D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
OZ "i O 130019372880
Det franske Bourgeoisies Krigsmaal i Mellemeuropa
N O R D I S K E F O R F A T T E R E S F O R L A G K Ø B E N H A V N 1 9 1 8
Mellemeuropa
Det franske Bourgeoisies Krigsmaal i Mellemeuropa
N O R D I S K E F O R F A T T E R E S F O R L A G K Ø B E N H A V N 1 9 1 8
disse Dage har udsendt, har for hele Verden afsløret Krigsmaalene hos den sidste af Ententens Fastlands- magter, der, til Dato, befaler over en kampdygtig Hær:
Trankrig. Disse Maal viser, at Frankrig ikke alene har tilstræbt en Tilbageerobring af Elsass-Lothringen, men har sigtet videre mod en Anneksion af Saarbækkenet, saavel som mod Grundlæggelse af en neutral Stodpude- stat paa venstre Rhinbred. For den, der vidste Besked, var dette ganske vist ikke noget Nyt, det er den samme Tone, der i mangestemmigt Kor har lydt fra de sidste tre Aars franske Krigsliteratur. Hvorfor forblev den uhørt af Verden, og af den offentlige Mening, Verdens Samvittighed? Før dette Spørgsmaal kan besvares, gæl
der det om at bibringe Læseren et klart, objektivt Ind
tryk — upaavirket af Kærlighed eller Had til nogen af Siderne — af denne hidtil lidet kendte Literatur, saa at han bliver i Stand til selv at danne sig en Mening herom. Kun de mest fremragende Værker og de be
tydeligste Skribenter skal omtales her. Forfatterne af de Skrifter, vi skal beskæftige os med, tilhører saa godt som alle det højere Bourgeoisie. Mange af dem er Hi
storikere som Alphonse Aulard, Professor i Revolutions
historie ved Sorbonne; saaledes ogsaa Edouard Briault, der under Krigen har ladet sig udnævne til Præsident for Comité-Michelet og til Generalsekretær for Comité de la rive gauclie du Rhin til trods for, at han var en af den tyskvenlige Gabriel Monod's mest fremragende Ele
ver; endvidere Camille Julian, Medlem af l'Institut og Professor ved College de France, en af de betydeligste Kendere af gallisk Fortid; fremdeles J. Dontennille, der kalder sig professeur agrégé d'histoire; og endelig Paul Marmottan, der har skabt sig et Navn som Elise Napo- leon's Biograf. Louis Dimier er Privatdocent i Kunst
historie og Doktor phil. Onésime Reclus var Geograf, Espérandieu er Officer, Finot og Savarit, Maurras og Milhand er Journalister, Barres og Bazin Forfattere og Medlemmer af det franske Akademi, Enée Bouloc og Armand Richter er Advokater; Franck-Chauveau, der er naaet saa højt som til Senator for Oise-Departementet og Vicepræsident for Senatet, er deres Kaldsfælle. Til disse, væsentlig historisk bestemte Aander, slutter sig Finansmænd som Eksminister Yves Guyot, nu Redaktør af Journal des Economistes, Nationaløkonomer som Da
niel Beilet, der indtil sin Død for kort Tid siden, fun
gerede som perpetuel Sekretær ved det Nationaløkono
miske Selskab og som Professor ved »Ecole libre des sciences politiques« og ved »Ecole des Hautes Etudes commerciales«; endvidere Nationaløkonomer som Pro
fessor i Toulouse Leon Polier eller som Alexis Delaire, der i Mellemtiden, højt til Aars, er afgaaet ved Døden.
Han var Elev af Le Play og ansat som Generalsekretær ved det »Internationale Selskab for Nationaløkonomi«.
Bjergværkskyndig er L. de Launay fra l'Institut, Lede
ren af Musæet: »Ecole des mines«. Forfatterne af Krigs- maals-Skrifterne La paix que nous devons faire og »de que sera la paix de demain« betegnes af deres Forlæg
ger som højtstaaende Embedsmænd, der — dels »paa Grund af deres nære Forbindelser med Diplomatiets Ver
den«, dels som Følge af »ganske særlige Omstændig
heder« nødes til at fortie deres kendte Navne. Det er kun faa af Krigsliteraturens Forfattere, hvis sociale Stil
ling vi ikke kender. At de er Repræsentanter for Bour
geoisiet fremgaar imidlertid tydeligt af de Forlag, hvor de har valgt at lade deres Bøger udkomme: Berger, Levrault, Plou-Nourrit, Floury, Attinger1). Deres Skrif
ter udtrykker i Virkeligheden Stemninger og Ønsker hos den Samfundsklasse, hvorfra disse Skribenter er ud- gaaet, det Samfundslag, der siden den 4. September 1870 har staaet for Roret i Frankrig og som har været politisk toneangivende — saavidt det gik an for Hr. Poincaré s demokratiske Regering, der ligeledes er udgaaet fra deres Midte.
Hvorledes tænker de sig nu den kommende Fred, den Fred for hvilken Frankrig kæmper?
l) Se Tillæget.
I m p e r i a l i s t i s k e T a s k e n s p i l l e r k u n s t e r . Dersom der gives et Spørgsmaal, under hvis Stan
dard vore Dages F rankrig vil genfinde sit Samlings
mærke, da er det Spørgsmaalet om venstre Rhinbreds Skæbne. Dette er forstaaeligt. Lige fra den franske Na
tion har bestaaet som saadan, har den med sejg Udhol
denhed sat alt ind paa at udstrække sin Magt indtil Rhi
nen. Allerede Capetingerne gav Løsenet, at den franske Krone maatte udvide sit Herredømme til Rhinen, Va- lois'erne forfulgte det samme Maal, Henrik II besatte de tre Bispedømmer Metz, Toul og Verdun, og trak Grundlinjerne op for en Politik, der, under Bourboner- nes Dynasti — som afløste Huset Valois — har ført til en systematisk Sønderlemmelse og Udstykning af al Statshelhed paa venstre Rhinbred og til Flodens Mun
ding. \ ed den vestfalske Fred 1648 aftvang Mazarin i den mindreaarige Kong Ludvig XIV's Navn Afstaael- sen af alle Habsburg'ske Besiddelser i Nedre-Elsass.
Elleve Aar senere, ved Pyrenæerfreden, føjede han hertil Egnen omkring Diedenhofen og Artois. Ludvig XIV underlagde sig for en Tid Flandern og lod sig ved sine berømte »Reunionskamre« efterhaanden tilstaa det øv
rige Elsass; han besatte Luxemburg og Lothringen og selv om dette sidste Omraade atter maatte rømmes i 1697, sikrede han dog den franske Krone en saa domine
rende Stilling mellem Rhinen og Maas, at hans svage Efterfølger Ludvig XV uden videre kunde overdrage den lothringske Trone til sin Svigerfader Stanislaus Lesczyn- ski. Med dennes Død i 1766 var Hertugdømmets Skæbne beseglet. Revolutionen fuldbyrdede Bourbonernes Værk.
Dens Hær gav den tyske Statsforvirring paa venstre Rhinbred Dødsstødet. Belgien og Holland erobredes, og da Napoleon 1804 satte Kejsertronen paa sit Hoved, strakte Departementerne Mont-Tonnerre, Sarre, Rhin-et- Moselle og Roer sig fra Weissenburg til Kleve, i Mainz og Trier, i Coblenz og Aachen regerede franske Præfek
ter, medens Landene ved Rhinens Munding dannede en fransk Vasalstat under Navn af den bataviske Republik.
Som bekendt blev denne allerede to Aar senere ophøjet til et napoleonsk Kongerige og i 1810 direkte forenet med »Le grand Empire«. Dette var Kronen paa den franske Rhingrænsepolitik, Opfyldelsen af en stor Drøm, der havde drevet Slægt efter Slægt over mod det hellige romerske Riges vaklende Grænseskel. Aldrig har Frank
rig forvundet, at denne Drøm saa hurtig brast. Pariser- freden 1815 tilintetgjorde Revolutionskrigens Frugter, ligesom Frankfurterfreden 1871 gjorde Arven efter Lud
vig XIV værdiløs. Det overvejende Flertal af Forfatterne til Krigsmaalsskrifter og andre Indlæg fra den sidste Tid beskæftiger sig derfor stadig med venstre Rhinbred. En
ten det er Republikanere eller Royalister saa kræver de alle, at denne Bred under en eller anden Form paany maa underlægges fransk Magt eller fransk Kontrol. Gan
ske vist hævder man nu, at den gamle Plan kun skal genoptages forsaavidt den tilsigter en Erhvervelse eller fortsat Overvaagen af udelukkende tysk Omraade. Den,
der kender Frankrigs Historie, vil imidlertid i de fore
bragte Argumenter træffe paa gamle Bekendte, ugang
bar Mønt fra Solkongens og Konventets Fraseskat, som begge har benyttet sig af, da de udvidede deres Magt- omraade indtil Waal.
Hvad der yderligere føres i Marken for at retfærdig
gøre en Genoptagelse af den bOurbonske, jakobinske og napoleonske Rhingrænsepolitik er Læren om Frankrigs naturlige Grænse, som dannes af Rhinen. Den er selv
følgelig overmaade brugbar, da den jo ophæver enhver Uoverensstemmelse mellem den tredie Republiks Expan- sionstrang og Nationalitetsprincipets ubekvemme For
dringer. For at retfærdiggøre den, paaberaaber man sig Cæsar, som jo underlagde sig Gallien fra Alperne til Havet, fra Pyrenæerne til Rhinen. Endvidere anføres Tacitus som Kronvidne; han har sagt, at Germanien skilles fra Gallien ved Rhinen. At Germanerne kort efter i saa stort Antal fandtes paa venstre Rhinbred, at den blev delt i et Germania superior og Germania inferior, omtales ikke; de minimis non curat praetor. Des iv
rigere henvises til, at Philipp August, Ludvig XI og Richelieu skal have udtalt samme Anskuelse som Cæsar.
Skulde Skeptikere ikke desmindre indvende, at den cæ
sariske Tids Gallien ikke er identisk med det moderne Frankrig, at der paa venstre Rhinbred tales Tysk, og at en Sammenkobling af disse tyske Omraader med Frank
rig vil betyde en flagrant Krænkelse af Nationalitets- principet, saa svarer man med den omtvistelige Paa
stand, at Brugen af et bestemt Sprog intet har at gøre med Befolkningens Race. »La langue ne fait aucune- ment la nation,« skriver Savarit (S. 8); »Race et langue sont deux faits parfaitement séparables,« erklærer Ca
mille Julian; »Que d'hommes parlent l'arabe, qui n'ont pas dans les veines une goutte de sang sémitique!« Og
selv om Befolkningen paa venstre Rhinbred havde talt tysk fra Arilds Tid af, siger F. de Grailly i sit omfangs
rige Kampskrift: La vérité territoriale et la rive gauche du Rliin, saa betyder dette aldeles intet: »Parce que les peuples frangais, espagnol, portugais, italien, roumain, et d'autres encore et des parties d'autres peuples, parlent tous des langues néolatines, s'ensuit-il qu'ils doivent étre réunis en un méme corps de nation? Les provinces de langue allemande de l'Empire autrichien, ne sont-elles pas séparées en fait et depuis longtemps des autres pays de langue allemande? N'en est-il pas de méme des eantons suisses de cette méme langue? Oii est la ne- cessité de justice de changer cela? Ou est la necessité de nature? Ce sont des pays differents, occupés par des nations differentes; et si l'on y pratique, par aventure, la méme langue, ils n'en resteront pas moins des nations et des pays distincts.« (S. 300—301).
Efter disse Krigsmaals-Publicisters Anskuelse be
viser Sproget altsaa ikke, hvor et Folk etnografisk hører hen, men man kan imidlertid ikke helt skubbe Nationa- litetsprincipet til Side, da det jo er i dettes Interesse, at Republiken deltager i Krigen; man gaar derfor videre og hævder, at Racen gaar fremfor Sproget, og at Racen i nærværende Tilfælde har sin Rod i keltiske, liguriske og latinske Elementer og ikke i germanske. Opfinder af denne fortræffelige Lære er den allerede oftere om
talte Professor Camille Julian, der saa tidligt som i 1908 fremsætter den i sit omfangsrige Værk Histoire de la Gaule og paany opfrisker den i en Brochure, lige udgivet
— selvfølgelig ikke, hvad han forsikrer i sit Skrift, Le Rhin gaulois — for at forfølge en Tendens. Ikke des
mindre er Brochuren udkommet i den bekendte Attin- ger'ske Propagandaserie Le Rhin frangais og tages be
standig til Indtægt af Annektionister af alle Farver. Be
folkningen paa venstre Rhinbred, erklærer Julian, er af Natur keltisk, ligesom Rhinen overhovedet ikke er en germansk men keltisk Flod. Støttende sig paa denne Erklæring hævder ogsaa Hr. Savarit, at venstre Rhin
breds Befolkning er en Blanding af liguriske og kelto- galliske Elementer; »ces provinces sont done deux fois.
gauloises«. Heraf er da opstaaet et latinsk Lag, der er smeltet sammen med Urbefolkningen og som har været stærkt nok til i sig at opsuge de Par 100 000 Germaner, der paa Folkevandringernes Tid er kommet over Rhi
nen (S. 9/11). Forfatteren til Skriftet Le paix que nous devons faire indrømmer ganske vist, at »Cisrhenanerne«
historisk og sprogligt blev Tyske, men han betoner, at de som Folk betragtet hører til det »galliske Fædreland«
(S. 31). F. de Grailly gør opmærksom paa Rhinlænder
nes galliske Oprindelse, paa Ligheden i deres Levevis og paa at deres Haarfarve gennemgaaende er brun (S.
286—88). En Etnolog, der vilde skrive om Raceslægt
skab mellem to Negerracer og vilde gøre saadanne Mo
menter gældende, vilde gøre sig latterlig som Viden
skabsmand. Edouard Briault forkynder: »Ils avaient, ils ont de la parenté de race et de civilisation avec les Celtes de France. Ils avaient toujours vers elle, et la politique de leur princes, laiques ou ecclésiastiques les avait toujours habitues, de siécle en siecle, å regarder vers la France. Elle était, elle est leur patrie d'origine«.
(S. 373). Onésime Reclus peger derimod paa Slægtska
bet med Romerne. I sit Skrift Annexion de la rive gauche giver han Løsenet: »Ne regardons pas les Cisrhe- nans comme les Allemandes purs, dans le sens de Prus- sien, mais comme des demi-Frangais, des demi-fréres qui vont rentrer dans la famille« (S. 77). »C'est au nom de leur latinité d'alors que nous les reclamons; elle ne peut pas de ne pas avoir laissé chez eux quelques possi-
bilités d'une fraternité future«. (S. 25). Ligeledes støtter Forskeren Pouvourville sig i sine Fordringer vedrørende venstre Rhinbred ikke saa meget paa Gallerne som paa Romerne, »Dont nous sommes les héritiers diiectes.
(S. 164). »Les pays rhénans ont toujours gravité dans l'orbite latine,« siger han i sit Værk Jusqu'au Rhin.
»Charlemagne, Louis XIV, Napoléon Ie r, pour ne citer que nos plus magnefiques témoins, ont, par des actes divers, appuyé et renforcé cette dependance; et ce n'est pas la mensongére erreur d'un traité, destructeur de l'équilibre occidental, qui peut effacer l'empreinte sou- veraine et disperser l'héritage de Rome, de qui la Gaule, devenue France, descend.« (S. 142). De stakkels Be
boere af venstre Rhinbred! Snart skal de være Romere, altsaa tilhøre et Folk, der, hvad vel neppe nogen vil be
stride, ikke har eksisteret i omtrent 2000 Aar. Saa skal de gøres til Keltere, rent bortset fra den Kendsgerning, at den internationale Etnografi forlængst har fastslaaet, at ogsaa Kelterne er en uddød Race, af hvilken der kun findes ganske faa spredte Rester i smaa Enklaver. Un
dertiden vil man gøre Rhinlænderne til en gallisk-ro- mersk Blanding, der kun er overfladisk germansk. Dette Standpunkt indtager f. Ex. Major Espérandieu, der i sit Skrift Le Rhin frangais siger: »Que la région du Rhin ait été, au cours des siécles, germanisée plus que toute autre, cela s'explique par la voisinage de la frontiére.«
(S. 7). Hans Anskuelse deles af den forhenværende Udenrigsminister Gabriel Hanotaux, der i Rhinlandene ikke ser Germanere, men en Forbindelse mellem keltisk Blod og romersk Kultur. »Les Romains, en s'appuyant sur la Gaule, mais utilisant les services des Germains, firent un mélange, probablement réfléchi, des deux ra
ces. Les Gaulois transmirent aux Germains la civilisa
tion romaine. Le nom de Germain ne prouve nullement
l'existence d'une unité ethnique, c'est un mot gaulois qui veut dire »voisin«.« (Histoire de la Guerre, ch. III;
Delaire 106n).
Der hersker altsaa en skøn Enighed i Spørgsmaalet om Racen paa venstre Rhinbred! Enigheden bestaar deri, at ethvert »Bevis«, hvor magert det end er, er vel
komment, naar det blot kan bruges til Gavn for det politiske Maal, man har sat sig. Da man imidlertid ikke kan samle Beviser nok, saa henviser man til Overflod til Landskabets Karakter i Egnene ved venstre Rhin
bred, der paastaas at være udpræget fransk. Opdageren af dette Mirakel er Pouvourville, der slutter sin Skildring af Moseldalen med disse Ord: »A travers tous ces pay- sages, au-dessus de ces pentes, retenons ces qualités de clarté précieuse, d'ingéniosité secréte, d'alerte bonhomie;
elles forment, en se réunissant et en se pénétrant, une verlu totale, qui est bien la vertu fran^aise, et que 1'Alle
mand, quand il la rencontre, hait sans la comprendre et cherche å détruire.« (S. 155). For dette Argument vil alle Frankrigs Naboer bøje sig i dyb Forstaaelse! Hvor bekvemt vilde det ikke af Savoyens landskabelige Ka
rakter kunne bevises, at Vestschweits egentlig hører til Frankrig, og hvor er mod Nord de landskabelige Græn
ser mellem Artois, Flandern og Holland?
Et andet Argument for Erhvervelsen af venstre Rhinbred grunder sig paa den nationale Overbevisning, at Frankrig har en Mission at opfylde her i Verden, nemlig den at gøre alle Nationer delagtige i den moderne Kulturs Velsignelser og overalt at bane Vej for Frihed og Retfærdighed. Den for nylig afdøde Publicist Léon Bloy har rentud talt om Frankrigs symbolske Identitet med det Rige, man kalder Guds. »La France est telle- ment le premier des peuples«, forkynder han i For
ordet til sin i 1914 udkomne Bog Sueur de Sang, »que
tons les autres, quels qu'ils soient, doivent s'estimer ho- norablement partagés lorsqu ils sont admis å manger le pain de ses chiens. Quand elle est heureuse le reste du monde est suffisamment heureux, dut-il payer ce bonheur de la servitude ou de l'extermination. Mais quand elle souffre, c'est Dieu qui souffre, c'est le Dieu terrible qui agonise pour toute la terre, en suant le sang.« Denne Passus burde enhver Ven af Frankrig, enhver Forkæmper for Menneskehedens Idealer læse to Gange. Intet viser saa tydeligt og saa forfærdende, hvorledes dette stakkels Folk er bleven vildledt. Den sande Bevæggrund hos disse Stridsmænd for Frankrigs Verdensmission, nemlig »Viljen til Magt«, viser sig og- saa næsten utilsløret hos de Grailly: »Sans doute est-il fort beau et fort meritoire, pour notre pays, d'assumer le role quelque peu ingrat et toujours lourd de champion du juste; mais c'est un role qui, pour étre efficacement tenu, exige de la force, beaucoup de force. Cela soit dit pour ceux qui font un argument de la génerosité d'åme de la France afin de la pousser å des désinteressements prétendus chevaleresques et qui ne seraient qu'ineptes, et iniques aussi, en lui dérobant précisement les moyens de remplir la haute mission qu'elle s'est donnée de de- fenseur du droit. (S. 3.)
Med disse etnografiske, geografiske og etiske Grunde er Argumenterne til Fordel for en Indlemmelse af den venstre Rhinbred dog langt fra udtømt. Reclus fører for Exempel privatretslige Overvejelser i Marken. Den Slette, mener han, bør straffes ved at berøves betydelige Landomraader (Annexion de la rive gauche, S. 68), me
dens Armand Richter, paa hvem den venstre Rhinbreds galliske Natur næppe tør have gjort et stærkt Indtryk, til Begrundelse af sine Fordringer opstiller en Lære, der turde være lige saa vovelig som den ovenanførte Be
nægtelse af det sproglige Moment, nemlig denne Lære (S. 27), at naar »le droit d'une nationalité ne peut étre sauvegardé que par une atteinte portée au droit d'une autre nationalité, cette atteinte sera legitime si la lésion résultante est moins grave que la lésion evitée«. Med en Logik af denne Art kan man annektere hele Europa;
neutrale Politikere vil dog neppe slutte sig til en saadan Logik.
Savarit gor strategiske Grunde gældende; den nu
værende Grænse er vanskelig at forsvare, Paris er lor nær Fjenden og altid udsat for en Overrumpling; at flytte Regeringens Sæde til en anden Del at 1* rankrig
\il være ugørligt, da Republikens hele Forvaltning i alt
for høj Grad er baseret paa Hovedstaden. (S. 33). Mau
rice Barrés udtaler sig i samme Aand (Echo de Paris, 26. Februar 1915). »Au nom du salut de la France pour la securite de notre patrie, pour la paix de nos fils et petit-fils, que nous ne voulons pas exposer une fois encore å ces effroyables risques, il nous faut å l'Est une frontiére qui ferme; il nous faut ce que Bismarck appelait »les cles de notre maison«.«
En sidste Grund, som navnlig Driault fører i Mar
ken for en Besættelse af venstre Rhinbred, er af ren politisk Natur. Hvad der for ham gør Fordringen paa venstre Rhinbred til Program, er den levende Følelse:
at da Grænserne for den første Republik var i Over
ensstemmelse med en historisk begrundet Nødvendig
hed, saa bør de ogsaa danne den egentlige Kærne i al fransk Politik. »Nous demandons que la Republique n'ait pas la politique extérieure d'un parti, mais qu'elle reprenne et continue la tradition de toute 1 histoire de la France et notamment celle de la premiere Republique, qu'elle fasse la politique de la France, qu'aprés avoir réalisé l'union de tous les Fran^ais vivants, elle devienne
et reste la »grande solidarité de toutes les generations et, en particulier des générations républicaines, qui ont fait, dans l'histoire, la France«, skriver han i sin La Republique et le Rhin (S. 1—2), og lidenskabeligt til
føjer han i Slutningen af sin Studie: »Les tenants de tous les regimes au XIXe siécle ont done adopté dé- finitivement la doctrine de la premiere Republique, de Danton, de Carnot, de Reubell. Les Republicains serai- ent-ils done maintenant les seuls å la renier? Nous l'avons vue naitre sous la Législative, prendre corps par la victoire sous la Convention, s'imposer å la diplomatie du Directoire et du Consulat; elle a été formulée, per- sonnifiée par les plus grands republicains de notre hi- stoire, et les republicains d'aujourd'hui la rejetteraient aux représentants de régimes qui ont perdu la frontiére du Rhin? La troisiéme Republique serait-elle å ce point indigne de la premiere dont elle est issue, dont elle tient tous ses principes, dont il faut qu'elle réalise toute la pensée politique et sociale, ce dont elle est encore bien loin? — Ce n'est pas possible. La France republicaine, plus méme que la France royale ou la France napo- léonienne, se confond historiquement et politiquement avec la frontiére du Rhin avec le cadre reconstitué de I'ancienne Gaule (S. 139). Og truende slutter han: »Il faut y prendre garde. La République actuelle n'est pas si sure de son lendemain. On la jugera lå-dessus. Si la Republique d'aujourd'hui refait la grande France de 1 histoire qui osera y toucher. Quel autre régime pourra rivaliser avec elle? . . . Il faut comme son nom de Ré
publique 1 y oblige qu'elle soit toute la France, qu'elle soit digne de toute l histoire de la France, qu'elle soit le faisceau de toutes les traditions frangaises, et il u'en est pas de plus constante que la tradition du Rhin*.
(S. 140—141).
2
Man kan ikke udtrykke sig mere aabent. Efter Driaults Opfattelse maa den tredie Republik hovedsage
lig have venstre Rhinbred i sin Magt, fordi den dermed sikrer sin egen Bestaaen, fordi den derved slaar Grunden bort under royalistiske og bonapartistiske Konkurren
ter, og endelig fordi den river »la frontiére de resigna
tion«, »la frontiére de désastre« ned og omgiver de Ci
viles Regimente med historisk Glorie. Hvem bryder sig om etnografiske Undersøgelser, om geografiske Opdagel
ser, om etiske Argumenter? Naar Poincaré tropper op med Napoléon og Danton, med Ludvig XIV og Philip den Smukke, saa er alle Spidsfindigheder overflødige.
Derfor er ogsaa Driaults Krav i Overensstemmelse med de andres, og Formlen herfor er den Troesbekendelse, som han sætter foran i sin Bog: »Le Rhin est la frontiére républicaine de la France«. Men dem, som dette an- gaar, Belgierne, saavel som Hollænderne og Tyskerne være hermed henvist til, paa et historisk Kort, at se efter, hvad der under den første Republik tilhørte »toute la France«.
II.
S ø n d e r d e l i n g e n a f d e n v e n s t r e R h i n b r e d .
Efter det ovenanførte er man altsaa i Teorien enig om venstre Rhinbreds Skæbne; saasnart man imidlertid vil føre Teorien ud i Praksis — paa Papiret idetmind- ste —, brister Enigheden. Skal hele Rhinbredden være fransk? Skal den deles med Belgien, der har indlagt sig saa megen Hæder ved sit Forsvar for Frankrig, og som ligeledes er af gallisk Blod? Hvad skal der gøres med Holland?
Kun Et staar fast i de Skrifter, som behandler Spørgsmaalet: nemlig at Elsass-Lothringen maa vende tilbage til Republikens Skød. Enhver Diskussion om dette Punkt bliver glatvæk afvist. »Ikke en eneste Franskmand,« skriver Senator Henry Bérenger i Matin for 17. Oktober 1916, »selv ikke den mest internationale af Pacifisterne opponerer mod Kravet om Elsass- Lothringens Tilbagegiveise.« Alle Udtalelser fra det so
cialistiske Parti har efter 1914 været overensstemmende med Hensyn til Hovedpunktet: Genoprettelsen af de i 1870 krænkede Rettigheder, Tilbagegivelse af de med Vold frarevne Provinser og annekterede Folkeslag . . . Elsass-Lothringen vil ikke hvile paa Fædrelandets Hjærte som en tung Byrde, men som en mægtig Driv
kraft i det nationale Kredsløb.«
Overløbere som Helmer, Wetterlé, Welschinger el
ler Flach fortæller atter og atter som en uomstødelig Kendsgerning, at man i Elsass-Lothringen længselfuldt imødeser en Forening med Frankrig. Des mærkeligere synes det da, at den Fordring, som visse Socialister op
stiller: at gøre de nuværende tyske Rigslandes eventuelle Indlemmelse i den tredie Republik afhængig af en Folkeafstemning, har mødt næsten enstemmig Mod
stand. En Enquete, som Petit Journal foranstaltede om denne Sag, gav til Resultat, at en Række fremragende Franskmænd tilbageviste Forslaget om en saadan Af
stemning som uantageligt. Allerede tidligere havde Libre Parole, 27. November 1915 erklæret, at Indvilligel
sen i en saadan Afstemning vilde være ensbetydende med at bestride Frankrigs Ret til Elsass-Lothringen; in
gen sand Patriot kunde gaa med dertil. Og i Rappel, 12.
Juni 1917 kundgjorde Florent Matter: »Dersom vi nu taaler, at der bliver foretaget Folkeafstemning i Elsass- Lothringen, saa vil vi dermed have anerkendt Frank-
as
furter-Fredskontrakten. Det maa ikke ske! Vi ved jo kun altfor vel, at Beboerne af de tyske Rigslande længes efter atter at blive franske. Det er ganske vist rigtigt, at en Del af Elsass-Lothringerne taler Tysk, men dette Tysk er ikke egentlig det tyske Riges Sprog, men kun en fransk Dialekt.« (!)
Den »samme Stemning gør sig gældende i Literatu- ren. Den unævnte Forfatter af Skriftet: La paix que nous devons faire (1915) tilstaar, at der intet Øjeblik kan være Tale om en saadan Afstemning (S. 28), Yves Guyot erklærer i sin Bog: Les causes et les conséquences de la guerre (Paris 1915) »La question ne se pose pas«.
Marmottan vil ikke tilraade en saadan Afstemning, det vilde jo være »sous une forme detournée, se vouer å l'échec de nos légitimes revendications« (S. 21), og de Grailly siger nervøs, at ganske vist er han ikke prin
cipiel Modstander af Afstemninger, men man kan ikke overalt og til enhver Tid foretage Folkeafstemning, thi for det første vilde den Splittethed i Stemmetallet, der sandsynligvis vilde blive Udfaldet, øge den overvundne Minoritets Modstand (de Grailly regner saaledes med et daarligt Udfald af en Plebiscit), og for det andet kan Elsass-Lothringen overhovedet ikke frit bestemme over sin Skæbne, da dets Territorium geografisk ubetinget hører under I- rankrig. »Ce sont les exigences de la
n érité territoriale qui seules peuvent legitimer une an- nexion, consequence de remaniements de frontiére, pro- voqués par une guerre«, forklarer han, »elles légitiment cette annexion, a priori, parce que celle-ci n'est en ce cas qu'un réintégration, le retablissement du droit, de 1 intérét le plus général et de l'ordre; et elles la légiti
ment bientot, a posteriori, en en faciliant I'assimilation, qui en est la justification ultime. La vérité territoriale, rattachant la population aprés la territoire, parfait ainsi
son oeuvre de paix«. (S. 354). Endnu mere kategorisk erklærer Charles Maillard, at Frankrig dog ogsaa har afskaffet Slaveriet uden at spørge Slaverne om deres Me
ning. I det højeste kunde man tillade dem at drage bort, som absolut vilde forblive Tyske. Denne For
holdsregel ønsker de Launay skærpet til en tvangsmæs
sig Bortsendeise af modstræbende Elsassere. Deres Ejendom bør berøves dem til deres eget Bedste, thi en saadan Haardhed vilde udelukke al Samvittighedsnag hos dem. »Il n'y a plus å choisir,« mener de Launay,
> la necessité s'impose; elle est douloureuse, mais elle est momentanée et la souffrance qui en résulte ne se trans- met pas de génération å génération. C'est l'abcés que l'on ouvre au bistouri au lieu de la laisser couver sourde- ment.«
Man ser altsaa: Elsass-Lothringen skal og maa blive fransk, derom kan der ikke tvivles. Hvorfor? Udeluk
kende af de anførte etnografiske, geografiske og etiske Grunde? Er disse saa tvingende, at Befolkningen end ikke tør spørges om dens Vilje? Paa ingen Maade! En stor Del af de foreliggende Krigsmaalsskrifter tænker mindre ideelt: de kræver Rigslandene frem for alt af den Grund, at disse aarlig frembringer 21 Millioner Tons Kiselerts, 335 000 Tons Salt, 47 000 Tons Petroleum, 100 000 Tons Tekstilvarer, at dér findes Jordens næst
største Potaskelagringer, og at Besiddelsen vilde mange doble den østfranske Industri, medens der vilde tilføjes tysk Industri et haardt Slag. Denne Synsmaade forsva
res for Eksempel af Professor ved det juridiske Fakultet i Toulouse Léon Polier, der allerede, da han i Begyn
delsen af 1915 holdt Propaganda-Foredrag i Madrid paa den franske Regerings Foranledning, fremhævede, at Elsass-Lothringen vilde gøre Østfrankrig til et uhyre Kraftcentrum. »Elle formait déjå depuis cinq ans un
puissant district industriel«, erklærede han den Gang,
»aprés le retour des provinces perdues elle va doubler d importance. D abord, l'énorme bassin de Briey s'ac- croitra du vaste gisement qui se prolonge vers Metz et
Thionxille, dans la Lorraine que Fon devra nous rendre.
C'est une nouvelle réserve de plus d'un milliard de ton- nes de fer. La primauté frangaise s'en trouvera d'autant plus accentuée que cette restitution sera en méme temps une perte irrémédiable pour l'industrie germanique . . .«
Polier kom derefter ind paa at tale om den Udvidelse af Kulgrubedriften, som Frankrig vilde opleve i Egnen mellem Diedenhofen og Forbach, spaar Tekstilindu
strien ved Epinal og Remiremont en glimrende Fremtid, bistaaet af Væverierne mellem Colmar og Miilhausen, og pegede sluttelig hen paa de rige Kalilejer i Egnen omkring Miilhausen. Tabet af disse vilde ødelægge Ty
skernes Monopolstilling paa dette Felt. Som en videre Følge af EIsass-Lothringens Erhvervelse priste han det ostfranske Indlands Forbindelse med Havet, da Gen
nembruddet til Rhinen aabnede en bred Vandvej, som ifølge internationale Overenskomster stod alle Lande langs Flodkysten aaben i samme Udstrækning. »Pour assurer le respect de cette liberté non pas seulement no
minale mais efTective«, sluttede han, »il nous plait d éspérer que les strictes precautions seront prises, moyennent quoi nous devrons voir notre Strasbourg devenir le grand port de distribution interieur de 1 Europe occidentale«. At Verdenssituationens politi
ske l dvikling ikke har forandret disse Drømme, be-
\ isei L. de Launay, der endnu i Begyndelsen af 1917 triumferede: »Demain, la France possédera la totalité de l'énorme gisement lorrain, et l'Allemagne, qui nous en avait ravi une partie, n'en gardera plus rien. Nous détiendrons du fer pour des siécles, presque a n'en
savoir que faire, et l'AUemagne ne trouvera plus sur son propre sol, les matiéres premieres nécessaires pour alimenter son industrie métallurgique et les industries d'élaborations diverses qui en sont solidaires, pour four- nir le fer indispensable sous toutes les formes å sa de- fense militaire. Une partie de son commerce d'exporta- tion sera supprimée, ses facultés d'offénsive seront para- lysées et etranglées . . .« S. 210).
Det er karakteristisk, at de økonomiske Fremtids- drømme, som er udviklet i det ovenanførte Værk, i For
bindelse med de — væsentlig historisk orienterede — Forfatteres imperialistiske Ønsker, paa Forhaand har indvirket saa stærkt paa det førende franske Bourgeoi- sies Krigsmaal, at kun ganske enkelte Skribenter giver sig tilfreds med Erhvervelsen af Elsass-Lothringen alene.
Mænd som Paul Margueritte, Charles Richet og \ves Guyot gør det ganske vist, men regnes derfor ogsaa til Pacifisterne og Hængehovederne; deres Kolleger gaar adskilligt videre i deres Fordringer og forlanger idet- mindste Udvidelsen af den franske Østgrænse indtil Mo- sel. Paa denne Maade vilde nemlig det vigtigste Om- raade langs Saar blive fransk, og dette er nødvendigt, hvis man vil naa til en rationel Drift af det lothringske Malmleje. »Le bassin est fort riche«, skriver da ogsaa Professor Polier allerede 1915, »il donne actuellement 12 000 000 de tonnes de charbon et, comme il appartient å l'Etat prussien, l'Etat frangais en l'annexant, trouve- rait en lui une grosse source de revenus.« Og da denne Begrundelse jo klinger ret egoistisk, fortsætter han for
klarende: »Ge ne serait d'ailleurs, dis-je, qu'une resti
tution. Cette région de la Sarre, en effet, et sauves quel- ques petites enclaves, faisait partie de notre ancienne Lorraine frangaise. La Prusse, commencant son oeuvre
de rapine et désirant s'assurer la possession des mines que I on y avait nous dépouilla, en 1815, de ce pays qui est bien francais, ou la ville de Sarrelouis, patrie du Marechal Ney, proclame hautement l'ancienneté de nos droits et 0.1 une grande partie de lå population, malgré un siede de domination prussienne, temoigne encore aux veux du voyageur étonné, par ses noms et par son
vpe, de son incontestable origine fran<;aise.« (S. 56).
Saavidt Professor Polier. At hans Paastande er uholdbare, vil han imidlertid selv have indset, endskønt Professor de Launay endnu i 1917 fremsatte den samme ordring paa Saarbækkenet, som ogsaa han betegnede som »vieille terre fran^aise«. Nu mangler det blot at anføre Marskal Ney som Kronvidne for »Saarbækkenets franske Karakter«, thi med Logik af denne Art kan da endelig ogsaa Heidelberg og Dresden betegnes som fran
ske Byer, da Marskal Schomberg og Marskal Moritz af Sachsen er kommet til Verden der. Lige saa lidt kan en aastand opretholdes, at Saarrevieret siden 1815
»har hørt til vort gamle franske Lothringen«. Det er nemlig fastslaaet, at Sprog og Kultur i Saar-Distriktet har været tysk saa langt som Mands Minde naar, og har det end politisk hørt til Hertugdømmet Lothringen, saa er det dog fra Arilds Tid blevet benævnt »Tysk-Loth- rmgen«, et Navn, der ingenlunde er opfundet af »altyske Pedanter«, men tvertimod af Franskmænd. Allerede i det 13de Aarhundrede deltes Hertugdømmet Lothringen i tre Forvaltningsdistrikter; det østlige, der væsentlig omfatter Saargebetet, benævntes »Bailliage d'Alle- magne«; Hovedstaden var Wallerfangen ved Saarlouis, der som bekendt først blev grundlagt i 1680. Betegnel
sen »Lorraine-Allemagne« møder En ofte i talrige loth- ringske Dokumenter; den findes i Burgunderen Claude Joly's Rejserelation fra 1674, den dukker op i et Minde
skrift af Intendanten Vaubourg des Maréts fra 1697, den vender tilbage i et samtidigt Memorandum af Inten
danten Turgot, den bruges paa Kong Stanislaus' Tid i et Dokument af Intendanten Barberie de St. Contest, her udtrykkelig med den Forklaring, at man hermed forstaar Stifterne (prévotés) langs Saar. De franske Embedsmænd, der under Kong Stanislaus kom ind i Lothringen, melder ligeledes, at der findes et Distrikt, som kaldes Tysk-Lothringen. Piganiol de la Force gentager Benævnelsen i sit 1753/54 udkomne Værk La fiouvelle Description de la France, og i tredie Bind af det i 1779 i Nancy udkomne Description de la Lorraine et du Barrois skelner Durival ligeledes mellem tre Loth- ringske Distrikter og angiver Tysk-Lothringens Græn
ser med disse Ord: »Tysk-Lothringen støder mod Øst til Nedre-Elsass, mod Nord til Hertugdømmet Zwei- briicken, Pfalz og Kurfyrstendømmet Trier, mod Vest begrænses det af Landet omkring Metz og mod Syd af det egentlige Lothringen.« Den samme Betegnelse fin
des paa et i 1784 udgivet Kort af Delamarche, den an
vendes i Memoire statistique du département de la Mo
selle udgivet af Præfekten Colchen i 1803, og endelig bruges den i et Skrift af hans Nancyer Kollega Marquis Mémoire statistique du département de la Meurthe, som udkom to Aar senere. Professor Polier har saaledes ikke Heldet med sig, naar han vil overbevise sine intet
anende Læsere om, at Saargebetet er gammel fransk Jord. Det tilhørte paaviseligt i 700 Aar Tysk-Lothringen og bærer ikke for intet dette Navn. En fransk Embeds
mand fra Napoleonstiden, den ovennævnte Præfekt Marquis, beretter ud af egen Erfaring, at i den nordøst
lige Del af hans Departement er »alle Beboerne af tysk Race«, at »Tysk stadig er det eneste Sprog, der tales paa
Landet«, og at »Sæder og Skikke i denne Egn fuldtud har bevaret Præget af deres Oprindelse«.
Ikke desmindre staar Professor Polier ingenlunde ene med sin Fordring angaaende Saarbækkenet; be
rømte Nationaløkonomer stiller samme Krav. Saaledes André Lebon, den tidligere Kolonialminister, Direktør lor den algierske Grundejer-Kreditbank og Medlem af Suez-Kanal-Selskabet, der fra sin Autoritets Højde har betegnet Erhvervelsen af Saardistriktet som »en tvin
gende økonomisk og politisk Nødvendighed for Frank
rig og hele Verden«'{Le Temps 31. Oktober 1916); san
ledes fremfor alle Fernand Engerand, Deputeret for Calvados, der i Bøger og Artikler atter og atter peger mod dette Maal. »Det vilde være ønskeligt,« skrev han for nylig (Echo de Paris, 17. Februar 1917), at vi ikke mere sagde Elsass-Lothringen, men — hvad der er no
get ganske andet — Elsass og Lothringen. Elsass-Loth
ringen er Rigslandet, den tyske Erobring fra 1871; denne Betegnelse har intet at gøre med det prøjsiske Rov fra 1815, overfor hvilket man stadig har anvendt et gennem
ført Fortielsessystem. Hvilken Ulykke at der efter 1815 ikke er opstaaet en Dérouléde, der kunde bekræfte og hævde I< rankrigs Rettigheder over disse Strækninger, der er saa glorrige, saa vigtige og saa hengivne. . . .«
Engerand tiltræder saaledes i alle Maader Poliers Synspunkter; men dermed skal ikke være sagt, at han giver sig tilfreds med Poliers Program. Hans Fædre
land maa være endnu større end Toulouser Professo
rens, og saaledes fordrer han da i sin Bog L'Allemagne et le Fer: »Les frontieres lorraines et la force allemande«
(Paris 1916) ikke alene Saarbækkenet, men ogsaa Pfalz og Rhinlandene indtil Mosel. Engerand adopterer her
med en Tanke, som i Krigens første Maaneder blev for
svaret i Frankrig af alle Krigsmaalsbøgernes Forfattere
af hans Samfundsklasse: den tyske venstre Rhinbreds Deling mellem Frankrig og Belgien. At Belgien skal have Del deri bliver retfærdiggjort med den Motivering, at dette Land maa holdes skadesløst for sin opofrende Neutralitet! Endvidere gøres gældende, at det ligeledes er en gallisk Stat og Arvtager til det gamle Hertug
dømme Burgund, og at det som l'ølge heraf med samme Ret som den store franske Broder tør tragte etter Rhin- grænsen. Den egentlige Grund til saa meget Højmod bliver kun sjældent udtalt; den lyder simpelthen, at man ikke tør tiltro sig alene at kunne fordøje de nævnte Strækninger paa denne Side Rhinen. Forfatteren af
Flyveskriftet La paix que nous devons faire tilstaar dette aabent. Paa den anden Side haaber man vel at knytte den belgiske Regering saa fast til Frankrig, ved at lade den blive delagtig i Rovet, at den i Fremtiden ikke mere er i Stand til at drive selvstændig Politik. Med en saa-
dan Plan stemmer i hvert Fald Camille Mauclairs Be
tragtninger overens. I Dépéche de Toulouse 24. Juli 1916 ytrer han, at Belgien, efter Krigen, — omend su
veræn — dog vil danne de engelsk-franske Hæres staa- ende Forsvarszone; i Overensstemmelse hermed vilde den fra forskellige Sider foreslaaede Plan være: efter Krigen at danne et fransk-belgisk-hollandsk Forbund.
Til dette Projekt skal vi senere komme tilbage. Her skal kun siges, at en hel Skole af Publicister træder i Skran
ken for at overlade Belgien Rhinlandene fra Mosel og op til den hollandske Grænse. Det bemærkes, at en Gruppe belgiske Imperialister — Folk som Broqueville, Neuray, Maurice des Ombiaux, Massart o. a. — er vil
lige til at overtage den Rolle, der er tiltænkt dem fra fransk Side; deres Organ er det XXe siécle.
Den franske Side af Planen er kun blevet anbefalet af borgerlige Publicister af alle Afskygninger; for første
Gang i et Flyveskrift, udkommet allerede i Slutningen af 1914 hos Charles Pételot i Fontenay-le-Comte. Dets Titel er Le traité de paix du . . . . 1915, og det stammer som det fremgaar af et vedføjet Kort fra en Hr. F. J.
Denis. Forfatteren af den ligeledes anonymt udkomne Krigsmaalsbrochure Ce (jue sera la paix de demain synes at drømme om det samme Maal, omend han ikke er gan
ske klar over, hvorvidt ikke Frankrig burde stræbe over Mosel i det mindste til Rhinbredden ved Bonn og saale- des annektere hele det napoleonske Departement Rhin- et-Moselle. La paix que nous devons faire opstiller som Minimumsfordring Annektion af Rhinpfalz, Rhinessen, Hertugdømmet Birkenfeld og Rhinprovinsen indenfor en Linje, som trækkes fra Nordspidsen af Storhertug
dømmet Luxemburg til Coblenz; den fransk-belgiske Grænse skal efter denne Plan dannes af Eifel- og Ahr- flodens Vandskjel. (Samlg. hertil Kort I). I sin Bog
} ision de guerre et de victoire foreslaar Enée Bouloc det samme som hans Kollega Armand Richter (S. 37) og som Franck-Chauveau i sit Flyveskrift La paix et la frontiére du Rhin (S. 28): han erstatter Rhingrænsen med Moselgrænsen (S. 162). Ifølge Gazette de Lausanne drømmer den tidligere Ministerpræsident Charles Dupuy ligeledes om en Rhin-Mosel-Grænse, han regner med at skulle opleve at se en fransk Præfekt indsættes i Coblenz. René Bazin forkynder i Echo de Paris 26. Fe
bruar 1915: »Distrikterne paa venstre Rhinbred er alle bestemt for os. Naar Elsass og Lothringen af Natur til
hører os, saa er vi ogsaa berettigede til Besiddelsen af Pfalz, der danner en Fortsættelse af de nuværende Rigs- lande. Efter denne Krig, som vil forandre Europakortet, vilde der intet unaturligt være i et Frankrig, der mod Nord strækker sig til Mosel, som inddrager Landau, Speier, Mainz, Trier og som langs Rhinen fortsætter sig
i et udvidet Belgien, lige saa lidt som der vilde være nogen geografisk Urimelighed heri. — Men den egent
lige Apostel for Rhin-Moselgrænsen, eventuelt Rhin- Eifel-Ahrgrænsen, er Bazins Ven Maurice Barrés, For
fatteren af den lothringske Roman Colette Baudoche og Au service de VAllemcigne, der i Kraft af sin Stilling som Præsident for Patriotligaen, som Medlem af Académie frangaise og som Deputeret for Paris repræsenterer en politisk Magt. Han skriver i Echo de Paris 26. Februar 1915, og hans i 1916 udkomne Bind Artikler Lame fran- gaise et la guerre udvikler i rigt Maal hans Synsmaade:
»On ne peut pas s'arréter å la frontiére de 1815, affaiblie systématiquement. Le moins qu'on pourrait revendiquer serait la frontiére de 1789, avec Landau et Sarrelouis, qui est une creation de Louis XIV et la patrie de maré- chal Ney. Et il saute aux yeux qu'on ne laisserait pas å l'Etat Prussien le bassin houiller de la Sarre, dont les 10 ou 15 millions de tonnes équilibreraient notre produc- tion et notre consommation de charbon. — Mais, des l'instant qu'on reconnait la nécessité d'incorporer des réfractaires temporaires et la ville de Sarrebriich qui est la plus importante de la région au nord (?) de la Moselle, il serait ridicule de ne pas exiger une frontiére rationelle, defendable, formant écran protecteur pour la Lorraine en cas de guerre future« (S. 345). Den af Barrés ledede Ligne des Patriotes giver ligeledes samme Løsen: »Plus de souveraineté allemande sur la rive gauche du Rhin.
Nous y organiserous toute chose d'accord avec la Bel- gique dont la fraternité nous est infiniment précieuse«
(Delaire XIII). De Propaganda-Postkort, som man ud
breder, viser den franske Grænse skudt,frem indtil Ahrs Munding. Alexis Delaire, der i sit Værk Au lendemain de la victoire, bifaldende citerer Barrés og Patriotligaen, ønsker ligeledes Rhinbredden delt mellem Frankrig og
Belgien. »Il semble,« bemærker han (S. 116), »que le eours de la Moselle, ou mieux les montagnes volcaniques de l'Eifel, qui, vers le Nord en limitent le bassin, des- sinent la division la plus naturelle entre la part de la Belgique et celle de la France.« I sit Krigsmaals-Skrift Aprés la guerre. Les Allemagnes, la France, la Belgique et la Hollande (Paris 1915) tiltræder Dontenville denne I ordring, som Minimum for de franske Nyerhvervelser opstiller han alle Landsdele paa venstre Rhinbred indtil Ahr; det øvrige venstrerhinske Omraade skal tilfalde Belgien. Forøvrigt nærer han ingen Frygt for at an
befale Anneksionen af Rhingrænsen; skulde Belgien »af Beskedenhed« afslaa Udvidelsen af sine Grænser, saa
\ilde, mener han, Trankrig være forpligtet: »de s'instal- ler seule maitresse dans la Cisrhénanie, d'ou, quoi qu'il advienne, les Germains seront totalement et définitive- ment chassés« (S. 36). André Sardous Brochure L'indé- pendance européenne; etudes sur les conditions de la, paix 'Paris 1915) fordrer ligeledes Eifel-Rhingrænsen som Minimumsresultat af Krigen. Albert de Pouvour- ville erklærer, at Moselgrænsen og Rhingrænsen er af
gjort nødvendig: »Il est impossible å un bon Frangais de ceder quoi que' ce soit sur Tun de ses deux points.« Og hertil regner han »ce qui fut jadis arbitrairement enlevé å la région alsacienne pour former une addition capri- cieuse au Palatinat bavarois: Deux—Ponts (Zweibru- cken) qui fut le siége d'une souveraineté et d'une cour minuseule, Pirmasens et Wolmunster, et Bergzabern, le bourg des chasseurs de pinsons; et Klingenmunster, la fondation du roi Dagobert, et Annwiller, ou Rome avait un camp défensif; et Madenbourg qui fut un instant aux électeurs (!) de Spire (Speyer); et l'illustre Trifels, ou Richard Coeur de Lion fut enfermé, et d'ou Henri VI Isic) partit pour aller å Canossa; et la »Petite France«
tour minée qui fut å Hans Trapp, le Croquemitaine des petits enfants du Rhin; et Bahn, triple bourg sur sou triple rocher, et Landau-Surtout Landau . . . Mais åprés ces reprises qui nous sont dues, il y a nos garanties, qui sont exigibles, et c'est avec Germersheim, l'antique forte-
resse qui barrait l'entrée du Palatinat, c'est le Rhin vis- å-vis Spire, Mann-Heim, Worms, Mayence et Bingen;
c'est le Rhin jusqu'ou choc montagneux du Hundsruck et du Taunus, jusqu'å la rive droite de la Moselle; c'est la vallée de la Glan, celle de la Nahe et le bassin de Kreuznach. Au moins!« (S. 33/36). Kan Hensigten: at annektere tysk Omraade, afsløres tydeligere end i disse Sætninger, hvor samtlige anførte Stednavne er tyske?
Som yngste Repræsentant for den Barrés'ske Retning kræver F. de Grailly Eifel og Ahrs Vandskjel som Grænse, de tyske Gebeter paa venstre Rhinbred som lig
ger hinsides denne Grænse bliver belgiske, de paa denne Side franske.
Den ubetingede Fordring om den franske Grænses Forskydning til Mosel eller Ahr vinder altsaa den var
meste Tilslutning hos Krigsmaalspublicisterne, der er udgaaet fra det franske Bourgeoisie. Ikke desmindre skorter det ikke paa Røster, der betegner enhver »Svag
hed« i Spørgsmaalet om Anneksion af det venstre
rhinske Omraade som latterlig Idealogi, værdig til Gabe
stokken, og forøvrigt er det heller ikke let at indse, hvorfor man ikke skulde sige B, naar man nu engang har sagt A. Fører for denne Opfattelse maa Onésime Reclus siges at være; han offentliggjorde i 1914 og 1916 to opsigtsvækkende Brochurer betitlet UAUemngne en morceaux. — Paix draconienne, og Le Rhin frangais~
Anncxion de la rive gauche. Sa moralité, sa necessité,.
ses avcintages, som allerede i og for sig udgør et Pro
gram. Reclus vil ikke høre om nogen Deling med Bel
gierne, i hvert Fald erklærer han med elskværdig Ufor
skammethed, at det ikke er i deres Interesse at forøge Nationalitetsstridighederne i deres Land ved at inddrage tysk befolkede Egne; Belgierne maa holdes skadesløse i Afrika. (L' Alle mag ne en morceaux S. 30 f.). Hele den vestrhinske Rhinprovins bør derfor tilfalde Frankrig, vistnok til at begynde med i Form af et Protektorat.
(Rhinlænderne vilde dermed være stillet paa samme Trin som Negre). Major Espérandien graver et gam- melt Bønskiift frem fra 1797; det er udfærdiget under General Hoches Bajonetter og beder om de fire Departe
menter paa venstre Rhinbred maa indlemmes i den fianske Republik; ogsaa han er stemt for Anneksion af den samlede venstre Rhinbred til den hollandske Grænse. (Smig. Kort 2). Paul Marmottan støtter For
dringen paa den samlede venstre Rhinbred ved at hen
vise til de tyve Aar, i hvilke den var forenet med Frank
rig, »et en émettant cette revendication légitime«, be
toner han, »nous saisissons l'occasion unique qui nous est offerte de reprendre notre vrai rang en Europe«.
Louis Dimier annekterer den venstre Rhinbred til Kre- feld, Belgierne overlader han kun Landet fra Maas til Mosel med Hovedstaden Aachen. Hans Læremester (.harles Maurras under end ikke Belgierne Aachen; han drømmer endog om intet mindre end en Genoprettelse af Karolingernes Rige. »Skal Karl den Stores Rige glemmes?« skriver han i Action frangaise 23. Oktober 1916. »Skal ethvert Haab da opgives om, at den regel
rette L dbytning af de rhinske Rigdomskilder paany skal lægges ind under vort gamle Monarki? I tyve Aarhun- dreder har Kravet paa Rhinen været et af Centrerne i den franske Historie. Skal dette ophøre?« Dimiers' og Maurras' Antipode Charles Maillard ønsker ligeledes hele Rhinbredden; Besættelsen af denne vilde materielt
være en ubetydelig Vinding, men set under Synspunktet Ret og varig Fred vilde Virkningen være grandios (S.
58). Men ganske vist maa der til Landsudvidelsen knyttes en nødvendig Betingelse. Da det jo ikke kan benægtes, at der i Rhinlandet tales tysk, saa maatte man med de hensynsløseste Magtmidler tvinge Befolkningen til at tale fransk; dette Maal vilde man bedst kunne naa ved Uddrivning af de Beboere, der holdt fast ved deres Modersmaal. Dette lød ganske vist haardt, men var dog fuldkommen retfærdigt. Skulde man maaske have overvundet Verdenshistoriens frygteligste Hære (!) for at lade sig standse af en Sædvane? »Ils n'oseraient pas donner l'assaut å la langue allemande sur les territoires repris ou elle ne devra plus étre parlée!« haaner han (S. 82), »nous allons, nous, les péres de ces heros, reculer devant une tåche sous prétexte qu'elle sera dure? Ont-ils reculé, eux, nos fils, lorsqu'il s'agissait d'aller mourir dans des réseaux de fil de fer barbelé?« Og længere hen (S. 83): »Je vois sourire quelques socialistes vieux jeux qui prétendent qu'on n'a pas le droit de faire le bonheur des gens malgré eux! et qu'on ne civilise pas å coups de baionettes! ce n'étaient pourtant pas des baguettes de macaroni que les soldats de toutes nos révolution et de la Commune avaient au bout de leurs fusils pour imposer leur fagon de voir aux bourgeois réeactionnai- res qui ne pensaient pas comme nous. Sophismes! so- phismes! Certes, méme dans une grande et définitive liquidation comme celle-ci, il faut toujours veiller å ce que les droits particuliers ne soient pas lésés; mais, s'il y a impossibilité å défendre quelques-uns de ces droits, si l'intérét général, le seul qui compte, en est compromis, il faut passer ontre; il n'est pas de Progrés qui ne fasse de victimes.« Og endelig en sidste Grund (S. 85):
»Quand pour une cause on tue des hommes par millions
on peut bien imposer å quelques centaines de mille rétractaires le traitement plus doux du déménagement hors du territoire et enseigner petit å petit la langue du vainqueur å ceux qui veulent y rester si le fruit de la victoire, c'est-å-dire la paix éternelle, est å ce prix. Pour cimenter 1 unité fran^aise, n'avons-nous pas imposé le frangais aux Bretons, aux Auvergnats, aux Picards, aux Provengaux, aux Flamands, aux Corses? Ne l'imposons- nous aux Arabes, aux Annamites, aux Malgaches, aux noirs de l'Afrique qui, par ce canal, viennent a notre culture, sans pour cela leur interdire la langue de leurs aieux? Pourquoi les Teutons Prussiens qui sont in- férieurs å tous ces peuples seraient-ils plus ménagés?
Certes, ils auront le droit de parler leur langue å coté du frangais officiel. Qu'y a-t-il de si terrible?
For at stille en saadan Argumentation i det rette Lys, er det tilstrækkeligt at minde om André Sardous Brochure, der omskriver Ententefredens Maal med disse Ord: »Nous voulons que la victoire nous permette l'af- franchisement, la liberté des peuples, redressant les erreurs historiques, les injustices du passé, engendrées par le mépris des aspirations des nations soumises au droit inique du plus fort«. Der udkræves en besynderlig Logik eller en kolossal Frækhed for at bringe disse Fra
ser i Overensstemmelse med det lige omtalte Program.
En anden Gruppe af franske Krigspolitikere søger at løse Problemet ved Oprettelsen af en Stødpudestat paa venstre Rhinbred. Denne Strømning kommer tyde
ligst frem i Skrifter og Artikler af Aulard, Dhur, Cam- bon, Guyot og Driault. Hvad Aulard angaar, saa har han i et Foredrag d. 7 Marts 1915 sagt om Rhinlæn
derne: »Ils ne deviendront pas Frangais, malgré eux, mais les soustrairons å toute autorité de la Prusse; nous les empécherons de s'armer contre nous; nous les neu-
traliserons, nous en ferons, comme on dit, des Etat
tampons, nous faciliterons les tendances de ces peuplos å la liberté et å l'autonomie; nous leur inspirerons, par la continuité d un bon voisinage, le gout de la paix; oui, nous les forcerons å aimer la paix, å vivre en paix; nous leur interdirons la guerre, nous les dterons les moyens de faire la guerre. On se représente tres bien une Re- publique rhénane dans un régime de neutralité protegée«
(S. 29—30). Prosaisk udtrykt drømmer Aulard altsaa om en Fristat paa venstre Rhinbred, der er gjort værge
løs, berøvet enhver Mulighed for Deltagelse i Verdens
politik, og som i denne Skikkelse uden Værn vilde være prisgivet fransk Indflydelse. Dette Program forsvares af den saakaldt uafhængige Journalist Jacques Dhur i Eveil 6. December 1916. »Hvorfor skulde man ikke af Rhin-Preussen skabe en neutral Zone, hvor det mili
tære Overopsyn naturligvis tilfalder Frankrig « spørger han. Det samme Standpunkt indtager den bekendte Nationaløkonom Victor Cambon i Victoire 30. Januar 1917. Yves Guyot [La Province Rhénane et la West-
phalie, Paris 1915) vil forbinde Rhinprovinserne med Westfalen: »Ces deux provinces,« skriver han (S. 141),
»doivent constituer un Etat neutre, sous la protection des alliés.« Edouard Driault gaar endnu videre end de oven citerede Krigsmaals-Skribenter, han anbefaler gan
ske vist Oprettelsen af en umyndig Stødpudestat paa venstre Rhinbred, men kræver endvidere, at der skal skabes en saakaldt Barriere-Linje. Frankrig skal have en Kæde af Fæstninger paa Rhinbredden: Wesel, Køln, Coblens, Mainz og Trier vil da danne et stærkt Bælte, der bogstavelig vil forvandle Rhinen til et Bolværk mod Øst. Den venstrerhinske Slette maa ligeledes under
kastes fransk Kontrol (S. 153).
At Driault mener det ærligt med sine Fordringer, 3*
maa man vel næsten tro. Bag hans hermetisk afspær
rede venstrerhinske Republik, der til Overflod endog skal garanteres at England, skjuler sig saavist ingen
»Cisrhenansk Republik« å la Hoche, der, som bekendt, blot var det første Skridt hen mod det skønne Lands Indlemmelse i Frankrig. At det heller ikke gaar ud paa en »Tunesifikation«, som den gamle Onésime Reclus ønsker det, kan vi ogsaa næsten tro. Men ogsaa kun næsten! Thi Driault er netop den Mand, der har beteg
net Rhingrænsen som en inden- og udenrigspolitisk Nødvendighed for den tredie Republik. Det er Driault, (kn mest bevidste al alle Krigsmaals-Forfatterne, som hai genoptaget traditionen Ira den franske Expansions- politik før Napoleon. Endelig er det Driault, der som en af de første offentlig er traadt i Skranken for den 1 anke, at Krigen maatte indbringe Frankrig ikke alene Elsass-Lothringen, og direkte eller indirekte venstre Rhinbred, men ogsaa Hegemoniet over Belgien, Holland og Luxemburg, som, tilsyneladende sikret ved et inder
ligt forbund, i Virkeligheden vilde være nedværdiget til f iguranter i det franske System. Hvorledes skulde man kunne have Tiltro til dem her? Driault har med Hen
blik paa dette Forbund aabent erklæret: »Comme au temps de l'ancienne royauté, la Belgique si grande dés- ormais par sa valeur morale, le Luxembourg, la Rhé- nanie de Iloche, associées peu å peu par la communauté de leur race et de leur culture, dans le respect de leurs libertés respectives et dans les travaux de la paix, for- meront des Etats-Tampons en avant de la France, soutenus par elle et par l'Angleterre, sauvegardes des libertés occidentales; nous dirons les Marches de la france si le terme n'était pas d'allure guerriére; nous dirons seulement Etats alliés et amis de la France nou- velle« (S. 157). Endnu tydeligere har hans Kollega
Dontenville udtalt sig, han tænker paa en »Association des Etats de la région gauloise« og drager ligeledes Hol
land med ind i sin Plan, Holland gennemstrømmes jo dog af Rhinen, der som bekendt kun løber gennem gal
lisk Land. Efter hans Mening skal Forbundets Formaal være dels militært, dels økonomisk: »Chacun des trois contractants conserverait d'ailleurs sa souveraineté in- tacte, et ne serait lié aux deux autres que de son plein consentement.« I militær Henseende skal Forbundet forfølge rent defensive Maal: »Si ce systéme présentait certains inconvénients, la contre-partie s'en trouverait dans des avantages beaucoup superieurs« (S. 51). Og da disse »avantages« navnlig for Hollands Vedkom
mende maa søges med Lupe, saa tilføjer han brysk:
»Nous n'avons pas, du reste, å envisager ici les question de détail. L'application l'une idée juste sera etudiée avec soin par les specialistes des plus competents. . . . L'union fait la force. C'est la devise de nos amis les belges. Le sang versé en commun par eux et nous sur les mémes champs de bataille scelle entre les deux peuples cette precieuse union, si utile å l'accomplissement de leurs destinées. D'autre part, la sagesse politique in- cetera, nous l'ésperons, les Néerlandais, si remarquables par leur ferme bon sens, å entrer dans une ligue essen- tiellement pacifique, dont le but exclusif sera la protec- tion efficace et le développement normal de ses mem- bres.« (S. 52). Endnu mere ligefrem er Bouloc, der glat væk erklærer, at hele Rhinen tilhører Frankrig; ifølge Lov og Ret hør den være dets Ejendom ikke alene til den hollandske Grænse, men: »jusqu'å l'embouchure«.
(S. 162). Dimier tildeler Holland Østfriesland, Kleve og Preussisk-Geldern. Selvfølgelig skal Holland, som det allerede var Tilfældet med Belgien, paa den ene Side blændes, paa den anden Side kædes sammen med
Frankrigs Trivsel og Fordærv. At den franske Bour- geoisie kun har dets egne Interesser for Øje, forraader det ofte opdukkende Forslag om at berøve Holland Scheldemundingen. »La question de l'Escaut est essen
tielle pour la Belgique,« siger Dontenville hertil (S. 49),
»l'embouchure de ce tleuve a été laissée å la Hollande, lors de leur separation. Or, Anvers est båti sur son estuaire, Anvers, camp retranché de premier ordre, prin
cipal débouché beige, l'un des ports les plus actifs et les plus florissants du continent européen. Il ne peut com- muniquer avec la mer qu'a travers les eaux néerlan- daises, et subit ainsi une menace permanente de blocus.
Mettant fin å eet absurde état de choses, on doit lui as
surer, au profit de ses détenteurs, la liberté pleine et entiére de l'accés et de la sortie, en tout temps pendant la guerre comme pendant la paix. L'unique moyen d'y parvenir consiste dans l'abandon, paar les Pays-Bas, des bouches de 1 Escaut avec les iles zélandaises qu'elles enveloppent.« Delaire giver denne Fordring sin Til
slutning. (S. 117).
Naar man nu for en Fuldstændigheds Skyld kaster et Blik paa den Skæbne, der er tiltænkt Luxemburg, saa forstaar man fuldtud Karakteren af det »galliske For
bund«, der spøger i alle Krigsmaals-Skrifterne af alle Farver. Efter Flertallet af de foreliggende Skrifter skal nemlig Luxemburg berøves sin Selvstændighed. Don
tenville erindrer i den Anledning om, at det allerede én Gang under Navn af Département des Fårets har til
hørt Frankrig. »Il n'a jamais été neutre réellement«, paastaar han (S. 45). Onésime Reclus hævder det samme i sit Skrift L'Allemagne en morceaux (S. 24).
Denis (La paix que nous devons faire), Delaire, Mar- mottan er stemte for en Indlemmelse i Belgien. Dimier og Pouvourville vakler mellem begge Muligheder, men er
ligeledes indforstaaet med Ophævelsen af Storhertug
dømmet.
Saafremt det er nødvendigt yderligere at belyse det
»galliske Forbund«, saa vil den Lod, der er tiltænkt Luxemburg og Holland, maaske tjene til at aabne Øj
nene selv hos de mest begejstrede Ententevenner. Thi det er nemlig ingenlunde et uskyldigt Defensiv-Forbund, som foresvæver et fransk Bougeoisie ved disse Lordrin
ger. Hvad det ønsker, er den naturlige Grænse i Kon
ventets Betydning, i napoleonsk Betydning altsaa Rhin
grænsen i dens hele Omfang fra Basel til Nordsøen.
Derfor forlanger Bourgeoisiet Elsass-Lothringen, Saar- bækkenet, Moselgrænsen, Ahrgrænsen, hele venstre Rhinbred. Men da det som ægte Bourgeoisie viger til
bage for den yderste Konsekvens af sine Ønsker, søger man at virkeliggøre Størsteparten af dem ad Omveje.
Efter Begivenhederne i August 1914 mener man for be
standig at have Belgien i sin Magt. Holland skal lokkes ved Løfter om Landsudvidelse. Samtidig betoner man, at dets Jord egentlig er gallisk Ejendom, og at man sammen med det føler sig »en famille«. Holder man sig nu til den — i Begyndelsen af dette Skrift omtalte Lære, at Sproget intet beviser om en Nations Folke
ejendommeligheder, og tager man yderligere i Betragt
ning, at den samlede franske Krigsmaal-Literatur ud
trykkelig genoptager Ludvig XIV's Planer og betoner Kontinuerligheden af de af ham forsvarede Tendenser, saa forstaar man at vurdere den Tavshed eller de l ale- maader, hvormed den desavouerer den hollandske Del af hans Politik. Thi paa Baggrund af denne Kendsger
ning løser sig ud af Krigsmaal-Brochurernes Ordsvulst den faste Beslutning hos de i Frankrig førende Sam
fundslag: denne Gang at gøre Rhingrænsen til Virkelig
hed selv om det blot er indirekte, selv om det kun kan
