Anmeldelser
Tove Hansen(red.):
Sølv ogSalte. Fotografiogforskning København, RhodosogDet kongelige Bibliotek, 1990. 336s.,ill.
ISBN 87-7245-385-0. Kr.244,-.
Fotografiforskningen har i desenereårmar¬
keret sig mere og mere som et selvstæn¬
digt, tværfagligt felt inden for de etablerede kulturvidenskaber. Fotografer, fotohistori¬
kere, kommunikationsforskere, kunsthisto¬
rikere, etnologerog museumsfolk harstu¬
deretfotografiens særligevæsen oganaly¬
seretdefotografiske billeder ud fra stilisti¬
ske, historiske, semiotiske, kunstneriske, kulturelle eller formidlingsmæssige syns¬
vinkler. I dette samleværk præsenterer 16 forskere fraforskellige fag deres resultater med iver og indsigt,og artiklerne giver til¬
sammenetfarverigt fascinerende billede af fotografiforskningensmangefacetter.
Bogenerskabtsom enhyldest til fotohi¬
storikerenBjørnOchsner, der døde i foråret 1989, knapt 80 år gammel. Derfor handler den første artikelomBjørnOchsnerogDet kongelige Biblioteks Kort-ogBilledafdeling,
somhanvarleder af gennem enmenneske¬
alder. HansBerggreen giveretridsaf afde¬
lingens historie og fortæller om, hvordan Ochsnerforøgede accessionen, såledesat billedbestanden voksede fra under 200.000 ved hans tiltræden i1944tilover3.000.000 ved hansafgang i 1980. Ochsner anskaffede
store fotosamlinger, men købte også sjældne »fotografiske inkunabler« og bille¬
der af samtidens danskefotografer. Han be¬
skrives som en behagelig, venlig og hjælpsom chef, der lagde vægt på et højt serviceniveau. Bjørn Ochsners hovedværk, den danske fotografmatrikel »Fotografer i ogfra Danmark tilogmed år 1920«, hvorica.
4000danskefotografererregistreret, gjor¬
de ham kendtsomfotohistoriker af interna¬
tionaltformat. Dennebogerda også valgt
som model for de tilsvarende matrikelpro¬
jekter i Norge, SverigeogFinland.
I 1989 erhvervede Kort- og Billedafdelin¬
genfirmaet Sylvest-Jensens samling påom¬
kring3millionerluftfotografier,optagetover hele Danmark fra 1934 til 1989. Detteeran¬
ledningen til, at Henrik Dupont skriverom luftfotografiets historie i Danmark 1890- 1990. De første luftbilleder af København blev bestilt af Carl Aller tilgengivelse som xylografi i »Illustreret Familie-Journal«, men det kan ikke være rigtigt, at fotografierne blevtaget»fra enballon captif, ført afluft¬
skipper Lauritz Johansen på hans debuttur den24.august«.Lauritz Johansenvaralene i kurven den 24. august1890på sin første
tur med denfritflyvende ballon »Aborren«.
Han landede mellem Malmø ogLandskrona.
Fotografering fra flyvemaskine kendes fra 1913, og efter FørsteVerdenskrig opdelte luftfotograferingen sig i de militære lodbille¬
der tilkortlægningsformålogde civile skrå¬
billeder til illustrationsformål. Den private luftfotografering havde sin storhedstid sidst i 1930'erne ogi1950'erne. FirmaersomSyl¬
vest-Jensen, Aalborg Luftfoto og Odense Luftfotooptoguopfordret gårdeoghusefra luften ogsolgtederefter billederne ved be¬
søgi hjemmene.Andre luftfotofirmaer foto¬
graferede billeder efter bestilling især til brug for den fysiske planlægning. Artiklen slutter medennyttig oversigtoverdesam¬
linger, hvorimani dag kanfinde demange bevaredeluftfotografier.
En del affotoforskningen i Danmark har i de senere år været nært sammenknyttet med kvindeforskningen. Denne linie følges opaf Tove Hansen med artiklenomKvinder¬
nesFotografi, hvori hun beskriver fire kvin¬
deligefotografers historie. Til trods for, at opmodentredjedelaf fotograferne i Køben¬
havnvarkvinder iperioden1860-1900,erde kvindelige fotografernæstenusynlige i foto¬
historien. Deterderforvigtigt at indsamle oplysningeromdisse selverhvervende kvin¬
dersarbejdsvilkåroganskue deres billeder
somtidsdokumenter, der kanføjeen mang¬
lende dimension til kulturhistorien. Tove
Hansen har fundet frem til mange svært tilgængeligeoplysningeromdefire kvinder,
oghun harsomillustrationervalgtfotogra¬
fier, der kan fortolkes som udtryk for de
ønsker ogfølelser,kvindernehavdeoverfor
deresarbejde. Artiklengiveretfintogpræ¬
cistsignalementafdefire kvinder,ogud fra
detteforsøgerTove Hansenattegne bille¬
det af en særlig kvindelig fotografi. Set i sammenhængmed dentidligekvindebevæ¬
gelsestär dissekvindeligefotografers bille¬
dersometrigtkildemateriale,somkan tale
til os om kvinders selvforståelse. Artiklen kan forhåbentlig inspirere til at undersøge
flerekvindeligefotografers livogkunstsom bidragtil denstørrefotografihistoriskesam¬
menhæng.
I bogens afsnit om Moderne Fotografi
skriver Henning Hansen omden fotografi¬
ske udstilling som medium. Han tager sit udgangspunkt i de to amerikanske van¬
dreudstillinger»TheFamilyofMan«fra 1955
og»Mirrorsand Windows«fra 1978. Deblev beggesenerevist i Danmarkogvaktestor opsigt.»TheFamilyofMan«blevdenstørste publikumssucces i det fotografiske me¬
diumshistorie.Detskyldtesbl.a.,atdenbe¬
søgende fikenfornemmelseafattrædeud
af sin egenverdenogselv bevægesiggen¬
nem udstillingens rum, hvor han sammen med andreoplevede billedernesuniverselle
budskab.Mens»TheFamily of Man«marke¬
redekulminationenafhumanistisk reporta¬
gefotografi, så betonede»MirrorsandWin¬
dows« i stedet fotografernes forskellige holdningeroghensigtenmedderesbilleder.
»Vinduer«varbillederfrafotografer, derfor¬
holdtsigrealistiskogudforskende tilomver¬
denen,mens»Spejle«varbilleder,derpåen eller andenmådespejledefotografensper¬
son. »Mirrors and Windows« ophængtes nogle stederadskilt i detogrupper,andre
stederblandet,menmedgruppenmarkeret på titelskiltene.Detteskabtevidtforskellige udstillingsoplevelser. Detoudstillingervar originalefor derestid,menbeggeudtrykfor
enholdning, som nu erforladt. Nyeudstil¬
lingsformer harikke længerekarakterafen dvælendeogmeditativoplevelse,menfoto¬
grafien rummerstadigmulighedenfor den¬
neformforopmærksomhed.
Omfotografiensvej til acceptoganerken¬
delsesomkunstarti DanmarkskriverTage Poulsen.Hanomtalerpåvirkningenfraame¬
rikanskfotografi i 1970'erne,deførstefoto¬
grafiskegallerierogfotografernesmulighed
forat deltageicensureredekunstudstillin¬
gerfra 1976.I 1980ernemodtogflerefoto¬
graferpriseroglegater,ogmed Museetfor
Fotokunst, der åbnedes 1987 på Brandts
Klædefabrik iOdense,fikfotografienaner¬
kendelse og prestige. Nu mangler kun en kunstteoretiskuddannelse,såledesatfoto¬
grafienskunsthistorie kanadskillesfrafoto¬
grafiens kulturhistorie. Til slut omtalesde
elektroniskebilleder,sommåske vilhenvise fotografien til kunatblivedyrketaf noglefå
kunstnere, fordi materialer, faciliteter og metoder ikke findes mere. Tage Poulsen slutter således: »Det forunderlige er sket.
Netopsomfotografien harfejret sin 150års fødselsdag,erdenblevetanerkendtogluk¬
ketind i kunstensfineselskab. Menisamme
øjeblikerdenbegyndtatdø hen.Den viste sigblotatvære enmetode.Måske vilfremti¬
denshistorikerekunomtale densomen pa¬
rentesi devisuellemediershistorie.«
Pladsentillader ikkeflereeksempler,an¬
dre af bogens artikler kunne have været nævnt, tilsammendækker de bredt, nogle
heltud ifotoforskningenshjørner.Enkelteaf
forfatterneskriverdog kun for kolleger, så
den almindeligelæsermå kendeflere fag¬
discipliners begreberog terminologi for at få detfuldeudbytteaf artiklerne.Trodsdet¬
teerbogenogdensvelvalgteillustrationer
umiddelbartfængslende. Detudførligeno¬
teafsnit,somogsåindeholderdanskeover¬
sættelserafdefremmedsprogedeartikler,
erforbilledligtligesom detafsluttenderegi¬
steroveremnerognavne.
»Sølv og Salte« indgår ifølge titelbladet
som bind 29 af Det kongelige Biblioteks årbog»FundogForskning«,menselvombo¬
genkansynesvoluminøs,erdet velikke der¬
for, at den i forordet også benævnessom bind 30af dennefortræffelige årbog.
IbVarnild
Erland Porsmose:
Naturens sang-Mennesketskår Hverdagsliv fotograferet af Lars Rastrup
1885-1925. Landbohistorisk Selskab og Kerteminde Museum1989.160s.ISBN-87- 7526-103-0.Kr.148,-.
Denne boger enafdemangeudgivelser,
der blevforanledigetaffotografiets 150-års
jubilæum i 1989. På Kerteminde Museum findes over700fotografiske negativer, op¬
tagetafmaleren Lars Rastrup(1862-1949), og ud af denne samling har museets in¬
spektør udvalgt138fremragende billeder til gengivelse medenfyldig indledningomden idag næstenukendte maler.
Ligesom P.S. Krøyer brugte Lars Rastrup fotografietsomskitseblok,ogfotografisam¬
lingentegner ethelhedsbillede af hamsom menneske og somkunstner. Livet igennem
var han præget af sin ydmyge opvækst i Munkebo ved KertemindeFjord,ogi debed¬
steaf hans malerier fra tidenomkring1890 fornemmermanRastrups respektfordefat¬
tige mennesker, dervar hans sociale bag¬
grund. Erland Porsmose påpeger,atdenne holdningogså genspejles i fotografierne fra
sammeperiode. Også fotografierne fra de
senereperioder visersmåkårsfolkogderes boliger, men da Rastrup omkring 1914 be¬
gyndteatmale reportagebilleder, komfoto¬
grafierne tilathandlemere omhverdagens arbejdsliv blandt bønderogfiskere. Mange af dissefotografiererkulturhistoriske perler ogtilmed smukt komponerede. Manmær¬
ker,atder stårenkunstnerbagfotografiap¬
paratet,mensituationernesynesheltægte, og derses intet tegn på instruktion. Des¬
værre var de medfølgende oplysninger til negativerne meget kortfattede og oftest udentidsangivelser, menErland Porsmose har ud fra sit kendskab til LarsRastrups liv ogfærden kunnet datereogstedbestemme
endel af motiverne.
Bogen viser, hovrdanensamling fotogra¬
fier, der harstorillustrationsværdi,menikke
ermentsomkulturhistoriskdokumentation, også kanfå værdisombilledkilder, når den nødvendige videnomfotografens personli¬
gebaggrundogmotivationforat optagefo¬
tografierne kan fremskaffes. En smuk billed¬
bogogsamtidigetindlæg i debattenomdet fotografiske mediums autenticitet.
Ib Varnild
PeterMichelsen: Fortidpä Friland Hvordanetfrilandsmuseum bliver til.Lyng¬
by, Selskabet Frilandsmuseets Venner og Greens Forlag, 1990. 108 s., ill. ISBN 87- 87831-09-0.Kr.100,-.
Bogenerblevet til i anledningaf 50-års jubi¬
læet for stiftelsen af Selskabet Frilandsmu¬
seetsVenner, somnæsten faldersammen med museets90-årsdag. Både museetog
vennernekanværetilfredse med markerin¬
gen,for deterblevetennydeligoginteres¬
santbog,somtjener bådeforfatterogforlag tilære.
Nu erdet ikke første gangMichelsenbe¬
handler Frilandsmuseets historie. I 1973 kom enstorog rigt illustreret bogom mu¬
seet, bekostet af Sparekassen for Lyngby ogOmegns Fond. Og bogen har siden set endnutooplag, bekostetafsammefondun¬
der et ajourført navn. Lad det være sagt straks,atogså den foreliggende bogerbe¬
kostet afnævntefond.
I begge publikationer erderen ensartet kronologiskgennemgangfra ideen tiletfri¬
landsmuseumundfangedes af BernhardOl¬
senogtil de tankeromfremtiden,som Mi¬
chelsen gør redefor. Hvad man har villet med museet,harnaturligvis ændret sigi ti¬
dens løb fra stifterens ønske om gennem dentidligste bestand af bygninger at vise boligens udviklingshistorie,menogså, hvad Michelsentydeligt nok ikke tillæggerafgø¬
rendebetydning,om gennemvalgetaf byg¬
ningerne fra de tabte landsdeleat belære ungdommen »om alt det, der engang har hørt tilDanmark,fæstnemindetomdet tab¬
teogbane vejen for den åndelige samlingaf
detspredte«, som Bernhard Olsen betrag¬
tede somdenenestemulige form forgen¬
erobring.
Den kronologiske gennemgang er altså hovedlinjen i bogen, menden delesopiaf¬
snit, der udovermuseumsplanerneogste¬
det for deresrealiseringsætterlyspå sider
sommuseetsbelysningaf socialegrupperi afsnittet »gårdmand og husmand«, mu¬
seumsbygningernes omgivelser i »lyng og humle«, museetsindsatsforatformidle sit materiale i »skarer aflærelystne«,ogsamti¬
dig medatbeskrive det danske frilandsmu¬
seum erdetogsåseti forhold tilfrilandsmu- seumsbestræbelser i øvrigt i Europa og Nordamerika i afsnittene: De ældste fri¬
landsmuseer ogDenyefrilandsmuseer.
Fremstillingen er sober og svinger sig
næstenoptilatrøbe ikke blothengivenhed,
menogså kærlighed,somforfatterennærer til sitmuseum.Deterderfornaturligt,athan iafsnittet»Planlægning for fremtiden«, hvor han gørrede for deopgaverformuseetsvi¬
dereførelse,somhan lægger frem, måytre
sine bekymringer ved den strukturomlæg¬
ning,som erigangved Nationalmuseet. Be¬
kymringen går pä Frilandsmuseets suve¬
rænitet. »Denne nedlæggelse af Frilands¬
museetsomselvstændig organisatorisken¬
hed giver grund til bekymring formuseets fremtid. Økonomiske og styringsmæssige vanskeligheder samtidig kan let fä konse¬
kvenser for et sä ømfindtligt foretagende
sometfrilandsmuseum«.Og herpegerhan på et permanent problem: bevaringen af
museets gamlebygninger, »en uerstattelig delafvorkulturarv,somFrilandsmuseet har overtaget ansvaretfor«.
I bogens sidste afsnit kommer så bidra¬
get, dergør rede for hjælpen udefra: Ved Venners Hjælp. Den satte ind allerede fra
museetsførstetid,menblevførstsystema¬
tiseret fra ogmed stiftelsen af Venneselska- bet i september1940. For stifterneogsty¬
relsesmedlemmerneerdergjort omhygge¬
ligt rede, og så erder en gennemgang af
støtten til erhvervelser og genopførelser i museumsparken. Meget ville have været ugjort uden denne hjælp. Michelsen slutter sin beretning med, at man nok må regne med,atdennehjælp vil blive af endnustørre betydning for Frilandsmuseet i den kom¬
mendetid, selvomhovedsynspunktetsta¬
dig måvære, atskabelsen ogopretholdel¬
senafmuseetmåvære ennaturligstatsop¬
gave.
Bogen afrundes medenlitteraturoversigt afsnit for afsnit oget9siderstortresumé på engelsk.
Holger Rasmussen R.Broby-Johansen: Glædens kunst København, Gyldendal, 1990.128s., rigt ill.
ISBN 87-00-97836-1. Kr.198,-.
Dennedejlige billedbogerfærdigredigeret af KnudRygOlsen, der,somhan selv skriver iforordet, »arvedetokasserpropfyldt med billeder,endisposition og en mængde pa¬
pirlappermed tekstudkast«-daBroby døde i 1987.
Glædens kunsteret supplement til eller
enfortsættelse af detotidligere bøger, »Da¬
gensDont i Norden«og»Dagens Dontgen¬
nemÅrtusinder«. De viser det arbejdende menneske-denne mennesket iforskellige fritids- eller i alle fald ikke-arbejds-situatio-
ner, samlet i grupper som Mad og drikke.
Tobak, Ren og smuk, men ogsåen række grupperunder fællesbetegnelsen
Årstider¬
nesfester-ogandresomLegogspil,Sang
ogmusikosv.-etmylderaf folkelivsskildrin- ger, flest europæiske og fra de seneste århundreder,menogså eksotiskeogfra tid¬
ligere tider. Der er græske vasebilleder, danskekalkmalerier,tyske renæssancestik
- og helt moderne malerier ogfotografier.
Dererstore mestreog anonymekunstnere mellemhinanden,dog nok flest af de første, og der er gamle travere og hidtil mindre kendte værker.
Alt i altenfestlig kavalkade. FolkogKul¬
turslæsere,somjomå formodesatinteres¬
seresig for folkelivsskildringer, vil nyde den¬
nebog.Og så koster den kun 198,- kr.
George Nellemann
Dansk kulturhistoriskOpslagsværk Redigeret af Erik AlstrupogPoul ErikOlsen.
Udgivet af Dansk Historisk Fællesforening, Højbjerg1991. I-Il, i alt1084s.,få stregillu¬
strationer.
ISBN 87-7423-077-8. Kr.1.080,-.
Endelig kom det, opslagsværket, som har
væretbebudet gennemsåmangeår,atud¬
giverne iflere omgangehar måttetgenop¬
frisketilslutningen hos den uddøende kreds af subskribenter. Forgængeren, »Håndbog for danske lokalhistorikere«, der udkom 1952-56,lod i sin tidogsåventepå sig, vist især fordi redaktøren blandt sine utrolig mangegøremål havdesværtvedat tagetid til at skrive den omfattende indledning.
Hvad årsagen til forsinkelsen er denne gang, oplyses ikkei forordet, mendet eri hvertfald ikke densamme,alden stund der slet ikkeernogenindledning i detnyeværk, kun etkortforord og en endnu kortere vej¬
ledning. Næh,manbuser lige på med første opslagsord efter alfabetet: »adel«, ikkeno¬
getmed bogkunst eller bare lidtluft foroven på siden.
Det eri det heletaget en tætog saglig bogatse på. Nogle flere illustrationer ville ikke blot have lettet detalmindelige indtryk,
menkunne iendeltilfælde haveanskuelig¬
gjort, hvad der ellers krævermangeord. Det ydreertiltalende med helbind i blåt lærred.
Man undrersigmåske lidtover,atdetobind ikkeerlige tykkeogdelt midti etbogstav,
måske også overfordelingen af store be¬
gyndelsesbogstaver i titlen. Ved opsætnin¬
gen af siderne virker det vel også lidtgam¬
meldags at fastholde den vandrette linie foroven. Til gengæld glæderman sig over den tospaltede teksts tydelighed. Særlig køn er den ikke med de mange fede fremhævelser afregisterord,menskriftstør¬
relsen erbedre end hosforgængeren, imø¬
dekommende overfor midaldrende og æl¬
dre læsere.
Hvem henvender værket sig til? Ja, når detdrejer sig omforgængeren,erder jo in¬
gentvivl. Det står direkte i titlen,atbogener
»for danske lokalhistorikere«. Dererikkeno¬
get atsigetil,atman har ønsketatændre denneformulering. Den ertiden løbet fra.
Detersvært atskille lokalhistorikere udfra andrehistorikere,ogden gamle bog har helt klartværetnyttigforenlangt bredere kreds fra forskellige fagdiscipliner. Nu har man valgtentitel, der ikkeforegribernogetmed hensyn til brugerne,menderimod sigerno¬
getomindholdet.
»Kulturhistorisk«, erdet begreb en udvi¬
delse ellerenindskrænkning i forhold til den gamle bog? Egentlig ingen af delene, hvis
man holdersig til den gamle titel, der ikke sagdenogetomindholdet, samtidig medat detgamle forord talteom»historien i vide¬
steforstand«. Detervigtigt for kommende brugereaf detnyeværkatvide,hvad de kan
vente atfinde. Ladosderforsepå, hvad der
ermed deteneogdetandet sted. Når første opslagsorder»adel«, betyder det,atalt det underA, som i den gamle bog stodforan detteord, ikkeertagetmed, i hvert fald ikke på dette sted. Det drejer sig omfølgende opslagsord i den gamle bog: A. D., å la suite,
a.u.s., abbed, abbreviaturer, Abildgaards tegninger, accidenser, accise, actum, ad gratiam, ad mandatum regis, ad plas cau- sas, Additamenta. Imidlertid betyder den kendsgerning, at disse opslagsord ikke er med, ikke nødvendigvis, at de tilsvarende begreber ikke er behandlet et eller andet sted.Nogle af ordeneernemlig med i regi¬
steret, oghererder så henvisning til artikler under andreopslagsord. Det gælder følgen¬
deaf de hernævnte: A.D.,seårets indde¬
ling; a.u.s., seskrift; abbed, seklostervæ¬
sen; abbreviatur, se skrift; accidenser, se offer, præster; accise, se havne, omsæt¬
nings- og forbrugsafgifter, skibsafgifter,
told;actum,sediplomatik; admandatumre¬
gis, se centraladministrationen, Danske Kancelli; ad piascausas, searveret.Tilbage bliver,atderervisseemner, man nuåben¬
bart slet ikke får belyst. Men detfremgår også,atdetnyeopslagsværkertilrettelagt efter helt andreretningslinier end dengam¬
lehåndbog,ogdetmå vi selvfølgeliggøre os klart, inden vi ser nærmere på emneaf¬
grænsningen.
Det er - som det også antydes af de
nævnte eksempler - et hovedprincip, at
man har undgået en opsplitning i utallige småartikler under hver sitopslagsord. Iste¬
det »er sammenhængende begreber søgt behandletisammeartikel«.Vanskeligheden ved under disseforholdatfinde omtalenaf de enkeltefænomenererda løst ved hjælp afet megetomfattende register. Her finder
man underalfabetisk ordnede stikord hen¬
visning dels til selvstændige artikler,dels til omtale i artikler under andet opslagsord.
Kun i det første tilfældeangivessidetal. De
toslags henvisningereri øvrigttydeliggjort ved anvendelseaf henholdsvis fedetyperog kursiv. Nårmansøgernoget,erdet normalt bedstattagesit udgangspunkt i dette regi¬
ster. Menmankangodt komme tilatbruge
endel tid på anvendelsenaf det. Grunden hertilerbl.a., at mangeord,som manfor¬
ventedeatfinde,slet ikkeerder.Lados som
eksempler blot anføre ord somdendrokro- nologi, hushold, innovation ogkogge, altså fra forskellige dele af kulturhistorien nogle ord,sommanharsværtvedat tropå fravæ¬
retaf, såstorenrolle despillerpå hver sit område. Man støder måskeogså påendel pudsigheder undervejs. Nogleaf dem fører direkte over i spørgsmålet om emneaf¬
grænsning. F.eks. kanmanslåopunderar¬
kiver ogyderligerefå henvisninger under ti stikord med arkiv-somførste led. Man kan ogsåfinde henvisning til enartikelommu¬
seer.Men ordet bibliotekererikkeoptageti registeret,simpelthen fordiensådan artikel ikke findes. Skulle detmon heddeenbog¬
samling? Nej,menderernoget,der hedder bogspredning, og yderligere over en snes sammensætningsord med bog-. Med lidt fantasi nårmandogfrem til sådanne artikler
som »håndskriftsamlinger« og»kortsamlin¬
ger«,hvor Det Kgl. Bibliotekog enrækkean¬
dre institutionerernævntfor disse greneaf deres virksomhed. Det kantilføjes,atlæse-
foreninger heller Ikkeeromtalt.Og af biblio¬
tekernes Indhold nævnes mäske nok bønnebøger, men ikke landøkonomiske skrifter,ej heller triviallitteratur.
När biblioteker ialmindelighed ikkeerbe¬
handlet iværket,erdetnæppeudtrykforen bevidst linie med hensyn til emneafgræns¬
ningen. Derimod er der andre forhold på dettefelt, der ikke kanværetilfældige. De mågive anledning til nogle overvejelser med hensyn tilopfattelsen af begrebet kulturhi¬
storie, så megetmere somder ikke indled¬
ningsvis gives nogen oplysninger om, hvordanmanvilafgrænse dettefagområde.
Her tales kun vagt om en»værdig afløser«
for den ældre bog og »etcentralt hjælpe¬
middel for alle, der interesserer sig for danskkulturhistorie«.
Hertil skal strakssiges,atdet længe imø¬
deseteopslagsværk, da detendelig kom, i hvert fald for en del af de kulturhistorisk interesseredevar endybskuffelse. Det skyl¬
des især den manglende behandling afen rækkeemner. Det må retfærdigvis indsky¬
des, at når detjust citerede har tilføjelsen
»fra middelalderen til 1.verdenskrig«, såer det dermed indirekte oplyst, at oldtiden i modsætning til den gamle håndbogerladet ude afbetragtning(dog åbenbart ikke, når detgælderagerstruktur). Ellerserder ikke tagetnogenforbehold,ogdeterderfor med forbavselse, manforgæves leder efter for¬
skelligeemneraf den slags,som museums¬
folk ogetnologergerneinteresserer sigfor, og som mannormalt henregner til kulturhi¬
storien. Forbavselsen erendnu større, når
manved,atredaktionenforårtilbage havde kontakt med museumskredse,tydeligt nok med henblikpåatbygge viderepå demange relevante stikord i den gamle håndbog.
Hvad kan derværesket i mellemtiden?
Lados sepåetområdesomfortidens bo¬
ligforhold, vel ikkenogethelt perifert kultur¬
historiskforskningsfelt. Vi slåroppå »bolig«.
Findes ikke. Men dererboligforeninger, bo¬
ligkooperationen, boligstatistikogtogange boligtekstiler. Vi prøver»bygning«. Bortset fraat etsådant ord-omend udtalt anderle¬
des-også kan betyde nogetmed vask af tøj, findes ordet ikke, menvi kan få henvis¬
ninger vedrørende bygningsadministratio-
nen (to gange), bygningsafgift, bygnings- direktion, bygningsdirektorat, bygnings- hjælp, bygningsinspektører, bygningskom-
mission, bygningskommissionen af 1742, bygningskontor, bygningslovgivning (to gange), bygningsoffer, bygningsreglement, bygningsregnskaber, bygningsskriver, byg¬
ningsvedtægt. Nuerdet så heldigt,at der under bygningsreglement står »se byg¬
ningslovgivning, købstadsbygninger«. Der
eraltsåalligevelnogetomvissebygninger.
Og det er ikke henvisninger, kun ihærdig¬
hed,somherefter fører frem til artiklen land¬
bygninger.Detervi gladefor, idet anmelde¬
ren tilfældigvis ved, at denne artikel kom med ihujoghasti sidste øjeblik, hvad den dog ikke bærerprægaf.
Hvismaninspireretaf læsningen her skul¬
lefå lyst tilatfå lidtmereatvideomf.eks.
opvarmningen af de omtalte huse, nytter det ikke at slå op på opvarmning, ildsted (kun»ildstedsskat,seejendomsskatter«), bi¬
læggerovn, vindovn eller skorsten, selvom skorstensfejning dog nævnes under nat¬
mænd. Heleemnetopvarmning behandles nemlig ikke. Menmåske andre materielle si¬
der af den hjemlige daglige tilværelse?
Møbler f.eks., enten i almindelighed eller under de enkelteslagssombord, bænk eller kiste.Vedkonstatering af det totalefravær af disseemner(undtagen strejfet underar¬
tiklen boligtekstiler) mindesman uvilkårligt de små instruktivetegninger i den gamle håndbog.
Aproposforskellige former for bygninger, såerdetennærliggende tanke herefterat slå oppå kirkebygninger. Deerda ogsåfor¬
nuftigt behandlet, i øvrigt afen medarbej¬
der, hvisforbogstaver ikkeerforklaret ifor¬
fatterlisten, hvilket derertalrige eksempler på, ogdeterselvfølgelignogetsjusk. Hvis
man derimod vil se på kirkernes indhold, opstår der vanskeligheder.Kirkeinventarer der ikkenoget,der hedder, ej hellerf. eks. al¬
tersomsådan,menaltertavlererligenævnt under malerkunst. Den konsekvente læser tænker så på billedhuggerkunst eller bil¬
ledskærere, men bliver sørgeligt skuffet.
Deterder ikke nogenartikelom.Et opslag pådøbefont fører heller ikke tilnoget,og en sådanerend ikkenævntiartiklenomdåb.
Hvorteologiskog kirkehistorisk denne end
ergrebetan,indgår der dog også visse kul¬
turhistoriske elementer iden,ogder henvi¬
sestil barselskikke.
Denne artikelerganske grundig,ogdeter vel idet heletagetkarakteristisk,atdeem-
ner,dermereeller mindre hørerhjemmeun¬
derfolkemindevidenskab, ikkeerforfordelt i
sammegradsomden materielle kultur. I det omfang, det eksisterende materiale tillader det, erderogsåtaget hensyn til andre be¬
folkningsgrupperendlandbefolkningen. Her
ersammenfattende artiklerombryllupsskik¬
ke, begravelsesskikke, festtraditioner, jule- og nytårsskikke, fastelavnsskikke, påske¬
skikke, pinseskikke, majskikke, høstskikke, optagelsesskikkeogarbejdsgilder. Da deter
begrænset, hvad derfindes af monografier
overde enkeltearbejdsgilder, har anmelde¬
ren i al ubeskedenhed undret sig over, at hansbogomrejsegilde ikkeermed i littera¬
turlisten, der ellers igod overensstemmelse med, hvad dergælder hele opslagsværket,
errimeligtvejledende.
Denne anmeldelse har hidtilmesthandlet om, hvad dersavnesi værket. Dererimid¬
lertidgod grund tilatglæde sigoveralt det, der faktiskermed. Herermulighed foratfå
ethurtigt overblikoverutroligmange emner af den slags, som historisk arbejdendeog interesserede ustandselig har brug for at blive orienteretomeller fågenopfrisket. Det drejer sigomhistorie i ganske vid forstand.
Entilfældig række artikler under bogstavet F giver en smagsprøve: forsikring, for- strandsret, forstuddannelse, forsvaretsad¬
ministration, forsvarskommissioner, fort- sættelsesskoler, fosterfordrivelse, fotogra¬
fier, firmureri,friskoler,frugtavl. Sådan kan
manbliveved,ogi de allerfleste tilfælde bli¬
ver læseren ved slutningen af den enkelte artikelsatpåsporetbåde til kilderne, utryk¬
tesåvelsomtrykte,ogtil den vigtigste litte¬
raturomemnet. På dette felterder sketen
visajourføring, så ogsånyerelitteratur ofte
ermed,og man erher således kun i mindre grad generet af værkets umådelig lange produktionstid.
Detenesteområdeaffaget historie itra¬
ditionelforstand,somder helt klart ikketa¬
gessigte på, ernaturligt nok den politiske historie. Ellerserhistorienenbredramme, ogdeterbegrebet kulturhistorie også. Der
eriopslagsværketmegetgod videnathen¬
teomadministrationshistorie ogforskellige sider af økonomisk ogsocial historie. Med hensyn til visse træk af den sociale organi¬
sation,somf.eks. slægt, familieoghushold,
er mannok ikkefulgt helt med denmereet¬
nologisk prægede del af dennyerekulturhi¬
storiske forskning. Stærkest står værket måske, når detdrejer sigomagrarhistorien.
På dettefelt inddrages også i nogen grad tingenes historie, for så vidt som mange redskaberdog nævnes og bringes i sam¬
menhæng med arbejdsprocessernei artik¬
ler om jordbehandling, høstarbejde og tærskning. Her kommer man langt ind på nogle af kulturhistoriens klassiske arbejds¬
områder, hvilketogså inogengrad gælder, når man forfølger den videre bearbejdning afjordbrugets produkter i artiklerombrød, øl ogbrændevin. For detosidstes vedkom¬
mende er synspunktet dog også industri¬
historisk.
Betegnelsen opslagsværk vil nok forlede mangetilat tro, atde her kanfinde små hur¬
tige forklaringer på ord og begreber, som
manstøderpåvedhistorisk arbejdeoglæs¬
ning. Detfindermanstadignemmere i den gamle håndbog. For den ældre tid vilmange foretrækkeatgå til Kulturhistorisk Leksikon for NordiskMiddelalder, hvor detselvfølge¬
lig ikkeersærlig kortbesked manfår,men hvor der emnemæssigt er en vældig bred dækning. Detandethovedord i titlen på det nye opslagsværk, kulturhistorisk, må som påvist ogsåtagesmedforbehold. Det havde
væretenærligsag,hvis der klartvarangivet retningslinier for emneafgrænsningen og forbeskæringen af begrebet kulturhistorie.
Nu måmannøjes medatkonstatere,atder nok ertaleomet på mangemåder nyttigt værk,menatdet på andre områder ikkeer
nærsånyttigt,som mangehavde håbetog forventet.
Peter Michelsen
Nord-Nytt. Nordisk tidsskrift for folkelivs¬
forskning. Nr.43,1991
Humor, red. afKarin Löfgren, Christian Ri- chette, Per Jarl. 128s. ISSB0008-1345.
Kanmanskrivealvorligtomhumor? Det ly¬
derparadoksalt, og ensførste indskydelse
ermåskeogsåatmyrde selve ideen meden kvik bemærkning. Men emnet har kunnet tiltrække opmærksomhed i overhundrede år oghar fremkaldt vægtige bidrag fra såan¬
sete navne som filosoffen Henri Bergson, psykologen Sigmund Freud og forfatteren Arthur Koestler.
I virkelighedenerproblemet humorvan-
skeligtogmangfoldigt, hvad enhver kaner¬
fare ved selviagttagelse: Hvorfor ler jeg egentlig? Er latter detsamme somglæde?
Skalmanskelne mellemhumor, komik, iro¬
ni, satireogmåskeflere begreber? Selven baby päetparmåneder kan smileogle,men hvadsætterden elementærerefleks i gang, ler voksne ad detsamme somspædbørn,og
erlatterengod ting? Den opliveros ogkan befordreenfølelse affællesskab,menvi véd jomegetvel,atmanindimellem også ler ad desørgeligsteog grusomsteting. »Humo¬
rensskjulte kildeerikke glæde,men sorg,«
hævderetanonymtcitats.3,»der findes in¬
genhumor i Himlen«.
Meget muligt, mendes merefindes den på jorden,ogikke mindst ifolkekulturen, så deterrimeligt nokatNORD-NYTT harofret
et temanummerpåemnet.Redaktionen har indfanget ni bidrag fra Norge, Sverige og Finland(restenafoshar intetatyde?),og medundtagelse af Jonas BergmansomBell- manvitser ogFinn Christen Hansensomen
gammel norsk-dansk skæmtevise bygger de allepå nyindsamlet stof: Georg Drakosom Göteborg-vid, Leea Kroger om Kekkonen- vitser,Kaija Jäppinenomskæmt på arbejds¬
pladsen, Monica Frantz Rikken om sko¬
lebørns historier, Ulla Lipponen om konto¬
rernes uofficielle kopiering (som man ikke må kaldeXerox-lore),Ulf Stahreomgraffiti ogUlf Palmenfeltommandebladenes vittig- hedsspalter.
Fælles for bidrageneer, at de ermeget stofnære,og endelaf dem når egentlig ikke videre. Deterogsågodtnok,vifåretpano¬
rama overmiljøer(og bemærkerat endel vid harsværtvedatoverskride selv de lave skandinaviske sproggrænser) og kan bl.a.
more osover, atde lidtgrovegöteborgske underklassetyper KarlogAdaerophav tilet PR-show, hvor pæne lokale kandiser ud¬
nævnestil»ÅretsKal å Ada«-selvironi og PRforekommer ikke isammesfære.
Dybsindige psykologiskeoglitterære tolk¬
ningeraf humoren skalmanikke lede efter.
Deterfolklorister ogetnologer derføreror¬
det,ogdegår efter det sociokulturellesam¬
spil: hvordan børns brug af historier udtryk¬
ker intern hakkeorden; hvordan skæmt på arbejdspladsen påvirkes af den almene samfundsudvikling; hvordan politiske vittig¬
hederafspejler politisk virkelighed. Særligt udbytterig fandt jeg Palmenfelts undersø¬
gelse,somfokuserer på de bidragydere, der holdervittighedsspalterne i live, og Lippo-
nens, somfortællerom enafhumorensmo¬
derne former(og i øvrigtoverserElse Marie Kofods udmærkedesamlingChefens sekre¬
tær, Kbh. 1989). Denne kopivirksomhed -
altså ikkeXerox-lore, firmaet vil ikke have det- udmærkersig ellers vedatfrembyde allefolklorens traditionellekendetegn,ano¬
nymitet, variabilitet osv., men kommunike¬
resudelukkende iskriftlig form;et kors for densystematiske tanke.
Dybde giver antologien ikke, men i det mindste bredde: Man imponeresaf humo¬
rens fortsatte mangfoldighed og vitalitet.
Måskenetopfordi dens skjulte kilde ikkeer glæde,mensorg?
Bengt Holbek
Niels-Holger Larsen:
Silderøgerierne ved Hasle
BornholmsMuseum, Rønne 1991. 31 s.
ISBN 87-88179-28-1. Kr.30,-.
I gamle dage, det vil sige indtil først i 1950'erne,varderrøgede sild på brødet i de danske madpakker. De fleste af disse sild kom fra Bornholm og blev handlet hos grønt-ogfiskehandlere undernavnet»røge¬
de bornholmere«. Senere kom der nyefor¬
mer for pålæg, som var lige parat til at lægge på brødet. På Bornholmfik røgerier¬
nei desammeår mange ogkostbare påbud
omfliser oganden hygiejne. Resultatet blev,
atmangelukkede,ogdenfør så blomstren¬
de lokalindustrisygnede hen. Det gjorde det traditionellefiskeri med drivgarnfor øvrigt også, så nutidens røgerier, der lever af salg til turister, må undertiden købe deres sild helt fra Nordjylland.
Netop turismenergrundlagetfor,atflere af degamle røgerier i disse år genåbnes, så røgenfra det brændende elletræ igenspre¬
der duftog stemning i de små havnebyer.
Bornholms Museum har i 1990 indretteten
udstilling ietfredet røgeri i Hasle. Opfølgen¬
de harmanudsendtenlille instruktivpubli¬
kation afNiels-Holger Larsen. Indholdet har tidligereværet trykt somartikel i museets årbog; men hvorfor har man ikke ændret dengamlepaginering?
Deterellersenpæn lille tryksag. Teksten dokumenterersammenmed de mangefoto-
grafier den hektiskeaktivitet, derføri tiden
varomkring de smävirksomheder med de fornemt murede skorstene. Forfatteren gør kort rede forsilderøgningens historie. Han beskriver også de karakteristiske arbejds¬
processerfrasildenmodtages til desenere densammedag pakkes i trækasserog sen¬
despå markedet. Men hvorfordrejerdetsig kunomHasle? Beskrivelsen burde haveom¬
fattet alle de bornholmske kystbyer inklu¬
sive Gudhjem, hvor man engang i forrige århundrede var de første til at røge sild i
størreskala.
Poul H. Moustgaard
Chr. R. Jansen(red.): Skatkisten
Arkivalier og historier fra landsarkivet. 141 s.,ill.Udgiverselskabetved Landsarkivet for Nørrejylland. ISBN 87-890-39-15-7.
Kr.315,-.
»Skatkisten« ertitlen på den statelige bog, hvormed Udgiverselskabet ved Landsarki¬
vetforNørrejylland i Viborg den 12.august 1991 fejrede landsarkivets100 årsfødsels¬
dag. Titlen ervalgt af to grunde. For det første skal landsarkivets arkitekt Hack Kampmann i sin udformning af bygningen have ladetsig inspirere af katolske helgen¬
skrin,somhan havdeseti Italien,fordetan¬
det kan man roligt kalde landsarkivet med alle dens arkivalier forenskatkiste.
Ibogen har arkivets arkivarer-ogdeter Harry Christensen, Ole Degn, Jens Holm¬
gaard, Chr. R. Jansen, Birgit Løgstrup og Paul G. Ørberg-vist lidtfrem af det, man kan finde i skatkisten. Kan der ikkespores nogetegentligt system i de 66 små histo¬
rier, såerbogen dog alligevelmegetpæda¬
gogisk. Den kommer nemlig alle degængse kilderigennem,oghvert lille stykke munder omhyggeligt ud i litteraturhenvisninger.
»Skatkisten«eraltså først ogfremmesten bog om kilderne, det understreges af de mangeomhyggelige farvefotografier af arki¬
valier.Og deter enbog, derfortæller, hvad kilderne kan, når de læses med viden og følsomhed. Men deterogsåenbogomdet liv, derafspejler sig i kilderne. Mange af hi¬
storierneerlæseværdige,ogdeeralle oply¬
sende. Man kommer vidtomkringi tilværel¬
senskrinkelkroge. Snarter manpå inspek¬
tion med entoldkrydser,snart kigger man
indenfor i HorsensTugthus hos Jens Niel¬
sen,derfik hovedet huggetaf;snarter man med til at bygge stationsmesterboliger,
snart snager man lidt i Blichers privatliv, læserenversificeretansøgning fra Ambro¬
sius Stub i Ribe, anlæggervejeog meget
mere.Stort ogsmåterblandet mellem hin¬
anden.Dog har forfatterne til de fleste histo¬
rier søgt at markere det perspektiv, der løfter det enkelte arkivfund udoverdet kuri¬
øse.
Bogenermed andre ordengod reklame for landsarkiverne og for arkivarernes ar¬
bejde.
Eske K. Mathiesen
Jens Bruun(red.):
Barselstueoghimmelstige
Samlede digte og salmer af Løjt-degnen Hans Mikkelsen(1720-1796).Udgivetaf Hi¬
storisk Samfund forSønderjylland 1991. 219
s.,ill. ISBN87-7406-062-7.Kr. 190,-.
Adskiltaf et lille århundrede kan den søn¬
derjyske litteratur fremviseto muntre,sati¬
riske og folkekære digtere, nemlig Hans Mikkelsen(1720-1796)ogNikolaj Andersen (1862-1919). Beggesversblev særdelespo¬
pulære, Andersens via Flensborg Avis og Sprogforeningens Almanak, Mikkelsens via skillingstryk, afskrivningerog mundtligtra¬
dition.Nikolaj Andersens digteogfortællin¬
ger har længe haft deres udgave, nu har Hans Mikkelsen også fået sin ved pastor JensBruun iLøjt.
Mikkelsen var degn i Løjt Kirkeby, men hanvarfødtpå Løgumkloster-egnen, foræl¬
drenevarfattige, faderen skrædder. Bruuns udgave harenforløber, nemlig Frederik Fi¬
scherssamlingaf Mikkelsens digte fra1860.
Denne havde imidlertid ikke Mikkelsens sal¬
mer med, ej heller noget tekstkritisk og kommenterende apparat. Det er morsomt at seAndersen og Mikkelsen ved sidenaf hinanden på reolen. De klæder hinanden, denfugtige degnogAndersen med sin be¬
rømte hyldest til kaffepunchen. Forresten kunne der godt laves endnu et bind med sønderjyske satirer og versfortællinger af forskellige forfattere. Detvar genrer,der tri¬
vedes godt i Sprogforeningens Almanaks første årtier.
Selvfølgelig er tiden løbet fra meget i Hans Mikkelsens digte, tiden løber jo fra
hvadsomhelst. Men hvad den ikkeerløbet fra, er den verslflkatoriske energi, der er nedlagt i digtene, lysten tilatlege medspro¬
get, lysten tilatfortælleengodhistorie på
vers.Mikkelsensdigte blev forendels ved¬
kommendetryktsomskillingstryk af Luck- andersefterfølger i Haderslev,menMikkel¬
sen er langt fra at være kliche-fabrikant.
Hanerdigter,somelskeratdigteogfinde rammende ord for sineiagttagelserog me¬
ninger, der ikke sjældent havde brod mod øvrighedaf flere slags.
Derforertiden ikke løbet helt fra Mikkel¬
sens digte, for hvad den poetiske energi formår, deternetop at sætteliv i kludene.
Og liverder virkelig,stoffet formelig spræl¬
ler i sit metriske korset ogtruersine steder, ligesom naturen,med at gå overoptugtel¬
sen, hvad naturen vitterlig gør i denne stumpfra »Beviis af levende Exempleratdet
erLøgn...«
Antonius han harennæstenvoxenPige, Som altvarfemten Aar ogfemten Dage til;
Hun Stakkel tænkte paaathave sig
enLige, Hvis nogen Beiler sig hos hende melde vil.
Og for hun ikketørsaataabeligenvære, Hvisuformodenlig hun kom i Brudeseng, Hos Avelskarlen hun begyndte lidtatlære OmÆgteskabets Værkog sammes
Sammenhæng.
Indtil omsider hun kom til ogtoglidt Skade Paa hendesJomfrudom, somletog
kunde skee.
Hunom enVattersotbegyndte daattjade, Somtogsaahastig tilatHver den
kundesee.
Det enegenrebillede efter det andet ruller frem. Snartermanikroen,snartpå gaden,
snart ikøkkenet,snarti festligt lag, snarti daglig samtale. Mikkelsens drivkraftvar sa¬
tiren. Men hans satireer, somhos Holberg, beregnet tilatgørefolks dårskaber synlige uden nødvendigvisatfordømme dem med
en kæmpestor pegefinger. En holbergsk
tone er i øvrigt mærkbar; visse af Mikkel¬
sensdialogerer somsnydt udaf komedie¬
digterensnæse.Og såerdet da pudsigt,at Holberg brugte pseydonymet Hans Mikkel¬
sen.
Under alleomstændigheder fårmani Mik¬
kelsensdigtemangemuntrekig ind til bon¬
delivetpå Løjt dengang. Nogleaf digteneer blevet husket længe, f.eks. »Extract afen heelSøndag-Eftermiddags Landsby-Prædi¬
ken« og»Den lystige Barselstue«. I »Samtale imellem Peder Kornpuge og Johan Sax«
blotter Mikkelsen en bidskhjørnetand, der blinkermeresatirisk endellers, når han skil¬
drer storbonden, der i billige tider køber kornopforatgemmedet til dyre tider, når folk lider nød.
For kulturhistorikereerMikkelsensdig¬
teinteressante. Eteksempel: I digtet »Bin¬
debrev«,som Bruun vil frakende Mikkelsen ophavsretten til udenatangivenogentvin¬
gende grund, beklager forfatteren, at han ikke har et gammelt bindebrev at tage til model fordet, han sidderogskal skrive,og så beskriver han i forbifarten ogpå denyn¬
digste mådeetsådant.
Ak havdejeg kunnuved Haand Etgammelt Bindebrev, Beklippetogbelagt med Baand Sommandetfordumskrev;
Hvorefterjeg da ligesaa Et anden kunde skrive
OmHjortogHindogTakkersmaa Om Løv ogGræsogSive.
I sinindledning fortæller Jens BruunomMik¬
kelsen,omhans virkesomdegn,somklog mand og som landmåler, Mikkelsen var nemlig ligesom Nikolaj Andersen en mate¬
matiskbegavelse. Og manhørerommelo¬
dierne til digtene, om skillingstryk, omaf¬
skrivninger og optegnelser efter mundtlig tradition. Det er udmærket, men hvorfor skal Mikkelsen kaldeset»almuemenneske«
og forsynes med noget så mærkværdigt
som et»almuesind«? Især det sidste lyder klistret. Hvad menesdermed? Hvis det er
underklasse, Bruun mener, kunne han da have skrevet det.
Det kunne have været morsomt, hvis Bruun havdefunderetover, hvor Mikkelsen fik sine inspirationer til satirerne fra? Han skrevjo i den store satire- og pamflettid, måske kunnenoglesportrækkesaf både lit¬
teraturhistorisk ogpolitiskart?
Adskillige har i tidens løb arbejdet med Mikkelsens digte og med at udrede, hvad dervar mereogmindre sandt i historierne
