THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

130019373720

O V E R O D E

I KRIGENS VENDETEGN

U D V A L G A F T A L E R H O L D T I 1913-1920

U U $ s

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L

1 9 2 1

O V E R O D E

I K R I G E N S V E N D E T E G N

U D V A L G A F T A L E R H O L D T I

191 3 — 1 9 2 0

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L - N O R D I S K F O R L A G - K Ø B E N H A V N - K R I S T I A N I A

B E R L I N - L O N D O N - M D C C C C X X I

NORDISK FORLAG

OPLAG 1500 EKSEMPLARER

G Y L D E N D A L S F O RL A G S T R Y K K E R I K Ø B E N H A V N

F Ø R K R I G E N S j d e

D A A D ER DAAD. Ved Indenrigsministeriets Fest for Kaptajn J. P. Koch og

hans Mænd 19. Okt. 1913 9

ENHVER ER STOLT AF S I T EGET. Ved Aabningen af den XVI interna­

tionale Pressekongres i Universitetets Festsal 12. Juni 1914 )2 FESTENS D A G E ER FORBI. Ved Afskedsbanketten for Pressekongressen i

den gamle Jernbanehal 16. Juni 1914 14

K R I G E N S T I D

KRIGEN OG DENS LÆRE. Ved den radikale Ungdoms Vaarfest i Kongens

Have i . Juni 1916 16

DEN FØRSTE MAKSIMALPRIS. I Folketinget 19., 22. og 23. Januar 1915 . . 20 DEN SIDSTE GAMLE VALGDAG. Paa Kalundborg Torv Fredsvalgdagen

i Anledning af Grundlovens Bekræftelse 7. Maj 1915 54 GRUNDLOVEN AF 5te JUNI. Fra forskellige Grundlovsfester Juni 1915 . . 58 SOMMERFEST I KRIGSTID. Paa Jenle, Krigens Aarsdag, 1. August 1915 . 60 FREMBRINGER OG FORBRUGER. I Raadhushallen, København, 31. Okt.

1915 64

SKIBSGULDET. Ved Fremsættelse af Lovforslag om Dyrtidsbidrag af Skibs­

farten. I Folketinget 17. Jan. 1916. — I Folketinget 22.-24. Ja n- — * Landstinget 17. Marts. — I Landstinget 3. Maj. — I Rigsdagen, efter Fæl­

lesudvalg, 10. Maj 71

GAMLE OG UNGE. Ved Aarsfesten i „Ensomme Gamles Værn" 23. Marts

1916 93

D E T NYE INDENRIGSMINISTERIUM. I Folketinget, Aftenen den 26. Ok­

tober 1916 97

RIGSBORGEN. Ved Kransehejsningen paa Christiansborg. I Borggaarden

28. Okt. 1916 101

AFSPÆRRINGENS AAR. Paa det radikale Venstres Landsmøde i Køben­

havn 20. Maj 1917 102

SAMFUNDETS PROVIANT. Ved Fremsættelse af Forslag til Kornlov 13.

Juli 1917 117

RATIONERING AF FEDTSTOFFER. Ved Fremsættelse af Forslag om Be­

folkningens Forsyning med Smør og Flæsk 14. Novbr. 1917 127 D E FORENEDE STATER OG DANMARK. Udtalelse til „Associated

Press" i New York 20. Novbr. 1917 133

GENSIDIG HJÆLP I NORDEN. Ved Fremsættelse af Lovforslag om Bytte af Korn og Norgessalpeter. — I Folketinget 4 . 0 g 5. Marts 19x8 135 BOLIGEN. Ved Boligkongressen i København September 1917. Af Aabnings-

talen og nogle Slutningsord j39

DEN ØKONOMISKE POLITIKS ORGANISATION. (Den overordentlige Kommission. — Ernæringsraadet. — Nævnene). I Folketinget 25. Okt. 1917 141 SAMVIRKENDE SELVSTYRE. I Kallundborg 17. Febr. 1918 167 FOR VÆLGERNES DOMSTOL. Af Valgtaler i April 1918 169 VENNER OG MEDARBEJDERE:

I n d e n r i g s m i n i s t e r i e t . Ved den midlertidige Deling af Ministeriets Ledelse.

I Ministeriets Sal 19. Novbr. 1918 1 7 4

P r e s s e n . Ved Journalistforbundets 10 Aars Fest i Hotel d'Angleterre 13.

Decbr. 1914 176

A n d e l s b e v a g e l s e n . Ved Andelskongressens Festmiddag i Aarhus 26. Septbr.

*9r9 179

N i e l s B r a n s a g e r . Ved Bransagers Grav paa Ringsted Kirkegaard 7. April

1915 1S1

J u s t C o h e n . Ved Graven paa Mosaisk Vestre Kirkegaard x.Juni 1919 . . . 183 K r . Tovborg Jensen. I Anledning af hans Jordefærd fra Kloster Mølle

27. Septbr. 1920 • 184

EN NY VERDENSORDEN. I Studenterforeningen den 12. Oktbr. 1918 186 KRIGTIDENS ARBEJDSLØSHED OG NORDISK SOCIALPOLITIK. Ved

det nordiske interparlamentariske Forbunds n t e Delegeretmøde i Stock­

h o l m 3 . S e p t b r . 1 9 1 9 1 9 4

LOVGIVNING OG PERSONLIG FRIHED I ÆDRUELIGHEDSSPØRGS- MAALET. I Afholdssamfunds-Klubben 2. Maj 1919 198 ALDERSRENTE. Ved Fremsættelse af Lovforslag. I Folketinget 4. Decbr. 1919 203 NEUTRALITET I FOLKENES FORBUND. Ved det nordiske interparla­

mentariske Delegeretmøde i Stockholm 2. Septbr. 1919 2x1

S Ø N D E R J Y L L A N D

D E T NATIONALE PROGRAM. I Grundtvig Hus 16. Februar 19x9 214 SYDSLESVIG. Udtalelse til „New York World" 19. Maj 1919 224 VELKOMSTORD T I L H. P. HANSSEN. Ved Modtagelsen af H. P. Hanssen

efter Afstemningen i Nordslesvig. I Paladsteatret 16. Febr. 1920 226 VORT ORD STAAR FAST. Efter Afstemningen i 2den Zone. I Grundtvigs

Hus 21. Marts 1920 227

BEFRIELSEN. Ved Sammenkomst med sønderjydske Værter Dagen efter Dyb­

bølfesten. Ombord paa A.P.Bernstorff, 12. Juli 1920 231

D

menstillet med det Formaal at yde et Bidrag til Belys­

ning af Tiden og af den politiske Retning i Tiden, der i alle Krigsaarene havde Regeringens Ansvar. Bidraget maa nødven­

digvis blive begrænset, dels fordi Udenrigspolitiken — med Undtagelse af de Begivenheder, der knytter sig til Genforenin­

gen — kun flygtig strejfes, dels fordi Stoffets Mangfoldighed krævede et Valg ofte mellem lige betydningsfulde Æmner. Kun visse Hovedtræk af Krigstidens Politik har saaledes kunnet be­

lyses ved Enkeltfremstillinger eller samlede Skildringer af nogle Hovedafsnit. Saavidt gørligt er den rent til Dagen knyt­

tede Polemik udeladt. For med Tak og Hengivenhed at mindes Venner og nogle af de betydelige Personligheder eller Grup­

per af Mænd, der bar Krigstidens Byrder, er medtaget nogle Smaataler og Mindeord af personlig Art. Som Indførelse i Krigstiden er til Erindring om Tilstanden umiddelbart før Verdenskrigen optaget et Par Festtaler. løvrig er Udvalget samlet i tre Afdelinger og indenfor disse er den kronologiske Orden som Regel bevaret.

F Ø R K R I G E N

D A A D E R D A A D

Ved Indenrigsministeriets Fest for Kaptajn J. P. Koch og hans Mænd 19.

Okt. 1913.

Det første Ord til Kaptajn Koch og hans Mænd skal være: Velkom­

men hjem fra berømmelig Færd.

Den tavse Isregion har besejret mange stolte og modige Mænd. De, mine Herrer, har alle besejret den og er komne tilbage uden varige Saar og Skrammer. Berømmelig er Færden! Fra Danmark er i Udforsk­

ningen af den arktiske Verden ydet en Indsats af særlig Art. Vi har ikke haft Ledelsen ved de Polarrejser, hvorom det store, verdensom­

spændende Gny har staaet, men ikke sjælden var danske Mænd med. Og ved det planmæssige, utrættelige Arbejde for at udgrunde de vanskelige og farlige Hemmeligheder i det store Land, som udgør en Del af Dan­

marks Rige, har danske Polarrejsendes Snille og Mod tilsammen skabt et uforgængeligt Storværk, som Omverdenen med Rette har ydet sin Beundring. I dette Fællesarbejde, Hr. Kaptajn Koch, er Deres og Deres Kameraters aarelange Rejse over Grønlandsisen fra Borg til Prøven det sidste højtfortjente Led. Naar De ser Dem om i denne Kres, vil De møde Mange, hvis Navne er knyttede til Øer, Lande, Bugter, Stræder og Bræer, for første Gang gennemrejste, undersøgte og kortlagte af danske arktiske Forskere. Hertil er nu føjet Navnene Koch, Vigfus Si- gurdsson, Larsen og sammen med disse et fremmed, Wegener.

Hr. Grev v. Bressler*) ! Vi beklager Alle meget ikke i Dag i vor Midte at kunne hilse Dr. Wegener og hans Forlovede. I et særligt Ønske om at yde Kaptajn Kochs kloge og tapre videnskabelige Ledsager vor Hyldest blev dette Festmaaltid fremskyndet til i Dag. Men efter en sørgelig Efterretning er en god Søn ilet til sin Moders meget alvorlige Sygeleje. Vi haaber Alle, at det lykkelige Gensyn har udbredt et klart og helsebringende Gensyn i Sygeværelset, og vi, som er forsamlede her,

* ) Tysk Legationssekretær.

maa nu nøjes med overfor Dem, Hr. Greve, som det tyske Riges Repræ­

sentant at udtrykke vor oprigtige Tak for den udmærkede Bistand, som Deres Landsmand har ydet Ekspeditionen. Videnskaben har sin faste Bund i det Nationale, men i sin sande Udfoldelse kender den ingen Landegrænser. Tre Folk har sendt Mænd til Samarbejdet under Kochs Ekspedition: det tyske, det danske og det islandske. Vil De, Hr. Greve, modtage en Tak til Dr. Wegener og bringe den videre.

Og tillad mig saa at henvende et Ord til Kaptajn Koch og hans is­

landske og danske Ledsager. For tredje Gang er Kaptajn Koch vendt hjem fra en Grønlandsfærd. Isen og det store Øde har taget ham som saa Mange før med sin Tryllemagt. Vi, der nøjes med at rejse ad af­

stukne Baner, kan kun forestille os, hvori den Tryllemagt bestaar. Men baade storslaaede og jævne Skildringer af Isvandringer fra For- og Nutid hjælper os. Pisket af „Nordenvindens Svøbe", blændet af det skærende Lys over Sneen, opslidt af daglige Savn og Lidelser, gækket af Luftspej­

linger, tryllet af Nordlysets fantastiske Flammer strider en lille Skare af Mænd sig frem over Ødemarker og Isegne mere utilgængelige end vidtstrakte Ørkner og stejle Bjergkæder. De har i deres Tjeneste en Flok udholdende Dyr, indtil maaske den sidste af disse tro og stumme Ledsagere er bukket under. De har maaske givet Afkald paa de fleste af Civilisationens stadig mere sindrige Hjælpemidler til at lette Livet. En Dag er maaske ogsaa den sidste Del af Udrustningen hjemme fra op­

brugt, og de har kun sig selv at stole paa. De er som en lille, tilovers­

bleven Stamme fra en fjern Urtid. I denne Tilbagevenden til noget oprindelig Menneskeligt, frigjort for Paavirkning af Statsindretninger og Samfundsformvæsen, i denne stolte Ensomhed med Universet, i denne sejge Enekamp paa Livet med en fjendtlig Natur og endelig i denne enkle, sublime Stræben efter et fjernt* uendelig vanskeligt, men sikkert Maal ligger vel noget af den sælsomme Dragen i den arktiske Forsk­

ning. Men alligevel er det trods alt just vor Tids Menneske, som van­

drer deroppe i den evige Is. Han kan efterhaanden sætte Alt til. Men saa længe han og hans Kamerater holder sig sjælelig oppe, arbejder han med sin med Aarhundreders Erfaring og Indsigt udrustede Hjerne. Selv det mest Ukendte møder han med en Sum af Viden og sin gennem lange Slægter trænede Evne. Og denne Viden og Evne er det hans høje Maal at øge. Naar alt andet er gaaet tabt, er der noget, den arktiske Viden­

skabsmand værner om som en sidste Helligdom, sine Optegnelser og sine Instrumenter, de fine og kostelige Redskaber, som Nutidens \ idenskab har udstyret ham med, og som han midt i Urtiden og Istiden daglig tro­

fast arbejder med for at udforske sin Del af Verden og Verdensrummet.

Vi véd, at Kaptajn Koch og hans Kamerater har bragt rige Resultater med hjem, nye Dokumenter, som nu skal ordnes og prøves, og som vil føje en ny Sum af Erfaringer til tidligere. Dertil lykønsker vi dem og vort Land. Mange spørger: Bringer nu ogsaa disse fortsatte kostbare Ofre af Arbejde og Liv en tilsvarende Nytte. Da Nansen vendte hjem fra sin Rejse med „Fram" over Polarhavet, blev han hilst af en Digter, som staar mit Hjerte nær, der svarede paa Spørgsmaalet med Or­

dene :

Jeg elsker Daadens „Unyttighed", den er unyttig som Stjerneskin;

den, der ej fatter dens Hellighed, han er for Menneskens Vilkaar blind.

Ja i Sandhed, Daad er Daad! Men lad os heller ikke glemme, at enhver ny Erfaring, selv den, der maaske i Øjeblikket synes uden Sammenhæng med eller uden Betydning for vort Liv, naar den kædes sammen med Hundrede andre Erfaringer, kan kaste nyt Lys over hidtil uløste Gaader, saa vi pludselig forstaar. En Dag er Daaden forvandlet til Nytte.

Kaptajn Koch og hans Kamerater har løst de Opgaver, de stillede sig.

De kendte Forberedelsens Kunst, og de besad Udførelsens Udholdenhed og Vilje. Om deres Færd er der ingen Tvivl. En Dag i Juli gik de i Land paa Grønlands ubeboede Østkyst, og en Dag i Juli Aaret efter vinkede de ad en Sejlbaad paa Vestkysten. De var naaede frem.

Og nu er de komne hjem, og nu siger vi, at deres Landsmænd er stolte af dem. I det Digt, jeg før nævnte, og hvis Forfatter vemodig siger, at vi her hjemme har vanskeligere end Andre ved at hædre den, der paa sit Felt løser en stor Opgave, gennemfører et Værk, øver en Daad — i dette Digt hedder det til sidst:

Ja Danmark, maatte du føde Mænd der løfter Hovedet højt og stolt, der skuer vidt, og som frie Mænd ej kender Grænser med Laas og Bolt, thi Danmark, det er just slige Sønner der Landets Navn mellem Mænd forskønner.

O Danmark: Maatte du være stolt!

Med disse Ord har jeg Lyst til at hylde Kaptajn Koch og hans Kame­

rater, idet jeg nu gentager et: Velkommen hjem fra berømmelig Færd.

E N H V E R E R S T O L T A F S I T E G E T

Ved Aabningen af den XVI inter­

nationale Pressekongres i Universi­

tetets Festsal 12. Juni 1914.

I den Komités Navn, der har dannet sig for at modtage den XVI in­

ternationale Pressekongres, og som tæller fremtrædende Repræsentanter for alle de Samfundsklasser og Erhverv, Organisationer og Institutioner, hvoraf et moderne Samfund bestaar, har jeg den Ære at byde Dem Vel­

kommen til Danmark og til dens Hovedstad København. Som gammel Pressemand og Medlem af den danske Presses Organisationer føler jeg en særlig Glæde ved at kunne tilføje, at ikke blot en repræsentativ Komi­

té, men alle, der ønsker at vort Land og Folk skal kendes og nævnes med Ære, har imødeset denne Kongres som en saare glædelig Begivenhed.

Enhver er stolt af sit eget. Vi er derfor stolte af i nogle Dage at kunne vise Dem baade smukke og ærværdige Mindesmærker om en Udvikling, der strækker sig tilbage til den sene Oldtid og som viser, at vort Folk altid har beboet disse Øer og Lande og siden Folket dannede en Stat al­

tid under vexlende fremadskridende Regeringsformer levet sit eget selvstændige og uafhængige Liv. Vi er ikke mindre stolte over til disse Mindesmærker om en lang Fortid at kunne føje Vidnesbyrd fra Nutiden om en Indsats i Verdenssamfundet paa Erhvervslivets, Aandslivets og det sociale Livs Omraader, som forhaabentlig vil afsætte nogle Spor, hvorved ogsaa Fremtiden vil dvæle med Interesse og Respekt.

Hvis vi skulde standse forlænge ved Ting, hvorom De vil mene, at De nok andetsteds har fundet deres Mage, maa De holde os til Gode, at dette er vort og at faa Ting er saa tiltrækkende som at vise Gæster, hvad der er en kært. Maaske Gæsten ikke altid synes det samme. Men hvis De alligevel til Gengæld ved Slutningen af Deres Besøg skulde sige os at De har truffet noget, som er værd at se, at beskæftige sig med, at lære af — vil vi høre det med Glæde. Skulde De yderligere vilde fortælle dette til andre, udbrede Rygtet derom vidt omkring, ja helst til hele Ver­

den, kan jeg forsikre Dem, at ingen Indvending vil blive gjort derimod.

Vi ser gerne at Verden ved at vi er til og at vi besidder nogle Fortrin.

Vi kan aldeles ikke lide at man forveksler os med andre. Enhver er stolt af sit Eget.

Hvis nu tillige vort temmelig lunefulde Klima vil møde i sit bedste og festligste Humør, vil De se nogle Glimt af den Skønhed, der be\.eger os 0- og Kystboere saa stærkt, en Skønhed der har sit eget V æsen, rigt

^ H

paa Nuancer i al dets Jævnhed. Skulde vi — hvad der kan hænde — byde Dem mindre Varme og mere Regn end sømmeligt paa denne Aarstid, maa De nøjes med at tro vore Forsikringer, om at Dan­

mark ikke destomindre er det dejligste Land i Verden.

Mine Damer og Herrer! Jeg har maaske fejlet ved at tale for meget om os selv og for lidt om Dem. Men jeg aner en Tilgivelse i den Om­

stændighed, at Verdenspressen og dens Union nok selv ved, hvad den er og hvad den betyder og ikke behøver at høre det for 16de Gang i et nyt Land.

Det er vor Opgave at byde Husly for og Ramme om Unionens Arbejde til Bedste for Pressen, for Pressens Kald og Pressens Arbejdere. De kommer nu til Danmark i et Øjeblik, da mange af Landets Journalister er optagne af store politiske Afgørelser af vidtrækkende Betydning*).

Regering og Rigsdag var lige før De ankom beskæftigede med et For- fatningsforslag, hvorom en alvorlig Kamp endnu forestaar. Det udvi­

der bl. a. den politiske Valgret til alle Landets Kvinder. — Men det vil maaske undre dem, at herom er der aldeles ingen Strid. Herom er vi alle enige. Saadan er vi. Jeg nævner dette, forat De ved Lejlighed kan lyk­

ønske vore Damer til den Stilling, de indtager blandt os.

Dog skal jeg ikke føre Dem ind i denne Strid, hvorfra maaske svage Dønninger fra Blade og Samtaler vil naa frem ogsaa til Dem. Inden De er rejst, vil De maaske mærke, at en heftig Valgkamp er begyndt over hele Landet. Jeg vil haabe, at vore Journalister dog faar Tid til baade i København og under Deres Besøg rundt om i Landet at tage sig af de kære og hædrede Kolleger, og at disse ikke for meget skal føle, at der er lidt Uro i det Hjem de besøger.

Vi ønsker ialfald, at den 16de Kongres af den internationale Presse- union maa bringe nyttig Udbytte for Pressens Organisation og for det internationale Samkvem, som det er et af Pressens høje Formaal at fremme og at denne Kongres ikke i den lange Række af straalende Besøg i større Lande vil forsvinde helt af Deltagernes Sind, men bevare hos dem et og andet behageligt og overfor os venligt Minde. Hjertelig vel­

kommen !

* ) Kongressen holdtes i de Dage, da Spørgsmaalet om Landstingets og de kongevalgte Landstingsmænds Opløsning forelaa til Afgørelse.

Ved Afskedsbanketten for Presse- kongressen i den gamle Jernbanehal 16. Juni 1914.

Festens Dage er forbi! Thi vi haaber, at De har forstaaet, at det for Hovedstaden har været en Fest at modtage Deres Besøg. For Mænd og Kvinder af Pressen, der i Forvejen har berejst hele Verden, har vi ladet et lille Stykke af Danmark passere Revue: Lidt af vore Sagn — Elver­

pigerne har danset for Dem: Lidt af vor Historie — Oldtidslurerne har frigjort deres bundne Toner; Lidt af vor Natur — De har sejlet over Sundet og lejret Dem paa vore vide Skovsletter i Solskin og kørt gennem vore Skove i Tusmørke. Jeg opsendte paa Mødets første Dag en Bøn til de høje Vejrguder; de være hilset og takket.

Forbi Dem er gledet lidt af vort Folkeliv ved Sommertid. Lidt af vore Institutioner, vor Industri, vor Kunst, kort lidt af hvert. Lidt af Alvoren i vort Samfund og noget mere af det lyse og lette. Men det var jo ogsaa Gæster, vi vilde glæde, og nu lægger vi trygt vort Navn og Rygte i Deres Haand og beder Dem kun: Benyt flittig Deres danske Kollega som Rejsefører paa de Rundture i Landet, der forestaar, og se Dem derefter længe og godt om selv. De vil overalt blive venlig modtaget, og selv der hvor man ikke taler noget af Deres Sprog, vil man bestræbe sig for at forstaa Dem.

Hvis der er noget, Kongresser som denne ud over sit faglige Formaal er egnet til at tjene, maa det ogsaa være Bestræbelserne for at forstaa.

Mange forskellige Slags Grænser deler og adskiller den civiliserede Ver- den, og der er overalt officielt Opsyn ved dem. Men hvis vi ud over disse Grænser og Grænsevogtere bestræber os for at forstaa hinanden, vil Fø­

lelsen af Fællesskab vokse. Naar fjernt borte en Bjergkæde blaaner frem for Betragteren, er det Sammenhængen og ikke de enkelte Fjælde og Fjældrifter, han faar Øje paa. Hvis fra en anden Klode en Iagttager fulgte vort Liv, er det muligt, at han slet ikke vilde opdage hverken Grænser eller Forskel, hverken Lande eller Folk, men kun Enheden, og at han altsaa vilde nikke eftertænksomt og sige: Dette er Jorden, dette er altsaa Mennesket!

Under Kappestrid er Menneskeheden naaet frem, derfor Held, at vi hver af os er stolte af vort eget og ønsker, at det maa sejre i Løbet; men den, der vil kappes med andre, maa ogsaa lære af andre og forstaa andre.

Gennem Kappestrid, efter gensidig Belæring og ved indbyrdes Forstaaelse er den menneskelige Kultur skabt.

Som Formidler og Fremmer af denne Verdens-Kultur hilser vi i Dag Verdenspressen. I den fine og vittige Tale, hvormed Hr. Singer aabnede Kongressen, nævnede han et Par af de Musikinstrumenter, som findes i Pressens Orkester. Spilles disse Instrumenter uden indbyrdes Forstaaelse, saa gaar det ud over Ørene. Nu, Pressens Mænd har heller ikke den Op­

gave at skaane vore Øren, men at sige os Sandheden, saaledes som de hver forstaar den, men der kan komme Øjeblikke, da alle Stemmer i Pressens Orkester forenes som under en usynlig Ledelse. Da bruser Harmonien frem, og vi lytter til den sande europæiske Koncert, eller rettere til Ver- denskoncerten.

Maatte Pressens Kampdage ogsaa afbrydes af saadanne Dage for den store Harmoni, hvor det menneskelige Fællesskab toner sejrrigt igennem.

Det er ikke alene Afstanden, som udvisker Forskelle, ogsaa Tilnærmelse kan bringe dem til at forsvinde. Vi trænger til Øjeblikke, da vi ogsaa her­

nede kan sige: Dette er Jorden. Dette er Mennesket!

K R I G E N S T I D

K R I G E N O G D E N S L Æ R E

Ved den radikale Ungdoms Vaar- fest i Kongens Have iste Juni 1916.

Medens radikal Ungdom i Kjøbenhavn for første Gang samles til Vaarfest i alle lyse Farver og under lys Sang, fejrer anden Ungdom en Vaarfest, hvis Farver er snavset graat og levret rødt, og hvis Melodi er Sprængstoffernes Larm. En uhyre Del af vor Verdensdels Ungdom fej­

rer Foraaret i Skyttegravene i blodig Kamp for Fædrelandets Idé, for dets Forsvar, Magt og Ære. Paa begge Sider af det Bælte, hvorom det i Comuniquéerne hedder, at ,,vort Artilleri holder det under Ild og Jern" — paa begge Sider af et saadant smalt Bælte ligger nedgravet en kæmpende Ungdom, der hver for sig er opfyldt af samme Følelser og Tro paa at værne Arne og Hjem i Kamp for en retfærdig Sag.

Endnu hører vi den dumpe Genlyd af Millionernes Opmarsch til Grænsen i Juli for snart to Aar siden, og under denne Lyd af Fodtrin og Hestetramp de samme Forsikringer, som næsten angstfuldt lød fra høje Steder: Ingen vilde Krigen, ingen voldte den, ingen vilde angribe, alle kun forsvare. Hvis dette er sandt, tog altsaa selve det væbnede Sy­

stem, som Verden havde skabt, Magten fra dets Ophav. Maskinen ble\

levende og kastede Mennesket til Side. I Menneskealdre er et uhyre Opbud af Geni og Kraft sat ind paa en Organisation af Jern og Spræng­

stoffer, hvori Menneskene indgik som mekanisk Led. Den var overalt skabt til Værn for Freden, sagde man! Men en Dag i Juli 1914 var Ma­

skineriet gjort beredt, spændt til det yderste, langsomt trukket op, kun en Fjeder holdt Hjulenes Fart tilbage. Pludselig sprang den fra. Og Bjerget af Ild og Jern blev levende og rullede frem. Kanonerne van­

drede mod Grænsen, og Mennesket fulgte viljesløst med. En Gang sat i Bevægelse, kunde det ikke standses. Mange gamle Eventyr, østerlandske som nordiske, fortæller om to Trylleord, ét der kan sætte Kræfter i Be­

vægelse, og et andet, der igen kan standse dem. Det sidste glemmes, og deraf kommer Ulykken. Fortvivlet søger Menneskeheden nu efter Or­

det, der kan standse Krigens Svulmen og Rasen. Overalt i Landene ar­

bejder Hjerner for at finde det glemte Ord. Sidst i Amerika, men det var nok endnu ikke det rigtige.

Herhjemme blev det Opgaven at hindre, at det væbnede System, som ogsaa vi havde indrettet os, skulde i en kritisk Stund kunne tage Magten fra Menneskene. For herhjemme var det i alt Fald sandt, at ingen vilde Krig over Landet, selv om vi ogsaa her hørte Ord om, at Krigen i og for sig var et Gode. Det blev dog kun faa, der forkyndte Krigens Kultur­

opgave. Mærkeligt, at det overhovedet blev nogen i et lille Land: Kri­

gens Kultur vil altid gaa over Nakken paa de smaa Folk. For nylig skal en Præst fra Prækestolen have sagt, at han hver Søndag beder om Freden for Danmark, men at han begynder at tvivle om det er rigtigt. Hvis Præ­

sten saaledes mod sine V ane begynder at tvivle paa Prækestolen, maa det vel være ud fra en Forestilling om, at Tiden trænger til Revselse og Lu­

tring, og at den kun kan helbredes ved en haard Kur. Dens Saar skal ud­

brændes ved Krigens Helvedssten. Ogsaa blander der sig maaske heri en Forestilling om, at Krigens sælsomme Spil har fremkaldt en særlig Fordærvelse i de nevtrale Lande — og siden det er en dansk Præst, der ta­

ler — en ganske særlig i Danmark. Saadanne Forestillinger kan kun op- staa, hvis man forser sig paa Billeder af Overfladen. Hvad der løfter sig frem til Beskuelse, er ikke skønt: overalt øjner man grisk Hensynsløs­

hed, Pengejagt og Svindel, drevet op i kolossalt Format og drevet ud i Farcen. Hensynsløs og raa Luksus som dens Følge. Men dette er ikke noget for Danmark eller de nevtrale Lande særegent. Bag Frontens Vaar- fest af Snavs og Blod spilPes der i krigsførende Lande med samme Li­

denskab og festes der i alle skinnende Stoffer og Farver. Det er heller ikke noget nyt, født af Krigen, denne Modsætning mellem Jammer og Fest. Det er kun en Forstørrelse af gammelkendte Tilstande: Fattigdom­

men for de mange med Fattigdommens Tilbøjelighed til Stabilitet og Varighed — Rigdommen for de faa, med Rigdommens Tilbøjelighed til Bevægelse og Vækst. For mange Svagsynede har Krigstilstanden været et Forstørrelsesglas, hvorigennem de for første Gang har set de Tilstande, hvori Verden lever. Et pludseligt Skin fra en natlig Brand har belyst Ver­

den og i grelt Lys og dybe Skygger vist et økonomisk Systems Kulmina­

tion det økonomiske Verdenssystem, hvis Yderpunkter er: Et Livs træl­

somme Arbejde, der aldrig fører til andet end det nødtørftigste og maaske kun til Savn, og som Modsætning hertil det heldige Spil, der uden Ar­

bejde, uden Erfaring, i et groft Tærningkast høster Frugten af Tusinder andres Arbejde og i et Nu løfter Spilleren og maaske en hel Slægt efter ham op over Massen. Heri er intet Nyt. Kun er Formatet kolossalere,

Ove Rode 2

ligere Guldets Glans, hvor det strømmer sammen. Mod den dystre Tavs­

hed mellem Slagene hører den bedre Brølene fra Børsen.

Men tro ikke, at Krigen, der forstørrer og forstærker Ondet, kan brænde det ud. Og tro heller ikke, at et Folk skal dømmes paa det Snavs, der samler sig paa Overfladen. Det vil blive dømt paa sin Vilje til at be­

kæmpe Ondet i dets Grund.

I en af vore Forstæder findes Kontoret for et nyt Selskab, „Selskabet for social Forsken af Krigens Følger". Jeg véd ikke, hvem det bestaar af, maaske er det internationalt. Men ideelt set maa al den radikale Ung­

dom, der vil benytte disse Aar til Forberedelse af kommende Gerning, føle sig som Medlem af et saadant Forbund. Af dette og af Verdensfor­

bundet for „social Forsken af Krigens Aarsager" ! Social Forsken vil være Løsnet, og den vil føre til Frigørelse for Populær-Historien om, at den ene eller anden Stat har Skylden, hvorved mange føler sig og sine Sympatier tilfredsstillet. Den maa undersøge, om ikke Aarsagen til Verdenskrigen er selve det System, hvori Verdensudviklingen for Tiden har krystalliseret sig, og hvoraf Militarismen og Kapitalismen er to Si­

der. Paa Grundlag af en saadan Forsken maa det være Ungdommen forbeholdt at arbejde sig frem til et Samfund, hvori Arbejdets Udbytte tilfalder dem, der arbejder, og dem, der organiserer og leder Arbejdet, og hvor ikke andre Kræfter suger Arbejdets Løn til sig. En Omorganisation af Samfundet er Maalet. Vi, der staar midt i Dagens Arbejde, og hvis Liv allerede er naaet over Midtaksen, kan ved vor Stræben søge at frem­

me Udviklingen, nedbryde Skranker, aabne •Porte, skabe Arbejdsmulig­

heder. Hvis vi ser Retningen, kan vi pege paa den. Men ind i det nye Land naar vi ikke, maaske vore Sønnesønner. Men det er ogsaa godt at være med under Marschen fremad.

En Omorganisation af Samfundet, ikke dets Opløsning, er Maalet tværtimod. Det nuværende Samfund beror paa Kræfternes Kamp. Det skrider fremad under Splid. Men samtidig sker der en stadig stærkere Samling af Kræfter, i Grupper og Organisationer, der indbyrdes strides.

I denne Samling viser de Samfundslivet Vejen. Kræfternes Samvirken er Maalet. Jeg har sagt det før og gentager: Tiden kalder paa Samarbej­

de, Organisation, Orden og Ledelse. Kun deri er der Styrke. Og kun deri ligger Frelsen for Verden. En Omorganisation af Samfundets Kræfter, ikke til Kamp, men til Samvirken.

Kan saadanne Ord være Parole for Ungdommen ved en Vaarfest? At indordne sig i Rækkerne, at kunne underordne sig, at blive paa sin Post, til den næste bliver En betroet, at føle sig som Led i et Hele er det just

noget for Ungdommen? Er Ungdommens Væsen ikke at sige det herlige Ord jeg, at føle sig selv som en uafhængig Verden, hvoraf alt andet af­

hænger. Jovist. Foraarstid, Gæringstid, Spiringstid, Grotid er en her­

lig Tid. Og Mennesket vil først og fremmest udfolde sig. Men der bliver Omraader nok, hvor den enkelte og hans Udfoldelse er det væsentlige. I Videnskab, i Kunst og Filosofi kommer det an paa den enkelte, maaske i Tilknytning til andre, i Samarbejde med andre — maaske ogsaa, for at naa det højeste, i Modstand mod alle andre. Men i Samfundslivet, naar det i Politik gælder om at omsætte Kunst og Filosofi og Videnskab i Samfundshandling, der udrettes intet uden ved Samarbejde og Organisa­

tion. Og selve dette Samarbejde er Maalet. Mennesket er ikke blot et isoleret Aandsvæsen, men et Stykke socialt Liv og i Samfundslivet maa hans Ret til Udfoldelse bestemmes ved Hensynet til andre og til den store Helhed.

Ordet Frihed er et stolt Udtryk for Menneskets Trang til Selvud­

foldelse. Men pas nøje paa, hvad Raabet paa Frihed indeholder! Man raaber paa Frihed til at bruge egne Kræfter og mener Frihed til at mis­

bruge andres, — man kræver Frihed til selv at vokse op og mener Frihed til at trykke andre ned. Frihed forvandlet til Tvang.

Den sociale Radikalisme og det sociale Demokrati har i Forstaaelse heraf afløst Gammelliberalismen og det liberale Demokrati. Liberalismen brød ved sin mægtige Indsats i Verdensudviklingen fri Bane for Aanden gennem Hundredaars Spærringer, den skaffede Spillerum for Kræfter, som trængte til Udfoldelse, men under deres fri ustyrlige Udfoldelse har den efterhaanden hidført den sociale Uorden, som præger Samfunds- produktionen og Fordelingen og det splidagtige Verdenssystem, som nu fortærer sig selv. Den ny sociale Politik kræver Kræfterne organiseret til Samvirken. Det er betegnende, at da Liberalismen havde sprængt sig selv, da dens Tid var ude, begyndte Konservatismen — herhjemme ved en af sine intelligenteste Førere *) — at erklære sig selv for liberal. Saa længe Liberalismen betød Vej frem, bekæmpede Konservatismen den, nu søger den Tilflugt deri.

Paa Tidens Ungdom beror det, om der efter det Verdenssammenbrud, vi ople\er, skal komme en Vaartid. Paa Ungdommen i de krigsførende Lande, naar dens Overlevende er vendt hjem fra Fronten og forener sig med dem, der ikke rykkede ud. Men ogsaa paa Ungdommen i de smaa Lande, der forskaanedes for Krigen. Nogle siger, at de smaa Lande ingen Opgaver har, andre søger dem udenfor deres naturlige Evne og vil derfor gøre dem til Karikaturer af de store. ^T 1 kan være stærkt i alt

* ) Grev Mogens Frijs.

andet end i den Styrke, der er Vaabnenes, det kan være med i al anden Udfoldelse, ja i Spidsen for al anden Udfoldelse, end i den, der er Mag­

tens. I Forberedelsen af en ny Tid kan det være med, ja førende.

De styrende Slægtleds Opgave herhjemme — i hvilke Partier de end har fordelt sig — er i disse Maaneder at holde Landet fri for Krigens materielle Ødelæggelser. De unge, de opvoksende Slægtled kan medvirke til at fri Folket for Krigens sjælelige Ødelæggelse, fra det Giftstof den spreder til Had, til Raahed og Griskhed.

Og efter Krigen! Fællesskabets store Idé er i Samtiden kulmineret i Fællesskabet om og for Fædrelandet. Den blomstrer i Skyttegravene.

Men den maa naa højere op og videre ud. Ikke blot Fællesskab om og for Fædrelandet. Den, der forkynder den hellige Pligt til dette Fælles­

skab højest, glemmer altfor tidt Fællesskabet indenfor Fædrelandet. Og en Gang maa Fællesskabet ogsaa naa ud over Statsgrænserne.

At bringe Orden og Fremgang i det sociale Arbejde er en Nutidsop- gave for radikale Partier. Det tilkommer Ungdommen at føre Arbejdet videre — hen til det ny Samfund, der afløser Kapitalismens, Klerikalis­

mens og Militarismens Tid — Pengetvangens, Trostvangens og Vaaben- tvangens Tid — med en ny Tid for Fællesskab, Samvirken, Frihed og Fred.

D E N F Ø R S T E M A K S I M A L P R I S

I Folketinget 1 9 . Januar 1915.*)

Partiet Venstre har nu gennem sin Ordfører P. Th. Nielsen stillet mig to Spørgsmaal. Disse Spørgsmaal. er affattede saadan, at de hver for sig kan besvares med et enkelt Ord, og dette skal ske, men for at be­

grunde Svaret finder jeg det nødvendigt ogsaa for mit Vedkommende at skildre, hvorledes Forholdene har udviklet sig. Allerede før Fore­

spørgslen blev stillet, havde jeg med mine Kolleger drøftet, under hvilke Forhold og Betingelser der kunde skaffes Lejlighed til en Forhandling her i Tinget, som kunde fremkalde Klarhed. Forespørgselen har altsaa givet denne Adgang, og den er følgelig kommet mig belejligt.

Det første Spørgsmaal, Partiet har stillet, lyder saaledes: „Agter Re-

* ) I denne og de andre efter Rigsdagstidende meddelte Taler er der fore­

taget forskellige Forkortelser, ligesom en Del af Stoffet er sammentrængt. Den ved Rigsdagens Forretningsorden paabudte Tiltaleform er hyppigst ændret til de omtalte Medlemmers Navn.

geringen under Hensyn til de uheldige Forhold vedrørende Landets For­

syning med Brødkorn at indkøbe saadant Korn fra Udlandet?" Det vil da være rigtigst først at give en Fremstilling af, hvad der er sket i saa Henseende. Jeg skal begynde med at nævne Kommissoriet for den overordentlige Kommission af 8. August, hvorved det paalægges Kom­

missionen „at gøre Indstilling til Indenrigsministeriet om de Foranstalt­

ninger, der findes nødvendige, derunder Forslag til i) Landets Forsyning med de ovenfor angivne Levnedsmidler og Varer, 2) Statens Overtagelse mod fuld Erstatning af saadanne Levnedsmidler og Varer, som det er af Betydning for Samfundet at have Raadighed over, og 3) Fastsættelse af Maksimalpriser en gros og en detail for saadanne Levnedsmidler og Varer, som falder ind under Loven." Herigennem var den overordent­

lige Kommissions Mandat givet, og i Henhold hertil er dens Forhand­

linger førte. Dette Kommissorium er givet Dagen efter Lovens Udste­

delse. Samme Dag modtog jeg fra en Organisation her i København, nemlig Rugbrødsfabrikantforeningen, en Skrivelse. Da denne Skrivelse nu og da er blevet paaberaabt, vil jeg nævne dens Indhold. De, som hører den, vil ogsaa derigennem uvilkaarlig føres tilbage til Krigens før­

ste Dage, de vil uvilkaarlig sættes ind i den Stemning, som herskede i de Dage, i de Tanker, som da beherskede de forskellige Virksomheder ogsaa i deres Frygt for Fremtiden. Den 8. August sendte Rugbrøds- fabrikanterne mig altsaa en Skrivelse, hvori de siger, at den frem­

sendes for at bevare den Ro i Befolkningen, som de ved en Bekendt­

gørelse angaaende deres fremtidige Rugbrødspris havde opnaaet. De siger heri:

„Den Rug, v i i Øjeblikket benytter, er væsentlig amerikansk og russisk Rug af tør Kvalitet, som skulde have været anvendt i de første 2 Maaneder til Iblan­

ding med de blødere og fugtigere Kvaliteter tysk og dansk Rug; hvis vi nu bru­

ger denne Rug helt op og skal anvende den ny danske alene om 3 Uger, vil det være uhyre vanskeligt at fremstille Rugbrød af denne fugtige Rug, i hvert Fald Rugbrød af god Kvalitet. Det er altsaa en Livsbetingelse for os at faa den nye Rug hurtigt frem paa Markedet, men hidtil er der kun fremkommet ganske smaa Partier og til ganske overdrevne Priser, som vi ikke kan betale.

Vi kan nemlig med den nuværende Pris paa Rugbrød kun betale 16—17 Kr.

for Rugen efter Kvaliteten, og det er sket, at 2 Læs Rug paa Københavns Torv er blevet kørt ud paa Landet igen, da vi ikke vilde betale 30 Kr. pr. Tønde.

Her mener vi, at Regeringen for at skaffe Rugen frem skal bistaa os ved at udsende et Forlydende om, at hvis der ikke fremkommer tilstrækkelig Rug og Hvede til Markedet i den nærmeste Tid, vil den se sig nødsaget til Tvangsud­

skrivninger, og at den havde under Overvejelse, at saadant skulde ske til en Pris af 2 a 3 Kr. over Gennemsnitsprisen paa disse Kornsorter i de sidste 5 Aar. Vi mener da, at Landmændene vil skynde sig med at sende Kornet ind, da

vi kan give dem en 2 a 3 Kr. mere for Tønden, end de vil faa ved at vente, men da det muligt kan befrygtes, at der vil fremkomme saa meget paa én Gang, at vi ikke kan aftage det hele, vil der aabnes Mulighed for Spekulation. T i l at forhindre dette vil vi bede Regeringen om pekuniær Støtte, hvad vi havde tænkt os kunde ordnes paa den Maade, at Rugbrødsfabrikanterne og Møllerne faar Ret til af den Rug, de faar for meget leveret fra Landet, at sende til Oplag for Regeringens Regning til en Pris af 16 Kr., som udbetales af Regeringen mod Oplagsbevis fra vedkommende Pakhus. Rugbrødsfabrikanterne og Møllerne skal da igen have Ret til at faa udleveret til deres daglige Forbrug mod kontant Betaling af 16 Kr. 25 Øre af disse Beholdninger, som imidlertid ikke angribes uden Nødvendighed.

Regeringen staar saaledes i Forskud med Betalingen og løber den even­

tuelle Risiko ved, naar Krigen hører op og Importen igen begynder, at Lagrene maa realiseres til lavere Pris, men opnaar til Gengæld den uhyre Fordel at have et Lager liggende til Disposition.

For det tredie anmoder v i Regeringen om, saa vidt det er gørligt, at indkøbe en Ladning amerikansk Rug i Amerika og stille til vor Disposition, da det maa befrygtes, at en Del af den danske Rug vil fremkomme i en meget fugtig T i l ­ stand paa Grund af den sidste Tids Regn og vil tiltrænge Iblanding af tør Kvalitet."

Som man vil se, er det meget vidtgaaende Foranstaltninger, der her paatænkes: Ekspropriation af al dansk Rug til en Pris af ca. 14 Kr., og Oplagring. Jeg nævner det ogsaa, fordi man senere fra samme Side har været imod Foranstaltninger af vidtgaaende Art. Skrivelsen blev hen­

vist til den overordentlige Kommission, og Resultatet af dens Overvej­

elser kom til mig den 20. August. Forinden havde jeg dog ført Samtaler med en af de kyndigste Mænd paa Rugimportens Omraade, maaske den kyndigste*), og havde spurgt ham om Muligheden af en Import af Rug fra Amerika. Han svarede, at paa dette Tidspunkt var det ugørligt at faa Rug fra Amerika, den gamle Høst var der intet at faa af, og den nye var endnu ikke fremme. Noget senere talte Ti atter om Sagen, og jeg bad ham ikke desto mindre søge at fremskaffe Tilbud. Han gjorde omfattende Forsøg paa at faa Tilbud fra Amerika, men de udeblev fuld­

kommen. Det forklarer ogsaa, hvorfor Statens første Indkøb af Korn i Amerika, saaledes som de Herrer senere vil se, blev Køb af Hvede.

Den 20. August modtog jeg altsaa Kommissionens Henstilling. Den erklærede, at den vilde fraraade at opkøbe Brødkorn i større Omfang hos de indenlandske Producenter, fordi det ,,lettelig vilde medføre en stærk Stigning af de allerede nu ret høje Priser". Den siger fremdeles, at det netop derfor gælder om at faa Importen paa Nordamerika i Gang, men for Importørerne var der store Vanskeligheder ved Betalingsvil- kaarene i Amerika, idet man i Amerika stillede Fordring om kontant

*) Grosserer, Dampmøller Lund.

Betaling paa Afladningsstedet. Kommissionen henstillede derfor, at Sta­

ten „efter en Forhandling med Nationalbanken vilde yde sin Medvirk­

ning til, at der træffes saadanne Foranstaltninger, at disse Vanskelig­

heder kan overvindes". Den fremsatte Opfordring fra Kommissionen blev øjeblikkelig, under Forhandling mellem Finansministeren og Natio­

nalbanken, efterkommet, og Vanskeligheder i saa Henseende blev over­

vundet. Endvidere mente Kommissionen, at det vilde være rigtigt at ind­

købe et Kvantum af 100—200,000 Tdr. fremmed Korn, og der nævnes udtrykkelig amerikansk Hvede, aabenbart fordi Kommissionen i sin Midte havde den Mand, der vidste, at man paa dette Tidspunkt ikke kunde faa Rug derfra. Begrundelsen for dette Opkøb var imidlertid, hvad jeg finder rigtigt at nævne, ikke et almindeligt Ønske om at forsyne Landet med Korn. Men man tænkte sig og befrygtede, som de Herrer vil se det af den Hvidbog, der er omdelt til Dem, og som De ogsaa vil kunne erindre, hvis De tænker tilbage paa de Dage, Muligheden af, at Dele af Landet kunde blive afskaarne fra andre, og Sjælland, der rum­

mer Hovedstaden med dens store Befolkning, vilde da som isoleret 0 vanskelig kunde brødføde baade Byens og Landsdelens øvrige Indbyggere.

Man anbefaler derfor at indkøbe og oplagre som en væsentlig lokal Re­

servebeholdning det nævnte Kvantum Brødkorn. Indkøbene begyndte straks. Jeg fik Indstillingen den 20. August, den 21. forhandlede jeg med nogle Kornkøbmænd, og den 22. havde de Mandat til at handle. Jeg nævner dette, fordi der ogsaa indenfor Kommissionen, i en enkelt Ind­

stilling, der, som ærede Medlemmer vil se, er dateret den 26. August og underskrevet af P. Xh. Nielsen, gøres en Bemærkning om, at Kommissio­

nens Raad med Hensyn til dette Indkøb endnu ikke er iværksat. Det er ikke rigtigt. Indkøbene begyndte øjeblikkelig.

Nogle har sagt, at Norge havde været hurtigere fremme paa Marke­

det og som Følge deraf havde faaet bedre Vilkaar. Norge begyndte sine Indkøb nogle Dage forinden, den 12. August, og fortsatte dem præcis til samme Tidspunkt som vi, omkring den 17.—18. September, og det Kvantum, som Norge den Gang indkøbte, var omtrent det samme som vort, og de Vilkaar, som vi har faaet, er fuldt saa gunstige som dem, man, efter alt hvad der foreligger, har opnaaet i Norge.

Den 27. August overtog derefter Staten hele Hvedebeholdningen her i København. Hr. P. Th. Nielsen har flere Gange i Kommissionen kriti­

seret denne Foranstaltning. Jeg tror, at hvis man vil vurdere denne For­

anstaltnings Betydning, skal man lægge Mærke til, at ved Overtagelsen af denne Hvedebeholdning her i København er det lykkedes indtil Dato at skaffe Befolkningen i denne By i alt Fald Adgang til Brød, der er

billigere, end Brød overhovedet kan faas i nogen anden Storby i tilgræn­

sende Lande.

Senere opstod Tanken om at sælge ud af det Korn, som Staten havde indkøbt i Dagene fra den 22. August til den 17. September. Man mente, at Prisen steg for stærkt, og ønskede, at en Regulering skulde finde Sted ved Salg af dette Korn. Sagen blev behandlet i den overordentlige Kom­

mission, og den 10. Oktober modtog jeg dennes Svar. Et Flertal af Kom­

missionens Medlemmer, deriblandt Hr. P. Th. Nielsen, opfordrede til at lade Beholdningen blive liggende som en lokal Reservebeholdning, idet den gør følgende Tilføjelse: „Det maa anses for ønskeligt, at de til Lan­

dets Forbrug fornødne Tilførsler af udenlandsk Brødkorn saa vidt mu­

ligt foretages ved de private handlendes Initiativ, idet Statens Indgriben i den almindelige Kornforsyning vil medføre Ulemper, der bør søges undgaaede, medmindre det skulde vise sig, at det private Initiativ ikke er i Stand til paa fyldestgørende Maade at magte Opgaven." Uden Hen­

syn til den Motivering, der fremsattes, fandt jeg selv den Tanke, at Reservebeholdningen skulde bevares, rigtig. Beholdningen var ikke af en saadan Størrelse, at den paa nogen Maade kunde virke regulerende paa Prisen. Det maatte befrygtes, at Forholdene med Hensyn til Brød­

forsyningen i den kommende Tid vilde blive langt vanskeligere, og det, det gjaldt for os om, var først og fremmest at sikre, at vi ved tilveje­

bragte Reservebeholdninger havde Korn nok i vanskelige Tider. Imid­

lertid opfordrede et Mindretal, hvortil Hr. P. Th. Nielsen ikke hørte, Ministeriet til at bekendtgøre, at „Regeringen er villig til at levere de Kommuner, der maatte ønske det, Rug og Hvede fra Amerika til Rege­

ringens egne Indkøbspriser plus paaløbende Omkostninger, paa Betin­

gelse af, at vedkommende Kommune skal levere Kornet til Møllerne til sin egen Indkøbspris plus paaløbende Omkostninger." Blandt de Foran­

staltninger, som jeg som Indenrigsminister i denne Periode har foretaget eller ikke foretaget, er der her en Undladelse, som jeg beklager. Jeg bekla­

ger, at jeg ikke fulgte Mindretallet den Gang. Jeg tror, at det havde væ­

ret heldigt, om jeg havde ladet være med at lade mig paavirke af det Raad, der gaves af Flertallet. Men overfor de alvorlige Advarsler, som Flertallet den Gang fremkom med, og som gik ud paa, at det var saa vig­

tigt, at Ordningen foregik paa den omtalte Maade, og da det kun var et Mindretal paa faa Mænd, som havde stillet det nysnævnte Forslag til mig, fandt jeg det betænkeligt at kuldkaste den overordentlige Kom­

missions store Flertals Beslutning. Men min egen Opfattelse frem- gaar af en Tilføjelse, jeg gav, idet jeg efter at have meddelt, at Rugen skal blive liggende som lokal Reservebeholdning, fortsatte: „Herved er

ikke udelukket, at Ministeriet, saafremt der fra en Kommunalbestyrelse skulde fremkomme Henvendelse om Tilvejebringelse af udenlandsk Brød­

korn til Kommunen, vil tage Henvendelsen op til Overvejelse, for saa vidt Behovet ikke kan dækkes paa fyldestgørende Maade ved Benyttelsen af det private Initiativ". Jeg gentog senere denne Meddelelse, fordi jeg lagde Vægt paa dette Forhold. I en Meddelelse til Offentligheden af 7. November, hvori disse Spørgsmaal omhandles, sagde jeg igen: „Der­

imod har Indenrigsministeriet i Meddelelse af 10. Oktober erklæret sig villigt til, saafremt der fra en Kommunalbestyrelse skulde fremkomme Henvendelse om Tilvejebringelse af udenlandsk Brødkorn til Kommunen, at tage Henvendelsen op til Overvejelse, for saa vidt Behovet ikke kan dækkes paa fyldestgørende Maade ved Benyttelse af det private Initiativ.

Der er, med Undtagelse af Bornholms Amtskommune, ikke fra nogen Kommunalbestyrelse fremkommet saadan Henvendelse". Henvendelsen fra Bornholms Amtskommune medførte, at Staten førte 5000 Tdr. Rug over til Bornholm og supplerede sin Beholdning ved nye Indkøb. Naar Hr. P. Th. Nielsen siger, at han har været inde paa den Tanke, at Kom­

munerne skulde opkøbe, saa forstaar jeg ikke, at han, da han af de offent­

lige Meddelelser af 10. Oktober og 7. November vidste, hvilken Interesse jeg nærede for dette Spørgsmaal, ikke har foretaget videregaaende For­

anstaltninger i saa Henseende.

Jeg skal nu nævne, hvad der er indkøbt. Fra den 22. August til den 18. September er der i forskellige Partier købt 90—95,000 Tdr. Hvede og ca. 90,000 Tdr. Rug. I dette Aar har Staten købt 33,000 Tdr. Hvede og den 13. Januar 54,000 Tdr. Rug i Amerika. Den 13. Januar, da dette Køb skete, modtog jeg fra den overordentlige Kommission en Indstilling om yderligere Indkøb. Kommissionen omtaler først Hvedeprisen og skri­

ver: ,,Hele Kommissionen er enig om at henstille til Regeringen, at der, for under alle Omstændigheder at betrygge Landets Forsyning med det fornødne Brødkorn til næste Høst, for Statens Regning indkøbes et Kvan­

tum udenlandsk Rug og Hvede, mindst af samme Omfang som det af Staten allerede foretagne Indkøb, og saaledes, at Købet sker enten i Anlerika, eller, hvis det kan lade sig gøre, i Rusland. I Anledning heraf skal Kommissionen tillige anbefale, at Rtfgeringen til Rusland udsender en kommercielt kyndig Tillidsmand, som kan bistaa ved de eventuelle Indkøb og Ordningen af alle dermed i Forbindelse staaende Forhold."

Altsaa den 13. Januar blev der købt 54,000 Tdr. Rug. Jeg var under­

rettet om, at Sagen var fremme til Kommissionens Overvejelse, og mente ikke at burde opsætte Afgørelsen. Den samme 13. Januar, da jeg modtog Forespørgselen fra Hr. P. Th. Nielsen som Ordfører, kunde jeg altsaa

glæde mig ved, i alt Fald i én Henseende, at have truffet Forespørgernes Tanke forud. Jeg skal endelig nævne, at der i Gaar har fundet en Ekspropriation af fremmed Hvedemel Sted her i København og paa alle danske Toldsteder. Det synes, som om det drejer sig om meget store Kvantiteter. Kvantitetens Omfang modsiger ogsaa, hvad Hr. P. Th.

Nielsen mener og siger, at Importen er delvis standset. Her i København er der efter en Opgørelse af Staten overtaget mellem 250,000 og 300,000 Sække Hvedemel, hvilket svarer til mellem 300,000 og 400,000 Tdr.

Hvede. Hvad der ligger i Provinserne, kan jeg endnu ikke sige.

Maa jeg med Hensyn til det af det ærede Medlem nævnte Forhold, at man tidligere skulde have opfordret til at sende en Mand til Rusland, udtale, at det ikke har været mig bekendt, at man har været inde paa den Tanke. Jeg har fra Kommissionen modtaget Opfordring til at sende en Mand til Hamborg for at undersøge, hvorvidt der i Havne laa inde­

spærret Skibe med Ladninger til krigsførende Magter, som ikke kunde komme ud af disse Havne, og Muligheden af at erhverve saadanne Lad­

ninger, overføre dem til nevtrale Skibe og føre dem hertil. Dette Raad, som jeg modtog, blev øjeblikkelig fulgt. Manden rejste til Hamborg og foretog Undersøgelser, men de førte ikke til noget Resultat. I Rusland er der gjort Forsøg paa at faa Tilladelse til at udføre Rug, men uden at det den Gang lykkedes.

Statens Beholdninger henligger i København, men jeg har truffet For­

anstaltninger til, at nogle af Beholdningerne af Hvede kan overføres til Jylland. 5000 Tdr. Rug er, som jeg nævnede sendt til Bornholm, og endnu vil 3000 Tdr. blive formalet til Brug for Grønland, da Mel af amerikansk Rug i Handelen for Tiden er dyrt, sammenlignet med, hvad vi kan fremstille Mel af Statens Rug for.

Man kan nu spørge: „Hvorledes er vi da i Øjeblikket stillede med Hensyn til vor Brødforsyning? Jeg slcal erindre om, at vi den 25. Sep­

tember udstedte et Opfodringsforbud, et Forbud mod at bruge Brødkorn til Dyrefoder. Lignende Foranstaltninger er trufne i andre Lande. Alle Lande har været nødsagede til at bøje sig for de Forhold, som for Øje­

blikket behersker Verden. Opfodringsforbud er udstedt tidligst, saavidt jeg kan se, i Svejts, derefter hos os, noget senere i Sverig, adskilligt senere, først en Maaned efter vort Forbud, i Tyskland. At man i Svejts saa hur­

tigt kom til Fodringsforbud, skyldes den Omstændighed, at Svejts i Mod­

sætning til Danmark under ingen Omstændigheder er i Stand til at brødføde sig selv. Den 4. November blev Fodringsforbudet udvidet, sam­

tidig med at der fandt en Korntælling Sted. Naar man nu fra nogle Sider er saa ivrig for at fremstille sig selv som dem, der har gjort alt, hvad de

formaaede for at sikre Landets Forsyning med Brødkorn, vil jeg bede ærede Medlemmer erindre den Forhandling, som fandt Sted i Anledning af Fodringsforbudets Udvidelse, hvor denne Udvidelse, alvorligt begrun­

det, som det skete af mig, var Genstand for det stærkeste Angreb, og hvor alle Bestræbelser gik ud paa at vriste saa meget Brødkorn som mu­

ligt fra Befolkningen og faa det anvendt til Opfodring. Det har derfor aldeles ikke Karakteren af nogen Trusel, naar jeg har været nødsaget til at gøre opmærksom paa visse Forhold. Et Blad fremsatte under Drøftel­

sen af Spørgsmaalet om Maksimalprisens Berettigelse og navnlig dens mere eller mindre tilstrækkelige Størrelse den Bemærkning: Hvor let vilde det ikke være at glemme at passe sin Rug og derved forvandle den til Foder og derved maaske gøre den mere værdifuld ? Meddelelser og Antydninger af denne Art dukkede op paa forskellige Steder af Landet, men blev til Ære for Landbostanden mødt med alvorlig Uvilje. Det var derfor rimeligt at gøre opmærksom paa, at Brødkornet i Aar maa for­

beholdes Befolkningen, og at det ikke kan gøres værdifuldere ved at forvandles til Foder, men at sker dette, vil det tabe i Værdi for Ejeren.

Korntællingen, som fandt Sted fra 5. til 11. November, omfattede 79,000 Ejendomme. Naar jeg ikke gik til en Optælling paa alle Landets Ejen­

domme, var det efter Forhandling med dem, der skulde foretage Optæl­

lingen, og fordi jeg ikke vilde sinke Foranstaltningen, thi det forekom mig nødvendigt saa hurtigt som mulig at kunne danne sig et Overblik. Da Optællingens Resultat imidlertid viste mig, at der var beregnet et saa stort Tillæg for de smaa Ejendomme, at i alt Fald meget af vor Viden om Kornbeholdningerne hvilede paa et Skøn, gav jeg øjeblikkelig Besked om at foretage Kontroltællinger. Disse fandt Sted paa omtrent 16,000 Ejendomme i 100 Kommuner og viste, at Resultatet maatte reduceres be­

tydeligt. Efter at denne Reduktion havde fundet Sted, viste det sig, rundt regnet, at der til Landets Brødforbrug ud over vor egen Produk­

tion manglede omtrent 900,000 Tdr. Indkøbte og under Vejs var imid­

lertid omtrent 600,000 Tdr., saa at der kun var et mindre Underskud.

Senere er der yderligere sket saa betydelige Indkøb, at vi nu maa kunne gaa ud fra, at saafremt Beholdningerne er passede i Overensstemmelse med de to Fodringsforbud, vil vi med rimelig Sparsommelighed kunne klare os indtil næste Høst, selv om yderligere Indkøb ikke skulde kunne finde Sted. Alligevel mener jeg, at den overordentlige Kommissions Hen­

stilling bør følges fuldt ud, og at de Beholdninger, som er købte, forinden Indstillingen afgaves, bør suppleres.

Hr. P. Th. Nielsen nævnede den Eventualitet, at Amerika lukkede for Udførsel af Korn, og ingen andre Lande gav Adgang til Korn. Det ærede

Medlem holdt op for os den uhyggelige Tilstand, vi da vilde befinde os i. Ja, en saadan Tilstand vilde selvfølgelig paa mange Maader være meget tung for os, men i ingen Henseende saa tung for os som for vore Nabo­

lande. Hvis noget saadant skulde ske, vilde det simpelthen betyde, at Norge vilde være korntømt i Maj Maaned og Sverige paa langt nær ikke have Korn til Høstaarets Udgang. Vi er herhjemme saa lykkelige, at vi dog kan se det kommende Høstaar i Møde med Tryghed for, at vi kan faa Brødkorn til vor Befolkning af de danske Beholdninger, saafremt alle vil hjælpe hverandre med at skaffe Befolkningen Brødkorn.

Jeg kan da altsaa besvare det første Spørgsmaal, som Partiet Venstre har stillet mig, for saa vidt det gælder Indkøb af fremmed Rug og Hvede, med det ene Ord, hvormed jeg lovede at svare: med Ja.

Inden jeg gaar over til det andet Spørgsmaal, maa jeg fremsætte nogle Bemærkninger for at vise det Syn, Regeringen og jeg har haft paa disse Spørgsmaal. Hr. P. Th. Nielsen nævnede, at man ikke i Kommissionen havde haft tilstrækkeligt Syn for Betydningen af Foderstoftilførslen og Foderstofspørgsmaalets Sammenhæng med Kornspørgsmaalet. Jeg maa sige, at de Gange, jeg har haft Lejlighed til at overvære Kommissionens Forhandlinger, har der ikke for mig været mindste Tvivl om, at Kom­

missionen saa den soleklare Sammenhæng, der jo ogsaa er indarbejdet i hele den danske Befolknings Bevidsthed. Vi producerer her i Landet i gode Aar af Brødkorn, Rug og Hvede, 6 Mill. Tdr., vi bruger rundt regnet af begge Sorter halvfemte Million Tdr. Hvis vi brugte det danske Brødkorn til Brød, vilde vi altsaa have fuldt ud nok og noget Overskud endda. Og det danske Korn er ypperligt til Brød. Der er nogle, der siger det modsatte, der er nogle, der siger, at den danske Rug ikke er god til Brød, men det er ikke sandt, den danske Rug er ypperligt Brødkorn, men maaske ikke fuldt saa fordelagtig at behandle som frem­

med Brødkorn. Landbrugets Udvikling til Industri har imidlertid gjort det lønnende at bruge en stor Del af det hjemlige Brødkorn til Foder­

stoffer og i Stedet derfor indføre fremmed Brødkorn. I 1913, det gode Aar, som jeg nævnede, indførtes der Rug, Hvede og Mel, omsat til Korn, i et Omfang af 4,6 Mill. Tdr. Hvorledes Fordelingen mellem Foder- og Brødkorn indenfor den hjemlige og udenlandske Rug og Hvede fal­

der, kan vist ikke oplyses, men vi kan se, at i et Aar som 1913 har vi en Aarsbeholdning, hvoraf noget under Halvdelen spises af Menneskene og noget over Halvdelen af Dyrene.

Dette Forhold volder ingen Vanskelighed i normale Aar. Det Brød­

korn, der anvendes til Foder, er kun en ringe Del af det samlede Kvan­

tum Foderstoffer, som Landbruget maa anvende, kun 41/,, Mill. Tdr. af

ialt 30 Mill. Tdr. Og det danske Korn gaar da ind i Forbruget, efter hvad der lønner sig — jeg kan maaske ogsaa sige: efter hvad der er blevet en Vane. Men i Aar er det nødvendigt at erindre, at Korn- og Foderstofspørgsmaalet er to Ting. Det er et Folkeernæringsspørgs- maal og et Produktionsspørgsmaal. Verdenskrigen har forvandlet vore Forhold, den har sønderrevet Verden, den har ophævet gammel Sam­

menhæng. Man er undertiden tilbøjelig til at glemme det. Naar vi sidder her i denne Sal og forhandler normalt, naar vi gaar ud paa Gaden og ser Livet forme sig som ellers, ved Dag og ved Aften, er vi undertiden tilbøjelige til at glemme, at Verden er sønderrevet, og at alle Forhold er opløste. Derfor kan Korn- og Foderstofspørgsmaalet nu ikke behandles under ét, som én Ting sammenblandet som før, men det maa opløses i to Spørgsmaal. Dette er da det ene Spørgsmaal: Befolkningen skal have det nødvendige Brød, og det andet er: En vigtig Produktion skal paa den bedst mulige Maade opretholdes.

Der har nu været Enighed hos alle om at det var Staten en naturlig Opgave at være paa Post med Hensyn til Folkeernæringsspørgsmaalet.

Idet jeg opsætter Spørgsmaalet om Brødets Pris til siden, skal jeg gøre opmærksom paa, at Statsindkøbet har netop haft dette for Øje. Man har i August tænkt særlig paa en bestemt Landsdel, som man frygtede for ikke kunde brødføde sig selv, og derfor skabt væsentlig en lokal Reserve­

beholdning. Nu har Forholdene forandret sig saaledes, at Statens Be­

holdninger kan komme hele Landet til gode, hvor der bliver Anvendelse derfor. Jeg har set et Blad, der politisk staar den ærede Ordfører for Forespørgerne nær, spørge, hvorfor Regeringen i August købte til Ho­

vedstaden og ikke som Norge til hele Landets Befolkning. Den, der læser saadant noget, vil hurtigt være klar over Hensigten. Hvis dette Blad. som staar Ledere i en Del af Partiet Venstre meget nær, havde ønsket Oplys­

ning og ikke ønsket at fremsætte en fornærmelig Insinuation, kunde det have hentet sit Svar hos Ordføreren for Partiet her i Dag, thi han har un­

derskrevet den Indstilling og den Begrundelse, i Henhold til hvilken det første Statsopkøb skete til Henlæggelse af en lokal Reservebeholdning. Jeg vil tilføje, at Sammenligningen med Norge, som jeg har set vandre rundt, er saa forbløffende, at man maa spørge sig selv, om der ingen Grænser er for den Uvidenhed, hvormed man i Øjeblikket taler om de alvorligste Spørgs­

maal. Danmark kan i Nødsfald brødføde sig selv, Norge er et over alle Grænser brødfattigt Land. I 1913 avlede Norge 335,000 Tdr. Hvede og Rug. Hvis Forbruget deroppe var som her i Landet, skulde Befolkningen bruge 3,700,000 Tdr., altsaa vilde det være nødvendigt at tilføre Landet 3,300,000 Tdr. Brødkorn. Man kan under disse Forhold forstaa den