I det historiske essay understregedes, at handicappolitikken oprindeligt hand-lede om at udgrænse anderhand-ledes mennesker ved at placere dem uden for det almindelige samfund (totale institutioner). De anbragtes, levede og døde inden for institutionens rammer. Deres mulige netværk blev derfor i de fleste tilfælde begrænset til de øvrige anbragte og undertiden også biologisk familie (Jensen
& Sørensen 2012). Tanken om sociale netværk bliver først aktuel i forbindelse med udlægningen af åndssvageforsorgen. Især i det seneste årti har der været opmærksomhed på mennesker med funktionsnedsættelser – nærmere betegnet mennesker med udviklingshæmmede og mennesker med sindslidendes net-værk.
I dette kapitel præsenteres viden, der omhandler målgruppernes mulighed for at danne og vedligeholde sociale netværk. Kapitlet indledes med en beskrivelse af temaets videnssøjler, dernæst gives en kort beskrivelse af begrebet socialt netværk. Dette efterfølges af en beskrivelse af målgruppernes mulighed for at danne og vedligeholde socialt netværk, ligesom netværkers betydning for men-neskers trivsel bliver diskuteret.
BeskRIVeLse AF teMAets VIdeNssøJLeR
Temaet resumerer viden fra 11 publikationer fordelt på fire vidensøjler, herun-der 3 praksisfortællinger, 3 unherun-dersøgelser og evalueringer, 2 forskningsproduk-ter og 4 lærebøger og værktøjer.
socIALt NetVæRk
Der har snart i mange år været konsensus om, at mennesket er socialt, og at det fra fødslen eller endda tidligere er rettet mod at indgå i samspil med andre mennesker. Dette betyder også, at det sociale og muligheden for at være en del af sociale netværk tillægges betydning for menneskers trivsel, udvikling og op-levelse af at leve et liv, der er værd at leve.
Et socialt netværk består af forbindelser mellem mennesker, typisk set fra den enkelte persons perspektiv. Et socialt netværk skaber støttegrupper for med-lemmerne, og disse kan knyttes gennem både stærke og svage bånd, hvilket af-spejler graden af kendskab, tilgængelighed, fortrolighed og støtte mellem de, der indgår i netværket. Det oprindelige sociale netværk var familien, men i det moderne samfund indgår den enkelte i forskellige netværksgrupper, som enten erstatter familiens betydning eller udgør et betydningsfuld supplement til fa-milien. Ofte vil det være således, at den enkelte indgår i flere forskellige sociale netværk.
MåLgRuPPeRNes MuLIgHed FoR At dANNe og VedLIgeHoLde NetVæRk
Hansen (2000 og 2002) har ved brug af en diskursanalyse indsamlet viden om betydningen af sociale netværk for mennesker med udviklingshæmning. Han-sen konkluderer, at relationer mellem mennesker med udviklingshæmning og deres sociale netværk har udviklet sig i lyset af et historisk perspektiv, og at net-værket i høj grad påvirkes af diskurserne. Den diskurs, der gør sig gældende i dag, betragter og forstår sociale netværk som havende en stor værdi for menne-sker med udviklingshæmning. Især det sociale arbejdes betydning fremhæves som værdifuldt. Det socialpædagogiske arbejde med menneskers livshistorier fremhæves som et metodisk redskab til at støtte mennesker med udviklings-hæmninger til at skabe og vedligeholde sociale netværk.
I Olsen (2000) præsenteres en landsdækkende undersøgelse foretaget af Social-forskningsinstituttet (SFI). Undersøgelsen har til formål at undersøge voksnes holdninger til mennesker med et handicap. De generelle holdninger til menne-sker med et handicap afspejler, at størstedelen af de adspurgte er positive over-for handicappede. Til gengæld viser undersøgelsen, at holdningerne er neutrale eller præget af, at de adspurgte sjældent forholder sig til mennesker med handi-cap og endog endnu sjældnere har en social relation. De faktorer, der genererer positive holdninger til mennesker med et handicap, er, hvis de voksne har haft handicappede venner i barndommen, dyrker fritidsaktiviteter med handicap-pede, eller hvis de har set film eller læst om mennesker med handicap. Under-søgelsens helt centrale konklusion er, at mennesker med og uden et handicap i mødet med hinanden kan fremme sameksistensen og de handicappedes sociale integration (ibid.).
Denne undersøgelse er 12 år gammel, og ingen af de resterende publikationer under dette tema har siden hen undersøgt, hvorvidt forholdet mellem menne-sker med og uden handicap har ændret sig i denne periode.
Til gengæld beskriver Bjerre (2008) og Bjerre & Kayser (2008) nødvendigheden af, at en del af den socialpædagogiske intervention i botilbud for mennesker med en fysisk og/eller en kognitiv funktionsnedsættelse består af netværksar-bejde.
Bjerre beskriver de særlige betingelser, der kan være for dannelse og oprethol-delse af sociale netværk, som mennesker med handicap lever med i deres dag-ligdag i botilbud, og Bjerre fremhæver behovet for støtte i form af regelmæssig-hed i kontakt, frivillige netværk og det at have ”et fælles tredje” at være sammen om (Bjerre 2008).
I den anden publikation beskrives de fysiske rammer for samvær som væsent-lige for netværksdannelse. Genoptagelsen af kontakt med pårørende og netværk udenfor og i botilbud beskrives ligeledes, og i den forbindelse er støtteperso-nerne omkring den enkelte af helt væsentlig betydning, hvis netværksdannelsen skal lykkes (Bjerre & Kayser 2008).
I direkte forlængelse har Jensen (2009) undersøgt socialt netværksarbejde som en del af det pædagogiske arbejdsfelt. Denne publikation er baseret på undersø-gelser af voksne med udviklingshæmning og tager udgangspunkt i pædagogers hverdagsarbejde i forhold til netværksdannelse og vedligeholdelse.
Jensen konkluderer, at netværksarbejde grundlæggende handler om at skabe muligheder for den enkeltes deltagelse i mange forskellige fællesskaber. Der fremhæves i særdeleshed, at pædagogen skal have øje for de svage bånd, der er karakteriseret ved at være den type relationer, hvor man hilser, småsnakker og genkender hinanden (ibid.).
En publikation, der vedrører målgruppen mennesker med en fysisk og/eller kognitiv funktionsnedsættelse, er en rapport, der specifikt henvender sig til for-ældre og professionelle omkring døvblinde børn. Rapporten er en vejledning til det professionelle netværk omkring børnene og er baseret på erfaringer i forhold til netværksbaseret konsulentbistand og informationsteknologi (Vi-denscenter for Døvblindefødte 2007).
Den eneste publikation, der forholder sig til mennesker med en sindslidelse, er en evalueringsrapport for 22 socialpsykiatriske projekter omhandlende netværksdannelse for sindslidende (Bengtsson & Røgeskov 2009). Fælles for projekterne er, at målgrupperne er unge mennesker, der endnu ikke har haft kontakt til behandlingssystemet. Der er en bred enighed i alle projekterne om, at netværk kan bidrage til at hæmme eller standse målgruppens udvikling af egentlige sindslidelser.
I forlængelse af dette giver evalueringen anvisninger til konkrete tiltag, der kan hæmme udviklingen af en sindslidelse, herunder sociale aktiviteter med andre unge eller pårørende, netværk af frivillige unge og kontaktfamilier. Evaluerin-gen konkluderer, at professionelle støtter de unge i sociale aktiviteter, således at den unge i egen bolig ikke er overladt til sig selv (ibid.).
3 publikationer præsenterer en række metoder, man som medarbejder kan tage i anvendelse for at støtte målgruppernes muligheder for at etablere sociale net-værk.
Kayser (2006) præsenterer fem metoder, medarbejdere i et botilbud for yngre mennesker med funktionsnedsættelser kan benytte sig af. Tre af metoderne kan tages i anvendelse, når beboeren skal støttes i at formulere sine ønsker til et socialt netværk. Det handler om metoderne Spindelvævet, Livshistorier og Per-sonlige interviews. De to andre metoder Østerskovsmodellen og Vi-netværket bygger på arbejdet i grupper med henblik på at afklare mål og ønsker til sociale netværk.
Bjerre (2006) præsenterer tillige en metode til at støtte mennesker uden verbalt sprog, således at de lettere kan kommunikere med andre. I første del beskrives, hvordan støttepersonen til personen med kommunikationshandicap har en for-pligtigelse til samt mulighed for at støtte op om kommunikationen. Dernæst præsenteres en række metoder, som er udviklet i samarbejde med en række forskellige botilbud og genoptræningscentre. De fortæller, hvordan støtteper-sonen kan gribe det metodisk an. Specielt fremhæves observation, dagbøger og livshistorie. Endvidere berører publikationen it-støttet kommunikation, herun-der hvordan internet, computerspil og livshistorien i digitale billeherun-der kan være omdrejningspunkt for kommunikationen.
Endelig præsenterer Bjerre (2006a) nogle af de barrierer, der kan vise sig for den enkelte i forhold til at tage initiativ til at udvikle sociale netværk. I forbin-delse hermed gives en række gode råd til personalet om, hvordan de ansatte kan
støtte personen med handicap, således at han/hun kommer til at mestre denne færdighed og dermed blive aktiv deltager i fællesskabet. Der gives eksempler på, hvordan der i et bofællesskab har været arbejdet med det at tage initiativ, bl.a. ved at støtte beboerne i at afholde bruger-styrede aktiviteter samt deltage i brugerkurser. Endelig beskrives det, hvilke roller de professionelle kan have, når de skal understøtte borgerens egen initiativtagen.
En sidste undersøgelse (Voksenhandicapundersøgelsen, Tema 3, 2012) viser, at borgerne bruger lokalsamfundet til forskellige aktiviteter, om end undersøgel-sen også her vidner om, at de inkluderende aktiviteter såsom deltagelse i for-eningsliv og samvær med naboer kun er aktuelt for et mindretal. 94 % af besva-relserne viser, at borgerne bruger lokalsamfundet ved indkøb. 92 % at de bruger lokalsamfundet ved udflugter. 39 % at de bruger lokalsamfundet ved deltagelse i foreningsliv. 74 % at de bruger lokalsamfundet ved deltagelse i lokale arrange-menter. 19 % at de bruger lokalsamfundet ved samvær med naboer.
Den fysiske placering af tilbuddet kan have en stor betydning for borgernes mulighed for at deltage i lokalsamfundets forskellige aktiviteter. Her viser un-dersøgelsen, at 81 % af besvarelserne siger, at tilbuddene har en rigtig god eller god placering i forhold til en god brug af lokalsamfundet. 19 % af tilbuddene har en mindre god eller dårlig placering.
Undersøgelsen viser, at borgernes fællesskaber er præget af fællesskaber med dem, de bor sammen med, og at de er begrænset i deres fællesskaber med det omliggende samfund. De har i ringe grad en aktiv rolle i forhold til de fælles-skaber og sociale aktiviteter, de deltager i. Borgernes fællesfælles-skaber samler sig typisk om aktiviteter så som sport, kultur mv. (58 %), ligesom de er minded for relationer til og kontakt med venner, familie mv. (86 %). Meget få, kun 8 %, er orienteret mod de samfundsmæssige aktiviteter – så som at deltage i en bruger-organisation, det politiske liv mv.
På spørgsmålet om de sociale netværk og fællesskaber typisk er med andre bor-gere med funktionsnedsættelser, er svaret, at 12 % af borgerne udelukkende har deres sociale netværk og fællesskaber med andre borgere med funktionsned-sættelse. For 48 % af borgerne er mange af deres sociale netværk og fællesskaber med andre borgere med funktionsnedsættelse.
Når borgerne deltager i fællesskaber og sociale sammenhænge, er de først og fremmest fysisk til stede (47 %). 27 % deltager aktivt, mens kun 16 % deltager aktivt og påvirker aktiviteten. Der er blot 10 % som deltager aktiv og er med i planlægningen af aktiviteterne.
oPsAMLINg
Der er ingen tvivl om, at mulighederne for at etablere og indgå i sociale netværk har afgørende betydning for menneskers trivsel. Det er i det enkelte menneskes sociale netværk, at vedkommende oplever at høre til og betyde noget. Ligeledes er det i de sociale netværk, den enkelte kan opleve anerkendelse, for hvad han/
hun er, opleve sig betydningsfuld og have indflydelse.
Vidensopsamlingen peger på:
1. Betydningen af den professionelle støtte i dannelse af netværk 2. Den generelle betydning af netværker for målgruppen 3. Betydningen af udviklingen af metoder i dannelse af netværk 4. Netværk uden for botilbud er begrænsede