Upræcise tanker omkring et Borges-seminar

UPRÆCISE TANKER

OMKRING ET BORGES-SEMINAR

Svend Østergaard

Juli

1986

var der et Borges-seminar i Urbino. Jeg vil ikke sige, at jeg deltog i dette seminar� det vil være for upræcist, snarere fungerede jeg som en adspredt til­

hører.

Jeg rejser tværs gennem Europa. Jeg ender i en afsides liggende lokalitet, hvor jeg indfinder mig i et bestemt rum til et bestemt klokkeslet. Her begynder en anden rejse; en rejse jeg har rejst efter. Det fungerer som en drøm i en drøm. Her påhører jeg en række latinske dia­

lekter. Af nogle fanger jeg foruden klangen kun en række egennavne og en håndfuld adverbier. '.falen er let, hurtig og åndfuld. Her er ingen tyngde.

Denne tekst er en effekt af denne rejse, men den handler ikke om rejsen, den handler ikke om de sanse­

indtryk en rejse afsætter - de er for flygtige til, at jeg vover at sætte dem på ord - ikke et ord om bjergene, lyset og farverne. Den handler heller ikke i streng for­

stand om den hørte tale (den er forlængst glemt, men heldigvis har jeg mine optegnelser) snarere om en! uhørt tale.

N:_{0 • 0}

h d 1 t· k d" 1 kt f

J.

^d

f'lr Jeg pa ører e a 1ns e 1a e er, or1i1n rer mine 'ører mig i at fald,e sammen med talen. Min� ører ligger^! på grænsen mellem det talte og det hørte. �e hol­

der dem ude fra hinanden og indsætter en forskel ·mellem dem. Før talen er hørt er den allerede ophørt. Def ind-

81

sniger sig således en mellemliggende tid mellem talen og høren, og i denne tid afbøjes talen ubehjælpeligt.

Rejsen i Borges' tekst afsætter nogle indtryk, men når jeg vil fasthplde dem, er de allerede blevet til noget andet. Denne tekst handler således om noget andet. Om forskydningen fra det ene til det andet.

Jeg sidder med lukkede øjne, min opmærksomhed er rettet mod den tale, jeg engang har hørt. den synes at være fortonet, det er mig kun muligt at genkalde den som noget andet, d.v.s. som en tænkt figur. Tænkningen og skrivningen erstatter indtrykkets upræcise karakter, der på sin side· nærer tænkningen; men jo mere jeg tæn­

.ker, jo mere tænker jeg og jo mere udviskes det oprinde­

lige indtryk. Jeg er helt indhyllet i min konstruktion, der forstærkes af min egen vaghed. "L 'esprit se meut dans le vague", skriver Valery. Tænkningen bevæger sig i det ubestemmelige. At tænke er at være. Korollar:

væren bevæger sig i det ubestemte.

Hvis tænkningen skulle gå hen og blive præcis, skri­

ver Valery videre, ville den ophæve sig . selv. Den ville blive for tynd så at sige og synke til bunds. Denne tekst, som enhver anden, kan derfor kun gøre krav på at være upræcis. Den handler om glidningen fra indtryk­

kets præcise karakter frem mod noget andet, men derved falder den pudsigt nok ned i seminarets tema ( det ene­

ste jeg husker med tilstrækkelig præcision). På denne afsides liggende lokalitet blev der endnu engang rullet op for gåden om væren og det værende, via en rejse gen­

nem Borges' tekster. Ifølge denne rejse skulle væren lig­

ge i spændingsfeltet mellem det eksakte og det ineksakte, eller mere præcist: når noget er, er det kun fordi det fremtræder ineksakt. Væren er således eksakthedens in­

eksakte fremtræden, lidt på samme måde som den suc­

ces si ve tid, ifølge de gamle filosoffer, skulle være evig­

hedens fremtræden.

Den eneste sætning jeg husker fra seminaret ( udtalt af en hr. Brandt, tror jeg), belyser dette spørgsmål: ¹¹ Le prix d 'exactitude est le perte de pratique ". Her har vi Valerys tanke igen. Når tænkningen bliver præcis, bliver den utænkelig. Dette udsagn tror jeg iøvrigt, at jeg for­

står. Jeg kan illustrere det med min gang her på jorden.

Den danner en figur, en en-dimensional kurve. Lad os forestille os den vanvittige tanke at man ville måle den

82

eksakte, længde af denne kurve. Da kurven vil være flos­

set og · ujævn, måtte man inddele den i stadig mindre segmenter. Hvis blot min gang her på jorden har været tilstrækkelig svingende, hvad jeg tror den har, vil denne inddeling i segmenter fortsætte i det uendelige, og sum­

men af deres længder vil være uendelig. Vi har her en umulighed: mit liv er endeligt, men kravet om en præ­

cis opmåling indskriver det i en uendelig serie. 1)

Det er det samme, der sker for pratagonisten i fik­

tionen "Bogen af sand''. Han bytter Bibelen og en sum penge bort for Bogen af sand, der har et endeligt volu­

men men indeholder uendelig mange sider med en ulæselig skrift. Han bytter altså den anden læselige skrift for denne ene, men den ene lader sig ikke læse, før den bliver til noget andet, før den bliver byttet for noget andet. Først holder protagonisten fast ved den ene, han underkaster bogen en undersøgelse, men derved indfanges han i en uendelig proces af samme slags som den, der rammer den fiktive kurveopmåler: i de søvnløse nætter sidder han og noterer de små blæktegninger, der optræder i intervaller på 1000 sider. Bogens eksakt hed - den inde­

holder alle tænkelige figurer - gør præcis hans . liv umu­

ligt og utænkeligt (perte de pratique). Den må sløres, blive upræcis, d.v.s. gemmes og glemmes, for at han igen kan indtræde i endeligheden, d.v.s. leve.

Den strukturelle parallel til min gang på jorden er klar. Jeg foretager en rejse, jeg hører en tale. En figur aftegnes: på jorden hvor jeg går, og i hovedet hvor jeg hører, men denne figur er utænkelig. Når jeg forsøger at tænke den, og når jeg ,vil afskrive den, bli­

ver den til noget andet. Dens konturer flyder ud og bli­

ver upræcise. Den figur jeg aftegner på jorden er præcis, men en præcis opmåling af figuren vil spalte den i det uendelige. Derfor fremtræder mit liv ikke som denne figur, det fremtræder som et alfa bet: først var jeg i A, så i B og så i C etc. Mit liv danner en læselig ræk­

ke, hvor den mellemliggende tid er udskudt; det er min biografi. På den ene side en figur der er præcis[ og reel, metj utænkelig, og på den anden side en biografi der er nominel og upræcis, men tænkelig.

Jeg I hørte på seminaret en tale, som for mig : fortonede sig: i det uklare, men jeg forstod, at det var fordi jeg havde forstået . denne tale. Talen var en effekt af en

'83

I

i/,

tæn

k

ⁿ

i

ⁿ

g • qui

^se

m

e

u

^t

d

^a

n

s le

v

^a

gu

^e

",

^o

g

a

t af

^s

øg

e

d

^en

e

k

sa

k

^te

figu

r

bag d

^{enne tæn}

k

ⁿ

i

ⁿ

g vi

^l

l

^e

v

ære

at i

ⁿ

dl

^a

d

^e

s

ig på

^sa

mm

^e

p

^r

oc

es s

om p

^r

otago

ⁿ

i

^sten

i 'Bog

^{en a}

f S

^an

d'. F

^or

a

t

d

^et

v

æren

d

^e

k

an

vær

^e

k

^ræ

v

es værens

u

n

øj­

a

g

^t

igh

^e

d, m

^en

m

^an

k

^an

må

^s

k

e træ

kk

^e

d

^{enne læ}

r

^{e v}

id

ere o

g sig

^e

, a

^t

v

æren s

imp

^e

l

^then

b

^est

å

r a

f

^to

komp

^onenter

:

en

d

^{er er}

u

^tæn

k

^eli

g,

^o

g

en

d

^{er e}

r

^tæn

k

el

ig. Lad mig i d

^en

fo

^r

bi

ⁿ

d

^else

h

^en

l

^e

d

e

opm

^ær

k

s

omh

^e

d

^en

på

^en

p

assa

g

^e

f

ra

"Bog

^{en a}

f S

^an

d":

^h

No puedo

^se

r, p

^er

o

^es

". l de

ⁿ

en

g

^els

k

e o

v

^e

r

sættelse

"Thi

^s can't be,

bu

^t

i

t is''

(d

e

n d

^ans

k

e o

v

ersættelse ^h

D

et _I

k

^an

ikk

^e

v

ære r

ig

^ti

gt, m

^en

d

^e

t

er

d

et ^II

f

^an

g

er

ikk

^{e he}

l

^{t s}

pi

^llet

på v

^er

b

e

t v

^ære

). H

^e

r h

a

r

^v

i væ

^re

n

^{s s}

p

altn

i

ⁿ

g i

^t

o. B

^o

g

^ens

u

tæn

k

^el

ig

^e

v

^ære

n

er

d

^ens

u

^e

nd

^el

igh

^e

d, d

^ens

u

^en

d

^el

ig

^{e e}

k

^sa

k

^the

d,

can' t be;

d

ens tæn

k

el

ig

^e

v

æren er

d

^{ens en}

d

^el

igh

^e

d

^o

g d

^ens

udv

e

k

^s

l

^e

lig

^he

d for

^{en en}

d

^e

lig

^s

um p

^en

g

^e

, it

is.

J

^e

g k

^an

ikk

^{e tæn}

k

^e

på

ⁿ

og

^e

t

^s

mukk

^{ere e}

k

^se

mp

^e

l på d

^{enne s}

p

alt

­

n

i

n

g

^a

f vær

^en

e

n

d

^s

ub

^st

a

ns

b

^e

g

^re

b

et

i k

^vante

m

^e

k

an

ikk

^en

:

e

l

e

k

^tr

o

^nen

, f.

^e

k

^s

., hvi

^s

m

an

fo

^rs

øg

er at tæn

k

^e

d

en s

om

en

p

^ræ

ci

^{s ent}

i

^tet

, for

^sv

i

n

d

er

d

^{en s}

imp

^el

t

hen

,

^can

'

t

b

e

, d

en

k

^an

ku

^{n tæn}

k

^{es i}

d

ens s

a

n

d

^s

y

ⁿ

l

ⁱ

g

e

og up

^ræcise

væ

^ren

,

^it

i

^s

.

Mit l

ⁱ

v

e

r

^{en a}

pp

^r

ok

^s

im

at

i

^{on t}

il mig

^se

lv,

^lærer

Bo

^r

g

es

m

i

g. Mi

^{t l}

iv

^{er en ræ}

kk

e

pu

ⁿ

k

ter

, d

^e

r da

nner et a

lfa­

b

et

A,B,C, ... , m

^en

d

^{e er}

ikk

^e

mi

^t

l

ⁱ

v, og j

^e

g er ku

ⁿ

på gru

ⁿ

d

^a

f fo

^rs

k

^e

l

^len

. S

^an

dh

^e

d

^en

om mig

^se

lv

^er

ulæ

^se

­

l

ig

^s

om Bog

^{en a}

f S

^an

d, og mi

^{n s}

k

^ri

v

en

A, B, C, . . .

^{er en}

f

^a

m

len e

ft

^er

d

^{enne san}

dh

^e

d, m

^en

d

^en

f

^an

g

^er

ku

ⁿ

f

^ors

k

^el

- l

^en

.

J

e

g le

^{ver i r}

umm

^ets

, tid

^ens

og

^s

p

^r

og

^{ets h}

om

^o

g

ene

f

^o

rm

^e

r. B

^a

g

^e

k

^sa

k

^t

h

^e

d

en

ligg

^er

fo

^rest

i

l

l

ⁱⁿ

ge

^{n o}

m,

^at

d

er

i d

^{isse ho}

m

^o

g

en

e fo

^r

m

e

r

^o

p

^st

år

^sær

lig

^e

pr

^æ

g

^{nante ste}

d

er

, hvo

^{r san}

d

^he

d

e

n - om mig

^sel

v -

^er

på spil. D

^isse

f

^ort

æ

t

­

te

d

^e

f

o

rm

^er

,

^h

v

or

tid

^{ens s}

u

^c

c

^ess

io

ⁿ

oph

^æ

v

^es

, hv

^{or s}

p

^ro

g

et sa

ml

^{er s}

ig i

^et

pr

^æ

g

nant

ud

^tr

yk, d

^anne

r f

^ors

k

e

l

^len

m

e

l­

l

^e

m mig

^o

g mig

^sel

v. Hvis j

^e

g blo

^t

ku

ⁿⁿ

e

^se

di

^{sse ste}

­ d

^er

,

h

v

^is

j

e

g ku

^{nne være}

d

e

r, v

^il

l

e

f

^o

r

^s

k

^e

l

le

n op

^hæves

. J

^e

g'

^e

t vill

^e

fo

rs

vi

ⁿ

d

e

, j

^e

g

^v

il

le

b

^li

v

e

mig

^se

lv. D

^{et vi}

l

^le

d

^er

f

o

r

^{i e}

m

^inent

gr

^a

d væ

^r

e

^et

u

tæn

k

^e

l

ⁱ

g

^t

s

te

d:

^s

y

^non

ym m

e

d død

en

.

(Jeg kikk

^e

r

^{her i}

mi

^ne

no

t

a t

^e

r, fo

^{r at s}

ik

^{re at}

j

^e

g ikk

^{e er}

på

^a

f

^ve

j

e

. M

ⁱⁿ

e

n

ot

^a

t

^e

r

^er

v

ⁱ

d

ⁿ

e

^r

på s

^a

mm

^en

­

hæ

ng

^en

m

e

llem d

^e

n

ne

t

^e

k

^st

og d

^{en h}

ør

^t

e t

^ale

. D

^{er st}

år:

84

11

Sp

^r

og

^et

udvid

er s

ig g

enne

m

la

g på l

a

g for a

t

ko

ntra

- h

^ere

i

^e

t ,o

^r

d, d

^er

ligg

^er

ov

^eral

t'

^{1• 1}

'Sprog:

^en

d

^o

bb

^e

lt b

^e

v

^æ

g

^{else a}

f

^s

p

^re

d

ⁿⁱⁿ

g og fo

^r

t

^ætn

i

ⁿ

g'' og

^et

a

ⁿ

d

^e

t

^ste

d

"Po

^es

i: ophø

^{r a}

f n

^arra

tio

ⁿ

".)

Mi

ⁿ

tid og mi

^{t s}

p

^r

og

^er

u

ⁿ

d

^e

rl

^a

g

^t

for

^s

k

^e

l

^l

ig

^e

di

^s

­

tri

bu

t

io

ner

. T

en

d

en

ti

elt er

mit

s

p

r

og

e

t homog

ent r

um.

Nå

^r

j

^e

g f.

^e

k

^s

.

^l

y

^{tter ti}

l

^ta

l

^en

om

^s

p

^r

og

^et

s sp

^re

d

ⁿ

i

ⁿ

g og fo

^rtæ

tni

ⁿ

g, h

^{ar ta}

l

^en

a p

^r

io

^r

i i

ⁿ

g

^en

p

^ri

v

ⁱ

l

ⁱ

g

^e

r

^e

d

^e

ste

d

^er

. J

^e

g ly

^t

t

^er

ha

^{lvt a}

d

^s

pr

^e

dt, m

^en

p

^l

ud

^sel

ig bli

^ver

talen

p

^ræ

g

^nant

, d

^{en la}

d

^{er s}

ig ikk

^e

l

^æn

g

^ere

afvi

^se

, uvi

^st

a

f hvilk

^en

g

^r

u

ⁿ

d, d

^en

bl

ⁱ

ve

^{r h}

ørt på

^{en an}

d

^en

f

^re

kv

^en

s

en

d

ti

dlig

ere

- d

e

t

er

h

e

r j

e

g

no

t

erer

fo

r at a

f

s

k

r

iv

e

d

enne

hør

the

d. Sp

r

og

et er s

p

re

d

t

, m

en

d

et

må fo

rt

æ

tt

e

s

ig fo

r at

b

l

iv

e talt

, og

t

al

en

må fo

rtætte

s

i

g fo

r at

b

^l

i

^ve

hø

^rt

, m

^{en i}

kk

^e

fo

^r

m

^e

g

^e

t

^s

å bliv

^er

d

^en

for

^tæ

t,

s

å op

^s

ug

^er

d

^en

mig

^l

ig

^e

som Z

^a

hi

^r

'

^{en h}

o

^s

Bo

^r

g

^es

. J

^e

g'

^e

t fo

rs

vi

n

d

er

. D

er

hyo

r

fo

r

tæt

n

i

n

g

en

b

l

i

ver

optim

a

l,

et

pu

n

kt, d

er

k

an

j

e

g ikk

e

væ

re

, m

en

må

s

k

e

ka

n

m

an

p

as

­

se

r

e

h

en

ov

er

pu

n

k

t

e

t

; d

et er i alt

f

al

d hvad Borg

es

' fik

^t

io

^ne

r i

^s

c

^enes

æ

^tter

:

^{et s}

pi

^l

mell

^e

m

^s

p

^re

d

ⁿⁱⁿ

g og fo

^r

­

tætn

i

ⁿ

g.

H

^{er e}

r

^et

p

^ar

mu

^l

igh

^e

d

^e

r.

a

) J

^e

g går på gad

^en

i

^en

f

^r

emm

^e

d by. J

^e

g

^l

y

^tter

m

^e

d d

^{en s}

tør

^{ste o}

pm

^ær

k

^s

omh

^e

d på lyd

^{ene o}

mk

^r

i

ⁿ

g m

ⁱ

g, m

^en

d

^e

vil ikk

^e

dan

^ne

b

^et

yd

ⁿ

ing. J

^e

g

^ve

d,

^at

a

^{lle ste}

d

^er

omk

^r

i

ⁿ

g mig find

^es

b

^et

yd

ⁿ

ing; j

^e

g v

^en

d

^e

r mig mod om­

v

er

d

^enen

,

^t

al

^e

r, g

^es

tikul

^erer

, m

^en

d

^en

vil

ⁱ

kk

^e

fi

ⁿ

d

^e

ste

d fo

^r

mig. Sp

^r

og

^{et s}

vir

^re

r om mig

^s

om

^ele

k

^tr

o

^{nen o}

m­

k

r

i

n

g p

r

o

t

o

nen

, ud

en

at d

a

n

ne

fo

r

m. ·

D

^{et er}

d

^{et s}

amm

^e

m

^e

d mi

^{t li}

v. J

^e

g

^le

d

^{er e}

f

^{ter et}

ud

tr

yk fo

^r

mi

^t

liv. J

^e

g v

^e

d f.

^e

k

^s

.,

^at

j

^e

g har

^levet

i

en

b

este

mt p

er

iod

e

, m

en

d

et er

m

i

g ikk

e

mu

l

ig

t at

f

ast

­ hold

e en eneste

d

a

g. Når j

e

g g

r

ib

er e

f

te

r d

en

v

æ

r

en

, d

er

h

^ar

v

^æret

, vedbliv

^er

d

^{en at s}

p

^a

l

^{te s}

ig,

^s

å d

^en

ti

^l

s

id

^st

ku

^{n e}

k

^s

i

^{sterer s}

om i

ⁿ

fini

^tes

im

^a

l

^e

b

^estan

dd

^e

l

^e

. D

^en

vil ikk

e

s

^a

ml

^{e si}

g. Nå

^r

jeg

^s

å

^træ

kk

^e

r

^{en l}

i

^nie

; m

^e

ll

^e

m d

e st

ump

^e

r, d

^e

r bliv

^er

tilbag

^e

, f

^re

mkomm

^{er en}

figu

^r

j

^e

g ikk

e

k

^{an r}

umm

^e

. D

^e

t

^{er her}

j

^e

g b

^e

gy

ⁿ

d

^{er at s}

k

^r

iy

^e

; fo

^r

­ di væ

ren i

kk

^{e v}

i

^l

d

^anne

figur. J

^e

g

^s

k

^r

i

^ve

r ikk

^e

ud f

^ra

en

p

^ræ

ci

^s

io

ⁿ

, m

^en

ud f

^r

a

^en

ma

ⁿ

gl

^en

d

^e

pr

^æ

c1

^s

10

ⁿ

;

^en

s

k

^riv

:

^en

d

^e

r

ⁱ

kk

^e

i

^st

r

^en

g fo

^rstan

d

^{har tæ}

nk

^{t n}

og

^et

og d

er

fo

r

f

or

bli

ver

mud

ret

og ud

en

figu

r

.

85

b) Jeg går på gaden i en fremmed by. Pludselig danner lydene omkring mig betydning og jeg forstår, at forstå­

eligheden ikke er en forudsætning. Betydning fortætter sig alligevel i lydenes homogenitet.

Den figur jeg afsøger, som skulle være sandheden om mig selv, viser sig pludselig uden for mig selv. Fi­

guren viser mig mit eget ansigt, ville Borges sige, men derved· viser den et sted, der ikke kan være, et sted uden for mig hvor jeg er. Et sted hvor jeg

ikke kan

være, men hvor jeg er. Jeg er således min egen Bog af Sand og må derfor retirere, indhylle mig selv i glemse­

len, på samme måde som Bogen af Sand må gemmes og glemmes. Sandheden om rriig selv danner en ulæselig skrift, der ikke lader sig repræsentere af sproget, men højst efterlader et mærke, en oprindelig indskrift, som jeg ikke kan afvise og ikke begribe.

Det er her jeg begynder at skrive, men nu ud fra en lykkelig berøring med 'objektet', som f.eks. når be­

tydningerne fortætter sig midt på gaden og danner en skikkelse, der hastigt fjerner sig. I den oprindelige indskrift, i berøringen med objektet, er det objektet der skriver på subjektet. Objektet manipulerer med mig. Den­

ne indsigt er utilgængelig, men jeg imiterer den i en skriven, hvor jeg vender fortegnene om: jeg simulerer, at det er mig, der manipulerer med objektet. Skrivningen er her afhængig af denne omvending. Den udgør en egent­

lig tænkning, fordi den har været i berøring med objek­

tet - fortætningen -, som på sin side udtyndes, jo mere der tænkes - spredningen -, indtil objektet igen dukker op, men nu fra en anden retning o. s. v.

Jeg afbryder her disse betragtninger, der uden tvivl kunne pågå i det uendelige. Jeg ser i mine notater, at en lang række optegnelser ikke har været berørt, men dels har jeg glemt deres præcise betydning, og dels ville de formodentlig kun give anledning til en gentagelse af ovenstående.

Note:

1) Det er et problem der dukker op ved f. eks. kystopmålin­

ger. Matematisk løses det ved, at man opgiver tanken

om en en-dimensional kurve og istedet indfører såkaldte fraktale dimensioner. Dimensionen af Jyllands kyst f.

eks. er 1, 21, hvor tallet 1, 21 angiver den mindste di­

mension, der. gør længden af kysten endelig.

86 • 87