ANDET AFSNIT
I
ntet Menneske kjendte jeg i hele den store By; med en lille Bylt Tøi i et Klæde, kom jeg vandrende ind af Vesterport; Nogle af de Reisende toge ind paa»Gardergaarden« paa Vestergade, jeg gik da der hen, fik mig et lille Værelse, efter at de havde faaet mit Pas, og nu var jeg da, syntes mig, ved Maalet for mine Øn
sker. Nogle Gjenvordigheder vilde der vel nok møde, følte jeg, før alt gik godt, men jeg havde en fast Tillid til Gud og besluttede, ret at nyde den første Dag, det vil sige, slet ikke at sørge, men see mig lidt om paa Gaderne. Aftenen før min Ankomst, var »Jødefeiden«
begyndt, hele Byen var i Bevægelse, det var næsten umu
ligt at arbeide sig gjennem Østergade; de Forvent
ninger jeg havde gjort mig om Menneskemassen slog saaledes til. Uroelighederne forstemte mig ellers en Deel, jeg var saa ene, og det i en ganske fremmed By.
Nogle Koner, der raabte med Blommer, spurgte jeg om Veien tilTheatret, deviiste mig ned gjennem Øster
gade. Jeg stod nu udenfor det Sted, som laae mit Hjerte saa nær. Jeg gik rundt om, saae paa det fra alle Sider, og bad ret i Hjertet vor Herre, lade mig komme derind og blive en god Skuespiller. —
Som jeg bedst gik, traadte en Sjouer, der solgte Billetter, hen til mig, i den Mening at jeg ønskede mig een, og spurgte mig derfor om jeg vilde have en Billet; jeg begreb slet ikke hvad han meente, men troede at det var en Pre
sent, og sagde ja! Da han nu nævnede flere Pladse, og
H. C. Andersens Levnedsbog. 4
50
spurgte, til hvilken jeg ønskede mig, svarede jeg, at det beroede ganske paa hans egen Godhed; men nu blev han vred, kaldte mig en »lang Lømmel!« der vilde gjøre Nar af ham, saa jeg i stor Forskrækkelse løb min Vei! — Næste Dag pyntede jeg mig efter bedste Evne, fik den lange brune confirmations Kjole paa, Skræderkonen havde syet, et stort Kalvekryds og en Hat der næsten faldt mig ned i Øinene; saaledes vandrede jeg ned i Bredgaden til Solodandserinden Mad: Schal, for at af
levere mit eneste Anbefalings-Brev. —Jeg maatte længe vente paa Trappegangen før jeg fik Audients, endelig kom jeg ind. Hun saae paa mig, og hvad hun siden har fortalt mig, troede jeg var lidt gal, thi da hun spurgte mig om jeg havde Talent for Scenen tilbød jeg mig at spille hende en Scene og valgte til dette Anines Rolle i Cendrillon, en Rolle der havde gjort stort Indtryk paa mig, men som jeg kun kjendte af at have seet 2 Gange paa Theatret i Odense, men aldrig læst, eller lært een Melodie af. —Jeg improviserede saaledes Text og Mu
sik og for desbedre at udføre Dandse-Scenen med Tam- bourainen (»Hvad vil Rigdom vel sige?«) satte jeg mine Skoe i en Krog og dandsede nu paa Sokkerne. — Hun kunde, naturligviis ikke give mig stort Haab! Jeg græd, fortalte min inderlige Lyst for Theatret. Jeg vilde gjerne løbe By-Ærinder for hende, nøies med Alt, saa simpelt det maatte være, kun at hun vilde hjælpe mig. — Et Maaltidmad engang imellem tilbød hun mig; (men jeg gjorte aldrig Brug deraf). »Jeg skal tale med Bour- nonville, om De kan komme til Dandsen,« var hendes Ord ved Afskeden og jeg gik nu grædende bort. — Mit næste Besøg gjalt Professor Rahbeck paa Bakkehuset;
han gav mig heller ingen Trøst. Den gamle Iversen havde vel alt skrevet ham et Brev til angaaende mig, men han vidste ikke bedre, end at jeg henvendte mig til Chefen: Holstein; dette udsatte jeg til næste Dag og kom da op til ham, han havde alt for x/2 Aar siden faaet et Brev fra Oberst Guldberg angaaende mig, men da han
5i
nu saae mig, forsikkrede han mig at der var ingen Udi
sigt for mig at komme til Theatret. Jeg var for mager;
havde ingen Figur; vilde opvække Latter paa Scenen.
Desuden ønskede man kun dannede unge Mennesker.
— Jeg blev fortvivlet. Spurgte om jeg da ikke kunde komme til Dandsen. Nei, før i Maimaaned er der slet ingen Muelighed at nogen Antagelse finder Sted, og hvad skal det hjælpe Dem til, Gage kan De dog ikke strax faae, da De endnu slet ikke kan bruges. — Gud i Himlen, først i Mai! og nu vare vi kun i September, min hele Formue desuden, kun nogle faae Rdlr, der smæltede hen hver Dag. — Jeg begyndte at blive ret bedrøvet, følte mig forladt af Gud og Alle. — Nu talte jeg med Madam Hermansen, som jeg havde været paa Reisen med, hun raadte mig, strax at tage med en Skibs-Leilighed tilbage til Odense. — »Nei, heller vil jeg døe!« tænkte jeg; kommer jeg tilbage bliver jeg til Latter for de andre af min Omgivning, naar det endtes saaledes med alle mine høit flyvende Drømme. — Ingen var der, som gav mig Mod eller Trøst, jeg var saa for
ladt, saa ganske Barn, nær kunde jeg have søgt Døden selv, jeg tænkte ordenligt derover, men følte, at det var en Synd, kom her ved til at klynge mig fastere til Gud, og meente at han dog maatte hjælpe! — I Theatret havde jeg endnu ikke været; der dreves jeg uimodstaa- elig hen, skjøndt jeg kun havde sidste faae Skillinger.
Der spilledes Syngestykket: »Poul og Virginie«. jeg kjøbte mig en Billet til Galleriet; gik alt hen ved Døren Kl: 3 om Eftermiddagen, men kom dog kun paa anden Bænk.
— Hvor lykkelig var jeg ikke! min hele Sorg, min ulykkelige Stilling var glemt. — Stykket greb mig mæg
tigt; det forekom mig at der var nogen Lighed med mig selv deri; Poul syntes jeg, lignede mig, og Virginie var for ham, hvad Theatret var for mig. Da derfor Poul i 2den Act rives fra Virginie, brast jeg i en uhyre Graad, det var jo, ligesom med mig, man vilde ogsaa rive mig fra mit Kjæreste □: Theatret. — De der sade
4*
52
omkring mig bleve opmærksomme over min hæftige Graad, gav mig Æbler og talte venlig til mig. — Jeg syntes det var allesammen saadanne pæne Mennesker jeg var sammen med, kjendte slet ikke til Verden, betrag
tede alle som gode og fortræffelige, og fortalte derfor, ganske naivt, hele Gallerie-Logen hvem jeg var, hvor
ledes jeg var reist herover, og hvor frygteligt det var at jeg ikke kunne komme til Theatret, men at det gik mig ligesom Poul dernede. Man saae forundrede paa [mig] og hviskede indbyrdes. — Den lykkeligfe] Slut
ning i Stykket greb mig ligesaa hæftig; jeg blev opfyldt af Mod og Livs-Lyst; syntes at det var umueligt andet, end at det maa gaae godt for mig! — Et Besøg endnu hos Holstein og Mad: Schall, rystede imidlertid bety- deligen mit Haab, men min Beslutning var fast, at jeg ikke vilde vende tilbage til Odense. Naar jeg kom der, skulde jeg lære et Haand værk, hvorfor da ikke lige saa godt gaae i Lære her i Kjøbenhavn. Naar jeg saa om en 6 a 7 Aar bliver Svend, kan jeg gaae til Theatret, saa er jeg vist feed nok, tænkte jeg hos mig selv og gik nu hen paa Adressecontoiret, kjøbte der en Avis og læste igjennem for at see om Ingen ønskede sig en Dreng. — Det var mig det samme hvilket Haandværk jeg lærte, jeg havde lige megen Lyst til dem allesam
men. — En Snedkermester Madsen i Borgergaden var den eneste jeg fandt, og vandrede nu derhen. — Det lod til at være en ret formuende og skikkelig Mand;
jeg sagde ham at jeg var fra Odense, havde ingen Bc- kjendtere her, vil de nu gjerne være Snedker og bad ham antage mig. — Min Theater-Lyst omtalte jeg ikke, da jeg syntes at det var en Skam at jeg ikke var bleven antaget. — Han bad mig skaffe Atester fra mit Hjem og lovede da at antage mig, men jeg skulde tjene ham i 9 Aar som Dreng og da vilde han give mig Klæder og Alt. — Da jeg yttrede, at jeg aldeles intet havde at leve af, (min Formue var smeltet hen til 7 ; var han ædel nok til, at tilbyde mig, jeg strax kunde flytte
53
ind, og saaledes forsøge om jeg havde Kræfter og Lyst til Haandværket. — Næste Morgen Kl. 6 vandrede jeg da der hen, kom ind imellem de andre Drenge og Svende. Der førtes en megen uanstændig Samtale, som fik mig til at blive saa undseelig at de mærkede det;
og nu gik det løs med Drillerie. — Jeg blev saa be
drøvet. Verden var dog slet ikke saaledes, som jeg havde tænkt mig! — Nu maatte jeg med at bære nogle nye Stole i Byen, vi holdt uden for et Huus, hvor de to andre Drenge besøgte en Pige, af deres Familie sagde de, jeg stod imidlertid ved Tøiet. — Da vi kom til vor Bestemmelse med det, blev jeg ikke lidet overrasket, ved at finde, Familien der var: Stiftprovst Tetens der havde confirmeret mig. Fruen nikkede venlig til mig, da hun kjendte mig, men dette allene var nok, til at vække Erindringen om alle mine skjønne Drømme og Forhaabninger, da jeg saae hende sidst. — Grædende vandrede jeg hjemad og da man der vedblev med en raae Lystighed, der laae saa ganske uden for mig, gik jeg fortvivlet ned til Mesteren og sagde, at jeg følte mig ikke skikket til dette Haandværk, at jeg ikke kunde udholde at være der og at jeg vilde sige ham Lev vel!
— Han sagde mig nogle venlige Ord, vilde give mig Mod, men jeg var bestemt, jeg vilde tage med en Skipper tilbage, vis paa, at Skibet nok forgik paa Søen, at vor Herre dog vilde lade det ende saaledes for mig.
— Da jeg kom ned paa Gaden og søgte igjen til Gar- dergaarden blev det mig dog klart, at det var mue- ligt, at Skibet dog ikke forgik for min Skyld, at jeg nu maatte hjem! — Jeg faldt ned paa mine Knæ i Værelset, bad med Fortvivlelse til Gud i Himlen, dog at hjælpe mig! Han kunde jo alting meente jeg, og jeg havde aldrig gjort noget ondt følte jeg. — Da gjennemfoer der mig den Tanke, »min Stemme, som alle roste i Odense«, har jo endnu ingen ved Theatret hørt. — Siboni var dette Aar blevet ansat, havde jeg læst i de fyenske Aviser, jeg fandt hans Bopæl i
»Viin-54
gaardsstrædet«, og gik med bankende Hjerte der hen.
Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes jeg knælede paa Trappen og bad først til vor Herre før jeg ringede paa, og var imidlertid saa bange for at nogen skulde aabne en Dør og see mig i denne Stilling. — Det var om Middagen Kl. 4rc. Siboni havde Fremmede; mel
lem disse, vare blandt andre Digteren Baggesen og Kom
ponisten Weyse. — En Huusjomfrue, der kunde tale dansk, lukkede mig op; jeg fortalte hende meget aaben- hjertigt min Historie og mit Ønske; da hun nu, rime- ligviis havde fortalt dette derinde, kom man styrtende ud for at see mig, som en Kuriositet, jeg kom ind ved Bordet; Baggesen tog mig ved Haanden, spurgte om jeg ikke var bange for noget, man kaldte Recensenter;
bad mig synge og jeg gav dem da en Aria af Kjær
lighed paa Landet: »Nei ingen Pige!« (hvilken jeg i Odense havde lært hos Jomf: Hammer}. — Man ap
plauderede mig lystigt, og jeg bildte mig ind, at det var af sand Beundring. — Siboni lod mig sige at jeg skulde komme igjen een af de følgende Dage. — Da jeg nu kom ud, sagde jeg til Jomfruen, at min hele For
mue kun var 7 og om hun meente at jeg nu blev Sanger ved Theatret og fik Gage. — Hun kunde intet svare mig derpaa, men raadede mig, at jeg næste Mor
gen skulde gaae op til Professor IFgw, da han var den af dem alle, sagde hun, der havde talt med mest Deeltagelse for mig. —
II.
Mit Besøg hos Weyse, fandt da Sted næste Morgen, og hvilken Henrykkelse, han havde 70 Rdlr til mig, man havde skudt sammen. Siboni lovede desuden at naar jeg kunde gjøre mig forstaaelig paa Tydsk for
55
ham, vilde han synge med mig, og jeg maatte da spise i hans Huus om Dagen. — Jeg var som vanvittig af Glæde; nu følte jeg, at hvad jeg drømte og haabede, maatte opfyldes, at den gode Gud ikke forlod mig, og at nu alle Prøvelserne vare forbi. — Overrasket blev jeg i Grunden slet ikke, jeg havde jo tænkt mig det saaledes, og i alle Romaner og Historier gik det jo dog Helten godt tilsidst. Jeg husker endnu, hvorledes jeg i min barnlige Glæde, da jeg gik ned fra Veise, og var ene paa Gangen, kyssede mig selv paa Haan
den og løftede den derpaa mod Himlen for at bringe Gud mit fulde Hjertes Tak. — Weyse raadede mig, at leie mig ind hos nogle skikkelige Folk, og være for
sigtig med Pengene, som jeg skulde faae en bestemt Sum af hver Maaned. — Saamange Penge havde jeg endnu aldrig seet, mindre eiet. Jeg følte mig saa riig, saa lykkelig, og skrev et jublende Brev til Hjemmet.
— Hos en Madam Thorgesen (en Enke) der boede i Holmens-Gade, kom jeg til at logere (og tænk, hun boede just i den smalle Ende af Gaden); jeg var vist
nok, efter min Alder, det barnligste Væsen i det hele Qyarteer der. — Nu faldt det mig ind, at min Moder skulde have en Halv-Søster, der levede i Kjøbenhavn, var Enke efter en riig Søecapitain, hende tænkte jeg at ville tye til, hun kunde jo ingen Skam have af mig, som man alt havde viist, saamegen Interesse. — Ved en Hændelse fik jeg hendes Bopæl opspurgt, uden at det siden har været mig mueligt at erindre hendes Navn, eller jeg har mødt hende, rimeligviis er hun død. — Hun havde i min tidligste Barndom engang været i Odense, var da meget brillant, kom da et Øie- blik ind til mine Forældre og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder, alfor hæftigt og med stærke Ud
tryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender. Jeg var af for barnlig Godmodighed, til at tro, sligt kunde længe vare ved, trængte ogsaa til et Slags Hjem og — som sagt, søgte denne Slags Tante
56
op. — Der var ret pynteligt i hendes Huus, hun tog ogsaa ret taaleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels Moder, som hun for en pyntelig Dame der i Værelset, udskjældte for Raaehed, Mangel paa Dan
nelse og sagde tilsidst: »og see nu sender hun mig oven- ikjøbet, efter at have behandlet mig slet, sit Barn paa Halsen! og det en Dreng, var det endda en Pige!« — Kort efter traadte en fremmed Herre ind, »det er Jom
fruens Kjæreste!« hviskede Tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op paa et Loft, hvor hun opholdt mig med Tale om sine Midler og sagde, at jeg kunde imel
lem komme til hende. Men Maaden hun talte om min Moder paa, den fremmede Dame og hendes Elsker, gjorte et underligt Indtryk paa mig, og da jeg fortalte Maddam Thorgesen derom, gruede min Sjæl, thi jeg saae nu, hvilken Maade den gode Tante levede paa og — jeg saae hende aldrig siden — sikkert er hun død; eller ingen af os kjende hinanden. — For at komme til Siboni skulde jeg lære lidt Tydsk, men hvor
ledes blev dette mig mueligt. — Der levede en Lærer Bruun i Farvegaden, han gav Information deri, jeg gik til ham, han hørte min eventyrlige Historie, fik In- terresse for mig og læste en to Timer frit med mig.
(Siden har jeg truffet ham bosiddende i Aarhuus, hvor han nu er Lærer). Jeg kom nu hen til Siboni; en ita
liensk Kok, en tydsk og en dansk Pige, blev min Om
gang; naar de andre havde spiist fik jeg min Mad op paa Pigekammeret, maatte løbe nogle Ærinder og fik engang eller to om Maaneden en kort Øvelse i Sangen af Siboni, samt Tilladelse til at høre paa ham og det kongelige Sangpersonale, naar der blev gaaet Musik igjennem; saaledes gled et halv Aar hen, da kaldte Siboni mig en Dag ind, sagde mig, at mit Udvortes og mine Manerer vare aldeles imod mig, at jeg ingen Dannelse havde og at min Stemme nu gik over, og syntes at tabe sig; det var ham nu ikke muelig at skaffe mig til Theatret, før om en 3 a 4™ Aar, og at
57
han ikke saalænge kunde have mig i Huset. Desuden var der et andet Subject, der lovede ganske anderledes, nemlig den lille Ida Vulff, som han derfor vilde tage sig af. — (Jeg lukkede hende op, da hun første Gang kom med sin Fader, hun var et lille spinkelt Væsen, i en simpel rød Kjole —). Jeg skulde altsaa bort fra Siboni, stod saaledes næsten paa samme forladte Punkt som x/2 Aar før. Jeg gik grædende til Weyse, og bad ham nu skaffe mig i Lære hos en Uhrmager. — Det var imidlertid Mai-Maaned, den Tid altsaa, Holstein havde sagt, jeg kunde maaskee blive ansat ved Dandsen. Der er endnu Haab for mig tænkte jeg! havde jeg kun noget at leve af. Da huskede jeg paa den guldbergske Familie i Odense, deres Interresse for mig, og at der her i Kjøbenhavn levede en Broder til Obersten; jeg skrev denne et Brev til, fortalte ham min Historie og Stilling, og efter at have saaledes forberedet ham paa mig gik jeg til ham, uden for Nørreport. — Siboni havde jo paa en Maade viist mig sin Dør, min Følelse tillod mig ikke at trygle; min hele Eiendom var kun en io a 12 Daler endnu; hvad skulde jeg gjøre i den frem
mede By? — Professor Guldberg tog ret hjertelig imod mig, han kjendte alt til mig fra sin Broder, og gav mig nogle og 80 Rdlr, som han og hans Venner, blandt andre Komponisten Kuhlau, paa hans Tilskyndelse havde skudt sammen, (jeg fik io Rdlr Maanedlig deraf) desuden lovede Guldberg mig, at jeg maatte komme til ham en Time om Ugen, han vilde da skrive og læse Dansk med mig, efter som han saae af mit Brev at jeg næsten slet ikke kunde bogstavere et eneste Ord rigtigt! — Hvor lykkelig blev jeg ikke, især da han lovede at tale til Lindgreen om mig, der maaskee vilde tage sig af mig. — Jeg gik imidlertid op til Dandsedirecteuren Bournonville, men han var med sin unge Søn reist til Paris, Dahlén havde hans Opsyn med Dandse-Skolen. Guldberg havde givet mig noget Tøi, som jeg pyntede mig med, mine Haar hang mig
58
i lange Lokker om Kinderne, jeg saae vist ganske for
underlig ud, dog tog Hr. Dahlén venlig imod mig, havde
underlig ud, dog tog Hr. Dahlén venlig imod mig, havde