3 Karakteristika ved unge i psykisk mistrivsel
3.6 Sammenhænge mellem symptomer på psykisk mistrivsel og kliniske diagnoser
-Ud fra denne opgørelse/analyse vil målgruppen for de indsatser, som denne undersøgelse skal kortlægge, helt sikkert opfatte gruppe 5 med lav grad af mental trivsel, selvom man ikke kan ude lukke, at nogle af de unge, som falder i grupperne med et mere moderat eller jævnt trivselsbillede, også kan være omfattet af de indsatser, vi skal identificere.
3.6 Sammenhænge mellem symptomer på psykisk mistrivsel og kliniske diagnoser
3.6.1 En case: Depressive symptomer
Der findes intet systematisk overblik over, hvor mange af de unge der i undersøgelser har rappor teret at lide af angst, spiseproblemer mv., som faktisk har fået en lægelig stillet diagnose på deres problem. Men ud fra det ovenstående må vi tro, at det kun er en mindre del af de unge med mistriv selsproblemer, som også har en diagnose. Fordi de fleste undersøgelser er baserede på tværsnits data, som tilvejebringer et øjebliksbillede, er der heller ingen fyldestgørende viden om, hvor dybtgå ende eller vedvarende de unges mistrivselsproblemer er.
I en analyse baseret på SFI’s forløbsundersøgelse af børn født i 1995 (Ottosen & Montgomery, 2016) forsøgte vi at erhverve en bedre forståelse af disse problemstillinger, idet vi brugte depressive symptomer som casen. Med en livstidsprævalens på 17-18 pct. (www.depressionsforeningen.dk) er depression en ganske udbredt sygdom i befolkningen, og den debuterer ofte i puberteten. Under søgelser har vist, at depressioner i ungdomsårene øger risikoen for depressioner senere i livet 2-3 gange, og at disse da oftere er alvorlige og længerevarende (Due et al., 2014).
Analysen fulgte 3.742 unge over to dataindsamlingsrunder, fra de var 15 år, til de var fyldt 18 år. I begge dataindsamlingsrunde anvendte vi screeningsspørgsmål fra måleinstrumentet DAWBA (Deve lopment and Well-Being Assessment), som bruges til at generere psykiatriske ICD-10 og DSM-IV di agnoser blandt børn, unge og voksne. Screeningsspørgsmålene danner grundlag for at vurdere, om der er behov for en nærmere udredning for depression. Derved identificerer analysen den gråzone af unge, som vil have behov for en psykologisk, lægelig eller psykiatrisk undersøgelse for at afklare, om de kandiderer til en egentlig psykiatrisk diagnose. Analysen opererer derfor inden for et kontinuum, hvor nogle unge må forventes at være dybere berørt af de nævnte problemstillinger end andre.
I 15-årsalderen opfyldte 9 pct.af de unge kriterierne for at have depressive symptomer, heraf var der 6 pct. blandt de deltagende drenge og 13 pct. blandt pigerne. Ved målingen i 18-årsalderen var ande len mere end fordoblet, idet der nu var 22 pct., der rapporterede om disse problemer. Alt i alt var det 27 pct. (N = 1.023), der før og/eller siden havde været berørt af problemer med at være depressiv.
Ved at sammenkoble oplysningerne fra 15-årsalderen med dem fra 18-årsalderen, etablerede vi fire grupperinger, jf. tabel 3.6:
Den første gruppering, som vi inden for analysens rammer kunne kalde ”de aldrig depressive”, er dem, der hverken i 15- eller i 18-årsalderen rapporterede om depressive symptomer. Denne gruppering udgør 73 pct. af de 18-årige, og piger er underrepræsenteret her (44 pct.). I undersøgelsen spurgte vi de unge, om de en eller flere gange i løbet af deres tilværelse har haft en psykisk lidelse, uden at dette fænomen bliver nærmere specificeret. Det svarede 12 pct. i denne gruppering bekræftende på.
Den anden gruppe, ”de tidligere depressive”, udgør 5 pct. af de 18-årige og består af dem, der i 15-årsalderen, men ikke længere som 18-årige havde depressive symptomer. Her udgør pigerne 60
--
-”De nye depressive” er den tredje og en relativt stor gruppe (18 pct.) af unge, som havde depressive symptomer i 18-årsalderen, men ikke havde disse problemer som 15-årige. Pigeandelen er her 63 pct., og 42 pct. oplyste, at de mindst en gang i livet havde haft en psykisk lidelse.
Endelig er der en fjerde lille gruppe på 4 pct., som på begge undersøgelsestidspunkter havde de pressive symptomer: ”de vedvarende depressive”. I denne gruppering udgør pigerne et overvæl dende flertal (74 pct.), ligesom det nu også er et flertal på knap 60 pct., der oplyste, at de havde haft en psykisk lidelse, heraf rapporterede 33 pct., at de havde haft det flere gange.
Tabel 3.6 Unge med depressive symptomer i 15- og 18-årsalderen. Procent.
Depressiv som 15-årig (2011)? Depressiv som 18-årig (2014)?
Nej Ja I alt, pct. N
Nej 73 18 91 3.391
Ja 5 4 9 351
I alt, pct. 78 22 100
N 2.913 829 3.742
Kilde: Ottosen & Montgomery (2016).
3.6.2 Kontakt med behandlingssystemet
Vi sammenholdt informationerne om forekomst af selvrapporterede psykiske lidelser, herunder sær ligt forekomst af depressive symptomer, med andre oplysninger fra undersøgelsen, som indikerede, om de unge havde været i kontakt med det professionelle (psykologiske/psykiatriske) behandlings system, jf. tabel 3.7. Meget få personer, som deltog i undersøgelsen, var registeret i Landspatient registret med en depressionsdiagnose. Andelen med en psykiatrisk diagnose var da således også noget større, når vi spurgte de 18-årige selv, om en læge nogensinde havde konstateret, at de havde en psykiatrisk lidelse. Det svarede 4,5 pct. positivt på. Vi må konstatere, at der er en betydelig di skrepans mellem omfanget, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose af en læge, og omfanget af selvrapporterede psykiske lidelser: Ifølge de unge selv er det som helhed 20 pct., der en eller flere gange gennem tilværelsen har haft en psykisk lidelse.
Tabel 3.7 Unge opdelt efter, om de havde depressive symptomer i 15- hhv. 18-årsalderen.
De aldrig
depressive De tidligere
depressive De nye de
pressive De vedva rende de pressive
I alt p<
Køn ***
Procentandel piger 44 60 63 74 50
Selvrapporteret psykisk lidelse (livstidspræv.) ***
En gang 8,8 21,8 24,7 25,5 13
Flere gange 2,7 9,3 16,9 33,1 6,9
Diagnoser (livstidspræv.)
Procentandel med psykiatrisk diagnose 2,1 5,2 10,9 16,7 4,5 ***
Pct. med depressionsdiagnose 0,5 2,6 7 10,2 2,2 ***
Psykologbistand ***
Procentandel, der har modtaget psykologbi
stand mellem 2011 og 2014 ***
11 22 32 32 15
-De aldrig -De tidligere -De nye de- De vedva- I alt p<
depressive depressive pressive rende de-pressive Procentandel, der har fået lægeordineret me ***
dicin mod et psykisk problem (livstidspræv.)
En gang 1,8 3,6 5,1 8,9 2,8
Flere gange 1,4 5,2 7,3 11,5 3,1
Personlig trivsel
Procentandel med lavt selvværd 1 8 15 24 5 ***
Procentandel, der har forsøgt selvmord (livs
tidspræv.) ***
2 9 10 19 5
I alt pct. 73 5 18 4 100
I alt N 2719 194 672 157 3.742
Anm.: P-værdien hidrører fra chi2 * = < 0,10, ** = < 0,05, ***= < 0,01.
Kilde: Ottosen & Montgomery (2016).
Tilsvarende er der en diskrepans mellem at have depressive symptomer og at have en egentlig depressionsdiagnose. 2,2 pct. (N = 96), dvs. halvdelen af dem, der oplyste, at de har fået stillet en psykiatrisk diagnose af en læge, svarede, at der er tale om en depressiv forstyrrelse. Diskrepansen reflekterer med stor sandsynlighed, at analysen inkluderede en gråzone af unge, som efter nærmere øjensyn må skønnes at være i normal udvikling ud fra en lægefaglig bedømmelse. Alligevel kan man ikke udelukke, at der blandt den gruppe unge, som analysen omhandler, også kan være græn setilfælde af endnu ikke diagnosticerede psykiatriske lidelser. De fleste, som havde en lægelig de pressionsdiagnose, havde fået denne stillet mellem 15- og 17-årsalderen.
Der var imidlertid også signifikante forskelle mellem de fire grupperinger, som analysen opererer med, når det drejer sig om erfaringer med kontakt til behandlingssystemet (tabel 3.7). Grupperin gerne ”de nye depressive” og især ”de vedvarende depressive” havde i forhold til de to øvrige grup per langt hyppigere fået stillet en psykiatrisk depressionsdiagnose, de havde hyppigere modtaget psykologbistand mellem det femtende og attende år og havde oftere fået lægeordineret medicin mod et psykisk problem. Det tyder på, at problemtyngden er større her.
3.6.3 Indikationer på (manglende) mental sundhed
For at belyse, om der var trivselsvariationer mellem de fire grupperinger, satte analysen fokus på omfanget af unge med lavt selvværd. Vi anvendte Rosenbergs Self-Esteem (RSE) Scale, en spør geserie med 10 udsagn, hvor interviewpersonerne bliver bedt om at reflektere over deres følelser ved at tage stilling til, hvor enige de er i de enkelte udsagn. Man kan score op til 30 point. Resultater mellem 15 og 25 er inden for normalområdet, mens resultater under 15 er tegn på et lavt selvværd (Rosenberg, 1965). Som helhed var der 5 pct. af de 18-årige, der havde problemer med selvværdet, mens andelen med selvværdsproblemer var betydeligt højere blandt ”de nye depressive” og særligt
”de vedvarende depressive”. Uanset om de unge havde depressive symptomer eller ikke, har pro blemer med lavt selvværd også sammenhæng med kønnet, idet lavt selvværd hyppigere forekom mer hos piger. Blandt dem, der har depressive symptomer som 18-årige, var det således 9 pct. af drengene og 22 pct. af pigerne, som scorede lavt på selvværdsskalaen.
Vi belyste også, om der var sammenhæng mellem forekomst af depressive symptomer og erfaringer med selvmordsforsøg, belyst ved livstidsprævalensen. Mens det i undersøgelsen som helhed var 5 pct., der oplyste, at de havde forsøgt at tage livet af sig, var andelen dobbelt så høj blandt dem, der
-enten tidligere havde haft eller for nylig fik depressive symptomer. Blandt ”de vedvarende depres sive” havde hver femte erfaringer med selvmordsforsøg.
3.6.4 Opsummering
Alt i alt peger disse sammenhænge ikke så overraskende på, at trivselsproblemerne er større, hvis man har symptomer på depression, og særligt, hvis disse er vedvarende. Det er imidlertid en central pointe, at det selv i den hårdest ramte gruppe, som over flere år har døjet med depressive sympto mer, efter alt at dømme kun er en tredjedel, der har modtaget psykologhjælp, kun hver femte, der har fået medicinsk behandling, og kun hver tiende, der efter egne oplysninger har fået en klinisk depressionsdiagnose. Der forekommer således ud fra det nævnte eksempel at være en betydelig diskrepans mellem andelen, der ud fra undersøgelsens screeningsspørgsmål passerer grænsen for en psykiatrisk udredning, og andelen, der faktisk får en lægelig diagnose.