Kopi fra DBC Webarkiv

Hele teksten

(1)Kopi fra DBC Webarkiv Kopi af: Monster, menneske, maskine. Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: dbc@dbc.dk.

(2) Kultur / Bøger. Monster, menneske, maskine. ESSAY / 18.02.14. Mary Shellys roman Frankenstein – Eller den moderne Prometheus fra 1818 trænger til at blive læst med friske øjne og blive befriet fra diverse misforståelser. Romanen bringer menneskets indre ondskab til skue samtidigt med, at den leverer noget af skønlitteraturens skarpeste civilisationskritik. For hvem er mest menneskelig og mest monstrøs, Frankenstein eller hans cyborg-monster? I anledning af en ny oversættelse af romanen samt denne måneds premierefilm I, Frankenstein genlæser ATLAS det berømte værk. Louise Folker Christensen De fleste mennesker forbinder Frankensteins monster, med en firkantet skikkelse og en makaber maske,.

(3) sat sammen af tydelige syninger og skruer. Måske er det oveni købet grønt. Den berømte ikonografi stammer ikke fra Mary Shellys roman. Men har sin begyndelse i James Whales filmatisering Frankenstein fra 1931, nærmere bestemt fra Boris Karloffs berømte fortolkning af Frankensteins monster. Karloff har ikke blot indprentet monsterets ydre i den kollektive bevidsthed, men også dets klodsede væremåde, dets dumhed, naivitet og langsomhed er karakteristika, der ligger langt fra romanens univers. Filmen blev en verdensomspændende succes og Karloff gjorde Frankensteins monster til en gentagende og livslang rolle, da han senere indspillede filmene The Bride of Frankenstein (1935), The Son of Frankenstein (1939) og The House of Frankenstein (1944). Det har intet at gøre med Mary Shelly. Ikonografien er sidenhen blevet yderligt fasttømret, især i populærkulturens utallige fremstillinger. Den mest seriøse produktion synes at være Kenneth Branaghs filmatisering, Frankenstein fra 1994 med Robert de Niro som monsteret, men det er nu især den lange række af b-film, slasher, tegnefilm, tv-serier, spoof, video- og computerspil og naturligvis tegneserier, der for alvor har billedliggjort den absurde monsterfigur hos de fleste. Et udpluk af titlerne fra filmens verden er: Frankenstein Meets the Spacemonster (1965), Frankenstein lægger hjernen i blod (1969), Frankenstein vs. Dracula (1971), Young Frankenstein (1972), Frankenstein vs. Hitler (2011), Tim Burtons Frankenweenie (2012). Traileren til den snart premiereaktuelle I, Frankenstein, giver et lignende indtryk. I de fleste af filmene går Karloffs ikoniske figur igen, mens handlingen er ændret radikalt. Som for eksempel i Frankenstein Conquers the World fra 1965, der foregår under Anden Verdenskrig. I denne film bliver Frankensteins hjerte stjålet af nazister og bragt til Japan, hvor det overlever Hiroshima og udvikler sig til et ondt monster. Eller Andy Warhol og Paul Morrisseys halverotiske Flesh for Frankenstein, hvor videnskabsmanden Victor Frankenstein er blevet til en ondsindet, liderlig baron, der med et seksuelt sigte skaber et væsen af ren serbisk afstamning. Ligeledes går Igorfiguren, der er Victor Frankensteins entydigt onde, gnomagtige hjælper, igen i flere fremstillinger, skønt den ikke er at finde i romanen.. http://www.youtube.com/watch?v=5-c2I4ADfnk. Der skal ikke nævnes et ondt ord om slasher- og spoof geeks, tegneserienørder, kultfreaks og halloweenfetichister, der holder af den grønne udgave af Frankensteins monster. Men det er klart, at disse fremstillinger ikke skal ligge romanen til last. Det er derfor tid til at befri Frankenstein for misforståelser og forsimplet ondskab og genopdage, og naturligvis genlæse, Mary Shellys roman som den er..

(4) Robert de Niros version af monstret i Kenneth Branaghs filmatisering fra 1994.

(5) Det menneskelige monster En af de ting, der adskiller romanen fra de filmiske fremstillinger er de forskellige syn på, hvad et monster egentligt er. Betegnelsen viser sig at være noget mere nuanceret, end man umiddelbart kunne forvente. Ordene monster og monstrøs kommer af det latinske monstrosus, der betegner noget, der afviger fra det normale og sædvanlige for eksempel ved at være misdannet og vanskabt. En anden afledning af ordet, monstrum kommer af moneo, og betegner noget, der advarer og minder om noget andet. Et monster er altså kun et monster i kraft af dets forhold til det normale, det ikke misdannede, og altså i kraft af dets forhold til mennesket. Monsteret viser sig at være en kulturel kategori. Det kan udfordre og gennembryde kulturens grænser og grænserne for, hvad der er normalt. Monsterfænomenet viser sig at være i evig forandring ligesom grænserne for, hvad vi synes er væmmeligt og skræmmende også ændrer sig konstant. En række af de monstre som vi finder i kulturhistorien viser sig på mange måder at være entydigt onde afbildninger af kaos og frygt. Dragerne i de klassiske folkeeventyr, de græske mytologiske monstre som søuhyret Hydra med de mange hoveder, de gigantiske kykloper og de forførerende sirener. I den nordiske mytologi findes monstrene Fenrisulven, Midgårdsormen og Hel og der er de gammeltestamentlige monstre som Leviathan og Rahab. Alle monstre har i høj grad haft til formål at minde om og udtrykke og billedliggøre en eksistentiel angst og frygt for verden. I en række af Frankenstein-filmatiseringerne er monsteret reduceret til en sådan entydig figur. Men mere interessant er dog på mange måder de monstre, der er kendetegnet ved en iboende dobbelthed, der nuancerer dem fra den entydigt onde definition. Vi finder dem både i mytologien, religionen, kunsten og litteraturen. Blandingsvæsner fra de mesopotamiske kulturer 5000 år tilbage i tid, er blevet afbilledet i relieffer og figurer, og har haft til formål at skræmme menneskene, men også skræmme ondere ånder væk. De egyptiske og græske sfinkser, med menneskehoveder og løvekroppe, der både er onde menneskeædere, men også grav- og tempelbeskyttere. De gammeltestamentelige engle, er også blandingsfigurer, sammensat af både menneske- og dyrekroppe og er på sin vis også monstre. Foruden de gode, skyts- og ærkeengle findes også de faldne engle, der i Det Gamle Testamente betegnes som dæmoner. Spøgelset i Shakespeares Hamlet er garant for det gode, ved at advare om det forkerte, men igangsætter af samme grund en række ulykkelige begivenheder. Der er Dracula, der på én gang er en kultiveret, sofistikeret greve og kynisk blodsuger. I denne mere nuancerede definition nærmer monstrene sig mennesket ved hverken at være entydigt gode eller onde. For os i dag er de mest skræmmende monstre på mange måder dem, der ligner os selv og knap så meget de deciderede ikke-menneskelige uhyrer. Mediebilledet afslører frygten ved eksempelvis at bruge monsterterminologi om mennesker, hvis handlinger er ubegribelige: Josef Fritzl, Peter Lundin, Amagermanden, Ariel Castro og forældrene fra Tønder- og Brønderslevsagerne er alle blevet kaldt monstre. Mary Shellys Frankenstein – Eller den moderne Prometheus er en monsterroman par excellence fordi den.

(6) netop viser den skrøbelige og bevægelige grænse mellem det menneskelige og det ikke-menneske. Vi får aldrig et entydigt svar på hvem, der er fortællingens egentlige skurk, monstret eller dets skaber videnskabsmanden Victor Frankenstein. Modsætningen mellem hvem der er menneskelig og hvem der er monstrøs, hvem der er god og hvem der er ond er nemlig konstant til diskussion i romanen. Victor Frankenstein er på den ene side et sympatisk familiemenneske, der passer på dem han holder af. På den anden side er han en excentrisk videnskabsmand, der interesserer sig for den mest højtragende del af naturfilosofien og naturvidenskaben. Den del, der handler om livsprincippet. I en vanvittig og selvisk rus over sine egne videnskabelige præstationer skaber han monstret af rester fra lig, som han graver op, ganske uden tanke på konsekvenserne af, at tage skabelsen af liv i egne hænder. Selv fortæller han i et tilbageblik: »Dengang blev jeg drevet fremad af en uimodståelig og nærmest rasende drift, jeg syntes at have mistet al sjæl eller følelse for alt andet end dette ene forehavende.« Han gribes altså af en ondsindet trang til at overgå sig selv og menneskeligheden, ved at indpode liv i dødt væv. Skabertrangen afsløres dog af gru, anger og foragt så snart skabningen viser tegn på liv. Han havde forventet et smukt væsen, men så snart det går op for ham, at væsnet ser umenneskeligt ud foragter han det: »Min afsky for dette umenneske var ufattelig. Jeg skar tænder ved tanken om ham, og jeg ønskede brændende at udslette det liv, jeg så tankeløst havde skænket.« Ude af stand til at elske og anerkende sin skabning fornægter han det og lader det møde verdenen alene og ulykkelig. Monsteret har som sådan ikke et navn, men er i danske oversættelser gennem tiden blevet betegnet som Den elendige, Skabningen, Væsnet, Umennesket, Overmennesket og netop Monsteret. På mange måder bliver han i romanen portrætteret som en yderst hæslig skabning: »Hans gullige hud dækkede knap nok bevægelserne i musklerne og årerne nedenunder, hans hår var strålende sort og bølgende og hans tænder perlehvide , men denne overdådighed udgjorde kun en desto mere rædsom kontrast til hans vandige øjne, der synes at være at næsten samme farve som de gråhvide huler, de var anbragt i, hans runkne hud og smalle ondskabsfulde læber.« Han er desuden enorm, og lever næsten dyrisk i skoven af bær og nødder og er væsentligt mere udholdende end mennesker. Samtidigt er han adræt, veltalende, æstetisk, musikglad, historisk interesseret og reflekteret. Han lærer sig selv fransk og læser bøger af Plutarch, Goethe og John Milton. Ligesom Victor Frankenstein kan han altså ikke kategoriseres entydigt. Han er en hybrid mellem noget menneskeligt og ikke- menneskeligt både i forhold til sit fysiske ydre og i forhold til sit følelsesliv. Han tilskrives en menneskelig længsel efter kærlighed og anerkendelse, der står i modsætning til Victor Frankensteins umenneskelige destruktionstrang..

(7) RoboCop er en moderne cyborg, der også rummer menneske-maskine problematikken.. Monsteret er ikke skabt ondt, men bliver ondt af at færdes i den menneskelige verden. Da det går op for ham, at hans skaber og fader Victor Frankenstein, foragter ham, fyldes han af vrede og hævner sig på uhyggeligste vis på Frankenstein. Men det er ham i mod – han er hele vejen i gennem bevidst om det.

(8) forkerte i sine handlinger, men trods skyldfølelsen er han overbevist om retfærdigheden i sine hævngerninger. Han siger til sin skaber: »Tro mig, Frankenstein, jeg var godhjertet, min sjæl glødede af kærlighed og menneskelighed, men er jeg ikke alene, alene i min ulykke? Du min skaber, frastødes af mig, hvilket håb kan jeg da få hos dine medmennesker, som intet skylder mig? (…) Du anklager mig for mord, og dog ville du med god samvittighed tilintetgøre dit eget skaberværk. Åh, lovet været menneskets evige retfærdighed.« Monsteret forsøger at få Frankenstein til at skabe ham en mage, som han kan leve fredeligt med uden at genere nogen, men Frankenstein nægter og monsterets fortsætter sine ugerninger. Frankensteins monster er altså ikke blot skabt af Victor Frankenstein. Det bliver også en projektion af skaberen selv både i forhold til det gode og det onde i Frankensteins menneskelige natur. På denne måde nuancerer romanen forholdet mellem godt og ondt og forholder sig samtidigt kritisk overfor mennesket, dets indre natur samt dets særstatus i verden. Spørgsmålet om hvem, der er mest menneskelig og mest monstrøs, Frankenstein eller hans monster, forbliver altså åbent. It’s Alive! Frankensteins monster er ikke blot et monster – det er også en cyborg. For næsten ligegyldigt hvilken fremstilling af værket man konsulterer, så er monsteret frembragt ad videnskabelig, teknologisk vej. Frankensteins monster er tilmed litteraturhistoriens første eksempel på en cyborgfigur. En cyborg er en hybrid mellem et menneske og en maskine, der altså ligesom monsteret befinder sig på grænsen mellem det menneskelige og ikke-menneskelige. Ordet cyborg er en sammensmeltning og forkortelse af cybernetic organism, der som ordet antyder, er en kombination af noget biologisk, naturligt og noget teknologisk, videnskabeligt og som fungerer i et selvstændigt system. Begrebet tager sit udspring i 1960’erne hvor menneske-maskine systemer blev opfundet som led i rumforskningen blandt i forhold til rumdragter. Begrebet har senere fundet vej ind i militæret hvor cyborgs bliver brugt som led i forsvars- og krigsførelse. De er især udbredt i lægevidenskaben, hvor maskinelle og teknologiske kropsdele eksempelvis pacemakere, høreapparater, implantater og insulinpumper er eksempler på cyborgs. Nyeste skud på stammen i den medicinske cyborgforskning er muligheden for at fremstille organer, ved hjælp af 3D-printere. Også i filosofien har begrebet vundet indpas som del af den socialkonstruktivistiske tanke hvor det bliver brugt som et begreb for kulturelle konstruktioner af eksempelvis køn og seksualitet og som denne teoretiske retning forsøger at frigøre sig fra. Cyborgfigurer har naturligvis også vundet indpas i kunsten og litteraturen. Her optræder cyborgs i en række forskellige variationer. Ofte optræder de som direkte blandningsvæsner mellem menneskekroppen og maskinen som for eksempel i filmene Terminator, RoboCop, replikanterne fra Blade Runner, og Darth Vader fra Star Wars. Der er eksempler på robotter, der opnår menneskelig intelligens og menneskelige egenskaber som supercomputeren Hal 9000 fra Rumrejsen 2001. Og så er der den type cyborgfigur, der består af teknologisk modificeret organisk materiale, som det altså er tilfældet med Frankensteins monster. Han består udelukkende af dødt væv, så han indeholder ikke som sådan maskinelle dele, men han er en cyborg, fordi han er frembragt teknologisk. Han er derfor i stand til at udfordre de kulturelle grænser både på det menneskelige plan, i kraft af sin status som monster, og på det videnskabelige plan, i.

(9) kraft af sin status som cyborg.. http://www.youtube.com/watch?v=1qNeGSJaQ9Q På trods af cyborgens menneskelige egenskaber bliver den, i kunstneriske og litterære sammenhænge ofte brugt til at problematisere og kritisere de moderne teknologiske og videnskabelige fremskridt. Frankensteins monster er ingen undtagelse. Civilisationskritikken har endda bevæget sig helt ind i romanens titel Frankenstein – eller den moderne Prometheus. Den henviser til den græske mytologis Prometheus, guden, der gav menneskene ilden og dermed muligheden for at skabe liv. Han blev straffet af Zeus fordi skabelsen af liv ikke er en opgave for menneskene, men for guderne. Hans straf var, at han blev fastlænket til en klippe, hvor han fik hakket sin lever ud af Zeus' ørn, der efterfølgende åd den. Der blev ved at vokse en ny lever ud så straffen gentog sig over lang tid. Victor Frankenstein bliver i romanen en moderne Prometheus, fordi han som menneske og videnskabsmand tager skabelsen af liv i egne hænder og romanen igennem bliver han straffet for sin skabertrang. I og med, at Frankensteins monster er skabt som en cyborg, og at den teknologiske skabelse får så ulykkelige følger, bliver det moderne videnskabelige fremskridt stærkt problematiseret af Mary Shelly. Så sideløbende med at være dybt kritisk overfor menneskets inderste, viser romanen sig også at være et af skønlitteraturens mest uomgængelige civilisationskritiske værker. Da det går op for Victor Frankenstein, at han i en selvisk rus har leget med kræfter, han er ude af stand til at styre, fremfører han videnskabskritikken ganske eksplicit: »Hvis det studium, man helliger sig, har tendens til at svække ens kærlige følelser og ødelægge ens sans for de simple glæder, som ikke kan sammenblandes i nogen legering, så er dette studium afgjort uhensigtsmæssigt, det vil sige upassende for menneskesindet. Hvis denne regel altid blev fulgt, hvis ingen lod nogen bestræbelse overhovedet indvirke på ligevægten i éns kærlighed til sine nærmeste, ville Grækenland ikke være blevet trælbundet, Cæsar ville have sparet sin land, Amerika ville være blevet opdaget mere gradvist, og imperierne i Mexico og Peru var ikke blevet udslettet.« Frankensteins monster er en grænsefigur, der som monster og cyborg problematiserer både den indre og ydre verden, med et dystert fortegn. Ved at være en monstrøs spejling af sin menneskelige skaber, minder han os om det onde ved den menneskelige natur og ved at være videnskabeligt frembragt, minder han os om det potentielt onde videnskabens civilisatoriske frembringelser. For når mennesket, kan være både ondt og monstrøst kan den menneskelige kulturs fremskridt naturligvis også være det. Desværre har ikke alle senere fortolkninger af Mary Shellys roman fået denne, evigt aktuelle kritiske dobbeltposition med. At dømme ud fra nedenstående trailer, er der meget som tyder på, at næste nummer i rækken I, Frankenstein heller ikke gør det. Den ellers planlagte danske premiere er netop blevet aflyst. Så herfra skal lyde en opfordring til genlæsning af Mary Shellys evigt aktuelle værk. http://www.youtube.com/watch?v=sCUZd1iuq3o.

(10) FAKTA. Nyoversættelsen af Mary Shelleys Frankenstein er netop udkommet på Rosinante med forord af Merete Pryds Helle og oversat af Jacob Levinsen.. I, Frankenstein skulle. have haft dansk biografpremiere d. 27. februar, men udkommer nu i stedet direkte på DVD, VOD og Blu-ray..

(11)