Razzia i Grindsted Dal
Afjohs. Lind
Scenen forefterfølgende historieerden lille landsby Dal i Grindsted sogn. Den foregår i
året 1782. Da var Grindsted endnu kun en
ubetydelig landsbypåheden. Her foregik end¬
nu ingen handel, for det var købstædernes privilegium. Handelpålandetvarforbudt,og detspilleren vis rolle for dennehistorie. For
detserudtil,atdervaropståetenganske lille
butik ude i Dal,nærmestenbrugsforeninger¬
nesforløber-til de lokale beboeres fælles for¬
del.Dengang havdemanikke brug foratkom¬
metilkøbmanden så oftesomnu; mennår det endelig skete, vardet en hel rejse. Nærmeste
købstad varVarde,ca.40 km borte.
Når den lille krambod kom i søgelyset, skyldtes det nokenjagt efterstørrevildt; der
havde væretsmuglergods i omløb, ogdetvar det, der var anledningen til, at toldembeds¬
mændene var ude på den ekspedition, der bragte dem til Grindsted Dal. Måletfor deres jagt her var først og fremmest husmanden
Niels Hansen Dahl, der havde huset med kramboden,ogdelshansnærenabo,sognefo¬
ged og gårdejer Poul Hansen Dahl, som em¬
bedsmændeneegentlig havdetroetvar enbro¬
der; der synes dog ikke at have været noget slægtskab imellem dem. Det har der sikkert
heller ikkeværettil denJensDahl,derspiller
en noget uheldig rolle i vorhistorie. Hvis de
mange navne,dernævnesi detefterfølgende, bringer forvirring, kan der henvises til den personliste, dererføjet tilsom bilag.
Sognefogeden
En lille halvsnesår eftertildragelsen kom der
en kongeligforordning om sognefogeder og
deres bestilling (10/11 1791). For detområde,
somvibeskæftiger osmed, bragte den ingen væsentlige ændringer. Sognefogedenvarden,
somde forskellige myndigheder kunne hen¬
vende sig til forat fa deres ordrer udført lo¬
kalt. Det kunneværefordelingen af demange opgaver, somsamfundet endnu den gangpå¬
lagde landbefolkningen, især den såkaldte ægtkørsel (gratis transport for offentlige for¬
mål);det kunne værekreaturtælling, kundgø¬
relse afnyebestemmelserog andremerefre¬
delige aktiviteter; men det kunne også være
politiopgaversom her, hvor den ubehagelige
opgave var at bistå myndighederne med en
husundersøgelse hos naboen ogiøvrigtsørge forroogorden.
Nårensognefogedvarude ietærinde, der
kunnemedføre et retsligt efterspil, skete det
efter sædvanen underledsagelse af tvende til- tagnemænd; de kunne assistere ham medop¬
gaven ogbagefter bevidne, atdetvargåetor¬
dentligt til. Denne skik fulgte sognefoged Poul
Hansen Dahlogsåidettetilfælde. Det blev sko¬
leholder Hans Linnet og gårdmand Hans Christensen, begge fra Hejnsvig sogn. Dem
møder vi siden som vidner i den retssag,der fulgte efter begivenhederne i Grindsted Dal.
Retssagen
Toldembedsmændene måtte forlade Grind¬
sted Dalmed uforrettetsagefterathaveværet udsat forforskellige overgreb. Deterårsagen
til,atderblevenretssagudaf det.
Vort kendskab til begivenhedernes forløb
har vialtså førstogfremmest fra detprotokol¬
lat, dernuligger i Landsarkivet forNørrejyl-
326
RuzziaiGrindsted Dal
Grindstedområdeto.1800;modvest(vestopad)Grindsted kirke,modøstlangsGrindsted-Vejle vejen;GrindstedDal (Vej¬
direktoratetskortfraperioden 1790-1808, kopiiGrindstedlokalhistoriskearkiv).
Razzia iGrindsted Did
land. Det fylderto små bind. Så omfattende
var denne sag. Den begyndte den 22. august 1783,mereendetår efter selvebegivenheder¬
ne;ogførst den 5. november 1784kunne dom¬
men afsiges. Hele dette materiale kunnestu¬
deresogrefereresmeget grundigere, end her
ersket. Her vil vi koncentrere os omtoldem¬
bedsmændenes egen fremstilling af forløbet
ogdernæst høre nogleganske fa af vidnerne,
derunægtelig havdeenheltanden opfattelse
afdet, dervarsket.-Detfaktiske hændelsesfor¬
løb når vi ikke fremtil; foreen tinger,hvad
der faktiskskete; nogetandet, hvad derbagef¬
terkunnebevises, især efteratparternehavde
haftnæsten etårtil at forberedesigpå, hvad
der kunnesiges,oghvadder burde glemmes.
Embedsmændenesopfattelse afsagengiver sigdels afenindberetning,somherredsfoged
Fleischer skrev dagen efter begivenhederne,
ogdels af despørgsmål, somvidnerne skulle besvare; hele 325 spørgsmål, som i kronolo¬
gisk rækkefølge viser,hvordan de selv opleve¬
de dendag:
Begyndelsen
Toldinspektør Oschatz i Vejle havde faeten or¬
dre fra generaltoldkammeret, der gav ham fuldmagt til at drage til Nørre Snede for at foretageenhusundersøgelse,såkaldt inkvisiti¬
on,hosenMads Eriksen, dervarmistænktfor
athandle medsmuglergods;mendet fremgik
afordren,at Oschatz havde myndighed til at
gå videre,ogdet benyttedehan sig af tilat tage til Grindsted Dal i stedet for!
Medsighavde han konsumptionsinspektør Miachaélsen, nogle assistenter og den nød¬
vendige politieskorte; tovogneudgjorde eks¬
peditionen.
Detvarden 11. maj 1782,de ankom tilsog¬
nefogedgården. Detvar enlørdag,ogdet viste sig,atde fleste menneskervarikirke forathø¬
rebiskoppen, der holdt visitats den dag. Sog¬
nefoged Poul Hansen Dahl og hans voksne
sønAnders var ogsåi kirke, men hjemme på gårdenvarhanskone Ida Andersdatterogde¬
res27-årigedatter Dorthe.HerredsfogedFlei¬
scher, der med sine to assistenter udgjorde
toldembedsmændenes politieskorte, præsen¬
teredesigselvogtoldembedsmændeneog op¬
læste denfornødnelegitimation.Ogsågik de
igangmedhusundersøgelsen; sognefogeden,
somde havdeansetfor brodertil naboen med detenslydendeefternavn,varnemligogsåun¬
der mistanke. NumåtteIdaføre demrundt i huset ogåbnefor skabeoggemmerefterderes forlangende. I sengekammerethavde de fun¬
detentværsæk påvæggen. Den vistesigatin¬
deholde fem stykker blomstret, uldent da¬
mask. Det blevkonfiskeret.Sågik de videretil
et andet værelse, hvor de opdagedeet stykke engelsk stof.
På det tidspunkt lød derrummeletandet
sted i huset. Detvar enbonde, derhavdegre¬
bet en stenkrukke, en såkaldt skæggemand,
forat løbe ud med den. En afbetjenteneløb
efterham;bonden kastede krukkenfrasig,og det vistesig,atden indeholdtfransk brænde¬
vin. Den videre inkvisition afslørede bl.a. en
tønde humle i etkammer ved siden afkøkke¬
net,enoverskårenfjerding fuld afgrønsæbe i spisekammeret, og i vognhuset en halvfuld
humlesæk. Denne lod de stå, for i mellemti¬
denvarAnders, sognefogedens søn,kommet hjem,oghan havdeforklaret,atdetvarnoget, faderenhavdekøbt,ogat præstenogdegnen
skulle have del deri. Men det gods, som var konfiskeret, blev lagt ud på en af vognene, hvoret paraf betjentene skullepassepå det.
Optøjeri anmarch
Folkvar nuvedatvendehjem frakirke,ogef¬
terhånden havdeendel samletsigomgården.
Da inkvisitorerne havdeforladt den foratgå
328
Razzia iGrindsted Dal
over til naboen, husmanden Niels Hansen Dahl, samlede sognefogedens kone de tilste¬
deværende mænd istuenogskænkede bræn¬
devinfor dem ogbad demomatforpurreraz¬
ziaen.Tolderneså,atdedernæstgikoveri ud¬
husene ogforsynede sig med stokke, skafter, vognkæppem.m.Så kom denærmere ogfulg¬
temedovertilhuset, derskulleundersøges.
Ingenvarhjemme; dørenvarlåst. Tolderne
gavsognefogedenssøn Andersbesked om at
tage overtilkirkenoghente både faderenog Niels HansenDahl.Detgjorde hanså;dettog nogentid,ogimensstod defremmedeog ven¬
tede, mens flokken omkringdem blevstørre ogstørre.
Langt om længe kom sognefogeden. Han
gavudtrykfor,athankendte Fleischer,derjo
varherredsfoged, skøntikke forSlavsherred.
Hanbøddemindenfor igårdensøverste stue.
Efterathavelæst deordrer,herredsfoged Flei¬
scher ogtoldinspektøren fremlagde, bemær¬
kedehan,Ja,jegser,atIhar ordrepåatinkvi-
rerebådeikøbstæderneogpålandet. Nu,da myndighedsforholdet var legitimeret, befale¬
deFleischerhamatbistå med razziaen og øn¬
skede for det første at få skaffethusmanden Niels Hansen Dahl tilveje,så de kunnekom¬
meind i hanshus. Hanhavdenemlig ikke ind¬
fundetsigendnu.
Allerede dabegyndte sognefogedens mod¬
villighed atrøbe sig. Han hævdede,atdetvar umuligtatfå fat i husmanden;men hansbe¬
grundelservarnogetustadige: Hanvargåeten halv milsvejnordpåeftergudstjenesten-eller:
han var gået til Varde, - eller: sognefogeden
vidste sletikke, hvor han var! Fleischermåtte
erindre ham om hans pligtoverfor kongen,
ogdethjalp så meget,athanville have sendt
sønnenAndersafsted efter densavnede. Men daAnderstraken hestfrem, komsognefoge¬
denskone og svorved sinsalighed,atdetskul¬
le ikkeske. Så lod Anders hestenstå ogtogi
stedetenstokforatgive sigpåvejtil fods,men endnuengangblevhanstandsetaf sin moder.
Fortsatbenspænd
NumåttehusundersøgelsenstarteudenNiels
Hansen Dahls nærværelse. De måtte over til huset igen, tæt omgivet af de mange mænd
med deres skafter og stokke. Sognefogeden gjorde ikke noget for at sprede dem. Døren
skulle lukkes op, og sognefogeden blev bedt
om at skaffe en smed; men det kunne han ikke;han påstod,athan ikke havdenogenat
sende.Jamen,såenknibtang! Dervarnemlig
etvindue, derkunvarlukketmedetsøm.An¬
ders blevsendt afsted efterenknibtang,men kom tilbage med uforrettet sag. Han kunne
ikke finde nogen knibtang! Fleischer måtte
endnu en gang erindre sognefogeden om hans pligt til at skaffe dem adgangtil huset;
menhansvarede,athanikkehavdenogenor¬
dre til at bryde ind i anden mands hus. - Så
måtte Fleischerselv tageaffære. Hanfjernede blyet omkringen af ruderneogtogforsigtigt
ruden ud hel.Såkunnevinduethaspesop.
Nublev derrøreiflokken. Etfruentimmer trådtefrem,råbteogsloghændernesammen,
snartoverhovedet,snartnedad: Nu harjegal¬
drig iverdensetnogetlignende! Hvaderdet
formennesker!Hvadvil degøre?Højterher¬
rebud,menhøjereerGudsbud!-Toldembeds¬
mændenehavdegrund tilat tro, atdet ivirke¬
lighedenvarNielsDahlssøster.Sognefogeden slog det bare hen; han troede, sagde han, at
kvindenvar halvtosset,oghan kunne joikke forbyde folk at stå og se til. Toldinspektør
Oschatzvar nublevet megetbetænkelig ved si¬
tuationen og henstillede, at sognefogeden spredteopløbet;mendetnægtede han; defolk
havdejo intetondt gjort,ogdetville de heller
ikke kommetilatgøre.
Vinduetvarblevetåbnet;entilpaslilleper¬
sonskullekravleind foratfå dørenlukketop.
Riu/.in i(Grindsted Dal
Heller ikke det ville sognefogeden hjælpe med,såherredsfogedenmåtteladeenafsine
egneassistenter,Jens Dahl,gøredet.
Husundersøgelsen
Såkomderendeliggangi razziaen. Oghervar
fangst! Dervar endobbeltcitronkasse,rigeligt
halvfuld afte;ietchatolvarder bla.12 bund¬
tertråd, nogetblåt lærredog enslumpærme¬
knapper, foruden nogle blåstribede bindler,
enstuvekramlærredognoget Warendorflær-
red.
Etkammerved sidenafstuen varligefrem
indrettetsom enkrambodmeddisk, reolerog skuffer,ogpådiskensiodenrigtigvægt.Vægt¬
skålenevarderogså. Dervarknapperogkam¬
me, piberør, hægter og måner, sejlgarn, stål¬
tråd og enkasse med hvidskæppesæbe,skåret
ud lige til udsalg. Der var krydderier: kanel,
muskat, muskatblomme, nelliker, safran, pe¬
ber,ingefær,allehånde, hel laurbær,småpom-
merantser. Dervar risengryn ogstivelse. Der
varforskellige malervarer. Dervarrosiner,ko¬
render,krudt,oghagl afadskillige sorter!
Skuffe efter skuffe åbnede toldinspektør
Oschatz og forkyndte deres indhold, som så
blevstuvetned iensæk.Menudenforvoksede larmen.Toldernehørte nogle ophidsedefolk råbe,athvis de først kom ind ipakkammeret,
såville defindesåmeget, atde ikkekunne fø¬
redetbortpåderes vogne!
Sognefogeden var med indenfor til razzia¬
en.Dethavde han faet ordrepå. Og han havde medtaget toaf de omkringståendetilatvære vidne til forretningen. Men her inde i huset
fortsattehan medat være lidetsamarbejdsvil¬
lig. Han havde gjort sigvredogpåstået,athan
ikkehavdenogetatbestille der. Og herredsfo¬
ged Fleischer havde fleregangeværet nødt til
i kongens højenavnat befale hamatyde den assistance, han somsognefoged var pligtigat yde.-Påettidspunkt havde hans konekaldt ad
M30
ham gennemvinduet,ogda ville han væregå¬
et, hvis ikke han igen havde faet udtrykkelig
ordreom atblive. Men hun varkommetigen
oghavderåbt ind til ham: Du har intetat gøre der; de har hverken amtmandens eller her¬
redsfogedens ordre; ogdet, de tager, skal de
nok udlevereigen! Og flokken derudegavde¬
resbesyv med: Deerskælmeogtyve;de plynd¬
reros;de skal Fandenejtagedet!Så villesog¬
nefogeden igenværegåetud,menblev endnu
enganghindret i det. Han skulle bliveogskaf¬
fe inkvisitorerne fred. Tilsidst forlod han hu¬
settrods Fleischersudtrykkelige forbud.
BådeOschatz ogFleischer havde forsøgtat dæmpegemytterne udenfor,men uden held.
Tumulten voksede, og nu skreg de op om, at ham i den hvidekjole, detvarOschatz, havde
kaldt demskælme, tyveogrøvere,ogdet skulle
han ikkeslippe godt fra. De forlangte,atdøren
skulleåbnes, ellers ville de selvgøredet!• Rå¬
benebegyndtenu ogsåatlydepå,attolderne
slet ikke havderettilatforetage denne inkvisi¬
tion, fordi det ikkevarderes egen herredsfo¬
ged, der forestod den: Ierskælmeogrøvere;I
harikkevoresherredsfoged med,ogIhar ikke på stemplet papir det,somI har forevist!- Flei¬
scherhavdetaget sinegen bestalling frem og vistdem den. Menså troede de ikkepå,atham
i den hvidekjole havde sin ordre påstemplet papir. DetvarOschatz,demente,oghamsam¬
ledes deres raserimereog mereimod. Depå¬
stod,atdetvarham, der havde skældt dem ud for tyve ogrøvere, ogde ville have deres ære
igen,inden de kom derfra. Og endnuengang truslenom attrænge ind medmagt, hvis der
ikke blevåbnet for dem.
Imængdens vold
Detolokalemænd,som sognefogeden havde tagetmed indtil razziaen, havde allerede tidli¬
gerevistfrygtoversituationen oghavde bedt
omatmåtteforlade huset. Fleischer havdebå-
Riuzia i Grindsted Dal
de bedt ogbefalet dematblive;men nugentog de deresbøn,ogde fik lov tilatgå ud foratfin¬
desognefogeden, der skulle komme ogsikre
freden.
Dade forlod huset,trængte flere afmæng¬
den sig ind. Og nu vartolderne udleveret til mængdens raseri,for sognefogeden kom ikke.
- HvaderI foi nogen! I har ejnogenordrepå stemplet papir-ogheller ikkevoresherredsfo¬
geds ordre!-Både OschatzogFleischer forsik¬
rede,atde havde dereslovlige ordrer;menfol¬
kenetrængtenuindpåOschatz mednæver og stokke. De hævdede igen, at han havde kaldt
demtyveogrøvere, ogdet hjalp ingenting,at bådehan selv ogFleischerforsikrede demom, atdet ikke varrigtigt, ogendnuen gangfor¬
manede dem tilatbetænke deresegetvel, in¬
den degjordenoget,somde ville komme tilat fortryde. De strakte sig endda til at forsikre
demom,atde nok skulle ladeværemedatta¬
genogetsomhelst af det konfiskerede med sig,
når blot de kunne komme til at rejse hjem
med fred. Men dethjalp ingenting.
Nuforlod Fleischer huset for atfindesog¬
nefogeden, Oschatz og ledsagerne var over¬
ladt tilmængden. De blev skubbetogtrukket
ud af huset.Jens Dahl var den, som på Flei-
schersbefalingvarkravlet indad vinduet for
at åbne døren; ham smed de på jorden og
pryglede med stokke. Oschatz selv ville deog¬
såhave væltetom; menhanflygtede. Han blev
ramti hovedet medetnytspadeskaft,mennå¬
ede atflygte over i sognefogedgården skarpt forfulgt afeneller flere karle, dersvangderes
stokke efter ham. Helt ind i sognefogedens
stuefulgte de ham.
Under tumulterne havde mængden også
haft fat iFleischer,somdehavdetvungettilat indsætte den rude, som han selv havde taget ud foratfaadgang til huset. Menogså han nå¬
edeoveri sognefogedens hus.Hervar sogne¬
fogeden ikke. Men de to tiltagne mænd var
her. Dem ogsognefogedenskonebad hanom
at skaffe fred med de helligste forsikringer
om,atintetsomhelstaf detkonfiskeredeskul¬
le bliveljernet,nårblotfolkenevillelade dem
kommebortmed hele lemmer.-Når I vil love mig det,så skaljeggøreanstalt,havdesognefo¬
gedkonen svaret,ogsåvarhungået ud.
Fredsforhandlinger
Toldembedsmændenehavdeogså bedt hende
om at skaffe præsten til veje; men det havde
hunnægtetmeddenbegrundelse,athunikke
havde nogenatsende. Og udenforråbtefolk stadigop om,atdeville havehævnoverhami
den hvide kjole for de skældsord, han havde brugt overfor dem. De ville erklæres rene. - Detføjede Fleischerdemså ipå Oschatz'veg¬
ne.Men deville høredet af hans egenmund.
Oghanerklæredeså,athanikkemente atha¬
ve sagt sådan. Den udtalelse var de tilfredse
med; men den skulle være skriftlig - og på stemplet papir. Men Fleishcer havde ikke medbragtstempletpapir.Folkenesagde,atdet
kunnede få hos derespræst,ogFleischergav
en af dem noglepenge, så han kunne skaffe
det.
Imens fortsatte forhandlingerne. Fleischer
fiktomænd ind i stuen.Den enevar i brunt tøj. Hanhedvistnok Hans. Denandenhed vist Jens. Nunåedehanså langt,atde villeværetil¬
fredse medenerklæringpå almindeligt papir
med deretteunderskrifter ogmedherredsfo¬
gedens signetpåtrykt.-Han,somhedJens,for¬
mulerede forsitvedkommendebetingelserne sådan,atOschatzskulletilstå,atdetvarløgn i
hanshals,athanhavde sagt,devartyveogrø¬
vere.Også skulle handesuden givetokander
brændevinogetpundtobak.
Så kom blæk ogpapir frem. Hans ogJens gik ud, andre komind; dennærmereformule¬
ringskulledrøftes. Men alt imensvardernog¬
le, dergikover til udhuset ogbevæbnede sig
RazziaiGrindsted Dal
med tykke stokke,ogde bandede højt på, at nårde fremmedekørtebort, så skulle ham i den hvidekjolefasåmeget, athanknapt kun¬
neforvindedet.
Denfrelsendeengel
Netop da arriverede præsten, provst Sølling
fra Grindsted. Han blevsatind isituationen, beordrede de lokalebønder ud afstuenogbe¬
falede alleatfalde tilrooggå hvert til sit. Hans Christensen, der var den ene af de tiltagne mænd, fik beskedomatledsage toldfolkeneet stykke ud af byen,ogselv fulgte han dem det
førstestykke vej foratværnedem modmæng¬
densovergreb. Uden for byen stod nogen og ventede på de bortrejsende. Dem befalede
han at gå hjem. Det gjorde de-undtagen to.
DetvarHans ogJens. Oschatz udpegede dem
forprovstensomhovedmændene. Men defor¬
svandtogså,daprovstenbefalede dem det. Og
førstnuda der ikkevarflere uønskede ledsa¬
gere,toghan afsked med dem.
Nu kunne derejse hjem i fred. Men de hav¬
de ikke faet nogetsomhelst med af de konfi¬
skerede varer. Fra Niels Hansens Dahls hus havde de slet ikke faetlejlighed tilat tageno¬
get ud. Og det,som varblevet lagt påvognen fra sognefogedgården, var i mellemtiden sporløst forsvundet.
Retssagen
Sådan har de rystede embedsmænd oplevet begivenhedernedenlørdagi GrindstedDal.
Men vidnerne havdeen ganske anden op¬
fattelse. Atderhavdesamletsignoglemenne¬
sker på åstedet, efterhånden som de kom hjem fra kirke,vidste de jo nok;men opløb, endsigeoptøjer,havdede ikkebemærket.No¬
gen vrede, ja opbragthed, havde dervel nok
været, som naturligt var, når ærlige menne¬
sker blevudsatforkrænkendebeskyldninger.
:«2
Og dehavde daogsåhørtom,atnogle fa karle
skulle haveværetlidt voldsomme.
Retssagen fylder som allerede nævnt to bind, og vi skal slet ikke her gennemgå alle vidnesbyrdene i dettemeget omfattende for¬
hør, menblot lyttetil nogle af dem.
Sognefogedens datter
Den 27-årige Dorthe Poulsdatterhavde været hjemme på gården med sin mor,da de frem¬
mede ankom. Hun kunne fortælle lidt om, hvem dettøj tilhørte,somvarblevetkonfiske¬
ret i huset. Hvad der var sketovre hos nabo¬
ens,vidste hun intetom;hun havde passetsin husholdning. Oghvad der dernæstvarforegå¬
et i hendes egethjem, vidste hun lige så lidt
om; det eneste, hun kunne bekræfte, var, at hun havde set provst Søllingkomme. Ogdet
varjo ingenforbrydelse.
Detvendetiltagne mænd
De to mænd,som sognefogeden havde taget med ind tilhusundersøgelse, varskoleholder
Hans Linnet i Heinsvig og gårdmand Hans
Christensen afGilbjerg. Det varsidstnævnte,
dersenere kom tilat eskorterede fremmede ud afbyen.
De var blevet placeret i begivenhedernes
centrum,såuundgåeligt måttede haveeetog andetatoplyse.Menderesvidnesbyrdmå ha¬
veværeten skuffelse foranklagerne.Stortset havde de ikke bemærket noget, der kunne
være belastende for deresegne, hverken sog¬
nefogeden eller Niels Hansen Dahleller dem,
der havde samletsig uden for huset.
Dehavde noksetnogleaf devarer, som an¬
klageskriftet nævnte,men ikke noget afbety¬
deligværdi. At værelset ved sidenafstuenkun¬
ne ligne en krambod, ville de nok bekræfte,
for dervar endel skufferogetlidet brædt til
atlægge fra sigpå. Vægten mentedederimod
ikke athave set, mennok atderhanget par
Razzia i Grindsted Dul
småvægtskåle.-Demange varer, somifølgean¬
klagen skulle haveværetiskufferne, kendte de
ikkemegettil. En del kunne de ikkemerehu¬
ske,og mangeaf varebetegnelsernevarukend¬
tefor dem.Og detvarforegået på den måde,at Oschatz havde åbnet skufferne, kigget i dem
ognævntderes indhold, hvorefter hanhavde
lukketigen udenatladenogen se,hvormeget dervaraf hverslags.
Dehavde ikkeopfattet,atsognefogeden for¬
søgte atlægge hindringer i vejen for inkvisitio¬
nen;derimod havde de nok hørt ham forlan¬
ge, at de konfiskerede varer skulle optegnes, vejes ogmåles;men det havde Oscatzafslået.
Og derefter vardet jo, at sognefogeden ikke
mente,han havdemereatgøremed den inkvi¬
sition;de havde nokset, athans kone kom til vinduet for at sige et eller andet, men ikke hørt, hvad detvar.Rigtigtvardet jo,athanpå
ettidspunkt havde forladt huset.
Denforsamling, der stod udenforogfulgte
med i begivenhederne inde i huset, havde de
ikkehørtmegettil. De havde ikke hørt demrå¬
be ogtrueogbruge skældsord.Heller ikke,at
nogle af dem skulle have råbt om, hvad der
kunneske, hvis inkvisitorernenåedeind ipak¬
kammeret. Derimod havde de nokhørt dem
sige,atOschatz havde kaldt dem for skælmeog tyve,ogderovervardenogetvredeogopbrag¬
te.
At de selv skulle have udvistfrygt for folke¬
nestruendeadfærd, kunne de ikkeværeved.
De havdeganske vist bedtomat måtte gå ud;
mendetvarjo fordi sognefogedenvargået,og såmentede ikke,atde havde mereat bestille der.
Dehavde end ikkebemærket, atda de selv gik ud,trængteandre ind. Devarpå Fleischers befalinggåetigangmedatsøgeefter sognefo¬
geden;ogde havde derfor intetatsigeomdet,
sommåtteværepasseretfor toldfolkenepåde¬
resvejfra huset til sognefogedgården. Det vid¬
stede slet intetom,ogde kunnekun undre sig
over, hvad grundlag der kunne være for den slagsspørgsmål.
Hans Christensen, derjo havde eskorteret
de fremmede afbyen,kunne iøvrigt oplyse,at der slet ikke havdeværetnogenuden for byen,
ikke andre endtrekvindfolksamtenkarl, der gik ogspredtemøg.
Detallersidstespørgsmål,nr.325, gikudpå,
om vidnetiøvrigt vidstenoget,der kunnetje¬
ne til sagens opklaring. Her fik skoleholder
Linnetlejlighed tilatoplyse,atpåettidspunkt
underhusundersøgelsenvar enaf toldbetjen¬
tenekommet ind med denbesked,atdetkon¬
fiskeredetøj fra sognefogedensvarblevet fjer¬
netfra vognen. Dethavde faet Oschatz til at
rettefornærmelige beskyldninger mod de til¬
stedeværende. Oschatz havde også fåetsin pi¬
be trådt i stykker under inkvisitionen. Han
havde kylet stumperne i hovedet på de om¬
kringstående, atter ledsaget af fornærmelige
ord. Linnetformodede,atdetvarsådannoget, der kunne havegjort folkene opbragte.
Sognefogedenssøn
Anders, der havdeværeti kirke med sin farog
varkommethjem i begyndelsen af begivenhe¬
derne, varheller ikke til megenstøtteforan¬
klagerne. Han havde hentet sin far, som han
havde faet beskedom.Faderen havde ikkeme¬
genlyst tilatkomme hjem, for han skullejota¬
le med biskoppen,så toldfolkene måttestille sig tilfredse med, atAnderstog sig af forret¬
ningerne derhjemme. Men da Anders havde betydet ham,atdet ville de ikkeværetilfredse med,såvarhanjofulgt med hjem.
Han kunne ikke bekræfte, at toldembeds¬
mændene havde udvist alforsigtighedoghøf¬
lighed i omgangen med de omkringstående.
Tværtimod havde han nok bemærket, atder stodnogle folk lidt afsides, ogdem havde de
fremmede tiltaltvredagtigt ogunder brug af
R;i//iu i Grindsted Dal
skældsordsomfvveogskælme, foratdeskulle gå bort.
At hans morhavdetalt til faderen gennem det åbne vindue,var rigtigt nok. Hun havde
værethenneatsigetil ham,athvishan villeta¬
le medbiskoppen,så måttehansnartkomme,
forellersrejstebiskoppen videre til Omme.
Deandrevidner
Adskillige vidner blev afhørt. Hovedindtryk¬
ketvar somalleredenævnt, atproblemets kær¬
nevar toldfolkenes dårlige opførsel. Detvar ikkeså letatkommeudenom,at etparaf dem
havde faet en lidt grov medfart; hvordan det
kunne kommedertil,nårnudefolk i Dal hav¬
de optrådt så besindigt,må ståhen. Men ho¬
vedsagen var,atforskellige vidnernok havde
hørt,atdet skulleværedenogden, derhavde optrådt noget voldsomt. Det varallesammen folk, der ikke boede i deres by. Det varJens
AlexandersenafStilbjerg, HansPoulsen afjer- rig, Hans Laursen af HejnsvigogBertel Chri¬
stensenafTrøllund.
AtNiels ogPoul Hansen Dahlsammenmed
sidstnævntes kone skulle haveudgjortenslags
situationens generalstab, der styrede slagets
gangi det skjulte, kunne der slet ikke findes
noget belæg for.
Niels Hansen Dahl
Hans selvforsvar har karakter afet skriftligt indlæg, hvor han giver udtryk for den dybeste bestyrtelseoverdet,som erovergået ham,sam¬
tidig medathan forklarer, hvordan detkangå
til,atder harværet endelvareri hanshus:
Det går, som det hedder: Hvor gærdet er lavt, der vildristige folk altidover.Således er
det mig gamle mand vederfaret. Jeg søgte Guds hus den 11.maj1782foratpåhøre bispe¬
visitationen i Grindsted kirke, og forinden
minafgangfra mit hus lukkede jeg defleste
døreindvendigt-ogden,jeg gik ud af, udven¬
digt medlås.Jegtænkte, jeg troede, ogjeghå¬
bede,atmit husogmitlidetejende vari god
sikkerhed...-Førsthen mod aften hørtehanpå hjemvejen, at der havde været indbrud. Af
skræk ogfrygthavde han ikke turdettrædeind
i sitegethus; fornår sådant kunne ske ved høj¬
lys dag, hvad ville indbrudsfolkene så ikke
kunnevove atgørei lyaf mørket!
Dajeg vedpåfølgende lys dag betragtede
mit hus ogmit ejende, vardet ikkeat tro, at kristnemenneskerhavde væretder, da detså ud,somrøvereogplyndrerehavdeværetder.
Ja>værreendsomstedetogmitejende havde
væretunderfjendtligehænder.
FjenderneertoldinspektørOschatzogher¬
redsfoged Fleischer,der iøvrigtvarafgået ved
dødenpådettidspunkt, da Niels HansenDahl indgav sit skriftlige forsvar(8/10-1784). I ly af
deres embeder har de udsat Niels Hansen Dahl for personlig forfølgelse,drevetaf ond¬
skabogslette hensigter. Hvishanhavdeværet
30 år yngre og 3-4000 rigsdaler rigere, skulle
hannokadrettensvej have vistOschatz,hvad
denne havdegjort sig fortjent til medsådan
fremfærd. HvisellerssammeOschatz harno¬
get at betale erstatning af! Gud ved, om han ejernogetatholde sigtil! NielsHansenDahl
ved detikke. Men om han ikke kendernoget til Oschatz' formueforhold, så ved han i alt fald noget oin den nu afdøde herredsfoged
Fleischers. Ham ville det aldrig have kunnet
genere at modtage en regning, hverken som død ellerlevende. Hanhavdenemlig under in¬
gen omstændigheder noget at betale med!
Men spørgsmålet er, om nogen undersåt er
tjent medsådanne forhold, for det betyder jo,
at embedsmændene kan vove indbrud og al mulig vold uden at skulle frygte en erstat¬
ningssagbagefter. Deslår bare fra sig med dis¬
seord: Deterkongens tjeneste!
Hankanforklarealle devarer,dererblevet
set i hans hus, nogle måske mere plausibelt
334
Riizzia i Grindsted Dal
end andre. Omkassen medte:Han vedikkeaf,
atdeterforbudtathaveteihuset, védej heller,
atdet kan formenesmigved fundet billigt køb
atsøgeforråd deraffor min levetid;ogatgive
bort deraf kan vel ikkeformenes mig; ogat overladeengodvenetellerflere pundtefor
mitindkøb Finderjegikke stridig imodnogen
anordning, ligeså lidetsomdet kanagtesubil¬
ligtat væremin medkristne til tjeneste.
Hviste-beholdningensåledesrettestbøran¬
skues ilyset af den kristnenæstekærlighed,så gælder det i mindst ligeså høj grad de fleste
andrevarer:Nårhan selv harbrug forat tage
på indkøb ienaf købstæderne,såhar han ikke
rådtilatlejeenvogn,menhanlånersig frem
hos sognets beboere, ogtil gengæld gør han
dem dentjenesteat tage etogandetmed hjem
fra byen til dem. Købmanden udskriver reg¬
ning til hver enkelt køber; men det er Niels
HansenDahl, der betaler.Når han så kommer tilbage, far enhver det, han har bestilt. Altså
hvis han kan betale.Hvisnogenikke kan beta¬
le, farvarernelovtilatstå,indtill de kan.Også¬
danerderaltså blevetetlillelager af uafhente¬
de varer.
Atdetteerdenreneogrettesammenhæng
med min handel og vandel, derom vil jeg
kræveGud til vidne-medlige vishedsomjeg agter atarve(hids rige, hvorjeg ønskeratFlei-
schermå være, ogOschatzatkommeder. Og så ønsker hansig iøvrigt 100 rigsdaler ierstat¬
ning for den skade,derersket ham!
ProvstSølling
ProvstSølling viste sigatvære ensandjonglør
i afdramatiseringens kunst. Han indgav en skriftlig redegørelse for sin rolle i sagen. Og
den var unægtelig noget anderledes, end an¬
klagerne havdement.De havdeventet, athan
somden, der havdeafværget voldsomhederne,
kunneunderbygge deres anklage. De ville bl.a.
gerne vide, om det var provsten, der havde
sendtbud efterPoul HansenDahl,sognefoge¬
den, og om denne kom ogfortalte om sam¬
menløbet.Blev han ikkebedtomatkommetil Dal foratafværgeoverfaldmed vold,mordog drab?Ogfandt hanikkehossognefogedenen
stormængdeopbagteogvredefolk både ude
igårdenoginde istuerne?Havde hansetFlei-
scher skrivedenerklæring,somfolkene havde forlangt? Havde han hørt trusler mod
Oschatz?Vardetrigtigt,athan fulgtede frem¬
medepå vej foratbeskærmedemmod folket,
oghavde da Oschatzudpegettopersoner,som fulgte eftervognen?
ProvstSøllinghavdeenheltanderledes ge¬
mytlig opfattelse af situationen. Han havde egentlig ikke sendt bud efter sognefogeden,
mendetvar da nokmuligt, atder påeteller
andettidspunkt kunnevære faldeten mundt¬
ligbemærkningom,athansomkirkeejer bur¬
deværenærværende vedkirkesyn.Sognefoge¬
den var kommet nogen tid efter, at provsten
varkommetfrakirke; han havdefortalt,atder
var kommetfremmede til Dal; men hvemde
var, oghvad de ville, vidste han ikke. Dervar ikke kommetbud til hamomnogeninkvisiti¬
on; menhans 13-årige datter havdepå ettids¬
punkt fortalt ham,atfolkene ikøkkenet snak¬
kedeom,atdervarinkvisitioni Dal;deregne¬
demed,atdetvarbrændevinsredskaber,man
var ude efter. - Så var provsten taget afsted,
menaldeles ikke foratafværge nogetopløb;
næh,han ville gerneblot hilsepå de fornem¬
merangspersoner,der gæstedesognet; atskul¬
leafværgevold havde han ingentankerom;de
folk i Dal varjo bekendte for at være rolige
folk.-Da han komind istuenhavde hanrigtig¬
noksetbåde inkvisitorerne ognogle bønder.
Devarsletikkevrede, baretavse ogrolige. Her¬
redsfogedenvarifærd medatskrive sinerklæ¬
ring,oghanforklaredeårsagen:atdetvarfor¬
di Oschatzhavde kaldt demskælmeogtyve.Så
havdeprovstensagt, atsådanenerklæring slet
RazziaiGrindsted Dal
ikkevarnødvendig; detvarjo honette folk,og bønderne kunneroligtgåud. Den opfordring
havde de alle fulgt helt uden modsigelse, og den var ikke givet i den hensigt at afværge overfald; provstenhavde blot fundetdetupas¬
sende,atalmuefolkvar istuemedså fornem¬
meherrersomd'herrerinkvisitorer;også hav¬
de han ogsåhaft den bagtanke,athan påden
måde kunne få dem i enrum for at invitere dem med sig hjem; han havde troet, at han
kunne have overtalt dem tilatbeære ham med deres nærværelse i præstegården.-Pågæster¬
nesforlangendehavde hanfulgt demetstykke påvej, velen snesskridt.Dahavdehan ikkeset nogettil nogetsammenløbaf folk.Jens Alex¬
andersen ogBertel Christensen gik etstykke forude; dem havde han tilråbt, at de skulle vende tilbage. Ja, det skal vigerne, havde de
svaret, ogsåvarde straks vendtom. Såhavde provsten hilst farvel til gæsterne. Han havde
nokbemærket, at Oschatz havde pegetpåde
toungemænd medordene Derer...„menme¬
rehørte han ikke; ordene forsvandt i vinden og vognenesskrumlen.
Dadernæppehavdeværet noget sammen¬
løb, kunneprovstenjo heller ikke udpegeno¬
gen formand for sammenløb. Og han vidste
slet ikke noget at fortælle om vold mod em¬
bedsmændene. Nokvarhan orienteretom,at de to tiltagne mænd ved et forhør i Kolding specielt havde nævntJens Alexandersen og HansPoulsen;menhan harend ikke hørtsige,
atsognefoged Poul Hansen Dahloghans kone
i nogen måde skulle have medvirket til at hindre inkvisitionen, og han tør forsikre, at
om noget ulovligt skullevære foregået, så er
det sket imod deres vilje og minde, - så vidt
kenderjeg dog til disse folks retsindige, stille
ogroligetænkemåde.
Pådetafsluttendespørgsmål,omhan ellers
harnoget atanføre,svarerhan,atdet nok min¬
dre harværetselve inkvisitionen end denom-
gangsmådeogde skældsord,sominkvisitorer-
neskal havebrugt,der harværetårsag til det,
som varsket.
Deterikkesåsikkert,atprovstenkunne beva¬
resingemytlige stil den dag imartsåret efter,
da der kom en sergent til præstegården. Da
var magtapparatettrådt i funktion.
Anklagerens vidner
Blandt devidner,somkunne føres afanklage¬
ren, varnogle af de assistenter,somhavdevæ¬
ret med på ekspeditionen til Grindsted Dal.
Dissesvidnesbyrdstemte langt bedreoverens medanklagen. Dervar bl.a. Christian Rohde,
der kunnebevidne,attoldembedsmændene i alle forhold havdeoptrådt høfligt overfor fol¬
kene. Detgjaldt enddaogså,da Oschatz havde
fået sin pibetrådt i stykker. Den varkommet
tilatliggepåetbord i sognefogedens hus;nog¬
le af folkenetogden, lagde den nedpågulvet
ogtrådte påden; detvar enmerskumspibe.
Hvorgodt eller ringe toldinspektør Oschatz
endmåtte have behersketsigefter tabet af sin merskumspibe,såmå de unægteligt havetaget noget af beviskraften ud af de udsagn, der
skulle forsvare de lokale folks harme under
henvisning til den hidsighed, han havde ud¬
vist i denanledning. Dettemå joværesket ef¬
ter flugten tilbage til sognefogedens hus. Så
hvis han skulle haveytretenvisutilfredshed i
dennesituation,så kan det ikkeværeden, der kan haveværetårsagtil de voldsomheder, der
alleredevarforekommetforinden.
Hansde Hoffman
Slavs herred hørte dengang ind under Kol¬
dinghusamt,så detvarHansde Hoffman,der
som amtmand var øverste politimyndighed.
Men i en sådanjustitssag var også stiftsamt¬
manden i Ribe inde i billedet,såenaf de før¬
steudtalelser fra hanshånd,går til denne.
336
