magasinet Humaniora 1 2005

(1)

magasinet Humaniora

1 2 0 05

nummer 1 februar 2005

EU’s forskning er ledende i verden, og europæisk forskning efterlignes ivrigt i USA. Nej, det er ikke en Barcelona-drøm – det er virkeligheden nu.

Det er selvfølgelig den humanistiske forskning jeg taler om. Mens politikere og forskningsråd har travlt med at begræde Europas efterslæb på det højtek- nologiske område, er Europas humanistiske forskere på omgangshøjde med de amerikanske og giver andre kontinenters forskere baghjul. I hele det tyven- de århundrede – og også gennem de seneste par årtiers hårde konkurrence – har europæiske filosoffer sat tankerne på plads, historikere analyseret menne- skets rolle i udviklingen, og litteraterne tolket civilisationen.

Hvorfor er det så at politikerne ikke jubler? Nok fordi de ikke mener at der følger ret mange arbejdspladser som afkast af deres investeringer i den humanistiske forskning. Og de ser arbejdsløse humanister som bevis på deres frygt, og henviser til at mængden af private humanistiske virksomheder er begræn- set.

Har de så ret? Ja hvis de måler os på patenter, er der ingen tvivl. Humanistisk forskning offentliggøres til alles bedste. Essensen i Poppers filosofi var ikke at tage patent på den frie tanke, men at udvikle grundlæggende ideer for den frie verden. Og arkæologers arbejde giver fantastiske opdagelser af samfundets oprindelse.

Sådan er humanisternes traditionelle bidrag til verdens nytte. Vi leverer indhold til medierne, underholdningsindustrien, og forfiner vores evne til at forstå og nyde. Vi er skamløst – næsten da – leveringsdygtige i oplevelser.

Det er vel godt. Men ikke det hele.

Humaniora leverer også helt nye produkter – med en salgbarhed og pro- duktkarakter som svarer til politikernes forventninger til faktura.

Vores bedste produkt er kandidaterne. Igennem de seneste femten år har de revolutioneret arbejdsmarkedet ved at bryde gennem dørene til virksomheder som ikke anede hvad der ramte dem – og som har opdaget at de har fået foræret præcis de ressourcer som gør dem i stand til at overleve på et glo-

baliseret, æstetiseret og post-moderniseret marked. Successen har været så stor – og uddannelserne så billige – at vi desværre har fået uddannet for mange. Succes og problem er to sider af samme sag. Men vi skal ikke kun se problemet.

Vores andet gode produkt findes i konvergensen af vidensformer – mødet mellem humaniora og ingeniørvidenskab, sundhedsvidenskab og naturvidenskab. Det handler om ny forskning som art-science, computer games, sound- scapes, audiologopædi, sprogteknologi, design og arkitektur, branding og trend-spotting. Det er forskning om hvordan vi organiserer os, om virtuelle net- værker, og nye måder at kommunikere og sælge på. Og den nye forskning kræver nye data, nye samarbejdsformer mellem forskerne, nedbrydning af skel mellem institutioner og hovedområder, ja helt nye typer data. Det globalisere- de marked kræver viden om historie og folk. Og risikosamfundet kræver helt nye værktøjer til hjælp i både privat og offentlig beslutningstagen. Humanister er en uundværlig del af arbejdsstyrken når vi skal udvikle offentlig sundhed, fødevarer, transport, ja overalt hvor mennesker er involveret.

Netop derfor er der grund til at juble over den europæiske humanioras førerposition. Den højteknologiske fremtid for Europa består ikke kun i at efter- abe USA. Den består i at fastholde og udvikle den europæiske model. Hvor humaniora indgår i produkterne. Hvor humaniora er en del af potentialet.

Hvor er problemet? Penge, skrigende mangel på muligheder for at fastholde de unge forskere som går de nye veje. Og mødesteder, chancer for at udvikle dialogen mellem de forskere der vil, og de virksomheder som kan. Hvis jeg skulle pege på ét godt sted at placere nye penge til humaniora, vil jeg pege på mødesteder: Tænk hvis vi kunne udvikle forskerskolerne som laboratorier for mødet mellem forskere og brugere. Dét tror jeg er humanioras største behov:

at synliggøre vores bidrag til det højteknologiske samfund og få de midler der vil gøre det muligt at udvikle en ny dialog mellem universitetets vidensproduk- tion og samfundets vidensudnyttelse.

HUMANIORA I DET HØJTEKNOLOGISKE SAMFUND

Af Poul Holm, formand for FKK

... og hvad spiste de så?

Knoglerne afslører jernaldermenneskets kostvaner

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

(2)

A R T I K L E R

4 Små tal og store procenter Af Ole Brandenborg Jensen

At den danske landbrugs- og fiskerieksport havde stor betydning for Tysklands krigsførelse 1940-1945 er en myte, der stammer fra Werner Bests misinformation til det tyske bureaukrati og senere er kolporteret af danske historikere og medier.

10 Hvem spiste hvad hvornår? Af Marie Louise S. Jørkov

Kost og kostvaner er vigtige emner til tolkningen af et samfunds levevis. Brugen af stabil isotop-analyse kan afdække vigtige aspekter af et samfunds sociale og kulturelle identitet – helt tilbage i stenalderen.

15 Bedre muligheder for humanistisk forskning Af Grete M. Kladakis

EU’s 6. rammeprogram for forskning og udvikling indeholder efter- hånden gode muligheder for humanistiske forskere. Og fra 2007 forventes mulighederne at blive endnu bedre med det 7. rammeprogram.

Hvis det forekommer uoverskueligt at sætte en ansøgning sammen, er der heldigvis hjælp at hente.

16 Man må være lærd Af Mia Münster-Swendsen

I middelalderen var der ingen tvivl om studiernes, videnskabens og dermed den lærde elites samfundsmæssige nytteværdi. Middelalde- rens magthavere havde nytte af deres ‘eksperter og smagsdommere’

og gjorde i stadigt stigende grad brug af dem. I 1200-tallet var højtud- dannede magistre det dominerende element i de sekulære og religiøse magtapparater overalt i et Europa, som de i høj grad selv havde været med til at forme og omstrukturere.

20 Det-kan-ikke-blive-bedre-end-det-her-følelsen Af Anne Jerslev og Dan Pedersen

‘Ringenes Herre’-trilogien er på samme tid et typisk udtryk for den moderne filmkultur og noget helt unikt. Et aktuelt forskningsprojekt undersøger publikums oplevelse af filmene som dynamikken i forholdet mellem marketingsstrategier, filmprodukt og filmreception.

S I D E 1 0

S I D E 2 0

S I D E 2 6

26 Hvordan står det til med den globale kommunikation?

Af Hans Jørgen Ladegaard

Alle taler om globalitet. Uddannelsessystemet, erhvervslivet og politikerne kræver, at vi skal være globalt orienterede, forstå og honorere de nye krav der stilles til en global organisation, og sidst men ikke mindst: kunne kommunikere globalt. Global er blevet det nye mode- ord som enhver bekendtgørelse, enhver politikerudtalelse og sam- fundsanalyse helst skal have med; det er næsten blevet et udtryk for den nye Zeitgeist her på vejen ind i et nyt årtusinde.

32 Tid til strategier Af Mikkel Bogh

Beretning om et humanistisk instituts deltagelse i Videnskabsministe- riets pilotprojekt om ledelse. Og et svar på spørgsmålet: kan en virk- somhedskonsulent gøre nytte i et humanistisk forskningsmiljø?

38 SHF’s uddeling 2004

Ved Statens Humanistiske Forskningsråds sidste uddeling af forsk- ningsmidler blev der fordelt i alt 100 mio. kr. til 60 forskellige forskningsprojekter. Der var ansøgninger til det seksdobbelte beløb.

F A S T S T O F 39 Nye bevillinger 48 Publikationsoversigt 50 Kort nyt

51 Rådsmedlemmer 52 Leder

magasinet Humaniora

Magasinet Humaniora udgives af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

Rådet støtter ny forskning og rådgiver offentlige myndigheder om humanistisk forskning i Danmark. FKK er et af de fem statslige forskningsråd under Det Frie Forskningsråd, der sekretariatsbetjenes af Forskningsstyrelsen.

Magasinet Humaniora udkommer fire gange om året.

Næste nummer i maj 2005.

Redaktion Magasinet Humaniora

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation Artillerivej 88

2300 København S Telefon: 3544 6200

Ansvarshavende redaktør:

Steen Bruun Jensen E-mail: sbj@forsk.dk

Abonnement Netboghandelen IT- og Telestyrelsen Holsteinsgade 63 2100 København Ø Telefon: 1881 Fax: 3337 9280 E-mail: sp@itst.dk

Pris 150,- for private og 200,- for institutioner.

FKK’s informationsudvalg Professor, dr.phil. Kirsten Drotner Lektor, dr.phil. Karsten Friis-Jensen Professor, dr.phil. Poul Holm Professor, ph.d. Kirsten Weber

Grafisk design: Marianne Dunker Tryk: Clichéfa Tryk AS Forsidefoto: Polfoto Trykt på svanemærket papir

Oplag: 1500 ISSN: 0903-2401

Dette og tidligere numre kan læses under Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation på www.forsk.dk

DEN 1. FEBRUAR skiftede Statens Humanistiske Forsknings-

råd navn til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Nav- neskiftet er del af en ny struktur for rådssystemet, der skærer de hidtidige seks råd ned til fem.

Forskningsrådet støtter stadig humanistisk forskning i al sin bred- de, og med navneskiftet og strukturændringen er det oven i købet præciseret, at ‘grænsefag’ som psykologi, pædagogik og antropologi utvetydigt hører hjemme hos humaniora. ‘Kultur og kommunikation’ i stedet for ‘humanistisk’ betyder altså på ingen måde en indskrænkning af feltet.

Dette nummer af humaniora viser noget af bredden: Jernalder, middelalder og globalisering. Arkæologi, filmreception og forsk- ningsledelse. Møder mellem humaniora og naturvidenskab, humanister og virksomhedskonsulenter, kunst og marked.

Bagest i bladet er der omtale af alle de forskningsprojekter, der

blev støttet ved SHF’s sidste uddeling sidste år i november.

(3)

4 magasinet Humaniorafebruar 2005

Under overskrifterne ‘Hitlers spisekammer’ og

‘Nazityskland spiste dansk’ bragte dagbladet Politiken den 17. november 1999 to kronikar- tikler, der tilsyneladende afslørede en række nye kendsgerninger vedrørende de danske landbrugs- og fiskerierhvervs bidrag til det nazistiske Tysklands krigsførelse i perioden 1940-1945. Ifølge artiklerne dækkede den danske fødevareeksport mere end en tolvte- del af de 90 millioner stortyskeres årlige forbrug af smør og kød og ikke mindre end 90%

af tyskernes behov for fisk og fiskeprodukter.

Der var angiveligt tale om meget betydelige bidrag til den tyske krigsførelse, og forfatterne af den anden kronik – selveste Politikens redaktion – konkluderede, at Danmark gjorde en forskel – den forkerte.

Selvom det ikke er sund kritisk sans, der præger de to kronikker, må man lade dem, at deres tal ikke er helt grebet ud af luften, men tværtimod bygger på historikeren Joachim

Lunds ph.d.-afhandling fra april 1999. I denne afhandling betegner Lund den danske landbrugs- og fiskerieksport som ‘fadebur’ og ‘hyttefad’ i den tyske storrumsøkonomi, og selvom tallene præsenteres som nye, er Lund langt fra den første historiker, der tilkender den danske fødevareeksport en stor eller afgørende betydning for Tysklands evne til at føre en langvarig krig. Traditionen blev grund- lagt af Sigurd Jensen, men dens gennem- slagskraft skyldes ikke mindst Hans Kirchhoff samt dennes elever, Steen Andersen og Joa- chim Lund. Senest er Hans Kirchhoff selv gået videre end nogen anden ved at betegne sabotagen mod fiskeeksportørernes biler som intet mindre end et strategisk pletskud.

Myten om de danske leverancers afgøren- de betydning næres indirekte af en almindelig forargelse over det danske landbrugs fortje- nester, men traditionen kendetegnes dog først og fremmest af dens forsøg på at dokumente-

re leverancernes betydning ved hjælp af sekundær, konstrueret statistik, dvs. historikernes fortolkninger, og ikke ved hjælp af pri- mær, eksisterende statistik. Primære og officielle statistiske serier bør ganske vist ikke betragtes som ufejlbarlige, men det er dog en kendsgerning, at dette materiale principielt indeholder langt færre usikkerhedsmomenter end sekundær, konstrueret statistik. Alligevel har det vist sig, at man gerne går på akkord med de kildekritiske grundregler, når det viser sig, at oplysningerne i den sekundære, konstruerede statistik passer bedre til det teoretis- ke udgangspunkt end oplysningerne i det pri- mære statistiske materiale.

Det primære statistiske materiale Når man holder sig til det primære statistiske materiale, viser de følgende tal i hvor høj grad

… selvom den danske eksport ikke forslog meget i forhold til 90 millioner menneskers behov, havde den en vis moralsk betyd- ning, hvilket den tyske propagan- da forstod at udnytte.

Små tal og store procenter

At den danske landbrugs- og fiskerieksport havde stor betydning for Tysklands krigsførelse 1940-1945 er en myte, der stammer fra Werner Bests misinformation til det tyske bureaukrati og senere er kolporteret af danske historikere og medier. Af Ole Brandenborg Jensen

Dansk bacon og dansk smør på vej til Tyskland.

De to fotos stammer fra en tysk billedserie, der udnyttede den danske og hollandske landbrugs- eksport til propagandamæssige formål. Kilde: Hen- ning Poulsen, Hans Kirchhoff og Aage Trommer:

Den 2. Verdenskrig 1939-1945, Kbh. 2002, s. 221.

(4)

7

magasinet Humaniorafebruar 2005

Med hensyn til den danske kødeksport tager halvårsrapporten udgangspunkt i de reelle tal, dvs. en årlig eksportmængde på 140-150.000 tons, men da Best behændigt regnede denne beskedne mængde om til ugentlige rationer à 250-350 gram, kunne han argumentere for, at de danske leverancer dækkede Stortysklands forbrug af kød i 3-5 uger pr. år. Risikoen ved at tage Bests bereg- ningsmetode til efterretning er naturligvis, at forbruget af kød identificeres med behovet for kød, og i så fald overser man, at de omtalte rationer var udtryk for en meget alvorlig mangel på kød. USA’s strategiske krigsledelse betragtede således den tyske befolknings kost som ensidigt brødkornsbaseret, mens de ugentlige kødrationer endnu var oppe på 500 gram, og myten om den danske kødeksports betydning er i virkeligheden baseret på det simple forhold, at den successive reduktion af de tyske rationer alt andet lige måtte føre til en tilsvarende stigning i de danske leverancers relative betydning. I praksis havde disse matematiske beregninger imidlertid ingen som helst betydning for den tyske befolkning, thi uanset om man fordelte den danske eksport på 1, 2 eller 5 ugers rationer, var den årli- ge mængde den samme: Halvandet kg pr.

indbygger.

På baggrund af ovenstående redegørelse må man konkludere, at oplysningerne i den

sekundære, konstruerede statistik er helt ufor- enelige med oplysningerne i den primære, eksisterende statistik, og desuden må man se i øjnene, at det er nødvendigt at operere med nogle helt specielle forudsætninger, såfremt man vil argumentere for, at den primære statistik må vige for den sekundære. Hvis man forkaster den primære statistik, må man såle- des forklare, hvilke fejl der er blevet begået af de tyske og danske myndigheder, der havde ansvaret for udarbejdelsen af de officielle statistikker, eller hvorfor de pågældende myndigheder er utroværdige. I givet fald ville det eksempelvis være nødvendigt at forkaste de statistikker, der er udarbejdet i Landbrugsråd- et, Udenrigsministeriet og Statistisk Departe- ment, og selvom det er meget vigtigt at være opmærksom på, at de ‘statistikførende’ orga- nisationers og myndigheders serier ofte er bygget forskelligt op, adskiller dette materiale sig dog afgørende fra sekundær, konstrueret statistik, fordi hensigten bag frembringelsen af førstnævnte materiale netop har været at for- syne myndigheder og organisationer med (korrekte) statistiske oplysninger. Argumenta- tionen for at bruge den sekundære statistik vil med andre ord kræve et så kompliceret net af hjælpehypoteser, at forklaringen bliver utro- værdig , hvorimod det er ganske enkelt at argumentere for, at en vurdering af de danske leverancers betydning for Tysklands krigsfø-

relse må tage sit naturlige udgangspunkt i de primære statistiske oplysninger.

Den bevidste manipulation Påstanden om, at de danske leverancer spillede en afgørende rolle for den tyske krigsøkonomi, er altså falsk, men én ting er at afvise en myte ved hjælp af elementær historisk kildekritik, noget ganske andet er at forklare mytens opståen. En afgø- rende forudsætning for, at myter kan opstå og vokse sig stærke, er, at både mytemagere og kolportører har interesse i, at den halve sandhed eller den kvarte løgn præsenteres såle- des, at de personer eller de myndigheder, man ønsker at påvirke, opfatter budskabet som en indiskutabel kendsgerning. I det fore- liggende tilfælde stammer en stor del af mis- informationen som nævnt fra Werner Best.

Som udgangspunkt er det derfor nærliggende at udpege den rigsbefuldmægtigede som en af de centrale mytemagere, og som det vil fremgå, bestyrkes dette indtryk yderligere, hvis man foretager en systematisk analyse af de tilfælde, hvor forskellige grene af den tyske administration fremsatte vurderinger af de danske leverancers konkrete betydning for Tysklands krigsførelse.

I anden halvdel af 1943 kappedes udenrigsministeriet og ernæringsministeriet på det

Danmark bidrog til den tyske befolknings forbrug af smør i perioden 1940-1944:

1. Tysklands gennemsnitlige, årlige smørfor- brug: 819.000 tons

2. Tysklands gennemsnitlige, årlige totalimport af smør: 124.000 tons

3. Tysklands gennemsnitlige, årlige smørim- port fra Danmark: 51.000 tons

Danmark leverede altså 6% af det smør, der kom på de tyske spiseborde, og hvis man flyt- ter fokus fra makro- til mikroniveau, er det muligt at give et ganske konkret bud på de danske leverancers reelle betydning. Rent teoretisk svarede det danske bidrag nemlig til, at hver af de 90 millioner indbyggere i Stortysk- land i gennemsnit fik forhøjet deres årlige smørration fra 8,5 til 9,1 kg, dvs. en forøgelse af den daglige smørration på 2 gram, og da den enkelte tysker i gennemsnit havde et dagligt forbrug på 46 gram spisefedt i den nævnte periode, fik den danske smøreksport næppe nogen mærkbar betydning for ernæ- ringstilstanden i Tyskland.

Med hensyn til den danske fiskerieksports betydning giver det primære statistiske materiale følgende oplysninger for perioden 1.9.1940-31.8.1943:

1. Tysklands gennemsnitlige årlige import af fisk fra Danmark: 98.000 tons

2. Tysklands gennemsnitlige årlige import af fisk fra Norge: 261.000 tons

3. Tysklands gennemsnitlige årlige import af fisk fra øvrige lande: 60.000 tons 4. Tysklands gennemsnitlige årlige fangster:

145.000 tons

5. Den tyske befolknings gennemsnitlige år- lige forbrug af fisk: 564.000 tons

Danmark leverede altså 17% af de fisk, der blev konsumeret af den tyske befolkning, og hvis vi igen sætter fokus på mikroniveauet,

fremgår det tydeligt, at disse 17% næppe gjorde nogen reel forskel. Rent teoretisk svarer det samlede tyske forbrug nemlig til, at hver enkelt tysker konsumerede 120 gram fisk pr.

uge, og da den danske eksport udgjorde 1/6 af dette beskedne forbrug, forhøjede de danske leverancer altså den tyske befolknings ugentlige ration med sølle 20 gram. Til sam- menligning sikrede de norske leverancer den enkelte tysker 55 gram fisk pr. uge, og hvis vi skal fastholde Joachim Lunds billedsprog, var det norske hyttefad altså langt større end det danske.

Vedrørende kødeksporten og dens betydning bringer det primære statistiske materiale følgende tal for Tysklands samlede tilførsler og forbrug af okse-, svine-, kalve-, fåre- og heste- kød i perioden 1940-1944 :

1. Tysklands gennemsnitlige årlige kødforbrug:

2.644.000 tons

2. Tysklands gennemsnitlige årlige kødimport fra Danmark: 140.000 tons

3. Tysklands gennemsnitlige årlige totalimport af kød: 655.000 tons

Som det fremgår af tallene, dækkede den danske eksport 5% af det totale tyske kødfor- brug. Dette svarer teoretisk set til, at hver enkelt tyskers gennemsnitlige ugentlige kødra- tion i hele perioden 1940-1944 blev forhøjet fra 535 til 565 gram som følge af de danske leverancer. Allerede i 1942 var normalbefolk- ningens ugentlige ration imidlertid nået ned på 300 gram, og når man tager i betragtning, at den mængde kød, der blev konsumeret af besættelsestropperne i Danmark, er inklude- ret i eksporttallene, ændrede de danske leverancer næppe hverdagen for flertallet af den tyske bybefolkning, der i de sidste tre krigsår måtte stille sig tilfreds med at få kød på bor- det blot en enkelt gang om ugen.

Werner Bests indberetninger Eftersom det primære statistiske materiale klart dokumenterer, at de danske fødevareleverancer ikke spillede nogen afgørende rolle for Tysklands evne til at føre en langvarig krig, vil vi nu vende os mod det sekundære statistiske materiale, der så ofte påberåbes som bevis på det modsat- te. En del af dette materiale udgøres af de indberetninger, det tyske udenrigsministerium modtog fra Werner Bests besættelsesadmini- stration i København, og hvis den franske historiker, Marc Bloch, har ret i, at historikerne generelt er for tilbøjelige til at tage oplysningerne i sådanne statslige dokumenter for gode varer, er bedømmelsen af de oplysninger, der indgår i Werner Bests indberetninger, bestemt ingen undtagelse fra denne regel.

Et godt eksempel er historikernes traditionelle vurdering af det omfattende økonomis- ke afsnit i Werner Bests rapport over sit første halve år som rigsbefuldmægtiget i Danmark. I denne rapport fremhævede Best, at det tyske ernæringsministerium angiveligt havde betegnet den danske fiskeeksport som rygraden i de tyske storbyers og industricentres fiskeforsyning, men selvom der således i bedste fald er tale om en andenhåndsoplysning, har forskningstraditionen ikke anfægtet oplysning- ens autenticitet. Den blinde tro på rigtigheden af Bests oplysninger skyldes i høj grad, at den rigsbefuldmægtigede var en mester i at lade andre instanser kolportere myten om den danske fiskeeksports påståede betydning videre i det tyske bureaukrati. F.eks. genbrugte Værnemagtens rustningsøkonomiske afdeling i Danmark Bests oplysning i flere af de løben- de indberetninger til Berlin, og i december 1943 noterede lederen af det tyske udenrigs- ministeriums handelspolitiske afdeling, Karl Schnurre, at den danske eksport dækkede 90% af det samlede tyske behov for fisk og fiskeprodukter.

Rigsbefuldmægtigede Werner Best var en central mytemager i beskrivelsen af danske leverancers betydning for den tyske krigsøkonomi. Her ses han sammen med statsminister Erik Scavevenius i 1943. (Foto: Scanpix)

(5)

9

maj 1943 vidste alle involverede nemlig, at Hansa-programmet var dømt til at blive en fiasko, fordi Tyskland aldrig ville blive i stand til at levere en brøkdel af de materialer, der var nødvendige for at udnytte de danske værfters kapacitet. Med hensyn til rapportens afsnit om omkostningerne i forbindelse med forvaltning- en af Danmark udtrykte Best sig ligeledes mod bedre vidende. Han hævdede nemlig, at der fortsat blev opretholdt ro og orden ved hjælp af et minimum af tysk personale, selvom han netop selv havde indforskrevet Politi- bataljon Cholm, der var på vej til København, mens Best skrev sin rapport. Om Cholms tre kompagnier, der var deciderede morderenhe- der med direkte ansvar for massakrer på titu- sindvis af østeuropæiske jøder, blev tilkaldt for at blive sat ind mod de danske jøder, strejken- de arbejdere eller modstandsbevægelsen, kan ikke afgøres. Til gengæld kan det med sikkerhed konstateres, at Best i maj 1943 var helt bevidst om, at hans forvaltning af Danmark meget snart ville komme til at kræve et bety- deligt større forbrug af tysk personale, end til- fældet havde været indtil da.

Den tyske kompetencestrid De anførte eksempler viser med al ønskelig tydelighed, at Best manipulerede med kendsgerningerne, og forklaringen er enkel. Så længe den rigsbe- fuldmægtigede kunne sandsynliggøre, at hans forvaltning gav resultater, ville han kunne tøjle de ressorter, der ønskede at gøre Danmark til et rigskommissariat eller et militært forvalt- ningsområde, og da det tyske udenrigsminis- teriums kompetence var truet, bakkede man naturligvis op omkring sin repræsentant i Dan- mark. Denne opbakning kom bl.a. til udtryk i form af en særdeles aktiv medvirken til udbre- delsen af myten om de danske leverancers

betydning, og da Bests politik og position kom under alvorligt pres som følge af Augustoprø- ret i 1943, blev Ernæringsministeriet en naturlig alliancepartner. I en situation, hvor de tyske forsyningsområder indskrænkedes måned for måned, havde Ernæringsministeriet nemlig ingen interesse i, at der opstod uro omkring de danske leverancer. Umiddelbart efter kul- minationen på Augustoprøret udtrykte Ernæ- ringsministeriet derfor sin fulde støtte til Bests og Udenrigsministeriets linie i Danmark, og selvom Herbert Backe naturligvis vidste, at hans ærkefjende i Norge, Josef Terboven, sendte langt flere fisk til Tyskland, end Best nogensinde ville komme til, bidrog Ernærings- ministeriet beredvilligt til at udbrede myten om de danske leverancers betydning, fordi det var indlysende, at en radikal ændring af den forvaltningsform, der herskede i Dan- mark, ville dæmpe den danske ”Lieferfreude”.

Og selvom den danske eksport ikke forslog meget i forhold til 90 millioner menneskers behov, havde den en vis moralsk betydning, hvilket den tyske propaganda forstod at udnytte.

■.

nærmeste om at fremstille den danske fiskeeksport som rygraden i den tyske befolknings forbrug af fisk og fiskeprodukter, og denne karakteristik indgik ligeledes i en bemærkel- sesværdig redegørelse, som finansminister Schwerin von Krosigk i februar 1944 fik over- sendt af Staatssekretär (departementschef) Herbert Backe fra Ernæringsministeriet. Ind- ledningsvis henviste Backe til, at Krosigk netop havde forelagt udenrigsminister Ribbentrop sine planer om at pålægge Danmark en større del af besættelsesomkostningerne, og at dette spørgsmål berørte Ernæringsministeriets inter- esser på grund af den påtænkte foranstalt- nings eventuelle indvirkning på den danske eksport af levnedsmidler. Herefter frarådede Backe ethvert tiltag, der kunne dæmpe Dan- marks ‘Lieferfreude’, fordi den danske eksport angiveligt dækkede to tredjedele af Tysklands fiskebehov, og fordi Danmark præsterede mange andre vigtige ydelser. Endelig gjorde Backe opmærksom på, at Ribbentrop og øko- nomiminister Funk modtog afskrifter af brevet, og konteksten indikerer klart, at Backes stilling- tagen var foranlediget af, at Udenrigsministeri- et havde brug for argumenter, der kunne hindre, at andre ressorter blandede sig i Werner Bests forvaltning af Danmark.

Eksempelvis gjorde Best brug af Backes stil- lingtagen, da tre repræsentanter for Alfred Rosenbergs omfattende bureaukrati i marts 1944 besøgte København for at sondere mulighederne for at overtage kunstværker og andre værdigenstande, der var blevet ”ledige”

efter aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Ifølge de tre udsendinges rapport til Rosenberg afviste Best kategorisk at tillade de ønskede foranstaltninger, fordi noget sådant ville forårsage indre uro og deraf følgende nedgang i de danske leverancer, og eftersom rapportens udlægning af disse leverancers omfang og betydning svarer særdeles nøje til

de relevante afsnit i Backes henvendelse til finansminister Krosigk, havde det tyske udenrigsministerium utvivlsomt forsynet sin ledende repræsentant i Danmark med en afskrift af Backes brev. Da rapporten på ingen måde anfægter autenticiteten af Bests oplysninger, men tværtimod gentager den næsten obliga- toriske fremhævelse af, at Danmark leverede to tredjedele af den tyske befolknings forbrug af fisk, er der heller ingen tvivl om, at den rigs- befuldmægtigede forstod at bringe Backes manipulationer videre i den tyske administration.

Det netop beskrevne forløb dokumenterer naturligvis kun, at Best var en af kolportørerne, men billedet ser anderledes ud, hvis man foretager en kronologisk gennemgang af den tyske administrations henvisninger til den danske fiskeeksports afgørende betydning. Det først kendte tilfælde findes nemlig i den rigs- befuldmægtigedes egen halvårsrapport fra maj 1943. Heri fremhævede Best som nævnt, at Ernæringsministeriet angiveligt havde betegnet den danske fiskeeksport som rygraden i de tyske storbyers og industricentres fiskeforsyning, men selvom forskningen i udtalt grad har accepteret Bests udlægning, har vi reelt kun den rigsbefuldmægtigedes ord for, at beskrivelsen rent faktisk stammer fra Ernæringsministeriet.

Som sandhedsvidne er den rigsbefuld- mægtigede imidlertid ikke meget værd. I halv- årsrapporten er det økonomiske skønmaleri således ikke begrænset til vurderingen af fødevareleverancernes betydning. Eksempel- vis hævdede Best også, at aftalen om det såkaldte Hansa-program, der blev iværksat i slutningen af 1942, var ensbetydende med, at Tyskland havde sat sig 100% på de danske værfters nybygningskapacitet. Formelt set var dette i bedste fald en sandhed med modifika- tioner, men i praksis var der tale om tom luft. I

Den blinde tro på rigtigheden af Bests oplysninger skyldes i høj grad, at den rigsbefuld- mægtigede var en mester i at lade andre instanser kolporte- re myten om den danske fiske- eksports påståede betydning videre i det tyske bureaukrati.

OLE BRANDENBORG JENSEN er mag. art. og ph.d. Efter 12 år som lektor i idrætshistorie på Danmarks Trænerskole arbejder han nu freelan- ce som forfatter og underviser. Ole Brandenborg Jensen udgiver i foråret bogen ‘Besættelsestidens økonomiske og erhvervsmæssige forhold. Stu- dier i de økonomiske relationer mellem Danmark og Tyskland 1940- 1945’. Bogen bygger på forfatterens ph.d.-afhandling fra 2004 og udgives med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

(6)

11

Studiet af fortidens kost og subsistensøkono- mi har i mange år bygget på traditionelle arkæologiske, zooarkæologiske og arkæobota- niske fund og til dels også på antropologiske undersøgelser af skeletmateriale. Disse kilder giver værdifuld information om ernæringen, men de er ikke specielt velegnede til at undersøge kosten hos det enkelte individ eller klargøre eventuelle sociale kostforskelle i samfundet.

I køkkenmøddinger finder man kun en brøkdel af det oprindelige materiale, og det repræsenterer måske netop de rester, der ikke blev spist. Mindre knogler, såsom fiskeben og andet organisk materiale, forsvinder let med tiden. Derfor kan man ikke med sikkerhed vide, hvor meget af det materiale man finder, der egentlig var en del af kosten. Men inden for de seneste 30 år er brugen af isotop – og sporstofanalyser blevet en stadig mere aner- kendt og anvendt analysemetode, der både kan bruges i arkæologiske sammenhænge og i forskningen af klimatiske og miljømæssige forhold gennem tiden.

Ph.d.-projekt Mit igangværende ph.d.-projekt på Antropologisk Laboratorium på Køben- havns Universitet handler om metoder bag stabil isotopanalyse og rekonstruktion af kost og kostmønstre på dansk arkæologisk skeletmateriale.

Antropologisk Laboratorium har en af de største skeletsamlinger i Europa på over 25.000 skeletter. Det er sjældent, at der er mulighed for at få adgang til så stort et skelet-

materiale, der repræsenterer alle arkæologiske perioder i Danmark og ikke mindst de dertil- hørende arkæologiske informationer om materialet. Det kræver både godkendelse fra museumsfolk, der har rådighed over samling- erne, og ikke mindst økonomisk støtte.

Indtil videre er de fleste stabil isotopanaly- ser i Europa til rekonstruktion af kost foretaget på forhistorisk skeletmateriale fra Stenalderen – Mesolitikum og Neolitikum. De første analyser herhjemme blev foretaget af dr.phil. Hen- rik Tauber, der i begyndelsen af 1980’erne ved hjælp af kulstof 13 isotoper kunne påvise en kostændring mellem Mesolitikum og Neo- litikum (Tauber 1981:333). Siden hen har brugen af stabil isotopanalyse på dansk men- neskeskeletmateriale været meget begrænset.

Et større projekt blev dog i 1990’erne udført på Nordbo skeletmateriale fra Grønland (Arneborg et al. 1999). Der er endnu ikke foretaget omfattende stabil isotopundersø- gelser af skeletmateriale fra Jernalderen eller Middelalderen i Danmark.

Hvad er isotoper og hvad går analyserne ud på? Alle grundstofferne i naturen består af atomer med forskellig vægt. En isotop er et atom med samme antal protoner og elektro- ner, men med forskellige antal neutroner. Kul- stof-isotopen findes fx i naturen som tre isotoper: kulstof 12, 13 og 14. De to førstnævnte er stabile isotoper, dvs. de henfalder ikke med tiden, hvorimod kulstof 14 er en ustabil isotop og henfalder i et bestemt tempo, efter at organismen er død. Netop den egenskab gør,

at den kan anvendes som dateringsredskab i arkæologiske sammenhænge. De stabile kul- stofisotoper udgør dog langt størstedelen af atmosfærens kulstof: ¹²C udgør 99%, mens

13C udgør de resterende knap 1%. De stabile isotoper forbliver konstante og indbygges i kroppens væv (muskler, organer og knogler) i det forhold, de optages fra naturen. Forholdet mellem ¹²C og ¹³C er forskelligt for det marine og det terrestriske miljø, og man kan således skelne mellem føde fra landjorden og føde fra havet. Denne forskel beholdes op igennem fødekæden.

De stabile kvælstofisotoper (N) optages i kroppens væv på samme måde som kulstof- isotoperne. Det atmosfæriske kvælstof udgø- res af to stabile isotoper: 99.6% af ¹⁴N og ca.

0.4% af ¹⁵N. Hvor kulstof 12 og 13 afspejler forholdet mellem terrestrisk og marint miljø, afspejler kvælstofisotoperne de skift, der er i fødekæden, idet kvælstofisotoperne forøges gradvist i mængde alt efter, hvor man er i fødekæden. Kvælstofisotop-værdierne måles således for at kunne identificere, hvor meget af føden, der var vegetabilsk i forhold til ani- malsk i de to miljøer. Ud fra de arkæologiske, arkæobotaniske og zooarkæologiske fund kan man formode, hvad menuen bestod af. Det vil sige, at hvis man kender til den type af føde/ernæring, der var tilgængelig, kan man ved hjælp af de stabile isotoper afgøre sammensætningen af disse fødevarer.

Når man indtager føden, bibeholdes struk- turen af de stabile isotoper, som kroppen bruger til at opbygge og genopbygge sine væv.

De fleste studier om forhistoriske kostvaner, anvender det organiske materiale, kollagen,

Kost og kostvaner er vigtige emner til tolkningen af et samfunds levevis. Brugen af stabil isotopanalyse kan afdække vigtige aspekter af et samfunds sociale og kulturelle identitet – helt tilbage i stenalderen. Af Marie Louise S. Jørkov

Hvem spiste hvad hvornår?

Foto: Polfoto

(7)

13

serne spænder over en periode på ca. 300 år.

Sandsynligheden for intra-skeletal variation, altså en fysisk ændring af isotopværdierne, når de optages i kroppen, er større end en kostændring blandt netop de 100 udvalgte individer, der har levet på forskellige tidspunk- ter inden for en 300-årig periode.

Selvom der ikke lægges vægt på kostvaner- ne i Middelalderen gennem projektets meto- destudie, er det alligevel værd at nævne, at man både har arkæologiske og historiske kilder, der fortæller om kosten hos denne befolkning. Skriftlige kilder om madvaner i Eu- ropa gennem de seneste 2000 år har det med at favorisere og koncentrere sig om de bedrestillede klasser, da det var dem, der skrev det ned. Konklusioner om et helt samfunds madvaner bør derfor ikke udelukkende baseres på sådanne kilder. Resultaterne af isotopanalyserne vil således også være interes- sante for arkæologer, idet de vil kunne give oplysninger om det enkelte individ samt eventuelt af- eller bekræfte tidligere formod- ninger og tilføre ny viden.

Rekonstruktion af kost og kostmønstre Ph.d.-projektets anden del omhandler rekonstruktion af kost og kostmønstre imellem og inden for forskellige sociale grupper i Dan- mark gennem den romerske jernalder. Der vil blive taget udgangspunkt i knoglemateriale fra ca. 150 individer fra jordfæstelsesgrave fra begravelsespladser på Sjælland/Lolland og Bornholm. Ud fra gravgaver eller mangel på samme formodes det, at disse individer repræsenterer forskellige sociale klasser. Kon- klusionerne draget fra metodestudiet vil blive benyttet i denne del af projektet. Jernalder- skeletmaterialet er dårligt bevaret, som det ofte er tilfældet ved arkæologiske udgravning-

er, og det er derfor vigtigt på forhånd at vide, hvilken ekstraktionsmetode der er den mest optimale for at bevare kollagenet, og om det har afgørende betydning, hvilken skeletkom- ponent man gør sine målinger på.

Der er mange spørgsmål, der presser sig på med dette materiale. Det er en spænden- de periode i dansk historie. De mange arkæo- logiske fund fra den romerske jernalder i Dan- mark tyder på et opdelt samfund baseret på landbrug og med skiftende bosættelsesmøn- stre (Jensen 2003: 229-273). Der sker en ændring i landets udnyttelse og derved i sub- sistensøkonomien mellem ældre og yngre romersk jernalder. I de første århundreder e.

Kr. var landsbyer og de små opdyrkede land- områder opdelt i små enklaver. Fra det tredje århundrede e. Kr. øges befolkningstallet. For at mætte alle munde intensiveres landbruget, og de opdyrkede områder udvides. Det resulterer i, at de små adskilte landsbyer smelter sammen til større byer, hvor markerne ligger udenom. Med denne udvikling ses også regionale forskelle i begravelsesformer. Hvor- vidt man ved hjælp af stabil isotopanalyse også kan påvise denne udvikling og se en forskel mellem landets regioner, er et af hoved- formålene med denne undersøgelse. Det vil blive analyseret, om der inden for de forskellige sociale klasser er forskel i kostpræferencer mellem køn og aldersgrupper, og hvordan isotopanalyserne kan sættes i relation til de arkæologiske vidnesbyrd. Derudover om de stabile isotoper kan afspejle den sociale forskel. Vi ved, at der har været både marin og terrestrisk føde på spisebordet, men hvorle- des det fordeles blandt de sociale grupper geografisk, er ikke helt klart. I hvor høj grad romerriget har haft en indflydelse på samfundet i Danmark er også interessant. Vi ved, at de havde kontakt, men var det blot via udveksling af gaver i form af genstande, eller

fra knoglerne. Knoglerne er oftest det eneste væv, der er bevaret i graven og dermed også kollagenet. Knogler er levende væv. Det vil sige, at knoglens celler nedbryder og gendan- ner sig selv gennem livet med en hastighed, der afhænger af type knogle, alder, sundheds- tilstand, køn og fysisk aktivitet. Man mener, at det i gennemsnit tager 10-20 år for knogler at gendanne sig selv. Det betyder i store træk, at de stabile isotopværdier, man måler i kollagenet, afspejler hovedproteinkilden fra den kost, man har levet af gennem de sidste 10-20 år af ens levetid. Man kan på den måde ikke blot undersøge det enkelte individs kost, men også se, om der er kostforskelle mellem køn, aldersgrupper, befolkningsgrupper, og om kosten ændres over tid.

Målinger på tænder kan afsløre, om personen er opvokset et andet sted. Tænderne dannes i barndommen og optager mineraler- ne fra den føde, man spiser på det tidspunkt af ens liv. Når tænderne er færdigudviklede, fornyer de sig ikke som knoglerne. De forbliver uændrede gennem resten af livet. Det er blandt andet derfor, vi får huller i tænderne – de kan ikke reparere sig selv. Det, man måler på tænderne, afspejler således den kost, man har spist som barn, og det miljø, man har levet i. På den måde er det muligt at identificere en eventuel kostændring fra barn til vok- sen, der blandt andet kan skyldes, at man har flyttet sig geografisk. De stabile isotoper kan altså også anvendes til at klarlægge eventuelle migrationsmønstre.

Brugen af stabile svovlisotoper er en anden måde at undersøge kostvaner på, men bruges også til undersøgelse af migrationsmønstre.

Svovlisotoperne kan tilføje yderligere information til kulstof- og kvælstofisotopmålingerne.

Svovlisotoperne, der måles i en organisme, afspejler den svovl, der findes i den lokale geologi, da svovlværdierne i jorden varierer

geografisk. Planterne optager svovl gennem næringen i jorden, som så går videre i føde- kæden til mennesket. Svovlisotopen bruges derfor til at identificere den geografiske region, en person har opholdt sig i. Adskiller værdierne sig fra det lokale miljø, personen er blevet begravet i, er der tale om, at denne person er migreret. Det er således muligt at se, om en person kom fra Syd-, Mellem- eller Nordeuropa eller et helt fjerde sted i verden.

Til isotopanalyse foretrækker de fleste forskere at tage prøver fra rørknoglerne, som fx lårbenet, skinnebenet eller overarmsknoglen.

Den er kompakt i sin struktur, og sandsynligheden for, at den er blevet forurenet, er mindre end ved tyndere knogler som fx ribben.

Fordelen ved at anvende ribben er derimod, at de ofte allerede er fragmenterede under udgravning og oftest er af mindre diagnostisk værdi i forhold til de antropologiske undersøg- elser omkring alder og kønsbestemmelse. For- delen ved analyserne er, at de kun kræver mellem 100-300 mg knogle pr. prøve, eller hvad der svarer til, hvad der kan ligge på en halv lillefingernegl.

Metoden Der er flere elementer inden for stabil isotopanalyse, man skal tage højde for.

Både økologiske og fysiologiske forandringer har indflydelse på kompositionen af stabile isotoper. Pålideligheden af isotopværdierne afhænger derfor af kvaliteten af kollagenet, og hvor meget det er blevet forurenet. Jord- bundsforholdene, såsom bakterieaktivitet, ph- værdi, vand og temperatur, har stor indflydelse. Dernæst kan metoderne til udtrækning af kollagenet fra knogleprøverne også have en afgørende betydning.

Materialet, der vil blive brugt til dette formål i mit projekt, stammer fra middelalder-kirke-

gården i Ahlgade i Holbæk, der indeholdt mere end 700 individer. Skeletterne er først blevet gennemgået antropologisk for at ud- vælge de ca. 100 individer, der er bedst bevaret og dækker alle aldersgrupper og begge køn.

Materialet er udvalgt på grund af sin fine bevaringstilstand, de arkæologisk detaljerede beskrivelser om fundomstændighederne, og fordi det er et repræsentativt materiale af, hvad der formodes at være en homogen befolkning. Fejlkilder, der kan have indflydelse på de endelige resultater af isotopanalyserne, skulle derfor være minimale. Samme analyse- metoder vil blive foretaget på mindre velbeva- ret skeletmateriale fra Jernalderen for at kunne sammenligne de to bevaringsforhold og deres kollagen-kvalitet. Endvidere vil der blive foretaget prøver fra forskellige steder på kroppen for at identificere eventuelle intra-skeleta- le forskelle.

De skeletter, man finder ved arkæologiske udgravninger, er ofte fragmenterede. Hvis man vil foretage stabil isotopanalyse på materialet, er det derfor relevant at vide, om det har en særlig betydning, hvor på kroppen man tager prøverne fra.

Med et materiale på 100 individer vil det blandt andet være muligt at analysere resultaterne statistisk. Er der reelt tale om forskelle mellem knoglerne i kroppen, eller har den varierende omdannelsestid for de forskellige knogler en betydning for isotop-resultaterne?

Når man måler på en homogen befolkning er sandsynligheden for, at de har spist en nogen- lunde ensartet kost gennem hele livet stor.

Hvis der så er en forskel i isotopværdier mellem fx lårben, overarmsknogle og ribben hos de fleste individer, er det så et udtryk for en intra-skeletal variation, eller er der tale om en kostændring for hele befolkningen inden for de sidste 10 år af deres levetid? Begravel-

Ph.d. projektet ‘Drinking with the rich and dining with the poor in Iron Age Denmark. Evaluating stable isotope analysis as a scientific method in archaeology’ finder sted ved Antropologisk Labo- ratorium, KU, og handler om metoder bag stabil isotopanalyse og rekonstruktion af kost og kost- mønstre på dansk arkæologisk skeletmateriale.

Projektet er blevet bevilliget et 3-årigt stipendium fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (SHF) gennem Dansk Arkæologisk Forskerskole og foregår i samarbejde med AMS-laboratoriet ved Aarhus Universitet, der stiller masse-spektro- meter til rådighed.

(8)

15

Videnskabsministeriet har lavet en undersø- gelse af danske forskeres succesrater efter de første opslag under 6. rammeprogram. Analy- sen viste, at der var danske deltagere i ca.

hvert femte af de projekter, der fik bevilling under ‘Borgere og samfund’-programmet. Alli- gevel ligger Danmark kun på en skuffende 15.

plads, både når det gælder deltagelse i antal projektansøgninger, ansøgende deltagere og støttede projekter og deltagere.

Måske arbejdsprogrammet for tema 7:

‘Borgere og styreformer i et vidensbaseret samfund’, der blev offentliggjort i december måned, kan rette op på det. Det indeholder i hvert fald en række spændende muligheder for både humanistiske og samfundsvidenska- belige forskningsfelter, så der er masser af gode grunde til at holde sig til.

Hovedformålet for ‘Borgere og styreformer’

er at mobilisere en samlet europæisk forskningsindsats inden for økonomi, politisk videnskab, samfundsvidenskab og humaniora.

EU-kommissionen ønsker, at indsatsen skal bidrage til at udvikle vores viden om emner, som er knyttet til vidensamfundets udvikling, dets borgere og institutioner.

EU indkalder ansøgninger inden for bl.a.

‘Networks of Excellence’ (NoE), ‘Integrated projects’ (IP) ‘Specific Targeted Research Pro- jects’ (STREP) og ‘Specific Support Actions’

(SSA). Beløbsgrænserne og kravene til ansøg- ningerne inden for de forskellige støtteformer kan læses på de første sider i arbejdsprogrammet, som man finder her: ftp://ftp.cordis.lu/pub/fp6/docs/wp/sp1/g_wp_200202_

en.pdf

EU-kommissionen indkalder ansøgninger fra humaniora og samfundsvidenskab på baggrund af arbejdsprogrammets faglige ind-

hold. Ansøgningsfristen er 13. april 2005, og selve opslaget kan findes på CORDIS' hjem- meside http://fp6.cordis.lu/citizens/calls.cfm.

Der forventes bevilget i alt 120 mio., hvilket er det hidtil største EU-beløb, der er afsat til samfundsvidenskab og humaniora.

Følg med At koordinere en EU-ansøgning er en større opgave, og potentielle ansøgere skal derfor være opmærksomme på muligheden for at søge Forskningsrådet for Kultur og Kom- munikation (FKK) om støtte til forberedelse af EU-ansøgninger – de såkaldte START-midler.

Yderligere information om disse midler får man ved at læse rådets opslag på hjemmesi- den eller ved at henvende sig til FKK's sekre- tariat.

Ansøgere kan desuden anbefales at gøre brug af muligheden for at indsende deres udkast til ansøgning til en indledende gennemgang i EU-kommissionen. Det kan gøres helt frem til en måned før ansøgningsfristen på e-mailadressen: rtd-citizens@cec.eu.int.

Selv om kommissionen til stadighed arbejder med at forenkle ansøgningsprocedurerne for ansøgere og bevillingshavere, kan denne og anden hjælp, som kommissionens medarbej- dere yder uden beregning, være kærkommen.

Man kan på en enkel måde følge udviklingen for humaniora i EU-forskningen ved at tegne abonnement på kommissionens nyhedsbrev om humanistisk og samfundsvi- denskabelig forskning. Første og anden udga- ve af Nyhedsbrevet kan læses på hjemmesi- den: http://Europa.eu.int/comm/

research/social-sciences/htm/blank.htm.

Hvis man ønsker en mere specifik gen-

nemgang af det aktuelle opslag eller ligefrem en konsultation, kan Videnskabsministeriets EuroCenters arrangementer anbefales. Den 28. februar 2005 afholder EuroCenter et informationsmøde om temaerne: ‘Borgere og styreformer’ og ‘Videnskab og Samfund’. Del- tagelse er gratis, og tilmelding kan ske til Euro- Center på tlf.: 7220 2900.

Grete M. Kladakis er chefkonsulent i sekretari- atet for Forskningsrådet for Kultur og Kom- munikation og Forskningsrådet for Samfund og Erhverv i Forskningsstyrelsen.

var det også i form af slaver? For at undersøge dette vil der blive lavet stabile isotopmålinger på både tænder og knogler blandt individer fra rigmandsgrave indeholdende romerske gravgaver.

Tidligere undersøgelser på romersk skeletmateriale fra Poundbury i Sydengland har vist, at de afdøde ikke kun adskilte sig socialt ved den måde, de var blevet begravet på – mau- soleer versus kister – men deres status blev også reflekteret i deres kost. De stabile isotoper viste, at folk af højere rang spiste fortrins- vis marin føde, mens resten af den almene befolkning levede af en mere varieret kost fra det terrestriske miljø.

Undersøgelser og analyser på italiensk romersk skeletmateriale har derimod vist, at der ikke var nogen bemærkelsesværdig forskel i kostvalg mellem slaver og de bedre stil- lede romere (Jørkov 2002). Analyserne viste også, at fisk ikke havde nogen særlig betydning i kosten. Umiddelbart skulle man tro, at fisk havde en stor betydning, især blandt de rige, men det var ikke tilfældet for de under- søgte individer. Dette eksempel viser blot, hvor vigtigt det er at tilføje nye metoder i den arkæologiske forskning, for derved at opnå et større og mere nuanceret billede af fortidens levevis.

Litteratur:

Arneborg, J., J. Heinemeier, N. Lynnerup, H.L.

Nielsen, N. Rud & A.E. Sveinbjörnsdóttir (1999). Change of diet of the Greenland Vikings determined from stable carbon isotope analysis and 14C dating of their bones. Radiocarbon 41(2):157-168.

Jensen, J. (2003). Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. Gyldendal.

Jørkov, M.L.S. (2002). Dining with the Romans during the Imperial Period. A stu- dy based on Stable Isotope Analysis. M.Sc.

dissertation. University of Bradford. Mime- mographed.

Tauber, H. (1981).¹³C Evidence for Dietary Habits of Prehistoric Man in Denmark. Sci- ence 292: 332-333.

■ MARIE LOUISE S. JØRKOV ph.d. studerende ved Antropologisk Laborato- rium, Københavns Universitet.

Bedre muligheder for humanistisk forskning

EU’s 6. rammeprogram for forskning og udvikling indeholder efterhånden gode muligheder for humanistiske forskere.

Og fra 2007 forventes mulighederne at blive endnu bedre med det 7. rammeprogram. Hvis det forekommer uoverskue- ligt at sætte en ansøgning sammen, er der heldigvis hjælp at hente. Af Grete M. Kladakis

IKKE KUN

GAMLE KNOGLER

Marie Louise Jørkov bruger ikke kun sin faglige viden om fysisk antropologi og arkæologi på gamle knogler. I efteråret 2003 var hun udsendt af Udenrigsministeriet til Irak sammen med et hold arkæologer og politifolk for at lokalisere og gøre det første grundarbejde med de massegrave, der indeholdt Saddam Husseins ofre. Hun var med til at identificere 13 ud af 20 formodede massegrave.

”Det har været utrolig spændende og givende at få lov til at deltage i arbejdet med efter- forskningen af massegravene og vide, at det har betydning i de kommende retssager mod de skyl- dige”, siger Marie Louise Jørkov.

”Det er bestemt ikke sidste gang, jeg vil indlade mig på denne type arbejde eller i det hele taget bruge min faglige viden ved humanitært hjælpe- arbejde. Det betyder meget at kunne gøre en forskel med det arbejde, man udfører”, siger hun.

Foto: Scanpix

(9)

17

Det dannelsesideal, der overordnet set præ- gede perioden fra midten af 900-tallet til op i 1200-tallet, bestod af to sammenføjede elementer: lærdom (litterae) og en særlig etik udtrykt gennem mores. Sidstnævnte kan over- sættes med det danske “sæder” – der dog let får en afsmag af noget viktoriansk, hvorfor den latinske betegnelse for udviklingen af personlig karakter er at foretrække. Koblingen af litterae og mores er derfor en kobling af vidensmæssig lærdhed og af sociale færdig- heder, der tilsammen udgør det dannede menneskes habitus (sindelag), som var et resultat af den uddannelse, som datidens sko- lemiljøer tilbød. Dette tofløjede dannelsesideal havde betydning for den rent didaktiske og pædagogiske praksis, samt for hele den kultur og socialitet som udvikledes gennem skolerne, men det var ikke kun begrænset til disse, idet skoleuddannede personer i stigende grad indtog den politiske scene, både i kirken og i de sekulære samfund, og bevidst søgte at påvirke disse.

Som socialt ideal finder vi dannelse under overskrifter såsom urbanitas, civilitas, curialitas eller simpelthen mores. Det er væsentligt at bemærke, at dannelse netop kræver et socialt rum, både for at udvikles og for at kunne ud- leves. Dannelse er en personlig kvalitet, der er grundlæggende afhængig af fællesskabet.

Den selvkultivering, der er grundlaget for dannelse, er altså alt andet end selvoptagethed, den har i høj grad et socialt mål i forfølgelsen af det fælles gode. Selvet og samfundet skal sættes under fornuftens lederskab, impulser skal kontrolleres, og man skal handle, så man er efterlignelsesværdig. Orden i det personlige mikrokosmos, det velkomponerede, harmo- niske individ, skal derigennem reflekteres ud på det sociale makrokosmos, det vil sige det velstrukturerede samfund.

Boglig skoling skabte orden Forestillingen om at være ‘opdrager’ var central for den intellektuelle elites relation til resten af samfundet. Det var i høj grad denne position, de skoleuddannede indtog, ikke mindst når de indtrådte i de politiske cirkler, ved sekulære og biskoppelige hoffer, hvor de anså sig selv som en civiliserende faktor med det formål at regu- lere og rationalisere magtudøvelsen. Hermed blev skolernes forståelse af, hvad der er legi- tim magt, videreført til det omgivende samfund. Vold og dominans fungerede ikke læng- ere som legitimt grundlag for magt, men snarere som nødvendigt onde i magtudøvel- sen. At besidde magt retmæssigt beroede i disse magistres fortolkning på en personlig, til- lært habitus, der indbefattede boglig lærdom og dermed nødvendiggjorde boglig skoling – også for sekulære herskere. Igen og igen gen- tages formlen: Rex illiteratus quasi asinus coronatus – her i beskrivelsen af Henrik I af England hos historikeren William af Malmes- bury: “Og således, gennem sine studier, for- beredte han sig som barn på muligheden for at opnå kongeværdigheden og, selv imens hans far hørte på det, var han ofte tilbøjelig til at komme med kommentaren ‘den ulærde konge er et kronet æsel’”. Henrik I havde altså allerede som barn gennem sin opdragelse overtaget det skolastiske værdisæt (understre- get i hans senere tilnavn – ‘Beauclerc’) og indset, at Platon havde ret i, at staten bedst styredes af filosofferne …

Kongeværdighed beroede altså ikke kun på nedarvede privilegier – man måtte søge at blive ligesom de lærde og tilegne sig dannelse ved at lade sig forme i deres billede. Fremhæ- velsen af lærdheden som central for den ret- færdige magtudøvelse underbyggede naturligvis også magistrenes eget magtkrav samt opkomsten af et meritokrati rundet af skolernes moralske og vidensmæssige idealer.

Formålet var at skabe orden i samfundet, at hindre vilkårlighed, og i denne forbindelse udvikledes der i de lærde cirkler en lang ræk- ke nye ideer vedrørende offentlig embedsfø- relse og magtudøvelse, hvori det centrale var

‘det fælles gode’. Projektet var både etisk og politisk og inkluderede følgende elementer:

Samfundet er en sammenhængende enhed opdelt i grupper, der hver især er forpligtet på hinanden. Herskermagten skal tjene hele denne enhed og sikre dens sammenhold. Magt skal udøves gennem rationel, ikke-vilkårlig jurisdiktion, og magtbesiddelse legitimeres gennem personlige kvaliteter. Det aktive liv i embedsførelsen er en værdig beskæftigelse, og ret handlen er mere værdifuld end ord.

Den lærde kritik af livet ved hoffet, der er så udbredt i 1100-tallet, skal ses i denne sammenhæng som en art ‘politikerlede’ – men ikke som en nedgørelse af det aktive politiske liv. Hofkritikernes hovedanklage er netop, at idealet ikke søges efterlevet – at der er meget langt fra ord til handling, og at magt- centrene stadig i al for høj grad præges af vil- kårlighed, intriger, korruption, trusler og dominerende adfærd.

Opdragelse af magthavere Berno af Rei- chenau beskrev i 1040’erne således, at “ hvor fyrsterne før i tiden bedst kunne betegnes som tyranner og voldsgalninge, så er de idag retteligen blevet konger”. De havde tæmmet deres impulser og var, kort sagt, blevet civilise- rede. Der hersker ingen tvivl hos Berno om, hvem der bevirkede denne civilisering – og at ændringerne, den havde medført, var nylige.

Berno selv skrev direkte til den tyske kejser, Henrik III, og forklarede, at herskermagten ulti- mativt beroede på viden, selvdisciplin – og mores. Dermed indskrev han sig i en lang

I middelalderen var der ingen tvivl om studiernes, videnskabens og dermed den lærde elites samfundsmæssige nytte- værdi. Middelalderens magthavere havde nytte af deres ‘eksperter og smagsdommere’ og gjorde i stadigt stigende grad brug af dem. I 1200-tallet var højtuddannede magistre det dominerende element i de sekulære og religiøse magtappara- ter overalt i et Europa, som de i høj grad selv havde været med til at forme og omstrukturere. Af Mia Münster-Swendsen

Man må være lærd

Henrik I:

kronet æsel“

konge er et

„Den ulærde

(10)

19

lærer knyttede de to parters skæbner sammen og gav sig ofte udtryk i en sprogbrug, man formentlig i dag ville finde upassende i en undervisningssammenhæng. For at opnå den emotionelle gensidighed, der var så vigtigt et pædagogisk middel, måtte magisteren så at sige søge at forføre eleverne, vinde deres gunst gennem en erotisk udveksling.

Man var sig yderst bevidst, at fremelskningen af disse stærke følelser indebar en risiko for, at tingene gik for vidt, og da der var tale om et hierarkisk magtforhold, skulle især magisteren være i stand til at udøve selvkontrol og hindre, at der opstod misforståelser. Eventuelle skan- daler truede med at underminere selveste uddannelsens fundament og at ødelægge den magtbalance, der prægede lærer-elev forholdet – de var at regne for en form for incest – oven i købet den værste slags, idet det netop var en besmittelse af forholdet imellem åndsbeslægtede. Det var vigtigt at opretholde skellet imellem åndelig og kødelig kærlighed, selvom førstnævnte gjorde brug af sidstnævn- tes verbale udtryk. Midlet til dette var netop bemestring af mores: selvdisciplin, evnen til at skelne og kendskabet til tingenes rette mål.

Den rette håndtering af denne ‘undervisningens erotik’ var således et bevis på, at man vit- terligt besad dannelse. Og den var samtidig det medium, hvori lærdhed og moralsk integritet formidledes og udvikledes.

I de tidlige skoler var magisterens person omdrejningspunktet. Han udvalgte og formid- lede det tekstlige curriculum og var tillige så at sige selv på curriculum: hans fysiske fremto- ning og adfærd udtrykte den kobling af litterae og mores, som var selve dannelsens indhold.

Selve magisteriet, det vil sige lærer-magten og opdragerrollen både i forhold til skolerne og det omgivende samfund, hvilte på bemes- tringen af disse aspekter, fremfor på entydige formelle kompetencer. Dette betød, at uddan-

nelsesmiljøerne var prægede af en gennemgribende personfiksering – og dermed en optagethed af magisterens personlige, karismatiske kvaliteter. Hans intellektuelle og spiri- tuelt-moralske integritet stod som reelt den eneste garant for uddannelsens værdi.

Dannelse – en uafsluttet proces I det insti- tutionaliserede uddannelsessystem, der begynder at opstå i anden halvdel af 1100- tallet, træder disse træk i baggrunden. Ikke at de forsvinder, men de overhales, så at sige, i kravet om standardiserede akademiske grad- er, opnået gennem formelle eksaminationer.

Det skolastiske fællesskab (begrebet universitet – universitas – betyder netop fælleskab) bliver den regulerende faktor fremfor enkelte karismatiske individer. Det nære lærer-elev forhold består inden for den fremvoksende universitetsstruktur (denne bygger i høj grad på det grundlæggende princip om magisteren som pater familias), men det er ikke længere selve uddannelsens fundamentale omdrej- ningspunkt. Sideløbende bliver uddannelsens indhold stadig mere “rationaliseret” og specia- liseret, og tilegnelsen af intellektuelle redska- ber og færdigheder overskygger i stigende grad de mere diffuse åndelige kvaliteter. Pro- fessionaliseringen bevirker, at den etiske og holistisk spirituelle dannelse og uddannelse gradvist træder i baggrunden. Formålet med dyrkelsen af Philosophia er ikke længere først og fremmest ‘det gode liv’, men snarere skabelsen af en karriere, hvor uddannelse er ind- skrænket til at være en livsfase. Det ville have været utænkeligt i 11. samt hovedparten af det 12. århundrede at tale om en person som

‘færdiguddannet’, og når tilhængere af det gamle system i løbet af 1200-tallet (og langt op i tiden) begræder, at universitetsmiljøerne

vrimler med halvlærde 22-årige, der giver den som fuldbårne magistre, så er det netop denne forestilling, der hentydes til. Det er ikke så meget en kritik af deres videnskab, som af den måde de udøver den på; deres manglen- de modenhed og fraværet af ‘ægte’ dannelse.

Universiteternes opkomst, båret af udviklingen i 1200-tallets lærde miljøer, udgør både et strukturelt og et mentalitetsmæssigt skift i forhold til det tidligere system. Man kan derfor ikke, som det desværre ofte er blevet gjort, forstå 1000-1100-tallets intellektuelle miljø ud fra den senere periodes forudsæt- ninger. Det er dermed ikke sagt, at der ikke overlever levn fra det ældre lærdomssystem og dets idealer i det nye, og at sætte et skarpt skel ved 1200 – eller 1210, som universitets- historikere ofte gør, er derfor ikke løsningen.

Derimod bør udviklingen hele perioden, fra slutningen af 900-tallet til omkring 1300, anskues som en formativ, dynamisk proces, hvori det akademiske felt og dets særegne kultur skabtes, og hvori det langt fra var givet, at resultatet skulle blive universiteterne, som vi kender dem i dag.

Den enkeltes dannelse (og uddannelse) såvel som den overordnede samfundsudvik- ling kan anskues som en dannelsesproces hen imod en højere grad af civiliserethed og dermed kompleksitet. I begge henseender er dannelse en dynamisk, formativ og ikke mindst uafsluttet proces. Gennem en dialog med det overleverede og det forgangne opstår nye forbindelser og dermed nye løs- ninger på aktuelle problemer. Udviklingen inden for de intellektuelle miljøer bør derfor ikke ses som afskåret fra den sociale virkelig- hed, der omgiver dem, og den er tillige yderst relevant for forståelsen af en lang række helt centrale elementer i skabelsen af de europæ- iske samfund.

■

række af fyrsteopdragere, der så som deres formål at overføre skolernes idealer om selv- disciplinering, kultivering og dannelse til samfundets magtudøvere. Uddannelsens mål og midler fik dermed afsmittende og ganske vidtrækkende effekt, politisk, juridisk, socialt og kulturelt, på de europæiske samfund, der samtidig var under gennemgribende foran- dring. Som en tysk pædagogisk traktat fra 1130’erne udtrykte det: Litterae (dvs. det tek- stuelt funderede vidensfelt) blev opfundet “så udannede mænd, der lever nærmest som dyr, kan blive uddannet gennem skriftligheden og civiliseret således at de vil dyrke retfærdighed- en, ikke skade andre, leve et ordentligt liv, behandle hinanden retmæssigt og beskytte befolkningen.”

Der herskede derfor ingen tvivl om studiernes, videnskabens og dermed den lærde elites samfundsmæssige nytteværdi. Middel- alderens magthavere havde nytte af deres

“eksperter og smagsdommere” og gjorde i stadigt stigende grad brug af dem. I 1200-tallet var højtuddannede magistre det dominerende element i de sekulære og religiøse magtapparater overalt i et Europa, som de i høj grad havde været med til at forme og omstrukturere – et resultat af en proces som historikeren R. I. Moore har betegnet ‘den før- ste europæiske revolution’. Den sociale virke- lighed søgtes omformet med ”skolen” som forbillede – samfundets sammenhængskraft skulle opretholdes ved at styrke de reciprokke bånd imellem individer af forskellig status og ved at skabe relationer, der strukturelt set bar mange lighedstræk med lærer-elevforholdet.

Undervisningens erotik Det er grundlæg- gende for højmiddelalderens pædagogiske tankegang, at man ikke kan opnå lærdom

eller blive lærer uden at have ladet sig under- kaste en lærer. Det, der understreges, er netop, at en accept af magtforholdet i undervis- ningssituationen er nødvendig. Dannelse skabes i forholdet imellem lærer og elev i en gensidig – men netop ikke ligeværdig udveksling. Denne forestilling afspejles tydeligt i den didaktiske genre par excellence: dialogen mellem magister og discipel, hvori de to knyt- tes sammen i skabelsen og videreførelsen af viden samt af fastlagte sociale roller. Den ene er nødvendig, for at den anden kan udfylde sin funktion – der udvikles en gensidig afhængighed, der også giver sig udtryk som kærlighed og venskab.

Om kærlighed til Læreren skriver John af Salisbury i sit politisk-filosofiske værk Policrati- cus, at magistrene bør (og skal) elskes af eleverne, som var de deres forældre – denne skaben af ånd er en radikal omskabelse af elevens natur. “Sådanne sammenføjninger er en stor hjælp til studier: For elever holder af at lytte til dem de elsker, de tror på hvad de siger og de begærer at blive ligesom dem.”

Sådanne elever “vil fortjene at blive meget afholdt på grund af deres begejstring for studi- erne”. “Veltalenheden (eloquentia) kan ikke modnes uden at der findes en harmoni imellem læreren og den der bliver belært”. William af Conches, som er næsten samtidig med John, understreger desuden, at eleverne skyl- der læreren større loyalitet og hengivenhed end deres kødelige forældre – for eftersom ånd er højere end krop, er skabelsen af ånd vigtigere end tilvejebringelsen af den rent legemlige skal. Dét der bevidst skabes her, er loyalitet og affektion imellem to ulige, men nært sammenføjede parter.

Undervisning og uddannelse byggede derfor ikke kun på videregivelse og tilegnelse af færdigheder, men på en personlig, emotionel relation. Det nære bånd imellem elever og

Kongeværdighed beroede altså ikke kun på nedarvede privilegier – man måtte søge at blive ligesom de lærde og tilegne sig dannelse ved at lade sig forme i deres billede.

MIA MÜNSTER-SWENDSEN er ph.d. i historie fra Københavns Uni- versitet og har i 2004 afsluttet sit ph.d.-projekt om den europæiske lær- domskultur i perioden ca. 900-1230 med afhandlingen ‘Masters and Paragons. Learning, Power, and the Formation of a European Academic Culture c. 900-1230’. Projektet er støttet af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (SHF).

(11)

21

Premieren den 17. december 2003 på den sidste film i ‘Ringenes Herre’-trilogien, ’Ringe- nes Herre – kongen vender tilbage’, blev ube- stridt biografbegivenheden i år 2003. Allerede 1. januar 2004 var der solgt 620.000 billetter til filmen.

Projektet ‘Ringenes Herre i Danmark’ har foretaget en empirisk undersøgelse af den danske lancering og reception af ‘Ringenes Herre – kongen vender tilbage’. På den ene side er ‘Ringenes Herre’-trilogien et typisk udtryk for den moderne filmkultur – et tvær- nationalt finansieret og globalt lanceret produkt, en blockbuster med baggrund i en ‘kult’- roman og med tilhørende merchandising i overflod, oven i købet et serialiseret produkt, der dermed på en helt anden effektiv vis kan generere forhåndsforventning. På den anden side er trilogien et helt unikt fænomen, såvel produktions- som receptionsmæssigt, og premieren på filmen blev både iscenesat som og af publikum oplevet som en ganske særlig begivenhed. Hensigten har derfor været at undersøge, hvordan denne begivenhed ram- mesættes og forstås som blockbuster-begivenhed i både produktions- og receptionsled-

det; hvordan kan man forstå en sådan kulturel begivenhed i en mediekultur, hvor en films succes på den ene side (i USA, men i stigende grad også i Danmark) måles på, hvor mange penge den spiller ind den første week- end, og hvor publikum samtidig i vidt omfang synes at have behov for og være indstillet på det særlige – og er i stand til at iscenesætte dette i forskellige fora: I deres kollektive pro- duktion af forventning i det offentlige rum (billetkøerne som begivenhed, premieren som begivenhed), i den private organisering af begivenheden (de sociale ritualer omkring seningen), i diverse fangruppers vedvarende optagethed af filmen og i mere specialisere- de, hard-core fangruppers diskussioner af filmen på nettet. ‘Ringenes Herre – kongen vender tilbage’ er således en særlig blockbuster-begivenhed, der samtidig som kulturel begivenhed kan kaste lys på den gensidige afhængighed i betydningsproduktionen mellem afsender og konsument i det nationa- le medie- og kulturkredsløb, mellem lance- ringsmateriale, anmeldelser og publikums egne artikulationer af deres oplevelser.

Hensigten med vores projekt har altså

været at undersøge såvel publikums oplevelse af filmen som dynamikken i forholdet mellem marketingsstrategier, filmprodukt og filmreception. ‘Ringenes Herre’-filmene er særligt inter- essante i denne sammenhæng, idet internet- tet har spillet en betydelig rolle både i lanceringen af filmene og i vedligeholdelsen af interessen for filmene – i den forstand sker der et kompliceret cross-over mellem mar- kedsføring og fandiskussioner på nettet, der gensidigt nærer hinanden og bærer brænde til det bål, der skal opflamme interessen for næste film i trilogien. Endelig er filmene ind- lejret i et net af kulturelle medbetydninger, som er med til at skabe forventninger til filmene og rammesætte receptionen: Tolkiens kult-romaner er en vigtig baggrund for en meget stor del af tilskuerne, samtidig med at det lader til, at det litterære forlæg i både anmeldelser og i lanceringen af ‘Ringenes Herre – de to tårne’ og ‘Ringenes Herre – kongen vender tilbage’ spillede en meget mindre rolle, end da den første film havde premiere. Samtidig fremgår det dog af de spørgeskemabesvarelser, der ligger til grund for en del af vores undersøgelse, at bøgerne

‘Ringenes Herre’-trilogien er på samme tid et typisk udtryk for den moderne filmkultur og noget helt unikt. Et aktuelt forskningspro- jekt undersøger publikums oplevelse af filmene som dynamikken i forholdet mellem marketingsstrategier, filmprodukt og filmreception. Af Anne Jerslev og Dan Pedersen

magasinet Humaniora 1 2005

magasinet Humaniora

1 2 0 05

HUMANIORA I DET HØJTEKNOLOGISKE SAMFUND

Af Poul Holm, formand for FKK

... og hvad spiste de så?

Knoglerne afslører jernaldermenneskets kostvaner

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

A R T I K L E R

4 Små tal og store procenter Af Ole Brandenborg Jensen

10 Hvem spiste hvad hvornår? Af Marie Louise S. Jørkov

15 Bedre muligheder for humanistisk forskning Af Grete M. Kladakis

16 Man må være lærd Af Mia Münster-Swendsen

20 Det-kan-ikke-blive-bedre-end-det-her-følelsen Af Anne Jerslev og Dan Pedersen

26 Hvordan står det til med den globale kommunikation?

Af Hans Jørgen Ladegaard

32 Tid til strategier Af Mikkel Bogh

38 SHF’s uddeling 2004

F A S T S T O F 39 Nye bevillinger 48 Publikationsoversigt 50 Kort nyt

51 Rådsmedlemmer 52 Leder

magasinet Humaniora

DEN 1. FEBRUAR skiftede Statens Humanistiske Forsknings-

råd navn til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Nav- neskiftet er del af en ny struktur for rådssystemet, der skærer de hidtidige seks råd ned til fem.

Dette nummer af humaniora viser noget af bredden: Jernalder, middelalder og globalisering. Arkæologi, filmreception og forsk- ningsledelse. Møder mellem humaniora og naturvidenskab, humanister og virksomhedskonsulenter, kunst og marked.

Bagest i bladet er der omtale af alle de forskningsprojekter, der

blev støttet ved SHF’s sidste uddeling sidste år i november.

… selvom den danske eksport ikke forslog meget i forhold til 90 millioner menneskers behov, havde den en vis moralsk betyd- ning, hvilket den tyske propagan- da forstod at udnytte.

Små tal og store procenter

At den danske landbrugs- og fiskerieksport havde stor betydning for Tysklands krigsførelse 1940-1945 er en myte, der stammer fra Werner Bests misinformation til det tyske bureaukrati og senere er kolporteret af danske historikere og medier. Af Ole Brandenborg Jensen

Den blinde tro på rigtigheden af Bests oplysninger skyldes i høj grad, at den rigsbefuld- mægtigede var en mester i at lade andre instanser kolporte- re myten om den danske fiske- eksports påståede betydning videre i det tyske bureaukrati.

Kost og kostvaner er vigtige emner til tolkningen af et samfunds levevis. Brugen af stabil isotopanalyse kan afdække vigtige aspekter af et samfunds sociale og kulturelle identitet – helt tilbage i stenalderen. Af Marie Louise S. Jørkov

Hvem spiste hvad hvornår?

Bedre muligheder for humanistisk forskning

EU’s 6. rammeprogram for forskning og udvikling indeholder efterhånden gode muligheder for humanistiske forskere.

Og fra 2007 forventes mulighederne at blive endnu bedre med det 7. rammeprogram. Hvis det forekommer uoverskue- ligt at sætte en ansøgning sammen, er der heldigvis hjælp at hente. Af Grete M. Kladakis

IKKE KUN

GAMLE KNOGLER

Man må være lærd

Henrik I:

kronet æsel“

konge er et

„Den ulærde

Kongeværdighed beroede altså ikke kun på nedarvede privilegier – man måtte søge at blive ligesom de lærde og tilegne sig dannelse ved at lade sig forme i deres billede.

Det-kan-ikke-blive-bedre-end-det-her-følelsen

Svulmende fantastisk visuelt og auditivt bombardement Den var som den skulle være og passede perfekt

ind i mine forestillinger

Et storslået eventyr der m

sine mange sprog

arter og en fantastisk sk

hed kombineret m

den klassiske kamp mell

det gode og det onde giv

enestående filmoplevelse