Sygefraværsstatistikken giver mulighed for at identificere individer som afviger fra normalen direkte – at finde frem til medarbejdere, som har et ’ugunstigt’ fra-værsmønster. Og til ’regeringen’ af denne gruppe medarbejdere bliver en anden
teknologi taget i anvendelse nemlig sygesamtalen. Om den kan man læse følgende passage fra Berlingske Tidende i starten af 1990’erne: ”Fra 1985 til 1991 lykkedes det Giro Bank at halvere fraværet bl.a. ved at indføre ’sygesamtaler’, uddanne arbejdslederne og øge opmærksomheden på medarbejdernes helbreds-forhold.
Under sygesamtalerne inddrages også andre spørgsmål, f.eks. om arbejdsvilkår, kompetence og eventuelle personlige problemer eller problemer med kollegerne.
’Men der er ikke tale om, at vi forfølger nogen. Vi øger den personliges velfærd - og får en økonomisk gevinst ud af det,’ siger planlægningschef[en].”, Berlingske Tidende, 2. november 1992) Formålet med samtalen er altså at udrede årsagerne til det ’unormale’ sygefraværsmønster, der f.eks. kan defineres som et vist an-tal sygemeldinger indenfor et ½ år eller bestemte usædvanlige kombinationer af fravær over en længere periode. Sygesamtalen får karakter af en form for ’beken-delse’ af alskens private forhold, der kunne have betydning for fraværets længde og frekvens, og som det derfor er vigtigt at få klarhed over, når formålet er at få den indkaldtes sygefravær til at nærme sig de medarbejdere, der har et mere
’gunstigt’ mønster.
Karlsen & Villadsen (2007) fremhæver, at der over de seneste 25-30 år, dvs. side-løbende med den periode, hvor sygesamtalen opstår som ’styringsteknologi’, i det hele taget er kommet en tendens til ’dialogisering’ af forskellige ledelsesrelationer.
Denne udvikling gør ikke relationerne mere egalitære eller magtfri, men omfor-mer blot magten og tilskynder til selvledelse. Hos Foucault omtales denne tendens også ved at sammenligne disse mere moderne former for samtaler med dem, der fandt sted i den katolske kirke i middelalderen, og den ’pastorale magt’, der strøm-mer herfra (Foucault 2008, s. 175-98). Pointen er, at der sker en individualisering gennem samtalen, hvor formålet er at finde frem til netop de (unikke) aspekter af den sygemeldtes arbejdsliv, som er ansvarlige for deres helbredsproblemer, og hvad der ellers er årsag til det unormale sygefravær. Deltageren i samtalen for-ventes at fortælle ærligt om sit syn på sagen f.eks. også ved at få belyst de aspekter i både privatliv og arbejdsmiljøet som kunne være problematiske. Men samtidig forpligter samtalen den sygemeldte på netop de ’sandheder’, som vedkommende selv har ytret, og på den måde ansvarliggør det den sygemeldte. Og kan vedkom-mende alligevel ikke leve op til de sandheder som vedkomvedkom-mende selv har fortalt (eller er sandhederne for hård kost for ledelsen, fordi de indebærer kritik af dem) vil det kunne føre til eksklusion – i dette tilfælde en fyreseddel, særligt hvis syge-fraværet ikke kan bringes i nærheden af det ’normale’ niveau. Sygesamtalen kan på den måde også betragtes som en ’styringsteknologi’, der er med til at normali-sere sygefraværspraktikkerne på de danske arbejdspladser.
Hvis vi vender tilbage til Habermas og hans begrebspar om ’system og livsver-den’ er det dog også muligt at anlægge en lidt anden og måske mere positiv teore-tisk vinkel på sygesamtalerne. I stedet for at se dem som ’styringsteknologier’, der har til hensigt at regere befolkningen delvist bag om deres rygge, kan man også betragte udviklingen som en rationaliseringsproces, hvor uhensigtsmæssige prak-sisformer i livsverdenen udsættes for kritik, og hvor virksomhederne gennem indbyrdes udveksling af oplysninger om sygefraværet kan lære af hinanden med henblik på at skabe den mest ideelle måde at koordinere og organisere forholdet mellem arbejde og helbred på (Habermas, 1987, s. 312-18). To eksempler tjener til at sandsynliggøre denne udlægning: 1) For det første eksistensen af virksomheder med ’patologisk’ høje niveauer af sygefravær sammenlignet med virksomheder i lignende brancher og med en nogenlunde identisk medarbejdersammensætning.
Indenfor sygefraværsforskningen, er der en udbredt forestilling om, at der på nogle arbejdspladser eksisterer en særlig kultur, hvor medarbejderne indbyrdes aftaler, hvornår de skal tage sygefravær uden nogen relation til deres helbreds-status (se f.eks. Sygeplejersken, 17. september 2004). I det omfang, at sådanne ek-sempler er mere end blot vandrehistorier, kan man betragte foranstaltninger med henblik på at udrydde sådanne praksisformer som en rationalisering af livsverde-nen. Her er der altså tale om, at den forholdsvis generøse sygedagpengeordning, der findes i Danmark, og de beskæftigedes mulighed for at tage fravær uden at skulle stå til regnskab for det, med mindre de er sygemeldt i mere end 3 dage, ska-ber mulighed for misbrug af ordningen imod dens hensigt. ’Patologiske’ måder at praktisere sygefraværet på gøres langt vanskeligere, når virksomheder aktivt tager sygefraværsstatistikker og –samtaler i brug. Dermed skal der kunne føres argument for, at et ’unormalt’ højt sygefravær har gode (rationelle) forklaringer, og ikke blot skyldes en problematisk brug af sygedagpengeordningen. 2) For det andet, kunne man tage fat i 120-dages reglen, der med sin oprindelse i funktio-nærloven også rummer en række potentielt patologiske aspekter, der i princippet kan overkommes gennem en rationel anvendelse af såvel statistik som samtaler om sygefraværet. I de tilfælde, hvor 120-dages reglen efterfølges fuldstændig ri-gidt uden hensyntagen til den konkrete situation, den sygemeldte er i, tenderer reglen mod at være et eksempel på det Habermas kalder ’koloniseringen af livs-verdenen’: altså et helt igennem ’abstrakt’ indgreb i den sygemeldtes liv, som ikke tager hensyn til den konkrete livssituation vedkommende befinder sig i, men kun indretter sig i forhold til de juridisk-administrative elementer af sygemeldingen (Habermas 1987, s. 362-3). I det omfang, at 120-dages reglen erstattes af sygesamta-ler, der har til hensigt at udrede årsagerne og konsekvenserne af en given
nedsæt-telse af arbejdsevnen levner det rum til en større fleksibilitet, der respekterer den sygemeldte og yder støtte til, at vedkommende kan finde tilbage til arbejdsplad-sen, også selvom der måtte gå mere end 120 dage inden arbejdsevnen er på fuldt niveau igen.
Men der er også en fare for, at sygesamtalerne i stedet udvikler sig til nye kræn-kelser af de sygemeldtes livsverdener. Et godt eksempel er her de episoder med kræftramte, der i midten af 2000’erne stod at læse i danske medier. Her blev der be-rettet om, hvordan alvorligt syge kræftpatienter skulle følges op i sygedagpenge-systemet på fuldstændig samme måde som andre sygemeldte, uden hensyntagen til den alvorlige situation de befandt sig i. Kommunerne hævdede her, at de ikke kunne ignorere lovgivningen og gøre forskel, selvom det virkede umenneskeligt at behandle de alvorligt kræftsyge på fuldstændig samme måde som andre syge-meldte (Frederiksborg Amts Avis, 8. marts 2008). Når sygesamtalen på den måde bliver til en ’styringsteknologi’ og ikke en (herredømmefri) samtalesituation, som idealet ville have det bliver sygesamtalen et eksempel på, hvordan ’systemet kolo-niserer livsverdenen’ (for en nærmere diskussion se Hansen, 2009, s. 53-9).
Foucault og Habermas supplerer hinanden godt i udlægningen af sygesamta-len som både en ny styringsteknologi, men også som noget, der kan rationalisere livsverdenen yderligere. Og netop dette modsætningsfyldte perspektiv illustrerer på mange måder, hvilket ambivalent forhold, der har været mellem arbejde og helbred siden starten af 1970’erne. På den ene side har først sygedagpengeloven og senere loven om arbejdsmiljø ført til markante forbedringer for de erhvervsak-tives forhold både ifht at undgå at blive syg, men også at kunne håndtere mindre sygdom. På den anden side kan man argumentere for, at disse forbedringer på samme tid har været med til at gøre det langt vanskeligere for dem med et perma-nent suboptimalt helbred at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. I den forstand er der både tale om en rationalisering og en ’normalisering’ af de danske erhvervs-aktives sygefraværspraktikker.
Konklusioner
Hvis vi til sidst skal forsøge at samle op på denne artikels hovedpointer, kan det gøres i tre dele: 1) For det første står det klart, at der i perioden 1950-2010 er sket et skifte i den måde uarbejdsdygtighed italesættes. Fra at tale om sygdomsforfald ændrer diskursen sig til at fokusere på sygefravær. Én mulig forklaring på dette skifte er, at man gav arbejderne frihed til at vælge arbejdet fra selv i de tilfælde, hvor de kun led af småsygdomme som f.eks. forkølelse eller lettere
smertetilstan-de. På den måde bliver tærsklen for, hvornår man kan praktisere sygefraværet autonomt forskudt mod den enkelte lønmodtager, og der bliver mere tale om et valg, man foretager sig, end om en af skæbnen bestemt begivenhed, der overgår én, sådan som ordet forfald lægger op til. Dette indebærer også, at al sygefravær i princippet er mistænkeligt, fordi det i princippet kan være baseret på et valg, og ikke på noget ufrivilligt, der alene påvirker personen udefra. 2) For det andet må man konstatere, at den frihed, arbejderne opnår af den vej, langsomt men sikkert bliver indsnævret, i takt med, at virksomheder og statsmagt opfinder nye (neo-liberale) måder at regere og regulere sygefraværet på. Fra 1960’erne og frem sker der en massiv samfundsmæssiggørelse af sygefraværsfænomenet, som involverer ikke kun staten, men også de danske virksomheder mere og mere intensivt i sy-gefraværsfænomenet og giver sidstnævnte incitamenter til at beskæftige sig med et område, de ikke har været nødt til at være så opmærksom på tidligere. Konk-sekvensen af det er såvel nye interessekonflikter som –fællesskaber, hvor syge-fraværet udgør ét eksempel. Det betyder også, at de medarbejdere, som ikke kan leve op til de produktivitetskrav, der findes på arbejdsmarkedet i højere grad end tidligere bliver udstødt. 3) Slutteligt er det rimeligt at anskue udviklingen sådan, at der til brug for at forholde sig til sygefraværsfænomenet opstår en række tekno-logier, der har til hensigt at normalisere måden sygefraværet praktiseres på i sær-deleshed sygefraværsstatistikken og syge- og omsorgssamtalerne. Fælles for dem begge er, at de på forskellig vis ansvarliggør ikke kun den sygemeldte, men også den potentielt sygemeldte medarbejder, der tvinges til at reflektere over eget syge-fravær – enten på grund af sygesyge-fraværsstatistikken på arbejdspladsen som helhed (i de tilfælde hvor vedkommende selv har et sygefravær indenfor normalområdet) eller helt eksplicit som en del af de syge- og omsorgssamtaler, der vinder frem fra midten af 1980’erne. Måden at praktisere sygefraværet på bliver altså mere refleksivt, og dette kan ses som både en frigørelse og som det modsatte: en fornyet tvang – ikke længere af økonomisk, men af politisk karakter. De mest ’ugunstige’
sygefraværspraktikker må lade livet gennem den rationalisering af livsverdenen, disse ’sikkerhedsforanstaltninger’ muliggør.
Selvom det er sædvanligt at tale om en afstandardisering af arbejdet i det mo-derne samfund (Beck, 2000) er det måske ikke helt forkert at hævde, at der – når det kommer til helbredet for de erhvervsaktive – sker en standardisering, hvor det bliver stadig mere vanskeligt at finde plads til de mennesker, som ikke kan arbejde med fuld produktivitet. Det er i hvert fald én af de historier, der kan fortælles om forholdet mellem arbejde og helbred, når man bruger sygefravær og midlertidig uarbejdsdygtighed som en måde at anskue de to på.
Noter
1: Artiklen er en omskrevet og uddybet version af dele af kapitel 2 i min afhandling En sociologisk fortælling om sygefravær. Aalborg: Aalborg Universitet. Mange af ana-lyserne blev foretaget da forfatteren var ansat på Arbejdsmedicinsk Klinik, Region-shospitalet Herning. Forfatteren vil gerne takke medlemmer af forskningsgruppen CASTOR, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet for - af flere omgange - at have kommenteret på tidligere versioner af manuskriptet.
2: Personlig korrespondance med Dansk Sprognævn, telefonisk 26. februar 2008. Ved nærmere granskning viser det sig dog, at Dansk Arbejdsgiverforening allerede i slut-ningen af 1960’erne bruger termen her (se f.eks. Arbejdsgiveren, 1968) og man kan finde ordet sygefravær i en artikel fra Ekstra Bladet, d. 5. december 1969, som netop omtaler én af Dansk Arbejdsgiverforenings udgivelser om emnet.
Referencer
Arbejderen, årgang 1956.
Arbejdsgiveren, årgang 1968-1986.
Beck, U. (2000). The Brave New World of Work. Cambridge: Polity Press.
Berlingske Tidende, 2. november 1992.
Betænkning (1969). Det sociale tryghedssystem. Struktur og dagpenge. Betænkning nr. 543.
Socialreformkommissionen af 1964. København: Socialministeriet.
Bredgaard, T. (2004). Virksomhedernes sociale ansvar – fra offentlig politik til virksomhedspolitik.
Ph.d.-afhandling. Aalborg: Aalborg Universitet.
Dagbladet Information, 4. september 1974.
Danmarks Statistik (2001). 50-års oversigten. København: Danmarks Statistik.
Dansk Arbejdsgiverforening (1971). Fravær fra abejdet – sygefravær og andet fravær. Køben-havn: Dansk Arbejdsgiverforening.
Dean, M. (2010). Governmentality. Power and rule in Modern Society. Second Edition. London:
Sage
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (1918-1956). Ordbog over det danske sprog. Bind 1-28.
København: Gyldendal (http://www.ordnet.dk/ods/).
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2003-2005). Den danske ordbog. Bind 1-6. Køben-havn: Gyldendal (http://www.ordnet.dk/ddo/).
Due, Johannes (1972). Fravær på arbejdspladsen : med særlig henblik på fravær med sygdom som angivet årsag. Århus: Århus Universitet.
Ekstra Bladet, 5. december, 1969.
Esping-Andersen, G. (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Cambridge: Polity Press Folketingstidende årgange 1973/74, 1982/83.
Frederiksborg Amts Avis, 8. marts 2008.
Foucault, M. (1978). The History of Sexuality. Volume I: An Introduction. New York: Random House.
Foucault, M. (2008). Sikkerhed, territorium, befolkning. Foreslæsninger på Collège de France 1977-1978. København: Hans Reitzels Forlag.
Habermas, J. (1987). The Theory of Communicative Action. Vol. 2. The Critique of Functionalist Reason. Cambridge: Polity.
Hansen, H.C. (1974). Historien om sygekasserne. Aalborg: De samvirkende centralforeninger af sygekasser i Danmark.
Hansen, C. & Andersen, J. (2008). Going ill to work – what personal circumstances, atti-tudes and workrelated factors are associated with sickness presenteeism?. i Social Sci-ence & Medicine, Vol. 67, s. 956-64.
Hansen, C. (2009). En sociologisk fortælling om sygefravær. PhD-afhandling. Aalborg. Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation.
Jensen, E. & Møller Nielsen, K.A. Sygelønnen – et problem der bør løses NU. Sygekasseti-dende, december 1955, s. 300-306.
Johansen, K. et al. (2008). Controlling sickness absence: A study of changes in the Danish sickness absence legislation since 1973. I Health Policy, Vol. 86, No. 1, s. 109-118.
Jonasen, V. (2004). Den kommunale danske velfærdsstat – gennem fire socialreformer og fire mellemtider. I Ploug, Henriksen og Kærgård (red). Den danske velfærdsstats historie.
København: Socialforskningsinstituttet 04:18, s. 202-222.
Karlsen, M. & Villadsen, K. (2007). Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsig-gribende ledelsesteknologi. i Dansk Sociologi, Vol.18, Nr. 2, s. 7-28.
Koselleck, R. (2007). Begrebshistorie og socialhistorie i Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling.
København: Hans Reitzels Forlag, s. 57-81.
Lemke, T. (2001). The birth of bio-politics: Michel Foucault’s lecture at the Collège de France on neo-liberal governmentality’ i Economy and Society, Vol. 30, No. 2, s. 190–207.
LO-Magasinet, årgang 1998.
Madsen, P.K. (2004). The Danish model of ’flexicurity’: experiences and lessons i Transfer:
European Review of Labour and Research, Vol. 10, s. 187-207.
Mortensen, K. (1946). Den danske Sygekassebevægelses Historie i korte Træk. København: Fr.
Weiss Bogtrykkeri.
Rasmussen, E., Eriksen, O., Ejlertsen, G. & Rye, H. (2002) Hellere værftsbisse end bondekarl og 24 andre fortællinger fra Lindø. Munkebo: Foreningen Munkebo Bøger.
Rønsnæs, S. Indtægtstab under sygdom. En ny undersøgelse af lønmodtagernes vilkår.
Sygekassetidende, marts 1955, s. 68-71.
Sygeplejersken, 17. september 2004.
Vejle Amts Folkeblad, 11.januar 2010.