Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Dieselforurening - et globalt problem : dieselpartikler fører til sygdomme og dødsfald overalt i verden - fra

danmark og USA til Indien

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

^Global

Økologi

Nr. 4, 9. årg. Oktober 2002

Fremtidens biler: gas, raps, el, hybrid, brint eller luft?

(3)

Lederplads

Flere topmøder, tak

“Efter den endegyldige sejr over apartheid i Sydafrika og andre lande har vi nu alle ansvaret for at bekæmpe

‘den globale apartheid’ - kløften, der skiller verdens rige fra verdens fattige” sagde Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, ved åbningen af FN-topmødet om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg. Såre sandt.

Topmødet og de rammer hvori det fandt sted åbenba- rer ordenes kvalitet. Alt for tydeligt.

Politikere, embedsmænd og lobbyister holdt til i overklassebydelen Sandton, hvis rigdom langt oversti- ger selv de mest mondæne bydele i Europa. “Folket”

- græsrødder og NGO’er - var henvist til en samling ordinære landbrugshaller langt derfra. Global People’s Forum hed det. Skillelinien var sat - både lokalt i Johannesburg og globalt mellem mennesker og verde- ner.Men godt at kløften blev gjort så synlig. Og endnu mere klart blev det, da 10.000 mennesker marcherede i en fredelig protest fra Alexandra township, Johan- nesburgs fattigste og mest usle, til Sandton, politiker-

nes beskyttede konferenceområde. Kontrasterne trådte tydeligt frem ved topmødet. Med 30 kamerafolk i ryggen kan statslederne ikke altid se virkeligheden.

Men mange andre kan, og mange oplevede det tæt på i Johannesburg.

Det er derfor, vi har brug for de store verdens- møder. Ikke fordi vi skal vente for meget handling fra verdens mere eller mindre demokratisk valgte ledere, ikke fordi den politiske elite vil redde verden, men fordi topmøderne er med til at åbenbare for mange mennesker, hvordan verden ser ud. Borgere, de fattige og de rige, journalister, de korrupte og de frie, græs- rødder, de statslige og de folkelige, politikere, de reak- tionære og de visionære, får alle mulighed for at se og tænke over virkeligheden. Uden den viden kan vi ikke få Bush, Blair, Fogh og alle de andre ledere til at kæmpe for en bæredygtig udvikling. Så, ja tak FN, vi vil gerne have flere topmøder.

Bo Normander, redaktør

Kampen foregår også i WTO

På verdenstopmødet i Johannesburg, erklærede Anders Fogh Rasmussen, at det er slut med store FN- topmøder. Den danske statsminister mener, at resultaterne er for få og snakken for meget. Man kunne fristes til at være enig - de politiske resultater fra Johannesburg er på de fleste områder magre. Det efterlader miljøbevægelsen med en række spørgsmål.

Er begrebet om bæredygtig udvikling stadig brugbart til at fremme en anden dagsorden end den økonomi- ske? Er begrebet kraftfuldt, visionært og fængende nok til at udfordre tankegangen om, at det eneste og altoverskyggende mål for den globale samfundsudvik- ling er økonomier i vækst?

Det er et langt sejt træk at kæmpe for bæredygtig- hed, men vi må tro på, at det faktisk hjælper at tvinge finansdrengene og miljødrengene m/k til at sidde om det samme bord - idet de tvinges til at lytte og tage hensyn til de forskellige argumenter. Og kampen for bæredygtig udvikling indebærer, at hensynet til miljø og sociale forhold skal på dagsordenen hos de, der

ellers udelukkende er trænet til at se på den økonomi- ske bundlinie. Af den grund bør kampen for bæredyg- tig udvikling ikke kun kæmpes i FN-regi - men også i frihandelsregi, hvor WTO spiller en central rolle.

Der ligger en stor og vigtig rolle for miljøbevæ- gelsen i at være med til at diskutere WTOs rolle og åbenlyse mangler i forhold til bæredygtig udvikling. Hvordan sikrer vi, at miljøhensyn konsekvent indtænkes i WTO-reglerne? Hvordan kan FN-aftaler inspirere og fastholde konkrete bæredygtige skridt i WTO-regi? Skal der skabes en international miljø- pendant til WTO? Eller skal der arbejdes for en radikal reform af institutionen? Efter Johannesburg må en af konklusionerne være, at hvis bæredygtig udvikling skal fastholdes på den globale dagsorden, kræver det, at miljøbevægelsen i endnu højere grad ser WTO- uhyret i øjnene og tager konsekvensen af, at FN- aftaler kun er et mindre skridt på vejen.

Mette Boye, temaredaktør

(4)

Indhold

Nr. 4, 9. årg., oktober 2002 Redaktion:

Bo Normander (ansv.), Mette Boye, Uffe Geertsen, Jeanne Lind Christiansen, Therese Holter, Dorte Skov- gård, Claus Wilhelmsen, Bendt Ulrich Sørensen, Poul Erik Pedersen og Kåre Press-Kristensen

Udgiver:

Det Økologiske Råd Landgreven 7, 4.

Postboks 9065 1022 København K Tlf. 3315 0977 Fax 3315 0971 info@ecocouncil.dk www.GlobalØkologi.nu Global Økologi er tids- skriftet der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Udkommer fem gange årligt.

Global Økologi samarbejder med internationale miljøtids- skrifter, bl.a. The Ecologist (www.theecologist.org) Redaktionens og Det Øko- logiske Råds synspunkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet.

Udarbejdelsen af temaet om Johannesburg er støttet af Danidas oplysnings- bevilling. Redaktionen siger tak.

Tryk: SvendborgTryk Papir: Cyclus print Forside: Børn under en demonstration i Alexandra, Johannesburg

(foto: Bo Normander) Bidrag til næste nummer bedes indsendt inden 6.

november 2002

Global Økologi

34 Global debat 36 Kalender 36 Bognyt

37 Globalt nyt 38 Nyt fra Rådet 39 Publikationer 4 Johannesburg - tilbageblik og fremsyn Johannesburg var 26. august til 4. september vært for FNs topmøde om bæredygtig udvikling Af Bo Normander

6 Vurdering af et topmøde Af Jan Søndergård

8 Uddeling af points og priser

Friends of the Earth giver topmødet points, og Greenwash Academy uddeler priser i grønvask 10 Bæredygtighed og neoliberalisme

Johannesburg er indikator for en langstrakt styrke- prøve imellem to forskellige ideologier

Af Jens Stærdahl 15 At skabe partnere

Hvad kan partnerskaber bruges til?

Af Saradha Ramaswamy Iyer 18 De jordløses kamp Af Bo Normander

20 NEPAD og miljøets fremtid Af Ako Amadi

23 Workshops i Johannesburg

Om Japansk miljøpolitik, global dieselforurening og kemikaliepolitik

Af Christian Ege og Mette Boye 26 Undervisningsvejledning

27 Fremtidens biler kører på...

Af Poul Erik Pedersen

30 De schweiziske bønder kommer!

Af Beat Jans

33 Ny hjemmeside og nye jobs

TEMA

RUBRIKKER FOKUS

4

9

10

27

(5)

Topmøde om bæredygtig udvikling

Men hvad var det, der gik galt?

Og kom der ikke bare lidt positivt ud af topmødet?

Det officielle resultat blev kort fortalt tre hoveddokumenter, en politisk erklæring, en handlingsplan og et dokument om såkaldte type II-partnerskaber (se næste side). Det lykkedes især USA at få forpligtende mål og principper fjernet fra doku- menterne, men også EU havde svært ved at give løfter, f.eks. om reform af landbrugsstøtten og fjernelse af andre protektionistiske foranstaltninger.

Global People’s Forum

NGO’erne havde deres egne kon- ferencer og møder. Det foregik på

Sydafrikas største by og finansielle lokomotiv, Johannesburg, var 26. august til 4. september vært for FNs topmøde om bæredygtig udvikling. Hvad kom der ud af mødet? Er vi på vej mod mindre fattigdom og færre miljøproblemer? Dette tema ser på resultaterne, og på hvad vi fremover kan vente af den globale miljøpolitik

Af Bo Normander

40.000 mennesker fra nær og fjern var rejst til Johannesburg for at diskutere klodens tilstand, 10 år efter miljøtopmødet i Rio de Janeiro i Brasilien. Rio+10, som Johannes- burg-mødet også kaldes, samlede statsledere, politikere, NGO’er, græs- rødder, erhvervsliv og journalister fra hele verden, men efter at de ni mødedage var gået, var kun meget lidt nået.

På grund af det ringe resultat døbte miljøorganisationer hurtigt Johannesburg-mødet Rio minus 10.

Andre igen kaldte det Doha plus 10 med en spydig henvisning til, at Johannesburg blot var en gentagelse af det frihandelsvenlige WTO-møde i Doha i ørkenstaten Qatar 10 måne- der tidligere.

Global People’s Forum på Nasrec- udstillingscenteret, som lå over en times kørsel fra det officielle top- møde i velhaverbydelen Sandton.

Engagementet var stort i starten, men forsvandt efterhånden som de negative meldinger fra den officielle del slap ud. NGO’erne blev dog enige om en fælles erklæring og en aktionsplan - to papirer, der indeholder flere konkrete forslag og krav end de officielle FN-dokumenter, men som også er en stor mundfuld med alt fra bekæmpelse af AIDS og fattigdom til miljøbeskyttelse og kvindefrigørelse (se næste side).

Dette tema er redigeret af Mette Boye og Bo Normander.

(6)

Topmøde om bæredygtig udvikling

Politisk erklæring

Erklæringen er på fire sider og indeholder en række gode intentio- ner om at forbedre miljøet og men- neskets vilkår i verden. Der skal skabes grobund for menneskelig udvikling, uddannelse og teknologi- overførsel. Fattigdom, kriminalitet, sygdomme som HIV/AIDS og miljø- ødelæggelse skal bekæmpes.

Handlingsplanen

Forhandlingerne om Handlings- planen (’Plan of Implementation’) startede på de såkaldte PrepCom- forberedelsemøder og blev afsluttet i Johannesburg. Målet var at få en handlingsplan med et katalog over konkrete tiltag, tidsfrister og forpligtende mål. Resultatet blev et papir på 54 sider med bl.a. disse mål:

Vand og sanitet. Antallet af men- nesker uden rent drikkevand (1,2 mia.) og uden basale toiletforhold (2,4 mia.) skal halveres inden 2015 Energi. Ingen klare mål udover at brug af vedvarende energi bør udbygges

Biodiversitet. Tabet af plante- og dyrearter skal bremses inden 2010

Foto: Bo Normander

Klima. Kyoto-protokollen blev bekræftiget. Canada og Rusland gav tilsagn om at ratificere, hvilket vil sikre Kyoto-aftalens ikrafttrædelse Fiskeri. Havenes fiskebestande skal beskyttes mod overfiskeri og forurening, så de når et bæredygtigt niveau inden 2015

Kemi. Vag formulering om at lan- dene i 2020 minimerer brug af kemikalier, der medfører betydelig skade på mennesker eller miljø

Andet. Der blev ikke givet løfter i forhold til gældslettelse, forsig- tighedsprincippet, landbrugsstøtte, markedsadgang og udviklingsbistand.

Partnerskaber (type II)

USA, EU og andre lande lagde stor vægt på, at erhvervslivet skal indtage en aktiv rolle for at sikre en bæredygtig udvikling. Dette kan ske gennem såkaldte type II-partnerskaber, hvor regeringer indgår i samarbejde med virksomheder, NGO’er eller institutioner (type I-aftaler involverer kun regeringer). Der blev indgået mere end 200 partnerskaber (se artikel side 15).

WEHAB rammedokumenter

På Kofi Annans foranledning blev der i Johannesburg gennemført stor- møder omkring emnerne Water

& sanitation, Energy, Health &

environment, Agriculture og Bio- diversity & ecosystem management.

Resultatet blev fem dokumenter, der kan bruges til inspiration.

Læs alle dokumenter på www.johannesburgsummit.org

Det vedtog regeringslederne i Johannesburg

Det vedtog NGO’erne

Politisk erklæring og aktionsplan

NGO’erne blev bl.a. enige om føl- gende mål:

GMO’er og patent på gener, mad og medicin forbydes globalt

Økologisk landbrug styrkes Indfødte og jordløse tildeles land Landenes militærudgifter skal kraftigt reduceres

Virksomheder gøres ansvarlige for de skader de forvolder

U-landenes gæld fjernes

Statsstøtte til fossile brændsler og forurening stoppes

Udslip af drivhusgasser mindskes U-landsbistand på 0,7% af BNP Vand og sundhed som menneskeret Læs mere på www.worldsummit.org.za

(7)

Vurdering af et topmøde

EUs forhandlingslinje i Johannesburg byggede på en fejlagtig opfattelse af, at fortidens synder var rettet op ved tidligere topmøder. Oveni fik de benhårde amerikanere hevet alt konkret indhold ud af aftalerne

Af Jan Søndergård

Hjemvendt fra Verdenstopmødet i Johannesburg har en række euro- pæiske politikere - herunder EU- kommissærer - betegnet mødets resultat som en succes. Kriterier for succes kan naturligvis altid diskuteres, men mon ikke de fleste ædru- elige analytikere vil være enige i, at de konkrete tilsagn - som skulle have bragt en række mennesker ud af fattigdomsfælden og sikret et bedre miljø - er få og uden klare mål og tidsfrister.

Vejen fra Rio til Johannesburg har været brolagt med uindfriede løfter. Det bedste eksempel er ned- gangen i de rige landes udviklingsbistand, som for en indbygger i et fattigt udviklingsland i dag belø- ber sig til omkring to tredjedele af niveauet sammenlignet med for ti år siden. Og netop afgrunden mellem på den ene side de konkrete mål for miljøforbedringer samt tilsagn om mere udviklings-

bistand (og handelsliberaliseringer) og på den anden side den manglende indfrielse af løfterne, er en god del af forklaringen på Johannesburg-kollapset.

EUs fejlagtige strategi

EU-landenes forhandlingslinje på Johannesburg-mødet byggede på en fejlagtig opfattelse af, at fortidens synder var rettet op med aftalerne på henholdsvis WTO-mødet i Doha i ørkenstaten Qatar sidste efterår og FN-topmødet om finansiering og udvikling i Monterrey, Mexico i marts i år. Doha-aftalen indebærer en ny forhandlings- runde om frihandel, der måske kan forbedre u-landenes markedsadgang via afvikling af i-landenes handelshindrende landbrugssubsidier. På Monterrey-mødet gav EU og USA tilsammen tilsagn om at hæve udviklingsbistanden fra nu

omkring 400 mia. kr. til omkring 500 mia. kr. i 2006.

Disse tilsagn var imidlertid helt utilstrækkelige i forhold til, at få den såkaldte G77-gruppe - som for størstedelen består af fattige u-lande - gjort imødekommende overfor at lave miljøaftaler med EU og andre “progressive” lande.

EUs forundring over dette var åbenbar allerede under de første dages forhandlinger på embeds- mandsniveau. Tilsagn om en mulig fremtidig lettet markedsadgang og en 25 procents stigning i statslig u-landsbistand frem til 2006 var åbenlyst ikke nøglen, der kunne fjerne et ti-års skuffelser; hvorfor mulige allierede i arbejdet for forpligtende miljøaftaler blandt G77 med få undtagelser forblev stort set ikke-eksisterende.

Med til billedet hører også en benhård og veltilrettelagt kampagne ledet af USA og godt bakket

Den officielle åbning af FN-topmødet: mødeleder Nitin Desai (tv), FNs generalsekretær Kofi Annan (midtfor) og Sydafrikas præsident Thabo Mbeki (th). (Foto: FN)

op af Canada, Australien og Japan. Deres indsats hand- lede om at undgå alle bindende forpligtelser på især miljøområdet. Efter at have hevet stort set alt konkret indhold ud af den fælles handlingsplan, kvit- terede USA slutteligt ved at reservere sig i forhold til fire centrale punkter: princippet om staters fælles men for- skelligartede ansvar (Rio- erklæringens princip nr. 7), målsætningen om at rige lande yder 0,7% af BNP i u-landsbistand, virksom-

(8)

“USA er uden sammenligning den største bidragsyder til bæredygtig udvikling”

- Paula Dobiansky, leder af USAs delegation

heders samfundsmæssige ansvar, samt deling af ejerskab over gene- tisk materiale med oprindelseslan- det.

Mangel på konkrete forpligtelser

Bortset fra et bindende tilsagn om at halvere antallet af mennesker uden adgang til sanitet i 2015 er handlingsplanens ordlyd på en række centrale miljøområder uforpligtende og/eller dårligere og mindre ambitiøs end eksisterende aftaler. (Se også Friends of the Earths vurdering på side 8).

Således kom der ingen bindende målsætninger om udbygning af vedvarende energi og fjernelse af miljøskadelige energisubsidier til fossile brændsler og atomkraft (for nærværende 2.000-2.400 mia. kr. pr.

år). Der kom ingen forpligtende aftale om udfasning af miljøskade- lige kemikalier (som vi kender det fra den internationale POPs konvention) og tilsvarende blev det til svagere formuleringer omkring tab af biolologisk mangfoldighed i forhold til den ordlyd, som blev vedtaget under FNs konvention om biodiversitet i Haag tidligere i år.

Håb for fremtiden?

Mange har på baggrund af den meget lidt ambitiøse handlingsplan fra Johannesburg (og en iøvrigt ligeså udvandet politisk erklæring) udstedt dødsdommen over fremtidige verdenstopmøder. “Spild af tid” var essensen af statsminister Anders Fogh Rasmussens udsagn ved ankomsten til Johannesburg- mødet. Herved tillagde statsmini- steren “mødeformen” skylden for

de manglende resultater (i øvrigt på et tidspunkt hvor statslederne ikke selv var kommet i gang med forhandlingerne) og søgte på den måde på behændig vis, at undgå at skulle pege på USA og dets reaktio- nære allierede - og EUs dårlige forberedelse - som den egentlige årsag til kollapset.

Min vurdering er, at konsekvensen af at opgive sådanne “multi- issue” FN-topmøder er at gå de virksomheders ærinde, som styrer den nuværende amerikanske rege- rings mål, og som ønsker at under- minere FN-systemets muligheder for at frembringe globalt forpligtende aftaler. Det bør dog overve- jes, om den forhandlingsform, som vi var vidne til i Johannesburg, er optimal. Accept af faldende ambi- tioner og fortsat villighed til at indgå kompromisser med bl.a. USA og dets allierede fik alt for hurtigt udvandet handlingsplanen til en meget lav fællesnævner. Is i maven og villighed til at lade statstlederne forhandle et mere forpligtende resultat hjem skulle have været for- søgt (selv sagt med risikoen for at USA ville stå af, men det gjorde de jo alligevel til slut).

Som et lille plus skal nævnes, at bæredygtig udvikling og miljøpro-

blemer imod USAs vilje ikke blev fjernet fra dagsordenen i Johan- nesburg, hvilket iøvrigt nok også er miljøkommissær Margot Wall- strøms primære bevæggrund for, at tale om Johannesburg som et vigtigt skridt på vejen.

Endelig bidrog den håndfaste diskussion om klimaproblemer og nødvendigheden af mere vedvarende energi i den globale energi- forsyning til, at Indien, Brasilien, Kina, Malaysia og Sydafrika rati- ficerede Kyoto-protokollen under Johannesburg-mødet, samt at Rus- land og Canada gav tilsagn om at ville gøre dette senere i år. Dette vil sikre Kyoto-protokollens ikrafttræ- delse, også selvom USA er udenfor.

Endvidere tog EU initiativ til dannelsen af en “Coalition of the Willing”, hvor i første omgang EU-landene, en række Central- og Østeuropæiske lande, Schweiz, Tyrkiet, alliancen af små ø-stater og Brasilien sammen vil fastst- lægge konkrete mål for mere vedvarende energi. Små men vigtige lys i mørket.

Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace Norden og kan kontaktes via jan.soendergaard@nordic.greenpeace.org

31. august: Beboere i Johannesburg-ghettoen Alexandra protesterer mod USA, mens de betragter tusindvis af mennesker deltage i protestmarchen fra Alexandra til topmødeområdet i Sandton. (Foto: Bo Normander)

(9)

FoEI: Verdenstopmødet får dumpekarakter

Friends of the Earth International (FoEI) gav Johannesburg-topmødet points på 10 områder:

1. Virksomhedsansvar (‘corporate accountability’) 5 points ud af 10

Regeringerne åbnede op for muligheden for bindende internationale regler, der kræver at multinationale firmaer forbedrer deres indsats i forhold til miljø og udvikling. Men der var ingen klar forpligtelse i forhold til hvilke mekanismer, der skal holde virksom- hederne på rette spor.

2. Handel og globalisering 2 ud af 10 Frihandel blev den altdominerende ideologi i Johannesburg. Det mislykkedes for regeringerne, at sikre multilaterale miljøaftaler en særstatus i forhold til f.eks. WTO-regler.

Man blev enige om, at forhandlinger omkring forholdet mellem miljø og handel skal fortsætte, først og fremmest under WTO. Miljø er slet ikke nævnt i Handlings- planens afsnit om globalisering.

3. Økologisk gæld 0 ud af 10

Der kom ikke nogen formel anerkendelse af den økologiske gæld de rige lande har til de fattige. Emnet var ikke engang på dagsordenen. I Rio blev landene i Nord enige om, at de havde ansvaret for hovedparten af miljøødelæggelsen og derfor skulle føre an i oprydningsarbejdet. Det mislykkedes for regeringerne, at videreføre dette emne.

4. Energi og klimaændringer 3 ud af 10 Kyoto-protokollen blev bekræftet, men det er usandsynligt, at der kommer et 10-procents mål for ny vedvarende energi eller en anerkendelse af nødvendigheden af et øget ambitionsniveau for internationale mål.

5. Vand og sanitet 3 ud af 10

Regeringerne tilføjede tvetydige bemærk- ninger til en lovet forpligtelse om, at inden 2015 skal antallet af mennesker uden adgang til rent vand og kloakering halveres. Rege- ringerne ville ikke sikre, at vand forbliver en offentlig vare, der ikke kan privatiseres.

6. Biodiversitet 3 ud af 10

Målet om at forhindre tab af biodiversitet (artsforskellighed) blev svagere end det mål, der blev aftalt for at halvt år siden ved FN’s Biodiversitetsmøde i Haag. Nu sigter regeringer kun på at reducere tabet af biodiversitet - ikke eliminere tabet fuldstæn- digt. Der er derimod en beskeden men brugbar forbedring omkring beskyttelse af havområder.

7. Udviklingsbistand og gæld 1 ud af 10 Ingen ny finansiering, bistand eller gælds- lempelser til u-landene blev vedtaget udover de mål, der blev besluttet på FN’s udviklingsmøde i Monterrey tidligere i år.

Det gamle mål om nødhjælp på 0,7% af BNP blev ikke engang nævnt.

8. Statsstøtte 1 ud af 10

Der blev ikke taget hånd om de mange miljøskadelige subsidier mange lande har.

Teksten om landbrugssubsidier er helt lig WTO-aftalen fra Doha, og fossile brænd- sler og atomkraft er ikke nævnt overho- vedet. Derimod er der sket fremskridt omkring reform af fiskeri-støtte.

9. Forbrug og produktion 2 ud af 10 Rio-aftalen om et ti-årigt program til at begrænse overforbrug og skadelige pro- duktionsmønstre blev skrottet til fordel for en svagere rammeaftale (‘framework of programmes’).

10. Rio-principper 2 ud af 10

Efter en del uenighed var der i sidste ende ikke nogle nævneværdige tilbageskridt i forhold til forpligtelser fra Rio såsom for- sigtighedsprincippet og “fælles men differentieret ansvar” som er så forhadt af USA.

Men der var heller ikke nogen fremskridt.

TOTAL: 22 ud af 100 points

Oversættelse: Sabina Aarup

(10)

Prisen til bedste grønvask

Det var ikke så lidt underholdende, da Greenwash Academy lige inden åbningen af topmødet uddelte den Grønne Oscar og 10 andre priser på det mondæne Balalaika hotel i Johannesburg. Olieselskaberne Shell, BP og ExxonMobil dominerede prisuddelingen foran næsen af biotek-giganterne Monsanto, Novartis og Aventis. Og vinderen af den Grønne Oscar blev... BP for deres unikke ekspertise ud i grønvaskning og for deres ’Beyond Petroleum’-kampagne, der tilsigter at give dem et nyt grønt image selvom olie og

gas stadig er deres hovedbusiness. BP bruger færre penge til udvikling af solenergi end til deres generelle markedsføring.

Nestlé løb af med den Blå Oscar for at smykke sig med FNs navn, selvom koncernen konsekvent overtræder FN-bestemmelser, bl.a. om sikkerheden ved modermælkserstatninger. Den særlige McPartnership pris blev givet til UNICEF (FNs Børnefond) for deres unikke partnerskab med McDonalds. Bag Greenwash Academy står CorpWatch, FoEI og GroundWork. Se priserne på www.earthsummit.biz

Grønvask: fra engelsk ’greenwash’. Betegnelse for en virksomheds eller organisations fejl- eller disinformering af offentligheden med henblik på at fremstå med et miljøvenligt image. Det samme som miljømæssig hvidvask.

Blåvask: fra engelsk ’bluewash’. Blå er farven på FNs flag og soldaterhjelme. Blåvask er anvendelse af humanitære forhold, menneskerettigheder eller andre FN-temaer i en virksomheds markedsføring uden at det har nogen reel betydning for virksomhedens virke.

‘Don’t let big business rule’ var budskabet fra Friends of the Earth og 6.000 sjælelidende dukker, der var placeret rundt om et 6 meter højt business-monster. Mon- steret er lavet af gen- brugsmetal med udtjente computerskærme som øjne. Unge sydafrikanere fra townshippen Soweto har lavet udstillingen.

Monsteret holder USAs chefforhandler i den ene hånd og den solgte jord- klode i den anden.

(Fotos: FoEI/BN)

(11)

En kamp mellem bæredygtighed og neoliberalisme

Topmødet i Johannesburg kan ses som en indikator for en langstrakt styrkeprøve imellem to vidt forskellige opfattelser af hvad velfærd og udvikling er. På den ene side har vi den neoliberale ideologi og på den anden side bæredygtighedsideologien

Af Jens Stærdahl

Den neoliberale ideologi argumen- terer for, at markedsøkonomi og frihandel giver øget økonomisk vækst og dermed velfærd og udvikling. Ideologien om bære- dygtig udvikling ser det som en nødvendighed, at vi både har en balanceret økonomisk, social og miljømæssig udvikling, samt opnår lighed imellem verdensdele og generationer.

Disse to opfattelser har de sidste ti år levet temmelig adskilt og er

hver især blevet omsat til regler og organisationer, der har påvirket staters og menneskers handlinger - og de har ofte trukket i hver sin retning. Det overordnede plot med topmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg var at få afklaret forholdet imellem de to opfattelser. Men topmødet endte med, at den neoliberale opfattelse nærmest overtog det hele - de centrale afsnit i det afgørende dokument fra topmødet, hand-

lingsplanen, svarer indholdsmæs- sigt til slutdokumentet fra det sidste store topmøde indenfor Verdenshandelsorganisationen WTO i Doha.

De færreste havde nok forventet, at bæredygtig udvikling skulle komme til at stå så svagt, selvom det længe har været klart, at den neoliberale opfattelse står væsentligt stærkere end bæredyg- tigheden. Frihandelsdiskussionen er blevet omsat i mere forpligtende regler med en stærkere organisa- tion (WTO) til at støtte implementeringen af reglerne, frihandelsdiskussionen er støttet af stærkere stats- og kapitalmagter, og endelig er den lettere at omsætte til regler for de mellemstatslige relationer end hvad er tilfældet i anden international politik (FN).

Bæredygtig udvikling

Begrebet bæredygtig udvikling kan spores et godt stykke tilbage i tiden, men det fik sit store gen- nembrud på den officielle scene i 1987 med rapporten “Vor fælles fremtid” udarbejdet af FNs Ver- denskommission for Miljø og Udvikling. Den mest berømte formulering af en bæredygtig udvikling er “...en udvikling som

opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers Op mod 10.000 mennesker marcherede i protest mod de manglende topmøderesul-

tater de 10 kilometer fra den ekstremt fattige township, Alexandra til det ultrarige Sandton, hvor topmødet fandt sted. Marchen var fredelig og festlig med mange opfindsomme indslag, her et banner med et nøje gennemtænkt budskab til Englands Tony Blair (Beat about the Bush = Gå rundt som katten om den varme grød).

Foto: Bo Normander

(12)

muligheder for at opfylde deres behov i fare.” Siden har der været mange og lange diskussioner af hvad det betød mere præcist.

Men nogen enighed er der aldrig opnået. På trods af - eller måske på grund af - begrebets uklarhed indgik bæredygtig udvikling snart i en lang række regeringers officielle dokumenter.

I 1989 blev det besluttet, at FN skulle afholde et topmøde om miljø og udvikling i 1992 i Rio de Janeiro.

Den omfattende forberedelse til topmødet fik megen opmærksom- hed i mange landes regeringer og offentligheder, og selve topmødet blev på mange måder en succes.

Nogle af de væsentlige resultater var:

- Rio-deklarationen som bl.a.

indeholder princippet om, at i- og u-lande har et fælles men differentieret ansvar, hvor i-landene erkender deres særlige ansvar både pga. deres store miljøbelastning og deres teknologiske og økonomiske ressourcer.

- Agenda 21, som på en lang række felter beskriver hvilke poli- tikker, der kan bidrage til en bære- dygtig udvikling.

- Klimakonventionen og Biodi- versitetskonventionen blev underskrevet og det blev aftalt at forhandle Ørkenspredningskon- ventionen færdig.

Hvordan er det så gået med løf- terne fra Rio? Agenda 21 har givet anledning til mange lokale folkelige aktiviteter i mange lande, herunder Danmark. Men der er meget langt fra disse spredte lokale aktiviteter frem til en bæredygtig udvikling. Rio-deklarationens ord om fælles men differentieret ansvar og i-landens løfte om yderligere bistandsmidler er det stort set kun de nordiske lande og Bene- lux-landene, der har opfyldt. I peri- oden er u-landsbistanden faldet fra i 1989-1990 at udgøre 0,32%

af OECD-landenes BNI til kun at udgøre 0,23 % i 1999-2000.

De to konventioner som blev underskrevet i Rio er blevet ratifi- ceret. Klimakonventionen er blevet suppleret med Kyoto-protokollen, som selvom den er svag og hullet, dog har haft en væsentlig ind- flydelse på teknologiudvikling og på en række europæiske staters energipolitik. Biodiviersitetskonve- tionen er blevet fulgt op af

Cartagena-protokollen om biosik- kerhed, og har fået mange lande til at udarbejde biodiversitetsstrate- gier. Ørkenspredningskonventioen er blevet forhandlet færdig og rati- ficeret.

Bæredygtig udvikling fik megen offentlig opmærksomhed, men blev kun i ringe grad omsat til bindende international lov, nemlig i de tre store konventioner. Og Komiteen om bæredygtig udvikling, der skulle overvåge implementeringen af Agenda 21, var en svag under- komite i FN-systemet. De politiske dokumenter fra Rio, først og fremmest Rio-deklarationen og Agenda 21 er væsentlige pejlemærker for mange NGO’ers arbejde, men deres betydning for staters handlinger er begrænset.

Den neoliberale opfattelse

Den neoliberale diskussion startede under 2. verdenskrig og blev efter krigens afslutning omsat til en række institutioner: den Interna- tionale Valutafond (IMF), Verdens- banken og frihandelsaftalen GATT (General Agreement on Trade and Tarifs). Sidstnævnte blev underskrevet i 1947, og indenfor rammerne af GATT blev toldsatserne

på en lang række varegrupper nedsat væsentligt i de efterfølgende årtier. I 1986 startede en ny for- handlingsrunde - Uruguay-runden.

Den blev afsluttet i december 1993 med “enighed” om det mest omfattende ændring af frihandelsafta- lerne siden GATTs etablering i 1947.

Uruguay-runden startede med et relativt bredt forhandlingsoplæg, som gav alle parter noget, men som endte med, at de store aktører - især USA og EU - satte sig sammen og afgjorde, hvordan de gerne ville have det, hvorefter de øvrige lande blev præsenteret for en ‘take it or leave it’-pakke. Rent teknisk gen- nemførte EU og USA øvelsen ved dels at få aftalerne samlet i én pakke, således at det ikke var muligt for et land kun at deltage i nogle af de mange aftaler, og dels ved at USA og EU trak sig fra de eksisterende regler og underskrev de nye. Det betød, at hvis andre lande ville have en frihandelsaftale med verdens absolut dominerende handelsmagter, så var de nødt til at acceptere det nye regelsæt. Endelig forsøgte USA og EU at gøre pakken spiselig ved at love u-landene, at de senere ville afvikle deres omfattende landbrugsstøtte og det komplicerede net af kvoteaftaler på tekstilområdet, som reelt holdt landbrugsvarer og tekstiler fra u-landene på et meget begrænset niveau på de europæiske og amerikanske markeder.

WTO-regelsættet aftalt i Uru- guay-runden omfatter cirka 60 aftaler og beslutninger. De væsentligste principper fra det gamle GATT blev fastholdt: importerede varer

“Mange har beklaget sig over, at Verdenstopmødet blev kapret af det ‘frie markeds ideologi’. Hvis bare det var sandt. Der var aldrig nogen fare for dette, som den lange liste over subsidier til forurening og ødelæggelse af res- sourcer så tydeligt viser det”

- leder i The Economist (7. september 2002)

(13)

skal behandles efter samme regel- sæt som nationalt producerede varer og ethvert medlem af WTO skal have de samme toldrettighe- der som det bedst stillede WTO- medlem. To vigtige nyskabelser var tvistbilæggelsessystemet og aftalen om handelsrelaterede intellektuelle rettigheder (TRIPS). Tvistbilæggel- sessystemet blev væsentligt styrket,

fik beføjelse til at afgøre hvilke regler, der var i overensstemmelse med WTO og fik kompetence til at tillade lande, der blev skadet af WTO-stridige regler at lægge straf- told på varer fra de overtrædende lande.

Gennemførelsen af det nye aftalesæt er fra i-landenes side vur- deret som en stor succes. Antallet

af lande som har tilsluttet sig WTO er nu 144. Tvistbilæggelses- systemet ser ud til at fungere og have effekt på de sager, hvor der bliver truffet afgørelse. Andelen af den samlede produktion, som bliver handlet over grænser, er steget mærkbart siden 1994. Især USA har gjort sig store anstrengel- ser for, at TRIPS-aftalen bliver gen- nemført i alle medlemslande, f.eks.

ved at få sat en stopper fra pirat- kopiering af film og computerpro- grammer. Som alle der har været i f.eks. Thailand ved, er det ikke med lige stor succes alle steder. Men vurderingerne er dog, at TRIPS- aftalen er en meget stor økonomisk gevinst for USA.

Til gengæld er det gået uhyg- geligt langsomt med at få afviklet landbrugsstøtten og kvoterne på tekstilområdet, som ville være til u-landenes fordel. Derfor kan det diskuteres om “den succesfulde gennemførelse” har ført til frihandel eller om den har ført til en styret og støttet handel som “til- fældigvis” gavner de produktioner, der ligger i de stærke, industrialiserede stater.

To forskellige syn

De to opfattelser - og de regler og organisationer de har givet anledning til - er i de forløbne 10 år kun sjældent stødt sammen. Man har siden WTOs etablering været klar over, at nogle af reglerne i de internationale miljøaftaler (f.eks.

Montreal-protokollen og Basel-konventionen) vil være i strid med WTO-reglerne. Men der har ikke været nogle åbne konflikter og ej heller nogen forsøg på at afklare den uholdbare retstilstand.

Derudover har der været en række sager i WTOs tvistbilæg- gelsessystem om, at miljøkrav til importerede produkter har været i strid med WTO-reglerne. Generelt har miljøhensynene tabt, men det har alle været mindre sager.

Grafik: Bendt Ulrich Sørensen (linoleumssnit og fotokopi)

(14)

Op til topmødet

Indenfor det sidste år har der været to væsentlige topmøder rele- vante for verdenstopmødet i Johan- nesburg. FN-mødet i Monterrey i Mexico, hvor der blev diskuteret finansiering af udvikling, og hvor i-landene lovede, at de ville give u-landene lidt ekstra midler. Og topmødet i Doha, Qatar om WTOs fremtidige udvikling, hvor i-landene fik u-landene presset til at acceptere en ny frihandelsrunde, mod at love u-landene, at bistand og landbrug fik en fremtrædende plads på dagsordenen.

Som sagt var det overordnede oplæg til topmødet i Johannesburg, at der skulle findes et kompromis imellem de forskellige uafhængige udviklinger, og at der skulle indgås en ‘Global Deal’ om miljø, handel og bistand. Sydafrika som værts- land og Danmark som formand for EU under topmødet kom med udspil til en ‘Global Deal’ (se Global Økologi 5/2001 og 2/2002).

Men både Sydafrika og EU opgav forslaget i løbet af forberedelsesprocessen. EU forfulgte i stedet en strategi, hvor USA for enhver pris skulle holdes med ved bordet.

Det gode spørgsmål er selvsagt, hvorfor det gik som det gjorde.

Hvorfor er bæredygtig udvikling - som for 10 år siden så ud til at blive en livskraftig opfattelse, der ville påvirke mange staters og menneskers handlemåde - 10 år senere endt med stort set at kollapse og overgive sig til den neoliberale opfattelse? Det kan der ikke gives noget klart svar på - endnu.

Stats- og kapitalmagt

Internationale aftaler indgås i princippet i enstemmighed, så i princippet er alle stater lige. Og de fleste problemer, der indgås internationale aftaler om, er vigtige for hovedparten af staterne. Så alle

stater har en interesse i, at der bliver fundet en løsning. Men staterne foretrækker selvfølgelig den løsning, der gavner dem selv mest.

Og som historien om WTO-aftalen fra 1993 viser, så har de stærkeste stater, USA og EU, muligheden for at tvinge de svage stater til at acceptere den løsning, som gavner USA og EU mest.

Op igennem 1990’erne har USA været meget tilbageholdende med at påtage sig nye internationale forpligtelser på miljøområdet og har undladt at ratificere en række bety- dende internationale aftaler, f.eks.

Basel-konventionen om handel med farligt affald. Siden George W. Bush overtog magten i USA er denne politik blevet yderligere radikaliseret. Til gengæld har USA lige siden starten af Uruguay-runden presset kraftigt på for udvik- lingen af WTO-reglerne. EU har op igennem 1990’erne været meget aktiv på den internationale miljø- scene, men har ikke været i stand til at levere varen på de områder som betyder noget for u-landene:

bistand og markedsadgang for landbrugsvarer og tekstiler. Det har fået u-landene til at indtage den holdning, at uden fremskridt på disse områder, er de ikke villige til at forhandle om yderligere forpligtelser på miljøområdet.

Ordenes magt

Under og efter topmødet i Johan- nesburg har der været rejst kritik af at anvende bæredygtig udvikling som det centrale begreb for konferencen. Kritikken har gået på, at

begrebet er for uklart og altom- fattende. Det antal emner som begrebet indeholder har ganske simpelt oversteget det internationale diplomatis kapacitet. Derfor har diplomatiet i stedet for at føre meningsfulde forhandlinger nøje- des med at sammenskrive en svag udgave af beslutninger taget indenfor forskellige fora i løbet af de sidste par år.

Det er relevant at spørge om den ringe succes for bæredygtig udvikling skyldes, at begrebet er for bredt og uklart. En af erfarin- gerne fra de sidste 10 års diskussioner er, at det kun er en lille del af de elementer, der indgår i bæredyg- tig udvikling, som er egnede til at blive aftalt som bindende konventioner på mellemstatsligt niveau.

På mange områder er der intet til hinder for, at staterne hver for sig kan vælge en mere bæredyg- tig udvikling. Hvis man på disse områder indgik bindende internationale aftaler ville spillerummet for national selvbestemmelse blive meget begrænset.

Heri ligger noget af forklaringen for den manglende succes med at omsætte bæredygtig udvikling til internationale regler og organisationer. Og derfor er det naturligt, at de aftaler og organisationer, som skal understøtte en generel bæredygtig udvikling, Agenda 21 og Kommissionen om Bæredygtig Udvikling, er relativt svage institutioner.

Men det er ikke naturligt, at de mekanismer, der skal sikre overhol- delse af de internationale miljøkon- ventioner, er meget svagere end de

“Vi må kæmpe for fælles velfærd. Et globalt sam- fund baseret på fattigdom for de mange og rigdom for de få - øer af velstand omringet af et hav af armod - er ikke bæredygtigt”

- Thabo Mbeki, Sydafrikas præsident

(15)

mekanismer, der skal sikre over- holdelsen af WTO-reglerne. Og det er heller ikke naturligt, at det er så vanskeligt at aftale en effektiv international regulering af f.eks.

udslippet af drivhusgasser. Det skyldes de politiske magtforhold.

Fremtidige NGO-strategier

Betyder fiaskoen i Johannesburg, at NGO’erne skal opgive begrebet bæredygtig udvikling? Det mener jeg ikke. Der er brug for et begreb til at holde en diskussion i gang om, at udvikling er mange andre ting end økonomisk vækst. Det er bæredygtig udvikling velegnet til.

Men hvilken strategi skal NGO’erne følge i den nærmeste fremtid? Set fra sidelinien er der adskillige mulige strategier. En strategi er at fortsætte det enga- gerede arbejde på alle enkeltområ- derne - som f.eks. kemikalier og biodiversitet - og styrke arbejdet med analyser af hvilke nationale og internationale regler, der er nød- vendige på de forskellige enkelt- områder for, at en bæredygtig udvikling er mulig.

En anden strategi er at blande sig i slagsmålet dér, hvor det vir- keligt foregår i disse år, nemlig i WTO. Det er muligt, at frihandel i teorien er godt for alle lande, og det er også muligt, at et regelbase- ret internationalt system i teorien er godt for alle lande. Men et internationalt frihandelssystem aftalt af EU og USAs handelsministre bag lukkede døre er hverken godt for den økonomiske udvikling i u-landene eller for en bæredygtig udvikling i i-landene. Derfor er der stort behov for at få WTOs virke draget frem i lyset og få stillet politiske krav til dets udvikling. Eksempel- vis har paraplyorganisationen ’Our world is not for sale’ formuleret nogle krav til WTO, som de mener er afgørende for den videre udvikling (se boks).

En tredje mulig strategi er at

begynde at tage bæredygtig udvikling alvorligt i en europæisk kon- tekst i stedet for udelukkende at fokusere på miljø - hvilket er lettere sagt end gjort. Men et felt hvor miljø-, udviklings- og for- brugerorganisationer burde kunne samarbejde er EUs landbrugspolitik. Det har længe været erkendt, at EUs landbrugsstøtte fremmer miljøødelæggelse i Europa, er ødelæggende for mange u-landes handel og koster EUs borgere dyrt.

Det giver basis for omfattende kampagner rettet mod borgerne i de europæiske lande om, at deres politikere mangler evnerne til at reformere en landbrugspolitik som

Vores verden er ikke til salg. WTO: skrump eller synk!

Uddrag af en række NGO’ers globale erklæring:

Det er på tide at standse den neoliberale globalisering og slås for en anden verden, som vi ved er mulig. Det er på høje tid, at WTOs magt og beføjelser rulles tilbage. Denne institution, som påstås at fremme frihandel, har med sin brist på demokrati, åbenhed og ansvar i virkeligheden kun bidraget til at koncentrere rigdommen i hænderne på de få, at øge uligheden indenfor og imellem nationer, at øge fattigdommen for hovedparten af verdens befolk- ning, at tvangsflytte bønder og arbejdere i tredje verdens lande og at fremme ikke-bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.

Vi ønsker et bæredygtigt, socialt retfærdigt og demokratisk handelssystem.

Derfor stiller vi følgende krav til vores regeringer:

· Nej til WTOs ekspansion på nye områder som investering, konkurrence, offentlige indkøb og bioteknologi

· Hold fingrene væk WTO. Det er uacceptabelt, at sociale rettigheder og opfyldelse af basale behov bliver hæmmet eller underkendt af WTO-regler

· Nedlæg GATS (General Agreement on Trade in Services). Områder som sundhed, uddannelse, energidistribution, vand og andre basale services må ikke være underlagt internationale frihandelsregler

· Stop virksomhedernes patentbeskyttelse. Frø, såsæd og medicin er menneskelige behov, ikke handelsvarer

· Ingen patenter på liv. Patenteringen af liv og andre intellektuelle rettigheder over biologiske ressourcer skal forbydes i national og international lov

· Mad er en grundlæggende menneskeret. Stop bedrageriet med en landbrugspolitik, hvor subsidierne til industriel landbrug stiger mens småbønder får ødelagt deres levevej af såkaldte handelsliberaliseringer

· Retfærdig handel. Særlige rettigheder for tredje verdens lande må anerkendes og implementeres i verdenshandelssystemet

Læs hele erklæringen på www.ourworldisnotforsale.org

alle gennem mange år har erkendt er irrationel og kun bliver opret- holdt pga. stærke pressionsgrupper i nogle lande. Men det giver også et behov for analyser af, hvordan en omstilling af landbruget kan gen- nemføres på en socialt og økono- misk bæredygtig måde. Der er brug for NGO’erne til at styrke de civile samfund i EU og udvikle borger- nes vilje og evne til reform.

Jens Stærdahl er adjunkt ved institut for Miljø, Teknologi og Samfund, RUC og kan kontaktes via jest@teksam.ruc.dk

(16)

At skabe partnere

Partnerskaber blev et afgørende og hedt emne i Johannesburg. Men hvad kan de bruges til ?

Af Saradha Ramaswamy Iyer

Topmødet i Johannesburg blev ikke sat i værk med det formål at genforhandle køreplanen for bære- dygtighed fra topmødet i Rio i 1992. I stedet var det håbet, at topmødet ville tage højde for den kommende udvikling, integrere de sociale, økonomiske og miljømæs- sige grundelementer for bæredyg- tig udvikling helt og forstærke iværksættelsen af Agenda 21.

Den største udfordring for top- mødet var at finde konkrete, prak- tiske og meningsfulde måder til at efterleve håbet. De specifikke løfter fra Rio er ikke fulgt op af handling

og tildeling af midler.

Desuden var det før Johannes- burg bredt erkendt, at regeringerne ikke alene kan stå for arbejdet, og at Johannesburg derfor skulle spille en rolle ved at katalysere stærke partnerskaber mellem regeringer og andre aktører som f.eks.

borgergrupper (NGO’er), erhvervsliv og mellemstatlige organisationer.Baseret på dette grundlag besluttede man tidligt i forbere- delsesforløbet, at der skulle frem- komme to typer resultater fra Johannesburg, type I og type II.

Hvad er type I og II?

Type I-resultaterne består af dokumenter, som er forhandlet af alle FNs medlemsstater. Det omfatter en politisk erklæring og en handlingsplan (se også side 5).

Type II består af frivillige løfter om bestemte mål eller formål for gennemførelse af bæredygtig udvikling. Type II-aftaler er udfor- met som partnerskaber mellem enkelte regeringer og ikke-statslige aktører (NGO’er, virksomheder m.v.). Type II-aftaler blev ikke forhandlet i den formelle forbered- delsesproces til Johannesburg og kræver ikke enstemmighed mellem alle FN-stater.

Hvilken rolle spiller type II?

Ved slutningen af forberedelsesmø- det i januar-februar 2002 (dette var det andet af i alt fire forbe- redelsesmøder, kaldet PrepCom II) blev der udarbejdet et papir med titlen “Forslag til partnerskaber/

initiativer til at styrke gennem- førelsen af Agenda 21”. Det var meningen, at interesserede parter skulle identificere partnere, spe- cificere klare mål og tidsplaner og gennemføre foranstaltninger til overvågning, koordinering, iværk- sættelse, finansiering og til teknologioverførsel.

Senere gav et notat fra for- beredelseskomitéens formand flere detaljer om, at kun partnerskaber/

initiativer som er internationale i omfang og rækkevidde (f.eks. globale, regionale eller tvær-regionale) og de som har til formål at støtte praktisk gennemførelse af Agenda Fra demonstrationsoptoget i Alexandra, 31. august. (Foto: Bo Normander)

(17)

21 og aktiviteter for bæredygtig udvikling i udviklingslande ville være berettigede til at blive vedtaget i Johannesburg.

Under de uformelle møder ved Prepcom III blev der rejst en række spørgsmål om de præcise rammer og formler for type II-aftaler og deres relation til type I. Som svar på bekymringerne, som blev rejst af NGO’er og nogle få delegationer, blev der i april 2002 udgivet et papir af viceformanden, der præci- serede følgende:

- Partnerskaber skal ikke erstatte de faste løfter fra regeringernes type I-aftaler. De skal snarere bidrage til at omsætte de politiske løfter til handling.

- Partnerskaber er af frivillig og selvorganiseret karakter med egne rammer, så gennemførelsen bliver så fleksibel som muligt.

Debatten om partnerskaber

Partnerskaber blev et afgørende spørgsmål og et hedt debatteret emne i Johannesburg. Der blev udtrykt vidt forskellige opfattelser under forberedelsesprocessen og ved selve topmødet.

FN foreslog - gennem sin sær- lige udsending Jan Pronk - at ikke alt behøvede at blive forhandlet eller gennemført på globalt niveau. Pronk foreslog, at beredvil- lige aktører, der er forenet af fælles mål, kan danne “rådgivende grupper” uden at blive begrænset af konsensus-politik.

USA, en af de største forslags- stillere, fremhævede den poten-

tielle rolle som Kommissionen for Bæredygtig Udvikling har med at evaluere og gennemgå partnerskaber, identificere problemer og lette dannelsen af nye partnerskaber.

EU insisterede på, at der skulle være en tydelig forbindelse til målene for bæredygtig udvikling, og at ejerskab skulle gælde alle

partnere. Andre regeringer efterly- ste enkle og klare retningslinier, fleksible kriterier og afklaring af grundlaget for partnerskaber. G77 (gruppen af 77 lande fortrinsvis udviklingslande) var ved dette punkt nervøs for, at emnet partnerskab ville dominere debatten til skade for den mellemstatlige proces og foretrak en afventende attitude.

FNs Udviklingsorganisation (UNDP) skitserede fem principper for opbygning af effektive partnerskaber: tillid, gennemsigtighed og adgang til oplysninger, delt ansvar, resultatorienterede mål og endelig hensyntagen til lokale ønsker.

Mange NGO’er fandt, at disse ideer ikke var nye, og at der

Eksempler på partnerskaber

The good…

Et partnerskabsinitiativ som lyder lovende er “The Coalition for Sustainable Urbanisation” (koalitionen for bæredygtig byudvikling) - en samling af ni strategiske partnerskabsaftaler, der vil tage fat på at løse sociale, økonomiske og miljømæssige problemer som opstår i forbindelse med hurtig byudvikling (urbanisering) og globalisering. UN Habitat (FNs program for bolig- og bebyggelsesmiljø) er hovedpartner, og projektet ventes at køre frem til 2020.

The bad…

Partnerskabet mellem World Conservation Union (IUCN) og The Internatio- nal Council on Mining and Metals (det internationale råd for minedrift og metaller) har mødt store protester, bl.a. via underskriftsindsamlingen

“Fordøm denne kyniske grønvaskning” startet af organisationer for oprindelige folkeslag. Partnerskabet medfører, at IUCN - en stor paraplyorganisation for mere ned 900 grønne NGO’er og institutioner (herunder bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden og Nepenthes, red.) - grøn- stempler 20 af verdens førende mineselskabers arbejde for udbygning af minedrift i sårbare områder. Der tages kun ringe hensyn til oprindelige folkeslag og deres rettigheder.

And the ugly…

Der er mange partnerskaber med tvivlsom værdi. For at nævne blot et eksempel: CropLife International og Asien-Stillehavsregionens Teknologi- center foreslår at etablere fjernundervisningskurser og oplæringsprogram- mer om ansvarlig brug af pesticider, integreret skadedyrsbekæmpelse og produktion af forskellige højtydende afgrøder (herunder gensplejsede!) for landbrugskyndige i Sydamerika, Afrika og Asien. CropLife udgiver sig som en velmenende NGO, men er i virkeligheden sponsoreret af biotek-koncerner som Monsanto og Aventis.

“Vi ønsker, at erhvervslivet køber vores ideer om at fremme menneskerettigheder og økonomisk vækst på en miljømæssig rigtig måde. Man kan ikke tvinge virksomheder til at gøre noget uden at arbejde tæt sammen med dem”

- Susan Markham, FN-talskvinde

(18)

allerede var mange eksempler på succesrige partnerskaber på lokalt, nationalt, regionalt og globalt plan.

De advarede imod, at partnerskaber kom til at erstatte regeringsløf- ter.

Erhvervslivet støttede ihærdigt de partnerskabsinitiativer som sti- lede mod at kunne levere resultater snarere end at lægge vægt på procedurer alene. Industrien, blev der sagt, søger altid håndgribelige, resultatorienterede mål og derfor skulle den anspores til at deltage via markedsbaserede metoder indenfor en fri markedsstruktur.

Partnerskaber som problem- knuser?

Indtil nu er der foreslået mere end 220 partnerskaber, og der kommer hele tiden flere til. Denne store vægtning af partnerskaber rejser mange bekymringer om fremtiden for den globale miljøpolitik og -sty- ring. Er det blevet en stiltiende antagelse, at regeringerne og det internationale samfund ikke læn- gere er i stand til at tackle problemerne med global fattigdom og miljøødelæggelse? Vil denne udvikling risikere at lægge vores fremtid i hænderne på profithung- rende, verdensomspændende virksomheder? Vil det ske på trods af den syndflod af erhvervsskandaler, som har rystet verden og blotlagt myten om det frie marked? Hvor skal vi finde en løsning, hvis tin- gene går helt galt?

Man kan ikke forvente, at de velmenende, frivillige ad hoc partnerskaber selv kan fastlægge rammerne for eller mobilisere res- sourcerne til at skabe reel frem- gang for en bæredygtig udvikling.

Det kan opfattes som om, at FN giver legitimitet til partnerskaber uden at en klar, gennemskuelig og ansvarlig struktur er på plads.

Der er stor bekymring for, at hele denne proces vil give dødsstødet til begrebet multilaterale aftaler og

signalere starten på en storstilet kapitalisering af FN. Et stort antal fragmenterede partnerskaber kan føre til dannelsen af alternative eller parallelle organer i stedet for at forstærke demokratiet i eksisterende offentlige institutioner.

“NGO’er, der

samarbejder med den private sektor, vil meget vel ændre adfærd og få udvandet deres

politiske holdninger”

Der er et stort behov for at revur- dere NGO’ernes rolle. NGO’er, der samarbejder med den private sektor, vil meget vel ændre adfærd og få udvandet deres politiske holdninger. Ikke mindst hvis de modtager penge fra virksomheder og derved ikke så godt kan tale negativt om deres “partnere”.

Hensigten med Johannesburg- mødet var at løfte to milliarder

mennesker ud af fattigdom og hjælpe med at beskytte miljøet for de kommende generationer. Top- mødet blev mere brugt til at argu- mentere frem og tilbage end til at føre hensigterne ud i livet med arbejdskraft, energi og tilstrække- lige ressourcer.

Diskussionerne om partnerskaber har mere bragt opmærksomhed på mulige konsekvenser, både posi- tive og negative, end på at fokusere på at gøre noget ved de vigtige problemer der omkranser dette begreb.

Partnerskabernes betydning kan endnu ikke måles. Deres ind- virkning på den internationale proces og på lokalt, nationalt og regionalt niveau vil først blive tydelig, når Kommissionen for Bæredygtig Udvikling gennemfø- rer de første bedømmelser af forlø- bet. Kun tiden kan vise det - som den gamle talemåde siger.

Saradha Ramaswamy Iyer er ph.d. i inter- national lov og arbejder som juridisk råd-

Erhvervslivets selvsikkerhed:

Bæredygtighed drejer sig om at sende BMW til Afrika.

På selve konferenceområdet i Sandton viste BMW brint- biler i milionklassen frem som deres bud på en mere bære- dygtig verden. (Foto: BN)

giver for Third World Network (www.twnside.org.sg), et glo- balt netværk hvis mål det er at forbedre menneskers vilkår og rettigheder i den tredje verden. Hun kan kontaktes via saradha_iyer2001@yahoo.com Oversættelse: Bent Kristensen

(19)

De jordløses kamp

De jordløses bevægelse boykottede topmødet i Johannesburg og var i stedet forsamlet i en lejr i udkanten af byen. Hvem er de, og hvad er det de vil opnå?

Af Bo Normander

Jeg havde i god tid aftalt et interview med Ann Eveleth, talskvinde for den sydafrikanske bevægelse, Landless People’s Movement (LPM). Jeg ringede op og gik klart igennem på mobilen

til Eveleth: “Jeg må desværre aflyse interviewet. Jeg sidder i en fæng- selscelle og kan ikke tale med dig i denne situation”, underforstået at linien blev aflyttet, “tal med en

af mine kolleger i Camp’en” sagde hun, og samtalen blev afbrudt.

Ann Eveleth var en af 77, der blev arresteret under en protest- march få dage inden topmødets start. “Politiet er meget nervøse og Sydafrikas ledere gør alt for, at omverden ikke skal se alle vores problemer” siger Steven Greenberg fra LPM.

Jeg tager til Landless People’s Camp. Lejren ligger i og omkring et nedlagt filmstudie med udsigt til en losseplads og et 300 meter højt goldt jordbjerg skabt af efterladen- skaberne fra en nu tømt guldmine.

Omkring 5.000 er samlet her, og de fleste sover i de busser, de ankom med fra byer og flækker fra det

(20)

meste af det sydlige Afrika. De kæmper for at komme ud af fattigdom, de kæmper for at få deres eget stykke jord at dyrke, de er alle jordløse, de har intet at miste.

I Sydafrika alene skønnes 5 mio.

mennesker at være jordløse, dvs.

uden et fast sted at bo og jord at dyrke.

“Forholdene for verdens fattige og jordløse er blevet stærkt for- værrede siden de første løfter blev afgivet i 1972 under Stock- holm-miljøkonferencen. Intet tyder på, at Johannesburg-topmødet vil komme med noget nyt, og derfor har LPM valgt helt at boykotte mødet” siger Patrick Mojapelo, landsformand for LPM som forkla- ring på, at de har lavet deres egen alternative lejr.

Steven Greenberg arbejder fri- villigt for LPM og er den eneste hvide person - udover forvirrede journalister - som jeg møder i lejren. Han er studerende, fra en

Linoleumstryk: Bendt Ulrich Sørensen middelklasses Johannesburg-fami-

lie og indigneret over uligheden i landet. “60.000 hvide farmere ejer 85% af jorden i Sydafrika. LPM har siden 1999 gjort alt hvad de kunne af bureaukratisk vej for at opnå en jordreform i Sydafrika. Intet er sket.

Vi kan ikke vente længere” siger Greenberg.

Manglende resultater har ført til, at bevægelsen har lagt en mere radikal linie med demonstra- tioner og jordbesættelser. Samtidig har flere af bevægelsens ledere udtalt støtte til Zimbabwes præsi- dent Mugabe for hans succes med at tage jord fra de hvide. Men ikke alle støtter Mugabes diktatoriske metoder. “Splittelsen er stor i LPM, som er en ny, men frag- menteret bevægelse. Hvem er dens ledere? Der er intet hieraki, det

kan meget vel dræbe bevægelsen”

mener Mark Milner, programkoor- dinator for u-landsorganisationen Ibis i Sydafrika.

Miljøbevidsthed, sådan da

LPM ønsker en jordreform i Syd- afrika, så jorden fordeles mere retfærdigt mellem landets indbyg- gere. Samtidig er de bevidste om, at unikke naturområder skal beskyttes, og at jorden skal dyrkes bære- dygtigt. Men LPM har ingen officiel politik på området. “Vores landbrug baserer sig på lokal kunnen og metoder, der ikke er særlig industrialiserede. Vi er imod GMO og industrilandbrug. Vi vil også gerne være med til at beskytte og passe nationalparker og dyrereser- vater” siger Steven Greenberg.

Men hans udtalelser rokker ikke ved den åbenbare konflikt mellem naturbeskyttelse og fordeling af jord til de fattige. LPMs arbejde

slutter ikke med pro- testen mod topmødet.

Foran venter nye kampe for jordreform og for en - i deres øjne - mere bære- dygtig udvikling.

“60.000 hvide farmere ejer 85% af jorden i Syd- afrika. LPM har siden 1999 gjort alt hvad de kunne af bureaukratisk vej for at opnå en jord- reform i Sydafrika. Intet er sket. Vi kan ikke vente længere”

- Steven Greenberg, LPM

(21)

NEPAD og miljøets fremtid

Afrikanske statsledere blev tidligere i år enige om at stifte The New Partnership for Africa’s Development (NEPAD), der har til formål at løse problemerne med regional underudvikling, dyb fattigdom og Afrikas globale marginalisering. Men hvilke tanker er der om bæredygtig udvikling ?

Af Ako Amadi

Lederen af den nigerianske afde- ling af NEPADs styringsgruppe, Isaac Aluko-Olokun, sagde i et interview den 1. marts 2002 til avisen This Day: “NEPADs mål baserer sig på en fælles vision og en stærk og fælles overbevisning om, at afrikanske ledere har til pligt at udrydde fattigdom og få deres lande - både enkeltvis men også i fællesskab - ind på den vej, der fører til bæredygtig vækst og udvikling. På samme tid skal lederne deltage aktivt i verdens- økonomien og være med til at udforme den globale politik.”

Ideen om NEPAD er antageligt fostret af fire afrikanske præsiden- ter: Obasanjo fra Nigeria, Mbeki

lige områder prioriteres, hvor der skal gribes ind først.

Det anerkendes endvidere, at Miljøinitiativet har til hovedformål at bidrage til den socio-økonomi- ske udvikling i Afrika. I andre dele af verden er det bevist, at de for- holdsregler, der er taget for at opnå et sundt miljøgrundlag, i høj grad kan bidrage til beskæftigelse, social og økonomisk selvstændig- gørelse og formindskelse af fattigdommen.”

Handlingsplanen

NEPADs Miljøinitiativ - under ind- flydelse af World Conservation Union (IUCN) - påpeger otte

underområder, hvor der bør gribes hurtigt ind:

Bekæmpelse af ørkenspredning.

Der må gribes ind på dette område for at bringe nedbrudte økosyste- mer på fode igen og for at få klar- lagt årsagerne til ørkenspredning.

Mange af disse tiltag vil kræve en stor arbejdsstyrke, eventuelt i form af offentlige arbejdsprojekter, hvilket vil bidrage positivt til behovene for social udvikling i Afrika. Dér hvor der gribes ind først, skal de bedste fremgangsmåder bruges som forbillede, når man griber ind på dette område i fremtiden.

Beskyttelse af vådområder. Dette punkt involverer, at man bruger de bedste erfaringer, man har inden fra Sydafrika, Bouteflika fra

Algeriet og Wade fra Sene- gal.I et kortfattet arbejds- papir fra NEPAD indledes kapitel 8 om Miljøinitiativet med følgende erklæring:

“Det anerkendes, at et sundt og produktivt miljø er en forudsætning for NEPAD, og at omfanget af problemer, der skal løses for at opret- holde et sådant miljømæs- sigt grundlag, er stort og komplekst. Det er derfor nødvendigt på systematisk vis at forene forskellige initiativer for at udvikle et sammenhængende miljø- program. Dette vil således nødvendiggøre, at der bliver

truffet nogle valg og at sær- Alexandra, Johannesburg. Foto: BN

(22)

for beskyttelse af vådområder, og de sociale og økologiske fordele skal på dette område komme fra private investeringer.

Bio-invasive arter. Partnerskaber skal etableres for at forebygge og kontrollere fremmede arters ind- trængen. Disse partnerskaber er yderst vigtige for opretholdelsen af økosystemerne og økonomien. Der er også her mulighed for initiativer, der kræver stor arbejdsstyrke.

Kystbeskyttelse. Det foreslås at bruge de bedste erfaringer, man har i at beskytte og benytte kystens ressourcer bedst muligt, og herfra kan man så udarbejde et bredere program.

Global opvarmning. Indlednings- vist skal der fokuseres på at overvåge og regulere følgerne af klimaforandringerne. En stor arbejdsstyrke er af væsentlig betydning og yderst nødvendig, hvis man vil indføre projekter til forebyggelse af brande.

Naturreservater. Nye initiativer skal udbygges, og partnerskaber over landegrænser skal fremme fredning og turisme og derved skabe flere arbejdspladser.

Miljømæssig ledelse. Det skal sikres, at alle institutionelle, lov- mæssige, planlægningsmæssige, optræningsmæssige og kapacitets- opbyggende fornødenheder, der skal danne baggrund for de oven- stående punkter, er til stede.

Finansiering. Der kræves en omhyggelig struktur og et retfær- digt system for finansieringen.

Koncepter og kontroverser

Konceptet NEPAD er omgivet af skepsis, hvilket de sidste måneder har ændret sig til kynisme og afstandtagen. Stridens æble er sta- digvæk, at befolkningerne ikke har været spurgt til råds. Før NEPAD blev startet op, blev konceptet praktisk talt skjult for civilsamfundet.

Det er ikke overraskende, at de skarpeste angreb er kommet fra

de grupper, som bidrog kraftigt til ophævelsen af apartheid i Syd- afrika og militærstyret i Nigeria, men som nu tvivler på såvel oprigtigheden som på realiserin- gen af dette nye koncept for Afri- kas udvikling.

Der er skrevet meget om demo- kratiets vilkår i Afrika, men i praksis er der ikke sket meget. I NEPADs tilfælde er målgrupperne blevet inddraget for sent, hvilket er en klassisk opskrift på projekt- fiasko. Omvendt hævder de mere venligt stemte, at demokratiet på det afrikanske kontinent stadig er meget skrøbeligt, og at mange ledere er ivrige efter at fremskynde udviklingsprocessen for at til- trække udenlandske investeringer og derved hindre en tilbagevenden til militærdiktatur. I processen spørges befolkningen ikke altid til råds.

Hvorvidt Afrika selv skal udvikle NEPAD, eller om det skal ske gennem vestlige donor- regeringers advarende tilskyndel- ser er irrelevant. Afrika har været vidne til en overflod af højt roste, men også frugtesløse projekter, og

mange forværrede snarere end for- mindskede fattigdommen. Det er derfor forståeligt, at NEPAD er blevet modtaget med forsigtighed, både på og udenfor kontinentet.

Naturbeskyttelse og miljø- regulering

Bevarelsen af Afrikas højt skattede natur og vilde dyreliv angår med rette hele verden. Dette kan kun gennemføres ved, at befolkningen i Afrika hæves over deres håbløse fattigdom. Hvis Afrikas gælds- byrde fortsætter med at stige, er der ikke noget, der kan stoppe ned- brydningen af naturen, sprednin- gen af HIV og AIDS eller mindske kriminalitet og konflikter.

NEPADs Miljøinitiativ anerken- der, at grundlaget for økologi er omfattende og komplekst, men satser alligevel på kun otte områ- der. Politikere og ledere, der har ansvaret for at beskytte miljøet, beskriver igen og igen deres opgave som “helhedspræget”, men fortsæt- ter alligevel med først at “priori- tere” og derefter “planlægge”, og simplificerer deres opgave ved kun

“NEPAD-dokumentet lugter fælt af de struktur- tilpasningsprogrammer, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond gennem årtier har presset ned over kontinentet. Lugten er så slem, at der cirkulerer rygter om, at NEPAD-planen er skrevet af en embedsmand i Verdensbanken og ikke af afrikanere”

- Adebayo O. Olukoshi, Senegal i Information (14. september 2002)

“Jeg ser NEPAD som et afrikansk initiativ, ikke noget der er importeret fra Nord. De grundliggende principper er fornuftige. Lad os støtte NEPAD, men jeg råder lederne til at involvere folket, til at invol- vere civilsamfundet”

- Kofi Annan, FNs generalsekretær