Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Balslev, Vilhelm.

Titel | Title: Hjælpebog for begyndende

Naturhistorielærere.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Lehmann & Stages Forlag, 1900 Fysiske størrelse | Physical extent: [4], 74 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

K

>:'Tr

*£

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130021589137

m

4

/

n_i

jN

*

»

fm

v

r.

n-*r- -.i

TJ- * -

W M m

■ V * *•■ * • Y •' -— -

.r

m > v .

ir.

‘ 0 % ■ " * «■■

x^ ^isP ^va' • - 1

’ " v^sV - ’ 1

_ | V ; ' •fJ.'r'T- ,.

v ~ y

V ■■ ^'•<

■*-

* Ir **

w.

' #

v » v ^ ■’ ‘

■•’*■^{. - - 1'} fc. . -^{'-'=1 V.} >

• f y ^L

• ^{. -}

.V'Vv,

>/ ^!••

■h

?■.:

%

•y

•■■..■ • - V ' v i

■ - - w j y . . y y

. V -

.

' . - ' r > x - . y

r-£^&L

Æ£=~- ^{■ V ■}

å c \

•i' iTiSf.-i

.

W : *>■

* * .‘i •' .• t

.*“■» f / : « • • •

■ '. 1 - / . ; ■'SM;;-

y m -

-,/*■

/*

'V

•£§|f.

y;cak ^.

■ ’...<

: a >

.l^VvV . r y ;

• ••’V . . * .j

. .v . - . V . .

-■ r . , ’■ : —

V i:\.'

■ : A . '

■ * - V : . • - >

r- •••• v ' '•;

;'' ^ . • . ' • - • y :- - a" M - * 3

• ■ • . “. ' r ' - i o - r 7 '-

: - ; 'V i, - ; * f .- .-

Tu

v - r

, ' r - . . ' ^ - . . .

v /

M

•*aÅ '

- • ' ' i r - j r^{. V .} • > • • ' -

• - ; C ; ' • - •

: f r

' W M Ø : i w-

■

• ■-> ■

• v ‘-.- .?.

S V - ^{• Vs '}

/■

i *

;v;: ■"->■-

- •*

k

-<>x;

^ - • .

■-c.--

■ir. '

. :V i

' <r\

■ r~

- v , '

; ■ ,*

• ■ t f

v&'v

. c . - 1- ~ >

i ^{j - ,}

- V - ^ •'-

" ' ■ :*fi" : ■■• k

1 . v . V * - •

• . - y ---- , f i

■ »7 .

' - ■ • i S É É

*• i i

- w

Ov-

j m * ^

v V . r v t '

.', -> ■ rt : X ' r ' - I K ' ^

- '■

, • ' v •' ' V

j >" • ' •■

■y- -•■■•■

•: .

s i g ? ' , , - - ^•

i i å :

j ■ • .~5'

V

... . . >•; ••• I V • ? ■ . ’ L- . i f

, ••/, -.T>\ • ,_ ,

... * "

:å: ^'

y ' V- : '

»•

■■vy- 've/--' •

* .« * . 4 . . j •

r . r - f x • : j

: V -

'*.

l5-vu> . ; / ' . ’ E ' i

a S '

r i , . . *

y •-. i * * .

■ Vi

•■> ;.- ''y ■ -y-

•• ' - . > v

■: JVÅ'.- ^ ■ ..;,• . .-

• •• • • • ' ‘ . , „ v . . •• . J T - - r - ’ ’’

y ■ : . • • ■ - ■ . . . S A - y S - ' - ' y - - - • ■ ' • '

■•; _•,v.“ - • .. v ■ •’••■•■ ■ v - •

-' . . y . r * **•■’ ; - -I. - - - ■-

i# " / : ■

■> . ■ ■i.

. . f.'Y ' t i . - v • •. ^ v

., 'V. • y*'-- ■ .. . : • :■£-■

v

1 ? j | |

l v uS'-

■-•.■ •

:. ' ■ " • -;-

y- . v i - y ' : 1

V . . ; r *

■ - - V i . ; '

.'■‘•-i

y ■sj-’s r y -

i ' 7 . A - •.

i jH l ^{* y ' - i . / y}

• • : • . , " •■•-.

:• :• - , ‘ - A

’ '■-( '•■ y

M

V ? ^ - V • •*•.•,

' y . . t r ■

■ . - - y

^ ^>.

y

V ' . . - r A . x ; ; ; J

’.&■■■ •-- •• ■'- v - • ■ ■ • y i :

^ ■ '■ ' » ■ V - - i .-.- • ■ _ , r r ' • - • ‘ • - r . - V Æ V . •,*.;■_• .-■>. 7 . i ; ■ ••

> - ~ " - - i '■ i , ' ■•• ' : ' d • . .

. ' • > ! ’, „ :. . . c . v < v ,

y .a- '• ’• ' * * - ’■

y:3iSi

-l- 3 . l !

L

■Jr

• ’v ' "•■

:■ ,X >

’ '•'.•• " ‘ L

■t. ' ■_ jSSkP '

■* ; • . i .

., -i ■ a - ,r y y ' : •'

^ . . A ' . - . A V 1- 1- ■'

■ vi?

" T ; -

: - y - . ; "

'■ y . / V

• * t

-; y;:- '

■ • > * - ■

-

A . y y t ~ -

y c'

- ■ / ■■■■■. .

«tr-

• . > - : ■ • y '• •

s

, ' ' i; ■: V .-

^ V -

t & y - u f i ■

‘ ••'I .

■ . V '?■

- - • ' -- • A v -•

s & j É å t f -

'5^-

. . . " . 1 .

J y - .y

• .

• ■'*- ■ A u..Ji

fV.v- - y : r . •■ '.'4 • * . : : y ■ ' ^

k r M •'. j ' i i W . j - ' A ' - f

i

J 7' * '

*

' : •. i"

H J Æ L P E B O G FOR B E G Y N D E N D E

N A T U R H I S T O R I E L Æ R E R E

t ø v ; / ■ W r o • l i f e j K I S

’^ P ¥ ‘

^ • ' ’* ■ " ■ ' P P . ;

■ r • •

I T ^{* • • i}

M U ..., ,

' m m X X :-

l » Æ W ^ y i ' - V V" w;--'-'-'': ',: :' 7 ,

s g t e É # f o # P . : ' ' p H

^ ■ ... ■ ■ - *

M T S ' - v - v ^ < : :':>

y > s >

■ ••■ : ^ '-

■ I = - • i

• r , * ' s • ' v ^ V . t . '• ’ *.

•'i

■■ ~ i S ’■

;/ ' P

I " ■■" W m m ' x x r , i P * ' - .

- y - r n m ' m . r

: '■?:■' *- v l

' :>. . ■ : ' ■ ■ : „ - . . . . : f

, ti- •:

■' '-V

. J . ' Y 1

É f e i

!R l I : ■

. yt'

> . ' »>; • ' ’i ,

• ' . * - ■ > &

'■ v ’

r‘ • -l' •

■;• : m

' X X X t m ■..';;:',7> -y?.' J f e . 1 5 ...

y A - , ^ A y k S ^ : V r , ;'

$ \ ;7 T : — \ ■•■ - ■•, ■■* - v.

..., .

7.

■ • • > ; : ; • * . . . . / - * <

• . » / - 1 ■ ■• * - • - ■ ■ • t

■ r . r - - > . ; r . I . - ; : £■•*■■■• . 7 ' .

, - ' <V* I - X » 5 • ' ■ ■ « .

. p P . . ’• :,X"\

y V i - i V . . ' - '■ ■- -" ■' ' •■■■: ' i y . . ' • v

i - '

' i .'■'• , . ■ ' . : ’■

r - \ -■> 1 ■’ '■ V.

w

■

!

^■

< m y - .

» t i

’ r

-Ti ■ <•

V-N

•• r

-'-.n

. lL-\{<r \ it. -y ^

. . 1 ,• : £ ■ - ,

■ '.u ' \ 7 *■

•'i ■:•■•:■

:< 7 ' .

. 5B

t f- >

/ • ' .

■ ■ x ■ . . ."

. y v '.

■ k

P - . . :3 i t

-C"...

4 ^ ....

‘ '' ; ! § r ;

r ■: Ør m m

t ' - ' Jx,

p . - .

'•- V

P i 1, P .

v.

■ * -• : l p r y . ,-■; .,-. r :

'• '. ' i' v. 1'-. . i — . 7 - ■', - y M ' .■ > ’ •' ',

U '" v .v '• ■' .: •

. ■' '’' r •

i *.' , ‘ ■ ■/

r y. ^ 1

:f-.

■ >' ■

,. *Sr: .>7 -*. ■'.V ■

"i I-1

■ •

p - r

■'■'r' m X j ^ X y X j t Y r -• , s-

> > y . . .

’ *''. ’i \,Jr. :. C

. . ^{• ; I} . ^{■= ■}

T P P ; ^ ’ I - . ,*

' . p . •.: 51 $ .'

i -

I «!i -2f'. •' ' k ■- J' ■-■

^ C . ■ . / i '

■■■ ' ■ . ■ > ■■-..■

11 r C . • - 'j.'i- ' -i 1

■y.i ■"'■ i p l 1'' .

, ■ ■

... i P F . ' '

u

-ir.‘

-.Vi'.'.:. =...-. av

■*.-■ -r-r' Jv 1 - 1 '- •' ■ ^7- , . • • .*

y " '. i; <

1\ m

; ' ' t .

A-;

' * .• .*■;.

I l f l . , , : ' j p i

■■ , ! ’* . .: ^ a t - '

TE'.' ^{.. .T}

• u t X r :

' V ' - , '■ ' i ‘

7 ' - . - ; l i 1' ,

.. ■ . I ;.•••'•' : r '

t , ; . ? ' ; . . . ' i

, . 1 ' - ■ ■■ ‘ * ^ - > 1^*,

• . ; ' ; V p i - ’® . . ' . . ' • ' v . - - / . p ; . ' . , ; .p å ' - # x ; -

u ' V 1 . i w t -.i " r •'■'

» -1

t t

• 'I.

■ .V

i; N

' *•• i

I, ' H - I - ' i .

" < V . > - ••

iTA

. '■ :V

* ■. L"\

. . . . -

' ■*! :i

I

’V! j " 1

• I ' -

. . . V ■ • ■ ’ ^ d r ' i ' . . r ^ . . - '.

. . : , .

M< • - . r i . ’ i . „ 1-^.1 Q ' 1 .•

- i ■■,■.. . . f k * # . . * ' . -

■ l ? å

■ ^ ' I (

v - ,; ,:_r •■:■■.. .v

. . ’P . . !

". '-.'f ."■■'■ ■•'.»'

• • ■'■. i«. , v

" 7 i - ' . :

i :: -’ vfj. i :.. ... . ..,.

,. ^ . ■ ‘ • - • •

i : v y .'K . ■■; -

■ * - J

• 7 ■ i é \ r^ :_________________.

t j - v - ' i 1' - r ^ 9 9 9 W M H i ]

& r å m ø f *

i : . ' , *

\ - L ‘ v

’•< » v i '

£ • '

. ? ■ '> . ■:;>•-'■.

■ : ' - I ' ■--"< v y

x $ r / f i . * s r -

> ; , l .v'.'i

/

■ v

, t | - ^v

' t

. ' " > •

.. i '»; •

■. v •• •■

■ {i - 7 .

V '

> ■ ■>, . p v ' v ^ . J - • > * i ' jv *, • '* ,

i 'é fj v ' ' ' ' ' v"

. ■ , ' .r;'J , i r ? V T - > ; , '>• !■ ■- t

v ' p y p . ' - . , . .

X y . ' X y J '‘X X & X

• - P '- . - I - '

...

.... - i . • „ • - . •

; - c

. S r - t ø j i

• * s . V : 1 ‘

i ? . - . - . ' - . , . ■■■>

m_{' I , , :}1

■ I ' ■*

■-.y ■■. ^

” .,v •.

U v. V.:' 1 ,

• - I r ? , '

i ’ V . , ' ’i

l v ' ' / n ’K

" 7 j . ‘ r f

.'V .

. I - r

t - S . : '

., . ■• , . > ■> - , .

P É ’ .å P ■ ;

, W 1 ^„Tl_ ^{^ 1 !}

. W i ». .

- . • " r i • ' ' i "• • ' '

i’S m X X X å

■ ; - - v ^

■i

X r Å

• ' 4 -v4 i j ■ \

.,• j a

i • . . .

. W ' . .

♦

HJÆLPEBOG FOR BEGYNDENDE NÅTORHISTORIELÆRERE

VILHELM BALSLEV

CAND. THEOL. & MAG.

KJØBENHAVN

«

LEHMANN & S TAGES FORLAG

T R Y K T H O S N I E L S E N & L Y D I C H E

1900

• VlQ

D e tte lille Arbejde er for en stor Del blevet til under min Virksomhed ved N. Zahles Seminarieskole. Medens jeg her har vejledet de ældste Seminarieelever i praktisk Naturhi­

storieundervisning, er det blevet mig klart, hvor meget de al­

lerfleste begyndende Lærere trænger til Hjælp ogsaa paa Punkter, hvor den øvede Lærer næsten har glemt, at der er Vanskeligheder tilstede. Jeg har derfor følt Trang til dels at gøre, hvad jeg kan, for at den korte Tid, et Seminarium kan ofre paa denne Undervisning, kan blive benyttet saa godt som muligt, dels til at have noget at vise dem hen til, som efter Examen skal un­

dervise i Naturhistorie, ofte uden at have Lejlighed til at søge Støtte og Raad hos ældre Lærere. Det er altsaa til de be­

gyndende Lærere og til dem, som endnu nærmest har opdaget Vanskelighederne og søger efter en Metode, at denne Bog hen- vender sig; og under vor Litteraturs næsten fuldstændige Mangel paa metodiske Hjælpemidler af denne Art, tænker jeg mig, at den ikke blot vil kunne hjælpe Seminarielever un­

der og efter deres Uddannelse, men ogsaa vil kunne bruges af de mange yngre Lærere og Lærerinder, som maa begynde at undervise uden at have faaet nogensomhelst pædagogisk Ud­

dannelse. Muligvis vil ogsaa saadanne Lærere ved Almuesko­

ler paa Landet kunne bruge Bogen, som uden at benytte en Lærebog gerne vil give deres Elever noget Kendskab til og Forstand paa Livet i Naturen.

Jeg har gjort mig Umage for at lade Teorier og Betragt-

ninger træde saa meget i Baggrunden som muligt og derimod lade det praktiske være Hovedsagen. Naar ældre Lærere ri­

meligvis vil S37nes, at en stor Del af Stoffet i Bogens Hoved­

afsnit — Anvisningen til de enkelte. Timer — kunde have væ­

ret udeladt, fordi det kun indeholder, hvad de fleste forstan­

dige Lærere selv kan finde paa, saa kan jeg herimod kun sætte min Erfaring, som gaar ud paa, at ikke faa Begyndere

føler Vanskelighederne saa stærkt, at selv en lille Anvisning i den rigtige Retning ofte kan være dem til virkelig Hjælp. Paa den anden Side vil der naturligvis være faa eller ingen, som har Brug for alt, hvad Bogen giver. Jeg har bestræbt mig for, at de forskellige Anvisninger ikke skulde ligne hverandre for meget, men vise nogen Forskel i Behandlingsmaaden.

I Hovedsagen er det de første Aars Undervisning, som be­

handles. Her ses Metoden ogsaa klarest, da man staar friest over for sit Stof, naar man ikke er bunden af en Lærebog. De Ord om den senere Undervisning, hvormed der sluttes, er sna­

rere løsrevne Bemærkninger og Raad end en sammenhængende Anvisning og gør i ingen Henseende Fordring paa Fuld­

stændighed.

En Del af Indholdet af første Afsnit tindes i en noget for­

skellig Form i et Foredrag, jeg i 1894 har offentliggjort i

»Vor Ungdom«.

Juli 1900.

V. B.

Formaal og Fremgangsmaade.

D e n første Betingelse for, at man kan blive en god Naturhistorielærer, er, at man selv har Interesse for Dyr og Planter og giver sig af med at iagttage og studere dem i det fri. Dette er det eneste, som i Længden kan give Un­

dervisningen den rette smittende Friskhed og drage Børne­

nes Interesse uden for Skolestuen til den Natur, hvori de daglig færdes.

Men Lærerens Formaal er ikke blot at more og in­

teressere. Han maa ogsaa give Børnenes Interesse den rigtige Retning, og han maa gjennem sin Undervisning ud­

vikle deres Evner og gøre dem selvstændige, saa at de kan gaa videre paa egen Haand. Derfor bør han gøre sig Rede for sit Fags Ejendommeligheder og derefter nøjere bestemme sit Maal og vælge sine Midler.

Naar vi nu ser paa Naturhistorieundervisningen, da har det Stof, som denne Undervisning omfatter i vore Sko­

ler, nemlig Dyr og Planter, særlig to Ejendommeligheder, der skiller Faget fra de fleste andre. For det første er det, som vi underviser i, noget vi kan vise Børnene i Ti­

merne og lade dem iagttage og undersøge. For det andet er Undervisningens Genstand den l e v e n d e Natur, selv om vi i Timerne ofte maa nøjes med dødt Materiale.

I Overensstemmelse hermed bliver Naturhistorieunder­

visningens Maal et dobbelt, dels at l ede Bør ne ne til

s e l v s t æ n d i g I agt t agel se, dels at give dem en For- s t a a e l s e a f Li vet — Dy r e n e s og P l a n t e r n e s .

Med dette dobbelte Formaal for Øje opstiller vi føl­

gende Regler for Undervisningen:

1. Knyt fra B e g y n d e l s e n U n d e r v i s n i n g e n til B ø r n e n e s F o r u d s æ t n i n g e r , dels til den Interesse for Naturen, der findes hos saa godt som alle Børn, dels til den Viden, som Børnene allerede har (fra Hjemmet, fra Zoologisk Have o. s. v.). Vælg derfor ved en ny Form saavidt mu­

ligt det til Udgangspunkt, som Børnene allerede ved om den, eller det, som især vækker deres Interesse (Pindsvi­

nets Pigge, Elefantens Snabel o. s. v.).

2. L æ r f ø r s t og f o r t r i n s v i s B ø r n e n e om d e r e s eget L a n d s og deres Hj e ms t a v n s Nat ur . Her er Til­

knytningen til det, som Børnene har set eller kan faa at se uden for Skolestuen, lettere, og der er ikke saa megen Lejlig­

hed for Fantasien til at løbe vild. De almindeligste Dyr og Planter vil derfor som Regel ogsaa være dem, som egner sig bedst for den første Undervisning. (Se f. Eks. Graaspurven i 1. Aars Pensum). Endelig vil Lærerens Fortælling paa denne Maade ofte kunne faa Selvoplevelsens Præg, noget, som giver den en særlig Værd og Interesse.

3. L ad U n d e r v i s n i n g e n fra først af pege uden for S k o l e s t u e n , saaledes at Børnene forstaar, at det, som de faar at se og hører om i Timen, kun er en lille Del af den uudtømmelig rige Natur udenfor. Henvis derfor sta­

dig til, hvad Børnene kan se og finde ude; og medbring og lad Børnene medbringe Naturgenstande ude fra, selvom de ikke staar i direkte Forbindelse med det, der i Øjeblik­

ket læses om. Hvor det kan lade sig gøre, er Undervis­

ning i det fri og Udflugter af stor Værdi.

4. L ad — særlig ved B e h a n d l i n g e n af Dy r e n e

— B e t r a g t n i n g e n af L i v s y t r i n g e r n e t r æde i F o r ­ grunden. Det er dertil, at Børnenes Interesse knytter sig.

Men det er vor Opgave at faa dem til at se Livet med ny For- staaelse, ikke som en Række mere eller mindre morsomme Optrin, men som en sammenhængende Række Livsytringer,

hvortil dette Dyr er særlig udrustet. Sæt d e r f o r , h v o r de t er mu l i g t , Dy r e n e s i n d r e og y d r e E j e n d o m m e l i g ­ h e d e r i F o r h o l d til Livet. Paavis saaledes fremfor_f alt d et nøj e F o r h o l d , der er me l l e m By g n i n g , Le­

vevis og Levest ed (f. Eks. mellem Tænder og Føde, Lemmer og Bevægelse, Beklædning [Farve] og Levested o. s. v. Eksemplerne er her lige saa talrige som Dyrene).

Vis fremdeles, at de f or s kel l i ge O r g a n e r er a f h æ n g i g e af h v e r a n d r e (til lange Ben svarer lang Hals, til Rov­

næb Rovkløer, til svagt Syn fin Følelse o. s. v.). Endelig a t D yr (og P l a n t e r ) til en vis G r a d l e m p e r sig ef­

t e r O m s t æ n d i g h e d e r n e (Aarstid, Forhold til Menne­

sker); a t de u d v i k l e r sig, f o r m e r e r sig, æ l d e s og dør.

For Planternes Vedkommende falder det især ved den første Undervisning noget sværere at lægge Hovedvægten paa Livet, da Planternes Livsytringer er mere forskellige fra vore og som Følge deraf vanskeligere at forstaa. Men netop derfor gælder det at benytte de Lejligheder, som gi­

ves, til at gøre Børnene klart, at ogsaa Planterne er le­

vende Væsner, hver skikket til at leve paa sin bestemte Maade. (Se til Dels de senere botaniske Stykker).

5. L æ r B ø r n e n e at se paa N a t u r e n som en Hel ­ hed, hvor hvert Individ er afhængigt af Omgivelserne og

atter paa virker dem i en stadig Vexel virkning — en VexeL virkning, der paa sin Vis ogsaa finder Sted mellem den le­

vende og den livløse Natur (Regnorme og Muld, Skove og Fugtighedsforhold).

5. Vis B ø r n e n e saa meget som m u l i g t af, hvad der kan hjælpe til Forstaaelse af det foreliggende Spørgsmaal.

Vis dem det ofte og taalmodigt og lad saa lidt som muligt en enkelt se paa de andres Vegne. — Her er i Virkelig­

heden et vanskeligt Punkt; at vise tager Tid og kan volde disciplinære Vanskeligheder. Men det er nødvendigt, at

Børnene faa de Genstande, hvorom Talen er, grundigt at se, hvis deres Iagttagelsesævne skal udvikles, og de ikke ikke skal blive Eftersnakkere. Idet man viser Børnene

r

Genstanden, maa man i Regelen sætte dem bestemte Op­

gaver, for at deres Opmærksomhed kan have noget at samle sig om, f. Ex. Undersøgelsen af et bestemt Organ, Sammen­

ligning med noget, som Børnene kender (se siden under Nr. 9).

7. Hj æl p Bø r n e n e til at faa Øj ne ne op; men h j æl p dem i k k e me r e end nødve ndi gt . Derfor skal Læreren ikke beskrive, hvad det er muligt for Børnene selv at finde ud af. Han skal f. Ex. ikke sige: Svalen har lange, smalle Vinger; men hellere: Lad os prøve, om vi kan se paa Svalen, om den kan flyve godt; eller: Hvilken Forskel er der paa Svalens og Spurvens Vinger? Det, som det især kommer an paa, er ved Spørgmaal eller paa anden Maade at vække Børnenes Interesse for at undersøge Naturgen­

standene og derefter lade dem selv opdage saa meget som muligt.

8. Væn B ø r n e n e til at dr age Sl ut ni nge r , f. Ex. fra Udseende til Levevis og Levested (Strudsen har ingen rig­

tige Fjer: den kan ikke flyve; den har lange, stærke Ben:

den kan løbe godt; den har en tynd Beklædning: den maa leve i varme Egne), fra det ene Organs Bygning til det andets (Strudsen har lange Ben: den maa ogsaa have en lang Hals) o. s. v. I Begyndelsen, saa længe Børnene ikke selv kan slutte sig til ret meget, vil det være naturligt først at fortælle om Dyrets Levevis og derefter sige: Lad os prøve, om vi kan se, hvad der gør det skikket til at leve saadan? Senere vil det som Regel blive omvendt: Dyret er saaledes bygget; hvorledes maa det saa leve? — Imid­

lertid maa man vogte sig for Fristelsen til at slutte for meget. Undertiden er det, som man slutter sig til, noget negativt (Papegøjens Overnæb er meget længere end Un- dernæbbet: den kan ikke pille Frø op fra Jorden), og me­

get ofte kan man kun slutte sigtil, hvad Dyret k an gøre, ikke hvad det m aa gøre. — Naar Børnene lærer at for- staa, at der til et Organs ejendommelige Bygning svarer en særlig Anvendelse af det, vil de begynde at spørge:

Hvad Nytte kan Fuglen have af, at dens Næb er saadan?

i .;

')

!

: i

■ i

li

I

< _

Hvorfor er dens Tæer saadan? o. s. v. Her gælder da den Regel i k k e at s v a r e , før m a n h a r l a d e t den s p ø r g e n d e selv og K l a s s e n p r ø v e at f i nde S v a r e t , og overhovedet ikke at svare, hvis man ikke mener at kunne give rigtig Besked. Børnene har godt af at se, at der er meget, som vi endnu ikke kan klare.

9. F o r k l a r det nye ved at s a m m e n l i g n e det med n o g e t , som Bø r n e n e kender . Naar man sammen­

ligner en ny Form med en allerede kendt, opnaar man, 1) at Interessen vækkes for begge Former, 2) at Ejen­

dommelighederne ved den nye lettere ses og forstaas og, 3) at Børnene lettere finder de rette Udtryk (at f. Ex. et Næb er langt eller stort er jo i Virkeligheden altid forholds­

vise Betegnelser). For at faa det rette Udbytte af Sammen­

ligningen, maa man i Regelen ikke sammenligne Former, der staar hinanden for fjernt. Hvad Børn lettest ser, er Ulighederne. Spørger man dem, om en Spurv og en Svale ligner hinanden, vil de oftest svare nej. Det bliver da en en Opgave ogsaa at aabne Øjet for det fælles, og hertil kan en tredie Form, der staar de første noget fjernere, bruges. Stiller man et Pattedyr overfor de to Fugle, vil Ligheden mellem disse strax gaa op for Børnene, og her har vi da den første ganske naturlige Begyndelse til en Sy­

stematik. Af Ulighederne ser de atter først dem, som an- gaar Farve og Størrelse; og selvom disse naturhistorisk set ofte er mindre væsentlige, maa vi huske, at de for - Børnene er de vigtigste. Det er da vor Opgave at lære dem at finde de andre Uligheder og ved at vise disses Be­

tydning for Dyrenes Liv efterhaanden vække Interessen for dem. Det kan undertiden være morsomt at slutte en Sam­

menligning med Spørgsmaalet: Hvordan vilde det gaa de to Dyr, hvis de byttede Opholdssted? — Selvom to Dyr ikke egner sig til en gennemført Sammenligning, kan det give Udbytte at sammenligne enkelte bestemte Organer, og dette kan da enten være Organer, der svarer til hinanden, men har forskellige Opgaver (Næb af Ugle og And, Forben af Skarnbasse og Skorpionstæge), eller Organer, som ikke

svarer til hinanden, men har samme Opgave (f. Eks. Svøm­

ning: Fod af And og Hale af Krebs). — Man kan ogsaa s l u t t e Behandlingen af en Gruppe Dyr med at sammen­

ligne dem alle i en enkelt Henseende (Bevægelsesmaade, Forsvarsmidler, Vinger, Ben o. s. v.), og endelig er Sam­

menligning som allerede nævnt den Maade, hvorpaa man efterhaanden faar Børnene til selv at danne en Systematik.

10. Lad den Ti me, i h v i l k e n en ny F o r m tag.es op til B e h a n d l i n g ( » G e n n e m g a n g s t i m e n « ) for en stor D el v æ r e en S a m t a l e t i m e , i hvilken Børnene ved Spørgsmaal af Læreren og ved at faa Lejlighed til at under­

søge Genstanden bringes til selv at bidrage saa meget som muligt. Spørg dog ikke om andet, end hvad der kan ventes et fornuftigt Svar paa af de flinkere Elever; og tag i Samtalens Løb nu og da Ordet for at samle det hele til tydelige og levende Billeder. Denne Regel følger af de foregaaende. — At føre en Samtale, hvor Børnene gennem fornuftige og godt ordnede Spørgsmaal ledes til selv at se og slutte, er ikke let og kræver — især i Begyndelsen — mere Arbejde end det at fortælle og forklare selv. De fleste Lærere maa man vist ogsaa anbefale at prøve sig frem og først lidt efter lidt lade Samtalen blive Hovedsagen. Efter­

haanden vil det dog sikkert vise sig, at den Selvstændighed og Evne til at udtrykke sig, som Børnene paa denne Maade faar — ikke at tale om den Spørgelyst, der vækkes — ri­

geligt vil opveje ^Anstrængelsen. Kun gennem Samtale faar man rigtig at vide, hvad man kan byde Børnene. Forøvrigt gælder det ogsaa Børnene, at de efterhaanden skal opdrages til at kunne samtale. I det første Aar, da de kan saa lidt og har saa lidt Forstand paa Naturhistorie, maa Lærerens Fortælling nødvendig spille en større Rolle end senere.

11. Sørg for, at den Ti me , i h v i l k e n der h ø r e s i det » g e n n e mg a a e d e « , i k k e k o m m e r til at l i gne

» G e n n e m g a n g s t i m e n « f or meget. Frembring Afvex- ling f. Ex. ved at gaa frem i en anden Orden, have noget Stof i Reserve eller lignende. Ofte kan man lade et eller andet Spørgsmaal ubesvaret i den første Time og lade Børnene

tænke over det til den næste. Dette vil da være den na­

turlige Begyndelse paa Overhøringstimen. Det kan ogsaa tit være heldigt at vente med at »høre«, til man har gen-

nemgaaet en mindre Gruppe Dyr, som egner sig til sam- tidig Behandling. l

12. L æ r i k k e de s ma a Bø r n for m a n g e Fagbe- næ v n e 1 s e r. At der til nye Forestillinger behøves nye Ord er klart; man maa kun huske ikke at komme for tidligt med dem, og at man i og for sig intet har lært Børnene ved at lære dem Ord som Klamrefod, Knudetand, Løgkage o. s. v. Og undertiden kan saadanne Navne være ligefrem vildledende;

Gøgen klatrer saaledes ikke med sin »Klatrefod«, en »Aare- fod« er ikke mere Aare end andre Svømmefødder.

13. Læg i B e g y n d e l s e n i nge n Vægt p a a Syste- m at i ken. Denne tjener til at faa Orden i Mangfoldigheden, og en saadan existerer foreløbig ikke. Den systematiske Me­

tode kommer ogsaa let til ensidigt at fremhæve de Ejen­

dommeligheder, som har systematisk Betydning, selvom de for Dyrets Liv kun spiller en underordnet Bolle (Kattens Knudetænder, Gøgens Klatrefod)*). Læg efterhaanden Grund til Systematiken gennem Sammenligning mellem mere eller mindre beslægtede Former, og naar en samlet systematisk Oversigt bliver nødvendig, lad da Børnene selv ved Hjælp af, hvad de har lært, bidrage saa meget som muligt ved

Udarbejdelsen deraf (Se S. 48 flg.).

14. L ad i kke den s a m m e n h æ n g e n d e Beskr i vel se af Dyr ene spille nogen st or Rolle i den først e Un­

dervisning. Den sammenhængende Beskrivelse falder Bør­

nene vanskelig og bliver let kedelig og ensformig. Den sam­

menblander let væsentligt og uvæsentligt, og da den maa medtage meget, hvis Betydning for Dyrets Liv Børnene ikke kan forstaa, kan den svække Opfattelsen af Dyret som

*) For nogle Aar siden skal der i en dansk Stil om Brasilien til Præ- liminærexamen være forekommet omtrent følgende Sætninger: Brøle­

aben slynger sig fra Gren til Gren med 3 ægte og 3 uægte Kind­

tænder i hver Kæbeside, og Jaguaren lurer i det høje Græs med een Knudetand i Overkæben og ingen i Underkæben.

levende. En god Beskrivelse kan være et udmærket Mid­

del til at vise baade, hvad man ser, og hvordan man op­

fatter det sete. Men den hører hjemme paa et senere Trin.

I Begyndelsen maa man nøjes med den delvise Beskrivelse, som Sammenligning mellem Dyrene giver Lejlighed til;

lidt senere kan man lade Børnene saa grundigt som mu­

ligt beskrive Enkeltheder (et Næb, en Fod o. s. v.), som man behandler udførligt. (Se S. 41 Søpapegøjens Næb).

15. F o r t æl i kke Bø r n e n e alt for ma n g e mær k e ­ lige H i s t o r i e r om Dyrene. Sørg ogsaa for, at de Histo­

rier, som fortælles, oplyser noget, som er karakteristisk for vedkommende Dyr. At morsomme Træk og Smaahistorier skal medtages indenfor en vis Begrænsning er en Selvfølge.

Men lader vi dem være det vigtigste ved Undervisningen, vil vi snart opdage, at vi ødelægger Sagen for os selv. Vi vænner Børnene til at sidde væsentlig passive, medens kun deres Fantasi er virksom, og vi oparbejder en Appetit for det mærkelige og spændende, som vi i Længden ikke kan tilfredsstille, samtidig med at vi svækker Modtageligheden

for den mere udviklede Side af Undervisningen.

16. Læg en b e s t e m t Pl a n for Timen. En nogen­

lunde nøjagtig Plan for Gennemgangen af Stoffet er — navnlig i Begyndelsen — nødvendig, hvis man vil undervise gennem Samtale og Spørgsmaal; ellers bliver Resultatet let en Pas­

siar, som intet videre Udbytte giver. De vigtigste Trin i Forberedelsen bliver da disse: 1) Indsamling af Stoffet (Læsning af populære Værker o. s. v.), 2) Ordning af Stof­

fet efter et bestemt Skema (for Dyr f. Ex: Udseende, Op­

holdssted, Levevis, Føde, Vinterliv, Bolig, Æg eller Unger, Forhold til andre Dyr, Betydning for Mennesker); 3) Valg af det heraf, som Børnene i Øjeblikket kan bruge, og Ord­

ning af dette Stof paa den for Børnene naturligste Maade.

Hvor det er muligt, maa man vælge et b e s t e m t Syns­

p u n k t for Behandlingen af et Dyr og søge at indordne, hvad man vil have frem, under dette. Saaledes vil f. Ex.

Dromedaren og Strudsen naturlig behandles under Syns­

punktet: Hvad gør disse Dyr skikkede til at leve i Ørke­

nen? Et saadant Synspunkt vil lette Læreren Udvalget af Stoffet og faa ham til at udelade meget, som kun vilde svække Helhedsbilledet. Endelig 4) en Overvejelse af, hvilke Spørgsmaal Børnene kan ventes at svare fornuftigt paa, og hvorledes Spørgsmaalene helst skal stilles, for at man kan faa de ønskede Svar.

I de følgende Afsnit gives en Plan for Naturhistorieun­

dervisningen i de to første Aar. I de fleste Skoler vil det være 3die og 4de Skoleaar med Børn fra 7—8 til 9—10 Aar.

Der forudsættes, at en Del af de simpleste naturhistoriske Begreber og nogle Former, navnlig af Dyr, er Børnene be­

kendte gennem den tidligere Undervisning, navnlig An­

s k u e l s e s u n d e r v i s n i n g e n . Dette Fag drives ganske vist paa meget forskellig Maade i vore Skoler, og meget af hvad der her behandles, har kun lidt med Anskuelse at gøre. Imidlertid kan dette ikke siges om det naturhisto­

riske Stof. En fornuftig Naturhistorieundervisning er i Virkeligheden baade Anskuelsesundervisning og Forstands­

øvelse — som dette Fag jo ogsaa kaldes. Det gælder da om at fastsætte en rigtig Grænse mellem de to Fag og at indrette Naturhistorieundervisningen i de første Aar under Hensyn til, hvad der er lært i Anskuelsesundervisningens andet Aar. Hvad der nærmest maa henvises til dette sidste Fag, er Husdyrene med deres Produkter og disses Tilbe­

redelse, ligeledes Kornsorterne og hvad dermed staar i For­

bindelse, i det hele hvad der har med vort daglige Liv at gøre. De fleste vildtlevende, navnlig danske Dyr tilhører med Rette Naturhistorien.

Efter hvilket Princip man foretager Udvalget og Ord­

ningen af de Former, som skal behandles i den første Na­

turhistorieundervisning, har i Grunden mindre at sige.

Kun maa det fraraades at lade Systematiken være det bestemmende. Det vigtigste er, at man vælger Dyr og Planter, som egner sig til Undervisning for smaa Børn, og som man kan vise dem i Timen. Derfor maa der ved Planen tages stærkt Hensyn til Skolens Samling, ligeledes til den Egn, hvor Skolen ligger (i en skovløs Egn vil det

saaledes være urimeligt at begynde med Skovens Dyr).

De valgte Dyr kan man bedst ordne efter deres Leve­

vis i mindre Grupper. Saaledes bliver Overgangen lettere, og det hele kommer til at danne smaa Livsbilleder. I før­

ste Aars Pensum er der valgt en Ordning efter Levested:

Skovens Dyr, Markens Dyr o. s. v. I andet Aars er det snarere Bevægelsesmaaden (Svømning), der er det samlende.

De her angivne Planer vil — navnlig for mindre øvede Lærere — næppe slaa til for hele Skoleaaret, selv om en Del af Sommeren anvendes til Botanik. Men for de fleste vil det være let at finde Stof nok, og der maa altid være et vist Spillerum for Læreren og Lejlighed til at bruge nogle Timer til Behandling af Stof, som tilfældigt staar til Raadighed. Desuden vil der i mange Skoler blive Brug for nogen Tid til Gennemgang af Elementerne af Menne­

skets Bygning og Liv (se senere).

Det er Hensigten med de forskellige Udkast til Timer at give Begynderen en Hjælp til at arbejde paa en fornuf­

tig Maade. De udførligste Stykker skal angive Gangen i U n d e r v i s n i n g e n fra f ø r s t t i l s i d s t ; men selv disse skal dog kun give et meget forkortet Billede af Timen.

Den Maade at spørge sig frem og lade Børnene finde ud af saa meget som muligt, er i Regelen blot antydet, kun nogle faa Steder er den tildels gennemført. At behandle hele Stoffet saaledes vilde kræve en overordentlig stor Plads, og et virkeligt Billede af en Time faar man dog ikke paa denne Maade. Hvor der er antydet et Svar, er Meningen ikke, at Barnet m aa svare saadan, men at man skal søge at faa et Svar i den angivne Retning. Det har ingen Steder været Hensigten at meddele alle nødven­

dige Oplysninger om Dyrenes Liv; Fortælling herom maa

naturligvis spille en ikke ringe Rolle, og her vil det være nødvendigt at ty til de populære Haandbøger og andre Hjælpemidler. Heller ikke er her gjort noget Forsøg paa at antyde den Personlighedens Farve, der giver sig Udtryk i mangfoldige smaa Bemærkninger, alvorlige og spøgende, og som til syvende og sidst ofte er det, som afgør, om en Time er vellykket eller ikke. — En Del Udkast har Form af Dispositioner for at vise dette Led af Lærerens Forberedelse til Timen.

Her skal til Slutning gøres opmærksom paa en Under­

visningsplan, som er anbefalet i et tysk Værk »Der Dorf- t eich« af Fr. J u n g e , Lærer i Kiel. Forfatteren foreslaar at samle hele Naturhistorieundervisningen om en bestemt Lokalitet f. Ex. en Mølledam med dens Plante- og Dyre­

liv. Dette Sted skal saa i Aarets Løb flere Gange besøges med Børnene. Ved en saadan Undervisning træder Sam­

menhængen i Naturen og Formernes Afhængighed af hver­

andre og Tilpasning til Omgivelserne stærkt frem, og i det lille Hjørne af Verden har man et Billede af den store Livsenhed (»Lebensgemeinschaft«), som hele Naturen ud­

gør (Bogens Motto er Humboldts Ord: »Die Natur ist in jedem Winkel der Erde ein Abglanz des Ganzen«). Frem-

gangsmaaden skal her ikke udvikles videre eller gøres til Genstand for Bedømmelse. I København forbyder den sig selv. Paa Landet vil en dygtig Lærer næppe fortryde et Forsøg i den Retning. Bogen har spillet en betydelig Rolle i de senere Aars Naturhistorieundervisning i Tysklaiid, og da den indeholder en Mængde gode Raad og Bemærknin­

ger og en fyldig Gennemgang af mange zoologiske og bo­

taniske Spørgsmaal,' kan den anbefales ogsaa til Lærere, som arbejder efter andre Planer.

V ..

: f;V -..J-

, : ^{i - w}

. ; - ' J , |

* • ■J_{■ ^11}

Første Aars Pensum. I

P l a n : f'\

{j

S k o v e n s Dyr: Egern, Skovmaar, Ræv, Skovmus, Ugle, 1 Bogfinke, Spætte, Gøg, Hjort.

H a v e n s og Hu s e t s Dyr: Pindsvin, Muldvarp, Flager­

mus, Graaspurv, Stær, Svale.

Ma r k e n s Dyr: Hare, Lærke.

B o t a n i k : Planters Spiring og Væxt; Skovens Planter.

Egernet. (Som Indledning et Par Ord om den nær­

meste Skov og Spørgsmaal til Børnene om, hvilke Dyr de har set i Skoven). Her er et af de Dyr, som man kan faa at se, naar man kommer ud i Skoven. I Dyrehaven er der dog ingen Egern, men i mange andre Skove i Danmark.

Se nu paa Dyret, saa I kan kende det igen, hvis I engang ser et levende Egern ude i en Skov. Det plejer at sidde oppe i et Træ paa en Gren eller at fare omkring i Træet.

Hvad vilde I kende det paa? Paa Halen. Ja, hvorfor er den saa let at kende? Den er lang. Men der er saa mange Dyr, der har lange Haler; det har en Rotte ogsaa.

Ja, men Egernet har lange Haar paa sin Hale. Saadan en lang Hale med lange Haar paa kalder man en b u s k e t Hale. Og kan I se, hvor morsomt de lange Haar sidder?

De sidder ud til begge Sider, saa Halen faar nogen Lighed med en Fjer. Derfor er det nemt at kende Egernet paa Halen, hvis det bare vil sidde stille. Naar det sidder, har det altid Halen bøjet opad, saadan som I ser her. — Lad

■os se, om Egernet har lange Haar andre Steder end i Halen! (Egernet vises Børnene nær ved, saa at de kan undersøge Sagen selv). Jo i Spidsen af Ør er ne, saa at lØrerne ser endnu længere ud, end de er. Dem vilde vi maaske ogsaa kunne kende Egernet paa. Og der er ogsaa

l a nge H a a r i Ans i gt e t , om Øjnene og ved Munden.

Dem kan Egernet bevæge og dem bruger det til at føle med. Hvad plejer vi at føle med? Vi føler mest med vore Fingerspidser. Hvorfor mon Egernet ikke kan føle med sine Taaspidser? Fordi det her har lange Kløer. En Kat ved I føler ogsaa med Følehaar. I Grunden er det ikke Haarene, som kan føle; men naar noget rører ved Haarene, kan det mærkes i Huden, der hvor Haarene sid­

der fast. Hvordan er H a a r e n e p a å E g e r n e t s Krop?

De er temmelig korte, brune og bløde. Egernskind kan bruges til at fore Kaaber med. Men saa skal det tages af Egern, som er skudt om Vinteren, for saa er Pelsen tæt­

test og varmest. Hvorfor mon? Paa den Tid har den ogsaa en anden Farve, den er næsten mørkegraa og ikke brun som om Sommeren. Mon det er let at opdage saa- dant et lille brunt eller graat Dyr, naar det sidder stille i Træet? Nej, for det har næsten samme F a r v e som Stam­

men og Grenene. Saa vi skal se os godt for, hvis vi skal opdage det, naar det sidder stille. Men Egernet sidder sjæl-

i

dent længe paa eet Sted; det springer for det meste om­

kring og leger med de andre Egern eller ser, om det ikke kan finde noget at æde. Og hvis det ser, at der kommer et Menneske, hopper det strax bort; undertiden smutter det kun om paa den anden Side af Træstammen og stik­

ker Hovedet frem for at se, om man er der endnu. For Egernet er meget nysgerrigt. — Men hvordan kan det nu være, at Egernet kan smutte saa rask omkring, i Træerne og op og ned ad Stammen? Mon det kan k l a t r e paa samme Maade som vi? Hvordan klatrer vi? Egernet har ingen Hænder, og dens Ben er saa smaa. Og dog kan den komme op ad tykke Stammer.' Lad os se paa dens Fødder (Egernet vises rundt). Der er krumme Kløer paa ligesom paa Kattens. Hvad kalder vi Kattens Fødder?

Poter. Det kalder vi ogsaa Egernets. Har I set en Kat klatre op i et Træ? Hvad tager den fat med? Med Klo­

erne. Hvordan er de? De er krumme, spidse, smalle, rigtig gode til at sætte ind i Barken og holde sig fast med.

2^*

Saaledes klatrer Egernet ogsaa. Og se paa Benene; er de lige lange? Nej, Bagbenene er meget længere end Forbe­

nene. Derfor kan Egernet hverken i Træerne eller paa Jorden løbe saadan som en Kat. Men naar det pludselig stræk­

ker Bagbenene og sætter af med dem, kan det gøre Spring, der er 10 Gange saa lange, som det selv er langt, Ha­

len medregnet. Det holder netop Halen lige bagud, mens det springer. — Det er ikke i alle Træer, det bryder sig om at klatre, for det klatrer ikke blot for sin Fornøjelse, men ogsaa for at finde sig Føde. I Egetræer klatrer det gerne; der kan det finde Agern. Og i Hasselbuskene kan det finde Nødder. Nødder er svære at knække; vi kan putte dem i Munden, men Egernets Mund er for lille til det. Det kan alligevel let faa Hul paa Skallen. Se paa dets forreste Tænder, F o r t æ n d e r n e (Egernet vises atter rundt). Der er to foroven og to forneden; de er store, lidt krumme og brune forpaa; og saa er de skarpe; og de bliver ved med at være skarpe, fordi de sliber hinanden, hver Gang Egernet tygger*). (Hvordan det sker, kan man vise med Hænderne, i det man lader Lange- og Pegefinge­

ren være Fortænder). Naar Egernet har fundet en Nød, sætter det sig paa Bagbenene, tager Nøden mellem For­

poterne og skærer saa med sine Fortænder smaa Stykker af den ene Ende af Nødden, indtil Skallen gaar i Stykker, og det kan pille Kernen ud. Det gaar i en uhyre Fart at faa Hul paa Nødden, for Tænderne bevæger sig umaadelig hurtigt. Med andre Tænder, som sidde længere tilbage i Munden, tygger Egernet Kernen. Allermest holder Egernet af at klatre i Grantræer. Der kan det (ogsaa om Vinte­

ren), gemme sig i den tætte Top, naar det bliver bange, og der kan det altid finde noget at æde. Grankoglerne ser rigtignok meget tørre og stive ud, men inden for alle de tørre Skæl sidder der en Mængde smaa Granfrø. De kan blive til Grantræer, hvis de falder paa Jorden; men de er ogsaa god Mad for Egernet. Det ser morsomt ud at se

*) Om Tandens Stoffer er det for tidligt at lære Børnene.