Danske folkeminder og dansk nationalitet
Af BengtHolbek
(i: Lauri Honko (red.): Folklore och Nationsbyggande i Norden,
Åbo
Der er mange mulige veje ind i det emne, vi beskæftiger os med, og
jeg må nøjes med at gribe nogle få temaer og lade dem tjene som il¬
lustrationer til en ide, der har affødt endeløse mængder af studier og
kunstneriske værker. For at komme ind i emnet skal jeg modstille to
nationalefestdage: finnernes28.februarogdanskernes 15.juni. Den 28.
februar erdatoen for EliasLönnrotsafslutning af forordet til Kalevala,
etværk der fik central betydning for udviklingen af den finske nationale
selvbevidsthed. Atfejreenbegivenhedsomudgivelsen afetepos bygget på folkelig tradition medensådan højtidelighedsomiFinland villenok
være utænkeligt hos os. Vort nærmeste nationalsymbolske sidestykke
tilKalevaladagenernok Valdemarsdagen den 15.juni,årsdagen for det slagiEstland, hvor Danmarks nationale banner, Danebrog, eftersagnet
dalede ned fra himlen.Denneforskel inationalsymboldannelse hænger
sammen med de tolandes forskellige historie. Kampen foren national selvstændighed begyndte iFinlandså sentsomi 19.årh.ogtogform af
enkulturel frigørelsesproces. Danmark har derimodværetenselvstændig
stat så langt tilbage i historien som vi kan skimte, og har derfor ikke
nogen sådan frihedskamp i sin fortid. Muligvis gælder denne modsæt¬
ning i hele Norden: Danmark og Sverige harværet selvstændige stater imange århundreder,mensFinland,Norge, Færøerne ogIslandinyere tid har væretselvstændige imindre end hundredeår, ogde har frigjort sigfrafremmedherredømmeienperiode, hvor bevidsthedenomsproglig
ogkulturel tradition har haft bestemmende indflydelsepåstatsbegrebet.
Efter min meningerdet grunden til,attraditionerintimtforbundne med nationalsproget,og det vil i høj gradsige folkedigtningen, har en mere fremtrædende plads i Finland, i Norge og på Atlanter-havsøerne end
i Danmark og Sverige. En helt aktuel parallel finder vi i, at Grønland fejrer sinnetop vundne nationale selvstændighed medengenudgivelse 1980)
af Knud Rasmussens store samling Myter ogSagn fra Grønland. Den
ny udgiver, Finn Lynge,slutter forordet til første bind således:
»Een ting står tilbage at nævne ... de blandede følelser, der melder sig hos den grønlandske læservedatståmed denne pragtfulde samlingihånden...pådansk.-
Hvornårvil den grønlandske læser få Knud Rasmussens sagnsamlinger i hænde på sit-og sagnenes-egetsprog? Herer enindlysendeopgavefor de kommende
år: atskabe en komplet udgavepå originalsprogetogfor den almindelige læseri Grønland, af hele det materiale afsagn,myterogpoesi,somKnudRasmussenhar
samlet blandtinuit [eskimoer] fraAngmagssalik til Beringsstrædet.«
Et så hjerteligt forhold til folkedigtningen har vi nok aldrig haft. Den
har vel til tider kunnetbegejstre ildfulde sjæle,ogvisseudvalgte stykker
kender enhver af os gennem skolebøgerne; men folkedigtningen blev
ikke optegnetogudgivet istørreomfang førviforlængst havde udviklet
etnationaltskriftsprog og en litteratur,somnæsten fuldstændigt over¬
skyggede den mundtlige tradition.Interessenfor folkedigtningeneridet væsentlige kommet til os udefra, den erkommet sent, og den eraldrig
slået afgørende igennem. Alligevel har den ikke været uden betydning
for udviklingen af den danske nationale selvforståelse, og jeg skal nu forsøge at sammenfatte nogle af de vigtigstetræk afemnets historie.
Somgod kulturhistorikervil jeg opdele denne historieitre perioder.
I hver af perioderne er der folk, der har udvalgt dele af den folkelige
kulturtradition for at bruge dem i hvad man kan kalde et nationalt
program.Programmethar haft forskellig karakter alt efter hvem der har
fremført det og ihvilken periode. For at få dette klart forsig må man erindre,at derer stor forskel på begrebernestat og nation. Ivor tid er
de fleste europæiskestater nationalstater,dvs. athverstathovedsagelig
eller udelukkende bebos af folk tilhørende sammenation, ogdetgørat vihar let vedatopfatte detobegrebersom omtrentsynonyme.ISverige
bor der svenskeresomtalersvensk,i Italien bor der italieneresomtaler italiensk, osv.; mendet er en ny tilstand, og resultatet af hårde kampe
i 19.-20. årh. Går vi tilbage til tiden før år 1800, er der knapt nogen
europæisk stat,der kan betegnessom en nationalstat,muligt med und¬
tagelse af Frankrig, hvis fransktalende befolkning allerede på den tid langt overvejede de forskellige nationalemindretal.De øvrige af tidens
store europæiskestater:Storbritannien, Østrig-Ungarn, Rusland, Tyrkiet
osv. var nationale konglomerater, og det samme gjaldt de to nordiske
stater: Sverige-Finland og det dansk-norske dobbeltmonarki. De var
imperialistiske magter, set med nutidsøjne. I det daværende Danmark- Norge boede der faktisk otte forskellige folkeslag: tyskere og frisere i
288
Holsten ogdele af Slesvig; danskere, nordmænd, samer,samtAtlanter¬
havsøerne folk: færinger, islændinge og inuit,eskimoer. Reglen i disse gamle statervar, at et folkeslagvar dominerende, statsbærende, og de øvrige underlagte. I Sverige-Finland var svenskerne den dominerende nation, iDanmark-Norge danskerne, dog med detforbeholdattyskere
vardominerende i Slesvig-Holsten og til dels også i det egentlige Dan¬
mark.Detnormalevarderfor,atden dominerende nations sprogtaltes
i kirke, skoleogadministration, og atder bestod ikke blotenkulturel,
men også en sproglig modsætning mellem regimets repræsentanter og den lokale befolkning. Selv hvor de to parter tilhørte samme nation
kunne derværehimmelvid forskel mellem det officiellerigssprogogden
lokale dialekt. I de nationale konglomerater, som de fleste europæiske
staterendnuudgjorde i 18. årh., ville nationale bevægelser,der knyttede
an til folketraditionen, derfor i de fleste tilfælde have virket splittende
snarere end samlende. Alene dette forhold udgjorde en hindring for
studiet af nationale traditioner. Hertilkommer,atdegamlestaterideres
heleopbygningogkarakter virkede hæmmendesnarereendinspirerende
for studier affolkelig kultur. De lærdes interesser rettede sig primært
mod eliten. Fordenne elitevarfolketuvidende, dorske,næstendyriske
væsener, hvis kulturvar ganske uden interesse - detfindes der rigeligt
afsamtidige vidnesbyrd om.
Det var kun ganske få sider af den traditionelle, nationale kultur,
der kunne interessere den lærde og dannede verden før romantikkens
tid.I Danmark kannævnes en række lærde fra Anders Sørensen Vedel i det 16. årh. til N.F.S. Grundtvig i det 19. årh., som interesserede sig
forfolkeviser, ordsprogsamt myterog sagn.Etejendommeligt udvalg af folkedigtning, kanmanmåske synes, men ivirkelighedenmegetlogisk.
IVedels berømte Hundredvisebog fra 1591, som er tilegnet en dron¬
ning,fremhæves værdien afatbevare degamleviser »ommerckeligeoc drabelige Personers bedrifftoc paafund, Mandom oc styrcke, Rigdom
oc Velde, Visdom oclistige Anslag, Saa oc om deris Fald oc Forseelse
oc ynckeligeoc seldsom Affgang«. Selvomder kanvære »eventyr« og
»fabler« i viserne, så fortæller de også meget sandt omrigets historie, givereksempler til advarsel ogefterfølgelse, oplyser omgamledage og
henrykker ved deres »skønne Sprogoc rundeTale«.
Vedel var også den første der oversatte Saxos Gesta Danorum fra
13. årh. til dansk. Han bidrog derved, som andre lærde fra 16. og 17.
århundrede, til denejendommelige kappestrid mellemdanske ogsvenske
omhvis rige dervarældst, herligst og mægtigst. Interessenfor viserne,
for Saxo, og i det hele taget for fortællinger, sagn og myter fra gamle dage var i høj grad betinget af dette politiske hensyn, hvad man også
289
kanseaf tilsvarendesvenskeprodukter, fra OlausMagnus' Denordiske folks historie til Rudbecks Atlantica.Afsagnenehavde kun deinteresse,
som varrelevante for tidens antikvariske orientering. Dette sesfx også
af den rækkespørgelister, der fra 1622ognæsten200 årfrem udsendtes
tilrigetspræster: de skulle bl.a.optegne lokale sagntraditioner, navnlig
for så vidt som de knyttedes til gamle ruiner, gravhøje,voldanlæg, ru¬
nestene,kirker osv.Interessenfor den folkelige sagntraditionvarmeget selektiv.
Af den øvrige folketradition var det egentlig kun ordsprogene der
interesserede de lærde,ogdetvarlangtfra dem alle.Derfindesen række
danskeordsprogssamlinger,begyndende med denmiddelalderlige Peder Låle,som eranlagt af lærde der har ønsket atgiveenslags moralkodex
i sentensform, bl.a. til skolebrug. Den mundtligeordsprogstradition der
kendes fra nyere tid viser, at udvælgelsen har været styret af moralske kriterier,ogat enhel del blev sorteret fra,som ikke kunne tilfredsstille
de strengeste krav til sædeligheden.
Derersåledes ikke taleom,atmanidenperiode gjordeforsøgpå at dokumenterefolkekulturenial dens breddeogmangfoldighed.Eventy¬
renehavdemankun foragt tilovers for, folkelige skikke blevignoreret,
folketroen blevistor udstrækning direkte bekæmpeti skriftogtale.Den
nationale stræbenvarcentreretomkring fyrstensperson ogden elite der
omgav ham, ogkun den del af folketraditionen der kunne indpasses i
detteprogram havde interesse.
Det er ganske andre toner vi hører, når Herder i 1773 fremsæt¬
ter ideen om atudarbejde en Physiologie desganzen Nationalkörpers.
Fyrsterne og deres påfundinteresserer ham aldeles ikke, han kritiserer
tværtimod denhidtidige historieskrivning forathaveværetenhovedets fysiologi, tilog med enhovedets patologi.Vihar ikke tid til her atgen¬
nemgåden romantiskefolkloristiksopståen,det harværetgjortmange gangefør,menvibemærker osden fundamentalenyorientering. Der er
taleom en nyklasse mennesker med nyeinteresser-detfremvoksende borgerskab. Dette borgerskab kom til at stå for en gennemgribende omorganisering af samfundet. Som eksempler på, hvad det kom til at
betyde iDanmark, kan jeg blotnævne de store landboreformer sidst i
det 18.årh., indførelsen afkommuneinddelingeni 1803,oprettelsen af
det første seminarium for læreruddannelse i 1791, indførelsen af den almindelige skolepligt i 1814, oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt i 1829,den demokratiske forfatning i 1849, osv. Encivilnyorganisering afsamfundet,somkrævedeatlangt flere end føritiden modtogen ud¬
dannelse, og somgivetvis er en væsentlig årsag til,at manomtrent fra Napoleonstiden oplever en stærk stigning i den offentlige interesse for
290
menigmands kultur, sprog og traditioner. I de gamle feudale samfund
var det nok, at den uvidende underklasse leverede sine tiender og ar-
bejdsydelsersamt sinmilitærtjeneste. Nu skulle alle væremedborgere,
som der står på Frihedsstøtten, der blev rejst i anledning af landbore¬
formerne i 1788: »At/den frie Bonde/ kan vorde/ kiek og oplyst/ flittig
oggod/ hæderlig Borger/lykkelig« - og: »Borgerfriehed/ bestemt/ ved/
retfærdigLov/giver/Kiærlighed til/ Fædreland/ Mod til detsVærn/ Lyst
til Kundskab/ Attraae til Flid/ Haab om Held«.
Detvarede ikkemange årtier,førden nyvakte interessefor folket fik
national karakter. Endnu i 1810'erne kunne så nationalt sindede folk
som brødrene Grimm korrespondere venligt med danske lærde som
Rask ogNyerup,men medtiden gjorde den nationale modsætning mel¬
lem dansk og tysksiggældende. Detervelkendt, hvorledes det franske tryk mod Tyskland -militært, politisk,kulturelt-affødte endrøm om
tysk rigsenhed; filosoffenJ.G.Fichtes Redenandie deutscheNationfra
1807-08 kan betragtes som startsignalet. I debatten indgik nu en helt
ny type argumenter. Hvor man før havde stredes om et landområdes
tilhørsforhold med henvisning til traktater, privilegier, arverettigheder
osv., altså hvad vi kan kalde en feudal argumentationstype, får vi nu folkeligt-nationale argumenter. Tyskerne søgte at dokumentere, at en række landområdervaraftysk folkelig karakter ogderfor burde indgå
ien tysk rigssamling.Dette afstedkom naturligvis reaktionerinabolan¬
dene, heriblandt Danmark, og stridens æble her blev Slesvig-Holsten.
Skillelinjenliggeretstedi begyndelsen af1840'erne,måske ved den dag
inovember1842,hvor den danske politiker P. Hiort-Lorenzen ophidsede
denovervejendetysksprogede slesvig-holstenske stænderforsamling ved
at tale sit danske modersmål. Det er bemærkelsesværdigt, at mens de tidligere danske folkemindeudgivelser bar titler som Udvalg afdanske Viser, Danske Folkesagn, Danske Folkeeventyr, så fik genudgivelsen
af Thieles sagnsamling fra 1843 titlen Danmarks Folkesagn, og Svend Grundtvig annoncerede i 1847 med sin Prøvepaa en ny Udgave afDan¬
marksgamle Folkevisersammeskarptnationale holdning: folkeminderne
var på vej til at blive nationale skatte. Tankegangen er klart udtrykt i Grundtvigs drømometmuseumfor alle Danmarks folkeminder, fremsat
i forordet til 3. bind af hans Gamle danske Minder i Folkemunde fra 1861. Museets seks sale skal rumme Danmarks Folkeviser,Danmarks Folkeæventyr, Danmarks Folkesagn, Danmarks Folkeliv, Danmarks Folketro,DanmarksOrdsprogogMundheld.Jfr.Suomenkansan vanhat
runot: Finlands folks gamleruner.
Om det slevigholstenske spørgsmål er skrevet kolossalt meget,men
folkemindernes pladsi debatten erikke undersøgt,selv omdet nok var
umagenværd.Somudgangspunkt kunnemantage C.F.Allens Om Sprog
ogFolke-EiendommelighediHertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland,
der udkomsom nr. 8 ien serieAntislesvigholstenskeFragmenter i 1848,
det århvor den første af deto slesvigskekrige begyndte. Allenpræciserer grundlaget for sin argumentation iindledningen, hvor han taler om
»DetEiendommeligeogSæregne,somfindes hos ethvert virkeligt Folk.Dette Eien- dommelige harsinGrund deelsidetPræg,somFolket frasinførste Begyndelse har modtaget af Skaberen, deels i den Række af Paavirkninger,som Folket undersin historiskeUdvikling harværetGjenstand forentenfra den udvortesNatur,under
hvilkendeteropvoxet,eller fra de almindelige Verdensbegivenheder, der havegjort deresIndflydelsegjældendepaadet.Begge ideres Samvirken danne hvadmankalder
Folkets Nationalitet. Denneaabenbarer sig ialle de forskjellige Maader, hvorpaa
Folkelivetyttrersig: iSæderogSkikke, huusligeLiv,Loveogoffentlige Indretninger,
Litteratur ogSprog, ogstærkestidet sidste,somdetnærmeste ogmeestumiddel¬
bare Udtryk af Folkeaanden.DisseEgenskabergive i deres Heelhed Folketenvis Charakteer, hvorved det adskiller sigfra alle andre Folkefærd (s.l).«
Somdokumentation forSønderjyllands danskhed henviser han tilspro¬
get,sted- og personnavne,runesten, folkesagn, ordsprog, mundheld og billedlige talemåder, lokal sædvaneret, skik ogbrug, lokale spisevaner, klædedragtogbyggeskik. Specielt om sagnene skriver han:
»Sagnetomfatter Alt, hvad dersætter etFolks Tanke, FølelseogIndbildningskraft
iBevægelse;HistoriensMinderogFremtidens Haab, Sjælens LidenskaberogMen¬
neskenes mangfoldige Kæmpen og Stræben, Naturen saaledes som den viser sig forØiet,ogdens hemmelige Virken iJordens Indre,Livet,som rørersigi Havets skjulte DybogSkovens Dunkelhed: Alt bliver Gjenstand for denne Folkedigtning,
der skyder frem ligesaa uvilkaarligt afFolkets Indre, som Blomsterne af Jordens Skjød. Fortidens Helte og de svundne Dages Bedrifter drager Sagnetindenfor sin Kreds, og ubekymret om Historiens Ord omdanner Folket dem efter sit Billede,
skaberdemsaaledes,somdemaattevære,foratFolket skalerkjende dem forsine (s. 125-26).«
Allensbog udkom sammeår også på engelskog tysk, tydeligvis itiltro til, at denne form for argumentation ville finde et lydhørt internatio¬
naltpublikum. Hans ord rummer genklange af førromantisk national heltedyrkelse, som man kan høre, men nu koblet sammen med en ka¬
rakteristiskromantiskforestilling omfolketsom en naturgiven,mytisk
helhed med sin egen form for ubevidst poetisk geni. Allens ord kunne
have været det teoretiske programskrift for Svend Grundtvigs Gamle
danske MinderiFolkemunde, derbegyndteatudkomme seksårsenere,
menGrundtvig henviser ikke til ham,ogmåskevardet overflødigt: hans
tankervarallemandseje i denborgerlige, nationalliberale kreds, hvortil også Grundtvig hørte,og hvorfra folkemindeinteressensvarmeste støt¬
terogfortalere udgik.
Detdanske folkemindestudiumerfra begyndelsenprægetafen front- stilling mod det tyske. Det er kendt, at Slesvig, som i hovedsagen er
oprindeligt dansk område, i kraft afsin tidlige tilknytning til Holsten gradvis blev fortysket. Tyskheden trængte frem med udgangspunkt i byerneog varbaseretpåtyskdominansiadministration, kirke-ogsko¬
leforvaltning, handelog håndværk, mens landbefolkningen, der endnu
midti 19. årh.udgjorde befolkningsflertallet, længe forblevrent dansk.
I 18.-19.årh. fortyskedes også denne sydfra. Mindre kendt erdetnok,
at tyske lærde, deriblandt folk som Jakob Grimm, hævdede at hele Jylland oprindelig havde været tysk, men var blevet undertvunget af
de fra Sverige indvandrede daner. Grimm skrev i 1840 til den danske
oldforsker C.C.Rafn:
»Hvadvarda såfrygteligti den tanke,athele halvøen [Jylland] atter ifremtiden
måttesluttesignærmeretil Tyskland end til de skandinaviskeøer?Tænkpå Norge, hvis udskillelseegentlig afkræftede Danmark-har det ikkederved vundetifrihed
ogmagt'?Ogsådennogetfordummedeog, somHolberg læreros,påSjællandnoget
ringeagtede Jyde ville måskeudfoldesigmerelevende, hvis hanengangblev bragt
ienandenretning. Forde danske (så forvovent det enderatudtalesigoverforet følelsesfuldtogoplyst folk)serjegkunfrelsenigenerhvervelsenaf Skåne ellerien
nøjeretilslutning tilSverige.« (Schiitte 1909,jfr. Hammerich 1963).
Denne tanke vedblev at gå igen hos tyske lærde helt op til nazitiden.
Argumentationenblev imødegået på samme front afenrække danske
forfattere. Som eksempler kan man nævne Johannes Kok, hvis Dan¬
skeOrdsprog ogTalemåder fra Sønderjylland, samledeogsammenstil¬
lede medgamle og nyere nordiske Ordsprog (Kbh. 1870) udtrykker et
særligt aspekt i nationalitetskampen, nemlig den bevidste tilknytning
til nordisk folketradition; endvidere Gudmund Schiitte, hvis Altyske
Annexionslcerdomme om dansk Land og Folk (Kbh. 1909) grundigt tilbageviser den tyske kulturhistorisk-folkloristiske argumentation, og hvis Dansk Folkekarakter(Kbh./Oslo 1928) forsøgeratgive enkarak¬
teristikaf, hvad der ertypisk dansk, med støtte ibl.a. sagn,anekdoter, ordsprog og andre arter af folkedigtning; endelig ClausEskildsen, hvis
Dansk Grcenselcere (Kbh. 1936, oftereoptrykt) ianledning af den for¬
nyede trussel sydfra opsummerer og supplerer den folkeligt-nationale
argumentation. Eskildsenviser, atselvom størstedelen af befolkningen
i Sydslesvig, dvs. den del af Slesvig der ved folkeafstemningen i 1920
bestemte sig for tilslutning til Tyskland, er tysksindet og taler tysk, så
har den fremdeles danskeskikke, kostvaner, klædedragt, byggemådeosv.
og adskiller sig klart fra befolkningen i Holsten. Det må derfor efter
Eskildsens meningvære opgaven atfremkalde en ny sindelagsændring
i en befolkning, som stadigvæk dybest set er dansk. Dette program er
dog aldrig blevet virkeliggjort.
Detliggeri sagensnatur, atden folkeligeargumentationstype,somdet
fremvoksende borgerskab udarbejdede i 19. årh.,måtte læggevægtpå
enhedog historisk kontinuitet. Ved nederlagetiden 2. slesvigske krig i
1864varDanmark blevet berøvet SlesvigogHolsten, ogdaNorge var blevet afstået til Sverige allerede i 1814,eksisterede der ikke længere i
detegentlige Danmark-vi kan hersebort fra Atlanterhavsøerne, som
varmegetfjerneoghavdemegetsmå befolkninger-nogenmodsætning
mellemstat ognation; dervar ikke længere nationale mindretali Dan¬
mark. Alt hvad der kunne fremdrages af vidnesbyrdom folkekulturen,
kunne derfor umiddelbart indsættesiden nationaleogstatslige stræben,
som var en og samme sag. Men måske netop fordi der ikke var nogen
kamp,nogetmodsætningsforhold, forblev folkeminderneenbiting uden afgørende selvstændig betydning; et storværk som Danmarks gamle
Folkeviser kunne ikke få ennational position som Kalevala.
Iden nationale enhedsstræben kom detaldrigrigtigklart frem,atbe¬
grebet »den danskenation« dækkedeovermodsætninger,at megetaf det
manudnævnte tilatværefolkelig tradition faktiskvarunderklassetradi¬
tion.Jegskal blot belyse det medetenkelt eksempel: I 1894gjorde den
storejyske folkemindesamler Evald Tang Kristensen en rejse til Slesvig,
som på den tid havde været under tysk herredømme i 30 år. Forinden besøgtehan højskolen i Askov ligenordfordennye grænseforatskaffe sig nogle kontaktadresser, og han fik også navne og adresser på en del gode danskemænd idetsønderjyske. De viste sig også atværepålidelige nok,men detviste sigdesuden, skriverhan,
»atdedog ikke kundeværemigtilNyttepaaden Maade, det særlig gjaldtom,da
deresInteressergikihelt andreRetninger,ogderfor fikjegikke den Hjælp af dem,
somjeghavde haabet. (MinderogOplevelserIV,Viborg 1928,s.42).«
I dag er det letnok at se hvori problemet bestod.Tang Kristensen fik anvisning på gode, nationalt sindede danske mænd, men de fandtes i borgerskabetogblandt de velstillede bønder,ogdefolkeminderhanvar på jagt efter fandtespå hans tid i detvæsentlige kun blandtfattigfolk.
Hos borgere og bønder kunne man finde danske flag, danske bøger,
danskesange og viser-hos fattigfolk kunnemanfinde folkeviser,sagn
og eventyr. Den nationale enhedog helhed lod sig ivirkeligheden kun
konstruere hvis man overså eller bortforklarede de socialt betingede
kulturforskelle. Dette helhedssyn, som underbetoner modsætningerne
inden foren givenbefolkning, erden dagi dag fremherskendeiborger¬
lig folkloristik, selv omstadig flere i den senestegeneration har indset betydningen afat studere disse modsætninger.
Detville kunne lade siggøre, hvis tiden tillod det, atvise hvorledes
deflestefolklorister, ikke blotiDanmarkmen istørstepartenaf Europa,
tilhørte borgerskabet og delte dets livssyn og idealer. Til borgerskabet
må i denne sammenhæng også regnes de større, mere velstående bøn¬
der. Samme borgerskab er imidlertid i løbet af dette århundrede, og
ganske særligt efter 2. verdenskrig, blevet mere og mere internationalt sindet, hvad derihvert faldi Danmark har ført til, atdets interessefor
folkeminderne er blevet mindre ogmindre. På den baggrund kan man i øvrigt godt forundres over, at der i 1959 kunne skabes baggrund for oprettelsenafetNordiskInstitutfor Folkedigtning.Hvem stod egentlig bag,oghvilkeinteresserskulleinstituttet varetage? Iden tidjegvirkede
ved NIF, fra 1959 til 1972, lykkedes det mig aldrigrigtig at blive klar
over instituttets politiske placering. At instituttet ikke måtte overtage hvad man rundt omkring betragtede som nationale opgaver, var klart
fra begyndelsen. At det indgik i rækken af fællesnordiske initiativer,
hvoraf der efterhånden er en del, blev efterhånden tydeligt; men om
det skulle være instrument i opbygningen af en ny nordisk identitet,
var vanskeligtat se. Der var en række fællesnordiske ideerog planer i
1950'erneog 1960'erne,mende blev bremset af den politiske udvikling
og for Danmarks vedkommende endeligt afskåret ved tilslutningen til
Fællesmarkedeti 1972. Denenestevej frem,somjegkunneøjne i mintid
somleder afNIF, 1968-72,varudbygning af informationsformidlingen,
ogdenne linje har min efterfølgerLauri Honko fortsatogvidereudviklet
i storstil. Forde nordiske folkloristererdette en betydelig fordel;men hvilkeplanerogtanker findes der egentlig hos de politikereogembeds¬
mænd, somårefterårsikrer videreførelsen afet projekt,hvis egentlige
fundamenternationalpolitisk? Deterjeg aldrig blevet klar over.
I de sidste tyve årerder gradvis vokset en ny interesse for folketra¬
dition op, som har en helt anden basis end de to bevægelser, jeg har
nævnthidtil. Detbegyndte med den angelsaksiske interessefor folkesang
og folkemusik, som nåede Danmark i løbet af 1960'erne. Dansk Fol¬
kemindesamlings musikforskere,og jegtænker her særlig på Thorkild
ogAnnelise Knudsen,ikke blot intensiverede indsamlingsarbejdet,men
engagerede sig også aktivt i en bestræbelse for at genskabe en folke¬
lig musikkultur. Dette program, som har en udtalt politisk karakter,
vender sig bevidstmod den dominerende borgerlige kulturog opfatter
folkekulturen somet brugbart politisk kampmiddel. I 1970'erne erdet materialemæssige grundlag for denneretning blevet stærkt udvidetide forskellige græsrodsbevægelsers arbejdepåatskabeenfolkelig modkul¬
tur.Viharset enopblomstring afinteressen for folketro, naturmedicin, gamle håndværksformerosv., somogsåkommer til udtryk hosen del af
destudenter, der idag søgertiluniversitetet iKøbenhavn foratstudere
folkemindevidenskab.
Det ernok for tidligt at udtale sig om de store linjer i denne kamp
for en alternativ kultur, men den må nævnes her, fordi den harfået et
ejendommeligt nationalt islæt i forbindelse med Danmarks indtræden
i fællesmarkedet, eller Romunionen som modstanderne gerne kalder
den med understregning af dens udanske karakter. Fællesmarkedmod¬
standerne, somfor en betydelig del findes på den politiske venstrefløj,
er ved at tilegne sig de nationale symboler, som det efterhånden mere
højreorienterede borgerskab har mistet interessen for.Hvor det i 1842
var en nationalt sindet borger, der forargede slesvigholstenerne ved at
tale dansk i stænderforsamlingen, er det i 1979 socialister og kom¬
munister, der forarges over, at danske embedsmænd i fællesmarkedet ifølge instruks skal tale engelsk eller tysk i stedet for at benytte sig af
detmodersmål, somde efter Rom-unionens forfatning har ret til. Den socialistiskebevægelse,somi sinoprindelsei 19.årh.varinternational,
eriDanmarkpå det sidste blevetenforsvarer afnationale værdier-og
igen,somfor 100 årsiden,gøresder front mod tyskhedens fremtrængen.
Det bliver interessantat se udviklingen på disse linjer fremover.
Detmestproblematiske ved disse nationalpolitiske bestræbelser, som vinu harstrejfet,erat folketraditionen igrundenerså dårligtegnettil
at støttedem. Folkloristiskeundersøgelserisær iden senestegeneration
har grundigt belyst mange sider af folketraditionens betydninger og
funktioner,menmig bekendterdet endnu ikke lykkedesatdokumentere
deres nationale karakter. Begrebersomdansk folketradition, Danmarks
folkeminder osv. har i virkeligheden ikke meget konkret indhold, om
overhovedet noget.Folkekulturen eraltid lokaltbetingetog som oftest
desuden betinget af forhold som køn, stand, alder osv. De nationale
konstruktioner er efter min mening snarest politiske fiktioner, som til forskellig tid har tjentforskelligegruppersideologiske mål.Skalvigøre
virkelige fremskridt i folkloristisk forskning, må vise bort franations¬
begrebetogoverladedettildenpolitiske forskning.Vihar kun brug for
detsom middel til atafklare vorvidenskabsmærkværdige historie.
Litteratur
Bausinger, Hermann 1971: Volkskunde. Vonder Altertumsforscbungzur
Kulturanalyse. Berlin/Darmstadt.
Emmerich, Wolfgang1968: Germanistische Volkstumsideologie. Tiibingen.
Hammerich, L.L. 1963:Jacob GrimmundseinWerk. BruderGrimm Gedenken 1963, 1-21.Marburg.
Hayes,CarltonJ.H. 1960:Nationalism:A Religion.NewYork.
Holbek,Bengt 1978:The Social Relevance of Folkloristics. Unifol,1977, 21-43.
København.
Holbek, Bengt 1979:Folkemindevidenskab. Københavns Universitet1479-1979,bd.
XI,s.48-85.
Kohn, Hans 1967: The Ideaof Nationalism.NewYork.
Schiitte, Gudmund 1909: Altyske Annexionslærdomme. Kbh.
Kræmmermarked Køber
Rerro-stil erhøjeste mode-måske dog mest blandt storbyboere. For mange erdet en livsstil at gå på kræmmermarked og finde brugte møbler eller gammelt service.
