Hvis statsministeren eller nogle af hans nærmeste medar- bejdere havde haft et førstehåndskendskab til konflikt- mægling, er det ikke sikkert, at der overhovedet havde været en Muhammed-sag i dag.
Det vurderer Danmarks eneste professor i konflikt- mægling, dr.jur. Vibeke Vindeløv, der har været hovedkraf- ten bag oprettelsen af en to-årig masteruddannelse i kon- fliktmægling på Københavns Universitet. At Fogh i sin tid afviste at mødes med de ophidsede muslimer, ser hun som udtryk for en forældet opfattelse af, hvordan konflikter løses, og hvad der er hovedingredienserne i en dialog. I ste- det for at fokusere på gensidig anerkendelse og indlevelse har man anskuet sagen som en klassisk forhandling, hvor den ene part skal “afgive” noget for at imødekomme den anden.
“Det er udtryk for en skadelig nulsumstænkning, der er baseret på en opfattelse af, at man ikke kan få noget eller af- give noget, uden at den anden part samtidig får mindre eller mere. Men det er en forældet måde at tænke på, fordi den tager udgangspunkt i en kage af en bestemt størrelse. Jo mindre man har, jo mere får den anden. Og derfor nytter det ikke noget med en dialog, hvis man tager udgangspunkt i den tænkning. I en reel dialog bliver kagen større,” siger Vi- beke Vindeløv.
Hun vurderer, at basale konkliktmæglings-redskaber i de rette hænder kunne have forhindret Muhammed-krisen - eller i hvert fald begrænset skadevirkningerne. Det kom helt bag på hende, at konflikten fik lov at udvikle sig så vold- somt.
“Konfliktmægling har jo et stærkt element af common sense - det er forholdsvis elementært at undgå en optrap- ning, og derfor kan man undre sig over, at konflikten har fået lov at eskalere. Fredsforskeren Jan Øberg har talt om, at
vi er “konfliktanalfabeter”. Vores forståelse af konflikter og indsigt i, hvad der løser dem, når de er blevet store, er meget ringe. Det gælder også vores viden om, hvad der trigger den anden part. Min første tanke var, at der var sket en krænkel- se, og at der derfor var behov for at signalere, at man godt vidste, at der var sket en krænkelse. Men det mente man åbenbart ikke, at man kunne anerkende uden at give køb på sit eget,” siger Vindeløv.
Hun pointerer i øvrigt, at man kan finde samme “analfa- betisme” hos konfliktens anden part, de krænkede musli- mer.
Skadelige signaler
Hvordan betragter du det efterfølgende forløb?
“Det er meget komplekst. Der findes fornuftige røster i re- geringen. Udenrigsministeren synes f.eks. at have forstået, at man godt kan have en dialog uden nødvendigvis at være enige. Det centrale er, at begge parter skal forstå den anden side. Vi skal forstå, at muslimerne bliver krænkede over teg- ningerne. Og de skal forstå, at vi er bange for, at vores de- mokratiske samfund, der er opbygget gennem flere hundre- de år, bliver trådt under fode.
Man har ikke prøvet at stille krænkelserne og angsten over for hinanden og anerkende, at der er vigtige ting på spil på begge sider. Man behøver ikke være enige. Men det er vig- tigt at anerkende, at den anden part kan have gode grunde til at have de følelser, der er tale om. Mæglingens essens er, at man får en indlevelse i den anden, samtidig med at man står ved sit eget.
Det er også vigtigt ikke at fokusere på, om det er ens egen side eller den anden side, der optrapper konflikten. Hvis den skal løses, skal man ikke at prøve at spille den uskyldige part. Man skal ikke lægge hele skylden over på den anden.”
Mandagmorgen
Nr. 8 | 27. februar 2006 |25
Konfliktløsningsekspert:
Fogh har ikke forstået dialogens væsen
Samfund
Optrapning.Basale konfliktløsning-teknikker kunne have forhindret Muhammed-konflikten i at eskalere, siger professor i konflikt- løsning - Statsministeren og hans rådgivere har forvekslet dialog med forhandling - Men kultursammenstød er værdikonflikter og ikke interessekonflikter - De handler ikke om at afgive indrømmelser, men om at anerkende den anden parts situation
Hvordan ser du sagen lige nu - rent professionelt?
“Det ville være godt, hvis vi havde en regering, der på tro- værdig vis gik ind i en dialog. Når den f.eks. signalerer, at det er ‘en lille sag, der er blevet stor’, er det skadeligt - med- mindre man tilføjer, at man ikke var klar over, hvor kræn- kende billederne kunne være. Når statsministeren mellem linjerne giver indtryk af, at vi har en civilisation, der er de an- dres langt overlegen, tror jeg, at han bliver oplevet som ar- rogant og uindfølende. Det er vigtigt, at man ikke er i tvivl om, at han for alvor mener, at der er tale om to ligeværdige parter. På den baggrund virker det, som om hans undskyld- ning kun skyldes, at han er hårdt presset - eller at han har fået at vide fra mange sider, at han skal fremsige den. Det
bliver svært at tro på, at han mener det.
Tilsvarende er det selvfølgelig fuldstændig uantageligt, at nogle muslimske grupper har fundet anledning til at misin- formere osv. På den side har nogle øjnet en anledning til at få opbakning til nogle af de synspunkter, de har fremført i mange år. Men måden, det er sket på, har i en række tilfæl- de været helt uacceptabel. Så der er ingen tvivl om, at der på begge sider er tale om en eskaleret frustration.”
Ville sagen være blevet håndteret anderledes, hvis statsmini- steren eller nogle af hans nærmeste rådgivere havde haft førstehåndskendskab til konfliktmægling?
“Så havde man taget et møde med ambassadørerne. Vi har hørt igen og igen, at en statsminister ikke kan gå ind og komme med indrømmelser på et dagblads vegne - eller tage retslige skridt over for det. Og det er også fuldstændig rig- tigt. Måske bad de muslimske lande om det, måske bad de ikke om det. Det er ikke afgørende. Det centrale er, at havde man taget mødet, kunne man have siddet ansigt til ansigt og forklaret, hvilke ting der var i spil på ens egen side. Og sig- nalere, at man godt forstod, hvad der var på spil for den anden side.
Regeringen behøvede ikke fravige sin position eller gribe ind over for avisen. Men den kunne vise, at den gerne ville lytte og anerkende, at nogen følte sig krænket af tegninger- ne. Statsministeren følte åbenbart, at et sådant møde ville være et knæfald. Og det fortæller mig, at han ikke ved, hvad dialog er - at han bruger ordet på den gamle måde og ikke kan se, at der ligger en mulighed i ikke at være enige og i at have en dialog på den baggrund. Begge parter kan jo blive klogere på hinanden og i fællesskab komme tættere på en løsning med respekt for hinandens positioner.”
Værdier er ikke til forhandling
På hvilken måde adskiller diplomatiske initiativer - som der har været mange af - sig fra konfliktmægling?
“Der er selvfølgelig en vis form for overlap. Også diplomati handler om, at tingene skal løses på en fredelig måde. Men man kan måske sige, at konfliktløsning er handlingsorien- teret, hvor diplomatiet mere er konsulterende. Diplomatiet handler om høflige partsrepræsentanter, der mødes med hinanden og udveksler synspunkter. Mæglingen indeholder et ekstra element, nemlig mægleren.”
Den aktuelle strid er et eksempel på et kultursammenstød.
Hvordan adskiller de sig fra andre konfliktformer?
“Kultursammenstødet er kendetegnet ved, at det ikke ved- rører fordelingen af ressourcer. Det er en værdikonflikt, og derfor er dialogen den eneste mulighed. Er der f.eks. tale om interessekonflikter, kan man indgå et forlig på et givet
26| Nr. 8 | 27. februar 2006
Mandagmorgen
Den onde trappe
Eskalationstrappe i en konflikt
Figur 1: Figuren viser, hvordan en konflikt optrappes. I første omgang gælder det altså om, at den ikke krydser grænsefladen.
Den aktuelle konflikt synes at befinde sig et sted mellem "konflikten ekspanderer" og "opgiver samtale".
Kilde: Center for Konfliktløsning.
Uoverensstemmelse
Personificering
Konflikten ekspanderer Opgiver samtale
Fjendebilleder
Åben fjendtlighed Polari- sering
Grænseflade
Konfliktens anatomi
En konflikt begynder med en uoverensstemmelse, hvor parterne anerkender deres uenighed.
Grænsefladen er udtryk for den grænse, der krydses, når der efter en tid med uenighed opstår “støj på linjen” og parterne begynder at føle reservationer over for hinanden.
På personificeringsstadiet begynder parterne at betvivle hinandens motiver og personlige karakter.
Herefter ekspanderer konflikten, og parternes mistro til hinanden næres.
Det næste trin indebærer, at samtalen opgives, og i stedet for at tale til hinanden taler parterne om hinanden til andre, søger evt. forbundsfæller.
Der er nu etableret fjendebilleder, og man ser kun det hos den anden, som ikke ønskes erkendt af parten selv. Parterne kan ikke tale om andet end konflikten, der er blevet en del af deres identitet.
Vejen er nu banet for åben fjendtlighed, som næsten er autistisk i sin karakter. Målet helliger midlet.
Sidste trin er polarisering. Sameksistens er nu umulig.
Ghettodannelser, fyringer, skilsmisser og krige er den eneste udvej.
beløb eller give indrømmelser på et område. Sådan er det ikke med kulturelle konflikter: Værdier kan ikke forhandles.
Men det betyder ikke, at det handler om at sælge ud af sine egne værdier. Der er dér, misforståelsen ligger. Dialog betyder, at man udvider kagen. At man finder ud af, at der er mange flere muligheder, end man først troede. Når der er værdier på spil, er det sværere at strikke et kompromis sam- men. Det kræver respekt og en vilje til at stå op for sine egne værdier samtidig med, at man lytter. Det giver ikke mening at lave et forlig, der f.eks. begrænser ytringsfriheden eller ændrer muslimernes opfattelse af, at det er forkert at kræn- ke profeten,” siger Vibeke Vindeløv.
Men det gør ikke nødvendigvis kulturelle konflikter sværere at løse, påpeger hun. Det er jo så banalt, at menne- sker, der ikke bliver lyttet til, råber højt. Hvis man derimod vælger at høre på dem, klinger det aggressive af. For så be- gynder de at få en oplevelse af “processuel retfærdighed” - at de er inddraget i en løsning af konflikten. “Ingen af os kan lide ikke at blive respekteret. Og samtidig ved vi, at når folk bliver taget alvorligt, så bliver de så kreative,” siger Vibeke Vindeløv.
Hun understreger, at forpligtelsen går begge veje og medgiver, at der heller ikke er meget, der tyder på, at musli- merne har lyttet til de danske argumenter om ytringsfrihe- dens afgørende betydning. “Lige så lidt som statsministe- ren,” vurderer hun.
Giver det mening at sige, at vores tradition for demokratisk dialog forpligter os i den aktuelle krise?
“ Ja, det kan man godt sige. Vores lange demokratiske tradi- tion for dialog, som ikke findes i de muslimske lande, der er mere topstyrede, giver i den aktuelle konflikt en særlig for- pligtelse til at få konflikten blødt op.”
Konflikten handler om noget større
Set ud fra ønsket om at forlige parterne, er det så bedst, at sagen trækkes op på et højere niveau - f.eks. EU eller FN?
Eller er det bedre, at konflikten fremstår som et anliggende mellem Danmark og den islamiske kultur?
“Det skal ikke være et enten-eller. Det skal nok køre på alle niveauer. Men jeg tror, det er vigtigt, at de umiddelbart im- plicerede, altså Danmark, stiller op. Hvis man skal løse kon- flikten, kan man ikke fjerne den fra det sted, hvor den be- gyndte,” siger Vibeke Vindeløv.
Hun anerkender, at det ikke gør sagen lettere for statsmi- nisteren, at den oprindelige krænkelse kom fra Jyllands-Po- sten og ikke fra regeringen selv. Alligevel mener hun, at han nemt kunne have lagt mere afstand til tegningerne - uden at det kunne udlægges som et overgreb på ytringsfriheden.
Hun medgiver, at statsministeren har været på en vanske-
lig opgave, fordi han har skullet tage enormt mange - og modsatrettede - hensyn. Der har været mange forskellige grupper at please. “Men konfliktløsning handler også om at træde i karakter som person og ikke ‘bare’ som politiker.
Dermed kan man ikke undgå at lægge sig ud med nogle af aktørerne,” siger hun.
Hvordan kunne en køreplan for mægling i den aktuelle strid se ud?
“Her vil det være helt afgørende, at begge parter forstår, at tegningerne og ytringsfriheden kun er symboler på nogle meget dybere og meget større følelser. Fokus skal flyttes fra påstandene til noget større. Ytringsfriheden er naturligvis vigtig, og det skyldes, at den er symbol på det frie samfund, vi lever i og værdsætter. Ytringsfriheden er simpelthen et symbol på vores way of life. Og angreb på den er et angreb på vores måde at leve på. Det er det, vi skal fortælle om. På samme måde skal muslimerne fortælle, hvordan vi ved at trykke tegningerne krænker ikke blot profeten, men hele deres måde at leve på. Det er det, der skal sættes ord på begge veje. Det er der, man skal mødes, og det er der, man på begge sider skal erkende dybden af konflikten. Derfor er det forkert at tale om, at det er “en lille ting”,” siger Vibeke Vindeløv.
Frans Rønnov | roennov@mm.dk
Mandagmorgen
Nr. 8 | 27. februar 2006 |27
Co-existence of Civilizations
Vibeke Vindeløv er en af deltagerne i projektet Co-existence of Civilizations, som Mandag Morgen har taget initiativ til.
Projektet stiler gennem en lang række aktiviteter mod at op- stille pejlemærker for, hvordan kulturelle konflikter skal håndteres i globaliseringens tidsalder. Ambitionen er, at ar- bejdet kulminerer med et topmøde i København senere på året.
“Det er et initiativ, som i den grad udfylder et tomrum. Jeg kan til fulde tilslutte mig såvel udformning som perspektiver.
Jeg noterer mig med glæde, at projektet er fremadrettet, holder sig fri af politisk og ideologisk mission, ikke ønsker at placere skyld for det passerede, at det på lige fod inddrager forskere, praktikere og erhvervsliv - og at det både har et dansk og et internationalt sigte,” siger Vibeke Vindeløv.
Hun er medlem af den komité, der skal sætte skub i be- stræbelserne, og som tæller 17 nøglepersoner fra det dan- ske samfund, bl.a. forhenværende udenrigsminister Uffe El- lemann-Jensen, biskop Erik Norman Svendsen, lektor Jørgen Bæk Simonsen, formand for Kritiske Muslimer, Sherin Khan- kan m.fl.
