Danish University Colleges
Risikovurderinger i dilemmafyldte sager vedrørende børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund
Nielsen, Anette; Jacobsen, Gro Hellesdatter
Publication date:
2016
Document Version
Også kaldet Forlagets PDF Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Nielsen, A., & Jacobsen, G. H. (red.) (2016, dec.). Risikovurderinger i dilemmafyldte sager vedrørende børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
FORSKNING OG UDVIKLING
Risikovurderinger i
dilemmafyldte sager vedrørende børn og
unge fra familier med etnisk
minoritetsbaggrund
ucsyd.dk
Refleksionsmodel til brug i socialfaglige
risikovurderinger i sager vedrørende udsatte børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Refelksionsmodellen er udarbejdet på baggrund af rapporten vedr projektet "Risikovurderinger i
dilemmafyldte sager vedr. børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund", Jytte Hansen (2015).
Projektet er financieret af midler fra Socialstyrelsens forsknings og udviklingspulje til sikring af forsknings- og praksistilknytning på Masteruddannelsen for udsatte børn og unge og Den sociale diplomuddannelse, børn og unge
Find den lange udgave her:
http://socialstyrelsen.dk/filer/born/efteruddannelse/
refleksionsvaerktoj.pdf
Og den tilhørende casesamling:
http://socialstyrelsen.dk/filer/born/efteruddannelse/
tretten-casefortaellinger-faerdigudgave.pdf
Kolofon
Udgiver: NVIE, UC SYD, 2016
Redaktion: Anette Nielsen og Gro Hellesdatter Jacobsen Forskningsprojekt: Jytte Hansen
Grafisk design UC SYD Kommunikation Copyright UC SYD 2016
Risikovurderinger i dilemmafyldte sager vedrørende børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund
Indledning og motivation 4
Projektets formål, empiri og metode 6
Kort om de 13 familiesager 8
Undersøgelsesspørgsmål 9
Centrale begreber 10
Konklusion 11
Refleksionsmodellen – læsevejledning 12
Kontekst 14
Vidensgrundlag 17
Risikovurderinger 21
Perspektiver 25
Refleksionsmodellen i undervisningen på
Den sociale diplomuddannelse – Børn og unge 26
Case: Amina og Zainab 27
Litteratur 31
Indhold
Hvilken viden har socialrådgivere og andre professionelle brug for, hvis det skal undgås, at risikoniveauet for et barn stiger, mens barnet deltager i en iværksat
hjælpeforanstaltning? Og er der tale om en særlig udfordring, når det drejer sig om etniske minoritetsbørn?
Mange socialarbejdere oplever, at arbejdet med anbringelse af børn af etniske minoritetsforældre er særligt vanskeligt og tidskrævende.
Men det viser sig ofte, at de forhold, som de etniske minoritetsforældre synes er vanskelige, svarer til hvad etniske majoritetsforældre i en lignende situation (fx med et anbragt barn) finder vanskelige. Motivationen for dette projekt er at undersøge, hvordan opfattelser af
kulturforskelle spiller ind i socialfaglige risikovurderinger af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Udgangspunktet er altså, at det ikke er kulturforskellene i sig, der er udfordrende, men de professionelles opfattelse af dem. Som Marianne Skytte skriver:
Socialt arbejde med etniske minoriteter er ofte præget af et stort fokus på kultur: Socialarbejderne opfatter ofte den kulturelle baggrund som det vigtigste at forholde sig til, når de arbejder med familier med etnisk
minoritetsbaggrund. Et eksempel fra dette projekt er, at den pågældende kommune samlede sager med børn med etnisk minoritetsbaggrund i ”Etnisk team”.
Projektet har vist, at dette kulturfokus kan medføre en større afstand mellem den professionelle og borgeren:
Når den professionelle fokuserer på familiens kultur skygger det for et blik på sociale problemer og familiens konkrete situation.
I arbejdet med etniske minoritetsfamilier ses ofte en enten-eller-tilgang. Enten tillægger man den kulturelle baggrund en altafgørende betydning, som vi netop har været inde på. Eller også søger man helt at udgrænse betydningen af den etniske minoritetsbaggrund.
Der kan være med udgangspunkt i en lighedstænkning, som tilsiger, at et barn er et barn uanset etnisk baggrund, og derfor undlader man at tillægge minoritets-
baggrunden nogen særlig betydning. Barnet/den unge skal jo leve i det danske samfund efter danske normer, men det kan måske netop være et oprør mod
forældrenes kulturbaggrund, der er udløsende for kontakten med det sociale system.
Projektets analyser lægger op til at finde en balance mellem de to tilgange. Dvs. både at se barnet/den unge med de vilkår den etniske minoritetsbaggrund giver og at se barnet/den unge med de vilkår, der er for at få opfyldt deres ønsker for deres fremtidige liv i det danske
samfund.
Projektperioden har strakt sig over tre år. Det har åbnet mulighed for at følge, hvordan vidensgrundlaget har udviklet sig gennem sagsforløbene, og hvordan
”
Socialrådgiver
Alle bliver bange når etniske
minoritetsbørn er på flugt hjemmefra – så går man ind og hjælper – måske for radikalt. Så det laver nogle nye
problemer, nogle nye sår, men det er jo når man er bange for vold mm.
”
Skytte 2007: 15
Det er umuligt at kvalificere socialt arbejde med etniske minoritetsfamilier, hvis man ikke samtidig er opmærksom på de socialt set meget problematiske mekanismer, som følger med
kategoriseringer
Indledning og
motivation
5 risikofaktorerne har udviklet sig. Disse sagers ekstreme
karakter har givet mulighed for at analysere hvilke faktorer, der har betydning for vidensgrundlagets dynamik og bæredygtighed for de socialfaglige risikovurderinger.
Denne publikation er en kortere og mere tilgængelig udgave af den oprindelige refleksionsmodel. Projektet er finansieret af Socialstyrelsens pulje til forskning og udvikling i forbindelse med Den sociale
diplomuddannelse Børn og Unge samt Master i udsatte børn og unge. Tanken bag projektet er at udvikle et undervisningsmateriale, som kan kvalificere de fagprofessionelles praksis i forhold til de mest udsatte børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund.
Formål
Projektets formål er altså at kvalificere de
fagprofessionelles praksis i forhold til de mest udsatte børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund.
Nærmere bestemt har projektet haft tre mål:
udvikle et bæredygtigt og dynamisk vidensgrundlag for socialfaglige risikovurderinger i dilemmafyldte sager vedr. børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund, der inddrager de kulturelle forholds betydning, samt hensynet til både her–og–nu- indsats og en løsning der er langtidsholdbar.
udvikle en refleksionsmodel, som kan sikre kvalitet i risikovurderingsprocessen både for den enkelte fagprofessionelle og i fælles mødesammenhænge, og at gøre dette, så det kan omsættes til efter- og videreuddannelse (diplom- og
professionsmasteruddannelser) med henblik på:
udvikle de studerendes vidensgrundlag, færdigheder og kompetencer til at foretage bæredygtige
risikovurderinger i dilemmafyldte sager vedr. børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund
I denne publikation præsenteres refleksionsmodellen for professionelle og studerende.
Empiri
13 komplekse sager vedr. 28 børn og unge i alderen 0-20 år fra etniske minoritetsfamilier.
Sagerne blev fulgt fra januar 2012 til december 2014.
Alle forældre er fra ikke-vestlige lande og alle er muslimer.
Nogle, men ikke alle, forældrene taler og forstår dansk.
Alle børnene har lært dansk gennem skole og daginstitutioner.
Mange af forældrene er fysisk og/eller psykisk syge og lider af bl.a. PTSD.
Alle forældrene har svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
Metode
Læsning af sagsakter i det kommunale journalsystem.
Der var adgang til sagerne fra tidspunktet for sagens oprettelse i journalsystemet til projektets afslutning i 2014.
Observation af møder. Der er gennem hele
projektforløbet foretaget observationer af møder, hvor sagerne er blevet behandlet og hvor der har været afholdt opfølgningsmøder i sagerne. Nogle af disse møder har været afholdt med deltagelse af børn, unge og forældre. Andre har været møder for de
professionelle.
Interview med børn og unge. Kontakten til børn og unge har foregået gennem socialrådgivere andre professionelle samt parallelt hermed via brev til de pågældende børn og unge. Der var tale om i alt 4 semistrukturerede interview af en varighed på 1½ time.
Interview med socialrådgivere. Der er gennemført tre fokusgruppeinterview med socialrådgiverne i de tre teams, som bidrog med sager til projektet: Etnisk team, Anbringelsesteam og Ungeteam. Der er endvidere gennemført otte individuelle interview med de socialrådgivere som bidrog med sager til projektet.
Projekets formål, empiri
og metode
De fulgte sager begynder alle med en underretning i forbindelse med at barnet/den unge befinder sig i en meget vanskelig situation.
I fem af sagerne er anledningen, at pigerne i familien modsætter sig de normer og regler, der er for pigers adfærd. De ønsker mere frihed og kontakter
myndighederne for at få beskyttelse mod de overgreb de bliver udsat for i familien, når de bryder normerne.
I fire af sagerne er det drenge, det drejer sig om. Her er det mere blandet, hvad anledningen er. I en sag er det alvorlig omsorgssvigt og voldelige reaktioner fra drengen, i en anden sag er det drengen, der flygter fra faderens vold, i en tredje er det drengens egen kriminalitet og i en fjerde er det også drengens egen vold mod familien og kriminalitet.
I fire sager er det forældrenes manglende omsorgsevne, der er anledning til underretningerne. Det skyldes forældrenes psykiske sårbarhed, psykisk sygdom, vold i familien og omsorgssvigt i forhold til børnenes basale behov.
Med undtagelse af en enkelt af sagerne viser sagsakterne, at de alle har et længerevarende forløb med forskellige former for foranstaltninger.
Akutte anbringelser
I ti af de tretten sager bliver børnene og de unge akut anbragt. I syv sager ved sagens begyndelse. I tre sager sker anbringelsen, efter at sagen er begyndt med
forberedelserne til en børnefaglig undersøgelse, som ikke når at blive færdig, før der opstår en alvorlig situation, der resulterer i en akut anbringelse.
Familiekonsulentbistand
I tre sager begynder sagen med familiekonsulentbistand.
I den ene familie bliver denne akut iværksat. I den anden
fortsættes den bistand, som en anden kommune har foranstaltet. I den tredje iværksættes en skræddersyet familieindsats efter den børnefaglige undersøgelse er gennemført. I to af sagerne suppleres
familiekonsulentbistanden med støtte/kontaktpersoner til de unge hver for sig.
Udviklingen i risikobilledet
Ud af de 28 børn, som vi har fulgt i den treårige projektperiode, er der ni børn og unge, som ikke modtager nogen foranstaltninger ved projektperiodens afslutning.
Som det fremgår af denne korte præsentation af sagsmaterialet, begynder de fleste af sagerne med meget tydelige risikofaktorer, som kræver, at Børne- og Familieafdelingen handler her og nu. Det risikobillede, der er ved sagernes begyndelse, udvikler sig forskelligt.
I nogle sager forøges risikofaktorerne gennem
sagsforløbet til et niveau, som gør det meget vanskeligt at sætte ind over for dem med de foranstaltninger, som Børne- og Familieafdelingen har adgang til. I disse sager går børnene og de unge fra at være ”et barn i fare” til at blive ”et farligt barn”.
Her bliver de foranstaltninger, der iværksættes, ofte et vilkår for en betinget dom eller de unge bliver fængslet. I andre sager reduceres risikoniveauet med de sociale hjælpeforanstaltninger, så børnene/de unge kommer ind i en mere positiv udvikling.
Kort om de 13
familiesager
Undersøgelsesspørgsmål:
Hvordan kan der udvikles et bæredygtigt og dynamisk
vidensgrundlag for socialfaglige risikovurderinger i dilemmafyldte
sager vedr. børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund, der inddrager de kulturelle forholds
betydning, samt hensynet til både her–
og–nu-indsats og en løsning der er
langtidsholdbar?
Centrale begreber
Vidensgrundlag: det grundlag, hvorpå socialrådgiveren træffer beslutning
Risikofaktorer: vurderingen af risici for barnet – både aktuelt og på længere sigt
Bæredygtighed: når vidensgrundlaget gav belæg for de foretagne risikovurderinger
Dynamik: angiver graden af løbende udvidelse og justering af vidensgrundlaget
Sagerne er fulgt med et dobbeltblik på hhv.
vidensgrundlag og risikofaktorer. Når der fokuseres på sammenhænge mellem disse opnås indblik i det sociale arbejdes bæredygtighed og dynamik.
Hvis risikoniveauet stiger, mens barnet deltager i en iværksat hjælpeforanstaltning, kan det være tegn på, at vidensgrundlaget ikke var tiltrækkeligt og at processen ikke er tilstrækkeligt dynamisk.
Konklusion
Projektet viser, at grundlaget for at udvikle et bæredygtigt og dynamisk vidensgrundlag for socialfaglige
risikovurderinger skal findes i sammenhæng med at skabe rum for løbende refleksioner over sammenhængen mellem vidensgrundlag og risikovurderinger.
Derfor er der på baggrund af analyserne af case- materialet udviklet en refleksionsmodel, der kan bruges som grundlag for sådanne refleksioner over forholdet mellem vidensgrundlag og risikovurderinger.
Der er tre centrale temaer i refleksionsmodellen, som uddybes på de følgende sider.
Konteksten
Det er væsentligt at reflektere over, hvordan socialrådgiverne kan omgås de elementer i
organisationsstrukturen, som har tendens til at forøge den
modstand forældrene har mod at indgå i samarbejdet med socialrådgiverne, så disse elementer ikke bliver barrierer for, at forældrenes eget perspektiv får den tilstrækkelige plads i vidensgrundlaget.
Vidensgrundlaget
Det er væsentligt at reflektere over, hvordan
socialrådgiverne kan undgå, at vidensgrundlaget bliver for fragmentarisk og familiens bidrag bliver tynde.
Således bliver det vidensgrundlag, som socialrådgiverne har at handle på i forhold til at yde en indsats for barnets livsforløb, ikke for snævert.
Risikovurderinger
Det er væsentligt at reflektere over, hvordan
socialrådgiverne kan følge både et farlighedsspor og et identitetsspor, når de foretager deres risikovurderinger.
Centrale begreber og
konklusion
Konklusion:
Projektet viser, at grundlaget for at udvikle et bæredygtigt og dynamisk vidensgrundlag for socialfaglige
risikovurderinger skal findes i
sammenhæng med at skabe rum for løbende refleksioner over
sammenhængen mellem
vidensgrundlag og risikovurderinger.
På de følgende sider præsenteres den refleksionsmodel, der kan bruges som grundlag for refleksioner over forholdet mellem vidensgrundlag og risikovurderinger.
Den oprindelige model er inddelt i 3 temaer. Vi har i denne udgave tilføjet et 4. tema.
Refleksionsmodellen efterfølges af en case, som refleksionsmodellen kan anvendes på. Casen er en bearbejdet case fra den casesamling, der tilhører den lange udgave af reflektionsværktøjet.
Kontekst
Det første tema vedrører de opmærksomhedspunkter, der knytter sig til den kontekst, socialrådgiverne arbejder med disse sager indenfor. Det drejer sig om lovgrundlaget, organisationsstrukturen og de gennemgående diskurser, og de vilkår det skaber for socialrådgivernes udfyldelse af myndighedsrollen. Dette tema lægger op til refleksioner over, hvilken betydning konteksten har, og hvilke muligheder der er for at justere på elementer i konteksten, som umiddelbart kan synes indlysende og som en selvfølgelig del af hverdagen.
Vidensgrundlag
Det andet tema vedrører opmærksomhedspunkterne i socialrådgivernes arbejde med vidensgrundlagets elementer. Det drejer sig om de vidensdokumenter, der anvendes både ved sagens begyndelse og igennem sagens forløb. Her rettes opmærksomheden mod det mønster, som dannes i vidensgrundlaget i form af fem forskellige vidensspor. Dette tema lægger op til
refleksioner over, hvordan samspillet mellem elementerne kan rumme muligheder for en anden dynamik, og hvor der kan være barrierer, som reducerer både
bæredygtighed og dynamik.
Risikovurderinger
Det tredje tema vedrører opmærksomhedspunkterne i de socialfaglige risikovurderinger. Som bagtæppe for
risikovurderingerne rettes opmærksomheden først mod de forståelsesrammer socialrådgivere, foranstaltninger, forældre, børn og unge har med i mødet med hinanden.
Derefter rettes opmærksomheden mod de risikofaktorer, der er ved sagens begyndelse, og hvordan
risikobillederne udvikler sig undervejs. Her rettes
opmærksomheden også mod de mønstre der dannes, når man følger udviklingen i risikobillederne og hvad, der har indflydelse på om der sker en reduktion eller en forøgelse af risikofaktorerne. Dette tema lægger op til refleksioner over, hvilken betydning mødet mellem forskellige forståelsesrammer har for de risikovurderinger socialrådgiverne foretager.
I forlængelse heraf lægges op til refleksioner over, hvilken betydning det har, om socialrådgiverne følger et
farlighedsspor eller et identitetsspor, når de foretager deres fortløbende risikovurderinger, og hvad der skal til for at følge begge spor.
Perspektiver
Vi har tilføjet et 4. tema, som går på tværs af de andre temaer, og som derfor også berøres og beskrives i de andre temaer. Dette tema vedrører børnenes, forældrenes og myndighedens perspektiver i det socialfaglige arbejde.
Refleksionsmodellen –
læsevejledning
13
Socialrådgiverne er de centrale aktører i etableringen af den viden, der bruges som grundlag for at foretage vurderinger af børnenes behov for særlig støtte. De møder børn, unge og forældre fra de tretten sager i projektet inden for den kontekst, Børne- og
Familieafdelingen udgør.
Det er forskelligt, hvordan børn/unge og forældre kommer ind i den kontekst. I projektet er det i alle tilfælde en underretning fra andre, der bringer børnene/de unge og forældrene inden for. Alt afhængigt af hvor den kommer fra, kan den første kontakt mellem
socialrådgiveren og barnet/den unge og forældrene foregå på en skole, på politistationen eller på forvaltningen.
Det fælles er, at socialrådgiveren skal danne sig et grundlag af viden, som hun kan foretage sine vurderinger af, om der er risikofaktorer i barnets/ den unges
livssituation, som de sociale myndigheder skal reagere på. Socialrådgiverne arbejder i en kontekst, hvor de er på afstand af børnene og de unges dagligliv. Det er de (fag) personer, som er sammen med børnene i det daglige, der jf. § 153 i Lov om social service formidler kontakten til socialrådgiveren om forhold i barnets/den unges livssituation, når de får kendskab til eller grund til at antage:
1. at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,
2. at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold, 3. at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde
undervisningspligten, eller
4. at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
Det betyder, at socialrådgiveren befinder sig i en perifer position i forhold til børn, unge og familiernes dagligliv, hvilket stiller socialrådgiverne over for en særlig opgave, når de skal udfylde den myndighedsrolle, som
lovgrundlaget lægger op til.
Det er en myndighedsrolle, som udfyldes inden for den kontekst som en kommunal Børne- og Familieafdeling udgør. Det er vigtigt at reflektere over de dele af konteksten, som har særlig betydning for
socialrådgiverens arbejde med vidensgrundlag og risikovurderinger i komplekse sager vedrørende børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund:
Lovgivningen, som udgør det formelle grundlag.
Organisationsstrukturen, som sætter de formelle rammer.
Diskursen, som udgør måder at give betydning til verden på, der gør andre måder at udlægge verden på mindre plausible eller udelukker dem helt.
Inden for disse dele i konteksten udfylder
socialrådgiveren myndighedsrollen i samspillet med forældrene og børnene og de unge. Vi vil ikke her komme nærmere ind på de bestemmelser i lov om social service, som har særlig relevans for de socialfaglige
risikovurderinger, men de er naturligvis en central del af konteksten.
Organisationsstruktur
I den kommune, hvor projektets empiri er indsamlet, er Børne- og Familieafdelingen organiseret i følgende struktur:
Akutvagten Modtagelsesteam
Etnisk team (forebyggelsesteam) Anbringelsesteam
Ungeteam
Kontekst
15 Denne teamstruktur betød, at hver enkelt socialrådgiver
måtte arbejde med en begrænset del af
vidensgrundlaget og foretage vurderinger på grundlag af viden, der var overtaget fra andre aktører.
I akutvagten: en begrænset del. I modtagelsen: en begrænset del. I forebyggelsesteamet: den børnefaglige undersøgelse dvs. en central del af vidensgrundlaget, som også her blev udvidet med viden fra forløbet af foranstaltningerne. I anbringelsesteamet: den
børnefaglige undersøgelse samt ligeledes udvidelse af viden fra forløbet af anbringelsen. I Ungeteamet: den børnefaglige undersøgelse samt opfølgnings og statusrapporter.
Specialiseringen af opgaverne betyder, at både vidensgrundlag og vurderingsområder bliver afgrænsede. Den placering, socialrådgiverne har i organisationsstrukturen, giver en begrænset adgang til selv at indsamle viden. De må foretage deres vurderinger på viden fra andre aktører. Derfor bliver det vigtigt, at viden videregives fra en del af organisationen til en anden på en måde, der gør det muligt at skabe et sammenhængende vidensgrundlag.
Desuden betyder organisationsstrukturen, at forældrene møder nye socialrådgivere, når deres sag bevæger sig fra en del af strukturen til en anden. I de tretten sager i projektet begynder de fleste sager med en akut anbringelse. Det indebærer i de fleste tilfælde, at forældrene møder flere socialrådgivere, som søger at få indblik i familiens situation. Nogle forældre afviser at give samtykke til anbringelsen, og modsætter sig at
socialrådgiverne får indblik i familiens forhold. Andre forældre giver deres samtykke til anbringelsen og indvilliger i at medvirke i en børnefaglig undersøgelse.
Hvad enten forældrene giver deres samtykke eller ej, er det socialrådgivernes erfaring, at deres adgang til at samle viden i samspil med forældrene ofte bliver
forstyrret af forældrenes modstand mod anbringelsen og deres manglende forståelse for grundlaget for
anbringelsen.
Med forældrenes forbehold over for kontakten med de sociale myndigheder kan forstærkes af en struktur, der indebærer, at forældrene møder flere forskellige
socialrådgivere, som hver især har til opgave at indsamle viden om familiens forhold.
Diskurser
En anden central del af konteksten udgøres af diskurser.
Diskursen har betydning for de perspektiver, som socialrådgiveren bruger i indsamlingen af viden.
Diskursanalysen viser, at der er flere diskurser, der artikuleres i sagsakterne. Den viser også hvilke diskurser, der tillægges størst betydning af de sociale myndigheder, og hvilke der udgrænses, når det handler om at vurdere risikofaktorer.
I det følgende beskrives de diskurser, som har en særlig betydning for sammenhængen mellem vidensgrundlag og risikovurderinger:
Diskursen om ”barnet i fare”
Diskursen om ”det farlige barn”
Mangeldiskursen
Selvbestemmelsesdiskursen
Barnet i fare – det farlige barn
Diskursanalysen viser, at ”barnet i fare/det farlige barn”
er den overordnede diskurs for socialrådgivernes
perspektiv på barnets situation og behov i de fleste sager.
Det er en diskurs, der korresponderer med myndighedsrollen, som indebærer, at de sociale myndigheder har til opgave at beskytte børn og unge mod de farer, de bliver udsat for. I disse sager er det familien, der ud fra et myndighedsperspektiv, udsætter deres børn og unge for fare gennem en fastholdelse af
”muslimske” værdier og normer for opdragelsen af børnene/de unge – og de sanktioner, der følger med.
I projektet er det især pigerne, der bliver underlagt meget strenge regler for deres færden uden for familien og skolen, og når reglerne brydes, bliver de udsat for meget voldsomme reaktioner i form af trusler og vold.
Socialrådgiverne retter derfor fokus mod det farefulde i situationen og ser barnet som et ”barn i fare”.
At bringe barnet ud af farezonen giver dog ikke
automatisk gode vilkår for barnets udviklingsmuligheder.
For nogle af de unge har svært ved at finde sig til rette i anbringelseskonteksten og bliver mere ”et farligt barn”, der ikke samarbejder med anbringelsesstedet, end ”et barn i fare”. I case-materialet viser det sig, at for flere af børnene/de unge bliver den indsats, de tilbydes som erstatning for ”den farlige familie”, begyndelsen på en bevægelse ud i kanten af samfundet.
Mangeldiskurs
I nogle sager det en mangeldiskurs, der præger synet på forældrene. Ifølge sagsmaterialet mangler forældrene omsorgsevne, har få ressourcer og er traumatiserede. De har begrænset viden om danske normer og det danske samfund og magter ikke at indgå i et samarbejde omkring børnene og de unges udvikling.
En del af forældrene taler ikke eller meget dårligt dansk.
Det betyder i de fleste tilfælde, at forældrene får en meget svag stemme i hele sagsforløbet. I andre sager ændrer farlighedsdiskursen sig til en mangeldiskurs. Der sker et skifte i synet på forældrene, fra at de er farlige for børnene og de unge, til at de mangler ressourcer til at støtte deres børns udvikling og trivsel. Forældrene har i de tilfælde selv bidraget med en vis viden om deres sygdomme og traumer.
Selvbestemmelsesdiskurs
Socialrådgiverne arbejder i en kontekst, hvor lovgivningen lægger op til at børnenes egne udsagn altid skal
inddrages med passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed. Et grundelement i Barnets reform er således at styrke udsatte børn og unges rettigheder. Det understøtter en diskurs om børn og unges ret til selvbestemmelse, og at de har ret til at få en hjælp, der kan give dem lige vilkår med deres jævnaldrende.
Selvbestemmelsesdiskursen spiller i de fleste tilfælde sammen med diskursen om ”den farlige familie”. Flere af de unge giver i samtalen med socialrådgiveren udtryk for, at de ønsker mere frihed end forældrene vil give dem og at de ønsker at have mere selvbestemmelse end
forældrene tillader. De giver til socialrådgiveren udtryk for, at de ønsker at leve efter danske normer, med de samme friheder og udfoldelsesmuligheder som deres danske skolekammerater.
Kontekst: refleksionstemaer
Hvordan kan viden videregives i organisationen således, at der opstår et sammenhængende vidensgrundlag?
Hvordan tages der højde for, at forældrenes forbehold over for systemet forstærkes gennem mødet med mange skiftende personer og afdelinger?
Hvordan kan socialrådgiveren udfylde
myndighedsrollen, så den skaber grundlag for, at forældrene bidrager med viden ud fra deres eget perspektiv?
Hvordan kan socialrådgiveren undgå, at diskursen
”barnet i fare” skygger for at få indblik i familiens egne værdier og oplevelser af livssituation?
17 I dette projekt er det viden om konkrete børn og unges
livssituation, der er i centrum. Det er den viden, der findes i de sagsakter, der vedrører det enkelte barn. Det er et vidensgrundlag, der består af flere forskellige elementer og som socialrådgiverne indhenter fra forskellige aktører ud fra forskellige perspektiver.
De interviewede socialrådgivere taler om viden på to niveauer: Det generelle, hvor de efterspørger
specialviden og ekspertviden, som de kan trække på, når de skal foretage deres vurderinger af risikofaktorer, og det specifikke i forhold til den enkelte familie. Her bruger de den sagsgang, der er etableret – indhentning af oplysninger, samtaler, udfyldelse af skema til børnefaglig undersøgelse. Socialrådgiveren opbygger altså sit vidensgrundlag gennem anvendelse forskellige elementer:
Underretning Børnesamtale Forældresamtale
Børnefaglig undersøgelse Statusrapporter
Viden fra andre aktører, fx LOKK (Landsorganisation af kvindekrisecentre) og psykiatrien
Det er myndighedsperspektivet og foranstaltnings- perspektivet, som fylder mest i vidensgrundlaget.
Børneperspektivet fylder også, men ud fra en bestemt diskurs ”barnet i fare/ det farlige barn”. Forældre- perspektivet er det, der fylder mindst. Der er en tendens til at udgrænse forældreperspektivet og til, at børne- samtalen kun belyser en begrænset del af barnets livssituation.
Barnets/den unges egne udsagn står umiddelbart centralt i socialrådgiverens vidensgrundlag og
understøttes i de fleste tilfælde af underretningerne. Det betyder, at børnenes/de unges egen beskrivelse af
situationen udgør den væsentlige del af det
vidensgrundlag, som de sociale myndigheder handler på i den første fase. I flere af sagerne er der ikke gjort meget ud af, at få forældrenes perspektiv belyst.
Socialrådgiverne kan have en tendens til at trække på et generelt vidensgrundlag om familier med muslimsk og ikke-vestlig baggrund. De indhenter således i flere af sagerne udtalelser fra eksperter, som udtaler sig på et generelt grundlag ud fra diskursen ”den farlige muslimske familie”. I det hele taget får forældrene kun en svag stemme i den undersøgelse der foretages.
Når barnet/den unge er blevet anbragt får
socialrådgiveren sin viden fra anbringelsesstedet ud fra den værdihorisont, der findes der. Det, der har værdi i familien, bliver ofte bedømt negativt af anbringelses- stedet. Det er vanskeligt for anbringelsesstederne, at samarbejde med forældrene, ofte pga. sprog-
vanskeligheder, modstand og manglende forståelse for indsatsens nødvendighed.
Alt i alt betyder det, at den del af vidensgrundlaget, som vedrører forældrene og familienetværket, fremstår noget fragmentarisk.
Fem spor i vidensgrundlaget
Det er også relevant at reflektere over, hvilke diskurser, der gør sig gældende i vidensgrundlaget. I projektet blev fem spor identificeret:
Et risikospor der følger diskursen ”barnet i fare”/”det farlige barn”
Et spor der følger systemlogikken
Et spor der følger den socialpædagogiske diskurs Et spor der følger den diagnostiske diskurs Et spor der følger børnenes og de unges livsforløb.
Vidensgrundlag
Et risikospor der følger diskursen om
”barnet i fare”/”det farlige barn”
Sagerne begynder på en viden bestående af
underretninger og børnesamtaler, som korresponderer med diskursen ”barnet i fare” samt ”den farlige muslimske familie”. Sagerne begynder således på et risikospor. Når sagerne begynder med en akut anbringelse kortslutter det den lineære sagslogik i den første fase af
sagsforløbet.
Det kan medføre, at både vidensindsamling og
risikovurdering fører det videre forløb ud ad veje, som er stik imod hensigten med indsatsen. Familien gør, hvad de kan for at holde forvaltningen på afstand og trække børnene ind i familien igen, og socialrådgiverne accepterer den svage adgang til familien. De ser
forældrene som ”de farlige” ud fra en mere generaliseret viden, som ofte bekræftes af forældrenes modvilje mod socialrådgiveren.
Systemlogikkens vidensspor
Sagsgangen i forvaltningen har sin egen logik og den viden, som socialrådgiverne kan indsamle, har sammenhæng med den. Indsamling af viden har
umiddelbart udgangspunkt i en sagslogisk tilgang. Der er tilrettelagt en bestemt procedure for forvaltningens sagsgange – skemaer, tidsfrister, specialisering af opgaver, mm. Socialrådgiverne finder deres legalitet i
”barnet i fare” – ”det farlige barn”, som korresponderer med deres opfattelse af lovgivningen og den generelle samfundsmæssige diskurs.
Derfor samler de viden, der bekræfter det faretruende for barnet og iværksætter foranstaltninger på det
umiddelbare vidensgrundlag. I den forbindelse lægges det socialpædagogiske vidensspor ud.
Et socialpædagogisk spor
Der er også et socialpædagogisk vidensspor, som følger forståelsen af at børn og unge skal lære at sætte ord på deres følelser og udvikle selvstændighed og evne til at træffe egne valg. Når børnene/de unge er blevet anbragt og/eller får bevilget en støtte/kontaktperson bidrager pædagogerne med viden i form at statusrapporter og evt. løbende orienteringer. Det gør de ud fra en
socialpædagogisk diskurs om retten til selvbestemmelse, det nødvendige i at sætte ord på følelser, og danske normers fortrinsstilling. Ofte afdækker det spor, at barnet/den unge har langt større problemer end først antaget. Det suppleres ofte med et diagnosespor.
Et diagnostisk spor
Når socialrådgiverne vurderer, om deres identificering af risikofaktorer og valg af indsats for at reducere risici har virket efter hensigten, retter de blikket mod barnets/den unges trivsel/mistrivsel.
I nogle sager bliver mødet med de sociale myndigheders hjælpeforanstaltninger begyndelsen på en meget negativ udvikling. Her følger den viden der indsamles ofte et diagnostisk spor med undersøgelser af psykiatere og psykologer. Der er et diagnostisk spor bestående af de psykologiske undersøgelser, som bliver et vægtigt dokument på det systemlogiske spor.
De fire spor
Disse fire spor hører sammen med et systemperspektiv og ved at følge dem i indsamlingen af viden, vil
socialrådgiveren tilgodese et forvaltningsmæssigt behov for viden og de formelle krav der er til sagsgangen i det kommunale system. Underretninger og børnesamtaler, der bekræfter det farefulde og truende, lægger nogle særlige spor ud, som socialrådgiveren følger, når vedkommende indsamler viden som grundlag for de risikovurderinger, der skal foretages.
19
Et livsforløbsspor
Det femte spor i sagerne kan kaldes livsforløbssporet eller børnenes eksistentielle livsspor. Det bliver tydeligt, når de kommer i klemme mellem systemets beslutninger og socialpædagogiske diskurs og forældrenes kamp for at få børnene hjem igen.
Nogle af socialrådgiverne følger livssporet, når de skal vurdere om deres indsats har været til barnets/den unges bedste. Det efterlader dem ofte i tvivl, om især
anbringelser af børnene gør mere skade end gavn. For nogle børn/unge blev kontakten med de sociale myndigheder og de iværksatte foranstaltninger begyndelsen på en optrapning af risikofaktorerne.
Nogle unge bevægede sig under anbringelsen fra at være ”et barn i fare” til at blive ”et farligt barn”, med den konsekvens at den ene anbringelse blev afløst af den næste. Sammen med disse brudte anbringelsesforløb blev kontakten med familien svagere og svagere eller mere og mere konfliktfyldt.
Vidensgrundlag: Refleksionstemaer
Hvordan kan socialrådgiveren åbne for, at familiens værdier får plads i samtaler med forældrene?
Hvordan kan socialrådgiverne udvikle en relation med forældrene, som åbner mulighed for at få viden om livet i familien?
Hvordan kan socialrådgiveren tilrettelægge rammerne for opfølgningsmøder, så der både bliver plads til viden ud fra foranstaltningernes perspektiv og fra forældrenes perspektiv?
Hvordan kan socialrådgiveren få plads til
livsforløbssporet på en måde, så det udfordrer og udvider det vidensgrundlag som etableres ved at følge de andre fire spor?
Hvordan kan socialrådgiverne skabe rammer for inddragelse af familiens netværk i indsamlingen af viden?
21 Socialfaglige risikovurderinger foregår på baggrund af
socialrådgiverens forståelsesramme. Derfor præsenteres her de forståelsesrammer og værdier, som projektet har afdækket blandt socialrådgiverne. Derefter beskrives de risikofaktorer, som efter socialrådgivernes vurdering var til stede ved sagernes begyndelse fordelt på tre typer sager – pigesagerne, drengesagerne og familiesagerne.
Med denne viden om forståelsesrammer og beskrivelse af risikofaktorer lægges til sidst op til refleksioner over socialfaglige risikovurderinger.
Forskellige forståelsesrammer og værdier
Når børn, unge og forældre møder socialrådgiveren og pædagogerne er det også et møde mellem forskellige forståelsesrammer. Socialrådgiveren har udgangspunkt i majoritetssamfundets værdier og et lovgrundlag, som sigter mod lige vilkår for alle børn og unge. Samtidig vurderer socialrådgiverne i projektet, at forældrene har udgangspunkt i minoritetssamfundets værdier og normer.
De samfundsmæssige krav til etniske minoritetsbørns udvikling af kulturelle og interaktive kompetencer er generelt mere omfattende og komplekse, end de er for majoritetsbørn. Når børnene og de unge skal orientere sig inden for disse forskellige forståelsesrammer, kan de komme under pres for at vælge enten den ene eller den anden. Mange af de unge giver udtryk for et ønske om at kunne vælge et både-og.
De sager, hvor indsatsen bidrager til, at de unge kommer ind i en positiv udvikling og risikofaktorerne reduceres, er der, hvor det lykkes for den unge både at orientere sig ud fra familiens forståelsesramme og ud fra en ’dansk’
forståelsesramme – i forståelse med familien. Dette sker ofte med hjælp fra familiekonsulenter og støtte/
kontaktpersoner til de unge.
I de sager, hvor forældrene afviser indsatserne fra Børne- og Familieafdelingen og modarbejder de
foranstaltninger, som de sociale myndigheder iværksætter over for de unge, har socialrådgiverne erfaring for, at forældrene reagerer med alt eller intet.
Enten er barnet i familien eller det er uden for – med den konsekvens at familien nogle gange afbryder kontakten helt.
Socialrådgivernes forståelsesramme og værdier
Socialrådgiverne arbejder i en kontekst, hvor de ’danske’
værdier er de bærende, og hvor synet på børn og unge er, at de har ret til selvbestemmelse, at de har ret til at få en hjælp, der kan give dem lige vilkår med deres jævnaldrende.
Der er en forventning om, at de sociale myndigheder skal beskytte børn mod de farer, de møder i deres familie og i hverdagen i øvrigt. Til det formål er lovgivningen
udformet for at sikre barnets bedste.
Socialrådgiverne giver i interviewene udtryk for, at de befinder sig i et dilemma mellem på den ene side at skulle følge lovgivningen, og på den anden side har de viden om, at en indsats i form af en anbringelse kan bringe barnet i risiko for udstødelse af familien. Som en socialrådgiver sagde i et interview: ”Ødelægger vi mere end vi gavner?”
Risikofaktorer ved sagernes begyndelse
De risikofaktorer, som viser sig ved sagens begyndelse, knytter sig til farer i barnets/den unges livsverden.
Barnet/den unge bliver udsat for vold, trusler,
omsorgssvigt eller begår selv kriminalitet. Det spor åbnes i alle tretten sager ved sagens begyndelse. Der er en særlig kønsdimension i dette spor, hvor risikofaktorerne i pigesagerne følger en vej, mens risikofaktorerne i
Risikovurderinger
drengesagerne følger en anden, og risikofaktorerne i familiesagerne følger en helt tredje.
Pigesagerne
En klassisk risikofaktor synes at være, at pigerne får indskrænket deres udfoldelsesmuligheder når de kommer i puberteten og at de modsætter sig den indskrænkelse.
Ofte begynder disse sager på et meget dramatisk grundlag, som kalder på handling her og nu.
Set fra socialrådgiverens forståelseshorisont er der risiko for, at pigens ret til selv at bestemme ægtefælle bliver sat til side, ligesom der er risiko for, at hun bliver udsat for vold og tvang, som truer hendes psykiske udvikling. Der er således set fra socialrådgiverens forståelseshorisont tale om risikofaktorer, der knytter sig til barnets ret til en selvstændig udvikling. Fokus bliver rettet mod at bringe pigerne ud af farezonen.
Drengesagerne
Der er fire sager vedr. drenge. De begynder alle med en underretning – fra naboer og politiet – som resulterer i akutte anbringelser. Set ud fra socialrådgivernes
perspektiv er der meget tydelige risikofaktorer for alle fire drenge.
For drengene er risikofaktorerne forbundet med kriminalitet og at forældrene i tre af sagerne er enten opgivende eller undvigende i forhold til socialrådgivernes vurdering af risikofaktorerne.
Familiesager
De fire sager begynder med en underretning; fra sygehuset, fra politiet, fra en anden kommune. De sætter alle spørgsmål ved forældrenes omsorgsevne. Ud fra socialrådgiverens forståelsesramme knytter der sig en risiko for børnenes trivsel til forældrenes psykiske sårbarhed/sygdom og til vold i hjemmet. Psykisk sårbarhed/sygdom og vold påvirker
forældreomsorgsevnen og bliver en risikofaktor for børnenes udvikling og trivsel. Forældrene er ikke enige i denne sammenhæng. De forbinder risikofaktorerne med ydre forhold, som økonomi og deres grundlag for ophold i Danmark.
Tydelige risikofaktorer i alle sager
For både pigerne og drengene er den første
foranstaltning en akut anbringelse. For familierne er den første foranstaltning familiekonsulentbistand, fordi der vurderes at være risiko for at forældrenes omsorgsevne er utilstrækkelig. At bringe barnet ud af farezonen giver dog ikke automatisk gode vilkår for barnets udviklings- muligheder. I case-materialet viser det sig, at for flere af børnene/de unge bliver den indsats de tilbydes, som erstatning for ”den farlige familie” begyndelsen på en bevægelse ud i kanten af samfundet.
Alle sagerne begynder således på et højt risikoniveau, hvor der hurtigt iværksættes foranstaltninger enten i form af en akut anbringelse eller ved en familiekonsulent- indsats. Ved at følge sagernes forløb er det blevet muligt at følge udviklingen i risikofaktorerne. Sagerne kan her opdeles i tre typer. I fire sager sker der en betydelig reduktion af risikofaktorerne. I fem sager sker der en mindre reduktion i omfanget af risikofaktorerne, mens der i de resterende fire sager, omhandlende i alt otte børn, sker en forøgelse af risikofaktorer gennem sagsforløbet.
Ved at følge sagernes forløb viser det sig, at der under den første umiddelbart entydige risiko gemmer sig et mere flertydigt risikobillede. Der tegner sig således disse to spor i risikobilledet: Et farlighedsspor og et
identitetsspor.
23
Farlighedssporet
I alle de 13 sager er der en åbenlys risiko, når sagen starter i Børne- og Familieafdelingen. I ni sager er der tale om vold og trusler fra forældrene mod børnene/de unge, i en sag er der tale en ung, der har begået kriminalitet og i de fire andre sager er der set fra et professionelt perspektiv tydelige tegn på begrænset omsorgsevne hos forældre og mistrivsel hos børnene.
I flere af sagerne er det de unge selv, der kontakter myndighederne og fortæller om volden og truslerne og direkte beder om at komme hjemmefra. Reaktionen bliver da også i de ti sager, at myndighederne reagerer med en akut anbringelse uden for hjemmet, og i de tre andre iværksættes støtte i hjemmet – i det ene tilfælde også akut.
Det spor har en nær sammenhæng med diskursen”barnet i fare”/”den farlige muslimske familie” og selv-
bestemmelsesdiskursen. På dette spor består indsatsen i at bringe barnet ud af farezonen og at imødekomme barnet på dets umiddelbare ønsker omfrihed og selvstændighed. Den viden, som social-rådgiveren efterspørger, har ofte fokus på at samle beviser på volden, trusler mm.
Et barn i fare kan blive til det farlige barn. Det sker, når børnene og de unge reagerer mod de normer og regler, der er på anbringelsesstedet med vold og rømninger. Når de kommer ud i misbrug og kriminalitet. Når det sker, vil risikovurderingerne fortsætte på farlighedssporet.
De risikovurderinger, som hører sammen med diskursen
”barnet i fare” og ”den farlige familie”, hvor indsatsen retter sig mod at bringe barnet ud af farezonen, dvs. den farezone som familien udgør, kan have den utilsigtede virkning, at barnets relationsmønster bliver meget skrøbeligt.
Identitetssporet
Dette spor fremkommer, når man følger barnets/den unges reaktioner på at blive bragt ud af farezonen. Det handler om barnets/den unges identitetsudvikling og tilhørsforhold til omverden i bred forstand. Både for forældre og for børnene ser det ud til, at tilhøret til arbejdspladser og til skole og uddannelse er tyndt. For nogle af familierne er det retslige tilhørsforhold til det danske samfund også noget tyndt. For børn og forældre betyder vilkårene for deres opholdstilladelse meget for deres oplevelse af rettigheder og tilhør til det danske samfund.
På dette spor findes de risikofaktorer, som knytter sig til, at barnet/den unge skal udvikle en egen identitet som etnisk minoritet i Danmark. De unge er optaget af, hvem de er og kan blive. De udtrykker sig ofte om etnisk tilhørsforhold, de omtaler fx sig selv som ”jeg er for dansk”, ”jeg er tyrker” osv. Disse etniske identitets- markører skifter også undervejs. Historien om hvor gerne barnet/den unge ville væk fra sin familie ændrer også ofte karakter – pludselig er de fyldt af savn og
skyldfølelse og ser på forældrene med et andet blik, end da de stak af hjemmefra og bad myndighederne om hjælp.
Det er for de fleste af børnene og de unge svært at finde ind i rollen som ung anbragt. Den socialpædagogiske værdihorisont forekommer at udgrænse familiens værdier. Fra at have været i en familie med tætte bånd og forventninger om at leve op til familiens værdier kommer den unge ind i en kontekst, hvor der bliver set på hende som et isoleret individ, der skal lære at sætte ord på sine følelser og at sætte grænser i forhold til forældrene.
For nogle af de unge, som får hjælp til at komme væk fra et hjem, hvor de møder voldsomme reaktioner på ikke at følge familiens normer og regler, bliver kontakten til det
sociale system begyndelsen på en marginaliserings- proces, som bringer dem ud i yderkanten af samfundet.
At følge to spor
Identitetssporet kan komme til at ligge underbelyst hen, hvis man alene arbejder ud fra diskursen om ”barnet i fare”, da denne diskurs hænger sammen med sin modsætning ”det farlige barn”, og i flere af disse sager ændrer synet på barnet sig, når det er blevet anbragt, til det farlige barn. I den sammenhæng bliver den sociale indsats ofte en indsats præget af mange brud.
For socialrådgivere og pædagoger er der ikke tale om at skulle vælge mellem de to spor. Når børn og unge befinder sig i en faretruende situation, skal de have fokus på de risikofaktorer, der findes der og sætte ind med en indsats, der kan bringe børn og unge ud af den farefulde situation. Men hvis socialrådgiveren bliver på
farlighedssporet, kan vedkommende overse de mindre synlige risikofaktorer, som knytter sig til identitetssporet.
Risikovurderinger: refleksionstemaer
Hvordan kan socialrådgiverne skærpe
opmærksomheden for, at forforståelsen af familien kan have en tendens til at udgrænse forældrenes perspektiv i vidensgrundlaget?
Hvordan kan socialrådgiverne sikre, at der opstår en vis fælles mængde af forståelse mellem
socialrådgiveren og forældrene?
Hvordan kan socialrådgiveren forebygge, at der sker en forøgelse af risikofaktorerne gennem et sagsforløb?
Hvordan kan socialrådgiveren holde fokus på begge spor, både farlighedssporet og identitetssporet, i risikovurderingerne?
25
Barnets/den unges perspektiv
Barnets/den unges perspektiv står umiddelbart centralt, specielt i starten af et sagsforløb og specielt i det omfang deres udsagn understøtter sagsbehandlernes eller pædagogernes forestillinger om ”den farlige muslimske familie”. Når børnene/de unge bringer familiens og netværkets værdier på bane i deres fortællinger og i forhold til deres måde at leve og agere i hverdagen kommer deres perspektiv under pres og underkendes i højere grad. I de situationer, hvor børnenes/de unges perspektiv får lov til at være gennemgående i sagsprocessen er der langt større mulighed for at indsatsen lykkes.
Forældrenes perspektiv
Forældrene bliver usynlige og deres perspektiv forsvinder helt i takt med at samarbejdet bliver mere problemfyldt, eller deres perspektiv skygges af andre diskurser.
Forældrenes perspektiv kommer først på banen, hvis de samarbejder mere eller mindre på myndighedens betingelser. Det ser dog ud til, at i de situationer, hvor forældrenes perspektiv medinddrages i hele sagsforløbet er der en større sandsynlighed for at sagsforløbet lykkes.
Myndighedsperspektivet
Myndighedsperspektivet er det stærke perspektiv, der griber ind i forhold til både forældre- og
børneperspektivet.
Enten understøtter myndighedsperspektivet forældre- og børneperspektivet ved at de inddrages, eller
myndighedsperspektivet kommer til at stå i modsætning til det ene eller begge perspektiver.
Særligt hvor andre perspektiver ikke inddrages synes myndighedsperspektivet at have en tendens til at bringe børnene/de unge længere ud i en
marginaliseringsproces, mens en sagsproces, hvor myndighedsperspektivet samarbejder med både
børnenes og forældrenes perspektiv ser ud til at føre til bedring i børnenes/de unges situation.
Perspektiver: Refleksionstemaer
I hvilket omfang spærrer myndighedsperspektivet for børnenes/de unges og forældrenes perspektiver, og hvornår og hvordan sker det?
Hvordan kan socialrådgiverne arbejde med både forældrenes og børnenes perspektiv, når disse kan være modstridende, og samtidig tilgodese myndighedsperspektivet?
Hvordan kan børnenes/de unges perspektiv og forældrenes perspektiv fastholdes gennem et sagsforløb i forhold til alle samarbejdspartnere?
Hvordan kan det afvejes, hvornår det enkelte perspektiv skal have størst betydning?
Perspektiver
Refleksionsmodellen er udarbejdet på baggrund af analyser af tretten komplekse sager vedr. børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund. Disse cases er bekrevet i en særskilt casesamling. Dette er en forkortet udgave af refleksionsmodellen, der kan anvendes alene eller sammen med casesamlingen.
Refleksionsmodellen vil kunne anvendes i undervisningen på modul 1, 2, 3 og 4 på Den sociale diplomuddannelse, børn og unge.
Refleksionsmodellen lægger op til, at viden udvikles gennem refleksioner over de elementer og spor, der indgår i vidensgrundlaget i børn og unge sager. På modul 1, Videnskabsteori og teorier om sociale forhold, vil den have særlig relevans for undervisningen i temaerne:
Viden og refleksivitet
Sammenhæng mellem professionel viden, magt og etik
Refleksionsmodellen lægger op til et særligt fokus på betydningen af børnenes og de unges tilhør til familien set i sammenhæng med iværksættelse af sociale
foranstaltninger. På modul 2, Teoretiske perspektiver i socialt arbejde med udsatte børn, unge og familier, vil den derfor kunne anvendes i forhold til undervisningen i alle temaer og især have relevans for:
Børn og unge i familien, tilknytning og separation samt forståelse af familiens dynamik.
Chanceulighed og risikobegrebet – belastnings- og beskyttelsesfaktorer, modstandskraft og mestring i børn og unges liv.
Refleksionsmodellen har et særligt fokus på socialfaglige risikovurderinger. På modul 3, Metoder i arbejdet med udsatte børn, unge og familier, vil den derfor kunne anvendes i forhold til undervisningen i alle temaer og især have relevans for:
Undersøgelse af børn, herunder risikovurdering.
Iagttagelses- og inddragelsesmetoder i arbejdet med børn og unge.
Samtale med børn.
Refleksionsmodellen udfolder betydningen af en dynamisk tilgang til sammenhængen mellem
undersøgelse og risikovurderinger, og hvordan valget af metode i samtalen med børn og unge kan have
betydning for bredden i undersøgelsens vidensgrundlag.
På modul 4, Myndighed og leverandør på børne- og ungeområdet, vil den derfor kunne anvendes i forhold til undervisningen i temaerne:
Lovgrundlag og retskilder.
Organisationsforståelse på børne- og ungeområdet.
Myndighedsudøvelse og arbejdet som leverandør af indsatser.
Refleksmodellen på Den sociale diplom-
uddannelse - B&U
27 Amina og Zainab blev født i 1995 i Danmark af en mor
med libanesisk baggrund, og en far der er statsløs palæstinenser, begge forældre med opholdstilladelse i Danmark.
Da pigerne var fire år, blev forældrene skilt. Det første år boede de sammen med deres mor. I forbindelse med ægteskab med en voldelig libanesisk mand overlod hun Amina og Zainab til sine forældre i Danmark. Faderen, som var blevet boende i Danmark, fik
forældremyndigheden over pigerne. Amina og Zainab boede derefter hos ham, indtil han efter et års tid anbragte pigerne i pleje hos moderens forældre.
Bedsteforældrene fik dog aldrig nogen formel plejetilladelse.
Bedsteforældrene lagde vægt på, at pigerne blev opdraget efter den muslimske tro, og de normer som var i deres eget netværk, som bl.a. bestod af onkler og mostre i lokalområdet. Bedstefaderen var familiens overhoved, og det var vigtigt for ham at vise, at han havde styr på sin familie.
Amina og Zainab gik i den lokale skole og klarede sig godt der. De havde ikke megen kontakt med
skolekammeraterne efter skoletid.
Der var ikke nogen faste aftaler om samvær med faderen og moderen, som hver for sig havde stiftet ny familie og bosat sig i Tyskland. Ingen af forældrene ønskede at have pigerne boende hos sig. Pigerne kom på ferie, når det passer ind i forældrenes øvrige liv.
Risiko for tvangsægteskabsplaner fører til akut tvangsanbringelse
Da pigerne var 13 år inviterede faderen dem 2 uger på efterårsferie, men nægtede dem hjemrejse og udsatte dem for vold – og de havde indtryk af, at faderen forsøgte at arrangere ægteskab for dem. Ved moderens
mellemkomst kom de hjem igen efter 2 måneder.
Da Amina og Zainab begyndte i skole igen efter
juleferien, viste de mange tegn angst og utryghed, og de havde meget svært ved at koncentrere sig om
skolearbejdet. Efter besøg hos bedsteforældrene, hvor pigernes fortælling om opholdet hos faderes bekræftedes sendte skolen en underretning til Børn- og
Familieafdelingen.
Ved børnesamtale bekræftede Amina og Zainab, at faderen havde planer om at arrangere ægteskab for dem, at han havde været meget voldelig over for Zainab, og udsat dem begge for trusler om vold. De gav begge udtryk for, at de var bange for faderen og ikke ønskede kontakt med ham. Amina og Zainab gav under samtalen udtryk for, at de var glade for at bo hos
bedsteforældrene.
Der kom endnu en underretning fra skolen om, at pigerne var inviteret på sommerferie hos faderen og
socialrådgiveren aflagde bedsteforældrene besøg.
Bedsteforældrene var efter socialrådgiverens opfattelse enige med hende i, at pigerne – med risikoen for tvangsægteskab – ikke skulle på ferie hos faderen.
En ny underretning fra skolen fortalte, at pigerne var klar til at rejse på ferie hos faderen. Ved uanmeldt besøg erfarede socialrådgiveren at den samlede familie bakkede op om besøget, og pigerne var indstillet på at give ham endnu en chance.
Socialrådgiveren kontaktede sin leder og BU- udvalgsformanden, der på baggrund af
socialrådgiverens information og vurderinger i forhold til risikoen for tvangsægteskaber traf foreløbig beslutning om tvangsfjernelse.
Amina og Zainab blev anbragt sammen på en
Case: Amina og Zainab
døgninstitution, mens BU-udvalget behandlede sagen. På det første møde deltog faderen. Han gav en helt anden beskrivelse af den lange efterårsferie og hensigten med den forestående sommerferie. Han benægtede at have nogen som helst planer om tvangsægteskaber for Amina og Zainab. Tvangsanbringelserne blev dog fastholdt.
På det næste møde i BU-udvalget deltog Amina og Zainab med en bisidder fra den døgninstitution, hvor de var anbragt. De bekræftede billedet af forløbet i efterårsferien med vold og tilbageholdelse hos faderen mod deres vilje. De lagde også vægt på, at
anbringelsesstedet gav større frihed til, at de selv kunne bestemme i modsætning til livet hos bedsteforældrene, hvor der var meget strenge regler for dem. De ønskede ikke at bo hos bedsteforældrene igen. De ønskede at leve med den samme frihed som danske børn og unge.
BU-udvalget besluttede at fastholde tvangsanbringelsen, og at samvær med faderen skulle være overvåget.
Anbragt sammen i en etnisk dansk plejefamilie
Efter et par måneder på døgninstitutionen blev Amina og Zainab flyttet til en etnisk dansk plejefamilie. Hos
plejefamilien mødte de nogle helt andre normer end dem, de var vokset op med hos bedsteforældrene.
Plejeforældrene ønskede, at pigerne skulle lære at tale om deres følelser og give udtryk for deres mening, at de skulle blive i stand til at træffe egne valg samt indgå og overholde aftaler med plejefamilien.
Amina kastede sig ud i mange drengebekendtskaber og kortvarige kæresteforhold. Zainab holdt fast i en kæreste, som hun havde mødt på døgninstitutionen og ønskede stor frihed til at indgå i det forhold. Plejeforældrene opfattede at begge piger havde store psykiske vanskeligheder, og at de var meget svingende i deres
selvoplevelse, og i det hele taget usikre og utrygge. Der blev iværksat psykologundersøgelse og behandling for begge piger.
Efter anbringelsen udsatte faderen både pigerne og plejeforældrene for trusler på livet. Plejefamilien beskrev også bedsteforældrene som et truende element i forhold til pigernes psykiske udvikling. Pigerne reagerede altid med uro på telefonkontakt med bedsteforældrene.
Familien så meget negativt på de forhold, pigerne levede under i den danske plejefamilie, og de lagde pres på pigerne, for at de skulle overholde familiens normer.
Pigerne havde svært ved at håndtere disse reaktioner fra familien og reagerede med uro på dem. De blev splittet mellem en længsel efter familien, og deres ønske om ikke skulle leve under de stramme regler i familien.
Bedsteforældrene lagde stort pres på pigerne for at flytte hjem igen, men Amina og Zainab ønskede ikke at flytte tilbage til bedsteforældrene. Bedstefaderen afskar herefter kontakten med dem, mens bedstemoderen og mostrene fortsat holdt en vis kontakt med Amina og Zainab bag bedstefaderens ryg.
Under anbringelsen hos plejeforældrene udviklede Amina og Zainab sig forskelligt i deres relation med
plejeforældrene. Amina udviklede sig fra at have været i en meget modstandspræget position til at være langt mere imødekommende, over for plejeforældrenes forventninger om at tale om sine følelser, og at erkende, når hun havde overtrådt aftalerne. Zainab ændrede sig helt fra at have tilpasset sig til at modsætte sig alle krav og forventninger fra plejefamilien. Hun ønskede at flytte fra plejefamilien.
Psykologen, som havde samtaler både med Amina og Zainab og plejeforældrene, anbefalede, at man vægtede Aminas og Zainabs individuelle behov frem for deres behov for hinanden som søskende. Psykologen vurderede,
29 at en adskillelse af pigerne kunne være en stor hjælp for
dem.
Socialrådgiveren kunne på det grundlag imødekomme Zainabs ønske om at flytte fra plejefamilien til et andet anbringelsessted. Ikke mindst fordi konflikterne mellem Zainab og plejefamilien efterhånden nåede et niveau, hvor plejefamilien måtte sige helt fra over for at have Zainab boende. Hun blev akut flyttes tilbage til den døgninstitution, hvor de først blev anbragt.
Amina og Zainab skilles ad
Efter et kort ophold på døgninstitution blev Zainab anbragt på et opholdssted, hvor der kun boede piger.
Zainab ønskede ikke at færdiggøre behandlingen hos psykologen. Indsatsen, der blev ydet over for hende bestod herefter i stedets pædagogik: faste rammer og regler og tydelige omsorgsfulde voksne, der kunne støtte de unge i at lære at indgå i relationer med de voksne og de andre piger på stedet.
Zainab
Zainab fik en kontaktpædagog, som hun blev meget glad for. Kontaktpædagogen understøttede Zainab i at træffe sine egne valg. Hun støttede hende i at opstille mål for, hvad hun gerne ville opnå. Zainab kom ind i en meget positiv udvikling, både i forhold til de andre unge på stedet og i forhold til skolegangen. Kontaktpædagogen understøttede også Zainab i at etablere kontakt med moderen i Tyskland og formidlede, at hun kom på besøg hos moderen.
Zainab fik et langvarigt forløb på opholdsstedet. Mens hun var på opholdsstedet, kom hun på sporet igen rent skolemæssigt. Hun begyndte på HF efter et par andre forsøg på ungdomsuddannelser.
Efter 3 år på opholdsstedet flyttede Zainab i egen lejlighed langt fra familien og uden kontakt med dem,
men fortsat med støtte fra sin kontaktpædagog. Hun har en stabil kontakt med sin mor, der bor i Tyskland, og hun har en meget ustabil kontakt med sin far, som skifter mellem at bo i Tyskland og Danmark. Selv om Zainab er meget vred over, at hun blev skilt fra Amina, da hun blev anbragt på opholdsstedet, mens Amina blev i
plejefamilien, er det svært for hende at få en god og stabil kontakt med Amina.
Amina
Selv om Amina og Zainab havde mange konflikter med hinanden, savnede Amina sin tvillingesøster rigtig meget.
Der blev også gjort flere forsøg på at etablere samvær mellem dem, men de måtte ofte enten aflyses eller afbrydes på grund af konflikter mellem de to.
Amina begyndte at udfordre plejefamiliens regler, og hun prøvede hele tiden grænserne af for, hvor meget hun selv kunne bestemme. Det var vanskeligt for plejefamilien at indgå forpligtende aftaler med Amina. Hun havde en meget ustabil skolegang og virkede meget forstyrrende, når hun endelig var i klassen. Hun skiftede kæreste flere gange og havde svært ved at få venindeforhold, der kunne vare mere end et par måneder.
Amina fik i denne periode telefonisk kontakt med både sin far og sin mor. Den kontakt forløb uden de store
vanskeligheder. Plejefamilien opfattede ikke mere faderen som en trussel mod Aminas sikkerhed.
Amina begyndte imidlertid at ryge og sælge hash uden plejeforældrenes viden. Det blev meget svært for plejeforældrene at stole på Amina, og de fik også mistanke om, at hun stjal fra dem. Noget hun hårdnakket benægtede, ligesom hun benægtede hashrygning. Det endte med at Amina stak af hen til sin moster, og hun ville ikke tilbage til plejefamilien.
Amina flytter fra plejefamilien til ungdomsinstitution til egen bolig til…
Socialrådgiveren valgte, på baggrund af de tiltagende vanskeligheder med Aminas anbringelse i plejefamilien, at anbringe hende på en ungdomsinstitution. Amina faldt i begyndelsen godt til på institutionen, og knyttede sig stærkt til den kontaktpædagog hun fik tildelt. Hendes stofmisbrug øgedes dog og efter overfald på en pædagog og et mislykket intensivt sommerhusophold skiftede hun opholdssted. Dette opholdssted fik ikke kontakt til hende og efter flere forsøg, bl.a. endnu et sommerhusophold, nu med afrusning som formål, blev hun anbragt i egen bolig med kontaktpædagog fra opholdsstedet.
Hun kom imidlertid ud i et endnu voldsommere misbrug, der også involverede salg af stoffer. Støtte
kontaktpædagogen opfattede hendes situation som livstruende på flere måder – og hun var selv bange for at bo i lejligheden pga. konflikter i stofmiljøet.
Der blev iværksat endnu et sommerhusforløb med henblik på afgiftning, nu under supervision af en af landets eksperter på feltet. Dette måtte også afbrydes, men hendes stofforbrug kom så meget under kontrol, at hun kunne installeres i en lejlighed i en anden by, og med samme kontaktpædagog, som hun var glad for. Hun mødte her en kæreste, som hun har endnu.
En VISO-udredning
På baggrund af de mange mislykkede forsøg på at yde en indsats over for Aminas tiltagende vanskeligheder beder socialrådgiveren om en udredning fra VISO. De når frem til, at Amina har udviklet en alvorligt forstyrret personlighedsstruktur, med betydelige problemer med social kognition, mentaliseringsevner, tilknytnings- og relationskompetencer, eksekutivfunktioner, angst og afhængighed af stoffer som følgesymptom.
Ifølge udredningen har Amina en grundlæggende god
basal kognition, men de vigtigste og mest overordnede funktioner som adfærds- og emotionsstyring, overblik, planlægning, konsekvenstænkning etc. er til gengæld handicappende dårlige, og besværliggør traditionel behandling og terapi.
På baggrund af denne udredning bliver Amina visiteret til Voksen Handicap afdelingen, som skal iværksætte de VISO-anbefalede indsatser. En tryg og overskuelig ramme med kontinuerlig støtte fra støtte/
kontaktpædagog og udviklingsaktiviteter.
Amina har i dag kontakt med familienetværket og både sin mor og sin far. Hun har også en vis kontakt med tvillingesøsteren Zainab, men selv om begge er meget kede af og vrede over, at de blev adskilt, formår de ikke selv at etablere en mere tæt kontakt. Onklerne presser Amina til at gifte sig med kæresten. Et pres som Amina afviser.
31 Skytte, Marianne: Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Hans Reitzel 2007
Litteratur
NVIE
UC SYD Degnevej 16 6705 Esbjerg Ø www.nvie.dk
