Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Benjamin Vilhelmsen

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

1

2

3

Spinatfugl subst. fælleskøn: -en, -e, -ene

hvis værker er opkog af andres

2. Opblæst person der skriver anmeldelser eller

andet kulturstof, uden at have journalistisk baggrund

”Spinatfugl. Han kunne se den for sig. Den landede med allerførste sikkerhed oven i bananpalmen eller baobabtræet, og dér sad den, grøn, lunken, lidt sjappet med et stykke ferskrøget laks i munden. Spinatfuglen. Den åbnede næbbet og tabte laksen og begyndte på sin underlige sang, en tropisk sang fuld af mindreværd og bedrevidenhed, fuld af snobberi og halvstuderthed, fuld af kærlighed og entu- siasme. ”Bvah, bvah, bvah”, sagde den, prøvede at stive sig af, men den kendte bavianernes og myreslugernes foragt. Den var ingen rigtig fugl og kunne ikke tage konkurrencen op med høge, glenter, ørne og ibiser. Dens liv var nok grønt og pri- vilegeret, men den havde ingen agtelse, og uden den kan en fugl ikke komme på vingerne. En spinatfugl er et kunstprodukt, en kulturfugl, og dens skæbne i junglen var ikke fristende.”

–Klaus Rifbjerg, fra romanen Spinatfuglene, 1973

INDHOLD

8 12 16

28 36

38 44

24

4

5

FRITZ BORNSTÜCK (DE), born 1982. Before I was into fine art, I was obsessed with cartoons – so I started drawing, doodling and made sketches and notes about curious things of everydaylife.

Later I tried to add colours and they became a life of its own. I started nature studies. Studying art in Mainz and Berlin has changed my methods a lot. Since 3 Years I’m working on a kind of de- praved comic book universe. In this painted and constructed „Land“ there are lots of places with houses, garbage things, piles of old radios, food, people knotted together as balls, flowers and at last animals or creatures, who are watching the pseudo-apocalyptic scene. Imagine these places as a kind of junkjard-disney-scenes.

I’m fascinated by the process of shaping things on canvas and at the same time working with poor materieals as cardboard and bulky items. I like to melt different things together – so that you get rubber-like people or buildings that look like cake, for example I try to depict a simple thing as a “house” and at the same time give it the connotation of being soft and droopy, breakable and patched together clumsily. On the other hand I very much like the idea being able to depict a certain place at a certain time. So I try to explore the possibility of using colours for a certain atmosphere. The last thing I was working on was a series of paintings called “the afternoon on the day after” which was kind of nothing but a blue-skies dilemma ~ a friendly atmosphere with wrecked objects and fucked up situations.

www.motobol.de

YOONSUN SHIN (KR), born 1978, is a curator and part of Lab. Preparat. In the summer of 2004, Lab. Preparat was launched as an independent entity to organize exhibitions and symposia. ‘Pre- parat,’ a sample for microscopy is an experiment observing active cell division of onion skin. A preparat, as a representative form of microscopy, we, the Lab. Preparat reached consensus that we should observe dynamic art works with (close at- tention)/attentively, as if we are examining some genuine cell activities

Created with the principle, Lab. Preparat carries out a variety of annual projects dealing media art’s data Archiving, preservation and presentati- on. Moreover displaying the trend of society-invol- ving media works through international screening exchange.

With people interested in media art, Lab. Preparat runs Media Art Study (MAS) to build up concrete accumulation of media art theories. Such an act serves as a core value of our organization, se- eking vigorous visual art activities both at national as well as international level.

Yoonsun Shin is collaborating with Netfilmmakers in Denmark.

www.preparat.org

IKK ARTIST TALKS, FORÅR 2010

FRITZ BORNSTÜCK (DE)

Onsdag den 17. marts kl. 15:00 – 17:00 YOONSUN SHIN (KR)

Onsdag den 24. marts kl. 15:00 – 17:00

IKK ARTIST TALKS finder sted i PROJEKTRUMMET Bygning 21, 1. sal, lok. 18.1.21

Karen Blixens Vej 1, 2300 København S. Alle er velkomne!

Redaktionen

Amanda Schou-Lorentzen Denis Rivin (ansv.) Jon Arnfred Laura Goldschmidt Pil Skov Mortensen Skribenter

Catrine Louise Bruhn Denis Rivin

Emilie Gehl Skuldberg Jon Arnfred

Laura Goldschmidt Maja Halling Mortensen Pil Skov Mortensen Signe Havsteen

Eksterne kribenter Lennox Raphael Fotograf

Anna Muchitsch Kromann Hesselager Layout

Denis Rivin Fundraising Beate Terletskaja Jon Arnfred Udgivet af

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Københavns Universitet

PRAmanda Schou-Lorentzen Anne Barkholt

Signe Havsteen Korrektur Nana Ernst Stine Faartoft

www.afart.dk InleadMedia A/S AFART #28 ISSN: 1903-4587 København, marts 2010

6

7

LEDER:

FORDI VI FORTJENER DET

Kære Læser

Velkommen til AFART #28!

Fra og med dette nummer bliver tidsskriftet distribueret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, samt på Det Konge- lige Danske Kunstakademi. Vi har forøget oplaget, forbedret formen, og forankret os i en lyst til at bygge bro imellem den teoretiske og praktiske tilgang til kunst. Som noget helt nyt, har vi lanceret en hjemmeside på www.afart.dk, hvor alle kan downloade tidsskriftet gratis (i farver!), og følge med i dets udvikling.

AFART er drevet af studerende fra IKK, men ambitionen er, at kunststuderende skal skabe indholdet sammen på tværs af uddannelsesretninger. Tidsskriftet bringer ar- tikler, kunstværker, illustrationer og fotoserier, så længe de lever op til standarden, der løbende bliver defineret af de selv samme bidragydere. Vi er alle interesseret i kunst, med vidt forskellige motivationsgrunde og passi- onsområder, og vores kreative kapital er grundlaget for fremtidens kulturanskuelse. Alligevel, bliver kunsten ofte genstand for nedprioritering og bagatellisering, hvorfor det er så meget desto vigtigere at have en solid platform, hvorfra man kan svare igen: Kreativt, provokerende og tankevækkende.

Temaet for dette nummer hedder Øjebliksbillede (Co- penhagen), hvor udgangspunktet har været den uetab- lerede/ikke-anerkendte kunstner, med fri association derefter. Resultatet er blevet en københavnsfikseret stik- prøve af aktuelle kunstformer, der spænder over billed- og videoværker, til foto-, lyd- og konceptkunst. AFART

#28 byder på interview med Frederik Korfix Schultz, der forsøger at indkapsle søvnens metamorfose, og Kristian Touborg, der uetableret kan leve af sine malerier. Benja- min Vilhelmsen inviterer os indenfor i sin komplicerede fantasi, mens en håndfuld studerende fra Kunstakade- miet kaster lys over deres projekter og arbejdsmetoder.

Som de eneste etablerede har Michael Kvium og Tristan Perich sneget sig ind, hvor vi får et indblik i Kviums inspi- rationskilder og forhold til København, lige efter historien om den amerikanske multikunstner, der for tiden ekspe- rimenterer med den simplest tænkelige digitale manife- station af lyd.

Foruden indholdet er det nødvendigt at gøre rede for vo- res bagside, der, som på de fleste kommercielle publika-

tioner, synes at være en reklame. AFART er ikke et kom- mercielt foretagende, og vi har aldrig modtaget penge fra L’Oréal, hvorfor bagsiden frem for alt er en kommen- tar. Grundet nedskæringer i den offentlige sektor, over de sidste mange år, og som AFART i øvrigt forholder sig neutralt til, har Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, fra og med AFART #30, ingen midler til tidsskriftets videre drift. Derfor, risikerer vi i sidste instans at blive annon- cebaseret, hvilket intet kunsttidsskrift bør udsætte sine læsere for… Der er bare intet skønt ved det.

Bagsidefotografiet er taget af Alexander Gartner i 1865. Det skildrer den 20-årige Lewis Payne i varetægt, kort før han bliver hængt for sin konspiratoriske medvirken i mordet på Abraham Lincoln.

Hans handlinger sat til side, ser han flot og fattet ud, og hans frisure er perfekt. –Det er ikke fordi vi påstår, at L’Oréals klientel består af dødsfanger, eller fordi vi som sådan har et udestående med L’Oréal. Men værende en multinational virksomhed (grundlagt af nazisympati- sører, og siden involveret i alt fra dyremishandling og produktsvindel, til antisemitisme og racediskrimineren- de ansættelsespraksis) repræsenterer firmaet, som så mange andre, nogle negative finanspolitiske faktorer, der i sidste ende er med til at forårsage IKKs manglende midler, til noget så progressivt og nødvendigt som stu- denterdrevet publikationer.

–Som performancepoeten Sage Francis engang har sagt, ”If you can’t beat them, join them, and hurt the team by beating yourself”.

Således ytrer vi os: Because we’re worth it! På redaktionens vegne

Denis Rivin

OBS: L’Oréals logo er ikke inkluderet på net-version!

Skriv til AFART #29

Deadline: 18. april

Temaet er Kunst på bekostning

Skribenter skal med fri association over tema tage udgangs- punkt i kunstbranchen og dens menneskelige relationer. Det er ikke let, og nærmest umuligt, at nå til tops i kunstverden, hvor selvopofrelse, udnyttelse og økonomiske interesser forekommer som dominerende elementer. Branchen kan være hård og usømmelig, med en udefinerbar tilgang til be- greber som kvalitet, værdi og skønhed, og dét vil vi gerne undersøge nærmere.

Send ind til: redaktion@afart.dk

Skrivevejledning på www.afart.dk

Alt billedmateriale skal være i høj opløsning!

8

9

Foto: Anne Ellekjær, studerende ved Kunsthistorie

10

11

Af Laura Goldschmidt og Pil Skov Mortensen, stude- rende ved Kunsthistorie

I Danmark bliver interessefællesskabet omkring tekno- logisk kunst grundlagt med 8-bit klubben. På diverse blogs og internetfora er det muligt for kunstnere, hack- ere og tekniske legebørn fra hele verden at udveksle erfaringer og idéer. Tilgængeligheden til trods, opleves den fysiske afstand som for stor. Et behov for en base, en mindre diffus platform, opstår et sted, hvorfra der kan foregå en eksponering af teknologisk kreativitet.

Dette bliver startskuddet til Mikrogalleriet.

Der er langt fra de store, hypede gallerirum i indre by og til det lille private værksted i Gormsgade på Nørrebro.

Til trods for hvidmalede vægge og et tæt pakket udstil- lingsrum med kunstinteresserede mennesker, byder Mikrogalleriet på en alternativ og nytænkende kunstop- levelse. Sjældent oplever man, at et undergrundsgalleri huser et verdensnavn. Ejendommen falder næsten i ét med bybilledet og graffitien med de farverige tags på facaden, der understreger den flydende grænse mellem galleri og gadeplan.

Bygningen har tidligere fungeret som HA-kontor, bordel og hashklub. Udsugningen og lydisoleringen er konkrete reminiscenser fra det sidste. På stedet knyttes altså fortiden med et fremadskuende kunstprojekt. Den romantisk-marginaliserede kunsttradition går i dialog med en fremtidens ditto.

I kun to uger kunne man opleve galleriets præsentation af feltet 1-bit lyd. Med sin baggrund fra DTU, en BA i Design og Innovation, og en efterfølgende MA i CIID fra Danmarks Designskole, sætter gallerist og kunstner, Jacob Sikker Remin fokus på teknologiens kunstneriske potentiale.

500 lydkilder, i form af små højtalere opsat i metalpla- der, udgør lydinstallationen Interval Studies af Tristan Perich, der i perioden 5. til 14. februar kunne opleves i Mikrogalleriet.

Udstillingen udforsker forholdet mellem musikkens abstrakte og fysiske konkrete aspekter ved at reducere alle lydelementer til enkeltdele. 1-bit er den simpleste form for lydbølge. Den skabes af vekselforhold mellem

“tænd og sluk”, der, afhængigt af hastigheden, genere- rer frekvenser – lyd.

Den enkelte værkdel i Interval Studies repræsenterer et frekvensområde fordelt på hundredvis af højtalere med faste intervaller højtalerne imellem.

Der foregår lyddissekering på flere planer. Ved at vælge 1-bit lydbølger opnår man den simpleste lydform, men ved at placere højtalerne tæt på hinanden, skaber de alligevel et samlet lydbillede, der kun ved betragterens aktive deltagelse kan adskilles.

Bevæger man sig tæt på værket og lægger øret mod fladen, bliver det muligt at differentiere den enkelte tone. Dermed kan man, ved at bevæge sig op og ned og frem og tilbage i henhold til højtalernes opsætning, selv skabe en melodi, hvis forløb afhænger fuldstæn- digt af den rute, man tager.

Interval studies er tilgængeligt på flere planer, hvilket understreger dets sammenhæng med Mikrogalleriets fokus på en forening af teknologi og kreativitet. Ud fra et rent formmæssigt synspunkt spiller materialevalg og komposition op ad minimalismens æstetik. Dets udtryk er industrielt og stramt geometrisk. Man kan for så vidt få en tilfredsstillende værkoplevelse gennem udeluk- kende visuel kontemplation. Men værket spiller på flere sanser, som ud over øjet og synet involverer et kropsligt engagement. Også i beskuer/værkrelationen trækker Interval Studies på minimalisternes kunstforståelse, idet det, for maksimalt udbytte, understreger nødvendighe- den af at bevæge sig rundt i værket.

Den rensede æstetik giver genlyd i det fysiske udtryk.

Man fornemmer, hvis ikke en længsel, så en aner- kendelse af det indtagende ved den enkelhed, der kendetegnede teknologien i dens ungdom. Højtalerne udsender ingen over- og undertoner, der er direkte sammenhæng mellem bølgelængden der udsendes, og den lyd, man hører. Det er ikke nødvendigt at være kyndig inden for lydens fysik for at opfatte den håndgri- belighed, Tristan Perich fremmaner i sit lydprojekt.

Hvis man vil opleve en af Mikrogalleriets udstillinger, skal man være hurtig og opsøgende, da de typisk kun løber over et par uger. Desuden er åbningstiderne cen- treret omkring weekenden. Det anbefales herfra at gøre den ekstra indsats - stedet er absolut et besøg værd!

Mere information på www.mikrogalleriet.net

1 BIT

12

13

Tilbage står et værk, der portrætterer en udsædvanlig person i en mærkelig situation, i et rum med en sygelig far- veholdning og med et let dramatisk, skævt skrånende perspektiv.

En kunstnerisk metamorfose Personen gengivet i værket, som altså ifølge maleriets titel skulle være maleren selv, er umiddelbart ikke særlig vellignende. Et ualmindelig lille hoved, en stor krop og utrolig lange lemmer giver manden et tegneserie-

agtigt udseende. Den tunge skygge på bagvæggen er mindst lige så bizar og fremhæver værkets foruro- ligende og teatralske stemning. Med dette værk og værket ”Mand” udført samme år stadfæstede Kvium for alvor sin kunstneriske nyorientering. Blot få år forinden udførelsen af de to værker havde hans malerier været fyldt med tatoverede motorcykelfolk fra Horsens – et miljø, som Kvium på daværende tidspunkt var en trofast

del af og følte sig hjemme i. Hos mo- torcyklisterne fandt han et modbillede til ”parcelhusræset”, ”det håbløse skattesystem” og ”institutionsbør- nene” med deres sure forældre, der kun kunne lade sig underholde af tv. Kvium lod sig fascinere af en verden, der var fuldstændig anderledes end den, han var vant til, og super-realis- men, pop-collagen, motorcyklerne og balladen var det, der i 1979 overbe- viste optagelseskomiteen på Det Kgl. Danske Kunstakademi om, at Kvium Af Catrine Louise Bruhn, studerende

ved Kunsthistorie

En mand råber hjerteskærende fra sit vindue. Som ramt af et pludseligt vindstød flagrer et gardin voldsomt bag ham. En murer vil bevise sit mod ved at springe ned fra 5. sal, og pub- likum iklædt rokoko-klæder og paryk- ker er i færd med at opildne stem- ningen på gaden. Råbet fra manden i vinduet får end ikke mureren til at overveje at standse sit foretagende.

Han springer med ét og lander med ryggen først. Mureren rejser sig lang- somt op igen og begynder at gå, men hans ryg er gennemvædet af blod.

Manden i vinduet råber igen. Denne gang fortvivlet til de begejstrede i gaden. Han ved, at mureren vil dø.

Ovenstående er blot en af Michael Kviums mange voldsomme drømme.

I dette tilfælde blev fortællingen inspirationen til et maleri med titlen

”Selvportræt” udført i 1985. Et væld

af forstudier, forsøg og fotos gik forinden udførelsen af værket, hvor ideen indledningsvis var at lave en fortløbende fortælling fra maleri til maleri, som en tegneserie, med tekstelementer og opdelinger. Som processen skred frem, blev ideen dog langsomt omformet. Tekstelementer og opdelinger blev droppet. Kvium havde ikke til hensigt at male alle drømmens dele, og uden hele fortæl- lingen blev tekstelementerne ganske enkelt overflødige og intetsigende.

Michael Kvium, Selvportræt, 1985, olie på lærred, 150 x 200 cm, Horsens Kunstmuseum

Diego Velázquez, La Meninas, 1656, olie på lærred, 276 x 318 cm, Museo del Prado, Madrid

Nogle refleksioner over Michael Kviums inspirationskilder

14

15

Selvom de efterfølgende værker af Kvium i 1990’erne og helt frem til i dag ikke på samme måde indeholder gardiner eller forhæng, bearbejder de nøjagtigt den samme tematik:

spørgsmålet om, hvordan vi kan være blinde for virkeligheden, når den udfolder sig for vores vidtåbne øjne, og hvorfor virkeligheden kan udfolde sig i al sin gru, når vi mindst ønsker at se. Spørgsmålet om, hvorvidt vi ser, hvad vi tror, eller tror, hvad vi ser.

Kviums øjeblikkelige inspirations- kilder

I relation til temaet for dette nummer af AFART er det interessant at be- skrive Michael Kviums øjeblikkelige inspirationskilder, for det første fordi der kun er en overordnet kilde, for det andet fordi det er øjet og det ”øjeblik”, hvor vi får øje på det.

Uanset om det er i form af ”Selvpor- træt” fra 1985 eller ”Pale Painting” fra 2003, så handler værkerne om havde et kunstnerisk potentiale.

Fortalere for hans optagelse lod sig særligt fascinere af sammenhæn- gen, viljen og ærligheden i det, der efter tidens trends og professorernes egne kunstopfattelser var et umuligt projekt. Kvium ville male mennesker, og han ville gøre det ordentligt.

Det var imidlertid først hen mod afslutningen af hans uddannelse på akademiet, at Kviums projekt udvik- lede sig i retning af de to værker fra 1985. Kvium måtte gøre sig en lang række erfaringer, inden det drama- tiske skift kunne finde sted, blandt andet gennem bekendtskabet og samarbejdet med kunstnere i og om- kring Performancegruppen Værst og ved samarbejdet med Ove Nyholm omkring filmen ”Fremtidens Børn”.

Forbindelsen til København Som det måske allerede fremgår, kommer Kvium ikke fra københavns- området. Han er født og opvokset i Horsens, hvor han inden optagelsen på Kunstakademiet arbejdede som bladtegner for Horsens Folkeblad.

Det faktum, at der skete en drastisk ændring, en kunstnerisk metamor- fose, om man vil, ved mødet med Kø- benhavn og Kunstakademiet, fandt forfatteren af denne artikel imidlertid af så stor betydning, at kunstneren alligevel er blevet føjet til temaet Øjebliksbillede (Copenhagen).

Langsomt, men sikkert, skete der en ændring så markant, at mange, herunder Kvium selv, først medtæl- ler værkerne fra 1985 som en del af kunstnerens egentlige oeuvre. Hvis

man skal tro de billedkataloger, som Kvium selv har haft indflydelse på, startede det hele først med male- rierne ”Selvportræt” og ”Mand”, og ser man bort fra gængse køben- havnske forestillinger om, hvornår man er ægte fuldblodskøbenhavner, kunne man derfor med rette påpege, at Kvium har et par solide rødder plantet i københavnsområdet. Som kunstner i hvert fald.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad det så er, der er så markant ander- ledes ved de billeder, Kvium skaber ved udgangen af sin udannelse på Kunstakademiet?

Svaret findes først og fremmest i det føromtalte selvportræt – et værk, der rummer mange forviklede aspekter, og hvor tankerne blandt andet ledes i retning af det barokke værk ”Las Meninas” af Diego Velázquez. Den indrammede skygge på bagvæggen repræsenterer det klassiske frontale selvportræt, sådan som beskueren forventer at se det. Skyggen ser ud mod beskueren på samme måde, som manden ser ud på verden gen- nem vinduet. Værket i sig selv er imidlertid også et vindue, hvorigen- nem beskueren kan se Kvium eller i hvert fald et billede af ham. Det hele er en konstruktion, fremhævet ved værkets tegneserieagtige udseende.

Vi ser ikke virkeligheden, når vi kig- ger på maleriet, vi ser Kviums billede af virkeligheden. Måske endda kun vores eget billede af virkeligheden.

Sidstnævnte er den vigtigste konklu- sion og årsagen til, at vi som besku- ere ikke får lov til at se, hvad manden i selvportrættet rent faktisk ser ude foran sit vindue. Det essentielle er ikke det sete, men måden, det ses på. Mennesket har lært at se verden på en bestemt måde, ikke nødven-

digvis at se verden, sådan som den rent faktisk ser ud. Uanset hvor me- get Kvium råber, vil han aldrig kunne standse den døve murer, der vil kaste sig ned fra 5. sal. Og Kvium er nødt til at være villig til at se mureren springe, førend han overhovedet kan forsøge at standse ham.

Det tunge gardin

En særlig markant del af værket

”Selvportræt” er som tidligere beskre- vet de voldsomt blafrende gardiner.

I efterfølgende værker, som Kvium udfører, fx ”Agurketid”, ”Hundeelske- ren” og ”En spejderscene”, optræder gardinet ligeledes. Hvad enten det er i forgrunden, mellemgrunden eller baggrunden, synes dette element at have en næsten obligatorisk plads i værkerne fra slutningen af 1980’erne.

Bag de tunge gardiner gemmer der sig oftest groteske og absurde scener som fx i maleriet ”Køkkenscene”, hvor en mor for en stund glemmer opvasken og den fyldte skraldespand for at gå i gang med at kvæle sin egen datter.

I forbindelse med en stor retrospek- tiv udstilling på ARoS i 2006 udtalte Kvium selv dette om gardinet:

”I virkeligheden er det uinteressant at vise, at der er mennesker, der bliver tiltrukket af dyr eller slår andre mennesker ihjel. Tværtimod ville jeg kaste lys over, at vores hjerne hele tiden trækker gardinet for. Jeg ville beskrive, at det er vores eget ansvar at se – ellers ville vi komme til at begå nogle forfærdelige handlinger.

Og det ved vi jo.”

På samme måde som det ikke er væ- sentligt, hvad Kvium ser ude foran sit vindue i værket ”Selvportræt”, er det væsentlige ved de dramatiske bille- der som f.eks. ”Køkkenscene” heller ikke den handling, der reelt udspiller sig på lærredet, men derimod måden, vi som beskuere forholder os til den på. Maleriets motiv er ikke virkelig- hed, det er blot et middel til at se den.

”Ceci n’est pas une pipe”, som René Magritte udtrykte det.

”Det essentielle er ikke det sete, men må- den, det ses på. Men- nesket har lært at se verden på en bestemt måde, ikke nødven- digvis at se verden, sådan som den rent faktisk ser ud”

misforholdet mellem, hvordan verden ser ud, og hvordan vi ser den. Mel- lemrummet mellem os og verden om- kring os. Det er under alle omstæn- digheder ikke et tilfælde, at flere af Kviums tidligere udstillinger har båret titler som ”Eyegoblack”, ”Jaywalking Eyes” og ”Silent Eye”. Det er dette, Kvium beskriver i sine værker. Slå øj- nene op, se med dem og ikke ørerne. Og forsøg for alt i verden at holde dem friske og ærlige.

Michael Kvium, Pale Painting (detalje), 2003, olie på lærred, 250 x 250 cm, Horsens Kunstmuseum

16

17

Kristian Touborg, 22, er en uetableret københavnskroskildensisk designer/kunstner/opfinder/gadedreng, og på mange måder et sympatisk bekendtskab. Forleden blev han dog så fortørnet over en kunde, der stil- lede for mange krav til et maleri, at han gik hjem og sked på et stort lærred, smurte lortet ud og lakerede det, og sidenhen malede en fortolkning af sig selv skidende, på lærredet. Han undlod at fortælle om dette, døbte maleriet Uvidenhed Er Noget Lort, og solgte det til kunden for 15.000 kr…

Hvad mon patienten fejler?

Af Denis Rivin, studerende ved Kunsthistorie

Jeg møder Kristian Touborg i et støvet kælderrum på Nørrebro, der i øjeblikket fungerer som hans midlertidige atelier. Kælderen består delvist af et vaskeri, og delvist af beboernes opbevarelsesrum, hvor han af boligforeningen har fået lov til at bruge gangarealet som værksted, mod et løfte om minimal stank af ma- ling. Et løfte, som Kristian har svært ved at overholde, hvorfor klagerne er begyndt at vælte ind, og hans tilladelse til at udfolde sin kreativitet i kælderen er taget op til revision.

Men som han selv siger, ”sådan er det bare at være uetableret kunstner i København”. Det er aften, og vi sætter os til bords over for hinanden, i et fattigt skær fra en bordlampe, der snarere leder tankerne hen på et 3.

grads-forhør. Kristian Touborg er ikke en skolet kunstner. Han læser visuel kommunikation på Danmarks Design- skole, og har foruden sine tidlige graffitieskapader ingen kunstneriske præferencer. Han vil ikke formes, og har alle dage blot fulgt sin instink- tive trang til at udtrykke sig visuelt, hvorfor han heller aldrig har søgt ind på Kunstakademiet. Det har været unødvendigt, siger han, og name- dropper et par af de store drenge,

der også har forfulgt kunstnerdrøm- men, uden om akademiet. ”Jeg er ikke den store kunstkender, og har altid været elendig til at huske navne og stilgenrer. Til gengæld, kan jeg opremse de første halvtreds graf- fitimalere, og hvilke vægmalerier, der tilhører hvem. Derfor, identificerer jeg mig også mere med gadekunsten, frem for Kunstakademiet”, forklarer han lettere nervøs, klart utilpas ved følelsen af at skulle tale om sig selv. Psykosomatisk graffitiglæde Født i 1987, og opvokset i Roskilde bag den trygge ligusterhæk, og andre klassiske provinsfænomener, havde

Kristian en helt almindelig opvækst, i et helt almindeligt villakvarter. Hans far, en professionel opfinder, og mor, der er landskabsarkitekt, dyrkede ikke selv kunsten aktivt, men opfordrede altid børnene til at være åbne over for kreativitet. For Kristians vedkommende var det på Roskilde Lilleskole, at kreativiteten kom sni- gende. ”Af ren nysgerrighed, lærte vi i en tidlig alder hvad det ville sige at ryge joints og drikke guldbajere, og Poscatuschen blev pludselig en tro følgesvend. Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg har lidt under det, snarere tværtimod. Da de andre børn allerede i 8. klasse, på en lejrtur til Skagen, var helt fucked på ecstasy og amfe- tamin, følte jeg mig meget normal, og nærmest fornuftig. Jeg hang meget ud med de større drenge, der brugte meget tid på at male graffiti, og så naturligvis op til dem. Jeg har altid el- sket at tegne, elsket at lave monstre og søuhyrer, og virkelig nørkle igen- nem med detaljerne, super perfektio- nistisk, på grænsen til det autistiske. Og her var det jeg fandt mit fodfæste, da vi altid delte vores skitsebøger, og de andre pludselig fik øjnene op for min halvpsykotiske evne til at fordybe mig i noget, uden at stoppe før det var helt perfekt, og originalt. Det blev min force, fordi det gik op for mig, at jeg var god til et eller andet”.

”Da de andre børn allerede i 8. klasse, på en lejrtur til Ska- gen, var helt fucked på ecstasy og amfe- tamin, følte jeg mig meget normal, og nærmest fornuftig”

Den Kreative Diagnose

Foto: Peter Ravnborg

18

19

Således blev Kristian Touborg ac- cepteret i det roskildensiske graffiti- miljø, der i stigende grad underlagde provinsbyens gader for såvel lovlig, som ulovlig, graffiti. Han kendte ikke til andre udtryksmåder, så da han i en alder af 17 snublede over et lærred på sine forældres værksted, åbnede der sig en ny kunstnerisk dimension op for ham. ”Jeg havde ikke rigtigt tid, da jeg gik i gymnasiet, hverken til crime-graffiti eller skitse- bogen, så jeg tænkte at der her lå en fremragende mulighed, for på en måde at blande det hele sammen, og øve mig i at få de store vægmalerier ned på et par kvadratmeter”. I 2005 blev Kristian ved et tilfælde tilmeldt den censurerede udstilling, Roskilde Åben, hvor han endte med at få Roskilde Kunstforenings Førstepris, for maleriet Envy’s Birthday, ved at overføre barndommens monstre og graffitierfaring til et særpræget bil- ledkunstnerisk udtryk. ”Det var helt surrealistisk, for pludseligt begyndte gallerierne at ringe til mig. De indså at jeg kunne noget særligt, min alder taget i betragtning, og det førte til at jeg kom i hus på Roskildegalleriet, hvor jeg stadig er i dag”.

Metrohadende kleptomani Kunstforeningens Førstepris var Kristian Touborgs første udmærkelse, siden efterfulgt af Nordeas Kunst- pris, der blev vundet for maleriet The Consumer. Præmien blev overrakt sidste år i Palæfløjen ved Museet for Samtidskunst i Roskilde, der netop igen har taget kontakt til den unge kunstner. ”De har lige henvendt sig til mig, og spurgt om jeg ikke ville stå

for deres kommende forårsudstil- ling, her i slutningen af marts. Jeg følte mig naturligvis beæret, men tænke ”shit, det var da godt nok en hardcore tjans”: Jeg ville jo slet ikke kunne nå at producere så mange værker, på så kort tid. Så nu har jeg fået tre venner til at hjælpe mig:

Simon Fensholm, som er kunstner, gammel graffitiknark der har malet siden han kunne gå, og Sebastian Lys Serena, som jeg går i klasse med og som er grafiker, er begge med på idéen. Og så vores fjerdemand, Frodo Mikkelsen, er også hoppet med på vognen, hvilket er super fedt”. Udstillingen bliver skudt i gang med en stor fernisering d. 27. marts, i Palæfløjen, og Kristian virker meget spændt. ”Det er virkelig en fantastisk mulighed for os, at kunne udnytte denne oversofistikerede Palæfløjs historie, og kombinere den med fire gadedrenges tilladelse til at lave rav i den”. De fire herrer har planer om at kaste sig over bibelske fortællinger, hvor Frodo Mikkelsen vil fortolke Jesus og de 12 disciple, mens Tou- borg vil skildre De Syv Dødssyndere.

Kristian er endnu ikke sikker på hvad budskabet med udstillingen er, hvortil han citerer forfatteren Helle Helle,

”som kunstner, er man ikke ornitolog, men fugl”, hvorefter han bryder ud i en forløsende latter. ”Den sætning har brændt sig fast, og jeg citerer den gerne jævnligt. Jeg er ved at brække mig, hver gang folk kommer over til mig, og udspørger hvorfor, hvorfor, hvorfor?! Jeg hader at skulle sætte ord på min egen kunst, da den meget gerne skulle kunne tale for sig selv”.

The Consumer, 2009, mixed media på lærred, 120x90 cm. Superbia, 2010, mixed media på lærred, 150 x 120 cm

20

21

Noget meget karakteristisk ved Kristian Touborgs malerier, og nærmest en form for varetegn, der, trods motivernes ekspressionisti- ske abstraktion, altid udtrykker en iboende stemning, er øjnene. ”De Syv Dødssyndere, som jeg så småt er gået i gang med, har indtil videre kun fået øjne, hvilket egentlig er ret underligt, da jeg altid plejer at male øjnene på til sidst. Jeg arbejder med rimelig store og fandenivoldske arm- bevægelser, og øjnene er altid meget skrøbelige. Det er det, der tager længst tid ved mine malerier, hvorfor det ville være forfærdeligt, hvis jeg pludselig kom til at klatte maling, dér hvor jeg i tre uger har stået og givet figuren personlighed og sjæl. Det ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv, det ville være som at slå personen ihjel”, klukler han igen, nu ved tanken om det tragikomiske scenarie. Noget an- det, og ligeledes repræsentativt ved hans motivvalg, er birketræet. Det havde sit indtog i hans malerier, efter

et kunstprojekt for nogle år siden, hvor han udsmykkede den køben- havnske metro med træer. ”Jeg fyldte en metrovogn med almindelige træer, som jeg havde malet som birketræer, hvor jeg stillede dem i spænd imel- lem loft og gulv ned igennem vognen, og derefter stod af på næste station.

Det var et projekt, som jeg kaldte for Big City Jungle, der havde til formål at rykke lidt ved passagerernes opfattelse af deres rejse igennem det sterile metrosystem”. Projektet var en fysisk manifestering af tidligere graf- fititanker, og blev kaldt for Big City Jungle, fordi Kristian anså metroen som værende fyldt af abelignende

situider, der alle fortravlet skynder sig fra A til B, uden behov for at gøre op med det kolde og døde landskab, som de bevæger sig igennem. ”Jeg har altid associeret birketræet med noget meget melankolsk, nærmest romantisk, fordi der var så mange af dem i det område hvor jeg er vokset op. Og det håbede jeg kunne smitte lidt af på stemningen i metroen”. Bir- ketræet har også været et gentaget element i nogle af Michael Kviums værker, hvilket Kristian er udmærket klar over, men som han selv siger,

”Picasso påpegede for mange år siden, at dårlige kunstnere kopierer, mens de dygtige stjæler, og det er noget som jeg til hver en tid vil kunne trøste mig med. Det skal dog siges, at jeg beundrer Kviums kunst, så dette tyveri er udført med den største respekt”.

Kalkunsk kreativitetspotens Grunden til, at der er vakt så stor interesse for Kristian Touborgs

”Jeg mener, hvad spændende er der ved en glad person?”

malerier, er, blandt andet, at han er kommet på et galleri, der ikke er bange for at sætte priserne højt. De indså med det samme potentialet, og lænede prisen op ad andre, og mere etablerede kunstneres værker, som de syntes havde lige så høj værdi,

”og det har jo vist sig at være et sne- digt psykologisk trick, der effektivt op- løftede mig fra nulpunktet, og ud på markedet, og det er jeg enormt glad for, tror jeg. Kunstmarkedet er en jungle, og så strategisk er jeg overho- vedet ikke”. Tror du ikke, at du ville få større opmærksomhed, hvis du kom ind til København? ”Jo! Jeg vil så gerne ind til København, men jeg fø- ler ikke at jeg kan gøre noget ved det i øjeblikket. Hvis man selv tager ud og søger efter et galleri, er det som at skyde sig selv i foden. Man tager ikke ud for at finde et galleri, galleriet skal finde dig! Jeg mener, jeg har fået en del tilbud fra mindre gallerier, der vil lave små separatudstillinger med mig, men det gider jeg egentlig ikke.

Hvis jeg skal repræsenteres inde i byen, så skal det være noget større.

Som det er lige nu, kan jeg faktisk

leve af min kunst…”, Kristian gør et holdt i sin talestrøm, der kun efterla- der en rolig brummen fra kælderrum- mets varmerør, og fortsætter efter en elegant tænkepause, ”nej, ikke min kunst. Mine malerier. Jeg kan ikke lide betegnelsen ”kunst” om det jeg laver, det lyder så sippet. Jeg bryder mig egentlig heller ikke om at kalde mig selv for kunstner, for den sags skyld. Jeg kan ikke identificere mig med det, og jeg føler, at jeg sætter mig selv op på en piedestal, når jeg bruger ordet.” Hvad vil du så kaldes?

”Maler. Graffitimaler, det er dér mine rødder er. Eller designer, det kan jeg også bedre relatere til. Men ikke kunstner”. Det er ikke helt ved siden af, når Kristian påstår at han bedre kan relatere til designprofessionen,

frem for kunstbranchen, eftersom møbeldesign er et andet område, som han virkelig brænder for. Især store møbler, som reolsystemer, stole og borde, kan han lide at udtænke, når der ikke lige bliver malet, eller arbejdet grafisk. For tiden arbej- der Kristian således på et hæve-/ sænkebord, som han selv kalder for revolutionerende, men nødigt vil afsløre for mange detaljer om, da han er ved at undersøge muligheden for at tage patent på produktet. ”Jeg går trods alt på Designskolen, og det er totalt ustruktureret, som rygterne også siger, men det er nu ret fedt alligevel. Vi beskæftiger os primært med grafisk arbejde, men der er god mulighed for at snuse rundt i andre retningslinjer”.

Kronisk inspiration

Hvad inspirerer dig? ”Inspiration er noget jeg forbinder med at have travlt. Det er et anspændt ord, som har en iboende forventning, og jeg bryder mig ikke om det. Inspiration virker som noget der kommer udefra, det er noget man får fra andre.

”Jeg har aldrig prøvet ikke at være inspireret”

Kristian Touborg ved sit designede bord, B:U:B (Bord Uden Ben). Foto: Frank Cerri

Uvidenhed Er Noget Lort, 2008, mixed media på lærred, 120 x 90 cm., privat samling

22

23

Jeg vil mere definere det du henty- der til som en lyst, eller en decideret trang, til at sætte sig ned, uden at vide hvad man skal lave, og så bare nørkle derudaf. Det er hvor man slet ikke kan lade være. Jeg har aldrig prøvet ikke at være inspireret, så handler det snarere om ikke at have tid. Hvis jeg har tid til det, så er jeg al- tid inspireret, for det er noget der lig- ger i processen”. Vil det sige, at der slet ikke er andre kunstnere, der har haft indflydelse på dit virke? ”Jo, det er der vel, men så er det mennesker der har inspireret mig i min opvækst.

Mads Jönsson, der er tatovør i dag, inspirerede mig da jeg var mindre, og Thomas Tyran, der lærte mig at male graffiti, må også siges at have haft en vigtig rolle i min dannelse, men ellers føler jeg, at det er noget der kommer indefra. Som ro. Roen vil altid give mig mere inspiration, end et eller andet farverigt virvar, som fx en kunstudstilling. Tiden skal være noget, som man ikke tænker på. Idet man begynder at tænke på tid, kan man slet ikke fordybe sig på samme måde”. Mediterer du? ”Nej. Eller jo, det gør jeg, men jeg sidder ikke stille når jeg gør det. Når jeg fx løber ma- raton, eller dengang jeg var kaproer, da man sad ude på vandet og kunne lukke alting ude, dér er koncentratio- nen så høj, at man sagtens kan kalde det for meditation. Men jeg sætter mig aldrig ned, og mediterer”. Roen er virkelig noget, som Kristian sætter meget pris på, hvorfor han også har valgt netop dette kælderrum, til dette interview. Københavns pulserende storbystøj er en vigtig ingrediens i hans kreative output, men hvis han blev berøvet for muligheden for at kunne lukke den ude, ville han aldrig kunne skabe sin kunst. På den anden side, er en tilværelse i Roskildes søvndrukne provinsgader en anti- pode, som han heller ikke vil kunne trives med. ”Det handler om en sund kombination, og den er uundværlig for mig”.

Hvordan relaterer du til de mærkelige personer, som florerer i din kunst?

”Jeg har nok sådan et had/kærlig- hedsforhold til dem. De florerer alle sammen i mit eget univers, på godt og ondt, men de er alle mine venner, og lige vigtige. En af mine svagheder ligger i, at jeg har nemmest ved at karakterisere en stærk personlighed, hvis personen er utilfreds med et eller

andet. Jeg kunne aldrig finde på at male en glad person, det siger mig ingenting. Jeg mener, hvad spæn- dende er der ved en glad person?

Glade mennesker har sjældent den samme indtrængende intensitet, som en der enten er vred eller ked af det, og igen lyser det vel tilbage på me- lankolien, som jeg virkelig er forført af: Parcelhuskvarterets åbenlyse idyl, der emmer af en allestedsnærværen- de tungsindighed. Jeg elsker det”.

Skadefro personlighedsspalt- ningHvordan føles det at fuldføre et værk, og hvornår ved du om det er kom- plet? ”Et værk er aldrig komplet. Man kan male sig frem til, at værket frem- står så balanceret, at man ikke tør at arbejde videre på det. Men det er aldrig for sent til at arbejde videre på.

Nogle gange, når jeg fx har malet for avanceret en baggrund, er det sket at jeg bare har knaldet en ren farve på, så det kun er forgrunden der står frem, og alle detaljer forsvinder. Så har jeg den gamle baggrund inde i hovedet, og jeg ved at det hele er på lærredet, bare skjult, hvorved værket alligevel fremstår fuldført og detalje- ret i mit hoved. Men det handler også meget om temperament, og om man er i balance lige den dag. Lige meget hvad, så er mine værker aldrig rigtigt fuldførte, før de bliver udstillet, før de bliver vist frem offentligt. Og dér, der kommer følelsen, den forløsende følelse af komplethed, og det føles fucking godt! Maleriet er først færdigt, når du står på galleriet, og ser publi- kums reaktioner, mens du nikker og klapper dig selv på skulderen, da du forhåbentligt har trådt en eller anden over tæerne, og dét føles rart.”

Kristian Touborg er i sandhed en sammensat person, med evnen til at overføre sin farverige fantasi til såvel lærred, som offentlige vægge, og designermøbler, og diagnosen på hans kreative udvikling, må i høj grad siges at være positiv. Rent ud sagt, kan der ikke herske meget tvivl, om hvorvidt Kristians øjne snart vil indtage København: Gadedrengen er her allerede, så skal byen bare gøre plads til designeren, opfinderen, og kunstneren.

Mere information om Kristian Touborg på www.kristiantouborg.com

Caught In Shame, 2008, mixed media på lærred, 58 x 200 cm.

Vind et signeret originalprint af forsidemaleriet,

The Consumer

Giv dit bud på hvordan AFARTs næste forside skal se ud, og send det ind til redaktion@afart.dk. Du skal lave en fortolk- ning af vores næste tema, Kunst På Bekostning.

Vinderen vil blive udvalgt af redaktionen, og værket kommer på forsiden af AFART #29. Som ekstrapræmie, følger også et signeret originalprint af Kristian Touborgs The Consumer!

The Consumer, 2009, mixed media på lærred, 90 x 120 cm

24

25

Af Lennox Raphael, kunstkritiker

Is art the shape or the shape of things to come?

What*s the meaning of this question?

I don*t know.

I haven*t the slightest idea what art is.

Nobody does.

Neither do I have the faintest inkling as to what life is.

Tell me what life is, or what a sweet kiss is all about, and I will be brave enough to guess.

Guess?

Create imagi/nation.

!Ok, is art guess work?!?

Is art chance?

Is art death & destruction & nature & earthquakes & tsunamis, tornadoes, hurricanes, crimes of passion, war machines, nightmares?

At what point does a pair of handcuffs become art?

Am I art?

Is the art of the human soul worth its weight in gold?

Is it art when we look at the mirror & are bombarded by images that are in turn flooded by memories & glan- ces of the history of the body?

History too of feeling, seeing, touching, imagining, discussing, discovering, remembering, forgetting, colliding with the future, being DNA*chaos?

When I think of art there are several parts of me thinking of art.

First of all, viewed from the bottomless pit of the human imagination, art is every living thing, every dead thing, every dying thing, every season changing, every autumn leaf escaping from the prison of summer, every idea, every word, every picture that comes out in unguarded moments, art of guided coma, art of eyes closed shut coming out of the pre-subterranean unconscious/subconscious of one*s toes; art of absence.

I am not Art.

Am I (therefore) Magritte’s pipe?

For art, everyone knows the truth (& nobody lies).

Creativity ushers from a wasteland of desire & emptiness as we claw our way out of the boxes of oozy sweet tasty chocolate standards & rules & fears (particularly of ourselves), as we vomit all that is good & decent

& fair & well-made & pretty & hangs well & makes us happy, that have led us to know and then dis-know, to know that the past, like pain, tho the best of teachers, one has to suffer to be, learning & unlearning, and must learn by heart the mistakes & successes of others & repeat those mistakes & successes & get far away from ourselves as is possible to be free from the obligation to be different; and wrong; to be our mistakes/missteps.

Art is a secret.

WHAT*S ART

26

27

Few inhabit it.

One does have to vomit – to throw up – e*v*e*r*y*t*h*i*n*g – to remember too it*s only a dog that licks up its own vomit.

Learn everything, and unlearn even more than what you learn. Unlearn the self. Know first of all that art, in seeking to discover what it is, the presence of its absence, has nothing to do with age, sex, gender, color, nationality, morality, or ism!/imagination.

& yet,

THIS IS NOT AN ORDER

Make your own mistakes, live on mistakes; know that mistakes are bridges; and never burn your bridges; the way back is always the shortest; get rid of back & front: Past & future; man & woman; East & West: Seek emptiness, nothingness; think a thousand years, possess the world; the living; the dead; the unborn; know that space & frame are the same; for a time, do everything the wrong way; know that the right way is never the way; is only stagnation; imitation; fear; not knowing that to climb out of the bottomless pit you have to leave everything behind: You have to claim your non-mind & walk away from yourself.

The alter/native is to be on the shelf 4-ever and well liked; saluted; crowned; vaporized!, made Art.

So

WHAT IS ART?

If art is anything/everything, then, is evil art?

Is art the vanity we share as human beings?

Are good manners art?

Everything is original.

Does art need to be original?

Were designs for the construction of the Nazi death camps art?

Leonardo Da Vinci made walls around houses?

Were those walls art?

Art is life.

Art is life.

What does it take to make garbage art?

The one important style is to make life happen.

Be art.

!DO!

MAKE ART, NOT WAR

The ribs of art must be feelings: Meditations on the human condition & on originality as an adventure in the making of the art being.

And there is no higher being than an art being: One who recognizes that the mirror looks back; and dreams too; and reflect values; and paradise lost is always a brand new beginning, another door, an opening to labyrinths,

to those exits that are lodged beyond what is true/false: And never asks

28

29

Om tid, portræt

og ældning

30

31

Jeg skal møde Frederik Korfix Schultz (f. 1987) på en café i det indre København for at tale om hans portrætserie ”Ongoing Project”. Frederik er elev på fotoskolen Fatamorgana, og har siden teenageårene arbejdet med foto. Han arbejder primært dokumentarisk, men serien ”Ongoing Project” befinder sig i krydsfeltet mellem dokumen- tar og iscenesat fotografi. Serien er en lang række portrætter af mænd og kvinder i alle aldre. Hvert portræt er udformet som et dyptikon bestående af to billeder: Et taget i sengen, lige inden lyset sluk- kes om aftenen, og et andet, der er taget næste morgen, når modellen vækkes af fotografen, der tager et billede. Kompositionen er den samme i alle portrætterne: Modellen ligger på begge billeder i lyst sengetøj med hænderne foldet på maven og ser op i kameraet. Resultatet er en poetisk, mystisk og til tider foruroligende billedserie. Titlen ”Ongoing Pro- ject” refererer både til det faktum, at den i skrivende stund er under udvikling, men også til projektets tematiske implikationer, som jeg vil vende tilbage til senere i artiklen.

Allerede ved samtalens begyndelse afslører Frederik Korfix Schultz en vis modvilje mod at få påklistret mærkaterne ”kunstner” eller ”fotograf”:

”Det lyder bare så prætentiøst. Jeg er jo bare én ud af mange med et kamera, der har fået en god idé.”

Frederik understreger, at det vigtigste for ham er at få billederne ud til et publikum, og at dét at kunne røre nogen med sine billeder står som et centralt kriterium for hans arbejde. ”Det at billederne er et vidnesbyrd om noget, og at de rummer en historie med gyldighed for beskueren, er enormt vigtigt. Så er billedet lykkedes.” Set i lyset af disse udtalelser afviger Frederik Korfix Schultz ikke fra de fleste andre kunstnere, jeg har mødt, så hvis det blot er et spørgsmål om ordvalg, tror jeg nu alligevel, jeg vil vove at kalde ham om ikke billedkunstner, så i hvert fald fotograf.

Et billede er godt – to er bedre

Billedernes udtryk er præget af en æstetisk renhed og uskyldighed. Og samtidig fornemmer man en un- derliggende mystik, et mærkeligt univers, der lurer lige under overfladen. Billedernes iscenesættelse gør, at beskueren ved første øjekast tror at se det samme motiv i begge billeder, men ved nærmere eftersyn er der noget forvrænget over det andet bil- lede i hvert dyptikon. Natten har sat sig spor i form af enten oppustede eller indfaldne ansigter, krøllet lagen og trætte øjne. På denne måde formår Fre- derik Korfix Schultz at fange sine modellers svæven i en tilstand mellem drøm og virkelighed. ”Jeg er

måske lidt omvendt i mit forhold til det at tage bil- leder end mange andre. Jeg tænker selvfølgelig også nogle gange, at ’hey, her er en god historie, den burde man fotografere,’ men jeg er nok i bund og grund mere æstetisk i mit arbejde. Jeg fotografe- rer for at se, hvordan det ser ud på fotografi. Og det må du ikke citere mig for, for det er noget, jeg har fra Gerry Winogrand. Men jeg synes, det er meget rammende for, hvordan jeg selv tænker: Vi ved jo normalt ikke, hvordan hinanden ser ud, lige når vi er vågnet, men jeg ville gerne se, hvordan dét ser ud på fotografi. Min opgave som fotograf er at vise folk nogle fuldstændig velkendte ting på min måde – med en uvant skævhed eller kant. Jeg kan godt lide det fordrejede og det mærkelige. Folk skal fandeme undres.” Resultatet i ”Ongoing Project” af denne re- fleksion er selvfølgelig meget konkret i form af selve fotografiet: Beskueren præsenteres for et ansigt, der endnu er påvirket af søvnen, men det er samti- dig diffust og svært at indkredse; beskueren bliver nemlig ikke præsenteret for de drømme eller tanker, som ligger imellem de to billeder, og må selv fylde tomrummet ud med de associationer, billederne gi- ver. Frederik Korfix Schultz udtrykker selv et ønske om at nærme sig det ufotograferbare med denne serie. At indfange en tilstand i portrætterne, hvor hverdagens maske er bortvisket. Projektet lykkes i den forstand, at han formår at indfange det øjeblik, hvor den fotograferede endnu befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed, ved at påvise den for- skel, der er imellem morgenens forsvarsløse ansigt og det ansigt, der ca. otte timer tidligere har lagt sig

til at sove. Billederne er alle taget med en lukketid på 1/60, men i kraft af hvert dyptikons sekventielle karakter ligger der et opgør med den mere tradi- tionelle forestilling om et portræt, der kun består af et enkelt billede af den fotograferede. Når det ikke er portrætter i traditionel forstand, er det ikke kun, fordi seriens portrætter alle udgøres af to billeder.

Det skal også forstås på den måde, at billederne ikke kun handler om de enkelte portrætterede, men at de i kraft af deres temas almengyldighed berører en problematik, der rækker ud over det enkelte billede. Jeg har tidligere nævnt at tilstedeværelsen af en historie er vigtig for Frederik Korfix Schultz i hans arbejde, men den vises ikke direkte her – ikke i form af ”den enkeltes historie”. Man kan snarere tale om tilstedeværelsen af en grundlæggende idé i projektet. Billederne i ”Ongoing Project” befinder sig på den måde i et felt mellem den totale anonymitet og den totale blottelse og er et projekt, der rækker længere ud over sig selv, end mange af hans andre serier af mere dokumentarisk art. De to billeder, der udgør hvert dyptikon, kan ses som henholdsvis startpunkter og slutpunkter i en fortælling. For det portrætterne i lige så høj grad omhandler, er det, der ligger imellem de to billeder. Når Frederik Korfix Schultz udtrykker et ønske om at nærme sig noget ufotograferbart i ”Ongoing Project”, er det således

ikke tilfældigt, at det netop er drømmetilstanden, billederne har som omdrejningspunkt.

Tiden som tema

Jeg har tidligere været inde på, hvordan forskel- len imellem de to billeder på én gang er nærmest umærkelig og tydelig. Forskellen ligger hverken i motiv eller komposition, men skal findes i de små spor (krøllede lagner, ansigtsudtryk og vildt hår), der vidner om det tidsrum, der ligger imellem de to billeder. Ses billederne som start- og slutpunkter, bliver sporene, vi ser i billede 2, indikationer på en historie, der har udfoldet sig imellem de to billeder. Sporene kan både ses som tegn på den historie der helt konkret har udfoldet sig imellem billederne i form af drømmen, og - set i en bredere sammen- hæng - kan de ses som tegn på den ældningspro- ces, vi alle indgår i hele tiden. Billederne der indgår i hvert dyptikon er således spor, der vidner om den fotograferedes tilstand på et særligt tidspunkt i hans eller hendes liv. Projektets medie, fotografiet, er i kraft af dets evne til at standse tiden og bevare min- det om det fotograferede med til at understrege et melankolsk omdrejningspunkt for serien: Forgæn- geligheden. For det, vi ser på fotografiet, er allerede forandret, det er ikke længere.

Ved på denne måde at tematisere ældningspro-

”Udstillet samtidigt vil samt-

lige portrætter, der udgør

serien komme til at fremstå

som tidsintervaller, der på-

viser den ældning, vi alle

gennemgår på en nat. Men

der ligger samtidig en dob-

belttydighed i den omstæn-

dighed, at natten også er det

tidsrum, hvor vi restituerer og

samler kræfter til en ny dag”

32

33

cessen inddrages tiden som en vigtig komponent i ”Ongoing Project”. På de to billeder er model og komposition de samme, men synet af dem er forandret. Dette greb kan i en vis udstrækning sammenlignes med det, Kirsten Justesen foretager sig i projektet ”Meltingtime # 11”, der blev udstillet på Brundlund Slot i 2003 . Ordet ”Meltingtime” var støbt i is, og den forandring, isskulpturen undergik, blev med faste tidsintervaller dokumenteret i form af fotografier, der blev udstillet sideløbende med den udendørs udstilling af skulpturen. Isen bruges i smeltetidsprojektet til at synliggøre den foran- dring over tid, som også den menneskelige krop er en del af, og det er det samme, der er på spil i Frederik Korfix Schultz’ serie ”Ongoing Project”.

Udstillet samtidig vil samtlige portrætter, der udgør serien komme til at fremstå som tidsintervaller, der påviser den ældning, vi alle gennemgår på en nat.

Men der ligger samtidig en dobbelttydighed i den omstændighed, at natten også er det tidsrum, hvor vi restituerer og samler kræfter til en ny dag. Titlens dobbelte reference til projektets ufærdighed, som jeg indledningsvis gjorde opmærksom på, ligger dels i det, at Frederik Korfix Schultz endnu ikke synes, at han har taget nok portrætter til at kunne illustrere projektets grundidé i en udstillingssam- menhæng, og dels i det, at den proces, billederne synliggør, fortsætter i den tid, der følger efter hvert dyptikon.

Ser man på forholdet mellem æstetik og indhold, trækker serien tråde ud til Jørgen Leths film ”Det Perfekte Menneske”. Jørgen Leth ironiserer i ”Det Perfekte Menneske” over tressernes forestilling om det perfekte menneske. Man præsenteres for det perfekte menneskes øre, ser, hvordan han danser,

sover og spiser, men hans indre forbliver uberørt – måske med undtagelse af sætningen ”Også i dag oplevede jeg noget, jeg håber at kunne forstå om et par dage”, der antyder et indre sjæleliv. Men hvad det perfekte menneske har oplevet, som han ikke forstår, finder vi aldrig ud af. I ”Ongoing Project” er det ligeledes de ydre, basale forhold der fotografe- res – vi finder aldrig ud af, hvad de fotograferede har drømt eller tænker, når billederne tages, vi ser kun fotografierne, der dokumenterer den banale, dybt almindelige og nødvendige handling, det er at lægge sig til at sove og vågne op igen. Men i de opvågnedes ansigters blottede udtryk synes man at kunne spore en undren eller refleksion, der gør bil- lederne mere personlige og grænseoverskridende end det, der lægges ud til beskueren i Jørgen Leths film. På den måde bliver portrætterne i ”Ongoing Project” en refleksion over forholdet mellem det

liv, vi lever udadtil, og det indre liv, som forbliver hemmeligt og skjult for omverdenen. Frederik Korfix Schultz kommer utrolig tæt på sine modeller i disse portrætter, men deres kvalitet ligger også i det, at de ikke på noget tidspunkt kommer for tæt på. Fotografiet registrerer køligt forandringen, der er sket med den fotograferede i nattens løb, men lader beskueren om at overveje, hvad der måtte være foregået i modellernes indre.

1: Jf. Anne Ring Petersen Installationskunsten mel- lem billede og scene. Museum Tusculanums Forlag. København: 2009. s. 240 – 242

Frederik Korfix Schultz er elev på fotoskolen Fata- morgana. Han bor og arbejder i København. Flere projekter kan ses på hans hjemmeside

www.korfix.dk

34

35

Billeder Fra Køleren Foto: Andreas Beck, studerende ved Journalisthøjskolen, Århus

36

37

BT: Hvorfor? Jeg vil vædde på, at hvis du rejser til Rom lige nu, bare i en uge, og så vender hjem, så er der sket en større omvæltning i dit liv, end hvad der gjorde dengang på fyrre år.

Der kan være kommet otte nye love, din kæreste er taget til Los Angeles for at blive skuespiller, og dine venner formo- der at du er død, fordi du ikke har været ”online”? Nuvel, jeg overdriver, men jeg mener, København var et roligt sted, og i bund og grund var det bare en lille by. Lige som den er det den dag i dag. Hyggelig, men snæver. En verdenssjæl kan let føle sig fanget.

DR: Okay. Men hvad synes du så om København, som byen står i dag?

BT: Jeg synes, at byen er charmerende. Jeg elsker, at der bliver cyklet så meget, og jeg må sige, at de nitten år jeg brugte på at perfektionere skulpturerne til Vor Frue, virkelig har givet pote. Hold fast, hvor de pryder kirken. Og byen.

Kunstscenen ellers er jeg egentlig ikke synderligt begejstret over, det må jeg sige. Det er en skam, men det er sandt.

Bevares, et værk hist og her og en ungdom i stigende rastløs- hed. Det skal da nok blive til noget igen, men lige nu ville jeg nok hellere læne mig op ad en to tusinde år gammel statue i Rom. Kunsten i Danmark er ikke hvad den har været. -Olafur Eliasson dog, der må jeg nok sige: Her har vi virkelig ikke så lidt af en ildsjæl. Hans værker, fantasien, ih guder. Molto bella. Han residerer godt nok i Berlin, men alligevel. Og her er det jo bemærkelsesværdigt at pointere, at vi begge faktisk har Denis Rivin: Bertel Thorvaldsen, den 17. september 1838

vendte du hjem fra Italien og fik en heltemodtagelse, som ingen anden dansker. Hvordan var det?

Bertel Thorvaldsen: Jamen det var så fremragende, det var bevægende, og jeg må sige, stoltheden overvældede mig. Glæden. Hele borgerskabet var jo samlet, høj som lav.

Det var vidunderligt. Jeg husker da fregatten lige så roligt flød igennem Nyhavn med alle de glade mennesker, der løb hujende ad promenaden. Det var skønt.

DR: Hvordan oplevede du Købehavn, efter at have været over fyrre år i Rom?

BT: Altså, det skal siges, at jeg naturligvis havde været hjemme en enkelt gang tilbage i 1819, da jeg fik den store ordre fra Vor Frue Kirke. De stod jo endnu på bar bund, efter englændernes bombardement i 1807. Så da var jeg hjemme i et års tid, for at gøre mig tanker om de mange skulpturer. Men ellers ikke, nej. Men ærlig talt, nu hvor du spørger, så følte jeg at København var præcis som jeg forlod det. Det var småt, og hyggeligt. Jeg er sikker på, at du nogenlunde kan leve dig ind hvad jeg mener. Du rejser vel selv?

DR: Ja, det gør jeg, men det må da have været anderledes at være væk i næsten en livstid? Der må have været sket mærkbare ændringer ved byen?

DR: Men synes du ikke, efter at have skabt så stort et værk, at det er i orden at han efterlader sig en form for signatur? Det er jo ikke fordi han stjæler fokus.

BT: Altså. Jørgen Sonne var en udmærket kunstner og en udmærket ven, og hans selskab var mig lunefuldt i Rom. Og så taler vi ikke mere om dét!

DR: Okay. Undskyld, det var ikke for at gøre dig vred. Her til sidst, Bertel, så vil jeg gerne spørge dig om, hvis nu du kunne, hvilken af dine mange hundrede skulpturer der står rundt om i Europa, ville du så helst have hjem til København? BT: Oh, ja, dét var et svært spørgsmål. Godt spørgsmål, uden tvivl. Altså, umiddelbart, så ville jeg jo nok vælge monumentet for Pave Pius VII, den der står i Peterskirken. Dén blev godt nok flot. Men jeg ved ikke hvor vi skulle sætte den her i byen. Nej, ved du hvad, hvis jeg skulle vælge her og nu, så ville jeg altså nok hive Løvemonumentet i Luzern hjem. Ja. Dén ville pryde København.

DR: Løvemonumentet i Luzern? Den er jo hugget ud i en klippe og er meget stedspecifik, er den ikke? Og det var vist heller ikke dig der huggede den ud?

BT: Jeg tegnede den! Idéen var min, du. Du går da heller ikke op til Olafur, og skælder ham ud for ikke at stå med vand- spande ved vandfaldet i New York?

DR: Okay, måske har du ret. Men hvorfor så lige dén? BT: Fordi jeg hader Schweiz. Ærlig talt. Dengang var det det smukkeste land i Europa, bevares. Det grønne bakkede land- skab, harmonien. Det var en smuk del af Sydfrankrig. Men jeg bryder mig ærlig talt ikke om landets udvikling op igennem det 20. århundrede. Ærlig talt. Jeg vil ikke komme nærmere ind på det, men jeg synes egentlig ikke de fortjener så fantastisk et monument. Havde det stået til mig, så havde vi skåret den ud, og sendt den hjem til København. Jeg mener, det er jo lykkedes ingeniører at flytte hele Abu Simbel to hundrede meter. Hvorfor så ikke min løve? Tænk, hvor den ville smykke byen.

islandske aner. Halvt dansk, halvt islandsk. Jeg har jo altid proklameret, at jeg egentlig stammer fra Snorri Thorfinnsson (red. den først fødte etniske europæer i Amerika (omkring år 1000), og siden nøglefigur i kristianiseringen af Island), og det er sjovt, hvordan der nu om dage bliver set helt bort fra vores rødder. Vi er blevet et dansk produkt. Både Olafur og jeg selv, nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men jeg føler mig da til tider stemplet. B&O, Bertel og Olafur, det sådan jeg har det nogle gange.

DR: Ja, jeg tror godt, jeg forstår hvad du mener. Er der måske en bydel i København, som du finder særligt appellerende så? Et sted, hvor du altid kan slappe af?

BT: Ih, ja. Jeg holder så utrolig meget af området omkring Christiansborg og Gammel Strand. Der er så dejlig roligt, og det emmer af historie.

DR: Jaså. Det er vel ikke, fordi der i 1848 blev rejst Danmarks første museumsbygning dér, kun dedikeret til dig? –Stor gul bygning, lige på hjørnet?

BT: Hvadbehager? Nej. Jeg siger jo til dig, at jeg bare holder meget af området. Der er roligt, og det emmer af historie.

DR: Okay, Bertel. Men hvad synes du så om bygningen? Du døde jo desværre nogle år inden dens åbning, men hvordan er det at se, at museet endnu står så stærkt i bybilledet? Og hvad synes du om Sonnes frise?

BT: Museet er fremragende, molto bella. Det pryder byen og er en behagelig modvægt til Christiansborgs tunge mure.

De gule vægge gør mig altid glad, og jeg er ærlig talt meget beæret over denne folkets gestus. Hvad angår frisen, der må jeg sige, at Jørgen Sonne var en dygtig kunstner, bevares. Og Hans Christian Andersen kom rigtig nok forbi min landgang, ligesom de fleste andre af de toneangivende personligheder, der er skildret. Men dér hvor Sonne rigtig har taget sig noget frihed, det er hvor han har valgt at portrættere sig selv i en af bådene, vel vidende at han faktisk endnu var i Rom, da jeg gik i land i København. Dér, der må jeg sige, at jeg selv efter alle disse år ikke helt har fundet mig tilrette.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844) blev født i København. Hans islandske far og danske mor opdrog ham i et fattigt hjem, men fik tidligt øjnene op for hans kunstneriske talent. Allerede som 11-årig blev Thorvaldsen indskrevet på Det Kongelige Kunstakademi, hvor han uddannede sig under Nicolai Abildgaard. I 1796 modtog han et kongeligt stipen- dium til at foretage sin dannelsesrejse til Italien. Han ankom til Rom den 8. marts 1797, og udråbte datoen til sin nye officielle fødselsdag, hvorefter han begyndte en tilværelse som en internationalt hyldet, nyklassicistisk billedhugger.

-166 år efter hans død, er det lykkedes AFART at få et øjeblik af hans tid!

Det transcenderende øjeblik

38

39

BENJAMIN VILHELMSEN

”Du kan sætte dig ned foran en tegning og bare vente, for du ved, at fanta- sien er i gang”

Af Jon Arnfred, studerende ved Kunsthistorie Foto: Jens Gammelgaard

Benjamin er 23 år og laver nogle store tegnin- ger, der er så vilde og mærkelige, at AFART var nødt til at interviewe ham.

Dine tegninger har både noget figurativt og non-figurativt i sig. Begynder du med de figurative billeder inde i hovedet, hvorefter det non-figurative så at sige kommer af sig selv?

Nej! Slet ikke, jeg går bare i gang. Først så sidder jeg og glor på papiret, og så tænker jeg, fuck, hvor er det stort det her papir, og så tænker jeg, at så vil jeg tegne det og det, og det går tit galt, og så prøver jeg bare at tegne en krussedulle inde i midten, og så er det den, der sætter standarden. Så kan det være, man få lyst til at sætte et eller andet ind midt i det hele for ligesom at have et eller andet ’bang!’ figurativt, og så sætter man det og tegner videre på det, så man ikke kan se, hvad det er igen, og så fortsætter man bare. Herfra er det en vekselvirkning imellem, hvad du ser på papiret, og hvad du ser inde i hovedet. Men jeg ser aldrig sådan et færdigt billede inde i hovedet – det færdige billede er på papiret. Så du starter altså med en intention om, at det skal være på den eller den måde, og så lever tegningen ikke op til den intention, og så er det faktisk det, der netop ikke er, som du gerne vil have, der gør, at tegningen rigtigt kommer i gang?

Sådan kan man godt sige det. Jeg kan huske et citat af Salvador Dali, hvor han siger, at han ikke selv er en god maler, for man skal være en smule dum for at være en god maler. Hvis man er en god maler, så laver man ingen fejl, og alt er planlagt. Altså kræver det, at man er en lille smule idiot, hvis man slet ikke fejler, for fejlen er tit det, der sætter din fantasi på prøve. Nogle gange, når jeg har siddet og teg- net længe, og sidder og falder i søvn, kommer jeg til at lave en skrå streg hen over det hele. Eller måske har du ikke lagt et papir under hånden, og så har du visket dét ud, du har sid- det og tegnet, uden at du har opdaget det, og så sidder man der ’fuck!’, men så bliver man nødt til at redde det, og så er det, når man har lavet det nye hen over den store bummert, så

er man pludselig lykkelig for, at man lavede den bummert, fordi man blev tvunget til at få en eller anden genial idé for at dække over det, du har lavet, så det ligesom bliver din fejl, der bliver kilden til dine sjoveste ideer. Ja, og så er der også en underholdningsværdi i ikke at have styr på, hvad der sker.

Hvis fejlen bliver en del af det større bil- lede, altså tegneprocessen, bliver oplevel- sen heraf så ikke også en anden?

Jo, for mig er det oplevelsen! Og det er også derfor, jeg aldrig bliver færdig med tegninger- ne. Jeg bliver kun færdig, hvis der er nogen, der siger: ”Lad være Benjamin, nu skal du tegne en ny.” Jeg kan blive ved. Det handler om, at sindet ikke kan få nok, så det er derfor godt at have flere i gang på samme tid, så man kan få det mættet uden at oversmadre én tegning. Men nogle gange er der lange pau- ser, hvor der bare er stille inde i ens hoved. Så sidder man bare og glor. Det er faktisk tit pauserne, der tager længst tid. Der hvor man tænker, hvad skal der nu ske. Så bliver man bare nødt til at sætte sig og kigge og vente på, at der sker et eller andet, og lige pludselig:

’bum!’, så er det bare om at følge med. Det er interessant, hvordan der på den ene side ikke sker noget i den periode, hvor du bare sidder og glor, og der på den anden side må ske vildt meget, for noget går al- ligevel pludselig i gang?

Der sker vildt meget, det er der ingen tvivl om. Nogle gange når jeg oplever en voldsom uro og lægger mig ned, og det der stadium lige før, man falder i søvn indtræder, så foregår der bare en eller anden hjernedød film, sur- realistiske udtværede drømme på kryds og tværs, og så tænker man, jamen, så kan jeg da bedre forstå, at jeg har det sådan, hvis dét der foregår inde i mit hoved. Man kan jo ikke se det, når man kigger på denne her vågne