Del 2: Hvad kan efterværn hjælpe med?
2.4 Uddannelse
Hvad kan jeg blive? Og ikke mindst, hvad har jeg lyst til at blive? Det er spørgsmål, som de fleste unge stiller sig, når de nær-mer sig afslutningen af folkeskolen. For de fleste unge er det naturligt allerede ved folkeskolens afslutning at tage stilling til, om de for eksempel vil have en gymnasial uddannelse, en handelsuddannelse eller en håndværksmæssig uddannelse. Og for nogle unge giver dette valg næsten sig selv på forhånd. De har måske længe vidst, at de gerne vil være tømrer eller elektriker, og at det derfor er Teknisk Skole, de skal
søge ind på. Eller de har altid drømt om at blive advokat og ved derfor, at det er gymnasiet og siden universitetet, der er vejen frem. Men der er også mange unge, som føler sig helt på bar bund, når de som 15-16-årige skal vælge, hvad vej de vil gå.
De ved endnu ikke, hvad de gerne vil være og føler sig måske ikke engang motiverede til at gå i skole og lære nyt.
Flere af de unge, som medvirker i den-ne bog, har stået i den-netop den situation, mens andre af de unge har vidst nøjagtigt, hvad de ville være, og hvordan de skulle blive det. I dette kapitel kan du læse om de unges bestræbelser på at finde deres rette
2
hylde i uddannelsessystemet, og om hvor-dan de voksne omkring dem har støttet dem i at gennemføre deres uddannelser.
Hvad vil jeg være?
De ti unge har valgt meget forskellige ud-dannelsesretninger. Én er for eksempel i gang med at uddanne sig som maler, en anden vil gerne være skolelærer, en tredje har gennemført grundforløbet som mø-belsnedker og en fjerde går målrettet ef-ter at blive sygeplejerske. Men fælles for de unge er, at de i løbet af deres efterværns-forløb næsten alle sammen har fået hjælp af pædagoger, kontaktpersoner eller an-dre betydningsfulde voksne til at træffe deres uddannelsesvalg og gennemføre de-res uddannelser.
Mathias har snakket meget med sin kon-taktperson om, hvilken uddannelse han skulle vælge. De har blandt andet snakket om, hvor det var muligt at få arbejde, og om hvordan Mathias’ hverdag ville se ud, hvis han valgte det ene eller det andet fag.
Mads har også snakket meget med sin kontaktperson om, hvilken uddannelse, han skulle vælge og ikke mindst om, hvor-når han skulle søge ind på den. Efter en del overvejelse nåede han frem til, at han gerne ville være skolelærer, men så opstod et nyt dilemma. For skulle han søge ind allerede som 20-årig, så han kun var knap 24 år, når han kom ud som færdiguddan-net lærer? Eller skulle han vente, og få lidt flere år på bagen, inden han gik i gang med drømmeuddannelsen?
Mads fortæller: „Kim var med mig oppe
på lærerseminariet at kigge. Fordi jeg var rime-ligt ung, gjorde vi os tanker om, om det var det rigtige tidspunkt at starte, eller om jeg burde vente. Jeg vil jo gerne arbejde med unge, men det kan jeg jo bare ikke, når jeg selv stadig er forholdsvis ung. Så bliver jeg jo så bare nødt til at arbejde med yngre personer, med børn, det første stykke tid. Det er jo sådan lidt, igen, jeg er jo næsten 24 år, når jeg går ud. Og igen, så er jeg jo kun 24 år, når jeg går ud. Altså, det er sådan lidt, jeg er så gammel, men alligevel er jeg så ung. Men vi snakkede om det, og så beslut-tede vi, at jeg skulle søge ind.“
Mathias lagde sig altså fast på sin uddan-nelsesretning allerede efter folkeskolen.
Og Mads søgte ind på sin drømmeuddan-nelse kort tid efter, at han havde færdig-gjort gymnasiet. Rasmus var derimod no-get længere tid om at finde sin rette hylde.
Men også for Rasmus blev det en voksen, der gav det skub, der skulle til for, at han kom i gang med en uddannelse.
Rasmus fortæller: „Jeg boede sammen med en, der hed Simon, og det var jo sådan en lidt død periode. Jeg var på bistandshjælp, og det var lidt sådan, hvad vil man helst have? Vil man helst have til en lille nol4, eller vil man gå ned og købe de praktiske ting? Og det endte jo selvfølgelig med, at jeg købte en nol og noget junkfood. Lasse [kontaktperson] kunne jo godt se, at det ikke gik så godt, og så sagde han, ‘Ved I hvad, nu skal I virkelig, virkelig til at tage jer sammen, for det her det går sgu ikke. Hvis I bli-ver ved i den der dur, så må vi sgu stoppe samar-bejdet. Og hvis det stopper her, så kan I jo prøve at se, hvordan det er ikke at få noget hjælp.’ Og
4 Koncentrat af cannabis, som gør en hashrus eks-tra stærk.
2
så sagde han klart ud: ‘Så er det jer, der ender med at ligge i en af rendestenene sammen med de hjemløse’. Og det var jeg jo rigtig pissesur over i starten. Men så tog jeg det til eftertanke, for: ‘Ja okay, det var sgu egentlig fair nok.’ Og så tænkte jeg: ‘Okay, nu er jeg ved at nå en vis alder, og det er sgu egentlig ikke det, jeg vil. Jeg har alle kortene på bordet til at komme videre i mit liv.’ Og Lasse og de andre voksne havde også sagt til os, at noget af det vigtigste i ens liv er uddannelse. ‘Få en uddannelse, stort set lige meget hvad, men bare det at du har en uddan-nelse, så du kan vise, at du kan noget fagligt, det er noget af det bedste i verden,‘ sagde de. Og så tænkte jeg: ‘Okay nu skal det til at være’. Og så søgte jeg ind på Erhvervsakademiet som teknisk designer og kom også ind.“
Så langt så godt. Men én ting er at vælge, hvad man vil være og blive optaget på sin drømmeuddannelse, noget helt andet er at gennemføre den.
Hvordan kommer jeg igennem uddannelsen?
Mathias siger: „Det er meget uoverskueligt, når det tager så lang tid. Alting tager jo lang tid. Tre og et halvt år er jo en evighed. Nu har jeg allerede gennemført to år. Utroligt at man har kunnet komme så langt.“
At gennemføre en uddannelse, hvad end det er som tømrer, lærer, sygeplejerske el-ler noget helt fjerde, er for de fleste unge en meget stor udfordring. Først og frem-mest fordi de fleste uddannelser varer i flere år og derfor kræver stor beslutsom-hed og vedholdenbeslutsom-hed at gennemføre. Men også fordi de som regel er fagligt
kræven-de og kræven-derfor forudsætter, at kræven-de unge for-dyber sig i stoffet og bruger mange timer hver dag på at læse lektier, skrive opgaver eller udføre de praktiske opgaver, som læ-repladsen stiller dem.
En del af de unge, som medvirker i denne bog, har allerede fået en uddan-nelse, mens andre af de unge stadig er i gang med at gennemføre deres uddannel-ser. Og de fleste af de unge har haft brug for støtte fra en voksen undervejs i deres uddannelsesforløb.
Nicki fortæller: „Jeg startede på tømrersko-len, lige inden jeg fyldte 17 år, fordi der var nogle folk, der sagde til mig: ‘Du skal have en uddannelse’. Og så tænkte jeg: ‘Nå, okay. Jamen, så prøver jeg da bare det’. Og det gik jo fint nok.
Det var ikke, fordi jeg var helt vild efter at blive tømrer. Jeg gjorde det bare, fordi at der var no-gen, der sagde til mig, at det var vigtigt at have en uddannelse. Og så havde jeg besluttet mig for, at det ville jeg have. Men det har virkelig været en kamp. Og jeg ville ikke have kunnet gøre det, hvis ikke jeg havde haft pædagogerne til at støtte mig.“
Flere af de unge, som medvirker i denne bog, har haft meget svært ved at komme op om morgenen. Udover at motivere de unge til at møde til timerne og lave lek-tier, har de voksne, som havde til opgave at støtte de unge i deres efterværnsforløb, derfor også nogle gange fungeret som vækkeur.
Mads forklarer: „Hvis det ikke havde været for Kim, så havde jeg ikke kunnet tage de af-sluttende eksamener. Jeg led af søvnproblemer og kunne ikke sove om natten. Jeg var virkelig
2
urolig og havde for mange tanker. Tit kunne jeg først falde i søvn ved firetiden. Og så at stå op klokken syv om morgenen, det er ikke altid lige nemt. Kim, han ringede så til mig om morgenen og sørgede for, at jeg kom op. Der var godt nok nogle gange, hvor jeg kunne tage telefonen og snakke med ham og stadig sove. Jeg kan sove utrolig tungt. Men Kim var så også oppe at snakke med skolen og sørge for, at jeg fik lov til at slutte med et rimelig stort fravær.“
Hvordan får jeg lavet mine lektier?
På de fleste uddannelser forventes det, at man forbereder sig til timerne. Tit får man til opgave at læse et vist antal sider om det emne, man skal undervises i. Man kan også få til opgave at forberede et op-læg, som så skal holdes for resten af klas-sen dagen efter. Og så er der selvfølgelig opgaveskrivningen. Næsten alle uddan-nelser kræver, at man producerer nogle opgaver undervejs. På nogle uddannelser forventes det, at man skriver lange teore-tiske opgaver, mens det på andre forven-tes, at man skriver kortere opgaver, hvor
2
man viser, at man har forstået de emner, der er blevet undervist i.
Lektielæsning og opgaveskrivning er noget, som de fleste unge har brug for hjælp til. Og tit er det både faglig hjælp og et motiverende klap på skulderen (eller spark i røven), som de unge har brug for.
Josefine siger: „Ruth [kontaktpædagog] er dygtig fagligt til så mange andre ting. Pædago-gik og psykologi, det kunne hun nok godt hjælpe med, men medicinfag og sådan noget der meld-te hun lidt pas. Så måden, hun hjalp mig på, var en anden måde. Hvis jeg nu var lidt oppe at køre over, at jeg havde så mange lektier for, og jeg ikke kunne nå det, så fik hun mig til at indse, at jeg nok blev hurtigere færdig, hvis jeg gik i gang, end hvis jeg gik og skabte mig over, at jeg havde så mange lektier. Hun sad også nogle gange ved siden af mig og kiggede hen over skul-deren, mens jeg sad med en eller anden opgave.“
Hjælp til lektielæsningen indebærer altså
ikke kun hjælp til det faglige – for ek-sempel til forståelse af tyske tekster eller løsning af svære matematiske opgaver.
Flere af de unge har haft stor gavn af, at der var nogle voksne, som kunne motive-re dem til at få lavet demotive-res lektier og ikke mindst hjælpe dem med at planlægge, hvornår og i hvilken rækkefølge lektierne skulle laves.
Nogle af de unge, som medvirker i denne bog, har som nævnt i kapitel 1.3 været til-knyttet efterværnsmødesteder. Og flere af de unge fortæller om, at de også her har fået støtte til lektierne. Både fra medar-bejderne i mødestederne og fra de andre unge, som kom der. Deciderede studie-grupper og lektiecafeer, har de unge ikke medvirket i, men det er oplagt, at man i mødestederne kunne overveje at oprette nogle sådanne, så de unge kunne få støtte og moralsk opbakning til studierne ad denne vej.
2
Gode råd til de voksne om:
Hvordan du kan støtte den unge i forhold til uddannelse det er en god ide at:
• du undersøger uddannelsesområdet og snakker med den unge om, hvilke muligheder der er – og at du husker at følge op på det, når du er sammen med den unge.
• du holder den unge fast på, at uddannelse er vigtigt.
• du spørger ind til, hvordan det går med skoledagen, kammerater, lektier og så videre. (lad dig ikke nøjes med ‘det går fint...’)
• du forsøger at motivere den unge til at fortsætte uddannelsen, selvom det er hårdt i en periode.
• du hjælper den unge med lektierne.
• du eventuelt skaber kontakt til den unges studievejleder eller lærer og snakker med dem om, hvad den unge har brug for hjælp til. (dog kun hvis den unge selv har givet samtykke til det. gå ikke bag om den unges ryg.) Supplerende faglige erfaringer:
• der kan være problemer med at modtage SU samtidig med andre offent-lige tilskud som for eksempel kontanthjælp. Vær derfor opmærksom på reglerne for SU, når de unge får efterværn, så de ikke kommer til at skulle betale SU’en tilbage, når året er omme.
• der er gode erfaringer med at gøre brug af mentorer og kontaktlærere på flere uddannelsesinstitutioner. Undersøg eventuelt om det er en mulighed på den unges uddannelsessted.
• Hvis der er behov for supplerende psykologhjælp til at fastholde den unge på uddannelsen, så undersøg om det er en mulighed.
• det kan være en god idé at opstille delmål, som påviser den unges udvik-ling.
2
Gode råd til unge om:
Uddannelse det er en god ide at:
• du tager en uddannelse! det fortryder du aldrig.
• du undersøger, hvad der er af uddannelsesmuligheder, inden du vælger en uddannelse. Snak med en UU-vejleder om, hvilken uddannelse der ville være god for dig.
• du snakker med en voksen, hvis du er ved at miste gejsten på din uddan-nelse.
• du beder om hjælp til lektierne – det gør ‘helt almindelige’ unge også. Søg eventuelt lektiehjælp på skolen eller gå sammen med en skolekammerat om at læse lektier. på de fleste gymnasier og tekniske skoler findes der lek-tiecafeer.
• du beder om hjælp til at komme op til tiden om morgenen, hvis du har svært ved det.
• du husker på dine små og store sejre på uddannelsen.