Om telegrafstationen i Ribe

Om telegrafstationen i Ribe

AfSøren Mulvad

Anlagget afet net af telegrafledninger henover Europa revolutionerede den hastighed, hvormed nyheder kunne udbredes. Fraatlandets lokalavi¬

sertidligere havde bestået af deneneavis'aftryk efter den anden, kunne der hurtigt efter telegraf¬

stationernes åbningiprovinsbyerne, bringes helt friske nyheder fra Europas fjerneste egne til

enhverdanskprovinsbyspresse. Heret kort rids af de førsteår med telegrafstationen i Ribe.

Telegrafen etableres i Ribe

Ønsketom atkunne meddelesigpå længe¬

re end høre-_ogseafstand af hinanden har

mange steder i verden afstedkommet sind¬

rigeopfindelserfrasignalhorn, røgsignaler, bavnebål, _ogbrevduer til fløjtesignaler. Da

elektriciteten i midten af 1800-tallet mulig¬

gjorde kraftoverførsel over lange afstande,

blev telegrafi, som er etgræsk ord ogbety¬

der»fjernskrift«, en mulighed.

De tidligst kendte forsøg med elektrisk telegrafi blev gjort i Spanien i 1795,ogefter

mange begyndervanskeligheder udbredtes telegrafnettetderefteroverstoredele af den

kendte verden. Rusland lod enlinje trække igennem fra Petersborg til Omsk i 1858 og fortsatte den derfra til Stillehavskysten. Fra England lykkedes det at trække et kabel

gennemAtlanterhavet til Amerika ligeledes

i 1858. Den engangså kendte science-ficti-

onforfatterJules Vernevarom bordpå ski¬

bet, som lagde kablet ud, oghan skrev be¬

gejstret ^om begivenheden, der havdeværet

enormtkostbar.

I Danmark kan vi prale med, atuden H.

C. Ørsted var telegrafien næppe kommet i

gang, ogDanmark kom til atspille en rolle

som stormagt inden for telegrafien igen¬

nem50år, _{og var}årsag til det første danske

multinationale selskab, StoreNordiske.

Telegrafien på hjemlig grund opstod, ligesom iadskillige andre europæiske lande,

Telegrafist medmorseapperat 1863. Bringes med til¬

ladelsefra »Museum fur Kommunikation«, Frankfurt

amMain.

itætsamarbejde med jernbanerne. Denfør¬

stejernbanelinje i kongeriget (menikke i de

danskehertugdømmer), blev byggetmellem

København _ogRoskilde, ogden første tele¬

graflinje blev af regeringen i 1852 besluttet anlagt langs jernbanelinjen, der davarfort¬

sattil Korsør.Telegraflinjen fik sit udgangs¬

punkt i Helsingør, fordi den engelske rege¬

ring havde lagtprespå den danske med den hensigt,atengelske skibe skulle kunnemed¬

dele telegrafisk til deres rederier, når de passerede indsejlingen tilØresund.

Hovedlinjen var oprindeligt Helsingør ^-

København ^-Korsør^- Odense^-Fredericia^-

Hamborg. Kablernevarpå plads,oganlæg¬

get blev åbnet for offentligheden i 1854.

Dendanske Statstelegraf blev ledet afdirek¬

tør Peter Faber, (ja, detvar ham, der skrev

»DenGang jeg drog af Sted«) ^somhavde 35

mand i sin stab.

Iårene derefter udvidede manlinjenettet.

I 1861 blev detVestjyllands ^tur til atfå tele¬

graflinjer og -stationer. Den 8. december

1859 vedtog rigsdagen »Lov angående Ud¬

videlse afStatstelegraphen« fra København,

gennemdet sydlige Sjælland, Møn ogFalster

tilLolland, _ogfraFlensborgoverTønderog Ribe,_og-ommuligt^-til Lemvig. Skulle der

blive midler til overs af den bevilgede sum, kunne man anvende dem til at fortsætte til Frederikshavn ogSkagen, stod der i loven.

Ribe StiftsTidende,somaltidvarpå plet¬

ten med nyheder, meddelte den 18. april

1861 sine læsere: »En Del (1380 Bundter) Telegraftråde er ankommen hertil fra England.« Kortog præcist. Læserne i Ribe By havde formodentlig allerede kendskab

til, at der skulle anlægges en telegraflinje

gennem byen med tilhørende lokal station.

Arbejdetmed ^at trække luftledningerne

ogi detheletaget anlæggets udviklingblev

derefter fulgt afden årvågne redaktør på

avisen. Redaktøren var i disse år overlærer Niels Eduard Riis ved Ribe Katedralskole.

Allerede den 17. september sammeår kun¬

ne han meddele:

»Telegraphen er nu fra Flensborg over Husum, Bredsted_ogTønder førthertil,ogi går Middags telegraferedes, for at prøve

luftledningen, herfra til Flensborg og

Kjøbenhavn. Når Linjen vil blive åbnet for

Publikumer osubekjendt.«

Telegraflinjen sluttede i bager Aagaards baghus, som lå i gården til den nuværende postadresseOverdammen 3.Telegrafdirektør

PeterFabervarselv tilstede, daforbindelsen blev sluttet oghan afsendte de første ^totele¬

grammerfra den^nyestation. En ^ungmand,

Harald Laurids Engberg, som var sat i kost

hos bageren under sin skolegang på Ribe

Katedralskole, skrevsenere i sineerindringer:

»Jeg stod og så på, det første Telegram

blev afsendt af selve Telegrafdirektør Peter

Faber - en lille tyk Mand, der var berømt

somDigter... .Jegsåpå ham med Beundring,

husker så tydeligt, han sad på et Bord ^og sagde til sin Hjælper: »Telegram Nr. ^to skal

være til min Kone; sig hende, at Rejsengik heldig,ogatjeg har det godt!««

Telegrafstationens bestyrer

Peter Faber kunne selvfølgelig ikke selv

varetage telegrafstationen i Ribe, men da

han formodentlig havde kontakt til alle

uddannede telegrafister i landet, bekymre¬

de det ham ikke, at stationen til en begyn¬

delsevaruden bestyrer, han skulle nok fin¬

deén, _ogdet gjorde han.

Det blev Severin Aurelius Grønbech- Faurschou, som var født i Haderslev 1830, uddannet telegrafist og som havde haft

ansættelse i Flensborg fra 1860. Denne for¬

tæller selv i sine erindringer:

»Åretefter (1861) kaldte han [det vilsige generaldirektør Faber] [telegrafisk] på mig

fra Ringkøbing og spurgte, om jeg havde Lyst tilenaf de nyeVestkyststationer.

»Ja Tak, det harjeg rigtignok.«

»Hvilken da?«

Jeg ville bede ^om Ringkøbing, men en

Telegrafist,som stod ved Siden at mig, sag¬

demegetvenligt: »Du ^eretFæ, tagRibe.«

Så badjeg om Ribe ogfik den. Der var ikke Tale om at blive indsat eller deslige.

Faber gavmig blot nogle Pengeogsagde:

»Tagså til Ribe. Stationen finder De nok.

Nøglen ligger hosBageren.«

Sårejste jegoghavde ingen Vanskelighed

ved atfinde [telegraf] Stationen.«

Generaldirektørens afslappede måde at

ansætte og indsætte personale på kunne

være vanskelig at håndtere for en nyansat person, sombefandt sig ien nyby for første

gang. Faurschou klarede sig uden proble¬

mer. Telegrafstationen var etableret med

detnødtørftigste materiel,men denansatte måtte selv lade sine møbler _og ejendele

sende fra Flensborg til Haderslev med en

skipper. Fra Haderslev indtraf tingene kort

efter ad landevejen med en fragtkusk. Der

var nu enkelte begyndervanskeligheder at overvinde. Faurschou skriver selv:

»EtBudvarderikke, enRengøringskone

heller ikke. Linie og Lokalbatterier med Svovlsyre og Brunsten stod omkring på

Gulvet.Jeghavde aldrig set nogetlignende

- etBatteri nemlig. En hel Pakke medman-

Omtelegrafstationen iRibe

geårige [lov] Skrivelser ^og Cirkulærer lå på

Bordet. Idem havdejeg Læsning nok foren Måned. Men Tjenesten var til visse ikke

streng.«

Grønbech-Faurschou fandtsig tilretteog

opnåede hurtigt en populær status i den gamle stad.

Flere ældre ripensere har nævnt Grøn¬

bech-Faurschou i deres memoirer, hvoraf skalanføresetparstykker:

»Peter Faber skaffede os en flink Tele¬

grafist, Faurschou, som blev på Pladsen i

mange

År;

april af Tyskerne for sin Dansksindetheds Skyld.«

Således skrev ovennævnte Harald Eng¬

berg.

Også den gamle stads miskendte søn, Jakob A. Riis,ensønaf Ribe StiftsTidendes

redaktør, skrevetstykke i sin erindringsbog

om barndomsbyen om telegrafen og den

ungetelegrafist Faurschou:

»Mensjegvardreng blev telegraftrådene

tilbyen trukket hen igennem det flade land¬

skab. Detvar om sommeren.Og i begyndel¬

senafefteråret lå der morgeneftermorgen

mængder af døde kystfugle under lednin¬

gerne. Man troede længe, at elektriciteten

havde ristetdem tildøde, når de hviledepå ledningerne; men efterhånden fandt man ud af, at deres flyvehøjde netop passede i

disses højde, ogat de simpelt henvarfløjet

imoddem.«1

Om telegrafbestyrer Faurschou skrev

han:

»[Telegrafisten] var ankommet til den gamle by, da telegraftrådene nåede frem til

os.Hanvar enensom,indesluttetmand med forkærlighed for lange ture i landskabet. På

enaf disse ture sluttedeenhund sigtil ham

med hengiven kærlighed. Telegrafisten hav¬

deenidé_{om, aten}velopdragen hund skulle følge i sin herres hæle. Da han ikke kunnefå

hunden til det, holdt han den altid halv-sul-

tenogsatte etkødstykke fastpå sin stok, når

hangik ud. Hunden fulgte ham så udenatse hverken til højre eller venstre med øjnene

stift rettede mod kødet. Han var en meget

høj og benet mand, som kunne se over et seks-fodsplankeværk udenatstå påtæer,og parret var yderst bemærkelsesværdigt. Vi døbte hamnaturligvis »Knoglen.««2

Til trods forovennævnteudsagn meddel¬

teforfatteren TomBuk-Swienty isinbiografi

afRiis,at«[Telegrafisterne] i Amerika kald¬

te sig selv »Ridderne af nøglen« og beher¬

skede et håndværk, som var mystisk for de

fleste, _{og som} i særdeleshed for en ung mand fraRibe, hvorman end ikke havdeen

telegraf,må haveværet synonymtmedgræn¬

seoverskridende teknologi, ... og ... Riis ...

føltesig tiltrukket afnyteknologi.«3

Riis selv nærede ikkestorærbødighed for telegrafhemmeligheden, hvilket stemmer udmærketmed, hvad Faurschou selv skrev.

Den 17. oktober 1861 meddelte den loka¬

le avis, Ribe Stifts Tidende:

»Telegraphstationen her i byen i Bager

Ågårds

digt indrettet ^og forsynet med de nødven¬

dige Apparater,ogvilefter forlydende blive

åbnet tilAfbenyttelse den 1. november.«

Dette kom tilatpasse. Den 31. november indrykkede telegrafbestyrer Faurschou en

bekendtgørelse^om,atstationen »ifølge Ordre

fra Telegrafdirektøren« var åbnet til publi¬

kumsafbenyttelse hver søgnedag fra 9 til 12

omformiddagenoghver eftermiddagfra 14

til 19. Om søndagenevarder åbnet mulig¬

hed for, at telegrafpersonalet kunne gå i kirke, hvorfor stationen kun havde åbent

om eftermiddagen fra klokken 14 til klok¬

ken 19.Avisenfulgteoppå nyheden meden

trelinjet notits, som fortalte læserne det

samme, som annoncen havde sagt.

Der må have været nogen snak om det

nye fænomen i byen, især har man måske

væretivildrede med taksterne forbenyttel¬

se af de nye linjer, for Faurschou lod kort

efterindrykke enbekendtgørelse med disse

samtbesked _om, atder_gennem telegrafen

var åbnet mulighed for at standse allerede

afsendte pengebreve, rekommanderede

breve ogpostanvisninger.

Dervar ikke meget at bestille på statio¬

nen de første år ud ^over at sætte sig ind i

lovstoffet, deraltså lå i dynger ogventede.

Riisskrev, at telegrafbudet kunne møde én på gaden ogfølge med hjem forat se reak¬

tionen, når telegrammet blev brudt. Han

kendte indholdet fra før den skrevne blan¬

ket blevforseglet,oghan havde god tid!

Til trods for den ringe trafik på linjen,

kunne stationsbestyreren ikke selv tillade sig at bringe telegrammer ud, ligesom han

heller ikke selv kunne besørge renholdelse

afstationens lokaler. Det var formodentlig gået udoveromdømmet, ombyens borgere

vidste, atmandenselvlåpå knæ med skure¬

børste i hænderne. Der blev behørigt lejet arbejdskraft, selvomdet ikkesyntes strengt

nødvendigt, setmed nutidensøjne.

»Dajeg imidlertid snart fiken Skrædder

til Bud, medens Konen gjorde rent, havde jeg Herredage og var meget glad ved min

Tilværelse,« skrev telegrafisten selv.

Rent tjenstligt meddelte Faurskov i sit

Omtelegrafstationen iRibe

først afsendte telegram til direktionen alle¬

rede den 3. november 1861, at urmager Schultzvaransatsombud vedstationen,_og

»

... Manden tegnertil atblive rigtig flink.

Denfor Budereglementerede Kaskjet udbe¬

des Stationen tilsendt.«

Imidlertid gik det ikke så hurtigt med lejekontrakten hos bager Aagaard. Bageren

udleverede førstkopi aflejekontrakten den

5. februar 1862.

Riis' beskrivelse af telegraf Faurschou

synes nuikke heltatholde stik. I Faurschous

egen beretning om sin indsats i Ribe og hansseneregenvordigheder med prøjserne

under krigen 1864, stifter vi bekendtskab

med en forslagen og vittig herre. Dette

skudsmål harogså andre givet ham.

Han varheller ikke specieltensom i den gamle stad. Som ^{en ny} mand i ^en hidtil

ukendtstilling havde han næppevanskeligt

ved ^at hævde sig iblandt det gode borger¬

skab.

Han indgik ægteskab med plejedatteren i

et af byens anseligste købmandshuse. Den

15.januar 1865 blevhan gift med den 14år

yngre Anna Petersen, plejedatter af køb¬

mand Quedens. Hunvar ligesom sin mand

født i Haderslev. Forlovernevarforuden køb¬

manden selv, adjunkt Trugaard, og vielsen

blev fornemt forrettet ibrudenshjemogikke

stillet til skue foroffentligheden i kirken. Der

kom fire børn ud afægteskabet, Karl, født

1866 (død 1870), Jens, født 1875, Jean, født

1876 og Margrethe Elisabeth, født 1878.

Familien boede-i hvertfalden tid- til leje

hos en købmand, Rasmus Gregersen, der ejedeethus Hundegade nummer 17ogtele¬

grafistens havde ^to udenbys skoledisciple i

kost oglogis,såledessomdetvaralmindeligt

i Ribe. Ribe Katedralskole^vareneste mulig¬

hed for et stortoplands sønner for at opnå adgang til en højere uddannelse. Tilfamili¬

ens opvartning holdtes ^to »tjenestetyende«,

somde benævnesifolketællingen 1880.

Familienflyttede fraRibe til

Ålborg,

tidig med, at telegrafstationen i 1883 blev underlagtpostvæsnet.

Der knytter sig en pudsig anekdote til

familiens flytning fra Ribe. Nogle af den

lille pigesveninder havde medsorgoplevet,

atén af deres midte rejstebort, ogJohanne

Fraas (Edelberg) skrev i sine memoirer:

» ... Agnete (Quedens) ^og jeg havde

været på vej til

Ålborg

Elisabeth Faurschou, der var flyttet derop.

Efterhånden blev vidogtrætteogslog afpå foretagendet, så vi i stedet ville besøge Agnetes kusine i Kolding, men vi nåede

kun tilTrøjels Knæ, ^{... «}

Pigernehar daværetseks-syvårgamle.4 Telegrafstationen underkrigen 1864

En af den gamle stads markante damer,

Emma Reinsholm, en plejesøster til ^oven¬

nævntejacob A. Riis, fortalte, i ^{et par}korte erindringsglimtomRibe under krigen 1864

til RibeKatedralskoles elevblad:

»Telegrafist Faurschou udviste også Mod

en Dag. Tyskerne fordrede naturligvis Telegrafapparaterne udleverede. De fik to;

men Manden havde tre; ogdaman iLøbet

afDagenikke kunne begribe,hvordanman heriByenvidste Beskedombådedetene og det andet, vakte Fjendens Mistanke. Solda¬

terne gik til Telegrafstationen, hvor det tredje Apparatvari lystigVirksomhed. Det¬

te blev straks indstillet og Faurschou taget underForvaring,førtoppå Greisens Hotel,

--rj

^/'■'^->/~+^' Jt.~y .V

EnResøgendepaaTelegraphstationen læner sig mod Contactnøgien og lader saaledesenDepecheeaaei Stilhed*

Depechen ankommer paaen fjern Station.

FritzJiirgensen: Tegninger.

og manfortalte Mand ogMand imellem, at han havdefået Lænkerpå.^-Detvarmåske overdrevet, men Sagen vari ogfor sig slem

nok for Manden.«

Det er så heldigt, ^at Emma Reinsholms

hukommelse suppleres på bedste måde af telegrafbestyrer Faurschousegne optegnel¬

ser omsineoplevelser under denne krig.

Hanfortæller,atder fra centralt hold blev

givet ordre til, ataltapparaturskulle sendes

tilKøbenhavn, hvilketbesørgedes afenartil¬

lerikaptajn Munster. Ripenserne gjorde

imidlertid »kvalm«, som han fortæller, så hanansøgte omatfå stationensati funktion igen, hvilket skete. Han udlovede ^en dusør påfire rigsdaler til borgerne,når der kunne

meldes noget af militær interesse, som Faurschou kunne videretelegrafere, eller

hvis dervarfjender i anmarch,såhan kunne

nåatdemontere stationen ogredde appara¬

turet. Han fortæller, at han måtte af med dusøren adskillige gange, men det lykkedes på denne måde længeat reddeapparaterne frafjenden. Et prøjsisk detachementmente

dogengangathave gjortengod fangst, idet

de mødte op ogforlangtestationensbatteri¬

erudleverede. Faurschou måtte afgive dem,

menfiksenereatvide, atsyrenibatterierne

var skvulpet over under transporten til Kolding, og træbunden i hestevognen var nærmestædt opaf den.IKolding havdeman léet af den ivrige kaptajn. Faurschou havde

gemt yderligere et batteri under en stak gamle aviser,ogda han efter besøget af prøj¬

serne gik op i Ribe Domkirketårn ognoget

senere derfra så dem marchere ude ved

Omtelegrafstationen iRibe

Kalvslund,kunne hanroligtgå nedogskrue

sine sager sammen og telegrafere videre,

hvad dervarpasseret. Senere komdogatter

en udsendtdeling militær, sommolesterede

stationen, savede dørene itu,flåedebordpla¬

derne af og rev alle tråde ^over. Faurschou

blevnaturligvisbange,da hanså maløren,og få minutter efterstodprøjserneatteri lokalet

ogbelagde ham med arrest. Sammen med

stadens borgmester, herredsfogden og end¬

nuetparborgereblev han satunder bevogt¬

ning, og en befalingsmand forhørte ham.

Underforhøretblevetfundettelegramfore¬

vist med besked om, at »telegrafering bag fjendensrygstraffes meddøden!»Faurschou

havde på det tidspunkt lommerne fulde af kompromitterende telegrammer, som han

skaffedesig afmed ved^atbede^omatkomme

»på das,« hvor han lod dem forsvinde ned i

tønden. Senere blev fangerne via Skodborghus førttilKolding, hvor de fik^en rimeligbehandling,formedelst deselv betal¬

te en restauratør for at bringe dem føden.

Faurschouskrev^senere tildirektørFaber:

»Hvor megetjeg end beklager at måtte

forvolde Statstelegrafen denne udgift, tre rigsdalerdaglig i diæterunderfangenskabet,

harjegdog intetatbebrejdemigmed hensyn

tildeomstændigheder,^somharhidførtsam¬

me.Jegharsiden ottende februarikkeværet

sikker for fjenden, og har dog næsten uaf¬

brudt holdt stationen i gang, og måske der¬

vedbidragetikke lidttil fjerde (danske) divi¬

sionsfuldstændigesikkerhed. ^...Atjegende¬

ligblevattraperet,varnoget, derikke kunne undgås, og daman ved min arrestation stil¬

lede migvalget: enten atudlevere apparater

og telegrammereller blive ført bort, kunne jegikke^etøjeblik^væreitvivlomvalget.«

Under fangenskabet måtte ripenserne

kun bevæge sig udenfor det private hus,

hvoridevarinternerede underfølgeskab af

to»profosser« [fangevogtere],mendekøbte sigfri for detlidetsmigrendeselskabvedat

forære dem nogle cigarer dagligt. Efteren måneds forløbblevderaftaltvåbenstilstand, og de internerede fik lovat vende hjem til

Ribe igen.Faurschou^vardaendnu iført sin telegrafbestyreruniform, hvorfor de prøjsi¬

ske soldater i Koldings gaderanså ham for

en af deres egne officerer, og saluterede,

mensvognenpasserede.

Ved tilbagekomsten til Ribe efter 90 dages fravær, fandt Faurschou en østrigsk telegrafist, ^som betjente stationen, hvilket

havde væretvanskeliggjortaf, atFaurschou

haveforanlediget falskejordforbindelserfra

alle masteridensydgående luftledningind¬

til én mil fraRibe.

Østrigeren havde opdaget nummeret og

varrasende.

Dennebegivenhed har imidlertid to for¬

klaringer,idetjacob Helms,RibeDomkirkes

minutiøse historiker, fortællerfølgende om den:

»Dajegomformiddagenden 6.April kom hjem fra Skolen, havde jeg allerede hørt, at

der nylig ^var kommen ^en Afdeling østrigsk

Infanteri ogungarskeHusarertil byen. Men højstoverrasketblevjegalligevel, dajeg^snart

efter oppefra mitKvistværelsesVinduersåen DelatSoldaternemedØkser i Hænderne ile fraSønderport nogetud adTøndervejen ^og

dergivesigtilpåenStrækningmedstoriver

atomhugge alleTelegrafpæleneogsprænge Trådene.Ja,havdedetværetTelegrafledningen

Nordpå, ville jeg jo ikke haveså ondt ved ^at

forstådet, men,Sydpå, hvor Fjendenselvnu

varenerådende! Senere påDagen fikvidog

til vor ikke ringe Morskab - det faldt det

ellerssmåt nok med i de Tider^-atvide, hvad Meningen havdeværet. Gennem Telegrafen

Nord på havde vort Militær jævnlig fået Underretninger om de tyske Troppers Be¬

vægelser med mere. For at afbryde denne

Forbindelsevardetderfor,atdenneEkspedi¬

tion var bleven afsendt. Men så uheldige

havde de kommanderendeværet, atde ikke havdeværet klarepå, hvad der^varNord,^og

hvad der var Syd. Da de kommende fra

Haderslevsnarthavdefåetøjepå Ledningen

tilTønder, havde de ikke tvivletom, atdetjo

vardenne, de varsendte for atafbryde. Og

stortheldigere havde heller ikke den Officer

været,derpå^sammeTid havde indfundet sig på selve Telegrafstationen foratfå Apparater¬

ne der udleverede. Telegrafist Faurschou

havde daogså afgivet Apparater til dem,men han havde sikret sig endnu at have et fuld¬

stændigt Apparat i Behold. Aldrigsåsnartvar derfor var Fjenden nogle Timer efter, igen

udeafByen, før han ved Hjælpatdetteogad

den ikke bemærkede og derfor heller ikke beskadigede Ledning Nord på kunne give omstændelig Meddelelseom dette fjendtlige Besøg og om, hvad dervar opnået dermed.

Ikkeså kort Tid derefter kunne denne For¬

bindelse Nordpå endnubenyttes.«7

Kort efter kom der besked fra direktør Faber, at der var bevilgetbåde lønning og

dagpenge til ham under fangenskabet, så

dettemedførte ham ikke privattab.6

Defredelige år

Efter de turbulentekrigsår oprandt^en læn¬

gere periode med normale funktioner for telegrafstationen. Stationen flyttede på et

ubestemmeligt tidspunkt til RibeBanegård,

hvor den befandtsigindtil 1. oktober 1883,

hvor den blev lagt under postvæsnets an¬

svarsområde ogkom tilatstå underpostme¬

ster Wolffs ledelse. Grønbech-Faurschou blev samtidigefter ^eget ønske forflyttet til

Ålborg.

om sagen, hvori tilføjedes en del rosende

ord om telegrafistens popularitet og gode omdømme.8

1)Jacob A. Riis: Den gamle by, 2. udgave, 2007,side 103

2) Sst. Side 54 f.

3) TomBuk-Swienty: »Den ideelle amerika¬

ner«, 2005, sidel36.

4)Johanne Edelberg: »Tulles Ribe«.

5) Ripenserbladet, bd. 1 p. 120 6) Reiffenstein-Hansen, side67ff.

7) Fra Ribe Amt 1904,side 8f.

8) Ribe Stifts-Tidende 18. september 1883

Anvendt litteratur:

Andersen, Eva Wistoft, m.fl.: »Denstoresøslange.« Postog TeleMuseum2004.

Buk-Swienty,Tom: »Den ideelleamerikaner.« 2005.

Fra RibeAmt,(Årbog) 1904 side 9.

Fra RibeAmt,(Årbog) 1977,side 525.

Mengel, Pierre: »Dansk telegrafis Pionertid 1850-1875.«

StatensTeletjeneste 1990.

Riis,Jacob A.: »Den gamleby.« 2007

Reiffenstein-Hansen,C.: »Skikkelser_ogSkæbner. Brogede

Bladeaftelegrafetatens Historie 1854-1927.«Korsør 1929 PosthuseiNørrejylland,enregistratur.1996.

Søren Mulvad, Varming Vesterby 9, 6760 Ribe.

Født 1948. Lærer. Hartidligere skrevet artikler i

Fra RibeAmt, SeemSogns historie1997,^enlang

række artikler iugebladeogtidsskrifter,samtflere teaterstykkerfor børn ogvoksne.