da egyptens daværende præsident, Gamal Abdul Nasser, i 1956 talte til en stor folke- mængde i havnebyen Alexandria, nævnte han 13 gange Ferdinand de Lesseps – den mand, der byg- gede Suez-kanalen. Det var kodeordet til den egyptiske hær om at besætte kanalen.
Den krise, det resulterede i, er et eksempel på, hvor langt udenrigspolitikkens alliancer og in- strumenter har flyttet sig i de forløbne 50 år. Dengang gik en alliance bestående af Israel, Storbritannien og Frankrig til angreb på Egypten. Angrebet blev stoppet, da den amerikanske præsident Eisenhower truede den britiske premierminister, Anthony Eden, med sanktioner, som ville lægge britisk øko- nomi i ruiner.
Der er mindst tre gode grunde til at stoppe op og dvæle ved Suez-krisens 50-års-jubilæum.
For det første markerede krigen afslutningen på en tidsalder, hvor magter som Storbritannien og Frankrig kunne spille en dominerende rolle. I stedet opstod det bipolære system med supermagterne USA og Sovjetunionen, der eksisterede helt frem til Murens fald.
For det andet var krisen med til at etablere Mellemøstens status som globalt brændpunkt og et permanent sikkerhedspolitisk problem.
For det tredje fulgte den vestlige offentlighed først og fremmest konflikten som tilskuere – ik- ke som engagerede borgere. Udenrigspolitikken var i hænderne på de professionelle politikere og deres glatte diplomater, der dybest set regerede verden ud fra samme grundlæggende logik som ved Wienerkongressen i 1814: Afvejning af nationale interesser og magtpolitiske hensyn.
Den nuværende situation i Libanon har en række lighedspunkter med Suez-krisen. Den markerer et endegyldigt sammenbrud for den verdensorden, som USA har forsøgt at bygge op i tiden efter Murens fald – og ikke mindst efter terrorangrebene i 2001. Det er tankevækkende, at USA ikke kan banke de stridende parter på plads. Man kan skabe og støtte krige. Men man kan ikke skabe fred.
Krisen har også demonstreret, at Mellemøsten forsat er omdrejningspunktet for en række af verdens mest presserende sikkerhedspolitiske problemer. Irak-krigen har fået en global række- vidde, som de krigsførende parter aldrig havde forestillet sig. Krigen mod terror er snævert forbundet med konflikterne i Mellemøsten. Og situationen i Libanon viser med al tydelighed, hvor mange in- teresser verdens stærkeste magter har i regionen.
Men vigtigst er måske, at krigen i Libanon har udløst en ny global debat om krig og fred. Krigen sætter spørgsmålstegn ved de principper, der ligger bag den måde, udenrigspolitikken bliver for- muleret i de fleste lande – herunder Danmark.
alverdens diplomater, forskere og andre aktører bruger enorme mængder af tid på at analy- sere udenrigspolitiske spørgsmål og veje fordele og ulemper op mod hinanden. I udenrigspolitik er enkle løsninger en sjældenhed. Eller burde i hvert fald være det. Kompleksiteten i de udenrigs- politiske spørgsmål står i stadigt mere skærende kontrast til de løsninger, som offentligheden præsenteres for.
Mandagmorgen
4
LEDER
MM2614. august 2006
I nationens interesse
Ingen lette løsninger
Kompleksiteten i de uden- rigspolitiske spørgsmål står i skærende kontrast til de enkle svar, offentligheden præsenteres for.
I udenrigspolitik er enkle løsninger en
sjældenhed. Eller burde i hvert fald være det.
Et eksempel er debatten i USA forud for angrebet på Irak. Neokonservative kommentatorer hep- pede kraftigt på en invasion. På amerikansk tv forudså de, at irakerne efter Saddam Husseins fald ville gå på gaden i Bagdad og hilse de amerikanske soldater som befriere. Og når først Irak faldt, ville resten af de udemokratiske regimer i Mellemøsten falde ”som modne æbler fra en lavthæn- gende gren”. Syrien ville efter kommentatorernes vurdering falde først.
Den slags ønsketænkning er blevet en helt selvfølgelig del af den udenrigspolitiske debat. Og aktører, der repræsenterer den ene eller anden særinteresse, har for længst lært sig, at tv-mediet giver gode betingelser for at komme til orde. Den bedste underholdning og de højeste seertal kom- mer nu engang ved at lade de mest ekstreme holdninger mødes i direkte konfrontation.
I konflikten mellem Israel og Hizbollah er det islamister og kristne fundamentalister fra USAs bibelbælte, der leverer varen. I WTO-forhandlingerne er det vrede franske landmænd og fattige afrikanere, der udgør polerne.
i dag er udenrigspolitikken mere medieeksponeret end nogensinde. Hvor Suez-krisen fo- regik i sort-hvid, dækkes Libanon af en håndfuld globale nyhedsstationer, der sender døgnet rundt, bloggere i alle lejre og et uhørt stort antal journalister. Udenrigspolitikken er blevet hvermands- eje. Det giver medier, kommentatorer og enkeltsagsbevægelser en enorm indflydelse på udform- ningen af udenrigspolitikken. Mange klassiske diplomater og politikere med stor udenrigspolitisk indsigt var dybest set helst fri for den massive medieinvolvering. Det gør komplekse opgaver end- nu mere komplekse – for ikke at sige uoverskuelig.
Men det giver også alverdens politiske ledere et unikt værktøj, der kan udnyttes langt bedre end i dag. Enhver borger, der blot jævnligt tænder for en tv- eller radioavis får samtidig en dosis uden- rigspolitik. Over tid giver det faktisk en ganske velfungerende opfattelse af udenrigspolitiske spørgsmål og konflikter. Derfor burde det egentlig være unødvendigt for en stærk politiker at hop- pe på det populistiske tog. Med den mængde udenrigspolitisk information og analyse, som dagens mediebillede udsætter lyttere og seere for, har store dele af verden efterhånden en offentlighe med gode forudsætninger for at forstå løsninger og strategier, der både er komplicerede og langsigte- de.
Et europæisk eksempel er spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Mange meningsmålinger har vist, at danskerne er skeptiske. Men også, at tre ud af fire danskere har blik for de strategiske for- dele i at optage af nye medlemslande i EU: Det spreder Europas demokratiske værdier, og det ska- ber fred og stabilitet. Se også artiklen side 25. Danskerne - og andre europæere - har med andre ord opbygget en indsigt i langsigtede udenrigspolitiske målsætninger, der i står i stadig mere grel kontrast til de mest højtråbende aktørers “lette” løsninger.
For politikere med internationalt engagement åbner mediesamfundet helt nye muligheder for at kombinere politikerens naturlige behov for personlig profilering med et image som statsmand.
Muligheden for at bryde mønsteret og lancere langsigtede udenrigspolitiske løsninger er bedre end længe. Den internationale statsmand, der ønsker at blive husket for det gode i fremtidens hi- storiebøger, har alle muligheder for at slå til nu.
Den, der savner modet, kan tænke tilbage på forandringerne i den Israel-politik, der er blevet ført fra Det Hvide Hus, mellem 1956 og 2006. Intet i udenrigspolitik er statisk.
Mandag Morgen
Mandagmorgen
LEDER
5MM2614. august 2006
Medierne som vilkår
Udenrigspolitikken og dens konsekvenser er på godt og ondt mere eksponeret end nogensinde.
