem vil faa Anledning til at erfare — en over- maade hidsig og opfarende Mand, og naar han havde sine Paroxysmer, kunde han være som vanvittig. Under en saadan voldsom Scene, — som hans Hustru og den ældste Steddatter Christine Margrete Pavels (dengang 19 Aar gml.) overvar, — havde Sidstnævnte — som hun troede ubemærket — været saa dristig at vende sig til sin Moder og ryste paa Hovedet af Stedfaderens Galskab. Men hendes misbilligende Gestus blev af et forrædersk Speil røbet for Friis, som herover blev saa forbittret og hadsk mod sin Steddatter, at hun som nævnt ikke kunde være hjemme, men maatte ty til sin Farbroder ved Trondhjem. (Denne Fru Daaes Be­

retning saavelsom den foran — ’Side 95 — meddelte om Jacob Paveis har Nedskriveren faaet af Enkefru Bispinde Bugge, der selv har hørt dem af sin Mormoder, i hvis Hus hun var i flere Aar).

Jørgen Jørgensen Sverdrup, f. 1732, Præst til Avaldsnæs 1789, Provst i Ryfylke 1792; (som saadan Friis’s Eftermand)

2) Henrik Helkand Buli, f. ca 1732, t 1797, Sorenskriver i Ryfylke fra 1782. Hans Hustru var El'en Christine Motzfeldt, f. 1739, f 1812. Deres Søn Rasmus Rosing Buil (f. 1779, f 1833, Kapt. i Marinen) havde som nævnt været Friis’s Elev.

s) Anders Daae, f. 1758, f 1816, Sognepræst i Lekanger fra 1789. Hans 1ste Hustru Anne Sophie Heiberg, f. 1757, f 1807.

101

13de Søndag eft. Trin. (2den September) 1792 holdt Provst Friis sin 1ste Prædiken i Hafslo Hovedkirke, og kort efter reiste hans Stedsøn Peder

Paveis

tilbage til Kjøbenhavn. Senere ud paa Høsten aflagde Præstefolkene paa Hafslo Besøg hos sine Naboer: Provst Christie

1),

Oberstlieutenant Brun 2

)

og Soren­

skriver Fleischer

3)

i Sogndal, samt Præsten Krohn'1

) i

Lyster m. FL Efterat have omtalt dette skriver Friis ved Aarets Slut­

ning i sine Optegnelser:

„Dette Aar har været mig uroligt og bekosteligt, saa min liden Velfærd forsvinder, som jeg tungt og surt havde stræbet for at kunne have (som) en ringe Hjælp til mine Børn. Gud styrer og raader for Alt. Hans Vilje ske i alle Ting! — — — “

Det første Aar paa Hafslo blev ogsaa kostbarere for den tilflyttede Præstefamilie end forudsat, da Enken efter Friis ’s For­

mand i Kaldet (Hr. Andreas

Lind*))

fik „Prolongation paa Naadsens-Aaret “, saa hun skulde oppebære „de visse Indkom ­ ster“ af Embedet i

2

hele Aar. Denne Præsteenke „Madame Lind11 blev ogsaa med sine to hjemmeværende voxne Døttre boende paa Præstegaarden Vinteren over. Det Haab, som Friis og Hustru havde næret om at kunne undvære den Biindtægt, de tidligere havde maattet søge ved at have Godtfolks Børn til Undervisning og som Kostgjængere i deres Hus, blev saaledes skuffet, og allerede ved Fastelavnstid det følgende Aar (1793) ser vi, at Provst Friis paany gjenoptog sine Privatinformationer6 ). 9 * *

9 David Werner Christie, f. 1730, f 1805, Sognepræst i Sogndal fra 1778, Provst i Sogn fra 1790. Hans Hustru var Sara Cornelia Koren, f. 1738, f 1807.

2) Peter Brun, f. 1729, f 1814, Oberstlieutenant fra 1790, Afsked (med Generalmajors Charakter) 1811. Boede paa sin Eiendomsgaard Næs i Sogndal. Hans (2den) Hustru var Anna Kaasbøll Munthe, f. 1740, f 1824 (Præstedatter fra Tingvold paa Nordmøre).

3) Michael Fleischer, f. 1747, f 1814, Sorenskriver i Indre Sogn. Hans Hustru var Catharina Wilhelmine Castberg, f 1830.

4) Ludolph Krohn, f. 1741, f 1795, Sognepræst i Lyster fra 1785. Hans (2den) Hustru var Maren Cathrine Høgh, f. 1-749, f 1827.

5) Andreas Lind, f. 1733, f 1791 (af Slagtilfælde), Sognepræst i Hafslo fra 1786. Hans Hustru var Elisabeth Christine Schønsal, (en dansk Dame), f 1818 i Hafslo.

6) En Ole Hjerrild, Søn af Præst H. i Lærdal, blev da Friis’s Elev.

Hans Hustru fik paa denne Maade fremdeles unge Pensionærer i Huset og en stor Husholdning at bestyre her paa Hafslo Præste- gaard, som hun før havde havt det i Nærstrand. Kort Tid efter Ankomsten til Sogn mistede hun ogsaa den gode Hjælp, hun hidtil havde havt i sin snille og flinke Datter, den 18aarige

Bolette.

Hun blev nemlig allerede ved Paasketider 1793 forlovet og udpaa Høsten samme Aar gift. Hermed gik det saaledes til:

Blandt de første Gonfirmander, Provst Friis fik at læse med, efterat han kom til Hafslo, var de 2 forældreløse Sødskende Ole og

Grete

Munthe fra Krogen Gaard, de yngste af den i 1785 afdøde Gapitaine Gerhard

Munthe9s efterladte

Børn. Disse 2 Sødskende, — som allerede fra deres spæde Aar havde været moderløse, — var nu i Huset hos sin Halvbroder Lieutenant Hartvig Munthe paa Krogen, dengang 26 Aar gammel og endnu ugift. Nytaarsdag 1793 indfandt den nævnte unge Lieute ­ nant sig paa Hafslo og aflagde efter Gudstjenesten et Besøg i Præstegaarden for med Provsten at aftale det Fornødne an- gaaende sine Halvsødskendes, den Ißaarige Gretes og den 14- aarige Oles, Forberedelse til Confirmation. At dette Besøg kom til at udstrække sig til hele 2 Dage, skyldtes vel Provstens og Provstindens Gjæstfrihed, men vistnok ogsaa delvis den Omstæn ­ dighed, at Lieutenanten strax kom til at kige for dybt i den 18aarige Bolettes vakkre Øine, som han senere aldrig kunde glemme. Under de 3 følgende Maaneder, medens hans Halv- sødskende (og Pleiebørn) „gik til Præsten “ , fandt ogsaa Lieute­

nanten gjentagne Gange Anledning til at aflægge Besøg i Præste ­ gaarden, og paa de Unges Gonfirmationsdag, den 14de April (2den Søndag eft. Paaske), da baade de 2 Gonfirmander fra Krogen og deres unge Pleiefader var Præstefolkets Gjæster, blev Lieutenant Hartvig Munthe og Bolette Paveis forlovede. Dette var ikke alene i Øieblikket en glædelig Begivenhed, men den Pagt, som disse to unge Mennesker den Dag sluttede med hin ­ anden, blev senere gjennem et langt Liv baade dem selv og deres Nærmeste til Held og Velsignelse.

I Løbet af Sommeren var da Præstefamilien paa Hafslo

flere Gange paa Krogen, og Krogens Eier endnu oftere paa Hafslo

103

Præstegaard1 ). Da Alt og Alle paa Krogen Gaard savnede og stod færdig til at modtage en Husmoder, blev heller ikke Bryl­

lupet udsat længere, end Brudens Udstyr krævede det, og alle ­ rede samme Aar udpaa Høsten (Tirsdagen den 12te November 1793) blev det unge Par viet i Hafslo Kirke af Provst Friis.

Dagen feiredes med et Bryllupsgilde i Præstegaarden; men Gjæ- sternes Antal var ikke stort, „ikke andre end de nærmeste af Familien og Venner, omtrent 10 Personer“, siger Friis i sine Optegnelser 2 ). Fredagen efter holdt det nygifte Par sit Indtog paa Brudgommens vakre og gode Fædrenegaard Yttre-Krogen, som ligger paa den anden Side af Sognefjorden i Urnæs Annex.

Den følgende Vinter var Provstinde Friis alene om Hus­

bestyret paa Hafslo Præstegaard, da hun nu havde giftet bort den ene af sine to voxne Døttre, og den anden, Christine Mar­

grete,

først Aaret efter (1794) ved Pintsetid vendte tilbage fra Trondhjem, hvor hun — som før nævnt — havde i hele 3 Aar været hos sin Farbroder Major Paveis. Nu trængte hendes Moder vistnok hendes Hjælp, men allerede inden Aarets Udgang blev ogsaa denne Frøken Paveis, — som dengang var 22 Aar gammel og meget vakker, — forlovet. Kjæresten var den 2 Aar tidligere til Sognepræst i Jostedalen udnævnte Ole Aabel. Hendes Valg vakte — efter hvad Familietraditionen vil vide — nogen Forundring, da hun var baade ung og smuk, og Aabel (en Gaard- mandssøn fra Topdal i Christiansands Stift) var hele 15 Aar ældre end hun og hverken pen eller særskilt begavet. Men en brav og skikkelig Mand var han og derhos velbestaltet Sogne­

præst, omend hans Kald var lidet og laa afsides og veirhaardt til oppe under Jostedalsbræen uden skikkelig Forbindelse med Udenverdenen. Giftermaal var ogsaa unge Pigers eneste For-

J) Optegnelser herom haves i Munthes endnu bevarede Almanaker.

2) Af Friis’s Optegnelser sees, at han som Text ffor Brudetalen valgte 1 Kong. Bog, 8 Kap., 57. Vers (Kong Salomos Bøn): „Herren vor Gud være med os, saasom han har været med vore Fædre! Han forlade os ikke og overgive os ikke’“ — Alle, som kjender dette Brudepars Lev­

netsløb og Livsførelse, ved, at denne Bøn gik i fuldeste Maal i Opfyldelse, og at Gud stod disse Ægtefolk trofast bi under de bevægede og vanske­

lige Tider, de i Fællesskab fik prøve.

sørgelse i den Tid, og en fornuftig Moder raadede visselig ikke dengang sin Datter til at vrage en brav Mand i en sikker Livs­

stilling. Hvorom Alting er: Christine

Margrete Pavels

gav Joste- dalspræsten Ole Aabel sit Jaord, og hun stod kort efter (3die Marts 1795) Brud med ham, hvorpaa hun flyttede (paa Heste­

ryggen) op til den lille Præstegaard i den afsides Fjelddal 1 ).

Ellers indtraf der foruden det ovennævnte Bryllup, — som for Præstefamilien paa Hafslo selvfølgelig var Aarets Hovedbe ­ givenhed, — ogsaa samme Aar (1795) to glædelige Barselgilder i Slægten, et først og et sidst paa Aaret. Den 14de Januar (en Onsdag) blev Provstinde Friis ’ s første Barnebarn, den lille Gerhard

Munthe

paa Krogen, døbt i Forældrenes Hus af Provst Friis og baaret til Daaben af sin Mormoder Provstinden. Blandt de øvrige Faddere var ogsaa Jostedalspræsten Ole Aabel. Det andet Barsel­

gilde var næsten et Aar senere, ved Juletider og i Jostedalens Præstegaard, ved hvilken Ledighed Provstinde Friis ’ s næstældste Barnebarn, den lille Peder

Paveis Aabel blev

døbt.

Dette saavelsom det følgende Aar (1796) hengik iøvrigt for Præstefamilien paa Hafslo stille og roligt uden vigtigere Hæn ­ delser, og den daglige Ensformighed blev væsentlig kun afbrudt, naar man af og til en sjelden Gang — mest om Sommeren — fik et kort Besøg af Børn og Børnebørn fra Krogen og Joste ­ dalens Præstegaard.

I Aaret 1797 — paa 5te Aar efterat Friis ’s var kommen til Hafslo — blev deres Søn, den nu 16aarige Søren

Friis,

8 Dage efter Paaske confirmeret og reiste umiddelbart efter til Skolen i Bergen. Paa Confirmationsdagen (23de April) var der et lidet Selskab i Præstegaarden, hvori deltog Munthe’

s

fra

*) Hvorvidt den Animositet, som Provst Friis skal have næret overfor sin ældste Steddatter (se Side 100), var ganske hævet, da hun vendte tilbage fra Trondhjem, er maaske tvivlsomt, og dette Forhold kan vel ogsaa have medvirket til, at hun saa hurtig giftede sig. Nogen Aarsag til at for­

tryde sit Valg fik hun vistnok aldrig.

Af Friis’s Optegnelser sees, at der heller ikke 1795 var noget større Bryllup paa Hafslo Præstegaard. „Provst Christie fra Sogndal (der for­

rettede Vielsen) med Familie og nogle faa andre, omtrent som ved min anden Datters Bryllup", siger Friis. (Brudens Søster fra Krogen og dennes Svigerinde, den førnævnte Grete Munthe var blandt Bryllupsgjæsterne).

105

Krogen:

Lieutenanten og hans Hustru (Confirmandens Halv­

søster) samt deres lille Søn Gert og deres 2 Pleiebørn: den 20- aarige Grete Munthe (Lieutenantens før nævnte Halvsøster) og den ßaarige forældreløse Gert Munthe fra Aarøen (Lieutenantens Søstersøn). De øvrige Gjæster i dette Gonfirmationsgilde var Sønner og Døttre af den før nævnte Oberstlieutenant Brun i

Sogndal, med

hvem Friis’ s meget omgikkes. To Dage efter Confirmationen fulgte Confirmanden, — der nu skulde forlade sit Fædrenehjem og sin Faders Undervisning, — med Brun ’s til Sogndal og reiste derfra videre i Følge med en vis „Hr. Schiøtt “ til Bergen, hvor han var saa heldig at komme lige ind i Latin ­ skolens øverste Klasse („Mesterlectien“ ). Dette var selvfølgelig til megen Glæde for hans tidligere eneste Lærer, hans Fader Provsten, som nu — efter i 20 Aar (eller helt siden han kom op til Norge som Præst) at have stadig arbeidet med privat Undervisning — ophørte med denne, særlig for en ældre Mand, anstrængende Skolegjerning.

Det følgende Aar havde Forældrene den Glæde at se denne sin Søn med rosende Testimonia dimitteret fra Bergens Skole til Universitetet, og i August 1798 afreiste han da til Kjøben- havn, hvor han i Oktober tog sin Examen artium med næstbedste Charakter.

Aaret efter (i 1799) udpaa Høsten, da samme Søren Friis var oppe til Andenexamen, gik det ikke saa godt; — han fik

„ringeste Charakter “ (□: „Non“ ), og Faderen, den gamle Provst Friis, der — som før er sagt — var meget heftig, blev herover aldeles rasende; ja det fortælles endog, at han, da han ikke kunde faa udøse sin Vrede over den fraværende dovne Søn, lod den hjemmeværende Haarige Datter Elisabeth Marie smage Stok­

ken i Broderens Sted1 ). Hvorom Alting er: Sønnen turde ikke

x) Provst Friis skal ifølge Traditionen ikke have været sen til at bruge

Stokken saavel paa sine egne Børn som paa sine øvrige Elever, for hvem han nok var en streng „Tugtemester“, ja endog hans Sognebørn, Bønderne, kunde resikere at faa gjøre Bekjendtskab med hans Kjep, naar han fandt, at de bavde forgaaet sig. Hans Kone pleiede da, — siges der, — paa Forhaand at gjemme bort den store Spanskrørsstok, saa den første Vrede fik Tid til at lægge sig noget, medens han (og ligesaa paa Skrømt hans

vise sig for den vrede Fader og istedenfor at reise hjem efter Examen, som Bestemmelsen var, tog han sin Tilflugt til en af sin Faders gamle Venner i Danmark, Præsten

Reingaard,

som forbarmede sig over den stakkels Student og lod ham blive hos sig Vinteren over, indtil han udpaa Vaaren var saa heldig at faa sig Condition som Huslærer hos en anden Præstefamilie paa Sjælland. Fra Faderen fik nemlig Søren Friis ikke paa hele 2 Aar nogensomhelst Understøttelse, og det var først, efterat hans Halvbroder, daværende Sognepræst Peder

Pavels,

samt den Præst, i hvis Hus Søren Friis var Informator, havde lagt gode Ord ind for ham, at han udpaa Høsten 1801 fik sin vrede Faders Sam­

tykke til atter at opholde sig i Kjøbenhavn og dér begynde at læse til den theologiske Examen1).

At Provstinde Friis han gjennemgaaet meget i disse Aar, da Sønnen Søren stod paa en saa spændt Fod med sin Fader, er let at forstaa, og at hun har forsøgt at mægle og at stille sin strenge og stivsindede Mands Vrede efter bedste Evne, er sikkert nok. Paa den anden Side havde hun i denne Tid megen Glæde af sine andre Børn. Saaledes blev hendes yngste Datter

Elisabeth

Marie confirmeret ved Paasketider Aar 1800, og alle-

Kone) for omkring og ledte efter Stokken. Familietraditionen ved over­

hovedet meget at berette om Provstinde Friis’s heldige Indflydelse paa Mandens heftige og stive Sind og om hendes Evne til nogenlunde at be­

rolige ham. Han havde visselig ogsaa megen Kjærlighed til og Respekt for hende.

b Som Supplement til Ovenstaaende hidsættes Følgende af Provst Friis's Optegnelser fra denne Tid. — I 1799 skriver Friis: „Min Søn tog 2den Examen i Oktober og fik ringeste Charakter, som han ikke kunde vente andet, da han havde liden Lyst til Studeringer, skjønt han haver et meget godt Hoved. Heller ikke betalte jeg Professorerne, og naar hans Flittig­

hed ikke var desto større, kunde der ikke ventes andet. Han reiste der­

efter ud til Præsten Hr. Reingaard i Sønder Jernløse, min intime gamle Ven, som tog sig af ham og tilbød ham at blive dér i Vinter, som ogsaa sker.“ I 1800 skriver Provst Friis: „Min Søn har antaget Condition i Sjælland hos Hr. Provst Schreiber at læse for hans Børn, og haaber (jeg), at han derved kommer i Rolighed, som jeg har den gode Hr. Reingaard at takke for, der reddede ham i Nøden. Gud glæde ham med Kone og Børn nu og altid!“ — Det følgende Aar (1801) skriver Friis: „Min Søn, som P/2 Aar har været hos Hr. Provst Schreiber, til Fornøielse paa begge Sider, har jeg efter megen Overtale af ham og hans Broder tilladt at reise til Kjøbenhavn i Septbr. for at begynde (at læse) til Exam. Theolog.“

107

rede Aaret efter blev hun — kun Aar gammel — forlovet med den 25aarige Christen

Daae,

dengang Personelcapellan i Førde. I Mai Maaned Aar 1800 blev Fru Friis ’ s Svigersøn

Aabel i

Jostedalen befordret fra dette lille, afsidesliggende og fattige Kald til det bedre og blidere Aurlands Sognepræstembede i Sogn, og ved Juletid foregik deres Flytning. I Begyndelsen af det følgende Aar (1801) fik Provstinde Friis den glædelige Efter ­ retning fra sin kjære og brave Søn Peder Paveis, som nu i 6 x / 2 Aar havde været Orlogspræst og faret viden om paa lange Togter, at han var bleven udnævnt til Sognepræst i Gloppen i Nordfjord, som ansaaes at være et godt Kald1 ). Og, — efterat han 2den Marts s. A. (altsaa akkurat Maanedsdagen før det store og berømmelige Slag paa Kjøbenhavns Rhed) havde staaet Brudgom i Kjøben­

havn med den 26aarige Frøken Elisabeth

Pfleug

(„hvis Fader var Oberstlieutenant og af en fornemme Familie“ , skriver Provst Friis i sine Optegnelser), — glædede den unge Præst Paveis ved Midtsommerstid sin Moder og de øvrige Slægtninge i Sogn med et kjært Besøg, idet han og hans Hustru, forinden de begav sig til deres nye Hjem i Nordfjord, var i Sogn i flere Uger. Under denne Tid var det unge Par ikke alene paa Hafslo Præstegaard, men reiste i Besøg til Munthes paa Krogen og Aabels i Aurland, samt til Sogndal og flere Steder i Omegnen, paa hvilke Udflugter ogsaa de gamle Friis ’s slog Følge med, ligesom der paa alle disse Steder og paa Hafslo Præstegaard blev gjort Selskab for de kjære og sjeldne Gjæster, af hvilke den unge og fintdannede Frue fra Kjøbenhavn visselig har gjort meget Indtryk og været

h Ligesom Orlogspræst Paveis i sin Ansøgning om Gloppen anfører, at han,

— om han naadigst forundes dette Kald, — vilde nyde „den Glæde igjen at se en inderlig elsket Moder, hvis ømme Kjærlighed og Længsel have voldt hende mange Bekymringer under mine lange Reiser/ — saa- ledes skriver den gamle Provst Friis i sine Optegnelser, da han omtaler at have faaet Underretning fra sin Stedsøn om hans Udnævnelse til Sogne­

præst i Gloppen: „Dette var mig saa stor Glæde, som det kunde være min egen Søn, da jeg altid meget har elsket ham, ligesom han altid har erhvervet sig de Flestes Yndest.“ Da, som vi har seet. Provst Friis ved denne Tid ikke var tilfreds med sin egen Søn, har Glæden over Sted­

sønnens Held og Lykke vistnok været saameget større; thi han har visselig holdt meget af ham.

betragtet som et lysende Forbillede af Provinsdamerne henne i de afsides norske Fjordbygder.

Efterat Paveis’ s var reist, blev det atter stille paa Hafslo Præstegaard, hvor iøvrigt den lille 2aarsgamle

Nicoline Munthe

fra Krogen ved denne Tid var i flere Maaneder hos sin Bedste­

moder og vel bragte lidt Liv med sig. Over Jul begyndte ogsaa en travlere Tid i Præstegaarden; thi nu skulde der laves til Bryllup for Husets Datter

Elisabeth

Marie

Friis.

Den 21de Mai 1802 stod denne Provst Friis ’ s eneste Datter

— endnu ikke 17 Aar gammel — Brud i Hafslo Kirke med den førnævnte Præst Christen Daae, som kort forud fra Personel- capellan i Førde var bleven befordret til Sognepræst i Vardø og Garnisonspræst paa Vardøhus. Provst Christie i Sogndal viede de unge Folk, og i Brylluppet var bl. A. ogsaa Frænderne fra Krogen tilstede. En Uge, efterat de var bleven gifte, begav Daae og Hustru sig afsted paa den lange Reise, først til Bergen og saa videre helt op til Østfinmarken, og det maa have været med tungt Sind, at de gamle Friis ’s saa denne deres kjære Datter forlade Fædrenehjemmet for at bosætte sig paa et saa fjernt og med den Tids daarlige Befordringsmidler saa utilgjængeligt og ensomt Sted som Vardø.

I det følgende Aar (1803) ud paa Høsten havde Præste­

folkene paa Hafslo den Glæde, at deres Søn

Søren

Friis tog sin theologiske Examen i Kjøbenhavn med bedste Charakter, og næste Sommer (i Juli 1804) kom han endelig efter hele 7 Aars Fravær tilbage til Fædrenehjemmet, hvor han nu — trods tid­

ligere Rivninger mellem Faderen og ham — modtoges med aabne Arme og inderlig Glæde af sine gamle Forældre, der kort efter med Fryd og Stolthed hørte deres haabefulde Søn holde sin første Prædiken i Hjembygdens Kirke under almindeligt Bifald af Slægt, Venner og Almue1 ).

0 Prost Friis skriver herom i sine Optegnelser for 1804: „Den 5te Juli havde vi den Glæde at modtage vor Søn Søren Hielm Friis frisk og vel her i Præstegaarden med Beviser for Laudabil: til Examen Theol:, Cathe- ceticum og for Demisprædiken, ligesom iøvrigt for en god moralsk Cha­

rakter. Den 22de Juli holdt han sin første Prædiken her ved Hafslo Ho­

vedkirke, som ikke kunde andet end fornøie hans Moder og mig, da han

109

Provst Friis beholdt nu denne sin Søn, den theologiske Gandidat, hjemme hos sig, og uagtet han, da han kom hjem fra Kjøbenhavn, endnu var for ung til at blive Præst, hjalp han jevnlig sin gamle Fader med at prædike. Ligesaa optog han Faderens tidligere Virksomhed som Privatinformatbr for Embeds- mænds Sønner dér i Egnen, hvilke da ogsaa nu som i tidligere Tid fik Kost og Logis i Præstegaarden1 ). To Aar efter sin Hjemkomst fra Academiet fyldte Søren Friis den for Præster fastsatte Minimumsalder 25 Aar, og efterat være udnævnt til sin Faders Personelcapellan, blev han (i Oktober 1806) ordineret i Bergen. Samme Dag som han blev „indsat “ i Egenskab af Ga- pellan i Hafslo (2den Søndag i Advent □: 7de Decembr.) varder Glædesfest og Gilde i Præstegaarden, hvor, — siger Provst Friis,

— „adskillige gode Venner var tilstede og tilbords: Hr. Gapitaine v. Daae, Hr. Capitaine v.

Munthe,

Hr. Lieutenant v. Lind, Hr.

Schiøtt fra

Sogndal og Studiosus Hr. Rasmussen fra Kaupanger, Klokkeren med Kone, Lensmand med Kone og den ældste Med ­ hjælper Johannes Hillestad. I Borgestuen blev ogsaa beværtede:

Rosmanden med Sine, mine Tjenere og Husmænd med Sine, som fik Mad, 01 og Brændevin, “ — tilføier Friis sluttelig, idet han omtaler denne Fest i sine samtidige Optegnelser2).

fandt almindeligt Bifald baade for sine gode Gaver og Prædikenens Ind­

hold.“ — „Gud være lovet for sin megen Naade og Miskundhed, som jeg ikke kan fuldtakke ham for i dette Liv, der har holdt sin Haand over min Søn gjennem saa mange Forandringer, Snarer og Fristelser, som kunde have mødt ham nu paa 8de Aar, siden han forlod mit Hus.“

9 Som Søren Friis’s Elever i 1805 og flg. Aar kan nævnes: Nils Knagen- hielm, f. 1796, f 1852 som Eier af Kaupanger og fhv. Lieutenant, — Jesper Daae, f. 1795, 1834 som Premierlieutenant ved Lysterske Comp.

og Gerhard Munthe, f. 1795, f 1876 som Eier af Krogen Gaard og fhv.

Gapitaine, — alle tre Embedsmandssønner fra Sogn og sidstnævnte Provst­

inde Friis’s Dattersøn, om hvem mere senere.

2) Den blandt Friis’s Gjæster ved omhandlende Ledighed nævnte „Capt.

v. Daae“ var: Joachim Knagenhiebn Daae, f. 1767, f som Major i 1829 paa sin Eiendomsgaard „Nygaard“ i Lyster (Fader af den Jesper Daae, der er nævnt foran som Søren Friis’s Elev). „Gapt. v. Munthe“: Hartvig Kaas Munthe til Krogen, gift med Provst Friis’s Steddatter Bolette Chri­

stine Paveis, er før og senere oftere nævnt. „Lieutenant v. Lind“: Alex- ander Lind, f. 1768, Søn af forannævnte Sognepræst Andreas Lind, der havde været Friis’s Formand i Hafslo, døde som Major og Kompagnichef

Om Høsten samme Aar fik Præstefolkene paa Hafslo Un­

derretning fra deres Datter og Svigersøn Daae i Finmarken, at de efterat have været deroppe i 4 Aar ikke længere havde kunnet holde det ud; men at de med deres eneste Barn, den lille Paarige Birgitte Christine, havde begivet sig paa den lange og besværlige Reise helt fra Vardø til Kjøbenhavn for at søge Kongen om et andet Kald 1 ). Kort før Jul var Daae virkelig ogsaa saa heldig at blive befordret til Saltdalens Sognepræstembede i Nordland, og han begav sig da med Kone og Barn strax paa Hjemveien og ankom over Bergen til Hafslo Præstegaard den 22de Februar 1807 i god Behold til megen Glæde for hans Hustrues Forældre og øvrige Slægtninge i Sogn.

I 3 Maaneder varede dette kjære Besøg, der — ligesom Paveis’s Besøg 6 Aar før — gav Anledning til mange smaa Selskaber saavel hos Friis’ s paa Hafslo Præstegaard som hos Munthe ’s paa Krogen, hos Aabel ’ s i Aurland m. fl. St. Et Skaar i den almindélige Glæde var det vistnok, da den unge Fru Daae var saa uheldig paa Tilbageturen fra et Afskedsbesøg paa Krogen, at hendes Ridehest snublede og faldt, hvorved hun i Forskræk ­ kelse sprang ud af Sadelen og derved foranledigede sin for tid ­ lige Nedkomst med et dødfødt Barn. Den unge Moder kom sig dog forholdsvis snart, og sidst i Mai reiste hun med Mand og Barn (den før nævnte lille Birgitte Christine) over Bergen til deres nye Hjem i Nordland.

Samme Aar (1807) om Høsten begyndte Krigen med Eng ­ land, efterat Danmark og Norge i det store Hele havde nydt en

i Bergenske Brigade. — „Hr. Schiøtt fra Sogndal“, maaske den Holger Halling Schiødt, som i 1812 blev Sognepræst til Jostedalen (vistnok den samme „Hr. Sc-hiøtt“, som er nævnt foran i 1797).

’) Af Daaes Ansøgning om Befordring (dat. Kjøbenhavn ;8/10 1806) sees, at hans Embede paa Vardø havde været saa daarligt, at det „med mu­

ligsi Sparsomhed umuligt kunde nære ham“, og dette i Forening med

„Klimaets Haardhed“ og den Omstændighed, at „han med Familie idelig maatte være i Bekymring for at blive husvild“, — hvad han sluttelig ogsaa blev, — nødede ham til — „efter paa bedste Maade at have be­

sørget Embedet forrettet“ — at „tage sin Tilflugt herned (til Kjbhvn.) for ved Hs. Maj.’s Naade allernaadigst at blive befordret“ (Cancelli Indlæg for 1806, Norske Rigs-Arch.).

111

lykkelig Fred i lang Tid. Kjøbenhavns Bombardement og Ri ­ gernes Stolthed, deres Krigsflaades Udleverelse til Engelskmæn- dene kom som et Lyn fra klar Himmel og udbredte Sorg og Bestyrtelse overalt i de forenede Riger. Den senere Blokering af vore Kyster lammede som bekjendt paa en frygtelig Maade Handel og Næring, hindrede den nødvendige Samfærsel mel­

lem Rigerne og Korntilførselen til Norge, saaledes at efter- haanden Nød og Dyrtid maatte komme over Landet. I Begyn­

delsen af det følgende Aar (1808) udbrød ogsaa Krigen med Sve ­ rige, og nu var der visselig ikke mange norske Hjem eller Fa ­ miliekredse, som ikke direkte og umiddelbart fik sin Andel at bære af Tidernes Haardhed og Ugunst.

Præstefamilien paa Hafslo maatte da ogsaa med Deltagelse og Bekymring se den kjære Svigersøn paa Krogen, Gapitaine

Munthe,

— som allerede den foregaaende Pløst havde været be ­ ordret fra sit Distrikt til Garnisonstjeneste i Bergen, men som før og efter Nytaar havde nogle Ugers Hjemlov, — nu i Februar 1808 for Alvor blive kaldt under Fanen for at drage med de Ber- genhusiske Grenaderer til den fjerne Krigsskueplads paa Østlandet, ladende tilbage i Hjemmet 5 smaa Børn (i Alder 5 til 12 Aar) og en bekymret Hustru, som da Udmarschorden kom, og hendes Mand uopholdelig maatte reise, hver Dag ventede sin Nedkomst. 1 ) Vorherre holdt dog sin skjærmende Haand baade over ham, som drog ud, og dem, som han lod tilbage i Hjemmet, saa de atter efter Aar og Dag fik samles med Glæde. Sidst i Oktober 1809 — altsaa 20 Maaneder efter Udmarschen — vendte Gapi­

taine Munthe med Hæder tilbage fra Feltlivets Strabatser og Farer.

At dette ogsaa for de gamle Friis ’ s paa Hafslo bar været en glædelig Begivenhed, som fortjente at optegnes og erindres, ser vi deraf, at Provsten, — hvis Optegnelser kun sjelden omhandler, hvad der tildrog sig i hans Stedbørns Hjem, — herom skriver:

9 Frantz Munthe (f 1871, som fhv. Capitaine i Artilleriet) kom til Verden 12te Februar 1808, en Uge efterat hans Fader var rejst hjemmefra. Den ældste af Gapt. Hartvig Munthes Børn, Sønnen Gerhard, var allerede Aaret forud (i August 1807), kun 12V± Aar gammel, kommen ind paa Krigsskolen i Christiania.

„Hr. Capitaine v. Munthe, som var cominånderet og var østerpaa, er igjen hjemkommen. Han har været i Bataille, hvor der faldt endel, endog Nogle ved Siden af ham. Ved denne Lci- lighed blev han med Flere Riddere og fik den nye Orden.“1 )

Fra sin Datter Elisabeth Marie og hendes Mand Præst Daae modtog de Gamle paa Hafslo Præstegaard i dette Aar (1809) daarlige Tidender. De havde nemlig paa Saltdalens Præstegaard lidt baade Skræk og Skade ved en større Ildebrand, og hvad der var endnu værre : de havde mistet deres elskede førstefødte Barn, den førnævnte lille Birgitte Christine, som døde i 4 Aars Alder, og som især blev bitterlig begrædt og savnet af den unge Moder.

Fru Daae kunde aldrig glemme denne sin lille Birgitte, uagtet hun siden fik mange Børn og allerede samme Aar udpaa Som ­ meren fødte Sønnen

Ludvig,

den saa begavede og senere saa be- kjendte Ludvig Kristenssøn Daa, der i Aarenes Løb blev sine Forældres Stolthed og Glæde.

I det samme Aar (1809) blev Provst Friis’ s Søn, hans Ca- pellan og tro Medhjælper Søren Hielm Friis, dengang 28 Aar gammel, forlovet med den 20aarige Jomfru

Charlotte Cammer- meyer, Datter af

Sognepræst til Indviken i Nordfjord Johan Sig­

fried Cammermeyer og dennes første Hustru Anna Poppe. Det følgende Aars Sommer (19. Juli 1810) havde det unge Par Bryl­

lup i Brudens Hjem paa Indvikens Præstegaard, en Fest, hvori dog de gamle Friis ’ s paa Grund af den lange og besværlige Reise ikke kunde deltage.2) — En Maanedstid efter Bryllupet kom de

2) „Den nye Orden“ o: Danebrogsordenens nylig oprettede 4de Klasse, som Munthe fik for sin hæderlige Deltagelse i Affairen ved Berby, den 12te September 1808. I Major Krebs’s Rapport faar Munthe tilligemed Capi- tainerne Lohmann og Brun af Bergenhusiske Regiment samt Lieutenant Gerner af Norske Jægercorps den Ros at have staaet „i den heftigste Kugle­

regn urokkeligen og aflagt Prøver paa sandt Mod, ligesom og det Mand skab, som var hos dem.“

2) Provst Friis skriver om dette Bryllup: „Hverken min Kone eller jeg kunde formedelst Alderdom reise den Vei og være dér; men min Søns (Halv-) Broder Hr. Pavels, Sognepræst i Gloppen med Kone og en Datter, saa og den anden (Halv-) Broder Jacob Pavels nzt dér, tilligemed flere Præster og andre Embedsmænd.“ (Sidstnævnte Jacob Paveis, Provst Friis’s ældste Stedsøn, som var Snedker, er omtalt foran og vil ogsaa blive nævnt senere.)

113

Nygifte til Hafslo, og nu begyndte en Tid fuld af Glæde, Fester og Besøg, hvorom Provst Friis skriver i sine Optegnelser (for 1810):

„Den 18de August ankom de (min Søn og hans Hustru) her til Hafslo tilligemed hendes Fader, samt Madame

Pavels

i Gloppen og hendes Datter Birgitte, som fulgte med.1 ) Den 23de August havde vi et lidet Gjæstebud eller Hjemkomst; da S. T.

Hr. Capitaine v. Munthe med Kone og Børn var her. 2) Ligesaa var her Hr. Foged Endresen, Præste-Enken Madame Lind og med hende et Par Ungdom. I Røg-Stuen var Gaardens Tjenere, nogle Gamle og endel fattige Husmænds Børn, som fik Mad og Drikke.

— Den 26de August kom min (Sted-) Datter fra Urland: Ma ­ dame Aabel med sine 6 Børn, og Dagen efter reiste de Allesam­

men til Krogen. Der blev den unge Kone Madame Friis syg om Onsdagen, saa hun maatte blive liggende efter. Min Kone og jeg var hjemme/

Om en Uges Tid var Præst Friis ’s Hustru restitueret og kunde i Midten af September følge sin Mand paa en Tur til Ber­

gen for at besøge Slægt og Venner dér.

Fra Høsten 1810 var der saaledes 2 Familier: baade de gamle og de unge Friis’s, paa Hafslo Præstegaard og dertil som før stadig Pensionærer, der var Gapellanen Søren Friis’s Elever.

Den gamle Provst Friis skriver herom i sine Optegnelser for Aaret 1810: „I dette Aar i Marts fik min Søn en ny Discipel ved Navn Albert, en Broder til Niels Knagenhielm. Henimod Jul drog Hr. Capitaine

Munthes

Søn Peder Paveis herfra, som havde været her omtrent 3 Aar. Han var bleven virkelig Cadet og skulde til Christiania. Samme Tid fik min Søn 2de andre Dis­

ciple, Sønner af Major v.

Fasting.

Ligesaa havde han kort for­

hen faaet Hr. Aabels ældste Søn: Peder Paveis, som er confir- meret og har læst endel Latin (og) skal begynde paa Græsk,

Birgitte Paveis, næstældste Datter af Præst Paveis i Gloppen, var dengang 7^2 Aar gammel. Hun (der senere er kjendt som Legatstifterinde) døde ugift 1891 i Sandefjord.

2) Capitaine (kort efter Major) Hartvig Munthe fra Krogen (se foran).

saa min Søn har nu fuldt Arbeide med Sprog og Viden­

skaber. “ x )

Sine Optegnelser for dette Aar (1810) slutter Provst Friis sigende:

„Saaledes er nu atter endt et Aar. Jeg er nu i mit 70de Aar, og min Kone 2 Aar ældre. Det er bleven uhørte dyre Tider.

En Hest 100 Rdlr. og meget mere, ligesom den er til, — en Ko 50 Rdlr., — en Tønde Korn 15 Rdlr., — et Bismerpund Smør ligesaa og saaledes i Forhold med alle Ting. — Gud hjælpe os gamle Folk paa vor Alderdom, da han saa naadig har hjulpet hidentil! “

Krigen med England vedvarede som bekjendt fremdeles, og det var overmaade haarde Tider, dels paa Grund af vore Ky­

sters Blokering, dels som en Følge af den slette Finansstyrelse, der bragte det dansk-norske Pengevæsen i stadig større og større Forfald. Pengene blev siettere og siettere, og mindre og mindre kunde man faa for dem, indtil endelig Statsbankerotten indtraf i Aaret 1813. —

I Aaret 1811 i August Maaned døde Provstinde Friis ’s Svoger (hendes første Ægtefælles Broder), den gamle Oberst Christopher

Paveis

i Trondhjem og efterlod sig omtrent „en Tønde Guld“

(o: 100,000 Rdlr.), som, — da han var børnløs Enkemand, — skulde deles mellem hans yngste Søster Enkemadame Tostrup i Hjelmeland (den eneste af Oberstens Sødskende, som endnu var

2) Om de her nævnte Elever af Præst Søren Friis kan oplyses: Albert Jer- sin Knagenhielm, f. 1799, f 1834 som Politifuldmægtig i Christiania (var ligesom forannævnte Niels Knagenhielm Søn af Sorenskriver Christen K.)

— Peder Parels Munthe, f. 1796, f 1876 paa Indre Krogen i Sogn som fhv. Capitaine i Bergenske Infanteribrigade (næstældste Søn af Major Hart­

vig M. paa Krogen Gaard.) — Johan Jacob Fasting, f. 1798, f 1872, Oberstlieutenant af Cavalleriet, senere Toldkasserer i Sarpsborg og Chri­

stian Frederik Fasting, f. 1799, f 1887, Oberstlieutenant, senere Krigs­

kommissær (begge Sønner af Major, senere Oberstlieutenant Thomas Fa­

sting i Vik i Sogn) — Peder Paveis Aabel, f. 1795, f 1869 som fhv.

Provst og Sognepræst i Land (ældste Søn af Sognepræst Ole Aabel i Aur­

land i Sogn, der saa ofte nævnes i disse Optegnelser) Blandt Friis’s Elever ved denne Tid var ogsaa Gerhard Munthe fra Aarøen, f. 1791, f 1878 som Proprietær (om hvem mere senere).

115

ilive), samt hans Broder- og Søsterbørn.1 ) Det var saaledes en hel Rigdom, som Pavels’erne skulde arve efter denne Onkel, og alene paa Provstinde Friis’s Børn af 1ste Ægteskab: Jacob og Peder Paveis, Christine Aabel og Bolette Munthe faldt der til­

sammen 20 å 30 Tusinde Rigsdaler. Men inden det vidtløftige Bo efter Aar og Dag var opgjort, var ogsaa „Dalerne bievne til Toskillinger “ , og den eneste af disse 4 Sødskende, som virkelig fik noget i Behold af Arven, skal have været Præst Peder

Paveis

i Gloppen, der var saa heldig tidsnok at faa anbragt de arvede Penge i Jordegods.

Af andre inden Friis’s Familiekreds mere bemærknings vær ­ dige Begivenheder, som indtraf i dette Aar, kan nævnes, at Ca- pitaine

Munthe

paa Krogen om Vaaren (i Marts) 1811 atter blev beordret til Garnisonstjeneste i Bergen, hvor han ogsaa det fore- gaaende Aar i maanedsvis (Februar — Juli 1810) havde været ind- komrnanderet. Saaledes Aar efter Aar og hver Gang paa ube­

stemt Tid at rives bort fra sin Famile og sit store Gaardsbrug, hvoraf hans Velfærd for Størstedelen beroede, blev imidlertid for Munthe i Længden uholdbart, og da derhos hans Helbred, siden han deltog i Felttoget 1808 — 1809, havde været mindre god, nø- dedes han til at søge sin Afsked fra Krigstjenesten, den han fik i Maj 1811 med Majors Charge og Pension under Navn af

„Var tpenge“ .

I August Maaned samme Aar fødte den unge Præstekone Lotte Friis paa Hafslo sin Førstefødte, en Søn, som 9 Dage efter Fødselen blev døbt med stor Stads og baaren til Daaben af sin Far­

moder Provstinden. Bedstefaderen, den gamle Provst Friis, skriver herom : „August den 13de havde min Søn sin Søn til Daaben, som fik det Navn Johan Sebastian Cammermeyer. 2) Vidner var: Provst-

Sin betydelige Formue havde Oberst Paveis faaet ved Giftermaal med den rige Enke Karen Hammond, hvis 4de Ægtefælle han blev i 60 Aars Alder (i Decbr. 1797). — Hun havde tidligere været gift først med „Negoliant“ og Raadmand i Trondhjem Andreas Christian Friedlieb (f 1772), dernæst med Justitsraad Hans Henrik Carisius (f 1779) og sidst med Cavalierimajor Christian Fredr. Meyer (f i Januar 1797).

2) Efter Moderens Farfader: „Jubellæreren“ Johan Sebastian Cammermeyer, f. 1730, t 1819 som forhv. Residerende Capellan til Korskirken i Bergen,