Anmeldelser
Inge AdriansenogImmo Doege:
Dansk ellertysk?
Billeder af national selvforståelse i 1920.
Sønderjyske billeder 3. Udgivet af Institut for Sønderjysk Lokalhistorie og Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde medGesellschaft furFlensburgerStadtge- schichtee.V.ogInstitut fur Regionale For- schung undInformation,Aabenraa 1992. 64 s.,rigt ill. ISBN97-7406-068-6. Kr.140,-.
Bogen »Dansk eller tysk?« er begge dele.
Såveludgiveresomforfattereerdanskeog
tyske. Tilsvarende foreligger bogen både i
endansksprogetog entysksproget udgave.
Emnet er da også absolut grænseover¬
skridende. På de64sider behandles detrig¬
holdige og varierede billedmateriale, som blev anvendt op til folkeafstemningerne i Sønderjylland i 1920. Efter en kort indled¬
ning præsenteres et bredt udvalg af de mange plakater, løbesedler, flyveblade, nødpengesedlerm.m., somblev benyttet til
atpåvirke vælgerne. Omtalen af demerte¬
matisk ordnetefter deforskelligestrenge,
som de spillede på i datiden. Overskrifter
som »I slægtens spor«, »Historiens tale«,
»Stamme, landogfolk«,»Økonomiskeargu¬
menter«og»Med Gud for fædrelandet« vi¬
ser, hvilke virkemidler der blevtagetibrug.
Det er her interessant at konstatere, at begge parter i det nationale opgør i flere tilfælde kunne benytte de sammemotiver.
De dansksindede havde således ikke patent på Thor Bøgelunds kendte billedeaf den lille dreng med Dannebrog i hånd, idet Poul Haase lavede en tilsvarende tysk afstem- ningsplakat meden dreng, der holder den slesvig-holstenskefane. Som det kunne for¬
ventes,spillede flagetsometnationaltsym¬
bol i det heletaget enstorrolle på talrige danske ogtyske plakaterm.m.
Mange af de viste billeder ervelkendte,
menforfatternebringer også flere,som nor¬
malt ikke forekommeriandrepublikationer.
Allefremtræder de i ensmukafbildningog ervelkommenterede. I det indledendeafsnit
om folkeafstemningerne i 1920 savner an¬
melderen dog enkelte steder nogle mere præciseformuleringer. Strengttagetskulle befolkningen iNordslesvigifølge Aabenraa¬
resolutionen ikke-somnævntside 6-»be¬
slutte«,omden villegenforenes med Dan¬
mark, men»tilkendegive« sit ønske herom.
Derer enikkeuvæsentlig forskel. Tilsvaren¬
de er det - som de rutinerede forfattere udmærket ved - ikke rigtigt som angivet side 7, at Versailles-traktaten blev under¬
skrevet den28.juni 1920.Det sketesombe¬
kendt et årtidligere i 19191 Enkelte andre ting afsammeskuffe kunneværeundgået veden lidt mereomhyggelig sprogbehand¬
lingogkorrektur.
De nævnte petitesser skal dog ikke for¬
klejne, atderertaleomet velskrevet, vel¬
disponeretogindbydende hæfte,sompåen klar ogoverskuelig måde belyser brugenaf billedet i den nationale kamps tjeneste.
Hæftet afsluttes meden kort omtale af de pågældende kunstneresamtenfortegnelse
overudvalgt litteratur med relationtil em¬
net.
HenrichBecker-Christensen
Ingeborg Cock-Clausen og Aage E. Han¬
sen: Uniformer i Toldvæsen og Grænse¬
gendarmeri
København,udgivet af Told-ogSkattehisto¬
risk Selskab, 1992. 312 s., ill. ISBN 87- 87796-22-8.Kr.448,-.
Dragthistorikeren Ingeborg Cock-Clausen har skrevetafsnittet omToldvæsenets uni¬
former. De første blev taget i brug i her¬
tugdømmerne i1811og varinspireretaf den franske tolduniform. Man lægger især mærke til dettraditionsdannende,atkjolen
varmørkegrøn frastarten.
11845 blev der indførtenuniform for kon-
geriget. Den bestodafenmørkegrønfrakke oggrå benklæder. Personaletvarstemtfor
at blive klædt i mørkeblåt, men ledelsen ønskede, at uniformerne skulle være de
samme somihertugdømmerne. De grå ben¬
klæder blevafløst af grønnei1885,oghele uniformen blev mørkeblå i 1949.
Den grønnefarvesynesathaveværettol¬
dernes yndlingsaversion. Devar utilfredse medatblive forvekslede med »lavere ståen¬
de« såsom tjenere, hotelkarle og biograf¬
kontrollører.
Da ikke alleansattebar fuld uniform, og
forskelligt arbejdstøj blevendelaf påklæd¬
ningen,kanmangodtsætteetspørgsmåls¬
tegnved,omordet uniform også betødens¬
arteti denordbog,somToldvæsenet brugte tidligere.
Manfår ikke desto mindreetklart billede af udviklingen, som gøres forståelig ved hjælp af et godt baggrundsmateriale, lige¬
somderpåvises trækfra militæruniformen ogden civile dragt.
Krydstoldvæsenet (1824-1903) udgør et kapitel for sig.Som hovedregel bar officerer
ogmandskab de maritime mørkeblåunifor¬
mer, medens det egentlige toldpersonale
varuniformeretsomkollegerne iland. 11885 fik hele det søfarende personale mørkeblå uniformer.
ToldkontrollørAage Emil Hansen har be¬
rettetomGrænsegendarmeriets uniforme¬
ring. Hervarder ikke såmegenslingeri val¬
sen somhoslandtoldvæsenet,mendervar
jo også tale om et militært organiseret korps. Delyseblå uniformer havde deres rod i dekorative militære rytteruniformer. Med årene blev demere prosaiske for i1953 at blive udskiftet med mørkeblå. Da havde gendarmerietskiftetnavntil det mindre kri- gerigske Toldgrænsekorpset. Det blev ned¬
lagt i1969.
Foruden uniformer fortællesom bevæb¬
ning, hæderstegn og medaljer. Meget af pladsen optages af grænsegendarmeriets historie,hvilketfaldernogetudenfor bogens titel. Deterimidlertid en interessanttilgift,
somermed tilatgørebogen læsevenlig.
Bogenerillustreret med305tegningerog fotografier,somgiverenmegetfinstøttetil
teksten.Den afsluttes medudførlige ordfor¬
klaringer. Enfornemogvelskrevet bog, der kun kan anbefales.
Morell Nielsen
ThorkildHøyogJørgenDahl:
DanmarksSøer
Storstrøms Amt og Bornholm, 96s.,rigt ill.
Kr.248,-.Vestsjællands Amt,184s.,rigt ill.
Kr. 368,-. Strandbergs Forlag i Vedbæk,
1991 og1993. ISBN 87-7717-066-0ogISBN
87-7717-082-2.
Deternogle utroligflotte bøger, Strandberg
ervedatudsendeomdedanskesøer-og indholdsrige. Detoforfattereerhenholdsvis geografog landsinspektør(T.H.) og fersk- vandsbiolog(J. D.)ogdeter enimponerende research, de harlagt til grund.
Søerneeropmåltogfotograferet i farver, og i teksten er såvel det kulturhistoriske
som det naturhistoriskeaspekt tilgodeset.
Manfølgersøernefra de førstegangoptræ¬
deri litteratur ellerpå kort:14i Storstrøms amt,3på Bornholmogikke mindre end 34 i Vestsjællands amt.
Hversøbehandlesforsig: hvor liggerden, hvad er dens matrikelnummer (hvis den overhovedetermatrikuleret), hvemejer den (nuogifortiden), hvad har denværetbrugt til:opstemmetsommølledam,leveret fersk¬
vand tilindustrien,væretdel afetforsvars¬
anlæg,væretfiskedam. Der liggeretomfat¬
tende arkivarbejde bag disse sø-monogra¬
fier, såvel i de historiske og kartografiske arkiversomi denaturvidenskabelige,fersk- vandslaboratorietsnaturligvis somdet vig¬
tigste.
Efter den historiske redegørelse, som også kan omfatte sagn, der knytter sig til
søenellerdensnavn, kommer den biologi¬
ske, somogsåomfatter fiskerietogfisker¬
ne.Hvad vedmanfratidligere tider. Har der
været satkarper udengang.Er der sket ka¬
tastrofer,somharudryddetfiskebestanden
- og hvordan har de moderneudledninger influeretpå faunaen.
For den, som interesserer sig for fiske¬
rietsteknolgi,erder dogikkemeget athen¬
te. Hvordan fiskenfanges, bortsetfra åleki-
sternevedudløbene, skalmannæstenfinde ibisætninger. Særlig ærgerligterdet,atder
nævnesspecialitetersomTissø-krogtruget,
somgjorde det muligtforenmandat sætte 1.000kroge i timen,somindbragte sinopfin¬
der medailler og somfikenvidudbredelse-
udenetordom, hvordan detserud.
Det kanlyde underligt,men mankanfak¬
tisk godt holde ud at læse om så mange
søer.Tageenhver aften f.eks., forlangt de flestehareneller andensærlig historie-og
nogle, f.eks. Sorø-søerneharmange. Ham¬
mersø på Bornholmharfleregangeværet foreslåetsomflådehavn-,menda denligger højere end havet, ville den miste formeget både iareal ogdybde, hvis den blevforbun¬
det med Østersøen.
Ved nogle søer erder specielle frednin¬
ger, som gør,at detman kan læseom,får
manikke lov tilatse.Ølenepå Bornholmer vildtreservat,menikkemereendatmanfra
to tårne kan se på en del af vore mere sjældne andearter, og i Bastemose, ligele¬
des på Bornholm, findes flere plantearter,
som ikke kendes andre steder i Danmark.
Ogi HaraldstedsøpåSjællandharman van-
dremuslinger. Deeregentlig sydeuropæiske og blev første gang set i Ladegaardsåen i København 1848. De harspredt sig tilman¬
genordsjællandskesøerogspredningen til demidtsjællandske måværesket vedmen¬
neskeneshjælp -f.eks. ved at erhvervsfi¬
skere harflyttetbådegrej eller grejfra den
enesøtil den anden.
Sådan er der så mange historier i Dan¬
marks Søer, og mellem dem en masse smukkefarvefotografier. Særlig vinterbille¬
derneermegetfine. Og så måmannaturlig¬
vis ikkeglemmeThorkild Høy's »søkort«-
meddybdekurver,sombl.a. lystfiskerne kan haveglæde af. Deternokenvæsentlig del af hans livsværk, kortene over små 200 danske søer, og det er dem vi skal stifte yderligere bekendtskab med i de planlagte yderligere6bind.
Defisk,somivoredage betydernogetfor deerhvervsfiskere,somvedmangesøerhar forpagtet fiskeretten,erålen, gedden ogtil dels aborren. Lystfiskernegår efter gedde, aborreog sandart(som erindført i forrige århundrede fraMellemeuropa). Og nårman
serudtrykket,atman»høster blankål i åleki-
sterne« kan man, efter at have læst deto første bind afværket,samstemmeiudtryk¬
ket: der ville ikkeværeretmegetålefiskeri i deferske, danske vande, hvis der ikke blev sået. Der udsættesyngel imasseraf dem.
George Nellemann
Livshjælp. Undersøgelser af begravelses- praksisogkirkegårdskultur i Danmark.
København, Landsforeningen af Menig-
hedsrådsmedlemmer, 1993. 270 s., ill.
ISBN-87-98907-916-6. Kr.200,-.
I entid, hvor der tales meget bådeom re¬
inkarnation og om døden som tabu (en
næppetilfældig sammenhæng), erdet be¬
friendeatfåen bog i hånden,somkoncen¬
trerersig omdetfaktum,at uanset hvilket liv, der måtteventeosefter døden,såskalvi påenellerandenmåde i jorden først.
Dette forholdbelyses i »Livshjælp«ud fra
mangeforskellige synsvinkler afen række specialister indenfor områder, der har at gøre med begravelsespraksis og kirke¬
gårdskultur i dagens Danmark-med enkel¬
te historisketilbageblikog udblik til Norge
ogSverige.
Således behandlesfølgende emneri bo¬
gen:
Begravelsespraksis-setfra de efterlad¬
tesside afetnolog Kirsten Rykind-Eriksen.
Begravelseshandlingens forpufning af lek¬
tor på Pastoralseminariet Jesper Stange.
200 års begravelsesskikke og kirkegårds- praksis af museumsinspektør Birgitte Kragh. Begraveisesformer på landogi by i dag-takster, udbredelseogholdningeraf sociolog Steen Rasmussen. Betalingsform
ogøkonomi ligeledes af Steen Rasmussen.
Omligbrænding i Danmark-ogdødensom forsvinding afsognepræstJohannes Værge.
Kunkendt af Gud(om de ukendtesgrav) af stud. teol. Marianne Bresson. Ikke-mediem-
mersbegravelse på folkekirkelige kirkegår¬
deaf universitetslektor Hans Raun Iversen.
Omholdninger til dødenoglivetefter døden af samme. Begravelsespraksis i Norge af konsulent PerTanggaard. Begravelsesprak¬
sis iSverige af forskningsleder Jørgen Straa¬
rup.
Bogenrummerendvidereenfyldig littera¬
turliste og litteraturhenvisninger i tilknyt¬
ning til de enkelte artikler, såledesatdeter muligtatfordybe sig nærmerei de enkelte
emner. Dettelægges der yderligereoptil i bogens indledning, hvor Birthe Lund og Hans Raun Iversen fremdrager hovedte¬
maeribogensamtfremlægger12forslag til viderebearbejdningaf deemner,bogenom¬
handler.
Da de fleste af artiklerne samtidigt er skrevet i et læsevenligt sprog, erder med andre ord taleom enibedste forstand folke¬
lig bogometi høj grad folkeligtemne.Med
sit væld af konkrete oplysninger er den oplagt læsningfor alle, der i kraft af arbejde, menighedsråds-medlemskab ellerlignende
haratgøremeddødsfald, efterladte,begra- velsespraksis,kirkegårde m.v. Men den er først og fremmest rigtig god læsning for alle, der har haft døden indepå livet ellergør sig tanker derom. Dererovervejelser,man vil kunne nikkegenkendende til,ogtanker, derergodeatgrunde videre på, idet bogen åbenlyst læggerop netoptil eftertankeog debat. Ligbrænding - jordbegravelse?, gravsted-de ukendtesgrav? begravelsen-
»i afdødes ånd« eller de efterladtes hand¬
ling?storbegravelse eller »i stilhed«?
Ikkemindstsom præstoplevermanofte både dethyppigtomtalteritual-tab, nutids¬
danskerens fremmedhed overfor ritualerne omkringf.eks. død og begravelse,ogstyr¬
ken selv i de enkelte ritualer. F.eks. kirkens megetenkle begravelsesritual, der,somdet bl.a. fremgår af Kirsten Rykind-Eriksens samtaler medefterladte, stadigt kan bære-
i denforstand, atdet i sammenhæng med bl.a. samtalen med præsten som oftest oplevessom enhjælp i envanskelig situa¬
tion.
Ientid, hvorprivatiseringen griberomsig, også indenfor områderhvor vi ikke harspor
godt af at blive mere overladt til os selv, f.eks. når detgælder død, tabog sorg, kan
»Livshjælp« med sine gedigne artikler forhå¬
bentlig være med til at sætte en folkelig samtale igang om et emne, som af gode grundeertabu, men somdet samtidigter livsvigtigt ikke atforholde sig hverken for¬
nægtende ellersværmerisk til.
Sådan som jeg i anden sammenhæng læste om et grelt eksempel på. I forrige
nummerafPræsteforeningens blad skriver prof. Knud Banning om en hændelse i sit hjemsogn iSverige. Baggrundenvarforfær¬
delig tragisk. En seksårs dreng var blevet skudtafenbankrøverpåflugt. I anledning af begravelsen sagde provsten, derforestod den, tilpressen,at»vi behøver symbolerfor
atvise, hvad vi føler. Lyseteretsymbol på kærlighed,fællesskabognærhed«ogisog¬
netfulgtemansinpræstogtændte lysover¬
alt. Og detvarvelafsammetrangtilatud¬
trykke følelser ved hjælp af symboler, at provsten ifølge avisen ikke kastede jord på den lillekiste,meni stedetlagdetrerosen¬
grenemed knopper ned på den. Hvortilpro¬
fessoren lakonisk bemærker: »I Danmarker
I vistlangtbagud, I harmegetatlære. Husk,
atdet skalværerosengrenemed knopper.
»Afroser erdukommet, tilroseskal du bli¬
ve, afroserskal du igen opstå«. Det erpå tide,vi får»Livshjælp«.
HelleKrogh Madsen
Industriensvugge.Brede-etfabriks- samfund ved Mølleåen 1800-1956 København, Nationalmuseet 1993. Red.:
Lykke Lafarque Pedersen. Tekst: Lykke La- farque Pedersen, Niels Jul NielsenogInge¬
borg Cock-Clausen. 51 s., ill. ISBN 87- 983649-3-6.Kr.95,-.
I foråret 1993 åbnede Nationalmuseet de første udstillingereftermuseets storeom¬
bygning. Hovedparten af samlingerne for NyereTid visesnui Brede,ogudstillingerne her harmanvalgtat præsentereunder det lidt forvirrende navn: Bredemuseet. Den
eneaf de nyepermanenteudstillinger hed¬
der Industriens vugge-ogden handlerna¬
turligt nokomMølleåensomgrundlagetfor de første industrier i Danmark, og om det fabrikssamfundsom udfoldedesig iog om¬
kring de bygninger,somNationalmuseetnu brugerfil udstillingerm.m.
I forbindelse medudstillingen har Natio¬
nalmuseet udsendtetskriftomMølleåen og fabrikssamfundet i Brede. Bogen kan bru¬
ges som katalog til udstillingen, men den fungerer også fintsom enselvstændig pub¬
likation omforudsætningen for industriud¬
viklingen omkring møllerne langs Mølleåen
ogmedengodoggrundig beskrivelseafen af industrierne:fabrikssamfundet iBrede,-
etmønstereksempel på det patriarkalskefa- brikssamfund.
Nårforfatterne harvalgtatfordybe sig iet samfund, Brede, i stedet for at beskrive samtlige industrier langs Mølleåen, skyldes det ønsketomatgiveethelhedsbillede af ét fabrikssamfundog dermed kunnetegne et klarere billedeafhverdagen ietsådant.
Skildringen af Brede falder i 3 hovedaf¬
snit. Idet første afsnit beskrives kobber- og messingproduktionen omkringår 1800.1 det følgende skildres Brede Klædefabrikogdet patriarkalske fabrikssamfund i sin blom¬
string omkringår 1900,mensdetsidste af¬
snitredegør for produktionens gradviseop-
hør ogfabrikssamfundets afvikling. I hvert afsniterfremstillingen opbygget omkringto indfaldsvinkler,somogså harværet styren¬
deforudstillingens opbygning. Denenebe¬
lyser dagligdagen i fabrikssamfundet, og skildrerarbejdetsorganiseringogde indbyr¬
des relationer mellem fabrikant og arbej¬
dere og mellem arbejderneindbyrdes; den anden indfaldsvinkel behandler de varieren¬
de forudsætninger for fabrikkens produk¬
tion ogdermed også fordens eksistens.
Detosynsvinkler betyder,atlæserenikke blot fårengod introduktion til produktionen af kobber, messing og klæde, men også kommertætind på livet af de mennesker,
somentenarbejdede på virksomheden eller på anden mådevarafhængig af produktio¬
nen her. I det første afsnit om kobber-og messing-produktionen redegøres ikke blot for forholdene i Brede, men også for de særlige vilkårfor handel med kobbersomi Danmark blev varetagetafethollandsk laug eller broderskab.
Deterdog afsnittetomfabrikssamfundet fra omkring år1900som rummerdefleste detaljervedrørende hverdagen i Brede. Her har forfatterne haft et fyldigt materialeat bygge på i form af nedskrevne erindringer oginterviews med tidligereansattepå klæ¬
defabrikken. Brede Klædefabrik udviklede sigefterhånden til et lillemønstersamfund med asyl, skole, butik etc. for fabrikkens ansatte,med fabrikantensomdenmyndige patriark. Karakteristisk for fabrikssamfund af dennetypevarboligerne i tilknytning til fabriksanlægget, som udgjorde en del af lønnen. Arbejderne blev herved bundet til fabrikken, mende kunneogsåsefordelene ved at fabrikken udvikledes sig til et lille samfund,hvor der blev sørgetfor familierne lige fra asylet for de små til det beskyttede arbejde for deældre. Relationerne mellem arbejdereogfabrikantvarsåledes ikke ude¬
lukkende en relation der vedrørte køb og salg af arbejdskraft, men et udbygget sy¬
stemafomsorgsfunktioner for alle arbejder¬
familierne i Brede. Detvarikke udengrund
atfabrikant Daverkosen blev kaldt »fatter«.
Fabrikssamfundetvarikke kun en arbejds¬
plads,men enstorhusholdning. Gennemet udbygget sikkerhedsnetblev dersørgetfor arbejderne,fravuggetilgrav.
Bredevardog ogsåetsamfund medstore ogåbenbare forskelle. Bogen-ogudstillin¬
gen, -giver eksempler på hvorledes arbej¬
derbørnenes barndom udspillede sig i fæl¬
lesskab indenfor arbejdslivets rammer, mensfabrikantens børn blev prægetafen individualistisk, borgerlig opdragelse, der skulle sikre demen enhelt andenplacering i samfundet.
Dervardog ikke kunforskelle mellem fa¬
brikant ogarbejdere,menogsåindenforar¬
bejdsstyrken, mellemmestreogsvendeog mellem deforskellige faggrupper. De dygti¬
ge vævererangerede højere end spinderne
og de ufaglærte, som fik diverse arbejde medatryddeop oggå til hånde. Dette kom også til udtryk i hverdagen uden for arbejds¬
tiden. Mestrene boede i de bedsteboliger
og omgikkes fabrikantfamilien, og de fag¬
lærte havde bedre vilkår end deufaglærte.
Dervarogsåenbetydeligforskel på mænds ogkvindersarbejdeogaflønning. Kvinderne havdehovedsageligt ufaglært arbejdeogfik væsentligt mindre i løn.
Selvomde flestearbejdere opfattede fa¬
brikantensom en»medspiller«,en omsorgs¬
fuldpatriark, såvar mandog ikkeblinde for,
atfriheden og mulighedernefor kraftigt at forbedre levevilkårenevarstærkt begræn¬
sede. Systemet krævedeen acceptaf for¬
holdene, og en arbejder kunne blive fyret hvis han f.eks. ikke passede sin have or¬
dentlig, eller hvishanssønviste sigopsæt¬
sig. Netop detforholdatboligenvar endel af lønnen gavfamilierneensikkerhed, men samtidigten storgrad af ufrihed, fordi de vedenevt. fyring ville miste både boligog arbejde.
Der blev konflikter i Brede da arbejderne dannede deres egen fagforening under Dansk Tekstilarbejderforbund. Fabrikant Daverkosen iværksatteendel straffeforan¬
staltninger mod arbejderne, som f.eks. at stryge den fælles fastelavnsfest, men ef¬
terhånden accepteredes fagforeningerne
og blev indarbejdet i fabrikssystemet. Når arbejderne havde kæmpet sig til højere løn, såsteghuslejen blottilsvarende!
Siden Nationalmuseet overtog Brede Klædefabrik i1959har derværetflere tilløb tilforsøg påatskildre dettespændendefa- brikssamfund, der er et mønstereksempel på den patriarkalske organisering af indu¬
striproduktionen. Den foreliggendepublika¬
tion er imidlertid den mest overskuelige samtidigsomden, sinkortfattede fremstil-
ling til trods,rummeretvældafgodeoplys¬
ninger og spændende iagttagelser. Dette skyldesogså de fine illustrationer i form af gode oversigtskorttegnet af arkitekt Kjeld Kayser,ogdemangefotografier af arkivalier
oggenstande fra Nationalmuseets samlin¬
ger,fotograferet af Niels Eiswing og John Lee. Illustrationerneerforsynet med billed¬
tekster, der ikortfattet formrummer mange
oplysninger. Et kortoverBrede Wercks jord fortæller f.eks. delsom lystskoven som en vigtig ressource ikobberværkets økonomi,
delsomskovens funktionsometdekorativt element i herskabets tilstræbt ukunstlede levevis, hvor man kom tæt på det »jævne folk«.
Deter mereend 30år siden Nationalmu¬
seet overtog Brede klædefabrik. De oprin¬
delige planeromatbruge fabriksbygninger¬
netil udstillinger om Mølleåens industrier måtte imidlertid skrinlægges på grund af økonomiskeproblemer. Førstnu erder ble¬
vet ressourcer til at fortælle historien om
fabrikssamfundet i Brede. Man kunne må¬
ske haveønsket, atudstillingen havde fået
enlidt andenplacering i Brede, f.eks. ienaf degamle fabrikshaller, såledesatdenne del af de nye permanente udstillinger havde fåetet størrearealatudfoldesig på. På den anden side erdetflot, at museet har ofret
ressourcerpå denforeliggendepublikation,
som giver engod introduktion til et af de
mest udprægede patriarkalske samfund i Danmark.
Annette Vasström
Henrik Bertelsen:
Russiskeflygtninge i Danmark1917-1924 Klampenborg, Attika, 1993. 108s.,ill. ISBN
87-7528-1791. Kr.155,-.
Bogen beskæftiger sig med den lille, men, pågrundaf dens kapitalogindflydelse, ikke betydningsløsegruppeaf hvidrussiske (for¬
fatteren kan skelne mellem hvidrussiskeog hviderussiske)emigrantgruppe,somkom til Danmarkefter Oktober-revolutionen-med enkekejserinde Dagmar, Christian X's fa¬
ster,somdenmestprominente.
Vedetgrundigt studiumaf justitsministe¬
riets og politiets arkiver, er det lykkedes Berteisenatrekonstruereindvandringen på grundlag af visumansøgninger. Husstands-
overhovederne, 604, bestod af adelsmænd og militærpersoner (36%), forretningsfolk (30%) samt kunstnere og videnskabsfolk.
Kun 13% er opført med uangivet erhverv.
Medsig havde de 403kvinderog197børn, så detblev,i løbet af 6 år, til 1204personer, ogdeterjo, målt med dagenstal, for intetat regne.
For at få visum skulle man opfylde en rækkekrav,og manskulle havereferencer i Danmark - f.eks. danskefirmaer, men en
enkekejserindevarheller ikkeatforagte.
Mangeaf hvidrusserne havdepengestå¬
ende i Vesteuropa,mendervardognogle,
somfiketforsørgelsesproblemfør de blev integreret eller rejste videre. Bogen gen¬
nemgår mange af disse skæbner meget grundigt,ogharderfor ofte karakter afnoter tilenserie udmærkedeforedragomemnet,
somforfatteren holdt i Program 1 somme¬
ren1993.
Også de politiske problemer, som det medførteathaveengruppeaktive, politiske flygtninge med kontakter ude i verden boen¬
de behandles - ligesom de problemer det kunne skabeatfåpenge ud af Sovjetunio¬
nen, helst uden at anerkende dens eksi¬
stens.
Noteapparatet giverengod tryghed,men det erærgerligt, at historien om gesandt¬
fruen, somsmuglede rubler ud i kurerpost¬
sækken ogtilsyneladende slapgodt fra det fordi hunvargift med udenrigsministerens fætter, ikkeerkildebelagt.
George Nellemann
AndersEnevig:
»Cirkus Hinné-detsejlende cirkus«
Odense Universitetsforlag 1992.168 s., ill.
ISBN87-7492-892-9. Kr.175,-.
Con amorehar Anders Enevig igennem år¬
tierbeskæftigetsig med defarende folks hi¬
storie. Det harblandt megetandetresulte¬
ret i enrækkebogudgivelser, hvorseneste skudpåstammener»CirkusHinné-detsej¬
lendecirkus«.
BogenhandleromCharles Hinnéoghans slægt. Hinnévari 1800-tallet én af Europas fremtrædende cirkusdirektører. I en år¬
række drev han det sejlende cirkus, som med optil 60 personer, 40dyroget stort materieltudstyr turnerede med dampskib.
Baggrunden for bogens tilblivelse er en stor samling billeder og arkivalier, som Hinné-familiens efterkommere med Anders Enevig som mellemmand har skænket til Detkgl. Bibliotek i løbet af1980-erne.Hånd¬
skriftafdelingens daværende leder, Svend Gissel,opfordrede i den forbindelseEnevig tilatskriveenberetning,somkunne belyse detnyerhvervede materiale.
Enevig har pr. brev og telefon foretaget omfattendearkivundersøgelser i bl.a. Nor¬
ge,Tyskland, Ruslandogdet tidligere Tjek¬
koslovakiet. Arkivernes data sammenholdt med Hinné-familiens egne papirer sætter ham istand til at følge Charles Hinné pä hanslivslangerejse rundt i Europa.
Afsnittene ibogenfølger kronolgisk Char¬
les Hinnés livsbane og afsluttes medetka¬
pitelomdeefterfølgende slægtled. Charles Hinnésrejse startede i1819. Hans forældre ernærede sig først som komedianter men etablerede siden deres egetfamiliecirkus, der fortrinsvis turnerede i Tyskland. Her blev Charles og hans søskende i løbet af barndommen oplært i grundlæggende ar¬
tistfærdigheder. Enoplæring, somCharles afrundede medenkort læretid i hestedres¬
surhos cirkusdirektørBrillof.
SidenrejsteCharles Hinné igennemung¬
domsårene som kunstberider ved cirkus i London, ParisogWien, indtil han i midtenaf 1800-tallet dannede sitegetcirkus.
Hinné lagde ud med førnævnte sejlende cirkus,menefter nogle år begav han sig ud på Europas landevejeogdrog siden østpå, hvor han afrundede sin cirkuskarriere med på én og sammetid at have to store sta¬
tionære cirkus i Moskva og St. Petersborg.
Hinnévarblevetenmegetholden mand,og efterårelange trakasserier med de russiske myndigheder valgte hanattrækkesigtilba¬
geforatnydesitotium i København, hvor hansmorlåbegravet. Her boede Hinné med hustruogni børn indtil sin død i1890.
Anders Enevig har med sit arkivstudie
overCharles Hinné formået at gøre, hvad der kan synes næsten umuligt, nemlig at følgeén enkelt rejsendesliv igennemetlille århundredeoverstoredeleafEuropa.Tillige har hansamtidig trukketetstykke glemt cir¬
kushistorie frem. Lad så være, at bogens detaljerigdom aff.eks. årstal, rejseruterog anekdoter kansyneslidt overvældende. Bo¬
gen ertænktogskrevetsom enintroduktion
til Detkgl. Biblioteks Hinné-samling,og som sådanerden imponerende.
Susanne LisewskiSvendsen
Eline Mørch Jensen ogNina Antvorskov:
Sigøjneren ios
23 samtaler med skandinaviske sigøjnere.
København,Borgens Forlag,1991. 252s.,ill.
ISBN 87-418-6640-1.Kr.248,-.
Deter numangeårsiden,atdererudgivet bøgeromsigøjnere, der lever i Danmark.De fåbøger, derkom(AndersEnevig) fortæller ikkeomdesigøjnere, dererkommet til Dan¬
markigennem de sidste 25-30 år. Derertale
om en mikro-minoritetsgruppe, dernæppe tæller megetover1000 mennesker. I Dan¬
mark harlangt defleste slåetsig ned iog
omkringHelsingør. ROM,som man bør kal¬
dedem, kom i denneomgangfra Balkan - ogde fleste af demfra Jugoslavienognogle få fra nabolandene. De har ofte haft held til at gemme sig, fordi man i folkeregistrene
kunså på demsomjugoslaver. Men atder
harværetproblemer iforholdtildanskereer heltsikkert, for i nogleaf samtalerne røbes det, atmanikke ønskeratblivekendtsom
sigøjner/rom.
Denne gruppe og dens familiebekendt¬
skaber dannerbaggrundenfor de 23 inter¬
views,somdennebog bringerfrem.
Forfatterne er henholdsvisjournalist og socialmedarbejder,ogharfra deres arbejde haftetindgående kendskab tilfamilierne,og harderfor kunnet finde ogudvælge demest fortællende i gruppen. Det bør oplyses, at
mani nogengrad harsøgt atsløre identite¬
ten på de interviewede, men for folk med selvetretringe kendskab tilgruppen, erdet
nemt at finde frem til den enkelte. Deter
synd, og man burde nok have klaret dette bedre. Bogenerillustreret, men billederne
er ikke af de pågældende, men fra andre
grupper ogfamilier. Herersløringenlykke¬
des bedre.
Men når detteersagt, skal detogså si¬
ges,atbogener enguldgrube for den læser,
somønskeratvide nogetomdisse Romog deres liv og opfattelse af verden. Der er utroligt meget atøse af, fordi den enkelte fortæller såmeget.Vi har hermeden grup¬
pe mennesker at gøre, som kan se, at de vedatflytte hertil har måttet opgiveenlang
rækkeaf deres traditioner. Er deten nød¬
vendighed at være nomadiserande, for at bliveregnetforen rigtigrom,eller kanman godt bo iethus? Hvordan harmandet med
at bo i en lejlighed med danskere omkring sig?
Af den enkeltes alder kan man se, hvor det gørmestondt, hvorsværtdet bliveren dag atforstå,at børnene eller især børne¬
børnene har været udsat for en massiv påvirkning fra danske omgivelserogdansk skole. Nogle, isærkvinderne, fortæller om skikke og vanerfra enkultur, derervedat falme, og flere fortæller om deres søgen henimod nye religiøse overbevisninger.
Hvorforerdet sekterne- i dette tilfælde Je¬
hovas Vidner og Pinsebevægelsen-der til¬
trækker dem?
Spørgsmålet stillesrentfaktisk tilenfra gruppen, men besvares næppe overbevi¬
sende. Man undrersigoverdenmegenom¬
tale af utro,skilsmisserog oftemegetind¬
viklede forhold igruppen-erdetetresultat afindvandringen hertil, ellererdetendelaf
enoprindeliglivsform,dernuslårigennem i lys lue?
Det erlykkedesforfatterneatfinde frem til Rom, som harfrygtelige oplevelser bag sig ityskeogkroatiske kz-lejre under 2.ver¬
denskrig. Detergrim læsning,menden bli¬
ver endnu mere alvorlig, når vi idag ved, hvad derforegår iresterneaf Jugoslavien.
Bogen kan naturligvis læses som engod bog medfortællingeromden enkelte, men dens betydning ligger et andet sted: Den kan medlidtarbejde bruges til grundbogfor studerende, der vil lære hvordanenindvan¬
drerkulturreagererunder nedbrydning eller integration, altsom man behager-ogden kan bruges, med lidt arbejde, tilatfortælle
om tro og overtro, forestillingerog kultur¬
normer hos de Rom, som nu har slået sig ned i Danmark. Religionen er kun entynd fernisoverde nedarvede ideer.
Bendt Gudmand Gudmander
EdithMandrup Rønn, Janie Olsen (red).:
Afvigelse fra hvad?
Depsykisk udviklingshæmmedeogsamfun¬
det.-nordnytt51. Nordisk tidsskrift for fol¬
kelivsforskning. Museumstjenesten, Lys¬
gaard, DK 8800 Viborg. ISBN 87-87824- 05-1.Kr.120,-.
»Historientjeneratvise,atdetsomer,ikke altid harværet«.Citatet, derstammerfraet interview med denfranske idehistoriker Mi¬
chel Foucault, kan stå som motto for et
særnummeraf tidsskriftet nordnytt- nor¬
disktidsskrift forfolkelivsforskning51,1993, der handleromdepsykiskhandicappedeog samfundet.
Særnummeret, derer redigeret af Edith Mandrup Rønn ogJanie Olsen, tager der¬
medet temaop, somudmærker sig ved sin upåagtethed blandtkulturforskere. Dette på trodsaf,atetnologer, folkloristerogandre kulturforskere netop plejerathaveet godt øje til grupper af mennesker, der som de psykisk udviklingshæmmede er »anderle¬
des«:klart adskiltefra andregrupperinger i samfundet. Medtemaetønsker redaktører¬
nebådeatgøre opmed kulturforskningens hidtidige»forsømmelse«,menogsåatskabe kontakt mellem dekulturforskere, der i sti¬
gende grad interesserersig for områdetog defagfolk, der normalt arbejder med handi¬
cappedes problemer: læger, psykologer, pædagoger,men også historikere, sociolo¬
ger ogantropologer.
Deter somhistoriker,atjeg læsertema¬
nummeret. Hvad stiller temanummeret da for spørgsmål, som kunne interessere fagfæller fra tilgrænsende discipliner?
Fælles for både de historisk-ogde nutids- perspektiverende artiklerer en søgenefter
en rationalitet i udviklingen - enforklaring på,hvorfor fagfolk til enhver tid erså sikre i deresdiagnosticering og behandling afen så uensartet gruppe mennesker, som de psykisk udviklingshæmmede - hvis måske
eneste»brøde«ogfællesnævner harværet,
atde, somdet siges i artiklen: »Intelligens ellerbegavelse?«, ienaf Binet-Simons intel¬
ligensprøve,har vist sigatvære10åromat blive udvikletsom en7-årig.
Det er den videnskabelige sikkerhed og fornuft, dererdet centraletemai flere af de Foucault-inspirerede artikler, ogdervedfår
temanummeret en bred appel til fag langt uden for kulturforskernes kreds. I artiklen:
»Dannelse ogdegeneration« belysesf.eks.
forskellige sider af udviklingens begrænse¬
de rationalitet: degenerationens skråsikre meldingerom hvadet»ikke godt liv« kunne forvolde samfundet af kvaler - meldinger, der har bud til osogså idag i diskussioner
omlivskvalitet, fosterdiagnostikoggentek-
nologi,ogi: »Humanitetenogden sande for¬
nuft« vises, atudviklingen på området har haftentendens tilatske ikovendinger, idet detgamle totalterblevet afvistogerstattet afennytænkning. Hvergang medsamme sikkerhed.
Men temanummeret er mere rummeligt end aleneetopgørmed videnskabogmagt.
Nogleaf de mest interessante spørgsmål, der rejses, berører de psykisk udviklings¬
hæmmedesnærmesteomgivelser-mødre¬
ne, naboerneetc. Herliggerefter min me¬
ning etnyt-ogsårbart-forskningsfeltog venter på sine kulturforskere. Det er ikke utænkeligt, at moderne livsformsanalyser kan skabestørreforståelse foromgivelser¬
nesreaktionsmønstreidag,men somhisto¬
riskmodeltænkning bliver de let uhyreunu¬
ancerede.
Dagens problematik, der hviler på gårsda¬
gensinstitutionsbehandling er: hvordan in¬
tegreres psykisk handicappede i lokalmiljø¬
et? Et afsvarenefremlæggessom enafvis¬
ning af den traditionelle integrationstanke:
enfrivillig ghettorisering i form af landsbyer for»særlige mennesker«, hvor både psykisk udviklingshæmmede og andre, der har
svært ved at holde trit med det moderne samfunds krav kan slåsigned. Sådanne fin¬
des derfem af iNorge.
Konkluderende kansiges,atbåde ved de fremviste problemfelter og de spørgsmål,
somrejses hartemanummeretappel til fag¬
folk både inden for og uden for kulturfor¬
skernes kreds. Enmereeksplicit drøftelse i alle artikler af teoretisketilgange, kildema¬
teriale ogarbejdsmetoderforatløse de stil¬
lede opgaver,kunne haveværetønskelig- men denne drøftelse kommerforhåbentlig undervejs ietkommendeforskningssamar¬
bejde.
Ingrid Markussen
KirstenHastrup (red.):
Den nordiske verden I-Il
København, Gyldendal, 1992, 278s. +263 s.,ill. ISBN87-01-79060-0. Kr. 588,-.
Identiteterblevet etaf tidensnøglebegre¬
ber. Detmyldrer frem med litteraturom na¬
tional identitet: På sporetaf dansk identitet;
Svensk mentalitet; Den norske væremåte
etc. Også europæisk selvforståelseer ble¬
vet etvarmtemne, ogde første bud på,om derfindes en særlig nordisk identitet eller væremåde er dukket op på boghandlerdi¬
sken. Énaf dem hedder »Den nordiskever¬
den«. Denerredigeretaf den danskeantro¬
pologKirsten Hastrup,somharsammensat
et skandinaviskforfatterteam, der foruden hende selv omfatter fire etnologer (Brit Berggren fra Norge, Joan Pauli Joensenfra Færøerne,OrvarLöfgren fra SverigeogBo Lönnqvist fraFinland),én retshistoriker(Ole Fenger fra Danmark), én socialhistoriker (Loftur Guttormsen fra Island)og enfilolog (Preben Meulengracht Sørensen fra Dan¬
mark). Allebidrageneerpubliceret på dansk for at give værket en ensartet sprog¬
dragt.
Om værketsmålsaétning skriver redaktø¬
reni den indledendeprolog,at manvilsøge atkarakterisere det nordiske vedatsedet i historisk perspektiv. Inspiration ogforbille¬
de harmanfundet bl.a. i Troels-Lunds hun¬
dredeårgamle værki14bind »Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede«. Ligesom han vilforfatterneseden nordiskekultur af¬
spejlet i hverdagslivet. Den slags kulturhi¬
storieerder ikke skrevet megetaf siden da, hævderredaktøren,mendeter ensandhed medmodifikation. Én tinger,at mani Dan¬
mark direkte harsøgt atvidereføre Troels- Lunds værk: 1963-71 redigerede Axel Steensbergen4binds »Dagligliv i Danmark«
i det 17.-20. århundrede,ogden blev1988- 89fulgtopmeden2 binds »Dagliglivi Dan¬
mark ivortid« medGeorge Nellemannsom hovedredaktør. Men Danmark har i det hele tagetensolidhundredårig tradition for kul¬
turhistorie medfremstående repræsentan¬
tersomHugo Matthiessen, derfør1920be¬
handledeetså modernetemasom»Natten«
kulturhistorisk og tog samfundets paria¬
grupper opi »Bøddeloggalgefugl«og »De kagstrøgne«. Hele denne kulturhistoriske forskning har imidlertid imeget ringe grad
satsit prægpå detnyeværk.
Erhverdagens kulturhistoriei sig selv ikke nogetusædvanligt, såerdet imidlertid nok første gang siden Troels-Lund, at der er gjortforsøg påatskrive ensamlet nordisk kulturhistorie. Troels-Lund tog det 16. år¬
hundredesomudgangspunktog brugte de radikaleændringer i dette århundredesom
enprisme, hvorfra lyset kunne kastes både bagud ogfremad i tid. »Den nordiske ver-
den« søgersnarereatsehele tidsperioden fra Jernalder til nutid som en enhed og at søge det, som binder sammen strukturelt på tværs af kronologiske skel. Kirsten Ha¬
strup skriver herom bl.a.: »Den fællesnor¬
diskeerfaringsverden danneretsærligtkul¬
tureltrum, som erklangbundforvores egen tidsorkestreringafhistorien. Foratidentifi¬
ceredenneklangbunds grundtoner benytter vi osafenmetode, som vi kalder »kontra¬
punktisk«historieskrivning. Det betyder, at viskriverforskellige tideropmodhinanden i
et forsøg på at samle de erfaringer, som nordboerne hargjort gennem tiden, til en helhed.«
Den relativt korteform-tobindafetsam¬
letomfang på godt500sider-sætteri sig selvsnævregrænserfor, hvad derermuligt.
Man kan ikke lade de kulturhistoriske detail¬
ler brede sig uhæmmet, somTroels-Lund kunne i sine 14 bind. Redaktionen harvalgt
at »skrive historien i forskellige tematiske længdesnit, der har organiseret de nordiske erfaringer i særlige mønstre«:Tiden, Land¬
skabet, Brødet, Havet, Sproget, Magten, Huset ogFolket. Hvertaf disse afsnit har én, i nogle tilfælde et par forfattere. Som så ofte,nårmangeforfattere skriver i detsam¬
me værk, kan man konstatere, at stil og
synsvinkel skifter fra afsnit til afsnit. Det geografiske tyngdepunkt flytter også rundt i Norden, bestemtaf hvor forfatteren følersig
mesthjemme forskningsmæssigt.
Påfaldende ofte havner vi i demeremargi¬
nale områder af Norden. I afsnittet »Mar¬
kensgrøde«,sombehandler landbruget,er detgeografiske tyngdepunkt overraskende nok Island, ogforfatterens viden om land¬
bruget i det øvrige Norden kan virkenoget overfladisk. Afsnittet hargodt med nærings¬
fattigt fyldstof aftypen »Etafde træk, der gørhusdyrene tilnogetsærligt i det nordi¬
skelandskab,erderesbevægelighed« eller
»Den pastoraleøkonomi fandtes i mellem¬
rummet mellem mark og vildmark, mellem kontrol ogfare.« Andre stedererderdirekte misvisendeudsagnsom»Brødvarlængeet fremmedelement; Norden var en grødkul¬
tur,ikkeenbrødkultur«(Hvadmenesder her medlænge?) eller »Selv i de egentlige korn¬
områder isyd spiller husdyreneogandre si¬
denæringerenvigtig rolle.« Jamen, hososer
husdyrene joenintegreret delaf landbruget ogikkenoget,dersomi Sydeuropa lader sig
adskillefraagerbruget.Man får i detteafsnit ikkemegenfornemmelseaf,at togeneratio¬
nerafetnologerhar kulegravet det skandi¬
naviske landbrug og dets metoder i deres forskning.
Såerderheldigvismeresubstansogvej¬
ledningi de afsnitsombehandler andre si¬
der af den sammensatte bondeøkonomi:
»Skovensrige«ogkapitlerneomhavet. I den
sammensattebondeøkonomi, hvorbonden ikke blot varlandbruger, men kunnevære handelsmand, håndværker, fisker eller sø¬
mand, har vi at gøre medet karakteristisk nordiskelement, som burdeværediskute¬
retieneuropæisk sammenhæng. Det bliver imidlertid kunantydet, og i stedet får vi et særligtafsnitom»Lykkens økonomi«. Troen på den begrænsede lykke, på atden enes lykkeer den andens ulykke, kan imidlertid
næppe fastholdes som noget særligt for Norden. I faglig sammenhæng blev »the idea of the limited good« lanceret af den
amerikanskeantropolog George Foster på basisaf materiale fraenhel andendel af klo¬
den. Også i andre tilfælde må manspørge,
omikkedet,der fremhævessomsærlignor¬
disk, haren merealmengyldighed. Et særlig nordiskdualistisk verdensbillede medopde¬
linger i udenfor:indenfor, vildmark:ind- marketc.ervel blotetblandt mangeudtryk for de binære modsætninger, som er et grundtræk i enhverkultur?
I andre tilfældeernogetaf det, der frem¬
hævessom nordisk, snarere fælles foret større nordeuropæiskrumi modsætning til Sydeuropa. Eller det har måske kun gyldig¬
hedforenmindre delaf det nordiske områ¬
de. I iverenefteratvisedet, derforener,er derentilbøjelighed til,atværket underkom- munikererbetydningenaf regionale forskel¬
le,f.eks. demangekulturtræk, sombinder Danmark og Sydsverige sammen med et større kontinentalt Nordeuropa. Det store arbejde med kortlægning af regionale kul¬
turforskelle iNorden, som etnologernehar udført, bliver kun i ringe grad udnyttet i værket. Vi hører lidtomden »limes Norlandi- cus«,også kaldetsætergrænsen, somsæt¬
terskel mellem nord og syd iSverige,men den sættes derpå lig meden mere omfat¬
tende, men også mere upræcis skelnen mellemet»Sommer-Norden« oget»Vinter- Norden«. De grovegeneraliseringerermå¬
skegrunden til,atbogenikke bringeretene-
