Kan den danske radio- og tv-forsyning fungere på markedsvilkår?

(1)

Indledning

I den velfærdsøkonomisk orienterede litteratur om effektiv organisering af produktion på broadcast- området kan tre forskellige principielle tilgange til løsninger identificeres. I den ene ses markedet som løsningen, idet det søges demonstreret, at markedet alene og uden indblanding kan dække alle individers relevante programbehov, herunder også deres behov for kvalitetsprogrammer.¹I en markedskonform teo- riramme kræver dette umiddelbart, at de programmer, der effektivt efterspørges på markedet, faktisk produceres. I en anden tilgang fokuseres der på spe- cifikke, immanente markedsfejl på broadcast-områ- det, som gør ren markedsdirigering ineffektiv. Her

Kan den danske radio- og tv-forsyning fungere

på markedsvilkår?

– en teoretisk og empirisk analyse

Artiklen indeholder en modelbaseret diskussion af broadcasting markedets evne til at levere kvalitetsprogrammer på kommercielle vilkår. Den præsenterede kontinuerte kvalitetsmodel, afprøves empirisk på broadcasting markedet i Danmark. Der konklu- deres, at produktion af danske kvalitetsprogrammer kræver ikke-kommerciel produk- tion, f.eks. i form af public service.

Reza Tadayoni,

Center for Tele-Information, Danmarks Tekniske Universitet

Knud Erik Skouby, Center for Tele-Information, Danmarks Tekniske Universitet

Anders Henten,

Center for Tele-Information, Danmarks Tekniske Universitet

(2)

har især frekvensknaphed spillet en afgørende rolle som begrundelse for regulerende indgreb. I en tredje tilgang, som især er udviklet af Amartya Sen,²kon- centrerer man sig om den samfundsudviklende ef- fekt, som formidlingen af et indhold på et højt kvali- tativt niveau kan have på opbygningen af borgernes såkaldte kapabiliteter, dvs. deres muligheder for økonomisk og politisk at deltage i samfundslivet.

Alle tre tilgange bidrager til at kaste lys over problemstillingen, og i en besvarelse af en prisopgave, udskrevet af DR, benytter vi alle tre tilgangs- vinkler til emnet.³I denne artikel vil vi dog koncen- trere os om markedssynsvinklen, eftersom den har været underrepræsenteret i den danske diskussion.

Det er vigtigt først at fastslå, at de forskellige tilgange sigter mod at løse samme effektivitetspro- blem. Der er således ikke tale om, at den første tilgang alene retter sig mod at maksimere den økono- miske velfærd, dvs. hvordan kan givne program- strukturer produceres effektivt, mens de to andre retter mod den indholdsmæssige dimension, og hvad man kunne kalde maksimering af den politiske velfærd.Diskussion af programbehov kan også i en markedsorienteret løsning drives videre til at omfat- te spørgsmålet, om kommercielle broadcastere under almindelige markedsmekanismer er i stand til at dække programbehov, som man samfundsmæssigt finder ønskværdige/ nødvendige. Eller om den traditionelle opfattelse, at markedsdreven broadcasting kun betjener det lukrative »populære« programbehov og svigter det kvalitetstunge programudbud, er korrekt.

En første vanskelighed er her kvalitetsafprøvnin- gen, idet dette kræver værdisætning af indhold og dermed sammenligning mellem forskellige perso- ners ‘nytte’ af indholdet. En metode til at komme rundt om denne interpersonelle sammenligning af nytte er at undersøge under hvilke forhold, der vil være mangfoldighed m.h.t. indhold og access, under den implicitte forudsætning, at når der er til- strækkelig mangfoldighed, vil hele præferencespek- tret blive dækket, herunder også f.eks. højkvalitets- delen af præferencespektret.⁴

Det er i den forbindelse næppe relevant som udgangspunkt at påstå, at kommercielle broadcastere ikke kan levere kvalitetsprogrammer, alene fordi de er kommercielle. Man kan bl.a. henvise til en analo- gi med avis- og magasinmarkedet, hvor der findes en række kvalitetsudbud, selv om disse er drevet af kommercielle aktører.

Årsagen til, at f.eks. de kommercielle broadcastere på markedet i USA ikke eller kun i begræn- set omfang leverer kvalitetsprogrammer og dermed nødvendiggør at den amerikanske version af public service broadcastere udfylder disse mangler, søges ofte i ikke-ideelle markedsforhold eller i markedsfejl. Disse begrundes ofte i f.eks. den frekvensknaphed, som broadcasting-markedet har været under- lagt og som har virket begrænsende på udbuddet.

At broadcasting-markedet har været behæftet med markedsfejl, er de færreste uenige i. Diskussio- nen har snarere drejet sig om, hvorvidt markeds- kræfternes virker effektivt trods disse fejl, eller om kompenserende regulering er nødvendig. Et andet og lige så vigtigt spørgsmål har været, hvor mange af disse fejl, der har været forbundet med karakteren af broadcasting i sig selv, og hvor mange af dem, der har været konkret strukturskabte. Det er imidlertid en kendsgerning at eksistensen af markedsfejl uanset oprindelsen fra politisk side er blevet brugt til at begrunde ‘ikke-markedsløsninger’, enten i form af regulering af kommerciel virksomhed (som i USA) eller i form af tildeling af koncessioner/ opret- telse af offentlige virksomheder (som i Europa).

Formålet med artiklen er på den baggrund at fremlægge en markedsorienteret teoretisk ramme til forståelse af broadcast-markedet og på den baggrund at undersøge empiriske data for udbud og ef- terspørgsel på det danske broadcast-marked.

Det første forsøg på at give en markedsteoretisk analyse af broadcast-området blev præsenteret af den amerikanske økonom Peter O. Steiner.⁵Han tog udgangspunkt i en diskret kvalitetsfordelingsmodel for at beskrive strukturen af markedet for radioydel- ser. Steiner’s vigtigste forskningsspørgsmål var, hvilken organiseringsform, der ville være mest effektiv, dvs. give mindst mulige samfundsmæssige tab på et marked med få udbydere: et monopol- el- ler et konkurrencemarked. Hans arbejde blev vide- reført og generaliseret af bl.a. Jack H. Beebe.⁶Se- nere udviklede Eli Noam⁷denne model og anvendte en kontinuert kvalitetsfordelingsmodel til at beskrive strukturen på broadcasting-markedet.⁸ Det er denne sidste model der anvendes, som udgangspunkt i diskussionen nedenfor:

Den kontinuerte kvalitetsfordelingsmodel I Noam’s model opereres der med en kontinuert fordeling af præferencespektret, og valgfunktionen er ligeledes kontinuert.

(3)

Som afbildet i figur 1 antages det, at kvalitetsforde- lingen følger en normalfordeling fra lav kvalitet til høj kvalitet. I figuren stiger kvaliteten fra venstre mod højre. Mht. valgfunktionen, dvs. hvordan ra- diolyttere/tv-seere vælger broadcastingprogrammer, antages det, at alle forbrugere har en primær præfe- rence, men at de er villige til at forbruge programmer, som befinder sig på begge sider af deres pri- mære præference (på figuren fra –B til +B), men med aftagende vægt. Det antages endvidere, at B er begrænset. Man er altså ikke villig til at se på og lytte til hvad som helst.

Det er siderne i trekanten –BXB, der repræsente- rer den aftagende villighed til at forbruge andre programmer for en tv-seer, hvis primære præference er programkvaliteten Px. I modellen antages, at en broadcaster, f.eks. broadcasater X, vælger at lægge sig et sted på spektret baseret på, hvordan indtæg- terne kan maksimeres. Arealet under trekanten re- præsenterer det antal seere, broadcaster X har. En

kommerciel broadcasters strategi vil simpelthen være at maksimere antallet af lyttere/ seere, altså maksimere arealet under trekanten.

Nu antager vi, at der i et geografisk område kun er mulighed for een tv-kanal og regner på, hvor i spektret udbyderen skal lægge sig. For broadcaster X drejer det sig så om at maksimere arealet under trekanten –BXB.

Højden i trekanten er i følge normalfordelingen givet ved følgende formel (formel 1):

1 Arealet af trekanten er angivet i formel 2:

B 2 e Px

Px B e Px B

H A

.

½ 2 ) ½ 2 (

2 .

½ 2 ) ½ 2

½(

2 .

½.

−

− =

= −

= π

π

½ 2 ) ½ 2

( Px

Px e

H − −

= π

Program- kvalitet Tv seere

Px B

-B

x

Figur 1. Den kontinuerte kvalitetsfordelingsmodel med een udbyder på markedet

Px B

-B Y x

Py S

Figur 2. Den kontinuerte kvalitetfordelingsmodel med to udbydere på markedet

(4)

Det ses, at arealet bliver maksimeret når Px = 0, og derfor vil denne udbyder lægge sig midt i kvalitets- spektret.

En situation, hvor der åbnes mulighed for, at yderligere en broadcaster træder ind på markedet, analyseres herefter.

I figur 2 antages det, at den nye broadcaster (identificeret ved Y) lægger sig på kvalitet Py. Hvis placeringen af X er givet, altså X holdes fast, skal broadcaster Y maksimere arealet af den trekant, der er defineret af Py minus halvdelen af arealet af overlap-området, som er identificeret ved den grå trekant (S). Når Y har fundet sin placering, vil X ændre strategi og flytte sig for at opnå maksimering under de nye forhold. Denne gensidige afhængig- hed mellem X og Y gør, at de ændrer strategi, indtil de finder deres ligevægtstilstand og placerer sig symmetrisk på begge sider af nulpunktet. Konklu- sionen udfra denne model er, at Y og X ikke lægger sig oven i hinanden, således som det er almindeligt accepteret i den traditionelle debat. Desuden følger, at Y, som antages at udbyde lavere kvalitet end X, skubber X mod højere kvalitet.

En forklaring på, at for eksempel det amerikanske marked kun har betjent den populære del af præferencespektret og har svigtet produktionen af kvalitetsprogrammer, kan udfra denne model søges i antallet af udbydere, altså ressourceknaphed.Mo- dellen viser, at når der kun er få udbydere, og de er kommercielle, vil de lægge sig omkring centret af præferencespektret med henblik på at maksimere indtægterne. Under de opstillede forudsætninger kan det ikke betale sig at betjene højkvalitetsdelen af spektret.

Når der introduceres flere kanaler, vil tilpas-

ningsprocessen gentage sig, og de nye udbydere vil lægge sig på forskellige punkter i præferencespek- tret. Ifølge modellen vil hele spektret – under forud- sætning af tilstrækkelig mange udbydere – blive dækket gennem almindelige markedsmekanismer, og hvis der er økonomi til det/penge nok i markedet, vil dette også gælde højkvalitetsprogrammer.

Hvis der er ‘tilstrækkelig mange kanaler’, men ikke er et indtægtsgrundlag i reklamemarkedet til at udbyde højkvalitetsprogrammer, kan man vælge at etablere andre indtægtsmuligheder, såsom direkte betaling eller en kombination af betaling og rekla- meindtægter med henblik på at finansiere sådanne tjenester. Denne metode er allerede i vid ud- strækning anvendt indenfor kabel- og satellit-tv.

Som supplement til ovenstående kan anføres, at når der er få kanaler, vil en monopoludbyder (med flere kanaler) under de anførte forudsætninger dæk- ke hele præferencespektret mere effektivt. Udbyde- ren kan nemlig planlægge at minimere overlapom- råder og på den måde dække en større del af præfe- rencespektret. I figur 3 afbildes for eksempel en situation, hvor man med 3 kanaler (Y, X og Z) kan dække hele spektret. Denne løsning vil føre til flere programmer men ikke flere »stemmer« eller »kil- der«.

En anden strategi kan i en situation med få udbydere være at basere X på reklamefinansiering, mens Y og Z tildeles støtte – f.eks. fra offentlig side. Man placerer altså Y og Z præsis der, hvor X ikke kan nå.

Det danske broadcasting marked

Formålet med denne del af artiklen er at analysere den nuværende udvikling af broadcasting-markedet

x

Y Z

Figur 3 Den kontinuerte kvalitetsfordelingsmodel i en monopolorganisering

(5)

i Danmark. De data, analysen primært er baseret på, dækker perioden fra 1992 til 1999. Det er en perio- de, hvor liberaliseringen træder i kraft, og hvor nye aktører kommer ind på markedet.

DR’s monopolstatus blev for alvor udfordret, da TV 2 startede som den anden public service broadcaster sidst i 1980’erne. Andre udfordringer kom fra de rent kommercielle stationer såsom TV3 og Tv- Danmark og fra udenlandske kanaler på multikanal-, satellit- og kabel-markedet.

I det følgende fokuseres på de mest fremtræden- de danske og udenlandske aktører, hvis udsendelser er rettet mod den danske befolkning, og som sendes på dansk, nemlig DR, TV 2, TV3 og TvDanmark. (I resten af dette afsnit betegnes disse som de danske kanaler). Det er endvidere hensigten at afklare om vores teoretiske overvejelser vedrørende kvalitetsmodellen, stemmer overens med beskrivelsen af denne udvikling.

Broadcasting markedet og danske tv kanaler Figur 4 viser markedsudviklingen i Danmark fra 1992 til 1999. Som det fremgår af figuren, foret- rækker langt de fleste seere danske programmer.

Endvidere ses, at public service broadcasterne, TV 2 og DR, klart er de mest populære blandt de danske udbydere. Det var TV 2’s fremkomst, som for alvor ændrede tv-markedet i Danmark. Senere kom TV3 og TvDanmark som rent reklamefinansierede kanaler, som primært eksisterer på satellit- og kabel-markedet.⁹

Som figuren viser, påvirkede konkurrencen fra TV 2 (og andre konkurrenter) DR’s markedsandel i negativ retning. DR’s markedsandel faldt således fra 35% i 1992 til 27% i 1996. DR’s markedsandel steg igen i 1997 og 1998/99, bl.a. som følge af DR2´s introduktion i 1997. Figuren viser endvidere, at markedsandelene for DR og TV 2 har været af- hængige af hinanden, idet de i stor grad konkurrerer på samme type programmer. TV3 har derimod haft en rimelig stabil markedsandel fra 1992 til 1996, mens introduktionen af TvDanmark betød et indhug i TV3´s markedsandel i 1997 og 1998. I 1999 fo- røgede TV3 igen sin markedsandel – denne gang på TV 2’s bekostning.

I det følgende ser vi mere detaljeret på de danske kanalers programudbud og analyserer, hvordan de forskellige kanaler har påvirket hinandens programudbud. I figur 5 og figur 6 er sendefladen for de 4 danske kanaler delt op i forskellige programtypeka- tegorier, afbildet i 1995 og 1999.

Ovenstående data giver indsigt i forskellige ud- byderes programprofiler på et overordnet niveau. På dette niveau er det svært at udtale sig om, hvilken programkvalitet (dvs. kvaliteten af de enkelte programmer) der udbydes, og hvordan denne kvalitet påvirkes over tid, når forskellige aktører træder ind.

Hvis der forelå mere nuancerede data, kunne udviklingen på en mere præcis måde testes mod kvalitetsmodellen. På trods af denne mangel er der basis for at konstatere bl.a. følgende forhold, som viser overensstemmelse med de teoretiske overvejelser:

Figur 4. Markedsandele fra 1992 til 1999¹⁰

Kilde: Gallup

(6)

– TV3 har baseret ca. 80-90% af sit programudbud på underholdning samt dramatik og fiktion.

Der har været underudbud af disse programtyper på det danske marked, og da interessen var høj, var det naturligt for en rent reklamefinan- sieret kanal at henvende sig til dette markeds- segment.

– På trods af konkurrencen udvider DR ikke sine underholdnings- og dramatik & fiktionsprogram- mer. DR bevarer sin fordeling over hele spekteret. Faktisk stiger andelen af oplysnings- og kul- turprogrammer, og DR bevæger sig væk fra den

populære del af spekteret. Denne stigning er mar- kant i 1999.

– TV2 bevarer også sin fordeling og satsning på forskellige typer programmer, og andelen af ak- tualitets- og debatprogrammer stiger, hvilket igen er en bevægelse væk fra en popularitets- søgende programpolitik.

– TvDanmark fokuserer på den populære del af markedet for at få del i TV3’s reklame- marked.

I tabel 1 afbildes seertid og sendetid for DR og TV 2 mod hinanden.

Figur 5 Sendetid efter programtyper 1995

Kilde: Gallup

Figur 6 Sendetid efter programtype 1999

Kilde: Gallup

(7)

Som det fremgår af tabellen er der ikke altid overensstemmelse mellem sende- og seertid, hverken for DR’s eller for TV 2’s vedkommende. Det er til- syneladende ikke et mål, at udbuddet styres af efter- spørgslen. I en ren markedsløsning måtte der for- ventes en højere grad af overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel (se tabel 2 for seer- og sendetid for TV3 og TvDanmark).

Nogle væsentlige konstateringer kan drages på basis af disse figurer:

– Som det fremgår af figur 5 og 6 var der en stor vækst i oplysnings- og kulturdelen i DR’s programudbud. Tabel 1, viser at efterspørgslen ikke er på samme niveau og altså ikke umiddelbart været styrende for udviklingen.

– Tabel 1 viser endvidere, at almindeligt markeds- rationale tilsiger, at DR burde satse mere på dramatik & fiktion og underholdning. Det er formo- dentlig begrundet i public service forpligtelsen, at DR ikke gør dette.

Konklusion

Kvalitetsmodellen præsenterer en ramme til for- ståelse af strukturen på et kommercielt broadcasting-marked. Synspunktet om, at alle kanaler vil komme til at ligne hinanden under markedsmæssige betingelser, og at specielle programmer som kvalitetstunge og minoritetsprogrammer forsvinder, ud- fordres på det teoretiske plan af modellen. Model- len illustrerer, at når knapheden på transmissions- ressourcer fjernes, er det mest oplagt at antage, at der kommer mangfoldighed i udbuddet, og at markedet også udbyder højkvalitetstjenester.¹¹

Modellen anskueliggør samtidig, at hvis man baserer finansieringen af udbuddet på reklamer, kan man nemt risikere, at der ikke er reklamepenge nok til at udbyde serviceydelser med en kvalitet, som ligger langt væk fra det mest populære (for langt til

Programtyper TV2 DR1 DR2 DR TV

sendetid seertid sendetid seertid sendetid seertid sendetid seertid

Sport 10 12 7 6 5 6 6 6

Musik 8 1 2 1 3 2 3 1

Underholdning 8 13 8 11 6 5 7 10

Dramatik & Fiktion 42 28 31 32 17 29 26 31

Dansk/Nordisk fiktion 4 5 8 11 3 6 7 11

Udenlandsk fiktion 38 22 22 20 14 23 19 21

Aktualitet og debat 17 13 13 14 16 12 16 14

Oplysning og kultur 7 6 26 17 40 37 31 19

Nyheder 9 17 9 19 7 8 8 18

Almene nyheder 8 16 8 17 7 8 7 16

Sportsnyheder 1 2 1 2 – – 1 2

Undervisning – – 3 0 6 1 4 0

Regional tv 3 10 – – – – – –

Sport 10 12 7 6 5 6 6 6

Musik 8 1 2 1 3 2 3 1

Underholdning 8 13 8 11 6 5 7 10

Dramatik & Fiktion 42 28 31 32 17 29 26 31

Dansk/Nordisk fiktion 4 5 8 11 3 6 7 11

Udenlandsk fiktion 38 22 22 20 14 23 19 21

Aktualitet og debat 17 13 13 14 16 12 16 14

Oplysning og kultur 7 6 26 17 40 37 31 19

Nyheder 9 17 9 19 7 8 8 18

Almene nyheder 8 16 8 17 7 8 7 16

Sportsnyheder 1 2 1 2 – – 1 2

Undervisning – – 3 0 6 1 4 0

Regional tv 3 10 – – – – – –

Tabel 1 Seertid versus sendetid for DR og TV 2 i 1999 (% af samlede programflade)

Kilde: Gallup

Programtyper TV3 TVDanmark

sendetid seertid sendetid seertid

Sport 2 7 0 0

Musik 1 0 – –

Underholdning 13 17 33 27

Dramatik & Fiktion 78 67 57 64

Dansk/Nordisk fiktion – – – –

Udenlandsk fiktion – – – –

Aktualitet og debat 2 2 1 2

Oplysning og kultur 3 4 4 2

Nyheder 1 2 5 6

Almene nyheder 1 2 5 6

Sportsnyheder – – – –

Undervisning – – – –

Regional tv – – – –

Programtyper TV3 TVDanmark

sendetid seertid sendetid seertid

Sport 2 7 0 0

Musik 1 0 – –

Underholdning 13 17 33 27

Dramatik & Fiktion 78 67 57 64

Dansk/Nordisk fiktion – – – –

Udenlandsk fiktion – – – –

Aktualitet og debat 2 2 1 2

Oplysning og kultur 3 4 4 2

Nyheder 1 2 5 6

Almene nyheder 1 2 5 6

Sportsnyheder – – – –

Undervisning – – – –

Regional tv – – – –

Kilde: Gallup

Tabel 2. Seertid versus sendetid for TvDanmark og TV3 i 1999(% af samlede programflade)

Sport Musik Underholdning Dramatik & Fiktion

Dansk/Nordisk fiktion Udenlandsk fiktion Aktualitet og debat Oplysning og kultur Nyheder

Almene nyheder Sportsnyheder Undervisning Regional tv

Sport Musik Underholdning Dramatik & Fiktion

Dansk/Nordisk fiktion Udenlandsk fiktion Aktualitet og debat Oplysning og kultur Nyheder

Almene nyheder Sportsnyheder Underveisning Regional tv

Programtyper TV3

seertid sendetid seertid sendetid

TV Danmark

(8)

venstre eller til højre). Hertil kan der i givet fald anvendes andre finansieringsformer som betalings-tv eller en kombination af betalings- og reklame-tv. I dette tilfælde bidrager de teoretiske betragtninger til en diskussion, som sammenligner reklamefinansie- ret tv med betalings-tv, og modellen viser, at betalings-tv kan bane vejen for udbud af kvalitetsprogrammer og dermed være med til at øge det gene- relle kvalitetsniveau.

På basis af tilgængelige data kan der imidlertid kun gives en overordnet vurdering af kvalitetsud- viklingen på det danske broadcasting-marked. Her- til kommer at strukturen i programudbuddet ikke er i en ligevægtssituation. Kommercielt dansk tv har eksisteret i Danmark gennem 1990’erne, men den kommercielle side er nu under kraftig udvikling.

Dette er specielt sket sidst i 1990’erne og i starten af dette årtusinde, hvor bl.a. TV3 og TvDanmark har etableret ekstra kanaler, og hvor TV 2 også er på vej med en ekstra kanal. Det vil tage tid både for disse kanaler og kommende kanaler at vinde indfly- delse på markedet og finde deres placering i præfe- rencespektret. Det er således alt i alt vanskeligt præcist at teste kvalitetsmodellens resultater på det danske marked. Men med disse forbehold kan modellen alligevel anvendes til at forklare dele af udviklingen.

De dominerende danske tv-stationer, DR og TV 2, har public service forpligtelser og baserer ikke deres programudbud på kommercielle interesser (dog er TV 2 delvist kommercielt finansieret). DR og TV 2 når flest danske seere i kraft af deres placering på det jordbaserede net. Public service forpligtelsen gør, at disse kanaler mere eller mindre dæk- ker hele præferencespektret med vægt på kvalitets- indhold. Det forekommer oplagt at se en af årsager- ne til at TV3 baserer deres programudbud på de let- te genrer, i det beskedne udbud fra DR og TV 2 i denne programkategori. Der er her høje reklame- indtægter pga. efterspørgslen og lave omkostninger ved produktionen, fordi programmerne i stor grad bliver hentet bl.a. fra det amerikanske marked.

Senere henvender TvDanmark sig også til det samme markeds-segment som TV3 og får dermed del i noget af TV3’s marked. Dette hænger dog sta- dig sammen med de lave produktionsomkostninger forbundet med disse programtyper. De nye tv-kanaler, der kommer, vil sandsynligvis heller ikke satse på kvalitets-delen af præferencespektret. Danmark udgør simpelthen et for lille marked til at understøt-

te reklame-tv af høj kvalitet med smalle programtyper. DR2 kan placere sig i denne niche, da de ikke er finansieret af reklamepenge.

Man kan forstille sig, at der, ligesom det er set andre steder, bliver etableret kommercielle kanaler, baseret på andre former for betaling som f.eks. direkte betaling. Sådanne ydelser vil dog have svært ved at eksistere på et lille marked som det danske.

Her vil satsning på hele det skandinaviske marked give bedre muligheder.

Ser man på de internationale stationer, som findes på det danske marked, findes der mange høj- kvalitets-programmer i multikanal-systemerne. Dis- se er overvejende tematiske kanaler som koncentre- rer sig om bestemte programtyper, såsom natur, kunst og nyheder, mm.

Konklusionen er, at det er svært i nær fremtid at forstille sig kommercielle kvalitets-programmer i et nævneværdigt omfang på dansk rettet mod det danske marked. Hvis et udbud af sådanne programmer skal fremmes, må det ske via ikke-kommercielle kanaler. Det kan ske ved at allokere flere ressourcer til de traditionelle public service institutioner, men manglende effektiv efterspørgsel på markedet kan også afhjælpes med offentlige tilskud til produktion af bestemte programtyper. Hvis man politisk beslut- ter, at en bestemt programtype er nødvendig, kan man via relevante tildelingskriterier kanalisere støt- te til dem, der tilbyder at producere de pågældende programtyper. En vanskelighed i en sådan ikke-in- stitutionsbunden public service løsning er imidlertid, at den enten forudsætter en velspecificeret og almen accepteret kvalitetsfunktion eller en politisk diskussion, der detaljeret fastlægger støtteværdige programtyper. Det er ikke oplagt, at det sidstnævnte sikrer et dynamisk udbud af kvalitetsprogrammer.

Noter

1. I det følgende betegner et program den service, som broadcasterne udbyder, altså underhold ning, nyheder, information, offentlige anliggender, debat, undervisning, mm.

2. Se f.eks. A. Sen: »Choice, Welfare and Measurement«, Oxford, 1982 samt »Comodities and Capabilities«, New Del- hi, 1999.

3. Besvarelsen til DR prisopgave: Henten, Skouby og Tada- yoni, »Fremtidens broadcasting – marked, public service og finansiering«, CTI, Januar 2000

(9)

4. Denne metode behandler ikke problemet om, hvad der er højkvalitet, men alene om et kvali tetsspektrum, der formodes at kunne formuleres ud fra andre (kulturelle) kriterier, pro- duktionsmæssigt vil blive dækket.

5. P.O. Steiner: »Program Patterns and Preferences and the Workability of Competition in radio Broadcasting«, Quarterly Journal of Economics, 1952.

6. J.H. Beebe: »Institutional Structure and Program Choice in Television«, Quarterly Journal of Economics, 1977.

7. Se f.eks. Eli Noam: »Television in Europe«, Oxford Uni- versity Press, 1991.

8. To andre teoretiske tilgange har været repræsenteret i litte- raturen :

1. Spence og Owen (1977) som opstiller en analytisk model baseret på en »viewer de mand function« for at sammen- ligne monopol og markedskonkurrence på betalings- og reklame-tv og reklame-tv alene. Mht. reklame-tv kommer de frem til den samme konklusion som i den diskrete kvalitetsfordelingsmodel.

2. Det andet approach har været teori om offentlige goder anvendt på tv-udbud. Dette er bl.a. blevet diskuteret af Mina- sian (1964), Samuelson (1964), Buchanan (1967) og Dem- setz (1970).

9. TVDanmark anvender også nogle lokal tv-allokeringer til at sende terrestrisk

10. Fra 1997 representer DR’s summen af DR1 og DR2 og TV3 repræsenterer summen af TV3 og 3+

11. Se dog note 4.

Litteratur

Beebe, J. H. (1977). Institutional Structure and Program Cho- ice in Television Markets. Quarterly Journal of Economics 91, P 15-37. 1997.

Buchanan, J. M. (1967). Public good in theory and practice;

A note on the Minasian Samuelson discussion. Journal of Law and Economics X (Oct. 1967), P 193-97.

Demsetz, H. (1970). The private production of Public good.

Journal of Law and Economics XIII (Oct. 1970), P 293-306.

Gallup, (2000). Gallup TV-meter – årsrapport 1999, Gallup.

København 2000.

Henten, A., Skouby, K. E. and Tadayoni R. (2000). Besvarel- sen til DR prisopgave: »Fremtidens broadcasting – marked, public service og financiering, CTI, Januar 2000.

Minasian, J. A. (1964). Television pricing and the theory of Public good. Journal of Law and Economics VII (Oct. 1964), P 71-80.

Noam, E.M., (ed.) (1985). Video media Competition. Colum- bia University Press, New York 1985.

Noam, E.M., (1991). Television in Europe, Oxford University Press, New York 1991.

Noam, E.M. and Waltermann J. (ed.) (1998). Public Televisi- on in America. Gütersloh: Bertelsmann Foundation Publ.

1998.

Rothenberg, J. (1962). Consumer Sovereignty and economics of TV programming. Studies in public communication, IV (Fall 1962), P 45-54

Samuelson, P. A., (1964). Public good and subscription TV, Journal of Law and Economics VII (Oct. 1964), P 81-83 Sen A, (1999). Choice, Welfare and Measurement. Oxford, 1982.

Sen A, (1999). Commodities and capabilities, New Delhi, 1999.

Spence, A. and Owen, B., (1977). Television programming, Monopolistic competition and welfare. Quarterly Journal of Economics 91, P 103-26.

Steiner P. O., (1952). Program patterns and preferences and the Workability of Competition in Radio broadcasting. Quar- terly Journal of Economics 66, P 194-223.