Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Linderberg, Fernando.; af Fernando Linderberg.

Titel | Title: Knud den Hellige og Folkerejsningen i det 11.

Aarhundrede Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Opl.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh. : i Kommission hos A. Hviid, 1886 Fysiske størrelse | Physical extent: 47 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

Folkerejsningen i det 11. Aarhundrede

^o/iwawko £ivxbct6<izcj.

Andet Oplag.

KØBENHAVN.

I Kommission hos A. Hviid.

A. Hviids Bogtrykkeri.

1886.

Det raske Folk, som pløjer den skarpe jyske Vang, sin Nakke nødig bøjer og trives ej ved Tvang.

Det hellig Knud bekendte i Sankt Albani Kor,

da Storm mod Kirken rendte de vrede \ endelbo'er.

Hil jer, som Vidne bære om Jydens frie Aand ! Vi række jer med Ære en trofast Broderhaand!

Og Enighed skal gøre vor lille Flok saa stærk, at ingen Magt tør røre vort fælles Frihedsværk!

%

Forord.

Ved Udgivelsen af nærværende Skrift har jeg navnlig haft for Øje: dels at bringe en sandru hi­

storisk Skildring, der i særlig Grad kunde danne et Spejl for vor egen Tid, dels at iklæde det hi­

storiske Stof en Form, der kunde bære Indholdet saa langt ud blandt det menige Folk, at Bogen selv blandt de jævneste jævne kunde læses med Lethed og Fornøjelse til Gavn og Glæde.

Da første Oplag fandt en saa velvillig Mod­

tagelse, at det blev udsolgt i noget mindre end to Maaneder, tør jeg maaske deri se et Vidnesbyrd om, at jeg i al Fald i nogen Maade har opnaaet min Hensigt.

Det fornyede Gennemsyn af Kilderne har givet mig Anledning til at foretage enkelte mindre for­

melle Ændringer samt paa flere Steder at gøre nogle Tilføjelser, sorn jeg venter vil bidrage til, at de vedkomme; ide Enkeltheder kommer til, at staa mere tydelig og klart.

Som det fremgaar af Bogens Titel, har det ikke alene væiet min Hensigt at skildre Kongen, men ogsaa for en Del Folket. Dette er Grunden til, at der flere Steder findes^indskudt Bemærkninger, som

r

ikke vilde høre hjemme i en Biografi af Kongens Person.

Bag i Bogen findes en Fortegnelse over de Kilder, jeg har benyttet under Uarbejdeisen.

Maatte den ny Udgave blive modtaget med noget af den samme Velvilje, som blev den første til Del. Maatte Bogen i den ny Skikkelse vinde endnu flere Venner, der vil hjælpe den til at finde Vej til endnu videre Kredse.

Der er jo nok,

som Skjald for de store vil være.

Mit Ønske er kun at faa Lov til paa mit ringe Kragemaal at synge for Menneskene i de lave Stuer.

F r e d e r i k s b e r g , p a a O t t e h u n d r e d e - A a r s d a g e n f o r Kong Knuds Fald, den 10. Juli 1886.

Fernando Linderberg.

I.

ong Knud, der i Historien har vundet Navn af den hellige, var en Søn af Svend Estridsen, der var Konge i Danmark fra 1047 til 1074. Hans Fader var en Fyrste, der i en sjælden Grad havde forstaaet at vinde Folkets Tillid og Kær­

lighed. Det hedder endog om ham, at han „var saa fri og livsalig en Drot, at aldrig har nogen Dannerkonge været mere almindelig elsket end han".

Og dog var han ikke uden store Lyder. Kong­

erne har meget sjælden været Dydsmønstre. Svend Estridsen var det ikke heller. Blandt 16 Børn havde han kun én eneste ægte født Søn. De øv­

rige var Frillebørn. Men det er ingen Sjældenhed blandt Konger og Fyrster. Historien har derfor heller ikke af denne Grund sat nogen Plet paa en Fyrste, der i øvrigt stod i Pagt med sit Folk.

Hvad der særlig synes at have gjort Kong Svend elsket, var hans Kærlighed til Retten og Troskab mod Landets Love. De frie Borgere lod sig ikke paa den Tid træde paa Tæerne af en Konge. De kendte deres Ret og vidste at holde den i Ære.

Det var halsløs Gerning for en Konge at træde Loven under Fødder. Kun med Folkets udtrykkelige Samtykke kunde enkelte af Lovens Bestemmelser ved givne Lejligheder for en Stund sættes ud af Kraft.

Dette vidste Svend Estridsen, og derefter handl­

ede han. Da han derfor kort før sinDød ønskede at udføre en Handling, der var i Strid med Arilds- loven, — den Tids Grundlov — stævnede han Folket til Ting. Den Slags Ting holdtes under aaben

— 6 —

Himmel, hvor de store Kampestene traadte i Stedet for de polstrede Hynder i Nutidens Rigsdags- sale. Alle fri Mænd havde Adgang og mødte vaabenklædte. Paa en Kampesten i Midten havde Kongen sit Sæde. Uden om ham stod de frie Borgere, der stadfæstede Tingets Beslutninger med Vaabentag.

Det var en saadan Rigsdag; Svend Estridsen havde sammenkaldt. Borgerne kom fuldtallig til Stede. Fremkommen til Tinge tog Kongen til Orde:

„Dannemænd! Gud lønne og velsigne eder for al den Kærlighed, Hørighed og Lydighed, som I saa længe har skænket og ydet mig. Jeg haaber endnu at finde det samme Sindelag hos eder over­

for den Sag, der ligger mig paa Hjærte. Arilds- loven, Dannemænd! har jeg holdt i Ære indtil denne Dag. Men nu vilde jeg gærne have Lov til for en Gangs Skyld at foretage en Handling, der er et Brud paa den. Min Bøn til eder er nemlig den, at I vil tillade mig at vælge og afgøre, hvem der skal være min Eftermand. Derom beder jeg eder af den Grund, at mine Sønner er baade mange og stærke, og jeg vilde hellere selv dømme dem imellem Trone og Spir, end at de siden skal lade Sværd skifte Arv og opfylde Landet med Kiv

og Kamp."

Det var i en ædel Hensigt, Kongen her ønsk­

ede at foretage en Afvigelse fra Loven. Men han vilde dog ikke foretage den paa egen Haand.

Lian ønskede Folkets Samtykke til sin Handling.

Og det fik han ogsaa uden Indvending. Kongens Forslag blev enstemmig vedtaget under lydeligt Bi­

fald.

Svend Estridsen bestemte da, at hans Søn Knud skulde være hans Efterfølger som Konge i Danmark.

Kort efter gik Kong Svend til Seng og døde.

Budskabet om hans Død blev Lanfet over medtaget med Sorg. Men ingen nærede dog en større Bedrøvelse end Kongens Hjærtensven Biskop

JZ. T

^ S — * ^

7

Vilhelm i Roskilde. Han fandt endog, at han ikke kunde overleve den kongelige Ven, men bad til Gud at han maatte følge ham i Graven, en Bøn, der efter Sagnet blev ham opfyldt.

Det er herom, at der underlig skønt er blevet sunget:

„At nær ved Kirke stander Slot, det sagtens kan sig føje;

med Haand i Haand man Bisp og Drot kun sjælden ser for øje.

Dog Danmark saa som Ven hos Ven Vilhelmus Bisp og Konning Svend.

De Venner ene lignes kan ved David og hans Jonathan."

IX.

Da Svend Estridsen var død, skulde altsaa Knud være Konge. Men det gik dog ikke saa let, som der kunde have været Grund til at formode.

Det var den Gang mere vanskeligt at blive Konge end nu om Dage. Vore Forfædre kendte ikke den Opfindelse, hvorefter man sikrer sig gode Konger paa den Maade, at Kongeværdigheden gaar i Arv fra Fader til Søn. Den troskyldige Tanke var endnu raadende, at det maatte være nødvendig, der Tar Adgang til at vælge den Person, som Folket fandt bedst skikket til at være Konge, naar man ti d^pnne vigtige Stilling skulde sikre sig en dulig Mand.

Den, der bejlede til Tronen, maatte derfor møde frem for en almindelig Rigsdag. Han maatte nedlade sig til at tale til den forsamlede Mængde omtrent paa samme Maade som Kandi­

daterne ved vore Dages Rigsdagsvalg. Han maatte søge at vinde Tingskarens Bifald, ti kun Bifaldet

**1 r*

- 8 -

fulgtes af Stemmerne, der afgjorde, hvem der skulde bære Kronen. Det var Rettens Gang efter Arildsloven i Danmark.

Og denne Lov var Knud underkastet saavel som alle andre. For at opnaa endelig Gyldighed maatte det af Faderen foretagne Valg anerkendes og stadfæstes af Folket paa sædvanlig Maade. Det kongelige Valg var egentlig mere at betragte som et Ønske, hvilket det i Henhold til Løftet nu maatte være Folkets Sag at opfylde. Men det er ikke noget usædvanligt, at Løfter forbliver uopfyldte, som gives til en Konge, før han afgaar ved Døden.

Og paa den Maade gik det med Løftet til Kong Svend.

Rigsdagen der ved denne ,Lejlighed skulde foretage det endelige Kongevalg, blev holdt paa Isøre ved Isefjordens Munding, Øst for Nykøbing, ikke langt fra det nuværende Rørvig.

Til den bestemte Tid mødte Knud og holdt en smuk Tale, hvori han bad om, at Bønderne*) nu efter Bestemmelsen vilde give ham Kongenavn.

Mellem de Mænd, der stod frem og anbefalede hans Valg, var der en Bonde, der bl, a. erklærede:

„Nu har vi danske længe haft Magt til at kaare Konger over Danmark og har ogsaa haft Lykke med os med de Konger, vi valgte. Den sidste Konge, vi havde, besad alle de Egenskaber, som pryder en Konge. Han var mandig og kløgtig til at værne om sit Rige. Og en saadan Konge be­

høver vi, ti vort Land er meget udsat for Vikingers Overfald. Han maa derfor være prøvet i Strid og have Forstand og Erfaring til at være Høvding".

Da Knud havde disse Egenskaber, vilde han efter Kong Svends Raad anbefale at vælge ham. Ti han havde Mod i Bringen og Ben i Næsen.

Det viste sig imidlertid, at der var to Partier paa Tinget. Der var nogle, der frygtede den

„altfor herskelystne Knud". De foretrak Harald,

*) Folket var jo paa den Tid endnu et Bondefoik.

dels fordi han var den ældste, dels fordi han„synes at være mere sindig i sin hele Færd". Og det var dette Parti, der opnaaede at sætte sin Vilje igennem. Ved at bruge List lykkedes at skyde Knud til Side. Det var Harald, der blev valgt til Konge.

Da Knud erfarede dette, blev han saa vred, at det røde Blod lyste ud gennem hans hele An­

sigt. Uden at mæle et Ord forlod han Tinget og gik ned til sine Skibe, hvor han satte sig paa Høj­

sædet saa tavs som en Mur. Længe sad han saa- ledes, uden at* nogen turde afbryde Tavsheden.

Men snart fik han Besøg af dem, der havde tilside­

sat ham ved Valget. De frygtede, at Knud skulde prøve paa at gøre sin Ret gældende med Sværdet.

For at undgaa dette, vilde de prøve at mægle mellem ham og Broderen. Deres Forsøg var hel­

ler ikke forgæves. Skønt Knud tog sig Tilside­

sættelsen meget nær, erkendte han dog, „det var bedre at lade Vreden mod sin Broder fare end at føre Krig for sin Herskesyges Skyld". Det kom derfor til Forlig paa den Betingelse, at Knud uigen­

kaldelig skulde være Konge efter Haralds Død.

Den ny Regent kunde saaledes uhindret ud­

føre sin Kongegerning. Han styrede Landet med mild Haand, hvorfor han fik Tilnavnet Hejn, der betyder en blød Sten. Men han fik ingen lang Regeringstid, Harald Hejn var kun Konge i 6 Aar. Ved hans Død i Aaret 1080 blev Knud uden Modsigelse valgt til Konge. Den Stund var da endelig oprunden, da han kunde trykke den med Længsel ventede Krone paa sit Hoved.

III-

Knud gav straks tilkende, at han ikke som Konge vilde træde i Broderens Spor. I sin første Kund-

- IO —

gøreise til Folket erklærede han: „I danske lønnede min Broder Harald for al den Eftergivenhed og Mildhed, han viste imod eder, med spottende at kalde ham en blød Sten. Nu skal jeg lønne eder derfor og blive eder en Kampesten, der er haard tilfulde."

Det var hans Program. Og i Overens­

stemmelse dermed traadte han op. Med Hensyn til at tragte efter Folkets Kærlighed lignede han ikke sin Fader. Men i anden Retning gav han nok som

Vidnesbyrd om, at han var sin Faders Søn.

Knud var gift og havde i dette Ægteskab en Søn og to Døtre. Men det hindrede ikke, at han ogsaa kunde blive forelsket i andre Kvinder. Det blev han meget let. I den som i mange andre Retninger var han som Konger flest. Ved en given Lejlighed kom han i et stort Selskab, hvor blandt andre en ung smuk Præstekone var til Stede. Straks var han skudt op over begge Ørene. Den Præstekone var for god til sin Mand. Kongen lader sin Hus- foged kalde og giver ham Befaling til at sørge for, at Præstekonen bliver afhentet og ført til Kongens Sovekammer, hvor hun skal gøre ham Selskab om Natten. Det var en dristig Befaling. Men ingen turde sige Kongen imod, end mindre undlade at gøre efter hans Bad.

Befalingen blev derfor sat i Værk. Om Aftenen var Præstekonen i Sovekammeret. Men dermed havde Kongen dog ikke opnaaet sin Hensigt. Det viste sig, at det var en ærbar Kvinde, der havde højere Attraa end at være Redskab for Tilfredsstillelsen af en Konges Lyst. Hun vovede endog at skamme Kongen ud. Hun lod ham vide, at hendes Beskæmmelse var Kongens Skam, og at han selv burde gaa foran med et godt Eksempel, naar han vilde holde over Tugt og Ærbarhed i Landet.

Det var en Optræden, som Kongen ikke havde ventet. Men han blev slaaet af den djærve Kvindes Ord. Præstekonen opnaaede, hvad hun vilde. Kongen forlod hende og gik ind i et andet Værelse. Dagen efter lod han Præsten kalde og sagde til ham:

„Vær god mod din Kone, ti saa fin og frimodig en Kvinde findes næppe i hele Danmarks Rige."

Det synes her, som om Kongen har betragtet det som en mærkelig Undtagelse, at der fandtes en Kvinde, der vilde foretrække sin Ærbarhed og ægteskabelige Troskab fremfor den Ære at blive — Kongens Frille.

I~V_

Overfor Folket skulde Knud snart faa Lej­

lighed til at vise hvad det var for er> Kampesten, han førte i sit Skjold. Fra første Øjeblik viste han, at han vilde fare med Strænghed. Kort efter, at han var bleven Konge, kom han over til Hal­

land. Da han her havde stævnet til Ting, for­

langte han, at Bønderne skulde yde ham og hans Følge fri Befordring gennem Landet. Men det vilde de ikke. Den af dem, som plejede at være Ordfører, rejste sig op og erklærede, at Kongen skulde nøjesmed, hvad Arildsoven bestemte. Bønd­

erne vilde ikke taale nye Paalæg. Denne Erklær- ing gav de øvrige Tingmænd lydelig Tilslutning.

Men Kongen svarede: „Nuvel, I indrømmer mig, hvad Loven byder. Deri gør I Ret. Men jeg vil da lyse min Ejendom i Fred for eder. Jeg for­

byder eder herefter at bruge mine Skove til Græs­

ning for eders Svin eller andet Kreatur."

Det var en ny Forklaring, en ganske ny For­

tolkning. Skovene og Søerne hørte til de saa- kaldte „øde" Steder, der var henlagt til Kongens

personlige Underhold. Civillister med Millioner Kroner i aarlig Løn kendtes ikke i de Tider.

Kongen maatte hente en væsenlig Del af sine Ind­

tægter fra de ham overdragne øde Steder. Men det var gammel Hævd, at Bønderne maatte lade deres Svin æde de nedfaldne Olden og det øvrige

— 12 —

Kreatur græsse i Skovene. Nu kom der som Lyn fra klar Himmel en Fortolkning, der med et eneste Slag slog den hævdvundne Sædvane ihjæl. For dette Slag kunde Bønderne ikke staa. Det var dem umuligt at undvære Fordelene af Skovene.

De maatte da finde sig i at falde tilføje. Og for den Dristighed, som laa i at modsige Kongen, maatte Ordføreren bøde med Livet! Det kunde ikke tillades, at en Bondemand talte Kongen imod.

Blind Lydighed eller springe over Klingen: Det skulde fra nu af være det store Bud i Loven.

Erindringen om den Tid, da Bøndernes Svin gik i de store Skove, har vi forøvrigt endnu bl. a. i vor Skovbeskatning. Skovskylden er den Dag i Dag ansat efter det Antal Svin, der kunde fødes af Olden paa et vist Areal Skov.

Fra Halland drog Kongen ned til Skaane.

Men her gik det paa samme Maade. Kongen kom med ny Paalæg, som Bønderne bestemt nægtede at efterkomme. Ligesom i Halland henviste de til, at de kun vilde give, hvad Loven paalagte. Men ogsaa her maatte de bøje sig for en Fortolk­

ning. Det var en gammel Hævd, at Bønderne havde Ret til at fiske i Øresund. Men nu forbød Kongen dem ogsaa dette, hvorfor de her som i Halland maatte give Køb og bide i det sure Æble.

Vi ser her, at det ikke særlig var de jævne Bønder, Kong Knud ønskede at beskytte eller at gøretil Venner. Og dog havde Skaaningerne særlig Kr av paa hans Taknemlighed. Da han tørste Gang blev tilsidesat ved Kongevalget, havde han blandt disse fundet den stærkeste Tilslutning og mest trofaste Støtte. Men d erpaa tænkte han ikke. Det gjaldt nu kun om et: Underkastelse under den konge­

lige Magt.

Dermed opnaaede han at forandre Ven­

nerne til Fjender!

Det var den kongelige Vilje, der herefter skulde være Landets Lov. Kong Knud taalte ingen Mod­

sigelse. Men han optraadte upartisk. Høvd-

. 5

* fe

— 13 -

ingerne maatte ligesaavel taale hans Myndighed som de jævne Bønder. Vilde man ikke danse ef­

ter hans Fløjte, gjorde han ingen Forskel, hvad enten det var høje eller lave, der vovede at gaa i Takt efter deres egen Melodi. Vidnesbyrd herom foreligger frem for alt i Kongens Optræden over­

for Egil Regnersen, der var Lensmand paa Born­

holm. Det var en stor og stærk, driftig og drabe­

lig Krigsmand af første Skuffe, der værgede Landet med Mod og Kraft og var elsket af sine Svende.

Efter et stort Slag med Venderne, hvor han vandt en priselig Sejr og et kosteligt Bytte, var han blev­

en saa mødig, at han endelig maatte have noget at drikke. Men der fandtes ikke flere Drikkevarer om Bord. Under Slaget var Fadene sprungne og Drikkevarerne løbet ud i Lasten, hvor de var blandet med Menneskeblodet, der kom fra de mange saarede og faldne. Da Tørsten imidlertid var ham for stor, tog han sin Hjelm og øste op fra Lasten og drak deraf tre store Slurke. Derefter drog han hjem og hilstes af alle for sinMandom og Sejr.

Men den blodige Drik gav ham Kendingsnavnet:

Blod-Egil.

Da Kongen erfarede, hvad der blev fortalt om den blodige Drik, blev han harm i Hu. Efter hans Tangegang var det lige saa slemt at drikke Mande­

blod som at æde Menneskekød. Han vilde derfor, at Egil skulde forlige sigmed Gud ved at skrifte og erholde Afløsning for Synden hos en Præst. Dette lovede Egil ogsaaatgøre. Menhan glemte det. Han var ikke af de særlig religiøse Folk. Tværtimod, han var en af de mange Hedninger, derendnuikke havdeforstaaet syn­

derligt af, hvad der mældtes om den hvide Krist. Det var hans Stolthed at fortsætte det gamle Vikinge­

liv. Kongen minder ham derfor gentagne Gange om Regnskabet med Skriftemaalet. Men endelig bliver Egil harmfuld over Kongens Paatrængenhed og svarer kort: „I har travlt nok med at minde mig om det, men jeg skulde dog mene, jeg selv sørger bedst for mit eget Vel".

- 14 -

Det var et meget fornuftigt Svar. Den Bod, der kun gøres paa kongelig Befaling, maa helst være ugjort. Men det forstod Kongen ikke. Han forstod kun, at naar han havde befalet, saa havde man at adlyde. Naar Egil ikke vilde høre, fik han <

at føle. Med det nævnte Svar havde han torbrudt sin Stilling: Embedet blev taget fra ham. Egil fik sin Afsked.

I Kong Knuds System var der ingen Plads for en Embedsmand,der havde en anden Mening endKong- en. Egil blev imidlertid ved at føre det samme Liv. Om Sommeren drog han paa Vikingetog og

om Vinteren levede han højt med sine Svende paa sin egen Borg. Men da hændte det en Sommer, at der pludselig i Nærheden af Bornholm forsvandt et stort Købmandsskib fra Norge med en kostbar Ladning. Der fandtes hverken Spor af Folk eller Skib. Kongens Mistanke faldt nu paa Egil.

For at undersøge Sagen drog han selv med et større Følge til Bornholm. Ved Kysten fandt de Spor, som stadfæstede deies Mistanke. Ved Natte­

tide omringer de derefter Borgen, hvor Egil selv uden at ane nogen Fare sidder og drikker med sine Mænd. Den stridbare Høvding blev straks bunden og ført til Kongen, hvor han maatte tilstaa alt. Han havde plyndret Ladningen, dræbt Mand­

skabet og brændt baade Ligene og Skibet for at udslette alle Sporene. Flere af Egils Frænder, der. hørte til Landets mægtigste Mænd, tilbød nu at afsone Brøden med store Pengebøder. Men herom vilde Kongen intet høre: „Det skal aldrig spørges, at jeg forhaaner Gud saaledes, at jeg skulde dømme uretfærdigt for Gunst eller Gave.

Om han kun havde myrdet et Menneske, havde han fortjent Døden, og nu har han myrdet og plyndret saa mange." Egil maatte bøde med Livet, og det samme gjaldt flere af hans Svende. Nogle af dem slap med at blive lemlæstet og landsforvist.

Denne Optræden skaffede Knud mange Fjender. Tiden var jo endnu ikke ganske forbi,

- ^J5 -

hvor i det Vikingeliv havde blomstret, der var Fædrenes Ære og Stolthed. Knud havde selv meget af Vikingeblodet i sine Aarer. Før han blev Konge, havde han gjentagne Gange været paa Vikingetog, hvor han „søgte Kampen for dens egen Skyld". Han hærgede i England, brændte den kristne Domkirke i York og gav uden Nytte An­

ledning til mange Menneskers Bane. De i og for sande Ord om Egils Skyld ved at have ,,myrdet og plyndret saa mange" maatte derfor uundgaaelig i Knuds Mund, faa en underlig Klang.

Dertil kom, at det var en nedarvet Forestilling, der endog gjaldt som lovlig Vedtægt, at Drab kunde sones med Pengebøder. Men hertil vilde Kongen ikke tage Hensyn. Vikingekongen vilde lade Folket føle, at han ikke bar det Sværd for- gjæves, som tilhører „Guds viede Øvrighed paa Jorden".

Dec er da let forklarlig, at denne Begivenhed kunde blive „Begyndelsen til Uvenskabet mel­

lem Kongen og Landets Høvdinger". Og Almuen sluttede sig til disse, „fordi den var vant til at raade sig selv og nu fandt Kongen at være alt for stræng og myndig."

Harmen over Kongens egenmægtige Optræden ulmede allerede baade hos høje og lave. Og den fandt stadig ny Næring. Knud var optaget af Tidens ny Ideer. Han stod som Repræsentant for en ny Tingenes Tilstand, der var i Frembrud. Og han forstod ikke at fare med Læmpe. Det var ikke ad Overbevisningens Vej, han viide skaffe Sejr for de ny Tanker. Han kendte kun en Maade at refor­

mere paa; Brugen af den kongelige Magt.

Derved kom han ikke sjældent til at gøre For­

træd selv ved de Foranstaltninger, der i og

— 16 —

for sig maatte betegnes som gode. Dette gjaldt saaledes hans Virksomhed for at afskaffe Trællevæsenet og stille frigivne paa lige Kaar med Landets øvrige Borgere. Herpaa var der blevet arbej­

det lige fra den første Stund, da Kristendommen blev indført. Det er Kristendommen, der har har Æren for overalt i Verden, hvor den er trængt frem, at have frigjort den Del af Menneskene, der har været stemplet med Trællemærke. Den danske Kirke­

fader, Ansgar, havde ogsaa i denne Retning gaaet i Spidsen med et lysende Eksempel. Men det var ikke Ansgars Aand, der hvilede over Knud: Hin vilde vinde og overbevise, denne forstod kun at tvinge og befale. Hvad der endnu fandtes af Trællevæsen skulde hæves ved Magtbud. Hvor Overbevisningen om Trællevæsenets Afskyelighed ikke var kommen til Modenhed, blev derfor ogsaa denne Foranstaltning kun en ny Anledning til Uvilje mod Knud.

Og denne Uvilje blev yderligere styrket ved det, som Kongen foretog til Pavekirkens Fremme.

Ogsaa i denne Retning viste det sig, hvor liden Samklang der varmellem Kong Knud og Danmarks Kirkefader. Ansgar havde forbudt de Præster, som han opdrog og udsendte, „al Tragten efter timeligt Gods" og bedt dem „at nøjes med Klæder og Føde og hellere som Apostlen arbejde med deres egne Hænder end begære noget af Folket".

Grundlæggeren af den danske Kirke havde deri- igennem vist, hvad det var, han ansaa for Kirk­

ens Vinding, og at „det ikke var Tiendetagere, men Sjælesørgere, han søgte at opdrage".

Kong Knud havde ganske andre Tanker om Præsteskabet. Han fandt, at „de, der beklædte saa vigtige Embeder, maatte æres derefter. Det kunde ikke gaa an, at de sad nederst til Bords, som stod øverst i Kirken". Dertil kom, at han ønskede at skaffe Kongemagten en varig Støtte i Præsteskabet. Han hævede derfor Gejstligheden til den højeste Stand i Riget. Bisperne skulde her-

- 17 -

efter have lige Rang med Hertuger og Prinser og altsaa gaa foran de verdslige Høvdinger. For at give Kirkens Mænd en tryggere Stilling fritog han Præsteskabet for i de saakaldte „gejstlige" Sager at staa under de almindelige verdslige Domstole.

Det var en meget vigtig Bestemmelse, der inden mange Aar medførte en hel Omvæltning. Da Præst­

eskabet først havde faaet Ret til i visse Tilfælde at have deres egen Rettergang, varede det ikke længe, før de fik det maget saa, at alle Sager blev „gejstlige".

Inden en Menneskealder var gaaet, kom det dertil, at ingen Præst i noget som helst Tilfælde kunde ind­

stævnes for en verdslig Domstol. Og da først dette var opnaaet, var der kun et lille Skridt til det næste: at faa en hel Række verdslige Sager draget ind under den gejstlige Domstol. Det viste sig, at Præsteskabet blot behøvede at blive rakt en Finger, for at det kunde faa Lykke til at be­

mægtige sig den hele Ha^nd!

Ved Siden af denne Ophøjelse i Rang skænk­

ede Knud Præsteskabet en betydelig Del Jordegods.

Det var en hel Række af mindre Gaarde i Skaane og paa Sæland, der ved denne Lejlighed kom i Præsteskabets Hænder. Tillige blev det bestemt, at den væsentlige Del af de Bøder, som idømtes af dette Jordegods, skulde tilfalde Præsterne.

Paa en Tid, da de fleste Straffe bestod i Pengebøder, var det en meget betydelig Indtægts­

kilde, der herved blev overdraget Præsterne. Og Bisperne blev endda særligbetænkt. Dem skænk­

ede Kongen yderligere en Fjerdedel af den Ind­

tægt, der tilflød Kronen fra Byen Lund.

Endelig lod han opføre et større Antal ny Kirker. De gamle Træbygninger, der hidtil var bleven brugt til Gudstjeneste, blev afløst af ny Stenkirker. Frue Kirke i Roskilde blev bygget og Domkirken fuldført. Endvidere rejstes St. Bents Kirke i Ringsted, St. Mikkels Kirke i Slagelse.

Domkirken i Lund og St. Albans Kirke i Odense.

St. Albans Kirke lod han opføre af Træ, endnu

2

- 18 —

inden han blev Konge. Den laa tæt ved Aaen paa den sydlige Side af det nuværende Torv. Men saa snart han blev Konge, begyndte han Opførelsen af en meget stor Stenkirke ved Siden af Trækirken.

Der skulde Legemet af hans særlige Yndlingshelgen, som han allerede mange Aar før havde hjemført fra England, have et til hans store Hellighed svar­

ende pragtfuldt Hvilested. Til den ny Kirke op- naaede han imidlertid kun at faa lagt Grundvolden.

Da den senere blev fuldført, blev den som hans egen Gravkirke mest kendt under Navn af St.

Knuds Kirke.

Ved disse og flere lignende Foranstaltninger blev Præstevælden grundlagt. Den var begyndt at træde frem under Knud den store og videre fort­

sat under Svend Estridsen. Men først nu fik den den fremskudte Stilling, som den derefter i Aar- hundreder skulde beholde. Der manglede dog endnu et L^d, og det varTienden. Men ogsaa denne søgte Knud at indføre. Det er morsomt at høre Saxo fortælle om, hvorledes Knud ogsaa „gjorde sig Umage for at skaffe Kirken sin Tiende af Bønderne, men til at begribe deres Skyldighed (!) i saa Hen­

seende var de ingenluude nok oplyste, saa det vilde ikke lykkes".

Nej, det vilde ikke lykkes! Bønderne var virk­

elig for indskrænkede til at fatte, de kunde være skyldige til at betale Tiende, fordi Kongen og Præsteskabet ønskede at erholde denne. Knud be­

tragtede det som en stor Velsignt-lse for Bønderne, at de kunde faa Adgang til at opfylde en saa „hel­

lig ⁰g guddommelig Pligt". Men Folket havde en anden Mening. Det betragtede Sagen som Krav om forøgede Skatter, som et umaadeligt stort Skattepaalæg. Og det vilde ikke underkaste sig.

Men det er let forstaaeligt, at en Konge, der optraadte paa den her omhandlede Maade, i en særlig Grad rnaatte vinde Præsteskabets Yndest.

Og det blev ogsaa Tilfældet. Klerken i Sorø, den i øvrigt saa ærværdige og fortjente Krønnike-

i t

- 19 -

skriver, Saxo, udbryder med Begejstring: „Det var en Konge, om hvem man med Sandhed maa sige: sin Post som en driftig og retfærdig Drot forsvarede han alle Vegne, men hvor man saa ham i sin fulde Glans, det var i Kirken, som han ald­

rig tabte af Syne."

Men Folket betragtede Kongen med andre Øjne. Det harmedes i lige Grad over hans Krænk­

else af, hvad de ansaa for gammel Ret, og hans Nyhedsmageri, som de ikke forstod. Selv de bedste Handlinger gør jo kun Skade, naar de trodses igennem ved'Magtbud i Stedet for frivillig at mod­

tages af Overbevisningen om deres Gavnlighed.

Kristne Mennesker anser Kristentroen for det koste­

ligste Gode, noget Menneske kan eje. Men der er ingen forstandige Kristne, der nu om Dage tænker paa at paanøde den ved Tvang. Paa samme Maade gaar det med alt, hvad der af godt nævnes kan, som findes i Verden. Kun den frivillige Tilegnelse bringer Velsignelse. Det er en Lov, der aldrig ustraffet lader sig krænke. Men den er endnu i det 19. Aarhundrede kun forholdsvis lidet bleven anerkendt. Den var det endnu mindre paa Knud den helliges Tid.

Knud vilde herske i Kraft af Kampestenssystemet.

Men hanopnaaede derved ogsaa kun dett næsten ved hver en Handling, som han foretog, at gyde Olje i den Misfornøjelsens Ild, der ulmede trindt omkring i Hjærterne hos de fribaarne danske Mænd og Kvinder.

Formaalet kan være saa ædelt, som det være vil:

Tror et Folk sig forurettet, krænker man dets Retsfølelse, er der til alle Tider kun to Resultater at opnaa. Enten knækker man dets Viljekraft, saa det falder hen i Sløvhed, eller ogsaa tænder man Revolutionens Brand. Det er en Paragraf i de for Menneskelivet evigt gældende Love, som ingen Magthaver formaar at ophæve. Men var der noget, der laa fjærnt fra Fædrene i de gamle Tider, da

Var det Sløvhed og brudte Viljer. De kunde gemme Harmen en Stund. Men under denne Ventetid

2*

ning, han havde i Sinde at ofre til blodig

vokste Viljekraften. De taalte ikke Tyranni af en Konge.

Vovede en Konge at krænke deres Ret, maatte han undgælde for sin Handlemaade. Knud selv lærte, men desværre for sent, at erkende den Ka­

rakter, der boede hos de danske Bønder.

Men foreløbig bekymrede han sig ikke om deres Sindelag. Han troede sig fast i Sadelen.

Bønderne kunde da tænke, hvad de vilde. Og saa frembragte han selv den bedste Anledning til, at den ulmende Ild kunde slaa ud i Lue.

VI.

Det var Knuds Stormagtsdrømme, der gav et til, at Harmen fik Luft. Da han i nogle Aar, som han mente ved en stærk Regering, havde sikret sig Magten indad til, fandt han Tiden kom men, da han ogsaaudad til kunde befæste sit Herre­

dømme. Det var intet mindre end England, h?n tænkte paa at erobre. Det var det britiske Rige, der skulde underlægges den danske Trone.

Ved sine Bedrifter vilde han opfriske „den danske Krones falmede Glans." Knuds hellige Nidkærhed overfor de Høvdinger, der vilde fortsætte det æld­

gamle Vikingeliv, falder her ind under en ejendom­

melig Belysning. Naar Egil Regnersen plyndrer et Skib og dræber Besætningen, maa han med alle sine Svende bøde med Livet. Det er i Kongens Øjne en Udaad, som ingen Bøde kan sone, for

hvilken ingen Naade er at finde.

Men Kongen selv maa nok øve Vikingefærd.

Hvad Fa'er gør, er al Tid det bedste. Hvad Kong­

er gør, er al Tid det rette! De har jo al Tid højere Formaal, der retfærdiggør en Handlemaade, som, øvet af Borgere, ubetinget er en Forbrydelse.

Det samme var Tilfældet med Kong Knud.

var ikke et enkelt Købmandsskib, hans Hu imod. Det var ikke et enkelt Skibs Besæt-

Død.

— 21 —

Nej, for saa lidt drager en Konge ikke paa Vikingetog. Der maa noget mere til. Det var og- saa noget mere, der stod Knud for Øje. Det var hele Landstrækninger, om muligt et helt Rige, han vilde plyndre og underkue. Det var Tusender af forskellige Rigers Borgere, der i dette Øjemed skulde slagtes til Ravneføde. Det er Vikingetogets Storhed, der skal retfærdiggøre dets Hensigt og kaste Glans over den kongelige Krone.

Men denne Forskel paa „smaat" og „stort"

er af den ArJ, at den er noget vanskelig at forstaa for jævne Folk. Der har sikkert ogsaa været ikke faa selv iblandt Knuds Venner, der har været imod Planerne om Englandstoget. I et Digt om Hellig Knud lader Grundtvig Kongens egen Broder, den senere Erik Ejegod, minde Kongen om, at Erobrings­

togene til England har kostet

„Danmarks Rige Strømme af Blod.

Og end har Dannemark dem ej forvundet, før Snekken sejle vil sin gamle Sø,

°g Du, ^miⁿ Broder! Du er Høvidsmanden, som hader og som straffer Vikingsfærd, men skynder til at drive i det store, hvad strængelig du dæmper i det smaa".

Det var noget, hvorover Erik maatte „forbavses", og

„tænke, det er Kogleri".

Paa den Maade skildres det af Grundtvig. Men det store Vikingetog maatte og skulde i Stand.

Mægtige Forbundsfæller kom Kong Knud til Hjælp.

Hans Svoger, Olav Kyrre, i Norge lovede ham 60 Langskibe, og hans Svigerfader, Grev Robert afFland- ern, udrustede en langt betydeligere Flaade til hans Bistand.

Da han havde faaet Løfte om denne overordentlige Understøttelse, udbød han Leding over hele Danmark.

Til den fastsatte Tid, tidlig om Foraaret, mødtes Flaaden oppe ved Limfjorden. Den samledes i

— 22 —

Humlum Havn ved den nuværende Struer Lade­

plads. Det var en stor og prægtig Flaade, mindst iooo alene af de danske Skibe. Men Anføreren manglede. Kampe i Tyskland opholdt Kongen i Slesvig, hvor han vilde søge at hindre fjendtlige Indfald i Riget, medens han drog uden Lands.

Deraf blev Følgen, at Flaaden ved Limfjorden Dag efter Dag maatte vente forgæves. Dagene blev til Uger. Men endnu var der ingen Konge kommen.

Denne forgæves Venten syntes Mandskabet paa Flaaden ikke om. Det var ikke deres Sag at ligge og vente paa en Konge. Vilde han benytte deres Tjeneste, havde han at møde til rette Tid.

De fandt det urimeligt, at saa mange Mennesker skulde samles for at ligge og vente til ingen Nytte.

Tilsidst enedes man om at sende Bud til Kongen, hvorefter det blev bestemt, at Kongens Broder Olav med et mindre Følge skulde drage afsted for at røgte Hvervet. Men Olav vilde ikke gærne.

Han erlærede: „Kender jeg Kongen ret, vil han nok selv sørge for Rejsen, hvad enten i Danske piber eller synger". Prinsen maatte alligevel ialde tilføje og paatage sig d et vanskelige Hverv. Send­

emændene var imidlertid n æppe stedt for Kongen, før denne fuld af Vrede giver Befaling til, at Olav skal lægges i Lænker. Kongen vilde ikke høre et Ord af hans Mund, men fordrede at han uden Tøven skulde bindes paa Hænder og Fødder og føres bort.

Denne Kongens Optræden overfor Broderen slog alle med Forundring. Der var ingen, som forstod, hvad der kunde bevæge Kongen til denne hensynsløse Fremfærd. Selv Kongens Tjenere, der var vant til at lyde øjeblikkelig, tøvede med at udføre Befalingen. De vilde, om det skulde være, hellere slaa ham ihjæl, „ti dø skal vi alle, men Lænker skal kun Trælle bære."

Gamle Saxo bemærker i denne Anledning, at

„den stærke Modbydelighed for Baand og Lænker har al Tid været et Grundtræk hos Dannemænd, saa

de endnu den Dag i Dag lod sig hellere flaa end fængsle, ti større Skam kan efter deres Tanke aldrig overgaa fribaarne Mænd, og Døden er i deres Øjne ti Gange mildere Straf end Beskæmmelse".

Deraf lader Modviljen til at adlyde Kongen ved denne Lejlighed sig forklare. Men de maatte alligevel adlyde Befalingen. Dagen efter sendtes Olav i Lænker til Kongens Svigerfader i Flandern.

Grev Robert blev anmodet om at lade ham sætte i Bolt og Jærn og aldrig at lade ham slippe løs, uden at Kongen personlig forlangte det. Anmodn­

ingen blev efterkommet. Olav blev kastet i Fange- taarnet og sat under stræng Bevogtning.

Da de Mænd, som havde ledsaget Olav, saa den Behandling, der blev Kongebroderen til Del, skyndte de sig i Hasf tilba-ge til Flaaden, hvor de forklarede, hvorledes det var gaaet. De erklærede her, at nu havde Kongen da vist, hvad han var for en Mand, og de føjede til, at det næppe kunde nytte at vente længere paa ham, ti han kom vist nok aldrig.

Denne Beretning med den tilknyttede Erklær­

ing vakte stor Bevægelse i Ledinghæren. Der blev straks taget Beslutning om, at man vilde sam­

les til et Ting, hvor det kunde blive drøftet, hvad man derefter havde at gøre. Paa dette Ting begyndte Harmen allerede at give sig Udtryk.

Nogle af Høvdingerne erklærede rent ud, at Dan­

mark aldrig kunde blive lykkeligt, saa længe det havde Knud til Konge. De fleste anbefalede, at man nu foreløbig skulde opgive det store Ledings­

tog, opløse Hæren og give Folket Hjemlov. Dette Forslag vandt stor Tilslutning. Bønderne raabte med én Mund, at den skulde have Skam, der vilde ligge her et Øjeblik længer. Mange lagde til, at dette Ledingstog hele Tiden havde været dem meget imod, hvorfor de kun imod deres Vilje var gaaet med for at følge Strømmen.

Hæren blev derefter opløst. Danskerne sejl­

ede bort og kappedes ret med hverandre om,

n , r ~ ,^T * • < i , v,^f.^t * •?'

— 24 —

hvem der først kunde komme hjem. Da Kongen kort efter ankom til Stedet, var der kun Nord­

mændene tilbage. De tilbød fremdeles at følge ham. Men med denne Flaade kunde han ikke vente at hente Palmer i England. Han gav dem derfcr Hjemlov og takkede dem for pligtopfyldende Troskab. Om Danskerne erklærede han samtidig:

„Deres Troskab har de vist, men jeg venter, de skal faa den betalt. Vi danske har nu mellem os en anden Leg for.*

Disse Ord viser os den kongelige Hensigt. Legen kom ganske rigtig i Gang. Men den blev mest alvorlig for Kong Knud.

^TXX.

Kongen begyndte nu at holde Rettergang med Bønderne trindt omkring i Riget. Overalt lod han stævne til Ting. Fynboerne maatte først holde for.

Hvor Kongen kom frem, talte han dem skarpt tilrette for den Spot og Skam, de efter hans Men­

ing havde gjort ham. Og for denne deres Op­

træden skulde de nu komme til „at pibe Olje".

Han var saa vred, som han maaske aldrig før havde været. Men trods dette er det meget mærk­

eligt at se, hvorledes han fuldt ud erkender, at Kongen ikke var Folkets Herre, men dets« Tjener.

Der er i hans Taler ikke Gnist af Tanker om, at Kongen særlig skulde være et Redskab, der af Guds Naade er beskikket til at kommandere over Folket. Der findes end mindre Spor af, at Kongen er Magtens Kilde, hvem alle Partier har at vise Lydighed. Nej, dette og meget andet af samme Slags er Blomster, som kun en mere fremskreden Kultur har kunnet frembringe. Knud erklærede ganske jævnt og nøgternt, at „det er gammel dansk at bukke for sin Overmand og lægge vel paa Hjærte, at Kongemagten er i Folkets Haand. Det er

t A

- 25 -

Hæren, der raader for sin Høvdings Ære, hvorfor det kun er Gøgleri at byde, hvis Mandskabet ikke vil adlyde". Det er en Sandhed, som fremdeles er værd at lægge sigpaa Hjærte. Selv den strænge Kong Knud erkender i det Øjeblik, han kommer som den straf­

fende Tugtemester, at baade Høvdingen for Hæren og Kongen i Landet er tjenende Redskaber for Soldaterne og Folket!

Men trods dette finder han, at Mandskabet ved uden Tilladelse at opløse Hæren har gjort et saadant Brud paa deres Pligt og tilføjet Kongen en saadan Beskærtimelse, at det kun kan sones med store Pengebøder. Kongens Broder, den senere Erik Ejegod, tog imidlertid Bønderne i Forsvar og undskyldte dem paa det bedste. Der var jo bleven sagt, at Kongen kom aldrig mere, og denne

Paastand var bleven troet. Dette burde Kongen tage i Betragtning.

Men Kongen vilde ikke høre om Undskyldn­

inger. Han idømte de paagældende meget høje Bøder. Den Mand, der havde gjort Tjeneste som Styrmand, skulde betale ⁴⁰ Mark Sølv, og den menige Sømand ³ Mark. Det var en umaadelig Fordring, der ikke kunde andet end vække Harme og Forbitrelse. 3 Mark Sølv svarede til noget over ¹⁰⁰⁰ Kr. i vore Penge, hvorefter ⁴⁰ Mark blev over ¹⁴⁰⁰⁰ Kr. Regner man Flaaden til

1000 Skibe med hver ³⁰ Mand foruden Styrmanden, hvad der vist nok er for lidet, vil de samlede Bøder udgøre et Beløb, der i vore Dage vilde svare til over ⁴⁶ Mill. Kr.

Med denne Fordring er det, Knud møder frem i de enkelte Kredse. Det var den „nye og uhørte"

Nefgæld eller Kopskat, der skulde paalægges de danske Bønder. Dog vilde Kongen endnu lade Naade gaa for Ret. Vilde Bønderne for dem selv og deres Efterkommere gaa ind paa at betale Tiende af al deres Avl, da var Kongen villig til at eftergive Bøderne. Men den Naade kunde Bønd­

erne ikke modtage. Deres Svar lød: „Ved at ud-

— 2.6 —

rede Bøderne vil mangen en Mand blive forarmet, men saa er det dog ogsaa betalt. Skal vi derimod svare Tiende, da er vi alle sammen ligesom Trælle, der stadig maa betale, men dog aldrig bliver gældfri."

De valgte derfor at betale Bøderne. De vilde heller lade „Pengene stryge end Friheden springe",

„tideansaa" „Ydelsen af en særlig 'Afgift i Korn til fremmede for en Skændsel".

Det er et skønt Vidnesbyrd, der her forelig­

ger om vore Fædre. De vilde hellere i Øjeblikket yde de største Ofre, give Afkald paa alt, hvad de ejede, end gaa ind under noget, de ansaa for ære­

løse Trællekaar! Maatte dette Eksempel staa lysende og klart. Maatte det blive taget til Følge!

Fra Fyn drog Kongen til Jylland. Jyderne- frygtede han mere end Fynboerne. Det er ikke alene i vore Dage, at Jyderne erkendes for at være stærke og sejge. De var det fuldt saa meget i gamle Dage. Vi ser derfor Knud ved denne Lejlighed optræde med en Vælde og ledsaget af et Følge saa stort, som ingen Konge nogen Sinde tidligere. Og hvor han drog frem, lod han sig tilsige Herberge og Gæstebud til den hele konge­

lige Skare. Hvor store end de forøgede Omkost­

ninger var, maatte Bønderne udrede dem alle Vegne.

Dette i Forbindelse med Straffetalerne paa Tinge og de idømte Bøder kunde kun bringe yderlig Næring til den mod Kongen overalt ulmende og gærende Harme. Men foreløbig maatte de holde den tilbage. Det kongelige Følge var saa stort, at der ikke kunde tænkes paa at gøre Modstand.

Men den kun af Magten tilbageholdte Harme vokste med hver Dag. Og værre endnu blev det, da de idømte Bøder blev inddrevne med ubøjelig Strænghed. Da Bønderne ikke vilde gaa paa For=

lig og betale Tienden, gav Kongen Befaling til, at Bøderne skulde inddrives uden nogensomhelst Skaans- el. Fogderne spredte sig ud over Landet for at efterkomme hans Bud. Da de saa deres Herres Vrede, fandt de, at der aldrig kunde gaas strængt

:ar- s ~ ^

- 27 -

nok til Værks. De havde Ærinde næsten overalt.

Det var den første store almene Udpantningsforret­

ning, der er foregaaet her i Landet. Men det var ikke Skattenægtelse, der gav Anledning til Ud­

pantningen. Borgerne havde øvet det, der var værre. De havde nægtet at vente paa deres kong­

elige Herre for at følge ham paa Vikingetog til det britiske Rige! Og nu maatte de bøde derfor.

De fattigste Bønder, som næsten intet ejede, blev udpantede, til hver en Hvid var kommen ind. Be- drag gjorde Ulykken endnu større. Embedsmænd­

ene, der skulde opkræve Bøderne og foretage Ud­

pantning, brugte falske Vægte og nedsatte de ud­

pantede Genstande til langt under deres Værdi.

Det var det samme som at gyde Olje i Ilden.

Var Misstemningen stor i Forvejen, gik den nu over til Forbitrelse baade hos høje og lave.

Ilden ulmede nu i hver en Krog. Det mindste Vindpust kunde bringe den til at slaa ud i et brændende Flammehav.

-\rxix.

Der er Grænser for, hvad der kan bydes et Folk. Buen kan strammes længe, men strammer man den stadig, kommer Stunden, da den brister.

Undertrykkelsens Bæger fyldes kun langsomt. Men før eller senere kommer Øjeblikket, da den sidste Draabe bringer Bægeret til at flyde over.

Vindpustet kom oppe fra Vendsyssel og Ty.

Det Folkefærd, der her havde hjemme, var fattige Bønder, der „boede paa Heder, ved Sumpe og i Skove, mørke og haarde Mænd, der ernærede sig af Fiskeri, men hellere af Skibbrud og det nu for­

budte Sørøveri."

Omtrent i Midten af Ty laa Kongsgaaarden Sævarende. Dens Levninger ses endnu i høje

•

te #

— 28 —

Borgvolde, der ligger tæt ved Siden af den nuvær­

ende Sjørring Station. Naar man kommer til denne Egn, mærker man straks, at man er paa hi­

storisk Grund. Rundt om i spredt Mangfoldighed ligger talrige Kæmpehøje, der vidner om det rige historiske Folkeliv, som her i tidligere Dage er bleven ført.

Det var denne Egns Beboere, der tændte Krigsfaklen imod Knud. De havde hørt om, hvor­

ledes Kongen var gaaet frem i andre Egne af Landet.

Og nu var han kommen til Kongsgaarden i Ty.

Derfra var det dem bekendt, at han vilde sende Opkræverne ud for at lade denne Landsdel bøde paa sam»ie Maade som de andre af Landets Egne.

Men det vilde de ikke taale. Det var deres Hen­

sigt at rejse en energisk Modstand imod den konge­

lige Optræden. For at forhandle om, hvorledes de bedst skulde gribe Sagen an, sammenkalder de et Ting. Deres ledende Mænd var to Sysselmænd, der hed Thord Buk og Tolder Vams.

Det blev et folkerigt Ting. Bønderne saml­

ede sig i store Skarer. Tinget blev aabnet af Thord Buk, der rejste sig og udtalte sig paa følg­

ende Maade:

„I har vel sagtens hørt om denne Konge, der overfarer Landet med Hærværk og Vold, og hvorledes han liggerFolket til Byrde med alt det Røverpak, han slæber med. Men dog tør jeg haabe, at han med det første faar selv værst, ti mig er sagt for Sand­

hed, at han har kun faa Folk om sig, der duer noget. Og det kan man da ogsaa nok begribe, at det er ikke ret mange dulige og ærekære Mænd, der vil tjene ham, saadan en troløs Nidding, der aldrig faar nok, og som mere ligner en Røver end en Konge. Nogle Høvdinger har han allerede ladet myrde som æreløse Folk, der ej var Mandebod værd. Flere har han uden skellig Grund jaget ud af Landet, og alle andre har han kuet og knægtet.

Aldrig, saa længe der er Liv i ham, bliver Landet frit for Aag og Trældom. Ubegribeligt vilde det

— 29 —

være, om ingen skulde have Mod og 'Manddom nok til at sætte Grænser for hans Udaad. * I al Fald vil jeg nu rent ud erklære, at jeg ikke har i Sinde længere at taale hans Overmod. Det indser jeg da ogsaa, at med den Fattigdom, som der er mel­

lem denne Egns Folk, vil det være den rene Øde­

læggelse, hvis vi skal bære en saadan Skat og Tynge som den, hvormed han andre Steder udsuger Landet.

Men nu er, som I ved, vort Land heller ikke saa lige at løbe til for de store Vildmosers og Vand­

løbs Skyld. Vil I som jeg, da vil vi ikke sidde med Hænderne i Skødet og vente paa Ulyk­

ken. Lad os nu høre, hvad andre mener, om I er enig med mig eller ved noget Raad, der er bedre".

Dertil svarede Bønderne, at de vilde følge Thord: „Vi vil" — sagde de — „lade dig raade, for vi har set saa tidt før, at det baadede os bedst

Thord Buk tog da atter Ordet: „Ja, det er nu godtnok, men jeg vil ikke ene staa i Gabet. Vi maa staa sammen alle som en. Jeg vil ikke have med den Sag at gøre, uden at I sætter mig Borgen. Enhver af eder, der har noget, maa betro mig sine rede Penge. Og dersom I da bliver tro og holder fast ved, hvad vi har aftalt, faar I alle eders Penge igjen."

Derefter tog Tolder Vams Ordet. Han erklær­

ede : „Det er Bøndernes bestemte Vilje, at de ikke vil lade Kongen raade, uagtet han er saa op­

blæst, at han tænker, hele Riget skal taale, hvad Ufred han gør. Et Raad maa vi gribe til, det første det bedste, og det er vor Vilje, at du, Thord, tager dig paa at være Mand for det hele, ti du er den klogeste iblandt os."

Thord var villig hertil. Han spurgte derfor kun, om nu alle Mand, saa mange som var til Stede, endrægtig var af samme Mening. Og derpaa blev der svaret med et enstemmigt Ja!

Thord Buk erklærede da: „Jeg tager den Bestemmelse, at vi nu alle skal holde Trop, saa vi ingen Mand slipper, som er kommen her, men

samler hellere flere til. Dernæst drager vi frem til Aaen, som ligger paa Kong Knuds Vej, hvis han agter sig hid, og dersom han vil ind i vort Land, da forbyder vi ham Over­

gangen med Vaabenmagt!"

Det var Ord nok. Tinget blev derefter hævet.

Bønderne strømmede ned til Aaen, som man mener har haft sit Udspring fra den nu udtørrede Sjør- ring Sø. Tærningen var kastet. Nu var det Sværdet, der skulde skifte Retten og skille Trætten mellem Folk og Konge.

Det er en Luftning fra Sagatiden, der slaar os Møde i denne Historie. Vi mærker uvilkaarlig, at vi her staar overfor ét Afsnit af den Tid, der, trods alle dens Brøst, har faaet Navn af „Folke­

frihedens skønne Dage."*) Det er den Tid, hvorom Digteren Carl Ploug med Begejstring har sunget:

„Den danske Bonde sad en Gang som Herre paa sit Eje;

selvgiven Lov han lød, men Tvang han ej sin Hals lod neje;

han værgede som Kæmpe bold sit Land og egen Bo mod Vold og løftede den Drot paa Skjold, som Riget skulde raade."

Det var den Tid, hvor

„i lave Bjælkehuse stærke trygge Bønder bygge

i <^et skønne stolte Nord!"

*) Allen. Haandbog 1870.

Kæmper skulde nu faa at finde, at der var Marv i Bondens Arm. Fra Kongsgaarden sendte Kongen 60 Mand ud for at opkræve Vendel-og Ty- boernes Bøder. De havde endnu intet hørt om, hvad der var i Gære, men drog den lige Vej ned

- 3* -

til Aaen. Meget forundret blev de derfor, da de paa Aaens modsatte Side opdagede en talrig, fuldt bevæbnet Hær, der stillede sig i Slagorden ved Vadestedet, hvor der fandtes en Overgang. De kunde ikke forstaa, hvad dette skulde betyde. Den Tanke faldt dem endnu ikke ind, at det kunde være Bøndernes Hensigt at gøre Kongen Modstand. Det forekom dem utroligt, at Bønderne kunde falde paa at ville slaas med Kongens Mænd. De be­

gyndte derfor at tale højt om, at Bønderne vist maatte være kommen sammen for paa en Gang at betale Bøderne." Og det fandt de meget priseligt.

Men de skulde snart faa bedre Besked. Bønderne kunde høre, hvad de kongelige Udsendinge talte om.

Tolder- Vams paatog sig derfor at give dem Svar paa Tiltale : „Glæder jer kun ikke for tidlig over den Bod, I faar her, skønt I faar, hvad der til­

kommer jer. Det er rigtignok et ublu Spil, I prøv­

er paa, saaledes at underkue et helt Folk. Men jeg vil ogsaa haabe, I spiller paa eders Hals.

Ganske vist er Folk senere til at betale, end rime­

ligt kunde være. Men her skal I i al Fald ikke komme saa vidt med Vold som andre Steder.

Prøv kun nu om I tør!"

Kongens Folk mente imidlertid, det betød kun lidt med de store Ord. Det var ingen Sag at jage nogle Bønder paa Flugt. De lod derfor Hest­

ene gaa i Vandet og belavede sig paa at drage over Aaen. Men det gik ikke saa let, som de havde tænkt. De blev modtagne med en Regn af Stene og Pile, der gavSkjoldene Skam og Folkene Saar. Bønderne slog fra sig, saa det havde Klem.

De kongelige maatte vende Næsen om. Før de knapt ^tænkte derpaa, var de i vild Flugt tilbage mod Kongsgaarden. Netop i det Øjeblik, da Kongen rejste sig fra Bordet, kom Flygtningerne tilbage fra det første Nederlag. Kongen blev forbitret over Bøndernes formastelige Fremfærd. Men han vilde dog endnu ikke drage Sværdet mod sit Folk.

Der skulde først prøves midlertidig Forlig. Det

- 32 -

blev derfor overdraget en Høvding, ved Navn Tulle, med 10 Mand at drage Bønderne i Møde og tale dem tilrette. Da Kongen havde udstedt de fornødne Befalinger i denne Retning, drog han fra Sævarende til Kongsgaarden Agersborg, der laa ved Limfjorden ligeoverfor det nuværende Løgstør.

IX.

Bønderne var imidlertid gaaet over fra For­

svar til Angreb. De vilde ikke lade den straks vundne Fordel gaa ubenyttet hen. Da Kongsmænd- ene var dreven paa Flugt, blev de efterfulgt af Bønderne. Harmen havde nu faaet Luft. Fra hver en Række af de væbnede Bønder gnistrede Harm tankerne som Lyn. Der var ikke længer noget, der kunde holde dem tilbage. Vejen gik lige ad Kongsgaarden til. Hvor de kom frem, lod de Folk vide, at de agtede at hjemsøge Kongen paa hans Gaard. Den vrede Bondehær vokste som en Snebold, der rulles frem i dens eget Element. Al Ting stod den aaben, hvor den kom hen. Om Forlig vilde Bønderne intet høre. De havde faaet Blod paa Tand, hvorfor de aabent tilstod, at de nu ikke vilde nøjes med mindre end Kongens Liv. Det er den gamle Historie, der gentager sig- til alle Tider: Det ene Overgreb fører det andet med sig. Naar Lidenskaben først kommer i Brand, er det ørkesløst at tale om Maadehold. Den afføder da uundgaaelig den samme Yderlighed, hvoraf den selv er født til Verden.

Da Bondehæren mødte Tulle, gjorde de kort Proces med ham. Thord gennemborede ham med et Spyd, der sendte ham i Døden. Derfra drog Toget videre til Kongens Borg, hvor Borgfogden blev dræbt og Borgen plyndret. Derefter holdt de Rast for at lægge nærmere Planer. Bud udsendtes

- 33 ~

til alle Omegnens Høvdinger og Bønder, hvem man lagde paa Sinde at mindes al den Fortræd, som Kongen havde gjort. Man anmodede dem til­

lige om at skynde sig paa Benene, saa man kunde naa Kongen, før han fik Lejlighed til at samle Kræfter.

Overalt undrede man sig højligen over, hvad det var for et dristigt Foretagende, Tyboerne havde vovet at sætte i Gang.

Men det blev tillige klart, hvad det var for en Folkestemning, „der raadede i Landet. Fra alle Sider strømmede Folk til Hæren. Inden mange Dage var den ligefrem utallig. Høvdinger og jævne Bønder mødte omkap. Nu da der var gaaet Hul paa Bylden, var der ingen længer, som holdt sig tilbage. Og om en Ting var de alle enige: De vilde køle deres Harme i Kongens Blod.

Medens det kongelige Følge tog ind paa Kongs- gaarden Agersborg, fulgte Kongen selv med Biskop Henrik, der havde en Gaard, som laa i Nærheden.

Men Bondehæren fulgte Flygtningernes Spor.

Da den nærmede sig Kongens ny Opholdssted, gik Biskoppen med flere andre ud for om muligt at overtale Bønderne til at nedlægge deres Vaaben.

Men der var ingen Ørenlyd for den Slags Tale.

Hærskriget overdøvede Prælatens Formaning. Det var med Nød og næppe, at han bjærgede Livet, rilbage til Agersborg, hvor ogsaa Kongen nu søgte Ly for Angriberne. Men der var ingen Ly at finde paa Kongeborgen. Før man ventede det, var Borgen omringet. Besætningen kæmper en Fortvivlelsens Kamp, men maa bukke under for Overmagten. Med stor Vanskelighed lykkes det Kongen at slippe bort over Limfjorden. Da de kongelige Drabanter er faldne eller fordrevet, bliver Borgen plyndret og jævnet med Jorden.

Kongen drog nu til Viborg, der af en gammel Krønnikeskriver beskrives som et Sted, ,,hvor en stor Mængde Mennesker samles fra alle Egne zf Jylland, baade for at afgøre Sager mellem Mand

3

- 34 -

og Mand og for at drøfte og vedtage Love. Hvad der her med alles Samtykke slaas fast, det kan ingen ustraffet rokke ved i nogen Del af Jylland".

Det er Samtidens Vidnesbyrd om det gamle danske Selvstyre og Lovgivningsmyndighed.

Det var paa dette gamle Tingsted, Kong Knud nu søgte sin sidste Tilflugt i Nørrejylland.

Men det gik ham ikke bedre her end andet Steds.

Da han kom der hen, var det „saa langt fra, at han fandt nogen, der var ham tro, at han tvært imod mærkede, at man ogsaa her havde lagt Snarer for ham/' Paa Tinget, hvor han mødte, vilde ingen høre ham. Der var ikke andet for Kongen at vælge end skyndsomt at begive sig paa fornyet Flugt, ti hele Jylland var imod ham.

Fra Viborg ilede Kongen til Slesvig, hvorfra han efter at have taget Afsked med sin Hustru og Børn drog videre til Odense.

Fra Agersborg fulgte Bønderne efter Kongen ned gennem Jylland. Først da de naaede Randers, gjorde de Holdt. De skulde herfra overskibes til Middelfart. Men før de drog videre holdtes Ting.

Paa dette blev de enige om at følge Krigens alminde­

lige Gang: i lige Grad at bruge List som Magt. Det blev vedtaget, at der skulde sendes en Mand til Kongen, som under Venskabs Maske kunde faa Lejlighed til at udforske hans Stilling. Den Mand, der skulde udføre dette Hværv, var Asbjørn Jarl.

Før Hæren indskibede sig til Overfarten, be­

sluttede Vendel- og Tyboerne sig til at vende hjem. De fandt, at der nu var kommen saa mange, at de i Grunden var tilovers. Sagen var efter deres Mening sat saa godt i Gang, at den nok for Resten skulde gaa af sig selv. Hæren hælmer næppe, før Kong Knud, til Lykke for Land og Rige, har faaet Banesaar. Med denne Betragtning forlod de Hæren med samt deres Følge. Men de tilbageblevnes Antal var saa stort, at det ikke en Gang blev ændset, at de forsvandt.

- 35 ~

Kong Knud var imidlertid kommen til Odense, hvor han modtog Underretning om, hvad der fore­

gik i Jylland. Det blev ham derefter klart, at det var Alvor med Bevægelsen. Han maatte derfor forberede sig paa at gøre Modstand. Til den Ende sender han Budstikken omkring paa Fyn med stræng Befaling om at møde til Kongens Forsvar. „Men de gav alle et Svar: de vilde hverken holde med Bønderne eller fned Kongen."

Vi staar her overfor en Fremtoning, som det er værd at fæste Opmærksomheden paa. Kends­

gerningerne falder her med knugende Vægt. Knud v a r k o m m e n t i l d e t P u n k t , h v o r d e n e n e o g s t o r e D e l a f h a n s e g e t F o l k r e j s e r s i g v æ b n e t i m o d h a m , m e d e n s d e n a n d e n o g m i n d r e D e l i k k e e n G a n g v i l l ø f t e e n H a a n d t i l h a n s F o r s v a r !

Haardere Dom kan Historien næppe fælde over en Konge. Knud selv havde aabenbart ikke anet, at det allerede var kommen dertil efter en knap 6-aarig Regering. Han var just kommen til Fyn i den Tanke, at han „her iblandt en mere ro­

lig Almue skulde finde Sikkerhed og Ly, men han fandt ingen af Delene". Da han erfarer denne alvorsfulde Stilling, skynder han sig at sende Bud til sin Dronning. Han anmoder hende om hurtigst at drage hjem til Flandern tilligemed Sønnen, samt at medtage alle de Penge Løsøre, Gods og Klenodier, som hun kunde finde og føre med.

Straks derefter ankom Asbjørn Jarl og anmod­

ede om at faa Kongen i Tale. Knud nærede Mistanke til ham og vilde ikke ret skænke ham ørenlyd. Men Jarlen forstod saavel at føje sine Ord, at det efterhaanden lykkedes ham at vinde Opmærksomhed. Da Kongen omsider spurgte ham om, hvad han mente der var at gjøre, anbefalede Jarlen ham at trække sig tilbage til de Egne, hvor

3*

36 -

Landet havde sin egentlige Styrke. Der mente han ikke, det vilde være vanskelig for ham at tage Kampen op med Bønderne. Det var et Raad, som baade Prins Erik og flere Høvdinger syntes godt om. Men Prins Bent sagde nej: „Aldrig skal det spørges, at vi krøb i Skjul for danske Bønder".

Kongen bestemte sig da til at blive og over­

drog Asbjørn Jarl at drage til Bønderne for at mægle Forlig. Det første Spejdertog var saaledes falden heldig ud. Ved Middelfart stødte Jarlen sam­

men med Bondehæren, som han gav Beretning om Kongens Stilling. Da man her hørte, at Kongen stod i Odense, næsten ganske alene, blev Bønderne som rasende. De vilde uden Ophold til Odense for straks at gøre Ende paa Kongen. Hæren satte sig øjeblikkelig i Bevægelse op gennem Landet.

Llærtoget skildres af Ælnod paa følgende Maade:

„Hestetummel, Skrig og Vaabengny fylder Luften.

De storme frem saa vældig, at Jorden ryster under dem. Støvet, som rejser sig fra Jorden og breder sig ud i Luften, blander den klare Dag med Nat­

tens Mørke".

Det tyder paa, at det ikke har været nogen lille Hær! Den standsede ikke, før den stod ved Aaen, der løber tæt forbi Byen. Paa dette Sted

gjorde Toget Ophold og samledes til Standting.

Da Tinget var sat, fremstod Asbjørn Jarl. Med levende Farver skildrede han al den Uret, som Kongen havde øvet, samt hvad der var at vente, hvis han fik Lov at beholde Livet. Efter Jarlens Mening burde man derfor ikke spilde det gunstige Øjeblik, men handle mens Tid­

en var forhaanden. Opfordringen til kraftig Handling blev udtrykt paa følgende Maade: „Kør til, medens I harSvøben,tien Ulykkesfugl skal man skyde i Flugten ! En Tyran er ingen Konge! Hvem der værger mod

Vold har Retten paa sin Side. At forsvare sit Fædreland er en Kærlighedsgerning. Hvad der ellers er en Last, bliver til en Dyd, naar det sker for den almindelige Velfærds Skyld. Desuden