folkelige bølge
AfRoarSkovmand
»Detervelkendtog enlille smule komisk, atdefleste dan¬
skere hedder noget,der ender på -sen.Detvidnerom,atvi
kommer afenbondebefolkning, af folk der barevarefter¬
kommereafJens,Niels, Lars, MadsogKnudogikke havde
mereat skulle havesagt. Manser af historien, atde frem¬
trædende og herskende personer har skilt sig ud fra det
umælende folk ved at bære mere interessante navne. Det
gælderogsåfor de talendeogskrivendepersonligheder...«
Således indlederSven MøllerKristensen sin nyestebog:
»Denstoregeneration«.Sådan kalder han det kuldidansk
litteratur og kunst, der omkring århundredskiftet bar
navne som Jakob Knudsen, Johannes V.Jensen,Johannes
Larsen og Carl Nielsen. Han betegner dette kuld som et særlig dansk fænomen, aldeles uorganiseret, men »ud¬
sprunget afen bølge«, derrejste siglidtfør århundredskif¬
tet og markerede sig politisk med systemskiftet 1901, da
den første bonde, OleHansen, blev minister, og den vest¬
jyske degnJ.C. Christensenregeringensvirkeligeleder.
Den litterære bølge var ifølge Møller Kristensen frem¬
kaldt af etsamspil aftre elementer: Den gamlebondekul¬
tur — den grundtvigsk prægede folkeoplysning - de mo¬
derne ideer i brandesianismeog studentersamfund.
Særligvægtlægger MøllerKristensen pådetandet led i
dette samspil: »Den grundtvigske ånds oprindelse og sær¬
lige betydningiDanmarkmå sandsynligvisses somforkla¬
ringen på, at den folkelige bølge er en speciel dansk fore¬
teelse«.
Som fagmand har Møller Kristensen begrænset sin un-
dersøgelse af den folkelige bølge til skønlitteraturen, men
hanhævder, atden rakte ud over det litteræreområde, til billedkunst og musik. Han kender til disse områder, og hvemdergørdet,må givehamretheri.
Det ligger nær at antage, hvad Møller Kristensen ikke
nævner,atdenfolkelige bølgeogsåslog indoverhistoriens
græsgange. En af generationens foregangsmænd, Jeppe Aakjær, havde en tid studeret historie og var i mange år redaktør af HistoriskAarbog for SkiveogOmegn. Detvar ogsåham, der skrev »HistoriensSang«: Somdybest Brønd gi'raltid klarest Vand.
Menhvorfor ikke spørge: Kan Ribe amtbekræfte eller
afkræfte en påstandom, at den folkelige bølge omfattede
historien?
Detlærde lokalhistoriske studium harfornemmeaner i detteamt.Herblevi 1855 oprettetdetførste historiskemu¬
seumuden for hovedstaden. Fjorten år senereudgav en af
dets oprettere, latinskolelæreren J. F.Kinch, første bind af
denforbilledlige »RibeBysHistorieogBeskrivelse«. Inden
sindød 1888 nåede han atføreværketfrem til enevældens indførelse.Samtidig medhans virke udgav dennogetyngre
arkivmand OlufNielsen, selvvestjyde,enrækkekildeskrif¬
ter og udarbejdede indgående herredsbeskrivelser fra de vestjyske amter. De blev indledt med Skast Herred, der
kom1862,ogde sikrede ham pladssompionerblandtvore
lokalhistorikere,ensamler med flid og sporsans,men med begrænset horisont.
Menhererikke taleom enfolkelig bølge. Indledningen
til det samspil mellem almuekultur, grundtvigianisme og videnskabelig betragtning, somMøllerKristensenbetegner
som ingredienserne i den folkelige bølge, repræsenteres i RibeamtafH. F.Feilberg.
Fra sin tidlige barndom i vestjyske præstegårde havde Feilberg åben sansfor de oprindelige trækialmuens livog sprog, og i sin manddomstid som præst først i Brørup,
siden iDarum,skrev hantohovedværker, derblevgrund¬
læggende for dansk folkelivsforskning. Det ene var Ord¬
bogenoverde jyske Almuesmål, der udkomoverdenlange
årrække1886-1914,enskatkiste medgrundig oplysningom sæd og skikog livsholdning. Det andet var den lille, men
indholdsrige bog »Dansk Bondeliv, saaledes som det i Mands Minde førtes navnlig i Vestjylland«, hvis første
bind komi 1889ogblev genoptryktgangpågang.
Karakteristisk for Feilbergs holdning og horisont ind¬
leder hanbogen meden beretningom,hvordan han på en rejse i Gudbrandsdalen i følge med den norske folkelivs-
forsker Eilert Sundt besøger en bondekone og ser hende
lave grød efteren metode, som tidens ernæringseksperter
havde kritiseret. EilertSundtvaropbragtheroveroghavde
indledt en »grødkrig« mod eksperterne. Feilberg kunne
ikkeglemme, hvad Sundt sagde til ham: Bondens liverikke
enblanding af påfaldende skikkeog slet, uordentligthus- stel, men er en tusindårig kulturudvikling, hvorbestandig slægt har lært af slægt, og der er gjort fremskridt... Så manglede det bare,atnorske bønderkoner,somhavde kogt grøditusindeår,ikke skulle kunnegøredet fremdeles.
Med denneoplevelsesominspiration togFeilbergjævn¬
sides medsinpræstegerningarbejdetop»foratlæreatfor¬
stå,hvordan bondens liv erblevet ført, førend dennyetids mangfoldigeog stærke påvirkninger brød ind over detog
begyndteatomdanne det... Såbegyndtejegatspørgede gamle ud ogsamle ind, ved tilfældige samtaler, på lande¬
veje, i jernbanevogne, på smårejser, ved forespørgsler i
»Skattegraveren«ogved skriftlige meddelelser... Hvadjeg
såhar samlet indi årenesløb, hari mitsindlagtsigtilrette
om,hvad jeghavde oplevet eller kendte hervesterfra...«
Pådet megetkendte maleri afErik Henningsen,derviser lærerkollegietpåAskov Højskole i 1902, ses den 70-årige Feilberg yderstpå højre fløj. Han havde på det tidspunkt
for længsttrukket sig tilbage frapræstegerningen ogfun-
detetinspirerende miljøiAskov. Til Nathalie Zahle skrev
hani 1894: »Vidannerjo enlille lærd republik...liveter
her større og rigere end ien ensom vestjysk præstegård«.
Den selvlærte videnskabsmand blev samme år gjort til
æresdoktor ved KøbenhavnsUniversitet,men selviAskov
varderidisseårmandskab nok til atdanneetlille »filolo¬
gisk samfund«, hvori skolens lærere Marius Kristensen og PoulBjergedeltog.
På samme tid som Feilberg kom til Askov, udgav høj¬
skolens bibliotekar, vestjyden Poul Bjerge, første bind af
»Aarbog for Dansk Kulturhistorie«, deridenfølgende halve
snes år nåede en for den tid usædvanlig udbredelse. I sin bogomAskov Højskoles historie skriverHansLund: »Når årbøgerne fik den storeudbredelse, skyldtes det nok, atde
kompået megetgunstigttidspunkt, da dervar envoksende
interesseforhistorie, der vendte sigmod folkets jævneliv.
Troels-Lunds »Dagligt Liv i Norden« var begyndt at ud¬
komme i1879, Feilbergs »Dansk Bondeliv« sålyseti 1889
- hans ordbog over den jyske almues sprog rummede en
rigdom af kulturhistorisk stof, og Evald Tang Kristensen
vari gangmedsitstoreindsamlingsarbejde affolkeminder.
Dervaren almindelig følelse af, athistorien hidtilvargået den jævne mands dør forbi, og atdette burderettes.Bon¬
den varved at indtageen fremtrædende plads i vortfolks
liv-hansfortid varvelogså opmærksomhedværd«.
PoulBjergesvidenskabelige indsats tåleringensammen¬
ligning med H. F.Feilbergs. Men på Askov Højskole viste hansjældneevner,nårdetgjaldt kontakt med omverdenen
- fra Malt sogn til videnskabens højborge. En særlig kon¬
takt fik han meddeelever, dersøgteskolensbibliotek, den¬
gangetaf landetsstørste.Someksempel herpå skal anføres nogle linier fra en af dem, der har fået en hædersplads i
Møller Kristensensbog.Formangeårsidenfandtjeg isko¬
lens arkivetbrev til PoulBjerge,skrevet afJeppeJ.Aakjær
fra hans hjem i Fly ved Skive, dateret den 24. juli 1889:
»Jeg sidder heroppe midt i den Ørken Viborg Amt, selv
etStykke Ørk—medstorogvid Udsigttil alle Sider-uden
netop til den Side hvor min »Fremtid gror« -med Haab nok, Mod nok, Tro nok-meningenlundePengenok—har langt til Kjøbstad, langt til Bibliotheker, langt til Venner- ogak! langt til Gud iHimlen... DuharidinMagt ataf¬
hjælpe et af mine Savn... Vil du tilstede mig Laan af
Askov-BibliotheketsBøger?«
Detvar etridderslag atfåen sådan tilladelse påettids¬
punkt, hvor StatsbiblioteketiÅrhus endnu ikkevaropret¬
tet. Den, der som dreng har oplevet at blive lukket ind i
Det hvide Hus' boghal og blive ledet højtideligt frem af
Poul BjergeogMarius Kristensen til Fagrskinnaog andre
oldhistoriskekildeskrifter,der ikkevartilatopdriveistor¬
byen Kolding, har bevaret en dyb respekt for biblioteks¬
manden PoulBjerge. Han kunnebåde tilfredsstille kræsne
lærere somMariusKristensen,glubske lærlingesomJeppe J.Aakjær og ham, der endnu ikke var nået til skelsår og alder. Blandt skolens elever hed detsig,atPoulBjergesbib¬
liotekvarskolens bedste lærer.
Også hos rigsarkivaren, A.D.Jørgensen, havde Poul Bjergeen høj stjerne. Hanopfordrede Bjerge til atudgive
degamle viderogvedtægter fra tiden før bondefrigørelsen,
ogdetveghan ikke tilbage for.
Mens Poul Bjerge var og blev autodidakt, var Marius
Kristensen en skolet videnskabsmand. Hans ydre frem¬
toning kunne minde om Sokrates, som man kender ham
fra antikke buster, og hans »bjerg af viden«, som Jacob Appel kaldte det, gjorde ham tilnogetafetorakel ikke blot
ilærer-ogelevkredsenpåAskov, menogsåblandt fagfæl¬
lerihovedstaden, hvortil han flyttede 1927—åretføruni¬
versitetet i Århus blev til. Som dialektforskerudarbejdede
hansammenmed Vallekilde-læreren Valdemar Bennikeen
serie kort over de danske folkemål. De udkom i årene 1897-1912 på en tid, hvor højskoleeleverneendnu talteet
af skolegang og massemedier ufordærvet landsbysprog. I bogen »Folk fra RibeAmt«, der kom i 1962, redigeret af
H. K.Kristensen,harJohs. Kristiansen givetet træfsikkert
ogsympatisk billede afMarius Kristensenoghansindsats påAskov.
Det billede af Askov, som Erik Henningsen malede i 1902,havdeendnu LudvigSchrøder, skolens grundlægger
ogmangeårige forstander, som hovedskikkelse. Mere end
nogen anden havde han lagt vægt på, at folkehøjskolen
skullegivelivsbelysningpåhistorisk baggrund-i den grad,
at selvnaturvidenskaben, hvis talsmænd,fysikerne Poul la
Cour og Jacob Appel, står i maleriets forgrund, skulle
fremstilleshistorisk—enligesågenialsomfrugtbar pæda¬
gogisk metode.
Selv om Schrøders tid ikke rakte tildeltagelse i de høj¬
videnskabelige samtaler mellem de lærde Askov-lærere,
havde han sans for egnshistoriens værdi. I 1901 spurgte han den stærkt historisk interesserede ognytiltrådte stift¬
amtmandGustavStemann,om man ikkeiRibeamtkunne
gøre noget lignende, som Frede Bojsen havde gjort på
Møen: indsamle stofom egnensfortid. Stemann grebtan¬
ken,ogdermedvarstødetgivettil oprettelsen af Historisk
Samfund forRibeAmt, der skulleblive forbillede for lan¬
detsøvrigeamteridefølgendeår.
Når det drejer sigom Askov, ligger detvel ikke nær at taleom»den storegeneration« iforbindelse med maleriets forgrundsskikkelser. »Den storegeneration« påAskovvar ikkefolksom Feilberg,Marius KristensenogPoul Bjerge,
mendeungelærere, der ti-femtenårsenere gavden gamle
skole nye horisonter: J.Th. Arnfred, Hans Lund, C. P. O.
ChristiansenogJens Rosenkjær-detoførstnævntegæve
vestjyder, de to sidstnævnte livlige københavnere. Men i forbindelse med denbølge, der bar denstoredigtergenera¬
tion,erdet mændene fraomkringårhundredskiftet, der må fremhæves.
Daden, der skriver disse linier, enmenneskealder senere-
i efteråret 1937—blev ung læreri historiepå Askov Høj¬
skole, var forbindelsen mellem det gamle historiske arne¬
sted og det lokalhistoriske oplysningsarbejde åbenbart
svækket. Det var egentlig mærkeligt, for formanden for
Historisk Samfund, Søren Alkærsig, boede ikke langt fra
Askov og havde netop — sammen med Henrik Larsen -
skrevet den forbilledlige landsbyhistorie »Askov i Malt Herred, et Stykke Bondehistorie«. Vestjyden Alkærsig
havde ingen højere uddannelse, men ligesom Poul Bjerge havde hantilegnetsiglærdom vedselvstudium-han havde også nåetatdeltageiFeilbergs filologiske samfundiAskov.
Han var stærkt præget af de krav om grundighed, nøjag¬
tighed og perspektivrig forståelse, som kendetegnede Feil- bergoghans fagfæller. Dertil komen usædvanlig oprinde¬
ligfortælleevne, krydret med djærv humor,som togbrod¬
den af hanshang tilatmoralisere.
Jegblev helt overrasket, da Alkærsigiforåret1939plud¬
selig trådte tilbage, kun 70 år gammel,og bestyrelsen ved årsmødet,dennegangpåAskov,foreslogmigindvalgtsom bestyrelsesmedlem i hans sted. Jeg husker, at forstander
Arnfredsom dirigent gjorde opmærksompå,atjegvarvel
ungtil det hvervogdetselskab.Detsagde hanikke direkte,
men oplyste, at jeg var ret nypå stedet! Selv gættede jeg på, at det var samfundets sekretær, førstelærer H. K. Kri¬
stensenfraLunde, der stodbag opfordringen,ogsåkunne jegikkesige nej. Jeghavde faktisk ikke behandlet ham helt
pænt, mente jeg selv. Som ny sekretær i Dansk historisk Fællesforening, paraplyforeningen for de historiske sam¬
fund, museer og arkiveroverhele landet, varjeg nogle år tidligere også blevet redaktør af det historiske tidsskrift
»Fortid og Nutid«. Det ville jeg gerne have rettet op, og havde derfor fåetprofessor GudmundHatttilatskriveom oldtidenslandsbyiDanmark.Jeg fik ogsåen storartet ar¬
tikel fraham,ledsaget af fortrinlige opmålinger af oldtids-
huse. Hvis de havdeværet signeret, ville de have røbet,at
de var rentegnet af de vordende professorer Axel Steens- berg eller Carl GunnarFeilberg. Til samme hæfte bidrog
H. K.Kristensen med en fængslende beretning om en old- tidsbopladsi Lunde, hvortomter fra jernalderhusepåop¬
dyrket hedejord kunne erkendes ved,atdervarpåfaldende kraftig plantevækst, hvor de havde ligget. Artiklenvarhelt
iorden,prægetaf den sikre iagttagelsesevneogsobre frem¬
stillingsform, som kendetegner H. K.Kristensen, men den ledsagende opmålingsskitsevarikke heltoppepådesteens-
berg-feilbergske mærker. Hvordan den blev hævet op i dettehøje plan, huskerjegikke,menjeghusker,atjegvar ked af at gøre H. K. Kristensen ked af det. Så megetmere
glædede det mig, da jeg året efter ved fællesforeningens
årsmøde førstegang trafH. K. Kristensen personligtogtil
minoverraskelseforstod, athan havdeværetgodt tilfreds
medatfå sintegningforbedret.
Deførstebestyrelser,man som ungkommerindi,glem¬
mer manikkesålet.Doghusker jeg nok bestyrelsesmøder¬
neifællesforeningen, hvorjegselvvarsekretær, bedreend
møderne i Historisk Samfund for Ribe Amt, hvor H.K.
Kristensen varsekretær. Menjeg var dogmed i syvårog kan endnusedisse folk formig-sedem komme med deres
mange gode ideer om møder og mindestene og billigere trykkerier. Detskuffedemig lidt, at mødernenæsten altid
blev henlagt til stationsbyer på Varde-Grindsted-kanten,
forderfandtes dogmerespændende steder, f.eks. Ribe el¬
ler Askov. Menmedlemsmødermåtteholdes, hvor dervar
god tilgang af medlemmer, og det var der just i de egne, hvorformanden, Salomon Frifelt,ogsekretæren,H.K. Kri¬
stensen,færdedes.
Deudfyldte hinanden. Hjemstavnskærligheden havde de
tilfælles. I ånden og tonen kunne Frifelt- selv forfatter-
minde om »den store generation«. Men H.K.Kristensen
varmedsingrundighed, nøjagtighedogperspektivrigefor-
ståelseenværdigefterfølgerisporetefter forskerne fra det feilbergske miljø. Hos ham fandtes de tre elementer, som MøllerKristensenfremhævedesomforudsætninger for den
storegeneration. Beggesindsatsiden periode, hvorjegvar med i bestyrelsen - men også længe efter- bekræfter på¬
standen om, at den folkelige bølge ved århundredskiftet
omfattede lokalhistorien. Og her vedblev den attageland længe efter,atdens virkningvarophørt på digtningensene¬
mærker.
19
