Af V. Nordmann.
N aar man skal tale om Lollands Geologi, er man stillet over for den Vanskelighed, som ligger i, at Øen endnu ikke er systematisk detailleret undersøgt i geologisk Henseende.
Den geologiske Kortlægning af Landet, som »Danmarks geologiske Undersøgelse« paabegyndte i 1889 og som sam tidig sattes i Gang i de nordlige Egne af Landets tre Hoved
dele: Jylland, den fynske og den sjællandske Øgruppe, er af Grunde, som der ikke skal gaas nærmere ind paa her, endnu ikke naaet frem til vor sydligste Landsdel, Lolland- Falster. Hvad vi ved om Lollands Geologi, hviler i Hoved
sagen dels paa Resultaterne af de mere eller mindre dybt- gaaende Boringer efter Vand, som er foretagne her, væsent
lig i industrielt Øjemed, dels paa de som Regel yderst spe
cielle og derfor lidet omfattende Undersøgelser, der fra 5
Tid til anden er udført af Geologerne. En mindre, nogen
lunde samlet Fremstilling af Lolland-Falsters Geologi, som er givet af Tyskeren Bruno Hammermüller, skal her lades ude af Betragtning, da de Resultater, som Forf. særli'g lægger Vægt paa: Israndsliniers og Smeltevandsfloders Forløb, i højeste Grad trænger til at gaas efter i Marken, eftersom de synes at staa ganske i Modstrid med og gaa paa tværs af de Israndslinier, som er kendte i de tilstødende Landsdele, Langeland og Sydsjælland.
Holder vi os imidlertid til, hvad vi kender, saa giver de omtalte Boringer os først og fremmest Oplysning om Lol
lands Undergrund. Det frem gaar af dem, at den dybest kendte Dannelse er Skrivekridtet, der jo, naar vi ser bort fra det i geologisk Henseende stæ rkt afvigende Bornholm, overhovedet er den ældste kendte Dannelse i Danmark.
Boringerne paa Lolland synes endvidere at vise, at Skrive
kridtets Overflade her maa være temmelig ujævn; ganske vist ligger den for Størstedelen under Havfladen, men paa langs gennem Landet gaar der i vestnordvestlig Retning et Strøg, hvor Kridtet forekommer tæt op til Havfladen, ja, paa nogle Steder endog op over denne, saaledes paa Has- selø (paa Falsters Østkyst, S. f. Nykøbing) 1,5 m over Havet, ved Thoreby (N agelsti) 7,5 m, Sakskøbing 2,1 m og Vaabensted 1,7 m over Havet. Andre Steder paa denne Strækning er Kridtet som nævnt truffet tæt un
der Havfladen, saaledes ved T aars 2,3 m, Hunseby 2,3 m under Hvfl., Knuthenborg Avlsgaard 3,2 m, ja, paa Femø kun 0,4 m under Hvfl. Hvis Kridtet paa disse Lokaliteter kan betragtes som faststaaende, strækker der sig altsaa i den nævnte Retning en Højderyg af Kridt, hvorfra Kridtoverfladen sænker sig mod S. og V. saaledes, at det ved Døllefjelde ligger 25 m, ved Rødby henholdsvis 22,8 og 28,5 m og ved Nakskov ca. 27 m under Hvfl. Dette behøver i og for sig ikke at tyde paa nogen særlig ujævn Overflade, thi Afstanden mellem de kendte Lokaliteter er gennemgaaende store i Forhold til Højdeforskellen; men naar man ved Hyllehus ved Taarsvig, ca. 2 km fra Taars, endnu ikke har naaet Kridtet i 108 m’s Dybde, naar det ved Majbølle Saftstation (7 km S. f. Nakskov) ikke er naaet i
188m’s Dybde og naar man ved Horslunde, i Fortsættelsen af den nysnævnte Kridtryg, har boret over 100 m ned uden at træffe Kridtet, saa tyder dette ikke blot paa i alt Fald lokale Uregelmæssigheder, men kan maaske endog antyde, at Kridtundergrunden er gennemsat af Brudlinier og har været Genstand for vertikale Forskydninger.
Det faststaaende Skrivekridt kan, saa vidt vides, i Øje
syneladende faststaaende Skrivekridt, kun dækket af et tyndt Lag Istidsdannelser (M oræneler); i Virkeligheden er dog ogsaa dette Kridt stæ rkt knust og vistnok ogsaa flyttet
der er disse Flintknolde samlede i store, karakteristiske Stengærder som nu for øvrigt er ved at forsvinde.
Det saakaldte nyere Kridt (Limsten, Faxe- og
Saltholms-Fig. 2. Flintestensgærde paa Hasselø 1926.
Fot. Johs. Andersen.
5*
kalk), som af nogle Forfattere regnes til Kridtperiodens Dannelser, af andre til den efterfølgende Periodes, Tertiæ r
tidens, og som ellers ligger oven paa Skrivekridtet over store Strækninger af Danmark, mangler ganske paa Lolland- Falster, der i den Henseende minder om Nordtyskland, hvortil det i geologisk Henseende danner Overgangen.
Tertiærperioden er paa vore sydlige Øer kun repræsen
teret ved faa og lidet udbredte Dannelser. Medens Falster dog kan opvise Aflejringer baade af Grønsand og det saa- kaldte »graa Ler«, der begge hører til Tertiærperiodens ældste Afsnit, den paleocæne Tid, saa er der paa Lolland kun paavist een tertiær Dannelse, en mørkfarvet, meget fed Lerart, som anses for Plastisk Ler, en Havdannelse, som særlig er bekendt fra Skrænterne paa Refsnæs, ved Strib og flere Steder paa Jyllands Østkyst og som er aflejret i Slutningen af den paleocæne, eller i den efterfølgende eocæne Tid. Denne tertiære Dannelse er kun kendt fra Boringen ved Majbølle, hvor den blev truffet i en Dybde af 71 m un
der Jordoverfladen og endnu i 188 m’s Dybde ikke var gennemboret.
Den sidste Jordperiodes, Kvartærtidens, Dannelser har paa Lolland gennemsnitlig en samlet Mægtighed af omkring 15 m, men kan for øvrigt variere meget, lige fra omtrent 1 m ved Sakskøbing og 2,5 m ved Thoreby (N agelsti) til 46 m ved Pederstrup og 71 m ved Majbølle S. f. Nakskov. Af disse Dannelser er Istidens langt de anseligste, og af disse igen spiller det usorterede, af Indlandsisen direkte afsatte stenede Ler, Moræneleret, den vigtigste Rolle, idet det praktisk talt udgør hele Lollands fede og frugtbare Over
flade. Lagdelt Sand og Grus, aflejret af Smeltevandet foran eller under Indlandsisen, kendes vel fra Sand- og Grus
gravene N. f. Nagelsti, ved Sakskøbing (H ardenberg), Kæl
dernæs og frem for alle Birket, men er overalt dækket af et, undertiden kun faa Meter tykt, Dække af Moræneler.
Den Leddeling af Istidens Dannelser i glaciale, mere eller mindre direkte af Isen aflejrede, og inter-glaciale Dannel
ser, afsatte under de mellem Isfremstødene liggende Varme
perioder, hvor Tem peraturen antagelig har været højere end i Nutiden, er endnu ikke paavist her, og det vil saaledes
Fig. 3. Diluvialgrus og Sand med opadbøjede Lag, dækket af Moræneler. Vestlige Grusgrav ved Birket. 1926.
blive vanske
ligt at afgøre, om Lollands Istidsdannel
ser skyldes flere Isdæk
ninger, eller om de kun er at henføre til een, den sidste af de 3 Istider, som er kon
stateret her i Landet. Land
skabsformen1, som hoved
sagelig skyl
des det sidste Isdække, er for Lollands
Vedkom
mende i det aller væsent
ligste en yderst svagt bølget Slette, og da den udgøres af Moræneler, frembyder den saaledes nærmest den Type, der kaldes M o r æ n e f l a d e , hen over hvilken Indlandsisens Rand maa tænkes at have bevæget sig nogenlunde jævnt uden de langvarige Standsninger, der har til Følge, at det af Isen medslæbte Morænemateriale faar Tid til at smelte frem og langs Ran
den danne de voldformede Ophobninger, som kaldes Rand
moræner.
Paa Frejlev Østermark og i den nordlige Del af Roden Skov kan endnu iagttages i nogenlunde uforstyrret Tilstand smukke Bestrøninger af store Sten; saadanne af Indlands
isen hidbragte »løse Blokke« var tidligere spredte over langt større Arealer, men de er senere fjernede under Landets Opdyrkning. Mange Steder vidner de store Stengærder om
fordums Stenbestrøninger, og at det nu tilsyneladende sten
fattige Vest-Lolland tidligere har haft mange store Stene liggende paa Overfladen, frem gaar bl. a. af de store Sten
kamre i Jættestuerne ved Kældernæs og andre Steder, samt af de mægtige Overliggere over det lange Gravkammer i
»Kong Svends Høj«, NNV for Pederstrup.
En Undtagelse fra den almindelige lollandske
Land-Fig. 4. Krydslejret Smeltevandssand (Diluvialsand), dækket af et tyndt Lag Moræneler.
Østlige Grusgrav ved Birket. 1926.
skabsform danner Egne omkring Birket og Ravnsby; dette er i Virkeligheden et Plateauland om end ringe saavel af Højde (mellem 20 og 30 m) som af Udstrækning. Egnen er under og efter Istiden blevet stæ rkt sønderskaaret af Vandstrømme, der har frem bragt dybe Kløfter og Dale, men Plateauformen røber sig ved, at de derved frembragte bakke- lignende Partier er plane for oven og alle af nogenlunde samme Højde.
Det er i Virkeligheden den samme Landskabsform, som vi i langt større M aalestok finder flere Steder i Jylland, f.
Eks. paa begge Sider af Vejle Fjord. »Bakkerne« ved Vejle
er ikke virkelige Bakker, d. v. s. naturlige Forhøjninger el
ler Ophobninger af Jordm asser paa et mere eller mindre jævnt, fælles Underlag, men derimod større eller mindre, af Vandet udskaarne Dele af et plant Højland, et Plateau.
En anden Ejendommelighed ved dette Landskab er de dybe, nu til Dels tørvefyldte, afløbsløse Huller »Kirke
lunge«, »Møllelunge« o. a., som ses mellem »Bakkerne«.
Fig. 5. Udsigt mod Øst over det sønderskaarne Plateauland ved Birket, set fra Vejen S. f. Bavnehøj. Græsmarken i Forgrunden ligger lige saa
højt over Havet som den plane Overflade af „Bakken“, hvorpaa Skoven staar.
Huller af ganske tilsvarende Slags ses ogsaa i det nævnte Plateau saa vel NV. og S. for Vejle. De plejer at betegne den fordums Beliggenhed af en Isrand og er et karakteristisk T ræ k for Randmorænelandskaber, og de anses for opstaaede ved, at Indlandsisen, naar dens Rand rykker tilbage, efter
lader større og mindre Isklumper, begravede i de fremsmel- tede Jordmasser. Beskyttede af Jorddækket kan disse Is
masser holde sig, længe efter at det øvrige Isdække er for
svundet fra Egnen, indtil de omsider smelter og efterlader sig et Hul eller en Fordybning med temmelig stejle Vægge.
Om end egentlige, langstrakte Randmorænebakker ikke er paaviste her saa lidt som paa det øvrige Lolland, saa er der dog foruden de afløbsløse Huller endnu et Par Ting, der kunde tyde paa, at vi her har med et virkeligt Israndsfæno
men at gøre. For det første synes dette Plateauland at
fort-Fig. 6. Højdekort over Odsherred.
sætte sig saa vel mod SØ som mod NØ i de forholdsvis høje Øer Fejø og Femø, hvorved den grunde og flade Sakskøbing Bugt mellem Øerne bliver en »Centraldepression« (Inder- lavning) for en Gletschertunge, hvis Rand da maa antages at have ligget langs det nævnte Bakkedrag. I saa Hen
seende frembyder Egnen om Birket et lignende Udseende som Landskabet i Odsherred med dets Bakkedrag, der i store Buer ligger uden om Inderlavningerne Nykøbing Bugt,
Sidinge Fjord og Lamme Fjord. Jfr. Fig. 6 og 7. For det andet udgaar fra Højlandet ved Birket den store, i sydvestlig Retning løbende Dal, der nu gennemstrømmes af Halsted Aa. Denne Dal, der fortsætter sig i det slangebugtede Flod
løb i Nakskov Fjord, har fuldstændig Karakteren af en
eks-Fig. 7. Højdekort over Lolland. De prikkede Omraader langs Kysterne og i Nakskov og Rødby Fjord er den flade Havbund ud til 4 m’s Dybde.
tram arginal (d. e.: uden for Isranden, af Smeltevandet dan
net) Dal.
Da Indlandsisen havde rømmet Lolland, laa dette altsaa hen som en svagt bølget Morænelerslette, i hvis større eller mindre Fordybninger Vandet samlede sig; i disse Søer og Pytter udskylledes fra Bredderne Ler, som afsatte sig lagvis
paa Bassinets Bund. Dette senglaciale, d. e.: ved Istidens Slutning, dannede Ler, der ved den naturlige Udslæmning er bleven befriet for grovere Partikler som Sand og Sten, er blevet et udmærket Raamateriale for Teglværksfabrikatio
nen. Selv om Bassinerne gennemgaaende kun er lidet dybe, er de til Gengæld ofte af en anselig Udstrækning, saa Ler
mængden er stor nok til, at adskillige Teglværker har kunnet baseres paa dem. Ved et enkelt Teglværk, Helgenæs Tegl
værk ved Nakskov, er man dog ogsaa begyndt at anvende Moræneleret, der danner Underlaget for det senglaciale, stenfrie Ler. Stenene i Moræneleret maa dog først enten fjernes ved Udslæmning eller knuses i dertil indrettede Maskiner. (Se Fig. 1).
I dette lagdelte senglaciale Ler finder man Sporene af den første Planteverden, som tog Lollands Jord i Besid
delse, efterhaanden som Temperaturen steg og Indlandsisen rømmede Landet. Det er dels Frugter og andre Dele af de Vandplanter, som voksede i Bassinerne, dels visne Blade, Frugter, Frø, Stængelstykker o. s. v. af Landplanter, som fra Bassinets Omgivelser er blæst eller skyllet ud i Søen.
Det er de samme Planter: Polarpil, Dværgbirk og Rypelyng (D ryas), som nu til Dags vokser i Polarlandene og Skan
dinaviens Højfjelde, men som under Istiden var udbredt over hele Nordeuropa, lige ned til Sachsen. Levninger af denne højarktiske Flora fra en Tid, hvor M iddel-Temperaturen for Sommerens varmeste Maaned, Juli, kun steg til 8— 10 Gr.
C., er paa Lolland fundet ved Vilhelmshøj lidt 0 . f. Søllested og ved Grænge; paa Falster kendes den fra Bundlagene i Horreby Lyng og Sørup Mose pr. Eskildstrup. I Lerlagene ved Vilhelmshøj og i Horreby Lyng har Dr. Knud Jessen fundet et ejendommeligt Lag af Gytje, som indeholder helt andre og mere varmeelskende Planter (storbladede Birke o. a.) end dem, der findes i selve Leret under og o v e r Gytjelaget. Dette tyder paa, at Temperaturforholdene i Senglacialtiden hverken har været ensartede eller jævnt stigende opad mod Nutiden, men at der er foregaaet Sving
ninger (Oscillationer) i Temperaturen, saa at en kølig Pe
riode, hvorunder det underste Ler ( n e d r e Dryasler)
dan-nedes, er afløst af en varmere, hvor Julitemperaturen kunde stige til 13— 15 Gr., og i hvilken de første Kratskove af Pil, storbladede Birke, Bævreasp og rimeligvis Fyr er ind
vandrede og Gytjelaget dannedes; denne Periode er da atter afløst af en ny, kølig, under hvilken Skovene forsvandt, Po
larfloraen atter blev fremherskende og det ø v r e Dryasler dannedes. Disse Forhold iagttoges første Gang i Tegl
værksgravene i Allerød Teglværk i Nordsjælland og Tempe
ratursvingningen kaldes derfor »Allerød-Oscillationen« og Gytje- eller Tørvelagene kaldes »Allerød-Lagene«. Saa- danne Allerød-Lag er senere iagttagne paa henimod 30 Lokaliteter lige fra Kajser Wilhelm-Kanalen og Egnene ved Silkeborg til Skaane og Bornholm. Derimod beror det
»Allerød-Lag«, som man tidligere mente at have iagttaget i Grænge Teglværksgrave, paa en Misforstaaelse. Allerede Dr. Knud Jessens Analyse af den opbevarede Jordprøve viste, at det formodede Lag bl. a. indeholdt Pollen (Blom
ster-Støvkorn) af Eg, hvilket aldrig er fundet tidligere i noget Allerød-Lag og ogsaa vilde være afgjort i Strid med vore Forestillinger om den Tids Planteverden. Ved mine Undersøgelser af Hanemoses og Grængegaards Teglværks Lergrave fandtes da heller intet »Allerød-Lag«; derimod saas foroven i Lervæggen i sidstnævnte Grav nogle ejendomme
lige, guirlandeformede Buer af Tørv af samme Konsistens som den Tørv, der overalt dækker Leret. Disse Buer var igen mere eller mindre dækkede af Ler; det hele var i Virke
ligheden Udfyldning af gamle Tørve- eller Lergrave, og den ovennævnte Prøve af det formodede »Allerød-Lag« hid
rører sikkert fra en saadan Guirlande. —
Senere i Tiden, da Tem peraturen paa ny var stegen (og vedblev at stige) saa højt, at Skoven paa ny kunde indvandre, voksede der fra Bassinernes Bredder en Hænge- sæk af vandelskende Planter ud over Søen, og denne om
dannedes efterhaanden til en Tørvemose.
Hermed er vi komne ind i det sidste store Afsnit af den nuværende Jordperiode, Kvartærperioden, nemlig den saa- kaldte postglaciale eller alluviale Tid, i hvilken Lollands Naturforhold har gennemgaaet den samme Forandring som
det øvrige Danmarks. Dette Tidsafsnit, hvis Varighed ind
til Nutiden kan anslaas til ca. 9000 Aar, kan efter de paa
viste Klimatforandringer, som røber sig bl. a. i Forandrin
ger i Plante- og Dyreverdenen, deles i den b o r e a 1 e Tid med et mod Slutningen forholdsvis tørt og varmt Klima (Julitemp. ca. 15 Gr. C.), under hvilket vore Skovtræer Fyr, Hassel, El, Elm, Naver, Lind og Eg indvandrer, den a t- 1 a n t i s k e Tid (Julitemp. ca. 17 Gr. C.), mild og fugtig, med Egen som fremherskende Skovtræ, den s u b b o r e a l e Tid med varme, tørre Somre (Julitemp. ca. 18 Gr. C.), hvor Fyrreskoven paa ny breder sig, og den s u b a t l a n t i s k e Tid, hvor Klimaet paa ny bliver baade køligere og fugtigere.
Bøgeskoven begynder for Alvor sin Kamp mod Egeskoven, en Kamp, der for Bøgen ikke er bleven saa sejrrig paa Lollands fede og fugtige Lerjorder som mange andre Steder i Danmark. I den kølige, subatlantiske Tid trænges mange varmeelskende Planter, som var indvandret i de foregaaende varmere Tidsafsnit, atter noget tilbage; blandt disse Planter maa særlig nævnes Hornnødden (Trapa natans) som er kendt især fra lollandske Moser (Stokkemarke, Gallemosen og en Mose paa Søllestedgaards M ark). Den er kendt fra tidlig Egeskovstid og lige op til Bronzealderen (subboreal T id), men den har rimeligvis været her i Landet endnu læn
gere, idet den i Sydsverige er konstateret i Lag fra A n- c y l u s t i d e n (den boreale T id), da Østersøen, afspæ rret fra Forbindelsen med Verdenshavet, var forvandlet til en Ferskvandssø. Da dens Frugter er spiselige, er der en Sandsynlighed for, at dens fordums Udbredelse i Danmark i alt Fald delvis skyldes Mennesket. Knud Jessen1) har paavist Sporene af disse generelle Klimatforandringer flere Steder paa Lolland-Falster f. Eks. i Oustrup Mose og Ravnsby Møllelunge, hvor man øverst har en meget velud
viklet, subatlantisk Hvidmos- (Sphagnum ) Tørv, hvis nedre Del er dannet under saa fugtige Forhold, at den er fuld af Levninger af Blomstersiv (Scheuzeria palustris), en Ka
rakterplante for Hængesæk; den er i Danmarks Nutid kun
’) Lolland-Falster siden Istiden. Lolland-Falsters historiske Aarbog XIII, 1925, S. 76.
fundet voksende i Nordsjælland, paa Falster og 2 Steder i Jylland. Denne subatlantiske Hængesæk ligger med meget skarp Grænse oven paa en Skovtørv med Egestubbe og Stammer, Vidnesbyrd om den subboreale Tids tørre Klima, da Mosens Vandstand var saa stæ rkt sænket, at Skoven kunde vandre ud paa den tørre Overflade.
Lignende Vidnesbyrd om forandrede Tem peraturforhold som dem, Plantelevningerne giver, angives ogsaa af Dyre- levningerne. I det senglaciale Ler ved Grænge er fundet Takker af Tundratidens Hjort, Rensdyret; ved Taaderup paa Falster er fundet et helt Skelet af Elsdyret, den boreale Tids Hjorteart, dræbt af Menneskene i den ældste Stenalder, og fra senere Tidsafsnit kendes fra Lolland Elsdyr, Bæver, Vildsvin, Ulv, Kronhjort og Skovmaar.
I den senglaciale og boreale Tid laa Lolland lige som det øvrige Syddanmark højt, og meget store Dele af det omgivende Hav var da tørt Land. P aa Grund af visse For
hold ved Bjerget Billingen i Vestergötland (Mellem-Sve- rige) er det godtgjort, at Østersøen, hvis Nordgrænse paa hin Tid dannedes her af den mod Nord tilbagevigende Ind
landsis, var opstæmmet til en Højde af 56 m over Skagerak (og det øvrige Verdenshav) ; men for at dette kunde ske, maa Østersøens Forbindelser mod Syd ogsaa have været spærrede, dog ikke ved Is, men ved en Landhævning. Disse Tærskler, Øresunds grunde Del mellem København og Malmø og Darsser Schwelle mellem Gedser og Darsserort, ligger nu adskillige Meter under Havfladen, Darsser Schwelle saaledes 18 m, og vi skal altsaa til de nævnte 56 m føje mindst 18 m, for at Østersøens Afspærring kan være saa fuldstændig, at dens Vand kan stæmmes op til den nævnte Højde. Senere, da Indlandsisens Rand er rykket længere mod Nord, faar Østersøen Udløb over den midtsvenske Lav
ning, hvor de store Søer nu findes, og Vandspejlet sænkes.
Da endnu senere det midtsvenske Sund lukkes ved Landets fortsatte Hævning, stæmmes Østersøens Vand paa ny op.
I Närke i Mellem-Sverige laa dets Overflade 20 m højere end Verdenshavets, og Sydsverige og de sydlige danske Øer maa saaledes have ligget mindst 38 m højere end nu. Det
er Tiden for Østersøens 2den Afspærring, vi kalder A n- c y 1 u s t i d e n efter en lille hueformet Snegl, Ancylus la- custris, som da levede i den dengang ferske Østersø (An- cylussøen). I dette Afsnit, da de danske Øer og Jylland saaledes dannede en Landbro mellem Skandinavien og Mel
lemeuropa, indvandrer efterhaanden den allerstørste Del af de Dyre- og Plantearter, som i den senere Tid beboede disse Egne, og dette Afsnit falder i det store og hele i den boreale Tid. Senere, i Begyndelsen af den atlantiske Tid, begynder de nordøstlige Dele af Danmark at sænke sig ( L i t o r i n a s æ n k n i n g e n ) , Sundet og Bælterne dan
nes og det salte Vand trænger paa ny ind i Østersøen, men denne Sænkning ophører og afløses i den sidste Halvdel af
nes og det salte Vand trænger paa ny ind i Østersøen, men denne Sænkning ophører og afløses i den sidste Halvdel af