Det smager af fugl

Det _smager affugl

Otte causerier

afEske K. Mathiesen

En

fødselsdagshilsen i anledning afhans 60-årsdag

29.

april 2004

Det smager

affugl

»Duharjo pipoginteresserer dig foralt medfugle«, sagde min kollega,ar¬

kivar Iørn Piø tilmig. »Ved du, ati kantinen på Odense Universitet kalder

de skinkesalat forFuglekvidder?«

Fuglekvidder, tænkte jeg; detvar godt nok etunderligt navn til skinke¬

salat. Jeg slogop i diverse ordbøger, de gavingen forklaring. Mon ikke de

vedpå Slagteriskolen i Roskilde, hvorfor det hedder sådan?Enopringning

oglidt sondering bekræftede, atder på Fyn vitterlig sælgesensalat, der kal¬

des Fuglekvidder;^men detvarsandelig ikke skinkesalat, fik jeg understre¬

get, det var alle slags pålægsrester hakket og blandet med hakket løg ^og mayonaise. Jaså, sagde jeg, men hvorfornavnet Fuglekvidder? En opring¬

ning fra Slagteriskolen til en slagter i Odense indhentede det svar, at det

måskevarfordi farvenpåsalaten lignede farven på de foderkugler,man om vinterenhængeroptil sultne spurve, somsåkvidrer af taknemmelighed.

Nå, tænktejegogkontaktede min søster,der bor i Bellinge ved Odense.

Jo,hun kendte skamgodtFuglekvidder. Hunmentenu,atmayonaisen som oftest lå adskilt fra selve salaten på fadet, i striber ved siden af f. eks. Jeg

kunne desudenpå hendes tonefald forstå,atFuglekvidderet ikke har så høj

enstatusipålægshierarkiet. løvrigt^vardet vist ikke så gammel^enopfindel¬

se, mente hun. Hardet mon noget med finker at gøre, spurgtejeg, det ^er også hakketogheddernogetmed fugl? Minsøsterlovedeatovervejefinke¬

forbindelsen _og kom også nogle dage efter tilbage med nogle lækre op¬

skrifterpå finker. Menforbindelsen til Fuglekvidderet havde hun ikke kun¬

net etablere. Det kunne de heller ikke på Dialektforskningsinstituttet, de

kendte ikkeordet, i den forbindelse altså.

»Har du prøvet at ringe til salatfabrikken »Mayo« i Odense?« spurgte Piø. Der fortalte _man, atman aldrig havde haft Fuglekvidderet i sit sorti¬

ment, for detvaraltidnogetden enkelte slagter selv lavede af sine pålægs-

rester. Såsattejegennotits i etparodenseanske blade,om nogenvidsteno¬

getom Fuglekvidderets historie. En opringning fra Margit Lykke Mørup i

Odensefortalte, atda hun i 1954-55 havdeværetilære iEksportslagteriets udsalg på Rugårdsvej i Odense, havde de solgt pålægsrestesalat undernavn afFuglekvidder. Hunmente ikke, atandre forretninger i Odense havde det på det tidspunkt.

Menatbåde salaten ognavneterældre beretterMogensJulkov, også fra Odense, ietbrev tilmig, efterathave læst min notits.Jegciterer brevet i sin

helhed:

Jeg skriver tilDemi anledning af det omtalte hjemmelavede pålæg, kaldet Fuglekvidder.

Jeger70 år,ogfhv. kok.

Imineskoleår, i tredverne, frem til 1940vardettepålæg sikkert ikkeop¬

fundet endnu. Jeg husker to af mine klassekammerater, et par drenge fra ikke-velbjergede hjem, ^som gik rundt til de forskellige slagterforretninger

heriOdense,hvor de_spurgteefter pålægsrester. Det fik degerne, ogdetvar

gratis,ogdevarlykkelige hvis der mellem^resternevar engod endeskive af

ensteg.

Jegkom i lære somkok på restaurantBryggergården her i Odense 1ste maj 1940.

I 1941 hørtejeg for førstegangnavnetFuglekvidderogsmagte det, idet

en smørrebrødsjomfru Dagny Jørgensen, vistnok fra Assens, som smurte personalemaden, sagde til mig: Mogens du får etpar stykker med Fugle¬

kvidder, så kan du høre fuglene synge. Detsmagte godt, og var noget nyt.

Mayonaisen, dervarpå,^var ægteogpurløget^varfriskt.

PS. Ibegyndelsenaffyrrerne kom der visse restriktionersomsmørstræk, flødehjælp, ekstra smørgaasbord blev forbudt,derskulle^spares. Måske der¬

forblevFuglekvidder opfundet.

Venlig hilsen MogensJulkov.

Ervi ikke, med MogensJulkovs hjælp, vedatnærme os enforklaring, både på fuglekvidderets oprindelse, på tidspunktet herfor ^og måske på navnets opståen? Slagterne har bemærket interessen for pålægsresterne og har så

lanceret en salat af dem i hakket tilstand, en forloren skinkesalat. Men da Pålægsrestereretkedeligtnavntilensalatogden iøvrigt^smagte så godt, at

man kunne høre fuglene synge, så fik den det forskønnende navn Fugle¬

kvidder.

Iøvrigt har jeg hørt flere fortælle,at megetaf det, der i alle tilfælde i 50er-

nes København blev solgt som skinkesalat, i virkeligheden for^en stor del

bestod af hakkedepålægsrester.

Én

tigt igennem med sin røde farve. Og adskillige,som varbørn dengang, min¬

des den forlorne skinkesalat medglæde, ligesom Mogens Julkov.

Deterforresten ikke kunfynboer, der brugerog kenderordet fuglekvid¬

der ivorbetydning. Bl.a. har jegsetQvicklyvedNørreportStation i Køben¬

havn reklamere forFuglekvidder i deres pålægsdisk. Og enhenvendelse til

Levnedsmiddelkontrollen i København (29. maj 2003) resulterede i det

svar, atFuglekvidder ergået fraat være blandede pålægsrester, der havde temmelig begrænsetholdbarhed, til nu også atvære skinkesalat. Og ende¬

lig, hørt i forbifarten i Danmarks Radio23. februar2001:»Hvis dererrøde pølser i skinkesalaten, såerdet Fuglekvidder.«

Herendervorlilleeftersøgning af oprindelsen tilnavnetFuglekvidder på

salatforeløbig:Iden lidetanseteafdeling forresteroggenbrug.»Detsmagte dog altid af fugl, sagde kællingen; hun kogtesuppe på dengren, der havde

siddetenkrage på.«

PS.Hvordanlyder det så, når fuglene kvidrer på fynsk? JohannesLarsen

fortæller i sinerindringsbog »Jegkan huske« (1950),atgråspurvene, i alle

tilfælde dem iKerteminde, siger: »Philip, Philip,Philip.«

Stille

lege

Jeg tænker ikke på selve stillelegen, altså den, hvor en flok børn skal se, hvem der længst kan sidde helt stille; nej, jeg tænker på nogle lege, der

næsteningentinger og som for detmesteleges alene. Såvidt jeg vederde

ikke registreret af den videnskabelige legeforskning, og dog har nogle af

demformentlig^enærværdig alder.

Manstår f. eks.på den^eneside af^enbro, kaster^enpind i vandetogløber

overforatse den dukke frempå den anden side af broen. Den leg kanva¬

rieres ved,at man erflere og serhvis pind, der kommer førstMenden kan også leges alene,og mankan forestille sig alt muligt derved.

Enandenleg, somhar detsamme gentagende præg, erdenne: Man sid¬

der ientogkupe, eventueltienventesal ellerenstue,menialle tilfælde ved

etvindue. Man har ikkenogetsærligtatlave, keder sig måske, også finder

manpå at ånde enplet påenrude og se, om mankan nåatskrive sitnavn ellertegne eteller andet, inden pletten igen forsvinder. Jeghusker især le¬

genfra togrejser, blander den med lyden af klokkerne fra de jernbaneover¬

skæringer, ^man passerede, deres pludselige derpå svindende lyd. Legen

kunne fa etmeditativt, drømmende_præg.

En leg, der harnoget af det samme præg som de to nævnte,erden ^som

hedder »At se børnenegå fra skole«. Nuerden vist glemt, engang varle-

gen ogudtrykket imidlertid almindelig kendt,oglegenerforeviget flereste¬

der i danskguldalderlitteratur. H. C.Andersen har f.eks. i eventyret »Para¬

disets Have« disselinjer: »Mod Aften, da det blev mørkt,saae detmorsomt ud med de storeByer; Lysenebrændte dernede, snarther,snartder; detvar

ganske, som naar man har brændtet Stykke Papir^{og seer}demange, smaa

Ildgnister, hvor de ereBørn og gaae fra Skole.«

Andersenantyder, hvordan legen leges: Mantænder ild ietstykke papir.

Nårilden hargodt fat, blæsermandenudogfølger^numed øjnene de^man¬

ge gnister, somløber hen over detsorte papir. Undertiden kaldte man den

sidstegnist skolemesteren,ogham gjaldt detom atsmække, før han gik ud

afsigselv. Mankunne også lege, atde gnister, der løb længst,vardem, der

havde længst hjem, ellerat de største gnistervardrenge, de mindre piger.

Til aller sidstkomeftersidderne.

Forfatteren Mei'r Goldschmidt skildrer, hvordan han genkender legen i

Italien: »De, somhave været i Neapel, mindes den store Café di Europa

nærved det kongelige Slot, og de huske formodentlig ogsaa, at der ved Indgangen findesenFlok Lazzaronbørn, der tiggeogmed Glenteblik følge

hverBid,mantager, oghverKop,Ske eller Glas, manfører til Munden,saa atdettagerTid, indenman vænnersig til at væreunderen saadan sugende Agtpaagivenhed og ikke føle Mishag med det, der skulde være enVeder¬

kvægelse. Sidderman nærved Indgangen og kasteren Cigarstump fra sig,

saakanmanværevis_paa,at næstenisammeØieblikto,treeller flereDren¬

gekravlepaa Stengulvetogslaaesom Stumpen.

Jeg sadenAften tætvedDørenoglæsteenAvis. Dajegvarfærdig, vilde jeg tænde ^en Cigar, men havde ingen Ild og kaldte paa Opvarteren. Han bragte miget stort Stykke brændende Papir,ogda jeg havde tændt Cigaren,

kastedejeg det fra migogvildesætteFoden derpaa. Min Fod blev holdt til¬

bage afenHaand, ogda jeg saaened, vardeten lille Pige, der hurtig saae op paamig medethalvt vredt, halv bønligt Blik,ogderpaa, idet hun stadig

holdt min Fod, stirredepaa det brændende Papir ogpaa Ildpunkterne, der

kom oggik i det Sorte. Der gik veletPar Sekunder, inden jegretforstod,at det bruneBarnmed det vilde, ravnsorteHaarogde store mørke, stirrende

Øinevilde _see,hvad vi kalde »Børnenegaae af Skole«. Da den sidste Gnist

var slukt, saae hun baade taknemmelig og sørgmodig op paa mig, sagde

»Grazie, Signore«,ogkrøb ud afDøren.«

Endnu i 1956erlegen husket på Drejø. Institut for dansk dialektforskning

har denne optegnelse: »Forleden dag jeg lagde på kaminen, så jeg inde på

devarme sodedeplader små blinkende sodpartikler brænde ^... i samme nu erindredejeg en gammel taleform som hed til vi børn: kom skal I ^se alle

skolebørnene løberhjem fra skole ...«

Fornylig fortalte min kollega Jane Lytthans mig, at hun havde hørt en

mandpå godt halvtreds år, født og opvokset på Amager, fortælle, at som

barn,når hanoghansmorskullehygge sig, så blev han sendt hen til papir¬

handlerenefternogetbestemt papir med rækker af heste på. Derhjemmesat¬

te moderen ild til papiret, og de skulle nu se hvilken hest der vandt! Men

han kendte ikkeudtrykket»at sebørnenegå fraskole«. Og detvarjoheller

ikke heltdensammeleg.

Havlittens _sang

Havlittens (clangula hyemalis) klarinetagtige vinter-ogisærforårssang har

altidfascineret. Det erførst og fremmest hannens sang, det drejer sig om;

den fint hørende svenske ornitolog Erik Rosenberg beskriver den således:

»a au li, aa au li a au li...« Den gotlandske folkemindesamler P. A. Säve (1811-1887) skrev: »Densångenärenligtettgammal ord så vacker,attnär

allarne (havlitterne) spela, dansarhavet,ja, vågen sjunger sin sång, fågeln spelar sin visa, skogen och berget lyssnar, och sången stiger ind imannens bröst.«

Denlilledykandssanghar vakt opmærksomhedogså på den måde,atden

mange stedererblevetomsat i sungnerimoglydtolkninger. FraBornholm

meddeler kantor H. Johansen i begyndelsen af århundredet (DFS 1955/8V),

athavlittenifølge hans meddeleresynger: »Havhav hav ha-vedemett/ lann

lann lann lann-ede dett.«Hanharogsånoteretmelodien. Andre bornholm¬

skeoptegnereaf folketradition f.eks.A. F. V Seierhar dog hørtsangen som

»Hå hå hå, Havede mitt. Lannede ditt.« Den antydede spænding mellem

land_oghav varieres i det gotlandske: »Alla små fuglar kumba till lands /

menjag kumbar all all aldri...«

Lydspillet mellem lyst og mørkt findes i et par af de navne fuglen har faet, tydeligt i havlit,^men formentlig også i det bornholmske gaddis. I an¬

drenavnepå havlitten hentydes til dens levestederogtidsrummet for dens tilstedeværelse, f.eks. vinterand, frostand, isand. I Søndeijyllanderden ble¬

vet kaldt havfasan på grund af hannens to lange halefjer, som drenge på Drejø iøvrigt sattei huen; havlitten var enyndet jagtfugl.

Verdenover har mennesker tolket fuglesang i rim, vers oghistorier, de

sidste mest som forklaringer på, hvordan fuglene fik deres sang. Hvordan

havlittenfiksin _sang, fortællerman enhistorieom iGrønland. Knud Ras¬

mussen nævnerden isineMyterogSagn, menforfatterenogtegnerenJens Rosing fortæller den mere udførligt i sin bog »Kimilik« fra 1970 og i

»Fuglestreger« fra 1988. Selv om vi erlangt fra Østersøen, mærkes også i Rosings historie enspænding mellem havogland.Netopmed tanke på den historie,^somRosing fortæller,om striden mellemrypen oghavlitten, næv-

nerFinnLyngei sin bog »Fuglog sæl-ogmenneskesjæl«,ati grønlandsk

tradition må bytte fra hav og land ikke komme i samme gryde, det vil bringe uvejr eller pludselige vindstød. Alt dette får én til attænke på, ^om

dermonogså liggerengammel,nuglemt historie bagversenefra Bornholm

og Gotland? Er det blot slutverset af en historie vi hører? Rosing for¬

tæller:

»På stille forsommeraftener kanmaninde i dennordlige grenaf Godthåbs¬

fjorden opleve athøre og sefjeldrypenog havlittensamtidig.

Rypekokken har endnu sinhvide vinterdragtog syner langt væk på den

snebare fjeldside. Med sinkaglen og hvide dragt henleder han alt rovtøjs opmærksomhed på sig, alt imens hans høne liggertrygtoggodt på sine ^æg.

Overkokkens øjne står hudlapperne, blodfyldte røde.

Ien lunvig tætved synger enhavlithan klangfuldt for sin hun. Hangør kast med hovedet ogrejser halen i vejret.

Når den seje is i de grønlandske fjorde bryder op i april-maj, kommer havlitparrene^og slår signed i de indre fjordarme, hvor der,somdagene går,

bliverflere ogflere fugle, ogderes parringssang kan høresmilevidt.Deven¬

terpå, atisen på indlandssøerne skal smelte, såde kan komme ind til deres ynglepladser. Det sker i sidste halvdelafjuni.

I Grønland har man en fabel _om, hvordan rypen og havlitten fik deres

stemmer. Det skete under et stævne, hvor alle Grønlands fuglearter sang hinanden smædeviserpå. Da det blev^rypens tur, sang denhavlitten denne

visepå:

Se ham den underlige karl, ijaa-jee

der midtom sommerenslæber rundtpåsinisfangst-harpun.

(Havlittenslange hale)

Havlittensvarer:

Seden tølper, ijaa-jee

med de rødeøjenlåg, ijaa-jee

Sedenløjerlige ^rype, ijaa-jee

der midtom sommeren vaderrundt ilanghårede kamikker,

hanerså kuldskær, ijaa-jee

Pludselig opdagede man, athavlitten og rypen var røget i fjerene på hin¬

anden. Rypenlagdealle kræfter i ogslæbte havlitten til fjelds.

Havlittenskræppedeopi fortvivlet vrede: »Jeg skal ikke ind i landet, jeg

kan ikke trækkevejret frit inde i landet.«

Havlitten gjorde sig tung og snerrede: »Hvad monhan bilder sig ind?«

Og så lagde han alle kræfterne i, og nu vardetrypensturtil atblive slæbt

ned mod vandet.

Rypenråbte: »Jeg skal ikke i vandet,jeg har vandskræk.« Menhavlitten

trak rypenud i vandetogdykkede med den.

Rypensbørn stak ietvræl: »Voresfar drukner, uhuu, hansomhar vand¬

skræk.«

Havlittensbørnjublede: »DerkanI se,hvad der kommer ud afjeres fars

storsnudethed.« Havlittens børn trimlede rundt af latter.

Mensmorskabenvarpå sit højeste, viste der sig i tangen langs stranden

en lille bule, og da den delte sig, dukkede rypen frem; våd og forpjusket

krøb denpå land. Inde på land stod dens børn oggloede målløse. Idetry¬

pefar ynkelig ogforkommen fik fodfæste, sukkede den:

»Va-va

qa-qer-qa-qaaq

va-va

Jegvar næraldrig kommetop.«

Manspurgterypen: »Hvorerdin modstander henne?«

Rypenvigtede sigogsvarede: »Hanerendnu dernede.«

Havlittens børn råbte:»Nu,da han hargivet^rypen, den vandskrækker,^en forsvarlig dukkert,syneshan ikkeomatkomme tilbage udenathave fanget

mad til os. Iskal seham dukke op medenpolartorsk i næbbet tilos.«

Rypensbørn skræppede op: »Se dernede, sedernede,« og optil overfla¬

den flød havlitten med oprevenstrube.

Havlittens børngræd: »Ha-ha-ha-ha-leq.«

Og siden dengang har havlitten hulket: »Ha, ha,ha-ha-leq.«

Ogrypenhar kaglet: »Qa-qer-qa-qaaq.««

Lystogmørkt, landoghav. Formangefindes intet smukkere end havlittens

sang. Løjtnant Fredrik Wilhelm Reuterskiöld, født 1728,badomatblive be¬

gravetyderst ved havet på Rånö ved Utö, for altidat »kunna höra alfageln sjungaomvåren.« Det blev han i 1804.

Litteratur:

AnttiAarne:Variantverzeichnis der FinnischenDeutungenvonTierstimmen und anderen Natur- lauten. FFCommunications N:o 9. 1912.

V J.Brøndegaard: Folkogfauna 2. 1985. Side 57 ff.

J.C. S.Espersen:Bornholmsk Ordbog. 1908. Side 95.

HarrietHjorth: Utö.Öensomännu ärettparadis. 1944.Genudgivet1990. Side267.

FinnLynge:Fuglogsæl-ogmenneskesjæl. 1981.

EskeK. Mathiesen: Hvad snakker de bornholmskedyrogfugle om?Folkeminder 1990,nr.3.

Side 5-9.

EskeK.Mathiesen:Havetermit. Omnogletraditionelle tolkninger af havlittenssang.2000.

Knud Rasmussen:MyterogSagn 1. 1921.Side 365.

ErikRosenberg: Fåglar i Sverige. 5. oplag. 1970. 92 ff.

JensRosing: Fuglestreger. 1988. Side 5.

JensRosing:Kimilik. Digte fra Angmagssalik. 1970. 29 ff.

A. F. V Seier:BornholmsFugle. 1932.Side 32 ff.

A. F. VSeier: Bornholmske Folkeminder. 1934.

Carl-HermanTillhagen: Fåglarna i folktron. 1978. Side 317ff.

Den ny

tids nisser

Enfolkemindesamler-kollega fortalte mig forleden, athanvarblevet ringet

opafenældre bekendt, der^vari færd medatskrive sine barndomserindrin¬

ger.Mennu varhan kommet til atspekulere^{over en}ting: Kunne det virke¬

lig være rigtigt, at de i hans barndomshjem i begyndelsen af århundredet

ikke havde haftjuletræ? Ellerspillede hukommelsen hametpuds?

Minkollega kunne fortælle ham, at detskam godt kunnevære tilfældet,

atde havde fejret juleaften uden juletræ. Egnen, den gamle erindringsskri-

verkomfra,varfattig, oghan stammede desuden fraet småkårshjem. Man

havde andrevidnesbyrd omjuleaftener uden træ. -Det beroligede denæl¬

dreherre;nukunne han altså medgod samvittighed skrive,atde ikkehavde

haftjuletræ i hans barndomshjem. Folkemindesamleren havde sagtgod for

hans hukommelsesrigtighed.

Det skerjævnligt, at folkemindesamlingen bliverspurgttil råds i tvivls¬

spørgsmål^omtraditioner. Det kan^værefarvenpå lysene eller båndene i ad¬

ventskransen; detkan være, hvilke blomster der ikke må komme i enbru¬

debuket; det kandreje sigom polterabend-traditionerog mangeandre ting,

ofte så smådetaljer, atman synes, det kan ikkeværevigtigt,mendet erdet

altså.

Undertiden skal folkemindesamleren ikkerådgive menberigtige: Er det

ikke ogsårigtigt, ^atmangiver salt ^ogbrød til ^nogen, der flytterind i etnyt hjem?Jo ^...ja^...,svarerfolkemindesamleren; det kan godtvære,atman no¬

gen steder har ^... men sådan i almindelighed ^... i Rusland i gamle dage ^...

mendeterda ensmuk skik^... saltetbetyder jo ^... osv.

Sommetider _prøver folkemindesamleren at sige, at det med traditioner

altså ikkeersomatslå op ien facitliste ellerenhåndbogom skikogbrug.

Traditioner forandrersig; de fødes, de leverogudvikler sig, de tilpasser sig,

de_{stivner og} visner.Det erde færreste traditioner, der erså definitive som

Tivoli-Pjerrots ^næse,der endnu idag vistnok ermodelleret efter forrige år¬

hundredes mester-Pjerrot,NielsHenrik Volkersens ^næse. Detkan lade sig

gøre, fordi Volkersens kammerat Peter Busholm skar en træmodel af den

unike tud.

Mendenslags indvendinger bider ikke på folk.Devil have besked, ja el¬

lernej. På^en måde kanman sige, atfolkemindesamlerne^-hvadenten de

vil ellerej-mere og mereudgør detmissinglink, dereropstået mellem de

såkaldt gode gamle dage og nutiden, hvor mange traditioner opløses og

glemmes, hvor gamletraditionertagesopigen iny iklædning,oghvor helt

nye skabes, ofte med tumultagtig hast ogikke sjældent under kraftig med¬

virken fra handelsstand og diverse massemedier. Folkemindesamlerne er blevet dem, der godkender eller forkaster traditioner. Efterhånden er det

snartkunfolkemindesamlerne, der ved, hvadægte folkeligheder.Folk selv

kludrer alt formegetidet!

Monfolkemindesamlerneerklar_over,hvilke muligheder det giver dem?

De kan, medstøtte i deres anerkendte autoritet, bilde folk både detene og det andet ind ogændre traditioner i mærkværdige retninger.Værderfor på vagt overfor folkemindesamlerne, troskyldige læser! Når der begynder at skemærkelige ting i traditionerne, erdet ikke nødvendigvis nisserne, derer

på spil; det kan være folkemindesamlerne! De har alle muligheder for at blive den_nytids nisser.

I

mørkningen

At holdemørkning, d.v.s. atsidde uden arbejde i hænderne oguden tændt lys i den time, da dagslyset svinderogmørket kryber frem afstuenskroge

- detervistnoget,somikkemangepraktisereri dag. Men for ikke så længe

siden hørte det med til detborgerlige ^og landlige livs daglige rytme. Man

lodhændernehvile,menikkenødvendigvis munden.Derermangevidnes¬

byrdom,at netopdenne time blev brugt tilatfortælle, samtale,synge ogtil

atlytte i.

Sønderjyden, væver Thomas Kaufmann fortæller i sin erindringsbog

»Minder_ogtanker« (1962): »Det^varengammel regel,atmedKliplev^mar¬

ked,omkring 10. september, begyndte aftensædet. Så blev der også arbejdet

i værkstedet ved lys. Men inden den svagtlysende petroleumslampe tænd¬

tesom aftenen, holdtmorogfaretkort hvil, entenved kakkelovnen i dag¬

ligstuen eller værkstedet. Eneller anden nabo kom stille listende påetkort besøg. »God aften, Gud hjælp«, lød hilsenen. »Nå, I holder skrædderlav«, sagde gæsten,menshan eller huntogplads. Så faldt talen på svundne tider, på dengang, da tyskernevari landet«.

Maleren Oluf Høst fraGudhjem har i »Framinlogbog« (1954) denneop¬

tegnelse: »Mørkning i gamle-tiden. Kulilden lyste fra ovnenud på gulvet,

flammede lidtpå væggen. Morsad i sinstol ognynnede enautanviza. Det

var dengang sejlskibe var i langrejser på det uvisse^-hvert skib sin sjæl«.

Gårdejer Johs. Juhl, Branderup fortæller i sine barndomsoptegnelser (i Sprogforeningens Almanak 1987), hvordan en lille episode i en mørkning

lokkernogle af de følelser frem,manellers ikke skiltede med:»Framin tid¬

ligste barndom mindes jegenmørkningsstund. Moder sadog varvedatgive

en af de mindre søskende bryst, og idet hun sad derog så ned på det lille barn, trillede tårerne så stille ned ad hendes kinder,ogjeg^serfar komme^og lægge sit hoved ind til hende. De har sikkert haft etlykkeligt øjeblik med

hinanden oganede ikkeatdervar enlille tilskuer, der fik indtryk for livstid«.

Ibogen »Paa Rejse omkring i mitHus« (1897) sidder »den sidste sles¬

viger«,præstenNicolaj C. Nielsen i skumringenogtænker tilbage på barn¬

dommen i hattemagerhuset i Løgumkloster: »Helst sidder jeg i min Læne¬

stol iSkumringen,naarMørket har sænket sig nedoverJorden, ogkun den

blussende Ild i Kakkelovnenoplyserværelsetoglegerpaaden hvidmalede Dør,skiftende med alskens fantastiske Skikkelser. Snarterdetetsnappende Uhyre, der aabneroglukker sit Gab, saa endirrende Strængpaa enBue,der

lader Pilenflyve af, en svajendeTrækrone, der bevæger sig for Vinden, ^en Menneskeskikkelse, derrørersigosv. osv. HvertØjeblik skifte Figurerne.

Venderjeg mit Øje fra denne fantastiskeLegoglægger mig tilbage i Sto¬

len, så bæresjeg hjem til den hyggelige Stuei det gamleHus ved detstore Torv(Markedspladsen) i den lilleBy. Fra »Tronen« foran det eneafStuens

trevinduer kundemanoverskue den helePlads,somdenomAftenen laa be¬

skinnet af Maanensblege Lys. Maaske kom vi hede af Hund- ogHarelegen

der ude_paaPladsen stormende ind i den oplyste Stue,hvor dersaablevtys¬

setpaa os,foratvi ikke skulde forstyrre Fader under hans Læsning. Eller vi

havde tilbragt Mørkningstimen hjemme, Faderhavde sunget med os med

den lille Søster paa Skjødet; dervarbleven fortalt os om gamleDage, om de Dage, da FaderogModervare unge, om Bedsteforældrenes Tid, ogden

Tid syntes os en renVidundertid. At Forholdene i den lille By vist aldrig

havde været ret megetforskjellige fra, hvad de ^vare i ^vorTid, ^og at Begi¬

venhederne ikke havdeværetsynderligmereromantiske, end de^nutildroge sig, anede vi den Gang ikke. Barnefantasien laante Billederne de levende

Farver.Når der blev tændtLys, lavede^vorTante Skyggebilleder foros paa

Væggen. Hendeslange, slanke Fingre egnedesig ^saagodt dertil. Meststor¬

artetvar denHare, hunkunnesætte paaVæggen. Denløb medBenene og

spidsede Øren. Jegeraldrig kommen efter, hvorledes Fingrene skulde ^sæt¬

testil den. Dertil varjeg for dum.Varevi færdige medvore Skolearbejder,

varLektien lært, ellernaarder kom Fremmede, kom Gnavposen frem;jeg

hører endnu Brikkerne klapre paa Bordet, og»Hus forbi!«, »Hestforbi!«,

»StaaforGjøgen!« lyder detendnu formine Øren. Inden vi kom tilSengs,

kom dentarvelige FrugtkurvpaaBordet med Flaskeæbler, Pigeons,Nødder

ogNøddeknækker. Eller FaderfiksomstærkRøger,inden han gik til Sengs,

et Glas Vand eller ^en Dadel, en Kathrineblomme, vel for atfaa en anden Smag i Munden.

Saadanne Billedererdet, der stige frem for mig, naarjeg i Skumringen

sidder i min Lænestol«. Og således kan manfinde denenemørkningsskil- dring efter den anden i den danske litteratur. Skønlitteraturen fra den sidste

halvdel afforrige århundrede og et stykke ind i vort er fyldt med skum- ringsbilleder og skumringsstemninger. Man kan tale ^om hele skumrings- bøger f.eks.V C.S.Topsøes ufuldendte, posthumt udgivne roman»Slagne

Folk« (1892) ogHerman Bangsbetagende mindebog fraAsserballepræste¬

gård»DethvideHus«(1898). Ogmankan taleombilledkunstnere,hvis bil¬

leder ergennemtrukne af det særlige tvelys ^{og en} stille, indtrængende ^ve¬

modig stemning. De fornemste af disse ^er Vilhelm Hammershøi ^og Chr.

KongstadPetersen.

Skumrings- eller mørkningstimen har betydetmeget for overleveringen

af ikke så lidt afdet, vi benævner folkeminder. Det erdemere stille folke¬

minder, der ^er tale om, og det ^som kitter folkeminderne ^sammen, erin¬

dringerne der føder hinanden, pauserne, de underforståede bemærkninger.

Mørkningstimenshistorie burde skrives. I dens troldmørke^{nærmer man}sig hjerteslaget i den mundtlige overlevering. Det understreger ogsåfolkemin¬

desamleren Karoline Graves i sin bog »Ved Halleby Aa« (1921). »I mit Barndomshjem havde viogsaaaltidenMørkningstime, hvorsnartdenene, snart den anden af mine Forældre fortalte. Snart om Livet i deres Barn¬

domshjemoghvad der igenvarfortalte dem. SnartomUngdomsaarene,om

Hoveriet, om Dans, Legestuer ogGilder. Billede paaBillede blev oprullet

for en, saa manefterhaanden i Tankerne dannede sig et samlet Hele. Gaar jeg i Tankerne tilbage til disse Mørkningstimer, ^synesjeg altid, at det ^var,

somblevenstorBilledbog^om Fortidens Liv lagt for mig, hvor jeg fik Lov

tilat seBladefterBlad, _oghvorenforklarende Tekstgavmig fuld Forstaa-

else af Billederne.Og intet Minde fraBarneaareneermigsaakærtatdvæle

vedsomTimen iMørkningen«.

Der findes mennesker, der synes at leve, som om de bestandig holder mørkning. De vil hellere sidde oglade stilheden vokse omkring sig, de er ikke skabt til detudadvente_ogresultatsøgende liv,som erså højt i kurs. De

vil ikke frem i verden, men blive i deres egen. Ofte ermørkningsmenne-

skene tålmodige lyttere og skarpe iagttagere. Har flere af de gode folke¬

mindeoptegnere, f.eks. Nikolaj Christensen og Niels Levinsen ikke været sådanne?

Lytterneeri det heletagetvigtige athuske på, nårtalener omfolkemin¬

der ogoverlevering. Desagde ikke såmegetselv, mendevartil stede, uden

demvar de store sangere ogfortællere intet. Også lytternes historie burde skrives,mendet bliversvært, for deternæsten atskrive omingenting. Dog

erdet ikke detliv, der efterladermesteller snakkedehøjestop, somaltid har

størstbetydning.Troikke det.

En klassiker

Ethvert fag har sine klassiske bøger. De har ikke alene haft en særlig be¬

tydning i fagets historie, men de kan læses igenogigen, fordi de rummer

værdier, der rækker ud over det tidsbundne: En varme, en særlig menne¬

skelig forståelse, enbegejstring, eller fordi de simpelthen er skrevet godt.

Ensådanklassiker i dansk folkemindevidenskaberpræstenogkulturhisto¬

rikeren H.E Feilbergs (1831-1921) »Fra Heden« (1863). Det er ikke den midtjyske hede, derertale om, men den mellemslesvigske. Den egnlærte

den unge Feilberg at kende, da han etparår varpræst iValsbøl. Egentlig

handlerbogenmestomValsbøloglivet der. Igangsætterenfor Feilbergvar, at pastor Kok i Burkal havde skrevet om livet på den mellemslesvigske slette; menFeilbergmente, atdet kunne hangørebedre.

Der hvileren smittende stemning af begyndelse over den lille bog. Her folder densenere berømte_oglærde kulturhistoriker sig for første gangud,

her mobilisereshans nysgerrighed, udvikles hans menneskelige forståelse

og nænsommeskrivekunst. Man kan sige, atbogen senereblev overgået af

hans »DanskBondeliv« (1889) somkulturhistorisk værk. Det ^erogså rig¬

tigt. »Dansk Bondeliv« rummer mere, forklarer mere og dækker et langt

større geografisk område. Men »Fra Heden« rummer skitsens fortryllelse,

de raske strøg, den umiddelbart formidlede oplevelse af landskab ogbe¬

folkning. Feilbergtrorikke, athanved alt ombefolkningen.Hanved godt,

atpræstenkunserså dybt i sjælene,somfolkselv vil;menalene det,athan

kender sinbegræsningog giver udtryk for den, såat sige placerer sig selv

sompersoni bogen, giver denen særlig videnskabelig værdi.

Der er en dybere drivkraft i bogen end den atville overgå pastor Kok.

Feilberg vil vise, hvordan det danske sprog står denne befolknings hjerte

nærmere end det tyske, som er det officielle sprog. Feilberg vil holde det

danske i denne kultur frem i dagens lys, vise at den er i slægt med den øvrige jyske bondekultur. Små 60 år efter »Fra Heden« skrev Feilberg i Er¬

ling Rørdams »Sønderjylland i 1864-1919« (1919)om sin tid i Valsbøl, og

gjorde detmerepersonligt end han kunne gøre det i »Fra Heden«. Hangi¬

ver eteksempel på sammenstødet mellem danskog tysk: Dervar ijanuar

1862endifteritisepidemi,^ogmangebørn døde, bl.a. enlille pige, somFeil- bergvarblevet gode vennermed. Da hendes far kom ogbestilte begravel¬

sen, sluttede han med at sige, at den jo skulle være tysk, hvortil Feilberg spurgte: Jamenhar jeg nogensinde i Dereshjem talt tysk med Anna? Nej,

det havde hanikke, danskvarhjemmesproget,menbegravelsen skulle alli¬

gevel væretysk, og detblev den, »jeg talte tysk ved hendes grav ogkunne

kun med besværtvinge gråden tilbage«.

Inspiration til bogens komposition kan Feilberg have hentet fra de gamle præsters sognebeskrivelser,menhan lægger til forskel fra dem særligvægt på det folkloristiske oghar måske også villet give bogen et litterært præg hvilket bl.a. kan mærkes ved, athan indlæggerenblichersk bindstouw for

attegne etbillede af omgangsformer ved julefesterneoggiveprøverpåsang og fortælling. Selv om bogen erupretentiøs har det været Feilberg magt¬

påliggende,atdenne skulle udgøreenhelhed, sådansombefolkningens kul¬

turudgjorde enhelhed. Feilberg ville ikke alene være indsamler, han ville

finde deled,somforbandt kulturens enkelte dele, den struktursomgavden

livskraft. Ogdetermorsomt, atdenne teolog så udmærket har vist, hvordan

kulturernoget, der vokseropaf den syndige jordogikke erfaldet ned fra

himlen.

Marginalia

Pludselig står han midt i teksten, tilsyneladende umotiveret, en lille bitte

mand medenstorpibe. Til dagliggemmerhan sig i NisJensenKristiansens optegnelsesbøger på Dansk Folkemindesamling, (DFS arkivnummer 1929/

112). Hvem Kristiansener, ved jeg ikke, Evald Tang Kristensen, som fik fingre i bøgerne, fortæller ikke omham. Bøgerne, derstammerfra begyn¬

delsen af 1800-tallet, indeholder afskrifter af bønner, gåder, underlige spørgsmål m.m. Ogmidt i det hele står den lille mand med den storepibe,

ogdet endnustørreøje.

Mankalder sådanne tekster ellertegninger marginalia, altsånoget som findes i marginen, ^{noget som}ikke hører selve teksten til. Det^erikke bare skolebørn, der laver den slags af kedsomhed i bøgerog hefter, eller tele¬

fonerende der lader _pennen løbe på notesblokken. Også lærde mænd og damer har skrevet ting ^{og sager} i marginer, ^og ikke altid ligegyldighe¬

der.

Deterf.eks. ikkesmåting, dererfundet af poesi ogbilleder i marginer af middelalderlige håndskrifter. I irske håndskrifter blev detnæsten en genre.

Skriveren erved atkopiere en dødssyg latinsk grammatik, han sidder ved

det åbnevindue,pludselig hører han fuglesang:

Ethegn aftræerhvælversig bag mig.

Ensolsort syngermig sinsang.

Jeg sidder med min bog, overalt lyder fuglenes kvidrende klang.

Fradettættekrat i sin grå kjole

kukker gøgen højtogrent.

Gudermig god! Underde høje kroner

skrivejeg dårligt sent!

Med eterafskriften,pligtarbejdet blevet uinteressant, men digtet lyder fra

sinmargin igennem århundrederne til i dag. Ligesom manden i Kristiansens optegnelsesbog stårog lyserop, kigger imodos, vækker vorundren, hvad

erhan for_en, hvad skal vigøre ved ham?Hvem erhan?

Foreløbigklassificerer vi ham under betegnelsen marginalia, vel vidende

at der under den betegnelse findes adskilligt, som ikke er spor marginalt

men fortællermere ommenneskers liv end det, somerofficielt. Studiet af folkekultur ernetop ofte studiet af marginalia, d.v.s. det ^som de herskende

klasser ogderes historieskrivere fandt mindre interessant, ogdetselvom folke¬

kulturen erden storekultur, de flestes kultur. Det ervel egentlig den, som burde være hovedteksten _og magthavernes kultur som burde pynte margi¬

nen?

Nuerdet som om den lille mand fåretglimt i sitstoreøje. Hvaderhan

udepå? Skal han lave ravage? Vende tingene påhovedet?

Måske^ernetophan mand foratlaveravage.Detviser sig nemlig,athan muligvis ikkeerhvem somhelst. Fhv. toldkontrollør VE. Clausen harven¬

ligst gjort mig opmærksom på, atder i hans fortræffelige bog »Det folke¬

lige danske træsnit i etbladstryk 1565-1884« (Anden reviderede udgave 1985) side 175 findes etstempeltrykt kistebillede fra ca. 1700, hvorpå der optræderenperson,der har visse ligheder medvorlille mand. Og hvemer mandenpå kistebilledet? Såmænd selveste Dværgekongen Laurin, hoved¬

personeni den gamle eventyrlige folkebog afsamme navn.

Med kløgt og list og dølgehat kæmpede han mod den uovervindelige

Didrik af Bern ogdennes kæmper, da de dristede sig tilatbryde silketråden, eventyrets spinkle gærde, der indhegnede hans rosenhave i Tyrol. Dværge¬

kongen fremtræder som en blanding af godt ogondt. Snart viser han sine

ubudnegæsterden vidunderligeengmed dengrønnelindogdenliflige fug¬

lesang, snart far han én af kæmperne opatdingle i linden. Detgår Dvær¬

gekongen ilde til sidst. I nogle versioner af historien bliver han nar ved

Didriks hof i Bern, sådansomutallige dværge blev gøglereogklovne.

Måske er det virkeligDværgekongen Laurin, der er sprunget ind i Nis

Kristiansensoptegnelsesbog? Måske står vi overfor detmystiske barn af al¬

peglødenogridderromantikken, denne mandsling der turde kræve højre fod

ogvenstre hånd i pant af selveste Didrik af Bern?Nu erdet som om han spiller med musklerne. Jeg skynder mig at lukke bogen. Man ved aldrig

hvad der kanske, når_eventyretvågner.

Folkemindeter en

gammel

Etlysende eller duftende eksempel, skulle^manvel sige, på, hvordan folke¬

kulturen erspillevende, hele tiden antager nye udtryk og overrasker stue¬

lærde folklorister, der regnede den for et historisk fænomen, kunne man læse om onsdag den anden april i år (1986) i Nørrebro Avis. Havde det

været denførste april,villemanmåske havetagetartiklen, dervar signeret

»ton«,medetkorn salt,mendetvarden andenogbaggrunden alvorlig nok.

»Etkunstfærdigt modelhus, skåret ud af^engammelostoghvilende pået svampetfundament af camenbert, vakte ingen særlig begejstring, da beboer¬

aktivister afleverede detpå Nordre Fasanvej 224.

Ostehusetvarårets»rotteredepris«ogden uforberedte modtager påNor¬

dre Fasanvej var det store fagforeningsejede entreprenørfirma Kooperativ ByggeIndustri.

Derød-hvide KBI-skilteeretvelkendt synpå saneringsej endomme rundt

om i byen. På baggrund af flere saneringssager havde Nørrebros Beboer¬

aktionvalgtKBIsommodtager afden tvivlsommeudmærkelse.

- KBIfarprisen for sin evnetil atforvandle det, der skullevære moder¬

niseringer, tilrenerottereder, sagde Sanne Lind fra beboeraktionen.

KBI's direktør, Jørgen BaggeAndersen, varpå vej ud addøren, da akti¬

visternemyldrede ind i receptionensammenmedpresse,lokal-tv og-radio.

Regnskabschef Aage Stenhøj Jørgensen fik dirigeret den syngende skare

ind iet mødelokale. Han ønskede ikke at være til stede, mens SanneLind

holdt tale og afsløredeosten og entilhørende,grøn svamp«.

Folklorister og andre folkemindeinteresserede haren tendens til at ville

låsefolkemindebegrebet fast i nogle bestemte traditioner, somhar deres ud¬

spring i landbosamfundet før industrialiseringen. Menfolkekulturenerfor livskraftig til at ville finde sig i museumsagtige spændetrøjer. Og et sted,

hvorfantasienblomstrer,er,når folkekulturen får brod, når dengår til mod¬

stand, bliver satire, bider frasig. Folklorister har i høj gradværettilbøjelige

tilatoversedenne bidske ogmuntredel af folkekulturen. DogvarTangKri¬

stensen opmærksom på den, og musiketnologen Svend Nielsen sørgede i

1979 for, atvi på kassettebåndet/i tekstheftet »Når visen får brod« kunne

høre og læseomnidviser, satiriske viser, demonstrationssange.

Den protesterende folkekultur er vigtig og har frodige traditioner. Den

strækkersig fra den meregedulgte ^protesti drillerim ogviser til denmere eller mindreorganiserede modstand i form af arbejdsnedlæggelser, demon¬

strationer og aktioner afmange slags. Folkekulturen består både af beva¬

rende ogfornyende kræfter.

Folkemindet erengammel ost.

Alle kulturhistorierne harværettrykt før i Foreningen Danmarks Folkemindersnuhedengangne blad Folkeminder.Enenkelt af demerforøget af forfatteren selv.