Standarder

Regeringen vil ikke påtvinge virksomhederne CSR. Det er frivilligt i den udstrækning et "burde" og

”bør” er frivilligt. Men der er ikke tvivl om, at regeringen har et ønske om at styre virksomhederne i retningen af mere CSR.

Et vigtigt element i regeringens værktøjskasse for at gøre virksomheders arbejde med CSR mere effektivt, er standarder. Regeringen henviser til standarder, så som FN's retningslinjer om

menneskerettigheder og erhvervsliv, FN's Global Compact, OECD's Retningslinjer, ISO 26000 og S-397, Principper for ansvarlige investeringer (PRI) og Global Reporting Initiative.

50 Foucault (2009), p 262

33 af 78 Der bliver også lagt stor vægt på internationale principper i regeringens handlingsplan fra 2012.

Dette er næppe overraskende set i lyset af, at en stor del af de danske virksomheder arbejder på tværs af landegrænser. Herhjemme er der ofte stor klarhed om, hvad det omgivende samfund forventer. Det er i højere grad, når virksomhederne opererer i tredjeverdenslande, at

internationalt anerkendte standarder kommer virksomhederne til gode. Regeringen antager at, mange virksomheder ønsker at drive ansvarlig forretning men mangler viden om, hvordan man gør. Dette vil regeringen afhjælpe ved at give målrettet vejledning i, hvordan dette kan gøres.

Hvis det samtidig er rigtigt, at CSR er et konkurrenceparameter, altså at virksomheder konkurrerer om være de mest moralske og ansvarlige - eller i det mindste om ikke at blive udskammet som det modsatte - vil man kunne se standarderne som nødvendige for at bedømme social adfærd og for at opnå legitimitet. En sikker strategi at holde sig på den rigtige side moralske faldgrupper.

Lovgivningen er på den måde ikke en optimal standard for god opførsel men udgør i stedet en række minimumskrav, præcis som vi kender det på individniveau. Lidt populært sagt: Det er ulovlig at udøve vold, men optimalt set vil vi gerne have, at du behandler dine medmennesker bedre end bare at undlade at være voldelig. På samme måde forventer vi, at virksomhederne præsterer over loven. Standarderne har her den funktion, at de kridter banen op og opstiller spillereglerne, præcis som vi kender det fra markedet, hvor regeringen også udformer spillereglerne. Standarderne er selvfølgelig frivillige, men det vil blive opfattet negativt, hvis virksomhederne ikke vil indordne sig under de gældende standarder. Specielt hvis virksomheden samtidig påstår at arbejde med CSR. Man kan på denne måde sige, at standarderne gør det nemmere for virksomhederne at orientere sig om interessenternes forventninger til

virksomheden - og for interessenterne at orientere sig omkring en virksomheds CSR-politik.

CSR- standarderne kan også ses som et grænseland mellem soft og hard law. Det er ikke hard law, da der ikke er nogen form for straf, ingen sanktionerne, hvis standarderne ikke bliver over holdt.

Udover naturligvis, at virksomheden ikke vil kunne proklamere at leve op til denne standard mere.

Man bliver så at sige ekskluderet fra det gode selskab - med de konsekvenser det kan have for anseelse, branding, medarbejdertilfredshed, etc.

En anden funktion standarder har er, at de er grænseløse. Selvom et uland måske mangler lovgivning på områder som menneskerettigheder, kan standarder træde ind i stedet. Standarder er på den måde med til at hæve niveauet for ansvarlig virksomhedsadfærd, når virksomheder knytter sig til disse. Med andre ord: Skal en stor dansk virksomhed entrere med en ugandisk

34 af 78 underleverandør, er der måske ikke relevante lokale regler for sikkerhed, brug af kemikalier, korruption. Her kan det være en fordel at kunne støtte sig til de internationale standarder.

Standarder transformerer sig på den vis til en slags code of conduct, hvor man indordner sig efter nogle bestemte normer, og ikke andre. Der er dog samtidig noget, standarderne ikke kan fange, da de umuligt kan indeholde alting. De ting, der beskrives i standarderne, kan opfattes som udvalgte fokuspunkter - antikorruption beskrives typisk, mens aggressiv skatteplanlægning typisk ikke nævnes og dermed overlades til virksomhederne selv. Det reproduceres: Standarderne udvælger noget frem for noget andet, og det samme gør regeringen ved at henvise til disse standarder. Der i sig selv er selvfølgelig ikke nogen grund til at standarder ikke kan ændres, og der findes som førnævnt mange forskellige standarder for CSR arbejde. Men det interessante her er, hvordan standarder bliver til en slags code of conduct - en i virksomheden udpenslet rettesnor.

Altså bliver standarder en ledelse af ledelse, og ikke mindst selvledelse. Med Foucaults ord:

governmentalitet.

CSR standarderne driver lederne til at styre virksomheder i en bestemt retning, frem for en anden.

De så at sige indsnævrer handlingsrummet men skaber samtidig et nyt, hvis man tror på standardens relevans og legitimitet, mere korrekt imperativ. Det er netop det, Foucault kredser om, når han beskriver governmentalitetsbegrebet. At styre styring. Ikke ved hård lov men ved ledelse gennem bestemte værdisæt og rationaler. Ifølge Foucault er det at styre styring altid beslægtet med bestemte rationaler. Hvilke rationaler, der går forud for skabelsen af de

internationale standarder, ligger uden for dette speciales rækkevidde at gå i dybden med. Det skal dog siges, at det for de fleste standarder gælder, at de tager udgangspunkt i et værdisæt og et rationale, som er af vestlig oprindelse. Ved at multinationale selskaber indordner sig under disse standarder, vil det også have en afsmittende effekt på arbejdsmarkeder, som ikke er indordnet under vestlige værdier. Her kan det eksempelvis være, at en virksomhed indordner sig under UN Global Compact, og derfor skal søge at arbejde mod diskrimination af kvinder, og derfor stiller krav til en leverandør om at ændre deres politik på det område. Standarderne bliver på den måde til et værktøj, som knytter sig an til udenrigspolitik og styring af styring på globalt plan.

Standarderne er et effektivt værktøj til at fremme et indre selvstyre, hvilket gøres ved at hæfte sig på eksisterende strukturer og rationaler i samfundet. Det er samtidigt frivilligt at indordne sig under disse standarder, og man bør derfor opfatte det som noget, der fremmer et indre selvstyre.

Virksomheder indordner sig, så at sige, efter de rationaler der findes i standarderne. Og ved at regeringen henviser til disse, bliver standarderne til et synligt styringsfelt.

35 af 78