Den befriende død
Døden
på anstalt 1907-1963 (1)
AfEdith Mandrup Rønn
Dereret særtparadoks i den kendsgerning, atjomere vi sigesat fornægte
og tabuisere døden, jo mere forskes der i holdninger til døden, ritualer omkring døden, nærdødsoplevelsero.s.v. Samtidig viser så godtsomsamt¬
lige TV-nyhedsudsendelser eksempler på massedøden eller den potentielle
massedød. Vi følger udmarvede flygtninge på støvede afrikanske veje og
ved,at etstedundervejsventerenpinefuld død på grund af smitsommesyg¬
domme, udmattelse eller angreb fra fjender. Hvordan kan vi meden viden
om denne uundgåelige død fornægte vor egen? Det synes ikke at være svært.Massedødenerforos enunormaldød, somikke hørerhjemme ivor
kultur, ogvi hjælpes i vorfornægtelse af døden af de sammemedier, som viserosden unormale død. Viserjogangpågang,at det enkelte menneske (hende, derrepræsentereros)reddes fra døden. Det sker især i de dramati¬
skeberetninger, hvor»et almindeligt menneske«, en person som en afos, kuner enhårsbred fra dendefinitive katastrofe. Trods de dårlige odds står
hundog alle kriser igennem: hun hentesopfra vildebjergkløfter, overlever flykatastroferogundgår (alligevel) atbrænde inde.Atdet sker i prime time
måværeetindiciumfor, atder faktiskermange seere,der følgerhistorier¬
neom,hvordanmanovervinder døden.Deternæppeforbavsende,athoved¬
parten af disse dramaer om det udødelige menneske kommer fra U.S.A.,
hvorman synes athave en tilbøjelighed til endog at fornægte døden efter
dens indtræden-bl.a. ved atgøre liget så uforgængeligt som overhovedet muligt (2).
Holdningen til døden
Isit tankevækkende essay»Dedøendes ensomhed« (3), hvor Norbert Elias polemiserer mod Philippe Ariés'meget roste»best-seller« »Dødens historie
i Vesten« (4),gørhan opmærksom på i hvor høj gradnetopvorepersonlige
»udødelighedsfantasier« far betydning forvormanglendeevne til athånd¬
tereogså andres død. Når vi konfronteres med andres død, mindes vi smer¬
teligtom vor egendødelighedogfristes tilatundvige den dødesnærmeste.
Vi kanheller ikke i vorkulturelle bagage hente de rette trøstende ord. På
den måde bliver sorgen noget »unormalt«, som kun kan behandles som anden unormalitet:vedhjælp afenpsykolog eller psykiater. Vi forestilleros ikke denmulighed, atmankan bæreen sorgmed sigogalligevel opnå livs¬
kvalitet.
PhilippeAriesperiodisering af holdningen til dødenerikke letatsebort
fra: I et 1000-årigt forløb går han fra »den tæmmede død« til »den indivi¬
duelle død« (»mindød«) over»din død« til »den forbudte død«. Aries har
væretbrugt tilmegenmoraliserenover vor»unaturlige« mådeatdø på.Men
detbør hannunæppebruges til. Selv omhan haretsynpå »den tæmmede død«, der synesganske særligt positivt (for ikke at kalde detnostalgisk!),
lænker han som andre mentalitetshistorikere i høj grad holdningerne til
bestemte kulturelle forudsætninger (5) ogplæderer ikke, atnogle holdnin¬
ger er mere»naturlige« end andre. Forandringerne synes dogtræge, og pe¬
rioderne med en strukturel »ubevægelighed« er meget lange. Dette kan
måske skyldes, atAries pågrund af manglende kilder omhandlende visse
sociale grupper (de grupper, der ikke skriver eller frembringer billeder) uvilkårligt vil få et enhedskulturelt syn på holdningerne til døden. Det er overklassenogpå andre måder synlige grupper(f.eks. kunstnere), der taler
til Aries. Ikke talende og skrivende grupper kommer ikke selv til orde i
historien. Denuanceritidsbillederne,sometmerevarieretkildeudvalg kun¬
nehavegivet, har det ikkeværetmuligtatvise.NetopderforerAries' frem¬
stilling så oversigtlig!
Den sociale død
Der er næppe tvivl om, (hvad Elias også fremfører), atAries moraliserer
mest overden modernetids holdning til døden. Ikke fordi den er»unatur¬
lig«, men netop fordi den er »kulturlig«. IAries egen tid far hans historie
karakter af kulturkritik. Deterikkesært. Det erdentid, han lever-ogskal
dø - i. Den personlige optagethed af døden har han fælles med Elias og mange andre forskere i holdningerne til døden. Fælles med Elias har han også gruen over den langsomme »sociale død«, der kan gå forud for den fysiologiske død. I dag kanen person væreså godt somglemt, når hanfor
sidste gangtrækker vejret-eller når der slukkes for respiratoren. Det bety¬
dermegetogså for ritualerne omkring begravelseogbisættelse, hvor vi især
i perioden 1960-85 såentilbøjelighed tilatafritualisere begivenheden (6).
Mankan ikke hos de forskere, derbeskæftiger sig historisk med hold¬
ningen til den konkrete død, i særlig høj grad finde eksempler på den frem¬
adskridendeproces,der fører til den sociale død kortere eller længere tid før
den fysiologiske død. Deternæppe, fordi denneproces harværetukendt i
Aandssvageanstalten iRibe fotograferetfra etvandtårniethjørne afgrun¬
den i 1915. (Ribe lokalhistoriske arkiv).
middelalderen og renæssancen(7). En af de forskere, derhar haft det bed¬
stegrebom studiet af praksisogholdninger vedrørende de helt elementære livsprocesser (hvoraf døden jo må siges atvære den ultimative!)erMichel Foucault, for hvem deterlykkedes atinddragebåde den socialeog den fy¬
siologiske død i analyser vedrørende det subjektetsvilkårogde holdninger,
detnødvendigvis må have(8). Herbliver »normalholdningen«ikke i så høj grad etpostulat,somf.eks. hos Aries (9).
Selvomændringerne på alle socialeogkulturelleområder i de sidste 100
år er skethurtigere end tidligere, og der givetvis i samfundet findes store holdningsmæssige forskelle, lader medierne os dog ikke i tvivl om, at der
findesen»normalholdning« til dødenognogle »almindelige« måderatrea¬
gere over for døden på. På den baggrund har man da også på de danske
anstalter foråndssvagei detteårhundredesøgt at»normalisere« alumnernes udgang af denne verden vedatværei særlig grad trofasteoverfor degæng¬
seritualeromkring dødogbegravelse. Menritualerne udøves over en per¬
son, der ofte alleredeersocialt død for familie ogbekendte. Jeg skal i det følgende beskæftige mig med holdningen til det erkendt »unormale« men¬
neskes død, som den kan konstateres i breve og andre arkivalier vedr.
Aandssvageanstalten i Ribe i den omhandlede periode. Ibreve vedrørende
en alumnes sygdom ogdød-ogi svar- ogtakkeskrivelserne fra den dødes pårørende - far vi klare billeder af det normalitetssyn, der findes hos pårørende til de afdøde. Jeg vil endvidere komme ind på praksis omkring
alumnernes begravelse.
Jeg har valgt at skildre perioden 1907-1963, fordi anstaltens oprettelse udgør etlogisk startpunkt, og i 1963 sker der nogle fysiske ændringer på anstalten, somkan opfattes somrepræsentative foretparadigmeskift (eller
en kovending) inden for forsorgen(lO). Samtidig er det i denne periode
forældrene til de åndssvage acceptereranstaltsanbringelse som den eneste
»fornuftige« løsning på deres ogderes børns problemer.
»Herren gav,
Herren
tog....«At alumner i realiteten kunne være totalt glemt af familien i årevis ses i
mangepatientsager. I Ribe harman været megetomhyggeligmedatlægge
alle offentlige og private forespørgsler i sagerne, men særlig i de første 3
årtierfindes dermange sager,hvor der ikkeer enenesteprivat forespørgsel
til alumnen(ll). I 1920 svarer man en vestjysk lærer, der sender en fore¬
spørgselpå vegneafensøstertil enalumne:
»Fra DenKellerske Anstalt iBrejning har jeg modtagetDeres forespørg-
Børneafdelingen på Aandssvageanstaltensomden så ud ved anstaltens ind¬
vielsei 1907. (RibeStifts-Tidende 4.11.1907).
sel af 8. d.M. til Besvarelse. M. blevnemlig overført hertilfra dennævn¬
teAnstalt den 15. November 1907 ogdøde den 19. Juni 1917afLunge¬
betændelse. Dødsfaldetblev i sinTid meddeltNørre-Felding Sogneraad
medAnmodningomat lade Meddelelsengaavidere til mulige Slægtnin¬
ge. Hansaandelige TilstandvarunderOpholdet her uforandret, somhans
Søstervel sagtens kendte den hjemmefra. Der har iøvrigt aldrig været spurgt til ham,menshanvar i Live.HanvarKrampepatient, var graadig
efterMad, mishandlede ogslog sig selv, særlignaarSpisetidernenærme¬
desig. Kunne ikke tale, menkun udstøde uartikulerede Lyde....« (12).
Brevet fortsætter med en skildring af den på dødstidspunktet 39-årige
mands tilstand under det 10-årige ophold i Ribe.
Alumnen har tidligere været på De Kellerske Anstalter i Brejning, og
man er end ikke klarover, at han erblevet flyttet derfra. Det lyder måske
sært, da netop Christian Keller, anstalternes navnkundige lægeforstander, gjordeendel ud af, atforældreneskulle havebesked, da alumnerne fra bl.a.
Ringkøbing amtblev flyttet til dennye anstalt i Ribe (13). Mange forældre
ville gernehave, atderesbørn kunne blive iBrejning, dervar enanerkendt
anstalt medvidenskabelig ledelse,hvorimod dennyeRibe-anstalts oprinde¬
lige funktion var atvære asyl for »de fattigste blandt de fattige i ånden«
(14). Men der kan være mange grunde til uvidenheden om flytningen -
f.eks. ses det i det sidstnævntetilfælde, atde pårørende ikke selv har kun-
neteller villet skrive til anstalten. Ogmåske har de ikke fået besked. Derer
eksempler påbreve, hvor forældrebeklager sigoverikkeat væreorienteret
om deres børns flytning. Det ertilfældet i en brevveksling vedrørende en
alumne, der bliver syg umiddelbart efter overførelsen fra en sjællandsk
anstalt den 29. november 1907. Den 12.12.meddeleranstaltens læge foræl¬
drene,atden 19-årigeungemanderdød efter 14 dages sygdom med»feber
ogdøsighed«. Faderen, dererhusmand, svareruden den ydmyghed,man så
ofte mærker i brevene fra afdødespårørende:
»....menvi vilde gjerne bede Demoplyseos omhvordan han har pådra¬
get sig den (den angivne dødsårsagerhjernebetændelse), tillige med de
nærmere omstændigheder ved hans Død, om han ikke havde Ligfalds-
tilfældene endnu og om hvorlænge han laasyg. Det forundreros meget
at vi ikke harfaaetUnderretning omat hanerflyttet til Ribe, da vi dog
erhans Forældre...
De afsluttende kommentarer er dog meget karakteristiske for langt den
størstedel af svarbrevenepå dødsbudskaber vedrørende børnogandrenære
slægtninge:
»....Vi vilde gjerne have været ud til hans Begravelse, men vi maa paa
Grund afvore økonomiske Omstændigheder gøre Afkald herpaa, deri¬
mod sendervienlille KranssomDenok vilvære saavenligatlæggepaa hansGrav.
Eftersom han ikkevarAandsfriskmaa manjo betragte det som englæ¬
delig Død, dog vilDenok forstaaatdetersmertelig for viatdet sketesaa
langt borte, dogmaavi jo sigesomJob: Herrengav,Herrentog, Herrens
Navnværelovet!....« (15).
Intet Bibelsted erhyppigere citeret end dette. Men i realiteten har Herren taget sønnen fra forældrene længe før den fysiologiske død - ogman har accepteretdet som enfratagelse, mens sønnen endnuvari live. Ved døds¬
budskabetses dog ofte en ambivalent holdning. Manersplittet mellem en
byrde af skyldog sorg-oglettelse.Detblivermegetvigtigtatforsikre sig
selvom,atbarnet har haft detgodt,atmanikke kunne havepassethambed¬
re o.s.v. Og at man iøvrigt har gjort det fornuftigst tænkelige ogdet, man hele tidenblevopfordret til, vedatsende barnet på anstalt. Kritik afanstal¬
tensesmegetsjældent i disse svarbreve, hvor ordsom»Godhed«, »Venlig¬
hed«, »kærlig Pleje« o.s.v. er ofte forekommende. Det er ikke sådan, at autoritetstroenersåstor, atkritik ikke findes iganskehøj grad i breve sendt
i anden anledning,menden synes atforstumme efterdødsbudskabet.
Ud fra reaktionenpå dødsbudskabet kanmanikke slutte,atder harværet ingen eller ringe kontakt med forældrene. Derimodses det afogtil på for-
J5andsswa|«anstalien ued Ribe
SovcstueniBørneafdelingen
Sovestuepå børneafdelingen, 1915. (Ribe lokalhistoriske arkiv),
muleringen af selve dødsbudskabet,omderharværetgod kontakt.Detgæl¬
derdog først ogfremmest de meddelelser, derer sendtaf forstanderen for
Ribe-anstalten i årene 1907-35. Normalt sendtemanet telegram,hvis man menteenperson vardøende, så de pårørende kunne nåatsevedkommende.
Efter døden blev dersammedag sendtetpersonligtbrev, somaldrig virker
som en standardskrivelse. 29. marts 1917 skriver forstanderen om en 20-
årigungmand:
»Jeg maa hermed bringe Dem Meddelelse - i Fortsættelse af mit Tele¬
grami Gaar Aftes-atDeres Søndøderoligt iMorgeslidt før 9. Detviste sig jo, athan foruden sin Mavelidelse havde paadraget sigen sværLun¬
gebetændelse, somhavde bredt sig til begge Lunger. De sidste Dage spi¬
ste han kun lidt. Feberenvarstadig stigende, han hostede meget ogblev
kortaandet. I Nat har hanværetnogenlunde stille; menved 5 Tiden blev
handaarligere. Lars havde jonuværethosos inæsten 10 Aarog varfra
enlilleDrengvoksetoptilatbliveen ungMand. Hanvaraltidskikkelig, godogfredelig, saavi vil savneham. Paa den anden Sidevarhan i aan-
delig Henseende ganske stillestaaende, saa der var ingen Fremgang at
ventefor ham. Hvis ikke andet bestemmes afDem,begraves han Onsdag
den 4.April Kl. 12 paa Ribe Kirkegaard. Vil De meddele om De eller
andre PaarørendekommertilBegravelsen.«
Faderensvarerden 1. april:
»Kjære Venner.
Vi takker mange Gange for Brevet som vi har modtaget om vor kjære
Søns Død. ViergladforathanerDød, for han kunnejo ingenTing lave.
Vi er saaglad vedDeres sidste Brevvi kanse at i har holdt af ham og væretgod ved ham, den lille Stakkel, som varberøvet ForstandensBrug.
Derkommeringen hernedatfølge ham til Graven, for vier syge ogkan
ikke komme ellers havde vi kommen. Vi siger eder alle mangeTak for
eders Godhed ved ham« (16).
Det er tydeligt, at man fra anstaltens side sætter pris på, at slægtningene
interesserer sig for alumnernes sygdom og død. Man opfordrerdem til at
sætte en lille gravplade på graven på Ribe kirkegård (og fra 1919 på an-
staltskirkegården). Alligevel fremgår det af begravelsesbogen, at mange alumner hverken følges til graven af slægtninge eller far engravplade på
deressidste hvilested. Men det kanske, atfamilienlængeefter deres slægt¬
nings død ønskeratmarkere, at den døde ikkeerglemt. I 1912 far forstan¬
derenetbrev, hvor den skrivende bederom nummeretpå sinbrodersgrav:
»Sagen er nemlig, at vi Søskende ingen Krans sendte til vor Broders Begravelse fordivi heller vilde have satenlille Marmorplade på Graven
saaatvi altid kan kende dennaarvi kommerderned;mengrundetpaaat viingen Bekente har i Ribeogingen afoshar kunnet kommederned end¬
nu er det trukketsaalænge ud ogaf den Grund vilde vi saa gernehave
Nummeret atvide. Jegvilogsaa gerne med detsammehave Lovtil paa Søskendes og egneVegneatsige DemrigtigmangeTak for Deres God¬
hed modvorstakkels Broder i de Aar han harværeti Ribeogi ligemaa-
dealle de andresomhar haft med ham atgøre, vimaajoværeglade ved
athan fik Lov til at dø i den Alder da derjoermange somblivermeget
ældre(brevskriverens broder blev 26 år),ogmegetgladeervi fordi vitror han har haftdetgodt jeg for minPartfik det bedste Indtryk forleden Aar
da Moderogjegvari Ribeogjegtrorikke han kunne have haft det halvt
saa godt herhjemme hvor den Slags stakkels Menneske jo altid erudsat
for de mindregodeMenneskers Ondskab.«
Forstanderenopgivergravnummeretog svareriøvrigt,atbrevet har»glædet
hammeget«(17).
Jeghar valgtatbringe kommentarer i forbindelse medyngremenneskers død, ognetop derfor bringerjeg ikke eksempler fra den sidste delaf perio¬
den-dervarsimpelthen ikke såmange unge, der døde! Detteskyldes dels
denalmindelige bedring afsundhedstilstandenogdels,atlangt de fleste af
de først indkomnevar»asylister«, d.v.s. stærkthandicappede, der blevanset
foruunderviselige.Mangevar, hvad vi i dag kaldermultihandicappede, og blandt demvardødeligheden overordentlig stor. Fra 1917 varRibe Aands- svageanstalt en almindelig anstalt, der ikke længere, som i starten, måtte forpligte sig til at modtage også kriminelle og personer, der led af både åndssvaghedog sindssyge. Når det alligevel erganske klart, atder ikke er størreændringeri forældrenes holdning før omkring periodens slutning, er
det, fordi det kan konstateres i andreformer forkorrespondance. Hos per¬
sonalet derimod sker dertydelige holdningsændringer i løbet af perioden (18). Ændringer i forældrenes mere følelsesmæssigt baserede holdninger
forekommer ikke så »pludselige« og umiddelbart synlige, som ændringer
der erbaseret på en ændring i videnskabelig praksis. De ovenfor nævnte eksemplereralle breve vedrørende alumner indkommet i anstaltensførste
år. Enkelte alumner harlevetpå anstalten i hele perioden,ogher gælder den regel, atjo længere, de harværetpå anstalt, jo sjældnere har familienholdt
forbindelsenvedlige.
Ved en gennemgang af kommentarerne i de enkelte sager, hvor der har liggetvarmetakkebreve, ser man, at ikke i alle tilfælde eranstaltsopholdet
forløbet så ukompliceret - og næsten idyllisk - som takkebrevene kunne tyde på. Dersynes atvære ringe, eller ingen, sammenhæng mellem takke¬
brevenes indhold og alumnens forhold på anstalten. Taknemmeligheden
synes, når først alumnenerdød,atvære storundernæstenalle omstændig¬
heder.
Ovenfor såvi,atde økonomiskeomstændigheder blev brugtsombegrun¬
delsefor,atmanikke kunne komme tilbegravelsen. Denmestalmindelige undskyldning ersygdom, men atdet reelt erde »økonomiske omstændig¬
heder«, der spiller ind, kan udmærket tænkes. Sygdom bliver så hyppigt brugtsomundskyldning for den manglende tilstedeværelse,atdeterutæn¬
keligt, atdervarsåmegensygdom i landet. Det ville værenærliggende at
indlæse enuvilje mod atmøde op, men imangetilfældeville det værealt
fordristigt,ogmed hensyn til den sidst omtalte begravelse synesder kunat
væredenmulighed,at entenharmanikke haft råd tilatkomme-eller også
harmanvirkelig haftsygdom i familien. Patientsagen vidner nemligom en storog varminteresse forsønnen, som manholder kontakttilgennempleje¬
moderen. Det var plejemoderens opgave at besvare alle forespørgsler fra
forældrene. Forældrenes breveskulledog stiles til forstanderen, der derefter besørgede dem til besvarelse hos plejemoderen. Når hun havde skrevet bre¬
vet(medkopi der blev indlagt i patientsagen), blev det sendt tilgodkendel¬
se hos forstanderen, ogdet skete, atbrevet komreturmed påtegninger, der medførte, at det måtte skrives om. Måske ikke mindstpå grund af denne
censurerbrevene somoftest totaltintetsigende,menvenlige. Ogsomanty¬
det kan detværesvært at se ensammenhæng mellem de almindelige svar-
breve ogalumnesagens øvrige oplysninger. Dererdogeksempler på,atder opstår et varmt »brevvenskab« mellem enplejemoder ogpårørende til en
alumne, ogi disse tilfældesynesplejemoderenathave faet friere tøjler, selv
om dervaruskrevne regler for, atplejemor ikke burde omgås alumnernes pårørende alt for intenst!
Et særligt problem udgør børnene af de enlige mødre, som senere gifter sig og fårny familie.Herkanman se, atden nye ægtemand ligefrem ned¬
lægger forbud mod, athustruen holder kontakt til sit uægteskabelige barn (19). Fra anstaltens side kanmaniværksætteetregulært detektivarbejde, når
etsådant barnerdøende, meniøvrigt harman hele tiden efterforskningeri
gang, fordi udgifterne forbundet med anstaltsanbringelsen i de første årtier
af århundredet skulle udredes af alumnens »hjemkommune«. Her kunne
være et fortolkningsspørgsmål: var »hjemkommunen« den kommune,
forældrene boede i, da barnet kompå anstalt-ellervardet den kommune,
hvor forældrene nu boede? Der synes athave været ret uigennemskuelige regleralt efter, om anbringelsen formodedes at være »varig«, eller denvar
midlertidig.I hvert falderder utallige brevvekslinger med kommuner, der
nægter atbetaleetbeløb, fordimanpåstår, atmanikke eralumnens hjem¬
kommune. Detsammegørsig gældende vedudgifterne til begravelser, hvor
der kanværetovtrækkerierombeløbpå helt ned til2 kr. Idet heletagetvar
spørgsmålet om begravelser ret ømtåleligt. Forældrene kunne fa den pårørende hjem, eller vedkommende kunne blive begravet på Ribe kirke¬
gård, men der kunnevære så store problemer forbundet medarrangemen¬
terne, atmantidligt udtrykteetønske omatfaenanstaltskirkegård. 11919 lykkedes detatfa etableret denne kirkegård.
Anstaltskirkegården
Man skriver i årsskriftet for 1919-1921, at man ved oprettelsen af kirke¬
gården har faet opfyldtet»længenæretønske«. Baggrunden for ønsketvar
ikke mindst de oven for nævnte besværligheder med atinddrive penge til begravelsen- det var også den almindelige holdning til anstaltsanbringel-
serne.
Omkring 1. verdenskrig diskuteredemaninterneringogsterilisering. Den eugeniske interessevarstor,ogåndssvagelægerne søgte(med held)atover¬
bevisebefolkningen om, at da åndssvaghed var arvelig i en grad, så man kunnevære næstensikkerpå,at åndssvage ville fa åndssvage børn, såmåt¬
temananstrenge sig foratfå interneret såmange somoverhovedetmuligt.
Og en sådan internering måtte blive livsvarig (20). Dette betød både en voldsom pladsmangel på anstalterne, og at mange forældre havde deres
største traume i forhold til detåndssvage barn netop,når det blev afleveret
Anstaltskirkegården ved Ribe Aandssvageanstalt
reti 1930-erne. (Ribe lokalhistoriske arkiv).
- sandsynligvisfotografe-
på anstalten. Det var den definitive afsked. Det var dér, man mistede bar¬
net.
Man kan sige, atførst med beslutningerne om indførelse afanstaltskir- kegårde (dervarogså etableret kirkegårde ved andre anstalter) faldt start¬
skuddet til indførelse af »totalinstitutioner«pååndssvageområdet (21). Især
i 1920-erne og 30-erne blev anstalten de åndssvages hjem bogstavelig talt
fra vugge til grav, og alumnerne »behøvede« ikke på noget tidspunkt at komme uden for anstaltensmure. Dervarfaktiskmur om anstaltennetop i perioden indtil 1963, hvor kirkegården blev nedlagt. Det var ikke ganske tilfældigt, atde toting skete omtrent samtidig!
Atkirkegården blev nedlagt i begyndelsen af 1960-erne skyldtes førstog fremmestet»magtskifte« på anstalterne, hvorefter lægerne måtte afgive det
mesteaf deres dominans tilpædagogiskogadministrativt personale. Hold¬
ningsskiftetvarcentreretomkringsynetpå, hvad åndssvaghedvar.Inden for
de nye pædagogiske uddannelser afviste man den medicinske holdning til åndssvaghedsom en sygdom.Et klart udtryk fordenyetidervarN. Bank-
Mikkelsens »normaliseringstese«, hvor han argumenterede for lige vilkår
forhandicappedeogerkendt »normale« (22). IRibekunnemandog samti¬
dig begrunde nedlæggelsen med hærværk på kirkegården. Detalmindelige holdningsskift til åndssvage familiemedlemmer bevirkede også helt tyde¬
ligt,atder kommerekontakt mellem anstaltens beboereogderesfamilie. I
det sidste tiår afkirkegårdens levetid, blev der hjemtaget langt flere afdøde
til begravelse ellerbisættelse på deres hjemlige kirkegård end i det første
tiår. Af Ribelundsbegravelsesbog fremgår, atmens der i tiåret april 1920-
1930blevbegravet 142af196døde på anstaltskirkegården, blev der i tiåret april 1953-63 kun begravet 84 af171 døde (23).
Ribelundsbegravelsesbog,somharværeti brug i hele anstaltens/institu¬
tionenstid, oplysernavn, alderogfødested for den døde. Dererogså plads
tilenlillevedtegning. Fra 1919 drejer den sig førstogfremmestom,hvor¬
vidt der harværetslægtninge eller bekendte til stede ved begravelsen. I det
første tiår har der ikke været bekendte eller slægtninge til stede ved begravelsen ved66 af de 142 anstaltsbegravelser, i det sidstetiår har man ikke interesseretsig fordettepunkt,og manhar i det heletagetbrugt mulig¬
heden for vedtegning yderst lidt. I det første tiår interesserer man sig så megetfor de tilstedeværende ved begravelsen, atman (medmeget lille og finskrift, forpladsenerminimal!)skriverevt.tilstedeværende familiemed¬
lemmer ogbekendtesnavn ogaf til endda stilling. Manfinderogså plads til
at skrive ud for de alumner, dererhjemsendtsomlig, hvordantransporten
tilhjemmet har fundet sted. Selv omRibe iflg. gamle meddelere var»fuld
af bedemænd« skete transporten på denne tid ikke i ligvogn. Ligbiler er
først omtalt i 1920-erne, ogden hestetrukne ligvogn har væretfor dyr og pompøstilenhjemsendelseoverlange afstande. Hervardetmerealminde¬
ligt, at liget blev sendt pr.jernbane fra Ribe station. Ved kortere afstande
kunne det blive hentet medhestevogn af faderen. Nårdetblev sendtpr.jern¬
bane,anbragtemantilsyneladendeenkasse rundtomkisten for ikke atvol¬
dejernbanefunktionærerne ubehag. Denne kasse skulle returneres, da den
kunnebruges igen. I 1920-erne blev liget oftesendtpr. lastbil,ogi enkelte
tilfældeoplyses det, atdet blev sendt med »almindelig bil«. Der findes i de
første år overhovedetingen eksempler på ligbrænding,ogi 1950-erneerder ganske fa (24).
Detblevansetforvigtigtatfa depårørende tilatkomme tilstede,og det
varalmindeligt,atder blevserveretkaffe eller mad fordem efter begravel¬
sen, men som nævnt ovenfor kunne bl.a. de økonomiske omstændigheder
være en hindring for tilstedeværelsen. Dette ændrede sig efter socialrefor¬
meni 1933,hvoranstalterneblevstatslige. Herefter kom der generellereg¬
ler for tilskudtil, atforældre kunnebesøge barnetpå anstalten 1 ogsenere 2 gange omåret,ogdet blev også muligtatfa tilskud tilatrejse til begravel¬
sen,udenatdette skulle betragtessom enalmisse. Til gengæld fikman gen-
nemført bestemmelser, hvorefter udgifterne ved aandssvages begravelse
kun kunne afholdes af statskassen, hvis de pågældende blev begravet på
anstaltens kirkegård. Det var dog en forudsætning, at den pågældendes inddragelse under særforsorg havde karakter afen»egentlig livsvarig For¬
sorg« (25).
Slutningenaf 1930-erne blev den periode, hvor de åndssvage ikke læn¬
gere fandtes i de »normales« synsfelt. Planerne om internering og sterili¬
sering varblevet gennemført med held (26). For de åndssvage betød den eugenisk inspirerede lovgivning efter socialreformen i 1933 skærpede re¬
striktioner-manblev ganske vistsikkerpåforsørgelse,men også på inter¬
nering, sterilisering ogkonstant overvågning! (27).
Ombegravelserne på anstaltskirkegården findes der beretninger fra flere
meddelere-bl.a. fraenpræst, der selv harbegravet adskillige alumner fra
1950-ernetil 1963:
»Det er en af de ting, jeg husker medmegen veneration: den måde det
blev tackletpå med de begravelser, der foregik fra forsorgscentrets ka¬
pel (28).
Fordi det varden daværende inspektørs syn oghans praksis, atdet skul¬
le foregå ved,athan selvvartilstede «
»....Og med skriftord og med gode, gedigne salmer. De blev ikke kortet
afpånogenverdens ting....«(29).
Man havde etableret et kvindekor afgode sangere, og de 6 mandlige lig¬
bærere havde det ærefulde hverv atbære kisten fra kapellet tilgraven. Der
var ret langt, og man måtte medbringe skamler, så der blev mulighed for
hvil undervejs (30). Det drejede sig normalt om de samme velfungerende mænd, der altidvariførtpænt,mørkt tøj.
Da denne artikels forfatter i 1990 startede en mindre kulturhistorisk
undersøgelse vedrørende Ribelund (31), vidste adskillige af de ansatte på
boinstitutionenikke, at derengang for 27 år siden havdeværet enanstalts- kirkegård. På det sted, hvor den harværet, erder usædvanlig fredeligt og
smukt, og stedet udgjorde da også etdejligt »udflugtssted« foren nærlig¬
gende børnehave. Manskullevide,atder havdeværetenkirkegård forat se konturerne af de gamle grave og »tolke« betydningen af taks- og tuja¬
beplantningen, der havde fået lov tilatvokseoptil storhøjde. Man må have
haft megenhast med atsløjfe også de sidst etablerede grave-det skete fa
år efterkirkegårdens nedlæggelse-men somtidligere nævnt havde derjo ogsåværethærværk imodgravenebegået af»drengefra byen for ingen her¬
fra kunne findepå den slags«, sagdeenaf de tidligere ligbærere(32). Nog¬
le af de ensplader endtesomfyld i havegangene,menpåettidspunktfor fa
år siden kommandog i tankeomkirkegårdens mulige kulturhistoriskevær-
Den tidligere anstaltskirkegårdfotograferetiefteråret 1996. (StigJensen).
di, ogder blev rejsten (meget stor!) mindesten på den tidligere kirkegård.
Interessenfor de gamleanstalter har i løbet af det sidste tiår betydet, atder
erblevet oprettetmange småmuseer, studiesamlingeroghistoriske samlin¬
ger, oglige så intenst, man for 30 årarbejdede påatglemme »totalinstitu¬
tionen«-lige så intenst arbejder mani dag på atbevarenogetaf erindrin¬
gen omden!
Derfindes kunuhyre fa billeder fraanstaltskirkegården i Ribe,ogdet har
sletikke væretmuligtatfinde billeder fra begravelserpå stedet. Det sidste
erder intetejendommeligt i. Idenne periode fotograferedemananstændig¬
vis ikke ved enbegravelseshandling på andre kirkegårde og selvfølgelig
heller ikkepåen anstaltskirkegården.
Begravelsesbogen viser at langt over 400 mennesker ikke alene levede
deres livpå anstalten-heller ikke efter deresdød kom de tilatforlade dens
område.
Normaliteten og
den befriende død
Når den spedalske i middelalderen skulle forlade det kristne fællesskab,
blev han i Wiens kirker afpræsten ført baglæns ud samtidig med, atman
forsikrede ham omGudsnåde, fordi han blev straffet for sine synder i den¬
ne verden. Så meget desto sikrere måtte han være på frelsen efter døden (33). Hosikke så få af de vestjyske forældre til børn på Aandssvageanstal-
ten i Ribe, mærkerman den samme fortrøstning og tropå, at hverken de
eller deres søneller datter har lidtforgæves.Idecember 1914 skrivermode¬
ren i et gratulationsbrev i anledningen af 14-års-fødselsdagentil en ånds¬
svagtvillingepige, atnugår hendes raske søsterjo tilpræst: »Ja, lilleAnna du staarjo tilbage herpaa Jorden,men i Himlen har du jo første Ret, Gud tagerikkemereend han giver...« (34). Selv omlangt de fleste forældreikke
havde noget inderligt forhold til kristendommen, viste de tydeligt deres taknemmelighed, når den fysiologiske død endelig befriede både deres barn
- og dem selv-fra den byrde, der hviledeoverdem.
»Jegerglad for, athanerdød« kunne man sigei 1914. I dag ville man noksige: »Detvargodt forham, athan døde«, selvom manpå ingen måde
tænkerpå hans sjæls frelse! Menmankan have sine tvivl om,hvorstorfor¬
skellenpå detoudtalelser egentliger?Døden blev-ogbliver stadig-anset forbefriende, når detgælderpersoner,der harværetudsat for den »sociale
død« som en langvarig dødsproces så ofte betyder. Efter normaliserings-
bestræbelserne i 1960-erne(og især efter udflytningen af beboernepå insti¬
tutionerne inden forsærforsorgen i 1970-erne og 1980-erne) erfokus ikke længere i så høj grad på de udviklingshæmmedes liv og død. Man ofrer
mere debat på »forebyggelsen« af, at de i det hele taget fødes. Her er en
parallel til denmestrabiate eugeniske interesse i 1930-erne, som mannok
kanfølesig utilpas ved. Til gengælderder i dag langtflere marginalegrup¬
per,der udsættes for densammetype»social død«,somdeåndssvage tidli¬
gere varudsat for,ogdervederder ogsåmangeflerepersoner,der har behov
forat fortrænge tabet af deres pårørende længe før disses fysiologiske død.
Mankankonkludere, atden »sociale død«, som eretskræmmebillede i
nutiden holdt frem ikke mindst af forskereiholdningentil døden, imange år har eksisteret forholdsvis upåagtet af både forskerne ogoffentligheden,
før den for alvor kom til debat i 1960-erne. De anstaltsanbragte blev med
deres fysiologiske død endelig udfriet af det, somderes pårørende føltevar
enlang dødsproces. (Dererintet, der tyder på,atder altidvaroverensstem¬
melse mellem de åndssvages egen holdning og de pårørendes på dette punkt!) Ved den fysiologiske død blev alumnerne »normaliserede«-uanset,
at de imangeår ogsåsomdøde blev inden formurene. Deresendelige død
befriede depårørende for den byrde af skyld ogtvivlsom, uanset alle for¬
sikringer om, atman gjorde det rette, erkendt eller uerkendt hvilede over dem. Verden faldtpå plads igen.
Noteroghenvisninger
1 Kildematerialet til nærværende artikel vedrører Boinstitutionen Ribelund (tidligereAands- svageanstalten ved/i Ribe), og det erfortrinsvis indsamlet under forfatterens arbejde med sin ph.d.-afhandling (Rønn 1996c). Se også Rønn 1996a ogb. 2 Sebl.a. Mitford 1978. 3 Elias 1983. 4 Aries 1986. Betegnelsen »best-seller« anvendes af Wolfgang Bruckner (Briickner 1984). 5 Hertænkes ikke mindst på det bekendtetemanr.af »Annales« (nr. 1,1975). Seiøvrigt
Tamm1992 forenkort,menmangesidet, behandling af den vestlige holdning tildøden, hvor også danske forholdertageti betragtning. 6 SeBringeus 1981. M.h.t. begrebet »jordfæstelsei stil¬
hed«,sePleijel 1983. 7 Den»sociale død«kunneogså ske hurtigtogvoldsomt.Enaf debed¬
stebeskrivelser findes i indledningen til »Dekameron«, hvor Boccaccio fortællerompesten i Firenze. Her beskrivesdet, hvordan selvmødrelader deresbørnistikken. Dereri det tilfælde tale
om enmegetkonkret beskyttelseaf moderens liv. Ved den langsomme, »sociale død«,somken¬
des inutiden, kan det dreje sigomdet psykiske ubehagogden skyldfølelseogmedlidenhed,som elendigheden påføreros. (Se Boccassio 1970). Elias angriber bl.a. Ariés foratsebortfra døds- frygtenoverfor middelalderens voldeligeogvoldsomme dødsmådersamtinogengrad fra fryg¬
ten for straffen efter døden. 8 Etsærlig godt eksempelerFoucaults indledning tilHerculine
Barbin: »Afenhermafroditserindringer« (Foucault 1981). I denne lille erindringsbog illustreres
enudstødnings-ognedbrydningsproces, der ender i den konkrete død. Se desudenFoucault1986
og1994ogRønn1996cog1997. 9 Foucaultvardog (ikke mindst i sinesidste år) ganskeopta¬
getaf Ariés. Han skrev-umiddelbart før sin død i 1984-envigtigogskarpsynet nekrologover Ariés, hvor han bl.a. kalder Ariés »praksishistoriker«. Deter næppe nogenheltilfældighed,atFou¬
caultsepistémer kan minde lidtomAriésmegetgrovekronologi? (Se f.eks. Macey 1993). 10 Jeghar i Rønn 1996cargumenteretforatkalde dentypeændringer inden for forsorgenfor»koven¬
dinger«snarereend paradigmeskift. 11 Den officielle betegnelseforpersonerindlagt på anstalt
varimangeår »alumne«,mensideløbende brugtes ordet »patient«,der kom tilatdominere helti
Ribe i løbet af 1930-erne i takt med den voksende medicinskeindflydelse på anstalten. Jeghar her brugttermen»alumne«,selvom»patient«eralmindeligst brugt i sidste halvdel af perioden. Men
»alumne«bruges dog også afogtil i denne periode-især når det drejer sigomadministrative for¬
hold. Ienperiode i 1970-ernevar»klient« hyppigst anvendt. Efter særforsorgensudlægning 1980,
hartermen»beboer«væretdenalmindeligst anvendte. Termen »åndssvag«erblevet brugt i hele perioden, menfra 1960-ernehar skiftene itermer for anderledeshed accelereretvoldsomt. (Se essayet»Fraidiot til udviklingshæmmet« i Rønn 1996c). 12 58/1991/72. 13 58/1990/19.
14 Beretning 1907-09. 15 58/1991/72. 16 Ibid. 17 Ibid. 18 Disse ændringer i den dis¬
kursivepraksis iforbindelse med åndssvagebehandlingener nærmerebehandlet iRønn 1996c.
19 Et tilfælde, hvor moderen særlig udtryksfuldt beskriver dennesituation erskildret i Rønn
1996a 20 Se Rønn 1996c. 21 Betegnelsen »totalinstitution«erlanceret afErvin Goflmann (Goffmann 1961). 22 Bank-Mikkelsen 1959. Man kunne ikke samtidigplædere foret»nor¬
malt« liv foråndssvage ogacceptere, atde helt ind i dødenhavdeandrevilkår end»normale«.
23 Ribelundsbegravelsesbog. Da åndssvageanstalten i 1959 blev til forsorgscenter (senote28)
blevnavnetsamtidig ændret til Ribelund 24 Ibid. 25 Brevfra anstaltensbestyrelse til for¬
standeren foråndssvageanstalten 24.9.1934 (58/1990/18). 26 Se love af 1925, 1929, 1934 og1935 på litt.list. 27 Se Rønn 1996c. 28 Efterlov 192af5.6.1959inddelteslandet i for¬
sorgscentre.Et af disse forsorgscentre blev etableretpå den tidligere åndssvageanstalt. 29 Se
Rønn 1991a. 30 Kapellet, hvor derogså fandtes sektionsrum, ernedrevet. 31 Forud for ph.d.-projektet gik enundersøgelse iværksat af Den antikvariske Samling i Ribe. 32 ASR
818.0.17. 33 Foucault 1986. 34 58/1991/72.
Litteratur:
Annalesnr. 1, 1975.
Ariés, Philippe: Dødens historie ivesten,Århus1986.
Bank-Mikkelsen, N.: A Metropolitan Area in Denmark, I: Kugel/Wolfensberger: Changing
Paterns in residential services for the mentally retarded. President's Committee on Mental Retardation. 1959.
Boccaccio, Giovanni: Dekameron, København1970.
Bringeus, Nils-Arvid: Vår hållning til döden spegladgenombegravningssedenfor ochnu.I: Tra- disjon 11, 1981.
Bruckner, Wolfgang: Das alte Thema Tod im Boom derneuenLitteratur. I:Bayerische Blätter fur
Volkskunde2,1984.
Elias, Norbert: De døendesensomhed, København1983.
Foucault, Michel: Indledning til Herculine Barbin: Afenhermafrodits erindringer, København 1981.
Foucault, Michel: Vansinnets historia under den klassiska epoke, Lund 1986.
Foucault,Michel:Overvågningogstraf, Oslo 1994.
Goffmann, Ervin: Anstaltogmenneske, København 1961.
Macey,David: Michel Foucault, London 1993.
Pleijel, Hilding: Jordfästning i stillhet. Lund 1983.
Rønn,EdithMandrup:Åndssvageanstalteni Ribe i 1930-erne-plejepersonaletoganstaltens ånd.
I:Markogmontre,udg. af Ribeamtsmuseumsråd. 1991b.
Rønn, Edith Mandrup: Fortidens synderogbehandlerkulturen. I:Handicapogsamfund 2, 1994.
Rønn,Edith Mandrup: Livshistoriens rolle i handicaphistorien: I:Kirkebæk, BirgitogMarkussen, Ingrid: Livshistorien, Danmarks Lærerhøjskole 1996a.
Rønn, EdithMandrup: Handicaphistoriesomkulturfænomen: I: HandicapogSamfund, 1996b.
Rønn,Edith Mandrup: De fattige i ånden. Essaysom kultur, normalitetogufornuft, København
Rønn, Edith Mandrup: Hvordan glemmer man Foucault? I: Kirkebæk, Birgit og Markussen, Ingrid: Diskurs, diagnose og konstruktion, Foucault-baseret forskning i Norden, Danmarks Lærerhøjskole (udk. febr. 1997).
Tamm,Ditlev 1992:Dødens triumf, København.
Andrekilder
Rønn, Edith Mandrup 1991a: Institution under afvikling-enetnologisk undersøgelse af Ribe¬
lund.Rapportfra Den antikvariske Samling i Ribe.
Beretninger fra Aandssvageanstalten i Ribe 1907-1921.
Ribelundsbegravelsesbog.
Landsarkivet forNørrejylland. Arkivalier beroende på Ribe Amtsgård: Soc. 58- 1991/17 (stam¬
bog) + 1990/72 (alumner indkommet i 1907). Arkivalier beroende i Viborg: Soc. 58 - 1990/17/18og 19 (korrespondance+diverse 1907-1953).
Interview ASR818.0.17(foretaget for Den antikvariske Samling i Ribe).
Love:
Lovnr. 133 af11.April 1925omSikkerhedsforanstaltninger mod visse Personer, der udsætter Retssikkerheden for Fare.
Lovnr. 130af 1. Juni 1929omAdgang til sterilisation.
Lovnr. 171 af 16.Maj 1934omForanstaltninger vedrørende Aandssvage.
Lovnr. 176 af 11.Maj 1935omAdgang til SterilisationogKastration.
Lovnr. 192 af 5.juni 1959omforsorgen for åndssvageogandre særligsvagtbegavede.
Overthepastfew decadesanumber of researchers have examinedourattitude towards death, the ritualssurrounding death and dying, out-of-body experiences,etc. It wouldseem, however, that
1996c.
Summary
Deliverance -
