Ægte folkelighed
AfIørn Piø
(Politiken, Kronik 15. august 1958, i: Iørn Piø: Ægte folkelighed og
andre artikler, Foreningen Danmarks Folkeminder,nytår 1989)
Hvorfor lod refrænforfatterenStig Langeden druknedesømandiFisker¬
pigenssangleveopigen,oghvorfor udskiftedeKimHolterstraffefangen
iHjem jeg ville sågernemed ensømand?
Stig Lange har foret musikforlagoversatLennartKjellgrens Fiskar¬
flickanssång,ogdetgørhan ordret,så længeteksten fortællerompigen
der fåret brev om athendes sømandskæreste er omkommet på havet.
Kjellgren slutter da med:
Han vilarnulångt bortifrämlingslandet, Långtbort från hemmet och långt frånsin vän.
Hvorimod Stig Lange lader sømanden vende tilbage med disse ord:
Det tristebrev,det talte ikke sandt.
Mitskibgik ned,menskæbnenvarmignådig, Jegreddet blevoglivets lykke vandt.
Kim Holter har til udgivelse fremdraget den gamle, anonyme sangJeg
sidderbag fængsletsmure, mendeterkun dens omkvæd, han harover¬
taget,ogdet til gengæld ordret:
Hjem jegvillesågernei minekæres favn,
dér hvorjegsomlillehvisked' modersnavn.
I originalteksten erdet enstraffefange, der længes hjem:
Omoder, jeghar dig bedrøvet,
ogdet fortryderjeghårdt,
dinglæde harjegberøvet,
medsmertejegblevrevetbort.
Hjem jegvilleetc.
Omkvædet får jo unægtelig en ganske anden valeur,når det er en sø¬
mand derertale om:
Ogsnartvenderskuden tilbage
Med bankendehjerterombord.
Jegtæller med længsel de dage,
Tilskibetta'rkursen mod nord.
Hjem jegvilleetc.
Underholdningsindustriens folksiger altid,at de ved hvad forbrugerne
vilhave,ogdeterdet de giver dem. Indenfor refrængenren får folkogså
hvad de harbrug for, menfolk har brug for andet og mere end refræ¬
nerne-og det får de ikke af den officielle underholdningsindustri.
Jegsidder bag fængsletsmure eroverordentlig udbredt, selv omden aldrigerblevet fremførtiradioen,ogsåvidtjeg kanse,ville den sørge¬
lige udgave af Fiskerpigenssang være blevet enlige så stor succes som den lykkelige.Hvis altså Stig LangeogKimHolter virkelig vidste hvad
folkgerne vil have,så havde de ikke ændret deto foreliggende tekster.
Når de nu alligevel hargjortdet,så skyldes det, harjeg fåetatvide fra sagkyndig side, hensynet til grammofonselskaberne,ogdet vil til syvende
ogsidstsige hensynet til radioen. For hvader engrammofonpladerent
salgsmæssigt værd, når den ikke kan blive lanceret iradioen. Men ra¬
dioen kan ikke tolerere, at dersynges om straffefanger, der længes, og
om sømænd, der dør. Man går almindeligvis ud fra, at den udsender,
hvad folk gerne vil have,men den udsenderivirkeligheden kun endel
af det, den lykkelige og behagelige del. »Snak ikke til mig om sot og
forgift«, siger Hjalmar i Vildanden, »I mit hus taler man ikke til mig
om ubehagelige ting«. Detgælder åbenbart også i radiohuset!
Imidlertid lever der den dag i dagmange både ældre og nyere viser
om f.eks. straffefanger der længes:
Jegsidderi mincellesåeneogforladt,
Forladt af hele verden,men mestafdigmin skat.
Dukommersammenmedandre,enanden får du kær,
Såkan demigbeholde, til døden kommernær.
Om sømænd der dør:
Menjustsomhun stirred'overhavet,
Daskylledes enflaskeiland,
Som budskabetbar, hanvar begravet,
Alt ud i denbølgende strand.
Om elskende der ikke får hinanden, om syge børn og om børn under ulykkelige forhold: Såledesom »enlille fattig dreng dervilleskaffepenge til mad og medicin til sin syge mor«. Det lykkedes ham også,men
Dahanindad dørentræder,
Harhaningenmoder mer', bleg hun derpålejet ligger,
derersmilomhendes mund.
Og om den fraskiltemoder:
Minmandrejstebort, lod migene tilbage,
Vortbarntoghan fra migogsendte det ud.
Hanænsede ikke minsorgeller klage,
Hanhåned' migstygt,ejhan ændred'sitbud.
Og viseromsotogforgift,omubehageligeting,altsammen uden happy-
end. Til denne meget yndede visegenre hører også de moderne skil¬
lingsviser, forstået somde viser, der handleromvirkelige begivenheder:
Barnemordene i 1929 (Edith i Randers) og 1939 (Gurli iKøbenhavn)
og bombardementerne i 1939 (Esbjerg) og 1945 (Den franske Skole i København).Muligvis eksisterer der endnuyngre, mendeterdeyngste, vi endnu kender på Dansk Folkemindesamling.
»Det er netop de sange«, sagde en meddeler en dag, »der handler
omnoget,og somgiver én noget attænke over«.Fælles for dem erdet,
at de ikke er fabrikeret af den officielle underholdningsindustri, og at
de altså heller ikkeerspredt gennem deofficielle kanaler: grammofon¬
selskaberne og radioen. Man kender nogle af dem på tryk, men langt
fra alle, og de fleste bærer da også præg af at have vandret fra mund
til mund. Derfor erenhver optegnelse af sådanneviser af interesse for
DanskFolkemindesamling, fordi desomregel afvigermereeller mindre
frahinanden.
Vor viden om visernes spredning er endnu ret begrænset, men vi
ved dog særlig god besked med viserne om Gurli-drabet i 1939, fordi
man i efteråret 1957 specielt efterlyste dem, og vi ved nu, at der har
eksisteret tre forskellige viser om dette mord. Den ene skrevet af den
nyligt afdøde Eigil Sølve i Odense, men den kender vi endnu ikke fra
den mundtlige tradition. Hele grundstammen i Sølves sangforlag er i øvrigtnuovergåettil Dansk Folkemindesamling,ogdeteretværdifuldt
materiale til belysningen af den uofficiellevisesang iDanmark fra 1930
til 1955,idet adskillige af de godt 3000 forskelligeviser netop erafen
sådan karakter, atde aldrig vil kunne blive bragti den danske radio.
Detoandre Gurli-viser harmanikkesetpåtryk endnu; deerudeluk¬
kende optegnet fra den mundtlige tradition, og lados lige se på et par
eksempler, der ganske godt belyser hvordan og under hvilke omstæn¬
digheder sådanne viser kan spredes:
Kort tid efter mordet i sommeren 1939 holdt nogle »piger« i Adel¬
gadekvarteret et gilde, og ud på natten stod en af dem op og sang en
vise,hun havde hørt,nemlig omGurli-forbrydelsen.Vi fik optegnelsen
i 1957 af én, der i 1941 havde lært den af en af aftenens gæster. Her følger 3., 4. og sidste vers:
En mand så stille til Gurlikommer,
Han spørgerhende, vil du ha' blommer?
Hunelsked' blommerogtogdemglad, Ogsnartad gaden de fulgtes ad.
Ogdagen efterialle blade.
Derstodatlæse: IIstedgade,
Enlillepigeforsvundetvar, Hvorkunne hunvære blevet af?
Nuskal hun aldrigmere græde,
Nuerhun hvor dererlys ogglæde, Ogmorderen tilbagestår,
Ifængsel ender hansine år.
11955 holdtman »Sangstilleleg« ien4.klassepåenkøbenhavnsk skole,
ogdetforegårpåden måde, atklassen,nårder erénder harfødselsdag,
får lov tilatunderholde hinanden.Dendagvarderførstén,der stodop og sangetrefræn,enanden enfædrelandssang, entredje sagde bareen
vittighed,mensåvarderén,dersang Gurli-visen.Iforhold til Adelgade¬
optegnelsen var den kortere, men til gengæld var der blevet sat nogle
vers til, hentet fra den tredje Gurli-vise, der handler om forbryderen.
Vifik optegnelsen i 1956afenafpigerne,somlærteden i den time,og
jeg citerer her de sidste vers:
Jegsidder bagfængsletstremmer, Minehændererlænket medjern, Og tårerne triller på kinden, Jegkan ikketørredem bort.
Ogfaderogmoder de sidder,
de sidderoggræder formig.
Jegdræbteensyvårig pige,
Somslet ikke tilhørte mig.
Det kan jo aldrig være den helt store kommercielle fidus at skrive en sådan vise. Koda-penge kan der aldrig blive tale om, oplagene er små,
og spredningen er ganske ukontrollabelt overladt til forbrugerne selv.
Her mangler både Birthe Wilke og Gustav Winckler i billedet. Vi ved
ikke hvor mange forskellige »ulykkelige« viser, der er i cirkulation i dag.-Dansk Folkemindesamlinghari de sidstetoår,bl.a. ved hjælp af båndoptagelser, forsøgt at indsamle såmeget afvor egen tids visesang
som muligt, og disse viser er med på flere af båndene. Og det er ikke bedagede meddelere med sprukne stemmer,dersynger, menlivskraftige mennesker,og det både unge og lidt ældre.
Det turde være af en vis betydning at inddrage også denne hidtil upåagtedevisegenre i endebatom »massernes« kultur,forgenrenfåret
særligt perspektivsetiforbindelse medrefrænerne.Viharmange eksem¬
plerpå atforbrugerne både har de lykkelige refræner, ogde ulykkelige
viserpå deresrepertoire. Begge genrerfremstiller tilværelsen forenklet:
fuld aflykke eller fuld afgru, ogdet har til alle tiderværetsådan,aten stor del af befolkningen har haft behov for sådanne grelle, letfattelige skildringer, tænkpå de gamle skillingsviser.Men skillingsviseindustrien
udsendte både lykkelige og ulykkelige viser. Den officielle underhold¬
ningsindustri idag udsender kun de lykkelige (og de let vemodige), og detgørden altså ene og alene, fordi dødog ulykkeertabu iradioen. I øvrigt erder radiofonier ude omkring i verden, der bringerulykkelige viser,f.eks. den canadiske. Asmund Rostrup fortalte iet radioforedrag (30.10.57) om de canadiske katastrofesange, at den hidtil yngste vise
var omenmineulykke iSpringfield inovember 1956, ogatdenogandre lignende bliver spredt på helt officielvis.
Men hvad nu med den ægte og den forlorne folkelighed? Hvad er hvad? Den populære ulykkelige vise er sentimental som det populære lykkelige refræn, men det skulle da vel aldrig være sentimentaliteten,
dervardet ægte folkelige, der altså tolkessomnogetforlorent uden for forbrugerkredse? Detspændende ved de her omtaltedystre, sentimentale
viserer jo,atde lever helt uafhængigt afden officielle underholdnings¬
industri,og atde bådeiform ogindhold pegerbagud modentid, hvor
man ikke kendte radio, grammofon og fjernsyn. Sentimentaliteten er altså ingenlunde nogen »nypest«.
Sandsynligvis erdetægtefolkelige bloten illusion,etprisværdigtro¬
mantisk idealom,atalmuemanden ejernoget ægte,djærvtoguforfalsket
isig,nogetsom erblevet forplumret afvortids hektiske underholdnings¬
industri.
Politiken. Kronik 15. august 1958.
På landet
Øko-dag for byboere
Maden kommer fra landet, men det ermest folk i byerne,som spiser de økologiske
varer -til gengæld kører byboernegerne en tur på landet for at se de forårskåde og
økologiske kalve,nårde lukkes ud på græs.
