Falsum. Efterlønnere ligner ikke ’alle os andre’

TILBAGETRÆKNING

Falsum. Efterlønnere ligner ikke ’alle os andre’

Lars Løkke hævder, at efterlønnere ligner andre danskere. Men det gør de ikke, viser denne analyse. AE har systematisk gennemgået

forskellene.

DEBATINDLÆG

Skrevet af

Jonas Schytz Juul

Kontakt

Analysechef Jonas Schytz Juul

33 55 77 10



Statsminister Lars Løkke Rasmussen lagde i sin nytårstale 1. januar vægt på, at efterlønnerne ikke er forskellige fra den almindelige dansker på arbejdsmarkedet: »Fakta er, at efterlønnerne er stort set ligesom alle os andre«, som statsministeren formulerede det. Virkeligheden ser imidlertid noget anderledes ud. Når man analyserer de faktiske tal, er der nemlig udpræget forskel på de personer i alderen 60-64 år, der går på efterløn, og de personer, der bliver på arbejdsmarkedet.

Statsministeren gengav i sin tale en påstand, der ofte fremsættes i debatten om afskaffelse af

efterlønnen: At efterlønnere ligner de personer, der fortsat er på arbejdsmarkedet som 60-64-årig. En måde at undersøge, hvorvidt denne ’myte’ holder, er at se på efterlønnernes tilknytning til

arbejdsmarkedet og deres socioøkonomiske status i årene, inden de gik på efterløn. Dette kan man gøre ved at sammenligne efterlønnerne med de personer, der som 60-64-årige blev på arbejdsmarkedet, på en række parametre som indkomst, jobtype, uddannelse og bopælskommune. På den måde får man belyst, om den typiske efterlønner ligner ’alle os andre’, eller om der faktisk er forskelle på det arbejdsliv, som efterlønnerne levede, inden de gik på efterløn, og det arbejdsliv, som dem, der arbejder videre, levede.

ZOOMER MAN ind på jobtype og socialstatus, er der tydelige forskelle mellem gruppen af efterlønnere og de personer, der fortsat er i beskæftigelse som 60-64-årige. F.eks. var næsten 20 pct. af dem, der fortsat er i beskæftigelse som 60-64-årige, topledere eller selvstændige, dengang de var i 50’erne.

Blandt efterlønnerne var det omvendt blot 9 pct., der var selvstændige eller topledere, da de var i 50’erne. Andelen af topledere og selvstændige er altså over dobbelt så stor blandt dem, der fortsat er i beskæftigelse som 60-64-årig, sammenlignet med dem, der gik på efterløn.

Et tilsvarende billede gør sig gældende for lønmodtagere på højt niveau. Mens næsten 20 pct. af dem, der fortsat var i beskæftigelse som 60-64-årige, var på højeste lønmodtagerniveau, da de var i starten af 50’erne, er det under 9 pct. af efterlønnerne, der i starten af deres 50’ere var højeste lønmodtagere.

Også andelen af lønmodtagere på højeste niveau er altså over dobbelt så stor blandt dem, der fortsat er i beskæftigelse som 60-64-årig, set i forhold til gruppen, der gik på efterløn.

Omvendt er der markant flere af efterlønnerne, der var lønmodtagere på laveste niveau i arbejdslivet, end blandt dem der fortsat var i arbejde som 60-64-årig. Samtidig var der også flere af efterlønnerne, der var uden beskæftigelse, da de var i 50’erne, end blandt dem der også som 60-64-årige var i beskæftigelse.

Udover at efterlønsmodtagerne, inden de gik på efterløn, var underrepræsenteret blandt ledere,

selvstændige og lønmodtagere på højeste niveau, havde de samtidig lavere indkomster i arbejdslivet. For lønmodtagerne var indkomsten således mellem 10-15 pct. lavere, dengang efterlønnerne var i 50’erne, sammenlignet med indkomsten på samme alderstrin, for de personer, der fortsat var i beskæftigelse som 60-64-årig. Og medregnes topledere og selvstændige, bliver den gennemsnitlige indkomstforskel på 20 pct.

Disse forskelle skal så lægges oveni de kendte fakta om, at efterlønnere har et lavere uddannelsesniveau end de tilsvarende beskæftigede, og et dårligere helbred end de beskæftigede 60-64-årige.

Side 2 af 3

Samtidig har Udkantsdanmark en overvægt af efterlønnere. Andelen af efterlønnere er næsten dobbelt så høj i områder som Læsø, Bornholm og Frederikshavn set i forhold til de nordsjællandske kommuner Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk. En afskaffelse af efterlønnen vil med andre ord i højere grad ramme de ufaglærte, de lavtlønnede og udkantsdanskere end de højtlønnede, veluddannede i

Nordsjælland, der oftest ikke går på efterløn.

På den baggrund må konklusionen være, at påstanden om, at efterlønnerne ligner den tilsvarende dansker i beskæftigelse, ikke holder. Tværtimod er der faktisk – som vist her – betydelige forskelle.

For mange kan det virke som tidligt, at man kan trække sig permanent tilbage fra arbejdsmarkedet allerede som 60-årig. Her er det imidlertid vigtigt at holde for øje, at tilbagetrækningsalderen allerede bliver hævet markant med Velfærdsreformen fra 2006. Konsekvensen af denne aftale er således, at f.eks.

en nyuddannet metalarbejder, der i dag er omkring 20 år, tidligst kan komme på efterløn som 67-årig.

Afskaffes efterlønnen, vil den tidligste tilbagetrækningsalder for ham altså være som 72-årig. Det er 12 år senere, end der er mulighed for i dag. Metalarbejderen kan altså se frem til 52 års arbejde, før det er muligt at trække sig tilbage.

Bragt i Politiken 13. januar 2011.

 SOM TALLENE her viser, lever den typiske efterlønner et andet arbejdsliv end gruppen af personer, der fortsat er i

beskæftigelse fra de er 60-64 år. Og det er netop denne efterlønsgruppe – som altså har lavere uddannelser, lavere indkomster i arbejdslivet og lavere socialstatus i forhold til personer i samme alder, der bliver på arbejdsmarkedet – som bliver ramt, hvis efterlønnen afskaffelses. Det er dem, der risikerer først at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet langt senere end i dag. Det er ikke ’alle os andre’.

Side 3 af 3