Skiftingemotivet i De Underjordiske
Det
folkloristiske grundlag i Ingemanns bornholmske
eventyr
fra 1817
Af Anne Petersen
Come away, O, human child!
To the woods andwaterswild With afairy handin hand,
Forthe world 'smorefullofweepingthan
you canunderstand(1).
Verden over kendes sagnet om skiftingen. Spædbørn har man passet godt på, for de var særligt udsat for fare.Truet af dæmoner, det onde eller for¬
bytteise, fordi de endnu ikke tilhører den kulturelle orden.Detgørdet først,
når det får et navn. I nordisk folketro har det været det lillefolk, højfolk, bjergmænd, huldrer, vætter, eliefolk, eller underjordiske som har lagt en
skifting istedet foretudøbt menneskebarn. Sære,tavseogindesluttedebørn
harværetopfattetsom skiftinge. Handicappedeoganderledes børn ligeså.
Med romantikken bliver sådanne folkelige forestillinger moderne i den forstand, atde indgårsommotiver i musik,teater, billedkunst oglitteratur.
Der kommer i sidste halvdel af 1810'erne og første halvdel af 20'erne en kollosal interesse foreventyr.Etaf de første litterære danske eksperimenter
medeventyrgenren,IngemannsbornholmskeeventyrDe Underjordiske fra 1817,baserersig i høj grad på skiftingeforestillingen.
Deterdenne artikelshensigtatvise, hvilket grundlag Ingemann har haft,
oghvordan han udfolder det litterært.
Æstetikhistorisk er det nemlig et overset faktum, at den folkloristiske
motivverdens litteræretilsynekomst har betydning i romantikkensæstetiske
kriterier. F.eks. i kravetom lokalkolorit.
De
Underjordiske
Handlingen udspiller sig i det 14. århundrede på Valdemar Atterdagstid, da
der blev kæmpet for kristendommens endelige indførelse. Den historiske
ramme er en 'gotisk' kulisse på Burgunderholm (Bornholm), enmærkelig
ogafsondretø iØstersøen. Dennordlige halvdel aføenbebos af den krist¬
neBonahvede, Mamas fader. Densydligehalvdel bebos af Ulfson, der ikke
er ensandnordlænder, mendog udgiver sigforatværedet.
Eventyrets grundlæggende konflikt ermellem lysetsogmørkets magter.
Skæringspunktet i denne konflikt er de forbyttede Surting og Sigurd Ib.
»Sidstnævnte vokser op hos de gode underjordiske. Skiftingen Surting vok¬
serophos den frommeMarna, hvis mand Ulfson har ladet deres førstefød¬
teskønne ogdejlige, lyslokkede ogblåøjedesøn forbytte til skiftingen; der
først beskrives somethæsligt skelende misfoster med gulgrønne,gnistren¬
dekatteøjne, men senere viser sig at være rar og godmodig. Ulfson far til gengæld adgang til diamantslottene underjordenogden mægtige alrune.En
alruneeri dennefortællingetmagisk billede, der givermagt overnaturens
væsener(havfruerogunderjordiske)ogmulighed foratundersøgenaturens hemmeligheder-at trænge indinaturensvæsen. Med andre orden djæv¬
lepagt: den førstefødte i bytte for penge, magt og viden. Den tålmodige
moder udfører sine før så kærepligter overfor dværgen. Siden fødes datte¬
renElna,som i faderens fraværbehørigt døbes.Ihende forenes nordens og
sydens skønheder i denmestharmoniske skikkelse, hedder det. Da Elna er
voksen har mørkets kræfter med deunderjordiskes hjælpovertaget magten efteret sørøverslag. Ulfson adlydesnuhartadsom enkonge. Handlingener nogetlangogkompliceret ogden historiskeramme ervist ikke helt præcis.
Desuden forekommer et skibbrud ved Maurerkysten (efter forlis i Øster¬
søen!). Her får muselmændene deres bekomst og en af de stærke vikinger opholder sig forenstund på den evigungeMorganas feslot. Som det måske fremgår, er der hverken tale om et eventyr eller en roman, men netop et genreeksperiment.
Denårhusianskeforsker Ib Johansenplacerer De Underjordiske i dendel
afIngemannsforfatterskab, somhar førtenupåagtet tilværelseved siden af
de historiske romanerog salmedigtningen.De Underjordiske er en vidun¬
derfortælling, fordi den etablerer sekundære universer, kan vi sige med Ib
Johansen(2).De sekundære universerer enlitteraturteoretisk bestemmelse,
som ercentral i hele den forskningstradition, der beskæftiger sig med fan¬
tastiskefortællinger. I den forskningstradition er det underbelyst, at disse
sekundæreuniverser (bjergfolkogunderjordiske for eksempel) har eksiste¬
reti folketroen ogdervedgivetnæring til litteraturen (3). Detvil sige, atlit¬
teraturen skylder den folkelige fortællingenstordel af sin eksistens-som detfølgende forhåbentlig vil sandsynliggøre.
Bornholmsk lokalkolorit
Ingemannskriver i sin Forerindring(4), atfortællingen i det væsentligeer
»grundetpaa mundtlig meddelte bornholmske Localsagn, saavelsompaa Middelalderens TraditioneromElementaraanderogdefra Orientenhen¬
tede Forestillinger om Feer, samt den hele, i Folkefantasien udviklede Dæmonologi«.
Viserherdelsenforkærlighed for 'folkefantasien', hvor fortællingens stof
erhentet,og en opmærksomhedoverfor den lokale kolorit, 'localsagnene'.
Delsservi,atdetmiddelalderlige stof bevidsterfremdragetogblandet godt
oggrundigt sammenmed orientalske feer. Etrigtigt eventyr-mix. Grundla¬
geterforestillingenom de underjordiskeogandrenaturvæsener.
Lad os først kigge på det bornholmske. Forskeren H.A.Koefoed har
behandletdet bornholmske sagnstof i artiklen Lidtom de underjordiskepå Bornholm, somomhandlersagn,hvor de underjordiske optræder i forsvaret
aføen.Bl.a. skulle de havespilletenrolle under krigen modenglænderne i
1807-14! Vi kan her se, at de underjordiske traditionelt tænkes som både godeogonde, ganske svarende til detdualistiske fortælleunivers,Ingemann byggerop. Vi kan også konstatere, at underjordskongen optræder til hest,
som han gørdet i Ingemanns fortælling, idet den retskafne Bonahvede en Sankt Hans nat møder de underjordiske til hest. Bonavede, Bondehvede
ellerBondevætte,somhanerblevet kaldt(5),erenlokal sagnhelt, derskul¬
le være avlet afbornholmsk bonde og en havfrue (6). At gøre Bonahvede kristen, ersåenaf de digteriske friheder, Ingemanntagersig.
Der er ikke mindst tale om en sagnkreds, der - som nævnt - lader de underjordiske forsvare øen. Detlader Ingemann dem ogsågøre, men ind¬
lejret i fortælleuniversets dualisme, der lader detværedesorte, sælsomme,
dvs. ondeunderjordiske i ledtog med Ulfson. Så den sejr, deropnåes ved de underjordiskes mellemkomst bifaldes ikke affortællerholdningen. Jeg kan berolige med, at ikke én af de onde overlever til slut, idet Ingemann lader
alleudøbtebukkeunder for densorte død, således atkun den hvide,pudsi¬
ge skifting Surting kan videreføre diamantslottene underjorden, da ende¬
gyldigt kristendommen sejrer. Detsvarersig ikkeatgå i ledtog med mørk¬
hedensfyrste.
I artiklen Ingemanns bornholmske eventyrDe Underjordiske behandler
Koefoed særligt ord og navnestof med et bornholmsk lokalpræg. Det vil sige, at der her kan findesetmerepræcistsvarpådetfolkloristiske grund¬
lag. De mundtlige kilder har sandsynligvis været bornholmske studenter¬
kammeraterpå Valkendorfs kollegium. Ingemann har måske-gennemden
fælles ven Grundtvig - truffet P.N.Skovgaard, forfatteren til Beskrivelse
overBomholm(1804). Det kansagtenstænkes, siger Koefoed, atdennehar
meddelt hamlocalsagn (7).
Det centrale argument, for at stoffet stammer fra Bornholm, bliver for
Koefoed det sproglige, tonen, ordene og endelig navnestoffet, som erude¬
lukkende bornholmsk. Someksempel kan hernævnes,atElnaogMarnaer bornholmske varianter af Ellen ogMaren.Desudenvidner brug af stednav¬
neom, at Ingemannhar hørtom Bornholmsgeografi, menikke selvværet der. Sammefantasifulde forholdtilgeografi udfolder sig også i andre hen¬
seender-skibbruddetpå muselmændenes maurerkystser, somnævnt,ud til
at forekomme i Østersøen.
De Underjordiske indeholder altså et rimelig detaljeret billede af hvad
bornholmsk folketro forbinder med deunderjordiske kombineret med fasci¬
nationen afetmiddelalderligt inventar aftapre riddere, pilgrimme ogkors- togsfarere. Mandstugt ogKristi stridsmænd. Ædle og renejomfruer. Samt
en enkelt fristende orientalsk kunstnerinde Morgana, der bebor etpurpur¬
farvet fe-slot ogindhylder de mandlige nordboere i sin fristende, menfarli¬
ge skønhed, der røber siggennemnæstengennemsigtigeklæder, hvorigen¬
nemhendesyppige,livssvulmende ynder, hendes høje, bævende svanebarm
ses.Dererhedt hos Morgana,ognår hunertrætafmænd forvandles de til
ravneungereller krager(8).
Til middelalderinventaret hører også elementarånderne, som Ingemann
selv nævner. Disse forestillinger er beskrevet i Paracelsus' værk om den besjælede natur. Ifølge dette findes der salamandre i ilden, dværge i bjer¬
genes indre, sylfider i luften, nymfer ogundiner i vandet (9). Disse para- celsiske naturvæsenererkilde til bl.a. GoethesFaust, og til flere af Hoff¬
manns fortællinger. Den eventyrbølge, der hærgede i slutningen af
1810'erne ogstartenaf 20'erneerkendetegnet afenfascinationaf'det hoff¬
mannske'(10). Derføjes selvfølelig til det folkelige stof. Etfællestræk mel¬
lem folkedigtningogkunsteventyrer, at naturenbesjæles med disse leven¬
degjortevæsener.
De tvedelte naturvæsener-
skiftingen
oghavpigen
ForSigurd stod bedriftens krans, omstrålet af eftermælets evigeglans,
som livets skønnestepalme, ogpåanden udødelighedsynteshan ikke at tro, end navnets og bedrifternes minde. Dog derfor var livet ham ikke
mindre kært ogvigtigt; munter,som enVælsklandssøn,stormede han vild
og kraftiggennem verden, men med nordisk sind: med denstore bauta¬
stenforøjesøgtehan dådognydelse her, uden frygtfor det hisset, hvor
handog kun så tåge ogskyer.
Sigurder ennatursøn,som etnyskabt menneske i denne verden, der elsker
den barnlig som sin himmerig, og syntes hverken at længes efter venner ellerfrænder. Hanhar kendskab til det underjordiske, fordi han joervok¬
set ophos dem, haren voldsom appetit på det jordiske, og erblind for det overjordiske, det himmelske. Det far Ingemannnuvænnethamaf med.
Figuren bliver bærer afet tema om helingen af det splittede menneske.
Skiftingen Surting er sendebud mellem de forskellige universer og lister
blændstøv iøjnene på fjender. Han erutilpas på søen. Jordenogikke van¬
deterhans element. HvorSurting som enlaverenaturerbundet til sit ele¬
ment, erSigurd friogubunden, den frieste karl under solen.Fordi han hver¬
ken erbundet eller beskyttet af dåbens indvielse, er hans hjerte åbent for forlokkelser ogdjævleblændværk. Surting forærer ham engylden lut. Den¬
ne dværgegave oplader hans ubeskyttede sind desto mere for de dunkle
kræfter. Halvtforryktihovedet bliver han, da han-udi egenindbildning?-
forelskersig i enhavpige oghelsthavde styrtetsig i havet.
Om denparacelsiske havfruelære siger troldmandenUlfson,atkærlighed
til enhavfrueer
farligogkan koste dig dit liv. Har du engangsvoret en havfrue troskab
ogdu bryder den, så må hun dræbe dig, omhun også elsker digog erble¬
vet etlykkeligerevæsen ved dig. Ved menneskeelskov, må du vide, bliver
havetsogunderverdenens beboere ligesomviogophøreratværeetånd¬
løstspil af naturkræfter.
Ogsåpræstenkommer medadvarende ord. Således advaret fraflere siderer deringen tvivlom, atdet er endæmoniskogfarlig kærlighed.Undine-sag-
nets grundmotiverlængslen efter forløsning, efterenudødeligsjæl. Skuf¬
fes denne længsel medettroskabsbrud, vil det medføre dødog ødelæggel¬
se.Af alle sjælløsenaturvæsenererdet alene undinen somved kærlighed til
enmand, kanopnåenmenneskelig sjæl (11).
Kan duejtiljorden oghimmelen mighæve
Da måjegsom havskummet dø
Havpigen bærertemaerneforlokkelseogfrelse fra første færd. Selvom hun
erbundet til sit element ogdermedrepræsentererfaldetsmulighed, har hun dog en længsel efter atblive hævet ogløsnet. Hun symboliserer længslen
efter dethøje (himlen), såvelsomdet dybe (faldet,forlokkelsen). Huner en tvedelt naturogderfor beslægtet med Sigurd, således erdet gennemmødet
medhende,athan viaadskillige vildfarelserogprøvelser finderhjem. Men
inden bliver han halvtforrykt, idet han lader sig lokke af Morganaog ikke
ladersig befri. Kunved hjælp af den blåfarves symbolik (havfruen, havet,
himlen) lader fortælleren ham undslippe fe-dronningens magt. Opholdet
hosMorganaer envildfarelse såstor, athan ikke kan bringes ud afden ved
nok så mangebønnerogkristenheltedåd,menkun ved den magiske alrune.
Hans naturbundethed gør, at han ikke lader sig skræmme af den mægtige alrune, somgiver hammagttilatudforskenaturenshemmelighederogder¬
med lade den rislende kilde kølnehansflammer. Hos Morganabrændte hans
blikligesom medenfortærende flamme,nu oplades hans øjne for elemen-
taråndernes verden. Ved kerubernes hjælp, tusinde små væsener i luften, ligesom flyvende småbørn, bringes han til havpigen.
Hermå hanigennem flere prøvelser, f.eks. må han undgåatfalde for fri¬
stelsenatbemægtige sig havpigen medmagt. Hanved fra de underjordiske,
atdegodmodige naturånder sjældent dog elskede det menneskesombeher¬
skede dem med den mægtigealrune, oghan frygterat tabe hendes kærlig¬
hed ogtillid vedatvise sigsom hendesherre (12).
Denfølsomme barde synger omhavfruetroen:
Forglemtmighavermin hjertens ven Vilaldrig fra dybetmigdrage Synkdybt, synk dybt! usaligemø!
Forskertseterhimmelensrige:
Som havskummet skal du smelte ogdø
Skalaldrig til livetopstige
Farvesymbolikken bruges flere steder til at fremstille Sigurds snart vage, snartstærkeerindringom den skønne havmø. Viserdet tydeligst i det føl¬
gende, som omhandler et blåt skærf: Ser du ikke, det har himmelenssom havetsfarve: detminder mig om det høje, som om det dybe. Og videre da
hantror athaveindset, athan bør glemme havpigen: Han hævede sine øjne
mod defunklende stjerner. Da gled det svimlende blik ned til havet, og
andre længsleropstodnu ihanshjerte.
Ved det sidste møde mellem detotvedeltenaturerhar hun forvandlet sig
til et menneske. Hun kalder sig Vanda (!). Sigurd svigternu sin havmø og forelsker sig i Vanda. Menhans troløshedbliver kærlighedens sejr, da han må skuffe menneskepigen og betro hende, at han elsker en havpige. Da åbenbarer hunsig for ham somselvsamme havmø, ogaltersåre godt, idet
dennerenekærlighed mellem detotvedelte bliver til deres fælles frelse.
Tilbagepå den forårsgrønne øforenes han med sinVanda. De har levet
sammeni kyskhed ietårog er nu rede til dåben. Da tørredes fligen på det
søgrønne klædebon sombestandig havde været vådsom de bølger hvorfra
hun varopsteget til livet. Ved dåben bliverhavpigen til et menneske. Idet
han døbes, sker det samme for ham, idet han i dåbsøjeblikket kommer til
bevidsthedom sig selvogsin byrd.
Derfejres bryllup omkring den smykkede majstangogder fejressommer iby.
Og den godmodige skifting Surting bliver konge over diamantslottene
underjorden!
Dennefremstillingaf De Underjordiske skalses sometforsøg påatana¬
lysere teksten, sådanatdens egetværdigrundlag kommer frem. Ingemanns
univers er en kristen dualisme ogdenne tankeform har jeg loyaltforsøgtat fremstille her.
Vi kan afIngemannsfortale se,atder i anvendelsen affolklore harværet taleom enintention, sombliver forløst. Oggennemdennemålbevidste brug
bliver stoffetmoderniseret, ogkommer dermed til atindgå i dannelseskul-
turen.
Hvad der videre hændte
skiftingemotivet
Mange år senere skriver Brandes om Bournonvilleballetten Et Folkesagn (1854), ati dansen er:
Folkephantasier afhøj poetisk Værderhergjenoptagneoggjenfødtepaa
enMaade, hvorpaa detnæstenskullesyntesurtoligtatde kundegjenfø- des, nemlig for denydre Sands, ogde have iDandsen fundet den eneste mulige Form, hvori de legemligt kundeopstaaaf Graven, gjenkendes og heltforstaaes(13).
Manbehøver kunbruge sine øjne foratbegribeatballettens borgfrøkener
en skifting, hedder det videre, thi for Brandes erDandsen emnets eneste
naturlige Sprogl
ForBrandeserde folkelige forestillinger afgået ved døden for i detæste¬
tiskeatgenopstå til kondensatogbilleddannelse. Sådan serBrandes folke¬
eventyrets moderne genbrug.
Det synesjeg nunok der kan gøres enrække indvendinger imod. Bl.a.
ved atanføre, at det værk, vi ovenfor har setbeskrevet, netop gennem de
folkloristiske motiver foregriber den moderne og interessante udformning
afkunsten, vi senere ser. Eksempelvis i Bournonvilles ballet, somudspiller sig indenfor den poetiske realismes handlingsrum, idet der skildres etge¬
nuint sammenhængende miljø. Med lokalkoloritsomdet fordredes iroman¬
tismens teater. Det moderne og interessante betegner det, der udtrykker splittelse og disharmoni -i denne motivkreds udtrykt gennem naturvæse¬
ner, der kanbringe mennesket derud, hvor dunkle kræfter råder. Denlokale
kolorit bliver afbetydning for en senere merepsykologisk realisme. Det er
iensådan æstetik- ogteksthistorisk sammenhæng, vi kanseIngemannstid¬
ligeeventyr.
Iøvrigt havde Brandes heller ikke held medatbegraveskiftingen i dan¬
sen. Skiftingeforestillingen lever i dag som en del af den moderne storby¬
folklore, idet mange børn forestiller sig at være forbyttede. Sådan for en
stund ogmåske under indflydelse afatvære uvennermed forældrene. Freud
har beskrevet denne helt almindelige barnlige fantasi som folklore (14).
Desudenharskiftingemotivet har haft flere litterære fortolkere siden-både
ibørnenes ogi de voksnes litteratur (15). Senest Charlotte Weitzesfremra¬
gende novellesamling Skifting fra efteråret 1996. Men deter enhelt anden
historie.
1 Af Yeats digt The stolen Child . Fra Fairy & Folktales of Ireland. Buckinghamshire 1973.
2 Ib Johansen behandler DeUnderjordiske i sin bogSphinksens forvandlinger.Århus 1986.Den indskrives her ifantasy-genrens historie,menhanforholder sig ikke til det folkloristiskegrund¬
lag. 3 Ennæring, der hosIngemannbliver ekstra spændende, fordi den skalsesi relation til naturvidenskabeligt videbegæromatfindenaturenshemmeligheder. Kuntreår efter opdagesen afhemmelighederne: elektromagnetismen. Så Ingemannentroldmand i H.C.Ørsted? 4 Upagi-
neretForerindring. 1843. Dvs. enfortale til 1. Udgave af de samlede værker. Udkommer igen i
1875.Forlaget Brage udgiver i 1985 De Underjordiskeseparat.Deterdenne udgave, mineøvrige
citaterstammerfra. 5 I artiklen Bonavedde(af Aage Rohmann) redegøres for,hvilke betyd¬
ningermankanantage,der liggerinavnet.Detkan især diskuteres,omendelsenbetydervætte.
Bornholmske samlinger, bd. 22. Rønne 1934. S. 105-113. 6 Se BengtHolbeks ogIørnPiøs Fabeldyrogsagnfolk,s.80.Politikens forlag 1967. 7 Artiklerne der henvises tilerLidtomde underjordiske på Bornholm s. 176 ogIngemannsbornholmskeeventyrDe Underjordiskes 54.
Beggefra 1963ogbegge optrykt i Bornholmiania, OdenseUniversitetsforlag 1982, hvortil side¬
henvisninger gælder. 8 Sv. Møller Kristensen siger i Den dobbelteeros (kbh. 1966),at der ingen legemlighederhos denungeIngemann. Atdetersådan,atlegemet hardenenegode funk¬
tion, at kunne kæmpe for åndens herredømme. Det gældernok ikke fe-dronningens legeme.
9 Undinemotiveterundersøgt af Sven Hakon Rossel. Han kommerogsåherlidt ind påvorfor¬
tælling, men af gode grunde udfoldes skiftingemotivet ikke. Udførligehenvisninger til Para-
celsuslitteraturen findes her. La Motte FoucésUndine, 1811,sombygger på det middelalderlige Undine-sagn,eroversatafOehlenschlæger i 1816oghar utvivlsomtværetinspirerendeforhav¬
fruen ivorfortælling. S.H.Rossel:Undine-motivet hos Friedrich de la Motte-Foucué,H.C.Ander¬
senogJean Giradoux. EDDA 3, 1970. 10 SeGreene-Gantzberg:E.T.A.HoffmanniDanmark.
IN:Kortprosai norden, ed: Mogens Brøndsted. 1983. 11 Jvf. Det middelalderligeUndine-sagn
som erråstof for la Motte-FoucuésUndine, derigenerforlæg for Andersenshavfrue.Somi det middelalderlige stofogi det beslægtede Melusinesagnerderforskellige variationerover,hvem
deterder må dø. Hos Foucué får detentragisk udgang. Hos Andersenopløses hunsomskum på havet,menlovesenudødelig sjæl. I detmiddelalderlige stof får den troløse ridderdødskysset. Jvf.
SvenHakon Rosselsartikel, note9. 12 Motivetomrunekastetogrunernesnaturbeherskelse kendes fratrylleviserne ElverskudogRidder Stigs Runer. Deterbrugt af HertziSven DyringsHus.
SeGyldendals Litteraturhistorie (1976) 1984, bind 3,s.260ff. Her gælderrunernesmagtdetero¬
tiske med fokuspådet dæmoniske, når erotikkentager magtenfra mennesket. 13 Georg Bran¬
des:Bournonville, GadeogHartmann:etFolkesagn. I: KritikerogPortraiter1870. Iøvrigtbrød
Brandessig ikkeomIngemann,han siger,atforfatterskabet ophører på tærsklentil tanken,ogat Ingemann skriver for troende, bønder ogbørn -og det var ikke pænt ment. Se artiklen om B.S.Ingemann i Samlede Skrifter, 1879. 14 Freud: Family Romances. In standard Edition.
Noter
Vol.9. London 1959.Oprindelig titel: Der Familienroman der Neurotiker. 15 Hostrupsstykke
Mester ogLærling, 1852. Selma LagerlöfseventyrSkiftingen i Troldogmenneske, 1915ogDoris Lessings skræmmenderomanDetfremmede barn, 1985. Ogmangeflere. ElsaBeskow, Ingeborg Buhl,Henning Kure har skrevet for børn, hvorskiftingemotivet indgår.E.T.A.Hoffmann hartaget motivetopi Klein Zaches. Første danske oversættelse i 1841 af Mathilde Fibiger:Hansemand med
tilnavnet Zinnobber.
Summary
The
changeling motif
inIngemann
sDe Underjordiske
Theconceptof the changeling is universal. Alloverthe world populär lore hasassumed that chil-
dren whoweredifferent had beenexchanged by "the little people"-in Danishcalled deunder¬
jordiskeorunderground people. In Danish Romanticism the populär notions formpartofartand
literature. One of the first Danishliterary experiments with the fairytalegenre,Ingemann's tale
from Bornholm Deunderjordiske (The Little People) of 1817, is basedonthechangelingconcept.
Thearticlegivesanaccountof thistext.Itshows that De Underjordiskegivesadetailed picture of whatpopulär loreonthe island of Bornholm associated with the little people,and that the tale involves afascination with medievaltrappings, with valiant knights andcrusaders,pure,noble damsels,aswellas ahint of(female) Oriental colour. Amongthe medievalfeatures belongs the
notion of animated nature,anideaof which Romanticismwasfond.
The article demonstrates that the taledevelops the changelingmotifas amoral-religiousmotif;
the diabolical and the divineareexchanged with the exchange of thechildren. This overall anti-
thesissplits intoanumber of other pairs: above ground("unearthly")/underground,spiritual/sen- sual, good/evil. The point is that thesecontrastsarenotdeveloped by Ingemann,theyaresimply negated byanappealtodivine intervention.
In addition the article describes otherexamples of howfolklore motifs inRomanticism anti- cipateamodern andinteresting formofart,as canalsobeseenin Bournonville's EtFolkesagn (A
FolkTale), aRomantic balletplayedoutinanarenaof poetic realism. Inthisgroupof folklore motifs, the "demonic"natureof supernatural beingsexpressesthe idea that therearepowerswhich
canlurepeopleoutwhere dark forces rule.
Finally, it is noted how it canbe said that the changeling conceptlives ontodayaspart of
modern urbanfolklore.
