Navn: Jon Frederik Pers
Mail: ---
Cpr.Nr: ---
Studie: Stud.merc.Fil
Skole: Copenhagen Business School
Vejleder: Alexander Carnera
Institut for Ledelse Politik og Filosofi
Anslag: Max 180.204
Normalsider: Max 75
08
Fall
Jagten på det digitale selv
En kritisk undersøgelse af biokapital værdiskabelse i den digitale tidsalder
Tracking the Digital Self
A Critical Analysis of the Creation of Biocapital Value in the Digital Age
C O P E N H A G E N B U S I N E S S S C H O O L
2
Indholdsfortegnelse
Abstract ... 4
1. Indledning ... 6
1.2 Eksternaliteternes genkomst ... 7
1.3 Der findes ikke noget udenfor Internettet ... 9
1.4 Det ophævede arbejdsbegreb ... 10
1.5 Problemformulering ... 14
2. Metode ... 15
2.1 Arbejdets arkæologisk genealogi ... 16
2.3 Narrativ selv-teknologi som produktionsform ... 18
2.4 Metodiske overvejelser ... 21
2.5 Formelle rammer ... 22
3. Arbejdsbegrebets passager ... 23
3.1 Fra fordisme til post-fordisme ... 23
3.2 Arbejdet uden fabrik ... 26
4. Digitalt arbejde: Skaktyrken ... 29
4.1 Fra disciplin til kontrol ... 33
4.2 Klassekamp uden klasse ... 36
4.3 Indlemmelse og overskud af sproget ... 37
5. Generobring af valoriseringens overskud ... 39
5.1 Digitale Hjemsteder ... 42
6. Narrativ selv-teknologi som produktionsform ... 46
6.1 Fiktionens produktivitet ... 48
7 Morten er på indrenettet ... 50
7.1 Navigation mellem potentialitet og aktualitet ... 53
7.4 Digital sproglighed ... 60
3
7.5 At skrive sig selv i de andres nærvær ... 61
7.6 Analogi-nostalgi ... 63
7.7 Den individualiserede datakapitalisme ... 64
8 Konklusion ... 67
8.1 Afrunding: Mellem science fiktion og science fact ... 68
9 Perspektivering og anbefaling ... 70
9.1 En digital markedsplads for data ... 70
Litteraturliste ... 72
4
Abstract
This paper investigates the contemporary form of capitalism typically defined as digital capitalism. The purpose of this project is to provide a critical investigation into ambivalences of contemporary digital value creation. In the era of digital capitalism, the self-creating individual is drawing on a range of technologies enabling him to both live a digital life and tap into networks of value creation. This paper argues that the digital capitalism is rooted in, and extracting capital value from, a sphere constituted of both physical and virtual elements through which the individual is navigating. The human body with its intellectual capacities, desires, affections, and inclinations is at the center of this industry. The valorization of cognitive capital and measurement of vital data is key both for the process of self- creation for the individual and value creation in this form of capitalism. This paper argues that the creation of the self is directly linked to the value creation in modern capitalism. In the last two decades, innovations in the fields of computing and communication technologies started to gather around a new single paradigm of accumulation and valorization. In this paradigm, the individual is embedded in a tight web of interlinked technologies, which primary modus operandi is data collection and sense-making. On the macro level the gathering, collection, sense-making and distribution of these personal data are the resource of an information industry of unprecedented scale.
Independently of the dominant convention, contemporary digital capitalism has proven to be able to absorb and capitalize new social and vital circles, involving the vital faculties of human beings, thus paradoxically rendering digital systems of value creation the most corporal form of capitalism yet. The focus of the analysis is to elucidate the zone where self-creation and value-creation coincide; a zone that is bypassed by a large part of the contemporary political discourse and economic analysis. The aim is to show that an analysis of contemporary technologies, creation of value and the human condition must take in a broader recognition and understanding of the importance of interdisciplinary methods of questioning when examining tensions between the conceptualization of value theory and human life. This paper proposes an alternative approach to the analysis of production and subjectivity.
The author employs and evaluates an exploratory method to identify fiction and narratives as a valid method for social and economic science. The paper presents fictional stories as a tool to show the need for an approach capable of highlighting zones of indistinction and ambivalence inherently linked to the subject of contemporary value creation. These fictional stories enable a critical double move, which in the description of individual – micro – occurrences generates a view on highly capitalized human conditions and social relations.
5 Who causes whom? Does technology cause us, or do we cause it? ... Is there another potential direction in which our civilization could develop, other than a technical one?
Stanislaw Lem, Summa Technologiae (1964)
A man, to be greatly good, must imagine intensely and comprehensively; the pains and pleasure of his species must become his own. The great meassurement of moral good is the imagination; and poetry administers to effect by acting upon the cause”
Percy Bysshe Shelley
6
1. Indledning
For at tilnærme sig en beskrivelse af selv- og værdiskabelse i den digitale kapitalisme må buen spændes hårdt for at fange den bredte disse begreber fører med sig.
I forbindelse med mit arbejde ved det danske innovationscenter i München har jeg dagligt kontakt med store og små virksomheder i diverse industrier og sektorer. Deres ønske er at udvide aktiviteter i Tyskland eller blive en del af det innovative økosystem, der er så fremtrædende i den sydlige del af landet. I starten var jeg skeptisk og frygtede, at arbejdet ville gøre mig desillusioneret. Før havde jeg arbejdet på Danmarks Radio og måtte efter 4 år forlade stedet med en bitter smag af nedtrykthed.
Journalisme havde ikke været det, jeg havde håbet; hvor jeg havde forventet dybde og afsløring fandt jeg gengivelse og sensation. Ved innovationscentret var det min frygt, at arbejdet med erhvervslivet ville skuffe mig ved, at indfri min forudindtagede forventning om, at innovation for erhvervslivet blot er et begreb, en slags trend spækket med af kreativitet og inddragelse åndende ord. Men jeg måtte tro om. Ved et møde med den største danske Pharma-virksomhed og en række betydelige stakeholdere fra Tyskland havde jeg svært ved at skjule min begejstring da dialogen hurtigt pendlede sig ind på hvordan livet kommer til at se ud i fremtiden. Virksomheden ønskede at indgå i partnerskaber, deltage ved konferencer og møde virksomheder, der kunne frembringe viden om hvordan mennesket bevæger sig, hvordan det lever og indgår i relationer med arkitektur og andre mennesker. Jeg var målløs. Ikke et ord blev spildt på afsætning, volumen, kanalpartnere og legislative barrierer. Det handlede om i fællesskab at danne sig et billede af menneskets dagligdag i byen. Forholdet mellem arbejde og fritid, brug af transportmidler, deltagelse ved kulturelle arrangementer og selv tilstedeværelse og manifestation af subkultur var blandt de punkter, virksomheden ønskede at vide mere om. Jeg havde ikke forberedt mig på den slags møde og havde, hvis jeg skal være ærlig, valgt omhyggeligt at gemme mine kritiske stemme. Det krævede nærmest anstrengelse at gå ind på de præmisser virksomheden tegnede op, selvom det var noget jeg havde beskæftiget mig indgående med i løbet af min uddannelse.
Da jeg forlod arbejdet samme dag kunne jeg ikke ryste denne erfaring af mig og på vej hjem, gik jeg og så på min omverden med gennem de spørgsmål og emner vi havde drøftet. Der begyndte det at gå op for mig: værdiskabelse er ikke direkte forbundet med produktion og salg af produkter. Selv marketing er i første omgang ikke interesseret i direkte afsætning, men handler mere om den generelle betingelse det givne produkt er indlejret i. Jeg gik forbi tøjbutikker, der duftede af parfume, banker, der reklamerede med maratonløb og en reklame, der fulgte mig med øjnene. Yderst forbavset blev jeg
7 stående foran en halvanden gange to meter stor skærm der viste et kvindeansigt – hendes øjne fast fokuseret på mine. Da jeg gik tættere på begyndte hun at smile og vinke mig hen til sig. Da jeg selv smilede, blev hendes smil bredere. Da jeg gjorde min mine seriøs rystede hun let og bebrejdende på hovedet. Da jeg igen grinede trådte hun til side og der viste sig en skrift: smil og mød andre som du selv vil mødes – det gør vi, efterfulgt af navnet på et forsikringsselskab. Atter var jeg målløs. Skærmen havde et kamera der ved hjælp af ansigtsgenkendelse kunne læse mit ansigtsudtryk og afstand til skærmen.
Senere fandt jeg ud af dette blot var et eksempel på en række nye marketingteknologier, der retter sig direkte mod individet og kommer tæt på, som jeg vil argumentere for i dette speciale, meget tæt på.
Da jeg kom hjem efter mødet og gåturen følte jeg at mine sanser havde været så tilspidsede og stadigvæk var det nu, at selv min lejlighed nu lugtede anderledes og lyset faldt usædvanligt i min stue.
Men jeg var ikke træt som jeg plejer når jeg kom hjem, eller rettere, jeg var træt på en anden måde.
Siden har jeg undret mig over og prøvet at forstå denne inddragelse af sanser, affekter og liv i værdiskabende processer. Mit møde med pharma-virksomheden og den efterfølgende gåtur havde på en måde sensibiliseret mig til at betragte min omgivende struktur som helhed, som et slags økosystem af liv – som værdiskabelse i fysisk og digital arkitektur. Jeg så en helhed af ting, jeg før kun havde oplevet i fragmenter, der det meste af tiden forstyrrede mig som små voldsomme angreb på krop og privatliv. Dér begyndte jeg at forstå, at det var netop dette Pharma-virksomheden havde sat sig for.
De vil forstå og inddrage livet. Jeg satte mig for at bruge denne erkendelse som grundlag for min undren og mit arbejde på foreliggende kandidat.
1.2 Eksternaliteternes genkomst
Den viden pharma-virksomheden efterspurgte på mødet og den viden, der ligger bag den måde hvorpå mine sanser blev inddraget i iscenesættelsen af produkter på vejen hjem fra mit arbejde, er en viden der ikke opererer med distinktioner mellem liv og produkt. Forskellige former for viden der sættes sammen på ny er selve produktet der herved drager dele af livet ind i værdiskabelsen. Omvendt er det også ideer, billeder, ord og symboler, der gør, at vi forstår og afkoder produktet på en bestemt måde. Herved er det vores kognitive egenskaber der bringes i spil, både i udviklingen af produkter – mit møde med pharma-virksomheden – og konsumeringen af produktet – Min gåtur hjem fra arbejde, hvor jeg selv var modtager for produktet. Viden optræder i den nuværende kapitalisme både som ressource og som integreret del af produktionen, samt som selve produktet, idet viden om et produkt eller en ydelse netop er blevet det afgørende for økonomisk profitskabelse. Ifølge Matisse-gruppen
8 ved Matisse-laboratoriet ved Université de Paris er den kognitive kapitalismes akkumulation af immateriel kapital kendetegnet ved, at den integrerer positive eksternaliteter i midten af dens produktionssfære. En af grundlæggerne bag konceptet den kognitive kapitalismes, den franske filosof Yann Moulier Boutang, beskriver i Pollenbyer og Pollenarkitektur denne udvikling ved hjælp af en analogi der, da jeg læste den, for alvor fik mig til at begribe den bredte, værdiskabelse i dag dækker over.
Boutang (2010) skriver hvordan vi længe har levet i troen om, at biernes honning er det produkt, vi har kunnet høste og skabe merværdi af. Det er imidlertid først nu, hvor bierne er ved at uddø, at vi forstår at biernes produkt er deres bestøvning af natures træer og blomster. Logikken er således, at hvis biens honning og voks er 1 værd, så er deres bestøvning mellem 790 og 1000 gange mere værd, skriver Boutang (Ibid.: 110). Han bruger analogien til at forklare, hvad der sker med den arkitektoniske form og de bymæssige mønstre, når indholdet (det kapitalistiske grundlag) gennem udvidelse og inddragelse ændrer sig radikalt. Pharma-virksomhedens målsætning var således at begribe værdiskabelse som mere end kun et slutprodukt. Den radikale implikation af dette, er det eksistentielle sammenbrud af skellet mellem inde og ude i værdiskabende processer. Selvom Boutang i artiklen, der blev publiceret i forbindelse med living udstillingen på Luisanna, taler om arkitektur og byrum er det netop de klare grænsers sammenbrud, der gør at samme princip kan overføres til liv og værdiskabelse i bredere forstand. Med udgangspunkt i Boutang kan man argumentere for, at arbejdsbegrebet ophæves i pollensamfundet da de værdiskabende handlinger ikke kan tilregnes en bestemt form for handling eller et afgrænset rum. Metaforen om bierne kan forståeliggøre dette ved omstændigheden, at man udefra kan påpege at bierne har brug for blomster, sol og luft til at producere honningen og gennem denne brug samtidigt reproducerer naturen. Men for at forstå den konkrete arbejdsdeling der foregår inde i bikuben har vi brug for en analytisk tilgang der kigger indefra og ud. Produktion kan ikke betragtes udefra men må begribes som en immagent faktor, der trækker på menneskets fysiske, affektive og kognitive egenskaber. Menneskets modtagelighed for og kapacitet til at påvirke/blive påvirket af i kraft af sanser, erfaring, ideer og forestillingsevne må således være udgangspunktet for en undersøgelse af værdiskabelse i den kognitive kapitalisme, hvor ”Det afgørende ikke længere (er) arbejdskraften, men inventionskraften, men hermed ophæves samtidig forskellen mellem arbejdskraften og den arbejdende person” (Kristensen, 2008: 103). De produktive processer i det nuværende kapitalistiske paradigme baserer på menneskets evne til at bringe nye ideer til bordet og er således knyttet tæt sammen med evnen til at lære, reflektere og danne erfaringer. Et eksempel på dette er Boutangs anvendelse af bi-metaforen. Metaforen kræver, at læseren lader sin forestillingsevne vandre for derved at komme til nye erkendelser. Dette ville et mere statisk eksempel ikke have kunnet bevirke. Boutang konstruerer et billede hvori den kapitale værdiskabelse har ”forstået” at menneskets
9 egentlige produkt er hvordan mennesket træder i relation med sig selv, andre mennesker og den teknologiske infrastruktur det færdes i. Det er menneskets erfaring og ”bestøvning” af samfundet, der er det egentlige produkt – ikke blot menneskets arbejde. Det er i dette lys at specialets titel, jagten på det digitale selv, skal læses. For hvordan må vi forstå arbejde når der ikke findes noget udenfor? Og hvordan påvirker eksternaliteternes inddragelse i de værdiskabende processer menneskets erfaringsdannelse samt dets evne til at skabe mening og bringe sig selv i spil? Disse spørgsmål søges besvaret i nærværende undersøgelse af selv og værdiskabelse i den digitale kapitalisme, der således har fokus på det arbejde der udføres, hvordan dette udføres og hvilke teknologier der drages ind i produktionen.
I det kommende afsnit redegøres for den indledende forståelse af Internettet og det digitale arbejde der udfoldes i min undersøgelse.
1.3 Der findes ikke noget udenfor Internettet
Det foroven beskrevne møde med Pharma-virksomheden generede en viden i mig, som sensibiliserede min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg på vej hjem fra arbejde blev i stand til at reflektere over de indtryk og påvirkninger jeg mødte på en helt ny måde. Påvirkningerne, og måden hvorpå de ”trak” i mig, blev synlige for mig, da jeg havde fået et objektiv jeg kunne registrere dem igennem. Disse påvirkninger er allestedsnærværende og viser sig snart som synlig vold og snart som subtilt sug. Der er tale om kræfter der ligesom tyngdekræften gør at vi bevæger os, ser og tænker på en bestemt måde. Når vi færdes gennem verden er der adskillige kræfter, der trækker i os, påvirker vores handlinger og vores frihed og derved er de med til at forme det liv vi fører. I den digitale kapitalisme, hvor digitale medier og teknologier gør, at vi fører en stadigt større del af vores liv digitalt, må vi prøve at forstå de nye kræfter der er på spil. Den fysiske infrastruktur, som i byrummet udgøres af gader, skilte, advarsler og opfordringer, er i den digitale sfære og æra mindre synlig og direkte. Den kommer til syne i vores anvendelse af teknologier og medier, der ved interaktionen i en konstant vekselvirkning med os påvirker vores liv. Det er væsentligt at spørge ind til hvordan disse teknologiers usynlige begrænsninger og muligheder påvirker vores kropslige erfaringsdannelse. For når livet inddrages i de værdiskabende processer og livsførelse og produktion står i direkte relation til hinanden er det, at tage ved lære af sit liv og bringe sig selv i centrum. Det er dynamikken i denne nye form for arbejde, der er omdrejningspunktet for nærværende kritisk analyse af den digitale kapitalisme.
10 Ligesom den kognitive kapitalisme, har den digitale kapitalisme ikke noget udenfor. For at tilnærme sig en definition af den digitale kapitalisme er det derfor vigtigt, at danne sig et billede af grundlaget som den opererer på. Det er vigtigt at forstå dens volumen, rækkevidde og evne til virtuelt at indoptage, forlænge og erstatte faktorer fra den fysiske verden. I den digitale værdiskabelse foregår en til stedse større del af den kapitale værdiskabelse gennem digitaliseret indhold. Det er ikke længere muligt, at tale om centraliseret produktion, der er bundet til sted og rum og det er ikke længere muligt at tale om faktiske produkter, som forhandles på faktiske markeder. Det fysiske arbejde taber i stigende grad sin betydning, da den digitale værdiskabelse i høj grad baserer på kognitive egenskaber såsom det at forstå, afkode og sammensætte digitalt indhold. Det er derfor vores evne til at navigere imellem den fysiske og den digitale sfære, det vil sige, måden hvorpå vi anvender den digitale kapitalismes teknologier, der bestemmer hvordan vores krops affektive dimensioner bliver forstærket eller undertrykt af teknologiske muligheder og begrænsninger. Den digitale værdiskabelse er således en del af den kognitive kapitalisme og den immaterielle økonomi, hvor værdi ikke skabes i fabrikken eller findes i form af fysiske produkter, men bliver genereret i og af mennesket på en og samme tid. Værdiskabelse opstår som substrat af vores erfaringsdannelse vi bringer i spil ved deling af viden og information.
I nærværende opgave bliver værdiskabelse således begrebsliggjort som det substrat, der opstår igennem produktionen af viden. Denne forståelse peger på vigtigheden af, at medregne fokus på selvskabelse, hvilket jeg har løbende opmærksomhed på.
1.4 Det ophævede arbejdsbegreb
Som jeg har redgjort foroven hænger digital værdiskabelse sammen med den kognitive kapitalisme og altså sammenbruddet mellem fysisk/kognitivt arbejde og indenfor/udenfor værdiskabelse. I dette afsnit fremlægges de konsekvenser som disse vilkår har for hvordan vi i dag kan forstå arbejdet. I dette afsnit fremlægges den forståelse af arbejdet, som jeg opererer med og det gøres klart hvilke implikationer denne tilgang har for min undersøgelse.
Den industrielle forståelse af arbejde, som noget der forholder sig til en række handlinger udført på et relativt afgrænset rum, er i den foroven beskrevne tilstand hvor distinktionen inde/ude er ophævet ikke længere gyldig. For selvom fysisk arbejde stadig spiller, og formentligt altid vil spille, en væsentlig rolle, overskrider den samlede værdiskabelse det industrielle arbejdes lukkede rum. Det er herved ikke blot de kognitive egenskaber, men i stigende omfang måden hvorpå vi bevæger os fysisk og digitalt,
11 der bliver inddraget i den overordnede værdiskabelse. Vores bevægelser – digitale såvel som fysiske – har aldrig været så værdifulde som i dag. Det er gået op for kapitalen, at værdiskabelse ikke blot foregår gennem vores fysiske formåen mens vi er på arbejde, men i stigende grad er iboende i hver handling vi foretager os. Hver googlesøgning, hvert skridt, hvert blik, hvert håndgreb er potentielt værdiskabende, hvis handlingen bliver målt, samlet og vurderet. Skridt, blikke, følelser og håndgreb er sjældent vilkårlige; de er rettet og bestemt af en vilje til at fremkalde en effekt. Om vi er på arbejde, går på gaden eller ser en film; vores handlinger røber hvad vi begærer, hvad der frastøder os, hvad der tiltrækker os. Økonomien, der opstår gennem kapitaliseringen af disse handlinger er enorm. Hvad betyder det at skabe sig selv og hvad betyder det at arbejde i denne tilstand? Den gennemtrængende digitalisering gennem mobile enheder har skabt grundlag for en data indsamling af enormt omfang, der går under betegnelsen Smart eller Big Data. Det pervasive internet opsamler informationer om individer, lagrer dem, interpreterer og repræsenterer dem. Den konstante brug af de allestedsnærværende digitale teknologier medfører en opsamling af data, der antyder, at teknologierne bliver mere end blot en integral del af vores hverdag; de konstituerer og konfigurerer vores liv. Vi er herved producent og konsument af vores eget liv, som vi opsamler, måler og dokumenterer. I denne tilstand er prosumenten (Ritzer et al. 2012) arketypen på en ny måde at producere/konsumere på. I den digitale tidsalder er mennesket ved at være producent og konsument på samme tid, blevet til fuldendelsen af prosumenten, der allerede indtog en væsentlig rolle i den af Pine og Gilmore (1999) beskrevne oplevelsesøkonomi. Han er kongemageren af en ny herskende klasse bestående af IT- giganter som Facebook, Twitter, Google, Yahoo og AOL der er støbeske og mulighedsbetingelse for prosumenten. På deres platforme uploades 300 timers videomateriale1 (Youtube), foretages 2.4 millioner søgninger2 (Google), tilkendegives 360.000 tweets3 (Twitter) og synes-godt-om 1.8 millioner uploads4 (Facebook) – i minuttet. IT-giganterne stiller platforme til rådighed hvor brugerne selv genererer indholdet (User generated content) og herved indgår i sociale værdiskabelseskæder henover landegrænser, på tværs af indkomstklasser og uden hensyn til markedssegmenter. Prosumenten kropsliggøre en komplikation, for hvis det arbejde mennesket udfører falder sammen med selve det skabte produkt, bliver det i stigende grad sværere at skelne mellem disse, da arbejdsbegrebet nu forholder sig til hele menneskets livsverden. I undersøgelsen af værdiskabelse i den digitale æra vil jeg
1 https://www.youtube.com/yt/press/statistics.html
2 http://www.internetlivestats.com/google-search-statistics/
3 http://www.internetlivestats.com/twitter-statistics/
4 https://zephoria.com/social-media/top-15-valuable-facebook-statistics/
12 betragte arbejdet fra flere perspektiver for at fange de bevægelser der er med til at påvirke det. Herved inddrager undersøgelsen af det ophævede arbejdsbegreb individuelle egenskaber som kognitivitet, subjektiv formåen og digital adfærd.
Foreliggende speciale er et forsøg på at synliggøre de effekter denne altindragende værdiskabelse medfører. For at afdække værdiskabelse i den digitale kapitalisme er det væsentligt at man anvender et begrebsapparat og der teoretisk ramme, der stiller skarpt på forholdet mellem arbejde og liv, for ”(…) when the productive process incorporates knowledge and affects, desires and bodies, motivations and opinions, then it is clearly evident that what is actually sold is not entirely paid.” (Morini, Fumagalli 2010: 238). Ligesom arbejdsbegrebet selv, er forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver i den digitale kapitalisme blevet problematiseret. Revolutionen i IKT sektoren (Internet- og kommunikationsteknologier), som har muliggjort koblingen af flere forskellige grupper af arbejdere sammen i realtid, selvom de befinder sig rundt omkring i verden, har medført en hæmningsløs konkurrence mellem arbejderne (Hardt & Negri 2009: 299). Herved har den digitale kapitalisme negeret forskelle på lokale lønforhold, geografiske samt kulturelle variationer og derved svækket arbejdskraftens strukturelle modstand (ibid.: 299) virksomheder har i faldende grad brug for faste ansatte. De nøjes med innovatører og strateger, der garanter virksomhedens kurs, mens værdigenerende projekter udføres af hold bestående af deltidsansatte, projektansatte og crowd-sourcet arbejdskraft. Yderligere har informatiseringen af arbejdet beirket at vi i dag tænker stadig mere som computere, og kommunikationsteknologierne og deres interaktionsmodeller bliver mere og mere afgørende for vores arbejdsaktiviteter (ibid.: 261). Individet selv må formå at navigere gennem livet på en måde, der opretholder dets attraktivitet i forhold til den digitale værdiskabelse – det skal lære det digitale sprog. Individet må begribe sig selv som virksomhed og bringe sig selv i spil. Det nuværende værdiskabelsesparadigme er således forbundet med en ny måde at være individ på. En ny måde at skulle forstå det sociale på. En ny offentlighed. Den digitale kapitalisme folder sig ud i et samfund hvor de offentlige værdier ikke længere er forankret i offentlige institutioner men går ud fra den enkelte og dennes bidrag til fællesskabet (Virno 2004: 41). Det er disse aspekter af vilkår for værdiskabelse, som jeg i denne opgave vil medregne, når jeg undersøger hvorledes arbejdet, som jeg i denne opgave gør til min gestand, folder sig ud i den digitale kapitalisme. Som jeg vil gå nærmere ind på i afsnittet Generobringen af valoriseringens overskud, kræver det en særlig opmærksomhed på sprogets betingelser. Dette fokus gør mig i stand til at opfange hvordan spændingen mellem selv- og værdiskabelse, frisættelse/undertrykkelse er ambivalente grundbetingelser i det digitale arbejde. Den digitale æras nye værdiskabelsesparadigme har essentielt medført en fordobling af livet, der nu på samme tid er fysisk og digitalt. I dette system af usynlig, fuldautomatisk kommunikation, hvori værdi
13 skabes uden omkostninger, i en fabrik uden rammer og opsynsmand, sættes menneskets erfaringsdannelse på prøve. Evnen til at forstå sammenhænge, gribe muligheder og bringe sig selv i spil er uundværligt som fri agent. Men det er svært at forestille sig teknologisk kommunikation uafhængig af mennesket, produktion uden omkostninger og arbejde uden arbejdsgiver. At kunne forestille sig noget, kræver en evne, der er tæt knyttet muligheden for at kunne tænke selv, at begribe sig selv som del af et system og til at forstå måderne hvorpå ens selvskabelse i dette system falder sammen med værdiskabelse. Med udgangspunkt i denne evne kan individet navigere mellem de ambivalente tilstande det er spændt ud imellem. Er individet ikke i stand til dette er den grænseløse digitale kapitalisme ikke nogen betingelse der muliggør men et dispositiv der bestemmer handling. Kan vi ikke mestre denne navigation er den kapitale produktions finansielle marginale omkostninger ganske vist faldende, men de menneskelige omkostninger stigende og den grænseløse produktion ikke frisættende, men fremmedgørende.
14 1.5 Problemformulering
I forlængelse af ovenstående undren over og problematisering af arbejdsbegrebet i den digitale kapitalisme, besvares i foreliggende speciale følgende problemformulering:
Hvordan må vi forstå arbejdsbegrebet i den digitale kapitalisme og hvordan står dette i relation til individets muligheder for selv- og værdiskabelse?
Hensigten med denne problemformulering er at foretage en kritisk undersøgelse af forholdet mellem produktionsmodus og subjektivitet i den digitale kapitalisme. Det er ambitionen at påvise hvordan teknologiske fremskridt og bestemte værdiskabelsesparadigmer medfører bestemte måder at producere og være menneske på. Det er hensigten at undersøge hvordan disse måder hænger sammen med en ambivalens, der er iboende i den digitale kapitalisme. For at forståeliggøre den digitale kapitalisme, redegøres i afsnittet Arbejdsbegrebets Passager for de produktive spændinger mellem produktion og erfaringsdannelse, der i nærværende undersøgelse forstås som drivkræfterne bag det i indledningen beskrevne nye værdiskabelsesparadigme. Specialet er således en konsekvensbetragtning af den digitale æras mulighedsbetingelse samt tilsigtede og utilsigtede effekter.
Specialet er en kritisk undersøgelse af den digitale økonomis værdiskabelsesparadigme, der gennem en høj grad af decentralisering og afinstitutionalisering har frigjort mennesket til at skabe sig selv og til at generere sit eget indhold. Første del af specialet foretager en historisk genealogisk diagnose af hvordan og i hvilket omfang det digitale værdiskabelsesparadigme har vundet indpas i de vestlige samfundog er blevet normalen. Herved positioneres undersøgelsens mikro-analyse af forholdet mellem selvskabelse og værdiskabelse i og udenfor organisationer. Denne analyse belyses i et makro-perspektiv med fokus på Internettets indvirkningen på ambivalensen mellem immateriel (økonomisk) og social-etisk værdiskabelse. I specialets anden del gennemføres en kritisk analyse af den skitserede digitale kapitalisme, hvor subjektet undersøges i forhold til de effekter det nye værdiskabelsesparadigmes ambivalenser har på spændinger som inde/ude og undertrykkelse/selvskabelse. Afslutningsvist giver specialet et normativt bud på guidelines for erhvervsliv og forskning omkring nødvendigheden af socio-etiske overvejelser i udviklingen af og beskæftigelsen med det nye tekno-økonomiske paradigme.
15
2. Metode
I de to følgende afsnit præsenteres det foreliggende speciales metodiske tilgang. Denne metodiske del præsenterer, udover at beskrive undersøgelsens til- og fremgang, det perspektiv specialet skal læses og forstås igennem. I denne opgave, ligesom i forskning i almindelighed, er metoden den første og overordnede del af analysen, da den sætter de præmisser op, analysen følger og retter sig efter. I denne del rejses spørgsmålet, hvad det vil sige, både metodisk og videnskabsteoretisk, at opnå viden omkring arbejde og værdiskabelse i den digitale tidsalder. Dette gøres igennem en arkæologisk genealogi, der gør op med enhver repræsentationstanke.
Det ophævede arbejdsbegreb anlægges som perspektiv i første del af specialets analyse, ved at betragte de forskydninger der allerede er i gang med at ske, herved opfattes samtiden som en hændelse (Raffnsøe m.fl. 2009: 322). Her inddrages betragtninger om teknologiske udviklinger og produktionsorienterede transformationer som igangværende hændelser, for at undersøge hvordan disse transformationer påvirker subjektdannelsen i den digitale kapitalisme. Dette gør jeg ud fra en overbevisning om, at arbejde ikke er noget denotativt begreb, der kan betegne en faktisk virkelighed, men tværtimod opstår i hændelser i tid og rum. Implikationen af dette perspektiv er, at tilegnelse af kundskab omkring arbejde må undersøge de brud, passager og forskydninger, som fødslen af den digitale kapitalisme har ført med sig og som bidrager til denne begrebsliggørelse. Kundskabsanalysen af arbejdsbegrebet bliver således et spørgsmål om at analysere den forbindelse, som begrebet står i relation til, for herigennem at fremskrive en forståelse af produktion i den digitale kapitalisme. På samme måde skal de praksisformer der skal undersøges i specialets følgende anden del frem for at blive fremført som afsluttede og selvfølgelige hændelser beskrives som ikke endeligt afklaret erfaring (Raffnsøe et all. 2009: 322). Således bibeholder den beskrevne samtid sit momentum og brudflader fremstår som erfaringsmuligheder. Det er ved bibeholdelsen af disse åbne erfaringsmuligheder at processer, tilstande og kår kan opnå en problematisk status der tillader analytisk beskæftigelse (ibid.:
322, 333). Herved fravrides arbejdsbegrebet et bestemt perspektiv og står frem i kraft af sin relation til nabobegreber såsom selvskabelse, subjektivitet, kropslighed, sanselighed og kognitivitet, der kontinuerligt fremhæves og skjules af arbejdets ambivalens. Dette gøres ved at anvende en genealogisk arkæologi, der tager udgangspunkt i Foucaults sene forfatterskab (2009a; 2009b).
16 2.1 Arbejdets arkæologisk genealogi
Kombinationen af arkæologi og genealogi er velegnet til projektets undersøgelse, idet den lader teksten tage forbehold for de traditionelt relativt isolerede sfærers nedbrydning og åbner op for en anskuelse af arbejdsbegrebet som en diskontinuert genstand. Den arkæologiske analysetilgang forsøger at afdække genstandens begrænsende og indskrænkende systemer, som bestemmer, hvad der kan ytres igennem en række diskursive instanser. Den genealogiske analysetilgang derimod undersøger, hvordan en ny mangfoldighed af diskurser er sprunget frem på trods af disse begrænsninger (Raffnsøe m.fl.
2009: 42-44). Den genealogiske arkæologi, der udarbejdes i min undersøgelse, har til hensigt gennem beskrivelsen af historisk brudfalder at vise, hvordan viden om arbejde overskrides og opfattelsen af produktion ændres (Foucault 2009a: 46). Viden omkring værdiskabelse i den digitale kapitalisme handler i dette perspektiv om at blotlægge hvad det er, der muliggør netop denne viden og hvilke effekter disse omstændigheder har på fremskrivelsen og udformningen af en bestemt virkelighed. Her fremstår viden som hvad det er muligt at sige og hvad det er muligt at se i en given historisk periode.
Denne viden er dog altid problematisk, da der opstår asymmetri mellem det sigelige og det synlige.
Det er netop denne asymmetri, der driver udviklingen bag viden (Deleuze 2006a: 66). Dette implicerer at behandlingen af historie og viden ikke handler om at komme frem til endegyldige sandheder, men derimod om at afdække hvordan sandheder hele tiden bliver skabt og indlejres i verden. Den arkæologisk genealogi, som jeg udfolder i kapitel 3, retter sig mod at beskrive arbejde i den digitale æra ud fra hvordan arbejdet kan komme til udtryk, fremfor hvad arbejdet er. Dette gøres ud fra en overbevisning om, at måder at producere på og subjektdannelse står i relation ikke blot til det igangværende – til det der repræsenteres – men er forbundet med hændelser, forskydninger og transformationer fra fortiden, der stadig er i gang med at udspille sig. Digitale produktionsformer skal således begribes ud fra deres fremtrædelse i historiske praksisformer. Dette sker i uselvfølgelig og problematiseret form hvor genstanden skal tænkes som stadig ikke afklaret erfaring (Raffnsøe m.fl.
2009: 322). Eksisterende praksisser udgør i dette perspektiv de knuder hvorigennem genstanden låses op og undersøges i en problematiserende diagnostik. Ved at gøre dette opnår de valgte nedslagspunkter en problematiseret status. De digitale produktionsformer bliver således problematiseret ud fra udgangspunktet, at adfærd, fænomener og processer fremstår som en selvfølge men faktisk er komplekse størrelser der kræver dybere og problematiserende beskæftigelse (Raffnsøe m.fl. 2009: 333). Gennem behandlingen af arbejdsbegrebet er det ambitionen at vise hvordan begreb og tilstand kan have skiftet betydning og status op gennem tiden. Der opereres herved med antagelsen
17 om, at historie, og transformation ikke har nogen begyndelse eller afslutning. Begreberne er i konstant tilblivelse og altid allerede i gang.
I foreliggende speciale gøres dette ved at undersøge sammenspillet mellem krop og affekt med udgangspunkt i en Deleuziansk læsning af Baruch Spinoza. Omdrejningspunktet i denne tilgang er en udredning af forholdet mellem kroppe, som både kan være mennesker, kropsdele, dyr, genstande og systemer (Deleuze 1988: 127). En given krop er defineret ved dens egenskab til at påvirke eller blive påvirket. Arbejdsværdi skal gentænkes fra udelukkende at dække over en værdi-tid relation til at tage forbehold for de kvalitative forandringer der har fundet sted. Nødvendigheden for en ny forståelse af arbejdsbegrebet i den digitale kapitalisme må således ikke se bort fra krops-begrebets betydning.
Foucault rammer i Seksualitetens Historie Bind I: Viljen til Viden dette med følgende sætning: ”(…) magtinstallationer er direkte forbundet med legemer, funktioner, fysiologiske processer, sanser og lystfølelser; det drejer sig på ingen måde om at viske kroppen ud, men om at får den til at træde frem i en analyse, hvor det biologiske og det historiske ikke følger hinanden som i de gammelkendte evolutionistiske sociologier, men hvor de to ting forbindes på stadig mere kompleks vis, i takt med at de moderne magtteknologier udvikles og tager sigte på livet” (Foucault 1992a:
157). Det til undersøgelse stående arbejdsbegreb bliver herved, fremfor at være en om sig selv lukket sandhed, taget op som en genstand, der til stedse er under forandring og tilblivelse. Begrebet er således en foranderlig genstand, der påvirkes gennem levende relationers bevægelige former og strukturer. En krop er for Spinoza ikke nogen form, funktion eller noget subjekt men en modus, der er defineret ved de affekter den er i stand til at påvirke eller blive påvirket af. Affekt er således den variation, der sker mellem kroppe i forskellige momenter. I overgangene (transitions), kommer de affektive kroppe til syne som kroppe, der er bevægelse og er i bevægelse (Massumi 2002: 15). Herved bliver kroppen et slags medium, der gennem nærmere undersøgelse kan beskrive bevægelser mellem selv- og værdiskabelse, analog og digital, produktiv og uproduktiv, frisættende og fremmedgørende der opstår i interaktioner mellem kroppene. Ved at anvende kropstanken som metodisk tilgang, er det min hensigt at beskrive arbejdet ud fra bevægelser og interaktioner hvor dette kommer til syne som affekt. Herved vokser arbejdsbegrebet som krop ud af redegørelsen og kan appliceres i den videre analyse af forholdet mellem selv- og værdiskabelse. Det drejer sig om en metode, der afviser enhver form for transcendens, enhver udvendighed fra denne verden og derved genindfører evnen til at producere selv og skabe verden på en selvstændig måde i mennesket og samtidigt påviser hvordan mennesket står i relation til sig selv, sit produkt og andre mennesker (Negri 2015: 39). Det ophævede arbejdsbegreb og ultimativt forholdet mellem selv- og værdiskabelse i den digitale kapitalisme bliver herved den genstand, der skal synliggøres igennem fremskrivningen af teknologier, situationer og tilstande, der påvirker dets indre dynamik.
18 Udfordringen er at fange de produktive relationer, begreberne er indlejret i for derved ikke at låse dem fast i endegyldige betragtninger. Derfor er det ikke specialets genealogiske metodes ambition at finde frem til et første udgangspunkt, der har udløst de beskrevne transformationer eller at gøre et forsøg på at nå frem til én bestemt konklusion. Specialet er derimod et forsøg på at udpege hvordan arbejdsbegrebet kontinuerligt har været under forandring. Den genealogiske belysning af begreberne er således et bidrag til en fornyelse af selvsamme. Den herved generede viden bliver en sammensætning af synligheder og udsagn, der spreder sig på forskellige niveauer og understreger hvor praktisk viden er (Foucault 2009a: 35). Undersøgelsens kerne handler følgeligt om hvordan menneskets omgang med verden kontinuerligt (ud)fordrer mennesket til at skabe sig selv. De teoretiske udsagn der inddrages i løbet af opgaven undersøges derfor ved, at nuancere begreberne og give dem en historisk tyngde, der viser deres forbindelser og omskiftelighed (Foucault 2009a: 35).
Herved understreges at kundskab er historisk betinget og at den undersøgte genstand selv ændrer sig i forhold til de tråde, der trækkes frem i beskrivelsen og de broer, linjer og forbindelser, der bliver skabt i beskrivelsen. Metoden understreger, at det usynlige ikke står i modsætning til det synlige, men at det usynlige håndteres som det synliges måde at være synlig på. Afhængigt af beskrivelsens forbindelseslinjer spiller det usynlige med i synligheden. Forskellige og til tider modsatrettede perspektiver vil blive fortættet i løbet af specialet, med bevidstheden om, at selve udfaldet ikke går restløst op.
2.3 Narrativ selv-teknologi som produktionsform
I analysens anden del anvendes en fiktiv øjebliksbetragtning i form af en personlige fortælling. Denne fortælling forsøger at tage del i valoriseringens overskud ved, at generobre sproget til at skabe.
Igennem fortællingen som udsagnsmoment beskrives forholdet mellem arbejde og liv i den digitale kapitalisme. De applicerede effektbetragtninger af en teknik, teknologi, kontekst eller affektiv tilstand, udfolder de spændingsfelter og ambivalenser, som første del af specialet skrev frem. Den fiktive fortællings styrke overskrider den blotte beskrivelse af tendenser i samtiden, ved at lade det blive klart hvilke mekanismer og dynamikker der er på spil i den digitale kapitalismes arbejdsbegreb.
Fortællingens relevans ligger ikke i den gode historie, men i dens styrke som udsagnsmoment om genstanden. Fortællingen vil blive fulgt op af en teoretisk oparbejdning af den skitserede persons tilstand. Her overskrides fiktionen altså. Den forankres i akademiske betragtninger og i denne del af specialet fremskriver jeg delkonklusioner til besvarelse af min problemformulering. Herved åbner de
19 beskrevne tilstande op for analysen af potentielle årsagsbetingelser og konsekvenser af skitserede tendenser. Igennem den fiktive fortælling, gør jeg et forsøg på, at klargøre den ambivalens, der er iboende i det moderne arbejdsbegreb ved at applicere en narrativ selvteknologi. Fremskrivelsen af viden sker ved metodisk at opløse skellet mellem science-fiction og science faktum. Det optegnede tema med dets medførte problemstillinger og skitserede brudflader røber derigennem sit iboende potentiale. Fiktionen tager sit strenge udgangspunkt i faktiske omstændigheder, tekniske muligheder potentielle scenarier.
Skrivning som selv-teknologi kræver at forfatteren lader sin forestilling vandre for at kunne undre sig og være åben for de erfaringsøjeblikke han konfronteres med. Ved at lade tanke, forestillingsevne og genstand finde rum gennem skrivningen, vil teksten gå ud over sig selv og forfatteren. Metoden for den anden del af specialet er herved personlig men ikke indadvendt, da teksten går ud fra sig selv og ud over sig selv. Herved vil specialet udvise slægtskab til essayet, der ikke har nogen bestemt metode eller genre, men griber om sig i forsøget på at skabe sig selv (Huang 1998: 2). Specialets anden del har et metodisk slægtskab med den første del i og med at begge dele gør op med antagelsen om, at der findes en absolut viden, der bliver repræsenteres i virkeligheden. Det synlige og usynlige skrives frem gennem fortællingen, der har afsæt i de teser jeg har skrevet frem i første del. Herved bliver selve skrivningen den teknologi, der fremmer videnstilvæksten. Selvom denne tilgang kan virke egocentrisk, da forfatteren bringer sig selv personligt i spil, skal det understreges, at tilgangen er valgt på baggrund af en overbevisning og med en ambition om, at lade de skriverelaterede erfaringsøjeblikke materialisere sig i den undersøgte genstand. Forestillingsevnen vil her være det håndgreb, der knytter spændingsfeltet mellem synlighed og usynlighed sammen. I dette kommer Foucaults sondring mellem synlighed og usynlighed til live igennem forestillingsevnen og skrivningen. Skrivningen som selvteknologi kan herigennem have den status, at den ikke behøver at blive honoreret efter en klassisk realitet. Den producerer derimod ny viden om det, der skal udforskes.
Denne fremgang knytter an til nyere forskning indenfor samfundsvidenskab, der gør brug af fiktion og storytelling som grundlag for kritik og rekonstruktion (Agathangelou & Ling, 2005) og narrativt orienteret forskning indenfor samfundsvidenskab og humaniora, der sætter fokus på de sociale og psykologiske implikationer af fiktion og storytelling. Indenfor denne heterogene tankeretning, der siden 1980’erne har været i voldsom vækst (Brockmeier & Harré, 2001: 20) (Hyvärinen, 2012: 21) (Hyvärinen 2010: 16), opereres med en konstruktivistisk grundantagelse om at individets meningsdannelse følger en narrativ struktur (Andrews m.fl, 2012; Brockmeier & Carbaugh, 2001;
Bruner 1990; 2001; 1994) hvilket gør fortællinger til et centralt koncept i forskning, der har til formål
20 at generere viden om intra- og interpersonelle fænomener. En implikation af den foroven nævnte antagelse er, at det i mange sammenhænge er svært at sondre mellem fiktion og virkelighed; de fortællinger individet gør sig forståelig overfor sig selv og andre med samt de historier, der deles indenfor bestemte kulturer eller institutioner, følger fænomenologiske principper: indhold og struktur skal fremfor alt give mening. Der er blevet fremlagt en række bud på koncepter, som kan bruges til at begrebsliggøre det organiserende princip bag fortællinger, som ”virker”. Der opereres eksempelvis med begrebet ”intelligibility” af Ricoeur (1991: 20) og Bruner taler om fortællingers ”verisimilitude”
(1994: 16). Endvidere er kohærensbegrebet centralt indenfor narrativ forskning (McAdams 2003). I foreliggende speciale er forestillingsevnen imidlertid det centrale begreb, der anvendes som organiserende princip. Herved anvendes Alexander Carneras (2011) læsning af Spinozas Imaginato Potentia. Dette begreb er i kraft af dets potentialitet og udadvendthed (at fore-stille sig) ikke kun et centralt begreb i menneskets fortælling af sig selv og skabelse af mening i sit liv, men samtidigt udgangspunkt og rammerne for hvad der kunne være og hænger derved tæt sammen med erfaringsdannelse og dennes begrænsning.
Den videnskabelige interesse i relationen mellem fictionality og factuality, som er gjort til genstand for en række undersøgelser og står centralt i dette speciales anden del, bygger på forestillingen om, at disse to karakteristika ikke udgør hinandens modsætninger, men er tæt forbundet og indgår i vekselvirkning med hinanden i fortællinger.5 Denne måde at forstå fortællinger på har væsentlige konsekvenser for, hvordan forholdet mellem teori og praksis forstås, da denne tilgang gør op med sondringen mellem fiktion og virkelighed. Tilgangen ændrer forholdet mellem teori og praksis og mellem analyse og empiriskhed, da den valgte teori ikke appliceres på en ydre empirisk virkelighed men det empiriske derimod er det, der træder frem som et resultat af forskellige historier med fiktivt præg og afsæt.
Den afsluttende del af specialet del griber tilbage til specialets problemformulering og konkluderer på dens besvarelse. I afsnittet Mellem Science Fiktion og Science Fact kastes et kritisk blik på projektets teoretiske og empirisk-metodiske tilgang og jeg overvejer hvad mit ståsted gjorde mig i stand til at konkludere og hvad det afholdt mig fra at få en dybere forståelse af.
5 http://www.academia.edu/10925588/Ten_Theses_about_Fictionality
21 2.4 Metodiske overvejelser
Specialets overordnede formål om at kaste lys på den digitale kapitalismes værdiskabelse og dens betydning for menneskets subjektivitet, rejser en metodisk udfordring der består i at forsøge at fange det digitale værdiskabelsesparadigmes iboende ambivalenser. Arbejde som begreb og kapital værdiskabelse som fænomen er problematiske genstande, der er under pres som analytiske kategorier i det nuværende værdiskabelsesparadigme. Det er imidlertid vigtigt at understrege den påvirkning arbejdsbegrebets passager har på dets metodiske anvendelse, for ” Når det dukker opp en ny historisk konfigurasjon, vil vi på tilsvarende måte få en forandring i det epistemologiske perspektivet. Ikke minst fra det praktiske synspunktet vil metodene for å oppnå kunnskap og metodene for å få konkret tilgang til kjensgjerningene begge være endret (...) (Negri 2015: 30). Uden ydre begrænsning og afsondring fra livet, er arbejdsbegrebet ikke udelukkende en betragtning, der kan beskrive industrielle relationer, men må forstås og analyseres gennem adskillige facetter af livet. Hvis Boutangs bi-metafor er en adækvat beskrivelse af den immaterielle værdiskabelses betingelser den aktuelle situation, har det implikationer for selve den metodiske behandling af det problematiserede arbejdsbegreb og for hvordan metoden kan fungere indenfor denne en behandling af arbejde i den digitale kapitalisme. Hvis arbejdet der forbundet med selve metoden er en erkendelsesmæssig virksomhed, er den i den immaterielle økonomi en virksomhed der er værdiskabende – da vi netop har bestemt at der ikke findes noget udenfor produktionen. I samme øjeblik som vi etablerer metoden og således producerer erkendelser, producerer vi ultimativt en vare. Metodens ydre forankring er punktet hvor alt det, som stopper erkendelsen, samarbejdets og sprogets bevægelser kommer til syne (Negri 2015: 37). På baggrund af disse betragtninger om sammenhængen mellem produktivitet og ikke-produktivitet er det specialets ambition, at foretage en kritisk analyse af værdiskabelse i den digitale kapitalisme, der kan bidrage med en synliggørelse af hvad arbejde og menneskelighed betyder i det digitale paradigme.
Dette vil gøres igennem optegnelsen af hvad der indgår og hvad der udgår af de værdiskabende processer. Herved graves metodens eksterne punkt frem. Den kognitive kapitalisme er kendetegnet ved et ekstremt overskud af valorisering, defineret ved et overskud af viden i forhold til produktet (ibid: 38). Metoden skal positioneres indenfor dette overskud, for herved at erobre sin egen relative uafhængighed. Denne tanke bygger på en præmis om, at erkendelser, der bliver sat i produktion, er med til at skabe arbejdsbegrebet og samtidigt kan bidrage med en yderligere øgning af kognitivt kapital gennem nye erkendelser der bliver vundet. Jeg udvikler således et sammensat begrebsapparat, der kan skabe udsagn om arbejdet i den digitale kapitalisme. Arbejdsbegrebets ophævelse, gennem negationen af sondringen mellem indenfor og udenfor produktionen, undersøges ved at inddrage nabobegreber
22 der kan sige noget om arbejdet. Dette gør jeg ud fra tesen om, at de eksternaliteter, der er kommet med ind i værdiskabelsen, ændrer arbejdets dynamik. Arbejdets eksterne punkt er væk, hvorfor arbejdet er en immagent faktor, der kommer til syne ikke blot i direkte produktion men også i sammenkoblingen af de produktive relationer, mennesket er indlejret i. For hvis der ikke længere findes nogen udvendighed, følger det, at det bliver vanskeligt at undersøge den givne genstand. Vi er selv indenfor, ikke udenfor, hvorfor en undersøgelse må begribe genstanden indefra (Negri 2015: 31).
2.5 Formelle rammer
Rammerne for projektet er givet på forhånd ved at studiebestemmelserne for et speciale (2014-2015) foreskriver, at den studerende integrerer og udarbejder relevante filosofiske og erhvervsmæssige elementer i besvarelsen af problemformuleringen. Yderligere skal besvarelsen organiseres på en relevant og nødvendig måde så analyse og efterfølgende diskussion er i stand til at afdække problemformuleringens præmisser.6 Disse bestemmelser følges i foreliggende speciale ved at jeg ikke bestemmer filosofi og økonomi som adskilte discipliner, men snarere som to sider af samme sag der til tider falder sammen og til tider taler hinanden imod. Selv- og værdiskabelse i den digitale kapitalisme er et genstandsfelt, der kalder på en interdisciplinær tilgang, hvis læsninger lever op til og nuancerer forståelsen af netop filosofi og økonomi. For at imødekomme studiebestemmelserne består specialets afsluttende del af anbefalinger til hvorledes emnet kan viderebehandles i forskning og erhvervsliv. Disse anbefalinger baserer på vægtninger af de spændingsfelter, der er blevet skrevet frem i løbet af specialet. I kraft af specialets ambition og valgte metode fremsættes disse anbefalinger sidst i opgaven. Dette skal ikke læses som en nedprioritering, blot som en nødvendig og relevant organisering af specialets indhold.
.
6 (Cand.merc.Fil. 2014-2015) http://kursuskatalog.cbs.dk/2014-2015/KAN-CPHIO1084U.aspx
23
3. Arbejdsbegrebets passager
Nærværende kritiske undersøgelse af selv- og værdiskabelse i den digitale kapitalisme, tager udgangspunkt i en gennemgang af de historiske brud og overgange, der har ført til den i indledningen skitserede altinkluderende produktionsform. Arbejdet i den digitale kapitalisme betragtes ud fra de processer, der har stået, og stadigvæk står, i forbindelse med begrebets tilblivelse. Arbejdsbegrebets ophævelse i den immaterielle økonomi bliver i det følgende betragtet gennem et sammenspil mellem arkæologisk og genealogisk metode.
3.1 Fra fordisme til post-fordisme
Det kognitive arbejde har gennemgået en tilblivelsesproces, der er kendetegnet ved en altgennemtrængende immaterialisering i produktionen og en af-institutionalisering i samfundet.
Arbejdsbegrebet har i perioder med forandring selv måttet blive revitaliseret, for at dække over det arbejde et givent værdiskabelsesparadigme har medført. Teknologiske fremskridt og moderniseringer har herved op igennem tiden på samme tid forandret produktionsmåder og redefineret samfundets elementer. Institutionelle rammer er herved blevet udvidet og har ændret individets rolle i forhold til selvsamme. I løbet af det 18. århundrede førte den teknologiske modernisering af bondens arbejde således til at gården blev til en industri, der fulgte fabrikkens logik hvad ansættelsesforhold, lønninger og disciplin angår (Hardt & Negri 2009: 256). Moderniseringen og overgangen til det industrielle paradigme medførte en udpræget koncentration af produktivkræfterne og heraf massemigration til bestemte områder hvor fabriksbyerne opstod (ibid: 264). De nye teknologier, som industrialiseringen medførte, muliggjorde produktion af varer i et større omfang og produkterne var ikke længere transformerede ressourcer til behovsdækning, men i stigende grad holdbare produkter, der kunne masseproduceres. Den følgende strukturering af arbejdet havde til hensigt at håndtere dette skift i produktionens karakter, hvilket medførte en generel transformation i organiseringen af mennesket.
Fabriksarbejderen og hans klasse blev født i fabrikkens vugge, bestående af samlebånd og stempelure.
Arbejderens fysiske formåen blev altså underordnet en instrumentel arbejdsdeling (ibid.: 260).
Moderniseringen indebar en omstrukturering af samfundet, idet landarbejderens migration til de industrielle lokaliteter udfordrede styrelsen af massen. Gamle institutioner måtte tilpasse sig og nye måtte etableres, for at strukturere byens befolkning fra at være masse til at være folk. Den industrielle logik påvirkede således samfundet som helhed – samfundet blev til en fabrik (ibid.: 2004: 256). Efter industrialiseringen, i moderniseringens afslutning, sker der imidlertid et skift; en slags institutionel
24 vending. Mennesket er i overgangen fra primær sektor, over sekundær, til tertiære sektor blevet rykket i midten som resultat af et overordnet skift fra industriel produktion til immateriel produktion. Den immaterielle produktion overskrider imidlertid den tertiære sektor – service industrien – da den ikke blot er karakteriseret ved direkte sproglige ydelser i form af service, betjening og rådgivning, men selve de produktive processer bliver afhængige af det tænkende, talende, følende menneske.
Den italienske filosof Paolo Virno (2004) beskriver dette som overgangen fra fordisme til post- fordisme. Denne betegnelse begrebsliggør den skitserede transformation, ved at henvise til den industrielle produktion af biler i og efter Fords æra. Henry Fords bilfabrikker og de deri opfundne revolutionære samlebånd fungerer altså som billede på industrialiseringens arbejde. Den immaterielle produktion opstår, da masseproduktionen af biler (1920’erne) kulminerer og nye spillere kommer på banen. Således må Ford se sig selv udkonkurreret af General Motors (GM), der foretager markedsanalyser og segmenteringer, der tilgodeser og imødekommer specifikke behov, tilbøjeligheder og forskellige livstile. GM producerer flere forskellige biler, i diverse farver og størrelser, mens Ford udelukkende fokuserer på den nu legendariske Ford Model T (McCraw 1997: 267). Her ser vi de første spæde tegn på inddragelsen af forskellige livsformer i udarbejdelsen og iscenesættelsen af produkter. Den første sprække i bruddet mellem indenfor og udenfor produktionen er altså slået.
Fords organisation var ikke egnet til et differentieret marked da den opererer efter et stumt forhold mellem produktion og konsumption; fordi Ford kunne regne med en konstant efterspørgsel, var der kun begrænset behov for at lytte til markedet (Hardt & Negri 2004: 260). GM’s strategi gjorde hurtigt sit indpas i den industrielle produktion og logikken blev intensiveret til en af de i dag mest udviklede og kopierede former for supply-chain management; Toyotas just-in-time administration. Den af Toyota perfektionerede strategi handler om at vente med at producere indtil et givent produkt bliver efterspurgt. Udover aldrig at brænde inde med et restlager fører denne strategi til, at hele virksomhedens forretningsmodel baserer på omvendt kommunikation – Toyata lytter til og reagerer på markedet (Ibid.: 260). Mens virksomheden lytter kan den observere, analysere og sætte sig ind i menneskets liv. Dette eksempel leverer en første indikation på hvor central en rolle kommunikation og information spiller i produktion (ibid.: 260). Den informatiserede industriproduktion fremhæver dialog mellem parterne, der indgår i de kapitalgenererende processer og den deri resulterende inddragelse af kommunikation og sprog. Overgangen fra sekundær til tertiær sektor præsenterer dette eksemplarisk.
I løbet af det 20. århundrede har de store bilmærker fjernet sig helt fra produktion. De har helliget sig den immaterielle produktion af brandidentitet, strategi og lignende, mens selve produktionen bliver
25 foretaget af underleverandører. Den tyske bilindustri er en klassisk produktionsindustri, der er vokset ud af Tysklands historisk stærke produktion- og stålindustri. Hidtil har den selv bestemt hvad den næste bil har skullet kunne og derved har den været toneangivende for markedet og har defineret innovationscyklen. For BMW ligger denne cyklus på syv år – det tager for BMW syv år at tænke en ny bil og skifte produktionsapparat, få den produceret, samle den og endeligt sende den på markedet. De tyske bilproducenter bygger ikke biler længere, de samler dem og prøver at tilpasse sig samfundets hurtigt skiftende krav. I dag er den overvejende del af bilens fysiske produktion blevet automatiseret7. Dette betyder imidlertid ikke, at menneskelig arbejdskraft er blevet overflødig. Menneskelig arbejdskraft har aldrig været så afgørende som i dag. I dag er bilen en materiel manifestation af menneskets evne til at forstå, kode og afkode symboler og til at skabe affekter. Dette afspejles i en voldsom stigning af ansatte i klassiske funktioner, såsom management og marketing, men især i ansættelsen af lydingeniører, duft-designere, lyseksperter og softwareingeniører – den immaterielle elite. Deres værdiskabelse i produktionen af bilen er immateriel i det deres arbejde er kulturelt og baserer på viden og kommunikation (ibid.: 260). I den immaterielle økonomi er selv de fysiske møder immaterielt arbejde. Menneskelig kontakt i beværtningen, i plejesektoren og under indkøbet er immaterielt idet det er affektivt. Arbejdet er rettet mod skabelsen og håndteringen af affekter (Hardt &
Negri 2009: 262). Det eftertragtede ”produkt” er velvære, tilfredsstillelse, passion og selv ubehag.
Selvom denne type arbejde er kropsligt og affektivt er det immaterielt i den forstand at produktet er uhåndgribeligt og baserer på kommunikativ udveksling af kropsprog, ord og berøringer. I den industrielle produktion så, at produktionen af en yderligere vare betød en tidsmæssig investering og en øgning af arbejdets mængde i form af tid eller arbejdskraft ser vi i dag, at øgning af produktion er ensbetydende med en meranvendelse af intellektuel virksomhed, opfindsom og fremfor alt målrettet anvendelse af videnskab. Det er herved ikke blot arbejdet der har skiftet karakter, men også den tidslighed arbejdet udfolder sig i. Produktionen af en given genstand (værende det et fysisk produkt eller en immateriel værdi) er i dag tæt knyttet til graden af uddannelses- og oplæringsprocesser, altså akkumulering af produktiv viden. Tiden hvori inspiration til viden og erkendelse kan udfolde sig er således en af den immaterielle kapitalismes vigtigste ressourcer og mulighedsrum. Den immaterielle arbejder opfinder ikke kun mens han er på arbejde, hans arbejdes praksis er kognitiv og han er således aktiv i hvert vågent minut. Den kognitive kapital bliver bogstaveligt talt bragt til bordet, sammensat i kortlivede projektgrupper, som bilproducenterne sætter sammen af intern og ekstern arbejdskraft. Et stigende differentieret marked har således bevirket at bilproducenterne hyrer mennesker og kognitivt
7 Ved en rundvisning på BMW-værket i München lærte jeg at 70% af deres samlede produktion er automatiseret og den 29. September 2015 meddelte Ford at deres nye fabrik i Elabuga (Russland) vil være 95% automatiseret.
http://techreviewpanarab.com/en/computing/on-the-edge-of-automation/
26 kapital udefra. Det skan understreges at samarbejdet er en fuldkommen naturlig del af selve arbejdet i alle former for immateriel arbejde i og med det implicerer umiddelbar social interaktion og samarbejde. Samarbejdet er fuldkommen immanent i selve arbejdsaktiviteten (ibid.: 263)
I overgangen til informationsøkonomien er samlebåndet afløst af netværket som organisationsmodel hvilket har radikale implikationer for samarbejds- og kommunikationsformerne på og mellem de enkelte produktionssteder (ibid.: 264). Stadigvæk i dag kæmper etablerede virksomheder med informatiseringen af deres respektive økonomier der er fusioneret med IT industrien. I bilindustrien der består af ganske få OEM’er (Original Equipment Manufacturers), afhænger produktiviteten af den effektive kommunikation med underleverandører og markedet. Informatiseringen af produktionen har betydet at det produktive samarbejde er langt mindre afhængigt af nærhed og centralisering.
Informationsteknologierne og Internettet har gjort af afstande mindre betydningsfulde. Internettet tillader samarbejde fra fjerntliggende lokaliteter hvilket ikke kræver noget territorialt eller fysisk centrum. I modsætning til den gamle vertikale industri- og selskabsmodel bliver produktion nu organiseret i horisontale netværksvirksomheder (ibid.: 265). Desuden ser vi, at ekstern arbejdskraft, iderigdom og kognitivt kapital bliver integreret i udviklingen af produkter. Nu er der ikke blot tale om tovejskommunikation, men en decideret integration af omverden i producerende processer. Markedet er derimod aktivt medproducerende og det enkelte individ er ikke kun arbejdstager men også potentiel arbejdskraft (Virno 2004). Denne logik er essentiel i forståelsen af arbejdet i den digitale kapitalisme. I arbejdet uden fabrik er sproget den væsentligste ressource.
Efter at have gjort rede for overgangen fra fordistisk til post-fordistisk produktion, vil jeg i det kommende afsnit se nærmere på hvorledes arbejdet udfolder sig udenfor fabrikkens rammer.
3.2 Arbejdet uden fabrik
Den italienske filosof Paolo Virno (2004) beskriver i tre forelæsninger, der er blevet udgivet som bog med titlen A Grammar of the Multitude, hvordan overgangen fra fordisme til post-fordisme essentielt er et brud mellem indenfor og udenfor produktionen. De lyttende fabrikker har i det post-fordistiske samfund åbnet dørene op for kommunikation med markedet, hvorved sproget er rykket ind i den produktive mitte. Grundlæggende kan vi tale om post-fordisme som en af-institutionalisering af produktionen, idet mekanisering og automatisering reducerer behovet for, at arbejdstagere spiller en direkte rolle i den materielle produktion. I stedet er arbejdsstyrken i stigende grad engageret i at
27 designe, drive og vedligeholde producerende maskinerne. I den post-fordistiske produktion afhænger produktivitet ikke af maksimeringen af arbejdstid og øget effektivitet, men om at befri enkeltpersoner til at bidrage til, hvad Marx i Grundrisse (1939) kaldte det generelle intellekt. Dette refererer til den fælles og almindeligt anerkendte viden, sat sammen af kommunikative og intellektuelle ressourcer, der kan bruges til at skabe innovation (Virno 2004: 38). I den immaterielle kapitalisme kan man forstå selve produktionsmidlerne af produktionsmidlerne som det generelle intellekt (Ibid.: 61). Denne tautologi skal forstås som et sammenfald af ressource og produktionsmiddel. Delingen af lingvistiske og kognitive adfærd er det konstituerende element i post-fordismen, hvor alle arbejdere bliver del af produktionen i kraft af, at de kan tale/tænke (ibid.: 41). Mennesket med sine kognitive egenskaber er altså både ressource og forarbejder af selvsamme i den immaterielle økonomi. Overgangen fra industriel produktion og fysisk arbejde til post-industriel produktion og kognitivt arbejde indebærer samtidigt en udvidelse af produktivitetsbegrebet, der nu overskrider arbejdspladsens rationaliserede rammer. Virno hævder, at hvor produktionen engang udelukkende var arbejdskraftens domæne, involverer den blotte eksistens i dag deltagelse i produktionens sociale mekanismer (ibid.: 41). Dette betyder at vores interaktion med hinanden, udveksling af ord, symboler og affekter evindeligt fornyer værdiskabelsens ressource (sproget), og at vi kontinuerligt skaber værdi og potentiel kapital værdi.
Værdien er potentiel, da den skal udfoldes og blive en aktiv del af det generelle intellekt. „Capitalists are interested in the life of the worker, in the body the worker, only for an indirect reason: this life, this body, are what contains the faculty, the potential, the dynamis.“ (ibid.: 83). For at indfri sig selv som arbejdskraft, må den kognitive arbejder aktualisere sin potentielle arbejdskraft gennem sproget.
Arbejdet er således virtuost, da det er en aktivitet uden egentligt slutprodukt og har brug for et publikum. Virno udpeger kulturindustrien som det virtuose arbejdes engang lukkede rum. Her er kommunikativ handling ikke betinget af naturlig knaphed, men har et formål i sig selv (Ibid.: 58). Når arbejdets potens bliver aktualiseret gennem sproget betyder dette imidlertid, at denne virtuose handling har løsrevet sig kulturindustrien og er blevet en grundbetingelse i den kognitive kapitalisme.
En virtuos handling er således: ”(…) an activity which finds it own fulfillment (that is, its own purpose) in itself without objectifying itself into and end product (…) an activity which requires the present of others.” (ibid.: 51) For Virno er enhver politiske akt virtuos, idet den skaber analogi mellem virtuositet (performance, arbejde) og sproget som selv-udfoldelse. I lyset af den post-fordistiske produktionsform kan vi således se, at arbejdet uden fabrik baserer på virtuos produktion, der imiterer politisk handling. For at beskrive arbejdets virtuose karakteristika og gennem aktualiseringens følgende performativitet, trækker Virno på Guy Debords Spektakelsamfundet og påpeger, at ”In the spectacle we find exhibited, in a separate and fetishied form, the most relevant productive forces of society, those
