THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

130019386938

E L L E N K E Y

ET DYBERE SYN PAA VERDENSKRIGEN

NYT NORDISK FORLAG

KØBENHAVN

E T D Y B E R E S Y N P A A

V E R D E N S K R I G E N

E L L E N K E Y

E T D Y B E R E S Y N P A A V E R D E N S K R I G E N

NYT NORDISK FORLAG

KØBENHAVN

TKYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. (IVAR JANTZEN

I .

I

Artiklen var fremkaldt af mine Foredrag »Sjælenes Neutralitet« o g handlede o m et d y b e r e Syn paa Krigen. Dens Tankegang skal gengives her:

Kravet om, at man ikke ved at tage Parti en­

sidigt dækker over det dadelværdige hos den ene eller den anden af de krigsførende, er typisk for visse svenske Kulturdommere, der er ligesaa selv­

retfærdige som højrøstede. For dem er de krigs- tørende Forbrydere mod Kulturen og Retten. Denne Opfattelse anser sig selv for idealistisk, men er tvært­

imod Udtryk for en naiv Materialisme af aaben- bar feministisk Karakter. Dybere Aander indser derimod, at ikke de kæmpende Folk, men Nutids­

kulturen har Skylden. Denne Skyld betegnes, med den danske Professor Vilhelm Andersens Udtryk, saaledes, at Kulturens Yderside havde vundet paa Bekostning af de dybere Livsværdier, Evighedsvær- dierne. Kulturens Grundtanke er, at Livet er det højeste. Krigens Princip er, ligesom Religionens, at der er noget, som har større Værdi end Livet.

Folkene har forvekslet Livets Midler med dets Maal, r^<

og de kæmpende Folk lider nu for Menneskehedens fælles Fejltagelse.

Til dette og andre Citater af Professor V. An­

dersen føjer det paagældende Blad, Nya dagliga Allehanda, følgende Betragtning:

»Ilvor velgørende vilde det ikke være hos vore sven­

ske Knlturprofeter at spore mindste Pust af denne Aand!

Men nej. Her ser vi 'Frisindets' Apostle sætte Selvret­

færdighed i Stedet for Selvprøvelse og appellere til de laveste Følelser i Stedet for til Heroismens. At spise, drikke og more sig paa kultiveret Maade, det er Livets Maal, og de, som ikke vil gaa ind paa det. er farlige 'Aktivister'.«

Overensstemmende med denne Tankegang er F. Bööks krigsfilosofiske Indlæg imod Fredsvenner­

nes Farisæisme, »den ensidige, tørre, inhumane Anskuelse, der betegner de galdesyge, sure Freds- entusiaster«. Eller for at tale med Per Hallström.

»de Opinionsmagere, der hos os søger at hindre en­

hver klog og bred Betragtning af de store Problemer, vi er stillet overfor. Det klæder dem ikke i hellig Vrede at raabe paa 'Magtfilosofi' overfor dem, som ser al den Tragik, Krigen rummer, men ogsaa forstaar, at den ikke er opstaaet af intet og heller ikke bliver til intet. Hvad er det for flade Papmennesker, der ikke formaar at føle det mindste af den Beundring for Heltemod og Troskab, som Krigen prædiker højt og lydeligt for enhver? Hvad er det for Prokuratursjæle, der tror, at alt kan afgøres med Ord og ærbødig Underkastelse under Majoriteten?«

Krigens Velsignelser forherliges i samme Aand af Professor Vitalis Norström, der til disse Velsig­

nelser regner, at Krigen modvirker en Overvurde-

o

ring af Jordelivet og Lykken. En Tankegang, der falder sammen med Professor R. Kjelléns*):

»Jeg anklager den Tidsaand, der sætter sig til Doms over Verdenskrigen i Kulturens Navn, fordi denne Tids­

aand, bevidst eller ubevidst, ønsker at lænke os til et lavere Kultur- og Livsideal. Dens Kulturtilbedelse er en Afgudsdyrkelse af Livets Overflade paa Bekostning af dets Dybde og dets Værdi. Den har hævet Kursen una­

turligt paa den materielle Lykke og paa den anden Side undervurderet Prøvelser og Lidelser. I sin berettigede Stræben efter at udrydde al unødvendig Lidelse har den søgt at ramme Lidelsen som Livsprincip og har derved berøvet vor Tilværelse dens sande Retning opad. Den har prøvet at fjerne de sorte Tangenter fra Klaviaturet, skønt de er ligesaa nødvendige som de hvide, hvis In­

strumentet skal kunne klinge fuldtonigt. Jeg anklager den Verdensanskuelse, der ikke har andet Syn paa Li­

delsen, end at den gør ondt. for Blindhed i sit aandelige Førerkald.«

Ved samme Lejlighed talte den samme Mand

— i Anledning af mit Skrift, Krigen, Freden o y Fremtiden — om det Kursfald, der var indlraadt paa

»de Værdipapirer, der udgør Størstedelen af en hel Generations aandelige Midler . . . Jammeren over Krigen bunder i virkelig Sjælenød. Menneskene staar paa Rui­

nerne af deres aandelige Ejendom i en Angst, som deres Veraab har til Hensigt at døve . . . Det er en Slægt, der har mistet sine Idealer — sin egen ideale Tro paa 'Men­

neskeheden' og dermed ogsaa sin Tro paa Fremtiden . . .«

Noget mindre sandt vil det være vanskeligt at finde. Saa langt fra, at det af disse Professorer

*) Se dennes Tale ved Gustav II Adolfsfesten paa Göteborgs Højskole 1914.

hen, moder der os fra alle Sider Krav paa ny Or­

ganisationer for Verdensfreden, ny Former for mel­

lemfolkelig Forstaaelse. Overalt begynder man at faa Øjnene op for, at hvad der staar i Vejen for det Broderskab, som er Kristendommens Ideal for Li­

vet her paa Jorden, ikke alene er de enkelte Menne­

skers Egennytte, men ogsaa den store Egoist, der kalder sig Staten, og som man endnn giver Ret til, i sine Interessers Navn, at krænke andres Ret. Mens Krigskulturens Apostle forkynder, at Kosmopoli­

tisme o g Pacifisme »ikke er andet end Idealer for det lavere materielle Liva, er de for os stadig uop- naaede, men lysende Maal, hvori netop Offertan­

ken naar sit Højdepunkt. Thi kun ved de største Ofre af personlig og national Egennytte kan den Til­

stand naas, af hvilken Verdensfreden vil kunne fremgaa. Aldrig har Fredsvenner og Ivrigshadere følt varmere for deres Idealer eller været mere rede til at lide for dem, med samme Overbevisning som de første Kristne: at de har en frelsende Sandhed at give Verden. Ikke et Øjeblik har vi tvivlet om vor Vej som den, Menneskeheden maa følge. Kun i een Henseende har vi følt os skuffede: i vort Haab om, at de evropæiske Folk dog var naaet videre i Menneskelighed; at det, man i Kulturlandene har kaldt Livsanskuelser, dog vilde have vist sig at have større Magt over Sjælene. Den Opdagelse, vi har gjort, er den samme, som en lillerussisk Digter har udtrykt i Ordene: »der gives ikke i Verden et forfærdeligere tomt Rum, end det, man kalder Men­

nesket.« Han tænkte herved paa Medlidenheden.

7

Men man kan ogsaa anvende hans Ord, naar det gælder Grundsætninger. I Steden for de kristelige eller fredsvenlige eller internationale Anskuelser, som man troede var vel overvejede og sikkert an­

bragte i de respektive Hjerner, har man fundet disse tomme. Og ind i disse samme Hjerner har man — som paa et Loftsrum — kunnet stuve hele Pakkasser med tidssvarende Meninger, som der aldrig kunde have været Plads til, dersom de tid­

ligere saakaldte Anskuelser havde været ialtfald vægfaste. Hos de krigsførende kan Omstændighe­

dernes Tryk til Dels forklare, at det ene har maattet vige Pladsen for det andet; hos de neutrale beviser det en forfærdelig Mangel paa Karakter,

Endnu mærkeligere er visse svenske Hjerners N illighed til at give Plads for tyske Vareforsendelser.

Man tager sikkert ikke fejl, naar man f. Eks. be­

tragter en Tankegang som nedenanførte (fra den tidligere nævnte Festtale) som direkte importeret fra Tyskland:

»Betragt Troskabens Vækst overfor Kammeraterene i Geleddet, overfor Befalingsmændene, overfor den øver­

ste Krigsherre, overfor Forbundsfællerne! Betragt Of­

fertankens Vækst overfor Maalet! Tror man, at Hjer­

ter, der har blomstret og baaret saadan Frugt, igen vil kunne lukke sig haarde og kolde som før!

Naar vi fæster Blikket paa dette Fond af opofrende Kærlighed, der stille samles sammen under Vaabnenes Brag, da sker del til sidst, at vort Øje forvandles. Per­

spektivet bliver til enkelte Linier, forskyder sig, hæver

sig> hele vort arme Statssystem træder tilsidst frem for os under Billedet af et Skib i Storm paa Genezareth Sø, og gennem Stormen lyder en mild Stemme med den uendelige Freds Budskab: »Det er mig; frygter ikke!«

1 det samme Hoved var der tillige Plads for en Betragtning som den, at man ser et Bevis paa Kri­

stendommens samlende Kærlighedstanke deri, at — evangeliske Kristne og Muhammeds Tilhængere kæmper Side om Side imod græske og romerske Katoliker og Buddhister! For en almindelig Tanke­

gang synes disse ejendommelige Sammenslutninger det bedste Bevis for, hvor betydningsløs Kristen­

dommen nu er som Handlingsmotiv. Og aller kla­

rest bliver dette, naar Tyskerne lader deres tyrki­

ske Forbundsfæller nedsable de kristne Armeniere og roligt affærdiger Begivenheden med den Forsik­

ring, at »Tyskland betragter det som Tyrkiets Sag, hvis det ønsker at bruge kraftige Midler mod sine upaalidelige og grusomme Armeniere.« Dette er ikke alene Tyrkiets Bet, men dets Pligt, og Tysk­

land har »ikke Tid til at tage Del i Tevandspassiar hos et Forbund for international Moral«; Spørgs- maalet har »kun en rent teoretisk Interesse« (!).

Det er i Lys af den Art Fakta man bor se Profes­

sor Kjelléns Paastand, at man gennem Krigens Storm horer Jesu Stemme! Ganske vist samles der nu fra alle de kæmpende Lande Dokumenter, hvoraf man ser, at Krigen har ydet smukke Bidrag til det ovennævnte »Fond af ofrende Kærlighed«, ganske ligesom det er Tilfældet ved andre store alminde­

lige Ulykker. Ingen tænkende Fredsven vil nægte, a!

Krigen giver Lejlighed til ophøjede Følelser og Iland- linger. Hvad vi derimod ganske og aldeles benæg­

ter, er, at disse kan forsvare Krigen eller berettige til at haane Fredsbevægelsen. Men det er paa den Maade, Krigsvennerne i Beglen bruger dem. Mod

9

de udgivne Breve o. I., som leverer Beviserne, maa indvendes, at de er censurerede, saa Krigens Skygge­

sider kun træder svagt frem. De mere oprigtige Dokumenter —• tyske Krigsdagbøger f. Eks. —• har ofte andre Vidnesbyrd at aflægge med Hensyn til Forholdet mellem Befalingsmænd og Soldater. Et­

hvert Sandhedsvidne bekræfter, at de Oplevelser, som »under Vaabenlarmen« bringer »Hjerterne til at blomstre«, bærer Frugter af meget blandet Art!

Blandt de ædle maa nævnes mange Udtryk for de kæmpendes Afsky for Krigen og Tilnærmelser til Fredstanken. F. Eks. det, at talrige Soldater har indmeldt sig som Medlemmer af den tyske Freds- forening, og at franske Soldater har skrevet Takke­

breve til Romain Rolland for hans Bog Ovenover Stridslarmen.

Naar »Idealisterne« V. Norström og R. Kjellén taler om, at det var Freden med dens hoje Kurs paa det materielle Velvære og Livet her paa Jorden, der truede med at blive Kristendommens og hele Religionens Ragnarok, da er det vanskeligt for os, der er uindviet i denne »Mystik«, at indse, hvordan Erobringer, Kolonier, udvidede Handelsomraader m. m. vil kunne sænke Kursen paa det materielle Velvære og Jordelivets Behageligheder hos dem, der overlever Krigen. »OfTertanken« aabenbarer sig jo først o g fremmest hos dem, der dør i Skyttegravene, hvor de nationale »Hærskarers Gud« bruger dem til Broer, ad hvilke visse Klasser senere skal naa for­

øget materiel Magt. De overlevende faar jo kun paa ny Lejlighed til at glemme »Evighedsværdierne«

for »Afgudsdyrkelse af Livets Overflade«.

Professor Kjellén paapeger med Rette, at den Gud, de kæmpende anraaber, er Jehova, mens de ikke nævner Kristus, som man i Trediveaarskrigen ikke undsaa sig for at tage med i sin Paakaldelse.

Forklaringen er simpel: den Gang kendte man ikke anden Kristendom end den Kirkes, for hvis

»rene Lære« m a n kæmpede, mens Jesu egen Lære saa at sige ingen Bekendere havde. Nu er Tiden sig bevidst, hvilken uhyre Forskel der er mellem Jesu Lære og Ideen om Staten som Gud eller rettere Af­

gud. Den Paastand, at »Valget har slaaet mellem Gud Fader og Menneskenes eget Jeg, og at det d a i det mindste er et hojere Standpunkt at vælge den forsten, forekommer os — der efter ovennævnte Professorers Mening »har brudt med Gud« — at være en utrolig Bespottelse. Thi den Gud, man saaledes har »valgt«, er den samme Hærskarernes Gud, hvem en siciliansk Digter skildrer som til sidst siddende ganske alene i Himlen sammen med — Oksen og Asnet fra Krybben i Bethlehem! Thi alle de andre af Himlens Beboere — Engle og Helgener, St. Peter og den Helligaand, ja til sidst Jesus selv — kunde ikke holde det ud i Krigsgudens Himmel.

Den »Gud Fader«, de krigsførende har valgt, er en Afgud, som man formaster sig til at paakalde sam­

tidig med, at man begaar de groveste Forbrydelser mod Ret og Menneskelighed, og bagefter formaster sig til at takke, naar disse Forbrydelser har fremmet

»Krigsmaalene«.

Hvad vi, der fornægter denne Gud, nu under Verdenskrigen mere end nogen Sinde bliver Vidne

1 1

til, det er hvad en jødisk Tænker har kaldt Guds Exil*).

Med mild Ironi gjorde Professor Knut Kjellberg opmærksom paa, at de samme kristne Gejstlige, der har modsat sig, at Darwinismen fik Plads i Skolens Undervisning — fordi den bygger paa de stærkeres Sejr i Kampen for Tilværelsen, hvad der strider imod Kristendommens Princip, som er at beskytte de svage — n u optræder som Magtlærens Forkyn­

dere. Og alle Vegne har Individerne været saa overfladiske, naar det gjaldt etiske Grundsætninger, at de i Skarevis er gaaet over til den blodige Kul­

tus, som Nationalismens Præster øver hos alle de krigsførende Folk. I Frankrig har sikkert mangen en from Katolik været stærkt fristet til at istemme Sar Pelardans Ord: »ikke at hade Tyskerne, det er at fornægte Gud« (!). I England som i Tyskland har fremragende Talsmænd for Kristendommen frimodigt gjort deres Land til Guds Stridsmand og kastet hele Skylden paa Fjenden; i alle de krigsførende Lande genlyder Paastanden, at Fjen­

dens Gud ikke er den sande Gud! I alle Lande, ogsaa i de neutrale, betoner man fra de Sider, hvor Fredsvennernes Ideer opfattes som Udslag af mate­

rialistiske Lykkekrav, at Krigen ikke maa betragtes som nogen Modsætning til Kristendommen. Docent Böök taler o m den »almindelige fredsvenlige La- menteren, der afslører en etisk Materialisme af alier groveste Slags«, et »hysterisk Fraadseri i Grnsom-

*) Se Martin Buber: Vom Geist des Judentums (K. Wolfs Verlag, Leipzig 1916).

heder*. De saaledes fraadsende overser, »at det, s o m etisk holder Soldaten oppe, er, at han ikke søger sin egen L y k k e og Nydelse, men ofrer sig for noget, der er større og helligere end han selv. Han har an­

nammet Ordet: »ingen har større Kærlighed end den, at han sætter sit Liv til for sine Venner« (Joh. 15, 13. V.). Soldatens Pligt at dræbe har Nutidens unge kristne Mænd opfyldt ligesom andre kristne Solda­

ter i Fortiden: d e har følt sig som Redskaber i deres Folks Strid; d e drives ikke af Had, m e n af Pligt­

følelse, og bevarer saaledes deres indre Menneske uskadt.

Denne Tankegang er afgørende for mange. For andre er den det ikke, og Modsætningen mellem Kri­

gernes eget Sjæleliv og Krigens Virkelighed gør dem syge i Sindet. Men Flertallet sløves af Vanen, og dette gør det muligt for dem at holde ud.

Hvor højt Sønderjyderne staar, fremgaar af de af Harald Nielsen udgivne Krigsbreve. Hvor lidt de er i Stand til at dele den nationale Kamprus, ved vi ogsaa. Og dog har Sønderjyder anklaget sig selv, fordi ogsaa de har følt sig grebne af Mordrase­

riet, fordi ogsaa de i Kampens Hede har dræbt blot for at dræbe, er blevet som vilde Dyr! Vi finder dog vist her en betydelig bedre Forklaring af, at ellers fredelige Mænd kan holde Krigen ud, end den, Docent Böök giver. Den sidste gælder maaske Be­

sindelsens Øjeblikke efter Kampen, da Rædslen maa overmande de mere følsomme, dersom de ikke søger Trøsten over deres egne Gerninger i deres 1 roskab mod en stor Idé.

1 3

Den norske Forfatter, Eivind Berggrav-Jensen*) betoner ganske vist, at det bliver af Livsførelsen efter Krigen, man vil kunne dømme, om Krigs­

oplevelserne har ført til en ny kristen Maade at leve Livet paa i Fredstid. Men selv om dette bliver Til­

fældet med et Mindretal, hvad betyder saa det imod de talløse, der synker i Graven fra en nylig begyndt, lovende Livsgerning, som det ikke blev forundt dem at fuldbringe, eller som vender hjem med Sind, der er forvirret af Krigen, eller med udslukt Forstand?

En besynderlig Gud i Sandhed, som ødelægger Ilundredetusender for hundredes mulige Foræd­

ling! Feltpræster har desuden meddelt, at ligesaa villigt som Soldaterne flokkedes til Gudstjeneste, ligesaa rask søgte de Byens Værtshuse og Bordeller.

I' ra forskellige Sider hører man fortælle om en for­

færdende Udbredelse af Kønssygdomme, om ube­

skrivelige Orgier, der holdes bag Fronten i de krigs­

førende Lande. Og fra alle Sider vidnes der om den raa Overtro — med Himmelbreve og Amulet­

ter — der trives baade hos Soldaterne og hos dem, der sidder hjemme.

Af disse og andre Grunde har den religiøse Krigslitteratur en meget betinget Værdi. Man be­

gynder nu i Sverige ligesom i Tyskland at udnytte de religiøse Erfaringer under Krigen i »Krigsfor- ædlingens« Interesse. Og i de andre krigsførende Lande vil der sikkert udkomme — hvis der ikke allerede er kommet — Boger, der svarer til det

*) Hr. Bööks Betragtninger var fremkaldt ved denne For­

fatters Bog: Krigerliv og Religiøsitet.

Værk, som er under Udgivelse i Tyskland: Gottes­

begegnungen im grossen Kriege. Det er denne Side af Krigen, som dens Lovprisere har for Øje, mens de derimod kalder det Hysteri og Materialisme at dvæle ved Krigens Grusomheder!

Det falder ikke Krigsvennerne ind, at dette sid­

ste sker af alvorligere Motiver. Først og fremmest Retfærdighedens, saasom det Had, der f. Eks. er til Stede hos Tysklands Fjender, kun kan forklares, naar man erkender, at der er begaaet Grusomheder paa Vestfronten. For det andet fordi ethvert Folks Fordring paa at være Guds udvalgte Redskab til Menneskehedens Fornyelse maa prøves overfor dets Handlinger. Og endelig fordi Krigsvennernes Seen bort fra Krigens Grusomheder fører til de utrolige Forvanskninger af Krigens Virkelighed, som dens Lovprisere begaar.

Man har ikke Ret og ikke Grund til at tvivle om Ærligheden i de kristne Soldaters fromme Følelser.

Men hvad man derimod har Ret til at tvivle om, det er, at de, der føler saadan — selv om de alle­

rede før Krigen har været »troende« — nogensinde for Alvor har gennemtænkt Jesu Lære. De er i Stand til at forene Kristendommen og Krigen, fordi deres egen Kristendom er det Kompromis mellem Staten og Kirken, ved hvilket Jesus for anden Gang forraadtes. Hvor der virkelig findes et dybere Syn paa Krigen, der har det først og fremmest ført til den Indsigt, at Verdenskrigen ganske vist er et Bevis paa, at Nutidskulturen kun er en overfladisk Foreteelse, m e n at dette fremfor alt gælder den Kulturforeteelse, vi kalder Kristendom. Ganske

1 5

vist gives der overalt Forkyndere, der søger at fast­

holde den store Livsløgn fra Konstantin den Stores Dage, at det er i Korsets Tegn, Verdensmagterne kæmper og skal sejre. Den mest højrøstede i Tyskland er Engelskmanden Houston Stewart Chamberlain. For ham, som for vore Tysk-Sven­

skere, er Verdenskrigen Lavhedens Tilintetgørelses- kamp mod det efter Forædling stræbende højsin­

dede Folk, som er Guds udvalgte Redskab til at hæve Menneskeheden til en højere aandelig og sædelig Udvikling. Vistnok — indrømmer Cham­

berlain — havde den Ring af Jobbere, som nu om­

giver Tyskland, udbredt sin Smitte i dette Land:

ja, var Krigen kommen ti Aar senere, da havde Gud ikke længer haft nogen Stridsmand paa Jor­

den! Nu er Tyskland ikke alene St. Georg, Drage- dræberen. Nej, dets højeste og reneste Overbevis­

ning er, at Tyskland kæmper for Kristendommen;

ja, at det kun kan opfylde sin særlige Bestemmelse ved at bekende Jesus Kristus . . .

De, der forsvarer Krigen, paastaar, »at Kristen­

dommens tilsyneladende indbyrdes modsigende Pa­

radoxer kun kan forstaas indefra, af dem, der har naaet et indre Midtpunkt i deres Liv . . . For Kristendommens Lære er Krigen noget højst uvæ­

sentligt i Sammenligning med den store Strid mel­

lem godt og ondt paa det aandelige Livs Omraade.«

Til disse Udtalelser, der er en Forhaanelse af Jesus, føjes den, at »fra et kristent Synspunkt er hele denne Fredsagitation en Vederstyggelighed!«

Denne »indvendigfra« talende Kristne skal neden­

for se, hvorledes det er mislykkedes andre Kristne

Ellen Key. 2

at lose Paradoxe! Kristendom og Krig, ja, i hvil­

ken Grad den ovenfor anførte Betragtning ser Kristendommen i et Perspektiv nedenfra opad.

II.

Ønsker man i kort Begreb at se Modsætningen mellem den Kristendom, der tjener Staten, og den, der tjener Jesus, da vil man linde den i to svenske Bøger, Krigens Problem o g Kampen bag Fron­

terne.

Den første har samlet svenske, den anden uden­

landske Kristnes Meninger om Kristendommen og Krigen. Mindretallet hævder, at Krig opstaar, fordi de politisk-nationale Værdier sættes over Guds Bige; at det er en frygtelig Bespottelse at blande Gud og Krig sammen; at Jesu Stilling til Kri­

gen ikke kan bedømmes efter løsrevne Ord, men at Krigen fordømmes efter hele Aanden i Jesu Forkyndelse, ligesom Slaveriet fordømtes af denne Aand, uden at Jesus har udtalt nogen bestemt For- dømmelsesdom over det. Det betoner, at de gode Virkninger, Krigen drager efter sig, er analoge med andre Fremtoninger, hvor ogsaa noget godt kan komme af ondt, uden at vi derfor undlader at be­

kæmpe dette onde. Lige som man nu betragter

17

Krigen som en Guds Dom, ansaa man en Gang Farsoterne for det samme og kaldte det Oprør mod Gud at bekæmpe dem. Indførelsen af Lyn­

aflederen betragtedes fra samme Synspunkt. Fra denne Side fremhæves med fuld Ret, at dersom man betragter Krigen som en Guds Straffedom, er det jo urimeligt at klage over dens Rædsler; at kun den, som indser, at Krigen ikke har noget at gøre med Guds Vilje — men at Oprindelsen til Kri­

gen er Menneskenes Vanvid og onde Lidenskaber

— for Alvor kan bekæmpe Krigen, som er den mest skrigende Modsætning til Jesu Lære.

Paa den anden Side staar Flertallet af »Aandens Mænd«, de, der i Krigen — som i Naturkatastro­

ferne — ser Guds Straffedom og Vækkelse eller sammenligner den med Lægens Indgreb i en syg Organisme eller med Fødselssmerterne, der ind­

leder en ny Tid med levende Gudsfrygt. De, der taler saadan, benægter de naturlige Menneskers Evne til at faa Bugt med Krigen — dette kan kun ske ved Omvendelse til Kristendommen — mens de samtidig lærer, at Kristendommen er fuldt for­

enelig med Krigen, der da altid betragtes som For­

svarskrig.

Mindretallet minder derimod om, at alle Folk for Øjeblikket mener, de fører en Forsvarskrig, at de alle fralægger sig Skylden for Krigen, og at den Sammenligning, hvormed man fra kristelig Side forsvarer Krigen — Sammenligningen med Statens Ret til at straffe sine Forbrydere — paa ingen Maade kan finde Anvendelse, saasom ingen Magt nu med Rette kan staa straffende overfor den

2*

anden, idet den væsentlige Aarsag til den nuvæ­

rende Krig er økonomiske Interessekonflikter.

De, der virkelig er grebet af Kristendommens Væsen, gør opmærksom paa, at dens Styrke ligger i at sprænge Statens og Nationens Begrænsning og grunde en Magt, som ikke er af denne Verden og netop derfor er i Stand til at omforme Verden, saa længe den faar Lov at virke i sin Renhed d. v. s.

ubesmittet af al Egennytte, ikke mindst Statens.

De, der taler saaledes — saavel Englændere som Tyskere og Franskmænd — er de samme, som ad­

varer deres Landsmænd mod nationalt Hovmod, og som erkender deres eget Folks Fejl. Men der er en dyb Forskel mellem Englændernes individuali­

stiske og Tyskernes nationalistiske Forhold til Kri­

stendommen.

Saa skarpt krigsfjendtlige Udtalelser som man hører fra engelske Kristne — f. Eks. Kvækere og andre Sekter, som af religiøse Grunde tilhører Anti- værnepligtsligaen — forekommer vistnok sjælden i Tyskland. Og mon man fra engelske Kristne har hørt saadanne Udtalelser som fra en tysk Præst, at

»Skadefryd er en ægte germansk og ægte kristelig Egenskab«? Eller fra en anden tysk Teolog, at dersom Moralens højeste Bud er Kærlighed, og der­

som Krig er moralsk — og derom kan der jo ikke være Tvivl — da er ogsaa Krigen en Kærligheds- gerning? Paa den anden Side er en Professor Rüs­

sel blevet idømt en Bøde og afsat, fordi han for­

svarede de engelske Militærnægtere. Mange af disse lader sig netop bestemme af religiøse Grunde.

Thi endnu existerer Puritanismens Krav om Enhed

19

mellem Liv og Lære. I England skal disse »con­

scientious objectors« være flere hundrede. Og mange udstaar nu Straf af forskellig Slags. Endnu mere utro vilde England blive Friheden, hvis det

— fra flere Sider i Landet bekæmpede — Forslag om at krænke Asylretten overfor russiske Flygt­

ninge i Værnepligtsalderen gik igennem.

Ogsaa fra engelsk Side har jeg set alvorlige Ad­

varsler mod den Maade, hvorpaa Kristendommen nu bruges i nationalistisk Øjemed. Og Frankrigs katolsk troende Patrioter staar sikkert i Reglen un­

der det høje Standpunkt, som dets mest alvorlige Kristne indtager. F. Eks. Kunstneren Dupin, der har mistet sin eneste Søn i Krigen. Faderen skri­

ver, ud af sin katolske Fromheds Dyb, en Bog om La guerre infernale og hævder, at den ægte katol­

ske Kristendom maa rejse sig for at bekæmpe det Folkehad, der bunder i Ukendskab til hinanden.

Han beviser dette ved at pege paa det venlige For­

hold mellem Fjenderne i Skyttegravene, endog mellem Engelskmænd og Tyskere.*) »Hadet mel­

lem Folkene vedligeholdes af Pressen og andre Fol­

kets Ledere, der har sluppet denne Krig løs, og — fordi de selv har været daarlige Hyrder — nu und-

*) Her maa nævnes nogle enkelte Træk. Et Fotografi viser en Franskmand med Armene om Halsen paa to Tyskere.

Alle er de Invalider, og Franskmanden har skrevet ovenover Billedet: Ulykken forener os. En ung fransk Bonde sagde til en af mine tyske Venner ved Fronten: I græder jo som vi;

1 trækker jo Vejret ligesom vi; I føler Smerte ligesom vi;

hvorfor slaar vi da hinanden ihjel?

skylder sig med hver især at paastaa, at de kæm­

per i Kristendommens eller Kulturens Interesse.«

Denne katolske Franskmand gør ikke noget For­

søg paa at blande Gud ind i Verdenskrigen, som han mener fremkaldt af alle Verdens antikristelige Kræfter. Krigens inderste Aarsag er, at Evange­

liets Aand ikke er den raadende blandt Folkene — i denne Henseende er han enig med de dybest re­

ligiøse i alle de kæmpende Folk. Og det samme gælder de neutrale. I Sverige har Ærkebiskoppen været den uforfærdede og utrættelige Forkynder af Jesu Kristendom, ligesom det ovennævnte Mindre­

tal i Krigens Problem h a r vist sig som Aandens Mænd i Modsætning til Flertallet, der svigter Jesus.

Blandt vore Biskopper har Biskop Scheele været Talsmand for samme Mindretal.

Kraftigst har vel nok Englænderne paapeget, hvad dog ogsaa Tyskere har betonet: at Staterne, dersom de havde været ledet af et virkeligt kriste­

ligt Sindelag, kunde have dannet fredelige Forbin­

delser mellem hinanden indbyrdes i Steden for at Staternes egennyttige Planer nu er blevet livsfarlige for Kristendommen, idet de nationale Kirker har sluttet sig sammen med Staten. Og intet er sandere, end hvad en tysk Katolik nylig har udtalt, at i og ved Nationalismen har Protestantismen aabenbaret

»seine letzte tötliche Erstarrung«. Denne Sygdom til Døden har ingen erkendt mere aabent end en protestantisk tysk Teolog, Prof. O. Baumgarten, som i F o r a a r e t 1915 holdt et F o r e d r a g o m Kristendom og Krig, hvor han ærligt og redeligt gjorde Bet og Ske) mellem Kristendommen paa den ene Side og

21

den tyske Verdenspolitik og Krigsførelse paa den anden. Han bekendte aabent,

»at for en Jesu Discipel maa Jesu Bjergprædiken paalægge en saadan Selvfornegtelse, at ens egen Ære og ens egen Ret ikke kan hævdes. Selv om Fjenden har Skylden, saa har Jesu Disciple den Pligt at holde I'red og tilgive. Ikke alene Angrebskrig, men ogsaa Forsvars­

krig og Preventivkrig forbydes i Bjergprædikenen. Kri­

stendom og Krig er uforsonlige Modsætninger.

Vi Tyskere maa ville Krigen med alle den moderne Tekniks grusomste Midler. Vi glæder os over Lusitanias Undergang og vore Fjenders Ødelæggelse. Vi ved, at ogsaa efter Fredsslutningen vil vore Fjender ikke blot blive ved at være til, men ogsaa at vokse. Vor store Stat kræver ogsaa Angrebskrig for selv at vokse. Vore Grænser maa udvides, Militarismen maa bestaa. Den nationale Etik og Bjergprædikenen gaar i hver sin Ret­

ning. Livet har jordisk uløselige Konflikter. Jesu Syns­

punkt passer ikke for vore Forhold. Vorl Reisliv, vort økonomiske Liv, vort Statsliv existerer ikke for hans Tanke om Gudsriget. Bjergprædikenen indeholder kun hans Disciples moralske Pligter, den omfatter ikke Ver­

densordenen. Jesu Bjergprædiken afskærer Livsmulig­

hederne for Samfundet og Staten. For os er Staten den af Gud bestemte højere Potens af Samfundslivet. For Jesus var Staten »Verden«. Sværmere haaber paa et Kærlighedens Rige. Men Kampen for Tilværelsen vil vedvare mellem Folkene. Jesus saa Kærlighedens Rige sænke sig over Jorden. Men vi maa i Retning af jern- haard Virkelighedssans være Bismarcks Disciple. Jesus kan jo blive ved at være den enkeltes Ideal. Af ham kan vi bestandig lære at dæmpe vort Nationalhad og at mindes, at det enkelte Menneske ogsaa som Fjende af os maa betragtes som skabt i Guds Billede.«

Saa vidt Professor Baumgarten, hvem det, som vi ser, trods alle Anstrengelser afgjort er mislykke­

des at forsone Paradoxerne Krig og Kristendom, og

som har indrømmet, at han i denne vanskelige Si-

!nation har maattet givet Kristendommen Uret. Man nar om mig og andre paastaaet, at vi ser op til Ka­

tolicismen tor dens romantiske Urimeligheds Skyld, mon »hader al moderne protestantisk Halvhed med noget af det Had, man føler overfor det frygtede ukendte«. Jeg vil kun minde om, at Jesus har lært os at dømme Træet efter dets Frugter. Den mo­

derne Protestantisme har under Verdenskrigen i sit Hjemland haaret Frugter, som ikke har hævet den i mine og mine ovenfor nævnte Meningsfællers Øjne.

Den »romantiske Urimelighed«, som vi i Katolicis­

men ser op til, er den, som prægede Jesus, Frants af Assisi, Vincent de Paul og adskillige Katoliker helt op til vore Dage. De er saa gennemtrængt af Aand, af saa dyh en Alvor i Overbevisningen om det ene Fornødne, et saa hensynsløst Mod til at tilbage­

vise ethvert Kompromis, at man føier, man staar overfor virkelige Disciple af Jesus. Det er Paven, som den ene Gang efter den anden har hævet sin Stemme til 1'ordel for I* reden. En katolsk ungarsk Biskop er en af Fredsbevægelsens Forkæmpere. En katolsk irlandsk Biskop har i de stærkeste Ord an­

hiebet den Maade, hvorpaa Englænderne under­

trykte Oprøret i Irland. Da Armenierne blev myr­

dede, kom den eneste samlede Protest, der i Tysk­

land rejste sig mod den tyrkiske Forbundsfælle, fru dets Katoliker. Og det er en Katolik, Professor W.

I'oerster i München, der baade nu og tidligere har udtalt sig saa stærkt imod den Bismarckske Politik, at han har sat sin Stilling som Universitetslærer paa Spil. Det filosofiske Fakultet, som han tilhører, har

paa det bestemteste taget Afstand fra ham. Hans Artikel (i Die Friedenswarte) har jeg refereret i mit Skrift Sjælenes Neutralitet*). Mere eller mindre krast har de nyprotestantiske Teologer og Filosofer vist sig som ubetingede Tjenere af Statsideen. Ad­

skillige af dem var med iblandt de tre og halvfem­

sindstyve Kulturspidser, som paa deres Æresord for­

sikrede — hvad de dengang ikke kunde vide! En af den nyprotestantiske Retnings Filosofer — Eucken — har underskrevet Petitionen om Annek- teringerne. Harnack og endnu et Par andre repræ­

sentative Teologer af samme Retning har, til Ære for dem, underskrevet en, der gaar ud paa det mod­

satte. Og naturligvis findes der indenfor Nyprote- stantismen mange Meningsforskelligheder med Hen­

syn til Krigsforelse og Krigsmaal. Men den Stilling, som den i det store og hele indtager, forer med Nødvendighed til de om ikke teoretiske, saa dog praktiske Følgeslutninger, som den ovennævnte Teo­

log i Kiel h a r h a f t d e n sjældne Æ r l i g h e d a t erkende.

Fra denne Side rejser der sig ingen Protester mod

*) s Der Fall Foerster« har fremkaldt en livlig Diskussion i Tyskland, og der har ikke manglet Forsvarere. Mest be­

tegnende er, at Foerster selv i München har holdt en ud­

mærket Forsvarstale, hvor han aabent erklærede sig for Fjende af Bismarck-Treitschke-Politiken og blev modtaget med stærk Hyldest, ikke mindst af Studenterne. Og fra flere tyske Universiteter har Studenter udsendt aabne Breve, hvor de ikke alene tager Afstand fra det Angreb paa Lærefriheden, som er kommet frem i Angrebet paa Foerster, men ogsaa stempler dette Angreb som et Udslag af den uægte, utyske Nationalisme, der truer med at forkvakle det tyske Folks aande- lige og universelle Opgave.

Belgiens Behandling, mod Lusitania, mod andre Ofre af uskyldige Menneskers Liv. Saa vidt jeg ved, er det heller ikke fra denne Kant, der er udgaaet Opraab om at dæmpe Agitationen mod Fjenderne i de tyske Skoler.

Men for en Tid siden fremkom fra ikke-kirkelig Side et Opraab, skrevet i ligesaa værdig som ægte fædrelandssindet Aand, som tolv tyske og østrigske Mænd har underskrevet. Blandt dem er der Univer­

sitetsprofessorer, Forfattere og Skolemænd. Opraa- l>et gør opmærksom paa, at Forældre og Lærere nu otTentliggør brevlige og mundtlige Udtalelser af Børn om Krigen, Udtalelser, der vækker stor Bekymring for den kommende Generation:

»Had, Hævnlyst, Foragt og Skadefryd overfor Fjen­

den og, med Hensyn til ens eget Folk, el umaadeligt nationalt Hovmod, har vundet en saa forfærdelig Ud­

bredelse, at man ikke længer kan lade denne Fare uænset.«

Ganske vist, siger Underskriverne, bør ogsaa Børnene opleve Krigens Tragik, for derved vækkes hos dem Viljen til at danne ny Tilstande, der vil gøre Krig umulige. Netop for Fremtidens Skyld maa I ysklands og Østrigs vordende Statsborgere ikke opdrages til Nationalhad:

»Ikke mindst af patriotiske Grunde maa man ad­

vare mod de Farer, der saaledes opstaar, ligesom man maa beklage, at det store i Tiden derved vanhelliges.«

Formodentlig er det dette — eller et lignende

— Opraab, der har foranlediget Lokalregeringens Forordning af Januar 1916 til Skoleinspektørerne i det Frankfurt an der Oder'ske Distrikt. Først hen-

25

vises der til »de Ønsker, som er rettet til Skolen om ved Undervisningen at modarbejde Udbredelsen og Uddybelsen af Folkehadet og forberede Kulturfolke­

nes fremtidige Forsoning«. Disse Bestræbelser, der bunder i en Foleise af almindeligt Broderskab mel­

lem Folkene og internationalt Fredssværmeri, bør ikke fna Indgang i Skolen, hedder det videre. Det tyske Folk er, i Modsætning til andre Folk, saa fre­

deligt, at en saadan Paavirkning er overflødig. Sko­

lens Opgave er tværtimod uudsletteligt at indprente Krigens Lærdomme. Fremfor alt, at Tysklands Fred og Sikkerhed beror paa dets Forsvarsevue til Lands og til Søs, og at intet af dets Krigsberedskab maa formindskes. »Pligten til Enighed, som alle Partier og alle enkelte Personer maa opfylde«, bør ogsaa indprentes. Og endelig maa det være en skøn Op­

gave for alle Lærere »at styrke den af Krigen be­

fæstede Overbevisning om Velsignelsen ved et stærkt Kongedømme ligesom ogsaa Kærligheden til vor Konge og Kejser og hele det Hohenzollernske Hus.

Den Bøn for vor Hersker, som nu er indfort i Sko­

lerne, bør bibeholdes efter Krigens Slutning som et inderligt Udtryk for denne Kærlighed.

Men derimod bør alle Bestræbelser for at und­

skylde eller besmykke de Skændigheder, som vore Fjender har begaaet imod Tyskerne overalt paa Jor­

den, paa det kraftigste modarbejdes i Skolen«.*)

*) Forordningen var udstedt afRegeringspræsident v. Schwerin og gav Anledning til en Bevægelse i modsat Retning. I Pressen har man gjort opmærksom paa den sørgelige Iver for at op­

drage Ungdommen til Had, i hvilken bemeldte Regerings- præsident saa Tysklands »fremtidige Lykkec.

\ il man fra den anden Side have et tilsvarende sein pel paa Kristendommens Gaaen op i Patrio­

tismen, da kan nævnes den i Frankrig nylig stiftede Forening, Souvenez-vousl Den danner en »Liga til at bevare Erindringen om Tyskernes Forbrydelser«.

Blandt Midlerne dertil er: aldrig at genopbygge Rui­

nerne, men »tage de unge med derhen, lade dem se disse Beviser paa den tyske Vandalisme og indprente Hadet til Arvefjenden i alle vore Børns Sind. Den Iranske Sjæl skal dannes baade gennem Børnenes I ndervisning og gennem deres Fornøjelser, som bør

! a§e Sigte paa at styrke Patriotismen sammen med National hadet!« Man paatænker ogsaa et Musæum Iii Dyrkelse af Hadet, med Modeller af Ruiner o. s. v.

Det mest bedrøvelige er, at iblandt de Mænd.

-som i Frankrig tager Ordet for denne Forgiftning af Barnesjælen, er der en meget kristelig Redaktør, adskillige Mænd i indflydelsesrige Stillinger paa Undervisnings væsenets Omraade, Forfattere som f. Eks. Richepin og en Kunstner som Rodin!

En fransk Lærerforening har af denne og lig­

nende Fremtoninger følt sig foranlediget til at er­

klære. »Alle I ilskyndelser til Had er usunde og farlige. Usunde, fordi de appellerer til de brutaleste og laveste Instinkter og derved danner en Negation af alle Moralens Grundsætninger. Farlige, idet de forlænger den nuværende Krig og giver Anledning Iii ny Krige ved at vedligeholde et fortsat Fjendskab mellem Folkene«.

Baade i Frankrig og Tyskland sknl der være op staaet en Børnelitteratur, der staar i Fjendehadets og det nationale Hovmods Tegn.

27

Fra Wien og fra Berlin hører man uhyggelige Udtalelser o m d e n tiltagende Mængde Forbrydelser begaaet af Born, hvad man tilskriver Krigens Ind­

virkning. Dagspressen, Nick-Carter-Bøgerne, Bio­

grafteatrene fremkalder ved Ord og Billeder den Forvildelse, som især blandt Drenge i Tolv-fjorten- aarsalderen antager ovennævnte uhyggelige For­

mer. Og sikkert nok vil man støde paa lignende Fremtoninger i andre krigsførende Lande. Alle Vegne savnes jo Faderens Myndighed og de strengt arbejdende Mødres Tilsyn.

Den ogsaa i Sverige kendte franske protestantiske Teolog Ch. Wagner har — i en smuk og varm Ar­

tikel om den franske Ungdom — erkendt de Skyg­

gesider, der under Krigen fremtræder ogsaa hos denne. Wagner bruger næsten de samme Ord, som dem, jeg nedenfor har spærret, fra en Udtalelse af den svenske Legationspræst i Berlin, F. Sebart.

Denne har i et lille Skrift samlet dels sine Indtryk af et religiøst og etisk Opsving ved Krigen, men dels ogsaa følgende Erfaringer:

»Vi maa dog ikke tro, at Krigen som saadan for- maar pludselig at genføde et Folk og omdanne alle Hjerter. Saadanne Tanker kan kun udenforstaaende Krigsidealister nære. I Virkeligheden er Forholdene helt anderledes. Selv om man i det tyske Folk i denne Al- vorstid sporer en stærk Bevægelse henimod Kristus, ser man dog paa den anden Side, at Krigen har en saa for- raaende Magt, at man med Angst maa spørge sig selv, hvad Enden dog skal blive. L i g e s o m K a m p e n d e r u d e r a s e r v o l d s o m m e r e o g v o l d s o m m e r e , s a a l e d e s s k æ r p e s o g s a a i d e t I n d r e M o d s æ t n i n g e r n e m e l l e m g o d t o g o n d t « .

I een Henseende vil dog Krigen vistnok medføre en absolut Forandring, nemlig med Hensyn til det kunstlede, søgte, fantastiske, der har bredt sig i de store Kulturlandes Kunst, Litteratur og Livsførelse paa Bekostning af det sande, simple og sunde. Jag­

ten efter Sensation bliver, efter hvad Krigen i saa Henseende har ført med sig, sikkert afløst af Læng­

sel efter det naturlige og ægte.

1* ra England har jeg ikke hørt om lignende, men om ligesaa bedrøvelige, Udtryk for Folkehadet og Krigsforvildelsen som de nylig anførte. Disse og Hundreder af andre Fakta godtgør paa det klareste den utrolige Overfladiskhed hos dem, der stiller Fredsvennerne i Række med de lavttænkende og regner Krigsvennerne til de alvorlige Tænkere. Eller

— for at tale med en af disse — de, der i Fredsven­

nerne mener at finde dem, som »saa Livets Maal i at spise, drikke og more sig paa kultiveret Maade«, og paa den anden Side dem, der søger Værdierne

»hinsides det individuelle Livs og Personlighedens Grænser«.

De, der taler saadan, har aldrig anet, hvad et dybere Syn paa Krigen vil sige. De ved ikke noget om Rækkevidden af den Kulturkrise, vi nu oplever, den Krise, hvor de kristelige Værdier kæmper for deres Tilværelse imod Hedenskabet i Nationalismens

Form.

Nationalismen er for Øjeblikket den levende Re­

ligion, d. v. s. den, der bestemmer Følelserne og le­

der Viljen. Den bliver derfor frugtbar i Handling.

I alle krigsførende Lande har den hos Mænd og

29

Kvinder, gamle og unge, skabt en Offervilje, en Ud­

holdenhed, en Styrke i Lidelsen, som er beundrings­

værdig. Det er først, naar man spørger om Maalet for denne Kraftudfoldelse, at man indser, i hvilken Grad Folkenes Ofre staar i Misforhold til de Aarsager, som har fremkaldt dem. Hos hver enkelt af de krigs­

førende Stormagter har »Statens Interesse« krævet Kolonialpolitik eller anden Magtudvidelse paa In­

dustriens og Handelens Omraade. Med Undtagelse af Frankrig — der ønsker Elsass-Lothringen tilbage

— Italiens Irredentister og Serbien har Krigen ikke været nødvendig for nogen fra nogetsomhelst andet nationalt Synspunkt end det at styrke eller udvide sin Magt. I alle Stater har Socialister og Pacifister indset, at denne Kolonial-, Alliance- og Rustnings- politik maatte drive Evropa ud i Verdenskrigen.

Overalt har de Grupper, som har Interesse af Kri­

gen, villet den og besluttet den. Tysklands Flaade- og Kolonialpolitik, Englands Frygt for denne, Fran­

krigs Revanchetrang, Ruslands panslavistiske Udvi- delseslyst, Østrigs Indblanding i Balkanstaternes

Forhold — alt har virket i samme Retning. Bag­

e f t e r p r æ d i k e s s a a Offervilje for de Maal, s o m d e ledende ønsker at naa, men som de ikke kan naa u d e n a t bilde F o l k e n e i n d . a t d e t e r deres Fædre­

lands Bestaaen, de maa ofre sig for. Dette viser det uholdbare i de i Begyndelsen anførte Ord, »at Kul­

turens Grundtanke er, at Livet er det højeste, me­

dens Krigens og Religionens Princip er, at der gives højere Værdier end Livet«. Angrebskrigen, som er den virkelige Krig — thi uden den gaves der jo

ingen Forsvarskrig — har tværtimod som sit Prin­

cip, at der gives verdslige Værdier, der er saa betyd­

ningsfulde for ens eget Folks Liv, at dette ens eget F o l k h a r Ret til a t berøve a n d r e F o l k deres højeste Værdier. Men vi ved jo, at det Folk, der handler saaledes, berøver sig selv de ny aandelige Værdier, som det kunde have vundet ved de unge skabende Kræfter, som for disse verdslige Maals Skyld tilintet­

gøres af Krigen! Denne bliver altsaa ikke alene en diametral Modsætning til den kristne Religions Grundprincipper, men ogsaa til Kulturens. Denne kræver et uafladeligt Offer af Liv til sine Formaal og har saaledes aldrig kunnet opstille den Grund­

sætning, at Livet i og for sig er den højeste Værdi.

Men d e r i m o d den, a t e n Liusindsats i Kulturens Tje­

neste er det individuelle Livs Opgave, som forfejles, naar Menneskeliv bortødsles i Krig til alle andre Formaal end netop Forsvaret af de højeste aandelige Værdier.

Dersom Krigen skulde ende, uden at nogen af de kæmpende vinder den fuldkomne Sejrfølelses Til­

skud af Kraft, da vilde Folkene maaske virkelig op- naa »et dybere Syn paa Krigen«. Det Syn vil inde­

holde en knusende Dom over den materielle Magt­

periode og det imperialistiske Verdensideal, i hvis Tjeneste F o l k e n e k ap p edes o m a t vinde den ganske Verden o g derved tog d e n dybeste Skade paa deres Sjæl.

Man kan ikke tænke sig noget mere usammen­

hængende end den svenske Tankegang, som paa den ene Side erklærer, at Krigen er en Følge af, at Folkene har glemt Evighedsværdierne, og samtidig

31

begejstres af det t y s k e Folks Krigsmaal: forøgede Muligheder for national Velstand og Udvidelse af deres Omraade! Et Maal, der desuden rummer Fare for den varige Fred, som Tyskland paastaar at kæmpe for.

Kunde Verdenskrigens Tragik bevirke en dyb Omvendelse fra Mammonismen, en Omvurdering af de nuværende »højeste« Livsværdier hos alle de kæmpende, da kunde man tænke sig, at Evigheds- værdierne traadte frem for Folkenes taarevædede Øjne. Men lykkes det noget af Folkene at naa alle Krigens Maal og knuse det andet, da bliver det kun ved en jernhaard »Realpolitik«, den sejrende Stat økonomisk og militært kan beholde, hvad den har vundet. Og med det samme Middel tvinges de an­

dre Stater til at berede sig paa Hævn. Hele den aandelige Kultur vilde hurtigt synke ved Folkenes fortsatte Militarisering, der maatte tage baade de menneskelige og de materielle Kræfter i Brug.

Nationalisterne søger jo alle Vegne at opretholde det Dogme, at Folkets højeste Værdier har været truede, og at den uhyre Kraftudfoldelse maatte iværksættes for at beskytte disse højeste Værdier.

Men Faktum er, at disse højeste Værdier er kommet i F a r e , f o r d i Nationalismen h a r o p r e t h o l d t det in­

ternationale Anarki. Intet Folk har søgt nogen ny Vej for at befæste sin Sikkerhed. Ingen Steder har e n genial S t a t s m a n d indset, h v o r d e n nationalistiske Afgudsdyrkelse maatte føre hen. Alle har bekendt sig til Dogmet: mit Folk fremfor alle andre. Ingen har villet se den smalle Vej, der kunde have ført til Freden; alle er gaaet den brede Vej, der førte til

Ellen Key. 3

det Punkt, hvor Krigen blev uundgaaelig, idet Rust­

ningerne og de hemmelige Overenskomster vakte Førernes Tro paa denne Uundgaaelighed. En gen­

sidig Frygt for hinanden blev Tændsatsen i Dyna- mitbeholdningen.

III.

Den smalle Vej var de forhaanede Fredsvenners, vi, som overøses med de ovenanførte Beskyldninger for, at vi savner et dybere Syn paa Krigen paa Grund af

»materialistisk Lykketrang, lav Kærlighed til Livet og feministisk Frygt for Lidelse (!).

De, der taler saadan, aner ikke engang den vir­

kelige Modsætning mellem Fredsvennens og Natio­

nalistens Fædrelandskærlighed. Den er ligesaa stor som mellem Kristendommens Aand og dens For­

vanskning — for at gøre den skikket til at tjene

»Statens Idé«. Den bekendte tyske Teolog Hermann har — i Følge et Referat af Dr. Lydia Wahlstrøm

— bestemt Statens Forhold til Krigen saaledes:

Slaten er ikke en enkelt Person, hvem den al­

mindelige Retsbevidsthed formener at drage Sværdet, hvis han ikke vil staa i Fare for ogsaa at omkomme ved Sværdet. Staten er en Retsinstitution, der existerer for at opretholde Freden for den store Gruppe af In­

divider, som den forener. Dette gør den dels ved at tvinge sine egne Individer til al holde Fred med hin­

33

anden; dette kalder man Rettens Haandhævelse i selve Landet, og til dette Formaal har den til sin Raadighed Politi med Bøder, Fængsel og tilsidst endog Dødsstraf i Baggrunden. Men dels gør den det ogsaa ved at tvinge andre Stater til Fred med sit eget Magtomraade, og dette gør den ved Hjælp af Forsvaret. Opretholdelsen af Freden er altsaa del samme som den Beskyttelse, Sta­

ten som Retsinstitution er forpligtet til at yde sine In­

divider, og naar alt kommer til alt, maa al Ret hvile paa Magt og Tvang, Retten i Forhold til andre Folk ligesaa vel som i Forhold til ens eget Folk. Den Stat, som ikke gider forsvare sig imod en fremmed Stat, be- gaar en Pligtforsømmelse overfor de Individer, den er sat til at beskytte, ligesaavel som den Stat, der ikke har Sværdet i Baghaanden overfor sine egne For­

brydere.«

Dette kan en Fædrelandsven tiltræde. Selv Freds­

venner gør det. Men ser vi paa den nuværende Krig og andre Krige, bliver Spørgsmaalet meget mere indviklet, end det synes i den tyske Teologs Bevis­

førelse. Vi ved, at alle de nu kæmpende Folk me­

ner at føre en saadan berettiget Forsvarskrig imod de »Forbryderstater«, der har forstyrret Freden in­

denfor deres eget Magtomraade. Det er saaledes a a b e n b a r t , a t Retsforholdet mellem Folkene i k k e kan sammenstilles med Statens Forhold til sine For­

brydere: det kan kun sammenstilles med Tilstanden i et lovløst Samfund, hvor den stærkeste »tager sig til Rette« overfor d e øvrige, m e n h v o r ingen »skifter Ret«. Det er netop Fredsbevægelsen, der har peget paa Nødvendigheden af at ophæve Anarkiet imellem Staterne i n d b y r d e s ved a t s k a b e e n overstatslig Rets­

orden m e d s a m m e Magt til a t h a a n d h æ v e Retten overfor sine Forbrydere, som den enkelte Stat har

3*

overfor sine. Netop fordi Krigen er den Tilstand, hvorved Folkeretten, ligesom den kristelige Etik, ophæves — og med rolig Samvittighed — bliver Kri­

gen dybt usædelig. Det er Jesu Tro paa det godes Magt til ubetinget at overvinde det onde, der bringer Tolstoys Disciple til at fordomme Krigen. Det er det anarkiske Princip, de videnskabelige Fredsven­

ner angriber. De vil sætte en Organisation, hvorved alle Stater gøres til et Retssamfund, i Stedet for den statslige Individualisme, som ikke taaler nogen Ind­

skrænkning i den »Suverænitet«, af hvilken enhver Stat udleder sin Ret til at gaa saa vidt i Vold mod andre Stater, som dens Magt muliggør. De mener, at Angrebskrigen ikke længer bør være Formen for det ene Folks Vilje til Magtudfoldelse paa det andets Bekostning. Kun derved vil heller ikke Forsvars­

krigen nødvendigvis være Formen for det andet Folks Selvopholdelse. Det er denne Udvikling, som Forsvarsnægtere o g Afrustningsagitatorer foregriber.

De føler paa samme Maade som de Mennesker, der ønsker en religiøs Omvæltning, og som — ligefra de første Kristne — har nægtet enhver Indrømmelse til Afgudsdyrkelsen, i hvad Form den end mødte dem. De har Overbevisningens og Troens Kraft og mener, at den Vej, de er slaaet ind paa, er den, hvor­

fra Verdensfreden skal komme. Det er dem ikke klart, at de foregriber Begivenhederne og derved ri­

sikerer at sætte de Værdier til, som de ønsker at vinde. Men for Jesu ærlige Bekendere burde al Forhaanelse af Fredsvennernes Ideer, selv i denne Form, være umulig. Deres Overbevisning maa være

35

den, som en svensk kristen Kvinde har udtrykt i disse Ord:)*

»Den Retfærdighed mellem Folkene, som Esajas spaaede, straaler endnu hojt over Jordens Luftskibe og Luftslotte; den hvælver sig høj og klar, selv naar Jor­

dens lille Bold bløder i Himmelrummet. Det har jo krævet Aarhundreder at danne Jorden og Bjergene;

hvor mange Aartusinders Aartusinder vil der da ikke kræves for at gøre Retfærdighedens Rige klippefast og urokkeligt! Men selv om Retfærdigheden maaler og vejer med helt andre Maal end vi, eet er sikkert: den sender bestandig Bud til Jorden, den lader bestandig vor Længsel hige mod det Fredsrige, hvis evige Majestæt giver Menneskesjælene sin stille Befaling midt under blodige Kampe og Tummel af mange Folk.«

For Jesu Bekendere skulde man synes, at den Sindstilstand maatte være den eneste naturlige, som en anden kristen Kvinde har skildret som den Virk­

ning, Verdenskrigen har haft paa hende:**) at hun føler Afstanden større mellem sig og dem, der er

»opbyggede« af Krigen. Og Aarsagen skildrer hun i følgende Ord:

»De kristne Kirker har ikke engang prøvet at ud­

rette noget imod Krigen med Undtagelse af den katolske Kirke i Pavens Person. De kan det heller ikke, da de ikke i Forvejen har stillet sig saaledes, at de kunde. Nu har de ikke engang ladet det være, som de kunde have ladet være: at velsigne Vaabnene. Verdenskrigen har berøvet mig al Modtagelighed for Idealisering af Krigen og har dermed stærkt paavirket ikke alene min Opfat-

*) Se Förkunnare af Emilia Fogelklou.

**) Se Docent Hilma Borelius' Svar paa en Enquete i Afton­

bladet.

leise af Nutiden, inen ogsaa af Fortiden. Krigerisk Na­

tionalisme er en stærk Magt, men ikke nogen god. For mig er den berøvet enhver Glorie. Efter Krigens Slut­

ning kommer der en ny Kamp, en Kamp mellem de aan- delige Magter, som nu kæmper og allerede længe i alle Haande Former og Forklædninger har kæmpet med hinanden. Meget beror paa, at Skillelinien mellem Men­

neskene da bliver klarere og naturligere, end den har været. Overalt har der hersket unaturlige Alliancer, f

Den schweiziske Nyteolog Herrman Kutter taler i samme Aand:

»Vor kristelige Kultur er raadden, vor Kristendom er Hedenskab, kristelig i Form, hedensk i Indhold. Vi har ganske vist en Religion, men Evangeliet har vi ikke mere. Vi har Kirker og Praeter, som endnu har Mod til at prædike over Evangeliet, men vi har ikke Mod til at tage det for Alvor. Den, der offentlig løfter sin Stemme for Fredens Rige, maa være beredt paa at bringe sit Liv som Offer. Evangeliet er ingen aabenbar Magt, ingen retter sig efter det. I alle vore Anskuelser, Vaner og Fordomme aabenbarer Verdensmagten sig.

Paa den er hele vort Liv bygget. Vi undertrykker og underkuer uafladelig hverandre; vi kender ikke til noget andet, c

Ogsaa den for sin sociale Virksomhed kendte norske Præst Eugén Hansen har til alle de Nyteo- loger, der har tjent »Statens Idé« og forherliget Kri­

gen, rettet alvorlige Ord, som her gives i Uddrag:

»Jeg har ikke den Tro, at det Guds Rige, som Jesus taler om, kun skal være et aandeligt Rige. Nej, han tænkte paa Retfærdighed og Godhed paa Jorden, og det var ikke fromme Ønsker, han fordrede, men at man skulde tjene Ideen . . .

Det er en Indsnevring af Kristendommens Idé at begrænse den til at frelse en Sjæl, indstille et Menneskes Liv paa blot at udvikle og nære sit eget Følelses- og

37

Troesliv. Kirken skal gennemsyre Samfundet, bringe Menneskene til at bygge Guds Rige.«

Mere end een »Aandens Mand« forherliget nit den Fuldkommenhed, som f. Eks. Lufttekniken, Ke­

mien, Kirurgien har naaet ved at stille sig i Krigens Tjeneste og ser ogsaa heri et Bevis for Krigens kul­

turelle Betydning« (')• Men en virkelig Aandens M a n d b e s t e m m e r Kulturens Værdi efter d e Maal, den sætter sig.

IV.

Det gælder om enhver Religion, som rummer Momentet Frelse, men fremfor alt om Kristendom­

men, at dens Maal er Menneskenes Omvendelse fra deres egne Veje til en ny Vej, til fra en ny Kilde at modtage en ny aanclelig Drivkraft. Naar denne ei opnaaet, naar Omvendelsen har givet en ny Aand, da maa denne Aand umuliggøre ethvert Kompromis mellem Kristus og Verden. Den første Kristendom virkeliggjorde Kærligheden og Freden. Den hand­

lede ud fra den Overbevisning, at man skal lyde Gud mer end Mennesker. De Kristne nægtede al

»give Kejseren hvad Kejserens var«, naar dette f.

Eks. var en Smule Røgelse, der skulde ofres paa det Alter, hvor Kejseren dyrkedes som Statens Symbol.

De nægtede at gøre Krigstjeneste, og flere store Kir­

kefædre støttede dem i deres Nægtelse. Og endnu